23. november 2016

Venstremand om Nye Borgerlige: “De har sagt, at skatten skal være lavere, og så skal alle de sorte ud.”

Forleden hørte jeg nogle minutter af Romerriget på Radio24syv. Emnet var stereotyper, og i studiet var tre kvinder der angreb erfaringsbaserede kategoriseringer. Værst var Mira Skadegaard, der fremførte tesen om de ‘minoritiserede’ brune danskere, der udsættes for mikro-diskrimination af den hvide majoritet. “Når du siger brune danskere, så mener du ikke Nye Borgerlige, fascisterne”, lød det henkastet fra Knud Romer, i et forsøg på være morsom.

Lignende kommentar begik Venstremanden Jakob Engel-Schmidt i t interview med Politiko, hvor han definerer sand borgerlighed som værende en form for kulturrelativisme – ‘Nye Borgerlige er et parti med en dybde som en flad tallerken’.

“Jakob Engel-Schmidt… Hvad er borgerlighed anno 2016 så?

‘Borgerlighed anno 2016 er evnen til at være i dialog med fortiden for at kunne løse fremtidens problemer. Det er evnen til at prioritere hårdt økonomisk samtidig med, at man har respekt for det enkelte individ. …’

Så når man snakker om, at Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance er borgerlige partier, hvad er det så for nogle kriterier, man måler ud fra?

‘… I gamle dage kunne man lave denne her højre-venstre-skala. Det at være borgerlig er også at kunne konstatere, at tingene har forandret sig. Der er ikke længere en akse, der går fra højre til venstre. Det er blevet tredimensionalt. Du kan sagtens være borgerlig ud fra nogle økonomiske parametre, men ud fra de værdiladede parametre være klassisk socialdemokrat. Om det så at være borgerlig er et godt spørgsmål.’ …

‘Den måde, medierne har delt det op i. Nye Borgerlige er eksempelvis et parti med en dybde, der er ligeså stor som en flad tallerken. De har sagt, at skatten skal være lavere, og så skal alle de sorte ud. Folk har været frustreret over de lempelser, den forrige regering har lavet på udlændingepolitikken, så Nye Borgerlige har fået vind i sejlene. Det problem er efterhånden løst, men ikke desto mindre er det had og den frustration så stor, at Pernille Vermund lige pludselig er løsningen på deres problemer.’ …

Så Nye Borgerlige er ikke et borgerligt parti i dine øjne?

‘Det kan de sikkert blive. Men det, jeg ved om dem indtil videre, er, at man gerne vil sænke skatten markant. Det har man ikke fundet penge til at gøre endnu. Så vil man gerne gennemføre en helt masse udlændingestramninger, der melder Danmark ud af det internationale fællesskab, og som muligvis er i strid med Grundloven. Det er ikke borgerligt. Det er bare populistisk.‘ …

Hvornår er man borgerlig som person?

‘Det er man, når man tager personligt ansvar for sin tilværelse, imødegår de udfordringer, man har, på en ansvarlig måde og behandler sine medmennesker og familie ordentligt.’ …

‘… Det, at være borgerlig, handler også om at acceptere at folk er forskellige. … en del af min borgerlighed handler også om at have den rummelighed, der betyder, at jeg ikke skal vurdere andres værdier. …'”



7. maj 2016

Deadline lader tre kulturmarxister diskutere Justin Biebers racistiske frisure: ‘Kulturel appropriation’

Tid er generelt en mangelvare, men når Deadline lader tre venstreorienterede ideologer debattere ‘kulturel appropriation’ på baggrund af Justin Biebers nye frisure, så skal det prioriteres. Panelet var ph.d. Mira Skadegaard Thorsen, musiksociolog Henrik Marstal og RUC-kønsforsker Christian Groes, og de var stort set enige i, at Justin Bieber havde udnyttet neg…afroamerikansk kultur og hermed gjort sig skyldig i et racistisk motiveret kulturtyveri. Bizart på flere niveauer, men først og fremmest tragikomisk fordi alle tre abonnerer på et dynamisk kultursyn.

Selvom Christian Groes undervejs fik blandet nationalisme ind i forklaringsmodellen, så lød han som den mest jordnære af de tre – formentligt fordi han ikke fik talt sig varm. Henrik Marstal aflirede kulturmarxistiske begreber på ryggraden, og egentligt var det kun Mira Skadegaard Thorsen der kunne køre den helt ud uden at fortrække en mine. Hun brugte pudsigt nok flere engelske begreber, men havde garanteret en lix-tung forklaring på hvorfor det ikke var en form for kulturel appropriation. Noget med pigmentering, slaveri og indenbyrdes magtforhold.

Indslaget kan ses online, men lad hellere være. Det var (med ord approprieret fra en Facebook-ven) “15 minutter af mit liv, som jeg aldrig får igen.”

Det er en udnyttelse. Det er helt klart en form for udnyttelse. Det er en refleksion, det er en genskabelse af den koloniale gestus, i virkeligheden. Man har lov til at tage hvad man vil, man giver ikke nødvendigvis ‘credit’, og man er jo allerede i en position hvor man kan vælge, man har et privilegie for overhovedet at kunne gøre det her. (Mira Skadegaard Thorsen)

… det er også et spørgsmål om politisk bevidstgørelse i et land der er præget af stor ulighed som USA. (Christian Groes)

Det har også noget at gøre med privilegier, hvem er de mere privilegerede, og hvem er de mindre privilegerede. Og i sådan en situation, når Justin Bieber gør det som han gør, så glemmer han måske, at han tilhører en gruppe der er meget meget privilegerede, nemlig de hvide mennesker på jorden, og han er ovenikøbet mand, så han tilhører den allermest privilegeredegruppe overhovedet i verdenshistorien. … Vi taler om begrebet ‘privilegieblind’, at folk glemmer hvilke privilegier de har… Det han gør med det her hår, det er at udøve privilegier… (Henrik Marstal)

“Det har lige præcist med den asymmetriske relation at gøre. Det at der er nogen der er i stand til at tage det de har lyst til, og lægge det fra sig igen, når de vil. For eksempel et kulturelt udtryk, et ‘hår-udtryk’. Der er mennesker der er ikke-privilegerede, eller marginaliserede, der på ingen måde har den frihed til at vælge, de er marginaliserede, og er slet ikke berettigede til at tage majoritetskulturens udtryk på sig. … Derfor kan det opleves som en krænkelse. … Det er igen hans udlægning af en stereotyp opfattelse af nogle bestemte grupper, så han bliver den legitime stemmer som han ikke nødvendigvis repræsenterer.” (Mira Skadegaard Thorsen)

(Justin Bieber med racistisk frisure)

“Jeg siger ikke, at Justin Bieber ikke må have dreadlocks, sådan som utallige efterskoleelever også har haft det på et tidspunkt, herregud. Jeg siger, at hvis han gør det med det formål kortvarigt at ‘eksotisere’ sin fysiske fremtoning eller bare for at låne lidt kredibilitet fra en kultur med betydelig mere saft og kraft end hans egen, ja, så bør han selvfølgelig være klar over, hvilken position han gør det ud fra, ligesom han bør være opmærksom på, at han dermed låner uden at give noget igen. Og når han ikke gør det, fremstår han privilegieblind, for han aner tilsyneladende ikke, hvilke privilegier han med sin nye frisure trækker på.” (Henrik Marstal i Politiken, 28. april 2016)



15. november 2014

Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen: “Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk.”

“Alle kan lide bacon”, konstaterede Sara Bro på DR2 for lidt siden, og forstod formentligt ikke at hun med sin kulturkristne normativitet begik en racistisk hadforbrydelse mod muslimer, veganere og andre udsatte minoritetsdanskere. Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen (ikke at forveksle med Mira S.T.) rabler ud i Dagbladet Information – Hvide, velmenende ikkeracister er også racister.

“I den senere tid, efter Dan Park-sagen og Nationalpartiets fødsel, er det blevet trendy blandt hvide danskere at bruge sociale medier til at tage afstand fra racisme. Det foregår ved at dele eksempler på højreekstrem racisme i form af statements som f.eks.: ‘Stod det til mig, skulle alle de sorte aber have et nakkeskud,’ og tilføje en statusmeddelelse, hvor man tager afstand til racisme, idet man jo ikke selv er racist. …

Jeg er et utaknemmeligt brunt menneske. De racistiske bemærkninger, som bliver delt i stimevis på sociale medier, er rettet mod mig udelukkende på grund af min hudfarve. Hvides hyldest til egen ikke-racisme emmer af uerkendte privilegier. Jeg bliver utrolig stødt. Racisme er ikke kun en disciplin, der dyrkes af højreekstreme nynazister.

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre. …

Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er. Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

[…]

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed. … Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere. … Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører. …

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ‘ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid. Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

… så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni. … Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.”

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


7. oktober 2014

Antropolog: Problematisk at Udenrigsminiseriet advarer mod islamiske lande, bekræfter fordomme

Ikke engang muslimerne kan følge med, når en forlæst RUC-antropolog folder sig ud. Fra Kristeligt Dagblad – Kritik: Danske rejsevejledninger sætter muslimske lande i et dårligt lys.

“Tyrkiet er et af de 28 lande, der i fredag fik skærpet den officielle rejsevejledning til danskere, der gerne lige vil tjekke sikkerheden, inden de tager på ferie eller forretningsrejse. De fleste af landene er muslimske eller overvejende muslimske. Det gælder for eksempel Jordan, Ægypten, Mali og Marokko.

‘Ud over den generelle terrortrussel i store dele af verden er der, som følge af militante islamisters skærpede fokus på Danmark, en risiko for, at danskere og danske interesser kan blive mål for terrorangreb og bortførelser visse steder i udlandet. Det gælder særligt i tilfælde, hvor personer eller interesser umiddelbart kan identificeres som danske,’ skriver Udenrigsministeriet i de nye vejledninger.

[…]

At det nu anses for mere farligt at rejse til muslimske lande, kan komme til at bekræfte fordomme om muslimer herhjemme, mener Mira Skadegaard Thorsen, der forsker i interkulturel kommunikation og diskrimination ved Aalborg Universitet.

‘Det vil bare bekræfte den i forvejen meget uheldige opfattelse, majoriteten lige nu har af muslimer,’ mener Mira Skadegaard Thorsen.

‘Majoriteten herhjemme sætter i forvejen alle muslimer under en hat, som om de er én nation. Den måde at tænke på, er med til at skabe billedet af, at alle muslimer er ekstremister eller konebankere, ligegyldig hvem de er og hvor de kommer fra,’ siger hun. …

Hun mener, danskerne bør bruge de nye rejsevejledninger som en anledning til at vende blikket indad.

‘… Vi er kommet til at markere os meget uheldigt i forhold til islam, så det er ikke mærkeligt, hvis vi ses som et problematisk folkefærd’, siger hun.”



3. juli 2014

Phd. Mira Skadegaard: Kun majoriteten kan diskriminere, muslimer diskrimineres på grund af brun hud

Onsdag aften sendte DR1 en dokumentar om pakistanske ‘Samira’, der blev kærester med danske ‘Thomas’, og derfor blev tortureret af familiemedlemmer. Hun overlevede lige akkurat, men er nu udstødt af familien. Kæmp for ‘Allahs tilgivelse’ skrev onklen til hende, kort før den planlagte afstraffelse, der i tydeligvis var forankret i udanske normer. Det handlede om ære og skam. Islam.

Phd. Mira Skadegaard Thorsen er i sandhed et kynisk menneske. Her lidt fra hendes kronik samme dag i Politiken – Man behøver ikke råbe perker på gaden for at der er tale om diskrimination.

“Løft blikket en gang og se på det offentlige rum. Det er enkelt at få øje på. Særligt, hvis du er blandt dem, der udsættes for diskrimination.

Det ses i dæmoniseringen og mistænkeliggørelsen af danske muslimer, og af muslimer generelt. … Forsiderne på aviser og magasiner viser overvejende hvide mennesker, med mindre der er tale om eksotiske indslag eller negative fortællinger om ikke-hvide. Ind i mellem ses ’solstrålehistorier’ som alene opnår nyhedsværdi, fordi de er med til at bekræfte den gældende negative norm; de fungerer som undtagelser.

Diskrimination er blevet vores norm… Man behøver ikke at råbe perker efter folk på gaden, selv om det stadig sker, eller udelukke dem, som man har besluttet ikke er danske nok, fra diskoteker eller arbejdsmarkedet, for at vi kan tale om diskrimination.

Diskrimination og racediskrimination, og indimellem også racistiske holdninger, indlejres i hverdagen og i neutrale situationer. Og selv om det ikke er tilsigtet, er det stadig diskrimination. Når man ikke engang anerkender eksplicit diskrimination, hvordan skal vi så håndtere den meget mere udbredte strukturelle diskrimination?

Implicit eller underliggende diskrimination, der skjules i hverdagsopfattelser, normer, traditioner og sprogbrug, er med til at forme, hvordan vi selv tænker, og hvordan vi påvirker andre. I disse arenaer fastholdes magtrelationerne.

Det skal nok lige understreges, at diskrimination kun kan ske i en asymmetrisk relation; og det er kun den, der har magten (symbolsk, reelt, via en majoritetsposition), der kan diskriminere.

Når hvidhed skal præciseres nærmere, gøres det under dække af ordene dansk eller dansker. Er man i tvivl, kan ordet pæredansk også bruges. Ord som danskhed, dansk og dansker er blevet til synonymer for hvid hudfarve uden at være nødt til at sige det ligeud.

Kodesprog for dem, som ikke åbent kan eller vil stå ved raceopdelingen. Det er implicit diskrimination.

(SMS til brune ‘Samira’, der blev tortureret af familien pga. kærestens hvidhed; DR: I, II)

Medierne spiller naturligvis en stor rolle i at fastholde og videreføre disse holdninger og antagelser. Ikke alene bruges løs af ovennævnte begreber i medierne; læs blot avisen og se den måde, brune og hvide iscenesættes på.

Når hvide danske mænd begår mord på grund af jalousi, omtales hverken ære eller patriarker; det første, der bringes i spil ved den brune mand. For de hvide hedder det blot jalousidrab; og det kan vi da godt forstå.

Rockere, pædofile, voldtægtsforbrydere eller alkoholikere bruges ikke som repræsentanter for noget generelt i dansk kultur. Sådan er alle danskere ikke. Derimod bliver tilsvarende hændelser begået af ikke-hvide som regel forklaret på anden vis.”



17. september 2009

Mira Skadegård Thorsen: “Fælles træk og kultur er det rene (op)spind.”

Der er mange om buddet, men skulle jeg nævne en venstreintellektuel der helt har mistet kontakten til det virkelige liv, så må jeg fremhæve Mira Skadegård Thorsen, ekstern lektor på RUC. Fra hendes kronik i mandagens Kristeligt Dagblad – Værdierne skrider i Danmark.

“Det er ikke så længe siden, at forholdene for for eksempel brune og sorte i USA eller i Sydafrika fik danskerne til at ryste på hovedet… Vores holdning dengang var, at det aldrig kunne sker her… Danmark… har oplevet en noget mere bagudrettet udvikling – en regression med afstamnings- og religionsbaseret social ulighed og nu også bander. Det var en fejl at tro, at vi kunne gå fri.

Måske skyldtes vores klippefaste tro, at vi ikke selv havde diskriminerende holdninger eller tendenser, at vi endnu ikke havde forholdt os til vores koloniale historie… Måske skyldtes den, at samfundet herhjemme var påfaldende hvidt, så udfordringer i forhold til racisme slet ikke fandtes. På den baggrund var det let at kritisere de andre…

Når der er tale om brune borgere, bruges “religion” og “kultur” som skalkeskjul for, hvad der egentlig er tale om. Det antydes, når det ikke siges direkte, at danskere og andre borgere, der ikke bærer hvidhed på ydersiden, er kulturelt indkodet til dovenskab, nasseri, og kriminalitet. Koblingen er absurd. Lige så lidt som den slags kan forbindes med hudfarve og “race”, kan det forbindes med kultur. Der er tale om en gruppe mennesker med vidt forskellige etniske, religiøse, kulturelle og sociale baggrunde. Fælles træk og kultur er det rene (op)spind. Problemer med holdninger til arbejde, kriminalitet eller religiøs undertrykkelse er primært udtryk for sociale og økonomiske faktorer. Altid. Andet er misvisende og med stor sandsynlighed politisk eller ideologisk propaganda…

Diskrimination er både det generelle negative syn og fysiske udtryk som tilråb eller overfald. Men det er også, og ofte i højere grad, de let skjulte eller underliggende overgreb – altså strukturel diskrimination. Det ligger gemt i handlinger, der kommer af traditioner, vaner, gamle opfattelser og opfattelser der reproduceres, når vi ikke er på vagt. For eksempel, når vi ikke tænker over, hvordan hvidhed spiller ind i vores opfattelse af danskhed.”

Oploadet Kl. 18:56 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


3. september 2008

“At påstå, at indvandrere er mere kriminelle end danskere, er at etnificere sociale problemer; Hitler gjorde det konsekvent…”

Jeg har en hel del fordomme om det akademiske miljø på Roskilde Universitetscenter. Ekstern lektor Mira C. Skadegaard Thorsen bekræfter det hele i hver anden sætning. Fra hendes kronik i Information (27/8-08) – Vaneforbrydere?

“Udsagnet ‘indvandrerkriminalitet’ er ikke neutralt eller konstaterende. Det er fyldt af let skjulte hentydninger, der er baseret på fordomme og fejlagtige antagelser… Brugen af udsagnet er ikke overraskende. Majoritetens og mediernes kategorisering og omtale af danske og ikke-danske borgere er ofte diskriminerende. Sprogbrugen afspejler en ekskluderende tankegang og er den største danske integrationsudfordring. I debatten omtales forskellige mennesker (danskere, immigranter m.fl.) konsekvent som ‘indvandrere’, selv om det langtfra er sikkert, at de er det. Det eneste fællestræk er, at omtalte ‘indvandrere’ er ikke-hvide…

Når hudfarve og etnicitet er grundlag for eksklusion fra et socialt eller nationalt fællesskab, er det diskrimination… At være ‘etnisk’ eller ‘indvandrer’ er ikke neutralt i en dansk kontekst; det er stigmatiseret og forbundet med negative opfattelser.

Ikke-hvide ses som en udfordring, socialt og økonomisk, og som et problem i skolekonteksten og i alt for mange virksomheder…

Generaliseringerne fratager ikke-hvide enhver form for individuelle træk. Når unge med tyrkisk, somalisk, kenyansk, pakistansk, koreansk eller anden baggrund rubriceres som én gruppe, er det udtryk for pan-etnificering – hvor alle brune antages og omtales som én gruppe. Altså ‘ikke-dansk’ og ‘indvandrer’. Det er ligegyldigt, om det passer eller i øvrigt er relevant…

Det er et problem for alle borgere, men særligt problematisk for unge. Unge udvikler sig frem til en identitetsforståelse og en oplevelse af medborgerskab. Når identitet, nationalitet og negative opfattelser og forventninger knyttes til faktorer, de ikke har kontrol over, som f.eks. hudfarve, skaber man store problemer for sammenhængskraften i et samfund.

Man nedbryder den. Diskrimination skaber udstødelse og har psykiske, økonomiske og sociale konsekvenser. Den koster samfundet mange penge og ressourcer. Og så er diskrimination ulovligt…

Men sproget og kategorierne er kun en del af problemet. Det er diskriminerende at antyde (eller påstå), at indvandrere eller etniske – hvad det så end betyder – per definition skulle være mere kriminelle end danskere.

Termerne defineres ikke nærmere, og det underforstås om de to førstnævnte kategorier, at der er tale om ikke-hvide. Grupperinger baseres på hudfarve.

Det smager af en forældet og racehierarkisk tankegang, hvor adfærd blev set som resultat af genetisk ophav. Historisk set har resultaterne af denne tankegang ikke været heldige.

Men, og det er væsentligt, kriminalitet hænger ikke sammen med hudfarve. Kriminalitet er ikke etnisk. Kriminalitet er funderet i sociale og økonomiske forhold. Det er direkte misvisende at omtale kriminalitet uden også at forholde sig til sociale og økonomiske faktorer.

Sammenkædningen af kriminalitet og etnicitet er altid symptom på strukturel diskrimination. Det vil sige, at det er et tegn på, at samfundets strukturer og praksisser skaber, fastholder eller medvirker til diskrimination…

At påstå, at indvandrere er mere kriminelle end danskere, er at etnificere sociale problemer; Hitler gjorde det konsekvent, men succesen var kort!

Mere interessant er det at undersøge, hvorfor der er en overrepræsentation af mørklødede grupper i de mindst bemidlede lag i samfundet? Hvorfor befinder mange brune sig i de lavere sociale lag?

Diskrimination og særligt strukturel diskrimination er målbar. Samfundsopdelingen er et bekymrende symptom herpå…

Forhåbentlig er vi i Danmark ikke i gang med at genopfinde 1930’ernes racehygiejne i en ny indpakning…

Oploadet Kl. 13:12 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


8. maj 2008

Mira C. Skadegaard om brunhed og en ‘farvebaseret danskhedsskala’

Ingen kan docere multikultisk loonisme som Mira C. Skadegaard, og Politiken har masser af spalteplads. Fra onsdagens kronik – Hvorfor må danskerne ikke være brune?

“Hvis man tager udgangspunkt i medierne, kulturlivet eller lytter til sprogbrugen i Danmark, kan man let komme til at opfatte danskhed som begrænset til hvide mennesker.

Ikkehvide danskere ses sjældent i danske tv, film og teaterroller, på forsiden af dameblade eller i aviserne, medmindre de skal ’repræsentere’ en gruppe eller optræde i en karikeret eller stereotyp ikkedansk rolle.

Når brune danskere omtales eller interviewes, er det sjældent uden en bemærkning om eller direkte fokus på deres ’afstamning’. Brunheden synes åbenbart stadig at være mærkværdig eller suspekt.

Men brunhed i en dansk kontekst er ikke længere usædvanligt… Alligevel fastholdes brunhed stadig som en form for ’fremmedhed’. Enten omtales det som »eksotisk« og »spændende«, ellers florerer et væld af stereotyper, fordomme og negativ omtale i dansk politik og danske medier, der udtrykker og fremmer negative opfattelser.

Hvordan kan det være, at brunhed endnu ikke accepteres som en del af det danske? Og endnu mere bekymrende, hvorfor ses brunhed i så negativt et lys? Hvad er det udtryk for?

For rigtig mange er dét at have en mangfoldig kulturel baggrund… oftest en kæmpe ressource. Sprogligt og kulturelt kan det give erfaringer, viden, netværk og kompetencer ud over det gængse. Men desværre er det ikke sådan, det opfattes generelt.

Tværtimod omtales, opfattes og behandles mangfoldighed, brunhed, og flerkulturelhed som unormalt og problematisk…

Forklaringen er næppe enkel, men en vigtig del af svaret kan findes i strukturel diskrimination. Strukturel diskrimination er ikke kun racisme. Det handler ikke om enkeltpersoner. Det er den måde, diskrimination grundfæstes på i vores samfund, strukturer, sprog, historie, vaner og traditioner. Det kan være en del af formelle institutioner eller uformel praksis.

Det er noget, vi alle udsættes for og fanges i, medmindre vi lærer at opfange det og bevidst tager afstand fra det.

Strukturel diskrimination viser sig for eksempel igennem ekskluderende sprogbrug, der fastholder og skaber skel. Sprogbrug er en fælles struktur, der igennem tiden er kommet til at indebære koncepter og kategorier, der medvirker til diskriminerende opfattelser og samfundsopdelinger. Det signalerer, at man ikke opfattes som dansk, når man også er brun…

Vi fanges i en slags selvforstærkende sproglige og sociale forløb, hvor diskriminerende opfattelser forstærkes og bliver til ’sandheder’ i en ond cirkel af negative og ekskluderende omtale… Selv om det er kedeligt, at man kommer til at gøre det, er den type forskelsbehandling ikke udtryk for ondskab. Vores historie, sociale prægning, vaner, manglende viden og strukturel diskrimination spiller alt sammen en rolle i at fange os i den onde opfattelses cirkel.

[…]

Der er ikke bevis for, at brune har større ’genetisk’ tendens til kriminalitet; det har de selvfølgelig ikke. Kriminalitet er forbundet med sociale og økonomiske parametre.

Det, at der blandes etnicitet i diskussionen om kriminalitet, skaber en simplificeret, upræcis og forkert sammenhæng. Det er ikke for at anfægte, at der findes skævhed i samfundsgruppers kriminalitet, men det er vigtigt at forstå, at hudfarve og etnicitet ikke i sig selv er forbundet med kriminalitet…

[…]

Det nytter ikke, at skolen kun skaber en gavnlig kontekst og succes for hvide middelklassebørn. Videnskab og forskning viser, at alle børn kan lære, og vi ved, at ’kultur’ og adfærd er tillært, ligesom fordomme, stereotyper og diskrimination er det.

[…]

Skaber hvidheden et udgangspunkt, der gør, at man – uden selv at fundere over det – oplever sin danskhed som en uanfægtet sandhed, en ret og en selvfølge? … alt peger på, at en farvebaseret danskhedsskala er kommet ind ad bagdøren, til trods for at den ikke burde være der og ej heller bevidst ønskes… Hvidhed bliver det udgangspunkt og sammenligningsgrundlag, hvorfra de ’andre’ defineres. Kigger man i mediernes billeder, skolebøger og andre visuelle dele af det danske fællesskab og delte offentlige felt, så er der en hvid norm, der uden at være eksplicit alligevel fortæller en tydelig historie, der har med hudfarve og danskhed at gøre…

I Danmark har vi brug for at komme diskrimination, særlig strukturel diskrimination, og dens betydning for danskheden til livs. Det er noget, vi alle er fanget i og påvirket af… For at starte en sådan proces må ’hvide’ danskere erkende, at de er en del af ’problemet’. Første skridt på vejen vil herefter være en endelig accept af, at en definition af danskheden, der direkte eller indirekte tillægger hudfarve betydning, vil fastholde diskrimination.”

Tidligere i dag fik jeg en reklame for Lace Lingeri ind ad døren. Forsiden og de første fire sider var prydet af dette offer for Skadegaards ‘farvebaserede danskhedsskala’. Andre loonier vil nok mene reklamen er udtryk for kønsstereotyp sexisme, men dem om det.

  • 28/12-07 Uriasposten – Fra Yallahrup Færgeby til slaveriets genindførelse (mere fra samme).
  • Nomos – Occident: Alesina (diverse om forskning i hudfarve og kultur).
  • Zindy.dk (Zindy Laursen, pigmentarisk udfordret model, sanger og tv-kendis).
  • 7/5-08 Metroxpress – H&M (helsides reklame).
  • Oploadet Kl. 16:25 af Kim Møller — Direkte link75 kommentarer
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper