1. juni 2013

Lektor, Ph.d.: Ok at kritisere Islam, men ‘islamkritik bør være en underkategori af religionskritikken’

Den gode ‘religions- og islamforsker’ må forstå, at islamkritik ala Uriasposten ikke er et forsøg på at forstå Islam på religionshistoriske præmisser. Islam skal bekæmpes fordi problemer relateret til islamiske dogmer manifesterer sig konkret i danskernes hverdag, og de forsvinder ikke ved ensidig afvæbning, eller ved at anskue Islam som en sprogvidenskabelig øvelse. Islam ville være hamrende uinteressant som kultur og religion, hvis ikke gode muslimer var dårlige mennesker. Thomas Hoffmann i Weekendavisen – Om at genopfinde islamkritik (ikke online)

“Hvad er islamkritik? … Almindeligvis betegner »islamkritik«, at man kritiserer islam som kultur og religion, som værdisystem og livsform. Man anklager især islam for at være anti-demokratisk, totalitaristisk, anti-vestlig, kvindeundertrykkende, krigerisk og generelt formørket; anklagepunkter, som oftest fremføres samtidig med, at man fremhæver vestlig kultur som det positive modbillede præget af demokrati, pluralisme og fornuft og så videre. Islamkritikken understreger ofte, at man skelner skarpt mellem henholdsvis islam og muslimer, mellem religion og menneske. Kritikken går på sagen og ikke på manden. I og for sig en fornuftig skelnen, for religion og menneske går aldrig restløst op i hinanden, men samtidig forekommer denne respektable skelnen kunstig og forstilt, da islamkritikken i praksis ofte dadler netop muslimers adfærd og handlinger.

Hvordan kunne det også være anderledes – det er trods alt mennesker, der handler. Men religion er jo heller ikke uden »skyld«, for så vidt at folk med deres handlinger netop forsøger at virkeliggøre religionens program.

Den her skitserede form for islamkritik forbindes vel mest med folk som Lars Hedegaard, Krarup’erne, Pittelkov’erne og forskellige højreorienterede blogs som for eksempel Uriasposten. Det er reelt en broget flok, og der kan være stor forskel på deres metoder og argumenter, men fælles for dem er, at de ingen formel uddannelse har i islamstudier. Alligevel trækker de gerne på udvalgte islamologiske kompetencer. Én af USAs mest indflydelsesrige islamkritikere, Daniel Pipes, er for eksempel islamolog og mellemøsthistoriker og har hyppigt lagt stemme til deres argumenter.

Ikke overraskende møder denne udgave af islamkritikken modstand. Typiske anker går på intolerance, fremmedfjendtlighed og alarmisme – nogle samler det hele under termen islamofobi. En anden anke går på, at islamkritikerne er forbenede determinister, der tror, at Koran og shari’a bestemmer muslimers totale adfærd – med det lidt betænkelige aber dabei, at determinismen tilsyneladende kun betinger muslimers dårlige handlinger og aldrig de gode. Altså: som når Fanden læser Bibelen.

Den mest radikale kritik går på, at islamkritikken slet ikke fortjener betegnelsen »kritik«… Snarere virker den som en trossag båret af en blanding af delvis korrekt, men også tendentiøs informationssøgning, hvor formildende eller nuancerende sider ignoreres i en uforsonlig case-building.

[…]

For det første er det klart, at selve begrebet islamkritik bør være en underkategori af religionskritikken. Sidstnævnte har haft sin gang på jorden siden oldtiden, men fik sit moderne gennembrud i oplysningstiden. Ligesom religion er den kommet for at blive. …

Engagementets anden side er forargelsen og vreden. Religionen, inklusive islam, bliver så til en slags fjende. Her tilslutter jeg mig Mikkel Thorup fra Aarhus Universitet, der har forsket i fjendskab. Thorup advarer om fjendskabets destruktive sider, men forsøger at rehabilitere fjendskab som en kategori, der også skaber nødvendig identitet og sammenhold, ligesom den ansporer én til at være kreativ og anstrenge sig…

Derudover findes der jo en indirekte islamkritik, som simpelthen er hverdag i islamstudier og kommer til udtryk, hver gang historikerne sætter spørgsmålstegn ved de herskende islamiske opfattelser af historien ud fra kilder og videnskabelig metode. Disse studier er ikke ment som en kritik af islam, men de kan opfattes sådan af de troende, fordi de sætter parentes om basale religiøse påstande og tillige hævder, at kilderne er mere eller mindre bevidst fejlagtige konstruktioner i fromhedens tjeneste.

Så har islamkritikken en fremtid? Det tror jeg, hvis man ikke lader sig kyse af den populistiske islamkritik…”

Oploadet Kl. 21:57 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer


30. juni 2007

Mehdi Mozzafari: Islamismen er en politisk ideologi, og skal konfronteres som sådan

Weekendavisen bragte i sidste uge et frontalangreb mod ‘islamisme/totalitarisme-tesen’ af idehistoriker Mikkel Thorup, der er en af redaktørerne bag en nyligt udgivet bog med samme emne.

Mehdi Mozzafari giver svar på tiltale i denne uge, og det er noget nær akademisk henrettelse. Her lidt fra Islamisme er totalitarisme.

“At forholde sig til den teses kompleksitet kræver et indgående kendskab til islams idéhistorie og politiske udvikling, et kendskab som Mikkel Thorup desværre ikke udviser. Ligeledes kræver diskussionen naturligvis, at man gør rede for sit teoretiske ståsted. Man må som minimum definere de nøglebegreber, som er udgangspunkt for analysen. Men i stedet for at konceptualisere totalitarismen har Thorup altså valgt en ikke-systematisk, nonchalant fremgangsmåde ved at citere et par fragmentariske elementer af den europæiske totalitarisme, såsom »statslig moderniseringsstrategi med militær oprustning, planøkonomi, massemobilisering«.

Anskuet separat er disse elementer meningsløse. De bliver først meningsfyldte, når de placeres i forhold til et sammenhængende analytisk koncept. Man forstår heller ikke, hvor Thorup har den idé fra, at uden bureaukratisering er et regime ipso facto udelukket fra at blive kvalificeret som totalitært. I Thorups logik bliver det til, at eftersom islamismen ikke har accelereret bureaukratismen, så kan den ikke betragtes som totalitær.

Når man angriber en anden forskers tese, må man i det mindste forholde sig til samme forskers definitoriske udgangspunkt, hvilket Thorup heller ikke besværer sig med… Som definitionen også fremhæver, er islamismen ikke bare en religiøs bevægelse, men også en politisk ideologi. Derfor skal den naturligvis ikke beskyttes imod at blive analyseret efter samme parametre som andre politiske bevægelser. Men ifølge Thorup kan en bevægelse per definition ikke være totalitær, hvis den er religiøs – hvilket hermed giver islamistiske bevægelser et privilegium, ingen andre politiske bevægelser nyder godt af, nemlig at ligegyldigt hvad de finder på, er de på forhånd beskyttet mod en betegnelse som »totalitær«.

[…]

… totalitarismen opstår ikke ud af det blå, den består af tre faser: først er det en ideologi, så en bevægelse, så en statsform. Det faktum, at de fleste islamistiske bevægelser i dag ikke råder over et statsapparat og derfor er nødt til at tilpasse sig nogle ydre spilleregler for at overleve, betyder ikke, at de ikke er totalitære.

Islamismen er ifølge Thorup en radikal reaktion mod kolonialismen. Det er ikke forkert, men islamismen er ikke bare en reaktion mod den vestlige kolonialismes uretfærdigheder… Islamismen får… i høj grad sin næring og legitimitet fra de mest imperialistiske strømninger i islamisk idéhistorie.

Bevægelsens ideologiske rødder går altså langt tilbage i historien og har intet at gøre med nutidig kolonialisme. Ved man ikke det, mister man blikket for årsagen til islamismens anti-vestlige anti-imperialisme. Det er ikke det imperialistiske princip, islamismen er imod. Islamister føler sig krænkede over, at imperialismen er vestlig, når den jo burde være muslimsk.

[…]

Endelig beskylder Thorup mig af flere omgange for at have en politisk dagsorden, som når han siger, at »islamisme/totalitarisme-tesen er klart mere politisk end analytisk. Den tjener til at fordømme, ikke til at forstå eller undersøge.« .. Skal vi mon i dag nøjes med en vurdering af islamismen fra forskere, som aldrig selv har oplevet et islamistisk regime, eller for den sags skyld sat sig ind i islamisk idéhistorie, men som er forhåndsindtaget i islamismen, fordi den er anti-amerikansk? Er det mon ikke politisk?

Nogle vier sit liv til at bekæmpe totalitarisme og promovere demokrati. Andre det modsatte.

Oploadet Kl. 19:53 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


18. august 2006

Man ved det står skidt til med Danmark, når…

Man ved det står skidt til med Danmark, når…

– en tidligere chef for PET synger i kor med en venstreradikal idehistoriker. Information – Terror: Den globale undtagelsestilstand.

“Man skal forstå, at domstolskontrollen er diciplinerende. Det er den mekanisme, der kvalitetssikrer arbejdet. At man altid skal veje sine argumenter på en guldvægt betyder jo, at man gør sit arbejde ordentligt. Det sætter standarder for det arbejde, vi udfører,” siger Hans Jørgen Bonnichsen, der samtidig slår fast, at set i en længere tidshorisont er det utroligt farligt at fjerne systemets kontrolmekanismer: “Jeg siger altid, at man skal aldrig lave en lovgivning, som man ikke  ville overlade til sin værste fjende at administrere.” …

Ph.d. i idehistorie fra Aarhus Universitet, Mikkel Thorup, er fuldstændig enig med Hans Jørgen Bonnichsen. For i udgangspunktet “er al magt farlig,” hvorfor man skal være varsom med at øge magtbeføjelser for den ene eller anden gruppe.”  (Information, Terror: Den globale undtagelsestilstand)

– FN’s Racismekomité roser Danmark – FN: Det går fremad med at bekæmpe racisme.

Oploadet Kl. 19:57 af Kim Møller — Direkte link82 kommentarer


29. maj 2006

P1: Eks-autonome Mikkel Thorup vil ikke sætte lighedstegn mellem Fogh og nazister

Eks-autonome Mikkel Thorup siger det helt rigtige, og får derfor ofte taletid på P1. I senste udgave af Eksistens fremlagde han atter engang sit phd-projekt, denne gang over hele 43 minutter, der i sagens natur blev et frontalangreb på den sunde kulturchauvinisme til fordel for en luftig kulturrelativisme.

Programomtalen:

Til forsvar for fjendskabet

Medvirkende: Mikkel Thorup

Vi er de gode. Vi elsker fred og frihed. Vi har ingen fjender. Vi lever i et ikke-voldeligt samfund og er nået til et stadie, hvor politik ikke længere handler om konflikter. Nu handler det om fælles løsninger.

Dén selvforståelse er ifølge idéhistoriker Mikkel Thorup udbredt i vores del af verden, i de liberale samfund. Men den passer bare ikke med virkeligheden.

Det er tesen i Mikkel Thorups ph.d.-afhandling “Til forsvar for fjendskabet – kritik af liberal globalisme”, som han netop har forsvaret. Her forsøger han at vise, at ideen om det voldsfrie og fjendeløse samfund er en illusion. Og han peger samtidig på, at netop denne illusion er en vigtig drivkraft i selve skabelsen af fjender og udøvelsen af vold i de liberale samfund.

Her blot nogle smagsprøver:

“Det som vi i stigende grad har set, ikke mindst i de seneste år, det er at demokrati er blevet det eneste legitimeringskriterie i international politik. Det betyder at alle ikke-demokratiske stater bliver forstået som moralsk underlødige, eller som totalitære, eller som barbariske…”

Når liberalismen påstår vi repræsenterer et universelt gode – vi har nogle værdier som bør være universelt applicerebart, det bør gælde for alle mennesker til alle tider… Så bliver alle dem der ikke udtrykker det universelle, de bliver til en form for fjender… Det bliver fjender som du i en vis forstand, har en forpligtigelse til at bekæmpe.”

“… i den anden ekstreme har vi naziudryddelsen af jøderne, som er en helt – ikke for at sætte lighedstegn mellem Anders Fogh Rasmussen og nazister selvfølgelig, men bare for at sige at i den moralske delegitimering af ens fjende…”

“… det er på forhånd konstrueret sådan, at vi vil vinde debatten, og det er klart at de ikke ønsker at gå ind på de præmisser, men vi ser deres afvisning af dialogen som en afvisning af dialogen som sådan – ok, når de vil krigen såh, så bliver vi nødt til at opruste også. Det er lidt meget det vi ser, som en udløber af Muhammed-krisen…”

“Vi giver indtryk af dialog, men dialogen skal foregå i så høj grad på vores præmisser, at der ikke er nogen dialog muligt. Dialog kræver, ikke at vi forstår, men at vi respekterer at andre har den samme fasthed og samme legitimitet for deres værdier og standpunkter som vi har. Det har vi ikke været villig til at acceptere…”

“Det rum vi tidligere havde at diskutere i… det som bliver stadig mindre, nemlig suverænitetssystemet, hvor stater snakker med hinanden om diplomati og international ret, i stadig stigende grad vil blive undermineret af en ny moralsk, eller civilisatorisk eller religiøs diskurs, hvor man grupperer folk efter deres demokratiske standarder, efter deres religiøse overbevisning eller hvad det kan være, snarere end anerkende dem…”

“… Graden af tolerance overfor folk der ikke er demokrater både herhjemme og i andre lande bliver stadig mindre…”

“… i en konfliktuel relations med staten, kapitalisterne med arbejderne eller hvad det kan være, bliver i stadig stigende grad udsat for repression af forskellig art, og bliver stødt udenfor. Måske vi ikke ser det så meget i vores hjemlige andedam, men vi ser det meget tydeligt når vi kommer til international politik, og særlig i de her år, hvor vi ser en omsættelse af, oversættelse eller transformation af nogle fjendskabsrelationer fra nogle politisk håndterbare institutionaliserede former til nogle mere uinstitutionaliserede, mere brutale, mere aggressive former, og det man skal huske på, eller som er tesen bag det hele her, det er at fjendskabet ikke forsvinder. Når vi institutionaliserer det i nogle former, så finder det nogle andre kanaler, og man kan sige, en af de historiske kanaler vi har fået har været kolonialis/imperialisme-projektet, hvor man har udskibet en masse aggresivitet og en masse galninge, kriminelle af statslig og ikke-statslig art, som har fået lov til at udfolde sig uden for Europa, så man kan sige at pacificeringen af Europa, af relationerne mellem de europæiske lande, de i vid udstrækning er blevet betalt af ikke-europæere, for de har fået alle krigene, og alle galningene de har taget ned, alle eventyrerne, alle dem der havde lyst til at plyndre og voldtage og myrde sig vej igennem livet, de kunne ligesom tage udenfor Europa og gøre det. Det er ligesom det der har været mit projekt…

“… Genkomsten af ulighed i relationer mellem folk er en af de ting som vi ser som en medfølgende effekt af oplysningen [Oplysningstiden, Kim]. Jo mere oplyst vi bliver, jo mere kritisk bliver vi overfor folk der ikke vælger vores form for oplysning… Jo mere demokratiske vi bliver… jo mere afviser vi ikke-demokratiske normer, ikke-demokratiske standarder og stater, folkeslag etc. Så der er en medfølgende intolerance indbygget i det her system… Det er vigtigt at forstå vi ikke altid har ret, og det at vi føler vi har ret, også skaber en række konflikter…”

Jeg er selv lidt skeptisk overfor ideen om det universelle, universalismen, fordi det ofte dækker over en beskrivelse af ens egen partikularitet… Vi bliver nødt til hele tiden at udøve en form for selvkritik som samfund…”

“Jeg vil meget nødigt give sådan nogle politiske programforskrifter…”

… jeg er bare meget skeptisk… for afvisningen af at det er muligt at leve et godt liv uden liberalismen. I stigende grad er der kommet den overbevisning at man kun kan leve et godt liv hvis man lever i et liberalt samfund. Dels har vi mennesker levet fine liv før liberalismen, muligvis kan vi leve gode liv efter liberalismen, men de lever også gode liv i ikke-liberale samfund. Og jeg er mere interesseret i at skabe en global sameksistens end skabe en egentlig demokratisering, fordi den globale demokratisering højst sandsynlig ikke vil lykkedes, for mange mennesker ønsker ikke at leve i et liberalt demokrati, og dem bliver vi nødt til at respektere.”

Konsekvensløs liberalisme-bashing, abstrakt kulturrelativisme, direkte fra Antonio Gramsci til en underlig symbiose mellem Samuel P. Huntington og Jørgen Bæk Simonsen. Marxisme på nye flasker – opskriften på kulturel undergang.



1. maj 2006

P1: Mikkel Thorup og Carsten Bagge Lausten om Bush-administrationens ondskab

Jeg hører næsten aldrig P1 om aftenen, men idag skulle datteren hentes hos en veninde, så jeg fik lige ti minutter med Apropos. Det blev straffet hårdt.

Apropos…Fjendskab og fjendebilleder

Medvirkende:

Lektor i Sociologi, Carsten Bagge Laustsen, Århus Universitet og Idéhistoriker og forfatter til afhandlingen: “Til forsvar for fjendskab”, Mikkel Thorup, Århus Universitet.

Det jeg fik hørt var lige efter bogen. Samuel P. Huntington har ikke ret, der er ingen kamp mellem civilisationerne, men der findes derimod nogle ledere som af politiske årsager dyrker “assymetiske fjendskaber”. Kun et eksempel blev givet – og det var naturligvis USA under Bush, der fører krig mod Islam, dehumaniserer fjenden blah blah blah. Det var svært at høre hvem der sagde hvad – de sagde det samme på helt samme måde.

Oploadet Kl. 20:22 af Kim Møller — Direkte link3 kommentarer


3. april 2006

Forskeraktivisten Mikkel Thorup – fra rabiat kommunist til medievant idehistoriker

Det er interessant, omend beskæmmende at se hvorledes forskeraktivister stadig påvirker den danske opinion. Et godt eksempel er idehistoriker Mikkel Thorup, som vil være emnet for denne postering.

I 1996 skrev han læserbreve til forsvar for det cubanske diktatur og dens diktator Fidel Castro, og gik i rette med USAs pres på regimet, idet som han skrev – “den cubanske befolkning har ret til selv at bestemme”. Her underskrev han sig som repræsentant for Rød Ungdom.

Året efter skrev han bogen Højrefløjens rædselskabinet (Rød Ungdoms forlag), hvori han redegjorde for hvorledes den danske højrefløj var en stor samlet konspiration strækkende sig fra de danske nazister over Den Danske Forening, Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti til Venstre-medlemmerne Inge Simonsen, Birthe Rønn Hornbech og Inge Dahl Sørensen. Sidstnævnte skulle eftersigende være “fikseret i skræk og rædsel for andre hudfarver”.

Hvor han i 1996 påstod at DR var en del af en anti-cubansk USA-venlig konspiration, så beklagede han sig i 1997 over BT og Ekstra Bladets negative omtale af ‘anti-nazisterne’ og deres ageren.

I 1999 var han passivt medlem af Enhedslisten, og udtalte sig i forbindelse med en retsag om højreradikal vold på vegne af bl.a. Rød Ungdom og Rebel.

Fem år gik – Mikkel Thorup fik sit diplom, og kunne nu angribe højrefløjen med titel af idehistoriker. Den rå kommunisme var lagt på hylden, og erstattet af utopiske idealer om ‘globaldemokrati’ og verdensborgerskab. Målet var en ny ikke-liberal internationalisme, og fjenden var nu som tidligere nationalisme i enhver afskygning, idag tillige bistået af en kulturrelativistisk multikulturalisme. 

I 2004 interviewedes han et par gange af Informations Rasmus Lindboe, som led i det der skulle vise sig at blive et vellykket angreb på Kirkeministerens pr-rådgiver Henrik Gade Jensen. Den Danske Forening og Tidehverv var ifølge Thorup næsten kommet i regering, hvad blev betegnet som “den ekstreme grad af politisering af Kirkeministeriet”. Lindboe er søn af venstreradikale Ole Lindboe, og blandt eksperterne i samme sag er sociologen (eks-autonome) René Karpantchof. Her kunne man blandt andet læse hvorledes Thorup “tvivler på, om Søren Krarup overhovedet er tilhænger af et parlamentarisk demokrati”.

Senere samme år kritiserede han Anders Fogh Rasmussens opgør med 68’er-generationen, hvad blev betragtet som en tro kopi af Søren Krarups opgør med samme (ham der nok ikke er demokrat, og næsten er nazist). Samfundsforskningen er ikke politiseret, og som han fortæller til Politiken: “hvor jeg færdedes, på historiestudiet i København, var det akademiske miljø tværtimod mere frugtbart og alsidigt i 70’erne end både før og siden”. 1970’erne var årtiet hvor historikeren Benito Scocozza sideløbende med sin undervisning på Københavns Universitet var formand for KFML og senere KAP – sidstnævnte kendt for gå til våbentræning så de var klar når revolutionen en dag kom.  

Som idehistoriker har han naturligvis også bevingede ord om international terrorisme, og for tre måneder siden kunne man læse i Politiken, at  Vesten i mere end 200 år har været karakteriseret ved “statsterrorisme”, og krig som politisk våben var ifølge samme “distinkt og unik for Vesten og det moderne”. Nazismen var vestlig, og anti-semitismen havde sine rødder i Kristendommen. Irak-krigen var rendyrket imperialisme, og som det pointeres så var “Saddam Husseins regime… et vestligt styre”.

I fredagens Kristeligt Dagblad blev han atter hidkaldt som ekspert, og nu lød det at terrorisme og Osama bin Laden var fjendebilleder Vesten havde opfundet til lejligheden, og at det lige så godt kunne have været – Jeg citerer “‘hungersnød i Afrika’ eller ‘den globale opvarmning'”. Det er fint Vesten arbejder for at stoppe etniske udrensninger på tværs af landegrænser og den slags, men han beklager den medfølgende “intolerance over for ikke-liberale stater”, ligesom han postulerer at ikke kun ‘liberal-demokratiske’ lande er legitime.

Idehistorikeren Mikkel Thorup vil ganske givet blivet brugt som ekspert af de danske medier i årene der kommer. Hvordan kan man vide om det er forskeren eller aktivisten der taler…

Kilder

  • 7/3-1996 Politiken – Cuba kæmper for sin ret.
  • 8/7-1997 Jyllandsposten (v. Flemming Chr. Nielsen) – Højre-fløjens hoveder.
  • 22/8-1997 Information – Vildfarelse på Information.
  • 25/2-1999 Information – Speget retsag om politisk vold i Århus.
  • 17/1-04 Information (v. Rasmus Lindboe) – Kristen bevægelse påvirker regeringen. 
  • 11/2-04 Information (v. Rasmus Lindboe) Politikeren, der nægter at være det.
  • 10/11-04 Information (kronik m/ Mads P. Sørensen)Kosmopolitismens genkomst.
  • 12/11-04 Information – Myten om ’68.
  • 27/11-04 Politiken – Historie: 1968 maser sig stadig på.
  • 28/1-06 Politiken – Interview: Al-Qaeda er moderne terror.
  • 31/3-06 Kristeligt Dagblad – Fjenden er blevet absolut.

PS: Højreloonierne på Dansk Front har eftersigende et foto af forskeraktivisten til demo anno 1996. Sammenlign evt. med dette foto fra et nyligt foredrag på Hovedbiblioteket i Århus.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper