1. april 2009

“Som en parallel til debatten om svinekød fortæller han, at han aldrig selv spiser rosenkål…”

Michael Taarnby er socialantropolog, og hvis den slags strejfer sandheden, så er det tilfældigt og utilsigtet. Det gjorde han ikke i 2005. Fra Århus Stiftstidende – Muslimer og kristne må stå sammen (22/8-05).

“… Er der miljøer i Århus, hvor terrorister kan udklækkes, og i givet fald, hvordan bekæmper man den slags?

Ingen har det fulde svar på spørgsmålene, men den århusianske forsker Michael Taarnby kan dog give noget af en forklaring. Han fortæller gerne men vil ikke fotograferes til avisen.

Forskeren forklarer, at de grupper det handler om, kun er en meget, meget lille og meget afsondret nichegruppe inden for islam. Det drejer sig om mennesker, som er marginaliseret fra samfundet, altså folk langt ude på sidelinien i forhold til folks gængse opfattelse af verden. Det er samtidig meget små grupper af muslimer, som er langt, langt ude i ideologisk ekstremisme i forhold til det store flertal af moderate muslimer, som i øvrigt bor og færdes i en by som Århus…

Siden 11. september 2001 er de ekstreme muslimer gået i skjul. De er i stor udstrækning blevet smidt ud af de moskeer, hvor almindelige moderate muslimer færdes, og de er desuden blevet genstand for intens overvågning fra efterretningstjenesterne, oplyser Michael Taarnby. Det har betydet, at den ekstreme islamiske ideologi, salafisme, wahabisme eller andre beslægtede, nu kun prædikes i små studiekredse i “undergrundsmoskeer”. Imamerne i disse studiekredse er selvlærte og uden ret meget viden om islam, men de er selv helt sikre på, at netop de har den helt rigtige forståelse af islam, fortæller forskeren. De forskellige små grupper er i øvrigt rygende uenige indbyrdes.

– Disse grupper ønsker ingen dialog, hverken med samfundet eller med den store gruppe af moderate muslimer. Hvis de kom i åben debat, ville de også hurtigt tabe ansigt, siger Michael Taarnby…

Forskeren synes, at debatten om muslimer i Danmark i høj grad er forfejlet, i hvert fald når det drejer sig om at opspore og afsløre eventuelle terrorister i ekstreme islamiske smågrupper.

– Muslimerne holder ikke jul og spiser ikke svinekød, de har desuden nogle andre helligdage, og så er der det med hovedtørklædet. Men bortset fra den slags småting, er de fleste danskere og langt de fleste af landets muslimer stort set enige om samfundets grundlæggende værdier, siger Michael Taarnby.

Som en parallel til debatten om svinekød fortæller han, at han aldrig selv spiser rosenkål, som han hader. Men han synes ikke, at det spørgsmål egner sig til nogen større diskussion om samfundets anliggender.

Mere.

Michael Taarnby: Motivational Parameters in Islamic Terrorism (33 s., pdf).

“The current trend of portraying fundamentalist terrorism as a religious phenomenon is inadequate and beside the point.” (s. 30)



26. november 2006

Jesper Langballe vs Jørgen Bæk Simonsen om nødvendigheden af islamisme-forskning

Under finanslovsforhandlingerne blev der på Dansk Folkepartis foranledning, øremærket ti millioner kroner til islamisme-forskning, og da Jesper Langballe og Peter Skaarup fra partiet senere pointerede at midlerne ikke skulle gå til Carsten Niebuhr-instituttets forskere var debatten igang. Et indgreb mod forskningsfriheden lød det fra den ene fløj, alt imens Langballe pointerede at man selvfølgelig ikke kunne bruge Jørgen Bæk Simonsen til noget, når han i sin seneste bog skriver at jihad “begyndte som krige mod vestlige kolonimagter”.

Det er ikke svært for undertegnede at give Langballe ret, for er der noget den post-koloniale tradition i islamforskningen ikke kan bruges til, så må det være at afdække forholdet mellem islamisme og terrorisme. I mit speciale konkluderede jeg specifikt at Bæk Simonsens humanistiske tilgang, og udtalte promovering af multikultur, ikke gav “videnskabeligt forankrede tolkninger af islam som samlende fænomen”, og det er her hunden ligger begravet så at sige. Når man som Bæk Simonsen har det udgangspunkt at muslimer stort set ikke har fællestræk der kan henføres til religiøse skrifter, så er han næppe den rigtige til at blotlægge ideologiske mønstre med baggrund i det religiøse.

Jeg har ikke tidligere henvist til debatten der fulgte finanslovsbevillingen, men må dog fremhæve en længere artikel i seneste nummer af Universitetsavisen (KU, 23/11-06, Nr. 17, s. 8-11), hvor Kristoffer Holm Pedersen har sat Jesper Langballe og Jørgen Bæk Simonsen stævne.

Her lidt fra Har islam indbygget terror?

Jørgen Bæk Simonsen (JBS): »Hvis du kigger på hvad der er bedrevet af forskning på CNA er det helt rigtigt at den ikke har været fokuseret på – endsige specielt interesseret i – at kigge på den afart af islam og islamisme der ender i terrorisme. Men jeg viser fx i min disputats at der er en iøjnefaldende ‘manipulation’ af dele af den koranske åbenbaring.

Så dér er hverken tale om at være politisk korrekt endsige konfliktsky.
Enhver der kender Langballes position, kan ikke være i tvivl om at der er nogle tydelige uoverensstemmelser mellem ham og så de resultater jeg når frem til i mine empiriske undersøgelser af islam i Danmark…«.

[…]

JL: »Nu hvor Jørgen Bæk Simonsen taler om vores respektive positioner, så vil jeg gerne ganske kort præsentere min personlige baggrund. Jeg er kristen teolog, og det er min tilgang. Jeg anskuer islam ud fra sammenstødet med og modsætningen til kristenheden.

Og her er der tale om det man kalder ‘kulturkristne’ og ‘kulturmuslimer’ – mennesker som med modermælken har fået fuldstændig diametralt forskellige begrebssæt om hvad tilværelsen går ud på indbygget i sig. Og det mener jeg faktisk har relevans.

Det jeg har imod når jeg læser dig, Jørgen Bæk Simonsen, er alt det du ikke skriver. I din bog ‘Hvad er islam?’ har du et afsnit om Jihad, der jo er et meget væsentligt begreb for vores verden lige nu.

Afsnittet begynder i år 1798 med nogle muslimske opstande mod Napoleons besættelse af Ægypten hvor du beskriver Jihad som frihedskrige mod vestlige aggressioner.

Jeg synes dog det ville være mere naturligt dels at begynde med koranen der opfordrer til hellig krig et utal af gange, hvilket du kun nævner i forbifarten et andet sted i bogen, dels at gøre opmærksom på at der ikke findes én tomme muslimsk jord i verden som ikke er vundet ved militær erobring i Allahs navn. Hele den kolossale muslimske ekspansion hører man intet om.«

[…]

JBS: »Din indgang til islam ligger i en kristen tradition. Og derfor undrer du dig over at det du kalder ‘ånden i islam’ ikke er redegjort for i forskellige sammenhænge. Men det er jo den måde du mener svarene på islam skal gives.

Når de ikke bliver givet på den måde, er det jo fordi vi både i den moderne og historiske verden kan se at der ikke er tale om en Jihad i den forstand du tror at man dogmatisk og teologisk vil kunne forklare moderne Jihad på.

Moderne Jihad er vokset ud af en sammenhæng. Og det er fuldstændig rigtigt at den sammenhæng er til stede i den muslimske verden. Men jeg vil til et hvilket som helst tidspunkt afvise at der er nogen som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam.

[…]

JL: »Nu har jeg ikke læst din disputats. Men at beskrive Jihad som du gør i ‘Hvad er islam’ synes jeg svarer til at man skal skrive bilens historie og så begynder med et bilsammenstød i 2004«.

[…]

JL: »… du vil formentlig medgive at man ser et muslimsk handlingsmønster igen og igen og igen. Og her taler jeg om terroren, jeg taler om den meget massive kvindeundertrykkelse, jeg taler i det hele taget om de ting ved islam der skaber problemer.

Kan vi da ikke enes om, at der er en helt bestemt åndsbaggrund i islam? Og at vi, hvis vi ikke forstår den og dens kobling til handlingskonsekvenserne, så er fuldstændig hjælpeløse og afmægtige overfor den?«

JBS: »Ud fra et videnskabeligt synspunkt kan jeg ikke anerkende at der bag disse handlinger skulle være en bestemt ånd der får mennesker til at gøre noget bestemt. Jeg medgiver at der er nogle referencerammer som muslimske mænd igennem mange århundreder har været dygtige til at udnytte for at holde deres kvinder hvor de gerne ville have dem.

Men min pointe er at der ikke er nogen ånd, men en vedvarende dialektik mellem den person der er resultatet af en bestemt kulturel og religiøs tradition på den ene side og så måden hvorpå han/hun går ind i dialog med den tradition for at udvikle en fortolkning som passer, indfrier og tilfredsstiller de behov han/hun har til religionen«.

[…]

JBS: »Når forskningsrådene fastlægger nogle forskningspolitiske erklæringer, så sker det ud fra det der er i alles forskningsinteresse at få afdækket. Beslutningen ligger med andre ord hos forskerne. Det der skurer i mine ører, er at du så bramfrit og meget kontant siger at det er ånden i islam du gerne vil have undersøgt.

Der er du jo med til at fastlægge præmisserne for måden hvorpå de ti mio. skal bruges, og det mener jeg bliver politisk.

[…]

JBS: »Der er ingen som helst tvivl om at hadet til USA indgår som et ideologisk ikon som så har været selvforstærkende på grund af en bestemt politisk adfærd fra amerikansk side.

Den amerikanske politik har i en lang række sammenhænge været en afgørende mobiliserende faktor for at nogle muslimer i fortolkningen af deres islamiske tradition ender steder hvor de udgør en trussel for helt uskyldige mennesker.

Men jeg vil altså fastholde at der ikke er noget i islam der får ganske bestemte muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Men der er noget i den islamiske tradition som nogle muslimer under ganske bestemte forudsætninger kan bruge til at få en eller anden politisk eller økonomisk eller kulturel mening udtrykt.

Det dynamiske element er omdrejningspunktet. Og derfor afviser jeg antagelsen af at der findes en »islamisk ånd. Findes der noget, så er det forskellige måder hvorpå forskellige muslimer har læst og fortolket det de opfatter og udlægger som islam«.

JL: »Det er da en utrolig underkendelse af Koranen. Selvfølgelig er der da en islamisk ånd, ligesom der er en kristen ånd der består af den ganske enkle påstand at gud blev menneske og døde på korset for vore synders skyld og at hele vores tilværelse begynder med tilgivelse. I modsætning til en lovreligion som islam der foreskriver menneskene hvordan de skal leve«.

JBS: »Jeg er helt enig i at der er en ånd i Koranen, selvfølgelig er der det. Men der er ikke nogen ånd i Koranen der får muslimer til at gøre noget ganske bestemt. Jeg tror ikke et øjeblik på at der er en eller anden gud der styrer det historiske forløb«.

[…]

JBS: »Altså, hvis du fx går ind i debatten i et land som Ægypten vil du kunne se at da Ægypten blev etableret som selvstændig nation i 1922, var en stribe intellektuelle muslimer der på det personlige niveau var troende, men som samtidig holdt fast i at enhver reference til et kalifat, som et på koranen baseret system, er en muslimsk historisk konstruktion«.

JL: »Det er jeg helt med på. Vi kan nævne Ægypten som du gør, vi kan nævne Kemal Atatürks Tyrkiet, og vi kan nævne Shahens Persien fordi de alle var vestligt orienterede«.

JBS: »Præcis. Og det er min afgørende pointe: At etablere et politisk system er en lige så levende reference for ganske mange muslimer som det er for os andre. Der er massevis af muslimer der kan gebærde sig sekulært«.

JL: »Prøv nu at høre: Hvis vi tager både Atatürk og Shahen, så var de jo ikke udtryk for nogen mangfoldighed indenfor islam. De var udtryk for antiislamisme. Shahen ville jo faktisk rive sjælen ud på sit folk og fjerne den muslimske tro.

Det tror jeg ikke på at man kan og man kan se hvordan det gik: Et tilbageslag kom med stor uhygge med Khomeinis islamiske revolution. Og at den bare skulle være en facet i det islamiske mønster, er forkert. Nej, det er den rigtige islam«.

JBS: »Det er så dit udsagn. Mit udsagn er at islam er blevet og islam vil forblive fortolket meget forskelligt afhængig af hvem der fortolker hvad hvornår. Dit postulat er at der er et eller andet i islam der per automatik vil slå igennem«.

[…]

JL: »Der er et eller andet i islam der uvægerligt slår igennem. Synes du ikke Persien er et fantastisk godt eksempel? En af de rigeste kulturer verden nogensinde har set, vores egen kulturs vugge, som bliver tromlet flad af islam«.

JBS: »Nu får jeg kuldegysninger! For det du der er i gang med, er at genopvække ganske bestemte mytologiske antagelser af det ariske«.

[…]

JBS: »… Shahen blev væltet af den islamiske revolution. Men Khomeini satte de øvrige Ayatollaher i husarrest fordi den fortolkning af islam han lancerede, var uislamisk efter de andre Ayatollahers mening. Der var altså en diskussion blandt de muslimske højlærde om det Khomeini postulerede var islam, nu også var islam.

Så derfor er det ikke islams vederstyggelighed der slår igennem i den islamiske revolution, men et brutalt politisk opgør som mere eller mindre politisk vederstyggelige personer iscenesætter. Og jeg opponerer imod og jeg tager afstand fra at der er nogen som helst forklaringseffekt i en reference til islam i det her«.

JL: »Det synes jeg altså er at sætte kikkerten for det blinde øje. At Khomeini sætter de øvrige Ayatollaher i husarrest er jo et udtryk for at muslimer ikke kan blive enige om noget som helst. Og jeg vil sige: Gud være lovet for os andre at de ikke kan det«.

JBS: »Muslimer fortolker islam og det gør de i overensstemmelse med hvem de er, hvor de er og hvornår de er, på fuldstændig samme måde som alle mulige andre mennesker fortolker det de respektivt er resultat af.

Og den fortolkningsiver er tilsyneladende noget der hverken er knyttet til det at være muslim eller kristen eller jøde eller buddhist eller noget som helst andet. Men det ligger tilsyneladende til det at være menneske. Og derfor er det jo helt afgørende at vi skal væk fra antagelsen af at når et menneske er noget bestemt religiøst, så agerer det på en bestemt måde.

Jørgen Bæk Simonsen i abstrakt (virkelighedsfjern) apologi med indbygget ideologisk positioneren, hvor enhver form for islam forholder sig lige korrekt til de religiøse kilder, og virkeligheden blot er noget forskere kan italesætte efter forgodtbefindende. Det er naturligvis nonsens, for selvfølgelig kan islam defineres, og når den kan defineres, så kan der selvfølgelig også afdækkes fællestræk med basis i det religiøse. Al forskning er betinget af kategoriseringer og generaliseringer, og når Bæk Simonsen med flere afviser at se nærmere på forbindelsen mellem islam og terrorisme, så siger det mere om deres forhold til multikultur i en dansk kontekst, end om islam som ideologisk konstruktion.

Blandt Bæk Simonsens mange polemiske kommentarer må fremhæves hans påstand om at der ikke er nogen “som helst videnskabelig forklaringsmodel indbygget i en kristen teologisk tilgang til forståelsen af islam”. Danmarks mest berømte islamforsker gennem historien er uden tvivl filologen Frants Buhl. En mand der i forhold til det religiøse var langt mere kristen-fundamentalist end Langballe, og i forhold til det videnskabelige var langt mere stringent end Jørgen Bæk Simonsen. Begge tilgange har sine mangler, men man kan altså ikke spørge Tim Jensen, Mikael Rothstein eller Jørgen Bæk Simonsen om forholdet mellem islamisme og terrorisme. Ideologien blokerer simpelthen tankerækken.

Links.

  • 2/8-05 Uriasposten – Jørgen Bæk Simonsen: Studies in the Genesis and Early De… (1988)..
  • 9/11-06 DR2 Deadline 22.30 – Debat mellem Jesper Langballe og Mikael Rothstein.
  • 17/11-06 Kristeligt Dagblad – Er dansk forskning i islam for politisk korrekt?
  • 24/11-06 Weekendavisen – Man forsker jo heller ikke i Tøndersagen.
  • 

    16. juni 2006

    Michael Taarnby: Debatten om islamisk terrorisme er “ude af proportioner”

    En af dagens store nyheder er Berlingske Tidendes historie om hvorledes islamisk terrorisme som fænomen ikke er et større problem herhjemme. Historien fylder blot nogle få linier i avisen, men feelgood-artikler relateret til islam når erfaringsmæssigt altid Ritzaus Bureau – og hermed alle danske dagblade. 

    At jihadisme ikke er et problem herhjemme, konstaterede Bæk Simonsen nu allerede i 90erne, så succeshistorien leveres denne gang på et ‘højere niveau’, hvis man kan sige det sådan. Fra Berlingske Tidende, lidt fra Kun få jihad-krigere i Danmark.

    “Ud af landets 114 moskeer og bedesteder er det de samme tre-fire danske moskeer, der har udklækket de danske jihad-krigere – de ekstreme muslimer, der er klar til at drage i hellig krig for islam. Og alt i alt har der kun været 30 af dem. Det konkluderer Michael Taarnby, socialantropolog og forsker ved Dansk Institut for Internationale Studier. Han er i gang med at kortlægge fænomenet »Jihad i Danmark«.

    »Set hen over de seneste 15-20 år har vi kunnet identificere en lille subgruppe på 25-30 personer. Set i forhold til en befolkningsgruppe på 200.000 muslimer i Danmark er det meget få, og de udgør en meget lille sikkerhedsrisiko. Helt ude af proportioner med den debat og det hysteri, der har været,« sagde Michael Taarnby, da han i går præsenterede en række delresultater fra sin endnu ikke offentliggjorte undersøgelse.”

    Som udgangspunkt godtager jeg ikke antropologers vurderinger af noget som helst, og da slet ikke i gennempolitiserede spørgsmål relateret til islam. Eksperten, socialantropologen Michael Taarnby er så vidt jeg ved den eneste danske forsker der hidtil har brugt udtrykket “selvmordsaktivister”, og mere behøver jeg ikke vide for at tænde op i pejsen med analysedelen.

    Antropologer betragter typisk islamisk terrorisme som et resultat af sociale omstændigheder, der intet har med islam at gøre, og derfor mener de problemet blive forstærket, såfremt medierne italesætter en forbindelse. Lige præcis derfor, fortæller Taarnby at debatten har været “ude af proportioner”, og lige præcis derfor skal han ikke tages for pålydende.

    Oploadet Kl. 08:05 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    

    17. januar 2005

    Socialantropolog Michael Taarnby i rapport: At ville omstøde den vestlige verden er blevet en ideologi inden for islam”

    Justitsministeriet og Politiets Efterretnings Tjeneste har sat en socialantropolog til at give en redegørelse for den danske terrorbekæmpelse. Her er afsnit fra Jyllands-Postens omtale af rapportens konklusioner, der tyder på at socialantropologen Michael Taarnby ikke har den store historiske indsigt.

    “Terrorisme er ikke længere et mål alene for ekstremistiske muslimer og organisationer som Al Qaida. Siden 11. september 2001 er truslen løftet til et højere plan: At ville omstøde den vestlige verden er blevet en ideologi inden for islam. Sådan lyder en af konklusionerne i en rapport udarbejdet af socialantropolog Michael Taarnby fra Aarhus Universitet til Justitsministeriet og Politiets Efterretningstjeneste (PET). “

    Oploadet Kl. 10:33 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper