Fredag eftermiddag talte jeg lidt med en meningsfælle, der berettede at han engang havde læst idehistorie på Aarhus Universitet, og her stiftede bekendtskab med den senere professor Mikkel Thorup. Jeg påpegede, at Thorup ganske rigtigt var venstreradikal (‘Anders Fogh Rasmussen er ikke nazist, men…’, 2006), men at han trods alt ikke var professor. Jeg troede han forvekslede eks-autonome Mikkel Thorup med professor i kunsthistorie Mikkel Bolt, som i søndags var gæst i Deadline på DR2 til en underlødig debat om ‘graden af Trumps fascisme’. Men, nej. Der er desværre flere venstreradikale professor med fornavnet Mikkel.

Mikkels Bolt foldede sig helt ud. Trump var ’senfascist’ eller ‘postfascist’, og selvom det var nemt at gennemskue de marxistiske analyser bag, så fik han frit spil under debatten. Opponenten Christian Rostbøll var enig i at Trump var en skidt fyr, men synes ikke fascisme-etiketten gav mening, da Trump trods alt var demokrat. Bolt henviste blandt andet til den italienske idehistoriker Enzo Treverso – en kommunist, hvis nogle skulle være i tvivl. Han sagde det ikke direkte, men det skinnede klart igennem, at enhver tilhænger af nationalstaten for ham var en slags fascist.

Trumps fascisme var en reaktion mod senkapitalismens ulighed, og var sat i verden for at stoppe ‘mere radikale ideologiske løsningsforslag’. Omfavner man ikke Revolutionen, så var man fascist, eller ‘kontrarevolutionær’. Bolt holdt masken i hele debattens længde, og blev ikke konfronteret med det faktum, at man uden videre kunne associere den af ham ønskede ideologi med andre fascisme-definitioner – Mussolini var trods alt kommunist, før han valgte en national totalitarisme. Debatten kan ses på DR.dk.

Christian Rostbøll, KU: Det helt centrale ved fascisme er at den er antidemokratisk, og at den lægger styrke på enhed. Nationen, eller statens enhed er helt centralt for fascisme. Derudover er det også en anti- eller i hvert fald en ikke-individualistisk ideologi. Hos Mussolini er det staten – alt for staten. Hos Hitler er det racen, og udvikling af et overmenneske, der er det allervigtigste. Derudover så har fascismen, den her ide om at skabe et nyt menneske. Den har en uddannede, en udviklende mission, om at der skabe et nyt og bedre menneske i fremtiden.

Mikkel Bolt, KU: Jeg vil definere fascisme som palæo-genesisk ultranationalisme. Palæogenese betyder jo genfødsel, så det er drømmen om at den stærke leder kan ekskludere den fremmede, og dermed genskabe et autentisk truet nationalt fællesskab. Det er sådan set den grundlæggende definition af fascisme, hvis du spørger mig. … Som udgangspunkt har vi mellemkrigstidens fascismer, og hvis vi så skal tale om nutidens fascisme, så er det klart, at så er det nødvendigt at indføre distinktioner, eller gøre opmærksom på forskellene, og der vil jeg nok vælge at introducere forestillingen om senfascisme. … ideologier kan udvikle sig historisk, og så ser på hvad er den samtidige kontekst. Hvad muliggør at vi får fænomener som Trump. Det er klart, at der er nogle historiske betingelser som er radikalt anderledes, hvis vi ser på Italien i 20’erne, Tyskland i 30’erne, og forholdene i USA i dag, for eksempel. […]

Lotte Folke Kaarsholm, DR2: Lad mig spørge dig. Er Trump fascist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo kalde ham senfascist ik’. Jeg vil jo mene, at han lever op til så mange af de der centrale karakteristika ved den her forestilling om den her ultranationalisme ik’. Så det vil jeg helt sikkert mene, at han er. … noget af det der gør Trump til fascist, er måden han præsenterer forestillingen om det her autentiske nationale fællesskab. … Han skal genskabe en eller anden form for amerikansk storhed… det gør han ved at skabe en masse fjendebilleder: Det er kinesernes skyld, det er immigranternes skyld… Det er jo ikke bare retorik. Der er en retorisk side hvor han benytter sig af sådan en fascistisk diskurs, men han forsøger jo også at føre en politik i forhold til immigrationspolitik og handelsaftaler, hvor han rent faktisk forsøger at implementere det han faktisk taler om.

Lotte Folke Kaarsholm: – Er han ikke bare nationalist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo mene… Der er en glidning mellem det at være nationalist, og det at være problematiserende, til nogle af de konstitutive dele af det amerikanske demokrati. Eller bygger videre på nogle elementer i det amerikanske demokrati, som jeg også er kendetegnet ved at være et racialt kapitalistisk samfund, så der er nogle allerede eksisterende skillelinjer i det her samfund, som han taler op. … mytiske fællesskaber, der kodes hvidt. Han skaber nogle nye modsætninger.

Mikkel Bolt: … det kommer med nogle voldsomme historiske konnotationer. Vi ser jo fascisme i retrospektiv ik’. Det er klart, at når vi taler fascime, så ser vi med det samme billeder af nazisme, koncentrationslejre, 2. Verdenskrig, Holocaust, men hvis vi politologisk forsøger at definere fascisme, så er det meget sjældent at vi tager udgangspunkt i nazismen og jødeudryddelsen. Så er vi nødt til at redegøre for Mussolini i Italien, Franco i Spanien… Fascismen er ligesom en bredere politisk ideologi end bare nazismen, og det er derfor man indenfor fascismeforskningen forsøger at introducere forskellige historiske forskelle, forskellige faser. Efter 2. Verdenskrig er der jo stadig forskellige fascistiske bevægelser, som man kalder neo-fascistiske bevægelser.

Den italienske idehistorier Treverso har introduceret begrebet postfascisme, for eksempel. Det han siger, der kendetegner de postfascistiske partier, det er netop at de ikke er bevælgelser. De benytter sig af demokratiske midler, og forsøger at præsentere sig som nogle der skal redde nationale demokratier. I modsætning til mellemkrigstidens fascistike bevægelser, for eksempel. Hvis man skal om fascisme i dag, så er det klart, at vi ikke skal tro at vi har at gøre med fænomener som er identiske med det vi så i mellemkrigstiden. Det er en anden historisk situation. Men der er måske nogle paralleller, og så er det måske også nødvendigt at overveje hvilken funktion fascismen har i en historisk kontekst. Der er jo der hvor jeg vil argumentere for, at det er nødvendigt at forstå en længerevarende politisk-økonomisk udvikling, hvor fascismen altid dukker op som en form for en løsning i en situation af økonomisk krise. … For at undgå at der bliver etableret mere radikale ideologiske løsningsforslag, så uddelegerer de så at sige den politiske lagt til fænomener som Trump, Mussolini i 20’ernes Italien, Tyskland i 30’erne Hitler. Det er derfor jeg argumenterer for, at vi skal forstå Trump som kontrarevolutionen. Han er sådan en modrevolutionære bevægelse, der skal forsøge at dæmme op for det radikalt revolutionære perspektiv, som fænomener som Occupy, og Black Lives Matter eller George Floyd-protesterne faktisk rummer.

(Collage: Mikkel Bolt)

Lørdag d. 31. maj demonstrerer Stop Islamisering af Danmark atter engang, og den yderste venstrefløj er allerede nu ved at organisere overgrebet på foreningens grundlovssikrede forsamlingsret. Monsuns Martin Lindblom trækker i den forbindelse en direkte tråd mellem SIAD, Dansk Front og DNSB, og rækken af politiske modpoler man tillader sig selv at udøve vold på bliver længere og længere. Jovist skal totalitarisme bekæmpes, men ikke med vold, og ligeså vigtigt – rødgardisterne er en integreret del af problemet.

Tidligere er Dansk Folkeparti blevet associeret med nazister og det der i et flygtigt øjeblik kan præsenteres som noget der ligner, og partiet har derfor ifølge en nylig opgørelse i Søndagsavisen “Danmarksrekord i eksklusioner”. Noget af en winwin-situation for medierne, der således kan veksle mellem historier om Dansk Folkepartis racistiske/nazistiske/fascistiske bagland, og de seneste historie i Søndagsavisen – Medlemmer flygter trods succes (ikke online).

“Dansk Folkeparti har danmarksrekord i eksklusioner. Partiet var dog lidt for hurtige ved sidste udsmidningsrunde. I februar gav Københavns Byret nemlig de to ekskluderede medlemmer, Brian Jensen og Ena Skræp, medhold i, at de var blevet ekskluderet på et ugyldigt grundlag. Nu er flere retsager mod Dansk Folkepartis ledelse på vej… Og chancerne for, at de får medhold, er gode, vurderer Svend Aage Hensinghoff, der fører Brian Jensen og Ena Skræps sag…

‘Der er et underskud af demokrati i Dansk Folkeparti…’“

Dansk Folkeparti har ekskluderet 50 siden 1995, og ser man på listen som sådan, så er 58 ud af 60 eksklusioner de seneste 13 år sket i partier til højre for midten rent værdipolitisk. Enhedslisten har ekskluderet to, Socialdemokraterne og Radikale slet ingen. En naturlig konsekvens af det mediemæssige fokus. I en ledsagende artikel uddybes eksklusionshistorien – Pias paradoks: folkelig eller elitær? (ikke online).

“Dansk Folkeparti er et stort paradoks. ‘Deres selvforståelse bygger på det antielitære og ideen om, at der skal være en identitet mellem politikere og almindelige mennsker. Men på den anden side er de elitære i praksis, fordi de er så topstyrede i deres organisationsform. Det er et paradoks, som man finder i fascistiske partier, hvis man skal sætte det på spidsen,’ siger Christian Rostbøll, adjunkt i statskundskab ved Københavns Universitet.”

Søndagsavisens forside var prydet af ‘Jernladyen’ Pia Kjærsgaard, og der insinueres krisestemning: “nu gør medlemmerne oprør”.

Der er mange måder man kan bekæmpe politiske modpoler på, og italesættelse af krise er en journalistisk klassiker. Det kan dog gøres mere spidsfindigt af en filosof, som Rune Lykkeberg, der i lørdagens Information problematiserer Dansk Folkepartis succes med de sædvanlige motivanalyser. Når partier er enige med Dansk Folkeparti, er det udtryk for populistisk følgagtighed der lammer nødvendige alternativer –Alle taber til Dansk Folkeparti.

“Man kan ikke, og derfor må man ikke. Det er blevet en analytisk sandhed, at man ikke kan føre en politisk kamp imod Dansk Folkeparti. Og da ingen vil tabe, og vinderne i spillet om magten altid bliver udråbt som de politiske vindere, må man ikke gøre det. Det er ganske enkelt en tabersag…

Det officielle argument imod religiøse symboler i det hele taget er meget svært at tage alvorligt… den idelige snak om adskillelse af stat og religion dækker over en specifik front imod islam og muslimer, som strider med et helt grundlæggende retsstatsligt princip om lighed for loven.

Dansk Folkeparti erkender stolt, at det ikke er religiøse symboler som sådan, men kun islam, de bekæmper. De andre partier erkender det ikke, men praktiserer det bare. Der er modstandere, og der er medløbere, men der er ikke nogen opposition og nogen effektfuld argumentation imod den evidente konkrete diskrimination, som alle på et principielt niveau er modstandere af. Det er derfor, at diskussionen netop ikke bør handle om Dansk Folkeparti.”

Apropos stuerenhed. Bemærk årstallet.