14. marts 2020

Kulturmarxister til forsker, der advarer om faldende fertilitet: Skal det nødvendigvis være ‘hvide børn’

Politiken kalder Mons Bissebakker, Lene Myong og Michael Nebeling for forskere, men de er vel mere aktivister, og et lektorat på Københavns Universitets ‘Center for Køn, Seksualitet og Forskellighed’ borger ikke for andet end kulturmarxisme. I læserbrevet herunder kritiserer de professor Niels Erik Skakkebæk, der argumenterer for at de lave fertilitetsrater vi har i Danmark og de industrialiserede lande udgør ‘en eksistentiel trussel’.

Det støder trioen, da det indikerer at Danmarks eksistens ikke kan baseres på ikke-vestlig masseindvandring. At den danske egenart ikke kan baseres på indvandring fra Afrika og Mellemøsten… Fra Politiken.dk – Forskere kritiserer kollegaer: Er det kun hvide børn, der kan sikre samfundets overlevelse? (kræver login).

Før man beskriver faldende fertilitetsrater som en trussel mod vores samfunds eksistens, skylder man også at forholde sig til migration.

I et stort opsat interview (Politiken, 23. februar) optegner professorerne Ayo Wahlberg og Niels Erik Skakkebæk en dystopisk fremtid præget af faldende fertilitetsrater i industrialiserede lande. I alarmerende vendinger beskrives det som en eksistentiel trussel, som både civilsamfund og politikere må konfrontere sig med. Forskerne understreger, at de ‘ikke har personlige eller politiske holdninger til hverken indvandring til lande, der mangler arbejdsduelige hænder, eller de forandringer, der sker i samfundene som følge af lav fertilitet’.”



20. august 2019

N’bro Pride er imod homo-nationalistisk undertrykkelse: ‘At fordømme mellemøstlig (seksual) kultur’

Foruden den officielle Copenhagen Pride og Stram Kurs’ alternative, var der også et venstreradikalt optog på Nørrebro. Den såkaldte Nørrebro Pride ville have et mere ideologisk optog uden ‘pink washing’ og ‘regnbuekapitalisme’, og i naturlig forlængelse skulle ‘dobbeltminoriteter’ være i front, og hvide agere bagtrop. Hvide står så også for rengøringen til efterfesten, der meget sigende blev afholdt i AFA-kollektivet Bumsen.

Politiken bragte i lørdags et længere interview med bagmændene m/k/lol. Revolutionen æder sine børn – Hvide skal rydde op og gå bagerst i optoget i dag til Nørrebro Pride. De slår til had og racisme med indædt aktivisme og har mistet tilliden til Copenhagen Pride (kræver login).

“Deltagerne på Nørrebro tror på en aktivistisk vej frem, hvis racisme og diskrimination skal til livs. Og så må hvide LGBT+-personer vige tilbage for dem med dobbeltminoritet. …

‘Jeg tror ikke, det er mig, du skal tale med. Tal hellere med nogle af dem, som det her handler mest om’. Her menes de såkaldte dobbeltminoriteter, altså f. eks. homoseksuelle ikke-hvide eller handikappede transpersoner.

Langt de fleste deltagere til fælleskøkkenet er dog unge, hvide mennesker. …

… dobbeltminoriteterne skal helt frem i optoget. Det vil sige, at såvel ikkehvide som handikappede LGBT+-personer lørdag skal gå forrest, mens hvide skal gå bag dem. …

Nørrebro Pride skriver på Facebook, at man bl. a. er imod såkaldt ‘homo-nationalisme’.

Begrebet betegner ideen om, at f. eks. politikere bruger egen påståede accept af homoseksuelle til at undertrykke andre. Det kunne f. eks. være ved at fordømme mellemøstlig (seksual) kultur.

Kønsforsker Christian Groes, som er lektor på RUC, forklarer, at der i det aktivistiske miljø derfor kan være en opfattelse af, at homo-miljøet har indgået en form for alliance med højrefløjen.

‘De dele af LGBT+-miljøet, som arrangerer de alternative prides, har ofte en kritik af det ‘homo-normative’, altså idéen om, at en homoseksuel skal være på en bestemt måde. Og samtidig har man den opfattelse, at det at være homoseksuel i hvert fald ikke skal kædes sammen med nationalisme og – i deres øjne – racisme‘, siger han.”

(Politiken, 17. august 2019; Se evt. Facebook: ‘Eat the rich’)

“Det er pride-sæson, bitches. Pride var optøjer ledet af sorte, latinoer, transseksuelle og queer-personer -i modsætning til den kommercielle pride, som siger velkommen til politiet, virksomheder, heteropersoner og andre reaktionære røvhuller.” (Nørrebro Pride 2019)

“Hvis man ikke bestemmer sig for noget andet, så bliver det igen den hvide mand, der går forrest i paraden og først ind ad døren til festen.” (Michael Nebeling Petersen, forsker)



20. april 2019

Kulturmarxister om Paludans symbolske vold: ‘Ytringsfrihed våbengøres mod minoriteter, antiracister’

Jeg kan kun advare unge mod at læse humanistiske fag på universitetet. Det kan gå gruelig galt, og passer man ikke på risikerer man helt at miste jordforbindelsen. Pernille Skipper er klog nok til at flytte fokus, men der sidder forlæste kulturmarxister rundt omkring på fakulteterne, og kæmper hårdt for at gøre offer til skurk, skurk til offer.

Herunder lidt fra en længere tekst om Rasmus Paludans besøg på Blågårds Plads og efterfølgende indvandreroptøjer. Det er, om ikke andet, så i det mindste jævnt underholdende. Lene Myong og Michael Nebeling på Peculiar.dk – Racismens vold er modstandens kontekst.

“For mange beboere på Nørrebro har politiets tilbagevendende iværksættelse af visitationszoner medført hyppig kontakt med politiet, hvor især racialiserede mænd mistænkeliggøres og underkastes statens overvågning. … Disse tiltag bør forstås i sin racialisere(n)de kontekst: Det er styrings- og overvågningsformer, der enten er direkte målrettet bestemte racialiserede grupper (som Ghetto-planen) eller som gennem racial profilering og på grund af zonernes geografiske placering rammer racialiserede personer særligt hårdt.

Det er derfor vigtigt at forstå, at før de brændende containere, brosten og vejafspærringer har volden på Nørrebro allerede længe været tilstede i form af regeringens racistiske politikker og tiltag. …

Selve denne udpegning af et område som voldsforherligende er med til at rammesætte de sociale og antiracistiske kampe som meningsløs ødelæggelse. Rammesætningen afkonteksualiserer begivenhederne fra den sociale marginalisering, som effektueres gennem racialisere(n)de værktøjer som ’hjemsendelsesydelse’, ghetto-plan, osv.

Iscenesættelsen af Paludans modstandere som voldsglade tåber afpolitiserer dermed modstanden og gør det svært at forstå kampene som reaktion og modstandsform mod en bredere social virkelighed.

(Offer for ’symbolsk vold’ talte ‘modsstandssprog’, og overmandes af statsracister, Nørrebro, 2019)

På sin twitter-profil har udenrigsminister Anders Samuelsen derimod haft travlt med at fremstille ‘ytringsfriheden’ som det egentlige offer i en kamp, hvor det ikke er Paludans racisme, men reaktionerne på denne racisme der udråbes som ’skandaløs optræden’ og ‘ytringsfrihedens fjender’:

Samuelsens standpunkt fortæller noget om ytringsfrihedens racistiske logikker, men også om hvor selektivt den ‘frihed’, der agiteres for, bliver operationaliseret i offentlige debatter. Det er nemlig en stadig stigende tendens, at ytringsfrihed våbengøres mod minoriteter, antiracister og folk, der taler magten imod.

… Med den forenklede og racialisere(n)de rammesætning af moddemonstraterne som rå og udemokratiske voldsmænd umuliggøres ethvert tilløb til at forstå deres aktioner i en social kontekst. Men som Jonas Eika har bemærket, kan man netop ikke vurdere legitimiteten af moddemonstranternes reaktioner over for politiet uden, at vi samtidig taler om bolig- og udlændingepolitik som statsracisme.

… hvorfor er det dem, som gøres til genstand for symbolsk vold og racistiske artikulationer, som bærer ansvaret for at skabe en demokratisk samtale? Vel at mærke med en racist, som på ingen måde selv er investeret i en ‘habermasiansk samtale’ og som aktivt agiterer for apartheid-lignende tilstande. …

Noget af det mest problematiske ved ideen om det pædagogiske argument eller den demokratiske samtale som racismens eneste legitime modsvar er dog, at voldsproblemet forskydes fra racismen til antiracismen. Det, der sker i denne bevægelse, er ikke kun, at den hvide majoritets definition af legitim og illegitim antiracisme bliver til lov, men også at forståelser af racisme som voldsudøvelse og voldsmonopol glider i baggrunden, netop fordi vi tvinges til kun at fokusere på den vold, som forbindes med antiracisme.

… politisk modstand har mange sprog, hvor af et er argumenter i en offentlig debat, et andet vrede og et tredje er brændte containere. At insistere på at forstå og kontekstualisere de brændende bilers modstandssprog er ikke et forsvar eller en apologi for antiracistisk vold, men en insisteren på, at reaktionerne ikke eksisterer i et tomrum.”

(‘Institut für Sozialforschung’ i Frankfurt, hvor Jürgen Habermas huserede)



22. juli 2013

Lyngvild i unåde: ‘er venner med Pia Kjærsgaard’, ‘taler sig ind i bestemte kønsnormative diskurser’

Efter længere tids murren i krogene er Jim Lyngvild røget i bad standing i homo-miljøet, og er indenfor få dage blevet raget som vært for Copenhagen Pride & Mr. Gay. Landeplagen ‘Gustav’ opridsede forleden kritikken i sætning ‘Han er bedste venner med Pia Kjærsgaard’, hvad oversat til homo-aktivistisk lingo blivertil: ‘Han taler sig ind i nogle bestemte fremmedfjendske, kønsnormative diskurser’.

Information har også skrevet om sagen, men fortæller ikke at Cowi-konsulent Mads Ted Drud Jensen tidligere var leder af Rebels ‘Bøsse/lesbiske-gruppe’, og han sågar var sigtet i sagen mod ‘Homo-Aktion’. Han havde kladder til bekenderskrivelserne for attentater på sin computer, men blev frikendt i retten, da andre i kollektivet kunne have haft adgang til computeren. Fra Den stolte hvide bøsse har magten.

“‘Det er bestyrtende, at ’jordbærplukkere’ fra østlandene… og andre steder for den sags skyld, kan komme til Danmark og suge på lappen,’ skrev designer, modekommentator, forfatter og tv-kendis Jim Lyngvild for nylig på sin facebookprofil. …

‘Lede perkersvin,’ skrev han i en facebookopdatering om visse andengenerationsindvandreres homofobi. Og så sagde han i sidste uge til Ekstra Bladet, med efter eget udsagn fejlslået selvironi, at det kun er ’små bøssekarle,’ der piver, når de bliver tatoveret.

Det var dette sidste udfald mod Lyngvilds egen minoritetsgruppe, der efter massiv kritik på bl.a. Facebook førte til, at homoparaden Copenhagen Pride forleden ophørte det fireårige samarbejde med Lyngvild som vært for festivalen.

… anledningen for afskedigelsen peger også på, at det primært er den hvide bøsse, der bliver hørt og repræsenteret af Copenhagen Pride. Det mener bl.a. Mads Ted Drud Jensen, sociolog og konsulent i COWI i bl.a. minoritetsrettigheder og ligebehandling: ‘Lyngvild er en person, der excellerer i at bruge negative stereotyper om andre. Det gælder østeuropæere, indvandrere, muslimer, kvinder, arbejdsløse med flere. Det tankevækkende er, at kritikken først kommer i det øjeblik, han udtaler sig om bøssekarle,’ siger Drud Jensen.

»Det siger noget om, hvem der står stærkt og har styrke til at problematisere diskrimination, og om hvad der derimod ikke bliver problematiseret. …,« siger Mads Drud Jensen.

(Michael Nebeling Petersen på Facebook, 2013)

Michael Nebeling Petersen, forsker ved Center for Kønsforskning, Københavns Universitet, med ph.d. i homonationalisme, bakker synspunktet op:

‘Priden må selv om, hvorvidt de vælger en repræsentant som Jim Lyngvild, der i dén grad har talt ind i nogle bestemte fremmedfjendske, kønsnormative diskurser. …,« siger Nebeling Petersen.

»… Det ærgerlige ved Lyngvild er, at han forbinder de gram af homopolitik, der er i hans udtalelser, med en meget højresnoet, kønskonform forståelse af, hvad homopolitik kunne være. Så man kunne jo i stedet vælge en konferencier, der havde en klarere position i den offentlige debat, når det kom til mangfoldighedspolitik.'”

Se evt. hadesiden mod Jim Lyngvild oprettet af Mikkel Storgaard, der for nyligt blev jagtet af ‘fem vrede mænd’ i Ørstedsparken, men ikke vil ud med detaljer, da sagen så kunne bruges til at ‘gå til angreb på danske muslimer’.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper