8. marts 2017

Mchangama: Institut for Menneskerettigheder betragter ateistisk religionskritik som værende ‘had’

Institut for Menneskerettigheder har netop udgivet en rapport om hadefuld debat på sociale medier, og som man næsten kan gætte, så handler det om at stække højrebølgen kommentar for kommentar. Det er selvfølgelig den forkerte vej at gå, for tryk avler modtryk, og ‘worst case scenario’ er nu engang ikke grimme ord i tilfældige debatter på Facebook.

Da jeg sidste år deltog i en debat om debatten i regi af Institut for Menneskerettigheder, pointerede flere, at den hårde tone afskar folk fra at deltage i den. Det er for mig at se efterrationalisering, og det er svært at se debatten skulle bliver mere demokratisk, hvis blot folk uden akademisk uddannelse censureres med rund hånd. Problematikken fremgår af den kritiske analyse herunder.

Velskrevet kommentar af Jacob Mchangama på Zetland – Nej, SÅDAN skal vi bekæmpe den hadefulde debat på nettet: Sæt den fri.

“Tonen på internettet er hård. Det politiske landskab er polariseret i en grad, hvor skadefryden ved at levere stikpiller ofte synes større end trangen til at forfine sit eget argument…

For at redde debatten og sikre en bedre ‘tone’ har Institut for Menneskerettigheder (IMR) skrevet en fyldig analyse om ‘hadefulde ytringer i den offentlige onlinedebat’. Her forsøger de dels at kvantificere omfanget af hadefulde ytringer på sociale medier, dels kommer de med anbefalinger til at håndtere problemet. …

Rapporten lider dog af en række metodologiske mangler. Og vigtigere: hvis dens anbefalinger følges, risikerer man at skabe omfattende og politisk skævvredet selvcensur. Man risikerer, at de såkaldt hadske kommentarer, der ikke lever op til tonen, flytter andre steder hen og dermed bidrager yderligere til den polarisering og ekkokammer-effekt, som har været den utilsigtede konsekvens af sociale mediers stigende dominans.

(Institut for Menneskerettigheder, Hadefulde ytringer i den offentlige debat, 2017)

IMR har i fire måneder holdt øje med debattråde under DR og TV 2’s nyheder på Facebook. Næsten 3.000 kommentarer har de gennemgået. …

Men allerede her melder problemerne sig. For IMR tager ikke alene udgangspunkt i de ytringer, der er omfattet af straffelovens forbud mod for eksempel forhånende og nedværdigende ytringer mod bestemte grupper (racismeparagraffen). De bruger i stedet en langt mere omfattende definition: ‘Stigmatiserende, nedsættende, krænkende, chikanerede og truende ytringer, der fremsættes offentligt mod et individ eller en gruppe baseret på individets eller gruppens køn, etnicitet, religion, handicap, seksuelle orientering, alder, politiske observans eller sociale status’.

Den Danske Ordbog definerer had som en ‘meget stærk følelse af fjendtlighed eller forbitret vrede over for en person, som man for eksempel føler sig krænket af’.

Men IMR definerer ‘had’ på en femtrinsskala, hvor stigmatisering er den mildeste grad af had, hvorefter det bliver grovere med nedsættende, krænkende, chikanerende og til sidst truende had. Ved at medtage de mildere kategorier som ’stigmatisering’ og ‘nedsættende’ udvider IMR ikke bare den naturlige sproglige forståelse af ordet ‘had’, men indfører også en grænse, der er betydeligt mere omfattende end racismeparagraffen og straffeloven.

Hvor galt står det så til med tonen og hadet? Kun én af de 2.996 kommentarer klassificeres som en trussel – andre kan være blevet fjernet af mediernes moderatorer. Godt halvdelen af de ‘hadefulde’ kommentarer falder under de milde kategorier 1 og 2, som altså ikke er strafbare. Og det største antal ‘hadefulde’ kommentarer – 31 procent – vedrører ‘politisk observans’, der heller ikke i sig selv er strafbart, da der er gode grunde til, at ytringsfriheden skal være særdeles omfattende, når det gælder politiske ytringer.

IMR anbefaler, at medier skal bekæmpe de hadefulde ytringer med moderering: Medier kan, skriver de, blandt andet bruge ‘monitorering, redigering, aktiv indblanding og sletning af indhold’.

Her er nogle af de eksempler, der ifølge IMR udgør had, og som derfor burde modereres.

Debattøren her problematiserer, at indvandrere – men ikke nogen bestemt gruppe – kræver kønsadskillelse i en svømmehal, ligesom han kræver accept af danske normer som betingelse for ophold i Danmark. Uanset brugen af versaler er det svært at opfatte en sådan temmelig almindeligt forekommende politisk tilkendegivelse i en velkendt integrationsdebat som ‘nedsættende’, ligesom det er uklart, præcis hvilken gruppe ytringen er rettet mod.

Der findes adskillige eksempler på, at politikere og ministre har udtalt lignende holdninger. Eksempelvis udtalte integrationsminister Inger Støjbjerg for nylig til TV 2/Fyn:

‘Når man lever og bor i Danmark, så må man indrette sig efter det regelsæt, som vi har i Danmark. For mig er integration ikke et spørgsmål om, at vi alle sammen bøjer os lidt ind mod hinanden – og så mødes vi et sted på midten. For mig er integration, at man indretter sig efter de normer og det værdisæt, som vi har her. Og det indbefatter blandt andet, at man giver hånd.’

At det skulle udgøre ‘had’, virker som en temmelig lemfældig omgang med det danske sprog.

Det ville også være en ret drastisk omgang selvcensur, hvis medier skulle fjerne alle kommentarer fra politikere, debattører og borgere, der mener, at præmissen for ophold i Danmark er accept af grundlæggende danske normer.

Lad os tage et eksempel mere:

Her er vi ovre i et af de grelle og stærkt selvmodsigende eksempler. Her er tale om en klassisk ateistisk kritik af religion som værende i strid med fornuften. I den kendte oplysningstænker Tom Paines klassiker The Age of Reason fra 1794 skriver han:

‘Som ingen andre af menneskets opfindelser virker alle religiøse institutioner, jødiske, kristne, eller muslimske på mig, som om de er skabt til at skræmme og slavebinde menneskeheden og monopolisere magt og profit.’

Paines moderne arvtager Christopher Hitchens skrev i 2007 en lignende bredside i bogen God is not great: How Religion Poisons Everything. Her kalder han organiseret religion for ‘voldelig, irrationel, intolerant, allieret med racisme’ og ‘foragtende over for kvinder’. Blandt andet.

Disse angreb på religion fra to store litterære skikkelser går langt videre end den kommentar, som IMR mener er så krænkende, at den udgør had.

[…]

Som sådan er IMR’s rapport opskriften på, hvordan man skaber en offentlig debat, hvor politiske og kulturelle eliter konstant bliver overrasket over udfaldet af valg, folkeafstemninger og fremkomsten af nye politiske idéer og bevægelser, fordi man afskærer sig selv fra at blive konfronteret med de holdninger og bekymringer, der findes i bestemte befolkningsgrupper. Og så har vi virkelig et problem med den offentlige debat.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper