Det er mere end tre måneder siden Donald Trump blev valgt, og medierne er stadig ikke kommet sig over chokket. Dagligt er der Trump-bashende overskrifter i alle landsdækkende medier, ofte motiveret af ideologisk drevne motivanalyser. Når Trump forklarer, at han ikke har i sinde at gå i krig i fjerne lande, så er han en farlig mand. Helt som George W. Bush, der gjorde det modsatte.

Tirsdag aften fremlagde TV2 Nyhederne resultaterne af en Megafon-måling, der viste at danskerne var langt mere bange for Trump end ‘terrortruslen, Rusland, flygtninge og klimaforandringer’. Professor Mikkel Vedby Rasmussen gav den intellektuelle udlægning, der ikke adskilte sig væsentligt fra den forklaring Veronica fra 8. klasse gav i et supplerende indslag. “… det er meget alvorligt”, vurdererede ‘USA-ekspert David Trads’.

Kronik af Forsvarsakademiets Peter Viggo Jakobsen i Jyllands-Posten – Trump er godt nyt for verdensfreden.

“Trumpologi – granskninger af Trumps udtalelser og tweets – er blevet en ny vækstindustri. Medierne har kastet sig over den med stor iver, fordi Trumps ytringer skaber frygt og forargelse og sælger fantastisk. Trumps udtalelser trækker overskrifter, hver gang en ny mulig katastrofe er under opsejling. Disse historier suppleres med et hav af analyser af hans opvækst og personlighed, der skal forklare, hvorfor han er så mærkelig. Fordi det er svært at komme ind i hovedet på folk og forstå deres motiver og intentioner, kan sådanne analyser ikke stå alene.

Spørgsmålet ‘hvad vil/tænker Trump’ skal følges op med spørgsmålene: Hvad kan Trump, hvordan vil andre reagere, og hvad bliver konsekvenserne for USA og Trump selv? I en situation, hvor Trump udtaler sig i øst og vest, er det helt afgørende også at stille de to sidste spørgsmål. Gør man det, tegner der sig et meget mere positivt billede af den fremtidige sikkerhedsarkitektur i Europa og Asien end de dommedagsprofetier, som trumpologiske analyser har masseproduceret siden Trumps valgsejr.

USA’s allierede i Europa og Asien har siden begyndelsen af Den Kolde Krig indrettet deres forsvar på en forventning om, at USA vil komme dem til undsætning i en krisesituation. Nato-alliancen bygger på en amerikansk sikkerhedsgaranti nedfældet i Washington-traktatens artikel 5, og europæerne er ikke længere i stand til at udføre større militære operationer uden amerikansk assistance. Det blev illustreret i forbindelse med Nato-krigen mod Libyen i 2011. Den havde ikke kunnet udføres uden betydelig amerikansk støtte. Det samme er tilfældet i Asien, hvor USA’s allierede også har indrettet deres forsvar på forventninger eller aftaler om amerikansk assistance i en nødsituation.

Hvis Trump skaber tvivl om de amerikanske sikkerhedsgarantier, vil de allierede stå over for valget mellem at skulle afskrække Rusland og Kina på egen hånd eller føre tilpasningspolitik, som Danmark gjorde over for Tyskland i 1864-1945.

… hvis USA har så stor fordel af sine alliancer, hvorfor drager Trump dem så i tvivl? Her er der to muligheder: Enten ser Trump ikke fordelene, eller også er han en dygtig forhandler. Uanset hvad er slutresultatet det samme. Ved at kommunikere så aggressivt har Trump fået sine forhandlingspartnere – venner og fjender – til at anse ham for uberegnelig. Det er smart. Spilteori viser nemlig, at uberegnelige aktører opnår større indrømmelser i forhandlinger. Det har han fået. Siden valget af Trump har de allierede vist meget større vilje til at øge forsvarsbudgetterne. …

Denne udvikling er ikke kun Trumps fortjeneste, men frygten for Trumps uberegnelighed forstærker den ved at give tilhængere af større forsvarsudgifter i allierede regeringer meget stærkere kort på hånden. Slutresultatet bliver en mere balanceret byrdedeling i USA’s alliancer. Det vil øge opbakningen til dem i Washington og styrke de allierede militært. Det vil mindske Kinas og Ruslands militære eventyrlyst.

Trumps uberegnelighed er også en fordel i forhold til Kina og Rusland. Deres aggressive adfærd i Det Østkinesiske Hav, det østlige Ukraine og Syrien skyldes delvis en antagelse om, at Obama ikke ville svare igen militært. Det er derimod let at forestille sig Trump gøre det for at vise, at USA er ‘great again’. Trump øger på denne måde (bevidst eller ubevidst) sandsynligheden for forhandlingsløsninger med begge stormagter. Det er godt for verdensfreden.”

(Dagbladet Information, 14. februar 2017; Foto: Snaphanen)

Mandag offentliggjorde amerikanske efterretningstjenester en fælles rapport, der bekendtgjorde at Iran med stor sandsynlighed stoppede sit atomvåbenprogram i efteråret 2003. For Bush og andre frihedselskende demokrater i Vesten er det selvfølgelig en god nyhed, men som så mange gange før, lykkedes det alligevel at dreje historien mod Bush. Tre vinkler…

Bush tog fejl med hensyn til Iran (Iran tog Bushs krigstrussel seriøst og ændrede kurs).

Bush er heldig, Politiken 4/12-07 (nu slipper han for at bekrige Iran; en blød variant af Robert Baer-motivanalyse: Was Bush behind the Iran report?, Time 4/12-07).

Bush løj om sin viden, Politiken 6/12-07 (Bush skulle have troet på indicier om Ahmedinejads fredsommelighed på et tidligere tidspunkt; Seymour Hersh-motivanalyse – manden der i 2002 talte om Iran-krig inden seks måneder).

Lad os se lidt på kronologien.

2002, januar 29 – Bush presser Iran i den berømte Axis of Evil-tale: “Iran aggressively pursues these weapons… I will not wait on events, while dangers gather. I will not stand by, as peril draws closer and closer.”.

2005 – Rapport fastslår at Iran er ved at udvikle atomvåben.

2005, oktober – Iran afholder konferencen World without zionism.

2007, november 7 – Irans præsident Ahmedinejad: Iran har 3000 fungerende uran-centrifuger.

2007, november 15 – FN fastslår at Iran har 3000 fungerende uran-centrifuger.

2007, december – Rapport (NIE) fastslår at Iran formentligt stoppede sit atomvåbenprogram i efteråret 2003.

At man kan læse rapportens konklusioner forskeligt, er ganske vist.

“Det er det bedste argument i verden for at fortsætte sanktionerne. For ifølge rapporten fortsætter Iran jo med at berige uran, og sanktionerne hjælper åbenbart. Så på den måde støtter rapporten ret håndfast den førte politik.” (Mikkel Vedby Rasmussen, seniorforsker DIIS)

“Rapporten går jo stik imod den amerikanske regerings retorik. Det bliver nu umådelig vanskeligt at argumentere for yderligere sanktioner mod Iran og helt umulig at argumentere for en krig mod Iran.” (Bjørn Møller, seniorforsker DIIS)

Bush kommenterede rapporten i en tale onsdag – en tale som TV2news sendte direkte – kommenteret af Jørgen Dragsdahl, der ligesom Bjørn Møller, rent analytisk, ikke gør andet end at binde enderne sammen på diverse venstreloonistiske motivanalyser fra det amerikanske overdrev.

De danske medier får deres vinkel fra de Bush-kritiske demokratiske aviser, ofte via Reuters, der leverer til Ritzaus Bureau og hermed til samtlige landets nyhedsmedier, og her fastlægges linien – ikke mindst på grund af DR og de mange gratisaviser. Reuters…

Europa ligenu på P1 havde igår det amerikanske missilskjold som emne, og debattens to aktører var henholdsvis Mikkel Vedby Rasmussen og Jørgen Dragsdahl. Midtsøgende venstreorienteret og loonistisk venstreradikal – klassisk P1-opsætning, der legitimerer ensidige motivanalyser og sikrer at debatten reelt kun kan komme til at omhandle graden af USA’s irrationelle geopolitiske ageren (for ikke at sige ondskab).

Folk der kender Dragsdahl siger han er intelligent. Det var ikke ligefrem min første tanke…

Jørgen Dragsdahl: “… man er simpelthen nødt til at gå ind i en anden verden, en anden tankegang, som man udemærket privat kan have en masse kritik af, og jeg føler at atomypperstepræsternes teologi er temmelig vanvittig, men man er nødt til at gå ind i deres verden, for at forstå hvad det er der foregår, hvad det er der kommer af initiativer, hvad der er af opfattelser. Sagt meget enkelt, så har Rusland et problem. Nemlig at man er blevet så underlegen i atombalancen, at man med rette kan frygte risikoen for overraskende afvæbnende atomangreb fra USA’s side.“