7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



16. august 2017

Søren K. Villemoes gennemgår Skovgaard-Petersens ekspertanalyser om Islam, islamisme og Egypten

Weekendavisens Søren K. Villemoes skriver på Facebook, at danske islamforskere har set sig sure på avisen, og ingen vil i debat med ham: “Ethvert kritisk spørgsmål opfattes som et personangreb.” Som en konsekvens heraf, har han gennemgået professor Jakob Skovgaard-Petersens udtalelser til medierne, og begået en yderst interessant kommentar. Konkret kritik af navngivne forskere, når sjældent overfladen i Danevang.

Det ligner lidt mit historiespeciale om Jørgen Bæk Simonsen, men jeg har ladet mig fortælle, at Skovgaard-Petersen ikke er drevet af ideologi. Islam-apologi fra øverste skuffe, ikke desto mindre. Den er lidt lang for formatet, men bør læses i sin helhed.

Som lovet: KRITIK AF PROFESSOREN

Professor Jakob Skovgaard-Petersen (JSP) er en ekstremt belæst og vidende mand, der indiskutabelt er en af vores førende eksperter på den arabiske verden og islam. Han har tjek på detaljer, anekdoter, obskure skikkelser og begivenheder, de færreste er bekendt med. I kraft af sin forskning, sin tid som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut, sit enorme netværk og sit store kendskab til regionen er han en kæmpe kapacitet, der sidder inde med en stor og detaljerig viden.

Men det er ingen garanti for, at man har fat i den lange ende, når det kommer til overordnede analyser af mere generel karakter. Historien har vist, at JSP grundlæggende har taget fejl i sin opfattelse af islams betydning for almindelige mennesker i Mellemøsten.

JSPs forskning og diplomatiske arbejde vil jeg ikke forholde mig til her. Det følgende omhandler kun hans rolle som ekspert i de danske medier. Her har han igennem de sidste årtier adskillige gange gjort det klart, at danskerne generelt har en forkert opfattelse af muslimer i Mellemøsten. Han har gentaget det mange gange. Dette citat, fra dengang han tiltrådte som leder af Dansk-Egyptisk Dialog-Institut i 2005, opsummerer hans synspunkt:

I Danmark er der en tendens til at forklare alt med islam, og i flere tilfælde er det ikke relevant. Man opfatter islam som et sæt af doktriner, som folk følger, og ikke som en religion, som folk tager stilling til. I Danmark opfatter man det sådan, at folk i denne del af verden har en primær identitet som muslimer, og at den er langt vigtigere end deres nationale eller professionelle identitet. Det er en meget grov forenkling, og derfor vil danskerne kunne blive klogere af denne dialog.’

Naturligvis skal man ikke forklare alt med islam (hvilket da også er en karikeret opfattelse af danskernes syn på Mellemøsten). Men omvendt skal man heller ikke undlade at forklare noget med islam. Overvurderede danskerne islams betydning i Mellemøsten? Eller var det snarere JSP, der undervurderede samme?

Ifølge ham havde vi et værdifællesskab med den muslimske verden, som danskerne ikke forstod. Som han formulerede det kort efter angrebet d. 11. september 2001:

‘Vi har meget mere til fælles med muslimerne, end mange tror. Når folk beskriver det her som et angreb på Vestens værdier, kan det selvfølgelig godt være, at de mennesker, der står bag, ser det på den måde, men de værdier, mange ser som vestlige – tolerance, retsstat osv. – er de samme i den muslimske verden.

Vestens og den muslimske verdens værdier var altså de samme. Vi havde ikke noget at lære Mellemøsten på det område. Som han formulerede det i samme periode:

‘Befolkningen i Mellemøsten kender faktisk til demokrati, selv om demokratiet ganske rigtigt knægtes i mange sammenhænge. Men demokratiet praktiseres faktisk nogle steder. For eksempel har jeg selv været vidne til valg på universiteter i Mellemøsten, der foregik lige så demokratisk som på danske universiteter. Uanset at der sker mange forfærdelige ting i mellemøstlig politik, så er det ikke sådan, at medbestemmelse, demokrati og retsstat er ukendte eller forkastede idealer for flertallet af borgerne i Mellemøsten.

Vi kunne måske ligefrem tage ved lære af dem. Som han sagde i 2010:

‘Derfor er det også en myte, når danske kommentatorer hævder, at der ikke skulle være kulturel selvkritik i den arabiske verden. Der er masser. Betydeligt mere end herhjemme.’

Da det Arabiske Forår kom i 2011, og man fik smidt Mubarak på porten, havde vi et historisk øjeblik. Endelig ville vi få et nogenlunde troværdigt indtryk af, hvad der gemte sig i det muslimske, arabiske folkedyb. JSPs mangeårige besked til danskerne skulle nu stå sin prøve. Og han havde store forventninger til Mellemøstens fremtid:

‘Politik vil ikke blive udtrykt så religiøst. De arabiske parlamenter vil rumme mere ægte politiske konfrontationer, som forhåbentligt vil føre interessen væk fra identitetspolitik og over til valget mellem egentlige politiske alternativer.’

Samme år skulle den egyptiske befolkning for første gang blive hørt ved et (relativt) frit valg. Inden valget vurderede JSP, at islamisterne i Det Muslimske Broderskab havde bevæget sig temmelig langt fra sit gamle slogan ‘islam er både en religion og en stat’, og at danskerne havde et alt for dystert billede af partiet:

‘I min optik er Det Muslimske Broderskab ikke den enorme, dystre magt, som mange vil gøre dem til. Det er ikke for at være deres talsmand – de er ikke specielt tiltalende. Men den måde, man i Danmark taler om islamisme på, er præget af, at folk enten ikke interesserer sig for religion, eller at man bruger islamisme som skræmmebillede i en dansk debat.

Danskernes uvidenhed om religion gjorde altså, at vi havde et alt for negativt billede af Broderskabet, der ifølge JSP gennem en længere periode havde bevæget sig imod mere demokratiske og liberale positioner. Partiet ønskede en civil stat, hvor det kunne deltage på lige fod med andre partier inspireret af deres islamiske grundsyn, var vurderingen fra JPS. Hans fornemmelse af det egyptiske vælgerdyb lød således:

‘Så vidt jeg kan se, er det heller ikke sådan, at egypterne nu i stort antal vil gå hen og stemme på Broderskabet.’

I stedet forudså han et parlament præget af flere store blokke og modsatrettede interesser, hvor ét parti ikke ville dominere. Hvad skete der?

Det Egyptiske Broderskab fik 36,3 % af stemmerne, de moderate islamister 3,3 %, mens de ekstreme salafister løb med hele 28,8 %. JSP havde ellers i årevis fortalt danskerne, at de egyptiske salafister slet ikke var interesserede i parlamentarisk politik. Men her var de så med næsten en tredjedel af stemmerne. Alt i alt gik et massivt flertal af stemmerne – hele 69 % – til enten islamister eller endnu mere hardcore islamister.

(Morsi-tilhængere, ca. 2012; Foto: ISO)

Ved præsidentvalget løb Broderskabets Morsi med 52 % af de egyptiske stemmer. Tidligere på året havde partiet godt nok lovet, at man slet ikke ville stille med en præsidentkandidat, hvilket JSP dengang havde set som bevis på, at de ikke ønskede at forplumre den demokratiske udvikling.

Efter i årtier at have belært danskerne om, at de overvurderede islams rolle i den arabiske verden – der ifølge JSP allerede abonnerede på de samme værdier som i Vesten – viste det sig, at danskerne havde ret, og JSP tog fejl. Over to tredjedele af det egyptiske vælgerkorps gik ikke til valgurnerne med deres nationale eller professionelle identitet, men med deres religiøse.

Og hvad så med Broderskabet? Havde danskerne virkelig et alt for dystert billede af det parti, JSP år efter år havde observeret bevæge sig i en mere og mere liberal, pragmatisk og demokratisk retning? Måske var Broderskabets islamisme slet ikke så slem? I 1998 havde Information refereret JSP for følgende synspunkt:

‘I virkeligheden har Islam nemlig mange af de samme idealer og principper for ytringsfrihed, som findes i Vesten i dag.’

Et lignende budskab havde han gentaget i 2011:

‘Der er ikke noget i islam, der forhindrer demokrati’

Alt dette kunne jo tyde på, at det var en falsk modsætning mellem Broderskabets islamisme og vestlige værdier, danskerne så. JSP havde selv fortalt os, at der trods en svag demokratisk historie alligevel var en stærk tradition for ideologisk tolerance i den arabiske verden:

‘Den arabiske verden har en stærk tradition for, at ideologisk uenighed udkæmpes med ord og ikke med våben.’

Måske ville denne stærke tradition vise sig, og danskernes dystre skepsis gøres til skamme?
Hvad skete der?

Broderskabets præsident Morsi gik straks i gang med at svække domstolenes magt og lave en ny forfatning, der skar kraftigt i egypternes borgerrettigheder på en række områder. Særligt kvinder og minoriteter blev stillet ringere. Og Shariaens position som lovgivningens udgangspunkt blev styrket. I overensstemmelse med denne blev religionsfriheden kun tildelt ‘bogens folk’, jøder, kristne og muslimer. Og religiøse (muslimske) institutioners magt og privilegier blev udvidet. Morsi nåede ikke langt. I 2013 blev han væltet, da general Sisi overtog magten ved et militærkup, der kostede mindst 817 mennesker livet.

Den stærke, arabiske tradition for at udkæmpe ideologisk uenighed med ord frem for våben lod vente på sig. Egypten var vendt tilbage til sin præ-revolutionære tilstand med en stærk mand i spidsen – hvilket ellers gik imod JSPs diagnose fra året før, hvor han sagde følgende til Ræson:

‘Én samlende leder kan ikke længere stå i spidsen som alfaderlig figur i de arabiske lande. Folk kræver medbestemmelse.’

Hvor langt Morsi, Broderskabet og salafisterne ville være nået med islamiseringen af landet, kan vi kun gætte på. Men vi kan nok godt besvare spørgsmålet: Var danskernes indtryk af det Muslimske Broderskab for dystert? Nej.

Det leder til svaret på et sidste, retorisk spørgsmål, som JSP selv formulerede, da han i 2011 gav min kollega Klaus Wivel genmæle på en kritisk kommentar:

‘Men er det ikke lidt forsimplet at tro, at verden er opdelt i dem, der ved noget om islam men ikke kan tænke kritisk, og så dem der som Klaus Wivel selv ikke ved meget, men til gengæld kan gennemskue det hele?’

Jo, det er nok forsimplet at tro. Men nogle gange er det tilfældet.



13. august 2016

Professor Thomas Hoffmann: “Muhammed var ikke bare profet, men også hærfører og politisk leder…”

Meget af det professor Thomas Hoffmann siger i dag, kunne man læse her på Uriasposten for ti år siden. Ja, faktisk også i ældre værker af røde islamforskere. Islam er summen af de religiøse kilder, Koranen, hadith og sira. Jakob Skovgaard-Petersens ‘Islam er, hvad muslimer står for’, er ret beset et forsøg på at lukke debatten, og lade kulturmarxisterne definere Islam med hjælp af ‘betydende muslimske stemmer’. Stemmer der ’skal støttes’, som det så smukt lyder, i samme interview hvor han pointerer, at kun muslimer kan tegne Islam.

Fra Jyllands-Posten – Filosof: Islam er ikke blevet tæmmet (kræver login).

“Efter Al-Qaedas angreb på USA i 2001 var det landets kristne præsident, George W. Bush, som rakte ud mod landets muslimer og gik i moské. Terroren kunne ikke knyttes til religionen islam, var budskabet i begge situationer. … For nylig tog filosof og professor ved Notre Dame-universitetet i USA Gary Gutting livtag med spørgsmålet i et debatindlæg i New York Times. Under overskriften ‘Hvordan religion kan føre til vold’ trak han en linje fra islam til intolerance over for andre religioner og så til den stribe af terrorhandlinger, som Europa har været udsat for i de seneste par år.

[…]

På Københavns Universitet har lektor og islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen læst Guttings indlæg. Han mener, at man ikke bare lige kan sige, hvad ‘islam’ er: ‘Islam er, hvad muslimer står for. Det er ikke mig eller dig, der kan bestemme, hvad der er ret islam. Islamisk Stat er en variant af moderne islam. Men det er dens mest liberale modstandere også. Præsterne, som prædikede apartheid i Sydafrika, opfattede jo også sig selv som kristne,’ siger han og fremhæver, at nogle af de store tænkere fra Oplysningstiden som Voltaire og Rosseau også blev læst i den muslimske verden.

… siger Skovgaard-Petersen, som videre kritiserer Gutting for ikke at tage betydende muslimske stemmer alvorligt, når de tager afstand fra vold i islam. Skovgaard peger på, at det netop er sådanne stemmer, som skal støttes.

… Professor på Københavns Universitet Thomas Hoffmann, som er ekspert i Koranen og islam, er overvejende enig i Gary Guttings pointer om, at der kan gå en linje fra monoteistiske religioner som jødedommen, kristendommen og islam til intolerance og vold.

‘Der er kun én Gud, og han er kommet med Sandheden med stort S. Hvis man ikke går med på den, er man potentielt set en trussel, der i bedste fald skal omvendes eller fordrives og i værste fald udryddes,’ forklarer Hoffmann.

Men allerede i de oprindelige udgaver lå måske kimen til, at kristendommen og islam udviklede et forskelligt syn på tolerance, påpeger Thomas Hoffmann. Da islam blev formet som religion i 600-tallet og frem, var staten fra starten bundet tæt sammen med religionen. Muhammed var ikke bare profet, men også hærfører og politisk leder, og derfor har det ‘været svært at smide det politiske og statsagtige lag ud af islam,’ mener Thomas Hoffmann.

Derudover mener Thomas Hoffmann, at man ikke – som Gary Gutting er inde på – kan gå ud fra, at der nødvendigvis venter en form for ‘tæmning’ af islam et sted i fremtiden. … Men hvem siger, at religioner automatisk skal følge den samme måde at blive moderne på? Faktisk vil jeg mene, at det er lidt usandsynligt, at de følger den samme vej som Vesten,’ lyder det fra Thomas Hoffmann.”

Oploadet Kl. 16:48 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


31. juli 2015

“Det fremmer aldrig erkendelsen… på forhånd at opstille regler om, hvad man må og ikke må tale om.”

Jeg havde klappet i hænderne over Tina Magaards hårde svar til Jakob Skovgaard-Petersen, hvis ikke hun havde associeret islamistisk ideologi med ‘religiøs højreekstremisme’. Dansk islamforskning kunne have gjort en forskel, men har forlængst udspillet sin rolle. Med eller uden ph.d. Tina Magaard der havde følgende kommentar i sidste uges udgave af Weekendavisen – Vi skal turde tale om det (ikke online).

“Jakob Skovgaard-Petersen illustrerer i debatindlægget ‘Nazi-kortet hjælper os ikke’, hvilke metoder han bruger for at marginalisere dem, han ikke bryder sig om. Jakob Skovgaard-Petersens reaktion på min kronik afspejler en attitude, jeg tit har mødt i islamforskningsmiljøet, når jeg har spurgt, hvorfor man ikke må tale om islamistisk terrors relation til islams centrale dogmer, og hvorfor man ikke må påpege visse ligheder mellem islamistisk ideologi og fascistisk/nazistisk ideologi.

Jakob Skovgaard-Petersen kræver, ‘at vi gennemgående undlader at spille nazi-kortet’. Men hvis man ikke må tale om visse affiniteter mellem islamistisk og nazistisk ideologi, selv om man kan påvise dem punkt for punkt, så kortslutter man den debat, som er nødvendig for at udrede udfordringen fra islamismen.

Det fremmer aldrig erkendelsen og den nuancerede analyse på forhånd at opstille regler om, hvad man må og ikke må tale om. Lad mig for en sikkerheds skyld understrege, at dette ikke er et forsvar for de Konservatives valgkampagne. … Det bør interessere hele det politiske spektrum, specielt venstrefløjen, som har en lang historie for kritik af religiøs højreekstremisme.

Det andet problem med udsagnet ‘at spille nazikortet’ er spil-metaforen i sig selv. For dette er ikke et spil kort – det er blodig alvor. Islamismen udfordrer i dag grundlæggende friheder og rettigheder i Europa, både gennem politisk pres og gennem terror. Gennem de seneste år har terrorangreb og terrorforsøg tvunget os til at flytte milliarder af skatteydernes penge væk fra velfærden og over i terrorbekæmpelse-og forebyggelse.

Vi står altså med et anseeligt sikkerheds-og ressourceproblem, og det løser vi ikke ved at tabuisere dele af en nødvendig debat. …

Min pointe er, at islamister og nazister har komplimenteret hinanden for fælles værdier som jødehad, antimodernisme og voldsforherligelse – og at det er disse værdier, der udfordrer os i dag. …

Det hjælper heller ikke at prøve at ekskludere mig fra debatten, fordi jeg oprindeligt er cand. mag. i fransk og kunsthistorie. Det er normalt en selvfølge, at man benævner folk ved deres højeste titel, men det respekterer Jakob Skovgaard-Petersen ikke, når han titulerer mig ved min kandidatgrad i stedet for at nævne, at jeg har en ph.d. fra Sorbonne-Paris IV, med tre af fire ph.d.-kurser i politisk filosofi, og at jeg i den forbindelse netop beskæftigede mig med totalitarismer.”



15. december 2014

Al-Azhar vil ikke undsige Islamisk Stat: Det store islamiske fyrtårn med opinionsdannende betydning…

“Måske har det slet ikke noget med religion at gøre, men bare en galnings værk.”, noterer en Pia Monrad Jensen på Facebook om Sheikh Man Haron Monis, og uanset hvad der sker, så starter debatten ved nul hver evig eneste gang. ‘Sikkerhedsekspert’ Niels Brinch var helt surrealistisk på TV2 News, hvor han blandt andet pointerede, at når nu 40 islamiske organisationer havde taget afstand fra gidseltageren, så havde han jo intet med Islam at gøre.

Herunder en lille spids pointe fra Jihadwatch. Det gør ingen videre forskel, for i den brede offentlighed handler det meste om følelser – Al Azhar refuses to denounce the Islamic State as ‘un-Islamic’.

“For all its talk about ‘combatting radicalism,’ Al Azhar University—perhaps Sunni Islam’s most authoritative voice—will not even denounce the Islamic State as ‘un-Islamic.’

When pressed on it, an Al Azhar spokesman, Abbas Showman, recently said: ‘As an official entity, Al Azhar has never in all its history proclaimed anyone or any organization as un-Islamic … . being occupied by this question will not lead to anything,’ because ‘Al Azhar will not judge ISIS or its Islam as un-Islamic, for it is not its right, neither concerning ISIS or anyone else.’

But, as one human rights advocate in Egypt was quick to quip: ‘What, didn’t the ulema and sheikhs of Al Azhar denounce as un-Islamic Naguib Mahfouz and Farag Foda and others from among the intellectuals and writers whose activities were stopped and some of whom were assassinated due to Al Azhar’s position?'”

(Berlingske, 21. februar 2014: Al Azhar Universitet – det store islamiske fyrtårn)

“Al-Azhar udgiver månedligt et teologisk, juridisk og kulturelt tidsskrift, der har stor opinionsdannende betydning i den islamiske verden.” (Gyldendals åbne encyklopædi, 2014)

“Al-Azhar University… chief centre of Islamic and Arabic learning in the world” (Encyclopædia Britannica, 2014)

“Tre tekster om al-Azhar, der i sig selv er en treenighed, sådan som Jacob Skovgaard-Petersen citerer fra et mundheld: ‘moské og universitet og velgørende selskab’.” (Politiken, anmeldelse af Al-Azhar af Jakob Skovgaard-Petersen mfl., 2007)



25. november 2014

Prof.: Uklogt at støtte forfulgte kristne i Mellemøsten, da ‘mellemøstlige mentaliteter’ tænker i dem & os

Folketingets udenrigsudvalg afholdt for et par uger siden en høring om religionsfrihed og forfølgelse af kristne. Religionsrapport på P1 bragte i sidste uge et fyldigt referat, og hvis man på forhånd går ud fra, at høringen samlede NGO’ere, forskere og politikere i forsvaret for kristne i Mellemøsten, så tager man grueligt fejl.

Fremhæves negativt må professor Jakob Skovgaard-Petersens kyniske Islam-apologi. Han fortalte at det lå i ‘mellemøstlige mentaliteter’ at støtte egen minoritet, men at vi i Vesten jo har ‘en anden agenda’. En agenda der går ud på at støtte mennesker i nød, og efter hans mening var intra-muslimsk forfølgelse noget mere bekymrende. Det var decideret uklogt at fokusere på kristnes rettigheder, men omvendt helt på sin plads med mere dialog om ‘muslimsk-kristne relationer’. Støt muslimer, og gå i dialog med dem om kristnes rettigheder.

Den logiske konsekvent af Skovgaard-Petersens regionale apati er etnisk udrensning af ældre kristne kulturer. Humanister er måske nok vilde med multikultur, men ikke i ‘Islams hus’ (Dar al-Islam), blandt muslimer også kaldet ‘Fredens Hus’ (Dar al-Salam). ‘Freden kommer’, når de kristne er fordrevet til Dar ul-Harb, ‘Krigens hus’, det multikulturelle Vesten.

Fra Kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden (27 min, 18. november 2014).

Lisbeth Brocelius Meléndez, P1-Vært: Nogle af oplægsholderne til konferencen på Christiansborg indskærpede, vigtigheden af at skelne mellem diskrimination, chikane og egentlig forfølgelse. Hvor sidstnævnte altid er fysisk, enten fordrivelse eller overgreb, såsom vold, voldtægt og mord. Professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet sagde sådan her om det fokus der her var især på de kristnes situation i Mellemøsten.

Jakob Skovgaard-Petersem: Jeg var lidt bekymret over, at det blev fastslået som en kendsgerning, at kristne er langt mere forfulgte end andre mennesker i Mellemøsten. Kristne er forfulgte nogle steder, andre steder er det nok ikke så voldsomt som forfølgelse, men mere diskrimination. Og under alle omstændigeheder er disse to ting selvfølgelig noget vi skal diskutere, hvad vi kan gøre ved, men drejer det sig om mange steder, så må man sige, at der er andre grupper der er mere forfulgte. Andre grupper, der slet ikke accepteres, andre grupper der er forbudt, det gælder ikke de kristne, typisk. Eller grupper som virkelig bliver massakreret, hvor man mener at man har lov til at slå dem ihjel, og lige i øjeblikket er det altså først og fremmest nogle enorme myrderier mellem sunni-muslimer og shia-muslimer, mens de kristne sommetider kommer så at sige kommer i skudlinien.

Tager man et land som Syrien, hvor de meget store myrderier foregår i øjeblikket, der er de kristne så at sige nådigt sluppet. I forhold til deres størrelse er det en gruppe der er gået lidt ramt forbi, men det er ikke sjovt for dem heller at være kristne i Syrien, men det kan blive værre endnu. Så det er ikke fordi jeg ikke synes at man skal beskæftige sig med de kristnes situation, men jeg synes man gør klogt i at se det i proportioner.

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og områder. Det er jo altså, det du sager – der er meget stor forskel på om vi snakker Irak eller Nordirak, hvad der foregår i forhold til ISIS, hvad der foregår i nogle af de andre lande hvor der er noget dialog.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, jeg var til et møde i Beirut, hvor man har sådan et vigtigt møde mellem muslimske og kristne ledere, der har mødtes igennem 20-25 år fordi man jo havde en stor borgerkrig i Libanon, hvor en af frontlinerne, den mest gennemgående, var mellem det kristne øst og det muslimske vest, og det vil de jo ikke have skulle gentage sig. De havde holdt deres måske 14. møde, eller noget i den retning, og bagefter mødte jeg dem, og så snakkede vi om, at vi havde jo glemt nærmest, at snakke om muslimsk-kristne relationer fordi de er så utroligt dårlige mellem shia-muslimer og sunni-muslimer, det er langt mere morderisk. De kristne områder er relativt fredelige i Libanon i øjeblikket. Så det ser på den måde meget forskelligt ud fra…

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og så er situationen i Irak, så alvorligt som vi hører. Kan du bekræfte blandt dem du snakker med, de ting der foregår i Irak – at kristne er ved at være fuldstændigt udryddet i Irak, eller forsvundet derfra.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, kristne er flygtet og fordrevet i stor stil, de er ikke de eneste grupper, og igen er der massemyrderier mellem shia- og sunni-muslimer, vi har jo set yizidierne, som simpelthen kunne blive komplet udryddet, men de kristne er meget meget hårdt ramt i Irak. Og det må man selvfølgelig spekulere over, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, ligesom i kan gøre for at hjælpe de andre grupper. Men gennemgående tror jeg ikke, at det er særligt klogt at gøre de kristne til den særlige gruppe, for det kan godt komme til at ramme dem som en boomerang. Det faktum at vi selv er kristne, det spiller ligesom ind i mellemøstlige mentaliteter, at så er det os der beskytter vor egne, ligesom så mange andre, ligesom Iran beskytter shi’iterne, ligesom Saudi-Arabien beskytter sunnierne og så videre. Vi har jo en anden agenda. Vi beskytter mennesker og deres rettigheder, og de kristne er nogle vi i højeste grad skal beskytte, og også for os som kristne, er det selvfølgelig meget vigtigt at den kristne kultur bevares, det er der Kristendommen kommer fra, så det er bestemt ikke noget vi skal tage let, men det er samtidigt noget vi skal tage klogt.

Citater.

“… jeg har deltaget i gudstjenester i det nordlige Irak, hvor samtlige ledere af de kristne kirker, som jo har været der gennem 1700 år, alle ensstemmigt stillede sig op og sagde – ‘Vi har brug for støtte, hvor er Vesten henne…’ og så sagde de noget, som jeg har aldrig har hørt før – som kirkeleder stillede de sig frem og sagde ‘Hvis I vores kristne brødre, ikke forsvarer os, så bliver vi udryddet. Hvis vi skal overleve, så er der ikke andet tilbage, end at gribe til våben.’ Jeg har aldrig før hørt kirkeledere sige det her. … Vi ser nu en nedgang fra 20 procent for 10-20 år siden, til i dag er de nede på under fem procent i mange lande totalt af kristne. Det vil sige, at Mellemøsten bliver udrenset for kristne, ligesom Europa er blevet det gennem århundreder af jøder. Det er den samme tendens, det er den samme onde billede af andre mennesker… (Kim Hartzner, Mission Øst)

“Bare ifølge menneskerettighedserklæringens artikel 18, om at mennesket skal leve med religionsfrihed og trosfrihed, indikerer jo, at vi også i Danmark har et problem, eksempelvis på de omtalte asylcentre. … Det er jo et retspolitisk anliggende hvis der er brud på menneskerettighederne i Danmark.” (Venstres Esben Lunde Larsen om forholdene for frafaldne muslimer på danske asylcentre)



22. november 2013

Islam-apologi: “Strategien er at nedprioritere langvarige fænomener og kontinuitet i islams historie…”

Lektor Lone Nørgaard i Kristeligt Dagblad – Når islamforskere slører debatten. Se nu skoven bag alle træerne (kræver login).

“Det er en kendsgerning, at de kristne bliver forfulgt og bliver stadig færre i Mellemøsten. Men i hvilket omfang, hvorfor, og om ‘vi’ gør nok – derom står diskussionen. Blandt andet på et møde den 4. november med journalist Klaus Wivel og professor Jakob Skovgaard-Petersen.

På dette møde gik det op for mig, at Skovgaard-Petersen er en farlig mand. Han er ubestridt en af Danmarks mest vidende arabister og bliver gang på gang brugt som ekspert i DR og andre medier. … Skovgaard-Petersen demonstrerede imidlertid på mødet, at han ikke bare er ekspert, men også ekspert i at tale uden om den varme grød. Undvigemanøvren blev ganske langsomt klar, da han blev stillet spørgsmålet: Kan islam reformeres? Et altafgørende spørgsmål, hvilket spritaktuelt kan aflæses af Mehdi Mozaffaris ‘Islamisme. En orientalsk totalitarisme’ og Naser Khaders ‘Bekendelser fra en kulturkristen muslim’.

Hvordan taler Skovgaard-Petersen udenom? På samme måde som islamprofessor Jørgen Bæk Simonsen gør det. De skaber flimmer ved at dynge deres modtagere til med detaljer og enkelthistorier for at undgå minefeltet: truslen fra islamismen, som ville være ikkeeksisterende, hvis ikke der var en ideologi eller religion ved navn islam.

Strategien er at nedprioritere langvarige fænomener og kontinuitet i islams historie til fordel for anekdoter i form af enkelthistorier. Efter opskriften: Der er lige så mange udgaver og tolkninger af islam, som der er muslimer.Derfor er der ikke noget mønster, og islam har ingen essens eller kerne – kun billeder af gode og onde enkeltpersoner.

Islam er hver enkelt muslim på et bestemt sted og tidspunkt. Millioner af træer, men ingen skov.”

Oploadet Kl. 08:04 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


30. juni 2012

Moderate Mohamed Mursi…

Egyptens nye præsident blev ikke overraskende en islamist fra Det Muslimske Broderskab, en Mohamed Mursi. Det lykkedes ikke Politiken at finde en ekspert der ville garantere hans demokratiske sindelag, så avisen fandt et par et par herboende egyptere.

“Der er ikke grund til bekymring. Alt hvad der hedder islamister er ikke farligt. Man skal skifte brillerne ud fra 11. september. En troende muslim kan også begå sig demokratisk. Mohamed Mursi er faktisk en meget moderat muslim, han er ikke en af de hårde fra Det Muslimske Broderskab.” (Alaa Gamal)

“Jeg har aldrig været så glad, som jeg er i dag. Jeg har altid sagt: hvis Mohamed Mursi vinder, så tror jeg på demokratiet… Jeg frygter, at Mohamed Mursi ikke får reel magt.” (Amany Turk)

(Muhamed Mursi under valgkampen, 13. maj 2012: “.. only through the Islamic shari’a.”; Memri)

Katrine Winkel Holm refererer og kommenterer Jakob Skovgaard-Petersens analyse i Jyllands-Posten.

” Alle, der udråbte det til Egyptens svar på Murens fald og pegede fingre ad de skeptiske, har et forklaringsproblem på størrelse med Keopspyramiden. Derfor var det interessant at høre professor Jakob Skovgaard-Pedersens udlægning af det egyptiske valg i DR’s Deadline i søndags. …

Journalist Nicolai Sommer lægger… ud med en lille problematisering: »Man må stille sig selv det spørgsmål, hvad det betyder for Egyptens fremtid, at præsidenten er en selverklæret islamist.«

Skovgaard-Petersens lyder mildt belærende, da han svarer: »Det vigtigste er, at det er en civilperson og ikke en general, der er valgt«. Det er helt nyt. Hermed lykkes det lynhurtigt at fjerne fokus fra det centrale til det perifere. Puh, hvor rart, præsident Mursi er ingen ond general i uniform. Sød musik i danske antimilitaristiske øren.

Først herefter nævnes det faktum, at civilisten er islamist. Men Skovgaards stemme er stadig blid og beroligende: »Der er snor i Mursi. Hans magt er beskåret.« Vi kan altså roligt tage på stranden og tage det roligt.

Så forsøger Nicolai Sommer igen: »Man kan stille sig det spørgsmål, om sekularismen ikke er i fare, om vi ikke vil se Mursi indføre sharia, der vil se stort på demokratiske rettigheder.«

Dét spørgsmål får pludselig Skovgaard-Petersens bløde aristokrat-københavnske stemme til at lyde skarp: »Jeg synes, du stiller det helt forkert op!« Sommer bøjer sig som en fæstebonde for en herremand og tager irettesættelsen til sig… Emnet gefalder åbenbart ikke nådigherren og så rører vi ikke det mere.

Denne docerer: »De er islamisk inspirerede, de siger, at de vil være demokrater. De er ikke liberale, vel?«

Ha, nej, de er ikke liberale, og det er der jo så mange, der ikke er. Socialister og konservative f.eks. Og vi går jo ikke amok af bekymring over dem, vel? … Søvndysseren har talt og lullet os ind i en velbehagelig forestilling om, at det hele nok ikke er så slemt alligevel.”



7. januar 2012

Islam siger intet, man må “undersøge, hvorfor nogle muslimer mener, at islam siger sådan”

Islamforsker Jakob Skovgaard-Petersen har netop modtaget Rosenkjærprisen af Danmarks Radio. Her lidt fra et yderst venligt portræt-interview i Kristeligt Dagblad – Det handler om forståelse.

“I snart 25 år har han arbejdet med at forstå islam og muslimske samfund, og han er med årene også blevet en fremtrædende formidler af sit forskningsfelt. Hans ansigt vil blandt andet være kendt af mange tv-seere, der har fulgt dækningen af det arabiske forår.

… Uden at have en klar idé om sin kommende løbebane begyndte han at læse religionshistorie ved Københavns Universitet. ”… Jeg var gennem studiet blevet sporet ind på en klassisk, postuleret tidløs islam…” siger han.

Siden 2008 har han været professor ved Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet og indfører blandt andet studerende i islam. Mens han selv studerede en klassisk, nærmest tidløs islam, så opfordrer han i dag de studerende til at udforske moderne islam i de samfund, som den findes i, inklusive det danske. …

For fem år siden døde Jakob Skov­gaard-Petersens far… når sønnen skal forstå islams betydning et givet sted, vil han hellere undersøge de lokale medier og skolebøger end Koranen.

”… I løbet af de sidste to århundreder er der sket en dramatisk sekularisering af muslimernes verdensforståelse. Islam er blevet redefineret, reformuleret og reformeret, og det er naturligvis centralt for at forstå muslimer i dag. Sådan vil vi også forstå vores eget og andre samfund. Så der er ingen grund til, at vi lige så snart talen er om islam, kaster vrag på den humanistiske indsigt, at mennesket er historisk, og i stedet forfalder til en form for teologisk determinisme. Det er ikke for at ’hvidvaske islam’ eller benægte, at muslimer kan sige og gøre afskyvækkende ting, og at det er et problem. Det er bare ikke forklaret ved at henvise til, hvad ’islam siger’. I stedet må man undersøge, hvorfor nogle muslimer mener, at islam siger sådan.” …

Med Rosenkjærprisen følger 40.000 kroner, men Jakob Skovgaard-Petersen skal som tidligere års prismodtagere kvittere for prisen ved at holde en serie radioforedrag. Han har endnu ikke lagt sig fast på emnet, men en af hans ambitioner vil være at bryde med en nærmest skriptualistisk forståelse af islam og vække en interesse for før nutiden i de muslimske lande.

”Vi må gøre mere ud af at forstå udviklingen i de muslimske lande de sidste 120 år både politisk, urbant, kulturelt og religionshistorisk. … Når vi ser på lande i Europa, så ved vi, at der har været en vis parallel historie med vores egen, men de færreste har en anelse om, at vi også har haft en slags parallel historie med udviklingen i Mellemøsten. Når vi ser det, bliver den del af verden mere forståelig,” siger han.”

Forståelse er ikke det samme som accept, og når muslimer går amok over tegninger er det for de fleste danskere ligegyldigt om de gør det på grund af et islamisk billedforbud eller fordi Islam er blevet deres ‘identitetsmarkør’. Biedermann skulle ikke have inviteret brandstiftere ind i sit hjem uanset om ‘Pyroman-religionen’ er et historisk produkt der undergår en dynamisk udvikling…

(Judæa)

Herunder tre citater fra den humanistiske professors oldefar, domprovst Carl Axel Skovgaard-Petersen der efter en udvidet pilgrimsrejse til ‘Landet hvor kilderne sprang’, skrev to-bindsværket med samme navn, udgivet i 1923-24. Flere citater fra bogen her.

“Den By, der engang har huset de troendes Fader, er nu en af Islams faste Borge, en Overtroens og Vantroens By – Missionærer, der har haft deres Arbejde i Hebron, véd at fortælle om, at muhammedanske Mænd til Tider kunde kaste sig udenfor deres Hus og raabe højt til Allah om Hjælp mod disse Vantro; og Kvinderne kunde gaa i Optog gjennem Byen og synge Sange, hvis Omkvæd var en Bøn om, at de kristne Hunde maatte blive jaget ud af deres hellige By. Og den sidste Mufti i Hebron døde for en Snes Aar tilbage med følgende Bekjendelse paa sine Læber: ‘Jeg dør som en god Muhammedaner; jeg har brændt alle de Bibler, der kom i min Nærhed; jeg har aldrig ladet en Kristen komme over min Tærskel, og jeg har befalet, at ingen til Kristendommen omvendt Muhammedaner maa blive i Live her i Hebron.’ Dette er Muhammeds Aand; Fatalismens og Sværdets Religion. (om intolerance over kristne; Landet hvor Kilderne Sprang, 1923, Bd. I, s. 80)

“Kvindens Stilling er egentlig kort og godt udtrykt i følgende Ordsprog: ‘Træffer Du en god Kvinde, kan Du være forvisset om, at hendes Dyder er Stokkens Frugter’. – Man skal have set det for at kunne tro, at det virkelig er, som det er… ‘Men’, føjede Føreren til med urokkelig Alvor, ‘kan man vente andet af Kvinder? Kvinder er som Æsler; de er skabte til at bære Byrder. Æslet bærer Byrderne paa Ryggen, Kvinderne paa Hovedet; det er egentlig hele Forskjellen. Allah gav dem et Hoved til at bære med, ikke til at tænke med!‘ Og vel at mærke: alt det sagde han ikke som en Spøg, men som ‘en saglig Karakteristik’. Man forstod, at Manden i det Øjeblik udleverede Kvintessensen af sin Livserfaring. Stakkels muhammedanske Kvinder! (om kvindesyn; Landet hvor Kilderne Sprang, 1923, Bd. II, s. 262f)

“En ældre Jøde i Rishon le Zion sagde til mig, da Talen faldt paa Araberne: ‘Hvorfor skulde Araberne Hade os?…’ Nej, hvorfor? Men Jesus var ogsaa Israels Velgjører, og de hadede ham endda! Selv ud fra et større – politisk – Synspunkt er det sandt, at Araberne har Fordel af Jøderne… Men raisonnementer hjælper her ingen Ting. Den Dag Lidenskaberne vaagner, er Raisonnementer afmægtige; og der er Lidenskaber paa Spil i Forholdet mellem Jøde og Araber. Anti-semitismen vil blive ved at følge Jøderne i Hælene – ogsaa til Palæstina – indtil Jøderne selv forvandles fra et forkastet til et gjenfødt Folk. (om jødehad; Landet hvor Kilderne Sprang, 1923, Bd. II, s. 398f)



18. december 2011

Skovgaard-Petersen om Uriasposten – Lars Hedegaard om Irving Jensens ‘arabiske forår’

I forrige nummer af Weekendavisen gik Jakob Skovgaard-Petersen til angreb på avisens Klaus Wivel, der ugen forinden ifølge professoren havde for at have anvendt citater imod ham fra “anti-muslimske hjemmesider med så patetisk selv-heroiserende navne som Urias-posten og Snaphanen”. Mere på Snaphanen.

Islam-apologeter er der nok af. Tidligere på året debatterede Lars Hedegaard det arabiske forår med Michael Irving Jensen, som forklarede at arabiske unge, kæmpede “for nogle af de de samme idealer som vi står for”. Hedegaard laver et tilbageblik på Sappho – Islam-apologeter på taberkurs.

“Udviklingen i den arabiske verden ruller meget hurtigt i disse dage: fra forår til isvinter til utilsløret barbari. Her er de egyptiske rettroendes seneste påfund: genindførelse af jizya’en, dvs. den kopskat eller tribut, som de muslimske herrer ned gennem historien traditionelt har pålagt overvundne vantro som modydelse for overhovedet at lade dem leve. …

Blandt talsmændene for en genindførelse af jizya’en, der blev afskaffet i midten af det 19. århundrede efter pres fra den britiske kolonimagt, er Ahmed Imran, parlamentskandidat for Egyptens salafistiske parti, der vandt ca. 20 pct. af stemmerne ved det nylige parlamentsvalg

Muhammed Saad Katatni, generalsekretæren for Det Muslimske Broderskabs Friheds- og Retfærdighedsparti, der opnåede 40 pct. af stemmerne – og altså har flertal i det nye “demokratiske” Egypten sammen med salafisterne, er citeret for den udtalelse, at kopterne – de egyptiske kristne – ikke skal betale jizya nu! …

Den 23. februar i år, ved begyndelsen til “det arabiske forår”, var jeg sammen med den ofte benyttede islam-ekspert Michael Irving Jensen inviteret i P1 Debatten efter middagsradioavisen. Nu skulle jeg have tørt på, forstod jeg. Michael Irving Jensen var så ellevild, at han havde svært ved at styre sine bevægelser.

Efter det folkelige oprør mod undertrykkerne, sagde Irving, måtte jeg omsider indse, at islam udmærket kan forenes med demokrati og frihed, og den logiske følge af denne glædelige udvikling måtte være, at jeg opgav mit tidligere pessimistiske syn på islam.

Faktisk var det nu min pligt at udtrykke begejstring for de vidunderlige tildragelser en del af verden, som var blevet så forfærdelig bagtalt.

Jeg anbefalede, at man slog koldt vand i blodet og afventede udviklingen. Hvis det om et halvt år var gået så godt, som Irving stillede i udsigt, ville jeg hellere end gerne komme tilbage i studiet og indrømme min fejltagelse.

Derefter har ingen dansk radio eller tv-kanal inviteret mig inden for. Jeg er siden februar blevet interviewet af bl.a. canadisk, russisk, israelsk og arabisk fjernsyn (al-Jazeera), men i Danmark vil man ikke se mig, og det forstår jeg udmærket.

Erfaringen er desværre, at når muslimske arabere får ret til selv at vælge, så stemmer de på religiøse partier, som lover at indføre sharia, dvs. en teokratisk totalitarisme, der garanterer, at landene aldrig kan blive udviklede, men er dømt til evig fattigdom, retsløshed og fordummelse.

En eller anden form for diktatur er den eneste mulige styreform i lande, hvis befolkning bekender sig til profetens lære. Det kan være militærdiktatur, klanstyre, kleptokrati, fyrstelig enevælde, præstestyre eller kombinationer af disse.

Demokrati og frihed i vestlig forstand kan aldrig komme på tale, så længe islam behersker sindene. Og i lande med muslimsk indvandring vil friheden blive indskrænket i takt med antallet af muslimer.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper