24. september 2021

Klaus Wivel om bevægelser som MeToo, BLM og LGBT+: Deres mål er umiddelbart hæderværdige…

Lektor Marianne Stidsen har været en del i medierne, for imodsætning til de fleste af hendes meningsfæller, så tager hun ingen gidsler. Retorikken er lidt hårdere, og særligt de pæne liberale falder hurtigt fra. Justitias Jacob Mchangama bed mærke i en enkelt formulering, og tærskede langhalm på ‘Stidsens rablende konspirationsteori’, og kunne så indtage den behagelige midterposition mellem venstreekstremister og ‘den antiliberale anti-wokisme’.

Woke-eliten ostrakiserer systematisk konsensusbrydere med knyttet næve, alt imens ytringsfrihedens forsvarere, hænger sig i retorikken hos sidstnævnte. Klaus Wivel anmelder Marianne Stidsens ‘Køn og identitet’ i Weekendavisen – Identitetspolitik I: Med samme våben (kræver login).

“Stidsen kalder bevægelsen totalitær. Her affyres de helt store kanoner. Men er wokebevægelsen totalitaristisk, er den det med et meget lille t. Sandt nok har den en veludviklet vilje til at forlange censur og fyringer i lighedens hellige navn, men der skal mere til end en hudfarveopdelt Pride-demonstration på Nørrebro for at kunne imponere Stalin. En twitterstorm er ikke Gulag.

Det er bogens største skævhed. Stidsen taler varmt om dannelse og humanisme, men ejer ikke evnen til en vis selvkritisk ydmyghed, hvad angår hendes modstanderes evne til at tænke fornuftigt. Det er som at høre en punker spille kammermusik. Hendes udtalte foragt for regnbuefarvede flag og hendes forsvar for mænd i Norden, der er dømt for seksuelle overgreb, antager fanatismens skær. Her spejler hun sine fjender.

Når # MeToo, Black Lives Matter og LGBT+ er blevet så store bevægelser, skyldes det jo, at deres mål umiddelbart er hæderværdige: Hvem ønsker ikke, at alle behandles ligeligt? Det er blot metoderne, der halter. Men Stidsens touretteagtige tendens til at råbe Nordkorea, hvergang hun vil lave udråbstegn, kan få selv velvillige læsere – og det bliver nok de eneste, der læser denne bog – til at overveje, om ikke hendes fjender måske alligevel har noget at byde på.”

(Lektor Marianne Stidsen til TFS-debat, 2020; Foto: Youtube)



3. august 2021

Marianne Stidsen om kultursociologi: “Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev.”

Interessant portræt af Marianne Stidsen, som understreger, at det kræver en særlig støbning at stå imod den universitære venstrefløj. De fleste holder kæft, retter ind og reproducerer problemet. Hun er for Dagbladet Information, hvad Mørk er for Twitter-feministerne, og kampen foregår på alle niveauer. Sidste år bragte avisen eksempelvis en ‘brevkasse’, hvor en læser spurgte, hvorvidt det var en borgerpligt at forholde sig til Stidsens idioti. Anna von Sperling beroligede læseren på avisens vegne, at Stidsens ytringer blot var krusninger, der ikke kunne stoppe udviklingen. Hun er datter af journalist Vibeke Sperling, der med henvisning til RAF-terror, pointerede at den danske venstrefløj nu måtte give ’startskuddet til åbning af fronten’. Blodrød ideologi i en ny indpakning.

Interview med lektor Marianne Stidsen i Weekendavisen – Skriget (ved Poul Pilgaard Johnsen).

“Marianne Stidsen forlod Herning med en HF-eksamen… Faget var kultursociologi i København, og det gik galt lige fra begyndelsen.

Alle var temmelig langt ude på det venstreradikale overdrev. Hvis faget sociologi altid havde gået for at være ultrasocialistisk, kunne man snildt lægge 75 procent til, hvis man skulle give en karakteristik af lillesøsterfaget. Jeg havde ikke spor lyst til at blive indrulleret i dette klistrede, altgennemtrængende fællesskab, hvor selv den mindste lille flig af én skulle kværnes igennem den fælles ideologiske gruppemølle.’

Hverken hos sine medstuderende eller lærerne var Marianne Stidsen i kridthuset. Det kulminerede, da de skulle lave deres første større projekt:

Det var ikke, fordi jeg partout ikke ville arbejde sammen med nogen. Der var bare ikke nogen, der ville arbejde sammen med mig om det projekt om punkkultur, jeg havde udtænkt. … ingen af lærerne på faget ville være min vejleder.’

Til sidst var der dog en lærer, der blev tvunget til det, fordi Marianne Stidsen blev ved med at insistere på, at der ikke stod noget i reglerne om, at det var forbudt at lave projekter på egen hånd.

‘Men hvad hjalp det at have reglerne på sin side, når den lærer, der var sat til at vejlede, simpelthen var som sunket i jorden? Som kronen på værket blev jeg kaldt op til den øverstkommanderende på instituttet og fik at vide, at jeg jo måtte forstå, at når vi kom ind ad døren, var mange af os så ideologisk afsporede, at vi først måtte rettes ind, før man kunne ’slække på tøjlerne’. Det var faktisk det udtryk, der blev brugt. Mit første møde med universitetet var kort sagt en afsindig stor skuffelse. Slet ikke som jeg havde forestillet mig og drømt om, med højt til loftet og vigtige diskussioner fra morgen til aften.’ …

Hjemkommet fra USA skiftede Marianne Stidsen fra kultursociologi til litteraturvidenskab, og her gik det bedre:

Også det studie var munkemarxistisk, men…’

Venner, som hun havde haft i 30 år, forsvandt i takt med skærpelsen af hendes tone i den offentlige debat.”

(Dagbladet Information, 23. maj 2020,: Er det en borgerpligt at forstå Marianne Stidsen?)

“Det er også mit eget pædagogiske ideal, for nu ikke at sige min livsfilosofi. Vi kan kalde det unsafetyisme som en omvending af det begreb – safetyisme – der er blevet en samlebetegnelse for alle de woke social justice-bevægelser, der tegner nutidens samfund, og som jeg har sat mig for at kritisere.” (Marianne Stidsen)



17. december 2019

Lektor om identitetspolitik på KU: Ligner det vi så ‘med totalitære regimer i Nazi-Tyskland og Sovjet’

Berlingske har talt med lektor Marianne Stidsen, der modigt går til angreb på det Københavns Universitets identitetspolitiske overdrev. Jeg er ikke vild med analogien, men rødgardisterne fortjener jo egentligt at smage deres egen medicin. Fra Berlingske.dk – Lektor om identitetspolitik på KU: Det minder om Nazi-Tyskland.

“Københavns Universitet har længe været en kampplads for identitetspolitiske opgør. …

‘Der er forskel på, at sproget udvikler sig gradvis, og at man laver sproget om, så der er bestemte ordklasser og pronominer, man ikke må bruge. Det er et indgreb i vores sprog. Så griber man ind i ytringsfriheden og akademisk frihed, som et moderne universitet ikke kan leve uden,’ siger hun i denne uges udgave af den politiske podcast Cordua & Steno.

Ifølge Marianne Stidsen er bevægelsen, der vil diktere, om man bruger han- eller hun-pronominer på Københavns Universitet, ‘et kæmpe problem.’ …

Man skal være utrolig blind, hvis man ikke kan se, at det her er en del af noget større, der har nogle totalitære træk. Det handler om noget, der aldrig må foregå i et demokratisk samfund, nemlig at staten eller dens institutioner har en bestemt ideologi, som skal trumfes igennem. I det her tilfælde en radikal feministisk og identitetspolitisk ideologi. Det svarer til, hvad vi førhen har set med totalitære regimer i Nazi-Tyskland og Sovjet i 1920erne,’ siger Marianne Stidsen.”

Oploadet Kl. 01:23 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper