7. december 2016

Søren Hviid Pedersen: Argumentet om det ‘postfaktuelle’ er et politisk våben vendt mod oppositionelle

Centrum/venstre bruger sproget mod enhver form for opposition, og det er ikke svært at finde eksempler. Når begrebet ‘fake news’ tages i anvendelse, handler det udelukkende om højreorienterede holdningsmedier, og begrebet sættes eksempelvis ikke i relation til De Korte Nyheder på Radio24syv, der dagligt pynter historier med opdigtede citater. Falske nyheder er, når alt kommer til, blot historier der ikke fremmer en venstreorienteret diskurs.

Fremragende kommentar af Søren Hviid Pedersen i Berlingske – Myten om det post- faktuelle er elitens nye våben.

“Et af tidens modeord er ‘postfaktuel’. Postfaktuel anvendes gerne til at beskrive de tendenser, der er i tiden vedr. falske eller fordrejede nyheder. Begrebet anvendes på personer, partier og bevægelser, som de etablerede medier og politikere mener lyver eller fordrejer. Med det udgangspunkt har flere kommentatorer påpeget, at vi er ved at træde ind i en postfaktuel tidsalder. Demokratiet er i fare for, at postfaktuelle demagoger forfører befolkningen med deres postfaktuelle meninger og synspunkter.

Men måske forholder det sig helt anderledes, end de etablerede medier og kommentatorer hævder? Måske vi i stedet skulle undersøge lidt mere kritisk, hvad denne kritik af det postfaktuelle rent faktisk går ud på? Det underlige ved politik er jo ikke, at politik skal være sandt, det har vi videnskaben til at afgøre. Politik er snarere om, hvordan vi enten bevarer eller ændrer ting i vores samfund. Det helt afgørende politiske spørgsmål er således: Hvad er det gode samfund og det gode liv? Set i lyset af det spørgsmål er vi alle lige kvalificerede til at deltage i diskussionen…

hvis den politiske sandhed fandtes, behøvede vi ikke demokrati. Alt kunne overlades til eksperter, filosoffer, DJØFere og andet godtfolk! Så behøvede man ikke spørge borgerne, ja, måske skulle man slet ikke spørge befolkningen, netop fordi de ikke er eksperter. Men sandheden er demokratiets værste fjende, for jo mere nogen taler om politisk sandhed, jo mere skal man være mistænksom og kritisk. For det andet har kritikken af det postfaktuelle den slagside, at den næsten altid retter sig mod personer, partier og bevægelser, der forsøger at udfordre de etablerede systemers magt. Ideen om det postfaktuelle er således blevet et våben i hænderne på de eliter, der føler deres magt truet af de her postfaktuelle opkomlinge, der vover at udfordre deres magtpositioner.

Hele argumentet om det postfaktuelle er således blevet et ideologisk og politisk våben vendt mod de oppositionelle stemmer i vor tids samfund. Ideen om det postfaktuelle er blevet den herskende klasses ideologiske mantra vendt mod den almindelige befolkning…”

Oploadet Kl. 03:48 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


26. september 2016

Konservative Søren Hviid Pedersen vil bevare ‘velfærdsstaten’, og have indført ‘en form for borgerløn’

I en tid hvor langt de fleste danskere ikke kan tænke udenfor boksen, er der sikkert god ræson i at indtænke socialistiske dogmer. Søren Hviid Pedersen socialkonservatisme gør dog efter mine mening vold mod sund fornuft-konservatisme, ikke mindst i forhold til ‘borgerløn’ – Konservativ kombi af blå og røde værdier.

“Donald Trump, den republikanske præsidentkandidat, har bekendtgjort, at han vil forsøge at straffe de virksomheder, som outsourcer, med økonomiske sanktioner. Om dette er realistisk er nok tvivlsomt. Men det signalerer en ny politisk platform. En konservativ populistisk platform, der i sin grundsubstans kombinerer konservative værdier med en socialistisk forståelse af økonomien.

Der er en grundlæggende sandhed i denne form for konservativ populisme. Den sandhed er, at hvis et samfund skal kunne fungere og besidde en høj grad af sammenhængskraft, så fordrer det en omfordeling af værdier i et samfund. … Hvis store segmenter, eller grupper af mennesker, føler sig uden for eller marginaliseret grundet fattigdom, arbejdsløshed, sygdom etc., så er det svært at opretholde et velfungerende og sundt samfund. Et af midlerne til at skabe samhørighed og tillid er at sikre ganske almindelige borgere en solid levestandard og social sikkerhed. …

Den økonomiske globalisering, og den tiltagende automatisering af næsten alle arbejdsfunktioner, burde inspirere os til at tænke nyt. Dette gælder også for borgerlige mennesker. … For det første skal vi bibeholde en form for velfærdsstat, der sikrer borgere, som ikke kan klare sig selv, en rimelig og menneskeværdig levestandard. Herved skabes en ro og tryghed for de mennesker, der af en eller anden grund er kastet ud i situationer, som de ikke selv kan håndtere. For det andet bør man acceptere, at der i en ikke for fjern fremtid vil være mange mennesker, som aldrig vil kunne oppebære almindelig løn og produktivitet. Her må man acceptere, at vi indfører en form for borgerløn, således at disse mennesker kan få en dagligdag uden at blive jaget rundt og deltage i evindelige kurser, kursusforløb, beskæftigelsesforløb etc. Hvis vi ikke gør det, risikerer vi en situation, hvor mange mister, ikke bare et personligt fodfæste, men også mister deres rodfæste og loyalitet over for samfundet. Hermed har vi opskriften på et ustabilt samfund…”

Oploadet Kl. 10:26 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


9. juli 2016

Søren Hviid Pedersen: Statsministeren hyldede muslimers “… lydighed mod Koranens forskrifter”

På et af billederne i den officielle Facebook-gruppe for Århus Pride 2016, ses et regnbueflag i tårnet på byens Domkirke. Meget apropos, så var Rådhuspladsen i København sidste søndag omdannet til et bedetæppe i anledningen af Ramadanens afslutning . Søren Hviid Pedersen kommenterer – Ingen glædelig eid herfra.

“… muslimerne fejrer afslutningen af fasten ved at invadere de offentlige rum med deres demonstrative fremvisning af deres fromhed og troskab mod deres lovreligion. Der er tre problemer med denne demonstration fra muslimernes side.

For det første repræsenterer Ramadanen det lovreligiøse aspekt af den muslimske tradition. Intet er for småt til at blive reguleret af islams forskrifter for at leve et ægte og rigtigt liv. … Væk er kristenmenneskets frihed, som Luther skrev om. Væk er friheden for det enkelte menneske. I stedet har vi lovens tyranni, åg og trældom over det enkelte menneske.

For det andet, og som er i direkte forlængelse heraf, udviskes skellet mellem det religiøse og det politiske. Når alt således reguleres, både det private og det offentlige, forsvinder skellet mellem det religiøse og det politiske. Hermed umuliggøres demokrati, fordi demokrati er et folkestyre og ikke teokrati, et styre der dikteres af en religiøs lovbog.

For det tredje er afslutningen af denne faste en eklatant opvisning af farisæisme. Muslimerne strømmer ud på gader og stræder og fejrer, at netop de overkom fasten og derfor er ægte sande troende. Ja, det var så det, Jesus kaldte ved rette navn, nemlig farisæisme!

Hvad alt dette repræsenterer, er negationen, modsætningen til al dansk, til al dansk folkelighed. En folkelighed der er grundlaget for vor danske nation og for vort folkestyre. Det er derfor bekymrende, men ikke specielt overraskende, at vor liberale statsminister lykønsker muslimerne og deres lydighed mod Koranens forskrifter.”

(Eid-fest på Rådhuspladsen i København, 3. juli 2016; Foto: Facebook)



2. juni 2016

Søren Hviid Pedersen: “Distortion er et kerneeksempel på en syg ideologi…”

Storbytosserne taler ofte om humanisme og anstændighed, måske fordi de helt har glemt hvad det konkret betyder. Befriende kommentar af Søren Hviid Pedersen i Berlingske – Mindre skamløshed.

“I disse dage bølger Distortion som en tsunami af afføring, urin, stoffer og skamløs uhæmmet adfærd, ind over København. … Distortion er et kerneeksempel på en syg ideologi, hvis mantra er at hylde det spontane, det frie, det ‘naturlige’, det kreative etc., i modsætning til ansvar, bundethed til det konkret givne, disciplin, ordentlighed og anstændighed.

Det sidste er jo noget værre borgerligt bras, der hæmmer det frie og ubundne individ. Her hyldes det naturlige menneske, der for en tid kan afkaste enhver form for kultur og civilisation, og derfor kan kaste sig ud i et sandt kulturelt, socialt og seksuelt Sodoma og Gomorra. …

Det moderne danske samfund er ved at miste sit åndelige fodfæste. Fra at være rodfæstet i en borgerlig kulturel dannelse, der havde kristendommen som sit absolutte fundament, er dansk kultur nu ved at nærme sig en kultur, der hylder negationen af borgerlig dannelse og kultur. …

Det danske samfund bør hævde mere menneskelig modenhed og kræve mere skam, skyldbevidsthed og ansvar af det enkelte menneske. Det er sand borgerlighed.”

(Distortion 2016. Blandt de Berlingo-dansende var Cansel Keskin fra Radikal Ungdom; Fotos: Facebook)

Oploadet Kl. 21:15 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


6. juli 2015

Mosbjerg Folkefest 2015: Stemningsbilleder…

Varmen gjorde det umuligt for 95-årige Svend Andersen at deltage i Mosbjerg Folkefest. Han blev erstattet af den norske frihedskæmper Jan Høeg, der trods sine 92 år holdt en bevægende tale om sin personlige udvikling fra national folkehelt til marginaliseret dissident. Mikael Jalving måtte desværre også melde afbud, og med god styring af konferencier Erik Troldhuus lykkedes det at holde den lidt for ambitiøse tidsplan.

Herunder en række indtryk fra dagen.



18. maj 2015

Søren Hviid: “… forudsætningen for, at man kan have et demokrati er, at man tør stole på hinanden.”

Hvis du vil høre lektor Søren Hviid Pedersen live, så er det blot at tilmelde dig Mosbjerg Folkefest 2015. Interview i Information – ‘Kun nationalstaten kan garantere vores frihed’.

“– Hvorfor er forsvaret af de nationalstatslige grænser så centralt et punkt for dig, når vi i dag ikke står over for en konkret ydre fjende?

Fællesskab er forudsætningen for frihed, og det nationale fællesskab sikrer frihed for en gruppe af mennesker, som kalder sig et folk. Vi har nationalstater, fordi de sætter en grænse mellem ét folk og deres måde at organisere deres samfundsliv på og andre grupper af mennesker, som måske gerne vil organisere sig på andre måder. I den forstand ser jeg nationalstaten som en garant for folkelig frihed.’ …

– Hvori består truslen mod nationalstaten?

… ‘Samtidig er der en mere kulturel civilisatorisk trussel. Nationalstaterne er bygget op omkring nogle kernekulturer. På godt og ondt. Nogle fælles forestillinger, værdier, anskuelser og religiøse tydninger, der kan være mere eller mindre imaginære, det er sådan set ligegyldigt. Men de skaber en form for intern solidaritet, der bliver truet af, at vi får store grupper af mennesker ind, som på ingen måde deler vores civilisatoriske grundværdier. Nationalstaten kan kun fungere, når borgerne føler en naturlig solidaritet med hinanden. …’

[…]

– Men solidaritet og sammenhængskraft er vel ikke nødvendigvis nationalt funderet?

‘Nationalstater appellerer til os som samfundsborgere, der lever sammen og træffer fælles beslutninger, fordi den netop baserer sig på et folks følelse af at høre sammen, at have et skæbnefællesskab og en fælles historie og måske en eller anden form for etnisk homogenitet. Det er jo ikke noget tilfælde, at vi oplever de første demokratier i det antikke Grækenland, som netop havde en høj bevidsthed om, hvad det ville sige at være en del af den græske kultur. De var grundlæggende ens i deres kulturelle opfattelser, og derfor kunne de tillade sig at være politisk uenige. Man kan sige, at forudsætningen for, at man kan have et demokrati er, at man tør stole på hinanden. At man tør acceptere, at nogle gange kommer jeg i mindretal, men det betyder ikke, at flertallet hugger hovedet af mig. Den gensidige kontrakt baserer sig på, at man har en gensidig solidaritet og respekt for hinanden, uanset om man er venstre- eller højreorienteret. En af de måder, man kan sikre den interne solidaritet og dermed også demokratiet, er med nationalstaten.’ …

– Er du ikke bange for at ende i kategorien ‘racist’?

‘Nej, på ingen måde. Jeg ser mennesket som ånd, som et kulturvæsen. For mig giver det ingen mening at anvende racebegrebet, når vi taler om mennesker. For det andet tror jeg, at alle kulturer og civilisationer er ligeværdige. Vores kultur er ikke bedre end andres kulturer. Vi skal ikke forsøge at pådutte andre kulturer vores normer og værdier, til gengæld skal andre heller ikke pådutte danskerne normer og værdier fra f.eks. den muslimske kultur. Vi skal bevare verdens mangfoldighed og ikke tilstræbe en homogen verdensomspændende global kultur. Det er derfor, jeg er så stærk tilhænger af suveræne nationalstater og stærk modstander af ukontrolleret indvandring og global kapitalisme. De er begge ødelæggere af de oprindelige og historiske kulturer.'”

Oploadet Kl. 23:29 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


25. januar 2015

P1 normaliserer en massemorderisk stalinist – DR2 mener nationalkonservatisme er lidt suspekt…

Her til eftermiddag kom jeg for skade at høre lidt Apropos på P1, der handlede om ‘Normalitet’ som begreb. Det blev blandt andet fortalt, at det til enhver tid herskende ‘normale’ i virkeligheden var en historisk konstruktion. Lektor Bertel Nygaard forklarede, at normalitetsbegrebet var bredere i dag end førhen, men understregede så, at der stadig fandtes mange der dyrkede ‘det normale som ideal’, og eksempelvis havde et problem med protestsymboler såsom Che Guevara. Kun reaktionære normalitetsdyrkere problematiserer en massemorderisk stalinist.

Lørdag aften var Sørine Godtfredsen, Søren Hviid Pedersen og Morten Uhrskov gæst i Deadline til en debat om muligheden for en nationalkonservativ partidannelse til højre for Dansk Folkeparti. At dømme efter Niels Krause-Kjærs spørgsmål, så var det klart udenfor normalitetsbegrebet. Klart udenfor TV-byens normalitetskonstruktion.

Niels Krause-Kjær, DR2: … man risikerer at tiltrække nogle kræfter, som man egentligt gerne ville undgå. …. Lad mig tage et andet citat, det er dig Morten Uhrskov, fra din blog på Jyllands-Posten i februar 2013, ikke så lang tid siden, hvor du skriver, at årsagen til denne dybe ulyst til assimilering, det eneste fuldt acceptable slutpunkt for modtagerlandet, er uklart, sådan som alle årsagsforklaringer er det – det kan alene skyldes dybe kulturelle indlejringer som gør det umuligt for størsteparten for en fremmed gruppe at blive et med den anden, det kan også være at genetiske forskelle spiller en rolle. Hvad mener du med det?

Morten Uhrskov, Dansk Samling: For det første så er det ikke noget Dansk Samling beskæftiger sig med, det står der ikke noget om i grundsynet. Personligt har jeg interesseret mig for det – jeg svarer meget gerne på spørgsmålet. Personligt interesserer jeg mig for det, jeg mener ikke man kan udelukke sådanne forklaringer, de er baseret på læsning af videnskabelig litteratur i et omfang der er meget stort – formentligt større end det du har læst.

Niels Krause-Kjær: – at der er genetiske forklaringer på at muslimer ikke kan integreres i Danmark.

Morten Uhrskov: Nu skal jeg udtrykke det helt præcist. At der er en mulig genetisk forklaring på relative, det vil sige gennemsnitlige forskelle – de er aldrig nogensinde absolutte, men på relative forskelle imellem befolkningsgrupper. Det er en mulig, det er i hvert fald en klar mulighed, at der er – en tildels, naturligvis i øvrigt kun, genetisk forklaring. Du har formentligt læst nul bøger om det. Jeg har læst temmelig mange. Det er baseret på videnskabelig litteratur, og jeg må endnu engang sige, at det må være fuldstændig legitimt at fremlægge det som mulige forklaringer, sammen med kulturelle og socio-økonomiske i øvrigt.

(Morten Uhrskov, Mosbjerg Folkefest 2014; Uriasposten)

“Sidste vinter meldte DF f.eks. ud, at det ikke ønskede at begrænse islamisk indvandring. Nej, pludselig var det kun indvandring fra ‘ikkevestlige’ lande, man ville begrænse… Jeg skal ikke kunne sige, om det var en taktisk smart manøvre. Men jeg ved, at alle de smarte taktiske manøvrer, der forhindrer DF i at kalde tingene ved deres rette navn, er uinspirerende, demotiverende og begejstringsafmattende.” (Katrine Winkel Holm, Jyllands-Posten, 24. januar 2015)

“‘Den helt basale faktor er demografien. Europæerne gider ikke mere at reproducere sig selv… Den anden væsentlige faktor er tilvandringen… Medierne er et fjerde problem. Især de elektroniske såkaldte public service-tv-kanaler har udviklet sig til en slags politiske partier, der ganske vist er uden noget folkeligt mandat, men som i egen selvforståelse har ret til at sætte den politiske dagsorden og bestemme, hvad der skal, og hvad der ikke må diskuteres. Og da alle undersøgelser entydigt viser, at disse medier beherskes af venstreorienterede, skaber de en permanent forvridning af den offentlige debat om alvorlige samfundsanliggender, herunder Europas undergang. (Bent Jensen, Jyllands-Posten, 22. januar 2015)



28. december 2014

Undertegnede i stort tema om ‘Det nye højre’ i Jyllands-Posten: “Medierne er overfladiske og røde…”

Hele fire sider om ‘Det nye højre’ i dagens Jyllands-Posten, der med udgangspunkt i Morten Uhrskov præsenterer den nationalkonservative scene i Danmark. Undertegnede præsenteres som værende “stifter af den indvandrerkritiske hjemmesiden Uriasposten.net”, og citeres for min kritik af de danske medier. Fra dagens Jyllands-Posten – Landet stander i våde – eliten ved det bare ikke.

“Noget har ramt vores danske kultur. Noget, der æder os op indefra og udefra, og noget, der truer ikke bare dansk kultur, men hele den vestlige civilisation. Noget, der må bekæmpes. Så alvorlig ser verden ud i dag for nationalkonservative som Morten Uhrskov Jensen, blogger, debattør og politiker i foreningen Dansk Samling, der nu vil i Folketinget. …

Det er en bevægelse, som i løbet af de senere år er vokset frem fra blogs og tidsskrifter på nettet, til at sidde i tv-studierne, fylde debatsiderne på landets aviser, have selvstændige medier og nu er blevet en hel politisk bevægelse. Det er en gruppe mennesker uden fælles parti, men med en fælles kamp for nationens fremtid og mod fjenderne mod den – de kulturradikale, indvandringen, islam, medierne og mod Sverige som maredrømseksemplet på, hvor langt ud den politiske korrekthed har bragt vort broderfolk. Løst forbundet omkring netmagasinet uriasposten.dk, tidsskriftet Nomos, nyhedssiderne snaphanen.dk og Den Korte Avis, med egne blogs og ugentlige klummer i landsdækkende aviser som Jyllands-Posten og Berlingske, ses de mest i den virtuelle verden, men ellers trykker en del af dem også hænder i den fysiske verden, når Trykkefrihedsselskabet holder møder, på sommermødet ved Silkeborgsøen Mosbjerg og enkelte af dem også til den teologiske bevægelse Tidehvervs årsmøder.

Det er i de cirkler, man kan støde på debattører som Michael Jalving og Rune Selsing, der alle udgiver bøger og ihærdigt debatterer på deres blogs på jp.dk. Det er her, man kan møde Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm, der er formand for Trykkefrihedsselskabet. Det er her, Uriaspostens Kim Møller gennemskriver dagens avisudklip. Og her, man fra universiteterne kan møde lektorer som Michael Böss fra Aarhus Universitet og Jesper M. Rosenløv, Casper Støvring og Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet.

Fælles for debattørerne er deres nationale udgangspunkt – eller ‘fædrelandet’ – og så deres høje uddannelsesniveau. De har stort set alle sammen en universitetsgrad…

(Jyllands-Posten, 28. december 2014: Et nyt højre på vej i Danmark)

Indtil videre er det kun Dansk Folkeparti, der har taget en del af disse debattører og tanker til sig, men ifølge Hans Hauge ligger de nationalkonservative generelt til højre for DF på indvandrerspørgsmålet.

‘Det minder måske lidt om en fransk konservatisme, men jeg synes ikke, man kan kalde det et nyt højre eller højreekstreme – jeg mener, man bliver nødt til at skille dem ad. Og faktisk tror jeg, der kan være en meget stor folkelig grobund for det her, selv om de ikke er slået igennem med et politisk parti endnu.’ …

Af debattører uden for Dansk Folkeparti er det kun Morten Uhrskov, der vil ind i realpolitik. Det skal ske med det gamle parti Dansk Samling, der blev stiftet af forfatter Arne Sørensen i 30’erne som et værn mod nazismen. Dansk Samling fik kun to perioder i Folketinget, fra 1943 til 1947, og siden har der været stille om partiet, der i dag reelt er en forening. Men Morten Uhrskov har i sinde at opstille partiet.

[…]

Der er en gennemgående kritik af de etablerede medier blandt dem – en kritik, der også har ført til nye medier uden om de gamle dagblade. Blandt andet for Kim Møller i Aarhus. Han etablerede i 2003 blogposten Uriasposten, der havde til formål at udstille de røde medier og journalister og fortælle danskerne, hvordan verden i virkeligheden så ud, men den er i dag endt som en mere bred nationalkonservativ blog. Bloggen har haft millioner af hits gennem årene.

‘Medierne er overfladiske og røde – det er de også i dag,’ siger han og kommer med et eksempel fra denne avis.

‘Se nu for eksempel Jyllands-Posten i dag, der skriver, at de sorte i USA blev lynchet fra 1882 og frem. Men der står ikke, at de blev det, fordi de var mistænkt for tyverier og forbrydelser. Det får vi heller ikke med i urolighederne i Ferguson. Nej, man vil hellere gøde jorden for det multikulturelle. Der er medierne ikke gode nok til at sige fra.’

Er det ikke bare, fordi medierne ikke er politiske?

Nej – det er et falsum. Medierne er ekstremt politiske. Se på den måde, de beskriver det politiske miljø. Vi bliver ofte betragtet
som højreekstremister, men der er meget kortere snor på højrefløjen end på venstrefløjen. Jeg ved ikke, hvor mange gange almindelige danske politikere eller debattører er blevet kaldt højreekstreme, men de allermest venstreorienterede kommunister og marxister må man ikke kalde venstreekstreme. En højreradikal er én, der hænger klistermærker op, en venstreradikal er én, der slår ihjel – det er medierne, der har reproduceret
det billede,’ siger Kim Møller.”



11. august 2013

“… at nære en veneration for de døde, en respekt for de levende og en forpligtelse for de ufødte.”

I en tid hvor De Konservative ikke er konservative, er det godt med en kronik af Søren Hviid Pedersen. Fra Berlingske – Konservative og liberale er ikke brødre.

“Konservatismen er en selvstændig idétradition. Konservatismen, som en politisk anskuelse, blev først formuleret af den engelske politiker, litterat, filosof m.m., Edmund Burke. I hans værk, Reflections on the French Revolution, formulerede Burke en konservativ kritik af den første liberalistiske revolution, nemlig den franske revolution. …

Det er specielt to pointer, som Burke gjorde sig, der er værd at ihukomme som moderne konservativ. For det første en kritik af alle ideologier, der forsøger radikalt at skabe, eller modellere, et samfund efter en bestemt politisk ideologi. Hvad Burke så var kimen til en totalitær politisk styreform. Hele datidens franske samfund skulle omstyrtes, og i stedet skulle liberale værdier og institutioner indføres til fordel for de hævdvundne og historisk betingede oprindelige institutioner. Mange moderne liberale vil nu så indvende, at deres ide om individuel frihed netop ikke er en samfundsmodel, men opgøret med en hvilken som helst samfundsmodel til fordel for det enkelte menneskes ret til at leve som han/hun vil. Men selv dette er jo også udtryk for et ideologisk perspektiv for, hvorledes det fremtidige samfund skal se ud.

Den konservative tager derimod udgangspunkt i de historisk givne konkrete traditioner, der udtrykker kontinuitet og stabilitet. Dette gøres fordi det enkelte menneskes fornuft, og moralske habitus, er skrøbelig og ufuldstændig. Den viden og erfaring vi har, er nemlig indlejret i samfundets konkrete traditioner og institutioner. …

Hvis vi tænker på vores personlige liv, så vil de fleste mennesker mene, at det, der gør livet værd at leve, er vores liv sammen med andre mennesker, vores familie, børn, venner, arbejdskollegaer etc. Dette har også en politisk konsekvens. For det er en opgave for konservatismen at skabe en ramme og struktur for mange af disse historiske og givne fællesskaber. Det betyder også, at konservative meget ofte anvender politisk autoritet til at opretholde forudsætningerne for disse fællesskaber. Med tryk under forudsætningerne. Dette betyder blandt andet, at konservative ikke er angst for at anvende politisk autoritet til at sikre de før-politiske forudsætninger for et velfungerende samfund. Konservative vil derfor gerne politisk sikre forudsætningerne for familien, folkeskolen, kirken, monarkiet, store vægtige kulturinstitutioner, et socialt sikkerhedsnet for dem som ikke kan hjælpe sig selv etc. Frihed i sig selv konstituerer intet, det gør derimod autoritet og orden.

Det er disse mange fællesskaber, der er grundlaget for et velfungerende samfund.

(A River Landscape with Reeds af David Bates, 1883)

Konservative er ikke berøringsangste for at lovgive på områder, der af liberale betragtes som hørende under privatsfæren. Emner såsom prostitution, organsalg, narkohandel, samlivsformer etc. er områder, hvor den konservative ikke har nogen problemer med at lovgive i forhold til. For at samfundet kan hænge sammen behøves et fælles værdisæt, en moralsk økologi, der skal beskyttes, forvaltes og udvikles. Det skyldes, at mennesket ikke kun behøver en social og politisk orden, men også en moralsk orden for at kunne fungere.

Den konservative anerkender, at historie, kultur, identitet, religion og politik er sammenbundne og gensidigt afhængige. Det giver derfor ikke mening at hævde, som nogle liberale gør, at man kan være politisk liberal og moralsk konservativ. Til dette vil vi svare, at så er man skizofren. At være konservativ er at vedkende sig at mennesket er et samfundsvæsen, der indeholder og integrerer det omgivende samfunds og fællesskabers forventninger og normer. At være konservativ er at nære en veneration for de døde, en respekt for de levende og en forpligtelse for de ufødte.

Oploadet Kl. 20:40 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


28. september 2012

Ph.d. Søren Hviid Pedersen: “Man skal huske, at liberale friheder kun kan gro i en konservativ muldjord.”

Der er skrevet en del kulturkonservative kronikker de senere år, og jeg forstår ikke hvordan tænkende væsener kan være uenige i de overordnede pointer. Søren Hviid Pedersen i Berlingske Tidende – Konservativ muld og liberal frihed.

“For at besvare spørgsmålet om den konservative frihedsopfattelse må man først belyse to problemstillinger. For det første anerkender konservatismen, at friheden har historiske og civilisatoriske forudsætninger. I den forstand er frihed et resultat af en lang historisk og evolutionær udvikling. Frihed er netop ikke en platonisk og abstrakt ide, den er et historisk produkt af givne og ganske tilfældige historiske omstændigheder.

Friheden konstituerer ikke noget i sig selv, det gør kun en eksistentiel, moralsk og politisk orden eller autoritet. Det, der har været grundpillerne i Vestens fundamentale værdigrundlag, er, måske noget fortærsket formuleret, Rom, Hellas og Jerusalem. Med Rom får vi ideen om retten og loven, med Hellas får vi ideen om folkestyre, rodfæstet i en konkret kultur, og endelig åbenbares ideen om fordringen, der sætter os i en forpligtende relation til vores næste gennem Jerusalem. Lov, folkestyre og fordring – grundpillerne i vores civilisation og en integreret del af konservatismen.

Friheden er født ud af dette fundament. Den er et produkt eller konsekvens af disse civilisatoriske grundpiller. Friheden som idé og dens institutionalisering i de grundlæggende vestlige institutioner er et resultat af autoritative beslutninger. Man har historisk set stadfæstet friheden som et væsentligt aspekt ved vores vesteuropæiske samfundsliv. Dette sker med baggrund i disse før-politiske institutioner og fundamenter.

Disse grundpiller har gjort det sandsynligt at tale om frihed for det enkelte menneske. Således er friheden indlejret i disse forudsætninger og kan kun anes som konsekvenser af disse. Friheden er derfor blind og uforståelig, såfremt denne ikke ses i sammenhæng med de fundamentale institutioner og moralske bindinger, der er konstitutive for den vestlige civilisation.

Menneskerettigheds-ideologien er farlig, fordi den glemmer det væsentlige og undertrykker det værdifulde.

Friheden er dermed kun synlig inden for en given kontekst, hvor den er underordnet nogle bestemte formål: loven, folkestyret og fordringen. Disse sætter betingelserne og forudsætningerne for friheden og giver friheden mening, retning og substans. Det er netop her, at modsætningen til det liberalistiske frihedssyn virkelig sættes i relief. For konservatismen er frihed ikke en formel rettighed, den er derimod bestemt af den givne konkrete historiske kontekst, som friheden nu engang forudsætter. Frihed er derfor ikke formel og abstrakt, men konkrete menneskers forhold til de grundlæggende værdier i vores danske virkelighed.

Den anden problemstilling har fokus på, at vores konkrete danske virkelighed tilsiger os at tolke friheden gennem vores historiske erfaringer og de grundlæggende danske institutioner. Derfor er det helt legitimt, at vi gør en forskel i graden af, hvem der nyder frihed, og hvem der ikke nyder frihed. Frihed er ikke bare frihed i en abstrakt forstand, men frihed er noget konkret inden for en given dansk virkelighed.

[…]

De værdier, vi hylder, er ikke kun frihed og rettigheder, men også pligter over for vor nation, vort folkestyre, vor familie og ikke mindst de fremtidige generationer. Vi er forvaltere af det danske samfund og skal overlevere dette til fremtidige generationer. Fremtidige generationers tarv og velfærd skal medregnes i vores politiske dagligdag. Her nytter det ikke at have snævert fokus på vores rettigheder eller frihed, her skal et bredere udsyn og hensyn tages. Vi skal eksempelvis også forvalte de traditioner, der er væsentlige forudsætninger for vores velfærd. Vi skal beskytte dem mod den tidevandsbølge af forandringskrav, der kommer fra liberalister og kulturradikale. Vi skal værne om konkrete danske institutioner som kirke, folkestyre, monarki, folkeskolen som oplyser og uddanner på danske præmisser, familien og dansk kernekultur.

Man skal huske, at liberale friheder kun kan gro i en konservativ muldjord.

Oploadet Kl. 06:37 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper