19. februar 2021

“… kunne være som taget ud af et Islamisk Stat-manifest”; “Der er mange, der skriver sådan noget”

For et par uger siden bragte Berlingske en kronik af ph.d. Tore Refslund Hamming, der anbefalede, at Danmark hjemtog Islamisk Stat-kæmpende fremmedkrigere, da de alternativt udviklede et had til Danmark. Vi måtte huske på at ikke alle jihadister, er terrorister, og de i nogle tilfælde var rejst til Syrien af ‘ganske noble, årsager’. En forskeraktivist, helt på niveau med DR-garden.

Ugens terrorsag involverer i øvrigt fjorten syrere, og blandt eksperterne er foruden islamisten Mona Sheikh, også apologeten Tore Refslund Hamming. Argumentationen er helt fantastisk. Bare fordi en terrorsigtet syrer udtrykker sig ‘ekstremistisk’, så betyder det ikke, at han har intentioner om terrorangreb i Vesten. Det kan være udtryk for at personen ‘er politisk indigneret’. Overskriften er direkte citater. Forbind selv punkterne – de gør det ikke for dig.

Fra TV2 Online – Sigtet i terrorsag har skrevet om jihad, IS og had mod Obama på sin Facebook-profil.

“En af de sigtede i terrorsagen fra Holbæk har på sin Facebook-profil delt indhold, der har karakter af ekstremisme og jihadisme. Det vurderer eksperter i islam og jihadisme, efter at TV 2 har forelagt dem flere eksempler på opslag, som den sigtede har delt.

– Noget af det, han har skrevet, kunne være som taget ud af et Islamisk Stat-manifest, siger Mona Kanwal Sheikh, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier og forsker i blandt andet jihadisme og Islamisk Stat, og som har gennemgået tekster fra Islamisk Stat. …

Den syriske mand, der blev anholdt i Tyskland, har blandt andet skrevet Facebook-opslag, hvor han nævner terrororganisationen Islamisk Stat, og at der er ‘ingen islam uden jihad’. …

Tore Hamming og Mona Kanwal Sheikh påpeger også, at den sigtedes ekstremistiske opslag ikke nødvendigvis betyder, at han er terrorist.

Der er mange, der skriver sådan noget, og der er mange, der skriver det, som aldrig nogen sinde kommer til at begå et terrorangreb eller tage til Syrien. Det kan også være udtryk for en person, som er politisk indigneret over USA’s politik i Mellemøsten og bruger religiøse fraser til at italesætte sin frustration, siger Tore Hamming.”

(Collage: Islam, Apotekerhaven i Holbæk)



12. februar 2013

Mikael Rothstein: “… det brutale ord kan virke lige så stærkt som den brutale fysiske voldshandling”

De første terrorsager herhjemme gav troen på, at der ville komme et paradigmeskift i forhold til islamisterne, men som drabsforsøget mod Kurt Westergaard viste, så er fred langt vigtigere end frihed for den talende klasse. Drabsforsøget på Lars Hedegaard har sat helt nye standarder for appeasement. Desværre ikke en fuldstændig liste.

“Alting er på få sekunder ændret. Hvordan? Jo, Lars Hedegaard er blevet et offer. … i de ytringsfrihedsfascinerede kredse må det føles… en anelse tamt. Kom an! Vi ofrer gerne livet for ytringsfriheden! Men trods alt helst ikke vores eget. … Kan man virkelig forsvare at blande sig i denne afskyelige sag? Kan man ligefrem frit ytre, hvad man egentlig, i al hemmelighed, føler? Afsky, eller rettere sagt (uden forloren dramatik): Afstandtagen. Naturligvis – men så? Måske bedre at holde sin mund? Men så læste jeg et kort læserbrev i min avis, og det konkluderede: »Hvad har deres (islamkritikernes) forkomne begreb om frihed ikke kostet alle danskere i forhøjet trusselsbillede og kæmpemæssige stigninger til efterretningsudgifter? Lars Hedegaard er ikke et tragisk offer, han er et patetisk fjols!«. Sådan. Spot on.” (Birgitte Heltberg i Politiken, 10. februar 2013)

“Altså, det der er det rigtig ærgerlige,udover at det er forfærdeligt med det her attentat – det er jo, at det på en måde blokerer, altså det bliver sværere, at kritisere islamofoberne, for så bliver det næsten tolket som et udtryk for, at man forsvarer en attentatmand. Men vi bliver nødt til at finde… at debatkulturen, den trænger til en renæscance i Danmark, fordi at sige, altså svinagtigheder som der bliver sagt idag, der er næsten som fysisk at slå folk. Ord kan virke som knytnæver, og derfor så trænger vi simpelthen til at få renskuret debatkulturen i Danmark. (Journalist Pia Fris Laneth i Søndagsfrokosten på P1, 10. februar 2013)

“Hvordan kan det være med den der mærkelige historie med Lars Hedegaard, at ingen journalist i Danmark eller Sverige har stillet spørgmåltegn ved, om den historie er en avis-and. … Der findes ingen vidner til hændelsen, han påstår at… Han påstår at han som 70 årig har slået en 25-årig araber ned, som så løb fra stedet. Ingen anden har set det. Hvorfor stiller man ikke spørgmål til ting der kommer fra højrefløjen?” (Journalist Katarina Mazetti i Publicistklubben, 11. februar 2013; Snaphanen)

“… vi kan jo bare have hovedet under armen, og bare bare lade som om, at ting sker af sig selv. De har en årsag og en forklaring. … hvad der sker med et samfund, når de blive ramt af ord. … Selvfølgelig er der da en sammenhæng. Og den har at gøre med hans ord, hans voldelige ord. … Vi må se på kompleksiteten i begivenhederne. … Hans adfærd i samfundet er en del af forklaringen på hvorfor det sker. … Vi kan ikke forstå attentatet løsrevet, fra den sproganvendelse Lars Hedegaard og hans konsortier benytter sig af. Fordi den gør ondt på mennesker. Den gør mennesker ulykkelige, den gør mennesker bange… Vi (må) spørge hinanden om hvordan vi undgår det en anden gang… Hvis vi vil forstå hvad der sker i samfundet, så må vi forstå, at det brutale ord kan virke lige så stærkt som den brutale fysiske voldshandling. Ligeså trist det er, at nogen har prøvet at skyde Lars Hedegaard, ligeså trist er det altså – eller hvad skal vi sige, trist på en anden måde, er det at mange mange borgere i vores samfund, helt almindelige lovlydige borgere nedgøres, forhånes og pisses på, af Lars Hedegaard og hans venner i sproget, og har ondt i den anledning. … Jeg tror gerne at Hedegaard vil have konflikt. Det er derfor han bruger sproget sådan. … Du må dog give mig ret, at vi kan se konsekvenserne af dem (Hedegaards ord, Kim), måske ikke i attentatet, men i den måde mennesker reagerer på når de bliver ramt, bang! – af hans hårde ord.” (Lektor Mikael Rothstein i Deadline, 11. februar 2013)

(Glimrende pointe af Hans Erling Jensen på Twitter, 10. februar 2013)

“… selv om overfaldet måtte være politisk eller ideologisk motiveret, gavner det hverken ytringsfriheden eller demokratiet, at debatten handler om ytringsfrihed. … Hvis vi i Danmark har et generelt behov for at markere det så højt og tydeligt, hver gang en politisk eller ideologisk motiveret forbrydelse finder sted, så forstår jeg ikke, hvorfor vi ikke ser samme kor tage menneskerettighederne eller trosfriheden så markant i forsvar, når vi oplever racistiske eller xenofobiske overfald på almindelige danske medborgere, der blot er ofre for opinionsdannernes, herunder Trykkefrihedsselskabets, skingre værdiretorik og det had, den måtte afføde blandt ekstreme miljøer.” (Post.doc Mona Sheikh i Information, 11. februar 2013)

“Den seneste tids hurlumhej omkring attentatforsøget på islamkritikeren Lars Hedegaard har for en stund kaldt det gamle udlændingespøgelse til live på Christiansborg. Ingen politiker er så naiv, at man ikke er pinligt bevidst om, at udlændingesagen ikke er død, men kun slumret lidt ind. Og hvis der er én ting, regeringen ikke ønsker at have på dagsordenen oven i alle sine øvrige trængsler, er det en udstilling af dens dybe interne uenighed omkring udlændingepolitikken… man må ligeså ærgre sig over, at denne mand gennem udåden opnår en ny martyrstatus… Pinligt bevidst om, at attentatet kan bruges til at genoplive den uendelige skyggedebat om ytringsfrihed – som reelt er en kodet debat om, hvor hårdt man inden for gængs moral kan kanøfle dem, som er anderledes – gik Hedegaard med vanlig præcision til angreb. Han vidste, at politikerne – selv de som mener, at han er plim (et synspunkt, som er svært ikke at hælde til) – var låst, idet alt andet end entydig opbakning til Hedegaard ville stemple dem som modstandere af ytringsfrihed (kodeord for antidemokrat) og massive tilhængere af islam. Hvilken skæbne der er værst i dansk politik i denne tid, ved jeg ikke, men at der er store potentielle vælgertab i begge, er evident. …

Alle forholdt sig til, at attentatet havde fundet sted, men ikke til, hvorfor attentatet havde fundet sted? Ingen medier forholdt sig til, om Hedegaards rabiate synspunkter er drivende for, hvad der har overgået ham? Og politikerne kender mediernes reaktionsmønster, hvorfor de alene forholdt sig til at forkaste selve attentatet i mediekommentaren – uden nuancer. Punktum.” (Journalist Peter Mogensen i Politiken, 11. februar 2013)



17. oktober 2009

Mona Sheikh om “transnationale aktivister eller al-Qaeda-relaterede aktivister”

Mona Sheikh røg ud af Det Radikale Venstre i 2001, da der kom fokus på hendes medlemskab af en radikal islamistisk bevægelse, og hun på opfordring ikke ville gå på kompromis med sin religion. Som ph.d-studerende i islamisk radikalisering var hun fredag aften gæst i den sene Deadline, for at give en ekspertanalyse af den pakistansk-afghanske antiterrorkamp.

  • 16/10-09 Deadline, DR2 – Igen bombeangreb i Pakistan (interview med Mona Sheikh).
  • Mona Sheikh, Ph.d.: … man kan lidt forsimplet sige, at der er de her to typer fraktioner. Dem der er blevet talebaniseret efter 2001, fordi de er imod fremmede besættelsestropper i Afghanistan, og de anser kun fremmede besættelsestropper for at være legitime bombemål, og på den anden sige, de her, som du siger – transnationale aktivister eller al-Qaeda-relaterede aktivister, som har allieret sig med nogle af de her Talebangrupper, som også, altså kæmper mod et mere symbolsk repræsentation af Vesten.

    Mads Brügger, DR2: Du siger aktivister i stedet for terrorister?

    Mona Sheikh: Altså, det kommer jo an på hvordan man ser det. Altså de anvender vold, så på den måde kan man sige, at voldsanvendelse er altid problematisk, og derfor kan det være terroristisk, men.. (afbrydes).

    Mads Brügger: – men hvad er det der foregår i Pakistan nu. Er det en terrorkampagne, eller er det en islamistisk revolution, er det en frihedskamp, hvis du skal sætte ord på det. Hvad er det så, vi er vidne til?

    Mona Sheikh: Jeg tror det vigtigste, er at holde fast i, at Taleban ikke er en enhedsaktør i Pakistan, og faktisk heller ikke i Afghanistan, og der er nogle der kæmper for, blot for at få de her fremmede besættelsestropper ud af Afghanistan, mens der er andre der er involveret i den her lidt større symbolske krig mod Vesten.

    (Deadline, DR2 d. 16. oktober 2009)

    Mere.

  • 27/1-08 Uriasposten – Mona Sheikh, eliteforskeren (250.000 kr. i rejsestipendie).
  • 25/8-09 Uriasposten – … Selvmordsattentater er “et radikalt opgør med klassisk islamisk jura”.
  • 

    25. december 2008

    Phd. Mona Sheikh: Selvmordsattentater er “et radikalt opgør med klassisk islamisk jura”

    Hvis Svikmøllen var et litterært årsskrift, så kunne Mona Sheikhs islam-apologi fint tage midtersiderne. Fra Information (20/12-08) – Selvmordsbombens nye logik.

    “Selvmordsbomber er noget af det, der forfærder os mest i den internationale terrorisme. For de fleste er terroristernes brug af selvmordsbomber det afgørende element, der sætter det moralske skel mellem ‘vores sekulære krig’ og ‘deres religiøse terrorisme’. Selvom brugen af selvmordsattentater som krigsførelsestaktik historisk har været domineret af sekulære oprørsgrupper, og muslimske lande indtil starten af 1990’erne har haft de laveste selvmordsrater i verden, forbindes selvmordsattentater alligevel ofte med ’stærk’ muslimsk religiøsitet.

    Forbindelsen mellem muslimer og selvmordsattentater er dog relativ ny…

    Den Kashmir-orienterede og terrorlistede organisation Lashkar-e Taiba var den første pakistanske bevægelse, der i 1999 begyndte at benytte sig af selvmordsattentater i den indisk administrerede del af Kashmir. Dengang mødte Lashkar-e Taiba massiv kritik for sine metoder, både fra andre jihad-organisationer og religiøse autoriter, der kaldte det for uislamisk krigsførsel…. Selvom den gamle modstandstradition har fået nyt liv i dag, og deobandimadrasserne højlydt støtter Taleban, var holdningen dengang, at legitim jihad kun burde rettes mod ikke-muslimske kombatanter. I øvrigt gik den nye trend imod den klassiske islamiske jura om legitim krigsførsel, der især nævner forbud mod at skade civile, kvinder, børn, dyr, træer og bygninger. Hertil begyndte en diskussion om forskellen mellem ’selvmord,’ der utvetydigt tolkes som værende forbudt i islam, og ’selvopofrelse’ i en højere sags tjeneste. Militante aktivister laver i dag ihærdigt denne distinktion ved at kalde selvmordsangreb for selvopofrende angreb…

    Talebans øgede popularitet gennem de sidste par år skyldes, at de i stigende grad er blevet et symbol på legitim modstand, siden de succesfuldt kan insistere på, at de fører en defensiv krig…

    Når landets Taleban-aktivister og deres religiøse autoriteter skal argumentere for legitimiteten af selvmordsattentater, skal man grave dybt for at få traditionelle religiøse argumenter på bordet. I stedet er de i langt højere grad strategiske og sikkerhedspolitiske og svære at skelne fra den måde, stater normalt fører sikkerhedspolitiske argumenter for voldsanvendelse i en oplevet trusselssituation. Mens udbredelsen af selvmordsattentater som krigsstrategi har krævet et radikalt opgør med klassisk islamisk jura på området, ser det ud til, at en sikkerhedspolitisk retfærdiggørelse af selvmordsangreb som “nødvendighed,” “selvforsvar” og “sidste udvej” opvejer betydningen af denne afvigelse. Den udbredte opfattelse langs Pakistans grænseområde til Afghanistan er, at de aktive jihad-grupperinger er egentlige folkelige modstandsbevægelser uden mange ressourcer, og netop den opfattelse fortsætter med at mobilisere nye potentielle selvmordsbombere.”

    Oploadet Kl. 18:08 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    27. januar 2008

    Mona Sheikh, eliteforskeren

    Fra Videnskabsministeriets Eliteforsk.dk.

    “Videnskabsministerens EliteForsk-rejsestipendier a 250.000 kr. Prisen gives til de dygtigste og mest talentfulde ph.d.-studerende indskrevet på danske universiteter og skal bidrage til, at de kan få mindst et længerevarende studieophold ved et af de allerbedste internationale forskningsmiljøer.”

    Mona Kanwal Sheikh – Københavns Universitet

    Religion og konflikt
    Fagområde

    International Politik og Sikkerhedsstudier

    Populær beskrivelse af ph.d.-projekt
    Jeg vil i mit projekt undersøge forholdet mellem religion, radikalisering og konflikt gennem et fokus på radikal islamisme. Projektet skal bidrage til 1) at udvikle metode og teori til at undersøge sammenhængen mellem religion og konflikt inden for disciplinerne Sikkerhedsstudier og International Politik, 2) at styrke den empiriske viden om religiøse- og sikkerhedsdiskurser, der betinger radikal islamisme, 3) at analysere udsigterne for en potentiel eskalering af en verdenspolitisk konflikt mellem ’Vesten’ og ’radikal islamisme’ og udvikle effektive politisk-strategiske værktøjer til at deeskalere sådanne konfliktdynamikker. Gennem arbejde i tværfaglige miljøer, der har religions-, sikkerheds- og fredsforskning som omdrejningspunkt forventer jeg, at projektet kan bringe klarhed over sammenhængen mellem partikulære religiøse fortolkninger på den ene side og frygt, trusselskonstruktioner og radikal handlen på den anden side.

    Oploadet Kl. 10:59 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper