16. december 2018

Lillelund om identitetspolitikken: “Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst…”

Jeg er klar over, at den talende klasse betragter fædrelandskærlighed/’kulturchauvinisme’ som højrefløjens ‘identitetspolitik’, men som det efterhånden bliver tydeligt for enhver, så er kærlighed til fædrelandet ikke et fænomen isoleret til den yderste højrefløj. Kærlighed til det kendte er et bagvedliggende præmis, for folk der ikke har sin daglige gang på universiteterne, og qua simpel folketælling: En kamel centrum/venstre må sluge.

Velskrivende Niels Lillelund om kulturmarxisten Tara Skadegaard Thorsen – Sort ser det ud for en ung, blond pige.

“Hun kender naturligvis ikke ’Den danske sang’; hun kender kun sin ret. Krænkelseskulturen trives allerbedst dér, hvor manglende uddannelse har efterladt sindet fejet og prydet for den nye ideologi. Som jo ikke er så ny igen, men som kom på mode allerede i 1970’erne. …

Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst, og her byder identitetspolitikken sig til med sit hajfyldte farvand af ømme ligtorne og konstant konsternerede madammer – af alle køn, herunder intet-. Og man skal ikke tage fejl: Identitetspolitik er ikke en kamp for borgerret. Da Rosa Parks nægtede at vige sin plads for en hvid mand i bussen, krævede hun ikke dermed særlig respekt for sin gruppe, in casu: sorte kvinder. Hun krævede sin forfatningsmæssige ret som individ til at blive respekteret på lige fod med en hvid mand – med samme ret til at sidde hvor som helst i bussen.

Identitetspolitikken, derimod, er fyldt med særbusser og segregering. Og bundløs uvidenhed. Front arbejder nemlig også for, at der skal være færre hvide mænd på pensumlisten. Bare fordi.

‘Forestiller vi os et pensum på filosofihistorie med Platon, Aristoteles, Kant, Voltaire, Heidegger og Hegel, hvem er det så, der skal ud? spørger Kristeligt Dagblad.’ ‘Jeg tror, der er flere af dem, jeg ikke rigtigt gider læse,’ meddeler den nyslåede filosofikandidat og indvarsler uafvidende historiens slutning i asken fra de krænkede identiteters bål.”



13. december 2018

Tara Skadegaard, FRONT: ‘Godt’, at brun ansat problematiserer ‘Den danske sang er en ung blond pige’

Tara Skadegaard Thorsen er medstifter af den kulturmarxistiske FRONT, der relativt utilsløret kæmper imod hvide heteroseksuelle mænds ytringsfrihed. Det er racistisk i sin kerne, men hvis man virkelig vil bruge sit liv på at bekæmpe ‘Den danske sang er en ung blond pige’, så er der trods alt en vis underholdningsværdi.

En historie fra Kristeligt Dagblad – Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser.

“Tara Skadegaard Thorsen er del af de bevægelser, der på uddannelsesinstitutioner i den vestlige verden arbejder for at skabe miljøer uden diskrimination ‘i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet og personer med funktionsvariationer og så videre’.Hun er netop færdig som cand.mag. i filosofi fra Københavs Universitet, men stadig med i gruppen Front, som hun var med til at danne for to år siden.

Hun synes også, det er godt, at en underviser på en anden videregående uddannelse gjorde indsigelser imod, at der blev sunget ‘Den danske sang er en ung blond pige’, fordi den ansatte, som er brun, følte sig krænket.

‘Jeg kender ikke selv den sang, men det er et virkelig godt tegn, at hun sagde noget og at hun blev taget alvorligt. Ellers ville hun jo være censureret.’

[…]

Kan en hvid mand for eksempel ikke undervise i en brun kvindes forfatterskab?

‘Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvinde. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand,’ siger hun.”

(Collage: Tara Skadegaard Thorsen og FRONT: ‘No borders – No nations’)

Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.”

(Kai Hoffmann, 1924)



15. november 2014

Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen: “Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk.”

“Alle kan lide bacon”, konstaterede Sara Bro på DR2 for lidt siden, og forstod formentligt ikke at hun med sin kulturkristne normativitet begik en racistisk hadforbrydelse mod muslimer, veganere og andre udsatte minoritetsdanskere. Filosofistuderende Tara Skadegaard Thorsen (ikke at forveksle med Mira S.T.) rabler ud i Dagbladet Information – Hvide, velmenende ikkeracister er også racister.

“I den senere tid, efter Dan Park-sagen og Nationalpartiets fødsel, er det blevet trendy blandt hvide danskere at bruge sociale medier til at tage afstand fra racisme. Det foregår ved at dele eksempler på højreekstrem racisme i form af statements som f.eks.: ‘Stod det til mig, skulle alle de sorte aber have et nakkeskud,’ og tilføje en statusmeddelelse, hvor man tager afstand til racisme, idet man jo ikke selv er racist. …

Jeg er et utaknemmeligt brunt menneske. De racistiske bemærkninger, som bliver delt i stimevis på sociale medier, er rettet mod mig udelukkende på grund af min hudfarve. Hvides hyldest til egen ikke-racisme emmer af uerkendte privilegier. Jeg bliver utrolig stødt. Racisme er ikke kun en disciplin, der dyrkes af højreekstreme nynazister.

Racister er vi alle. Det er en nødvendig konsekvens af vores historie, som gennem tusinde år har dyrket et farvehierarki. Konsekvensen af den racismeblindhed, som bliver dyrket i fetichlignende grad for tiden, er, at racismen trives endnu bedre. …

Selve proklamationen ‘jeg er ikke-racist’, er racistisk. Hvis du er hvid og kalder dig ikke-racist, insisterer du på, at du ved, hvad racisme er, og i hvert fald hvor det ikke er. Næste skridt er at kalde minoriteter for overfølsomme, for hvis du ikke er racist, og nogen bliver stødt af, hvad du (eller nogen du minder om) gør eller siger, kan det umuligt være dig, den er gal med. Du har jo højt og helligt sværget, at du ikke er racist.

[…]

Man udøver den magt, som den hvide mand igen og igen har udøvet gennem historien: Man producerer og reproducerer racer, stereotyper og en brun persons udanskhed. … Hvide menneskers dyrkelse af deres egen ikke-racisme er en demonstrativ magtudøvelse. Man demonstrerer sin magt til at definere sin magt til at positionere sin magt til at legitimere. … Det er den hvide, som bestemmer, hvilken kategori den brune tilhører. …

Først når man anerkender det; anerkender, at nogle farver har tilhørende privilegier, mens andre ikke har, kan man begynde at snakke om anti-racisme. Kategorien ‘ikke-racist’ er en umulig kategori i vores tid. Kun ved at sætte sig ind i, hvad racisme egentlig er, og hvordan man selv er en del af problemet, kan man begynde at fornemme en løsning: At stoppe med at udøve den magt, man har på baggrund af sin privilegerede position. Den eneste magt, man som hvid person mister ved dette, er magten til at undertrykke. Og man kan endda genoptage den, når som helst man vil, for det er et af privilegierne, ved at være hvid.

… så længe man er overbevist om, at hvide og brune mennesker har lige muligheder, udøver man en magt, som vedligeholder hvidt hegemoni. … Vi er alle sammen ofre, brune som hvide, for den racisme, vi selv holder på, da den er et uomgængeligt produkt af vores historie og vores samfund. Men vi er ikke alle ofre for racisme.”

Oploadet Kl. 20:45 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper