22. april 2009

“Samfundet har flyttet sig”, sagde mellemøstekspert Peter Seeberg bifaldende

Flotte eufemismer af Peter Seeberg i Fyens Stiftstidende, hvor han kommenterer historien om at Enhedslistens Asmaa Abdol Hamid senere i dag vil debattere i Odense byråd iført islamisk tørklæde – Asmaa med tørklæde i byråd.

“Mellemøsteksperten Peter Seeberg, Syddansk Universitet, mener, at hendes optræden er et “gennembrud i dansk politik”

– Det vil påvirke tørklædedebatten fremover. At vi nu får et eksempel på, at en muslimsk kvinde med tørklæde bliver en del af en folkevalgt forsamling viser, at samfundet har flyttet sig, siger Peter Seeberg til Fyens Stiftstidende.”

(foto fra et dynamisk land der har haft flere ‘gennembrud’)

Oploadet Kl. 12:17 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


25. august 2008

“Intolerancen topper blandt danskerne”, skrev det LO-ejede Ugebrevet A4

På grund af kulturelle og religiøse normer blandt herboende muslimer, foregår der stadig kæde-indvandring fra islamiske lande, idet muslimer i høj grad fortsætter med at hente ægtefæller i hjemlandet (/forældrenes hjemland), trods målrettet lovgivning desangående. Der er flere måder man kan forholde sig til den udvikling på. Man kan eksempelvis forsøge at omskrive virkeligheden med udgangspunkt i telefoninterviews, og så lade MSM ordne resten.

  • 24/8-08 DR Online – Danskere: Nej til muslimske svigerbørn (bemærk DRs ensidige referat).
  • Hvor undersøgelsen reelt bruges til at markedsføre multikulturen, så leverer den flere rammende pointer i forhold til det uholdbare ved samme.

    Fra Forældre bandlyser blandede parforhold.

    “For de fleste af os er noget af det værste, der kunne ske, at vores børn fandt sammen med én af »dem«. Det viser undersøgelser foretaget for Ugebrevet A4 af Analyse Danmark blandt etnisk danske forældre og af Catinét Research blandt indvandrerforældre med muslimsk baggrund.

    Intolerancen topper blandt danskerne, hvor kun 38 procent vil tillade deres børn at blive gift med en muslim, mens 47 procent godt kan gå med til, at de har en muslimsk kæreste. Men også blandt muslimske forældre siger flertallet fra over for pardannelser på tværs af religiøse og etniske skel: Kun 45 procent af de muslimske indvandrere vil tillade deres børn at have en dansk kæreste, mens lidt flere – 47 procent – kan­ acceptere, at deres børn bliver gift med en dansker…

    Ikke så mærkeligt, at danske skoler oplever problemer med at få indvandrerbørn med på lejrskole. 20 procent af de muslimske forældre i undersøgelsen siger da også, at de ikke vil give deres børn lov til at tage på lejrskole med deres skoleklasse. Men tag lige dén, før beskyldningerne for manglende integrationsvilje begynder at regne ned over de muslimske forældre: Blandt etnisk danske forældre ville 28 procent nægte deres børn at tage på lejrskole, hvis hovedparten af børnene havde muslimsk baggrund…

    For integrationskonsulent Fahmy Almajid bekræfter tallene det budskab, som han har forsøgt at trænge igennem med i årevis…

    »Man skyder altid på indvandrerne og bebrejder dem deres manglende vilje til at lade sig integrere. Men samtidig har man haft travlt med at vende ryggen til gruppen for at fortælle dem, at »I er altså ikke er en del af os«. Derfor har vi i dag et parallelsamfund.«

    […]

    Unge muslimers større afstandtagen til danskheden ses allerede i undersøgelsen, hvor muslimske forældre under 30 år er markant mere opsat på at beskytte deres børn mod omgang med danskere. Kun 35 procent af forældrene under 30 år, men 49 procent af de over 30-årige muslimske forældre vil tillade deres børn at blive gift med en dansker.

    […]

    Manu Sareen, privat integrationskonsulent og radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation frygter også en udvikling, hvor grøfterne mellem befolkningsgrupperne graves dybere og dybere…

    »Man kan tage ud på hvilken som helst af de erhvervsskoler, som jeg arbejder mest på, og se danskerne og indvandrerne sidde hver for sig i kantinen. Allerede dér vælger de hinanden fra. Begge grupper er lige slemme og ser kun problemer og begrænsninger ved hinanden i stedet for muligheder. Det er en tragedie, for det skulle gå den anden vej,« siger han.

    […]

    Uffe Østergaard mener også, at vi har haft en naiv forestilling om, at vores livsstil er så stærk og attraktiv, at folk ville rykke lige ind i den. Vi har været blinde for, at der – set udefra – er oplagt negative træk ved vores kultur, som kan forklare en stor del af de muslimske indvandreres bekymringer på deres børns vegne. Blandt andet selvmord, larm og ballade i undervisningslokalerne og druk- og sexkulturen blandt unge.

    Uffe Østergaard tror på, at det kan lykkes at forene de forskellige etniske grupper i et nationalt fællesskab, men det bliver i et mindre homogent Danmark med en løsere sammenhængskraft. Fra dansk side bliver vi nødt til at sænke paraderne og overveje, hvad der er kulturelle kerneværdier, og hvad vi bare slæber rundt på af gammel vane, mener han:

    »For eksempel er jeg ikke begejstret for den danske nationalisme, der siger, at det er udansk at gå med tørklæde. Det virker også lidt fjollet at gøre diskussionen om tørklæder til en religiøs ting samtidig med, at man ikke selv er religiøs. Danskheden skal omdefineres og gøres mere rummelig, ellers kan de ikke blive danskere.«

    […]

    Peter Seeberg, leder af Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, mener ikke, at den afstandtagen til danskhed, der tilsyneladende breder sig blandt de unge muslimer, og som paradoksalt finder sted samtidig med, at generationen for alvor begynder at gøre sig gældende i det danske samfund, udelukkende er negativ. Den kan være udtryk for en selvbevidsthed, som også kan være en styrke, påpeger han.

    

    2. juli 2008

    Jørgen Bæk Simonsen: Terrorisme er et problem, “for Hamas”

    Når emner berører Israel/Palæstina, så er der aldrig slinger i valsen på DR. Sæsonens sidste udgave af Horisont på P1 havde Gaza – ét år med Hamas som overskrift, og det blev som forventet en yderst ensidig affære. Fokus for udsendelsen var “selve situationen… som den opleves af de berørte palæstinesere”, og med det i mente, var der ingen mådehold i propagandaen. Som perler på en snor, skiftedes ekspertpanelet til at skamrose Hamas og kritisere Vesten. Terror-organisationen for at have skabt tålelige vilkår for Gaza-palæstinenserne, Vesten for det modsatte.

    Det vil være for omfattende at transkribere 90 minutters radio, så jeg springer let hen over første halvdel, der inkluderer interviews med Kristeligt Dagblads Allan Sørensen, Politichef Kristian Skovhus, og studerende Nidal Abu Arif (Islamonline; Islamisk Trossamfund, Det Muslimske Broderskab).

    Herefter var der afsat tid til akademiske analyser ved Jørgen Bæk Simonsen og Peter Seeberg…

    Jørgen Bæk Simonsen, professor: Jeg tror jo, som jeg plejer at sige til mine studerende, ikke at det er muligt at sætte fingeren et sted. Altså, situationen i den fastlåsthed vi har idag, er jo ikke noget der pludselig er opstået på baggrund af tilfældige hændelser indenfor det sidste halve år. Så det vil sige, vi er nødt til at kigge i et lidt større perspektiv, for ligesom at komme til en forståelse af, hvad det så er, der bringer denne fuldstændige håbløse situation til at være som den er. Og der er ingen som helst tvivl om, at Nidal efter min mening, havde fat i en pointe før. Nemlig den pointe, der siger, at når man er i stand til, med internationale valgobservatører, at afvikle et valg i januar 2006, der bringer et skifte undervejs i Gaza og på Vestbredden, der klart indikerer, at der er en voksende palæstinensisk utilfredshed, med det som det palæstinensiske selvstyre ledet af Fatah og de andre har evnet at levere, så er vi på et eller andet niveau forpligtet på at sikre, at den valgte regering, får lov til – og de valgte medlemmer, får lov til at prøve virkeligheden af. Og der kan man sige – lige præcis på det punkt, der krydses virkeligheden i Gaza jo så af den ulykke, der hedder international terrorisme, og den mulighed som nogle af dem der er engageret i konflikten har af, og får af, at spille terrorisme-kortet ind. Som bevar mig vel også er og har været et problem, for Hamas.

    […]

    Peter Seeberg, lektor: … det som Jørgen er inde på her – spørgsmålet om skyld, hører jo egentligt retteligt hjemme i et moralsk univers. Og problemet med udenrigspolitik, er jo at det nogen gange bliver noget højst ubehageligt noget. Det handler om interesser. Det handler om kold og kynisk interessevaretagelse fra Israels side, og der kan man sige, at det de gør, det er at de i en årrække her, vurderer at det er klogt at prøve at splitte den palæstinensiske modstander så at sige, eller det Palæstina, som de er nødt til at have et eller andet forhold til. Der siger man, at sålænge Hamas er der, sålænge de har den politik som de har, så vurderer Israel at det er klogt at gøre som man gør. Og det kan man så tage afstand fra, udfra moralske kategorier og sådan noget, men hvis Jørgen og jeg skal prøve at analysere det på et mere overordnet niveau, så bliver man nødt til at tale om Israelske interesser, amerikanske interesser…

    […]

    Kim Bildsøe Lassen, P1: Jørgen Bæk Simonsen. Man vil jo måske også kunne hævde, at palæstinenserne selv er ude om det. De har valgt en regering, eller en gruppe til at lede dem, som åbent bekender sig til terrorisme. Er det ikke bare et vilkår når man nu tager et så… konfrontatorisk valg.

    Jørgen Bæk Simonsen: Ej, jeg mener måske, at det er en lidt hoven tilgang, at have til virkeligheden. Mig bekendt, er det rigtigt, at der er nogle lande, og der er også nogle institutioner, der definerer Hamas’ opgør med israel som udtryk for terror og terror-handlinger… Det som Hamas gik til valg på i januar 2006, det var jo et løfte om at bringe en bedre hverdag frem… og så må vi jo stille os selv det spørgsmål, om folk har lov til at vælge dem de mener bedst varetager de interesser vælgerne hver især har.

    […]

    Peter Seeberg: Det er mit indtryk, at Hamas i øjeblikket gennemgår en proces – som, desværre kunne man sige, i udsendelsens perspektiv, peger i retning af en radikalisering… Det er ganske givet at der har været dele af Hamas der har været på vej mod en anerkendelse af Israel, for eksempelvis at bløde op imod nogle af de meget principielle spørgsmål, som man har haft… det drejer sig om at knytte an til de bevægelser indenfor Hamas, der ville være villige til at sluge kameler. Der tror jeg desværre, at det er sådan, at den tilspidsede situation, det udsigtsløse perspektiv i Gaza… gør at man faktisk bliver radikaliseret, der vil være flere der mobiliseres til aktioner…

    Kim Bildsøe Lassen: – men jeg tror for mange danskere der hører det her, så vil de sidde og tænke, at det afgørende for os, er at vide, at Hamas’ grundlæggende ide er, at om 5 år, 10 år, 20 år, 50 år – så eksisterer Israel ikke længere. Hvad er jeres bud på det?

    (tænkepause)

    Jørgen Bæk Simonsen: – altså jeg tror… at det er indlysende klart at Hamas har nogle, hvad skal man sige – alvorlige kameler at skulle sluge ik’. Men jeg tror det er vigtigt, at holde for øje, at den kamel er tidligere slugt af andre palæstinensiske grupperinger. Så derfor er der ikke noget, hvad skal man sige – i sig selv, der skulle forhindre at man skulle letriste en kamel og så få den slugt… Jeg tror også på, at det i et realpolitisk perspektiv vil kunne være muligt, men det er klart, at det kræver en helhjertet indsats (af det internationale samfund; Kim). Uden den, og der vil jeg understrege, at der er jeg nok lidt uenig med Peters analyse. Sådan som jeg kan se det, så har vi haft en udvikling hos Hamas siden begyndelsen af 2000-tallet, hvor større og større dele af bevægelsen bliver mere og mere realpolitisk pragmatisk, og fortsat højtidsmæssigt retorisk opstemt, og den der dobbelthed, den giver forskellige vurderinger af hvordan perspektivet ser ud i fremtiden. Jeg kan se visse Paralleliteter mellem Hamas i gaza og så Hizbollah i Libanon, nemlig en stadig større, set i et historisk konkret realpolitisk perspektiv – vilje til, ikke for alles vedkommende, men for voksende og større grupperingers vedkommende, til at gå ind og tage et – hvad skal man sige, et medborgerligt, eller hvad man nu skal kalde det – ansvar.

  • 16/6-08 Horisont, DR1 – Verdens største fængsel (TV-udgaven, også indslag på P1 Morgen).
  • 

    27. januar 2008

    Ugens bogdebat i Information: Vejen til Damaskus

    Når man som højreorienteret blogger bliver interviewet til Information om en bog der retter kritik af den etablerede islamforskning, så forventer man ikke fairness, og guderne skal vide at det fik jeg ikke i lørdagens udgave, hvor journalist Tobias Havmand under overskriften Ugens bogdebat giver en opvisning i vinklet journalistik.

    Nu er jeg jo part i sagen, så meget desto bedre – det gør det hele mere gennemskuelig.

  • 26/1-08 Information – Tobias Havmand: En forsker under anklage.
  • Jeg talte med journalisten i tordags, og han havde ikke sagt meget, før jeg fornemmede, at det blot var et alibi-interview. Vinklen var fastlagt på forhånd, og da det ikke virkede som om han havde læst bogen (hvad han påstod), så blev jeg nødt til at korrigere hans stråmandsargumentation helt ned i detaljer. Intet jeg sagde kom med i artiklen, der nøjagtig som spået fik følgende tendens.

    1) Objektivitet eksisterer ikke (og derfor kan man ikke sige Bæk Simonsen politiserer)
    2) Frants Buhl var kristen (og hans bedømmelse af islam hermed subjektiv)

    Enhver der har læst Vejen til Damaskus vil vide, at ovenstående er helt i hundene. Selvom objektivitet ikke eksisterer, så er alt ikke jo ikke lige gyldigt, og i bogen citerer jeg eksempelvis professor Jeppe Sinding Jensen for den holdning, at forskning i religiøse fænomener nødvendigvis må tage udgangspunkt i “generalized interpretations”. Hvor Edward Said (og hans danske discliple) reelt afviser at man kan beskrive islam uden at tage vidtgående hensyn til religionens selvforståelse, så hævder jeg og andre, at hvis man som (som Said anbefaler) emanciperer beskrivelsen af islam fra et kulturelt forankret udgangspunkt, så ryger man i relativismens faldgrupper. Det manifesterer sig i Bæk Simonsens nyere forfatterskab med vidtgående accept af islamisk ontologi og epistemologi – reelt en islamisering af islamforskningen. Det dokumenterer jeg i bogen med eksempler på Bæk Simonsens brug af begreberne jihad, dhimma og din wa dawla. Jeg hævder på intet tidspunkt, at objektivitet eksisterer, men mener selvfølgelig ikke at studier af menneskeskabte fænomener skal godtage trosbaserede dogmer. Vil muslimer anskue Muhammeds angrebskrige som forsvarskrige (for islam), så dem om det, men forskere må nødvendigvis se det hele lidt fra oven.

    Fra artiklen:

    “… Her har Danmark haft en markant position siden Niebuhr-ekspeditionen – særligt med trekløveret Frants Buhl, Johannes Østrup og Johannes Pedersen, som fra slutningen af 1880’erne og frem til Anden Verdenskrig overlappede hinanden som markante skikkelser – og for de første tos vedkommende også var dybt forudindfattede fra et kristent synspunkt og generaliserende i et omfang, der sine steder var decideret racistisk i Møllers fremstilling. Bagsideteksten til bogen konstaterer, at Frants Buhl og de andre store islamforskere afkristnede dansk orientalistik, men det er et noget andet budskab Kim Møller når frem til inde i bogen, hvor han blandt andet om lutheraneren Frants Buhl konstaterer, at han var præget af en “udpræget kristen religiøs antipati” mod Muhammed og om Østrup, at han om islam som religion “på alle måder anså den for at være den kristne underlegen”.

    I forhold til Frants Buhl lød journalisten helt og aldeles uvidende. Han skøjtede henover det overordnede – det forhold at Buhl qua sin videnskabelighed undsagde den kristen-fundamentalistiske tilgang til sit fag, og som jeg fortalte ham, blot beholdte en tidstypisk antipati for islam. Med andre ord: Frants Buhl var tro mod videnskaben – det er Jørgen Bæk Simonsen ikke.

    Da Frants Buhl var ung, var selv videnskabelige beskrivelser af islam stærkt præget af kristne dogmer. Islam var en falsk religion fordi Kristendommen var sand, så at sige. Det udgangspunkt tog Buhl et opgør med omkring 1880, med sine gradvise anerkendelse af Julius Wellhausens dekonstruktive arbejde med Det Gamle Testamente i Geschichtes Israel (1878). At han stadig var præget af tidens kristen-kulturelle opfattelse og sprogbrug er ganske vist, men som enhver der har læst Buhl vil vide, så formåede han bedre end andre i sin samtid at skelne mellem religiøs og videnskabelig kritik. Førstnævnte gav ham en årelang disput med kristen-fundamentalistiske C.H. Scharling, sidstnævnte foranledigede oversættelse af hans hovedværker til verdenssprog. Sidst udgivet på dansk i 1998 (Johannes Pedersen læses stadig på Teologisk Institut i Århus siges det).

    Tobias Havmand tager enkelte ord ud af sin sammenhæng, og undlader helt at forholde sig til det overordnede. At Buhl – i modsætning til Bæk Simonsen bragte forskningen væk fra religiøse dogmer.

    Som artiklen fremstår i avisen, er der noget som springer i øjnene. En stort opsat artikel om en bog, kritiserer bogen – uden på noget tidspunkt at eksemplificere kritikken. Ingen citater der viser Bæk Simonsens paradigmeskifte, og ikke et ord fra det interview han havde med mig. Logisk nok – det er jo nemmere at kritisere et synspunkt man selv formulerer, men fair er det altså ikke.

    Mere fra artiklen.

    “Den fløj bestod blandt andet af en række debattører, der dannede foreningen Trykkefrihedsselskabet med bl.a Lars Hedegaard i spidsen, og det er et slagsmål, som foreningen nu igen forsøger at revitalisere med et direkte angreb på Jørgen Bæk Simonsen med bogen Vejen til Damaskus – dansk islamforskning 1995-2005. Bogen, der er et omskrevet speciale af en anden profil fra Danmarks nye ideologiske højre, Kim Møller – manden bag Danmarks mest læste højreorienterede blog ‘Uriasposten’, anklager Bæk Simonsen for at have skiftet markant holdning i forhold til en række af islams mere kontroversielle områder: sharia, islamisme, islams generelle forenelighed med demokrati. Og for at være kulturrelativist…”

    En bog der tekstnært går i dybden med fire islamforskere baseret på et historiografisk historiespeciale om dansk islamforskning 1885 til 2005… betragtes som ‘et direkte angreb på Jørgen Bæk Simonsen’. Tænk lidt over det.

    Møllers centrale indvending er, at Simonsen ukritisk har overtaget det radikalt forandrede syn på islamforskningen, som Edward Saids afgørende bog Orientalism fra 1978 bragte på banen. Said indvendte mod hele den vestlige orientalisme-forskning, at den hovedsaligt havde til hensigt at bekræfte egne stereotypier og verdenssyn, og at den praktiserede en kolonialistisk kulturchauvinisme, der havde til hensigt at bekræfte vestlig kulturs overlegenhed over for den arabiske, og at forskningen derfor i vid udstrækning var akademisk upålidelig.”

    På ingen måde korrekt. Selvom Bæk Simonsen som socialist i et marxistisk forskermiljø i sit tidlige forfatterskab er kraftigt præget af Saids tanker, så er det ikke min ‘centrale indvending’. Når man som borgerlig har en tidligere DKP’er som vejleder, og kender den polariserede islamdebat, så nedtoner man selvfølgelig det ideologiske aspekt og gør specialet mere dokumentarisk. Det blev jeg kritiseret for, men jeg opsøger altså ikke luftige motivanalyser af politiske modpoler hvis jeg kan undgå det. Der stod også cyanid på den anden pille.

    Jeg daterer Bæk Simonsens paradigmeskifte til 1988-1990, og motivationen er ganske tydeligt ikke Orientalism (fra 1978), men den politiske debat om multikultur herhjemme, foranlediget af 1980’ernes flygtningestrømme fra islamiske lande.

    Et synspunkt, Kim Møller har et mærkeligt ambivalent forhold til, idet han på den på den ene side kalder det en “overreaktion” – og på den anden selv dokumenterer, at Said faktisk ikke ramte helt ved siden af – i hvert fald ikke når det kommer til dansk islamforskning.”

    En overreaktion, fordi Said drager vidtgående slutninger på basis af forskernes sprogbrug. Han pointerer eksempelvis at de var lakajer for en racistisk imperialisme, at de ikke handlede i god tro. Johannes Østrup var den danske hardliner, men intet han skrev tyder på, at han ikke handlede i god tro. Det springende punkt her (sågar fremhævet i bagsideteksten) – som journalisten helt overser, er det forhold at forskere til alle tider er barn af deres tid.

    Det er imidlertid ikke de gamle forskeres forudindtagethed, Møller og Trykkefrihedsselskabet er ude efter. Det er Jørgen Bæk Simonsens, og her er den centrale anke, at han på en række punkter har ændret indstilling til, hvor dogmatisk islam er, og hvor defineret en størrelse, religion er i hver eneste muslim…”

    Havde journalisten læst bogen (som han hævdede), så ville han vide at de fem overordnede analysepunkter er tilrettet således, at der kommer fokus på de videnskabelige mangler ved både den tidlige (kulturchauvinisme) og den nyere (kulturrelativisme) forskning. Hermed kommer der både fokus på Edward Saids kritikpunkter (racisme) og nutidens stridspunkter (eks. islam og demokrati). Det længste kapitel bærer overskriften Tendens og terminologi, og stiller skarpt på Brugen af stereotyper. Uden at tælle efter, så vil jeg tro kritikken af Johannes Østrup samlet set får mere plads end kritikken af Jørgen Bæk Simonsen.

    Hvor ‘defineret en størrelse’, islam er i ‘hver eneste muslim’ forholder jeg mig slet ikke til, og det undrede mig da også at journalisten i interviewet gjorde mig til talsmand for den ‘fordomsfulde’ fløj i forskningen. Udgangspunktet for journalisten (og Edward Said, Bæk Simonsen mfl.) er tilsyneladende, at kritik af islam som religiøs konstruktion også medfører en ‘fordomsfuld’ tilgang til den enkelte muslim. Jeg fastholder (som Bæk Simonsen pre-1990), at Islam foruden at være en religion også er politik og ideologi, og ligesom det ikke giver mening at studere marxisme uden at læse Marx, så kan islam ikke forstås uafhængigt af kilderne. En islamforsker må selvfølgelig gå tekstnært til helligteksterne.

    Frants Buhl blev i slutningen af 1800-tallet kritiseret af kristne fundamentalister for sine dekonstruktioner. Idag kommer modstanden mod den dekonstruktive tilgang til islam ikke så meget fra islamiske fundamentalister som fra ateistiske forskere. Tankevækkende.

    Hvor man kan sige Tobias Havmand og Information begår ringe og/eller tendensiøs journalistik, så er sidste halvdel af artiklen isoleret set interessant nok.

    “… Jørgen Bæk Simonsen serverer en islampakke, der er fordøjelig for danske ganer… han lader den [danske debat] påvirke sin forskning.

    Det er et synspunkt, Jørgen Bæk Simonsen er uenig i:

    “En humanistisk forsker kan ikke arbejde ud fra antagelsen om, at der findes en neutral grund, et værdifrit rum. Forskeren træder ind i en historiografisk kontekst, forholder sig til konteksten og udfordrer den. Forestillinger om, at noget sådant er værdifrit, må afvises,” siger han.

    “Af samme grund er det helt afgørende for debatten, at konteksten er klar. Islam og muslimer har været i feltet hele tiden, men den kontekst islam og muslimer i den aktuelle debat sættes i, skyldes ikke kun islam og muslimer, men også en lang række andre forhold. Det gør ikke studiet af islam og muslimer mindre interessant, men det betyder, at forskningsresultater kan bruges og misbruges i et utal af sammenhænge, der er studiet af islam og muslimer aldeles uvedkommende.”

    Når Bæk Simonsen folder sig ud, så er ikke et øje tørt, men hvad er det egentligt han siger. Forskningsresultater kan misbruges; forskning må tilrettes den politiske debat; forskningen skal gøde jorden for multikulturalisme. Jeg ved godt hvad jeg mener.

    “Anklagen om akademisk underlødighed kan umiddelbart heller ikke genkendes i andre dele af islamforskningsmiljøet, hvor billedet af en objektiv islamforskning ses som en illusion:

    “Det er et område, der i høj grad er en del af den offentlige diskussion, og der kommer da også personlige holdninger til udtryk. Vi er ikke så naive, at vi tror, at vi kan levere et helt objektivt syn. Men så længe man er klar over sine holdninger og kan forholde sig akademisk til dem, kan jeg ikke se et problem, og jeg er i mit arbejde med Jørgen Bæk Simonsens tekster ikke stødt på noget, jeg ikke mente var akademisk lødigt,” siger Peter Seeberg, Centerleder for Mellemøststudier på Syddansk Universitet.”

    Et kunstigt opstillet paradoks, men Peter Seeberg bliver aldrig et sandhedsvidne ift. politiserende islamforskning.

    “… Der er intet nyt i, at forskning er i interaktion med de brede politiske og ideologiske strømninger i samfundet. Jeg har endnu ikke læst Kim Møllers bog, men problemet med den overordnede debat er, at visse debattører, der ikke selv bedriver forskning, ikke har evnet at skelne mellem engageret samfundsdebat og akademisk forskning

    “Mens det er positivt, at vi har en samfundsdebat, hvor intellektuelle af forskellig observans sætter spørgsmålstegn ved hinandens politiske analyser, gås der galt i byen, når man forsøger at overføre kritikken til en kriminalisering af forskerens akademiske meritter. Den type kritik er både akademisk og samfundsmæssigt uniteressant. Og det er en skam,” siger Rasmus Alenius Boserup.”

    Ja klart, det er mig der ikke evner at skelne mellem forskeren og aktivisten Jørgen Bæk Simonsen. Han gør sig virkelig umage for at skelne… Men iøvrigt – først Peter Seeberg, så Rasmus Boserup. Der spilles ikke hasard med konklusionerne.

    “Neden under konflikten løber der imidlertid også ifølge flere forskere en mere grundlæggende uenighed. Eller som én, der som flere andre helst ikke vil have sit navn frem i diskussionen, formulerer det: “Der findes to essentialistiske lejre: En, der mener, at koranen er rigid og gør muslimer disponible for fundamentalisme, og en, der mener, at koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet. Møller og Hedegaard tilhører den første gruppe, og nogen mener, Bæk Simonsen tilhører den anden”.”

    Anonym forsker – den danske islamdebat anno 2008.

    Sætningen “koranen… gør muslimer disponible for fundamentalisme” er bizar. Der er næppe en islamforsker i dette land der mener andet… når kameraet ikke lyser og mikrofonen er slukket. Når nu journalisten ikke gider, så lad mig citere min bog – citerende Jørgen Bæk Simonsen anno 1983: “der findes i Koranen en række bestemmelser, der har naturlige politiske og samfundsmæssige konsekvenser”, og den nutidige apologi anno 2004: “fundamentalisme er ikke per definition problematisk”.

    At Bæk Simonsen tilhører en fløj der mener “koranen indeholder både tolerance, respekt og fleksibilitet” er ganske vist, men selv apologien har sin begrænsning, og derfor må Bæk Simonsen da også kombinere det videnskabelige studie af kilderne med ønsketæ… noget andet. Her om islam og menneskerettigheder i Det retfærdige samfund fra 2001.

    “… den islamiske tradition rummer et rettighedsperspektiv… Derfor er det principielt muligt at tilvejebringe en afklaring af menneskerettigheder i islam, men det vil efter min bedste overbevisning være halsløs gerning at gøre det på baggrund af en gennemlæsning af Koranen.” (Vejen til Damaskus, s. 121)

    – og islam er fredens religion, hvis blot man ikke læser Koranen…

    “… Spørgsmålet er ifølge Møller, hvad der fungerer bedst, når man skal forstå islam: Kulturchauvinisme eller kulturrelativisme. Er min bedst, eller er de lige gode? Der er nok ikke nogen tvivl om, hvilken vej Kim Møller, Lars Hedegaard og kompagni hælder – og nok heller ingen tvivl om, hvilken vej Jørgen Bæk Simonsen gør. Og de bliver næppe enige lige foreløbig.”

    En opsummering der på overfladen virker rimelig, men egentligt blot er med til at fastholde polariseringen. En rød tråd i bogen er således, at Bæk Simonsen nye og mere venlige syn på ‘islam’, i høj grad skyldes et paradigmeskifte. Hvor islam frem til 1988-1990 var identisk med kilderne udsat for sprogvidenskabelig behandling (i lighed med Buhl, Østrup og Pedersen), så er kilden til forståelse af islam fra 1988-1990 og frem muslimer i en dansk kontekst. Hvor kilderne til islam tidligere gav sig selv, så er kilderne idag mundtlige og der er frit valg på alle hylder: Find en demokratisk muslim, og islam er demokrati.

    Problematikken bør også vendes om: Hvor er islam i Demokratiske Muslimer?

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper