25. september 2017

“… fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var… ikke bare en akademisk disput”

Niels Lillelund forklarer, hvorfor han ikke mener man bør knuselske omvendte syndere. Anledningen er kritik fra historiker Henrik Jensen, relateret til Lillelunds spidse kommentar om ‘Tilfældet Uffe Østergaard’. Sakset fra JP.dk – Danmark er ikke et brætspil (kræver login).

“… Men ‘hvorfor ikke glæde sig over, at der er en højprofileret fra det andet hold, som er blevet klogere?’ Fordi det hele ikke er en leg. Det er ikke et brætspil, hvor man kan glæde sig over, at en modstander har været en tur i udlandet og skal betale told af sine cigaretter eller skal rykke direkte i fængsel, og selv om han passerer Start ikke modtager noget som helst fra banken. … Man kan ikke bare sige: ‘Nå, jeg tog fejl, og verden udvikler sig i en anden retning,’ for fejlen havde konsekvenser, uoprettelige konsekvenser, det var nemlig ikke bare en akademisk disput på fleuretter og fremmedord, for der er det på en gang svimlende og konkrete ved historien, at vi selv er med i den.

Derfor er det alvor og ikke bare en debat for sportens skyld. Det er ikke for sjov. Virkeligheden er altings prøve, derfor kan man kun glæde sig over Uffe Østergårds omvendelse, på samme måde som en passager på en synkende skude kan glæde sig over at se rotterne forlade den – billedlig talt, jeg sammenligner udtrykkeligt IKKE andre mennesker med rotter, det overlader jeg trygt til Godhedens apostle, det er nu engang deres speciale.”

Oploadet Kl. 01:16 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


13. september 2017

Uffe Østergaard har forladt ‘integrationsholdet’: “Muslimer må blive lutheranere, ellers er vi på den.”

Uffe Østergaard er i stadig bevægelse, men man behøver altså ikke være professor emeritus for at forstå at kulturfjern indvandring ændrer Danmark, hvis ikke de lader sig assimilere. Han vakler lidt i forhold til ydre symboler såsom det islamiske tørklæde, men mener omvendt, at ‘man i Danmark bader nøgne sammen efter sport’. Uanset hvordan man drejer ordene, så kan man ikke frede den definitive identitetsmarkør. Islamismens flag.

Herunder lidt fra et interview i Politiken – Historiker: Vi bliver nødt til at stille nye krav til mennesker, som indvandrer til vores land (kræver login).

“Uffe Østergård har i flere årtier som Jean Monnet-professor forsket i europæisk identitet og national identitet. Han siger selv, at han på et tidspunkt var ‘multikulturalist’. Det er han ikke længere. …

I dag siger Uffe Østergård, at han efterhånden har forladt ‘integrationsholdet’. Nu argumenterer han for assimilation.

‘Jeg tænkte i mange år, at vores samfunds sammenhængskraft sagtens kunne holde til indvandringen. Men jeg har erkendt, at vores samfundsmodel er mere skrøbelig, end jeg troede. Vi skal ikke være så beskedne. Det er ikke nok, at de mennesker, der kommer til Danmark med en anden kultur og religion end vores, overholder landets love. De skal gå ind for vores samfund, og de skal assimilere sig, ellers kan vi ikke opretholde sammenhængskraften. Vi skal turde tale om, at vi kræver assimilation,’ siger han.

[…]

Hvad skal vi kræve af indvandrere?

‘Det er det, vi i langt højere grad end i dag skal diskutere. Vi skal begynde med at erkende, at det er nødvendigt, at indvandrere assimilerer sig,’ siger historikeren, som uddyber, hvad han egenlig mener med assimilation.

Muslimer må blive lutheranere, ellers er vi på den,’ siger Uffe Østergård og understreger, at det ikke er det samme, som at alle indvandrere skal blive kristne – det handler om synet på sin egen rolle i samfundets fællesskab.

‘Indvandrere må indse, at de har pligt til at bidrage til samfundet og fællesskabet – de har ikke kun rettigheder – og at de ser arbejdet som livets mening. De skal tro på staten og på folket.‘”

Oploadet Kl. 11:21 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


9. december 2016

Ph.d. Uffe Østergaard om mediestorm mod Kenneth K. Berth: “Vi kan ikke lide at høre sandheden.”

“Du må ikke sejle inden for denne her territorialgrænse, hvis du gør det, så bliver du enten beskudt, eller også bliver du vendt om og sejlet tilbage.” Således sagde DF’s EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth forleden i EuropaMagasinet på DK4, og det blev en større mediesag. Intet odiøst i at venstrefløjen rider sine kæpheste på de sociale medier, men det var aldrig blevet en veritabel mediestorm, hvis ikke mainstreampressen besluttede sig for, at der var en historie.

Dagbladet Information tematiserer i dag ‘fake news’, men ikke i forbindelse med egen historie om Kenneth Kristensen Berth. Avisens Niels Ivar Larsen (tilknyttet Dansk Pen og Fri Debat, kid u not) spørger samtidig, hvorvidt der findes en en liste over ‘dansksprogede propagandasites’, da – og jeg citerer “… de kryb skal frem i lyset”. Avisen får årligt mere end 20 mio. skattekroner i mediestøtte.

Uden en grænse der opretholdes med de nødvendige magtmidler er der ingen nationalstat, og det ved journalister naturligvis godt. EU’s grænseagentur Frontex skyder ofte mod både der krydser Middelhavet, og det handler mere om illegal indvandring end ‘bådflygtninge’. Professor Emeritus Uffe Østergaard rensede i går luften i et forrygende interview i Reporterne på Radio24syv. Se evt. tidligere post.

Uffe Østergaard, Ph.d.: Jeg er bange for at han er kommet til at begå den for en politiker, så ubehagelige ting, at sige sandheden. Han har selvfølgelig overdrevet lidt ved, og det har han rettet, ved at sige, at det ikke er folk man skal skyde på – men foran dem. Og det er ikke rart at høre på, men grænser kræver altså faktisk en magtanvendelse, eller i hvert fald en trussel om at anvende magt. Og det er jo sådan set det han kom til at sige. …

Det er svært at skelne mellem det ene og det andet, for det, som det handler om for ham, og det der ligger i grænsens natur, at skal den beskyttes, så skal den opretholdes, og det er ikke kun for at holde flygtninge ude, men også for at afskrække menneskesmuglerne. Og der er jeg bange for, at det simpelthen ligger i grænsens og grænsebevogtningens natur, at der skal man være villig til at anvende magt, og magt bliver jo let til vold.

… Der er magtanvendelse eller trussel om magtanvendelse i alle grænser, selv i den fredsommelige grænsekontrol mellem Danmark og Sverige i øjeblikket. Hvor trækker man så grænsen henne, jov, det gør man jo så et eller andet sted. Men naturen er, tænker man det til bunds, men det er jo bare det vi helst ikke vil se i øjnene, så er der en trussel om magtanvendelse på spil. Ellers går folk jo bare over grænsen, og så er den til grin.

… Altså, trusler er jo kun noget værd, hvis man faktisk virker overbevisende, om at man også vil anvende dem. Og jeg bliver mindet om fremgangsmåden i FN’s beskyttelsestropper – altså, jeg har set det i Bosnien, og der skelner man mellem tre niveauer. Først niveau hedder ‘Show presence’, vise tilstedeværelse, næste niveau er ‘Show force’, vise magt – den tredje er ‘Use force’, og der viste det sig jo klart i Bosnien, at der var de danske tropper nødt til at gå hele vejen. Men de satte sig da også i respekt. Jeg er bange for at det er fuldstændigt lige sådan med grænser. …

På et eller andet tidspunkt, så ender det med at man også skyder på dem, hvis de ikke vender om. Hvis de bliver ved og ved… Der er ingen garanti for at det virker, og det er ubehageligt, men det er altså det man logisk set siger, når man siger man vil have grænser og grænsebevogtninger.

… Så er det jo klart, at vi alle sammen er pæne mennesker, og han taler mest om den voldelige grænsebeskydning, men der er jo alle mulige andre foranstaltninger, der også hører med… Men når man fokuserer på grænsen, og det er jo det vi gør, altså, så er jeg bange for at han er kommet til at sige hvad det egentligt handler om.

Asger Juhl, Radio24syv: Hvorfor oplever vi så en fordømmelse af Berth?

Uffe Østergaard: Det ligger i vores almindelige offentlighed. Vi kan ikke lide at høre sandheden.

Asger Juhl: Kan det ikke være, at mange mener man skal stoppe flygtningene på en anden måde?

Uffe Østergaard: Jov, men så skal man jo komme op med et realistisk alternativ… Det er ingen gode valgmuligheder i den her situation. Valget står mellem dårlige muligheder, og der synes jeg lige så godt, tænke tingene til bunds, og anlægge en realistisk betragtning.

Asger Juhl: – Og det er faktisk det Kenneth Kristensen Berth, gør?

Uffe Østergaard: Det er jeg bange for.

Asger Juhl: I modsætning til mange andre.

Uffe Østergaard: Ja, ellers bliver det til hykleri.

(Frontex stopper illegale indvandrere, Middelhavet, 2015; Foto: Euractiv)



16. april 2016

Uffe Østergaard om EU 2.0: “Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter.”

Det er selvfølgelig fint med lidt ærlighed fra en professor emeritus, men det er også lidt patetisk. Da jeg for femten år siden fulgte en Jean Monnet-kursus på Aarhus Universitet, tog det mig ikke længe at opdage, at deres håb om nationalstaternes deroute var baseret på ønsketænkning. Arne Hardis har interviewet Uffe Østergaard til seneste udgave af Weekendavisen – Fort Europa (ikke online).

“Uffe Østergårds svar virker aldeles overrumplende, da jeg sent i interviewet spørger ham, hvordan Europa skal forsvare sine ydre grænser. Svaret er for så vidt en logisk konsekvens af hans analyser og argumenter hele samtalen igennem, men man er alligevel ikke vant til at høre den slags komme ud af munden på en Jean Monnetprofessor.

‘Med et jerntæppe. Med trådhegn i fire baner, lyskastere og vagtposter. Mange vagtposter. Og til havs bevæbnede Frontex-skibe, som kan samle flygtninge op og sejle dem tilbage til den kyst, de kom fra.’ Det bliver ikke den eneste overraskelse, Uffe Østergård serverer. …

Analysen af EU’s folkelige legitimitetskrise har vi hurtigt overstået: Det danske nej 3. december, den mulige britiske exit, folkeafstemningen i Holland i sidste uge, den forestående i Ungarn om fælles fordeling af flygtninge. EU er kendetegnet ved, at hvis man spørger folk, så siger de nej. Går det højt, er de ligeglade. …

Eller tag det indre marked, som gennemførte arbejdskraftens fri bevægelighed, herregud, men havde ‘altovergribende« konsekvenser.

‘Ingen fortalte vælgerne, hvad det handlede om. Lad os sige det på jysk: Man var sparsommelig med sandheden. … Monnet opbyggede ikke denne tænkning for at snyde vælgerne, dem tænkte han slet ikke på. Han ville snyde de nationale politikere og embedsmænd, der tænkte i nationale interesser. Han var optaget af, om hans tiltag virkede. Men virkningen var helt rigtigt, at man snød vælgerne.’ – Undskyld, men det er en leninistisk tænkning. Ekstremt antifolkelig, i hvert fald.

‘Monnet var franskmand, han havde enorm mistillid til folket – det var sådan nogle, der gjorde oprør. Men du har fuldstændig ret, det hele brænder sammen, når den monnet’ske tænkning kombineres med noget så folkeligt som valg og demokrati. Selv stillede Monnet jo aldrig op til noget.’. …

Men muren? Fortet? Det nye europæiske projekt? ‘Jo. Spørgsmålet er, om vi vil bruge den fornødne magt. Frauke Petri fra Alternative für Deutschland kom til at sige det direkte, men hun har jo fuldstændig ret. Grænser handler om magt og magtanvendelse. … Fort Europa er en nødvendighed på grund af den måde, vi har indrettet velfærdsstaterne på. Velfærdssystemet er meget attraktivt, og to milliarder i Afrika kan orientere sig om det via mobilen.’ …

‘… Man er nødt til at have hårde grænser udadtil for at have et grænseløst kontinent indadtil. Alle ved det. Grænser er deep down magtanvendelse. De, der hæver stemmen mod den erkendelse, har svage argumenter.’.”

Oploadet Kl. 22:36 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


19. november 2010

Professor: “Det er ikke rart at sætte ord på… Men vi skal have et sorteringssamfund”

For fem år siden rapporterede Orientering på P1 om den harmoniske multikultur i Canada, og siden har Canada ofte været fremhævet som et ideal til efterfølgelse. Her var et land, der i modsætning til Danmark ikke var ‘nationalchauvinistisk’, men forstod at integrere indvandrere.

Havde venstrefløjen ikke samtidig brugt den amerikanske minimalstatsmodel, som velfærdsmæssig skrækeksempel, så ville USA nok have være markedsført som idealet. At begge lande sorterer groft ved grænserne, for ikke at blive socialkontor for den 3. Verden, taler man ikke om. Humanisterne får flakkende øjne, når man beder dem prioritere, men der er ingen genveje.

Ligesom venstrefløjen må lære at prioritere, så må liberale fortalere for en multikulturel minimalstat erkende, at det i praksis ikke hedder ‘Åbne grænser, lukkede kasser’ – men ‘LUKKEDE kasser, åbne grænser’ – i DEN rækkefølge. Her citerer jeg paradoksalt nok Torben Mark Pedersen, formand for Liberal Alliance i København (Facbook, 18. november 2010).

Fra Kristeligt Dagblad – Eksperter: Selvfølgelig må vi sortere i udlændinge.

“Nogle debattører mener, at det repræsenterer et brud med Danmarks kristne og humanitære arv, at udlændinge i fremtiden skal præstere en vis uddannelse, indkomst og formue for at kunne blive forenet med en ægtefælle her i landet.

Andre fremhæver, at sorteringen er nødvendig, ikke mindst af hensyn til samfundets svageste. Til dem, der argumenterer sådan, hører tidligere overvismand, professor Niels Kærgård fra Københavns Universitet.

“Et etisk argument for en stram indvandrerpolitik er hensynet til velfærdsstaten og vore svage medborgere. Vi er et lille land og kan ikke ubegrænset vælge at være rare. Så bliver vi tossegode. Der må være grænser for godheden,” siger han…

“En velfærdsstat som den danske tiltrækker indvandrere, som er dårligt uddannede eller har helbredsproblemer… Men der er grænser for, hvad vi kan klare som et lille land med fem millioner indbyggere,” siger han.

Historiker, professor Uffe Østergaard fra Copenhagen Business School, CBS, i København, anslår de samme toner:

“… Det er ikke rart at sætte ord på, og det er ikke med begejstring, jeg siger det. Men vi skal have et sorteringssamfund, for ellers kommer den store danske mellemklasse til at betale for en ikke-gennemtænkt praksis over skatten,” siger Uffe Østergaard.



6. oktober 2010

Prof. Uffe Østergaard: Demokratiske partier bør ikke betegnes som “det ekstreme højre”

Fra en usædvanlig shamende artikel i søndags Jyllandsposten, der fortæller, at nationalistiske højrekræfter er på ‘fremmarch’ i Europa – Europas nye højre begynder at gå i takt (ikke online).

“Flere analytikere har det seneste år sagt, at folk lige så godt kan vænne sig til, at det yderste højre er kommet for at blive som en fast bestanddel af det politiske landskab. De er blevet en del af magten i flere lande, og vælgerne efterspørger tilsyneladende den vare, som de har på hylderne.

Alene den udvikling gør, at den ofte benyttede betegnelse »ekstreme højre« er forkert, mener Uffe Østergaard.

»Det er legitime politiske partier, når de opfører sig legitimt. Partierne vil følge de parlamentariske spilleregler. Derfor tilhører de ikke det ekstreme højre, men højre,« fastslår han.



25. august 2008

“Intolerancen topper blandt danskerne”, skrev det LO-ejede Ugebrevet A4

På grund af kulturelle og religiøse normer blandt herboende muslimer, foregår der stadig kæde-indvandring fra islamiske lande, idet muslimer i høj grad fortsætter med at hente ægtefæller i hjemlandet (/forældrenes hjemland), trods målrettet lovgivning desangående. Der er flere måder man kan forholde sig til den udvikling på. Man kan eksempelvis forsøge at omskrive virkeligheden med udgangspunkt i telefoninterviews, og så lade MSM ordne resten.

  • 24/8-08 DR Online – Danskere: Nej til muslimske svigerbørn (bemærk DRs ensidige referat).
  • Hvor undersøgelsen reelt bruges til at markedsføre multikulturen, så leverer den flere rammende pointer i forhold til det uholdbare ved samme.

    Fra Forældre bandlyser blandede parforhold.

    “For de fleste af os er noget af det værste, der kunne ske, at vores børn fandt sammen med én af »dem«. Det viser undersøgelser foretaget for Ugebrevet A4 af Analyse Danmark blandt etnisk danske forældre og af Catinét Research blandt indvandrerforældre med muslimsk baggrund.

    Intolerancen topper blandt danskerne, hvor kun 38 procent vil tillade deres børn at blive gift med en muslim, mens 47 procent godt kan gå med til, at de har en muslimsk kæreste. Men også blandt muslimske forældre siger flertallet fra over for pardannelser på tværs af religiøse og etniske skel: Kun 45 procent af de muslimske indvandrere vil tillade deres børn at have en dansk kæreste, mens lidt flere – 47 procent – kan­ acceptere, at deres børn bliver gift med en dansker…

    Ikke så mærkeligt, at danske skoler oplever problemer med at få indvandrerbørn med på lejrskole. 20 procent af de muslimske forældre i undersøgelsen siger da også, at de ikke vil give deres børn lov til at tage på lejrskole med deres skoleklasse. Men tag lige dén, før beskyldningerne for manglende integrationsvilje begynder at regne ned over de muslimske forældre: Blandt etnisk danske forældre ville 28 procent nægte deres børn at tage på lejrskole, hvis hovedparten af børnene havde muslimsk baggrund…

    For integrationskonsulent Fahmy Almajid bekræfter tallene det budskab, som han har forsøgt at trænge igennem med i årevis…

    »Man skyder altid på indvandrerne og bebrejder dem deres manglende vilje til at lade sig integrere. Men samtidig har man haft travlt med at vende ryggen til gruppen for at fortælle dem, at »I er altså ikke er en del af os«. Derfor har vi i dag et parallelsamfund.«

    […]

    Unge muslimers større afstandtagen til danskheden ses allerede i undersøgelsen, hvor muslimske forældre under 30 år er markant mere opsat på at beskytte deres børn mod omgang med danskere. Kun 35 procent af forældrene under 30 år, men 49 procent af de over 30-årige muslimske forældre vil tillade deres børn at blive gift med en dansker.

    […]

    Manu Sareen, privat integrationskonsulent og radikalt medlem af Københavns Borgerrepræsentation frygter også en udvikling, hvor grøfterne mellem befolkningsgrupperne graves dybere og dybere…

    »Man kan tage ud på hvilken som helst af de erhvervsskoler, som jeg arbejder mest på, og se danskerne og indvandrerne sidde hver for sig i kantinen. Allerede dér vælger de hinanden fra. Begge grupper er lige slemme og ser kun problemer og begrænsninger ved hinanden i stedet for muligheder. Det er en tragedie, for det skulle gå den anden vej,« siger han.

    […]

    Uffe Østergaard mener også, at vi har haft en naiv forestilling om, at vores livsstil er så stærk og attraktiv, at folk ville rykke lige ind i den. Vi har været blinde for, at der – set udefra – er oplagt negative træk ved vores kultur, som kan forklare en stor del af de muslimske indvandreres bekymringer på deres børns vegne. Blandt andet selvmord, larm og ballade i undervisningslokalerne og druk- og sexkulturen blandt unge.

    Uffe Østergaard tror på, at det kan lykkes at forene de forskellige etniske grupper i et nationalt fællesskab, men det bliver i et mindre homogent Danmark med en løsere sammenhængskraft. Fra dansk side bliver vi nødt til at sænke paraderne og overveje, hvad der er kulturelle kerneværdier, og hvad vi bare slæber rundt på af gammel vane, mener han:

    »For eksempel er jeg ikke begejstret for den danske nationalisme, der siger, at det er udansk at gå med tørklæde. Det virker også lidt fjollet at gøre diskussionen om tørklæder til en religiøs ting samtidig med, at man ikke selv er religiøs. Danskheden skal omdefineres og gøres mere rummelig, ellers kan de ikke blive danskere.«

    […]

    Peter Seeberg, leder af Center for Mellemøststudier på Syddansk Universitet, mener ikke, at den afstandtagen til danskhed, der tilsyneladende breder sig blandt de unge muslimer, og som paradoksalt finder sted samtidig med, at generationen for alvor begynder at gøre sig gældende i det danske samfund, udelukkende er negativ. Den kan være udtryk for en selvbevidsthed, som også kan være en styrke, påpeger han.

    

    19. april 2008

    Seniorforsker Trine Flockhart: Europa blev demokratiseret takket været islam

    Når multikulturen bliver en ideologi, forskere ser det som sin opgave at markedsføre, så må historien omskrives så nye danskere inkluderes historisk set. Uffe Østergaard var mig bekendt først, da han i 2002 opjusterede islams bidrag til den europæiske kulturhistorie, og konkluderede, at “islam “som religion og »kirke« må regnes med til den europæiske civilisation”. Historien er taknemmelig, men to dråber rødt farvestof i et glas vand, giver ikke smagen af dyr rødvin.

    Forleden udgav DIIS-forsker Trine Flockhart et arbejdspapir, hvori hun blandt andet skrev…

    “Similarly a closer inspection of the innovations usually attributed to the Italian Renaissance will reveal an Eastern or Islamic heritage suggesting that Renaissance ideas actually were diffused into Europe from the Islamic countries rather than being endogenous European ideas.” (s. 25)

  • DIIS – Flockhart, Trine – The Europeanization of Europe: The transfer of norms to Europe, in Europe and from Europe (39 s., pdf).
  • I en note til ovenstående citat henvises til George Saliba og John M. Hobson, der hver især har udgivet polemiske bøger i krydsfeltet mellem historisk forskning og politisk debat. Saliba er en af flere anti-israelske undervisere på Columbia University, og som sådan en gammel kending. En tidligere studerende giver denne beskrivelse…

    “… his “Islam & Western Science” class could be called “Why the West is Evil.” Another writes that his “Intro to Islamic Civilization” often serves as a forum to “rail against evil America.”

  • 5/11-06 Campuswatch – Poison Ivy [on Hamid Dabashi… George Saliba] (Columbia University).
  • 6/11-07 Daily Times – ‘All modern discoveries are by Muslim scientists’ (George Saliba).
  • Amazon – Hobson, John M.: The Eastern Origins of Western Civilisation (se anmeldelserne).
  • Det siger sig selv, at når en dansk forsker vil lægge navn til den slags videnskab, så fanger P1 det hurtigere end de fleste nå at kan stave til ‘kulturelt selvhad’, og derfor var Trine Flockhart gæst i seneste udgave af Europa lige nu. De starter med at fastslå at de europæiske værdier ikke er europæiske, men alt andet – herunder islamisk. Afslutningsvis pointeres det forkerte i at internationale organisationer som EU og NATO har demokratisk bias, og havde interviewet været ti minutter længere, så ville Trine Flockhart på Kirsten Larsens oplæg, formentligt kritisere Vesten for ikke at levere atomvåben til Iran.

    Transkription – højkoncentreret oikofobi.

    Kirsten Larsen, P1: Lad mig lige høre – demokratiet er det europæisk?

    Trine Flockhart, ph.d.: Det er der nok nogle – nej, det er det sådan set ikke. Vores ide om demokratiet, det liberale demokrati, det er selvfølgelig europæisk, men det at man har en styreform, hvor man er flere om at tage beslutningerne – man tager beslutningerne i fællesskab, og man står til regnskab overfor andre end dem der har taget beslutningerne, det er jo ikke udelukkende et europæisk fænomen. Så jeg vil ikke sige, at demokrati som sådan er en europæisk ide, men vi har taget det til os, som om det var vores ide, og vi er måske nok dem som er mest stolte af demokrati, og ser det som en del af vores identitet, som andre kulturer måske gør på samme måde.

    […]

    Kirsten Larsen: Det værdisæt vi hylder som europæiske – hvor har vi det fra?

    Trine Flockhart: Først må vi sige, hvad er det der er i demokrati, eller det værdisæt vi ser som europæiske – det er jo noget som har forandret sig, men i dag, har vi en ide om at europæiske ideer, det har noget med demokrati, ytringsfrihed, andre basale rettigheder, retssystem, markedsøkonomi, menneskerettigheder og sådan noget – det er nogle af de ideer vi anser for at være europæiske – en del af vores europæiske værdisæt. Og så kan man så sige – hvor har vi så dem fra? Der kan vi jo godt lide at præsentere det som om, at vi har dem fra os selv. At det er noget som er en del af vores kulturelle udvikling, af vores historie, og det har udviklet sig i en mere eller mindre naturlig eller lineær måde, og er nu nået til et mere udviklet stadie som er det vi bruger i dag. Men hvis man ser tilbage på historien, så ser man meget tidligt, at vi kan vi faktisk ikke rigtigt sige er tilfælde – det er en myte vi har bygget op om os selv, at vi har det her værdisæt… Vi har for eksempel været ret så gode til slavehandel, vi har været kolonister, vi har gjort mange forskellige ting som på ingen måde harmonerer med det vi kalder et europæisk værdisæt. Så vi har modtaget det ved at der har været en overførsel af ideer, fra forskellige steder i verden, og det har vi så taget til os, som om det var vores egen.

    […]

    Kirsten Larsen: Hvis vi nu hopper tilbage til 15-1600-tallet, hvor vi havde den italienske rænaissance og opdagelsen af den ny verden, søvejen til Indien, Vasco da Gama, så kan vi jo godt lide at se på os selv som – det skete der i hvert fald et hop fremad i vores udvikling. I det papir du har skrevet efter at have siddet og gravet lidt i europæiseringen af Europa, der har du fundet frem til, at det nok snarere er den italienske rænaissance der bygger på input fra Orienten og fra islam.

    Trine Flockhart: Ja, det er i hvert fald et jeg har fortolket mig frem til. Ikke gennem min egen historiske undersøgelse, må jeg skynde mig og sige – det kommer fra andre, det man vil kalde revisionistiske historikere. Men vores ide om rænaissancen, det er jo at der skete et eller andet i Italien på det tidspunkt som vi nu kalder Rænaissancen, hvor der blev udviklet nogle ideer og organisationsformer, som har været karakteriserende for udviklingen af Europa siden hen. Og der vil jeg måske sige, at det ikke er tilfældigt at Rænaissancen fandt sted i Italien, Nord-Italien, det er der hvor skibene fra Østen for eksempel lagde til havn, det er der hvor de mennesker, som havde været i kontakt med fremmede lande, fjerne steder i Østen og Orienten, at de kom til, og de havde nogle af de ideer med sig, fra Kina, fra Orienten og så videre. Det andet der ligger i det med Rænaissancen, det er at der er også nogle med at videnskaben kom frem i rænaissancens tid, og der er ideen, at det er noget videnskab, som havde været glemt, havde været opbevaret i islamiske skrifter siden det antikke Grækenland, og det kom så frem ved at videnskabelige mennesker ankom til rænaissancens Italien. Der er der nogen som foreslår at det ikke er de oprindelige græske tekster som blev bragt tilbage til Italien på det tidspunkt, men at der faktisk har været en hel del omregninger af de videnskabelige tekster af for eksempel islamiske lærde, og det er det som jeg bevæger mig lidt ind på i mit papir uden dog at gå i specifikke detaljer.

    Kirsten Larsen: – Og samtidig kom de sejlede i skibe, som var langt bedre end det vi kunne præstere, og havde forlængst fundet søvejen til Europa.

    Trine Flockhart: Vi siger jo til os selv, at det er os der fandt søvejen til Indien, at det var det Vasco de Gama gjorde i 1498. Der er der så nogen – eh, historiker, der hedder John Hobson, der siger jamen – det var ikke os der fandt søvejen til Indien, den havde sådan set været kendt af indiske navigatører, afrikanske navigatører i mange år, i lang tid. Men der havde ikke været nogen grund til at sejle hele vejen rundt om Afrika, fordi der var jo ikke noget at hente i Europa. Europæerne havde ikke noget at handle med, vi var ikke teknisk oppe på det niveau man havde i Kina og i Orienten. Så derfor var der ikke nogen, som gad sig til at sejle rundt om Afrika for at komme til Europa. Når det kommer til europæerne, så er det jo en helt anden sag, for der var østens rigdomme, som man kunne transportere tilbage til Europa. Det er det, som folk som Hobsons siger, det var det der var import af nye ideer, nye værdier ind i Europa, som fik et ekstra skub fremad efter at denne her søvej blev opdaget af europæerne.

    Kirsten Larsen: Men så kom vi igen. For vi opdagede også Amerika, og plyndrede Amerika for sølv og guld, for mennesker – og vi bedrev en heftig handel med opium, så på det tidspunkt grundlagde Europa faktisk sin styrke på grumme overgreb, menneskehandel og narkotika.

    Trine Flockhart: Ja (griner afvæbnende) – det der jo det jeg siger i det her paper. At det er jo den del af vores historie, som vi, meget sådan gelinde har glemt. At den udvikling som skete – det er fuldstændig umiskendelig at der skete en meget meget stor teknologisk udvikling i Europa omkring 1500-tallet, men om den udvikling kunne være fundet sted uden at vi havde haft indtægter fra sølvet fra Latinamerika, slavehandlen fra Afrika og opiumhandlen i Kina, det er jo det der betalte for at vi kunne tage alle de varer fra Kina og Orienten tilbage til Europa, ellers havde vi ikke haft noget at handle med. Så det finansierede simpelthen det europæiske fremspring – det teknologiske fremspring i Europa.

    Kirsten Larsen: – og så springer vi igen nogle århundreder frem til Oplysningstiden, hvor Europa grundlagde sin tolerante, ja – oplyste holdning – hvad siger du til den?

    Trine Flockhart: Der er måske to forskellige fortolkninger af Oplysningstiden, og den fortolkning som vi har af Oplysningstiden nu, er en fortolkning som egentligt er kommet til os via USA. Den fortolkning af Oplysningstiden, som vi har ageret på historisk vis, den har været en anden fortolkning, den har været den ide om Oplysningstiden der gik ud på at mennesket var rationelt, og at vi var gode til at rationalisere os frem til beslutninger. Men det der ligger i den fortolkning af Oplysningstiden, det er så også samtidig, at det er europæerne der har den der rationalitet, og at østens lande, de har ikke selvsamme rationalitet, de er barnlige, de kan kun udvikle sig i samarbejde med, eller under ledelse af de mere rationelle europæere, og det giver jo så et logisk argument, for at man godt kan tage til eksempel Indien og udøve kolonialisering – man gør de her indere end tjeneste, fordi de at de er barnlige, og de er uudviklede, og de har ikke samme rationelle tænkemåde som europæerne. Det er det man for eksempel finder i digtet White Man’s Burden af Richard Kipling – at det simpelthen er europæernes pligt, at hjælpe de mindre udviklede lande til at opnå et højnet udvikling af deres status og af deres udvikling, som svarer til det europæerne har. Selvom det aldrig nogensinde vil komme op på højde med europæernes, men det kan dog godt forbedres. Så det er sådan en racistisk ideologi som bliver retfærdiggjort gennem oplysningstidens skrifter.

    Kirsten Larsen: Så det er faktisk der vi grundlægger den fremtidige fascisme, nazisme, stalinisme og generelt overlegne race.

    Trine Flockhart: Ja, det kan man godt sige, Det er en ekstrem fortolkning af Oplysningstiden, men ikke desto mindre at man har denne videnskabeligt baseret rationalitet, og at nogle mennesker har den, og andre racer har den altså ikke.

    Kirsten Larsen: – og så skal vi faktisk frem til tiden efter første verdenskrig, før der for alvor bliver gjort op med det. Og de værder vi så får på det tidspunkt, det er sådan måske mere, det vi regner for europæiske ideer i dag – og dem får vi fra USA.

    Trine Flockhart: Ja – første verdenskrig, det er jo simpelthen symbolet på, at de ideer man havde fra Oplysningstiden om det rationelle menneske, jo simpelthen ikke var rationelt, hvis rationalisme kunne føre til de rædsler vi så i 1. Verdenskrig, jamen så var rationalismen ikke noget man burde højne på den måde, og det er sådan set det der kommer til udtryk i for eksempel surrealismen som kunstform. Men samtidig så kommer der en anden fortolkning af Oplysningstiden som jeg refererede til før, som havde mere med tolerance at gøre, og måske var mere en liberal fortolkning af Oplysningstiden, og det er den man havde i USA, og den kommer så tilbage til Europa gennem for eksempel præsident Wilson i fredsforhandlingerne efter 1. Verdenskrig, hvor Wilson jo kommer med de her berømte 14 punkter til hvordan et Europa efter 1. Verdenskrig skal udformes, og der bliver der lagt væk på netop de værdier som vi har taget til os som europæiske værdier, som for eksempel demokrati, åbne markeder og en international institutionalisering, og det er noget der begynder der fra 1919 og fremefter.

    Kirsten Larsen: Så det er under 100 år siden efter anden bølge her.

    Trine Flockhart: Ja, det er faktisk langt nyere, end jeg tror de fleste går rundt og regner med. I hvert fald såvidt ideer i Europa, og som værdisæt vi værdsætter.

    strong>Kirsten Larsen: Jamen sig mig, hvilken betydning har det for Europa af i dag, at vi ligesom har valgt at omskrive historien?

    Trine Flockhart: Altså det har jo den betydning, at vi har tegnet en tegning af os selv der er noget af skønhedsbillede, som er en myte. Og det kan man jo sige, det er måske meget godt for vores eget selvværd, men vi kan ikke rigtigt opretholde det i forhold til andre kulturer, som måske har accepteret den myte i lang tid, men nu siger – hør nu her – I har altså ikke altid været så fantastiske, som I godt kan lide at sige om Jer selv. Det er så det man kan se der kommer til udtryk i for eksempel kritik fra andre kulturer, så det har en effekt, i forhold til at vi jo på en måde lever på – jeg vil ikke kalde det løgn, men i hvert fald lever vi på en myte. For vi har et forfalsket billede af os selv, som skøngør os mere end det måske burde gøre. Og det giver en tendens til at vi glemmer vores fortid.

    Kirsten Larsen: Nu følger du normalt sikkerhedspolitiske spørgsmål. Ser du nogle rester af den her europæiske tro på at vi er bedre end andre, i sikkerhedspolitikken.

    Trine Flockhart: Der vil jeg jo nok sige, at det gør jeg. Vi har jo en udviklingspolitik, og vi har en udvidelsespolitik i EU og NATO for eksempel, som faktisk er baseret på netop de her værdier, og som er baseret på at vi kun accepterer nye medlemmer til vores egne institutioner, hvis de vil acceptere vores værdier. Det er det der er kommet til udtryk i Bukarest-mødet i NATO, at man ser på hvor langt fremme er de her lande i deres demokratiseringsproces, og i deres organisering af deres statsapparat og så videre. Det skal helst være noget som ligger inden for, hvad skal man kalde det – det europæiske værdisæt. Og de er baseret på hele den udvikling jeg her har beskrevet. Så vi bruger det faktisk stadigvæk – vi bruger det også i forhold til udviklingspolitik, hvor vi jo vedhæfter betingelser for om lande kan modtage udviklingshjælp eller handelsstatus. Og de betingelser er også relateret til vores egne europæiske værdier.

    Kirsten Larsen: Kan man så ikke sige, at det er da ok – langt om længe, gennem alle disse århundreder, langt om længe er vi blevet klogere, og nu reagerer vi på det.

    Trine Flockhart: Jeg tror vi har nået et punkt, hvor vi siger at vi har fundet en form for at organisere os selv, og vi har fundet en styreform som, trods alt, er bedre end de andre vi kan se omkring os. Det er i hvert fald det vi synes, og derfor vil vi gerne have, at andre lande også bruger samme styreform. Dertil kommer så, den demokratiske fredstese, som går ud på at, man har en ide, eller – det lader til at demokratier enten aldrig, eller meget meget sjældent går i krig med hinanden. Dermed ikke sagt at demokratier ikke går i krig, for det gør de selvfølgelig, men det er meget sjældent, og jeg har faktisk svært ved at komme i tanke om et eksempel, på demokratier som går i krig med hinanden. Så der ligger i det her en demokrati-udbredelsesperspektiv om en mere fredelig verden.

    Kirsten Larsen: Seniorforsker Trine Flockhart fra DIIS havde gravet i de europæiske ideers historie.

    Der går næppe længe før hun er gæst i et samtaleprogram på P1. Nogen der vil vædde?

    

    7. maj 2006

    Multikulturalismen tilbagedateres – (Birley, Østergård og Bæk Simonsen)

    I en tid hvor historikere gerne vil gøde jorden for multikulturalisme, må historien skrives om. Fra The National Archieves – Verden har altid været multikulturel.

    The Multicultural Roman Empire

    Our knowledge of Black people present in Britain in early times is scanty. However, studies by scholars, archaeologists and historians have pieced together evidence about the lives of Black Romans.

    One historian, Anthony Birley, in his work The African Emperor: Septimius Severus, explains that between AD 193 and 211 the Roman empire embraced a multicultural mix of peoples from Syria, Germany, Britain, Spain and Africa. Eight African men had positions of command in the northern Roman legions, and others held high rank as equestrian officers.”

    Herhjemme har vi eksempelvis Uffe Østergaard, der pludselig fandt ud af, at den danske nationalstat var en konstruktion, i modsætning til EU, og idag mener at Islam er en af de fem store europæiske religioner (religion.dk, 20/10-02).

    Derudover er der også Jørgen Bæk Simonsen, der så sent som 1990 konkluderede at Islam før indvandringen i 1968 var “et næsten ukendt fænomen i Danmark” (1990:22f) – men i de senere værker tilbagedaterer…

    “Med korstogene blev islam og muslimer derfor en del af offentligheden også i Danmark. At præsentere islam og muslimer som noget nyt i en dansk sammenhæng i dag er derfor historisk ukorrekt og påviseligt forkert.” (2004:54)

    

    8. maj 2005

    Brian Patrick McGuire promoverer stadig multikultur – men nu skal det ske via EU

    Brian Patrick McGuire er middelalder-historiker på RUC, men er nok for Uriaspostens læsere bedst kendt for i 1990’erne at have kritiseret Birthe Weiss for udlændingepolitiske stramninger. Som om det at blive koloniseret skulle være et mål i sig selv. Intet tyder på at han er blevet klogere, men han er nok blevet en hel del mere realistisk.

    Læs blot følgende kronik bragt i Berlingske Tidende Den levende middelalder er en fælles arv [26/3-05], hvori man fornemmer at der er sket et paradigmeskift. Væk er argumentet om at europæerne var onde korsfarere i middelalderen, som han – og de fleste andre danske historikere næsten i kor har hævdet. Næh, danskerne og europæerne var ægte humanister:

    “I middelalderen finder vi en ægte kristen humanisme: en respekt for det enkelte menneske som skabt i Guds billede, hvad enten dette menneske er mand eller kvinde, kristen eller muslim, ung eller gammel. “

    Selvom midlerne er nye, så er målet desværre stadig multikulturen. Man mærker hensigten, og selvom det dog i disse oikofobiske tider er skønt med et positivt syn på den europæiske middelalder, så er det dog svært at godtage – ikke mindst når målet tydeligvis er at camouflere danskheden.

    Fra 800-tallet til 1500-tallet gennemlevede danskere sammen med mange andre europæiske folk en fælles europæisk middelalder. Perioden var præget af en kristen kultur, hvis betydning i dag rækker ud over det historiske. For at mødet med andre folkeslag, religioner og mentaliteter skal lykkes, er det næsten livsnødvendigt at søge tilbage til vore middelalderrødder for at blive bevidst om vores identitet som danskere og europæere.”

    Alt afhænger selvfølgelig af definitionerne, men antager man eksempelvis en byhistorisk vinkel på problematikken – så er det decideret forkert at tale om middelalder i Danmark før 950-1000. Helt ignoreret bliver Vikingetiden, de ikke-permanente bopladser – og det faktum at urbaniseringen af Danmark først tog form efter år 1000. Det faldt således nogenlunde sammen med kristendommens indførelse i Danmark, og skulle man tale om fælles-europæiske arv – så ville det være langt mere præcist at bruge begrebet ‘Kristenheden’. Det gør han ikke – og hvorfor mon?

    Historikerne har travlt i disse år. Uffe Østergaard fik ansættelse i EU og fandt pludselig ud af, at danskheden var en konstruktion opstået i slutningen af 1800-tallet. Brian Patrick McGuire går i sin analyse den modsatte vej – danskerne følte sig som europæere allerede i middelalderen. Det virker lidt som om konklusionen var skrevet på forhånd, og kun delvist betinget af historiske fakta.

    Oploadet Kl. 19:18 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper