8. maj 2011

Kairo, Egypten: Muslimer angriber atter koptere – kirker sat i brand, flere døde

For to måneder siden brændte flere tusinde muslimer en koptisk kirke nogle kilometer længere sydpå, som reaktion på en muslimsk piges forhold til en kopter. Her råbte angriberne også ‘Allahu Akbar’, og eneste konstant lader til at være volden mod den kristne minoritet.

Fra Ekstra Bladet – 500 muslimer bag angreb på kristen kirke i Kairo.

“Mindst 10 mennesker er dræbt og 186 såret under sammenstød mellem muslimer og kristne i den egyptiske hovedstad Kairo. …

Uroen opstod, da henved 500 salafistiske muslimer lørdag gik til angreb på den koptiske St. Mena Kirke i Kairos Imbaba-distrikt. De ville befri en kvinde, som de hævdede blev tilbageholdt mod sin vilje, fordi hun ville konvertere til islam.

Kristne og muslimer kastede sten mod hinanden, og en brandbombe, der blev kastet mod kirken, satte ild til en lejlighed ved siden af.

Senere satte muslimer ild til en anden kirke i samme distrikt, men branden blev hurtigt slukket.”

(Kairo, 7. maj 2011)

“De sekteriske modsætninger er… meget stærke i Egypten i dag.” (Jakob Skovgaard-Petersen, professor; Berlingske Tidende)

“Kopterne er en stadig mindre gruppe i Egypten, og meget tyder på, at gruppen frygter at blive endnu mindre.” (Jakob Erle, direktør for Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut; Berlingske Tidende)

Opdate.

(DR Update, 8. maj 2011: Muslimer og kristne slås)



15. februar 2011

Hauge: Kolonialismen gav både demokrati (Israel, Indien, Malaysia) og autokrati (Arabien)

Udover Steffen Jensen og Jakob Skovgaard-Petersen, bør også nævnes Sune Haugbølle, den tværkulturelle adjunkt der i Information gav udtryk for, at Det Muslimske Broderskab og islamistiske bevægelser i denne post-islamistiske tid blev en slags “pendant til Kristeligt Folkeparti”.

Fremragende kronik af Hans Hauge i dagens Jyllandsposten – Postkolonial revolution?

“Demonstrationerne i Egypten fortolkes på mange måder. CNN er ikke i tvivl, og kalder det revolution. Dernæst føjes det til, at det er en digital revolution. Andre mener, at det drejer sig om at indføre demokrati. Det er en næsten nationalromantisk fortolkning, fordi den hele tiden henviser til ”folket”…

Denne tolkning bruges så yderligere til at lægge afstand til invasionen af Irak og fjernelsen af Saddam Hussein. I Irak var det USA, England, Australien og os, der ville demokratisere Irak og vælte deres Mubarak. Dengang lød kritikken konstant: Man kan ikke påtvinge demokrati ovenfra; det skal komme fra folket. Det er en mytologisering af kategorien ”folket”, som bruges af mennesker, der ellers altid opfatter sig selv som anti-nationalister.

Især TV 2’s Steffen Jensen og islameksperten Jakob Skovgaard-Petersen kolporterer myten om demokrati fra neden. Jensen prædiker, at vi ikke skal blande os; de skal selv gøre det. Han mener, at deres demokrati skal bygge på Ibn Khaldun – en arabisk middelalderfilosof.

Der findes også en socialistisk tolkning. På Aarhus Universitet hænger der for tiden plakater, der er sat op af Socialistiske Studerende. De forestiller sig, at de demonstrerende er arbejderklassen, der gør op med kapitalen. De overser, at Mubarak og Ben Ali opfattede sig selv og deres partier som socialdemokratiske.

Andre igen ser demonstrationerne som forløbere for en islamisk magtovertagelse, og begivenhederne sammenlignes med oprøret mod Shahen af Iran i 1979. I Iran demonstrerede liberale, muslimer og kommunister sammen, men de var ikke enige om målet… Især venstrefløjen tager afstand fra denne tolkning af demonstrationerne i Egypten. Den fløj frygter ikke religion. Den gør derfor alt, hvad den kan, for at minimere religionens betydning.

Den fortolkning, som jeg her vil opholde mig ved, ser oprøret som et postkolonialt.

Flere egyptiske kommentatorer, der er blevet brugt eller nævnt på dansk tv, fortolkede demonstrationerne på Tahrir-pladsen på den måde. Det vil sige, de iscenesatte dem som opgør med kolonitiden og endda med englænderne, eller de så Mubaraks styre som et resultat af eller en fortsættelse af kolonitiden. Som om denne fortid har noget med nutiden at gøre.

De forstår ved postkolonialisme det, at kolonialismen ikke er ophørt. De skelner dermed ikke mellem formelt imperium og informelt. En journalist ved navn Islam Mohamed udtalte til TV 2 News, at demonstrationen nu mindede ham om, da engelsk militær indførte undtagelsesstilstand i 1940 og igen påbegyndte en ”udnyttelse af Egyptens rigdomme”. For ham var englændernes besættelse af Egypten i 1940 det samme, som når vi taler om tyskernes besættelse af Danmark samme år…

Under alle omstændigheder findes der en myte om, at de mange mellemøstlige diktaturer skyldes kolonialismen. Det gælder Mahgreb-landene: Tunesien, Algeriet, Marokko, der var franske kolonier. Det gælder Syrien og Libanon, der var franske mandatområder. Libyen var italiensk. Dernæst har følgende lande en fortid som britiske protektorater eller mandatområder: Egypten, Sudan, Irak, Jordan, Kuwait, Bahrain, Qatar, UAE (de forenede emiraterne), Yemen (Aden) og Oman. Persien eller Iran kan regnes for en del af det informelle, britiske imperium…

Jeg har udeladt et land, der også var britisk. Israel, eller Palæstina som det hed dengang. Hvis den britiske okkupation, kolonisering eller tilstedeværelse i regionen på en eller anden måde kan have forårsaget de nuværende autokratiske styreformer, hvorfor havde den så ikke den samme virkning i Israel? Er det så også det britiske imperiums skyld, at der er demokrati i Israel? Hvordan kan det samme styre få så forskellige konsekvenser? Imperiets tidligere juvel, Indien, er et demokrati. Malaysia er vel også. Der er ingen årsagssammenhæng mellem kolonialisme og et efterfølgende diktatur. Det britiske imperium moderniserede verden, men dele af verden blev mod-moderne.

Kolonitiden i de nævnte lande var relativ kortvarig. Hvis man altså mener den europæiske kolonisering… Dybest set er alle disse lande vel langt mere prægede af at have været underlagt et andet imperium, nemlig det osmanniske. Det nævnes sjældent.

Englænderne besætter Egypten efter nationalistiske optøjer i 1882… Når englænderne i sin tid blev interesseret i Egypten og de arabiske lande, skyldtes det ene og alene bygningen af Suez-kanalen, der blev åbnet i 1869. Først nu blev Egypten interessant…

Det britiske imperium var datidens form for globalisering. Da Anden Verdenskrig begyndte, vendte de britiske tropper tilbage til Egypten ifølge en traktat. Det var således ikke en besættelse, som journalisten udtalte på dansk tv for få dage siden…

Mange intellektuelle opfatter egypterne i offerrollen eller som endnu koloniserede. En af dem er den 80-årige forfatter, antisemit og feminist Nawal el-Saadawi… Hun er et glimrende eksempel på en, der giver Vesten skylden. Hun har udtalt, at siden Anwar Sadat overtog magten i 1970, har Egypten været en amerikansk koloni. Egypten er, siger hun videre, i dag underlagt USA og Israel.

Vi skal holde den mulighed åben, at revolutionen i Cairo kan være vendt mod Vesten, USA, Israel og os..”



24. oktober 2010

Jacob Skovgaard-Petersen om ‘menneskelig kreativitet til at se på Koranen med nye øjne’

Den gode professor revser blandt andet Ralf Pittelkow for at argumentere med Koran-citater, men seneste udgivelse om ‘Islams magt’ er ren emperi, ‘Europas ny virkelighed’, lyder undertitlen. For sjov skyld googlede jeg Skovgaard-Petersens moderate tv-imam Ahmed Al-Shuqayri – øverste og eneste hit på dansk er Skovgaard-Petersen selv.

Professor Jacob Skovgaard-Petersen i weekendens Information – Den danske islamdebat er uoplyst.

“Lars Løkke Rasmussen (V) vil have muslimerne til at dreje på deres paraboler, så de kan se Vild med dans sammen med os andre. Men problemet er ikke, at danske muslimer ser arabisk tv, men at de danske islamdebattører ikke gør. Pittelkow, Hedegaard, Langballe og co. er nemlig mere optaget af Koranen, hvor de higer og søger efter muslimernes sande væsen.

Men indsigt i islam anno 2010 skal ikke findes i støvede suravers, men derimod i arabisk tv og film og alle mulige andre steder, hvor muslimer taler om og med hinanden. Her vil islamkritikerne kunne få en egentlig forståelse af, hvad moderne islam handler om. Det hævder islamforskeren Jakob Skovgaard-Petersen, der betegner niveauet i den hjemlige islamdebat som forstemmende.

»De danske islamdebattører har ofte haft meget lidt berøring med den religion, som de opkaster sig til eksperter i. De læser Koranen som en slags grønspættebog…

Han understreger, at Koranen hidrører en tid, hvor man slet ikke kendte til moderne samfundsforhold. Derfor handler den ligesom Biblen overvejende om forskellige regler og pligter og ikke mindst om lydighed og taknemmelighed over for Gud. Men ikke mindst i de sidste 3-400 år har generation efter generation evnet at se på deres religiøse skrifter med nye øjne, og indsigt i denne menneskelige kreativitet er nøglen til at forstå religionens rolle i moderne samfund, understreger Jakob Skovgaard-Petersen.

»Det er derfor, det giver mening at beskæftige sig med religions-og kirkehistorie. Fordi de religiøse tekster udlægges forskelligt til forskellige tider. Men det kender de folk, der bedriver denne form for kritik bare ikke til. De nøjes med at slå op i Koranen, finder et eller andet militant vers og konkluderer, at så må muslimer være militante. Men det er altså en meget stærk overvurdering af skriftens betydning som årsag til menneskelig handling,« siger Jakob Skovgaard-Petersen…

På den største og rigeste tv-station i den arabiske verden, det saudisk-ejede MBC med hovedsæde i Dubai, kan de hver ramadan se et dagligt program med det opbyggelige navn En ung mands strøtanker, på arabisk Khawater Shab. Værten i En ung mands strøtanker er den unge saudier Ahmed Al-Shuqayri, der ifølge Jakob Skovgaard-Petersen er en slags omvandrende kapitalismens ånd, som prædiker punktlighed og protestantisk etik.

»Al-Shuqayri er den protestantiske etik og den kapitalistiske ånd på to ben. Og på forunderlig vis bedriver han religions-og civilisationskritik på en måde, som unge muslimer kan forholde sig til. Derfor er det også en myte, når danske kommentatorer hævder, at der ikke skulle være kulturel selvkritik i den arabiske verden. Der er masser. Betydeligt mere end herhjemme,« påpeger Jakob Skovgaard-Petersen.

… Unge muslimer dyrker ham på Facebook og youtube, og fænomenet Al-Shuqayri rummer derfor også en anden central pointe. Nemlig at moderniteten og religionen sagtens kan gå håndihånd… Men netop den erkendelse har vanskeligt ved at trænge igennem i Vesten, der stadig er fastlåst i en gammeldags sekulariseringstankegang, påpeger Jakob Skovgaard-Petersen”

(Kildehenvisninger i Jespersen & Pittelkow: Islams magt, 2010. S. 272)

Oploadet Kl. 00:39 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


17. januar 2010

Professor til Islamisk Trossamfund: Hvor stort er problemet med muslimske klædedragter?

Så fik Danmark en ‘burka’-rapport, men når nu debatten hele tiden har kredset omkring problemet med tildækning, og burkaer mest har været brugt som en samlebetegnelse (chador, niqab mv.,), så er en overskrift som denne helt uinteressant: Tre burkaklædte kvinder i Danmark (DR Online, 12/1-10).

Fra dagens BT – B.T. afslører: Burka-rapport er rent gætværk.

“Den 54 sider lange rapport, som B.T. er kommet i besiddelse af, giver ikke noget videnskabeligt bud på, hvor mange personer i Danmark, der bærer en af de to omstridte muslimske klædedragter, der skjuler kvindens ansigt.

Til gengæld har forfatterne af undersøgelsen, som er lavet på Københavns Universitet, spurgt en række personer, om de kunne give et bud på, hvor mange der bruger niqab i Danmark…

Men gætterierne varierer fra alt mellem 30-40 personer, som talsmand Imran Shah fra Islamisk Trossamfund gætter på, og 200-400 personer, som journalist Lene Kühle fra Weekendavisen gætter på. Ellers lyder der et par gæt på ‘højst 100’, og et gæt på ‘mellem 50-150’, samt en tidligere undersøgelse med mange forbehold, der byder ind med 60 personer, og en enkelt professor i statistik, som siger ‘mindst 24 og højst 196’..

I undersøgelsen konkluderes det, at der er tale om 100-200 personer, der bærer niqab i Danmark. Det er primært baseret på de mange gæt fra flere personer… Professor, dr. phil, Margit Warburg, som har ledet undersøgelsen, ønsker ikke at udtale sig om sagen.”

Margit Warburg har som professor på Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier (ToRS) udgivet flere apologetiske værker, og mange vil nok huske hende for 2008-kronikken, hvori hun afviste eksistensen af danske værdier.

Opdate. Den meget omtalte rapport kan downloades her (52 s., pdf). Det viser sig adskillige personer har været inde over rapporten, herunder: Kate Østergaard, Daniella Kuzmanovic, Jacob Skovgaard-Petersen og Jørgen Bæk Simonsen. Et citat…

“Der skal først rettes en tak til professor Jørgen Bæk Simonsen for hans gode råd undervejs i processen samt for hans indsats med gennemlæsning af rapporten.” (s. 2)



17. februar 2009

Qaradhawi om Holocaust – “Allah Willing, the Next Time Will Be at the Hand of the Believers”

Al-Qaradhawi har eget program på al-Jazeera, er leder af Det Europæiske Fatwaråd, og formentligt den mest indflydelsesrige sunni-lærd overhovedet. Memri har sakset lidt fra to af hans taler på al-Jazeera (28. og 30. januar 2009).

Sheik Yousuf Al-Qaradhawi: Throughout history, Allah has imposed upon the [Jews] people who would punish them for their corruption. The last punishment was carried out by Hitler. By means of all the things he did to them – even though they exaggerated this issue – he managed to put them in their place. This was divine punishment for them. Allah willing, the next time will be at the hand of the believers.

[…]

To conclude my speech, I’d like to say that the only thing I hope for is that as my life approaches its end, Allah will give me an opportunity to go to the land of Jihad and resistance, even if in a wheelchair. I will shoot Allah’s enemies, the Jews, and they will throw a bomb at me, and thus, I will seal my life with martyrdom. Praise be to Allah, Lord of the Worlds. Allah’s mercy and blessings upon you.

(se klippet her)

Mere.

  • 21/2-07 Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut – Den globale mufti (af Jakob Skovgaard-Petersen).
  • 7/4-04 Sappho – Den krigeriske sex-mufti (af Helle Merete Brix).
  • (al-Qaradhawi og London-borgmester Ken Livingstone)

    “Den meget populære egyptiske Imam Yusuf Al-Qaradawi, som næsten alle mine arabisk talende bekendte hviner over hvergang han åbner sin mund på hans eget tv-show sendt til DK via satellit transmiteret TV, har nu vist hvad han faktisk står for, nemlig at tillade alkohol!

    Nej, det er ikke en forsinket aprilsnar, men sandheden. Han har udstedt et nyt fatwa ifl. Berlingske Tidende/APF… Jeg er nok så ligeglad om folk drikker alkohol (nej som kommende læge er jeg bekymret for disse patienter med stort forbrug), men at en religiøs autoritet, kommer og proklamere sådan noget er forkasteligt.” (Helen Latifi, 11/4-08)

    Oploadet Kl. 05:10 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    21. december 2008

    Professor Jakob Skovgaard-Petersen om Ibn Warraq: Upålidelig som forskningshistorie

    Man ved der er langt igen, når en af landets fremmeste islamforskere kan afvise Ibn Warraq, Robert Irwin med flere, foran andre lærde til et arrangement der tager udgangspunkt i Edward Said. Men iøvrigt en ganske udmærket artikel af Thomas Hoffmann i seneste udgave af Weekendavisen – Post-orientalisme?: Østen i Vesten (ikke online).

    “Tredive år er det blevet til, siden den amerikansk-palæstinensiske litteraturprofessor Idwârd Wadî’ Sa’îd – eller blot Edward Said – udgav sin bog Orientalism. I Saids marxistisk inspirerede teoriapparat, særligt inspireret af Antonio Gramsci og Michel Foucault, kom orientalisme til at betegne en særlig ondartet ideologisk og (pseudo)videnskabelig konstruktion af det orientalske med det formål at udøve vestlig kulturimperial og kolonial magt over lande og kulturer i Mellem- og Fjernøsten fra 1700-tallet og frem.

    I Saids optik er orientalisme som et af astronomiens sorte huller: intet undslipper, hvis det kommer for tæt på. Det være sig diplomati, teologi, kunst, sprogstudier, psykologi, geografi eller opdagelsesekspeditioner. De bedste intentioner til trods bliver alle emner – fra det patroniserende til det missionerende – afbøjet i deres bane og suget indad mod dette magtfulde sorte hul. Med andre ord: Said havde formuleret en hyperstærk tese.

    Problemet var bare, at tesen var stærk indtil det konspiratoriske. Med det resultat at alt stof blev sammenpresset til én stor ligegyldighed: de mest ubetydelige rejsenotitser i en forfatters dagbøger kunne sidestilles med reelt indflydelsesrige orientalister uden nogen form for kvalificeret afvejning. Derudover var Saids orientalisme båret af så gennemgribende moralske kvababbelser, at han enten ikke formåede eller ikke ønskede at skelne mellem god og mindre god forskning. Hvis en orientalist havde indtaget en tvivlsom moralsk stilling, diskvalificerede dette forhold forskningen uden yderligere forbehold. Said ignorerede herved, at god forskning jo ikke nødvendigvis er synonym med god biografi. At hieroglyffernes kodeknækker, franskmanden Champollion, havde racistiske meninger om moderne egyptere, ændrer jo ikke ved, at hans forskning var sand. Det skel, der ellers gør de fleste litteratureksperter i stand til at foretage den ubehagelige skelnen mellem for eksempel den antisemitiske pamfletskriver Céline og den modernistiske romanforfatter Céline, overførte Said ikke til sit orientalske studie.

    I sidste uge havde jeg den fornøjelse at deltage ved den officielle åbning af forskningsprojektet Islam i europæisk Litteratur på Københavns Universitet. Åbningen tog netop udgangspunkt i trediveårs jubilæet for Saids bog. Arrangørerne havde indkaldt til den faglige selvrefleksion og selvkritik, som orientalisme -anklagen – alle dens fejl og mangler til trods – alligevel gør fordring på. Christopher Prendergast, professor i fransk litteratur ved Oxford, klandrede Said for at gøre Madame Bovarys fader, Gustave Flaubert, til en emblematisk orientalistisk forfatter og derved forpasse en mere kontekstuel og oeuvre-orienteret læsning. Professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Carsten Niebuhr Afdelingen udredte trådene i de seneste års voldsomme kritik af Said. Han fandt de mere og mere heftige forsvar for klassisk orientalistisk forskning, for eksempel Ibn Warraqs Defending the West fra 2007, upålidelige som forskningshistorie. Storsælgere som Warraq skulle nærmere ses i forlængelse af de opblussende culture wars, der tog til oven på 9/11s ruiner.”

    Oploadet Kl. 17:55 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
    

    12. november 2008

    Nyere islamforskning: “Realistisk og redeligt – på grænsen til det politisk ukorrekte…”

    Hvis man ser bort fra Ellen Wulff, så virker det som der er sket en bevægelse. Fra dagens Kristeligt Dagblad – Den hellige forlagskrig.

    “Gads nye leksikon om islam, skrevet af en stor flok yngre humanistiske forskere viser, at den militante jihad faktisk lever og har det godt i dansk islamlitteratur. Også den nye. Artiklen om jihad hos Gad nævner kort de to betydninger, som har været ”gældende i hele den islamiske tradition”, men siger derefter ligeud, at begrebet jihad har været ”langt mest udbredt i den militære betydning, der behandles i denne artikel”. Derefter citeres fra det såkaldte sværdvers i Koranen, som har programmatisk betydning for den militante udlægning af jihad. Verset indeholder blandt andet formuleringer som disse: ”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem”, og I ”skal bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!”

    Artiklen nævner også, at jihad i form af offensiv krigsførelse i islams historie var en kollektiv pligt, mens det var en individuel pligt, når eller hvis islam kom under angreb.

    Islamkenderne og ph.d.’erne Jean Butler og Thomas Hoffmann, som realistisk og redeligt – på grænsen til det politisk ukorrekte – har redigeret Gads islamleksikon, kan med deres linje ikke andet end at gøre Kim Møller og Trykkefrihedsselskabet tilfreds. Men samtidig gør de så hele forehavendet med at forstå islam i Danmark i dag broget. For hvis man nu ikke engang længere kan stole på, at humanister tolker islam humant, hvad kan man så regne med i den nye islamlitteratur?

    De mange nye bøger om islam, som dette efterårs bogsæson byder på, er kendetegnet ved at bryde nye grænser. De er mere specielle. De overrasker mere. De går tættere på kilderne…

    Klogere kan man også blive af den mest undseelige udgivelse i efteråret om islam. Det er Selskabet til støtte for Pakistans kirke, der har lavet et temahæfte om Bibelen og Koranen. Ydmygt, men vægtigt fordi forfatterne er ingen andre end koranoversætter Ellen Wulff, teologiprofessor Mogens Müller og biskop Niels Henrik Arendt.

    Tankevækkende er det her, at Wulff totalt afviser den krigeriske jihad. Den form for jihad har islam lært af kristne korsfarerne i middelalderen; den kommer ikke fra Muhammed selv, for hans tids jihad var ”ikke en angrebs-, erobrings- og omvendelseskrig”, skriver hun. Et udsagn, der står i skarp kontrast til islamprofessor Jakob Skovgaard-Petersens redegørelse for profetens jihad i Allan Poulsens lærebog om islamdebat. ”Muhammads militære karriere er derfor begrænset til årene 622-30, men da var den til gengæld også intens”, konstaterer Skovgaard-Petersen her.”

    

    17. juni 2008

    Fadermordet må vente (Æblet falder ikke langt fra stammen)

    En sjældent ringe artikel i seneste nummer af Weekendavisen. Sålænge alle, ligefra den unge ph.d.-studerende til den aldrende professor dyrker Edward Said, så er generationsskifte udelukkende et spørgsmål om alder. Artiklens forfatter var indtil for nyligt ekstern lektor på TORS, sammen med Jørgen Bæk Simonsen, Jacob Skovgaard-Petersen, Birgit Warburg mfl.

  • 13/6-08 Weekendavisen – Fadermordet må vente (af Heidi Laura).
  • Artiklen er online i sin helhed, og jeg vil nøjes med at citere Bæk Simonsen, der atter hævder, at hans virke er en naturlig fortsættelse af den tidlige danske islamforsknings filologiske tradition. (en tradition han i flere værker har undsagt).

    Selv ikke Jørgen Bæk Simonsen, som er en hovedfigur i fagets sociale drejning, vil afskrive forbindelseslinjerne tilbage i tiden. »Jeg føler mig i nogle sammenhænge som en fortsættelse af en tradition ved Københavns Universitet for ældre arabisk-muslimsk historie,« siger han og refererer til Frantz Buhl, som skrev om de politiske kampe i den tidlige kalifale historie, Frede Løkkegaard, der skrev om beskatning, og historikeren Erling Ladewig Petersen, som skrev om de forskellige historiske overleveringer i den ældre muslimske historiske tradition.

    Da han tilbage i 1979 blev færdig med sine studier, var mulighederne for at blive fastansat ved Københavns Universitet ringe, men han fik i midten af 1980erne en ansøgning igennem hos Statens Humanistiske Forskningsråd om studier af islam og muslimer i Danmark. »Og dermed blev mit professionelle, videnskabelige engagement i feltet islam og muslimer i Danmark og Europa grundlagt. I flere sammenhænge udgør det vel et brud med den mere klassiske tradition ved Københavns Universitet, men jeg tror, det er vigtigt at fastholde, at dansk orientalistik med eksempelvis Johannes Østrup har en betydelig tradition for også at beskæftige sig med den moderne muslimske verden, og derfor er mit virke på det felt ikke overraskende et resultat af nye sammenhænge, men fagligt, metodisk og teoretisk er det, når alt kommer til alt, også en fortsættelse.«

    […]

    Et egentligt fadermord må man altså kigge langt efter, selv om orientalismedebatten har præget området. Om det siger Jørgen Bæk Simonsen: »For så vidt angår orientalismen blev den som paradigme naturligvis af betydning og har tvunget både mig og mange til nøje at overveje, hvad der konstituerer den moderne arabiske og muslimske verden – og den verden ligner efter min bedste vurdering alle andre verdener.«”

    

    28. januar 2008

    Tina Magaard anmelder Jakob Skovgaard-Petersen-udgivelse

    Fra Jyllandsposten, sidste torsdag. Tina Magaard anmelder et dansk trebindsværk om al-Azhar-universitetet. Fra Lærdom og diskrimination (kræver login).

    “Hans Munk Hansen fra Kunstakademiets Arkitektskole har forfattet den første bog, ”al-Azhar, moskeens historiske bygningsanlæg”. Han var i 1980-1982 med til at lede restaureringen af Madrasa al-gawhariye, en lille tilbygning til al-Azhar, og byder her på en historie om det store i det små…

    Den anden bog, ”al-Azhar. Et muhammedansk universitet”, er et genoptryk af et værk fra 1922, forfattet af tidligere professor ved Københavns Universitet Johannes Pedersen (1883-1977), som i 1920 gæstede al-Azhar. Pedersen giver en historisk gennemgang af institutionens historie og indflydelse i det mellemøstlige samfund… At al-Azhar i næsten et årtusinde havde været et både religiøst, administrativt og politisk centrum, forklarer Pedersen med, at »i Islam er der intet Skel imellem det politiske og det religiøse, thi Religionen omfatter alt i Livet«. Det var dengang, man kunne viderebringe, hvad muslimske lærde sagde, uden at blive mistænkeliggjort. En førende kritiker af vestlige islameksperters motiver som Edward Said ville nok også have kritiseret professorens karakteristik af al-Azhar som »et ægte Udsnit af Middelalderen, ikke en svag Afglans af den, thi Azhar-folkene danner et Milieu, der endnu lever i dens Forestillinger og Idealer«…

    Der er sket meget på al-Azhar siden Johannes Pedersens tid, er en af hovedpointerne i den tredje af samlingens bøger, nemlig Jakob Skovgaard Petersens bog ”al-Azhar 1922-2006”.

    Skovgaard-Petersen er ikke bare direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut i Cairo, han er også specialist i ulema, de islamiske lærde. Det afspejles i den kyndige gennemgang af al-Azhars reformer i det 20. århundrede. Skovgaard-Petersen er især velinformeret om al-Azhars lærdes indbyrdes stridigheder om, hvad al-Azhar først og fremmest skal være. Et internationalt missionscenter? Et moderne universitet? En censurkomité? En fatwa-fabrik? De administrative detaljer, der strukturerer denne diskussion, kan måske opfattes som en anelse tørre af lægmand, men de er værdifulde for studerende og fagfolk, som kun kan sætte pris på Skovgaard-Petersens indsigt i disse spørgsmål.

    Al-Azhars ulema har tilsyneladende, deres forskelligheder til trods, foretaget mindst ét fælles fokusskift siden Johannes Pedersens tid. Kalifat-temaet, som optog al-Azhars lærde i 1920’erne, er i dag gledet i baggrunden til fordel for andre diskussioner om den politisk-sociale-religiøse forvaltning af de islamiske samfund. Skovgaard- Pedersen udreder her, hvordan al- Azhar positionerer sig strategisk i konkurrence med såvel Saudi-Arabiens Medina- Universitet og islamistiske organisationer som det Muslimske Broderskab, alle konkurrenter til al-Azhars status som moralskreligiøs ledestjerne og legitim forvalter af islam…

    Lige så interessant er alt det, vi ikke får at vide. Skovgaard-Petersens fremstilling er nemlig symptomatisk for nutidige islamforskeres dilemma. For at kunne forstå og fortolke en given kulturel kontekst, må forskeren nødvendigvis internalisere de implicerede aktørers begrebsapparat. Men det er med risiko for at overse de mennesker, der kommer i klemme i samme begrebsapparat.

    Spørgsmålet er, om Skovgaard-Petersen er blevet så integreret i ulemas tankesæt, at han ikke studser over deres forvaltning af institutionaliseret apartheid. Vi får nemlig på intet tidspunkt at vide, at det er forbudt for jøder og for koptere (de kristne egyptere) at studere på al-Azhar-universitetet. Det gælder ikke kun teologi, men også verdslige fag som medicin, økonomi og agronomi. Skovgaard-Petersen fortæller heller ikke om al-Azhars lærdes direkte medansvar for den undertrykkelse og forfølgelse, som koptere udsættes for i Egypten.

    Hvorfor må læseren ikke få dét at vide? Det er før set, at vesterlændinge er blevet prompte udvist af Egypten, fordi de har brudt den implicitte aftale, der indebærer, at disse ting taler man ikke om. Da Skovgaard-Petersen officielt repræsenterer Danmark i kraft af sin stilling som direktør for det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut, kan han have valgt at udelade disse oplysninger for ikke at skabe ballade. Men han overspiller sin rolle, når han går i rette med den danske presse og siger, at »det er misvisende at betegne stater, samfund eller kulturer som den egyptiske som præmoderne og statiske og afventende en reformation eller oplysningstid. For oplysningstidens ideer og institutioner har for længst vundet indpas, i takt med at Cairo blev indskrevet i en global politisk-, kommunikations- og undervisningskultur «...

    Spørgsmålet er, hvem der her kommer med misvisende udsagn. Hvad med kopterne, som absolut ikke nyder godt af »oplysningstidens ideer og institutioner«? Og hvor blev oplysningstidens ytringsfrihedsidealer af i Muhammedkrisen, som meget direkte angik al-Azhar, eftersom krisen tog internationale dimensioner efter sheikh Muhammad Sayed Tantawis møde med Islamisk Trossamfunds delegation til Egypten? Det får vi heller ikke noget at vide om.

    Igen kan det handle om, at Skovgaard- Petersen i den sag var så tæt på krisestyringen, at han skifter forskerkasketten ud med diplomatkasketten. Men Tantawis gøren og laden under krisen tydede absolut ikke på, at han var indstillet på at lade oplysningstidens ytringsfrihedsideal stå over det teologiske krav om respekt for muslimers religiøse følelser.

    Der er heller ikke noget, der tyder på, at man på al-Azhar har reformeret den del af sharia, som tillader muslimer at krænke andres religiøse følelser, mens ikke-muslimers krænkelse af muslimers religiøse følelser straffes.”

    

    27. august 2007

    P1 – en dag i august

    Igår tændte jeg for P1 tre gange. Det blev hårdt straffet.

    Under opvasken (ca 17.30) var der Europa lige nu, og forskerloonien Jytte Klausen fortalte vidt og bredt om de integrationsmæssige fordele ved moskeer, og det beklagelige ved den ‘hysteriske’ debat.

    Anne Haubek, P1: Hvad betyder det så at, at vi er mest intolerante i Skandinavien og i Holland/Belgien, for eksempel Tyskland – er det konsekvensen af det?

    Jytte Klausen, professor Brandeis University: Ja, det har meget at gøre med, hvordan man føler – er man bange for udtryk for religion, og der kan man jo se, at i Skandinavien er det ikke bare muslimer, men også ortodokse jøder som ofte – vil folket sige – hvorfor skal de da vise hvad de tror på? Hvorfor kan de ikke holde det privat…

  • 27/8-07 Europa lige nu – Europa og muslimerne.
  • Senere på dagen (ca. 19.30) hørte jeg Folk og Kirke, der omhandlede islam i Cairo, og her havde Jacob Skovgaard Petersen som ekspert.

    Jacob Skovgaard Petersen, Det Dansk-Egyptiske Dialoginstitut: Der er jo sådan nogle teser om at ‘de’ mangler en Reformation eller, ‘de’ mangler en oplysningstid, eller sådan noget – det er historisk set meget forkert

  • 27/8-07 P1 – Cairo – verdensbyen og den islamiske vækkelse (1:3).
  • Tidligt i morges (ca. 05.30), kom jeg ind midt i Samfundstanker. Her talte en skønlitterær forfatter ved navn Gretelise Holm om hendes kamp for kvinderettigheder i Zimbabwe – en aktivistisk kamp hun kombinerede med accept af kvindeundertrykkende kulturer og gold pacifisme. Da hun begyndte at recitere Johan Galtungs appelsin-teori så slukkede jeg.

    Gretelise Holm, journalist: Vi danskere er blevet en nation af krigsforbrydere…

  • 27/8-07 Samfundstanker – Gretelise Holm (tidsbegrænset link).
  • Af oversigten kan jeg se, at jeg gik glip af Lars Møller-Rasmussens tirader i følgetonen om Den arabiske konflikt. Han er omtrent ligeså objektiv som Morten Thing– en eks-kommunist som P1 ofte hidkalder for ekspertanalyser om kommunistiske diktatorer, Den Kolde Krig og Danmarks Industrialisering. Venstrefløjsere om venstrefløjen for venstrefløjen – tvangsfinansieret.

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    « Forrige sideNæste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper