Lørdag d. 31. maj demonstrerer Stop Islamisering af Danmark atter engang, og den yderste venstrefløj er allerede nu ved at organisere overgrebet på foreningens grundlovssikrede forsamlingsret. Monsuns Martin Lindblom trækker i den forbindelse en direkte tråd mellem SIAD, Dansk Front og DNSB, og rækken af politiske modpoler man tillader sig selv at udøve vold på bliver længere og længere. Jovist skal totalitarisme bekæmpes, men ikke med vold, og ligeså vigtigt – rødgardisterne er en integreret del af problemet.

Tidligere er Dansk Folkeparti blevet associeret med nazister og det der i et flygtigt øjeblik kan præsenteres som noget der ligner, og partiet har derfor ifølge en nylig opgørelse i Søndagsavisen “Danmarksrekord i eksklusioner”. Noget af en winwin-situation for medierne, der således kan veksle mellem historier om Dansk Folkepartis racistiske/nazistiske/fascistiske bagland, og de seneste historie i Søndagsavisen – Medlemmer flygter trods succes (ikke online).

“Dansk Folkeparti har danmarksrekord i eksklusioner. Partiet var dog lidt for hurtige ved sidste udsmidningsrunde. I februar gav Københavns Byret nemlig de to ekskluderede medlemmer, Brian Jensen og Ena Skræp, medhold i, at de var blevet ekskluderet på et ugyldigt grundlag. Nu er flere retsager mod Dansk Folkepartis ledelse på vej… Og chancerne for, at de får medhold, er gode, vurderer Svend Aage Hensinghoff, der fører Brian Jensen og Ena Skræps sag…

‘Der er et underskud af demokrati i Dansk Folkeparti…’“

Dansk Folkeparti har ekskluderet 50 siden 1995, og ser man på listen som sådan, så er 58 ud af 60 eksklusioner de seneste 13 år sket i partier til højre for midten rent værdipolitisk. Enhedslisten har ekskluderet to, Socialdemokraterne og Radikale slet ingen. En naturlig konsekvens af det mediemæssige fokus. I en ledsagende artikel uddybes eksklusionshistorien – Pias paradoks: folkelig eller elitær? (ikke online).

“Dansk Folkeparti er et stort paradoks. ‘Deres selvforståelse bygger på det antielitære og ideen om, at der skal være en identitet mellem politikere og almindelige mennsker. Men på den anden side er de elitære i praksis, fordi de er så topstyrede i deres organisationsform. Det er et paradoks, som man finder i fascistiske partier, hvis man skal sætte det på spidsen,’ siger Christian Rostbøll, adjunkt i statskundskab ved Københavns Universitet.”

Søndagsavisens forside var prydet af ‘Jernladyen’ Pia Kjærsgaard, og der insinueres krisestemning: “nu gør medlemmerne oprør”.

Der er mange måder man kan bekæmpe politiske modpoler på, og italesættelse af krise er en journalistisk klassiker. Det kan dog gøres mere spidsfindigt af en filosof, som Rune Lykkeberg, der i lørdagens Information problematiserer Dansk Folkepartis succes med de sædvanlige motivanalyser. Når partier er enige med Dansk Folkeparti, er det udtryk for populistisk følgagtighed der lammer nødvendige alternativer –Alle taber til Dansk Folkeparti.

“Man kan ikke, og derfor må man ikke. Det er blevet en analytisk sandhed, at man ikke kan føre en politisk kamp imod Dansk Folkeparti. Og da ingen vil tabe, og vinderne i spillet om magten altid bliver udråbt som de politiske vindere, må man ikke gøre det. Det er ganske enkelt en tabersag…

Det officielle argument imod religiøse symboler i det hele taget er meget svært at tage alvorligt… den idelige snak om adskillelse af stat og religion dækker over en specifik front imod islam og muslimer, som strider med et helt grundlæggende retsstatsligt princip om lighed for loven.

Dansk Folkeparti erkender stolt, at det ikke er religiøse symboler som sådan, men kun islam, de bekæmper. De andre partier erkender det ikke, men praktiserer det bare. Der er modstandere, og der er medløbere, men der er ikke nogen opposition og nogen effektfuld argumentation imod den evidente konkrete diskrimination, som alle på et principielt niveau er modstandere af. Det er derfor, at diskussionen netop ikke bør handle om Dansk Folkeparti.”

Apropos stuerenhed. Bemærk årstallet.