22. september 2011

Professor Garbi Schmidt: Det er forkert at tro, at muslimer er mere religiøse end andre

Islam er en stærk ideologi, og man må konstatere at islamisk-religiøse normer har sat sig massivt på levemåden i lande hvor flertallet definerer sig som muslimer. Et problem der i disse år, også manifesterer sig i vestlige demokratier. Islam er ikke bare en religion for troende, men en del af kulturen, så selv ikke-praktiserende muslimer, ikke tænker udenfor boksen, men reproducerer de dybereliggende adfærdsregulerende normer. Ytringsfrihed er fint, men… tegn ikke ‘Profeten’.

Garbi Schmidt for fuld skrue på Videnskab.dk – Forskere bilder os ind, at indvandrere er religiøse.

“Professoren har igennem mange års forskning interviewet indvandrere og indsamlet materiale i medierne. På den måde har hun dannet sig et billede af, hvordan det er at være indvandrer og muslim i Danmark.

Hendes egne og andre skandinaviske forskeres studier viser, at religion langt fra altid spiller så stor en rolle for de fleste muslimer her i landet, inklusive mødet mellem indvandrere og resten af samfundet.

»…vi ser igen og igen, at mange indvandrere er trætte af kun at blive opfattet som muslimer,« siger Garbi Schmidt.

Danske indvandrere ser meget forskelligt på verden. Nogle er socialdemokrater, andre er Venstre-folk. Nogle er ateister, og nogle er medlemmer af Hizb ut-Tahrir. Og selv blandt de dybt religiøse muslimer er der meget store forskelle.

»Der er for eksempel konflikten mellem shiitter og sunnier. Den findes også herhjemme.« …

Det er farligt først og fremmest at opfatte muslimer som særligt optaget af deres tro. I hvert fald hvis man vil have troværdig forskning.

»Det handler ikke om selvcensur, men forskningen bliver forudindtaget, hvis vi ikke får flere aspekter med. Vi bliver som forskere nødt til at se muslimer i forhold til mange andre ting end religion: ungdomskultur, uddannelse, politik og lignende,« siger Garbi Schmidt.”

Oploadet Kl. 11:36 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


1. juni 2011

Professor Garbi Schmidt: Overfald på islamkritiker har ikke nødvendigvis ‘et religiøst motiv’

I en tid hvor enhver form for kritik af Islam betegnes som ‘islamofobi’, har man statsansatte forskere til at forklare, hvorfor et overfald på islamkritiker der afsluttes med ‘Allahu akbar’ ikke nødvendigvis er religiøst betinget. Fra Kristeligt Dagblad – Dansk islamkritiker overfaldet fire gange.

“De seneste to overfald fandt sted efter en høring om Irans brud på menneskerettigheder, han ledte på Christiansborg for to år siden.

“Ti dage efter høringen kom der en ung mand og slog mig ned med to knytnæveslag. Kort tid efter kom der endnu en ung mand og slog mig ned. Begge gange råbte de ‘Allahu akbar’ (Allah er stor), efter at de havde slået mig. Jeg var da 77 år og kunne ikke forsvare mig,” siger den tidligere præst i pinsekirken, der også er forfatter til 43 bøger, hvoraf en bog om kristen mission er udkommet i 23 lande og har solgt 10 millioner eksemplarer.

Det første overfald på ham fandt sted for seks år siden, da en libanesisk mand ringede på hans dør, truede ham med en kniv og sagde, at han var blevet trænet af Hizbollah i Libanon og kom for at myrde ham. Det lykkedes den tidligere frikirkepræst at tale manden fra den påståede mission. Manden fik siden 12 måneders fængsel. Siden er præsten blevet truet endnu en gang af en mand med indvandrerbaggrund.

[…]

Garbi Schmidt understreger, at det er vanskeligt at sige noget om, hvorvidt unge med indvandrerbaggrund, der begår overgreb, har et religiøst motiv:

“Men det er et skridt videre, at nogen ikke bare angriber verbalt, men griber til fysisk vold.””

Historien er omtalt i en tidligere post.

Oploadet Kl. 12:59 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


26. juli 2010

Dagens succeshistorie: “Indvandrerkvinder føder nu færre børn end danske kvinder”

Seniorforsker Garbi Schmidt der tolker udviklingen som udtryk for “tilnærmelse til dansk levestil”, leverede i 2004 skyts til Det Radikale Venstres kritik af 24-årsreglen, med en rapport, hvori hun fastslog at tvangsægteskaber var næsten ikke-eksisterende. Se evt. tidligere postering. Først bekæmper man med næb og klør enhver form for strammerlovgivning, hvorefter man tolker de gode resultater af samme som udtryk for vellykket integration.

Umiddelbart ser jeg ingen grund til tro på de oplyste tal, heller ikke de korrigerede. Det er nemt at dreje den slags undersøgelser, og meget kan skjule sig i politisk korrekte definitioner.

Fra Kristeligt Dagblad – Indvandrerkvinder føder nu færre børn end danske kvinder.

“En mangeårig tendens til færre fødsler blandt indvandrere betyder, at deres børneflokke nu bliver mindre end etniske danskeres. Hvor danske kvinder i gennemsnit får 1,9 barn, er fødselsraten for ikke-vestlige indvandrerkvinder 1,6.

Ritzaus Bureau rundsendte nyheden som en citathistorie, og massemedierne åd den råt, ikke mindst DR. Således blev historien præsenteret af DR Update, her til morgen Kl. 9.49.

(DR Update, 26. juli 2010: Indvandrerkvinder føder nu færre børn end danske kvinder)

Fra 12-Radioavisen (7.10 min-).

Vært: På 16 år er fødselsraten for indvandrerkvinder fra ikke-vestlige lande faldet fra 3,49 til 1,88. Fødselsraten er med andre ord blevet næsten halveret i tidsrummet fra 1993 til 2009. Det betyder at danske kvinder og kvinder med indvandrerbaggrund fra ikke-vestlige lande nu føder stort set det samme antal børn. Danske kvinders fødselsrate er 1,86. Vi har i dag tidligere fortalt, at kvinder med ikke-vestlig baggrund nu får færre børn end danske kvinder, men nu har Danmarks Statistik lagt tallene frem, og selvom der er tale om et meget stort fald, så er tallet ikke så lavt som vi hidtil har fortalt.

Udover Radioavisen, har intet medie dementeret historien.



6. maj 2009

Hans Kornø Rasmussen: “Indvandrere integrerer sig lynhurtigt.”

Berlingske Tidende skriver idag at “Indvandrerfamilier får færre børn”, men da metoden ikke åbenbares, og der ikke henvises til eksakt undersøgelse, og det er Garbi Schmidt, der leverer fortolkningen, så gemmer der sig formentligt en noget mere nuanceret historie.

(Berl., 6/5-09; Grafik: Marie Lind)

Der skal nu nok være noget om snakken – 24-årsreglen og lignende foranstaltninger modvirker kædeindvandring, og skubber det første barn nogle år frem, og hermed indirekte tilnærmelse af det det europæiske fertilitetsmønster.

Som udgangspunkt må den slags succeshistorier dog betragtes som et multikulturelt partsindlæg. Jeg har skrevet efter nærmere informationer.

I artiklen jubler Manu Sareen og Hans Kornø Rasmussen. Sidstnævnte er en af de mere vedholdende tilhængere af fri indvandring, herunder ikke mindst den forkætrede 24årsregel (se evt. Kornø Rasmussen: Fjern 24 års-reglen Inf., 1/11-07). Fra artiklen…

“Cand. polit., Hans Kornø Rasmussen, der har skrevet flere bøger om befolkningsudvikling og indvandring, er ikke overrasket over udviklingen, som grundlæggende – mener han – siger meget om kvinde-, familie- og arbejdsforhold.

»Indvandrere integrerer sig lynhurtigt. Efter en generation kommer indvandreres fødemønster næsten altid til at ligne den oprindelige befolknings. Fødselshyppigheden er det bedste tegn på, at indvandrere vil integrere sig,« siger Hans Kornø Rasmussen.”



25. februar 2008

Hedegaard til Bæk Simonsen: “Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.”

Snaphanen filmede sidste uges debat om dansk islamforskning, og det hele er nu online på Google-video i tre videoer (I, II og III). Jeg er pt. ved at opsamle alt relateret til bogen i en permanent underside, så her blot et par ord om debatten.

Jørgen Bæk Simonsen talte meget, men gik i vanlig stil direkte fra jordnære konkrete spørgsmål til abstrakt teori-baseret universitær lingo. Han sagde med andre ord ikke ret meget. Hans to med-debattører Kate Østergaard og Garbi Schmidt talte ligeledes meget, men selvom de i det mindste forsøgte at debattere på debattens præmisser, så lykkedes det ikke tilnærmelsesvist. For mange år på universitetet gjorde det umuligt for dem at forholde sig til makro-tendenserne. Østergaard talte meget længe om muslimer på en asiatisk østat der spiste svinekød og drak alkohol, og da jeg afslutningsvis pointerede at hendes interviews med 16-årige københavnske gymnasiepiger næppe kunne give svaret på hvorfor islam globalt set ikke skaber demokrati, så lød svaret – og jeg citerer: “Hvorfor ikke?”. Abstraktionsniveauet var med andre ord helt i top.

Garbi Schmidt gav ligesom Østergaard et sympatisk indtryk, men var ligeså verdensfjern. Indledningsvist holdt hun Koranen op, og spurgte forsamlingen: ‘Hvad siger Koranen?’. Intet svarede hun kort efter, hvorefter det blev fortalt at Koranen først sagde noget i det øjeblik der var en der læste højt fra den. Hun forholdt sig slet ikke til hvad det så var der blev læst højt, men pudsigt nok – så kunne Lars Hedegaard supplere med citater fra samme udgivelse.

Det var langt nemmere for undertegnede at debattere foran en forsamling end på tv, men det publikum husker vil næppe være mine udredninger eller Torben Hansens fremragende analyse, men Lars Hedegaards polemiske stil der flere gange satte Bæk Simonsen til vægs. ‘Vi bliver ikke imponeret over ordet kontekst’ – kun Hedegaard er fræk nok til at sige det højt.

Blandt publikum var blandt andre islamforskerne Jørgen S. Nielsen, Tim Jensen og Annette Ihle. Sidstnævnte lød ikke som om hun befandt sig godt i selskabet.

Snaphanen har transkriberet dele af debatten til en god lang postering, men ikke denne bid, der fint opsummerer aftenens højdepunkt (video II, 54 min. inde)

Lars Hedegaard: Der er to ting i vejen med det du lige har sagt – mindst. Det vil gøre det meget mere overbevisende, hvis i universitetsansatte, universitetssanktionerede forskere kunne pege på et eneste eksempel i verdenshistorien – og i har fjorten hundrede år at tage af – hvor en muslimsk indvandret befolkning eller minoritet har affundet sig med en permanent status som minoritet i et ikke-muslimsk samfund. Det er aldrig sket!

Overalt, og det gælder i verden i dag – Kosovo er sidste eksempel. Overalt i verden i dag, hvor en muslimsk minoritet vokser op til en vis størrelse, så sker der en insurrektion – meget fint ord – læg mærke til det dernede [laver sjov med Bæk Simonsens akademiske sprogbrug]. Det betyder oprør med henblik på at løsrive dele af samfundet, dele af landmassen fra den vantros magt. Det er så vidt jeg kan se, det vi ser antecedenterne til i København med denne intifada som vi nu ser embryonisk folde sig ud.

Så vil jeg gerne sige – det er meget interessant det sidste du siger her – ‘dialog er integrationens forudsætning’. Meget interessant – er Danmark et diskussionsobjekt mellem forskellige kulturer?

Jørgen Bæk Simonsen: Ja!

Lars Hedegaard: Det var satans, havde jeg nær sagt – det var ikke…

Jørgen Bæk Simonsen: Det er lige præcist hvad det er. Deter det tyvende århundredes historie. En endeløs… den der forestilling om…

Lars Hedegaard: Hvorfor var det så ikke sådan at vi tog den tyske besættelse af Danmark med flere tusinde soldater som en spændende kulturel udfordring. Hvorfor opfordrede man ikke til en dialog med disse mennesker, som mere eller mindre med statens accept var trængt over grænsen – det var nitten mand der var døde i Sønderjylland, men ellers fik de lov at komme ind, og staten opfordrede til at man samarbejdede med dem. Hvorfor tog vi ikke en dialog om landets indretning? Hvorfor gjorde vi det ikke efter 1945 – hvorfor var det sådan at selv en hædersmand som Børge Outze, min foregænger som chefredaktør på Dagbladet Information, en humanist om nogen – han sagde: ‘De skal fandme smides ud!’

Hvad er det for noget at komme og sige Danmark er et forhandlingsobjekt mellem folk som zuwandere, folk som kommer her til – Vi har ikke bedt dem om at komme her og forhandle om vores land.



21. februar 2008

Prof. Jørgen S. Nielsen: “… each religion should be studied and understood on its own terms”

I mit historiespeciale konkluderede jeg, at Jørgen Bæk Simonsen omkring år 1990 overtog muslimernes syn på deres religion, og derved reelt undsagde traditionel videnskabelighed i forhold til emnet. Han gjorde sig, som jeg fortalte under paneldebatten om bogen i forgårs – til aktivist for multikultur.

Indtil for nogle få år siden var en anden islamforsker, Jørgen S. Nielsen totalt ukendt for de fleste danskere, selvom han internationalt var kendt som professor ved Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations i Birmingham, som han også ledede. I 2005 da Jørgen Bæk Simonsen flyttede hjem til Danmark, overtog han direktørstolen på Det Danske Institut i Damaskus, og fornyligt blev han udnævnt til professor ved Københavns Universitet. En bevilling på 6,2 mio. kr. forventes at blive akkumleret til 17,5 mio. kroner, og medierne er så småt begyndt at anvende denne kapacitet indenfor islam som sandhedsvidne.

Hvor Bæk Simonsens nyere forfatterskab er problematisk i videnskabelig henseeende, så er Jørgen S. Nielsen intet mindre end en katastrofe. Et læserbrev af sognepræst Rolf Sloth-Henriksen bragte mig frem til følgende tekst fra hans hånd, dateret 1991. Det er artige sager, glem alt om uvildig forskning – det her er utilsløret propaganda for trosbaseret apologi.

Fra forordet til bogen med den Orwell-inspirerede titel A guide to the presentation of Islam in school textbooks (skrevet af to tyske muslimer Abdoljavad Falaturi og Udo Tworuschka). Oversat fra den tyske original med titlen Der Islam im Unterricht, Georg-Eckert-Institut (1991).

“It has always been a cardinal principle in the teaching and research of the Centre for the Study of Islam and Christian-Muslim Relations (CSIC) that each religion should be studied and understood on its own terms, before even the most timid attempt may be made to compare or critize one against the other. Parallel to this principle has been the conviction that serious personal and academic interaction between adhenrents of the two traditions is essential, if any demolition of the historically accumulated mutual demonization is to be achieved.

One continuing medium for the continuing mutual demonization is the content and underlying assumption of primary and secondary classrooms. In this setting the role of text books is a major factor – althought their impact differs across European countries depending on the nature and degree of bureaucratic and political control of individual school curriculum, teaching resources, school management and teacher traing.

[…]

We trust that this booklet will be useful both as a basic introduction to Islamic teaching and as a tool to evaluate the presentation of Islam in the many school textbooks and teaching materials on offer in the English-speaking world.”

Bogens indhold præsenterer islam, som muslimerne selv ser det, eksempelvis i forhold til “Muhammad and his relations with polytheists, Jews and Christians” (Summary of the central doctrines in Islam, 5.5), “The position of Women” (6.4) og “Jihad – the ‘Holy’ War” (6.5). Interessant nok, men i sagens natur ikke noget en vestlig religionsforsker burde se det som sin opgave at promovere.

Fra det der er tiltænkt at være en slags konklusion (s. 58f).

The following are incorrect:

To confuse social and religious levels. In matters of faith, those known as ‘The People of the Book’ enjoyed complete freedom…

To generalize from the oppression of Christians on political grounds which can be seen at certain times and in certain countries, and to characterize this as Islamic. (Reference should be made here to the considerable social and economic position which Christians – in Egypt for example – have enjoyed, and still do enjoy.)

[…]

The following are incorret:

“It is Gidm who guides” (Surah 28, 56). In accordance with this precept, drawing people to Islam is exclusively God’s affair: Muhammad never took it upon himself to convert other people.

Missionary activity, in the sense of converting others, does not exist in Islam… Muslims, were only required to invite people to guidance, i.e. to a strict monotheism. This task is called da’wa, which can be translated as ‘non-compulsive invitation’…

The spread of Islam began after the death of Muhammad, as the Arabs opposed renewed Byzantine and Iranian colonialization… if these wars had had the aim of converting other peoples, they would have been contrary to the intention of the Qur’an. No effort to spread Islam by force, whether in the past or in the present, can be justified by reference to the Qur’an. If ‘fundamentalism’ exists in this sense, then it is contrary to the nature of Islam.“>

Jeg modtog kopier fra bogen med posten tirsdag ved middagstid. Det hele læste jeg i toget på vejen mod København nogle timer senere. Skal man opsummere modpartens budskab under aftenens debat, må det være at islam ikke er noget i sig selv. Jørgen Bæk Simonsen, Kate Østergaard og Garbi Schmidt gentog det næsten messende i kor: Koranen er intet i sig selv. Blandt publikum var Jørgen S. Nielsen, forskeren der skrev forordet til ovennævnte bog der dikterede hvorledes ‘the intention of the Qur’an’ og ‘the nature of Islam’ og (s. 59) skal præsenteres for et vestligt publikum.

De sprogvidenskabelige forskere undsiger den komparative forskning, og forsker i muslimernes forskellighed udfra den betragtning at islam intet er i sig selv. En forsker som Jørgen Bæk Simonsen lader dog ikke altid muslimerne selv definere islam. Eksempelvis pointerer han i Det retfærdige samfund. Om muslimer og etik (2001, s.78), at sharia “kun vanskeligt [kan] oversættes med det danske ord ‘lov’. Det ville være bedre og mere korrekt med en oversættelse som eksempelvis det, der er ordets grundbetydning, nemlig slet og ret ‘vej’.” Så selvom muslimernes fortolkning af islam er det essentielle, så må deres tolkning korrigeres, hvis det lyder for barsk på dansk.

Andre forskere søger en slags (u)videnskabelig økumeni, og promoverer det synspunkt at islam skal præsenteres som muslimerne selv ønsker det. Skodderne mellem de to retninger er ikke vandtætte. Den slags lader sig kun gøre indenfor samfundsforskningen, hvor visse fag minder om politik til forveksling. Forskere der i 70’erne hudflettede det (de så som) det kapitalistiske samfunds kvindeundertrykkende strukturer, kan trods stor viden om islams undertrykkende natur ikke se problemerne selv efter nærkontakt med Koranen og de underkastede. Idag findes der antropologer der ser det islamiske tørklæde som en slags moderne feminisme.

Diverse integrationsforskere med islam og integration som studieobjekt, anerkender tydeligvis ikke, at Danmark (modsat eks. Sverige og England), ikke officielt har gjort multikultur til et samfundsmæssig udgangspunkt. Klokkeklar sammenblanding af politik og forskning, men næppe noget der kommer frem i debatten om forskningsfrihed, der altid drejer sig om faren for markedsøkonomisk pression mod uafhængige forskere. En af de mere markante kritikere i den henseende er iøvrigt antropologen Kim Esmark – censor på mit historiespeciale.

PS: På Århus Hovedbanegårds ventesal lå tæt på mig lå en kopi af en dansk bog om islam “Muhammed, Guds sidste sendebud”, med undertitlen “Guds velsignelse og fred over ham” (Online, 96 s., doc). På bagsiden henvises til ‘Al-Ahsa Islamic Center, Kingdom of Saudi Arabia’. Nej, islam bedriver bestemt ikke mission.



14. september 2007

“Militant islamisme ikke en del af religionen islam, men en ideologi.”

Fra Kristeligt Dagblad, sidste fredag. Ypperlig halal i Religion kan lamme etikken og føre til terror.

Hvorfor kan religion i nogle tilfælde føre til terror?

Professor i religionshistorie Bruce Lincoln fra Chicago Universitet nævner, at der findes en ”religiøs suspension af etikken.” Udtrykket har han hentet hos den danske filosof Søren Kierkegaard. Bruce Lincoln mener, at religion for det meste lægger en dæmper på vold og krig, men når religion bruges til at suspendere etikken, bliver det rigtig grumt. Her kommer det guddommelige til at overtrumfe det menneskelige. Kerneeksemplet på den tanke findes ifølge seniorforsker Garbi Schmidt fra Socialforskningsinstituttet i Det Gamle Testamente, som mere eller mindre er fælles for de tre verdensreligioner jødedom, kristendom og islam. Det er beretningen, hvor Gud siger direkte til Abraham, at han skal ofre sin søn Isak. Der suspenderes den menneskelige etik, påpeger Garbi Schmidt.

[…]

Hvad er militant islamisme?

Politiets Efterretningstjeneste har betegnet de otte anholdte som ”militante islamister”. Militant islamisme ikke en del af religionen islam, men en ideologi. Den kaldes militant, fordi tilhængerne søger at opnå deres politiske mål ved brug af vold. Derfor appellerer muslimske foreninger og eksperter også hele tiden til, at man ikke sidestiller islam og den militante islam.

Så blev vi alle sammen det klogere.

Oploadet Kl. 12:00 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


26. november 2006

Jesper Langballe vs Jørgen Bæk Simonsen om nødvendigheden af islamisme-forskning

Under finanslovsforhandlingerne blev der på Dansk Folkepartis foranledning, øremærket ti millioner kroner til islamisme-forskning, og da Jesper Langballe og Peter Skaarup fra partiet senere pointerede at midlerne ikke skulle gå til Carsten Niebuhr-instituttets forskere var debatten igang. Et indgreb mod forskningsfriheden lød det fra den ene fløj, alt imens Langballe pointerede at man selvfølgelig ikke kunne bruge Jørgen Bæk Simonsen til noget, når han i sin seneste bog skriver at jihad “begyndte som krige mod vestlige kolonimagter”.

Det er ikke svært for undertegnede at give Langballe ret, for er der noget den post-koloniale tradition i islamforskningen ikke kan bruges til, så må det være at afdække forholdet mellem islamisme og terrorisme. I mit speciale konkluderede jeg specifikt at Bæk Simonsens humanistiske tilgang, og udtalte promovering af multikultur, ikke gav “videnskabeligt forankrede tolkninger af islam som samlende fænomen”, og det er her hunden ligger begravet så at sige. Når man som Bæk Simonsen har det udgangspunkt at muslimer stort set ikke har fællestræk der kan henføres til religiøse skrifter, så er han næppe den rigtige til at blotlægge ideologiske mønstre med baggrund i det religiøse.

Jeg har ikke tidligere henvist til debatten der fulgte finanslovsbevillingen, men må dog fremhæve en længere artikel i seneste nummer af Universitetsavisen (KU, 23/11-06, Nr. 17, s. 8-11), hvor Kristoffer Holm Pedersen har sat Jesper Langballe og Jørgen Bæk Simonsen stævne.

Her lidt fra Har islam indbygget terror?

Jørgen Bæk Simonsen (JBS): »Hvis du kigger på hvad der er bedrevet af forskning på CNA er det helt rigtigt at den ikke har været fokuseret på – endsige specielt interesseret i – at kigge på den afart af islam og islamisme der ender i terrorisme. Men jeg viser fx i min disputats at der er en iøjnefaldende ‘manipulation’ af dele af den koranske åbenbaring.

Så dér er hverken tale om at være politisk korrekt endsige konfliktsky.
Enhver der kender Langballes position, kan ikke være i tvivl om at der er nogle tydelige uoverensstemmelser mellem ham og så de resultater jeg når frem til i mine empiriske undersøgelser af islam i Danmark…«.

[…]

JL: »Nu hvor Jørgen Bæk Simonsen taler om vores respektive positioner, så vil jeg gerne ganske kort præsentere min personlige baggrund. Jeg er kristen teolog, og det er min tilgang. Jeg anskuer islam ud fra sammenstødet med og modsætningen til kristenheden.

Og her er der tale om det man kalder ‘kulturkristne’ og ‘kulturmuslimer’ – mennesker som med modermælken har fået fuldstændig diametralt forskellige begrebssæt om hvad tilværelsen går ud på indbygget i sig. Og det mener jeg faktisk har relevans.

Det jeg har imod når jeg læser dig, Jørgen Bæk Simonsen, er alt det du ikke skriver. I din bog ‘Hvad er islam?’ har du et afsnit om Jihad, der jo er et meget væsentligt begreb for vores verden lige nu.

Afsnittet begynder i år 1798 med nogle muslimske opstande mod Napoleons besættelse af Ægypten hvor du beskriver Jihad som frihedskrige mod vestlige aggressioner.

Jeg synes dog det ville være mere naturligt dels at begynde med koranen der opfordrer til hellig krig et utal af gange, hvilket du kun nævner i forbifarten et andet sted i bogen, dels at gøre opmærksom på at der ikke findes én tomme muslimsk jord i verden som ikke er vundet ved militær erobring i Allahs navn. Hele den kolossale muslimske ekspansion hører man intet om.«

[…]

JBS: »Din indgang til islam ligger i en kristen tradition. Og derfor undrer du dig over at det du kalder ‘ånden i islam’ ikke er redegjort for i forskellige sammenhænge. Men det er jo den måde du mener svarene på islam skal gives.

Når de ikke bliver givet på den måde, er det jo fordi vi både i den moderne og historiske verden kan se at der ikke er tale om en Jihad i den forstand du tror at man dogmatisk og teologisk vil kunne forklare moderne Jihad på.

Moderne Jihad er vokset ud af en sammenhæng. Og det er fuldstændig rigtigt at den sammenhæng er til stede i den muslimske verden. Men jeg vil til et hvilket som helst tidspunkt afvise at der er nogen som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam.

[…]

JL: »Nu har jeg ikke læst din disputats. Men at beskrive Jihad som du gør i ‘Hvad er islam’ synes jeg svarer til at man skal skrive bilens historie og så begynder med et bilsammenstød i 2004«.

[…]

JL: »… du vil formentlig medgive at man ser et muslimsk handlingsmønster igen og igen og igen. Og her taler jeg om terroren, jeg taler om den meget massive kvindeundertrykkelse, jeg taler i det hele taget om de ting ved islam der skaber problemer.

Kan vi da ikke enes om, at der er en helt bestemt åndsbaggrund i islam? Og at vi, hvis vi ikke forstår den og dens kobling til handlingskonsekvenserne, så er fuldstændig hjælpeløse og afmægtige overfor den?«

JBS: »Ud fra et videnskabeligt synspunkt kan jeg ikke anerkende at der bag disse handlinger skulle være en bestemt ånd der får mennesker til at gøre noget bestemt. Jeg medgiver at der er nogle referencerammer som muslimske mænd igennem mange århundreder har været dygtige til at udnytte for at holde deres kvinder hvor de gerne ville have dem.

Men min pointe er at der ikke er nogen ånd, men en vedvarende dialektik mellem den person der er resultatet af en bestemt kulturel og religiøs tradition på den ene side og så måden hvorpå han/hun går ind i dialog med den tradition for at udvikle en fortolkning som passer, indfrier og tilfredsstiller de behov han/hun har til religionen«.

[…]

JBS: »Når forskningsrådene fastlægger nogle forskningspolitiske erklæringer, så sker det ud fra det der er i alles forskningsinteresse at få afdækket. Beslutningen ligger med andre ord hos forskerne. Det der skurer i mine ører, er at du så bramfrit og meget kontant siger at det er ånden i islam du gerne vil have undersøgt.

Der er du jo med til at fastlægge præmisserne for måden hvorpå de ti mio. skal bruges, og det mener jeg bliver politisk.

[…]

JBS: »Der er ingen som helst tvivl om at hadet til USA indgår som et ideologisk ikon som så har været selvforstærkende på grund af en bestemt politisk adfærd fra amerikansk side.

Den amerikanske politik har i en lang række sammenhænge været en afgørende mobiliserende faktor for at nogle muslimer i fortolkningen af deres islamiske tradition ender steder hvor de udgør en trussel for helt uskyldige mennesker.

Men jeg vil altså fastholde at der ikke er noget i islam der får ganske bestemte muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Men der er noget i den islamiske tradition som nogle muslimer under ganske bestemte forudsætninger kan bruge til at få en eller anden politisk eller økonomisk eller kulturel mening udtrykt.

Det dynamiske element er omdrejningspunktet. Og derfor afviser jeg antagelsen af at der findes en »islamisk ånd. Findes der noget, så er det forskellige måder hvorpå forskellige muslimer har læst og fortolket det de opfatter og udlægger som islam«.

JL: »Det er da en utrolig underkendelse af Koranen. Selvfølgelig er der da en islamisk ånd, ligesom der er en kristen ånd der består af den ganske enkle påstand at gud blev menneske og døde på korset for vore synders skyld og at hele vores tilværelse begynder med tilgivelse. I modsætning til en lovreligion som islam der foreskriver menneskene hvordan de skal leve«.

JBS: »Jeg er helt enig i at der er en ånd i Koranen, selvfølgelig er der det. Men der er ikke nogen ånd i Koranen der får muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Jeg tror ikke et øjeblik på at der er en eller anden gud der styrer det historiske forløb«.

[…]

JBS: »Altså, hvis du fx går ind i debatten i et land som Ægypten vil du kunne se at da Ægypten blev etableret som selvstændig nation i 1922, var en stribe intellektuelle muslimer der på det personlige niveau var troende, men som samtidig holdt fast i at enhver reference til et kalifat, som et på koranen baseret system, er en muslimsk historisk konstruktion«.

JL: »Det er jeg helt med på. Vi kan nævne Ægypten som du gør, vi kan nævne Kemal Atatürks Tyrkiet, og vi kan nævne Shahens Persien fordi de alle var vestligt orienterede«.

JBS: »Præcis. Og det er min afgørende pointe: At etablere et politisk system er en lige så levende reference for ganske mange muslimer som det er for os andre. Der er massevis af muslimer der kan gebærde sig sekulært«.

JL: »Prøv nu at høre: Hvis vi tager både Atatürk og Shahen, så var de jo ikke udtryk for nogen mangfoldighed indenfor islam. De var udtryk for antiislamisme. Shahen ville jo faktisk rive sjælen ud på sit folk og fjerne den muslimske tro.

Det tror jeg ikke på at man kan og man kan se hvordan det gik: Et tilbageslag kom med stor uhygge med Khomeinis islamiske revolution. Og at den bare skulle være en facet i det islamiske mønster, er forkert. Nej, det er den rigtige islam«.

JBS: »Det er så dit udsagn. Mit udsagn er at islam er blevet og islam vil forblive fortolket meget forskelligt afhængig af hvem der fortolker hvad hvornår. Dit postulat er at der er et eller andet i islam der per automatik vil slå igennem«.

[…]

JL: »Der er et eller andet i islam der uvægerligt slår igennem. Synes du ikke Persien er et fantastisk godt eksempel? En af de rigeste kulturer verden nogensinde har set, vores egen kulturs vugge, som bliver tromlet flad af islam«.

JBS: »Nu får jeg kuldegysninger! For det du der er i gang med, er at genopvække ganske bestemte mytologiske antagelser af det ariske«.

[…]

JBS: »… Shahen blev væltet af den islamiske revolution. Men Khomeini satte de øvrige Ayatollaher i husarrest fordi den fortolkning af islam han lancerede, var uislamisk efter de andre Ayatollahers mening. Der var altså en diskussion blandt de muslimske højlærde om det Khomeini postulerede var islam, nu også var islam.

Så derfor er det ikke islams vederstyggelighed der slår igennem i den islamiske revolution, men et brutalt politisk opgør som mere eller mindre politisk vederstyggelige personer iscenesætter. Og jeg opponerer imod og jeg tager afstand fra at der er nogen som helst forklaringseffekt i en reference til islam i det her«.

JL: »Det synes jeg altså er at sætte kikkerten for det blinde øje. At Khomeini sætter de øvrige Ayatollaher i husarrest er jo et udtryk for at muslimer ikke kan blive enige om noget som helst. Og jeg vil sige: Gud være lovet for os andre at de ikke kan det«.

JBS: »Muslimer fortolker islam og det gør de i overensstemmelse med hvem de er, hvor de er og hvornår de er, på fuldstændig samme måde som alle mulige andre mennesker fortolker det de respektivt er resultat af.

Og den fortolkningsiver er tilsyneladende noget der hverken er knyttet til det at være muslim eller kristen eller jøde eller buddhist eller noget som helst andet. Men det ligger tilsyneladende til det at være menneske. Og derfor er det jo helt afgørende at vi skal væk fra antagelsen af at når et menneske er noget bestemt religiøst, så agerer det på en bestemt måde.

Jørgen Bæk Simonsen i abstrakt (virkelighedsfjern) apologi med indbygget ideologisk positioneren, hvor enhver form for islam forholder sig lige korrekt til de religiøse kilder, og virkeligheden blot er noget forskere kan italesætte efter forgodtbefindende. Det er naturligvis nonsens, for selvfølgelig kan islam defineres, og når den kan defineres, så kan der selvfølgelig også afdækkes fællestræk med basis i det religiøse. Al forskning er betinget af kategoriseringer og generaliseringer, og når Bæk Simonsen med flere afviser at se nærmere på forbindelsen mellem islam og terrorisme, så siger det mere om deres forhold til multikultur i en dansk kontekst, end om islam som ideologisk konstruktion.

Blandt Bæk Simonsens mange polemiske kommentarer må fremhæves hans påstand om at der ikke er nogen “som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam”. Danmarks mest berømte islamforsker gennem historien er uden tvivl filologen Frants Buhl. En mand der i forhold til det religiøse var langt mere kristen-fundamentalist end Langballe, og i forhold til det videnskabelige var langt mere stringent end Jørgen Bæk Simonsen. Begge tilgange har sine mangler, men man kan altså ikke spørge Tim Jensen, Mikael Rothstein eller Jørgen Bæk Simonsen om forholdet mellem islamisme og terrorisme. Ideologien blokerer simpelthen tankerækken.

Links.

  • 2/8-05 Uriasposten – Jørgen Bæk Simonsen: Studies in the Genesis and Early De… (1988)..
  • 9/11-06 DR2 Deadline 22.30 – Debat mellem Jesper Langballe og Mikael Rothstein.
  • 17/11-06 Kristeligt Dagblad – Er dansk forskning i islam for politisk korrekt?
  • 24/11-06 Weekendavisen – Man forsker jo heller ikke i Tøndersagen.
  • 

    22. juli 2005

    Socialforskningsinstittutet nægter tilsyneladende at se på kulturelle normer

    Integrationen af indvandrere er langt hen ad vejen gået galt i Danmark, men det er lige før det går bedre med integrationen end med integrationsforskningen. Læs blot Hvorfor bliver mange minoritetsunge utilpassede? i sendes nyhedsbrev fra Socialforskningsinstituttet. Halalforsker Lene Kofoed Rasmussen skriver artiklen, bl.a. på basis af Britta Kyvsgaard og Garbi Schmidt – og konklusionen kan kun betragtes som et udslag af kulturrelativistisk berøringsangst:

    “Det er velkendt, at nogle minoritetsunge tager meget tid i socialforvaltningerne og hos politiet, og at ungdomskriminaliteten er høj hos minoritetsunge. Men årsagerne er ikke klarlagt. Det er en standende diskussion, om det skyldes etnisk/kulturel baggrund eller sociale problemer af almen karakter. På baggrund af nyere forskning er det muligt at argumentere for, at det er ”hverken eller”, og at forklaringer skal søges i forhold i minoritetssituationen.”

  • Social Forskning 2005:2 s. Lene Kofoed Rasmussen: Hvorfor bliver mange minoritetsunge utilpassede? (pdf, 16 s. s. 10-13)
  • 

    3. juli 2005

    Muslimer gifter sig ikke med kristne – kunne det tænkes at have noget med Koranen at gøre…

    På trods af DR-programmer såsom Kærligheden uden grænser og Grænseløs kærlighed, så er der intet der tyder på at indvandring nødvendigvis medfører ægteskab på tværs af kulturer/religioner i noget videre omfang. Et citat fra Mohammed vil ikke have Louise set i fredagens Kristeligt Dagblad:

    Danske Jens’er og Louiser er ikke populære giftemål for indvandrere og efterkommere af indvandrere i Danmark. Fra de fire største indvandrergrupper, Tyrkiet, Pakistan, Iran og Bosnien, blev 146 sidste år gift med en dansker, og det er næsten en halvering siden 1999, viser tal fra Danmarks Statistik.”

    Bortforklaringer leveres af Inger Abildgaard, og elite-apologeten Garbi Schmidt – her sidstnævnte:

    “Det handler i høj grad om at have fælles værdier og ikke så meget om at komme fra det samme land. De argumenterer med, at hvis begge er troende muslimer, har de et godt argument for, at ægteskabet vil holde. Derfor ser man også ofte konverteringer i de tilfælde, hvor en dansker og en indvandrer gifter sig, fordi det er med til at overbevise forældrene om, at ægteskabet er okay, siger Garbi Schmidt.

    Det store spørgsmål er jo så hvorfor forældrene er så meget imod deres børns ægtskab med danskere. Kunne det tænkes at have noget med Koranen at gøre…

    Do not marry unbelieving women (idolaters), until they believe: A slave woman who believes is better than an unbelieving woman, even though she allures you. Nor marry (your girls) to unbelievers until they believe: A man slave who believes is better than an unbeliever, even though he allures you…” [Sura 2, vers 221]

    Oploadet Kl. 00:50 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper