14. august 2020

Fra BZ-bevægelsen til mediebranchen: “Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.”

Så fik jeg genhørt Peter Øvig Knudsens BZ (2016), og hvis man har lidt historisk interesse i det vestreradikale miljø, så giver det en ganske fin indføring. 19 timer eller 624 sider! Jeg kunne med udgangspunkt i bogen skrive adskillige blogposter om BZ’ere, der gjorde karriere i mediebranchen, og kun tiden afholder mig fra det.

En af kilderne er eksempelvis Mette Sejsbo, der efter tyve år i Danmarks Radio, nu er lektor på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Da AFA-grundlæggeren Martin ‘Kat’ Lindblom døde tilbage i 2009, var der rosende nekrologer fra BZ-vennerne René Karpantchof og Jesper Dahl Caruso. Den første er eekspert i højreekstremisme, og sidstnævnte var på daværende tidspunkt journalist på Berlingske. Senere kom han til TV2 Nyhederne.

Den tætte forbindelse mellem datidens revolutionære gadekrigere, og nutidens mediebranche voldte Øvig Knudsen store problemer. Selvom han som ung var tilknyttet Kommunistisk Arbejderparti, og stadig er solidt placeret på venstrefløjen, så frygtede eks-BZ’erne, at historien blev beskrevet lidt for dokumentarisk. Den del er værd at hæfte sig ved. Her en række citater, som på forskellige måder beskriver forbindelsen.

Politiets afmagt, sympati i politiske kredse

“Man kunne jo bygge et helt stenbrud af de sten, de smed efter os i Viborggade… Men vi ved, at hvis vi smider dem ud, rykker de bare ind igen og barrikaderer sig. Hverken regering eller kommune virkede opsat på at løse problemet, og de venstreorienterede byplanborgmestre – Villo Sigurdsson og Gunna Starck fra VS -gjorde, hvad de kunne for at støtte BZ’erne.’

Men blev man som politimand ikke voldsomt frustreret, spørger jeg.

‘Jo, selvfølgelig. Det var helt gak i låget. Men vores erfaringer med at rydde huse -og jeg tror, jeg har været med til at rydde over hundrede – viste, at vi både fik vældig ballade med BZ’erne undervejs og bagefter vældig ballade i pressen over måden, vi gjorde det på. På et tidspunkt havde vi besluttet og meddelt, at vi ikke ville rydde flere huse uden den nødvendige opbakning. Vi ville ikke risikere kollegernes liv og lemmer for bagefter at se BZ’erne gå bag om huset og ind igen.

Vi lod stå til og nøjedes med at notere, når vi opdagede, at de lavede noget kriminelt, for eksempel alle deres tyverier. Det samme ville selvfølgelig aldrig være sket, hvis det var rockere, der agerede på tilsvarende måde. Men BZ’erne havde stadig udbredt sympati i politiske kredse. Vi måtte bare leve med det.

Martin ‘Tjek’ Sundbøll om journalisters advarsler

“‘Jeg har besluttet mig,’ siger Martin Tjek, da jeg ringer til ham. „Det bliver et ja. … Martin fortæller, at både hans familie og hans nærmeste venner har været imod, at han skulle sige ja til at deltage. Også journalister, han kender ‘på relativt høje poster’, har advaret ham. Men han har besluttet sig, selv om det sikkert vil give ham ‘en farlig ballade’ med de andre BZ’ere. “

BZ-filmen som DR ikke turde vise, mistede filmstøtte

“Filminstruktøren David Fox, der har lavet BZ-filmen En drøm i tusinde stykker, fortæller i telefonen, at hans film på forhånd gav anledning til så meget ballade, at DR aldrig har sendt filmen. Fox har åbenlyst haft nogle ubehagelige oplevelser og er ikke meget for at tale om sagen. Men jeg får ham overtalt til at drikke kaffe den følgende mandag. David Fox husker, at han i sin tid også havde et møde med BZ’ernes gamle ærkefjende, Egon Weidekamp. Han havde grinet ad Fox’ projekt: ‘Du kommer aldrig til at fortælle den historie. Ingen i medieverdenen vil have det sande billede af BZ frem.’ Dengang havde Fox bare smilet ad udsagnet.”

—–

“‘Mit udgangspunkt for at lave en film om BZ,” fortæller David Fox, ‘var at undersøge, hvor de stod femten år efter deres oprør i Ryesgade : Hvad tænkte de nu? Var de stadig revolutionære, var de endt med villa, vovse og Volvo eller et sted derimellem?

… Jeg ville gerne fortælle en ny historie om BZ, som handlede om en bevægelse, der startede med at være åben for alle, men endte med udskillelse, maskering og vold. Den oprindelige drøm om et ungdomshus for alle unge med dans, musik, knallertværksted og teater blev i stedet til et mørkt ungdomshus for de få. Mit spørgsmål var, hvordan det endte sådan. Muligvis kom jeg med min film til at overtræde en uskreven regel, jeg ikke kendte til, om at man ikke må kritisere BZ i dansk film og tv. Men jeg lavede filmen, fordi jeg var nysgerrig, og fordi det handlede om min egen generation. Politisk er jeg nok til venstre, men først og fremmest er jeg humanist med tro på diversitet og åbenhed. Jeg undrer mig virkelig over, at filmen aldrig er blevet sendt, for den var allerede godkendt af DR -og havde jo også kostet en del penge.'”

—–

“David Fox’ film om BZ havde i første omgang fået bevilget en udviklingsstøtte fra Filminstituttet på 15.000 kr., men efter at en ny filmkonsulent, Jakob Høgel, var tiltrådt på instituttet, fik Fox i november 1999 afslag på produktionsstøtte. … Den 15. november, tre dage før han skrev afslaget til Fox, havde Jakob Høgel fra Helle Hansen modtaget en ansøgning om manuskriptstøtte til filmen ‘Historien om BZ’. … To måneder senere sagde Jakob Høgel ja til ansøgningen og bevilgede Helle Hansen 30.000 kr. i research- og manuskriptstøtte. … I de følgende år opnåede Helle Hansen en samlet støtte fra Filminstituttet på over 1,3 millioner kroner. I begrundelserne for at bevilge støtte gentages det igen og igen, at Helle Hansen har en ‘unik adgang’ til historien i kraft af, at hun selv har været en del af miljøet.

Filmen fik både lancerings støtte og støtte til en danmarksturne ‘BZ på tur’ i 2006, ligesom der blev bevilget penge til at udarbejde undervisningsmateriale til skolerne.”

Birgitte Feiring om den abstrakte forpligtelse på sandhed

“Birgitte Feiring forudser, at jeg vil skrive om de psykologiske processer frem for de samfundsmæssige forhold, og at jeg vil fokusere på BZ’ernes voldsudøvelse frem for samfundets.

‘Jeg er skræmt af den magt, du besidder, og skræmt af, hvad din fremtidige bog vil betyde for mine gamle venner og mig og for forståelsen af vores historie. … Hvilke konklusioner med hensyn til metode og form drager du selv efter Nakkeskuddet? Hvor ærlig er du over for os? Du har givet dit BZ-projekt den naive arbejdstitel ‘En kærlighedshistorie’ – men jeg har svært ved at se den naivitet i dit øvrige arbejde eller i Nakkeskuddet. Skylder du os ikke en mere dybtgående redegørelse for dine intentioner, fascination og vinkling, inden vi betror dig vores erindringer?

En klog dame skrev engang, at hver gang hun stødte på noget, hun ikke forstod, var hun særligt påpasselig for ikke at komme til at ødelægge det. Forstår du og har du respekt for den kakofoni, som BZ var? Og er i sin reaktion på dit projekt? Hvorfor har du kun hårdkogte journalistdrenge og ingen bløde piger i din backinggruppe?

… ‘I din fortolkning af den journalistiske nødvendighed helliger den abstrakte forpligtelse på sandheden midlet (der er i hvert fald ikke en eneste episode i Nakkeskuddet, hvor du synes at mene, du er gået over stregen). Men målet helliger ikke konsekvensen, og derfor fravælger du også selv at skrive om pusherne af hensyn til din familie. Hvorfor har du så så lille forståelse for, at andre ikke mener, at dit mål helliggør konsekvenserne for dem?'”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper