12. april 2017

Professor: Alle monoteismer er ens, folkekirken kan ‘på et splitsekund’ understøtte vold og forfølgelse

Dele af professorens argumentation, minder mig om flosklerne et par yngre piger slap afsted med i et interview i P1, mandag eftermiddag. De hedder Rukhsar og Maleeha Asif, er troende muslimer, og går begge med hijab.

Professoral kronik af Anders Klostergaard Petersen trykt i gårsdagens Politiken – Islam er ikke mere voldelig end kristendommen (kræver login).

“To tendenser er tydelige. En gruppe isolerer volden til sociale faktorer for på den måde at holde islam fri for kritik. Det er ikke islam som religion, der er årsag til volden, men derimod det depraverede miljø, terroristerne rekrutteres fra.

En anden gruppe betoner sammenhængen mellem skriftsteder i Koranen og traditioner i senere islamisk mytologi og historie, som gør det vanskeligt at friholde islam for forbindelsen til aggression og vold.

Bag forskellen i opfattelse ligger en videnskabsteoretisk uoverensstemmelse.

Legitimation af terrorangreb i islam er, hævder konstruktivister, kun et påskud.

Omvendt siger essentialister, at der eksisterer en uvægerlig forbindelse mellem islam og aggression. Islam er i sit væsen voldelig, hævder de sidste, mens de første argumenterer for, at det alene er sociomaterielle årsager, som forbinder islam med vold.

Så fulgte angrebet på en moské i Quebec; men meget tankevækkende har der ikke været skrevet om relationen mellem kristendom og vold. Det var ellers oplagt nok. Angrebet var, måtte man forstå, alene politisk motiveret af radikal højrefløjstænkning.

At en sådan tænknings repræsentanter hyppigt opfatter sig som forsvarere af den vesterlandske verden og kristendom, blev ignoreret af medier og eksperter.… Det er vanskeligt ikke at sidde tilbage med det indtryk, at debatten primært drejer sig om modsætninger i nutidens syn på flygtninge, indvandrere, nationalitet og religion.

Det gælder især islam og kristendom, hvor sidstnævnte ikke optræder som parallel til den førstnævnte, men som modsætning. Avler islam vold, skaber kristendom fordragelighed. Der har ikke været en grundlæggende drøftelse af forholdet mellem religion og vold, islam, kristendom og aggression. …

Kan vi fastslå en sammenhæng mellem islam og vold, behøver vi ikke at lade os stresse af nye terrorangreb. De bekræfter blot den viden, vi allerede har. Men drøftelsen har ikke ført til, at vi er blevet meget klogere på forholdet mellem religion og vold eller enkeltreligioner og deres relation til aggression.

[…]

Følelser er kortvarige og flygtige; de kommer og går. Men ingen gruppe kan bestå, medmindre tilhørsforholdet til gruppen får mere permanent karakter. I den sammenhæng er religion afgørende, fordi det som et Duracell-batteri kan bruges til at oplade følelser.

Når batteriet er fladt, mødes man i kulten for atter at lade gruppens følelsesmæssige energi op. Religioner binder følelser til emblemer. Derfor har de en væsentlig gruppedannende og bevarende karakter.

Emblemet, gruppen lader sine følelser op i, er gruppen selv. Batteriet er, som allerede Durkheim fremhævede, de værdier og følelser, gruppen bygger på.

Det gælder selvfølgelig ikke kun religion, men også ideologier som politik, ligesom det gælder sport. Det er ikke tilfældigt, at klubhold har emblemer, som tilhængerne investerer stærke følelser i. De kan være positive, men de kan også være negative. …

Religion kan bruges til at skabe gruppemæssigt sammenhold og derved etablere og fastholde kultur blandt grundlæggende selvcentrerede, magtsyge aber.

Men religion kan ‘ kulturligvis’, havde jeg nær sagt, også bruges til det modsatte.

En hvilken som helst religion kan på kort tid skifte karakter, fordi den elementært reflekterer og rummer gruppens væsen og værdier. Er gruppens symbolske niche eller fysiske territorium truet, vil gruppen ofte gribe til vold. Og adfærden begrundes typisk i gruppens religion, fordi den nu engang udgør gruppens grundlæggende værdier og følelser.

Derfor er det ikke underligt, at vi i disse år ser islam anvendt til voldeligt at sparke tilbage mod dem, som truer islamiske gruppers og landes eksistens. Det er selvsagt ikke nogen undskyldning for vold og terror, men forudsætningen for at løse problemer begynder i forståelse.

Man skal være blåøjet, hvis man tror, at argumentationen ikke gælder den danske folkekirke. Den kan som et hvilket som helst andet stykke kultur også på et splitsekund forvandles fra en fredelig og ufarlig størrelse til et negativt ladet batteri, hvorfra tilhængerne henter selvforstærkende energi til vold og forfølgelse af fremmede.

Det kræver kun en ændring af den sociale situation fra overskud til underskud, fra suveræn til truet. Ingen går fri. At tro problemet løst gennem afskaffelse af religion er imidlertid naivt, for dæmonen flytter med, men tager blot anden ideologisk skikkelse.

Og så har man afskåret sig fra at tappe det religiøse batteris uomtvistelige positive værdier. …

Religioner kan bære gruppens positive følelser, men de kan i løbet af ingen tid vende 180 grader og gøres til bærere af negative følelser. Spejler religion gruppen og dens følelser, er det klart, at de kan have både positiv og negativ karakter.

Som man kan oplade et glædesbatteri, kan man også lade batteriet op med vrede og frygt.

Hvad der står i de enkelte religioners formative skriftsamlinger som Bibel, Koran og Tripit aka, spiller i den sammenhæng ikke nogen stor rolle. Hos tilhængerne får teksterne betydning gennem deres brug og ikke gennem fortolkning af dem i deres historiske kontekst. Føler gruppen sig truet eller mægtig over for andre, henter den støtte for forståelsen i det religiøse Duracell-batteri.

Den danske folkekirke og dens medlemmer gør ligeså. Vi kan bare glæde os over, at vi er i en del af verden, hvor civilisation og kultur – gud ske tak og lov – endnu lever i nogenlunde symbiotisk samspil.

Bevidstheden om grupper, kulturer og civilisationers skrøbelighed og religioners dobbeltvæsen bør imidlertid mane til eftertanke og handling. For hvis ikke vi forstår det og handler derefter, risikerer vi alt for let at falde tilbage i dyriskhed, despotisme og dæmoni.

Det er her, diskussionen om religion, vold, islam og kristendom må tage sin begyndelse, og ikke i Koran, Bibel eller andre fjerne tekstsamlinger, for teksterne er, hvad mennesker gør dem til. Hverken mere eller mindre.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper