7. oktober 2020

Mikkel Thorup teoretiserer: Vi kan bruge ‘den her mega-globale krise til at omforme vores samfund’

Søndag nævnte jeg henkastet Mikkel Thorup i en post om venstreradikale professorer, og der gik blot to dage før han dukkede op som ekspert på Radio4, og sagde stort set det samme som professor Mikkel Bolt. Kraniebrud havde overskriften ‘Utopi og fremtid’, og så var der ellers hyldest til Extinction Rebellion og Black Lives Matter, der gav ‘forandringshåb’ i det her ‘drømmeløse’ samfund baseret på den vestlige universalisme. Der blev ‘leget med nogle utopiske tanker’, blandt andet ‘Defund the police’, hvad sådan set ikke er nyt. Afskaffelse af politiet var en del af Enhedslistens principprogram indtil 2014. Klimabevægelsen skal blot kickstarte Revolutionen. Igen.

Et citat fra den nævnte udsendelse.

Mikkel Krause, Radio4: Vi startede med klimabevægelsen. Hvad er det klimabevægelsen gerne vil skabe for et samfund?

Mikkel Thorup, idehistoriker: De har opgivet troen på det ordinære politiske system, der hvor man skulle have en forventning om at tingene bliver løst. Der er kommet en stigende erkendelse af, at der ikke kommer nogle løsninger derfra. Der kommer en masse snak, og det er sådan set det. Og en henholdenhed, og en ikke-reaktion. Og i stedet for at det giver udtryk i kynisme eller fatalisme, så kan vi jo se at det giver udtryk for håb. Nemlig, at man tager tingene på sig, og det vi i stigende grad ser fra den unge klimabevægelse og fra en lang række folk der teoretiserer over det, det er en tanke om, om at vi kan bruge den her katastrofe, den her mega-globale krise til at omforme vores samfund til noget der ikke bare er bæredygtig i forhold til den umiddelbare situation, men bæredygtigt i forhold til en lang række parametre. Så der er et forsøg på på at bruge den her til at gentænke vores samfund. Så noget af det vi kan se, som der paradoksalt nok har skabt håbet, formodentligt, det er at det er gået fra at være en delanalyse af selve klimaspørgsmålet i snæver forstand, til en meget bredere analyse af hvad det er der har skabt den her klimasituation i allerbredeste forstand. Og det betyder også at løsningen, og det samfund der melder sig på den anden side, ikke bare er CO2-neutralt, det er ikke bare er elbiler. Det er faktisk et helt andet form for samfund. Ligeså snart vi begynder, så kan vi se konturerne af et helt andet form for samfund…

(Professor Mikkel Thorup, der som ung var Cuba-apologet i revolutionære Rød Ungdom)

“Når Enhedslistens program taler om en kommunistisk utopi, så betyder det et samfund, hvor ingen mennesker tjener på andres arbejdskraft. Hvor alle bidrager til samfundet, og hvor den rigdom, der skabes, fordeles ligeligt. Det synes jeg er en smuk utopi. … Men når der tale om en kommunistisk utopi, er det i forståelsen af et samfund, hvor man ikke tjener penge på andre menneskers arbejdskraft, og hvor rigdommen fordeles ligeligt. Det er en smuk fremtidsvision, synes jeg” (Johanne Schmidt-Nielsen, 2011)

“Konkret drejer det sig selvfølgelig om overtagelse af de økonomiske nervecentre (arbejderovertagelse af de større virksomheder, demokratisk kontrolleret samfundseje af bank- og kreditvæsen), men også om at erstatte centrale dele af statsapparatet med nye folkemagtsorganer. Frem for alt opløsning af politiet og militæret, der gang på gang har vist sig som kapitalmagtens sidste, alt for effektive, allierede.” (Enhedslisten, principprogram frem til 2014)



4. oktober 2020

Professor Mikkel Bolt i Deadline: Trump er ’senfascist’ – “De benytter sig af demokratiske midler…”

Fredag eftermiddag talte jeg lidt med en meningsfælle, der berettede at han engang havde læst idehistorie på Aarhus Universitet, og her stiftede bekendtskab med den senere professor Mikkel Thorup. Jeg påpegede, at Thorup ganske rigtigt var venstreradikal (‘Anders Fogh Rasmussen er ikke nazist, men…’, 2006), men at han trods alt ikke var professor. Jeg troede han forvekslede eks-autonome Mikkel Thorup med professor i kunsthistorie Mikkel Bolt, som i søndags var gæst i Deadline på DR2 til en underlødig debat om ‘graden af Trumps fascisme’. Men, nej. Der er desværre flere venstreradikale professor med fornavnet Mikkel.

Mikkels Bolt foldede sig helt ud. Trump var ’senfascist’ eller ‘postfascist’, og selvom det var nemt at gennemskue de marxistiske analyser bag, så fik han frit spil under debatten. Opponenten Christian Rostbøll var enig i at Trump var en skidt fyr, men synes ikke fascisme-etiketten gav mening, da Trump trods alt var demokrat. Bolt henviste blandt andet til den italienske idehistoriker Enzo Treverso – en kommunist, hvis nogle skulle være i tvivl. Han sagde det ikke direkte, men det skinnede klart igennem, at enhver tilhænger af nationalstaten for ham var en slags fascist.

Trumps fascisme var en reaktion mod senkapitalismens ulighed, og var sat i verden for at stoppe ‘mere radikale ideologiske løsningsforslag’. Omfavner man ikke Revolutionen, så var man fascist, eller ‘kontrarevolutionær’. Bolt holdt masken i hele debattens længde, og blev ikke konfronteret med det faktum, at man uden videre kunne associere den af ham ønskede ideologi med andre fascisme-definitioner – Mussolini var trods alt kommunist, før han valgte en national totalitarisme. Debatten kan ses på DR.dk.

Christian Rostbøll, KU: Det helt centrale ved fascisme er at den er antidemokratisk, og at den lægger styrke på enhed. Nationen, eller statens enhed er helt centralt for fascisme. Derudover er det også en anti- eller i hvert fald en ikke-individualistisk ideologi. Hos Mussolini er det staten – alt for staten. Hos Hitler er det racen, og udvikling af et overmenneske, der er det allervigtigste. Derudover så har fascismen, den her ide om at skabe et nyt menneske. Den har en uddannede, en udviklende mission, om at der skabe et nyt og bedre menneske i fremtiden.

Mikkel Bolt, KU: Jeg vil definere fascisme som palæo-genesisk ultranationalisme. Palæogenese betyder jo genfødsel, så det er drømmen om at den stærke leder kan ekskludere den fremmede, og dermed genskabe et autentisk truet nationalt fællesskab. Det er sådan set den grundlæggende definition af fascisme, hvis du spørger mig. … Som udgangspunkt har vi mellemkrigstidens fascismer, og hvis vi så skal tale om nutidens fascisme, så er det klart, at så er det nødvendigt at indføre distinktioner, eller gøre opmærksom på forskellene, og der vil jeg nok vælge at introducere forestillingen om senfascisme. … ideologier kan udvikle sig historisk, og så ser på hvad er den samtidige kontekst. Hvad muliggør at vi får fænomener som Trump. Det er klart, at der er nogle historiske betingelser som er radikalt anderledes, hvis vi ser på Italien i 20’erne, Tyskland i 30’erne, og forholdene i USA i dag, for eksempel. […]

Lotte Folke Kaarsholm, DR2: Lad mig spørge dig. Er Trump fascist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo kalde ham senfascist ik’. Jeg vil jo mene, at han lever op til så mange af de der centrale karakteristika ved den her forestilling om den her ultranationalisme ik’. Så det vil jeg helt sikkert mene, at han er. … noget af det der gør Trump til fascist, er måden han præsenterer forestillingen om det her autentiske nationale fællesskab. … Han skal genskabe en eller anden form for amerikansk storhed… det gør han ved at skabe en masse fjendebilleder: Det er kinesernes skyld, det er immigranternes skyld… Det er jo ikke bare retorik. Der er en retorisk side hvor han benytter sig af sådan en fascistisk diskurs, men han forsøger jo også at føre en politik i forhold til immigrationspolitik og handelsaftaler, hvor han rent faktisk forsøger at implementere det han faktisk taler om.

Lotte Folke Kaarsholm: – Er han ikke bare nationalist?

Mikkel Bolt: Jeg vil jo mene… Der er en glidning mellem det at være nationalist, og det at være problematiserende, til nogle af de konstitutive dele af det amerikanske demokrati. Eller bygger videre på nogle elementer i det amerikanske demokrati, som jeg også er kendetegnet ved at være et racialt kapitalistisk samfund, så der er nogle allerede eksisterende skillelinjer i det her samfund, som han taler op. … mytiske fællesskaber, der kodes hvidt. Han skaber nogle nye modsætninger.

Mikkel Bolt: … det kommer med nogle voldsomme historiske konnotationer. Vi ser jo fascisme i retrospektiv ik’. Det er klart, at når vi taler fascime, så ser vi med det samme billeder af nazisme, koncentrationslejre, 2. Verdenskrig, Holocaust, men hvis vi politologisk forsøger at definere fascisme, så er det meget sjældent at vi tager udgangspunkt i nazismen og jødeudryddelsen. Så er vi nødt til at redegøre for Mussolini i Italien, Franco i Spanien… Fascismen er ligesom en bredere politisk ideologi end bare nazismen, og det er derfor man indenfor fascismeforskningen forsøger at introducere forskellige historiske forskelle, forskellige faser. Efter 2. Verdenskrig er der jo stadig forskellige fascistiske bevægelser, som man kalder neo-fascistiske bevægelser.

Den italienske idehistorier Treverso har introduceret begrebet postfascisme, for eksempel. Det han siger, der kendetegner de postfascistiske partier, det er netop at de ikke er bevælgelser. De benytter sig af demokratiske midler, og forsøger at præsentere sig som nogle der skal redde nationale demokratier. I modsætning til mellemkrigstidens fascistike bevægelser, for eksempel. Hvis man skal om fascisme i dag, så er det klart, at vi ikke skal tro at vi har at gøre med fænomener som er identiske med det vi så i mellemkrigstiden. Det er en anden historisk situation. Men der er måske nogle paralleller, og så er det måske også nødvendigt at overveje hvilken funktion fascismen har i en historisk kontekst. Der er jo der hvor jeg vil argumentere for, at det er nødvendigt at forstå en længerevarende politisk-økonomisk udvikling, hvor fascismen altid dukker op som en form for en løsning i en situation af økonomisk krise. … For at undgå at der bliver etableret mere radikale ideologiske løsningsforslag, så uddelegerer de så at sige den politiske lagt til fænomener som Trump, Mussolini i 20’ernes Italien, Tyskland i 30’erne Hitler. Det er derfor jeg argumenterer for, at vi skal forstå Trump som kontrarevolutionen. Han er sådan en modrevolutionære bevægelse, der skal forsøge at dæmme op for det radikalt revolutionære perspektiv, som fænomener som Occupy, og Black Lives Matter eller George Floyd-protesterne faktisk rummer.

(Collage: Mikkel Bolt)



16. september 2020

Jalving om humanisters reaktion på Moriabrand: “Hvis det bare er en rask, lille ildebrand, der skal til..”

Onsdag i sidste uge hørte jeg Jens Folmer Jepsens ‘Dagen i dag’ på Radio4, og som altid var gæsten en værdipolitisk hardliner til venstre for midten. Gæsten var professor Mikkel Thorup, der fortalte, at flygtningene i den græske Moria-lejr var som flygtende tyske jøder før 2. Verdenskrig. Noglelunde samtidig kunne man høre dokumentaristen Michael Graversen på TV2 News, hvor han sluttede interviewet af med et opråb til danske politikere, om at tage imod nogle af de her flygtninge. I går talte han til en demonstration på Christiansborg under parolen: ‘Morias børn i sikkerhed’. Dokumentaristen sprang ud som fuldfed flygtningeaktivist. Quelle surprise.

De græske myndigheder har anholdt seks afghanske migranter for branden i Moria-lejren, og på Graversens Facebook-profil er der informationer om endnu en brand i ‘flygtningelejren Vathi på Samos’. Michael Graversen er en dansk Biedermann, omend han dog jf. BT, ikke selv har ‘rum’ eller ‘økonomi’ til at modtage en hjemløs udlænding. Så var der mere stil over Hr. Biedermann. Han sendte i det mindste ikke regningen til andre.

Mikael Jalving kommenterer hos Jyllands-Posten – Migrantmission fuldført i Grækenland.

“Tirsdag anholdt græsk politi de formodede gerningsmænd bag branden i den berygtede Moria-lejr på øen Lesbos. Og nej, det er ikke skumle nynazister, men migranter fra selvsamme lejr. Som det tidligere har været fremme, blev branden påsat kort efter, at lejren havde taget forholdsregler mod corona, et skridt, en mængde af lejrens migranter blev vrede over. Det var ikke derfor, de var kommet til Europa. Derfor satte de ild til lortet.

Missionen ser nu ud til at lykkes. Tyskland med Frau Merkel i spidsen har netop bebudet, at de tyske biedermeyere lover i første omgang at tage imod godt 1.500 migranter fra Lesbos, heriblandt 150 uledsagede børn. Flere vil følge i deres fodspor.

Med biedermeyerne hentyder jeg naturligvis til den tysktalende dramatiker Max Frisch’ teaterstykke fra 1958 med titlen Biedermeyer og brandstifterne.

Hvis det bare er en rask, lille ildebrand, der skal til for, at Europas humanister, herunder FN, EU, Læger uden Grænser m.m., åbner dørene for endnu flere migranter og klaner fra Nordafrika og Mellemøsten, så vil der med garanti blive påsat flere brande. Hvorfor? Fordi det virker.

(Moria-migrantlejren, Lesbos, Grækenland; Foto: Buzz)

Biedermann og Brandstifterne (Max Frisch, 1958)

“Forestillingen starter med, at en hjemløs ringer på døren hos hr. Biedermann og beder om ly for regnen. Biedermann er humanist og tror på det gode i alle mennesker, og selvom Biedermann i starten ikke er meget for, at byde den hjemløse hr. Schmitz så meget som over dørtærsklen, går der ikke længe, før hr. Schmitz er bosiddende på Biedermanns loft. Ej heller går der særligt længe, før loftrummet er fyldt op med benzin-tønder, twist og to andre hjemløse.

Selvom Biedermann og hans kone begge er meget utrygge ved situationen, og selvom tegnene på at de hjemløse virkeligt er brandstiftere er soleklare, er frygten for at tage konfrontationen og måske fremstå usympatisk, påståelig og fordomsfuld langt stærkere. …

Biedermann og brandstifterne er en forestilling, som handler om det gode og det onde i mennesket. Biedermann ser sig selv som et godt, retskaffent menneske, men som en anden hykler lukker han øjnene for de problemer som opstår omkring ham. På den måde bliver han medskyldig i den udvikling, som opstår i samfundet. (Anmeldelse af Biedermann og Brandstifterne, Aarhus Teater, 2018)



29. juli 2019

MSM: Ansøgers køn er opgjort via CPR, så derfor ‘forekommer der ikke andre køn’ end kvinde og mand

P1 genudsendte i dag en udgave af Supertanker fra marts i år omhandlende Jordan B. Peterson, om hvorvidt han som fænomen var ‘den faderfigur, vi har savnet?’. Værten var relativ afdæmpet, men udover de to opponenter (Marie Vejrup Nielsen i studiet, Mikkel Thorup i båndet indslag), var der også plads til lektor Ole Bjerg fra CBS, der var meget uP1’sk.

Det tog mig ikke mange sekunder at finde et godt eksempel. Det blev en RUC-skolet journalist-praktikant på Politiken, der præsenterer statistik fra Styrelsen for Forskning og Uddannelse relateret til ‘fordelingen af kvinder og mænd ud på de ti mest søgte uddannelser’.

“*Da ansøgernes køn er opgjort ud fra CPR-registret, forekommer der ikke andre køn end ‘kvinde’ og ‘mand’.” (Søren Baastrup, Politiken.dk, 26. juli 2019)

(Politiken.dk, 26. juli 2019: Overblik: Sådan ser fordelingen af kvinder og mænd ud…)

“Det er simple ting han siger. For eksempel sådan noget med at der er forskel på mænd og kvinder. Altså, hmmm, det er jo kun på universiteterne man går og siger, at det ikke er tilfældet. Altså, gå ud i verden – tag til Nordjylland, hvor jeg kommer fra, altså det er ‘common sense’, børn ved det.” (Lektor Ole Bjørn)



24. februar 2019

P1 om højreekstremisme: Ingen ‘lone wolves’, radikalisering sker i en kontekst, politiske entrepenører

På opfordring podcastede jeg seneste udgave af Supertanker på P1, der havde overskriften ‘Ekstremisterne slår til’. Det må man sige de gjorde. Gæster i studiet var to professorer, den venstreradikale idehistoriker Mikkel Thorup, samt Michael Bang Petersen, der netop har fået en bevillig på 16 mio. kroner til at forske i ‘online politisk had’.

Slutproduktet blev helt som forventet. De startede med at konkludere, at ekstremisme og terrorisme i særdeleshed var et højrefløjsfænomen, også i Danmark. De introducerer begreber såsom ‘mikro-radikalisering’ (online vrede), ‘human kapital’ (modsætning til ‘cultural capital’), tærsker langhalm på Breivik, og så gik det ellers ud over stepperne. Thorup var værst, men setuppet delegitimerede reelt enhver form for højreorienteret position.

Jeg nåede lige at tænke, hvor påfaldende det var, at alle eksempler på højrefløjsekstremisme var udført af enkeltpersoner – i modsætning til venstreekstremisme og jihadisme. Det var der dog også en forklaring på. Jov, ser du – ‘lone wolf’-begrebet var ubrugeligt her, for alle radikaliseringsprocesser foregår i en politisk kontekst.

Herefter om ‘politiske entrepenører’ såsom Donald Trump, nazisme, alt-right, og så kunne Mikkel Thorup forklare, at ophavet til militant højreekstremisme og terrorisme var reaktionær konservatisme. Konservatismens fader Edmund Burke var godt nok ikke højreekstremist, men det er lige på grænsen, når nu han ikke troede på flydende kønsidentiteter og fremdeles. Nu har jeg hørt det. Så slap du.

(P1, Supertanker, Ekstremisterne slår til, 18. februar 2019)

Herudover udvalgte citater.

Carsten Ortmann, P1: Vi sætter lortet i brand, og river alting ned. 2005: Venstreorienteret brandattentat imod daværende integrationsminister Rikke Hvilshøjs hjem; 2007: Højreorienteret vold mod både politi og en yngre kvinde i forbindelse med en Rudolf Hess-demonstration i Kolding; Også 2007: Højreorienteret opfordring til at sætte ild til Lars Løkke Rasmussens hus; 2015: Højreorienteret afbrænding af bil på et Røde Kors-center; og 2017: Voldsomme venstreorienterede uroligheder og hærværk i anledning af 10-årsdagen for rydningen af Ungdomshuset på Nørrebro. De politiske ekstremer rører på sig, og mange vil muligvis sige, at de rører på sig i tiltagende grad. Måske rører højreekstremismen mere på sig i disse år, end venstreekstremismen som dominerende 70’erne og 80’erne, men det kan sikkert diskuteres. Sikkert er det i hvert fald at en politisk polarisering har fundet sted, og måske gør det stadigvæk, og at de mennesker der går med på den, i høj grad er villige til at gå til vold for at løse de problemer de føler tynger verden, holder dem udenfor indflydelse, skævvrider og truer den livsstil som de ønsker sig, og som de har set presset af økonomisk uretfærdighed, tiltagende indvandring fra andre kulturer og religioner, kønslighedsdebatter, politisk selvtilfredshed og magtfuldkommenheden.

[…]

Mikkel Thorup, idehistoriker: Ligesom Michael så synes jeg også, at jeg ser en meget stærk radikalisering på sociale medier, og det som jeg mere kigger efter, det er den radikalisering eller ekstremisme. Hvis man ser på det politiske niveau, hvor der helt tydeligvis er nogle politiske entreprenører i de her år, som bearbejder en eller anden ide om at verden er voldelig, ‘american carnage’, som Donald Trump sagde i sin indsættelsestale – som er blodbad, at de amerikanske storbyer et at forstå som et blodbad. Det vil altså sige en meget meget stærk fortælling om samtiden som ekstrem voldelig, og dermed ikke nødvendigvis et forsvar for vold, men så sandelig heller ikke en afvisning af en voldelig eller undertrykkende løsning på det problem. Så jeg synes der er en meget spændende situation lige nu, hvor vi både har (et meget godt begreb) ‘mikro-radikalisering’, og så nogle politiske entrepenører, som alle sammen ser en verden i opløsning, ser en verden hvor man ikke kan stole på dem, der er omkring en, og på dem der står lige foran en – enten lige foran en fysisk, eller lige foran en på skærmen, er en del af problemet.

Michael Bang Petersen, professor: … der er grupper af borgere, som udtrykker marginalisering. De synes ikke, at de har del af samfundets resurser, de synes at der sker en større og større ulighed, og det tyder tingene også på at der rent faktisk sker. Så vi har altså venstrefløjen som består af højtuddannede personer, som består af minoriteter, som nyder godt af en større globaliseret verden, nyder godt af at kunne bevæge sig frit, har intellektuel eller ‘human kapital’, der gør at de kan leve godt i den måde samfundet er skruet sammen på.

Så har vi på den anden side folk som ikke nødvendigvis synes at eksotisk mad er det fedeste, ikke nødvendigvis har lyst til at rejse andre steder hen, som føler sig hægtet af, som har en lav grad af ‘human kapital’, og de søger mod højre..

[…]

Carsten Ortmann: I USA har mediet Quartz haft næsten i en stor international terrordatabase, og har fremhævet at bagmændene bag 37 ud af 65 angreb i USA i 2017 kunne tilskrives højreekstreme sympatier. Mod 11 fra venstreradikale, og 7 fra islamiske. De sidste 10 har der ikke kunne hæftes ideologi på. Og i Storbritannien meldte myndighederne i efteråret 2018 ud, at der er sket en femdobling af terrorfængslede fra det yderste højre.

(Quartz, Terrorism is surging.., fueled by right-wing ideologies, 17. august 2018; NB: Europol, 2018, s. 9)

Carsten Ortmann: Mange af de højreradikale angreb vi har set begås af de såkaldte ‘lone wolfs’, som altså ikke nødvendigvis er tilknyttet en eller anden større bevægelsen, men netop ser sig selv, og siger at de er nødt til at gøre noget, og så går de i aktion – eller hvad for et billede ser vi af det?

Michael Bang Petersen: Man kan sige, at ligesom mine forskerkollegaer, der forsker i terrorisme som sådan siger, det er at der ikke rigtigt findes nogle ‘lone wolfs’. Man bliver altid radikaliseret gennem en social proces, og så er der så nogle der er så trælse at være sammen med, at der ikke er nogen der gider være sammen med dem, heller ikke de andre terrorister, og så bliver man en ‘lone wolf-terrorist’. Men, der er altid en social kontekst, der er nogen der er med til at skabe det der billede af, at vi bliver nødt til at gøre noget nu. Og det er det der skubber folk.

Carsten Ortmann: Mikkel Thorup, professor i idehistorie, også på Aarhus Universitet. I forlængelse af hvad Michael beskriver her, så har vi jo også set en højredrejning af visse politiske spektre, både i Europa og i USA, og der har jo været røster fremme som siger, at i hvert fald Donald Trump er med til at puste til noget af den her ild, og nu ved jeg ikke hvordan det gælder nogle af de andre politiske ledere vi ser rundt omkring i verden. Hvor meget sker der af den politiske ledelses oppiskning af stemninger?

Mikkel Thorup: Ja, mænd, der er ingen tvivl om at der er noget på færde, som ikke er startet af Trump, men som helt klart er blevet forstærket af det, hvor han bliver en reference… Jeg tror også der er en anden global trend eller to man skal være opmærksom på. Den ene er skuffelsen over de uindfriede løfter om velstandsfremgang, altså der har simpelthen været et globalt dyk i lighed, en fremgang som fæles rigtigt hård, specielt efter finanskrisen, som rigtig mange steder førte til nedskæringspolitikker, hvor der er en reaktion der.

Michael Bang Petersen: Jeg er meget enig i det Mikkel siger, men jeg tror også det er vigtigt ikke at skyde hele skylden på Trump, og det er heller ikke det Mikkel gør, men på Trump og de andre ledere, fordi en af de ting vi kan se i noget af den forskning, som jeg har været med til at lave. Det er at der er bestemte omstændigheder hvor man griber ud efter den her autoritære stærke leder, og det er netop når man føler sig truet, og det er netop når man føler at den rigtige løsning på den sociale trussel er vold. Så noget af opbakningen til Trump er også en reflektion eller et symptom på de her frustrationer, og så tager Trump så og spinner den videre.

Mikkel Thorup: Ja, jeg tror også det er vigtigt, netop at Trump jo ikke er årsagen, men er snarere en der hele tiden er i fare for at blive overhalet. Han er – for nu virkelig at blive uvenner med alle jeg kender, han er den modererende indflydelse på den amerikanske højrefløj. I den forstand, at han har en base, som er langt mere radikal end han er…

[…]

Mikkel Thorup: … verden er hele tiden frygten for voldelig død, det var hans hovedsynspunkt (Hobbes, Kim), og det er klart, at det fører ind i en højreekstrem opfattelse af verden – at verden er altid allerede voldelig.

Carsten Ortmann: Vi skal have en hård og håndfast leder, som styrer det her.

Mikkel Thorup: Undertrykkelse er godt, for man kan i grunden slet ikke stole på sig selv, og man kan i hvert fald ikke stole på de andre.

Carsten Ortmann: Og så lidt senere end Thomas Hobbes med det her sortsyn, som man vil nok må kalde det, så møder vi Edmund Burke, som også står på skuldrene af Hobbes, og har noget at sige ikke mindst i forhold til den franske revolution, hvis ikke jeg husker meget galt.

Mikkel Thorup: Ja, Edmund Burke er heller ikke højreekstremist. Han er egentligt okay moderat, men han formulerer vigtigere og mere indflydelsesrigt end nogen anden konservatismens grundsynspunkt, og det modernitetsskeptiske- eller modernitetskritiske synspunkt. Og det han siger det er, at der med den franske revolution og oplysningsfilosofien ret opstået en afgudstænkning. Mennesket har taget Guds plads, historiens plads, traditionens plads, og tror at vi nu er i stand til at skabe sin egen skæbne. … Det som Burke i stedet for leverer, det er en ide om at menneskelivet er sat og skal sættes af nogle rammer det ikke kan forandre. Og det vil først og fremmest sige Gud, naturen, familien, traditionen, kongen, lydigheden for det der står ovenover en. Så det vigtigste for et vellykket menneskeliv, det er at besinde sig på sin egen begrænsning, og besinde sig på at der er noget ovenover en, der bestemmer, og som man ikke kan ændre på.

Carsten Ortmann: – og man kan jo godt se hvordan det taler ind i det vi har talt om tidligere, hvordan den venstreorienterede gruppering er for det flydende på alle mulige måder, og den højreorienterede mere for det faste.

Mikkel Thorup: Altså, der kommer et skisma deromkring den franske revolution og oplysningsfilosofien mellem to hovedpositioner i europæisk eller vestlig tænkning mellem dem er mener at al menneskelig tænkning er historisk, det vil sige, at det er genstand for menneskelig bearbejdning. Vi kan træde ud af undertrykkende og voldelige relationer ved at omskabe dem, og så den anden position, den som Burke er en del af, den som højreekstremismen er en del af på forskellig vis, som siger, at der er noget som er sat af naturen. Det er noget der er sat af biologien, der er et eller andet der er sat i de sociale relationer, der gør at der altid vil være et hierarki, der vil altid været undertrykkelse og der vil altid være vold.

(Edmund Burke, d. 1797)



1. juni 2013

Lektor, Ph.d.: Ok at kritisere Islam, men ‘islamkritik bør være en underkategori af religionskritikken’

Den gode ‘religions- og islamforsker’ må forstå, at islamkritik ala Uriasposten ikke er et forsøg på at forstå Islam på religionshistoriske præmisser. Islam skal bekæmpes fordi problemer relateret til islamiske dogmer manifesterer sig konkret i danskernes hverdag, og de forsvinder ikke ved ensidig afvæbning, eller ved at anskue Islam som en sprogvidenskabelig øvelse. Islam ville være hamrende uinteressant som kultur og religion, hvis ikke gode muslimer var dårlige mennesker. Thomas Hoffmann i Weekendavisen – Om at genopfinde islamkritik (ikke online)

“Hvad er islamkritik? … Almindeligvis betegner »islamkritik«, at man kritiserer islam som kultur og religion, som værdisystem og livsform. Man anklager især islam for at være anti-demokratisk, totalitaristisk, anti-vestlig, kvindeundertrykkende, krigerisk og generelt formørket; anklagepunkter, som oftest fremføres samtidig med, at man fremhæver vestlig kultur som det positive modbillede præget af demokrati, pluralisme og fornuft og så videre. Islamkritikken understreger ofte, at man skelner skarpt mellem henholdsvis islam og muslimer, mellem religion og menneske. Kritikken går på sagen og ikke på manden. I og for sig en fornuftig skelnen, for religion og menneske går aldrig restløst op i hinanden, men samtidig forekommer denne respektable skelnen kunstig og forstilt, da islamkritikken i praksis ofte dadler netop muslimers adfærd og handlinger.

Hvordan kunne det også være anderledes – det er trods alt mennesker, der handler. Men religion er jo heller ikke uden »skyld«, for så vidt at folk med deres handlinger netop forsøger at virkeliggøre religionens program.

Den her skitserede form for islamkritik forbindes vel mest med folk som Lars Hedegaard, Krarup’erne, Pittelkov’erne og forskellige højreorienterede blogs som for eksempel Uriasposten. Det er reelt en broget flok, og der kan være stor forskel på deres metoder og argumenter, men fælles for dem er, at de ingen formel uddannelse har i islamstudier. Alligevel trækker de gerne på udvalgte islamologiske kompetencer. Én af USAs mest indflydelsesrige islamkritikere, Daniel Pipes, er for eksempel islamolog og mellemøsthistoriker og har hyppigt lagt stemme til deres argumenter.

Ikke overraskende møder denne udgave af islamkritikken modstand. Typiske anker går på intolerance, fremmedfjendtlighed og alarmisme – nogle samler det hele under termen islamofobi. En anden anke går på, at islamkritikerne er forbenede determinister, der tror, at Koran og shari’a bestemmer muslimers totale adfærd – med det lidt betænkelige aber dabei, at determinismen tilsyneladende kun betinger muslimers dårlige handlinger og aldrig de gode. Altså: som når Fanden læser Bibelen.

Den mest radikale kritik går på, at islamkritikken slet ikke fortjener betegnelsen »kritik«… Snarere virker den som en trossag båret af en blanding af delvis korrekt, men også tendentiøs informationssøgning, hvor formildende eller nuancerende sider ignoreres i en uforsonlig case-building.

[…]

For det første er det klart, at selve begrebet islamkritik bør være en underkategori af religionskritikken. Sidstnævnte har haft sin gang på jorden siden oldtiden, men fik sit moderne gennembrud i oplysningstiden. Ligesom religion er den kommet for at blive. …

Engagementets anden side er forargelsen og vreden. Religionen, inklusive islam, bliver så til en slags fjende. Her tilslutter jeg mig Mikkel Thorup fra Aarhus Universitet, der har forsket i fjendskab. Thorup advarer om fjendskabets destruktive sider, men forsøger at rehabilitere fjendskab som en kategori, der også skaber nødvendig identitet og sammenhold, ligesom den ansporer én til at være kreativ og anstrenge sig…

Derudover findes der jo en indirekte islamkritik, som simpelthen er hverdag i islamstudier og kommer til udtryk, hver gang historikerne sætter spørgsmålstegn ved de herskende islamiske opfattelser af historien ud fra kilder og videnskabelig metode. Disse studier er ikke ment som en kritik af islam, men de kan opfattes sådan af de troende, fordi de sætter parentes om basale religiøse påstande og tillige hævder, at kilderne er mere eller mindre bevidst fejlagtige konstruktioner i fromhedens tjeneste.

Så har islamkritikken en fremtid? Det tror jeg, hvis man ikke lader sig kyse af den populistiske islamkritik…”

Oploadet Kl. 21:57 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer


30. juni 2007

Mehdi Mozzafari: Islamismen er en politisk ideologi, og skal konfronteres som sådan

Weekendavisen bragte i sidste uge et frontalangreb mod ‘islamisme/totalitarisme-tesen’ af idehistoriker Mikkel Thorup, der er en af redaktørerne bag en nyligt udgivet bog med samme emne.

Mehdi Mozzafari giver svar på tiltale i denne uge, og det er noget nær akademisk henrettelse. Her lidt fra Islamisme er totalitarisme.

“At forholde sig til den teses kompleksitet kræver et indgående kendskab til islams idéhistorie og politiske udvikling, et kendskab som Mikkel Thorup desværre ikke udviser. Ligeledes kræver diskussionen naturligvis, at man gør rede for sit teoretiske ståsted. Man må som minimum definere de nøglebegreber, som er udgangspunkt for analysen. Men i stedet for at konceptualisere totalitarismen har Thorup altså valgt en ikke-systematisk, nonchalant fremgangsmåde ved at citere et par fragmentariske elementer af den europæiske totalitarisme, såsom »statslig moderniseringsstrategi med militær oprustning, planøkonomi, massemobilisering«.

Anskuet separat er disse elementer meningsløse. De bliver først meningsfyldte, når de placeres i forhold til et sammenhængende analytisk koncept. Man forstår heller ikke, hvor Thorup har den idé fra, at uden bureaukratisering er et regime ipso facto udelukket fra at blive kvalificeret som totalitært. I Thorups logik bliver det til, at eftersom islamismen ikke har accelereret bureaukratismen, så kan den ikke betragtes som totalitær.

Når man angriber en anden forskers tese, må man i det mindste forholde sig til samme forskers definitoriske udgangspunkt, hvilket Thorup heller ikke besværer sig med… Som definitionen også fremhæver, er islamismen ikke bare en religiøs bevægelse, men også en politisk ideologi. Derfor skal den naturligvis ikke beskyttes imod at blive analyseret efter samme parametre som andre politiske bevægelser. Men ifølge Thorup kan en bevægelse per definition ikke være totalitær, hvis den er religiøs – hvilket hermed giver islamistiske bevægelser et privilegium, ingen andre politiske bevægelser nyder godt af, nemlig at ligegyldigt hvad de finder på, er de på forhånd beskyttet mod en betegnelse som »totalitær«.

[…]

… totalitarismen opstår ikke ud af det blå, den består af tre faser: først er det en ideologi, så en bevægelse, så en statsform. Det faktum, at de fleste islamistiske bevægelser i dag ikke råder over et statsapparat og derfor er nødt til at tilpasse sig nogle ydre spilleregler for at overleve, betyder ikke, at de ikke er totalitære.

Islamismen er ifølge Thorup en radikal reaktion mod kolonialismen. Det er ikke forkert, men islamismen er ikke bare en reaktion mod den vestlige kolonialismes uretfærdigheder… Islamismen får… i høj grad sin næring og legitimitet fra de mest imperialistiske strømninger i islamisk idéhistorie.

Bevægelsens ideologiske rødder går altså langt tilbage i historien og har intet at gøre med nutidig kolonialisme. Ved man ikke det, mister man blikket for årsagen til islamismens anti-vestlige anti-imperialisme. Det er ikke det imperialistiske princip, islamismen er imod. Islamister føler sig krænkede over, at imperialismen er vestlig, når den jo burde være muslimsk.

[…]

Endelig beskylder Thorup mig af flere omgange for at have en politisk dagsorden, som når han siger, at »islamisme/totalitarisme-tesen er klart mere politisk end analytisk. Den tjener til at fordømme, ikke til at forstå eller undersøge.« .. Skal vi mon i dag nøjes med en vurdering af islamismen fra forskere, som aldrig selv har oplevet et islamistisk regime, eller for den sags skyld sat sig ind i islamisk idéhistorie, men som er forhåndsindtaget i islamismen, fordi den er anti-amerikansk? Er det mon ikke politisk?

Nogle vier sit liv til at bekæmpe totalitarisme og promovere demokrati. Andre det modsatte.

Oploadet Kl. 19:53 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


18. august 2006

Man ved det står skidt til med Danmark, når…

Man ved det står skidt til med Danmark, når…

– en tidligere chef for PET synger i kor med en venstreradikal idehistoriker. Information – Terror: Den globale undtagelsestilstand.

“Man skal forstå, at domstolskontrollen er diciplinerende. Det er den mekanisme, der kvalitetssikrer arbejdet. At man altid skal veje sine argumenter på en guldvægt betyder jo, at man gør sit arbejde ordentligt. Det sætter standarder for det arbejde, vi udfører,” siger Hans Jørgen Bonnichsen, der samtidig slår fast, at set i en længere tidshorisont er det utroligt farligt at fjerne systemets kontrolmekanismer: “Jeg siger altid, at man skal aldrig lave en lovgivning, som man ikke  ville overlade til sin værste fjende at administrere.” …

Ph.d. i idehistorie fra Aarhus Universitet, Mikkel Thorup, er fuldstændig enig med Hans Jørgen Bonnichsen. For i udgangspunktet “er al magt farlig,” hvorfor man skal være varsom med at øge magtbeføjelser for den ene eller anden gruppe.”  (Information, Terror: Den globale undtagelsestilstand)

– FN’s Racismekomité roser Danmark – FN: Det går fremad med at bekæmpe racisme.

Oploadet Kl. 19:57 af Kim Møller — Direkte link82 kommentarer


29. maj 2006

P1: Eks-autonome Mikkel Thorup vil ikke sætte lighedstegn mellem Fogh og nazister

Eks-autonome Mikkel Thorup siger det helt rigtige, og får derfor ofte taletid på P1. I senste udgave af Eksistens fremlagde han atter engang sit phd-projekt, denne gang over hele 43 minutter, der i sagens natur blev et frontalangreb på den sunde kulturchauvinisme til fordel for en luftig kulturrelativisme.

Programomtalen:

Til forsvar for fjendskabet

Medvirkende: Mikkel Thorup

Vi er de gode. Vi elsker fred og frihed. Vi har ingen fjender. Vi lever i et ikke-voldeligt samfund og er nået til et stadie, hvor politik ikke længere handler om konflikter. Nu handler det om fælles løsninger.

Dén selvforståelse er ifølge idéhistoriker Mikkel Thorup udbredt i vores del af verden, i de liberale samfund. Men den passer bare ikke med virkeligheden.

Det er tesen i Mikkel Thorups ph.d.-afhandling “Til forsvar for fjendskabet – kritik af liberal globalisme”, som han netop har forsvaret. Her forsøger han at vise, at ideen om det voldsfrie og fjendeløse samfund er en illusion. Og han peger samtidig på, at netop denne illusion er en vigtig drivkraft i selve skabelsen af fjender og udøvelsen af vold i de liberale samfund.

Her blot nogle smagsprøver:

“Det som vi i stigende grad har set, ikke mindst i de seneste år, det er at demokrati er blevet det eneste legitimeringskriterie i international politik. Det betyder at alle ikke-demokratiske stater bliver forstået som moralsk underlødige, eller som totalitære, eller som barbariske…”

Når liberalismen påstår vi repræsenterer et universelt gode – vi har nogle værdier som bør være universelt applicerebart, det bør gælde for alle mennesker til alle tider… Så bliver alle dem der ikke udtrykker det universelle, de bliver til en form for fjender… Det bliver fjender som du i en vis forstand, har en forpligtigelse til at bekæmpe.”

“… i den anden ekstreme har vi naziudryddelsen af jøderne, som er en helt – ikke for at sætte lighedstegn mellem Anders Fogh Rasmussen og nazister selvfølgelig, men bare for at sige at i den moralske delegitimering af ens fjende…”

“… det er på forhånd konstrueret sådan, at vi vil vinde debatten, og det er klart at de ikke ønsker at gå ind på de præmisser, men vi ser deres afvisning af dialogen som en afvisning af dialogen som sådan – ok, når de vil krigen såh, så bliver vi nødt til at opruste også. Det er lidt meget det vi ser, som en udløber af Muhammed-krisen…”

“Vi giver indtryk af dialog, men dialogen skal foregå i så høj grad på vores præmisser, at der ikke er nogen dialog muligt. Dialog kræver, ikke at vi forstår, men at vi respekterer at andre har den samme fasthed og samme legitimitet for deres værdier og standpunkter som vi har. Det har vi ikke været villig til at acceptere…”

“Det rum vi tidligere havde at diskutere i… det som bliver stadig mindre, nemlig suverænitetssystemet, hvor stater snakker med hinanden om diplomati og international ret, i stadig stigende grad vil blive undermineret af en ny moralsk, eller civilisatorisk eller religiøs diskurs, hvor man grupperer folk efter deres demokratiske standarder, efter deres religiøse overbevisning eller hvad det kan være, snarere end anerkende dem…”

“… Graden af tolerance overfor folk der ikke er demokrater både herhjemme og i andre lande bliver stadig mindre…”

“… i en konfliktuel relations med staten, kapitalisterne med arbejderne eller hvad det kan være, bliver i stadig stigende grad udsat for repression af forskellig art, og bliver stødt udenfor. Måske vi ikke ser det så meget i vores hjemlige andedam, men vi ser det meget tydeligt når vi kommer til international politik, og særlig i de her år, hvor vi ser en omsættelse af, oversættelse eller transformation af nogle fjendskabsrelationer fra nogle politisk håndterbare institutionaliserede former til nogle mere uinstitutionaliserede, mere brutale, mere aggressive former, og det man skal huske på, eller som er tesen bag det hele her, det er at fjendskabet ikke forsvinder. Når vi institutionaliserer det i nogle former, så finder det nogle andre kanaler, og man kan sige, en af de historiske kanaler vi har fået har været kolonialis/imperialisme-projektet, hvor man har udskibet en masse aggresivitet og en masse galninge, kriminelle af statslig og ikke-statslig art, som har fået lov til at udfolde sig uden for Europa, så man kan sige at pacificeringen af Europa, af relationerne mellem de europæiske lande, de i vid udstrækning er blevet betalt af ikke-europæere, for de har fået alle krigene, og alle galningene de har taget ned, alle eventyrerne, alle dem der havde lyst til at plyndre og voldtage og myrde sig vej igennem livet, de kunne ligesom tage udenfor Europa og gøre det. Det er ligesom det der har været mit projekt…

“… Genkomsten af ulighed i relationer mellem folk er en af de ting som vi ser som en medfølgende effekt af oplysningen [Oplysningstiden, Kim]. Jo mere oplyst vi bliver, jo mere kritisk bliver vi overfor folk der ikke vælger vores form for oplysning… Jo mere demokratiske vi bliver… jo mere afviser vi ikke-demokratiske normer, ikke-demokratiske standarder og stater, folkeslag etc. Så der er en medfølgende intolerance indbygget i det her system… Det er vigtigt at forstå vi ikke altid har ret, og det at vi føler vi har ret, også skaber en række konflikter…”

Jeg er selv lidt skeptisk overfor ideen om det universelle, universalismen, fordi det ofte dækker over en beskrivelse af ens egen partikularitet… Vi bliver nødt til hele tiden at udøve en form for selvkritik som samfund…”

“Jeg vil meget nødigt give sådan nogle politiske programforskrifter…”

… jeg er bare meget skeptisk… for afvisningen af at det er muligt at leve et godt liv uden liberalismen. I stigende grad er der kommet den overbevisning at man kun kan leve et godt liv hvis man lever i et liberalt samfund. Dels har vi mennesker levet fine liv før liberalismen, muligvis kan vi leve gode liv efter liberalismen, men de lever også gode liv i ikke-liberale samfund. Og jeg er mere interesseret i at skabe en global sameksistens end skabe en egentlig demokratisering, fordi den globale demokratisering højst sandsynlig ikke vil lykkedes, for mange mennesker ønsker ikke at leve i et liberalt demokrati, og dem bliver vi nødt til at respektere.”

Konsekvensløs liberalisme-bashing, abstrakt kulturrelativisme, direkte fra Antonio Gramsci til en underlig symbiose mellem Samuel P. Huntington og Jørgen Bæk Simonsen. Marxisme på nye flasker – opskriften på kulturel undergang.



1. maj 2006

P1: Mikkel Thorup og Carsten Bagge Lausten om Bush-administrationens ondskab

Jeg hører næsten aldrig P1 om aftenen, men idag skulle datteren hentes hos en veninde, så jeg fik lige ti minutter med Apropos. Det blev straffet hårdt.

Apropos…Fjendskab og fjendebilleder

Medvirkende:

Lektor i Sociologi, Carsten Bagge Laustsen, Århus Universitet og Idéhistoriker og forfatter til afhandlingen: “Til forsvar for fjendskab”, Mikkel Thorup, Århus Universitet.

Det jeg fik hørt var lige efter bogen. Samuel P. Huntington har ikke ret, der er ingen kamp mellem civilisationerne, men der findes derimod nogle ledere som af politiske årsager dyrker “assymetiske fjendskaber”. Kun et eksempel blev givet – og det var naturligvis USA under Bush, der fører krig mod Islam, dehumaniserer fjenden blah blah blah. Det var svært at høre hvem der sagde hvad – de sagde det samme på helt samme måde.

Oploadet Kl. 20:22 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper