13. september 2019

Aydin Soei: “‘Slå ham, slå ham i ansigtet.’ … han talte som en far, der forsøger at opmuntre en søn”

Iranske Aydin Soei var som ung kriminel ikke helt på niveau med Nedim Yasar, men selvom han som forsker ofte giver det danske samfund skylden, så er fællesnævneren for ghetto-kriminelle ikke nødvendigvis danskernes eksklusion. Begge har/havde voldelige fædre, der opdrog sine børn hårdt og kontant efter islamiske normer. Soeis kommunistiske far endte som morder.

Herunder et afsnit fra sociolog Aydin Soeis ‘Forsoning – Fortælling om en familie’ (2016), hvor han over 650 sider beskriver sin liv i detaljer. Volden var en integreret del af opdragelsen.

“Tårerne brød frem, førend jeg mærkede smerten. Først da jeg så blodet dryppe ned på sandet, mærkede jeg en tiltagende dunkende fornemmelse, der forplantede sig fra næsen til det øverste af kinderne og panden. Jeg forsøgte at vende ryggen mod Tommy og resten af forsamlingen og skjulte ansigtet med hænderne, så de ikke skulle tro, at jeg var en tøsedreng. Jeg havde boet i Avedøre Stationsby i fem år, de sidste tre i rækkehuset på Karetmagerporten og tilhørte som niårig de større børn på legepladsen. Tommy var to år ældre, den idiot. Han havde været så overtændt, at han hamrede foden ned for fuld kraft på den hjemmelavede katapult, inden jeg havde nået at flytte mig. Mine fingre havde nær givet efter, da jeg bar den store sten hen til brættet, vi havde placeret på kanten af sandkassen. Det sidste års tid var min næse pludselig begyndt at vokse hurtigere end nogen anden del af min krop, og jeg betragtede den jævnligt med forundring i spejlet. Selvfølgelig var det den, der blev ramt.

Tommy, lagde hånden på min ryg. ‘Undskyld, undskyld, undskyld. Er du okay?’ Jeg kunne kun svare ham med en grådkvalt stemme, så jeg vendte ryggen til og tilbagelagde de 50 meter fra sandkassen hen til bagsiden af vores rækkehus. Næsen og ansigtet tørrede jeg af i min T-shirt, inden jeg åbnede døren og trådte ind, som om jeg vidste, at han ville stå der. Min far præsterede på en eller anden måde altid at være til stede, når jeg bad allermest til, at han var borte. Det samme var tilfældet den dag. ‘Hvem gjorde det?’ spurgte han, tog mig hårdt om armen, vendte mig om og førte mig ud ad døren igen. Vi stoppede med front mod legepladsen. ‘Var det ham der?’ spurgte min far og pegede på Tommy, der stod foran legepladsen og ventede på mig. Jeg ville formentlig være blevet rørt ved synet af min bekymrede ven, hvis det ikke var for hans ansigtsudtryk og kropssprog. Han stod som stivnet ved synet af min far. ‘Er det ham der?’ gentog min far.

Jeg gik min far til midt på maven, og han holdt mig foran sig, så jeg havde ikke udsyn til hans ansigtsudtryk, men det havde Tommy, og han sitrede nærmest, da jeg nikkede bekræftende til spørgsmålet. Jeg ved ikke, om det var ham eller min far, der satte i løb først, men jeg skyder på Tommy ud fra det forspring, han fik. Aldrig havde jeg set en dreng løbe så hurtigt. Selv stod jeg først naglet til stedet, som om mine ben var groet fast i asfalten. Hvor lang tid, der gik inden min far fangede Tommy, ved jeg ikke med sikkerhed, men jeg tror ikke, min ven nåede særlig langt. Når min far blev vred, var det, som om han fik uanede kræfter, som han ikke kunne tøjle. Han blev til den grønne antihelt Hulk, der martres over de skader, han forvolder, når hans ukontrollable raserianfald tager over, og som de fleste drenge – også jeg selv som barn – fascineres af, men formentlig ikke har lyst til at bo under samme tag som. Min far stod og holdt Tommy fast, da jeg nåede frem til dem på stien. Tommy kiggede på mig, som om han nærmede sig sit endeligt. Jeg stirrede på skiftevis på Tommy og min far, men var ikke i stand til at sige noget. Min far stirrede tilbage i nogle sekunder, og jeg tror, at både Tommy og jeg ventede på, at han skulle indlede. Var det for dramatikkens skyld, at han trak den så længe, var han bevidst om effekten af udsættelsen?

Da han omsider åbnede munden, overrumplede han mig. ‘Slå ham, slå ham i ansigtet.’ Han råbte ikke ordene, han talte som en far, der forsøger at opmuntre en søn til at tage det afgørende straffespark i en fodboldkamp. Han opmuntrede mig på asari, men at bedømme ud fra Tommys ansigtsudtryk gættede han sig til, at min fars ord ikke repræsenterede godt nyt. Min far tog et fast tag i Tommys anden arm og stillede sig bag ham, så han stod blottet med fronten mod mig. Jeg kunne stadig ikke få ord over mine læber. Aydin den stumme. ‘Slå ham med knyttet næve. Slå ham på næsen,’ sagde min far, nu lidt højere, irriteret over, at hans søn ikke præsterede det, han skulle.

Endnu engang kiggede jeg på Tommy, som om det var ham, der skulle redde mig. Tårerne strømmede ned over min vens kinder, og jeg var stadig ikke i stand til at ytre et ord. Jeg følte mig svag. ‘Slå ham!’ brølede min far. Stadig ingen reaktion fra mig, men så skete det, jeg havde håbet på. Tommy reddede sig selv og mig med. Min far kiggede på min ven med store øjne og slog over i sit gebrokne danske. ‘Hvad siger du?’ Tommy mumlede noget, jeg i første omgang ikke kunne høre, fordi han kun kunne få en hvisken over sine læber. Min far så pludselig forvirret ud.

‘Passer det, hvad han siger?’ spurgte min far, men jeg kunne stadig ikke høre ordene, det var som om jeg var blevet både stum og døv. Min far gav slip på Tommys ene arm for at gribe mig i nakken med den frie hånd. ‘Han siger, at han ikke har slået dig, at det var et uheld,’ sagde min far og klemte hånden om min nakke. ‘Passer det? Svar mig!’

Jeg nikkede og mærkede min far slippe grebet. Det burde have været mig, der reddede min ven fra min fars raseri. Sjældent har jeg følt mig så lettet, som da min far gav slip på Tommy, sjældent har jeg følt mig så ussel. Aydin den stumme.”



24. april 2019

Sociolog Aydin Soei om alliancen ‘mellem den yderste venstrefløj, kriminelle unge og islamister’

Ikke ligefrem en overraskelse, men godt at få sat ord på. Interview med sociolog Aydin Soei i Berlingske – Venstrefløjen har været med til at gøre Nørrebro til en krudttønde.

“… hvad i al verden har den yderste venstrefløj, kriminelle bandemedlemmer og islamister til fælles? Burde de logisk set ikke ligge i krig med hinanden?

Den fælles fjende er åbenlyst politiet. Statens voldsmonopol, der sikrer, at frihedsrettigheder og velfærdstaten kan opretholdes. Men hvorfor? Rundt om Blågårds Plads ligger eksempler på alt det, staten gør for samfundets svageste. Der er bibliotek og medborgerhus, og pladsen er næsten omringet af almene boliger, så selv samfundets socialt set nederste kan bo centralt i byen hundrede meter fra Peblingesøen. …

Men den uhellige alliance mellem den yderste venstrefløj, kriminelle unge og islamister skyldes ikke kun socioøkonomiske forhold. Sociolog og forfatter Aydin Soei har siden 2008 arbejdet med kilder i området for at forstå, hvad der foregår…

For eksempel var det venstrefløjsaktivister, der indirekte sørgede for, at Loyal to Familia fik et kommunalt støttet klubhus i Folkets Hus. De inviterede i første omgang kriminelle lokale unge ind og følte, at de to grupperinger indgik i en fælles kamp imod undertrykkelse og racisme. Da Loyal to Familia opstod, drejede det sig pludselig om hårdkogte kriminelle, som overtog 2. sal i huset og dermed fik en konkurrencefordel i forhold til andre grupperinger, der ikke havde adgang til et kommunalt støttet klubhus,’ fortæller Aydin Soei.

Han har beskrevet venstrefløjens rolle i forhold til bandemiljøet på Nørrebro i flere bøger. Senest i ‘Omar og de andre – vrede unge mænd og modborgerskab’, som handler om terroristen Omar el-Hussein og sammenfald mellem kriminalitet og islamisme og venstrefløjsaktivisters rolle på Nørrebro. …

‘Venstrefløjsaktivisterne havde taget kontakt til unge fra Nivå efter at have fulgt med i mediedækningen af urolighederne i Nivå Centret, og aftalen var at samarbejde om gadeoptøjer,’ står der i bogen. (maj 2007, Kim)

Det viste sig, at de unge i Nivå havde fået sig en fornuftig snak med en lokal betjent og havde droppet ideen om optøjer, og da de unge med indvandrerbaggrund så, at de fleste venstrefløjsaktivister var kvinder, gjorde de nar ad dem.

‘De her grupper har jo ikke meget andet tilfælles end deres mistillid til politiet og kampen mod racisme, og typisk befinder de sig socialt set meget langt fra hinanden,’ siger Aydin Soei…”



29. august 2018

Politiinspektør om bilbrande: “… det overrasker mig, hver eneste gang, det sker… kan jo gå helt galt. “

For et par dage siden bragte Kristeligt Dagblad en artikel om sommerens mange påsatte bilbrande i København, hovedsageligt Nordvest og Nørrebro. Avisen citerer to eksperter. Sociolog Aydin Soei (med iransk baggrund) er overbevist om, at bagmændene er ‘frustrerede etniske minoritetsunge’, og selvom det er upræcist, så er det trods alt bedre end bortforklaringen fra professor Dominique Bouchet, der ser bilbrande som udtryk for ’stigende individualisering’. Når unge muslimer eller venstreradikale brænder biler af, så tales der udenom på fakulteterne.

Ekstra Bladet lister 30 bilbrande i København i denne måned, men tør ikke rigtigt konkludere. Politiinspektør Peter Dahl er overrasket, for bilbrande ‘kan jo gå helt galt’. Fra EB.dk – Politichef advarer: Det kan jo gå helt galt.

“Otte biler er brændt af, et ukendt antal gerningsmænd på fri fod, og politiet famler efter et motiv.

Det er realiteterne efter en ny række bil-afbrændinger i København natten til i søndag.

– Det er fuldstændig ude i hampen, at nogen kan finde på at rende rundt og tænde ild i Københavns gader. Jeg må bare sige, at det overrasker mig, hver eneste gang, det sker, at man overhovedet kan finde på det, siger Peter Dahl, ledende politiinspektør og chef for beredskabet i Københavns Politi. …

– Hvis der er tale om drengestreger, hvad vil du så sige til gerningsmændene?

– At de virkelig ikke tænker sig om. Heldigvis er brandene indtil videre blevet opdaget hurtigt, så det kun har spredt sig til andre biler. Men det kan jo gå helt galt. Det værste, der kan ske, er at det breder sig til beboelse. Det er virkelig ikke noget at spøge med, siger Peter Dahl og opfordrer beboere i området til at kontakte politiet, hvis de ser noget mistænksomt.”

(Gøteborg, august 2018; Foto: Gates of Vienna)

“Bilbrande og andre optøjer i udsatte boligområder er næsten altid antændt af unge vrede mænd – jeg kalder dem modborgere – som føler, at de betaler et ekstra gebyr i indsatsen for at skabe sig et godt liv, fordi de har minoritetsbaggrund. Måske føler de, at de har sværere ved at få en praktikplads og et job end etnisk danske unge. Og måske føler de, at politiet går målrettet efter dem, fordi de bor i et udsat boligområde, og så reagerer de på denne måde. … Det er ikke tilfældigt, at det finder sted i disse områder, hvor der er mange frustrerede etniske minoritetsdrenge. (Aydin Soei, sociolog)

Vi har i mange år været udsat for en stigende individualisering, der nu går ud over respekten for fællesskabet og autoriteter. Flere mennesker opfatter sig som individ eller gruppe fremfor som en del af et samfund, og på den måde bliver det offentlige rum menneskets egen lille legeplads. Man brænder en bil af for at blive underholdt eller for at markere sig og genere andre. Og bilbrandene er langtfra eneste eksempel, og man kan ikke bare reducere det til et integrationsspørgsmål. Det er derfor samfundets sammenhængskraft, der trues, og man oplever lignende handlinger på alle niveauer i samfundet. … biler er tilgængelige og står der i gaderne, hvor man hurtigt kan rykke ind og ud. Det er en vanvittig ting at gøre, for man destabiliserer hele lokalsamfundet.” (Dominique Bouchet, professor)



11. januar 2018

Sociolog: Paradoksalt at danskerne ser ghettoer som et alvorligt problem, det går faktisk ‘fremad’…

Jo mere man udvander definitionerne, jo færre ghettoer bliver der officielt. Hvis politiet holdt sig helt væk fra områderne, så ville kriminaliteten styrtdykke, og sådan kan man blive ved. Statsmnisteren tror man kan bygge sig ud af problemet, sociologer tror man kan italesætte en bedre udvikling, men begge er på ideologisk glatis. Problemet er reelt, og har intet at gøre med hverken mursten eller beton.

Her lidt fra en Ritzau-historie sakset fra JP.dk – Næsten hver anden vil undgå at færdes i ghettoområder.

“… næsten 70 procent af vælgerne betragter de såkaldte ghettoområder som et alvorligt problem på grund af sociale problemer, stor kriminalitet og en høj andel af indvandrere og efterkommere.

Det viser en Voxmeter-undersøgelse, foretaget for Ritzau efter statsministerens nytårstale.

… resultaterne er langt fra overraskende, mener sociolog og forfatter Aydin Soei, som har beskæftiget sig med integration i en årrække.

– Vi har en statsminister, der bruger 90 procent af sin nytårstale på at gå til angreb på ghettoer.

– Det er paradoksalt, at ghettoer i stadig højere grad bliver brugt som en trusselskategori på landsplan, samtidig med at det faktisk går fremad i de her boligområder, siger han.

Aydin Soei peger på, at ungdomskriminaliteten er historisk lav, også i udsatte boligområder, og at flere og flere beboere kommer i arbejde. Der er derfor nu færre områder på ghetto-listen end før, tilføjer han.

(Arkiv-foto: Odense, september 2017)



6. marts 2016

Aydin Soei: Arbejdsløsheden gjorde min far vred, mente Danmark var racistisk, kulminerede med mord

Det er svært ikke at føle sympati for Aydin Soei, men selvom det nok skal passe at integrationen vil forløbe bedre hvis man opfinder job til indvandrere, så mangler han at se det lidt fra den anden side. For tre år siden pointede han, at vi skulle vænne os til, at der bliver skudt i gadebilledet.

Hvorfor skulle danskere risikere at blive sat bag i job- og boligkøen, vænne sig til skyderier i gaderne, blot fordi det vil gøre livet bedre for indvandrere. En morderisk iransk kommunist, doesn’t cut it. Langt ærligt interview med sociolog Aydin Soei i Politiken – Min fars deroute blev forstærket af, at Danmark ikke kunne bruge ham.

“‘Langt den største gruppe, der kommer hertil, har samme sociale og uddannelsesmæssige baggrund som min far. Indslusningsløn vil gøre det langt lettere at få ufaglærte som min far ind på arbejdsmarkedet. … Han ville have fået en identitet, der stemte bedre overens med hans eget selvbillede, og det kunne måske have forhindret den vrede, han opbyggede til Danmark, få år efter han var ankommet‘. …

Aydins forældre var aktive kommunister i det politiske undergrundsmiljø i Iran. Efter den iranske revolution i 1979 flygtede familien fra Iran til Sovjetunionen. Men forestillingen om et perfekt kommunistisk samfund viste sig hurtigt at være en illusion, og familien fik i 1986 politisk asyl i Danmark. Her bosatte de sig i Avedøre på den københavnske vestegn. …

‘Ved ankomsten til Danmark havde min far et stort håb om at kunne begynde forfra. I Iran havde han været en respekteret mand med høj status, så da han blev afvist på jobcenteret, begyndte han at blive forbitret. Han mistede en del af sin identitet. Han plejede altid at fortælle mig, at Danmark var et fantastisk land, og at jeg skulle føle mig privilegeret, fordi jeg voksede op her, da det var det tætteste, mennesket nogensinde var kommet socialisme i praksis. Men historien blev langsomt en anden. Han var nu rasende på det danske samfund, som han mente var racistisk og domineret af kvindelige chauvinister. Selv om han fortsatte sine politiske aktiviteter, blev han ligesom mange af de andre fædre fra den generation til en af samfundets bænkevarmere’.

… Han husker tilbage på en opvækst, hvor hans far blev mere og mere alkoholiseret, voldelig og hadefuld.

Hvad skete der med din far?

‘Han blev paranoid og var overbevist om, at han blev forfulgt på grund af tidligere politiske aktiviteter. Samtidig blev volden værre. Jeg glemmer aldrig dengang, han smadrede hele vores stue med en saks og hammer og slog hul i hovedet på min mor. En anden gang, da jeg var syv år, forsøgte han at sparke mig ned ad trappen, fordi jeg kom til at vække ham fra hans middagslur. To gange boede min mor, bror og jeg på krisecenter, men min far kom alligevel tilbage i vores liv. Der var mange gode fædre blandt flygtningefamilierne, jeg så dem selv, men min far var ikke en af dem. Da vi havnede på krisecenter, krakelerede alting for min far, og han begyndte at destruere sig selv og sin familie. Det hele kulminerede så en dag’.

‘Min mor fik et opkald, hvor min far fortalte hende, at han havde begået et mord. Det værste var, at han havde slået min skolekammerats far ihjel. Han var også iraner. Min far blev fængslet og derefter udvist til Iran. … Mordet gav mig min frihed. …'”

Oploadet Kl. 10:40 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


13. marts 2013

Anna Mee Allerslev: “Der er kommet en ‘ny normal’ – Sociolog: Vi skal ‘vænne os til’ skyderi i gaderne

“Der er kommet en ‘ny normal’ på Indre Nørrebro”, skriver Anna Mee Allerslev på sin blog, men hun forstår stadig ikke, at udviklingen har direkte sammenhæng med hendes politiske målsætning. Sociolog Aydin Soei siger jo egentligt det samme, men fortæller også at indvandrerbanderne i det mindste har formået at inkludere ‘unge’ i bandefællesskaber. Der bliver ganske givet et stort behov for sociologer i fremtidens Danmark.

Fra Politiken – Bandekender: »Jeg tror desværre, at vi skal vænne os til, at der bliver skudt i gadebilledet«.

“Bandekonflikten i 2008 har været med til at gøre det, der førhen var lokale gadebander, langt mere professionelle. … Resultatet er, at vi i dag må vænne os til de skyderier, som følger af bandernes opgør med hinanden. Det mener journalisten og sociologen Aydin Soei…

»Jeg tror desværre, at vi skal vænne os til, at der bliver skudt i gadebilledet i Danmark«, siger han. … »Desværre tror jeg, at det er en del af virkeligheden nu. Det gode er, at så kan vi tage den derfra. Måske skaber det mindre frygt at erkende, at det er dér, vi er – og så finde ud af, hvordan vi løser problemet«, mener han.

[…]

»2008 kickstartede en professionalisering i de kriminelle grupper, der tidligere var løst funderet. De bander, der i medierne er blevet kaldt indvandrerbander, er gået fra at være baseret omkring lokalområder til i højere grad at blive professionelle enheder…«, konstaterer han.

… I dag kan udefrakommende også blive en del af bandefællesskabet. …

»Nu kan jeg pludselig se alle mulige unge, som jeg ikke har set før, herinde. Det er blevet lettere for unge at blive inkluderet i et bandefællesskab. Man byder unge fra andre områder velkommen«, forklarer den københavnske sociolog og journalist.”

Oploadet Kl. 15:19 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper