25. august 2009

Kunsthistoriker Mikkel Bolt: Kunsten burde kæmpe for muslimernes kulturelle udtryk

Kunsthistoriker Mikkel Bolt Rasmussen var gæst i gårsdagens sene Deadline, og først nu forstår man hvorfor Modkraft er så glade for manden. Abstraktionsniveauet var helt i top, men DR2s Adam Holm var sin opgave voksen. Delvis transkription.

  • 24/8-09 Deadline, DR2 – Interview med kunsthistoriker Mikkel Bolt om hans bog ” Avantgardens Selvmord” (8,46 min).
  • Mikkel Bolt: Billedkunsten, selvfølgelig sammen med en række andre diskurser i samfundet, burde kunne agere systemkritisk, burde kunne provokere, og være med til at sætte nogle af de politiske udviklinger i perspektiv.

    Adam Holm, DR2: Men hvorfor skal samtidskunsten partout være politisk engagerende. Hvorfor kan den ikke få lov til at være kunst, sådan i en helt banal forstand. Glæde folk ved nogle streger på et lærred, og nogle skulpturer.

    Mikkel Bolt: Hvis det er sådan, at kunst blot bliver til det, jamen så er det spørgsmålet om, kunst er tro mod det kunst burde være i et borgerligt kapitalistisk samfund. Det der ligesom er avantgardens analyse, det jo netop, at kunsten har fået til funktion at skabe billeder af en anden verden…

    Adam Holm, DR2: Det er lige før, i mine ører, udover det lyder teoretisk, lyder det også ret leninistisk. I hvert fald revolutionært. Du taler om det i sådan normative vendinger, kunsten burde, kunsten skal, kunsten bør – siger hvem?

    Mikkel Bolt: … det er jo den opgave kunsten giver sig selv, når kunsten er avantgarde. Avantgarden er jo ligesom det sted, hvor denne selvkritiske gestus, når sin kulmination, og det der så er slående når man kigger ud over samtidskunsten, så er det hvor lidt selvkritisk den er. Hvor lidt den forholder sig kritisk til kunstinstitutionen, og hvor lidt den forsøger at adressere forskellige politiske problemstillinger.

    Adam Holm: … Lad os prøve at være konkrete. Vi har et samfund som er præget af finansiel krise, økonomisk afmatning, vi har soldater i krig, vi har en vedvarende diskussion om identitet, national tilhørsforhold – hvem hører til, hvem gør ikke. Hvordan ser du, at der skulle blæses liv i avantgardkunsten, at der skulle vækkes liv i de problemstillinger.

    Mikkel Bolt: Jamen, jeg synes da det vil være oplagt, hvis samfundskunsten begyndte at forholde sig til den politiske virkelighed, vi er konfronteret med. Der er ingen tvivl om, at der har fundet en udvikling sted, som på en eller anden måde har været med til at præge kunsten, i den forstand, at den bliver mere og mere tandløs. Den bliver på forskellig vis indrullet i forskellige økonomiske kredsløb, som gør at kunsten helt uundgåeligt bliver politisk uambitiøs.

    […]

    Mikkel Bolt: … det er meget meget svært at pege på nogle, der gør det aktuelt… Det der kendetegner dem (avantgarden, Kim), det er at de hele tiden prøver på at adressere forskellige kunstinstitutionelle forhold, men også knytter det til forskellige kommentarer af politiske forhold. Og det jeg synes der er slående, når man kigger ud over den danske samtidskunst, det er at der for eksempel er meget meget få kunstnere, som prøver på at forholde sig kritisk til, hvad skal man sige, den politiske dagsiorden, som der er er blevet, som den er herhjemme aktuelt. Det vil sige, det er så noget som for eksempel, stigmatiseringen og hetz af fremmede, primært muslimer. Det er sådan noget som, den kulturkamp og normaliseringskampagne som regeringen støttet af Dansk Folkeparti har lanceret. Det er jo alt sammen eksempler på, hvad skal man sige – forsøg på at udgrænse eller ekskludere bestemte alternative livsstile og kulturelle udtryk. Det burde kunsten jo helt naturligt forholde sig til.

    Adam Holm: … nu springer jeg lige fra din bog til et interview der var med dig i Politiken i lørdags. Hvor jeg ser, at du er citeret for at kalde piratfesten i Hyskenstræde i maj, for en, jeg citerer lige ‘kreativ tilegnelse af det offentlige rum’. Og der må jeg lige spørge, hvordan kreativt, der blev jo smadret ruder, der blev skrevet graffitti, der blev tændt bål i gaderne. Hvori er det kreative frisind og det kunstneriske i det?

    Mikkel Bolt: Til det vil jeg sige, at Hyskenstræde måske ikke er så interessant som et kunstværk i den forstand, men det er en aktion, som var interessant i den forstand, at den jo netop var et forsøg på at italesætte den urbane homogeniseringsproces, der har fundet sted de sidste 30 år i København. Altså, hvor bestemte befolkningsgrupper er blevet ekskluderet fra det urbane rum, enten på grund af stigende huspriser, eller også fordi, at en særlig hvid middelklasse kulturstil, som vi begge to sikkert er eksponenter for, at den har massivt sat sig på det urbane rum… har jo massivt sat sig på København… Grunden til at jeg så peger på piratfesten i Hyskenstræde, det er så at, det er jo netop, at den på en eller anden måde, prøver på at tage kampen med nogle større politiske udviklinger, som jeg savner at samtidskunsten prøver på at adressere.

    Adam Holm: Det skal jeg bare spørge dig om afslutningsvis. Skal, som du ser det, nu er det normativt igen – avantgardkunsten for at lykkes, for nu at sige det på regulært dansk, slet og ret skide på lands lov og ret. Sætte sig udenfor.

    Mikkel Bolt: – Ja, det synes jeg.

    Oploadet Kl. 15:11 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    10. april 2009

    Politikens venstreradikale praktikant: Jens Peter Houe

    Forleden kunne Politiken fortælle, at “tidligere kz-fanger og modstandsfolk” havde sendt penge til PFLP (25/3-09). Det fortælles ikke at Horserød-Stutthof Foreningen er en bevægelse for og af kommunister, ligesom det i samme ånd hævdes, at støtten (blot) gik til et “plakatværksted”.

    I torsdagens avis var emnet atter anti-terrorlovgivningen – »Terrorloven rammer den politiske kunst«, og ekspertkommentaren leveres af kendt venstreradikal.

    “Problemet er, at formuleringerne i terrorlovene er så gummeagtige, at de kan ramme en masse politiske og kunstneriske aktiviteter, som før bare var politiske ytringer og kunstneriske happenings, som skulle skabe debat og sætte tingene på spidsen. I dag risikerer den slags aktiviteter at falde ind under terrorismedefinitionen«, mener kunsthistoriker Mikkel Bolt.”

    Journalistpraktikant Jens Peter har tilsyneladende styr på det venstreradikale miljø – lidt for godt måske.

    I en debat på Modkraft august 2001, diskuterede han kommunistiske fraktioner, og pointerede blandt andet om Internationale Trotskisters sommerlejr i Italien, at “vi” aldrig var mere end 500.

    (Modkraft: cache afslører at ‘Jens’ tidligere kaldte sig Jens Peter Houe)

    Året efter, i maj blev han i Dagbladet Arbejderen omtalt som “Rød Ungdoms Jens Peter Houe”. Rød Ungdom er uformelt tilknyttet DKP-ML, dvs. marxistisme-leninisme tilsat lidt stalinisme.

    I marts 2006 var han en af tre forfattere til et høringssvar fra Foreningen Oprør – en gruppering, der selv står tiltalt for terrorstøtte. De to øvrige var Enhedslistens Arne Lund og den tidligere kommunist Patrick MacManus.

    

    3. september 2008

    Lektor Mikkel Bolt: Politiske partier er med til at opretholde “en forældet nationalstatsmodel”

    Mere lektoral nonsens, denne gang fra Københavns Universitet. Lektor Mikkel Bolt i en artikel på Modkraft – Ungdomshusbevægelsen er defensiv.

    “Med indvielsen af det nye ungdomshus i Københavns Nordvestkvarter kan man hurtigt glemme, at byen for bare et år siden på mange måder befandt sig i en mere eller mindre permanent tilstand af kamp og radikalisme… Mikkel Bolt, lektor i kunst og moderne kultur på Københavns Universitet, fulgte udviklingen på tæt hold…

    Mikkel Bolt, hvordan opfatter du den politiske og aktivistiske »eksplosion« der blev udløst med rydningen af ungdomshuset?

    … Den store mobilisering var overraskende, og processen har ikke alene været med til at synliggøre nogle brydflader: den gjorde det også muligt for andre indtil da »usynlige« subjekter at give udtryk for modstand. Jeg tænker eksempelvis på bilafbrændingerne i februar 2008. På den måde har det været interessant, at gaden igen er blevet scene for forskellige kampe.

    … På et niveau handler det om et nyt fristed forstået konkret som et nyt ungdomshus, en kamp der jo så i princippet nu er tilendebragt, men på lidt uklare præmisser, synes jeg, hvor det ikke er helt klart i hvor høj grad, der bliver tale om et reelt frirum, hvor staten ikke har nogen kontrolmulighed. Ungdomshuset skulle jo gerne være en form for »befriet område« ellers er det lige meget.

    Samtidig skulle kampen for et fristed gerne række videre, så det ikke bare bliver kampen for en ny ungdomsklub. Der er da heldigvis også en masse unge, som forsøger at forhøje indsatsen og f.eks. forbinde fristedskampen med kampen mod racisme.

    Du har på et tidspunkt sagt, at ungdomshusbevægelsen var defensiv. Hvad mente du med det?

    At man kunne fjerne ungdomshuset fra jorden i marts 2007 er vel i virkeligheden et af mønstereksemplerne på, hvor velfungerende kulturkampen og regeringens normaliseringskampagnen er. Godt nok kom der en reaktion på rydningen, men det var jo en defensiv modreaktion. Det er tankevækkende, at det var en husrydning, der skulle til, før alle de her unge mennesker gik på gaden. Som om der ikke havde været lort nok i forvejen: Vi fik den første racistiske indenrigsminister, Thorkild Simonsen, i 1997; en ny sort-blå regering i 2001; krigen mod terror; Afganistan; Irak osv. Det var først, da klubben blev fjernet, at folk for alvor kom på gaden…

    Lige efter rydningen virkede det som om der var en stor åbenhed og radikalitet i kravene. Man forlangte »fristeder alle sted«. Men så skete der en indsnævring og det blev til en kamp for et nyt konkret hus, en ny »ungdomsklub« som du siger. Det virker som om, at man i det øjeblik forhandlingerne gik i gang i efteråret 2007 omskabte sig selv til et rimeligt, ræsonabelt subjekt, der havde små, realistiske krav.

    Det er læren efter G13-aktionen i oktober 2007. Den var enormt velfungerende. Men den var også enormt velfungerende på de præmisser, der allerede var etableret af medier, politi og politikere. Fra da af blev det tydeligt, hvem der var gode til spin. På mange måder var det en fin aktion, men hvem havde i virkeligheden mest brug for den aktion?

    I hvert fald var det en aktion, der gjorde det muligt at gøre ungdomshusbevægelsen til et meget genkendeligt subjekt, man kunne forhandle med, og som i hvert fald ikke benytter sig af vold i form af butiksplyndringer, vinduessmadringer osv. Det er selvfølgelig den enormt svære balancegang, der hele tiden bliver foretaget i bevægelsen…

    Der var et kort moment, hvor det så ud til at der var en form for åbning, som så blev lukket hurtigt igen.

    Selvfølgelig også på grund af den politiske offentlighed herhjemme, der er ekstremt stramt spændt op. Det er næsten umuligt at fremsætte kritiske udsagn, og et grundlæggende spørgsmål er, hvorvidt man skal satse på at komme til orde på de allerede eksisterende præmisser?

    […]

    Leninisterne vil sige: Vejen til politisk forandring går via en klar organisering. Det lyder nærmest som om du argumenterer for en slags anti-organisering?

    Ja, det er en mulighed. En form for eksodus, hvor man undgår at konfrontere magten direkte og derved risikerer at bekræfte den og blive fanget i et spejlbillede af magt og modmagt. Men det afhænger selvfølgelig af situationen. Udgangspunktet er nok, at de organisationer, der fungerer nationalt, skal væk – og det gælder så alle de politiske partier – da de blot er med til at opretholde en forældet nationalstatsmodel og dermed er med til at blokere for en egentlig kosmopolitisk løsning.

    Men spørgsmålet om organisering er uden tvivl et af de vigtige aktuelt, som Lenin formulerede det: Hvad bør der gøres? Der er jo nogle fra den venstrekommunistiske tradition, f.eks. Jacques Camatte, som mener, at politiske organisationer reelt blot er med til at forhindre revolutionære initiativer og reproducerer det kapitalistiske samfunds grundlæggende struktur som er banden, der konkurrerer med andre bander. Den politiske organisation undertrykker simpelthen den enkeltes kreativitet…

    Lad os tale om den gadekamp, der var så fremtrædende i billedet fra perioden lige før rydningen og frem til efteråret 2007. Det herskende synspunkt er selvfølgelig at der tale om ren destruktion, ren, rå, meningsløs ødelæggelse. Men kan gadekampen også være produktiv?

    Det er selvfølgelig hele det enormt komplicerede spørgsmål om politisk vold. En kommunistisk bevægelse vil aldrig kunne fraskrive sig brugen af vold. Gjorde den det, ville den jo være reformistisk. Den ville stille sig tilfreds med de ændringer, som det er muligt at opnå ad legitim vej inden for det allerede etablerede system. Vi ser det hele tiden: en fredelig og kreativ ulydighed kan aldrig modstå en politisk magt, der vil knægte folkelig modstand…

    Der er mange problemer i det her. Det er jo svært at forestille sig en bredere militant kamp i den nuværende situation i Danmark. Selvom statsracisme og kulturkamp burde være alt nok som mobiliseringsårsager. Men den politiske offentlighed er helt lukket ned. Og det er alligevel ikke her, at den egentlige kamp kommer til at finde sted, det bliver jo i Afrika, Sydamerika og Asien, hvor de postkoloniale folkeslag kan tackle verdens problemer globalt. Men vi kan jo vise os solidariske og parate ved at afvikle nationalstaten og forsøge at udhule den neoliberale katastrofekapitalisme indefra...

    Barrikadebyggeriet er jo netop en form for bricoulage, som situationisterne kalder det, hvor man bruger de forhåndenværende midler og bebor rummet på en anden måde og er i stand til at skabe mellemmenneskelige relationer, der ellers er umulige i et rum gennemsyret af varerelationer…

    Det kunne være en kritik af hele det venstreradikale miljø og ungdomshusbevægelsen. At den blot bekræfter det allerede etablerede, når den går på gaden. Den kan ikke slippe ud af hvad vi i forlængelse af situationisterne kan kalde skuespilsamfundets bevidsthedsmæssige tyranni…

    Problemet med den militante identitet set fra deres perspektiv er jo netop at den er meget genkendelig, og at den risikerer at udvikle sig til en form for personlig modstand, hvad vi kan kalde en oprørets individualisme. Man er aldrig militant alene, militans er en kollektivform, nøjagtig som proletaren kun eksisterer som et kollektiv. Udbytning er jo netop ikke noget, som sker for den enkelte.”

    Set hos Mr. Andersson.

    Oploadet Kl. 13:38 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
    

    10. marts 2008

    “Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år” og andre loonismer

    Gennem årtusinder har det været kunstens opgave at flytte grænser ved hjælp af provokationer. Forleden kunne man læse at Kunstnergruppen Surrend ikke ønskede at provokere muslimerne med deres plakat af Kabaaen påskrevet ‘Dummer stein’. Fra dagens Information, mere appeasement – Kunst i den hellige ytringsfriheds navn.

    Provokationskunsten har ikke noget budskab i disse år, og det er den danske kunstgruppe Surrend og frontmanden Jan Egesborg et levende bevis på. Sådan lyder analysen fra en række kritikere, når sammenhængen i de sidste dages mediebevågenhed omkring Jan Egesborgs seneste værk…

    Knud Romer har en anden karakteristik af projektet og af forntmanden Jan Egesborgs kunstform:

    “Det er fupkunst. Det benytter sig af det laveste trick, der findes: Skandalisering. Der er ikke noget nemmere end at tage et helligt, muslimsk objekt og kalde det for en dum sten. Det er skandalisering som effekt for at skabe opmærksomhed. Og det er penge værd,” siger Romer.

    Også adjunkt ved Københavns Universitet, Mikkel Bolt Rasmussen, der har specialiseret sig i politisk samtidskunst, mener, at Surrends kunst opererer ud fra et forventeligt handlingsforløb, der karakteriserer deres kunst som ‘opskriftskunst’: “Surrend fremfører her et entydigt budskab, hvor man allerede inden start kan regne reaktionen ud.”

    Mikkel Bolt vurderer værkets kunstneriske værdi:

    Jeg har svært ved at se indholdet i den her plakat. Jeg synes, det er en gumpetung og banal form for kunst, der ikke fører til noget som helst subtilt budskab…”

    […]

    Knud Romer mener, at den stærke mediedækning og den politiske opbakning til Surrends udstilling er med til at kamuflere de mekanismer, som kunstværket i virkeligheden opererer inden for:

    “Ytringsfriheden er ikke en absolut størrelse. Den står til konstant social forhandling. Som tidligere reklamemand burde Jan Egesborg være klar over dette,” siger Knud Romer, der selv har erfaring inden for reklamebranchen. Romer understreger, at der i dag, måske mere end nogensinde før, er skarpe grænser for, hvad man må sige, hvem man må henvende sig til, og hvordan man gør det både i reklameverden og i kunstverden.

    Jan Egesborg bruger kunsten som en social indramning af hans ytringer, så de kommer til at betyde mere og andet. Ved at bruge kunstens navn bliver det ikke Jan Egesborg som privatperson, der kommer til at stå til ansvar for de ytringer. Derimod bliver det Danmark, der skal betale prisen, da han med denne slags kunst fører udenrigspolitik på hele landets vegne,” siger Knud Romer.

    Heller ikke for Mikkel Bolt kan ytringsfrihed som kunstnerisk parameter stå alene:

    Den måde, Surrend i dette tilfælde har beskæftiget sig med ytringsfrihed på, minder for meget om den måde, som den racistiske, højreorienterede offentlighed ytrer sig på. Det dækker over en bombastisk forestilling om, hvad ytringsfrihed er. Surrend bevæger sig i en medieoffentlighed og bruger en velkendt politisk diskurs, uden dog at stille sig kritisk over for den. Det er en sensationspraksis mere end det er en kritisk, undersøgende kunstnerisk praksis, som forholder sig til politiske problemstillinger,” siger Mikkel Bolt.

    […]

    Sensationen er altså kendetegnende for Jan Egesborg og Surrends kunstneriske praksis. Men kunst som sensation kan i sig selv ikke bruges som kvalitetskriterie, påpeger kunstkritikeren og kunsthistorikeren Matilde Digmann…

    Problemet med Jan Egesborgs kunst er, at den ikke i sig selv er særlig provokerende. Derfor er sidste mulighed at henvende sig til en gruppe, hvor man er sikker på, at man vil få den ønskede reaktion, der i sidste ende vil skabe opmærksomhed omkring ens værk og ens navn. Det er det, Surrend har gjort her,” siger Matilde Digmann…

    Deres provokationer ender som en pseudoprovokation, fordi de forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge. Kunstværket som provokation, mener jeg, er udspillet.””

    Det er svært at sige hvem af de tre eksperter der er værst, men de supplerer fint hinanden i al sin groteskhed. Knud Romer hævder at kunstner Jan Egesborg bruger plakaten som “en social indramning af hans ytringer”, Mikkel Bolt at den ikke rigtigt forholder “sig til politiske problemstillinger”. Plakaterne mangler ifølge dem begge indhold, og er provokation for provokationens skyld. Omvendt mener kunsthistoriker Matilde Digmann ikke at udstillingen ‘er særligt provokerende’, hvad forklares med at kunstnerne “forsøger at provokere i en offentlighed, der er meget svære at forarge”. Mit bullshit-o-meter ringer i mine ører, men måske smerten kan dulmes med lidt blød venstreorienteret punkrock.

    Fra The Clashs Rock the Casbah, udgivet i 1982, formentligt som en reaktion på Khomeinis islamisering af Iran.

    “The king called up his jet fighters
    He said you better earn your pay
    Drop your bombs between the minarets
    Down the casbah way

    Musikvideoen kan ses på Youtube.

    

    20. september 2007

    Ph.d. Mikkel Bolt Rasmussen: “… i plyndringerne sker en slags demokratisering af protesten.”

    Fra det venstreradikale overdrev. En række citater sakset fra en artikel på Modkraft, hvor Ph.d. Mikkel Bolt Rasmussen folder sig ud – Forsker: »Plyndringer demokratiserer protesten«.

    “Butiksplyndringerne kan ses som en slags uartikuleret antikapitalisme. Det, der skete lørdag aften og nat på Runddelen og andre steder på Nørrebro, var, at folk gik til angreb på vareøkonomien… Det var i den forstand et naturligt svar på et unaturligt samfund styret af jagten på profit…

    I plyndringssituationen bliver det pludselig muligt at se bort fra, at der er tale om nogle salgsobjekter, der står i Irma eller hvad det nu er. Det er i det perspektiv, at sådan nogle plyndringer altid er interessante… Selvfølgelig bekræftes varens varestatus i og med, at man gider at hugge den. Endda meget bogstaveligt: jeg vil have varen, og jeg vil have den nu. Men samtidig tilegner man sig den uden at betale noget som helst, dvs. man udfordrer dens bytteværdi, det forhold at man skal betale for den og ikke bare kan tage den og bruge den. Og dermed udfordrer man et af det kapitalistiske samfunds absolutte grundpiller…

    Lige pludselig er der nogle nye subjekter, nogle nye grupper, der melder sig på banen. Man kan næsten sige, at der i plyndringerne sker en slags demokratisering af protesten. Plyndringerne fremstår selvfølgelig ikke som et velartikuleret politisk udsagn, men det er netop det interessante. Hvis de er noget, er de en form for skrig, hvori en helt umiddelbar blanding af ubehag og lystfuld tilbageerobring af det offentlig rum, kombineret med ligegyldighed over for den private ejendomsret, kommer til syne.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige side

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper