5. juli 2017

Venstrefløjen ville lovliggøre ‘billedporno med børn’, da kirkelige autoriteter ikke skulle sætte grænser

Professor Frederik Stjernfelt fylder 60 år i morgen, og portrætteres som en ’svalende ragekniv’ af Niels Lillelund i Jyllands-Posten (kræver login). Herfra et lille historisk parentes.

“Man kunne få den tanke, at han simpelthen holder så meget af friheden til at tænke, sige og skrive, hvad man vil, at han insisterer på at praktisere den. I hvert fald har han sammen med Jacob Mchangama begået et mægtigt værk træffende betitlet ‘Men’ om ytringsfrihedens historie med mange interessante nedslag; f. eks. den om venstre-fløjen, der i forbindelse med pornografiens frigivelse også ønskede at frigive billedporno med børn – altså rigtigt levende børn, der blev misbrugt – fordi de kirkelige mørkemænd sandelig ikke skulle sætte grænser for livsytringerne.

Men som få årtier senere gerne ville lade religiøse autoriteter bestemme, hvad man kunne tegne eller ikke tegne.”

Oploadet Kl. 09:59 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


24. juli 2016

Stjernfelt: Religiøsitet er mange ting, “… religion er også aggressive overfald på anderledes troende.”

Det er ikke nemt at sælge illusionen om ‘Fredens religion’, og medierne vælger derfor ofte at sætte luppen på detaljer der flytter fokus væk fra det islamiske aspekt. Knivskarp kommentar af Frederik Stjernfelt i Weekendavisen – Den uhellige terrorist (ikke online).

“Nu skal vi så til det igen. Efter det blodige terrorangreb i Nice forsikrer nervøse politikere os om, at angrebet intet som helst har med islam at gøre. Vi får at vide, at det er en ung og utilpasset mand, der gik amok og så bare brugte islam som påskud – selv om IS-staten bagefter var hurtig til at omfavne ham og erklære ham som en af deres soldater. Vi får at vide, at gerningsmanden sjældent kom i moskéen, spiste svinekød, og at terrorangreb ikke har noget at gøre med ‘religiøs praksis’. Men alle disse udsagn hviler på en forfejlet og forsnævret idé om, hvad religion er. Man synes at tro, at religion er lig med omhyggelige studier af hellige skrifter, hyppige besøg i templer, teologisk spekulation, nøje overholdelse af fromme regelsæt og den slags ting. Men religion er også aggressive overfald på anderledes troende. Det er ikke noget nyt.

… Langt de fleste troende i verdens religioner har aldrig været optaget af teologi, og langt de fleste af dem har pjækket fra templet, sjoflet de pligtige bønner og ikke overholdt de hellige bud. Men det har ikke afholdt dele af dem fra at begå vold med den behagelige viden, at deres handlinger kunne legitimeres med en tro, hvis detaljer de måske kun kendte ganske lidt til, og beskyttes af et kirkeligt magtapparat, der bakkede dem op. Der er tale om en art arbejdsdeling: Man har hellige mænd til at drive institutionen og udvikle teologien, men har almindelige troende til at udgøre dens skattegrundlag, og man har aggressive unge mænd til at tage sig af sammenstødene med de vantro og de konkurrerende konfessioner.

Når vi har glemt dette, er det nok, fordi vores lokale kristendom de seneste halvandet hundrede år er blevet så besmittet med oplysning, at den (stort set) er ophørt med at være aggressiv. Men i det store perspektiv er det en behagelig undtagelse.”

Oploadet Kl. 23:35 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


25. maj 2016

Mikael Jalving: Den hipsterliberale fraktion kritiserer multikulturalismen, men aldrig indvandringen

Mikael Jalving kalder dem for ‘hipsterliberale’, og det dækker vel fint. De er som fisk i vandet når der diskuteres regler og paragraffer, men er omvendt tavse som graven, når det bliver konkret, og de risikerer at beskidte hænder. Ikke alle tiltag er naturligvis af det gode, men hvis man som liberal dogmatiker afviser samtlige, så bliver den påtagede neutralitet en del af problemet. Som ‘fredsfløjen’ under Den Kolde Krig.

Blogpost af Jalving hos Jyllands-Posten – Tavshed i hipsterland.

“Når jeg iagttager den fraktion, jeg benævner hipsterliberale, så ser jeg et behjertet forsøg på at værne om ytringsfriheden i vid forstand, en bestræbelse, jeg deler og har delt længe. Jeg har stor og vedholdende respekt for især Flemming Rose, som jeg står i gæld til, og for Frederik Stjernfelt og Jens-Martin Eriksen, der alle har kæmpet kampen på flere fronter – og i Roses tilfælde betalt en høj pris herfor – men jeg savner, at de siger B, når de har sagt A.

… Kritiserer man multikulturalismen, sådan som flere af de hipsterliberale har gjort i bøger mm., må man naturligvis også kritisere indvandringen, da det er den, der materielt føder den første. Det er med andre ord ikke nok at prædike demokrati og ytringsfrihed som vidner, der har set lyset, og det er desværre ikke nok at have styr på begreberne, hvis vi ikke har styr på de territoriale grænser, og hvis vi ikke er i stand til at kontrollere det voksende antal shariasympatisører blandt især unge muslimer.

Hvad mener hipsterliberale om de flere og flere unge kvinder bag hijab, niqab og burka? Niels Lillelund mener dette:

‘Sorte slyngler, ville vi sige, hvis vi havde selvtilliden i orden, for det ligner de jo, banditter uden åben pande, formummede skælme, og meget ville være reddet, hvis vi bare turde sige det, men det mod har vi ikke.’

Nej, det mod har vi nemlig ikke, hipsterliberale slet ikke, og jeg møder dette fravær hos såvel Liberal Alliances Ungdom som Venstres Ungdom og andre liberale kredse, når de er venlige at invitere mig forbi. Her handler det også om ”frihed”, rethaverisk frihed.

Min medblogger Rune Toftegaard Selsing går i clinch med den samme dovne liberalisme i sin seneste post om tørklædet som et modkulturelt statement og skriver, at tørklædet forhindrer samvær og social kontakt, det er jo selv meningen med munderingen: ‘Tørklædet er det materialiserede fravalg af os. En umiddelbar besked om at holde sig væk. Et tegn på anderledeshed og utilgængelighed’.”



13. september 2015

“Jeg foragter det, du vil sige, og jeg vil kæmpe til ytringsfrihedens død for.. at forhindre dig i at sige det”

Hvis man associerer ‘gammel marxist’ med noget positivt, og trækker ‘konservativ elite’ frem til skræk og advarselt, så er man selv en del af problemet. ‘Trust the people’ var Winston Churchills valgparole. Trods alt, en læseværdig kronik af Frederik Stjernfelt i Jyllands-Posten – Den store ytringsfrihedssvindel.

“Islamistiske trusler mod ytringsfriheden er velkendte og bogstavelige. Men en måske værre trussel kommer inde fra de vestlige samfund, hvor flere og flere føler sig berettiget til at lukke munden på bestemte synspunkter. Det kortlægger englænderen Mick Hume i sin nye bog.

Oprindelig var han trotskist og udgav magasinet Living Marxism. … Han tager udgangspunkt i Charlie Hebdo-massakren og det efterfølgende hykleri med ‘Je suis Charlie’ – hvor han konstaterer, at mange af dem, der pludselig solidariserede sig med magasinet, med David Cameron i spidsen, hastigt gled tilbage i at kræve forskellige indskrænkninger af ytringsfriheden. …

Det opsamler han i omskrivningen af den berømte talemåde tilskrevet Voltaire: ‘Jeg foragter Deres standpunkt, men jeg vil til min død forsvare Deres ret til at fremsætte det’. For tidens ‘bagvendt-Voltaire’ må dette omskrives til: ‘Jeg foragter det, du vil sige, og jeg vil kæmpe til ytringsfrihedens død for min ret til at forhindre dig i at sige det’. At de mange, der fremfører sådanne synspunkter, ikke vil indrømme, at de reelt vil indskrænke ytringsfriheden, får Hume til at tale om ‘den store ytringsfrihedssvindel’.

Den finder han i en forbløffende mængde konkrete sager – fra internettet over universiteterne til fodbold, komik og presse. Den gennemgående linje er, at den nye censur på disse områder ikke som tidligere fremføres af vrisne, bornerte konservative. Den fremføres istedet af velmenende liberals, altså venstreorienterede, der mener, at der er en lang række synspunkter, som almindelige mennesker ikke kan tåle at høre.

På internettet ser han det i kampagner mod trolls – trolde, der dukker op på hjemmesider og i debattråde og siger grove ting og afsporer den seriøse debat. I stedet for bare at ignorere dem er der flere og flere, der forsøger at regulere eller endog lovgive imod dem. Problemet er bare, at det synes lige så vanskeligt at blive enige om en gangbar definition af en troll som af en ‘krænkelse’ – og når man forsøger, er tendensen, at der kommer for meget med, og at trolls meget let bliver dem, der bare mener noget andet end hjemmesidebestyrere og lovgivere. Derved kommer den afgørende grænse mellem reelle kriminelle trusler og groft sprog til at opløses. For Hume er det snarere hæren af professionelle krænkelsessøgere, der er det reelle problem på nettet…

[…]

De dydige bagvendt-Voltairer vil generelt udrydde felter i samfundslivet, hvor der af den ene eller anden grund har været tradition for særlig fri tale – ud fra en idé om, at alt socialt samvær skal være, som når den liberale elite selv holder middagsselskaber. Reelt er der tale om, at denne elite er rædselsslagen ved tanken om at overlade almindelige mennesker til at bero på deres egen dømmekraft – for så vidt er det en videreførelse af den gamle konservative elites skræk for masserne.

Den gamle marxist Hume foretrækker derimod at stole på, at masserne er myndige personer, der faktisk er i stand til at orientere sig i mediestrømmen, og som ikke blindt foretager sig forrykte ting, fordi de hører et farligt ord. Han mener, det er forkert, at masserne lider af fobier eller patologiske benægtelser – de har bare anderledes synspunkter. Hans mangfoldige eksempler overbeviser om, at hvis man først går ind på, at der er synspunkter, der bør bringes til tavshed, så er der ingen grænse for, hvor krænkelsessøgerne slår ned næste gang – og den diskuterende offentlighed vil stadig mere blive snævret ind mellem væksten i mærkværdige tabuer. Imod det holder Hume sig til de klassiske ord fra den amerikanske højesteret – at ytringsfrihed angår friheden for de synspunkter, vi hader.”

Oploadet Kl. 12:09 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


5. februar 2015

Metroxpress: Flertal vil ikke have ubegrænset muslimsk indvandring – Udtryk for ’stigende intolerance’

Metroxpress kunne i går fortælle, at hver anden dansker ikke ønskede ubegrænset muslimsk indvandring. En RUC-forsker fortæller, at den høje andel er udtryk for ’stigende intolerance’, og det samme fortæller de fem personer gratisavisens journalist har fundet på gaden. Skolelærer Tommy Larsen pointerer ligefrem at “Muslimer har lige så meget ret til at være her som alle os andre”, men overgås alligevel i idioti af 23-årige Simone Kruhøffer, der mener den postulerede intolerance skyldes “den påvirkning, der er fra medierne”.

Fra onsdagens Metroxpress – Danskerne vil begrænse antallet af muslimer.

“Et flertal af danskerne lægger sig i en ny måling fra YouGov tæt op ad Dansk Folkeparti og partiets ønske om at begrænse den ikke-vestlige indvandring – herunder fra de muslimske lande.

På spørgsmålet om, hvor stor en andel muslimer bør udgøre i den danske befolkning sætter 50 procent af danskerne et loft på antallet, og hver fjerde svarer, at muslimer i Danmark ikke bør udgøre mere end 1-5 procent af den samlede befolkningen. …

Danskernes ønske om at begrænse antallet af muslimer er et udtryk for en stigende intolerance i Danmark, mener Bent Greve, som er professor og samfundsforsker ved Roskilde Universitet.

– Det er et udtryk for, at tolerancen, lighedsforståelsen og sammenhængskraften er under pres i den danske velfærdsmodel… Nogle tror, at hvis en lille del af dem er ekstreme, så er de allesammen ekstreme, siger Bent Greve.”

(Metroxpress, 4. februar 2015, forside)

“Hans centrale iagttagelse er, at jo større diasporagruppen bliver, jo større bliver indvandringen også alt andet lige fra det pågældende område. Det skyldes, at diasporagruppen faciliterer indvandring… Colliers anden variabel angår så ‘absorptionsraten’ – i hvilket omfang gruppen efterhånden ‘opsuges’ i det etablerede samfund. … Hvis absorptionsraten… er lav, vedbliver diasporaen med at vokse og tiltrække sig mere og mere indvandring, og ingen ligevægt vil indfinde sig. I det ekstreme tilfælde, hvor der ingen begrænsninger er på indvandringen, vil hele oprindelseslandets befolkning potentielt blive suget over i diasporaen. (Prof. Frederik stjernfelt om Paul Colliers Exodus. Immigration and Multiculturalism in the 21st Century i Jyllands-Posten, 5. februar 2015)

Oploadet Kl. 17:20 af Kim Møller — Direkte link70 kommentarer


10. januar 2015

SVT: “Inte med Islam att göra” Jyllands-Posten: “Vi kan ikke bare lade, som om det ikke er muslimer”

Selv på en dårlig dag er Jyllands-Posten lysår foran de svenske statsmedier. Herunder en række citater fra ‘Vi kan ikke bare lade, som om det ikke er muslimer’.

Det er nødvendigt, at vi indser, at islamister i dag er drevet af en politisk ideologi, der har rod i islams grundlæggende tekster. Vi kan ikke længere lade, som om vi kan adskille deres handlinger fra de idealer, som inspirerer dem. (Ayaan Hirsi Ali, forfatter)

“Hvis man bliver ved med at skubbe terroren væk fra islam, får man ikke fat om problemets rod.” (Naser Khader, forfatter)

“Problemet er, at når du kritiserer islam, islamisme eller Koranen, rører du ikke blot ved teksten. Du rører ved dem, der har magten. Og de ønsker islam fritaget fra kritik eller hån. De ønsker ikke blot, at muslimer lever efter deres forskrifter, men at alle lever efter dem. De kan altså heller ikke tillade, at andre tegner profeten.” (Mehdi Mozzafari, professor)

“… der er visse lag i den islamiske tradition, der kan genopvækkes og reaktualiseres. Disse lag er aktivistiske og voldelige, hvor man drager i krig og udøver voldelige handlinger for sagen.” (Thomas Hoffmann, professor)

(SVT, Aktuellt. 8. januar 2015, 21.00)

“‘Det er umuligt at forstå aktioner som denne uden at tale om religion,’ siger han og understreger vigtigheden af at være præcis i debatten.” (Frederik Stjernfelt, professor)



22. juni 2013

Lars Hedegaard om Stjernfelts Islam: “61 procent af Storbritanniens muslimer er.. slet ikke muslimer.”

Lars Hedegaard anmelder Stjernfelt & Eriksens seneste bog, og kommenterer i forlængelse Deadline-debatten om Islam tidligere omtalt her på siden. Fra Sappho.dk – En historie om to bøger – og et tilbagefald.

“Havde de holdt sig til deres hovedanliggende, som er en nådeløs afsløring og eksponering af de såkaldt Anstændige – de politisk korrekte, der har redet dansk politik og offentlighed som en mare gennem flere årtier – ville deres bog have været en klassiker.

Desværre vover de ikke at stå ved deres egentlige ærinde, men fortynder det med uholdbare konstruktioner, hvis formål tydeligvis er at placere forfatterne et sted mellem deres hovedfjende – De Anstændige – og en opdigtet modpol, som de betegner som en ‘højrefløj’ af ‘kulturalister’, der har syndet ved at bekende sig til den nationale kultur. …

Forfatterne kan ikke lide Danmark med dets kultur og historie og vil for alt i verden undgå at blive slået i hartkorn med plebejiske elementer, der i deres uforstand nærer kærlighed til fædrelandet, sproget, historien og kulturen.

… selv om deres bog i grunden handler om diverse meningsdanneres holdning til islam – den ideologi, som De Anstændige så ihærdigt forsvarer – når forfatterne aldrig frem til en entydig bestemmelse af fænomenet. …

Bogen igennem veksler forfatterne mellem islam – som en acceptabel og ufarlig religion – og ‘islamisme’ – der defineres som en ubehagelig, voldelig, imperialistisk og totalitær ideologi. Men ‘islamisme’ er altså noget helt andet end islam. …

De Anstændige er en lang bog og man glæder sig derfor til endeligt at få en gyldig definition på islamisme til forskel fra islam. Forfatterne gør da også et forsøg, der imidlertid falder sammen.

På side 187 hidkalder de den dansk-iranske statsvidenskabsmand Mehdi Mozaffari, der kommer med følgende definition på islamisme:

”Islamisme er en religiøs ideologi med en totalitær fortolkning af Islam, hvis endegyldige mål er en verdenserobring med alle midler.”

Findes der da ikke-totalitære fortolkninger af islam, som har vist sig vejrbestandige over for de totalitære?

Har man læst Koranen, hadithen, siraen og autoritative udtalelser af muslimske retslærde gennem tusind år og undersøgt deres virkningshistorie, indser man umiddelbart, at Mozaffaris definition af ”islamisme” også passer på islam.

[…]

Her skulle anmeldelsen egentlig have sluttet, hvis det ikke var fordi Stjernfelt på Deadline den 18. juni i en samtale med Pelle Dragsted fra Enhedslisten åbnede for nogle besynderlige perspektiver.

Af hans bog må man få det indtryk, at hvis der er nogen der har stået sammen i den danske debat, så er det dem, han kalder ‘islamisterne’ og deres venstreorienterede og multikulturelle venner, der er kommet med undskyldninger for dem, og som har gjort det illegitimt at kritisere dem. Men nu sidder Dragsted og Stjernfelt sammen med studieværten Adam Holm og brygger en helt ny historie sammen.

Nu er det ikke længere venstrefløjens og de multikulturelles islamist-apologier, der er hovedproblemet. Pludselig er det de uanstændige – altså dem der danner modpolen til De Anstændige i Eriksens og Stjernfelts bog – der har mest tilfælles med ‘islamisterne’.

De udgør nemlig en farlig og højreekstremistisk sammenrotning, der ikke har noget at lade ”islamisterne” høre.

Og der er tydeligvis tale om en meget bred kreds af uanstændige, der går fra den gale massemorder Breivik til islamkritikeren Fjordman og til Dansk Folkeparti. …

Herefter er der – må man forstå – linet op til nye skillelinjer i den danske debat. Venstrefløjen og multikulturalisterne er de rene af hjertet. De trænger til at stramme op på deres kritik af ‘islamismen’, men det kræver blot nogle småjusteringer.

Deres modpol er ‘islamisterne’ og deres totalitære meningsfæller i Dansk Folkeparti og blandt islamkritikere. Mellem dem står Frederik Stjernfelt, der udmærker sig ved overlegen intelligens, og hvis sympati tydeligvis er med de rene.

Muslimer er ikke noget problem, for der er ikke så mange af dem, der går ind for ‘islamismen’. Det blev under samtalen i øvrigt til ‘den ekstreme islamisme’, så her har vi yderligere en distinktion, som Stjernfelt kan hælde sit hoved til, hvis en masse muslimer trods hans besværgelser alligevel skulle vise sig at nære ‘islamistiske’ anskuelser. …

Man spekulerer i øvrigt på, hvordan Stjernfelt selv vil tolke de tal, som han i sin bog refererer på side 167: 51 pct. af Storbritanniens muslimer mener, det er forkert, hvis en muslimsk kvinde gifter sig med en ikke-muslimsk mand, 31 pct. mener, at frafald fra islam er kriminelt og bør straffes med døden, og 61 pct. mener, at homoseksualitet er forkert og bør kriminaliseres.

Har alle disse muslimer misforstået, hvad islam går ud på, fordi de ikke har læst de søde vers i Koranen? Sådan må man vel konkludere, hvis man accepterer Eriksens og Stjernfelts islamforklaring. 61 procent af Storbritanniens muslimer er således slet ikke muslimer. … Velkommen til en ny omgang forvrøvlet diskurs.

Oploadet Kl. 15:25 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


20. juni 2013

Fr. Stjernfelt om “tendens til en automatisme… at hvis DF mener noget, så skal vi mene det modsatte”

Yderst interessant debat i tirsdagens sene Deadline, og selvom det er svært at genkende Fjordmans holdninger i det oprids det røde panel, norske Simon Sætre og studievært Adam Holm giver, så ødelagde det ikke helt udsendelsen. Debatten kredsede blandt andet om Islam og islamisme, og i hvilket omfang det gav mening at skelne. Enhedslistens Pelle Dragsted kritiserede åbent islam som politisk ideologi (isme), og selvom det er ubetinget godt, så er Fjordman jo nok tættere på den banale sandhed, hvad enhver religionshistoriker vil kunne bekræfte: Islam er en politisk ideologi.

Det betyder ikke at samtlige muslimer til enhver tid, per definition støtter alt der kan læse ud af teksterne, men det er jo heller ikke det væsentlige når vi taler kædeindvandring fra islamiske lande, integration og beslægtede emner i en dansk kontekst. Alle tyskere var ikke nationalsocialister i 30’erne, og flere muslimer vil i sagens natur give et mere muslimsk samfund med alt hvad deraf følger, og så er det sådan set irrelevant om det er den logiske konsekvens af islam eller den logiske konsekvens af islamisme. Problemet er slutresultatet, ikke hvilke ord vi bruger for at beskrive udviklingen.

Det er ulideligt, at høre Adam Holm omtale en tidligere AFA-militant som ‘progressiv’, og Pelle Dragsted kan ikke helt forstå, at det ikke handler om højrefløjens ‘generaliseringer’, men om Islam/islamisme – der ikke blot et er et globalt problem, men et konkret problem hvor end muslimer residerer i større antal. Muslimer vælger den forkerte revolution, kunne han lige så godt sige, men et parti der vil fjerne nationalstatslige grænser kan ikke stoppe den ’slow boiling’-revolution der følger kædeindvandring fra islamiske lande.

Frederik Stjernfelt sagde meget rigtigt, men det er svært at en mand seriøst, der i en debat om Islam og islamisme, ikke taler om muslimer, men om ‘indvandrere’. Hvis en professor formulerer sig så upræcist om noget så centralt, så er han mentalt handlingslammet i en grad, så han spilder andres tid. Det er ubrugelig islamismekritik, som Morten Uhrskov så rigtigt skriver.

Et par højdepunkter.

Pelle Dragsted, Enhedslisten: De her mennesker vi ser heropppe, de fører ikke an i kampen mod islamisme, de fører jo an i kampen mod muslimer og muslimsk indvandring. Og der synes jeg det er vigtigt, at vi laver den skelnen. Vi må skelne fuldstændig mellem Islam som religion, almindelige troende muslimer og så det som hedder radikal politisk Islam, som er en politisk radikal bevægelse.

Adam Holm, DR2: Jeg må dog lige korrigere, for jeg var rent faktisk som journalist til stede ved den pågældende demonstration i Manchester, og der må jeg sige, at alle bannere var vendt imod ‘islamization’ og ‘islamism’. Så det var i hvert fald meget det de propagerede…

Pelle Dragsted: Men som vi hører også referencerne her til Fjordman, så det er jo lige præcist det der er problemet ved de her bevægelser, at de ikke skelner mellem det man kunne kalde radikal politisk Islam og så almindelige muslimer. Når det kommer til radikal politisk Islam, der mener jeg at venstrefløjen bør være stærkt kritisk. Hvis jeg ser på mit eget parti, så mener jeg faktisk, også at vi har også været det… Når vi har en så hysterisk debat, som den vi har i Danmark, vi har personer som Karen Jespersen og Ralf Pittelkow, og hele det her hylekor, så kan man jo nogle gange føle, at der måske er lidt mere brug for en modvægt til de synspunkter, men det mener jeg sådan set er en fejl. Vi skal kunne begge dele. Vi skal sige klart fra over generaliseringer, hvor man blander politisk Islam med almindelige muslimer, men vi skal også være meget skarpe i vores kritik af Islam som politisk bevægelse, fordi det er en fascistisk bevægelse, eller i hvert fald en bevægelse, som har fascistiske træk.

[…]

Frederik Stjernfelt, professor: Jeg tror jo en af grundene, og der er jeg jo nok ret enig med Pelle, en af grundene er jo nok, at meget af venstrefløjen jo har været hypnotiseret af DF, og har derfor fået en tendens til en automatisme, hvor man siger, at hvis DF mener noget, så skal vi mene det modsatte. … man har nødigt ville kritisere indvandreres synspunkter, men også her mener jeg at man begår en fejl. Alle tilgængelige undersøgelser viser, at det jo kun er et mindretal blandt indvandrere som går ind for synspunkter som i bred forstand kan karakteriseres som islamistisk. Det er ikke et flertal, det er ikke et lille mindretal, men det er dog heller ikke et flertal, så derfor ville det tjene alle parter bedst, også indvandrere, at man kom klart frem, hvis man tog afstand fra de ekstreme politiske synspunkter som kun et mindretal af indvandrerne har ik’. Derved vil man jo også friholde de mange indvandrere, som ikke er islamister, men ved at tie kommer man jo nemt til at skrive under på højrefløjens påstande om at Islam og islamisme er et fedt. Der er jeg enig med Pelle, det skal man sgu ikke gøre.

Debatten kan ses på DR.dk eller Youtube (via Snaphanen).

Fra Berlingskes opkog – Liste Ø-kandidat: Radikal islam er nutidens fascisme.

“Antidemokratiske og totalitære holdninger skal bekæmpes, uanset om afsenderen er nazister på den yderste højrefløj eller radikale politiske islamister. Meldingen kommer fra Enhedslistens politiske rådgiver og kommende folketingskandidat Pelle Dragsted (Ø).

»Hvis man ser på globalt niveau, så er radikal politisk islam nok den stærkeste politiske massebevægelse lige nu med klart fascistiske træk. Det er ikke en stærk bevægelse i Danmark eller i Norden, men ud over verden har den vind i sejlene, og det er et kæmpe problem,« siger Pelle Dragsted til Berlingske Nyhedsbureau.”



16. juni 2013

Kvinfo-direktør om censor-sagen: “… må være åben for, at folk har forskellige måder at hilse på”

Kathrine Lilleør er inde på noget af det samme som Frederik Stjernfelt, og det er selvfølgelig grotesk at danske skatteydere tvinges til at støtte venstreradikal feminisme i sharia-venlig aftapning. Fra Information – Stjernfeld​t: Ville vi acceptere en censor, der er racist?

“Forestil dig en matematiklærer, der sender en mail til en skole, hvor han skriver, at han ikke vil give sorte eller muslimer hånden. »Ville vi så imødekomme det og sige, at vi skal tage hensyn til, at han hylder en racistisk doktrin som sin private overbevisning,« spørger professor i semiotik på Aarhus Universitet Frederik Stjernfelt med henvisning til sagen om en censor på et HF-kursus i Herning, der ikke ville give de kvindelige eksaminander hånden.

»Forskellen mellem de to sager er jo, at religion spiller en rolle i den ene af dem. Der er en tendens til, at vi bliver bløde over for antiegalitær adfærd, når den undskyldes med religion. Det mener jeg er et glidebaneargument,« siger Frederik Stjernfelt.

[…]

… mens mange debattører efterfølgende har kritiseret skolen, censoren og ministerierne, har andre svært ved at se, hvorfor det skulle være et problem, at de kvindelige studerende ikke kunne få noget håndtryk fra deres censor. Kvinfos direktør, Elisabeth Møller Jensen, er således snarere kritisk over for den kvindelige studerende, der klagede over censoren.
Hun udtalte i gårsdagens Information, at man »må være åben for, at folk har forskellige måder at hilse på«, og at hun selv har »meget svært ved at forstå, at man kan blive krænket« over ikke at få et håndtryk.

»Man skulle ellers tro, at hendes rolle var at forsvare kønnenes ligeret. Der mener jeg jo, at det generelt skal være sådan, at ligerettighedsargumenter trumfer særrettighedsargumenter,« siger Frederik Stjernfelt.”

Oploadet Kl. 20:29 af Kim Møller — Direkte link63 kommentarer


7. juni 2013

Jens Martin Eriksen & Frederik Stjernfelt om elitens frygtbaserede selvcensur: ‘Voldsmandens veto’

Jeg har det med Jens Martin Eriksen & Frederiksen Stjernfelt som jeg har det med norske Bjørn Stærk. De gør det godt ud fra egne præmisser, men forsøget på at formulere en tredje vej virker noget påtaget, og lidt for meget som bekvemmelig positioneren. Viden forpligter, sagde man i gamle dage. Kasper Støvring anmelder seneste bog af Eriksen & Stjernfelt i Berlingske – De anstændige modsiges hårdtslående og velargumenteret .

“Engang for længe siden – i 60erne – kunne forfatteren Leif Panduro skaffe sig anerkendelse blandt sine kulturradikale ligesindede for sit opgør med borgerlige dyder i romaner som »Rend mig i traditionerne« og »De uanstændige«.

I dag er de selvsamme kulturradikale og andre uanstændige blevet de nye anstændige, der kalder på dyder som dialog og tolerance for at forhindre kritik af undertrykkende dogmer. Det er denne vending, som forfatteren Jens-Martin Eriksen og professor i semiotik Frederik Stjernfelt har sat sig for at afdække og gøre op med i deres nye bog.

De anstændige forsøger at begrænse den ytringsfrihed, der er livsvigtig i et liberalt demokrati. Bogen kortlægger minutiøst, hvordan de anstændige er blevet principløse, hykleriske, dobbeltmoralske og decideret kyniske. Deres krav om selvcensur camouflerer de f.eks. ved at tale om, at man skal have »respekt« for andre kulturer. Men denne respekt er i virkeligheden baseret på frygt. Det er nemlig kun islam, der skal skånes for hån, spot og latterliggørelse. For islamister truer som bekendt med vold, hvis man krænker deres dogmer. Det kaldes i bogen Voldsmandens veto.

»Tolerance« er ikke længere en fordring, der stilles til den, der lytter, men derimod noget, den, der ytrer, skal anvende for ikke at støde religiøse følelser. Og »religionsfrihed« betyder ikke længere individets frihed til selv at vælge sin tro, men derimod religionernes frihed for krænkelser.

Noget af det mest uhyggelige i vores tid er den konstante vigen tilbage for islamisternes pres på ytringsfriheden. Bogen giver adskillige eksempler herpå og afslører de strategier, anstændige anvender for at vise eftergivenhed. En hyppigt anvendt strategi er filtrering af information, som når medierne undlader at oplyse den etniske profil i sager om muslimers overfald på jøder og homoseksuelle.

Man kan diskutere Eriksens og Stjernfelts bekendelse til den radikale oplysning og angreb på al »kultur«. Og man kan mene, at deres tillid til debattens frigørende virkning forudsætter en homogen nationalkultur, som de ellers kritiserer. Hvis den fælles kultur mangler, får vi netop en syg krænkelses- og trusselskultur, hvor domstolene skal afgøre – eller undertrykke – uenigheder.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper