11. juli 2008

Religiøse elementer i nazismen – opfølgning

For et par måneder siden præsenterede jeg her på Uriasposten en HF-opgave om “religiøse elementer i nazismen”, der trak en lige linie mellem religion og ideologi, og således indirekte problematiserede islam. Opgaven blev bedømt til 7 efter den nye skala, hvad blev anket af forfatteren, dog uden held, da endnu en bedømmelse endte med karakteren 4. Her er forfatterens udlægning forløbet.

Godwins lov siger at:

Jo længere en internetdiskussion bliver, desto større bliver sandsynligheden for en sammenligning som involverer Hitler eller nazismen.”

Loven siger intet om hvorvidt sammenligningerne er berettigede, men den peger på at nazismen er indbegrebet af det onde, det som man hellere vil have associeret modparten med end sig selv.

Det er primært islam og islamkritik, der hver især associeres med nazisme, men det bliver sværere og sværere at forfægte det standpunkt, at nazismen har mest til fælles med islamkritikken.

Vi står i et paradigmeskift der om føje år vil efterlade Jørgen Poulsen m.fl. i omtrent samme position, som dem der i sin tid fornægtede det heliocentriske verdensbillede.

En central del af dette paradigmeskift bunder heldigvis i saglig argumentation, og der er vist ikke til debat, at islam har stærke politiske træk, men har nazismen stærke religiøse træk?

Det spørgsmål ønskede jeg at besvare i en større skriftlig opgave om religiøse elementer i nazismen.

Opgaven blev bedømt til et 7-tal efter den nye skala. Da så lav en karakter umuligt kunne være sagligt begrundet, klagede jeg over karakteren, hvorefter censor (Bent H. Jørgensen) og eksaminator (Bente Lund) skulle forsvare deres bedømmelse. Det prøvede de så med en uskøn blanding af bortforklaringer og usandheder. Min favorit er her følgende påstand fra Bente Lund:

”Opgaven indeholder som ovenfor nævnt ingen påvisning af eller analyse af myter, ritualer etc”

Bente Lund virkede mig i det hele taget hysterisk knotten, måske var det fordi jeg ganske undlod at benytte hende som vejleder, at hun havnede helt oppe i det røde felt.

Bents og Bentes argumentation var pærelet at rive fra hinanden, men skolen afviste alligevel min klage, som jeg så førte videre til Undervisningsministeriet med følgende bemærkning:

”På baggrund af udtalelserne fra eksaminator og censor kan jeg bl.a. konkludere at:

1) Både eksaminator og censor har forbigået Undervisningsministeriets vejledning i deres bedømmelse af ovenstående SSO.
2) Censor har åbenlyst forbigået opgaveformuleringen i sin bedømmelse
3) Eksaminator forsvarer sin bedømmelse med faktuelt forkerte oplysninger om opgavebesvarelsen.

Disse tre forhold alene diskvalificerer eksaminators og censors bedømmelse.”

Ministeriet besluttede – bevæbnet med alle sagens akter – at give mig medhold i min klage og afgjorde at opgaven skulle ombedømmes.
Ministeriet havde nu underkendt Bent og Bente, og det var netop den sejr jeg var gået efter. Det skulle imidlertid vise sig at jeg endnu havde farcens højdepunkt til gode. Til at ombedømme min opgave, havde ministeriet nemlig valgt Jens Hestbech, der ligesom Jørgen Bæk Simonsen, Mikael Rothstein, Morten Lund Warmind, Margit Warburg, Anders Gadegaard og Lissi Rasmussen er bidragsyder til Tim Jensens religionsguiden.dk.

Jens ombedømte min opgave til et 4-tal, hvilket naturligvis er endnu mere håbløst at skulle forsvare sagligt, og desværre kan jeg ikke tvinge ham til at forsøge, idet mine ankemuligheder nu er udtømt.

Processen kunne måske forlede svage sjæle til konspirationsteorier, men personligt jeg tror mere på den ubevidste mavefølelse, der helt instinktivt (og næsten rituelt) får den ene hånd til at vaske den anden.

Fanden hytter sine, men til beroligelse for dem, der måtte overveje at klage over en karakter i HF regi, kan jeg tilføje, at den højeste karakter gøres gældende i tilfælde af ombedømmelse. I mit tilfælde betød det altså at jeg beholdt mit 7-tal, hvad jeg imidlertid sagtens kunne undvære, da mit snit var rigeligt højt til mit behov, bl.a. trukket op af de to 12-taller, som jeg fik i Religion B og tværfagligt eksamensprojekt (historie og religion), hvor diverse kristne strømninger blev kritiseret heftigt.

Sebastian Tue Øltieng

  • 6/5-08 Uriasposten – Religiøse elementer i nazismen (nazistiske elementer i religion).
  • Oploadet Kl. 20:57 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
    

    25. marts 2006

    Sociolog Morten Warmind om sharia-lovgivning: “det minder… om menneskerettighederne”

    I gamle dage sagde man at islam var en lovreligion på grund af sharia-lovgivningen. Jørgen Bæk Simonsen mente muslimerne oversatte Koranen forkert, og pointerede at den sande filologiske forståelse egentlig var ‘Guds vej’, hvilket vil sige mere overordnede principper. Ingen stikker dog religionssociolog Morten Warmind – her citeret fra onsdagens P1 Morgen – Sharia-lovgivningen.

    P1-vært: Lad os prøve at tale mere om hvad sharia så egentligt er, kan man tale sammenligne det med De Ti Bud for eksempel.

    Morten Warmind: “Jeg synes det er en dårlig sammenligning, fordi der er ingen regler i sharia, der er ingen bog, der står ikke noget i sharia. Det er et normsæt, en måde at se verden på, det minder meget mere om menneskerettighederne – noget man arbejder henimod, noget man gerne vil ha’, noget alle, undtagen de allermest tænksomme, eller modige siger de går ind for, sådan blødt.

    Oploadet Kl. 22:07 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
    

    4. februar 2004

    Religionssociolog Morten Warmind halal-tolker den islamiske tro

    Dagens kronik i Berlingske Tidende er skrevet af Religionssociologen Morten Warmind – og har overskriften Islams mange ansigter. Skønlitterær halal-tolkning, som sjældent er set mere koncentreret. Et par kommenterede eksempler:

    “Udover forskellige nationale organisationer for disse muslimer findes der også overnationale islamiske organisationer, der nedtoner de nationale og kulturprægede forskelle. Den klareste eksempel er Muslim World League, som har base i Saudi-Arabien. Sådanne bevægelser har en styrke især for udvandrernes børn, der bor i et område, hvor de først og fremmest opfattes som ‘muslimer’ af deres naboer, som ofte ikke skelner mellem den ene eller den anden nationalitet. Blandt nogle af de unge er der en vis foragt over for det kulturspecifikke og en søgen tilbage til det, der er fælles for alle muslimer.”

    Især blandt intellektuelle er der en bevægelse hen imod hvad man kalder euro-islam. Ideen er at besinde sig på den situation, muslimer faktisk lever i her i Europa og finde frem til de (særdeles gode) muligheder, som findes i Europa for at praktisere islam. Euro-islam er altså ikke en sekulariseret form for islam, som nogle tror, snarere tværtimod. Det er ikke en måde at være religiøs på samme måde som europæere, men snarere en måde at være europæisk muslim på.”

    “Hvad adskiller så de forskellige muslimske grupper? Hvad er forskellene i tro?”

    Først gøres muslimerne til en størrelse der ikke kan defineres, og herefter gives eksempler på både nationale og overnationale islamiske organisationer – der jo netop har dette som formål. Lidt sjovt at Warming vælger at fremhæve lige netop Muslim World League, en totalitær saudi-arabisk variant baseret på Wahhabismen – grundlagt med det formål at “Advocating the application of the rules of the Shareah either by individuals, groups or states.” – som de truer med på deres hjemmeside. Muslim World League forsøger, trods modstand, at bygge en stormoske i Århus Vest – en af initiativtagerne er iøvrigt allerstedsværende Malene Grøndahl. Hende der sidste år havde snakket med Fadi Abdullatif fra Hitz ut-Tahrir, og konkluderede at foreningens ønske om mord på jøder skulle forstås i en abstrakt kontekst. Den anden forening som Warming nævner er den såkaldte Euro-islam – i Danmark repræsenteret af Foreningen Kritiske Muslimer ved Sherin Khankan, som kronikøren iøvrigt har studeret med på Københavns Universitet. Khankan er medlem af det Radikale Venstre, og gjorde sig sidste år bemærket ved ikke at ville undsige det islamiske lovkompleks kaldet Sharia’en. Er det ikke sådan at fællesnævneren for Warmings to overnationale islamiske organisationer er en bogstavtro islamisk fundamentalisme – her tydeliggjort ved accepten af en retssystem fra den tidligere middelalder. Det vil jeg mene.

    Warminds forklaring på muslimernes kritik af Salman Rushdie er så langt fra virkeligheden, at han næppe kan tro på den selv:

    “Når så mange muslimer blev så vrede, at de (næsten) var enige en tid, må årsagen søges i det forhold, at muslimer i mange henseender blev regnet for andenrangs verdensborgere. De fleste muslimske regimer var baseret på en fortid som vestlige kolonier, og de muslimer, der boede i Europa, udgjorde for det meste de laveste sociale lag. Bogen stod med sin vestlige indfaldsvinkel noget ufortjent som et symbol på Vestens arrogance og magtfuldkommenhed.

    Problemet med Rushdies De Sataniske Vers, var som Paul Brian skriver i foromtalen til bogen:

    “To a conservative Muslim, Islam is not just a religion in the sense that most Westerners use the term, a private faith which provides hope and consolation within a secular world. Islam is a way of life, a body of law, an all-embracing cultural framework within which novels are distinctly unimportant and potentially troublesome. That a mere novelist should dare to satirize fundamental religious beliefs is intolerable.

    – som Mørch, Bramming og Rasmussen skrev i Bastardkultur [S. 87f]:

    Der er ingen grund til at bortforklare disse reaktioner som paranoide eller noget, som kun yderligtgående muslimer følte som en konsekvens af deres afvisning af den vestlige kultur: den følte krænkelse kommer før bogafbrændingerne, og også i moderate kredse og mere sekulært orienterede muslimske kredse var krænkelsen en realitet, selvom man afstod fra offentlig kritik og konfrontationer af nogen art.”

    Eller som Jes P. Asmussen skrev i forordet til anden udgave af Islam [S. 9]:

    Men at en bog af denne art sårer og krænker enhver muslim og vækker hans intense vrede, er ikke noget nyt. Det er tværtimod i overensstemmelse med alle muslimers syn på den elskede profet, hvis mage ikke findes og aldrig vil findes. Og historien har fortilfælde: I Indien i begyndelsen af 1930’erne myrdede to muslimske ynglinge, 16 og 19 år gamle, en hindu, der havde skrevet en en mod profeten hånlig rettet bog, Rangela Rasul, ‘Den forlystelsessyge Apostel (Profet)’. De blev dømt til døden, og tusinder af muslimers medfølelse og bønner fulgte dem! En absurd reaktion? Ingenlunde! Det vil altid være muslimens naturlige reaktion, når profetens krænkes.

    Det er beskæmmende at en stort set enig dansk forskerskare gør sig til apologeter for islam som kultur og religion. Det være sig på mange plan. Det påstås at muslimerne ingen fællestræk har, at islam blot er en religion på linie med kristendommen og at sharia’en betyder stort set hvad man har lyst til. Sideløbende kaldes selv de mest bogstavtro fundamentalister og islamister for ‘moderate’, eller når bølgerne går lidt højt – folk der tager deres tro seriøst.

    Oploadet Kl. 21:03 af Anonym Københavner — Direkte linkSkriv!
    Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

     

    

     

    Vælg selv beløb



    Blogs


    Meta
    RSS 2.0
    Comments RSS 2.0
    Valid XHTML
    WP






    MediaCreeper