4. oktober 2020

Professor Mikkel Bolt i Deadline: Trump er ’senfascist’ – “De benytter sig af demokratiske midler…”

Fredag eftermiddag talte jeg lidt med en meningsfælle, der berettede at han engang havde læst idehistorie på Aarhus Universitet, og her stiftede bekendtskab med den senere professor Mikkel Thorup. Jeg påpegede, at Thorup ganske rigtigt var venstreradikal (‘Anders Fogh Rasmussen er ikke nazist, men…’, 2006), men at han trods alt ikke var professor. Jeg troede han forvekslede eks-autonome Mikkel Thorup med professor i kunsthistorie Mikkel Bolt, som i søndags var gæst i Deadline på DR2 til en underlødig debat om ‘graden af Trumps fascisme’. Men, nej. Der er desværre flere venstreradikale professor med fornavnet Mikkel.

Mikkels Bolt foldede sig helt ud. Trump var ’senfascist’ eller ‘postfascist’, og selvom det var nemt at gennemskue de marxistiske analyser bag, så fik han frit spil under debatten. Opponenten Christian Rostbøll var enig i at Trump var en skidt fyr, men synes ikke fascisme-etiketten gav mening, da Trump trods alt var demokrat. Bolt henviste blandt andet til den italienske idehistoriker Enzo Treverso – en kommunist, hvis nogle skulle være i tvivl. Han sagde det ikke direkte, men det skinnede klart igennem, at enhver tilhænger af nationalstaten for ham var en slags fascist.

Trumps fascisme var en reaktion mod senkapitalismens ulighed, og var sat i verden for at stoppe ‘mere radikale ideologiske løsningsforslag’. Omfavner man ikke Revolutionen, så var man fascist, eller ‘kontrarevolutionær’. Bolt holdt masken i hele debattens længde, og blev ikke konfronteret med det faktum, at man uden videre kunne associere den af ham ønskede ideologi med andre fascisme-definitioner – Mussolini var trods alt kommunist, før han valgte en national totalitarisme. Debatten kan ses på DR.dk.

Christian Rostbøll, KU: Det helt centrale ved fascisme er at den er antidemokratisk, og at den lægger styrke på enhed. Nationen, eller statens enhed er helt centralt for fascisme. Derudover er det også en anti- eller i hvert fald en ikke-individualistisk ideologi. Hos Mussolini er det staten – alt for staten. Hos Hitler er det racen, og udvikling af et overmenneske, der er det allervigtigste. Derudover så har fascismen, den her ide om at skabe et nyt menneske. Den har en uddannede, en udviklende mission, om at der skabe et nyt og bedre menneske i fremtiden.

Mikkel Bolt, KU: Jeg vil definere fascisme som palæo-genesisk ultranationalisme. Palæogenese betyder jo genfødsel, så det er drømmen om at den stærke leder kan ekskludere den fremmede, og dermed genskabe et autentisk truet nationalt fællesskab. Det er sådan set den grundlæggende definition af fascisme, hvis du spørger mig. … Som udgangspunkt har vi mellemkrigstidens fascismer, og hvis vi så skal tale om nutidens fascisme, så er det klart, at så er det nødvendigt at indføre distinktioner, eller gøre opmærksom på forskellene, og der vil jeg nok vælge at introducere forestillingen om senfascisme. … ideologier kan udvikle sig historisk, og så ser på hvad er den samtidige kontekst. Hvad muliggør at vi får fænomener som Trump. Det er klart, at der er nogle historiske betingelser som er radikalt anderledes, hvis vi ser på Italien i 20’erne, Tyskland i 30’erne, og forholdene i USA i dag, for eksempel. […]

Lotte Folke Kaarsholm, DR2: Lad mig spørge dig. Er Trump fascist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo kalde ham senfascist ik’. Jeg vil jo mene, at han lever op til så mange af de der centrale karakteristika ved den her forestilling om den her ultranationalisme ik’. Så det vil jeg helt sikkert mene, at han er. … noget af det der gør Trump til fascist, er måden han præsenterer forestillingen om det her autentiske nationale fællesskab. … Han skal genskabe en eller anden form for amerikansk storhed… det gør han ved at skabe en masse fjendebilleder: Det er kinesernes skyld, det er immigranternes skyld… Det er jo ikke bare retorik. Der er en retorisk side hvor han benytter sig af sådan en fascistisk diskurs, men han forsøger jo også at føre en politik i forhold til immigrationspolitik og handelsaftaler, hvor han rent faktisk forsøger at implementere det han faktisk taler om.

Lotte Folke Kaarsholm: – Er han ikke bare nationalist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo mene… Der er en glidning mellem det at være nationalist, og det at være problematiserende, til nogle af de konstitutive dele af det amerikanske demokrati. Eller bygger videre på nogle elementer i det amerikanske demokrati, som jeg også er kendetegnet ved at være et racialt kapitalistisk samfund, så der er nogle allerede eksisterende skillelinjer i det her samfund, som han taler op. … mytiske fællesskaber, der kodes hvidt. Han skaber nogle nye modsætninger.

Mikkel Bolt: … det kommer med nogle voldsomme historiske konnotationer. Vi ser jo fascisme i retrospektiv ik’. Det er klart, at når vi taler fascime, så ser vi med det samme billeder af nazisme, koncentrationslejre, 2. Verdenskrig, Holocaust, men hvis vi politologisk forsøger at definere fascisme, så er det meget sjældent at vi tager udgangspunkt i nazismen og jødeudryddelsen. Så er vi nødt til at redegøre for Mussolini i Italien, Franco i Spanien… Fascismen er ligesom en bredere politisk ideologi end bare nazismen, og det er derfor man indenfor fascismeforskningen forsøger at introducere forskellige historiske forskelle, forskellige faser. Efter 2. Verdenskrig er der jo stadig forskellige fascistiske bevægelser, som man kalder neo-fascistiske bevægelser.

Den italienske idehistorier Treverso har introduceret begrebet postfascisme, for eksempel. Det han siger, der kendetegner de postfascistiske partier, det er netop at de ikke er bevælgelser. De benytter sig af demokratiske midler, og forsøger at præsentere sig som nogle der skal redde nationale demokratier. I modsætning til mellemkrigstidens fascistike bevægelser, for eksempel. Hvis man skal om fascisme i dag, så er det klart, at vi ikke skal tro at vi har at gøre med fænomener som er identiske med det vi så i mellemkrigstiden. Det er en anden historisk situation. Men der er måske nogle paralleller, og så er det måske også nødvendigt at overveje hvilken funktion fascismen har i en historisk kontekst. Der er jo der hvor jeg vil argumentere for, at det er nødvendigt at forstå en længerevarende politisk-økonomisk udvikling, hvor fascismen altid dukker op som en form for en løsning i en situation af økonomisk krise. … For at undgå at der bliver etableret mere radikale ideologiske løsningsforslag, så uddelegerer de så at sige den politiske lagt til fænomener som Trump, Mussolini i 20’ernes Italien, Tyskland i 30’erne Hitler. Det er derfor jeg argumenterer for, at vi skal forstå Trump som kontrarevolutionen. Han er sådan en modrevolutionære bevægelse, der skal forsøge at dæmme op for det radikalt revolutionære perspektiv, som fænomener som Occupy, og Black Lives Matter eller George Floyd-protesterne faktisk rummer.

(Collage: Mikkel Bolt)



3. juni 2019

Prof. Bolt: Demokrati ‘foregår på gaden. Demokratiet er opstand’, “Jo flere der ikke stemmer, jo bedre”

Siden valget blev udskrevet har diverse venstreorienterede organisationer afholdt massedemonstrationer, med det formål at mobilisere med venstreorienterede paroler. Bedre normeringer (flere offentlige ansatte), bedre forhold for asylbørn på Sjælsmark (afviste asylansøgere skal integreres, grænserne må væk) og fremdeles. Gudskelov afgøres politik i stemmeurnerne, ikke ved dansende deltagelse i ideologisk fætter/kusine-fest med Arne Würgler.

Professor i ‘politisk æstetik’Mikkel Bolt, er helt uenig, for som revolutionær socialist, kan man naturligvis ikke overlade samfundsudviklingen til Søren fra Slagelse og Mette fra Mors. Han har dog i det mindste en godartet pointe. Interview med venstreradikale Mikkel Bolt i Politiken – Folketingsvalget er en falsk udgave af demokrati, og vi gør bedst i ikke at stemme (kræver login).

“Når Mikkel Bolt skal tale om, hvad der skal komme i stedet for det repræsentative demokrati, henviser han til den franske filosof Jaques Rancière, der mener, at demokrati er det modsatte af, hvad der foregår i Folketinget.. Tværtimod er demokrati det, der foregår på gaden. Demokratiet er opstand. Skal vi fortsætte med at have demokratiet som projekt, bør vi opgive ideen om at have det som styreform.

‘Vi bliver nødt til at se nærmere på de helt grundlæggende ting i den kapitalistiske økonomi som den private ejendomsret. Den vækst og kapitalistiske logik, som demokratiet er viklet ind i, kan ikke fortsætte. Fundamentet for det moderne demokrati er allerede eroderet under fødderne på os’.

Ender det ikke bare i anarki, hvis vi skal opgive demokratiet som styreform?

Har vi ikke allerede en slags anarki? Tag op til Sjælsmark. Der er undtagelsestilstand. Der er mennesker, der er placeret i demokratiet, men samtidig uden for det. …’.

Det er den uorden, vi bekræfter, når vi går ned for at stemme. Man er med til at bekræfte et ekskluderende nationaldemokrati. …’. …

Når du siger, at nationaldemokratiet er ekskluderende, betyder det så, at du gerne vil opløse Danmark og alle andre nationalstater?

Så længe demokratiet er forankret i nationalstater, vil det være kendetegnet ved at ekskludere mennesker. Så ja, vi skal overveje den indretning af samfundet alvorligt, hvis vi vil have et egentligt demokratisk demokrati. Inden for nationalstaten er demokratiet blevet et gummibegreb, der kan bruges til alt muligt.

Det kan bruges til at gå i krig i Irak og slå en masse mennesker ihjel. Det kan gå hånd i hånd med fremmedfjendsk, racistisk og semifascistisk politik. Det er det, de ‘højrepopulistiske’ strømninger, vi ser herhjemme og i Europa og med Trump, alle sammen er et udtryk for’.

‘Og inddrager vi klimakrisen, bliver det endnu mere tydeligt, at det politiske system er handlingslammet. Blandt andet fordi vi har nogle underlige bindinger til nationalstaten… Den slags åndssvage bindinger umuliggør enhver politisk ændring‘.

Opløsning af nationalstaten… er det ikke noget, der primært kan foregå i en teoretisk verden?

‘Nej, det tror jeg ikke. … Det er klart, at vi skal gøre op med en masse af de ting, vi er fortrolige med. Men det er ikke svært at se, hvor det ender, hvis ikke demokratiet går i gang med en radikal, kritisk selvanalyse. Vi har set før, hvad demokratiet gør, når der er uro. Det afvikler sig selv til fordel for nationalisme og eksklusion‘. …

‘… Alle partierne ender med at gøre det samme alligevel. Det er hip som hap, om det er en rød eller en blå regering. Det er jo ikke sådan, at en rød regering vil gøre op med den islamofobiske politik, lukke asylcentrene eller nationalisere bankerne og boligmassen eksempelvis’.

Nu skal vi alle snart til at stemme. Har du et forslag til, hvad danskerne skal gøre?

Jo flere der ikke stemmer, jo bedre. Og det handler ikke om at være doven, det handler om at have øje for en radikal og åben gentænkning af, hvad demokratiet og det politiske skal være’.”

Oploadet Kl. 13:50 af Kim Møller — Direkte link60 kommentarer


1. juli 2017

Lektor: Trump er den kriseramte kapitalismes ‘fascistiske løsning’, nationaldemokratiet er fascistisk…

Hvor Jarl Cordua i sit borgerlige magasin udtrykkeligt understreger, at han ikke er højreorienteret, så har det venstreorienterede alternativ på Radio24syv ingen forbehold. Det Røde Felts Lars Trier Mogensen ser inden fjende til venstre, og mandagens udgave gav et ganske fint eksempel.

Jeg kom ind i slutningen af programmets anden time, hvor kunsthistoriker Mikkel Bolt præsenterede analysen i sin netop udgivne ‘Trumps kontrarevolution’ (Nemo, 2017). Kort fortalt, så mener Bolt, at den folkelige revolution lå og lurede i USA, og Trump blev brugt som en fascistisk fokusflytter. Problemet er var således ikke isoleret til fascisten Trump, fascistiske Dansk Folkeparti eller EU’s flygtningepolitik, nej, problemet var hele det ‘nationaldemokratiske’ system.

Mikkel Bolt er lektor på Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, og langt til venstre for den sunde fornuft. Hele indslaget kan høres her.

Mikkel Bolt: Den voldsomhed hvormed man kan se, hvad skal man kalde det – den etablerede orden, hvormed den forsøger at bremse og afspore alle de her protestbevægelser, er jo et symptom på et eller andet. Den er et symptom på, vil jeg mene, at den her lange krise, faktisk, de sidste fyrre års økonomiske udvikling har jo været en lang neo-liberal nødlanding, hvor der er blevet forsøgt sparet på den sociale reproduktion. Så det er de forskellige lokale kapitalistklasser i USA, jo godt opmærksom på…

Det Trump på en eller anden måde er udtryk for, det er jo at det bliver stadig sværere at få det her system til at hænge sammen. Det er derfor han både er kontinuitet og diskontinuitet. Man kan sagtens betone lighederne eller kontinuiteten, med Reagan, Bush eller Clinton eller Obama og så videre og så videre, der er helt sikkert en form for kontinuitet, når det handler om at tilgodese de rige, finanskapitalen og så videre, men samtidig er der også et eller andet distinkt nyt i Trump, der gør at vi kan tale om ham som en egentlig kontrarevolution… et forsøg på at lave en fascistisk løsning. Vi har en kriseramt kapitalisme, der forsøger på en eller anden måde at stramme op, og give udtryk for en reaktionær nationalisme, som han så er bannerfører for.

[…]

Mikkel Bolt: Du startede med at citere Marx fra Det Kommunistiske Manifest, og Marx er jo den største store kontrarevolutionsteoretiker, og i forlængelse af Marx, Kortian, så vil man tale om at der er en præventiv kontrarevolution, og så en egentlig afsluttende kontrarevolution. Og det er klart, at Trump er den præventive kontrarevolution ik’. Der er ligesom konturene af det revolutionære projekt, der er ved at blive synliggjort…En blanding af reformerende og reformistiske kritikker og så egentlige radikale kapital-negerende kritikker. … Trump vil afspore den, før den egentligt er kommet til syne. I den forstand er han præventiv.

[…]

Mikkel Bolt: For mig vil det være de her sociale bevægelser, der er den proto-revolutionære position, hvor Bernie Sanders, snarere skal forstås som det demokratiske partis forsøg på at bygge videre på det momentum der har været i Occupy og Black Lives Matter. … En del af min analyse vil så også være – problemet med Bernie Sanders’ projekt er, at der skal langt mere radikale løsninger til end Bernie Sanders tilvejebringer. … Vi er nødt til at holde op med at modstille Trump med forestillingen om demokratiet, at der har fundet et såkaldt demokratisk kup sted, at modstille Trump med Bernie Sanders eller Clinton, og så videre. For mig at se, er brudfladen eller konflikten langt mere radikal. Det handler om, på den ene side, Black Lives Matter og Occupy, eller de arabiske revolutioner, og på den anden side det etablerede parlamentariske system. I bogen ender jeg jo med at tale om ‘hverken Trump eller demokrati’ ik’. Så jeg ender ud med at forsøge, at formulere nødvendigheden af en egentlig kapitalismekritik. Problemet med Trump er jo sådan set at han mobiliserer eller igangsætter en form for iboende fascistisk dimension i nationaldemokratiet.

Jeg forsøger at lave en analyse, både den der politisk-økonomiske analyse, hvor man siger, at vi har at gøre med en kriseramt kapitalisme, og når så kapitalismen er ved at falde fra hinanden, så kan den søge ly i en eller anden form for fascistisk kommandoøkonomi. Så den uddelegerer noget politisk magt til et fænomen som Trump, så længe han sikrer at der ikke sker en større socio-materiel omkalfatring, altså en revolution. På den ene side – det er den ene analyse. På den anden, en form for kapitalismekritisk-retorisk analyse, hvor jeg så forsøger at tage det Trump siger alvorligt, og jo finder, at mange af de centrale fascistiske temaer, som tilsammen udgør en forestilling om palæo-genetisk ultranationalisme… at der er har fundet en grundlæggende politisk identitet af det nationale fællesskab. Det fællesskab har lidt en eller anden form for nederlag, og den stærke leder skal så sørge for at det nationale fællesskab genfødes. Så det er både en retorisk analyse, og en politisk-økonomisk analyse, og når man ligesom stykker det sammen, så vil det vise sig, at så kan man jo egentligt godt tale om at Trump er en fascist. Så er det selvfølgelig også et forsøg på at igangsætte en mere grundlæggende kritik af hvad jeg kalder nationaldemokratiet ik’. Jeg siger jo også en passant, at hvis vi ser på migranter og flygtninge og den skæbne de lider i Middelhavet eller Tyrkiet, så burde det være muligt at bruge termen fascisme, faktisk, om EU’s flygtningepolitik. Der ser vi jo, at der er nogen liv, er er mindre værd end andre, som det ikke er værd at redde, som er fravristet juridiske og politiske rettigheder. Så det jeg argumenterer for, det er at fascismen er, vi skal ikke forstå det som en modsætning – KZ-lejre og så videre, det er en særlig politisk ideologi, en særlig måde at styre den politiske økonomi på i krisetider, og det er så det jeg mener er tilfældet med Trump aktuelt. Så fascismen ligger og lure, den er tilstede i form af Trump, men den er selvfølgelig i høj grad også tilstede i nogle af de partier og protestbevægelser vi har herhjemme og i Europa, Dansk Folkeparti og hvad ved jeg.



18. februar 2014

“At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme…”

Kasper Støvring i gårsdagens Berlingske om Mikkel Bolts seneste bog – Enden er nær! (ikke online).

“Det er ikke nogen blød mellemvare, kunsthistoriker Mikkel Bolt tilbyder læseren i form af sin nye bog, ‘Krise til opstand’. … Det er nemlig den hårde, revolutionære kommunisme, som Mikkel Bolt så at sige arbejder for. Den gryende kommunistiske revolte skal smadre den dominerende neoliberalisme og alle dens lakajer, de såkaldte ‘pjaltedespoter’, der udbytter menneskemasserne, skaber enorme uligheder, er racistiske og bundet til nationalstaten og dens umenneskelige værdier som eksempelvis ejendomsret. …

‘Krise til opstand’ er radikalt tænkt, og den slags bøger er altid interessante, om end ofte stærkt problematiske. Ikke mindst fordi det er vanskeligt at se, hvordan revolutionen undgår at udmunde i vold og i sidste ende drab på de ‘kontrarevolutionære’, hvortil blandt andre denne anmelder må formodes at tilhøre.

I en kritisk omtale af nogle af de europæiske protestbevægelser hedder det f. eks.: ‘Afsværgelsen af politisk vold er imidlertid også symptomatisk for begrænsninger ved de indigneredes protest, der forbliver inden for rammerne af en allerede etableret politisk offentlighed.’ En bogs kvalitet kan imidlertid ikke bedømmes på moralske præmisser. Så det er ikke derfor, at ‘Krise til opstand’ er blevet en halvdårlig bog. Det skyldes derimod dens mærkelige blanding af konkrete ’situationsanalyser’ med Marx’ ord og diffus utopisme. …

Hvad angår utopien om kommunismens globale virkeliggørelse, er den muligvis bevidst diffust formuleret. Der er jo god tradition for et billedforbud: At gøre sig konkrete tanker om kommunismen er en måde at begrænse proletariatets drømme og dermed den revolutionære aktivitet.

(Plakat for Rød Ungdom, 2005; Facebook)

Oploadet Kl. 05:12 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


26. januar 2014

Mikkel Bolt under debat om revolution: For Marx var det ‘afskaffelse af nationalstat og pengeøkonomi’

Mandag afholdt Enhedslisten i København et debatarrangement om revolution. Mikkel Bolts pointe virke lidt søgt, for de logiske konsekvenser af Enhedslistens politik vil på sigt smadre enhver form for nationalstat indefra. Referat i Information – ’Jo flere der melder sig ud af Enhedslisten, desto bedre’.

“I Enhedslistens mødelokale i Studiestræde havde debattens initiativtagere inviteret tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne, Preben Wilhjelm, Francesco Castellani, medlem af Enhedslisten, samt kunsthistoriker Mikkel Bolt til at diskutere revolutionsforestillinger anno 2014. …

Grundtonen var pessimistisk. Hverken Castellani eller Bolt anser det som sandsynligt, at den vestlige arbejderklasse begynder at opføre sig revolutionært. … ‘Vores pejlemærke er stadig revolutionen og afskaffelsen af udbytningen,’fastslår Castellani…

Bolt henviser til Marx og Engels’ oprindelige karakterisering af revolution som afskaffelsen af nationalstat og pengeøkonomi. I sine ti medbragte teser polemiserer han mod venstrefløjen, der har gjort modstand mod velfærdsafvikling til sit altoverskyggende mål.

‘Velfærdsydelser blev jo introduceret for at opretholde en industriel reservearmé og undgå social uro,’ påminder Bolt og beskriver den danske venstrefløjs forhold til velfærdsprivilegier som nærmest religiøst. …

‘Velfærdsstaten er ikke en del af løsningen, men en del af problemet. Vi identificerer os med staten, og det er en stopklods for international solidaritet,’ siger Bolt og foreslår at etablere en strategisk støttebevægelse, der skal kæmpe for åbne grænser og modstand mod intervention.

‘Vi skal stå fast på at bruge de begreber, som den revolutionære bevægelse har udviklet over flere hundrede år. Det kan ikke være rigtigt, at venstreorienterede skal begynde at tale et borgerligt sprog. Så kan vi ikke længere beskrive de historiske situationer, vi befinder os i,’ siger Castellani…

Herefter følger en forvirret debat præget af personlige kæpheste, irrelevante indlæg, konspiratoriske teorier om 9/11 og indlæg fra Kunstnere for fred. Det bidragede ikke med andet end at understrege aftenens indledende pointe om venstrefløjens desorientering.

… ‘Det kan godt være, at nogle gerne vil videre, men jeg ved ikke hvorhen. Som jeg ser det, har vi snarere et destruktivt arbejde foran os. Den hvide privilegerede arbejderklasse bør nedlægge sig selv.‘”



29. februar 2012

Dennis Nørmark anmelder kommunisten Mikkel Bolt: “Alt er kapitalismens skyld, og alt er kapitalisme.”

Dennis Nørmark giver en hård anmeldelse i Jyllands-Posten – Mikkel Bolt: En anden verden.

“Lad mig begynde med det gode: At åbne og læse Mikkel Bolts ”En anden verden” er som at åbne et vindue ind til en fjern fortid. … Den slags små tykke og usælgelige bøger skrevet i marxismens akademiske storhedstid, da alle vidste, at revolutionen var nær, og at der kun fandtes én analyse, der så til gengæld kunne bruges på alt. …

Mikkel Bolt er lektor ved afdeling for litteraturvidenskab og moderne kultur og er noget så sjældent som en vaskeægte kommunist, der ikke er fyldt 40, og bogen er kort fortalt et glimrende studie i nymarxistisk og poststrukturalistisk verdensopfattelse, der kort kan beskrives som: Alt er kapitalismens skyld, og alt er kapitalisme.

Hvis man ikke kan huske, hvorfor kommunismen er så menneskefjendsk og farlig en idé, bliver man øjeblikkeligt mindet om det i mødet med et så åndsarrogant skrift som ”En anden verden”.

Skal anbefales som fascinerende anakronisme og frarådes ud fra alle andre kriterier.

(Mikkel Bolt, En anden Verden, 2012; Download)

“Er den radikale islamisme ikke en ny postmoderne avantgarde…” (Mikkel Bolt)

Oploadet Kl. 06:20 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


25. december 2011

Hvorfor skal politiske modstandere ‘kunne slappe af i deres hjem?’, spurgte socialisten…

Sjældent indblik i venstreekstremismen anno 2011 i seneste udgave af Weekendavisen, hvor Niklas S. Hessel beretter fra et par af overdrevets arrangementer, der både har fokus på det teori og praksis – Messiansk-apokalyptisk opstand (ikke online).

“»Er parlamenterne stadig værd at angribe?« Det er store spørgsmål, der sættes til diskussion denne eftermiddag i Aarhus Kunstbygnings anonyme, hvidmalede lokaler. Foran mikrofonen sidder Mikkel Bolt, fagleder ved Moderne Kultur på Københavns Universitet, flankeret af adskillige flasker Søbogaard-sodavand og med et brændende tog på storskærmen bag sig. Han leverer en indføring i Den kommende opstand, en fransk venstreradikal bandbulle om den kapitalistiske ordens kollaps, der netop er blevet oversat til dansk.

Der er revolution på programmet, selv om vi på papiret er til litteraturfestival… Under overskriften Alt er tabt og vi har vundet forklarer den marxistiske lektor ned i sin Maccomputer, at vi i Danmark befinder os i en særligt gunstig situation… Bolt går videre til gruppens idé om, at den dysfunktionelle samfundsorden er en slags ‘ generaliseret borgerkrig’. »Herhjemme er det jo stadig en lavintensitetsborgerkrig, men ikke desto mindre en form for borgerkrig,« forklarer Bolt. I den situation bliver alt fra sten mod parkeringsvagten til langsomhed på jobbet til det, han kalder »uartikuleret anti-kapitalisme«. Bogen opfordrer læserne til at artikulere modstanden noget tydeligere: »Med hensyn til metoder så lad os huske på følgende grundsætning fra sabotagen: mindst mulig risiko, et minimum af tid, størst mulig skade.« Andre råd i teksten: Anskaf dig våben, kast dig ind i byguerilla-krigen og forsag for alt i verden partier, fagforeninger, familie og parforhold – institutioner, der kun begrænser ethvert sandt fællesskab og enhver impulsiv handling.

Værkets formodede forfattere – fortrinsvis universitetsuddannede fra middelklassen, der går under navnet Den usynlige komité – står anklaget for terrorisme i Frankrig. De har angivelig udøvet jernbanesabotage ved at ødelægge strømkabler til højhastighedstog. … Forbilledet for deres revolution er de forstadsoptøjer, der brød ud i de parisiske banlieus i 2005, hvor rodløse unge i ugevis brændte biler af og raserede deres nærmiljø. Ghetto-roden køres i stilling som en slags fortrop – »livskraften har slået lejr i de såkaldt belastede områder«.”

(Libertære socialister, Møder om Militans, Støberiet, 7. december 2011)

Andre på den yderste venstrefløj er mere konsekvente i forholdet til ordensmagten. De bryder dens monopol på vold og lever under jorden for at kunne slås med politiske modstandere.

»Det skal være svært og hårdt at være nazist,« siger Kalle. Sammen med sin kollega – der også hedder Kalle – fra Antifascistisk Aktion (AFA) i Sverige sidder han på et podie i Kulturhuset Støberiet på Nørrebro. Anledningen er en oplægsrække om militans arrangeret af Libertære Socialister, en relativt nystartet anarkistisk gruppe. …

Aftenens oplæg handler om, hvordan man bekæmper den yderste højrefløj hinsidan. Metoderne indbefatter overfald på højreradikale i deres hjem, ammoniak ind ad brevsprækken, smadring af deres biler, breve om deres politiske tilhørsforhold til arbejdsgivere og familie og udhængning gennem plakater og graffiti i lokalområdet.

Under oplægget afspiller Kalle og Kalle film fra nettet, der dokumenterer natlige overgreb mod nazister under byture og hærværk mod deres hjem til tonerne af blandt andet »Hard Day’s Night«. … Der bliver imidlertid også plads til anekdoter om mindeværdige overfald, som dengang højreradikale fra Helsingborg besøgte Christiania, blev tævet af AFA-folk og angiveligt deserterede. »Det er en meget effektiv metode.«

… en ung kvinde med piercet underlæbe markerer sig fra starten med mere kritiske indspark… Efter filmene får kvinden ordet igen, og denne gang er hun tydeligt oprørt. »Det er ulækkert og grotesk, at man skal tage det så langt ud,« indvender hun, men nu er modsvarene massive også fra de danske deltagere. »Nazisme er ikke et deltidsjob. Hvorfor skal de kunne slappe af i deres hjem?« spørger en muskuløs fyr i en »I Love Socialism« -Tshirt; min sidemand… vågner op til dåd. »Vold er et middel som mange andre. Jeg synes, det er forkert at kritisere det…«

Konferencieren fra Libertære Socialister tager ordet i et mere teoretisk tonefald: Det nuværende system er fyldt med strukturel vold, og militans er en måde at bryde ud af det på. »Det interessante er ikke at diskutere for eller imod vold, men principper for applikationen af vold,« erklærer han.



17. november 2011

Kulturhistoriker Mikkel Bolt om revolutionens komme og nationalstaternes endeligt

Mikkel Bolt ernærer sig som lektor i kulturhistorie på Københavns Universitet, og selvom det er trist at en så forvrænget virkelighedsopfattelse finansieres over skatten, så er der da i det mindste noget underholdningi hans luftige teorier om revolutionens komme og nationalstaternes endeligt. Grotesk kronik om Occupy-bevægelsen i dagens Politiken – Besæt alt!

“Begivenhederne i New Yorks finansdistrikt på Manhattan skal forstås som et punkt i et internationalt netværk af indbyrdes sammenhængende modstand, der er ved at tage form, hvor demonstranter inspirerer hinanden skaber en ny global protestbevægelse mod den neoliberale kapitalisme og dens enorme økonomiske ulighed. …

De forskellige protester har naturligvis specifikke karakteristika, der har at gøre med de lokale kontekster og den måde, krisen manifesterer sig på der, men der er en række fællestræk, man kan udlede fra Kairo over Madrid til New York. Overalt drejer det sig om finanskrisen. I Egypten og Tunesien var voldsomt stigende fødevarepriser med til at igangsætte protesterne mod de lokale magthavere, og i USA er en eksploderende ulighed med ekstremt rige på den ene side og en stadig mere forarmet middelklasse og fattig underklasse udgangspunkt for voksende utilfredshed. …

Afvisningen af det etablerede politiske system går imidlertid igen i Spanien, USA og andre steder… Protesterne er også alle sammen kendetegnet ved at eksperimentere demokratisk, og som allerede skrevet er der en fornemmelse af, at vi – hvis vi er mange nok – kan gøre en forskel. Der oprettes generalforsamlinger, hvor man diskuterer, planlægger og vedtager, hvad der skal ske, og hvordan det skal gøres. På den måde forsøger man at praktisere basale demokratiske idealer i protest imod, at disse er blevet knægtet i det etablerede politiske system. Den fortsatte diskussion og de konkrete eksperimenter er vigtige, idet de udgør et alternativ til den politiske repræsentations eksisterende strukturer og peger på, hvorledes den politiske offentlighed ikke lader folket komme til orde andet end gennem ritualiserede stemmeafgivelser.

De mange forskellige forsøg på at praktisere en art direkte demokrati, hvor alle stemmer tæller, og alle har mulighed for at blive hørt, er den anden side af den aktive og fysiske modstand, som protesterne naturligvis også er et udtryk for. … Man indtager eller snarere genindtager et fælles sted, den offentlige plads, og forsvarer så at sige den ’oprindelige’ idé om et demokratisk offentligt rum, hvor folket diskuterer og tager stilling. …

I et længere historisk perspektiv ser det ud, som om vi er konfronteret med begyndelsen på afslutningen af den neoliberale kapitalismes epoke. En periode, der strakte sig fra sidst i 1970’erne og frem til i dag. Den neoliberale kapitalisme erstattede keynesianismens og velfærdsstatens kapitalisme med en mere intensiv og voldelig form for udbytning. I retrospektiv kan vi læse den neoliberale fase af kapitalismen som et svar på de omfattende sociale og politiske kampe, der fandt sted i 1960’erne og 1970’erne. …

Kapitalismen fremstod i en lang periode således nærmest som en indiskutabel realitet, og den politiske horisont blev indskrænket til reformer og demokratisering. … Den omfattende omstrukturering fremprovokerede imidlertid en række ubalancer, som det i en længere periode lykkedes at holde i ave, men som nu truer ikke blot den neoliberale kapitalisme, men potentielt selve den kapitalistiske produktionsmåde. …

Alterglobaliseringsbevægelsens kritik blev imidlertid hurtigt umuliggjort af ’krigen mod terror’, der ikke blot skulle uskadeliggøre den islamiske fundamentalisme, men som i lige så høj grad var rettet mod den nye antikapitalistiske internationalisme, som alterglobaliseringsbevægelsen forsøgte at etablere. At ’krigen mod terror’ i høj grad også var et forsøg på at afspore kritikken af den neoliberale globalisering bekræftes af den måde, antiterrorlovene er blevet brugt på siden 9/11, hvor protestformer som civil ulydighed og direkte aktioner er blevet kriminaliseret og iscenesat som terrorisme. …

Tilsammen kan de meget vel vise sig at være ved at blive udgangspunktet for en global revolutionær proces, der måske endda på sigt opløser nationalstatssystemet og ophæver pengeøkonomien, selv om der vil blive gjort alt for at afspore den udvikling. Magthavernes holdning er at den potentielt revolutionære proces skal destabiliseres.”



25. august 2009

Kunsthistoriker Mikkel Bolt: Kunsten burde kæmpe for muslimernes kulturelle udtryk

Kunsthistoriker Mikkel Bolt Rasmussen var gæst i gårsdagens sene Deadline, og først nu forstår man hvorfor Modkraft er så glade for manden. Abstraktionsniveauet var helt i top, men DR2s Adam Holm var sin opgave voksen. Delvis transkription.

  • 24/8-09 Deadline, DR2 – Interview med kunsthistoriker Mikkel Bolt om hans bog ” Avantgardens Selvmord” (8,46 min).
  • Mikkel Bolt: Billedkunsten, selvfølgelig sammen med en række andre diskurser i samfundet, burde kunne agere systemkritisk, burde kunne provokere, og være med til at sætte nogle af de politiske udviklinger i perspektiv.

    Adam Holm, DR2: Men hvorfor skal samtidskunsten partout være politisk engagerende. Hvorfor kan den ikke få lov til at være kunst, sådan i en helt banal forstand. Glæde folk ved nogle streger på et lærred, og nogle skulpturer.

    Mikkel Bolt: Hvis det er sådan, at kunst blot bliver til det, jamen så er det spørgsmålet om, kunst er tro mod det kunst burde være i et borgerligt kapitalistisk samfund. Det der ligesom er avantgardens analyse, det jo netop, at kunsten har fået til funktion at skabe billeder af en anden verden…

    Adam Holm, DR2: Det er lige før, i mine ører, udover det lyder teoretisk, lyder det også ret leninistisk. I hvert fald revolutionært. Du taler om det i sådan normative vendinger, kunsten burde, kunsten skal, kunsten bør – siger hvem?

    Mikkel Bolt: … det er jo den opgave kunsten giver sig selv, når kunsten er avantgarde. Avantgarden er jo ligesom det sted, hvor denne selvkritiske gestus, når sin kulmination, og det der så er slående når man kigger ud over samtidskunsten, så er det hvor lidt selvkritisk den er. Hvor lidt den forholder sig kritisk til kunstinstitutionen, og hvor lidt den forsøger at adressere forskellige politiske problemstillinger.

    Adam Holm: … Lad os prøve at være konkrete. Vi har et samfund som er præget af finansiel krise, økonomisk afmatning, vi har soldater i krig, vi har en vedvarende diskussion om identitet, national tilhørsforhold – hvem hører til, hvem gør ikke. Hvordan ser du, at der skulle blæses liv i avantgardkunsten, at der skulle vækkes liv i de problemstillinger.

    Mikkel Bolt: Jamen, jeg synes da det vil være oplagt, hvis samfundskunsten begyndte at forholde sig til den politiske virkelighed, vi er konfronteret med. Der er ingen tvivl om, at der har fundet en udvikling sted, som på en eller anden måde har været med til at præge kunsten, i den forstand, at den bliver mere og mere tandløs. Den bliver på forskellig vis indrullet i forskellige økonomiske kredsløb, som gør at kunsten helt uundgåeligt bliver politisk uambitiøs.

    […]

    Mikkel Bolt: … det er meget meget svært at pege på nogle, der gør det aktuelt… Det der kendetegner dem (avantgarden, Kim), det er at de hele tiden prøver på at adressere forskellige kunstinstitutionelle forhold, men også knytter det til forskellige kommentarer af politiske forhold. Og det jeg synes der er slående, når man kigger ud over den danske samtidskunst, det er at der for eksempel er meget meget få kunstnere, som prøver på at forholde sig kritisk til, hvad skal man sige, den politiske dagsiorden, som der er er blevet, som den er herhjemme aktuelt. Det vil sige, det er så noget som for eksempel, stigmatiseringen og hetz af fremmede, primært muslimer. Det er sådan noget som, den kulturkamp og normaliseringskampagne som regeringen støttet af Dansk Folkeparti har lanceret. Det er jo alt sammen eksempler på, hvad skal man sige – forsøg på at udgrænse eller ekskludere bestemte alternative livsstile og kulturelle udtryk. Det burde kunsten jo helt naturligt forholde sig til.

    Adam Holm: … nu springer jeg lige fra din bog til et interview der var med dig i Politiken i lørdags. Hvor jeg ser, at du er citeret for at kalde piratfesten i Hyskenstræde i maj, for en, jeg citerer lige ‘kreativ tilegnelse af det offentlige rum’. Og der må jeg lige spørge, hvordan kreativt, der blev jo smadret ruder, der blev skrevet graffitti, der blev tændt bål i gaderne. Hvori er det kreative frisind og det kunstneriske i det?

    Mikkel Bolt: Til det vil jeg sige, at Hyskenstræde måske ikke er så interessant som et kunstværk i den forstand, men det er en aktion, som var interessant i den forstand, at den jo netop var et forsøg på at italesætte den urbane homogeniseringsproces, der har fundet sted de sidste 30 år i København. Altså, hvor bestemte befolkningsgrupper er blevet ekskluderet fra det urbane rum, enten på grund af stigende huspriser, eller også fordi, at en særlig hvid middelklasse kulturstil, som vi begge to sikkert er eksponenter for, at den har massivt sat sig på det urbane rum… har jo massivt sat sig på København… Grunden til at jeg så peger på piratfesten i Hyskenstræde, det er så at, det er jo netop, at den på en eller anden måde, prøver på at tage kampen med nogle større politiske udviklinger, som jeg savner at samtidskunsten prøver på at adressere.

    Adam Holm: Det skal jeg bare spørge dig om afslutningsvis. Skal, som du ser det, nu er det normativt igen – avantgardkunsten for at lykkes, for nu at sige det på regulært dansk, slet og ret skide på lands lov og ret. Sætte sig udenfor.

    Mikkel Bolt: – Ja, det synes jeg.

    Oploadet Kl. 15:11 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    10. april 2009

    Politikens venstreradikale praktikant: Jens Peter Houe

    Forleden kunne Politiken fortælle, at “tidligere kz-fanger og modstandsfolk” havde sendt penge til PFLP (25/3-09). Det fortælles ikke at Horserød-Stutthof Foreningen er en bevægelse for og af kommunister, ligesom det i samme ånd hævdes, at støtten (blot) gik til et “plakatværksted”.

    I torsdagens avis var emnet atter anti-terrorlovgivningen – »Terrorloven rammer den politiske kunst«, og ekspertkommentaren leveres af kendt venstreradikal.

    “Problemet er, at formuleringerne i terrorlovene er så gummeagtige, at de kan ramme en masse politiske og kunstneriske aktiviteter, som før bare var politiske ytringer og kunstneriske happenings, som skulle skabe debat og sætte tingene på spidsen. I dag risikerer den slags aktiviteter at falde ind under terrorismedefinitionen«, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt.”

    Journalistpraktikant Jens Peter har tilsyneladende styr på det venstreradikale miljø – lidt for godt måske.

    I en debat på Modkraft august 2001, diskuterede han kommunistiske fraktioner, og pointerede blandt andet om Internationale Trotskisters sommerlejr i Italien, at “vi” aldrig var mere end 500.

    (Modkraft: cache afslører at ‘Jens’ tidligere kaldte sig Jens Peter Houe)

    Året efter, i maj blev han i Dagbladet Arbejderen omtalt som “Rød Ungdoms Jens Peter Houe”. Rød Ungdom er uformelt tilknyttet DKP-ML, dvs. marxistisme-leninisme tilsat lidt stalinisme.

    I marts 2006 var han en af tre forfattere til et høringssvar fra Foreningen Oprør – en gruppering, der selv står tiltalt for terrorstøtte. De to øvrige var Enhedslistens Arne Lund og den tidligere kommunist Patrick MacManus.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper