22. oktober 2015

Statslig menneskesmugling: DSB betaler lokal vognmand for at hente illegale flygtninge i Flensborg…

Havde den danske højrefløj haft aktivistiske frontorganisationer, så havde DSB forlængst være meldt til politiet for menneskesmugling. Det er jo fuldstændig vanvittigt at en offentlig virksomhed faciliterer illegale flygtninges rejse/gennemrejse i Danmark. Fra Jyllands-Posten – DSB fragter flygtninge i busser fra Tyskland til Danmark.

“Hver dag kører flere hundrede flygtninge og migranter i busser betalt af DSB fra banegården i Flensborg ad motorvejen til Fredericia.

Mens danske politibetjente kontrollerer passagerer på togene, der ankommer sydfra til Padborg i Sønderjylland, kører flygtningene i DSB’s busser helt uden om politiets kontroller.

DSB har siden september, da strømmen af flygtninge mod den danske grænse steg drastisk, haft en aftale med det tyske politi og de tyske statsbaner om, at de skal ringe, hvis der ankommer flere flygtninge til stationen i Flensborg, end der er plads til i det IC3-tog, der kører fra Flensborg til Danmark. Så ringer DSB til en lokal vognmand, der sender busser til Flensborg Banegård.

(Avisen.dk, 10. september 2015: DSB: Flygtninge uden billetter får ingen bøder)

“Jörg Ridder fik 40 dages fængsel… Med dommen burde det være en smal sag at få anlagt retslige skridt, ikke bare mod DSB (Padborg) og Scandlines (Rødby), men også Vejdirektoratet (åbnede motorveje for illegale), og flere politikredse. Alle har de faciliteret den daglige import af mere end 800 illegale.” (Uriasposten, 13. oktober 2015)

“Jeg kan ikke se, hvad der skulle være til hinder for tilsvarende at bruge lovens § 59 stk. 8 på selskaber. Der kan også her gives bødestraf…” (Professor Jens Vedsted-Hansen til Information, 13. oktober 2015)

Formelt set er der tale om en lovovertrædelse, men det er jo ikke altid, at en lovbestemmelse skal tages helt bogstaveligt. De almindelige strafferetlige fortolkningsprincipper er som regel i god overensstemmelse med almindelig sund fornuft og rimelighed. Ud fra en samlet vurdering vil der ikke være grundlag for at straffe DSB.” (Professor Jørn Vestergaard til Jyllands-Posten, 21. oktober 2015)

Oploadet Kl. 04:56 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


1. februar 2015

Politiken: Generaliserende tone i uoffielle DF-grupper, tidl. byrådskand. slettede ikke hadsk kommentar

Man ved valget nærmer sig når Politiken trawler Facebook-grupper efter citater der kan bruges mod Dansk Folkeparti. Høsten var mager, grænsende til det pinlige. Ingen brugbare citater fra DF-politikere, og eneste konkrete fund er seks halvgrove kommentarerer fra menige DF-medlemmer, og det at en tidligere byrådskandidat som administrator ikke har slettet andres kommentarer. Hvis problemet ikke er større, er det ikke-eksisterende. Trods de manglende afsløringer, tog Ritzaus Bureau naturligvis historien, som hermed gengives af de fleste større medier.

Fra Politiken – Had til islam stortrives blandt DF’ere i lukkede facebookfora.

“Dansk Folkepartis top med formand Kristian Thulesen Dahl i spidsen har gentagne gange slået fast, at det ikke er muslimer generelt eller islam som sådan, der skaber problemer i det danske samfund. Det er islamismen og ekstremistiske udøvere af islam.

Men længere nede i partiet trives en indædt modstand – ligefrem had – mod islam og muslimer i al almindelighed. Det viser en gennemgang af en række facebookgrupper med tråde til Dansk Folkeparti, som er lukkede for offentligheden, men som Politiken har fået adgang til.

De uofficielle grupper bærer navne som eksempelvis ‘DF – dit land – dit valg’, ‘Støttegruppen for Pia Kjærsgaard’ og ‘Dansk Folkeparti, vores parti’. De er i flere tilfælde administreret af DF-medlemmer. Og på medlemslisterne optræder en stribe fremtrædende folketingsmedlemmer, der dog kun yderst sjældent er aktive.

I disse fora er der daglig stor aktivitet i debatter om indvandring og muslimer. Ofte med hundredvis af indlæg. Blandt de mange forslag er at overhælde muslimske butikker med svinegylle, at bombe eller brænde landets moskeer eller direkte at forbyde islam ved lov. …

Forelagt en række af de aktuelle udsagn påpeger professor i strafferet Jørn Vestergaard, at der kun i sjældne tilfælde rejses tiltale efter racismeparagraffen. Han vurderer: ‘Et par af de aktuelle udtalelser må principielt bedømmes som strafbare. Man kan ikke slippe af sted med racistiske ytringer ved at gå i ly bag en lukket gruppe på Facebook, hvis denne har et vist antal deltagere’.”

(Politiken, 31. januar 2015: Fakta: Det siger DF-medlemmer om islam i det skjulte)

“De fremmedfjendske indlæg i grupperne kan tælles i hundreder. Men Politiken har ikke haft mulighed for at afklare eventuelt medlemskab af Dansk Folkeparti for hovedparten af skribenterne bag.” (Politiken, 31. januar 2015)



16. juli 2014

Højsæson for ‘breiviking’: Larsen er ven med Breivik-inspirator, 6000 er imod kriminelle indvandrere…

Det er agurketid, og hermed højsæson for det norske Hans Rustad kalder for ‘Breiviking’ i en kommentar til en MSM-‘afsløring’ af filantropen Bjørn Larsen. En mand der er suspekt, fordi han kender en forfatter, der inspirerede Anders Behring Breivik. Fra ABCNyheter – Ukjent nordmann (64) anti-islamsk edderkopp.

Larsen er venn og meningsfelle med Bat Ye’Or, forfatteren av ‘Eurabia’, konspirasjonsteorien som inspirerte Anders Behring Breivik… Dispatch International er også yndet ytringsplass for Peder Nøstvold Jensen, alias Fjordman. I slutten av mai publiserte avisen en lengre kronikk signert bloggeren fra Ålesund. Anders Behring Breivik henviste over 100 ganger til Fjordman i sitt manifest, og de hadde epostutveksling. … Daniel Pipes, lederen av islamkritiske Middle East Forum i Philadelphia, har innrømmet at han har støttet Wilders med sekssifrete beløp. Pipes er for øvrig hyppig referert til i Breiviks manifest. Og en av dem som er oppført i fagrådet til IFPS. … ber ABC Nyheter lese Mark Steyn, kanadisk forfatter og konservativ politisk kommentator – og nok en som Anders Behring Breivik siterer i sitt manifest.” (Kristine Brunmark og Ole Peder Giæver)

(ABCNyheter ‘afslører’ en ‘anti-islamisk edderkop’, 15. juli 2014)

Associationstricket virker også herhjemme. Tirsdag aften valgte Ekstra Bladet og BT, i lighed med venstreradikale Modkraft.dk, at hoppe på en letbenet P77-historie, til lejligheden ’syndikeret’ af Denfri.dk. Forleden bragte samme et gæsteindlæg fra venstreradikale Redox, og det sige vel alt.

Det viser sig, at Trykkefrihedsselskabet i forbindelse med Folkemødet på Bornholm havde inviteret eks-islamisten Morten Storm til at tale, og at denne var i selskab med vennen Andre Eiby, der for tiden er aktiv i racistiske DNF. Der blev taget et foto, og så var det bare at samle associationerne.

“… for­mand for Tryk­ke­fri­heds­sel­ska­bet, råhyg­gede med mili­tant nyna­zist”, lød det i venstrefløjsmediet P77.dk – fire år efter samme proklamerede at Trykkefrihedsselskabet samarbejdede med “den voldelige, ekstremistiske organisation Jewish Defense League”.

(Fra P77.dk til Ekstra Bladet, nov. 2010: TFS samarbejder med jødisk terrororganisation)

(Fra P77.dk til Ekstra Bladet, juli 2014: TFS råhygger med militant nynazist)

Andre Eiby har været i medierne flere gange, og som stifter af ‘Borgerværnet’, var han også en del af tirsdagens artikler i Kristeligt Dagblad-artikler om Facebook-gruppen ‘Nej til kriminelle indvandrere’. Mere end 6000 danskere er imod kriminelle indvandrere oplyses det, og røde eksperter såsom Chris Holmsted Larsen, Rikke Louise Peters og Jørn Vestergaard var dybt bekymrede.

(Facebookgruppen ‘NEJ – til kriminelle indvandrere’. Problematisk ifl. røde forskere og PET)

Det oplyses dog også, at “efterretningstjenesten har fokus på området” (ytringer på sociale medier, ikke kriminelle indvandrere) og det må give ro i kantinen på RUC. Konkret er der intet decideret højreorienteret i eksemplerne, blot tilfældige kommentarer, og opråb fra frustrerede ofre for indvandrervold.

Fra Kristeligt Dagblad – Had og trusler får frit løb på Facebook.

“De mange trusler bør imidlertid give anledning til bekymring, mener Chris Holmsted Larsen, ekstremistforsker ved Roskilde Universitet.

‘Man skal tage det meget alvorligt. Det kan føre til ensomme ulve-aktioner, hvor en person sidder bag skærmen og bliver radikaliseret og ender med at begå en handling. Det var nøjagtigt det, Breivik gjorde… Danmark er ikke immun over for denne her form for angreb. Der var heller ikke nogen, der havde troet, at det kunne ske i Norge. …’ siger han.”

Fra supplerende – Fremmedhad på Facebook kan tjene som nødvendig ventil.

“‘… der er en del mennesker, der sympatiserer med den radikale højrefløjs projekt og deler angsten for en mere kompliceret, globaliseret verden, hvor blandt andet mennesker og varer går på tværs af grænserne,’ siger Rikke Peters, forsker ved Institut for Æstetik og Kommunikation ved Aarhus Universitet.

[…]

Et sted i Danmark bor en mand, som har fået nok. Han er medlem af ‘Nej til kriminelle indvandrere,’ og han har aldrig været aktiv på den ekstreme højrefløj… Han fortæller, at han er blevet overfaldet og truet af indvandrere flere gange, og at de har tændt ild til hans ting. Han oplever ikke, at politiet har hjulpet ham. Derfor har han meldt sig til et borgerværn mod kriminelle indvandrere, som har søgt medlemmer i Facebook-gruppen. Det samme har endnu en mand, som Kristeligt Dagblad har været i kontakt med. Han oplever heller ikke, at han har fået hjælp af politiet, når han, ifølge egne oplysninger, har ‘haft problemer’ med indvandrere.

Borgerværnet er stadig under udformning. Stifteren vil derfor ikke have offentligt fokus på gruppen, men han fortæller, at gruppen er ikke-voldelig. Borgerværnets egen beskrivelse på Facebook indikerer dog noget andet:

‘Kriminalitet, vold og chikane er ude af kontrol. Mens vi venter og håber på, at staten opfylder deres del af ’samfundskontrakten’, vil vi ikke sidde som statens husdyr / byttedyr og lade os slagte.’ Senere pointerer borgerværnet, at det vil forsvare sig med ‘de nødvendige midler.'”

Da Berlingske Nyhedsbureau tog Kristeligt Dagblads artikler, kunne Chris Holmsted Larsen-citaterne læses i flere større medier. Islamiseringen skrider fremad, der bliver flere og flere ofre for indvandrerkriminalitet, og selvfølgelig vil der på et tidspunkt komme en modreaktion. Det er dog værd at huske på, at Breivik var alene, ikke skrev truende, og hvis det forskerne kalder højreekstremisme blot manifesterer sig i grimt sprog på Facebook, og en ‘ikke-voldelig’ gruppering der ‘vil forsvare sig’, så står det ikke slemt til.



21. oktober 2008

Kommunister for frihed

Den sidste uges tid er Jörg Haider blevet associeret med nazismen på forskellige måder, eksempelvis med irrelevante henvisninger til hans forældres nazi-fortid. Kommunismen har langt flere liv på samvittigheden, men det er ikke svært at se de dobbelte standarder. Et godt eksempel var et næsten fem minutter langt indslag i DRs nyhedsmæssige flagskib 21 Søndag. Indslaget handlede om Horserød-Stutthof foreningen og deres økonomiske støtte til FARC og PFLP, tilsigtet at teste den danske terrorlovgivning, i sympati med terrordømte Fighters and Lovers. Foreningen består af tidligere modstandsfolk og efterkommere.

Der kunne skrives meget om indslagets problematiske tendens, men kort fortalt.

– Det nævnes ikke, at Horserød-Stutthof foreningen er en kommunistisk forening, og omvendt betegnes kommunistiske modstandsfolk direkte og indirekte som ‘frihedskæmpere’

– Det nævnes ikke, at FARC og PFLP er marxistiske terrororganisationer. Det politiske aspekt ignoreres, og der eufemiseres med ord som ‘organisationer’, ‘bevægelser’, ‘frihedsbevægelser’.

– Professor Jørn Vestergaard er ikke en uvildig ekspert. Han har en fortid på den yderste venstrefløj, og har tidligere forsvaret Blekingegadebanden – en venstreekstremistisk terrorcelle, der i lighed med Horserød-Stutthof foreningen støttede PFLP.

Delvis transkription: Modstandsfolk risikerer at blive dømt for terrorstøtte (4,42 min).

Klaus Bundgård Povlsen, DR-vært: Dommen i sagen mod Fighters and Lovers har altså nu vist vejen for fremtidige sager om terrorstøtte. Det betyder, at alle andre, der har begået lignende lovovertrædelser nu kan blive retsforfulgt på lige fod med Fighters and Lovers. Og blandt dem, der finder vi en gruppe modstandsfolk, der har kæmpet for Danmarks frihed under 2. Verdenskrig.

Kristian Sloth, 21 Søndag: Bestyrelsesmedlemmer for Horserød-Stutthof foreningen er samlet til møde… Foreningens medlemmer var enten selv en del af frihedskampen under Anden Verdenskrig, eller også var deres nære familie.

Tre fra foreningens bestyrelse fremlægger enslydende argumentation.

Kristian Sloth: Horserød-Stutthof foreningen har cirka 130 medlemmer, der alle har tilknytning til modstandsbevægelsen under Anden Verdenskrig. Nogle var selv frihedskæmpere, og andres nære familiemedlemmer blev under krigen interneret i Horserød-lejren i Nordsjælland. Eller sendt til nazisternes udrydningslejr i Polen. Deraf navnet Horserød-Stutthof foreningen.

Bodil Enoch: Hele min mors familie var illegale under besættelsen, og var i modstandskampen og blev kaldt terrorister den gang…

Ove John Nielsen: Hvis vi sammenligner betegnelsen terrorisme med tiden under krigen, hvor jeg blev udkaldt som terrorist, så må vi jo også betragtes som terrorister – men det var vi jo ikke. Vi var jo frihedskæmpere.

Kristian Sloth: I avisen her fra marts 1945 bruger nazisternes pressekontor netop betegnelsen terrorister om fem modstandsfolk der blev henrettet.

Ove John Nielsen: Det er altid magthaverne der afgør om en frihedsbevægelse er terrorisme eller eller det er frihedskamp…

Kristian Sloth (speak): Foreningens medlemmer føler at terrorloven indeskrænker deres personlige frihed til at støtte dem de vil – de kalder terrorloven en politisk lov.

Kristian Sloth: Men er det ikke meget naturligt, at Vesten forsøger at beskytte sig ved at sige, at dem og dem må i ikke støtte økonomisk.

Ove John Nielsen: Jeg har svært ved altid at se de overgreb der er sket mod Vesten som terrorisme, fordi det er en konsekvens af den politik Vesten har ført overfor de bevægelser der går til modstand.

Ove John Nielsen: Det er altid magthaverne der definerer om en frihedsbevægelse er terrorisme eller det er frihedskamp.

Jørn Vestergaard, professor: Når nu der er en endelig dom, så er det de tidligere modstandsfolk har foretaget sig – er helt klart i strid med straffelovens bestemmelser om terrorisme, så bør de jo sigtes, for den dom der er afsagt dener endelig.

Kristian Sloth: … er du ikke bange for at komme i fængsel på den her sag?

Allan Christiansen: … sidst var det tyskerne og den danske regering der sendte min far i spjældet og siden hen i koncentrationslejr.

Horserød-Stutthof foreningens bestyrelse, herunder de fire i indslaget er alle aktive kommunister, hovedparten i DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), men der er også tråde til KPiD (Kommunistisk Parti i Danmark) og APK (Arbejderpartiet Kommunisterne = stalinisterne). Bodil Enoch der interviewes i indslaget, har tidligere været amtrådskandidat for KPiD i København.

Selvom kommunisterne var en væsentlig del af den danske modstandskamp under Anden Verdenskrig, så giver det ikke mening at kalde dem frihedskæmpere eller postulere de kæmpede for Danmarks frihed. Endemålet var proletariatets dikatur – ikke borgerligt demokrati og dertilhørende frihedsrettigheder.

Allan Christiansen nævner i slutningen af indslaget, at det var “tyskerne og den danske regering” der fængslede og internerede hans far. Han henviser på den måde diskret til Kommunistloven af 22. august 1941, hvor den danske regering presset af den nazistiske besættelsesmagt måtte vedtage et forbud mod kommunistiske partier. En konsekvens af nazi-Tysklands angreb på Rusland et par måneder tidligere, der sluttede Hitlers og Stalins pagt vendt imod de vestlige demokratier. Det er værd at erindre, når kommunister i dag foregiver at kæmpe for ‘frihed’.

Dansk kommunister var bestemt modstandsfolk, men de kæmpede mere for sig selv og kommunismen, end for det danske demokrati og danskernes frihed. DKP som Kommunistloven først og fremmest var vendt imod, havde øjnene rettede mod Moskva, ikke mod Christiansborg eller Kong Christian d. X, og der var bestemte terroristiske elementer i denne gruppe.

I oktober 1943 terrorsprængte BOPA (Borgerlige Partisaner, dæknavn for Kommunistiske Partisaner) Café Tosca og Café Mokka på Strøget i København. Angrebet på den første café slog fejl og medførte blot brandsår, den anden medførte fire døde og 43 sårede – både tyskere og danskere. PR-mæssigt gav det ikke den ønskede effekt, og centralkomiteen pålagde kommunister ikke at gentage civile terrorbombninger. Frihedsrådet tog ligeledes afstand.

Historien er således mere nuanceret end som så, og når DR samtidig lader de fire kommunister fremstå som apolitiske bekymrede borgere, og supplerer med en meget politisk professor, så ligner det til forveksling et partsindlæg.

Mere.

  • 19/10-08 DR Online – Modstandsfolk skal tiltales for terrorstøtte (skrevet af ’21Søndag’).
  • “Horserød-Stutthof-Foreningen består af tidligere kommunistiske modstandsfolk og efterkommere af modstandsfolk.”

  • 19/10-08 DR tekst-tv – En gruppe modstandsfolk i sag om terrorstøtte.
  • “En gruppe modstandsfolk, der kæmpede for Danmarks frihed under Anden Verdenskrig…

    Samtidig understreger professor Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet, at han mener, at dommen er yderst diskutabel.”

    Apropos.

  • 30/6-05 Uriasposten – Adskillige revolutionære kommunister bag Stop Bush-kampagnen – mediernes rolle… (TV2 Nyhederne betegner APK-formand Dorte Grenå som ‘fredsaktivist’).
  • 

    10. februar 2008

    “Jeg betragter slet ikke Blekingegadebanden som tilhørende venstrefløjen”, problem løst

    Fra fredagens udgave af Nyhedsavisen. Et lille indblik i venstreradikal logik – Topjurister fordømte Blekingegade-afsløringer.

    “I dag hyldes han som manden bag de første afsløringer af Blekingegadebanden.

    Men da han skrev sine kontroversielle artikler for 20 år siden, skete det under stort pres fra landets førende juraeksperter.

    Journalist Lars Villemoes blev beskyldt for at opdigte oplysninger om Blekingegadebanden, som begik flere væbnede røverier i 1970erne og 1980erne, da han skrev om banden i Information.

    De to professorer Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, som i dag er blandt Danmarks førende jurister, beskyldte dengang artiklerne for at være »fiktion« og »kreativ journalistik.« Det skete i en kronik i Information i 1989, hvor de blandt andet beskyldte artiklerne for at rette udokumenterede anklager mod de fængslede bandemedlemmer.

    […]

    Kronikken »Jo, Informations reportage var den mest ondsindede« var underskrevet af Flemming Balvig, Jørn Vestergaard og Preben Wilhjelm fra Kriminalistisk Institut. Her argumenterede de for, at avisen ikke burde omtale forhold, som de anholdte ikke kunne forsvare sig imod. Ifølge juristerne indeholdt artiklerne »en række selvfabrikerede, kriminelle anklager« og »eksemplificerer noget af det værst tænkelige ved creative journalism.«

    Juristerne mente, at Information i stedet burde tage Politiets Efterretningstjeneste under kritisk behandling. De opfordrede avisen til at undersøge, om PET havde plantet provokatører i banden, og om PET samarbejdede med Israels efterretningstjeneste Mossad…

    Af de tre skribenter af kronikken har kun Preben Wilhjelm besvaret Nyhedsavisens henvendelser.

    Han afviser at beklage beskyldningerne om, at Information havde opdigtet oplysninger.

    »Villemoes oplyste ikke i artiklerne, hvem hans kilder var. Så er det klart, at vi må sige, at det er ren spekulation. Vi kunne jo ikke tro andet, end at hans kilder var PET. Vi havde ingen anden mulighed,« siger Preben Wilhjelm.

    Han afviser desuden, at hans engangement i Venstresocialisterne skulle have påvirket hans faglige vurdering.

    »Det er fuldstændig latterligt at påstå. De brugte totalitære metoder, som mere hører hjemme på højrefløjen,« siger Preben Wilhjelm.

    Han fastholder, at Information burde have fokuseret på PET i stedet for banden.”

    Historien om Blekingegadebanden blev skrevet af en tidligere kommunist, der valgte at underspille det ideologiske aspekt. Sideløbende offentliggør vensteradikale en arkivbaseret gennemgang af historien på nettet, og nu kan man så læse at Blekingegadebanden i grunden hørte hjemme på højrefløjen. Problem løst. Jagten på den sande kommunisme kan fortsætte…

    

    14. januar 2008

    Lars Villemoes: “Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen…”

    Der skrives meget om Blekingegadesagen i disse dage, men meget sigende for det politiske klima herhjemme, så handler debatten meget lidt om det faktuelle – hvem myrdede hvem og hvorfor. Nyhedsavisen er en undtagelse.

  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Kun to kan have skudt Jesper Egtved Hansen.
  • 14/1-08 Nyhedsavisen – Hvem slog Jesper Egtved ihjel?.
  • Vil man vide mere om stemningen på den yderste venstrefløj, da Lars Villemoes skrev de omtalte artikler i Dagbladet Information, så er hans interview med Berlingske Tidendes Bent Blüdnikow stadig uomgængelig. Fra Den forhadte budbringer (10/3-07).

    “En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

    De råbte »Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler«. Nogle af aktivisterne graffitimalede »Nazi Dø!« på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

    Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad »Journalisten« havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

    […]

    Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer…

    På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

    »Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig«.

    Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen… på Information var det af afgørende betydning, at den gamle trotskist Lars Hedegaard valgte at lade Lars Villemoes køre sagen:

    »Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner. Oppositionen på redaktionen var mærkbar…«

    Foruden almindelige venstrefløjssympatisører var alle de gamle frontkæmpere med i hylekoret mod Informations afsløringer. Folk som historikeren Morten Thing, juraprofessor Ole Krarup, forfatterne Ulrich Horst Petersen og Erik Nørgaard, litteraten Jørgen Knudsen, VSeren Per Bregengaard samt mange mange andre.

    […]

    En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som »politistikkere«. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

    Bladets opposition blev yderligere styrket, da venstrefløjens tre juridiske koryfæer Preben Vilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet skrev en kronik i Information. Deres argumentation var på det formelle plan en juridisk kritik af, at Lars Villemoes overhovedet skrev om bandens baggrund og historie, før de var blevet dømt. Reelt var det et forsøg på en total nedgørelse af Villemoes’ artikler, der blev betegnet som »fiktion og ondsindet sladder«. Alle senere afsløringer og Peter Øvig Knudsens bog har vist, at hvert et ord i Villemoes’ artikler var sande, men denne sandhed var ubærlig i 1989.

    »Det lykkedes takket være Lars Hede­gaards indsats at få trykt en række artikler om banden og dens oprindelse på venstrefløjen«, fortæller Lars Villemoes, men situationen skærpedes hele tiden. På Det Fri Aktuelt lod chefredaktør Lisbeth Knudsen i 1990 sin journalist Peter Kramer føre an i en kampagne rettet mod Villemoes’ journalistiske hæderlighed. Kramer, der i dag er chef for TV2 Øst, var tidligere dømt som medlem af den såkaldte Trotylbande, der planlagde voldshandlinger i slutningen af 1960erne for at fremme revolutionen. Nu forsøgte han i Aktuelt at mistænkeliggøre hele sagen mod Blekingegadebanden og hænge Lars Villemoes ud som en fordækt person, der fungerede som politistikker og Israel-agent.

    Villemoes fortæller:

    »Situationen blev stadig mere usikker. Ved årsskiftet 1989/90 gik Lars Hedegaard og Peter Wivel af som chefredaktører og blev erstattet af journalist Lasse Ellegaard, der tidligere havde haft job på netop Det Fri Aktuelt. Efter at have krævet og fået trykt berigtigelser og truet med sagsanlæg mod Peter Kramer og Det Fri Aktuelt indgik Ellegaard alligevel på mine vegne, men uden overhovedet at orientere mig, et lunkent forlig i stedet for at stå fast på det hele.«

    Lasse Ellegaards svigtende mod i mødet med Det Fri Aktuelt, den redaktionelle opposition og læsernes vrede viste sig nu ved, at Lars Villemoes blev sat af sagen og en ung praktikant blev sat til at følge retsmøderne mod bandens medlemmer.

    […]

    På Information tog man aldrig et opgør om avisens holdning i sagen, og så sent som i sidste uge ved Peter Øvig Knudsens bogudgivelse undlod man at omtale avisens egen rolle i sagsforløbet. Efterspillet blev bittert, siger Lars Villemoes:

    »Banden fik meget milde domme, blev ikke dømt for flere meget alvorlige forhold og blev hurtigt løsladt. Nævningene var udvalgt blandt hovedsagelig medlemmer af venstrefløjspartier på Københavns Rådhus. Da dommen faldt, gik nogle af dem på værtshus og drak guldbajere og fejrede, at deres ideologiske venner var sluppet så billigt.«

    […]

    Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for »idealismen« hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

    Lars Villemoes siger i dag: »Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. Hvis Information tidligere havde taget et reelt opgør med voldstænkningen, så var nogle af bandens beundrere måske faldet fra, men det turde avisen ikke, eller også overraskede det blot journalister og redaktører, at så mange af læserne ikke ville vide af det. Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.«”

    PS: Et godt eksempel på venstrefløjens apologi, leveres af Poul Solrart Sørensen (Enhedslisten) i en kommentar på Nyhedsavisen. Jeg citerer…

    “- Disse mennesker gjore det af misforstået idialisme… i nogen situtioner er de helte og i andre bliver der gået forlangt og de bliver skurke, men vi kan ikke undvære mennekser der reagere på uretfædighed.”

    

    10. januar 2008

    Venstrefløjen om Blekingegadesagen anno 1989: ‘Vantro, forsvar og satirisk bagatellisering’

    Ypperlig postering om Blekingegadebanden af Mikael Jalving på sin blog. Fra Venstrefløjens vantro.

    “Når de aktuelle bøger om Blekingegadebanden alligevel kan kritiseres for at være usamtidige i forhold til deres emne, så skyldes det, at bindene om den danske celle og dens hårde kerne er en kriminalhistorie, som skøjter henover den venstrefløj, hvorfra bandens medlemmer blev rekrutteret, og hvor grænserne mellem vold og politik var temmelig flydende. Konteksten er næsten helt pist borte. Og der er kun en sporadisk forståelse for, at man ikke kan sige Blekingegade uden at sige venstrefløj.

    Panoramisk set slanger bande og venstrefløj sig ind og ud af hinanden i ord og handling og kaster lys over epokens lysende visheder og vurderinger. Blekingegadebanden og venstrefløjen betjente sig af en retorisk og moralsk fællesmængde, dvs. af sammenlignelige metaforer og myter, og det er dem, Øvig Knudsen underspiller eller ignorerer i sine ellers roste bøger.

    Hvis man f.eks. tager månedsbladet PRESS, årgang 1989, ned fra hylden, så får man et godt indtryk af, hvad jeg hentyder til. PRESS er oplagt at nærlæse, fordi Øvig Knudsen var med i denne kreds af ambitiøse og dygtige journalister og i dag er venner med flere af de folk, der skrev og udgav månedsbladet. Flere af dem takkes da også bøgernes efterord og har læst med i manus undervejs. Så meget desto mere interessant er det at nærmere på, hvad PRESS dengang skrev om Blekingegadebanden.

    Nr. 43, udgivet juni 1989, kort efter at den hårde kerne blev anholdt, indeholder tre elementer, der supplerer hinanden. Først er der en lang reportage. Så er der er en politisk kommentar. Og til sidst er der fire sider satire om banden, et “Stort, Festligt Terrornummer!”

    Reportagens udgangspunkt er vantro. De seks journalister – Gitte Tækker, Ivan Rod, Susy Pagh, Jakob Gottschau, Agnete Vistar, Mads Båstrup og Erik Valeur – forsøger at komme bag om “terror-afsløringerne” – bemærk anførselstegnene – i daterede optegnelser i dagene efter de fems anholdelse den 13. april 1989 og frem til den 28. maj, hvor reportagen slutter lakonisk: “Blader i aviserne. Flere detaljer. Flere gisninger. Sagen fortsætter.” (s. 86)

    Reportagen er i sin selvforståelse en kontrast til andre mediers overfladiske dækning, særligt Ekstra Bladet og B.T. “Det ligner lidt Anders And”, hedder det om boulevardpressens dækning. “Nu mangler det vel bare, at de (de anholdte, red.) også bliver sat i forbindelse med Loch Ness-uhyret, bemærker et medlem af redaktionen tørt.” (s. 11)

    Detalje på detalje fiskes frem, uden at læseren bliver stort klogere. Det er måske heller ikke meningen. Grundtonen er ekstremt skeptisk, sat på spidsen således: “Uanset hvordan denne sag bliver lukket – selv hvis de anholdte aflægger fuld tilståelse – kan de jo være manipuleret til at spille et spil, uden at ane det. Vi får aldrig svar.” (s. 85, kursiv i original)

    Det må i sig selv siges at være en besynderlig konklusion i et nyhedsmedie, der gerne vil tages alvorligt af intelligente mennesker. At man på forhånd afsværger at kunne nå frem til en substans og sandsynlig sammenhæng i sagen. At alting fortaber sig i tåger, og at “terror-afsløringerne” aldrig nogensinde vil blive blotlagt og dermed altid vil skulle stå i anførselstegn, hvilket i sin yderste konsekvens betyder, at der slet ikke er nogen sag. Bag regibemærkningen om, at vi aldrig får svar, ligger der en kategorisk konklusion. Der er slet ikke noget at komme efter.

    Ligeledes må det overraske læsere af Øvig Knudsens bøger, at PRESS frikender den palæstinensiske organisation PFLP for terrorvirksomhed. Som Informations daværende journalist Lars Villemoes har fortalt, så var det bestemt muligt at vide, hvad PFLP havde gang i dengang, og i dag kan der ikke findes mange tilbageværende, som benægter, at PFLP netop var en politisk organisation med vold og myrderier som middel. Men det afviste Øvig Knudsens venner dengang, og Lars Villemoes’ artikler i Information blev mødt af talrige protester fra venstrefløjens kendte ansigter som bl.a. Preben Wilhjelm, Flemming Balvig og Jørn Vestergaard, alle tre tilknyttet Københavns Universitet. I PRESS-reportagen hedder det:

    “Den eneste spinkle forbindelse til terrorisme siges fortsat at være PFLP – der ikke går ind for terrorisme, og har fuldt legale repræsentanter i Skandinavien – samt våbnene, som ingen ved, hvad skal bruges til. Måske har de endda været indkøbt uden nogen præcis idé om formålet. Fordi de tilfældigvis var billigt til salg på det illegale marked.” (s. 83)

    Her nærmer reportagen sig den rene og skære apologi for Blekingegadebanden – og det er svært at læse disse sætninger uden at komme til at grine. Men det er jo ment og skrevet i ramme alvor. Endda af syv journalister i kor.

    Det bliver imidlertid endnu værre. Reportagens glidende tilpasning til det forhold, at Danmark pludselig viste sig at huse unge revolutionære kriminelle, der ikke stod tilbage for konkret handling – under inspiration af den veltalende maoist Gotfred Appel og marxisterne i PFLP – overgås af den supplerende kommentar af forfatteren Jørgen Knudsen. Jørgen Knudsen går planken helt ud og skriver uden omsvøb, at Danmark er et snyltersamfund, dvs. et rigt land, der udnytter fattige lande. De anholdtes metoder er derfor moralsk forsvarlige…

    Den satiriske spalte “Folkesjælen” i månedsbladet PRESS kan bestemt også være med. Her møder vi et slags Jørgen Knudsen Show. Her er opfindsomme fotos fra et angiveligt “terrorkøkken”, interview med den “chokerede nabo”, ligesom man kan bestille politiets optagelser fra Købmagergade med skjult kamera: “ordensmagtens ny borgerservice”. Bladet bringer også en opfordring:

    “Til vores læsere siger vi: Kom til os med selv Deres mindste mistanke. Kender De nogen, som opfører sig mistænkeligt? Venstreorienterede måske? Måske endda på Amager? Eller erindrer De uopklarede forbrydelser fra de seneste 10-15 år, der endnu ikke er kædet sammen med terrorbanden? (…) Blot den svageste mistanke kan være nyttig.” (s. 90)

    Satiren og ironien flyder tykt som olie. “Læs i næste nummer: Indeholdt terroristernes omgangskreds en kendt refrænsangerinde? Har hun malet byen rød som led i undergravende virksomhed? Går hun til bal uden trusser?” (s.90)

    Vantro, forsvar og satirisk bagatellisering – det er de tre trin i PRESS’ modtagelse af Blekingegadebanden anno 1989. Man vil finde samme mønster med visse variationer på den øvrige venstrefløj i Danmark op igennem 70erne og 80erne, og der er således masser at gå i gang med for den eller de historikere, der tør skrive den store bog om venstrefløjens fødsel, storhed og fald i det 20. århundrede.

  • 9/1-08 Berlingske Tidende – Peter Øvig får Cavlingprisen.
  • 9/1-08 Berlingske Tidende – Fogh åbner for undersøgelse af Blekingesagen.
  • 

    23. maj 2007

    Bent Jensen om PET: “Afgørende er tilsyneladende, hvem der omtaler hvem.”

    Fra dagens Berlingske Tidende – mere debat om Den Kolde Krig. Bent Jensen i kronik om Den farlige historie.

    “»Historikere er farlige. Derfor skal de styres,« sagde daværende førstesekretær i Sovjetunionens Kommunistiske Partis Centralkomité, Nikita Khrustjov. Og han vidste, hvad han talte om. Som partistatens førstemand var han klar over omfanget af historieforfalskning i Sovjetunionen. Det var derfor livsvigtigt at have monopol på historieskrivningen.

    Mange danske politikere har det som Khrustjov – de ville gerne kunne styre historieskrivningen. Det er heldigvis svært i demokratiske retsstater, men det klør slemt i fingrene på nogle af dem. De er vrede over, at jeg har omtalt PETs omtale af Jørgen Dragsdahl som KGB-agent. Jeg skal fyres, straffes og formenes adgang til arkiverne. Det er, som Villy Søvndal rigtigt har sagt, et totalitært træk, når politikere vil bestemme over ånds- og kulturliv.

    Den »afgørelse« i min disput med PET, som PETs chef Lars Findsen underskrev 30. april, er hverken rimelig eller holdbar. PET synes at være blevet bange for sin egen skygge og tør ikke stå ved den opfattelse, institutionen havde under Den Kolde Krig. Den juridiske sagkundskab understreger, at der ikke findes en entydig facitliste over, hvad der kan omtales. Der er altid tale om afvejning og skøn. Jo mere »offentlig« en person er, desto tungere vejer hensynet til offentlighedens interesse i og berettigede krav på omtale af vedkommendes gøren og laden.

    Findsen citerer fra vilkårene for adgang til statslige arkiver: »Myndighederne udøver ikke manuskriptkontrol, idet det dog vil kræve de pågældende myndigheders konkrete samtykke, hvis oplysninger omfattet af tavshedspligten gengives til udenforstående.« Han undlader at nævne, at jeg i september 2006 sendte PET et udkast til artiklen om Dragsdahl for at få PETs konkrete samtykke til offentliggørelse. Jeg spurgte i en rykkerskrivelse, »om der på disse sider var noget, der efter PETs mening ikke kunne offentliggøres«. Det havde været en smal sag at løbe disse få sider igennem og derpå give mig besked.

    Det afklassificerede dokument med de uvelkomne oplysninger om PETs vurdering af Dragsdahl er nu spredt over hele landet. Det er ikke rigtigt, som politikere og medier – inklusive Berlingske Tidende – messer i én uendelighed, at Dragsdahl ikke har kunnet se det pågældende dokument. Han fik forbavsende hurtigt adgang til dokumentet i januar. Og hans advokat har nu rundsendt det til en lang række personer. Det er godt, at offentligheden nu får kendskab til dette dokument, der fortæller om Dragsdahls konspirative kontakter til navngivne KGB-officerer – hvorom Dragsdahl selv har sagt: »Mine kontakter til KGB var i en periode uforenelige med mit job som journalist – det er krystalklart.«

    Ifølge Findsen var det »berettiget (…) at omtale Jørgen Dragsdahls rolle i perioden«. Tak for det! Normalt skal man ikke have PETs eller andres tilladelse til at omtale kendte folks »roller«. På den anden side var det efter Findsens opfattelse »ikke berettiget« i januar at omtale PETs omtale af Dragsdahl som Moskvas nr. 1 i Danmark og PETs karakterisering af ham som agent.

    I februar slap Hans Davidsen Nielsen dog for tiltale, da han i bogen »En højere sags tjeneste« også omtalte PETs syn på Dragsdahl. Og nu i maj ligger PETs 1986-vurdering frit fremme. Den officielle DIIS-udredning fra 2005 (Danmark under Den Kolde Krig) skrev, at Dragsdahl »var i PETs søgelys i kraft af sine nære kontakter til østblokkens pressefolk«. Pressefolk! Det har jeg betegnet som vildledning. Hvorfor interessere sig for en journalist, der blot havde normale journalistiske kontakter med nogle fagfæller? Seriøs forskning må beskrive baggrunden for PETs store interesse, KGBs arbejdsmetoder osv. og ikke bare glide udenom.

    Findsen anfører to uholdbare argumenter i sin skrivelse. Dragsdahl var ikke så kendt i offentligheden, at det kunne berettige til en omtale af PETs karakteristik af ham som KGB-agent. Det røber ukendskab til hans store rolle i dansk politik i perioden. Dragsdahl havde tætte forbindelser til ledende politikere i Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Venstresocialisterne og Danmarks Kommunistiske Parti. Ifølge David Jens Adler »skabte og udviklede Dragsdahl stort set alene den debat om NATOs dobbeltbeslutning, der førte til de danske fodnoter« (Gensyn med Den Kolde Krig (1992)). DIIS-udredningen omtaler Dragsdahls »nøglerolle« ved skabelsen af modstanden mod NATOs dobbeltbeslutning.

    Ifølge professor Nikolaj Petersen var Dragsdahl »hovedmanden bag modstanden mod NATOs dobbeltbeslutning« i 1979, og han forsynede i 1980erne bag kulisserne politikere som Anker Jørgensen, Lasse Budtz, Kjeld Olesen og Gert Petersen med informationer og argumenter og formentlig også strategiske dessiner (Weekendavisen 19.1.2007). Udenrigsminister Kjeld Olesen læste alle Dragsdahls artikler og de gjorde stort indtryk på ham. De afslørede angiveligt, at NATOs officielle begrundelse for dobbeltbeslutningen var usand.

    Findsens andet argument lyder, at Dragsdahl »som bekendt« hverken er blevet sigtet eller tiltalt. Men det har ingen betydning for spørgsmålet om PETs arbejde med og bedømmelse af ham i 1980erne. PET var ikke en politi- eller anklagemyndighed. PET var en efterretningsorganisation, der under Den Kolde Krig bl.a. holdt øje med personer, der havde intim omgang med fremmede staters efterretningsagenter. PET drev efterretningsvirksomhed, ikke efterforskning med henblik på at rejse tiltale mod personer for muligt strafbare forhold. Det er desuden altid en politisk afgørelse, truffet af landets justitsminister, om der skal rejses straffesag mod personer på dette felt.

    En docent i strafferet, Jørn Vestergaard, har i årevis forfægtet det synspunkt, at det ikke er strafbart at være påvirkningsagent – ikke engang hvis man får penge for det. Det glemte docenten dog i januar, da han deltog i de helliges hylekor. Han lod nu forstå, at det var skandaløst, at jeg havde benyttet min »adgang til fortrolige oplysninger om en straffesag, hvori en person er blevet frikendt eller fri for tiltale«, til efterfølgende at hænge den pågældende ud som skyldig. Nu var PETs afklassificerede dokument pludselig blevet til en straffesag! Men at PET internt omtaler en person som agent, indebærer ikke nogen påstand om noget strafbart. PET forsikrede endda Dragsdahl om, at der ikke var tale om en sigtelse. Docentens påstand er altså komplet forvrøvlet. (Vestergaard deltog også i sin tid i bestræbelserne på at få standset Lars Villemoes’ sandfærdige beskrivelser af Blekingegade-banden) I øvrigt tager jeg ikke stilling til spørgsmål om skyld og straf. Jeg er ikke politi eller dommer, men historiker.

    Lars Findsen har i øvrigt bekvemt overset, at DIIS-udredningen omtaler flere navngivne personer som agenter og/eller værende involveret i strafbare eller muligt strafbare forhold. Om nogle referater af en række konspirative møder mellem Aksel Larsen og CIA-repræsentanter i 1950erne og 1960erne skriver DIIS: »Referaterne viser, at Aksel Larsen optrådte som agent« for CIA. (DIIS bruger udtrykket »vestlige (allierede) myndigheder«, men alle ved, at det var CIA). Betegnelsen »agent« er altså DIIS’. Udtrykket optræder ikke i selve referaterne.

    De gengivne referater bringer også oplysninger om danske kommunister (bl.a. Ingmar Wagner og Ib Nørlund) og tidligere kommunister, som ligeledes omfatter strafbare eller muligt strafbare forhold: illegal partiaktivitet, illegal finansiering af DKP og illegale kontakter til Sovjetunionen. Gotfred Appel og Benito Scocozza omtales ligeud som »agenter for Kommunist-Kina«. Ingen af dem har været tiltalt eller straffet. Mig bekendt har PET ikke fundet anledning til at påtale disse forhold over for DIIS.

    Summa summarum: Lars Findsen mener, at det var uberettiget af mig at citere PETs egen karakteristik af Jørgen Dragsdahl som agent for KGB. Men han mener på den anden side, at det er berettiget, at DIIS-udrederne selv stempler Aksel Larsen som agent for CIA, skønt denne karakteristik ikke findes i dokumenterne. Og han mener ligeledes, at DIIS har været berettiget til at omtale en række navngivne personer som værende involveret i strafbare eller muligt strafbare forhold uden nogen form for dokumentation. Afgørende er tilsyneladende, hvem der omtaler hvem. Jeg har derfor påklaget Lars Findsens »afgørelse«, som ikke indeholder nogen afgørelse, men blot en ubegrundet indskærpelse af vilkårene for arkivadgang, der bygger på urigtige eller mangelfulde præmisser.

    Oploadet Kl. 09:50 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
    

    18. februar 2007

    Så faldt der dom i Glostrup-terrorsagen – spredte reaktioner…

    Den 26. oktober 2005 anholdt Glostrup politi efter et møde med PET en række unge muslimer, idet det var opfattelsen af et terrorangreb var “umiddelbart forestående”. Fire blev efterfølgende sigtet, men torsdag valgte dommerne at overrule nævningene der vurderede at alle fire var skyldige.

    De tre der blev frikendt var:

    AA, 21 år: Har erkendt tyverier, dankort-svindel og havde planlagt et røveri for at skaffe penge til svenske ‘Maximus’.

    EH, 18 år: Havde kontakt til ‘Maximus’ via internettet, og havde to gange inviteret ham til Danmark, for at møde de fire sigtede i sagen. Han havde endvidere kontakt med to terrordømte i Sarajevo-sagen.

    IJ, 21 år: Har erkendt tyveri af 100.000 kr., og havde fortalt sin kæreste at han havde planer om at udføre en selvmordsaktion.

    Tidligere PET-Chef Hans Jørgen Bonnichsen var næsten i eufori over frifindelsen, og på P1 kunne man høre ham juble over de unge ikke blev dømt på grund af nævnenes fordomme. Lignende analyser – den ene fra forsvarsadvokaten…

    “Jeg kan naturligvis ikke vide, om det har haft nogen betydning for nævningernes afgørelse. Men det er generelt problem, at nævninger er gamle og etnisk danske, og kan have svært ved at sætte sig ind i eksempelvis sms-sprog.” (professor Jørn Vestergaard; Jyllandsposten, 16/2-07)

    “I denne sag bestod nævningetinget 100 pct. af etniske danskere i en sag mod fire religiøse muslimer. Det sker til trods for, at der findes en stor andel af befolkningen med ikke-dansk baggrund. De bør selvfølgelig være repræsenteret, ellers kommer det hurtigt til at ligne retssagerne i 1950’erne mod den sorte befolkning i USA.” (forsvarsadvokat Thorkild Høyer; Jyllandsposten, 16/2-07)

    Nu skulle man jo tro at frikendelserne så var et nederlag for PET, men nej – de skal jo blot afværge terrorisme – ikke pacificere terrorister…

    Vores primære opgave er at forhindre, at de trusler mod samfundet, som vi afdækker via vores efterforskning, bliver realiseret. Det betyder, at der kan forekomme tilfælde, hvor vi afbryder et begivenhedsforløb, og at det siden viser sig at være svært for anklagemyndigheden at løfte bevisbyrden.” (PET-chef, Lars Findsen: Information 16/2-07)

    Gratisavisen 24timer har til torsdagens udgave indsamlet en række svar på spørgsmålet: “Hvad er din reaktion på terrordommen?” – her tre af de mere loonistiske…

    Jeg er ikke så bekymret for, at der blusser et fremmedhad op igen efter den her dom ligesom under Muhammed-krisen. Jeg mener nemlig, at danskernes opfattelse af muslimer har ændret sig til det bedre.” (integrationsordfører Lotte Bundsgaard)

    “Det er utrolig vigtigt, at vi ikke bruger denne sag til at rejse en stemning mod muslimerne. Den måde, hvorpå vi har optrådt nedværdigende over for muslimer, gør at vi alle er skyldige i den vrede, der er blandt vore muslimske medborgere. (præst Leif Bork)

    “Efterhånden er muslimerne bange for endnu en sag, der får folk til at kigge på dem, som om de var terrorister. Så dommen har skadet en del. Den generelle holdning, der er skabt, er, at muslimer er terrorister.” (indvandrerkonsulent Fahmy Almajid)

    – Jeg må ikke glemme SF’s retsordfører…

    “Jeg mener vi skal have mere viden om, hvorfor unge ryger ind i fundamentalistiske baner. Det kan ikke være rigtig, at vi ved så lidt om det, som tilfældet er nu.” (Retsordfører Anne Baastrup)

    Hvorfor spørge, hvis man ikke kan lide svaret, men ok – når venstrefløjen taler om viden, så mener de reelt forståelse. Information gik hele vejen…

    “.. de bærende elementer i en effektiv kontra-terrorstrategi være af moralsk karakter.” (terrorforsker Louise Richardson; Information, 17/2-07)

    Tankevækkende så tæt venstrefløjens fortolkninger ligner herboende islamisters bortforklaringer…

    “Vi er kede af, at en andengenerationsindvandrer, som er født i Danmark, har fået terror-tanker.” (talsmand for Islamisk Trossamfund Kasem Ahmad)

    En anden fra samme slæng, imam Abdul Wahid Pedersen pointerede i samme ombæring at “det jo ikke er en religion, der blevet dømt”. I fredagens P1debat var han sat til at duellere på ord med Dansk Folkepartis Kenneth Kristensen. Her fortalte han at sin modpart gjorde sig selv skyldig i diskrimination med “sin konstante heilen”. Han mente dog ikke, at de frikendte var helte…

    “… der er ikke noget heltemodigt i, givetvis, for de her unge menneskers vedkommende, at have fået ødelagt en stor del af deres egne fremtidschancer i den almindelige danske sammenhæng.” (Abdul Wahid Pedersen; P1 debat, 16/2-07)

    Den dømte kan være ude om to år. De tre resterende skal nu igang med erstatningssagen.

    Efter ti års islamdebat kan man stadig se en overskrift som denne her: Islamisk Trossamfund skal hjælpe med at stoppe fundamentalisme blandt unge.

    Perspektiverende screencap fra Vredens tegninger:

    Abu Laban afviser igen og igen, at der skulle være problemer af individuel eller kollektiv art, der ikke kan løses med udgangspunkt i Koranen og profetens sunna. Islam er for Abu Laban netop din wa dawla – et altomfattende system med Allah som centrum…” (Jørgen Bæk Simonsen: Islam i Danmark, 1990. S. 111)

    

    7. juli 2006

    Dagbladet Information om Hommelsagen – 24 måneder med antikrigs-spin

    Anne Mette Hommel blev igår pure frifundet i Landsretten, og det er indlysende at visse kredses modstand mod Irak-krigen har skabt en sag, hvor der ikke var nogen – til stor skade for Danmark og den involverede officer – og kun til gavn for den golde pacifisme der fik 24 måneder med ugentlige beretninger om postulerede overgreb typisk ledsaget af absurde motivanalyser og floskler fra de sædvanlige eksperter.

    Her et udpluk af Informations dækning af sagen imod Anne Mette Hommel.

    • 5/8-04 Information (Charlotte Aagaard) – ‘Irak-fanger blev udsat for tortur’.

    De danske soldater i Camp Eden har helt klart forbrudt sig mod FN’s torturkonvention. Det mener en af landets førende eksperter i tortur, professor dr. med. Bent Sørensen, der har været mangeårigt medlem af både FN’s Komite mod Tortur og Europarådets Komite til Forebyggelse af Tortur. Den 37-årige efterretningsofficer Annemette Hommel beskyldes bl.a. for at have nægtet en fange at drikke samt for at lade fanger sidde i stressende stillinger på gulvet i forbindelse med afhøring…

    »Der er fire ting, der skal være opfyldt for, at man kan tale om tortur‹, siger Bent Sørensen. »Mishandlingen skal ske med fortsæt, altså med vilje. Der skal være et formål; f.eks at indhente oplysninger. Den skal udøves af en officielt ansat person, og endelig skal det være meningen, at personen skal påføres svær fysisk smerte eller psykisk lidelse. Efter min mening er alle fire betingelser opfyldt, når det drejer sig om de danske soldaters behandling af irakiske fanger,« siger Bent Sørensen, der nu er lægefaglig konsulent i Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre.

     

    • 7/8-04 Information (Johnni Michelsen) – Dansk omdømme skadet.

    “Under overskriften ‘Danmark bekræfter mishandling af Irak-fanger’ fortalte al-Jazeeras hjemmeside i går, at danske tropper har »mishandlet og ydmyget irakiske fanger ved at nægte dem mad, vand og adgang til toiletter«.”

     

    • 12/8-04 Information (Johnni Michelsen) – ‘Virkeligheden er kommet til Danmark’.

    “Danske soldater har ingen idé om, hvad der venter dem i et krigsområde, og tortursagen mod den danske kaptajn Annemette Hommel udstiller behovet for et opgør med et forældet og inkompetent forsvar, mener militærsociologen Claus Kold.”

     

    • 27/1-05 Information (leder af ‘ds’) – Tortur i Irak.

    Hvad er så det danske svar på denne sørgelige tilstand for de basale menneskerettigheder i Irak? Efter den kedelige Annemette Hommel-sag er de danske soldater holdt op med selv at tage fanger. Det overlader vi til briterne eller til irakerne. Så kan vi nemlig ikke blive beskyldt for noget som helst!”

     

    • 17/6-05 Information – Tolk: Jeg skulle have sagt fra over for Hommel tidligere.

     

    • 24/6-05 Information – Blev instrueret i ‘hård facon’ over for irakere i Camp Eden.

     

    • 22/10-05 Information (kronik af Jens Juhl Jensen) – Hommel-sagen hørt fra sidelinjen.

    “Hvem, der er ansvarlig for den åndelige tortur, er ikke så ligetil at sige. Den brave Annemette har jo næppe selv valgt sit køn, så i den henseende, er det altså ikke hende, der burde sidde på anklagebænken. Men hvem så?

    For nu at vende tilbage til Hommel, så har hendes sag budt på endnu et udslag af den berøringsangst, der præger visse danskeres forhold til alle disse mærkelige udlændinge.”

     

    • 28/10-05 Information (Ritzaus Bureau) – Hommelsag belaster forsvarstop.

     

    • 12/1-06 Information (Charlotte Aagaard) – Tortur: Hommel-sagen peger opad.

    “Uanset om Annemette Hommel bliver fundet skyldig eller ej, er det ifølge [strafferetsekspert Jørn] Vestergaard svært at frigøre sig fra fornemmelsen af, at hun er blevet syndebuk for ledelsens forsømmelser.”

     

    • 12/1-06 Information (Rasmus Bang Petersen) – Interview: Tolk: Afhøringer var bare et andet ord for tortur.

    “Da Danmark sagde ja til at være en del af den USA-ledede militærstyrke i Irak, sagde man også ja til daglige konfrontationer med irakere… Ifølge den danske tolk var afhøringerne af civile irakere ikke kun problematiske, fordi der blev råbt af de afhørte, og de blev tvunget til at sidde i ubehagelige stillinger. Det værste var, at situationen gav irakerne associationer til en anden og langt værre afhøringsform – den de blev udsat for under Saddam Husseins torturregime.

     

    • 13/1-06 Information (leder af ‘jsn’) – En rigtig møgsag.

    “Alt i alt er det en yderst skamfuld affære for det danske forsvar. Men når alle ankesager er afsluttet og alle regnskaber gjort op, er Hommel-sagen først og fremmest en illustration af det skammelige i, at Danmark gik med i George Bushs krig i Irak.”

     

    • 13/1-06 Information (Ritzaus Bureau) – Røde Kors: Soldater skal kende krigens regler.

    “‘Sagen mod Annemette Hommel og hele sagsforløbet viser, at der er behov for bedre kendskab til og vejledning om Genèvekonventionen – også kaldet krigens regler – blandt danske soldater. Ikke mindst som følge af den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan,’ siger lederen af Dansk Røde Kors’ folkeretsenhed, Peter Vedel Kessing, i en pressemeddelelse.”

     

    • 8/3-06 Information (Ritzaus Bureau) – Irak-chef slipper for tiltale i Hommel-sag.

     

    • 4/4-06 Information (læserbrev af Morten Oxelbøll) – Om retten til at fortælle en historie.

    “Hvis de vestlige styrker i Irak ikke holder deres sti ren ved internt at undersøge og straffe lovovertrædelser af konventioner og militære forskrifter, eller hvis der ikke er vilje til at gøre det, må vi også indse, at vi på sigt vil tabe kampen om fortællingen og dermed også krigen.”

     

    • 22/6-06 Information (Ritzaus Bureau) – Hommel-tolk kræver erstatning.

    “… Dermed har Forsvaret nu modtaget krav om erstatning på i alt en million kroner fra to af de kvindelige tolke, der deltog i fangeforhør under Annemette Hommel i Camp Eden.”

    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    Næste side »

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper