27. august 2020

USA-ekspert om BLM-optøjer: Kan give Trump fire år mere, “… takket været den yderste venstrefløj”

Der er Black Lives Matter-optøjer flere steder i USA, men man bliver alligevel ikke rigtigt overrasket, når Radio4 spørger lektor Jørn Brøndal, hvad der motiverer Donald Trump til at sætte Nationalgarden ind. Det var et politisk statement, og så fik vi ellers historien om seneste sorte uskyldighed i Kenosha, Wisconsin. Intet om Jacob Blakes kniv, og intet om at Blakes mor er stået frem på tv og henvendt sig til Trump: “I have the utmost respect for you as the leader of our country.” Brøndal fortalte også, at man frygtede det endte med raceuroligheder, når nu halv-fascister blander sig, og pointerede, at selvtægtsmanden 17-årige Kyle Rittenhouse, der skød to BLM-aktivister i samme by, var kendt som støtte af Donald Trump.

Der er en glidende overgang mellem Black Lives Matter og voldeligt anarki, og skulle man være i tvivl så kan man se nogle af de mange videoklip der er gået viralt. Sorte der benytter lejligheden til at røve modebutikker og varehuse, er interessante nok, men den ideologiske ensretning er nu alligevel mere skræmmende. Mirco Reimer-Elster fortæller om en række eksempler på anvendt BLM-ideologi hos TV2 – Analytiker om nye protester i USA: – En gave til Trump.

“Ifølge USA-analytiker Mirco Reimer-Elster startede de mange protester med at være en appelsin i turbanen på demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden…

Men i takt med, at videoer som den fra Washington samt ødelæggelser, plyndringer og sammenstød med politiet, der er konsekvensen af flere af protesterne, breder sig både på de sociale og etablerede medier, er der en mulighed for, at det styrker præsident Donald Trumps valgkampagne frem for Bidens, siger Mirco Reimer-Elster.

Ifølge ham afhænger det af, hvad den dominerende fortælling om protesterne bliver. Han peger på, at en fortælling om raceulighed og politivold vil gavne demokraterne mest.

– Bliver det til gengæld billeder af brændende bygninger, bøller og videoer som den her, så gavner det snarere Trump og republikanerne. Og så kan George Floyds død ultimativt ende med, ironisk nok, at give Trump fire år mere i Det Hvide Hus takket været den yderste venstrefløj, siger han. (Mirco Reimer-Elster, TV2, 26. august 2020)

(Kvinde chikaneres af hvide Black Lives Matter-støttere, Washington, 25. august 2020)

“In a scene that played out several times Monday, a Black Lives Matter protest that began in Columbia Heights confronted White diners outside D.C. restaurants, chanting ‘White silence is violence!’ and demanding White diners show their solidarity. In Adams Morgan, protesters screamed at Lauren B. Victor for several minutes for refusing to raise her fist with them. … Modiano, who had been yelling at Victor and moments later identified himself as a citizen journalist who writes for @Deadspin, told Victor he couldn’t understand why she was the only diner in the area who wouldn’t comply. ‘What was in you, you couldn’t do this?’ (Fredrick Kunkle, Washington Post)



26. august 2020

Rosa Lunds 3-5.000 årlige tilfælde af racistisk-motiveret vold: “… behæftet med betydelig usikkerhed”

Forleden proklamerede enhedslistens Rosa Lund i en P1 debat, at der årligt begås mellem 3.000 og 5.000 tilfælde af ‘racistisk-motiveret vold’ herhjemme, og pointerede, at det aldrig anmeldes. Politiet har derfor, jf. Enhedslisten, brug for flere ressoucer og ‘mere uddannelse’. Der er mange måder at opgøre kriminalitet på, og når volden stiger plejer venstrefløjs-kriminologerne at tale om ‘højere anmeldelsetilbøjelighed’. Det gælder naturligvis ikke racistisk vold, omend man også her kan bruge interview-baserede ‘offerundersøgelser’. Alternativt måtte man jo bruge konkrete konkrete anmeldelser eller skadestue-statistik, og det går selvsagt ikke.

Rigspolitiet har desværre opgivet den såkaldte RACI-statistik, der trods udvidede definitioner, ikke ligefrem dokumenterede at Danmark havde et problem med racistisk-motiveret vold. Trods flere og flere registreringer, så var konkrete fysiske overfald mod etniske minoriteter begået af danskere forsvindende få. Fem-ti om året, typisk i småtingsafdelingen. Sjældent grov vold, aldrig mord. Politikerne droppede den… af samme årsag.

Enhedslistens racismefokus er reelt et spørgsmål om magt, og det har aldrig handlet om at afdække et problem. Der tales meget om ’strukturel racisme’, men skulle der være lidt virkelighed i det, så ville 90-95 procent af alle gaderøverier være udtryk for strukturel racisme mod danskere. Den definition køber venstrefløjen naturligvis ikke, for så mister de ‘the whip hand’. Rosa Lunds kilde er Kyvsgaard & Balvigs fikse ‘offerundersøgelse’, der baseres på ofrenes følelser om gerningsmændenes motiv. Kurdere mod tyrkere, somaliere mod arabere, aftrykket tørklæde, skub i supermarkedet o.l. er racistisk-motiveret vold mod etniske minoriteter. Mere pisk til privilegierede hvide.

Det noteres i en note til rapporten herunder, at ’40 pct. af ofre for vold motiveret af racisme’ har anmeldt overfaldet (s. 77) – et tal langt højere end antal sigtelser for racisme. Så er vi tilbage ved Enhedslistens ideologiske drømmescenarium: Politiet skal skoles i strukturel racisme. Indvandreres mer-voldelighed har intet med kultur at gøre, og bortforklares med socio-økonomiske variabler. Det gælder ikke racistens vold – det er ufiltreret ondskab, skabt af højrefløjens retorik overfor etniske minoriteter. Bekæmper du indvandringen er du medansvarlig for racistisk vold. En underlødig måde at bedrive politik på, men virkelig godt tænkt.

Udsathed for vold og andre former for kriminalitet – Offerundersøgelserne 2005-2017, 2018.

Balvig og co. har spurgt en række danskere om de har været udsat for vold, og ud af gruppen der svarede ja, mener syv procent at forbrydelsen ‘helt sikkert’ var ‘motiveret af racisme’. Undrsøgelsens kan læses på DKR.dk, men her afsnittet om ‘Vold som hadforbrydelse’ (5.9).

Konkret drejer det sig blot om svar fra 85 personer, men andre 94 mener racisme ‘måske’ har spillet en rolle, så egentligt er vi oppe på 14 procent af alle voldelige overfald er racistiske. Ifølge interviews. Den tror kriminologerne dog ikke på selv, som man kan læse herunder: “… behæftet med betydelig usikkerhed”.

“Det er i offerundersøgelserne siden 2008 forsøgt belyst, i hvilket omfang volden kan betegnes som en hadforbrydelse, dvs. en forbrydelse, der er motiveret af had over for den gruppe, som ofret tilhører eller antages at tilhøre. Der er således spurgt om, i hvilket omfang volden – efter ofrets opfattelse – er motiveret af enten racisme eller ofrets (formodede) seksuelle orientering (i det følgende: Homo- eller transfobi). Der kan være andre former for hadforbrydelser, eksempelvis politisk eller religiøst motiveret vold, men disse former er der ikke spurgt til i offerundersøgelserne.

Af tabel 5.11 fremgår det, at 7 pct. af voldsofrene mener, at volden mod dem helt sikkert var motiveret af racisme. Dette svarer cirka til, at mellem 3.600 og 5.000 mennesker mellem 16 og 74 år årligt udsættes for racistisk motiveret vold. Samme andel angiver, at volden måske var motiveret af racisme. Som det fremgår af tabellen, er beregningerne baseret på meget få observationer, og af denne grund er resultaterne behæftet med betydelig usikkerhed. Signifikant flere mandlige end kvindelige ofre angiver, at voldsepisoden har eller måske har været motiveret af racisme. Ydermere angiver en signifikant lavere andel af de 16-24-årige voldsofre, sammenlignet med de 25-74-årige ofre, at den vold, som de var udsat for, var motiveret af racisme.” (s. 76)

(Balvig mfl., 2018, Udsathed for vold og andre former for kriminalitet – Offerundersøgelserne 2005-2017)

(Tabel 5.11, s. 76)

(Relevante spørgsmål i spørgeskema)



25. august 2020

Professor: Vi har brug for ‘radikal feminisme’, et ‘opgør med patriarkatet’, samfundsordenen skal vakle

Der trykkes mange obskure tekster i Politiken, og professor Peter Lauritzen ønske om mere radikal feminisme, er helt klassisk. En mand har råbt noget sensuelt efter hans 14-årige datter, og det skyldes patriarkatet, Hitlers patriarkat. Hen henviser til den norske forfatter Sigurd Hoel, men fortæller ikke at Hoel var første redaktør for den revolutionære organisation ‘Mot Dag’, der nogle år senere blev en del af Norges Kommunistiske Parti.

Mads Brügger har begået et fin kommentar til det totalitære aspekt i Berlingske, men her er lidt fra det oprindelige indlæg trykt i Politiken, 16. august – Danmark har brug for en ny, radikal feminisme (kræver login).

“Uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed. … Hvis vi skal gøre op med denne ulighed, kræver det feminisme. …

En radikal feminisme vil ganske givet efterlade sig et slæbespor af sårede mænd, men sådan må det være. For uden villigheden til at rykke nogle af de grundlæggende strukturer op ved roden, bliver vi stående, hvor vi nu har stået i årevis: I et samfund, der åbenlyst er præget af ulighed…

Umiddelbart efter Anden Verdenskrig skrev den norske forfatter Sigurd Hoel et essay, hvor han forsøgte at forklare nazismen og dens evne til at vinde opbakning. Og en væsentlig del af forklaringen fandt han i et enkelt ord: patriarkatet. Altså et bestemt magtforhold, hvor kvinden er underordnet manden. Hun er hans ejendom og ret.

Dette magtforhold har eksisteret i århundreder, og selv om det var blevet svækket, eksisterede det endnu. Slumrende, men parat. Det vidste nazisterne, og det lykkedes dem at vække patriarkatet og dermed vinde opbakning.
I en usikker tid fik de ariske mænd en fast defineret plads, det samme gjorde kvinderne – og selvfølgelig også alle de ikke-ariske mænd og kvinder. Hoels bekymring var nu, at skønt nazismen blev besejret, så blev der ikke gjort op med patriarkatet. Derfor kunne man berettiget frygte nazismens genkomst.

I dag ville Hoel måske ikke have skrevet om nazisme, og måske heller ikke frygte den. Men han kunne have frygtet både ultranationalisme og højrepopulisme, og han kunne fint have brugt Trump i sin analyse, fordi han jo næsten dagligt viser, hvordan patriarkatet reinkarneres. Bedst som man troede, at det lå på sit yderste – eller i det mindste var stærkt alderssvækket – viser det sig igen for fuld styrke.

… Det er derfor, vi har brug for et radikalt opgør med patriarkatet og for kvalificerede analyser, der viser, hvor uligheden trives og gror. Men i stedet for at lytte til og lære af feminismen, så vælger de fleste at vrænge ad den og udskamme den. … Men hvis vi vil ligestilling og lighed, så skal samfundsordenen vakle. Og den skal vakle vildt. Der er ingen vej uden om.”

(Mads Brügger på Twitter, 16. august 2020)

Det er samme sprogbrug, du finder i totalitære regimer som Mussolinis Italien, Pol Pots Cambodja eller Stalins Rusland. Altså ideen om, at der skal chokterapi til, før vi kan nå frem til det Utopia, som vi allesammen er interesserede i. … at arbejde med kollaterale ofre i forsøget på at realisere et utopisk samfund er klassisk Pol Pot. Eller Stalin. Eller Hitler … Det er ret rabiat feminisme. Det synes jeg er vildt. Han sidder jo i Radikale Venstres bestyrelse. Det er jo et sprogbrug, som man ville finde på de ekstreme politiske yderfløje. At det lige pludselig dukker op en tilfældig weekend i Politiken, uden at folk rigtig tager notits af det, det synes jeg er ret vildt. … På et tidspunkt, da jeg arbejdede i Danmarks Radio, var der en skytteforening nede i kælderen. Et af medlemmerne havde identificeret den diskurs, der gjorde det muligt for ham at give udtryk for en trang til at skyde andre mennesker. Han havde fundet ud af, at vi allesammen kan blive enige om, at vi ikke kan lide racister. Så han gik og sagde, ‘jeg hader racister, de skal bare skydes’. (Mads Brügger, Berlingske, 25. august 2020)



21. august 2020

Nørgaard & Fog: Forskere bekæmper ‘den menneskelige natur’ – “Køn er et biologisk fænomen…”

Den yderste venstrefløj er gode til at institutionalisere deres mærkesager, og i disse dage belemres danskerne med Pride-propaganda og en integreret LGBT-dagsorden, der indtil for få år siden kun var noget Enhedslistens Queer-udvalg forholdt sig seriøst til. Det handler ikke om at retten til at leve som homoseksuel, men om at smadre søjlerne, der holder det borgerlige samfund oppe. “Keep the pressure on”, lyder Saul D. Alinskys ottende regel i Rules for Radicals (1971). God kronik i Politiken af forfatter Lone Nørgaard og biolog Kåre Fog – Ja, biologien er dybt uretfærdig. Så fat det dog (kræver login).

“Den franske feminist og filosof Simone de Beauvoir skrev i 1949: ‘Man fødes ikke som kvinde, man bliver det’. Den amerikanske feministiske filosof Judith Butler hævdede i 1990, at kønnet, også den fysiske udformning af kønnet, er en social konstruktion. Hverken de Beauvoir eller Butler bragte nogen som helst evidens for disse påstande.

Der er derimod evidens for den modsatte påstand: Køn er et biologisk fænomen, og mange af de typisk kvindelige og typisk mandlige træk er indkodet allerede før fødslen. Disse træk ligger og venter på at bryde frem, når tiden er inde – ligesom anlæggene til mælketænder og til blivende tænder ligger gemt i kæben.

Hvor gerne end fortalerne for socialkonstruktionisme og identitetspolitik vil afskaffe biologien som forklaring på kønsforskelle, støder de ind i det faktum, at den biologiske videnskab viser, at de fleste kønsforskelle har kønshormoner som årsag.

De fleste – men ikke alle – forskelle i hjernen skyldes f. eks., at hormonerne har indflydelse på nervecellernes udvikling. Det sker især i fostertilstanden kort efter det tidspunkt, da hjernen er dannet. Hvis fosterets hjerne udsættes for virkningen af testosteron, så bestemmer det mange træk i personens adfærd senere i livet: Personen føler, tænker og handler som en mand. Hvis hjernen derimod kun udsættes for små mængder testosteron, så bliver hjernen feminin. Dette kalder man hormonernes organiserende virkning. …

På universiteternes humanistiske og samfundsfaglige fakulteter går man per automatik ud fra, at kønnet er en social konstruktion. Biologisk viden modsiger alt, hvad der her undervises i om køn, men denne viden ignoreres og udelades. Der udklækkes tusinder af kandidater, hvis kundskaber om køn bevidst er gjort ensidige og fejlagtige. …

… Vi hører ekstreme argumenter om, at hvis nogen i debatter taler om biologisk bestemte kønsforskelle, så leverer disse ‘onde mennesker’ hadtale; virkningen af de biologisk betingede kønsforskelle er uretfærdig, og derfor er det uetisk at henvise til biologiens betydning. Det er så det ultimative argument imod at anerkende biologiens betydning. Sådan er det i Danmark, og sådan er det i udlandet. Folk er blevet fyret for at omtale biologiens betydning. … vanviddet skal have modspil i form af en sandhedssøgende, forsknings- og faktabaseret nedbrydning af myter og ideologi.”

(TV3+, nu med Pride-farver, 19. august 2020)

Oploadet Kl. 02:19 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


15. august 2020

Incestoffer: Min mor ville bryde ‘borgerskabets jernkæder’, frisætte ’seksuelle restriktioner og tabuer’

Der er mange gode skribenter i Danmark, men de fleste løber i samme retning mod Cavling. Søren K. Villemoes er en behagelig undtagelse, og skulle jeg abonnere på en trykt avis, ville det nok blive Weekendavisen. Lektor Jon Sigurd Wegeners historie om moderens venstre-ideologiske overgreb kom frem i en DR-dokumentar, og historien er udenfor kategori. Værre end det jeg gravede frem om venstreloonien Carsten Halvorsen tilbage i 2013, efter længere tids modsatrettede beskyldninger.

At dømme efter Vibeke Wegeners Facebook-væg, så tilhører hun stadig den yderste venstrefløj. Hun har lagt billeder op fra diverse arrangementer hun har deltaget i, herunder ‘Antifascistisk 1. maj’ hvor hun har foreviget et kæmpe AFA-banner. “Jeg stemmer på Enhedslisten”, står der med store typer på det profilbillede hun lagde op i forbindelse med sidste års folketingsvalg.

Lang gennemgang af Jon Sigurd Wegeners historie i Weekendavisen – Misbrug: En anden tid (kræver login).

“Forsvar for pædofili fulgte i kølvandet på 1968 i det meste af Vesten. Den seksuelle revolutions avantgarde ønskede at gøre op med samfundets seksuelle restriktioner og tabuer, herunder incest, blodskam og det i deres øjne falske skel mellem barn og voksen. Borgerskabets jernkæder skulle brydes og seksualiteten sættes fri – al seksualitet. …

Jon Sigurd Wegener er en af dem. … Som barn blev han seksuelt misbrugt af sin mor, en ‘frisindet’ 1970er-feminist, der læste på Københavns Universitet og var aktiv på den yderste venstrefløj.

‘Da jeg var fire-fem år gammel, onanerede min mor mig, mens min far så på. Jeg blev også tvunget til at se mine forældre have sex. Og min mor insisterede på at kigge mig i øjnene, mens hun gav min far et blowjob,’ fortæller han til Weekendavisen. …

‘Min far var naturvidenskabsmand, biokemiker, så hans miljø var ikke præget af den slags diskussioner, men det var min mors. Hun fik mange af tankerne fra et kursus på universitetet om den borgerlige familie og seksualitet. … Min mor tog mig med til sin elsker. Det gjorde min far også. De har haft en idé om, at det var et gode i sig selv at være så åben om sin seksualitet som overhovedet muligt, så vulgær som muligt. …

Som hun skriver i en mail fra 2015 (slå-og stavefejl er rettet): ‘At Jon kan huske, jeg onanerede ham som barn, er rigtigt nok. Det skete én gang, da han var 4-5 år og gik i børnehave. Baggrunden var, at Annemette Hoppe på Institut for Nordisk Filologi underviste i emnet: den borgerlige familie, seksualitet og kærlighed. I den forbindelse læste vi om sex historisk set.

… Moren citerer herefter en længere passage om masturbation af drengebørn ved det franske hof i 1600-tallet og blandt skriftløse stammefolk. Det er taget fra Jos van Ussels Seksualrestriktionens historie fra 1968, der udkom på dansk i 1978 på forlaget Medusa. Jos van Ussel var en meget indflydelsesrig hollandsk sexolog og venstreliberal aktivist, der i 1950erne og 1960erne kæmpede for seksualoplysning og seksualpolitiske reformer – herunder at tillade seksuelle relationer mellem børn og voksne.

‘De fandt støtte i en socialkonstruktivistisk ideologi: at det faktisk var en god ting at bryde disse konservative borgerlige mønstre om, at man skulle holde sig væk fra sine børns seksualitet,’ siger Jon Sigurd Wegener…”

(Uriasposten, 14. marts 2013: Højreblogger drak en fadøl, dokumenterer Halvorsen…)

Oploadet Kl. 11:30 af Kim Møller — Direkte link39 kommentarer


14. august 2020

Fra BZ-bevægelsen til mediebranchen: “Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.”

Så fik jeg genhørt Peter Øvig Knudsens BZ (2016), og hvis man har lidt historisk interesse i det vestreradikale miljø, så giver det en ganske fin indføring. 19 timer eller 624 sider! Jeg kunne med udgangspunkt i bogen skrive adskillige blogposter om BZ’ere, der gjorde karriere i mediebranchen, og kun tiden afholder mig fra det.

En af kilderne er eksempelvis Mette Sejsbo, der efter tyve år i Danmarks Radio, nu er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da AFA-grundlæggeren Martin ‘Kat’ Lindblom døde tilbage i 2009, var der rosende nekrologer fra BZ-vennerne René Karpantchof og Jesper Dahl Caruso. Den første er eekspert i højreekstremisme, og sidstnævnte var på daværende tidspunkt journalist på Berlingske. Senere kom han til TV2 Nyhederne.

Den tætte forbindelse mellem datidens revolutionære gadekrigere, og nutidens mediebranche voldte Øvig Knudsen store problemer. Selvom han som ung var tilknyttet Kommunistisk Arbejderparti, og stadig er solidt placeret på venstrefløjen, så frygtede eks-BZ’erne, at historien blev beskrevet lidt for dokumentarisk. Den del er værd at hæfte sig ved. Her en række citater, som på forskellige måder beskriver forbindelsen.

Politiets afmagt, sympati i politiske kredse

“Man kunne jo bygge et helt stenbrud af de sten, de smed efter os i Viborggade… Men vi ved, at hvis vi smider dem ud, rykker de bare ind igen og barrikaderer sig. Hverken regering eller kommune virkede opsat på at løse problemet, og de venstreorienterede byplanborgmestre – Villo Sigurdsson og Gunna Starck fra VS -gjorde, hvad de kunne for at støtte BZ’erne.’

Men blev man som politimand ikke voldsomt frustreret, spørger jeg.

‘Jo, selvfølgelig. Det var helt gak i låget. Men vores erfaringer med at rydde huse -og jeg tror, jeg har været med til at rydde over hundrede – viste, at vi både fik vældig ballade med BZ’erne undervejs og bagefter vældig ballade i pressen over måden, vi gjorde det på. På et tidspunkt havde vi besluttet og meddelt, at vi ikke ville rydde flere huse uden den nødvendige opbakning. Vi ville ikke risikere kollegernes liv og lemmer for bagefter at se BZ’erne gå bag om huset og ind igen.

Vi lod stå til og nøjedes med at notere, når vi opdagede, at de lavede noget kriminelt, for eksempel alle deres tyverier. Det samme ville selvfølgelig aldrig være sket, hvis det var rockere, der agerede på tilsvarende måde. Men BZ’erne havde stadig udbredt sympati i politiske kredse. Vi måtte bare leve med det.

Martin ‘Tjek’ Sundbøll om journalisters advarsler

“‘Jeg har besluttet mig,’ siger Martin Tjek, da jeg ringer til ham. „Det bliver et ja. … Martin fortæller, at både hans familie og hans nærmeste venner har været imod, at han skulle sige ja til at deltage. Også journalister, han kender ‘på relativt høje poster’, har advaret ham. Men han har besluttet sig, selv om det sikkert vil give ham ‘en farlig ballade’ med de andre BZ’ere. “

BZ-filmen som DR ikke turde vise, mistede filmstøtte

“Filminstruktøren David Fox, der har lavet BZ-filmen En drøm i tusinde stykker, fortæller i telefonen, at hans film på forhånd gav anledning til så meget ballade, at DR aldrig har sendt filmen. Fox har åbenlyst haft nogle ubehagelige oplevelser og er ikke meget for at tale om sagen. Men jeg får ham overtalt til at drikke kaffe den følgende mandag. David Fox husker, at han i sin tid også havde et møde med BZ’ernes gamle ærkefjende, Egon Weidekamp. Han havde grinet ad Fox’ projekt: ‘Du kommer aldrig til at fortælle den historie. Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.’ Dengang havde Fox bare smilet ad udsagnet.”

—–

“‘Mit udgangspunkt for at lave en film om BZ,” fortæller David Fox, ‘var at undersøge, hvor de stod femten år efter deres oprør i Ryesgade : Hvad tænkte de nu? Var de stadig revolutionære, var de endt med villa, vovse og Volvo eller et sted derimellem?

… Jeg ville gerne fortælle en ny historie om BZ, som handlede om en bevægelse, der startede med at være åben for alle, men endte med udskillelse, maskering og vold. Den oprindelige drøm om et ungdomshus for alle unge med dans, musik, knallertværksted og teater blev i stedet til et mørkt ungdomshus for de få. Mit spørgsmål var, hvordan det endte sådan. Muligvis kom jeg med min film til at overtræde en uskreven regel, jeg ikke kendte til, om at man ikke må kritisere BZ i dansk film og tv. Men jeg lavede filmen, fordi jeg var nysgerrig, og fordi det handlede om min egen generation. Politisk er jeg nok til venstre, men først og fremmest er jeg humanist med tro på diversitet og åbenhed. Jeg undrer mig virkelig over, at filmen aldrig er blevet sendt, for den var allerede godkendt af DR -og havde jo også kostet en del penge.'”

—–

“David Fox’ film om BZ havde i første omgang fået bevilget en udviklingsstøtte fra Filminstituttet på 15.000 kr., men efter at en ny filmkonsulent, Jakob Høgel, var tiltrådt på instituttet, fik Fox i november 1999 afslag på produktionsstøtte. … Den 15. november, tre dage før han skrev afslaget til Fox, havde Jakob Høgel fra Helle Hansen modtaget en ansøgning om manuskriptstøtte til filmen ‘Historien om BZ’. … To måneder senere sagde Jakob Høgel ja til ansøgningen og bevilgede Helle Hansen 30.000 kr. i research- og manuskriptstøtte. … I de følgende år opnåede Helle Hansen en samlet støtte fra Filminstituttet på over 1,3 millioner kroner. I begrundelserne for at bevilge støtte gentages det igen og igen, at Helle Hansen har en ‘unik adgang’ til historien i kraft af, at hun selv har været en del af miljøet.

Filmen fik både lancerings støtte og støtte til en danmarksturne ‘BZ på tur’ i 2006, ligesom der blev bevilget penge til at udarbejde undervisningsmateriale til skolerne.”

Birgitte Feiring om den abstrakte forpligtelse på sandhed

“Birgitte Feiring forudser, at jeg vil skrive om de psykologiske processer frem for de samfundsmæssige forhold, og at jeg vil fokusere på BZ’ernes voldsudøvelse frem for samfundets.

‘Jeg er skræmt af den magt, du besidder, og skræmt af, hvad din fremtidige bog vil betyde for mine gamle venner og mig og for forståelsen af vores historie. … Hvilke konklusioner med hensyn til metode og form drager du selv efter Nakkeskuddet? Hvor ærlig er du over for os? Du har givet dit BZ-projekt den naive arbejdstitel ‘En kærlighedshistorie’ – men jeg har svært ved at se den naivitet i dit øvrige arbejde eller i Nakkeskuddet. Skylder du os ikke en mere dybtgående redegørelse for dine intentioner, fascination og vinkling, inden vi betror dig vores erindringer?

En klog dame skrev engang, at hver gang hun stødte på noget, hun ikke forstod, var hun særligt påpasselig for ikke at komme til at ødelægge det. Forstår du og har du respekt for den kakofoni, som BZ var? Og er i sin reaktion på dit projekt? Hvorfor har du kun hårdkogte journalistdrenge og ingen bløde piger i din backinggruppe?

… ‘I din fortolkning af den journalistiske nødvendighed helliger den abstrakte forpligtelse på sandheden midlet (der er i hvert fald ikke en eneste episode i Nakkeskuddet, hvor du synes at mene, du er gået over stregen). Men målet helliger ikke konsekvensen, og derfor fravælger du også selv at skrive om pusherne af hensyn til din familie. Hvorfor har du så så lille forståelse for, at andre ikke mener, at dit mål helliggør konsekvenserne for dem?'”



13. august 2020

Eks-muslim: Muslimer er ligeglade, da det alligevel er ‘højere magter, som bestemmer’ om man smittes

P1 Morgen bragte i dag hele to indslag om somaliere og coronasmitte, og det var helt i P1’s ånd. Først et interview med Mira Skadegaard Thorsen, der mente man ikke skulle nævne etnicitet, da det var irrelevant. Hvis man pinedød skulle nævne at det var somaliere, så skulle man fokusere på at de var ekstra udsatte. Senere et indslag med overskriften: ‘Hvorfor nævner Statens Serum Institut etnicitet i smittesporing?’

BT har gudskelov ingen fine fornemmelser. Fra BT.dk – 500 til somalisk begravelse betød smittespredning: ‘De har ikke samfundssind’.

“Specielt det somaliske og libanesiske miljø i Aarhus er ramt. Det undrer ikke 35-årige Mustafa Sayegh, der er vokset op i et muslimsk hjem. Han kom til Danmark med sine libanesiske forældre, da han var blot et halvt år gammel.

‘Grundlæggende lever muslimer efter den retningslinje, at det liv, vi lever nu, er en test. Det vil sige, at der venter noget bedre, når vi er døde. Det betyder, at man har en ligegyldighed over for coronavirus.‘ ‘Det er alligevel højere magter, som bestemmer, om man får coronavirus,’ siger Mustafa Sayegh, der er maler og forfatter til bogen ‘Fri’ om netop at slippe islam som religion.”

(Fyens.dk, 11. august 2020)

“Årsagen til at udbruddet af coronavirus har spredt sig så meget i det somaliske miljø i Aarhus-området er primært befolkningsgruppens kultur med store og tæt knyttede familie. Det vurderer Christian Wejse, der er ekspert i infektionssygdomme, lektor i global sundhed og manden bag planerne om et indvandrermedicinsk tilbud på Aarhus Universitetshospital.” (Fyens.dk, 11. august 2020)

Oploadet Kl. 00:33 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


12. august 2020

Eva Eistrup: Udtrykket ‘All Lives Matter’ er et ‘ladet slogan’, som stiller sig ‘i vejen for antiracismen’

Anna Libaks fine ‘All lives Matter’-leder forarger centrum/venstre på Twitter, og den slags ender naturligvis med en artikel i Politiken. Det er helt okay med konstruktiv kritik, men det virker som om alt der er ikke er karikeret venstreradikalt, automatisk bliver et fortløbende debatemne. Kulturjournalist Eva Eistrup kommenterer på Politiken.dk – All Lives Matter clickbait (kræver login).

“… Det kræver et hurtigt shot voksenalkohol og et par selvpåførte lussinger med flad hånd for lige at dulme og hærde, før man åbner Weekendavisen for tiden. Men ‘All Lives Matter’? Er det virkelig der, vi vil være? Anna Libaks leder er problematisk af flere grunde…

… jeg kender da godt følelsen af, at det ville være fedt, hvis ideal og praksis var det samme. Hvis man kunne lukke øjnene hårdt i og tvinge virkeligheden op på det ønskede teoretiske niveau, sådan vupti a la Libak: ‘Skal USA være et bedre og mere retfærdigt land, handler det nu som altid om, at hudfarve ikke skal være en faktor. Den skal tages ud af ligningen, den skal ikke sættes ind’. Men: Hudfarven.

Er. Allerede. En. Del. Af. Ligningen. Som alle dem med de menneskelige erfaringer på området jo godt ved, uanset hvor hårdt der i den borgerlige presse arbejdes på at sidde denne kritiske erfaringsmasse overhørig. All Lives Don’t F* cking Matter Yet! ‘All Lives Matter’ er lige så intetsigende åbenlyst sprogligt sandt uden for kontekst som et inspirational quote tatoveret på en uheldig underarm. …

‘All Lives Matter’ er det kampråb, som bruges af amerikanere, der ikke ved eller ikke mener, at der finder racemæssig diskrimination sted i USA. Eller værre: ikke ser et problem med, at det findes. Det er et ladet slogan, som er opstået i en specifik kulturhistorisk kontekst, nemlig som ængstelig (hvid) reaktion på og backlash imod (den enorme, diverse) Black Lives Matter-bevægelses legitime påberåbelse af den diskrimination på liv og død, som politiet blandt andre udsætter sorte borgere for.

‘All Lives Matter’ som udsagn på lederplads bliver hensynsløs provokatorisk clickbait, fordi lederskribenten kender, men ignorerer den kontekst. At sige ‘All Lives Matter’ er – uanset om man ikke ved bedre, eller fordi det netop er hensigten – at stille sig i vejen for antiracismen.

(Kulturjournalist Eva Eistrup i Politiken, 9. august 2020, sek. 3, s. 2)

“Så lad os begynde. Her er det indledende afsnit i Libaks leder. Bemærk rammesætningen: Drabet på George Floyd har givet anledning til VOLDELIGE protestdemonstrationer i USA. Libak undlader dermed behændigt at nævne, at langt de fleste demonstrationer har været fredelige. …” (Carsten Fogh Nielsen, Twitter, 31. juli 2020)

“Helt skørt bliver det, når Libak i et Facebook-opslag forsvarer sig med, at demonstranterne i hendes øjne har ladet sig forføre af den kapitalismekritiske tyske Frankfurterskole-filosof Herbert Marcuses idéer. Her begynder Libaks udlægning at vække mindelser om den højreradikale konspirationsteori om ‘kulturmarxisme’, der ser repræsentanter for den såkaldte ‘kritiske teori’, der opstod i Frankfurt omkring 1930erne, som dukkeførere bag nutidens politiske korrekthed, feminisme og ‘wokeness’ – på trods af, at Frankfurterskolen (inklusiv Marcuse) ofte med rette er blevet kritiseret for stort set ikke at have noget at sige om kvindefrigørelse og racisme. Man kan nok kun opfordre til, at Libak udsøger sig nogle andre kilder, næste gang hun skal skrive leder om sorte amerikaneres kamp for retfærdighed.” (Malte Frøslee Ibsen, Berlingske, 6. august 2020)


Professor Sodemann: “Kultur forklarer intet..:”, problemet er ‘majoritetens kulturelle accept af ulighed’

Professor Morten Sodemann har sålænge jeg kan huske, bortforklaret sundhedsmæssige problemer blandt kulturfremmede med økonomisk ulighed og racisme. Alt majoritetssamfundet gør i forhold til indvandrere har negativ betydning for deres helbred, men indvandrernes egen kultur, er omvendt helt irrelevant. Den gode professor lyder til forveksling som en venstrefløjsaktivist, og meget sigende så kritiserer han ikke kun Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, men også håndtamme socialdemokrater såsom Bundsgaard, Aslan og Tesfaye.

Kommentar af professor Morten Sodemann hos Ræson – Indvandreres kultur er ikke skyld i ny smitte. Det er ulighed i adgangen til sundhed til gengæld.

“… Aslan jonglerer med kultur som en bærende faktor i at forklare den nylige smittespredning. Men alle mennesker lever i en kultur. Skiturister, krydstogtturister, slagteriarbejdere, fodboldtilskuere og aarhusianere har alle forskellige kulturer, som de bevæger sig i. Kultur forklarer intet, men Lars Aslan lader det alligevel tjene som en eksotisk forklaring, der er forbundet med en særlig fremmed adfærd, der spreder corona-virus. Kultur er et skidt begreb, fordi det bejler mere til fantasien og fordomme end til fornuften, og at spille på modtagerens fordomme er ren slangeolie, samtidig med at det er en politisk gratis omgang på en hel befolkningsgruppes vegne.

Sandheden er nemlig, at over hele verden er billedet det samme: Minoriteter, kortuddannede og mindre velstillede rammes hårdt af corona-pandemien. Ikke alene har de en højere risiko for at blive smittet, de har også en højere risiko for at dø af sygdommen. Alle undersøgelser tyder på, at det handler om en kombination af erhverv, bolig, økonomi, familiestørrelse og adgang til sundhedsvæsnet. …

Etniske minoriteter arbejder hyppigere end andre danskere i hjemmeplejen, taxabranchen, butiksbranchen, restauranter, plejehjem etc., hvor smitterisiko er høj, og de bor af økonomiske årsager flere i hver lejlighed og ofte med flere generationer under samme tag. De har ikke sommerhuse eller gæsteværelser til isolation. Hvis man tilføjer de danske myndigheders stædige afvisning af tilpasset kommunikation på fremmedsprog, så har man opskriften på den perfekte katastrofe.

… Vi elsker at give de fremmede, de fattige og de kortuddannede skylden for epidemier. Men det er hverken fair eller korrekt. Det er ikke minoriteternes kultur, der er problemet. Det er majoritetens kulturelle accept af ulighed i sundhed som et udtryk for en svag karakter, der er problemet.

(Morten Sodemann, professor; Foto: Youtube mm)

Oploadet Kl. 00:36 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


10. august 2020

Venstreradikal ph.d. forsvarer ‘cancel-kultur’: “Heller ikke akademisk debat kan være konsekvensfri…”

Helt frem til starten af 70’erne, var den yderste venstrefløj i opposition til Danmarks Radio. Siden tog de magten, og den dag i dag kæmper samme segment for DR’s politiske uafhængighed. Samme forløb, omend ikke helt så karikeret på universiteterne. De venstreradikale tog magten indenfor de bløde fag, og kulturmarxisterne satte sig tungt på definitionsmagten. Det er i det lys antropologens forsvar for ‘Cancel-kultur’ skal ses. Venstrefløjen bruger magten, når de har den, og ’social kontrol’ fungerer også ideologisk. Det kan man godt kalde at erstatte dårlige ideer med gode, men de dårlige ideer er først og fremmest dårlige, fordi flertallet ikke er enige. I praksis er teksten herunder et forsvar for censur af anderledes tænkende. Blød totalitarisme. Taliban uden blanke våben.

Antropolog Magnus Pharao Hansen går til angreb på de 150 meningsdannere, der underskrev Harper’s-brevet, tidligere omtalt her på siden. Fra en kronik i Information – Det er meningsløst kun at se ’cancel culture’ som et ukvalificeret onde, der skal bekæmpes.

“… Jeg er enig i, at det kan være problematisk, når almindelige mennesker uden magtpositioner oplever voldsomme personlige konsekvenser for moralske forseelser. Men det er ikke de tilfælde, som brevet til Harper’s primært kritiserer. Det reagerer mest imod den slags konsekvenser, brevskriverne selv oplever: at blive fyret fra en redaktørpost, nægtet en ærestitel, miste en bogkontrakt eller få aflyst en invitation.

Der er en vigtig forskel på de to slags konsekvenser, synes jeg.

I det ene tilfælde er der tale om mennesker, som bliver underlagt offentlighedens dom på grund af noget, de gør eller siger privat, uden relation til deres professionelle virke. Ens politiske observans bør ikke afgøre, om man har ret til for eksempel at bage brød.

I det andet er der tale om professionelle kommunikatører, som selv har valgt at træde ind i den offentlige debat og søge en platform, hvorfra de kan nå et større publikum. Og konsekvenserne rammer netop deres evne til at indtage bestemte kommunikationsplatforme.

… hvor en bager bør bedømmes primært på sin evne til at bage brød – og dårligt brød med rimelighed udløser en fyring – så bør en forfatter vel også netop bedømmes på sine skrifter, og en intellektuel på sine ideer. Når man ernærer sig på ideernes markedsplads, må man være parat til at møde den bevidste forbruger.

Heller ikke akademisk debat kan være konsekvensfri: Den vidensskabende proces beror ikke kun på fri og åben debat. Den kræver også, at dårlige eller utidssvarende ideer gradvist sorteres fra, ligesom dårligt brød. Det sker sædvanligvis gennem fagfællebedømmelse, ansættelsesprocesser, fondsbevillinger og invitationer.

Sorteringen indebærer, at nogle ideer får mulighed for at ytre sig fra positioner med særlig autoritet, og andre ikke gør. Dårlig eller umoderne forskning udgives i dårlige eller umoderne tidsskrifter, eller slet ikke. Det er helt normalt.

… Jeg synes altså ikke, det giver mening, som nogen gør, at tale om en generaliseret ’cancel culture’ som et ukvalificeret onde, der skal bekæmpes, så alle ytringer i den offentlige debat holdes konsekvensfri. Visse konsekvenser er rent faktisk rimelige og inden for det, man må forvente, hvis man deltager i offentlig polemik og debat.”

(‘Cancel-kultur’ i Bamyan, Afghanistan: “… utidssvarende ideer gradvist sorteres fra”; Foto: ER)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper