1. juli 2017

Lektor: Trump er den kriseramte kapitalismes ‘fascistiske løsning’, nationaldemokratiet er fascistisk…

Hvor Jarl Cordua i sit borgerlige magasin udtrykkeligt understreger, at han ikke er højreorienteret, så har det venstreorienterede alternativ på Radio24syv ingen forbehold. Det Røde Felts Lars Trier Mogensen ser inden fjende til venstre, og mandagens udgave gav et ganske fint eksempel.

Jeg kom ind i slutningen af programmets anden time, hvor kunsthistoriker Mikkel Bolt præsenterede analysen i sin netop udgivne ‘Trumps kontrarevolution’ (Nemo, 2017). Kort fortalt, så mener Bolt, at den folkelige revolution lå og lurede i USA, og Trump blev brugt som en fascistisk fokusflytter. Problemet er var således ikke isoleret til fascisten Trump, fascistiske Dansk Folkeparti eller EU’s flygtningepolitik, nej, problemet var hele det ‘nationaldemokratiske’ system.

Mikkel Bolt er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og langt til venstre for den sunde fornuft. Hele indslaget kan høres her.

Mikkel Bolt: Den voldsomhed hvormed man kan se, hvad skal man kalde det – den etablerede orden, hvormed den forsøger at bremse og afspore alle de her protestbevægelser, er jo et symptom på et eller andet. Den er et symptom på, vil jeg mene, at den her lange krise, faktisk, de sidste fyrre års økonomiske udvikling har jo været en lang neo-liberal nødlanding, hvor der er blevet forsøgt sparet på den sociale reproduktion. Så det er de forskellige lokale kapitalistklasser i USA, jo godt opmærksom på…

Det Trump på en eller anden måde er udtryk for, det er jo at det bliver stadig sværere at få det her system til at hænge sammen. Det er derfor han både er kontinuitet og diskontinuitet. Man kan sagtens betone lighederne eller kontinuiteten, med Reagan, Bush eller Clinton eller Obama og så videre og så videre, der er helt sikkert en form for kontinuitet, når det handler om at tilgodese de rige, finanskapitalen og så videre, men samtidig er der også et eller andet distinkt nyt i Trump, der gør at vi kan tale om ham som en egentlig kontrarevolution… et forsøg på at lave en fascistisk løsning. Vi har en kriseramt kapitalisme, der forsøger på en eller anden måde at stramme op, og give udtryk for en reaktionær nationalisme, som han så er bannerfører for.

[…]

Mikkel Bolt: Du startede med at citere Marx fra Det Kommunistiske Manifest, og Marx er jo den største store kontrarevolutionsteoretiker, og i forlængelse af Marx, Kortian, så vil man tale om at der er en præventiv kontrarevolution, og så en egentlig afsluttende kontrarevolution. Og det er klart, at Trump er den præventive kontrarevolution ik’. Der er ligesom konturene af det revolutionære projekt, der er ved at blive synliggjort…En blanding af reformerende og reformistiske kritikker og så egentlige radikale kapital-negerende kritikker. … Trump vil afspore den, før den egentligt er kommet til syne. I den forstand er han præventiv.

[…]

Mikkel Bolt: For mig vil det være de her sociale bevægelser, der er den proto-revolutionære position, hvor Bernie Sanders, snarere skal forstås som det demokratiske partis forsøg på at bygge videre på det momentum der har været i Occupy og Black Lives Matter. … En del af min analyse vil så også være – problemet med Bernie Sanders’ projekt er, at der skal langt mere radikale løsninger til end Bernie Sanders tilvejebringer. … Vi er nødt til at holde op med at modstille Trump med forestillingen om demokratiet, at der har fundet et såkaldt demokratisk kup sted, at modstille Trump med Bernie Sanders eller Clinton, og så videre. For mig at se, er brudfladen eller konflikten langt mere radikal. Det handler om, på den ene side, Black Lives Matter og Occupy, eller de arabiske revolutioner, og på den anden side det etablerede parlamentariske system. I bogen ender jeg jo med at tale om ‘hverken Trump eller demokrati’ ik’. Så jeg ender ud med at forsøge, at formulere nødvendigheden af en egentlig kapitalismekritik. Problemet med Trump er jo sådan set at han mobiliserer eller igangsætter en form for iboende fascistisk dimension i nationaldemokratiet.

Jeg forsøger at lave en analyse, både den der politisk-økonomiske analyse, hvor man siger, at vi har at gøre med en kriseramt kapitalisme, og når så kapitalismen er ved at falde fra hinanden, så kan den søge ly i en eller anden form for fascistisk kommandoøkonomi. Så den uddelegerer noget politisk magt til et fænomen som Trump, så længe han sikrer at der ikke sker en større socio-materiel omkalfatring, altså en revolution. På den ene side – det er den ene analyse. På den anden, en form for kapitalismekritisk-retorisk analyse, hvor jeg så forsøger at tage det Trump siger alvorligt, og jo finder, at mange af de centrale fascistiske temaer, som tilsammen udgør en forestilling om palæo-genetisk ultranationalisme… at der er har fundet en grundlæggende politisk identitet af det nationale fællesskab. Det fællesskab har lidt en eller anden form for nederlag, og den stærke leder skal så sørge for at det nationale fællesskab genfødes. Så det er både en retorisk analyse, og en politisk-økonomisk analyse, og når man ligesom stykker det sammen, så vil det vise sig, at så kan man jo egentligt godt tale om at Trump er en fascist. Så er det selvfølgelig også et forsøg på at igangsætte en mere grundlæggende kritik af hvad jeg kalder nationaldemokratiet ik’. Jeg siger jo også en passant, at hvis vi ser på migranter og flygtninge og den skæbne de lider i Middelhavet eller Tyrkiet, så burde det være muligt at bruge termen fascisme, faktisk, om EU’s flygtningepolitik. Der ser vi jo, at der er nogen liv, er er mindre værd end andre, som det ikke er værd at redde, som er fravristet juridiske og politiske rettigheder. Så det jeg argumenterer for, det er at fascismen er, vi skal ikke forstå det som en modsætning – KZ-lejre og så videre, det er en særlig politisk ideologi, en særlig måde at styre den politiske økonomi på i krisetider, og det er så det jeg mener er tilfældet med Trump aktuelt. Så fascismen ligger og lure, den er tilstede i form af Trump, men den er selvfølgelig i høj grad også tilstede i nogle af de partier og protestbevægelser vi har herhjemme og i Europa, Dansk Folkeparti og hvad ved jeg.



18. februar 2014

“At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme…”

Kasper Støvring i gårsdagens Berlingske om Mikkel Bolts seneste bog – Enden er nær! (ikke online).

“Det er ikke nogen blød mellemvare, kunsthistoriker Mikkel Bolt tilbyder læseren i form af sin nye bog, ‘Krise til opstand’. … Det er nemlig den hårde, revolutionære kommunisme, som Mikkel Bolt så at sige arbejder for. Den gryende kommunistiske revolte skal smadre den dominerende neoliberalisme og alle dens lakajer, de såkaldte ‘pjaltedespoter’, der udbytter menneskemasserne, skaber enorme uligheder, er racistiske og bundet til nationalstaten og dens umenneskelige værdier som eksempelvis ejendomsret. …

‘Krise til opstand’ er radikalt tænkt, og den slags bøger er altid interessante, om end ofte stærkt problematiske. Ikke mindst fordi det er vanskeligt at se, hvordan revolutionen undgår at udmunde i vold og i sidste ende drab på de ‘kontrarevolutionære’, hvortil blandt andre denne anmelder må formodes at tilhøre.

I en kritisk omtale af nogle af de europæiske protestbevægelser hedder det f. eks.: ‘Afsværgelsen af politisk vold er imidlertid også symptomatisk for begrænsninger ved de indigneredes protest, der forbliver inden for rammerne af en allerede etableret politisk offentlighed.’ En bogs kvalitet kan imidlertid ikke bedømmes på moralske præmisser. Så det er ikke derfor, at ‘Krise til opstand’ er blevet en halvdårlig bog. Det skyldes derimod dens mærkelige blanding af konkrete ’situationsanalyser’ med Marx’ ord og diffus utopisme. …

Hvad angår utopien om kommunismens globale virkeliggørelse, er den muligvis bevidst diffust formuleret. Der er jo god tradition for et billedforbud: At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme og dermed den revolutionære aktivitet.

(Plakat for Rød Ungdom, 2005; Facebook)

Oploadet Kl. 05:12 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


26. januar 2014

Mikkel Bolt under debat om revolution: For Marx var det ‘afskaffelse af nationalstat og pengeøkonomi’

Mandag afholdt Enhedslisten i København et debatarrangement om revolution. Mikkel Bolts pointe virke lidt søgt, for de logiske konsekvenser af Enhedslistens politik vil på sigt smadre enhver form for nationalstat indefra. Referat i Information – ’Jo flere der melder sig ud af Enhedslisten, desto bedre’.

“I Enhedslistens mødelokale i Studiestræde havde debattens initiativtagere inviteret tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelm, Francesco Castellani, medlem af Enhedslisten, samt kunsthistoriker Mikkel Bolt til at diskutere revolutionsforestillinger anno 2014. …

Grundtonen var pessimistisk. Hverken Castellani eller Bolt anser det som sandsynligt, at den vestlige arbejderklasse begynder at opføre sig revolutionært. … ‘Vores pejlemærke er stadig revolutionen og afskaffelsen af udbytningen,’fastslår Castellani…

Bolt henviser til Marx og Engels’ oprindelige karakterisering af revolution som afskaffelsen af nationalstat og pengeøkonomi. I sine ti medbragte teser polemiserer han mod venstrefløjen, der har gjort modstand mod velfærdsafvikling til sit altoverskyggende mål.

‘Velfærdsydelser blev jo introduceret for at opretholde en industriel reservearmé og undgå social uro,’ påminder Bolt og beskriver den danske venstrefløjs forhold til velfærdsprivilegier som nærmest religiøst. …

‘Velfærdsstaten er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Vi identificerer os med staten, og det er en stopklods for international solidaritet,’ siger Bolt og foreslår at etablere en strategisk støttebevægelse, der skal kæmpe for åbne grænser og modstand mod intervention.

‘Vi skal stå fast på at bruge de begreber, som den revolutionære bevægelse har udviklet over flere hundrede år. Det kan ikke være rigtigt, at venstreorienterede skal begynde at tale et borgerligt sprog. Så kan vi ikke længere beskrive de historiske situationer, vi befinder os i,’ siger Castellani…

Herefter følger en forvirret debat præget af personlige kæpheste, irrelevante indlæg, konspiratoriske teorier om 9/11 og indlæg fra Kunstnere for fred. Det bidragede ikke med andet end at understrege aftenens indledende pointe om venstrefløjens desorientering.

… ‘Det kan godt være, at nogle gerne vil videre, men jeg ved ikke hvorhen. Som jeg ser det, har vi snarere et destruktivt arbejde foran os. Den hvide privilegerede arbejderklasse bør nedlægge sig selv.‘”



29. februar 2012

Dennis Nørmark anmelder kommunisten Mikkel Bolt: “Alt er kapitalismens skyld, og alt er kapitalisme.”

Dennis Nørmark giver en hård anmeldelse i Jyllands-Posten – Mikkel Bolt: En anden verden.

“Lad mig begynde med det gode: At åbne og læse Mikkel Bolts ”En anden verden” er som at åbne et vindue ind til en fjern fortid. … Den slags små tykke og usælgelige bøger skrevet i marxismens akademiske storhedstid, da alle vidste, at revolutionen var nær, og at der kun fandtes én analyse, der så til gengæld kunne bruges på alt. …

Mikkel Bolt er lektor ved afdeling for litteraturvidenskab og moderne kultur og er noget så sjældent som en vaskeægte kommunist, der ikke er fyldt 40, og bogen er kort fortalt et glimrende studie i nymarxistisk og poststrukturalistisk verdensopfattelse, der kort kan beskrives som: Alt er kapitalismens skyld, og alt er kapitalisme.

Hvis man ikke kan huske, hvorfor kommunismen er så menneskefjendsk og farlig en idé, bliver man øjeblikkeligt mindet om det i mødet med et så åndsarrogant skrift som ”En anden verden”.

Skal anbefales som fascinerende anakronisme og frarådes ud fra alle andre kriterier.

(Mikkel Bolt, En anden Verden, 2012; Download)

“Er den radikale islamisme ikke en ny postmoderne avantgarde…” (Mikkel Bolt)

Oploadet Kl. 06:20 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


25. december 2011

Hvorfor skal politiske modstandere ‘kunne slappe af i deres hjem?’, spurgte socialisten…

Sjældent indblik i venstreekstremismen anno 2011 i seneste udgave af Weekendavisen, hvor Niklas S. Hessel beretter fra et par af overdrevets arrangementer, der både har fokus på det teori og praksis – Messiansk-apokalyptisk opstand (ikke online).

“»Er parlamenterne stadig værd at angribe?« Det er store spørgsmål, der sættes til diskussion denne eftermiddag i Aarhus Kunstbygnings anonyme, hvidmalede lokaler. Foran mikrofonen sidder Mikkel Bolt, fagleder ved Moderne Kultur på Københavns Universitet, flankeret af adskillige flasker Søbogaard-sodavand og med et brændende tog på storskærmen bag sig. Han leverer en indføring i Den kommende opstand, en fransk venstreradikal bandbulle om den kapitalistiske ordens kollaps, der netop er blevet oversat til dansk.

Der er revolution på programmet, selv om vi på papiret er til litteraturfestival… Under overskriften Alt er tabt og vi har vundet forklarer den marxistiske lektor ned i sin Maccomputer, at vi i Danmark befinder os i en særligt gunstig situation… Bolt går videre til gruppens idé om, at den dysfunktionelle samfundsorden er en slags ‘ generaliseret borgerkrig’. »Herhjemme er det jo stadig en lavintensitetsborgerkrig, men ikke desto mindre en form for borgerkrig,« forklarer Bolt. I den situation bliver alt fra sten mod parkeringsvagten til langsomhed på jobbet til det, han kalder »uartikuleret anti-kapitalisme«. Bogen opfordrer læserne til at artikulere modstanden noget tydeligere: »Med hensyn til metoder så lad os huske på følgende grundsætning fra sabotagen: mindst mulig risiko, et minimum af tid, størst mulig skade.« Andre råd i teksten: Anskaf dig våben, kast dig ind i byguerilla-krigen og forsag for alt i verden partier, fagforeninger, familie og parforhold – institutioner, der kun begrænser ethvert sandt fællesskab og enhver impulsiv handling.

Værkets formodede forfattere – fortrinsvis universitetsuddannede fra middelklassen, der går under navnet Den usynlige komité – står anklaget for terrorisme i Frankrig. De har angivelig udøvet jernbanesabotage ved at ødelægge strømkabler til højhastighedstog. … Forbilledet for deres revolution er de forstadsoptøjer, der brød ud i de parisiske banlieus i 2005, hvor rodløse unge i ugevis brændte biler af og raserede deres nærmiljø. Ghetto-roden køres i stilling som en slags fortrop – »livskraften har slået lejr i de såkaldt belastede områder«.”

(Libertære socialister, Møder om Militans, Støberiet, 7. december 2011)

Andre på den yderste venstrefløj er mere konsekvente i forholdet til ordensmagten. De bryder dens monopol på vold og lever under jorden for at kunne slås med politiske modstandere.

»Det skal være svært og hårdt at være nazist,« siger Kalle. Sammen med sin kollega – der også hedder Kalle – fra Antifascistisk Aktion (AFA) i Sverige sidder han på et podie i Kulturhuset Støberiet på Nørrebro. Anledningen er en oplægsrække om militans arrangeret af Libertære Socialister, en relativt nystartet anarkistisk gruppe. …

Aftenens oplæg handler om, hvordan man bekæmper den yderste højrefløj hinsidan. Metoderne indbefatter overfald på højreradikale i deres hjem, ammoniak ind ad brevsprækken, smadring af deres biler, breve om deres politiske tilhørsforhold til arbejdsgivere og familie og udhængning gennem plakater og graffiti i lokalområdet.

Under oplægget afspiller Kalle og Kalle film fra nettet, der dokumenterer natlige overgreb mod nazister under byture og hærværk mod deres hjem til tonerne af blandt andet »Hard Day’s Night«. … Der bliver imidlertid også plads til anekdoter om mindeværdige overfald, som dengang højreradikale fra Helsingborg besøgte Christiania, blev tævet af AFA-folk og angiveligt deserterede. »Det er en meget effektiv metode.«

… en ung kvinde med piercet underlæbe markerer sig fra starten med mere kritiske indspark… Efter filmene får kvinden ordet igen, og denne gang er hun tydeligt oprørt. »Det er ulækkert og grotesk, at man skal tage det så langt ud,« indvender hun, men nu er modsvarene massive også fra de danske deltagere. »Nazisme er ikke et deltidsjob. Hvorfor skal de kunne slappe af i deres hjem?« spørger en muskuløs fyr i en »I Love Socialism« -Tshirt; min sidemand… vågner op til dåd. »Vold er et middel som mange andre. Jeg synes, det er forkert at kritisere det…«

Konferencieren fra Libertære Socialister tager ordet i et mere teoretisk tonefald: Det nuværende system er fyldt med strukturel vold, og militans er en måde at bryde ud af det på. »Det interessante er ikke at diskutere for eller imod vold, men principper for applikationen af vold,« erklærer han.



17. november 2011

Kulturhistoriker Mikkel Bolt om revolutionens komme og nationalstaternes endeligt

Mikkel Bolt ernærer sig som lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet, og selvom det er trist at en så forvrænget virkelighedsopfattelse finansieres over skatten, så er der da i det mindste noget underholdningi hans luftige teorier om revolutionens komme og nationalstaternes endeligt. Grotesk kronik om Occupy-bevægelsen i dagens Politiken – Besæt alt!

“Begivenhederne i New Yorks finansdistrikt på Manhattan skal forstås som et punkt i et internationalt netværk af indbyrdes sammenhængende modstand, der er ved at tage form, hvor demonstranter inspirerer hinanden skaber en ny global protestbevægelse mod den neoliberale kapitalisme og dens enorme økonomiske ulighed. …

De forskellige protester har naturligvis specifikke karakteristika, der har at gøre med de lokale kontekster og den måde, krisen manifesterer sig på der, men der er en række fællestræk, man kan udlede fra Kairo over Madrid til New York. Overalt drejer det sig om finanskrisen. I Egypten og Tunesien var voldsomt stigende fødevarepriser med til at igangsætte protesterne mod de lokale magthavere, og i USA er en eksploderende ulighed med ekstremt rige på den ene side og en stadig mere forarmet middelklasse og fattig underklasse udgangspunkt for voksende utilfredshed. …

Afvisningen af det etablerede politiske system går imidlertid igen i Spanien, USA og andre steder… Protesterne er også alle sammen kendetegnet ved at eksperimentere demokratisk, og som allerede skrevet er der en fornemmelse af, at vi – hvis vi er mange nok – kan gøre en forskel. Der oprettes generalforsamlinger, hvor man diskuterer, planlægger og vedtager, hvad der skal ske, og hvordan det skal gøres. På den måde forsøger man at praktisere basale demokratiske idealer i protest imod, at disse er blevet knægtet i det etablerede politiske system. Den fortsatte diskussion og de konkrete eksperimenter er vigtige, idet de udgør et alternativ til den politiske repræsentations eksisterende strukturer og peger på, hvorledes den politiske offentlighed ikke lader folket komme til orde andet end gennem ritualiserede stemmeafgivelser.

De mange forskellige forsøg på at praktisere en art direkte demokrati, hvor alle stemmer tæller, og alle har mulighed for at blive hørt, er den anden side af den aktive og fysiske modstand, som protesterne naturligvis også er et udtryk for. … Man indtager eller snarere genindtager et fælles sted, den offentlige plads, og forsvarer så at sige den ’oprindelige’ idé om et demokratisk offentligt rum, hvor folket diskuterer og tager stilling. …

I et længere historisk perspektiv ser det ud, som om vi er konfronteret med begyndelsen på afslutningen af den neoliberale kapitalismes epoke. En periode, der strakte sig fra sidst i 1970’erne og frem til i dag. Den neoliberale kapitalisme erstattede keynesianismens og velfærdsstatens kapitalisme med en mere intensiv og voldelig form for udbytning. I retrospektiv kan vi læse den neoliberale fase af kapitalismen som et svar på de omfattende sociale og politiske kampe, der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne. …

Kapitalismen fremstod i en lang periode således nærmest som en indiskutabel realitet, og den politiske horisont blev indskrænket til reformer og demokratisering. … Den omfattende omstrukturering fremprovokerede imidlertid en række ubalancer, som det i en længere periode lykkedes at holde i ave, men som nu truer ikke blot den neoliberale kapitalisme, men potentielt selve den kapitalistiske produktionsmåde. …

Alterglobaliseringsbevægelsens kritik blev imidlertid hurtigt umuliggjort af ’krigen mod terror’, der ikke blot skulle uskadeliggøre den islamiske fundamentalisme, men som i lige så høj grad var rettet mod den nye antikapitalistiske internationalisme, som alterglobaliseringsbevægelsen forsøgte at etablere. At ’krigen mod terror’ i høj grad også var et forsøg på at afspore kritikken af den neoliberale globalisering bekræftes af den måde, antiterrorlovene er blevet brugt på siden 9/11, hvor protestformer som civil ulydighed og direkte aktioner er blevet kriminaliseret og iscenesat som terrorisme. …

Tilsammen kan de meget vel vise sig at være ved at blive udgangspunktet for en global revolutionær proces, der måske endda på sigt opløser nationalstatssystemet og ophæver pengeøkonomien, selv om der vil blive gjort alt for at afspore den udvikling. Magthavernes holdning er at den potentielt revolutionære proces skal destabiliseres.”



25. august 2009

Kunsthistoriker Mikkel Bolt: Kunsten burde kæmpe for muslimernes kulturelle udtryk

Kunsthistoriker Mikkel Bolt Rasmussen var gæst i gårsdagens sene Deadline, og først nu forstår man hvorfor Modkraft er så glade for manden. Abstraktionsniveauet var helt i top, men DR2s Adam Holm var sin opgave voksen. Delvis transkription.

  • 24/8-09 Deadline, DR2 – Interview med kunsthistoriker Mikkel Bolt om hans bog ” Avantgardens Selvmord” (8,46 min).
  • Mikkel Bolt: Billedkunsten, selvfølgelig sammen med en række andre diskurser i samfundet, burde kunne agere systemkritisk, burde kunne provokere, og være med til at sætte nogle af de politiske udviklinger i perspektiv.

    Adam Holm, DR2: Men hvorfor skal samtidskunsten partout være politisk engagerende. Hvorfor kan den ikke få lov til at være kunst, sådan i en helt banal forstand. Glæde folk ved nogle streger på et lærred, og nogle skulpturer.

    Mikkel Bolt: Hvis det er sådan, at kunst blot bliver til det, jamen så er det spørgsmålet om, kunst er tro mod det kunst burde være i et borgerligt kapitalistisk samfund. Det der ligesom er avantgardens analyse, det jo netop, at kunsten har fået til funktion at skabe billeder af en anden verden…

    Adam Holm, DR2: Det er lige før, i mine ører, udover det lyder teoretisk, lyder det også ret leninistisk. I hvert fald revolutionært. Du taler om det i sådan normative vendinger, kunsten burde, kunsten skal, kunsten bør – siger hvem?

    Mikkel Bolt: … det er jo den opgave kunsten giver sig selv, når kunsten er avantgarde. Avantgarden er jo ligesom det sted, hvor denne selvkritiske gestus, når sin kulmination, og det der så er slående når man kigger ud over samtidskunsten, så er det hvor lidt selvkritisk den er. Hvor lidt den forholder sig kritisk til kunstinstitutionen, og hvor lidt den forsøger at adressere forskellige politiske problemstillinger.

    Adam Holm: … Lad os prøve at være konkrete. Vi har et samfund som er præget af finansiel krise, økonomisk afmatning, vi har soldater i krig, vi har en vedvarende diskussion om identitet, national tilhørsforhold – hvem hører til, hvem gør ikke. Hvordan ser du, at der skulle blæses liv i avantgardkunsten, at der skulle vækkes liv i de problemstillinger.

    Mikkel Bolt: Jamen, jeg synes da det vil være oplagt, hvis samfundskunsten begyndte at forholde sig til den politiske virkelighed, vi er konfronteret med. Der er ingen tvivl om, at der har fundet en udvikling sted, som på en eller anden måde har været med til at præge kunsten, i den forstand, at den bliver mere og mere tandløs. Den bliver på forskellig vis indrullet i forskellige økonomiske kredsløb, som gør at kunsten helt uundgåeligt bliver politisk uambitiøs.

    […]

    Mikkel Bolt: … det er meget meget svært at pege på nogle, der gør det aktuelt… Det der kendetegner dem (avantgarden, Kim), det er at de hele tiden prøver på at adressere forskellige kunstinstitutionelle forhold, men også knytter det til forskellige kommentarer af politiske forhold. Og det jeg synes der er slående, når man kigger ud over den danske samtidskunst, det er at der for eksempel er meget meget få kunstnere, som prøver på at forholde sig kritisk til, hvad skal man sige, den politiske dagsiorden, som der er er blevet, som den er herhjemme aktuelt. Det vil sige, det er så noget som for eksempel, stigmatiseringen og hetz af fremmede, primært muslimer. Det er sådan noget som, den kulturkamp og normaliseringskampagne som regeringen støttet af Dansk Folkeparti har lanceret. Det er jo alt sammen eksempler på, hvad skal man sige – forsøg på at udgrænse eller ekskludere bestemte alternative livsstile og kulturelle udtryk. Det burde kunsten jo helt naturligt forholde sig til.

    Adam Holm: … nu springer jeg lige fra din bog til et interview der var med dig i Politiken i lørdags. Hvor jeg ser, at du er citeret for at kalde piratfesten i Hyskenstræde i maj, for en, jeg citerer lige ‘kreativ tilegnelse af det offentlige rum’. Og der må jeg lige spørge, hvordan kreativt, der blev jo smadret ruder, der blev skrevet graffitti, der blev tændt bål i gaderne. Hvori er det kreative frisind og det kunstneriske i det?

    Mikkel Bolt: Til det vil jeg sige, at Hyskenstræde måske ikke er så interessant som et kunstværk i den forstand, men det er en aktion, som var interessant i den forstand, at den jo netop var et forsøg på at italesætte den urbane homogeniseringsproces, der har fundet sted de sidste 30 år i København. Altså, hvor bestemte befolkningsgrupper er blevet ekskluderet fra det urbane rum, enten på grund af stigende huspriser, eller også fordi, at en særlig hvid middelklasse kulturstil, som vi begge to sikkert er eksponenter for, at den har massivt sat sig på det urbane rum… har jo massivt sat sig på København… Grunden til at jeg så peger på piratfesten i Hyskenstræde, det er så at, det er jo netop, at den på en eller anden måde, prøver på at tage kampen med nogle større politiske udviklinger, som jeg savner at samtidskunsten prøver på at adressere.

    Adam Holm: Det skal jeg bare spørge dig om afslutningsvis. Skal, som du ser det, nu er det normativt igen – avantgardkunsten for at lykkes, for nu at sige det på regulært dansk, slet og ret skide på lands lov og ret. Sætte sig udenfor.

    Mikkel Bolt: – Ja, det synes jeg.

    Oploadet Kl. 15:11 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    10. april 2009

    Politikens venstreradikale praktikant: Jens Peter Houe

    Forleden kunne Politiken fortælle, at “tidligere kz-fanger og modstandsfolk” havde sendt penge til PFLP (25/3-09). Det fortælles ikke at Horserød-Stutthof Foreningen er en bevægelse for og af kommunister, ligesom det i samme ånd hævdes, at støtten (blot) gik til et “plakatværksted”.

    I torsdagens avis var emnet atter anti-terrorlovgivningen – »Terrorloven rammer den politiske kunst«, og ekspertkommentaren leveres af kendt venstreradikal.

    “Problemet er, at formuleringerne i terrorlovene er så gummeagtige, at de kan ramme en masse politiske og kunstneriske aktiviteter, som før bare var politiske ytringer og kunstneriske happenings, som skulle skabe debat og sætte tingene på spidsen. I dag risikerer den slags aktiviteter at falde ind under terrorismedefinitionen«, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt.”

    Journalistpraktikant Jens Peter har tilsyneladende styr på det venstreradikale miljø – lidt for godt måske.

    I en debat på Modkraft august 2001, diskuterede han kommunistiske fraktioner, og pointerede blandt andet om Internationale Trotskisters sommerlejr i Italien, at “vi” aldrig var mere end 500.

    (Modkraft: cache afslører at ‘Jens’ tidligere kaldte sig Jens Peter Houe)

    Året efter, i maj blev han i Dagbladet Arbejderen omtalt som “Rød Ungdoms Jens Peter Houe”. Rød Ungdom er uformelt tilknyttet DKP-ML, dvs. marxistisme-leninisme tilsat lidt stalinisme.

    I marts 2006 var han en af tre forfattere til et høringssvar fra Foreningen Oprør – en gruppering, der selv står tiltalt for terrorstøtte. De to øvrige var Enhedslistens Arne Lund og den tidligere kommunist Patrick MacManus.

    

    3. september 2008

    Lektor Mikkel Bolt: Politiske partier er med til at opretholde “en forældet nationalstatsmodel”

    Mere lektoral nonsens, denne gang fra Københavns Universitet. Lektor Mikkel Bolt i en artikel på Modkraft – Ungdomshusbevægelsen er defensiv.

    “Med indvielsen af det nye ungdomshus i Københavns Nordvestkvarter kan man hurtigt glemme, at byen for bare et år siden på mange måder befandt sig i en mere eller mindre permanent tilstand af kamp og radikalisme… Mikkel Bolt, lektor i kunst og moderne kultur på Københavns Universitet, fulgte udviklingen på tæt hold…

    Mikkel Bolt, hvordan opfatter du den politiske og aktivistiske »eksplosion« der blev udløst med rydningen af ungdomshuset?

    … Den store mobilisering var overraskende, og processen har ikke alene været med til at synliggøre nogle brydflader: den gjorde det også muligt for andre indtil da »usynlige« subjekter at give udtryk for modstand. Jeg tænker eksempelvis på bilafbrændingerne i februar 2008. På den måde har det været interessant, at gaden igen er blevet scene for forskellige kampe.

    … På et niveau handler det om et nyt fristed forstået konkret som et nyt ungdomshus, en kamp der jo så i princippet nu er tilendebragt, men på lidt uklare præmisser, synes jeg, hvor det ikke er helt klart i hvor høj grad, der bliver tale om et reelt frirum, hvor staten ikke har nogen kontrolmulighed. Ungdomshuset skulle jo gerne være en form for »befriet område« ellers er det lige meget.

    Samtidig skulle kampen for et fristed gerne række videre, så det ikke bare bliver kampen for en ny ungdomsklub. Der er da heldigvis også en masse unge, som forsøger at forhøje indsatsen og f.eks. forbinde fristedskampen med kampen mod racisme.

    Du har på et tidspunkt sagt, at ungdomshusbevægelsen var defensiv. Hvad mente du med det?

    At man kunne fjerne ungdomshuset fra jorden i marts 2007 er vel i virkeligheden et af mønstereksemplerne på, hvor velfungerende kulturkampen og regeringens normaliseringskampagnen er. Godt nok kom der en reaktion på rydningen, men det var jo en defensiv modreaktion. Det er tankevækkende, at det var en husrydning, der skulle til, før alle de her unge mennesker gik på gaden. Som om der ikke havde været lort nok i forvejen: Vi fik den første racistiske indenrigsminister, Thorkild Simonsen, i 1997; en ny sort-blå regering i 2001; krigen mod terror; Afganistan; Irak osv. Det var først, da klubben blev fjernet, at folk for alvor kom på gaden…

    Lige efter rydningen virkede det som om der var en stor åbenhed og radikalitet i kravene. Man forlangte »fristeder alle sted«. Men så skete der en indsnævring og det blev til en kamp for et nyt konkret hus, en ny »ungdomsklub« som du siger. Det virker som om, at man i det øjeblik forhandlingerne gik i gang i efteråret 2007 omskabte sig selv til et rimeligt, ræsonabelt subjekt, der havde små, realistiske krav.

    Det er læren efter G13-aktionen i oktober 2007. Den var enormt velfungerende. Men den var også enormt velfungerende på de præmisser, der allerede var etableret af medier, politi og politikere. Fra da af blev det tydeligt, hvem der var gode til spin. På mange måder var det en fin aktion, men hvem havde i virkeligheden mest brug for den aktion?

    I hvert fald var det en aktion, der gjorde det muligt at gøre ungdomshusbevægelsen til et meget genkendeligt subjekt, man kunne forhandle med, og som i hvert fald ikke benytter sig af vold i form af butiksplyndringer, vinduessmadringer osv. Det er selvfølgelig den enormt svære balancegang, der hele tiden bliver foretaget i bevægelsen…

    Der var et kort moment, hvor det så ud til at der var en form for åbning, som så blev lukket hurtigt igen.

    Selvfølgelig også på grund af den politiske offentlighed herhjemme, der er ekstremt stramt spændt op. Det er næsten umuligt at fremsætte kritiske udsagn, og et grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt man skal satse på at komme til orde på de allerede eksisterende præmisser?

    […]

    Leninisterne vil sige: Vejen til politisk forandring går via en klar organisering. Det lyder nærmest som om du argumenterer for en slags anti-organisering?

    Ja, det er en mulighed. En form for eksodus, hvor man undgår at konfrontere magten direkte og derved risikerer at bekræfte den og blive fanget i et spejlbillede af magt og modmagt. Men det afhænger selvfølgelig af situationen. Udgangspunktet er nok, at de organisationer, der fungerer nationalt, skal væk – og det gælder så alle de politiske partier – da de blot er med til at opretholde en forældet nationalstatsmodel og dermed er med til at blokere for en egentlig kosmopolitisk løsning.

    Men spørgsmålet om organisering er uden tvivl et af de vigtige aktuelt, som Lenin formulerede det: Hvad bør der gøres? Der er jo nogle fra den venstrekommunistiske tradition, f.eks. Jacques Camatte, som mener, at politiske organisationer reelt blot er med til at forhindre revolutionære initiativer og reproducerer det kapitalistiske samfunds grundlæggende struktur som er banden, der konkurrerer med andre bander. Den politiske organisation undertrykker simpelthen den enkeltes kreativitet…

    Lad os tale om den gadekamp, der var så fremtrædende i billedet fra perioden lige før rydningen og frem til efteråret 2007. Det herskende synspunkt er selvfølgelig at der tale om ren destruktion, ren, rå, meningsløs ødelæggelse. Men kan gadekampen også være produktiv?

    Det er selvfølgelig hele det enormt komplicerede spørgsmål om politisk vold. En kommunistisk bevægelse vil aldrig kunne fraskrive sig brugen af vold. Gjorde den det, ville den jo være reformistisk. Den ville stille sig tilfreds med de ændringer, som det er muligt at opnå ad legitim vej inden for det allerede etablerede system. Vi ser det hele tiden: en fredelig og kreativ ulydighed kan aldrig modstå en politisk magt, der vil knægte folkelig modstand…

    Der er mange problemer i det her. Det er jo svært at forestille sig en bredere militant kamp i den nuværende situation i Danmark. Selvom statsracisme og kulturkamp burde være alt nok som mobiliseringsårsager. Men den politiske offentlighed er helt lukket ned. Og det er alligevel ikke her, at den egentlige kamp kommer til at finde sted, det bliver jo i Afrika, Sydamerika og Asien, hvor de postkoloniale folkeslag kan tackle verdens problemer globalt. Men vi kan jo vise os solidariske og parate ved at afvikle nationalstaten og forsøge at udhule den neoliberale katastrofekapitalisme indefra...

    Barrikadebyggeriet er jo netop en form for bricoulage, som situationisterne kalder det, hvor man bruger de forhåndenværende midler og bebor rummet på en anden måde og er i stand til at skabe mellemmenneskelige relationer, der ellers er umulige i et rum gennemsyret af varerelationer…

    Det kunne være en kritik af hele det venstreradikale miljø og ungdomshusbevægelsen. At den blot bekræfter det allerede etablerede, når den går på gaden. Den kan ikke slippe ud af hvad vi i forlængelse af situationisterne kan kalde skuespilsamfundets bevidsthedsmæssige tyranni…

    Problemet med den militante identitet set fra deres perspektiv er jo netop at den er meget genkendelig, og at den risikerer at udvikle sig til en form for personlig modstand, hvad vi kan kalde en oprørets individualisme. Man er aldrig militant alene, militans er en kollektivform, nøjagtig som proletaren kun eksisterer som et kollektiv. Udbytning er jo netop ikke noget, som sker for den enkelte.”

    Set hos Mr. Andersson.

    Oploadet Kl. 13:38 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    10. marts 2008

    “Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år” og andre loonismer

    Gennem årtusinder har det været kunstens opgave at flytte grænser ved hjælp af provokationer. Forleden kunne man læse at Kunstnergruppen Surrend ikke ønskede at provokere muslimerne med deres plakat af Kabaaen påskrevet ‘Dummer stein’. Fra dagens Information, mere appeasement – Kunst i den hellige ytringsfriheds navn.

    Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år, og det er den danske kunstgruppe Surrend og frontmanden Jan Egesborg et levende bevis på. Sådan lyder analysen fra en række kritikere, når sammenhængen i de sidste dages mediebevågenhed omkring Jan Egesborgs seneste værk…

    Knud Romer har en anden karakteristik af projektet og af forntmanden Jan Egesborgs kunstform:

    “Det er fupkunst. Det benytter sig af det laveste trick, der findes: Skandalisering. Der er ikke noget nemmere end at tage et helligt, muslimsk objekt og kalde det for en dum sten. Det er skandalisering som effekt for at skabe opmærksomhed. Og det er penge værd,” siger Romer.

    Også adjunkt ved Københavns Universitet, Mikkel Bolt Rasmussen, der har specialiseret sig i politisk samtidskunst, mener, at Surrends kunst opererer ud fra et forventeligt handlingsforløb, der karakteriserer deres kunst som ‘opskriftskunst’: “Surrend fremfører her et entydigt budskab, hvor man allerede inden start kan regne reaktionen ud.”

    Mikkel Bolt vurderer værkets kunstneriske værdi:

    Jeg har svært ved at se indholdet i den her plakat. Jeg synes, det er en gumpetung og banal form for kunst, der ikke fører til noget som helst subtilt budskab…”

    […]

    Knud Romer mener, at den stærke mediedækning og den politiske opbakning til Surrends udstilling er med til at kamuflere de mekanismer, som kunstværket i virkeligheden opererer inden for:

    “Ytringsfriheden er ikke en absolut størrelse. Den står til konstant social forhandling. Som tidligere reklamemand burde Jan Egesborg være klar over dette,” siger Knud Romer, der selv har erfaring inden for reklamebranchen. Romer understreger, at der i dag, måske mere end nogensinde før, er skarpe grænser for, hvad man må sige, hvem man må henvende sig til, og hvordan man gør det både i reklameverden og i kunstverden.

    Jan Egesborg bruger kunsten som en social indramning af hans ytringer, så de kommer til at betyde mere og andet. Ved at bruge kunstens navn bliver det ikke Jan Egesborg som privatperson, der kommer til at stå til ansvar for de ytringer. Derimod bliver det Danmark, der skal betale prisen, da han med denne slags kunst fører udenrigspolitik på hele landets vegne,” siger Knud Romer.

    Heller ikke for Mikkel Bolt kan ytringsfrihed som kunstnerisk parameter stå alene:

    Den måde, Surrend i dette tilfælde har beskæftiget sig med ytringsfrihed på, minder for meget om den måde, som den racistiske, højreorienterede offentlighed ytrer sig på. Det dækker over en bombastisk forestilling om, hvad ytringsfrihed er. Surrend bevæger sig i en medieoffentlighed og bruger en velkendt politisk diskurs, uden dog at stille sig kritisk over for den. Det er en sensationspraksis mere end det er en kritisk, undersøgende kunstnerisk praksis, som forholder sig til politiske problemstillinger,” siger Mikkel Bolt.

    […]

    Sensationen er altså kendetegnende for Jan Egesborg og Surrends kunstneriske praksis. Men kunst som sensation kan i sig selv ikke bruges som kvalitetskriterie, påpeger kunstkritikeren og kunsthistorikeren Matilde Digmann…

    Problemet med Jan Egesborgs kunst er, at den ikke i sig selv er særlig provokerende. Derfor er sidste mulighed at henvende sig til en gruppe, hvor man er sikker på, at man vil få den ønskede reaktion, der i sidste ende vil skabe opmærksomhed omkring ens værk og ens navn. Det er det, Surrend har gjort her,” siger Matilde Digmann…

    Deres provokationer ender som en pseudoprovokation, fordi de forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge. Kunstværket som provokation, mener jeg, er udspillet.””

    Det er svært at sige hvem af de tre eksperter der er værst, men de supplerer fint hinanden i al sin groteskhed. Knud Romer hævder at kunstner Jan Egesborg bruger plakaten som “en social indramning af hans ytringer”, Mikkel Bolt at den ikke rigtigt forholder “sig til politiske problemstillinger”. Plakaterne mangler ifølge dem begge indhold, og er provokation for provokationens skyld. Omvendt mener kunsthistoriker Matilde Digmann ikke at udstillingen ‘er særligt provokerende’, hvad forklares med at kunstnerne “forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge”. Mit bullshit-o-meter ringer i mine ører, men måske smerten kan dulmes med lidt blød venstreorienteret punkrock.

    Fra The Clashs Rock the Casbah, udgivet i 1982, formentligt som en reaktion på Khomeinis islamisering af Iran.

    “The king called up his jet fighters
    He said you better earn your pay
    Drop your bombs between the minarets
    Down the casbah way

    Musikvideoen kan ses på Youtube.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper