12. november 2008
Hvis man ser bort fra Ellen Wulff, så virker det som der er sket en bevægelse. Fra dagens Kristeligt Dagblad – Den hellige forlagskrig.
“Gads nye leksikon om islam, skrevet af en stor flok yngre humanistiske forskere viser, at den militante jihad faktisk lever og har det godt i dansk islamlitteratur. Også den nye. Artiklen om jihad hos Gad nævner kort de to betydninger, som har været ”gældende i hele den islamiske tradition”, men siger derefter ligeud, at begrebet jihad har været ”langt mest udbredt i den militære betydning, der behandles i denne artikel”. Derefter citeres fra det såkaldte sværdvers i Koranen, som har programmatisk betydning for den militante udlægning af jihad. Verset indeholder blandt andet formuleringer som disse: ”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem”, og I ”skal bekæmpe dem, der ikke bekender sig til den sande religion, indtil de kuet er rede til at betale skat!”
Artiklen nævner også, at jihad i form af offensiv krigsførelse i islams historie var en kollektiv pligt, mens det var en individuel pligt, når eller hvis islam kom under angreb.
Islamkenderne og ph.d.’erne Jean Butler og Thomas Hoffmann, som realistisk og redeligt – på grænsen til det politisk ukorrekte – har redigeret Gads islamleksikon, kan med deres linje ikke andet end at gøre Kim Møller og Trykkefrihedsselskabet tilfreds. Men samtidig gør de så hele forehavendet med at forstå islam i Danmark i dag broget. For hvis man nu ikke engang længere kan stole på, at humanister tolker islam humant, hvad kan man så regne med i den nye islamlitteratur?
De mange nye bøger om islam, som dette efterårs bogsæson byder på, er kendetegnet ved at bryde nye grænser. De er mere specielle. De overrasker mere. De går tættere på kilderne…
Klogere kan man også blive af den mest undseelige udgivelse i efteråret om islam. Det er Selskabet til støtte for Pakistans kirke, der har lavet et temahæfte om Bibelen og Koranen. Ydmygt, men vægtigt fordi forfatterne er ingen andre end koranoversætter Ellen Wulff, teologiprofessor Mogens Müller og biskop Niels Henrik Arendt.
Tankevækkende er det her, at Wulff totalt afviser den krigeriske jihad. Den form for jihad har islam lært af kristne korsfarerne i middelalderen; den kommer ikke fra Muhammed selv, for hans tids jihad var ”ikke en angrebs-, erobrings- og omvendelseskrig”, skriver hun. Et udsagn, der står i skarp kontrast til islamprofessor Jakob Skovgaard-Petersens redegørelse for profetens jihad i Allan Poulsens lærebog om islamdebat. ”Muhammads militære karriere er derfor begrænset til årene 622-30, men da var den til gengæld også intens”, konstaterer Skovgaard-Petersen her.”
