4. februar 2019

Antropolog undsiger integrationsbegrebet: Vi ‘definerer, hvem der kan kræve integration af andre’

Jeg skrev første gang om antropolog Mikkel Rytter i forbindelse med hans 2004-speciale, der var et meget akademisk forsvar for ‘arrangerede ægteskaber’: “… optegnet betingelserne for et analytisk vokabular, der kan rumme, at mennesker er forskellige på samme måde.”

Når man har til hensigt at ‘dekonstruere forestillinger om uoverstigelige forskelle’, så er ‘integration’ naturligvis et forfærdeligt begrebet, der sætter objektet nederst i et magthierarki. Interview med fantasten i Politiken – Bogaktuel forsker: Lad os lave et forsøg – den næste måned er der ingen, der bruger ordet ‘integration’.

“‘Lad os lave et forsøg: Den næste måned er der ingen, der bruger ordet integration. Hverken politikere, debattører eller borgere. ‘Integrationsfri februar’, kunne vi kalde det. Jeg er sikker på, at vi om en måned vil have en langt mere nuanceret og konstruktiv debat om de reelle, men meget forskellige problemer, der opstår i mødet mellem gammeldanskere og nydanskere’.

Udfordringen bliver stillet af lektor i antropologi ved Aarhus Universitet Mikkel Rytter…

Men tror du ikke, de fleste vil sige noget i retning af, at ‘integration’ betyder, at man som tilflytter respekterer og tilegner sig de danske værdier og tager del i det samfund, man har valgt at bosætte sig i?

‘Jo, og det viser et andet problem: at ’integration’ har en blind plet. Det bliver brugt til at udgrænse folk. Der er ikke en ond vilje bag, men vi reproducerer et magthierarki og definerer, hvem der kan kræve integration af andre. Det er majoriteten over for minoriteten, gammeldanskere over for nydanskere, os over for dem. … Ingen har nogensinde krævet integration fra mig…'”

Oploadet Kl. 04:20 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


2. januar 2009

“Kendskab giver ikke nødvendigvis venskab… det er ikke sikkert, at du kan lide det, du ser…”

Interessant artikel i dagens Information der sætter succeshistorien om de veluddannede efterkommere i perspektiv. Antropolog Mikkel Rytter der citeres i artiklen var mediedarling for nogle år siden, og en af de få forskere, der offentligt bifalder arrangerede ægteskaber. Det er “naturligt at trække på forældrenes erfaring” ved valg af partner, og vi skal selvfølgelig tage til efterretning, at mennesker ikke lever i ‘forskellige verdener’, men ‘forskelligt i verden’.

Fra dagens Information – Mere uddannelse fører ikke til bedre integration.

“Indvandrerpiger satser massivt på uddannelse og strømmer ind på uddannelsesinstitutionerne. Men det fører ikke til en bedre integration af unge med ren dansk baggrund og unge 2. generationsindvandrere. Tendensen er tværtimod, at de unge i højere grad end tidligere bliver inden for deres egen gruppe og hverken knytter venskaber på tværs eller deltager i samme fritidsaktiviteter…

På Ishøjs gymnasium har næsten halvdelen af eleverne anden etnisk baggrund, og det kan mærkes på skolens sociale liv.

“Vi skal kæmpe for at holde liv i vores aktiviteter uden for klasseværelserne, for særligt pigerne med anden etnisk baggrund deltager ikke i hverken fester eller caféaftner,” siger vicerektor for Ishøjs gymnasium, Jens Sidenius… “Vi vil jo være et gymnasium og ikke bare et kursuscenter, så vi fastholder vores aktiviteter, men når vi for eksempel laver musical på gymnasiet, så ser ’skuespillerne’ meget hvide ud. Det er heller ikke min fornemmelse, at der er så mange venskaber på tværs af de etniske grupper,” fortæller Jens Sidenius.

Hans oplevelse bekræftes af en række andre rektorer på københavnske gymnasier, som Information har talt med… At indvandrernes børn uddanner sig i langt højere grad end tidligere, har ifølge integrationskonsulent i Københavns Kommune Ayfer Baykal ikke betydet større tilnærmelse til de etniske danske unge.

“Opsplitningen er blevet værre, end den var for 10-15 år siden. I min generation var der mange, som forsøgte at pendle mellem to kulturer. I den nye generation er der en større tendens til at holde sig inden for sin egen gruppe. Særligt blandt pigerne. I disse år gør de op med en masse kulturelle normer og forventninger, men de nærmer sig ikke danskerne af den grund,” siger hun.

Forfatter til bogen Mødom på mode og selvstændig konsulent på indvandrerområdet, Kristina Aamand, har iagttaget samme tendens.

“For 10 år holdt jeg foredrag under titlen ‘Kendskab giver venskab’. I dag må jeg erkende, at det var forkert. Kendskab giver ikke nødvendigvis venskab, for det er ikke sikkert, at du kan lide det, du ser, og det gælder både danskerne og indvandrernes efterkommere,” siger hun.

[…]

Antropolog Mikkel Rytter, som forsker i pakistanere og deres efterkommere i Danmark, kalder opsplitningen en naturlig konsekvens af pubertetens identitetskrise.

“Minoritetsunge er hele tiden under pres for at definere sig selv, og når de unge danskeres liv med fester og kærester er udelukket på grund af de minoritetsunges religiøse overbevisning og hjemmets traditioner, er det klart, at de søger sammen med dem, som ligner dem selv,” siger han og kritiserer de danske gymnasier for at gøre problemet værre.

“Der hersker en meget fastlåst opfattelse af det gode gymnasieliv, som handler om fester, studieture og caféaftner. Måske skal man tænke på nye måder at være sammen på, som ikke er så defineret af alkohol og seksuelle spil.“”

Apropos.

“Tressernes programmerede broderskab kulminerede ikke i integration, men bøjede af og blev til sort adskillelse. Hvide studenter er pinligt berørte og taler nødigt om det. Det passer ikke rigtigt ind i stilen. Alle mennesker skulle jo være smukke og lige og venskab bare et aspekt af alle de lige muligheder. De lader som om, de ikke bemærker alle de borde i spisesalen, hvor hvide studenter aldrig sætter sig. (Allan Bloom, Historien om Vestens intellektuelle forfald. 1991, s. 81)

Oploadet Kl. 15:44 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


27. februar 2007

Lidt om den frie og den ufrie ægteskabspraksis…

Det er ikke nemt at gøre islamiseringen spiselig, men guderne skal vide den akademiske verden gør sit bedste.

Igår kunne man i Vita på P1 høre antropolog Britta Bjerrum Mortensen fra Dansk Folkemindesamling, fremlægge resultater af hendes studier, der påviste at danskerne i virkeligheden ikke selv valgte deres ægtefælle frit, idet ‘normer og traditioner’ havde stor betydning for valget – Lige børn leger stadig bedst, så at sige. Lidt i samme stil kunne man idag i Kaffeklubben på samme kanal høre SF’s Pernille Vigsø Bakke argumentere imod Kongehuset med baggrund i den ufri ægteskabelige praksis.

I Nyhedsavisen kan man idag på forsiden læse at Kun få bliver gift ved tvang, baseret på en rapport om ‘minoritetsdanskeres pardannelse’, foretaget af psykolog Rashmi Singla på basis af en spørgeskema-undersøgelse. Her lidt fra forsideartiklen, og Indvandrerunge vælger ofte selv deres partner (s. 10).

“Samarbejde er meget mere udbredt end tvang, når børn af indvandrere skal giftes… Mediernes dækning af unge indvandreres kærlighedsliv giver et entydigt negativt billede. Men dette billede ligger imidlertid langt fra sandheden. De fleste unge finder nemlig selv partnere i et fredeligt samarbejde med deres forældre… De unge følger hverken forældrenes eller jævnaldrende danskeres måder at finde partnere på. De opfinder en middelvej, der både respekterer deres eget frie valg og familiens ønsker… »Forældrene til minoritetsunge bliver brugt som en slags kontrolmekanisme til at sikre, at den partner, som den unge har valgt, er et passende parti. Man kan tale om et forhandlet ægteskab: En proces, hvor begge parter – den unge og forældrene – har ret til at sige nej,« siger Rashmi Singla… En anden af hovedpointerne i rapporten er, at de unge i vid udstrækning hilser forældrenes indblanden velkommen… »To ud af tre har ingen store konflikter. Det er overraskende mange,« siger Rashmi Singla.”

  • Kvinfo – Arrangeret ægteskab: Flere nuancer, tak! (Mikkel Rytter, antropolog – Dansk Folkemindesamling).
  • Oploadet Kl. 21:00 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
    

    13. december 2004

    Småborgerlige succeshistorier & antropologisk tågesnak fra Mikkel Rytter

    I seneste udgave af Mennesket og Medier på P1 havde Lasse Jensen inviteret Jyllands-Postens Orla Borg og Berlingske Tidendes Olav Hergel i studiet, til en debat om de danske mediers dækning af herboende muslimer. Begge mente at visse sager nødvendigvis måtte give overskrifter, uanset hvilken (negativ) betydning det så end måtte have for den danske multikultur. Et synspunkt det egentligt ikke skulle være nødvendigt at forsvare, men det må man sige de gjorde. Således måtte man høre, hvorledes begge skribenter følte sig forpligtet til at fremstille ’succeshistorier’ for at nuancere dækningen. En avis skal vel først og fremmest rapportere om virkeligheden, ikke som de ønsker den skal være – men som den vitterligt er.

    Lasse Jensen henviste til en kronik af antropolog Mikkel Rytter i torsdagens Kristeligt Dagblad, som kritiserede de danske medier for at modvirke multikulturen med sit fokus på muslimske meningsdannere (sic). Mikkel Rytter er halal-tåben som tidligere har været fremme med sin accept af ‘arrangerede ægteskaber’, og som jeg personligt husker for følgende absurde citat:

    “Ved at begribe det arrangerede ægteskab som én figurativ verden blandt mange, har jeg forsøgt at overskride forestillingen om minoriteternes fundamentale anderledeshed, og jeg har i stedet optegnet betingelserne for et analytisk vokabular, der kan rumme, at mennesker er forskellige på samme måde.”

    Men hvad var det så han nu havde skrevet i Kristeligt Dagblad… Jov, først lidt apologi for kendte fundier:

    Mazhar Hussain var den første, der skulle igennem mediemaskinen. Han stod offentligt frem og kaldte sig islamisk fundamentalist, idet han som muslim holdt på, at Koranen var guds ord åbenbaret for profeten til glæde for menneskeheden. Efterfølgende blev Mazhar Hussain i avisinterviews bl.a. konfronteret med spørgsmålet om dødsstraf og svarede, at han ikke kunne afvise dødsstraf i ”religiøs forstand”. Derfor fik han påhæftet titlen ”Dødsstraf-lægen” – og så var hans politiske karriere beseglet.

    “Endelig er der den seneste sag, hvor Fatima Shah kom i søgelyset pga. udtalelser i et interview foretaget af sin (nu forhenværende) partifælle Mohammad Rafiq. Interviewet skulle bruges i en debatbog om arrangerede ægteskaber. I den seneste tid har flere omstændigheder angående dette interview set dagens lys, bl.a. at Fatima Shah så stort på nuancerne i sine udtalelser, fordi hun følte sig provokeret af Rafiq. At Fatima Shah, af samme årsag, allerede i foråret informerede sine socialdemokratiske kollegaer i Herlev om historien. Og at Fatima Shah ikke – trods gensidig aftale om dette – fik indflydelse på hvilke dele af interviewet, der skulle offentliggøres.”

    [Her er så den unuancerede udtalelse: “Som praktiserende muslim, så synes jeg islams love kommer over det demokratiske fællesskab, og derfor kan man som muslim kun gifte sig med muslimer.”

    Senere opsummeres med kritik af medierne og ‘den paranoide samfundsorden’:

    De senere års historier om muslimer i Danmark og den resterende verden, har bragt os ud på randen af en paranoid samfundsorden. Farerne lurer overalt! I en situation som denne kunne man efterlyse selvkritik i dagspressen. Burde journalister ikke holde sig for gode til gang på gang at underkaste muslimske politikere lakmusprøven med det ene formål at fremskaffe en formulering, som løsrevet fra kontekst kan starte en mediestorm? I jagten på den gode historie medvirker pressen til, at politikere bliver ryddet af vejen til glæde for andre, der belejligt venter i kulissen. Det sker, hvis de ligesom Fatima Shah ikke vil afsværge deres religiøse overbevisning, men i dagligdagen tilstræber en pragmatisk balance mellem det at være en god samfundsborger og en god muslim. For at komme videre må vi vælge én af følgende løsninger.”

    – og han fortsætter…:

    Enten må det danske demokrati gøres rummeligt nok til også at indbefatte troende og praktiserende muslimer, eller også må vi omvendt adskille politik og religion for alle – ikke kun muslimer. Hvis dette bliver løsningen, kunne vi starte med at få sekulariseret grundloven og adskilt stat og kirke. Vi kunne kræve, at Kristendemokraterne endnu engang ændrede deres partinavn. Og vi kunne begynde at stille lignende ”vind eller forsvind” spørgsmål til andre danske politikere, herunder de kristne ”fundamentalister” i Dansk Folkeparti, der blandt meget andet stiller spørgsmålstegn ved menneskerettighedernes berettigelse.”

    Mikkel Rytter forsvarer synspunkter som ikke kan forsvares, og giver medierne skylden. Bemærk iøvrigt hvorledes han glemmer den seneste sag, som jo er langt tyndere end Minhaj-fundiernes han her gør sig selv til apologet for. Kunne det hænge sammen med at Tariq Sundoo er medlem af Venstre…

    Oploadet Kl. 22:01 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    1. februar 2004

    Koplevs Krydsfelt med antropolog Mikkel Rytter som gæst

    Antropolog Mikkel Rytter var som tidligere nævnt gæst i torsdagens udgave Koplevs Krydsfelt på P1, hvor han i næsten 1,5 time redegjorde for sin forskning – og ikke mindst egen holdning til påtvungne ægteskaber.

    Fraserne havde en god dag, og ingen kan som Koplev holde en mikrofon, samtykke og nikke på en og samme tid. Når Koplev af og til tænkte en selvstændig tanke og spurgte nysgerrigt, måtte Rytter afvise spørgsmålet – eller filosofere højlydt over ting han intet vidste om. Interviewet kredsede dog det meste af tiden omkring Rytters kandidatspeciale, hvori han havde interviewet 26 pakistanere i Danmark i alderen 16 til 30 år. Ingen af dem var eller påtænkte at blive gift med danskere. Feltstudiet omfattede kun mænd, idet ‘At tale intimt med pakistanske piger ville være umuligt’, som Rytter henkastet bemærkede – helt uden at kunne se det forkerte i dette forhold. Faktisk lykkedes det antropologen helt at undgå kritik af islam, og en håbløst umoderne pakistansk kultur – lidt af en præstation, men naturligvis nemmere når han på intet tidspunkt tog udgangspunkt i Danmarks behov for integration af nydanskere/indvandrere eller konkrete problemer med individets rettigheder.

    Her er nogle kommenterede passager fra programmet.

    Rytter: “De er i mange sammenhænge ligeså danske som du og jeg, men de er også i andre sammenhænge – for eksempel indenfor familien er de pakistanske langt hen ad vejen.”

    Kommentar: De er vidt forskellige, men opfører sig ens på en anden måde. Hørt før.

    Rytter: “… og grunden til alle de her indledende øvelser, nu vi snakker pakistanere, er jo så at når man tager det her med til Danmark, gør man det så selvfølgelig ikke, gæstearbejderne som kom til Danmark, de oprindelige 4-5.000 mænd de var jo sidestillet på fabrikker eller hvor de fik arbejde, og der var det ligegyldigt, om man kom fra en jordejerfamilie eller en gadefejerfamilie… det betød ikke så meget, for det danske arbejdsmarked så skulle de jo bare levere den billige arbejdskraft. Men idag hvor børnene så er vokset op, og man skal til at tage stilling til det grundlæggende problem, eller ikke problem, men grundlæggende spørgsmål omkring børnenes ægteskab… Så rejser det jo spørgsmålene: hvem er vi egentligt? Hvor kommer vi fra? Hvor vil vi hen? Hvem vil vi gerne være i fremtiden? og der er der så en tendens til at mange af de her x-identiteter får betydning når nu de skal til at vælge ægtefælle.

    Kommentar: Et af flere eksempler på at Rytter anvender ‘man’, ‘vi’ og ‘de’ som synonym for henholdsvis den unge pakistaner og deres familie. På den måde sløres problematikken, idet de jo hermed ikke kan have interesseforskelle.Her er en af Koplevs mange barnlige stikpiller, som viser at han forholder sig overfladisk til emnet.

    Koplev: “5 mio. det må vi gøre noget for at bevare, en truet dyreart…” [om Danmark]

    Rytter får en enkelt gang nævnt at han er imod VK-regeringens 24 års aldersgrænse for import af ægtefælle, men erkender at lovgivningen har virket efter hensigten. Udlændingedebatten som sådan, foregår ikke på antropol’ske præmisser – og er derfor et problem.

    Rytter: “Vi ved faktisk ikke så meget om de her ægteskaber, vi taler meget om det, men der er en eller anden form for on-going diskussion omkring de her ægteskaber, men den er ikke rigtigt begrundet i al for meget faglig indsigt kan man sige…”

    Rytters hovedpointe, som han flere gange har luftet i tvangsægteskabsdebatten redegøres der grundigt – men overfladisk for. Som her:

    Koplev: “Hvad er forskellen på arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber… mange af os får blandet det sammen.”

    Rytter: “Et arrangeret ægteskab er et ægteskab mellem to familier, og det er et ægteskab som kommer i stand mellem familien, den unge, deres forældre – og de tager en beslutning og finder en anden familie som de føler passer. Et ægteskab mellem to familier, hvor den unge har mulighed for at sige til eller fra. Tvangsægteskab er en afart af det arrangerede ægteskab, det kan ikke afvises der er selvfølgelig nogen arrangerede ægteskaber som ender i tvangsægteskaber – men det er en afvigelse, det er en sanktion forældre kan iværksætte mod deres børn hvis de ligesom ikke lever op til deres forventninger. Eller det kan også være hvor forældrene har nogle fuldstændig andre forestillinger om, igen – hvem de er, hvad de vil for fremtiden, altså hvem deres børn skal giftes med. Men det er meget vigtigt at holde den her skelnen!”

    Kommentar: Bemærk hvorledes Rytter kynisk gør individets ægtefælle til emne for andre individers beslutning, og uden blusel definerer det modsatte af tvang som være ‘mulighed for at sige til eller fra’.

    Rytter: “I et tvangsægteskab har du ikke selv indflydelse på beslutningen, og grunden til at det er vigtigt at skelne, det er fordi tvangsægteskab er ulovlige, det er mod FN konventionerne, menneskerettighedskonventionerne og også dansk lovgivning at tvinge folk til at indgå ægteskab mod deres vilje. Det er ulovligt. Hvorimod arrangerede ægteskab, det er lovligt. Der er ikke noget til hinder for at man bygger sit ægteskab på en rationel beslutning, og derfor er det vigtigt at skelne…”

    Kommentar: Det er i sagens natur irrelevant om det er lovligt eller ikke. Skal man skelne må Rytter komme med væsentlige ikke-juridske argumenter. Tvangsægteskaber vil sige at barnet påvirkes i beslutningsprocessen af familien, og fordi denne pression ikke let kan defineres og er lettere usynlig, betyder det jo blot at pressionen er lykkedes. Der er naturligvis heller ikke noget ‘rationelt’ i at et individ overlader en så vigtig beslutning som ægteskabet til andre. Hvilket samfund mon Rytter ønsker?

    Man er ikke fuldblods-halalforsker, hvis man ikke kan komme med en langt-ude sammenligning. Rytter bestod med glans da han her argumenterer for at tvangsægteskaber er for arrangerede ægteskaber, hvad alkoholmisbrug er for danske rødvinsdrikkere:

    Rytter: “I Danmark er det fuldt legalt, og vi er også flere af os der gør det at nyde et glad rødvin lørdag aften til sin mad, men der er desværre også en del som der har et alkoholmisbrug…”

    Kommentar: – og således blev det at individet ikke kan vælge sin ægtefælle selv, til et glas rødvin lørdag aften. Skål.

    Alt er lige meget – det er blot en anden måde at gøre tingene på…

    Rytter: “Hvor det i den offentlige debat i Danmark, handler meget om at man er for eller imod arrangerede ægteskaber, skal det være legalt at gøre det på den her måde. For de unge mænd og pakistanere generelt, så handler det i langt højere grad om hvem det skal være – hvordan det skal arrangeres… Man stiller ikke så meget spørgsmålstegn ved det arrangerede ægteskab som institution, fordi det forekommer helt naturligt at selvfølgelig skal forældre og ens familie være en del af så epokegørende og stor beslutning i ens liv. Det kan så godt være at man selv vil være med til at pege i hvilken retning det skal gå, hvem det skal være, at man selv vil finde pigen, men ideen med at træffe et valg et ægtefællevalg uden sine forældre, på trods af sine forældre det forekommer fjernt, næsten ubærligt for mange. Altså fordi, der er måske nogle tætte bånd i familierne, der er nogle fortrolighedsloyalitet – nej, altså måske ikke fortrolighed, men i hvert fald altså nogle bånd som er stærkere end den type familieforhold som jeg kender fra min egen baggrund eller fra min egen omgangskreds. Så man værdsætter sine forældres mening på en helt anden måde.”

    Kommentar: – og sådan blev individets rettighed underordnes familiære hensyn. Man ‘værdsætter’ blot sine forældres mening på en helt anden måde…

    Intet halaltrip på P1 uden standard-bortforklaringen. Vi er alle indvandrere.

    Rytter: “Det var jo også skik og brug indtil for ganske nyligt i Danmark og der er da også stadigvæk nogen som tænker, ja noget tror jeg, ja selvfølgelig (Koplev afbryder: “Det er altså ikke så fjernt at tænke familierne med i.. nogle gange i debatten lyder det som om det er noget fra den anden side af kloden.”)…

    Rytter: “Jeg tror nogle gange vi glemmer at kikke nøje på os selv, før vi drager konklusioner omkring andre. At vi ikke rigtigt bruger samme målestok, når vi taler om andre som når vi taler om os selv.”

    Kommentar: Læs et par menneskerettighedskonventioner kære Rytter… Nå nej, der er jo også vestlige, og hermed etnocentrisk smudslitteratur hvis eneste formål er at stigmatisere et mindretal som blot gør tingene på en anden måde.

    Rytter: “Hvis du skal giftes i et arrangeret ægteskab i Danmark, og det er der mange unge som faktisk foretrækker, fordi man her vil finde en pige som har samme baggrund, altså pakistansk baggrund… Hvis det så skal realiseres, så er man altså nødt til at gå via sine forældre og få dem ind i beslutningen, ligesom, man skal gøre det rigtigt. Fordi hvis en ung mand forestiller sig at han skal giftes med fra en pige fra den familie, og han skal over og snakke med forældrene, så er det helt uhørt. Det kan ikke lade sig gøre… sådan fungerer det ikke. Det skal gå igennem forældrene. Det er forældrene som arrangerer ægteskabet. “

    Kommentar: Igen. Ingen kritisk stillingstagen. Hvorfor foretrækker pakistanere at gifte sig med egne, hvorfor må individet ikke selv bestemme sin ægtefælle, hvad berettigelse har et umoderne pakistanske ægteskabsmønster i et land som Danmark.

    Rytter: “Selv i et tredje ægteskabskategori – et lovemarriage, som fylder meget i bevidstheden blandt unge i Danmark, selv i denne her type ægteskaber, hvor man finder hinanden selv på den ene eller anden måde, der går man altså via forældrene, og får forældrene med i både beslutningen og i arrangementet…” (Koplev afbryder: “Når man bliver forelsket i en (pakistansk) kvinde på universitetet”)

    Kommentar: Koplev lever helt i sin egen verden.

    Rytter: “Så kan man diskutere internt i familien om hun nu er et godt parti, og måske i højere grad hvilken familie hun kommer fra, hvilken baggrund har de, hvor kommer de fra i Pakistan, hvad laver de i Danmark, hvad er deres omdømme i Danmark, øhh kender de familien…”

    Kommentar: Et af velfærdsstatens overordnede dogmer er ønsket om at skabe social mobilitet og fjerne klasseskel. Rytter mener Danmark skal bifalde at pakistanere i Danmark systematisk indordner sig i en slags kaste-system.

    Rytter: “Det kræver nogle sociale kompetencer af sådan en ung mand, dels at få sine forældre med på ideen, og få sin egen og pigens familie til at mødes ved nogle sociale sammenhænge…”

    Kommentar: Er det slet ikke problematisk at en ung mand eller kvinde skal forhandle med sin nære familie for at blive gift med den han eller hun forelsker sig i? Hvad nu hvis den forelskede ikke har de såkaldte ’sociale kompetencer’…

    Rytter: Man gifter sig jo ikke med fremmede, man gifter sig med nogle familier man kender, man ved vil være et godt parti for sin søn eller datter…”

    Kommentar: Glem alt om multietnisk harmoni. Ikke-muslimer er pr defintion udelukket. Muslimer skal for Rytters segment iøvrigt også helst være fra Pakistan, og herefter helst indenfor den ‘rette’ kaste, og herefter helst fra en familie man kender. Det er som om ambitionerne for det multietniske samfund er i frit fald.

    Mikkel Rytters argumentation er meget usammenhængende. Når han for eksempel beskriver arrangementet som ‘Barn-forældre forhandlinger/diskussioner’, så må han jo være 100 procent klar over at der foreligger en hvis grad af ufrihed i individets valg af ægtefælle. Det sluger han blot på relativismens alter.

    Hyppigt trick blandt danske islam-appeasere er at argumentere med basis i Koranen. Som her:

    Rytter: “I profetens familie der havde man også selv indflydelse på hvilken man ville gifte sig med…”

    Følgende dialog understreger nødvendigheden af en privatisering af DR:

    Koplev: “Vi har altid haft indvandring til Danmark.”

    Rytter: “Det er jo netop det – det er vi bare nogle gange så dårlige til at huske på.”

    Koplev: “Der var så og så mange tyskere – der var stor polsk indvandring, der har været masser af indvandring op igennem tiderne… det glemmer man ofte i den her debat.”

    Rytter: “Det er helt korrekt, der har været forskellige bølger af indvandrere… hvis man kigger tilbage har vi jo haft polakkere, hollændere…”

    Koplev: “…. store dele af adelen…”

    Vi glemmer lige proportionerne et øjeblik, og lader Mikkel Rytter få det sidste ord:

    Rytter: “Danmark var jo også et langt stykke hen af vejen en multinational stat indtil vi mistede tilknytningen til Norge og Slesvig-Holsten…”

    Mikkel Rytter blev landskendt for godt et år siden, da han i en kronik i Information afviste at tvangsægteskaber var et større problem. Tidligere kommentarer om Mikkel Rytters definition af frivillig tvang: 1 & 2.

    Oploadet Kl. 01:47 af Anonym Københavner — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    

    27. januar 2004

    Antropolog Mikkel Rytter og det kulturrelativistiske udgangspunkt

    For godt et år siden blev Mikkel Rytter antropolog med godkendelsen af sit speciale “Lige Gift. En antropologisk undersøgelse af arrangerede ægteskaber” – vejlederen var Peter Hervik, som med flere udgivelser har spillet sig ind i halalforsker-eliten.

    Her er et par citater fra Rytters konklusion, som meget godt understreger det kulturrelativistiske udgangspunkt:

    “Ved at begribe det arrangerede ægteskab som én figurativ verden blandt mange, har jeg forsøgt at overskride forestillingen om minoriteternes fundamentale anderledeshed, og jeg har i stedet optegnet betingelserne for et analytisk vokabular, der kan rumme, at mennesker er forskellige på samme måde.”

    [s. 113, via Integrationsdatabasen]

    På baggrund af nærværende analyse vil jeg agitere for, at det i fremtiden igen skal være muligt for unge at gifte sig gennem arrangerede ægteskaber både i og udenfor Danmark, hvis det er det, de ønsker. I promoveringen af dette projekt er antropologien forpligtet til at spille en aktiv rolle, eftersom det ligger indenfor vores faglige tradition at formidle de mangfoldige socialiteter, folk indgår i, og forklare de verdensbilleder, de forstår deres liv ud fra. Målsætningen med denne antropologi er at gøre forskelligheder begribelige – også for de, der måtte leve deres liv på andre måder. Målet bliver således gennem empiriske studier at dekonstruere forestillinger om uoverstigelige forskelle og illustrere det indledende citat: ‘Mennesker lever ikke i forskellige verdener, de lever forskelligt i verden’. [s. 114]I øjeblikket er Mikkel Rytter forsker for Dansk Folkemindesamling, hvor han pt arbejder med projektet Gift med Intention – sammenlignende danske ægteskaber pre-1950’erne med nutidens pakistanske tvangsægteskaber. Samme har tidligere slået til lyd for at tvangsægteskaber var et problem som stort set kun eksisterede i medierne. Herom har han ret, hvis man godtager de antropologiske præmisser – hvad under 1 procent af danske vælgere gør. En appeaser som Mikkel Rytter har naturligvis fri adgang til medierne. Eksempelvis på torsdag i Koplevs X-felt på P1.

    Oploadet Kl. 20:10 af Anonym Københavner — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    
    Lidt om tvangsægteskaber – af forskere kaldet arrangerede/fornuftsægteskaber

    At de danske islam- og integrationsforskere på mange måder har overgivet sig til kulturrelativismen får man næsten dagligt bekræftet. Et lille kik på hjemmesiden for Dansk Folkemindesamling giver hele to eksempler fra bøgerne Kærlighedens ansigter og Gift med intention:

    1) Arrangerede ægteskaber eller fornuftsægteskaber, som de også er blevet kaldt, har været en almindelig ægteskabsform også i Danmark. Som kulturhistorikeren Troels-Lund siger: “Man gjorde allerbedst i ikke at blande sig i Valget, men lade først og fremmest Gud, og så og Slægt og Venner afgøre, hvem der skulle være ens Ægtefælle. Thi selv tog man i Reglen Fejl ved sådanne Lejligheder, dåredes af det ydre og ligegyldigheder.”

    Det forhold at der i Danmark tidligere også foregik tvangsægteskaber er nu et argument i sig selv. Kåre Bluitgens multitids-samfund er noget danskerne blot skal lære at acceptere – af respekt for andre (ligeværdige) kulturer.

    2) Antropolog Mikkel Rytter: Studiet viser, at mange unge selv ønsker deres forældres hjælp til at vælge deres kommende ægtefælle, og at de oplever det som naturligt at trække på forældrenes erfaring i denne vigtige beslutning. Blandt andet i respekt herfor er det nødvendigt at skelne mellem arrangerede ægteskaber og tvangsægteskaber.”

    Arrangerede ægteskaber vil i sagens natur ikke kunne være helt fri, og der må således være tale om tvang. Med mindre man mener at individet frivilligt kan give køb på egne rettigheder, hvilket igen indebærer at den vestlige måde at finde ægtefælle blot er en metode blandt flere ligeværdige.

    Oploadet Kl. 12:14 af Anonym Københavner — Direkte linkSkriv!
    Arkiveret under:
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper