24. juni 2020

Forskeraktivister: Som ‘farveblind’ er man ‘med til at lukke øjnene’ for racialiseredes oplevede ulighed

Venstreradikale identitetskrigere har kronede dage, og det gør det selvfølgelig ekstra slemt at debatten ikke foregår på lige vilkår. Facebook bannede mig i tre dag for en kommentar til Videnskab.dk-artiklen, der gengiver konklusionerne fra aktivistisk forskning fra Rikke Andreassen og Mira Skadegård. De betragter enhver form for ulighed som udtryk for racisme, men nævner dog kort, at der også kan være en ’socio-økonomisk forklaring’. Kulturforskelle nævnes ikke med et eneste ord, og den her nordiske skole indenfor racismeforskningen er intet andet end beskæftigelsesterapi for den yderste venstrefløjs normstormere.

Fra Videnskab.dk – Hvad er strukturel racisme? Og findes strukturel racisme i Danmark?

“… Findes strukturel racisme i Danmark?

‘Ja’, lyder det korte svar fra diskriminationsforskerne. …

Selvfølgelig findes strukturel racisme i Danmark, selvom den ikke er lige så udtalt som i USA. I USA er historien anderledes, og det er en helt anden boldgade, men der findes strukturel diskrimination på baggrund af race i Danmark,’ siger Mira Skadegård. …

Et andet sted, forskere finder den strukturelle racisme, er i sproget og kulturproduktionen, hvor det bugner med fordomsfulde fortællinger om forskellige racer.

Hele den vestlige historie bygger jo på den hvide overlegenheds fortælling, og det bliver i den grad gengivet i vores kultur,’ påpeger Mira Skadegård. …

En anden vigtig præcisering er forskellen mellem to forståelser af racisme, som RUC-professoren Rikke Andreassen kalder for henholdsvis intentionel- og oplevet racisme…

‘Vi har en forestilling om, at der er ‘tanken, der tæller’, men den forestilling er forældet, når det kommer til racisme. Her er det effekten, der tæller, forklarer Rikke Andreassen.

… Nogle mennesker siger, at de er ‘farveblinde’, og at de ‘aldrig har set deres sorte venner som sorte’, men det betyder også, at de nægter at se al den ulighed, som deres ven oplever på grund af sin racialisering. Som ‘farveblind’ er man med til at lukke øjnene for problemerne,’ forklarer Rikke Andreassen.”

(Tre dages ban af Facebook for kommentaren, 22. juni 2020)



8. juni 2020

Lillelund om BLM-Bwalya: “… på fortsat forsørgelse af det racistiske samfund, hun foragter så dybt”

Søndagens BLM-demonstration i København samlede op imod 15.000 mennesker, og som jeg læste et sted så var fikspunktet for den anden danske demonstration ikke George Floyd og USA, men ‘at vise sin modstand til racisme i samfundet’. Den yderste ventrefløj har gennem årene mobiliseret for åbne grænser, og det ender altid med talstærke mediebårne demonstrationer. Den oplagte pendant er ‘Borgerinitiativet Kirkeasyl’, der kortvarigt forenede Politiken-segmentet med militante anarkister. De er ikke vilde med Floyd eller Ali, men de hader det bestående.

Hvidhedsfetischisten Mira Skadegaard Thorsen fortæller til TV2 Lorry, at racismen er alle steder, også i Danmark. Den har bare været ‘mere skjult’, fordi ‘vores kolonisering og slavehandel primært er sket uden for landets grænser’. Hvis Danmark var så racistisk som det hævdes, så undrer det mig, at negere/arabere/mørklødede frivilligt flygter til Danmark. De burde jo flygte herfra med frygt i ansigtet.

Vi lever i absurde tider, og som et rationelt tænkende individ kan det være svært at trække vejret. Niels Lillelund renser luften hos Jyllands-Posten – Amerikanske tilstande.

“Black Lives Matter har derfor også en afdeling i Danmark, men realiteten er desværre, at Black Lives don’t Matter. For dem. Det er ret tydeligt, når man ser dem demonstrere og hører dem tale. De danser på George Floyds grav af bar identitetspolitisk selvglæde. For nylig demonstrerede de i København og råbte, at Inger Støjberg, Pernille Vermund og Mattias Tesfaye skulle bures inde hurtigst muligt.

… hvis vi skal følge hendes regler vis-a-vis rim, rytme og fængselsstraf, forbliver hun nok på fri fod og på fortsat forsørgelse af det racistiske samfund, hun foragter så dybt.

Men der er flere, hvor hun kom fra. En mand, der hedder Bertel Nygaard, tilsyneladende en slags professionel revolutionsromantiker og følgelig ansat ved Aarhus Universitet. Han mener, at selv om man ikke kan sammenligne USA og Danmark, så kan man nu nok sammenligne alligevel. Og Sikandar Siddique var i P1 Debat og Deadline, hvor man også gerne ville drage parallellen.

… at ville sammenligne amerikanske tilstande med de danske er ikke bare uanstændigt i forhold til det danske politi og helt grotesk ahistorisk og tåbeligt, det er værre endnu. Det er i slægt med de udsagn, der sammenligner et dansk udrejsecenter med Auschwitz, det er at spytte på de virkelige ofre for virkelige forbrydelser og frygteligt afslørende for den manglende moral, der er resultat af den danske velfærdsforkælelse.

Det er ren demagogi, Trump med en anden accent.”

“…det er også en opbakning til, at Danmark ser indad og handler på Danmarks strukturelle diskrimination og racisme.” (Roger Courage Matthisen, taler, tidligere MF for Alternativet, EB.dk, 7. juni 2020)



16. december 2018

Lillelund om identitetspolitikken: “Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst…”

Jeg er klar over, at den talende klasse betragter fædrelandskærlighed/’kulturchauvinisme’ som højrefløjens ‘identitetspolitik’, men som det efterhånden bliver tydeligt for enhver, så er kærlighed til fædrelandet ikke et fænomen isoleret til den yderste højrefløj. Kærlighed til det kendte er et bagvedliggende præmis, for folk der ikke har sin daglige gang på universiteterne, og qua simpel folketælling: En kamel centrum/venstre må sluge.

Velskrivende Niels Lillelund om kulturmarxisten Tara Skadegaard Thorsen – Sort ser det ud for en ung, blond pige.

“Hun kender naturligvis ikke ’Den danske sang’; hun kender kun sin ret. Krænkelseskulturen trives allerbedst dér, hvor manglende uddannelse har efterladt sindet fejet og prydet for den nye ideologi. Som jo ikke er så ny igen, men som kom på mode allerede i 1970’erne. …

Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst, og her byder identitetspolitikken sig til med sit hajfyldte farvand af ømme ligtorne og konstant konsternerede madammer – af alle køn, herunder intet-. Og man skal ikke tage fejl: Identitetspolitik er ikke en kamp for borgerret. Da Rosa Parks nægtede at vige sin plads for en hvid mand i bussen, krævede hun ikke dermed særlig respekt for sin gruppe, in casu: sorte kvinder. Hun krævede sin forfatningsmæssige ret som individ til at blive respekteret på lige fod med en hvid mand – med samme ret til at sidde hvor som helst i bussen.

Identitetspolitikken, derimod, er fyldt med særbusser og segregering. Og bundløs uvidenhed. Front arbejder nemlig også for, at der skal være færre hvide mænd på pensumlisten. Bare fordi.

‘Forestiller vi os et pensum på filosofihistorie med Platon, Aristoteles, Kant, Voltaire, Heidegger og Hegel, hvem er det så, der skal ud? spørger Kristeligt Dagblad.’ ‘Jeg tror, der er flere af dem, jeg ikke rigtigt gider læse,’ meddeler den nyslåede filosofikandidat og indvarsler uafvidende historiens slutning i asken fra de krænkede identiteters bål.”



13. december 2018

Tara Skadegaard, FRONT: ‘Godt’, at brun ansat problematiserer ‘Den danske sang er en ung blond pige’

Tara Skadegaard Thorsen er medstifter af den kulturmarxistiske FRONT, der relativt utilsløret kæmper imod hvide heteroseksuelle mænds ytringsfrihed. Det er racistisk i sin kerne, men hvis man virkelig vil bruge sit liv på at bekæmpe ‘Den danske sang er en ung blond pige’, så er der trods alt en vis underholdningsværdi.

En historie fra Kristeligt Dagblad – Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser.

“Tara Skadegaard Thorsen er del af de bevægelser, der på uddannelsesinstitutioner i den vestlige verden arbejder for at skabe miljøer uden diskrimination ‘i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet og personer med funktionsvariationer og så videre’.Hun er netop færdig som cand.mag. i filosofi fra Københavs Universitet, men stadig med i gruppen Front, som hun var med til at danne for to år siden.

Hun synes også, det er godt, at en underviser på en anden videregående uddannelse gjorde indsigelser imod, at der blev sunget ‘Den danske sang er en ung blond pige’, fordi den ansatte, som er brun, følte sig krænket.

‘Jeg kender ikke selv den sang, men det er et virkelig godt tegn, at hun sagde noget og at hun blev taget alvorligt. Ellers ville hun jo være censureret.’

[…]

Kan en hvid mand for eksempel ikke undervise i en brun kvindes forfatterskab?

‘Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvinde. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand,’ siger hun.”

(Collage: Tara Skadegaard Thorsen og FRONT: ‘No borders – No nations’)

Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.”

(Kai Hoffmann, 1924)



23. november 2016

Venstremand om Nye Borgerlige: “De har sagt, at skatten skal være lavere, og så skal alle de sorte ud.”

Forleden hørte jeg nogle minutter af Romerriget på Radio24syv. Emnet var stereotyper, og i studiet var tre kvinder der angreb erfaringsbaserede kategoriseringer. Værst var Mira Skadegaard, der fremførte tesen om de ‘minoritiserede’ brune danskere, der udsættes for mikro-diskrimination af den hvide majoritet. “Når du siger brune danskere, så mener du ikke Nye Borgerlige, fascisterne”, lød det henkastet fra Knud Romer, i et forsøg på være morsom.

Lignende kommentar begik Venstremanden Jakob Engel-Schmidt i t interview med Politiko, hvor han definerer sand borgerlighed som værende en form for kulturrelativisme – ‘Nye Borgerlige er et parti med en dybde som en flad tallerken’.

“Jakob Engel-Schmidt… Hvad er borgerlighed anno 2016 så?

‘Borgerlighed anno 2016 er evnen til at være i dialog med fortiden for at kunne løse fremtidens problemer. Det er evnen til at prioritere hårdt økonomisk samtidig med, at man har respekt for det enkelte individ. …’

Så når man snakker om, at Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance er borgerlige partier, hvad er det så for nogle kriterier, man måler ud fra?

‘… I gamle dage kunne man lave denne her højre-venstre-skala. Det at være borgerlig er også at kunne konstatere, at tingene har forandret sig. Der er ikke længere en akse, der går fra højre til venstre. Det er blevet tredimensionalt. Du kan sagtens være borgerlig ud fra nogle økonomiske parametre, men ud fra de værdiladede parametre være klassisk socialdemokrat. Om det så at være borgerlig er et godt spørgsmål.’ …

‘Den måde, medierne har delt det op i. Nye Borgerlige er eksempelvis et parti med en dybde, der er ligeså stor som en flad tallerken. De har sagt, at skatten skal være lavere, og så skal alle de sorte ud. Folk har været frustreret over de lempelser, den forrige regering har lavet på udlændingepolitikken, så Nye Borgerlige har fået vind i sejlene. Det problem er efterhånden løst, men ikke desto mindre er det had og den frustration så stor, at Pernille Vermund lige pludselig er løsningen på deres problemer.’ …

Så Nye Borgerlige er ikke et borgerligt parti i dine øjne?

‘Det kan de sikkert blive. Men det, jeg ved om dem indtil videre, er, at man gerne vil sænke skatten markant. Det har man ikke fundet penge til at gøre endnu. Så vil man gerne gennemføre en helt masse udlændingestramninger, der melder Danmark ud af det internationale fællesskab, og som muligvis er i strid med Grundloven. Det er ikke borgerligt. Det er bare populistisk.‘ …

Hvornår er man borgerlig som person?

‘Det er man, når man tager personligt ansvar for sin tilværelse, imødegår de udfordringer, man har, på en ansvarlig måde og behandler sine medmennesker og familie ordentligt.’ …

‘… Det, at være borgerlig, handler også om at acceptere at folk er forskellige. … en del af min borgerlighed handler også om at have den rummelighed, der betyder, at jeg ikke skal vurdere andres værdier. …'”



7. maj 2016

Deadline lader tre kulturmarxister diskutere Justin Biebers racistiske frisure: ‘Kulturel appropriation’

Tid er generelt en mangelvare, men når Deadline lader tre venstreorienterede ideologer debattere ‘kulturel appropriation’ på baggrund af Justin Biebers nye frisure, så skal det prioriteres. Panelet var ph.d. Mira Skadegaard Thorsen, musiksociolog Henrik Marstal og RUC-kønsforsker Christian Groes, og de var stort set enige i, at Justin Bieber havde udnyttet neg…afroamerikansk kultur og hermed gjort sig skyldig i et racistisk motiveret kulturtyveri. Bizart på flere niveauer, men først og fremmest tragikomisk fordi alle tre abonnerer på et dynamisk kultursyn.

Selvom Christian Groes undervejs fik blandet nationalisme ind i forklaringsmodellen, så lød han som den mest jordnære af de tre – formentligt fordi han ikke fik talt sig varm. Henrik Marstal aflirede kulturmarxistiske begreber på ryggraden, og egentligt var det kun Mira Skadegaard Thorsen der kunne køre den helt ud uden at fortrække en mine. Hun brugte pudsigt nok flere engelske begreber, men havde garanteret en lix-tung forklaring på hvorfor det ikke var en form for kulturel appropriation. Noget med pigmentering, slaveri og indenbyrdes magtforhold.

Indslaget kan ses online, men lad hellere være. Det var (med ord approprieret fra en Facebook-ven) “15 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.”

Det er en udnyttelse. Det er helt klart en form for udnyttelse. Det er en refleksion, det er en genskabelse af den koloniale gestus, i virkeligheden. Man har lov til at tage hvad man vil, man giver ikke nødvendigvis ‘credit’, og man er jo allerede i en position hvor man kan vælge, man har et privilegie for overhovedet at kunne gøre det her. (Mira Skadegaard Thorsen)

… det er også et spørgsmål om politisk bevidstgørelse i et land der er præget af stor ulighed som USA. (Christian Groes)

Det har også noget at gøre med privilegier, hvem er de mere privilegerede, og hvem er de mindre privilegerede. Og i sådan en situation, når Justin Bieber gør det som han gør, så glemmer han måske, at han tilhører en gruppe der er meget meget privilegerede, nemlig de hvide mennesker på jorden, og han er ovenikøbet mand, så han tilhører den allermest privilegeredegruppe overhovedet i verdenshistorien. … Vi taler om begrebet ‘privilegieblind’, at folk glemmer hvilke privilegier de har… Det han gør med det her hår, det er at udøve privilegier… (Henrik Marstal)

“Det har lige præcist med den asymmetriske relation at gøre. Det at der er nogen der er i stand til at tage det de har lyst til, og lægge det fra sig igen, når de vil. For eksempel et kulturelt udtryk, et ‘hår-udtryk’. Der er mennesker der er ikke-privilegerede, eller marginaliserede, der på ingen måde har den frihed til at vælge, de er marginaliserede, og er slet ikke berettigede til at tage majoritetskulturens udtryk på sig. … Derfor kan det opleves som en krænkelse. … Det er igen hans udlægning af en stereotyp opfattelse af nogle bestemte grupper, så han bliver den legitime stemmer som han ikke nødvendigvis repræsenterer.” (Mira Skadegaard Thorsen)

(Justin Bieber med racistisk frisure)

“Jeg siger ikke, at Justin Bieber ikke må have dreadlocks, sådan som utallige efterskoleelever også har haft det på et tidspunkt, herregud. Jeg siger, at hvis han gør det med det formål kortvarigt at ‘eksotisere’ sin fysiske fremtoning eller bare for at låne lidt kredibilitet fra en kultur med betydelig mere saft og kraft end hans egen, ja, så bør han selvfølgelig være klar over, hvilken position han gør det ud fra, ligesom han bør være opmærksom på, at han dermed låner uden at give noget igen. Og når han ikke gør det, fremstår han privilegieblind, for han aner tilsyneladende ikke, hvilke privilegier han med sin nye frisure trækker på.” (Henrik Marstal i Politiken, 28. april 2016)



15. november 2014

Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen: “Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk.”

“Alle kan lide bacon”, konstaterede Sara Bro på DR2 for lidt siden, og forstod formentligt ikke at hun med sin kulturkristne normativitet begik en racistisk hadforbrydelse mod muslimer, veganere og andre udsatte minoritetsdanskere. Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen (ikke at forveksle med Mira S.T.) rabler ud i Dagbladet Information – Hvide, velmenende ikkeracister er også racister.

“I den senere tid, efter Dan Park-sagen og Nationalpartiets fødsel, er det blevet trendy blandt hvide danskere at bruge sociale medier til at tage afstand fra racisme. Det foregår ved at dele eksempler på højreekstrem racisme i form af statements som f.eks.: ‘Stod det til mig, skulle alle de sorte aber have et nakkeskud,’ og tilføje en statusmeddelelse, hvor man tager afstand til racisme, idet man jo ikke selv er racist. …

Jeg er et utaknemmeligt brunt menneske. De racistiske bemærkninger, som bliver delt i stimevis på sociale medier, er rettet mod mig udelukkende på grund af min hudfarve. Hvides hyldest til egen ikke-racisme emmer af uerkendte privilegier. Jeg bliver utrolig stødt. Racisme er ikke kun en disciplin, der dyrkes af højreekstreme nynazister.

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre. …

Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er. Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

[…]

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed. … Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere. … Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører. …

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ‘ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid. Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

… så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni. … Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.”

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


7. oktober 2014

Antropolog: Problematisk at Udenrigsminiseriet advarer mod islamiske lande, bekræfter fordomme

Ikke engang muslimerne kan følge med, når en forlæst RUC-antropolog folder sig ud. Fra Kristeligt Dagblad – Kritik: Danske rejsevejledninger sætter muslimske lande i et dårligt lys.

“Tyrkiet er et af de 28 lande, der i fredag fik skærpet den officielle rejsevejledning til danskere, der gerne lige vil tjekke sikkerheden, inden de tager på ferie eller forretningsrejse. De fleste af landene er muslimske eller overvejende muslimske. Det gælder for eksempel Jordan, Ægypten, Mali og Marokko.

‘Ud over den generelle terrortrussel i store dele af verden er der, som følge af militante islamisters skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at danskere og danske interesser kan blive mål for terrorangreb og bortførelser visse steder i udlandet. Det gælder særligt i tilfælde, hvor personer eller interesser umiddelbart kan identificeres som danske,’ skriver Udenrigsministeriet i de nye vejledninger.

[…]

At det nu anses for mere farligt at rejse til muslimske lande, kan komme til at bekræfte fordomme om muslimer herhjemme, mener Mira Skadegaard Thorsen, der forsker i interkulturel kommunikation og diskrimination ved Aalborg Universitet.

‘Det vil bare bekræfte den i forvejen meget uheldige opfattelse, majoriteten lige nu har af muslimer,’ mener Mira Skadegaard Thorsen.

‘Majoriteten herhjemme sætter i forvejen alle muslimer under en hat, som om de er én nation. Den måde at tænke på, er med til at skabe billedet af, at alle muslimer er ekstremister eller konebankere, ligegyldig hvem de er og hvor de kommer fra,’ siger hun. …

Hun mener, danskerne bør bruge de nye rejsevejledninger som en anledning til at vende blikket indad.

‘… Vi er kommet til at markere os meget uheldigt i forhold til islam, så det er ikke mærkeligt, hvis vi ses som et problematisk folkefærd’, siger hun.”



3. juli 2014

Phd. Mira Skadegaard: Kun majoriteten kan diskriminere, muslimer diskrimineres på grund af brun hud

Onsdag aften sendte DR1 en dokumentar om pakistanske ‘Samira’, der blev kærester med danske ‘Thomas’, og derfor blev tortureret af familiemedlemmer. Hun overlevede lige akkurat, men er nu udstødt af familien. Kæmp for ‘Allahs tilgivelse’ skrev onklen til hende, kort før den planlagte afstraffelse, der i tydeligvis var forankret i udanske normer. Det handlede om ære og skam. Islam.

Phd. Mira Skadegaard Thorsen er i sandhed et kynisk menneske. Her lidt fra hendes kronik samme dag i Politiken – Man behøver ikke råbe perker på gaden for at der er tale om diskrimination.

“Løft blikket en gang og se på det offentlige rum. Det er enkelt at få øje på. Særligt, hvis du er blandt dem, der udsættes for diskrimination.

Det ses i dæmoniseringen og mistænkeliggørelsen af danske muslimer, og af muslimer generelt. … Forsiderne på aviser og magasiner viser overvejende hvide mennesker, med mindre der er tale om eksotiske indslag eller negative fortællinger om ikke-hvide. Ind i mellem ses ’solstrålehistorier’ som alene opnår nyhedsværdi, fordi de er med til at bekræfte den gældende negative norm; de fungerer som undtagelser.

Diskrimination er blevet vores norm… Man behøver ikke at råbe perker efter folk på gaden, selv om det stadig sker, eller udelukke dem, som man har besluttet ikke er danske nok, fra diskoteker eller arbejdsmarkedet, for at vi kan tale om diskrimination.

Diskrimination og racediskrimination, og indimellem også racistiske holdninger, indlejres i hverdagen og i neutrale situationer. Og selv om det ikke er tilsigtet, er det stadig diskrimination. Når man ikke engang anerkender eksplicit diskrimination, hvordan skal vi så håndtere den meget mere udbredte strukturelle diskrimination?

Implicit eller underliggende diskrimination, der skjules i hverdagsopfattelser, normer, traditioner og sprogbrug, er med til at forme, hvordan vi selv tænker, og hvordan vi påvirker andre. I disse arenaer fastholdes magtrelationerne.

Det skal nok lige understreges, at diskrimination kun kan ske i en asymmetrisk relation; og det er kun den, der har magten (symbolsk, reelt, via en majoritetsposition), der kan diskriminere.

Når hvidhed skal præciseres nærmere, gøres det under dække af ordene dansk eller dansker. Er man i tvivl, kan ordet pæredansk også bruges. Ord som danskhed, dansk og dansker er blevet til synonymer for hvid hudfarve uden at være nødt til at sige det ligeud.

Kodesprog for dem, som ikke åbent kan eller vil stå ved raceopdelingen. Det er implicit diskrimination.

(SMS til brune ‘Samira’, der blev tortureret af familien pga. kærestens hvidhed; DR: I, II)

Medierne spiller naturligvis en stor rolle i at fastholde og videreføre disse holdninger og antagelser. Ikke alene bruges løs af ovennævnte begreber i medierne; læs blot avisen og se den måde, brune og hvide iscenesættes på.

Når hvide danske mænd begår mord på grund af jalousi, omtales hverken ære eller patriarker; det første, der bringes i spil ved den brune mand. For de hvide hedder det blot jalousidrab; og det kan vi da godt forstå.

Rockere, pædofile, voldtægtsforbrydere eller alkoholikere bruges ikke som repræsentanter for noget generelt i dansk kultur. Sådan er alle danskere ikke. Derimod bliver tilsvarende hændelser begået af ikke-hvide som regel forklaret på anden vis.”



17. september 2009

Mira Skadegård Thorsen: “Fælles træk og kultur er det rene (op)spind.”

Der er mange om buddet, men skulle jeg nævne en venstreintellektuel der helt har mistet kontakten til det virkelige liv, så må jeg fremhæve Mira Skadegård Thorsen, ekstern lektor på RUC. Fra hendes kronik i mandagens Kristeligt Dagblad – Værdierne skrider i Danmark.

“Det er ikke så længe siden, at forholdene for for eksempel brune og sorte i USA eller i Sydafrika fik danskerne til at ryste på hovedet… Vores holdning dengang var, at det aldrig kunne sker her… Danmark… har oplevet en noget mere bagudrettet udvikling – en regression med afstamnings- og religionsbaseret social ulighed og nu også bander. Det var en fejl at tro, at vi kunne gå fri.

Måske skyldtes vores klippefaste tro, at vi ikke selv havde diskriminerende holdninger eller tendenser, at vi endnu ikke havde forholdt os til vores koloniale historie… Måske skyldtes den, at samfundet herhjemme var påfaldende hvidt, så udfordringer i forhold til racisme slet ikke fandtes. På den baggrund var det let at kritisere de andre…

Når der er tale om brune borgere, bruges “religion” og “kultur” som skalkeskjul for, hvad der egentlig er tale om. Det antydes, når det ikke siges direkte, at danskere og andre borgere, der ikke bærer hvidhed på ydersiden, er kulturelt indkodet til dovenskab, nasseri, og kriminalitet. Koblingen er absurd. Lige så lidt som den slags kan forbindes med hudfarve og “race”, kan det forbindes med kultur. Der er tale om en gruppe mennesker med vidt forskellige etniske, religiøse, kulturelle og sociale baggrunde. Fælles træk og kultur er det rene (op)spind. Problemer med holdninger til arbejde, kriminalitet eller religiøs undertrykkelse er primært udtryk for sociale og økonomiske faktorer. Altid. Andet er misvisende og med stor sandsynlighed politisk eller ideologisk propaganda…

Diskrimination er både det generelle negative syn og fysiske udtryk som tilråb eller overfald. Men det er også, og ofte i højere grad, de let skjulte eller underliggende overgreb – altså strukturel diskrimination. Det ligger gemt i handlinger, der kommer af traditioner, vaner, gamle opfattelser og opfattelser der reproduceres, når vi ikke er på vagt. For eksempel, når vi ikke tænker over, hvordan hvidhed spiller ind i vores opfattelse af danskhed.”

Oploadet Kl. 18:56 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper