4. januar 2015

Forsker: Haribo-slikposer udtrykker en ‘nostalgisk patriotisme’, der har ‘konsekvenser for ikke-hvide’

En del samfundssforskere er reelt venstreradikale på en form for borgerløn. Fra weekendens Information – Har du også glemt, hvorfor det hedder kolonialvarer?

“Jeg kan huske designet, helt fra jeg var barn. Jeg kender også godt plakaterne, og der er jo også kaffedåser. Jeg synes måske, at det er spøjst, at de har bevaret det gamle design. Men jeg tænker slet ikke, at det er racistisk, for sådan har det bare altid været.’ …

Hollandske Marjolijn Jakobsen, som vi også møder i Irma, har et lidt andet syn på Cirkelpigen:

‘… måske er det lidt for meget en stereotyp fremstilling af en afrikansk kvinde. Designet minder mig om slaveri og plantager,’ siger hun.

Det er Mathias Danbolt, som forsker ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, enig med hende i. Han mener, at designet på kolonialvarer som Cirkel Kaffe eller Haribos Skipper Mix kan fortælle os noget om Danmarks forhold til sin koloniale fortid samt kolonialismens tankemønstre og deres betydning for dagens diskussioner af racisme, stereotyper og magt.

(Cirkelpigen på undertegnedes kaffekop)

‘Når man tænker nærmere over det, repræsenterer for eksempel Skipper Mix-posens visuelle udtryk en ret pervers kolonialistisk fortælling: En hvid skipper står uden på en pose, som rummer det, han har fanget på sin færd, heriblandt guldmønter, våben og sorte menneskehoveder. Her har vi samlet den danske trekantshandel med våben, slaver og sukker i en lille pose, som sælges under sloganet ‘the happy world of Haribo’. Men hvad er det, der gør, at dette kan fremstå som et sødt og hyggeligt univers?’ spørger Mathias Danbolt, der blandt andet beskæftiger sig med det, han kalder ‘racismens ufærdige historier.’

Indtil januar i år var de såkaldte ‘negerhoveder’ – stereotype udformninger af ansigter, der skulle forestille afrikanere med store læber, øreringe og krøller – en central del af indholdet i Skipper Mix, men efter en debat, som begyndte i Sverige, valgte Haribo at stoppe produktionen af nogle af lakridsansigterne. Det resulterede i, at der lød et ramaskrig på de sociale medier fra en lang række danske forbrugere, der ikke kunne se, hvordan deres fredagsslik på nogen måde skulle kunne forbindes med en debat om racistiske stereotyper. …

‘På et større plan kan fortællingen om skipperen på Skipper Mix-posen fungere som en påmindelse om, hvordan den moderne forbrugskultur har været afhængig af kolonialismen, en periode hvor slaverne altså mistede deres liv på kolonierne for at skaffe luksusvarer til kolonimagtens borgere. I det lys er det tankevækkende, at mange nutidige danske forbrugere ikke ser andet end uskyldig hygge i de raciale stereotyper, som præger de klassiske kolonialvarer, til trods for at billederne reproducerer en kolonialistisk forståelse af racial forskellighed.’ …

I de fleste andre lande har man ændret den billedkultur, men i Danmark holder man fast ved det. Kolonialvarerne og deres æstetik dyrkes med en nostalgi, som knytter sig mindre til kolonialismen som sådan, men snarere til en imaginær fortid præget af uskyld, enhed og samhørighed, hvor kolonialismens racistiske fortolkning af forskellighed var så normaliseret, at den ikke stod til diskussion,’ siger han.

Det er altså ikke kun Skipper Mix og Cirkel Kaffe, der viderefører kolonitidens eksotiserende billedkultur i Danmark. Det samme gælder for en lang række andre kolonialvarer i de danske butikker: På kakao, konserveringsmidler, vaniljesukker og altså kaffe og sukkervarer udgør karikerede brune og gule ansigter en central del af firmaernes markedsføring af varerne. En central del af varernes identitet. Blandt de mere udbredte er Vanila-manden, Tobakspigen, Atamon-kineseren og så altså Cirkelpigen. …

Den nostalgiske patriotisme udspringer af en række historiske unøjagtigheder, siger Mathias Danbolt. … Han understreger, at koloniseringen stadig har konsekvenser for de tidligere danske kolonier. Den mangelfulde historiske bevidsthed farver den debat, der trods alt er herhjemme, sådan at Danmark for eksempel ikke føler sig forpligtet til at give de tidligere kolonier en undskyldning eller til at yde økonomisk kompensation. Og den er med til at understøtte en fortælling om Danmark som et grundlæggende homogent, hvidt samfund, hvilket har konsekvenser for ikke-hvide mennesker, der lever i det danske samfund.

– Men er det ikke lidt voldsomt at udlede så meget af en slikposes design?

‘Nej,’ siger Mathias Danbolt.

Oploadet Kl. 01:21 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


31. december 2014

Historiker Henrik Jensen: “Det er snarere den tankeløse optimist, der er den store skurk i historien.”

God klumme af historiker Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Held og lykke med 2015.

“En journalist ringede spurgte, hvad det bedste var, der var sket i 2014. Jeg var naturligvis smigret, men straks derpå beskæmmet, for jeg kunne ikke komme i tanker om noget. Jeg så mest ting, man ønskede ikke var sket. Er det nu et virkeligt problem eller bare et psykologisk? Jeg er blevet kaldt en sortseer, omend – vil jeg påstå – mest af mennesker, der mangler humor.

I vores tid er dette med at være pessimistisk eller blot skeptisk blevet skamfuldt på linje med at glemme at knappe bukserne. Folk låser deres døre og holder deres børn for ørerne, hvis der er en pessimist i nærheden. Det må man ikke være, uanset hvor elendigt verden udvikler sig. For mig at se er den såkaldt pessimistiske betragtning ofte blot den realistiske.

Det er snarere den tankeløse optimist, der er den store skurk i historien. Den engelske filosof Roger Scruton udpeger i sin bog ‘The Uses of Pessimism’ som sådan optimisten, som aldrig accepterer nogen grænse for sine udfoldelser, men med en ubøjelig vilje som sit redskab begiver sig ud for at forandre verden for enhver pris – tænk på Robespierre og jakobinerne i den franske revolution, Lenin og Trotskij i den russiske, Hitler og hans SA-stormtropper. Tænk på vor tids svøbe, de islamistiske terrorister.

Nu vi er ved det, har vi på et helt andet plan en del tankeløse optimister i Folketinget.”

(DREAM, Danish Rational Economic Agents Model)

“Hvis indvandrere i lige så høj grad som personer med dansk oprindelse var i arbejde, ville samfundets pengekasse vokse med et tocifret milliardbeløb årligt, viser nye beregninger fra Finansministeriet. “ (Politiko, 18. juni 2014: Højere beskæftigelse for indvandrere udgør milliardpotentiale)

Oploadet Kl. 03:19 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:


30. december 2014

David Trads drømmer om en ny kommunistisk revolution i Nordkorea, anført af en lokal ‘Fidel Castro’

Det faktum at David Trads har en stor journalistisk karriere bag sig, siger alt om det danske medielandskab. Her et citat fra hans personlige hjemmeside, hvor han under overskriften Mine drømme for en bedre verden, gør sig tanker om en eventuel ‘Revolution i Nodkorea’.

“En af ulykkerne i kølvandet på 2. verdenskrig var oprettelsen af Nordkorea, som reelt lige siden har været styret af en vanvids-familiekult, som har forarmet og isoleret dets sagesløse befolkning. Nationen er tilmed en sikkerhedstrussel mod verden.

Talrige udenlandske forsøg på at få vippet regimet på porten er mislykkedes – og ethvert tilløb til indenlandsk revolte er slået benhårdt ned. Den nuværende leder, Kim Jong-un, er tredje generation i familien – og synes om mulig endnu værre.

Jeg drømmer om, at der i det lukkede nordkoreanske system findes en hidtil ukendt lederskikkelse – en person som burmesiske Aun San Suu Kyi eller cubanske Fidel Castro – som er i stand til at gennemføre en revolution. Det ville være fantastisk.

Oploadet Kl. 14:11 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


23. december 2014

Udviklingsminister Mogens Jensen og Mugabes justitsminister, Emmerson ‘Krokodillen’ Mnangagwa

En mand der mener Europa skal give ‘plads til Islam’, er en mand der fodrer krokodiller i håb om at blive spist som den sidste. Herunder ses udviklingsminister Mogens Jensen med Mugabes forventede efterfølger, justitsminister Emerson ‘Krokodillen’ Mnangagwa. Mugabe og Emerson startede som kommunistiske oprørere, og Gukurahundi-massakren der nævnes i artiklen, var en del af et internt mod pro-sovjetfløjen. Emerson var ideologisk skolet i Beijing, og Mugabe-fløjen var maoistisk. Fra Ekstra Bladet – Minister smilede med diktators håndlanger.

“Udviklingsminister Mogens Jensen (S) har rodet sig ud i en uheldig foto-bombe. Da han for nylig besøgte Zimbabwe stillede han nemlig op til et kontroversielt foto med en mand ved navn Emmerson Mnangagwa. … i diktaturet Zimbabwe er han en yderst frygtet mand, fordi han som justitsminister har slået hårdt ned på al kritik af det siddende styre med Robert Mugabe i spidsen. …

Menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch oplyser, at Emmerson Mnangagwa fra 1980 til 88 stod i spidsen for Zimbabwes morderiske femte brigade, som blev trænet af nordkoreanske udsendinge. Brigaden var ansvarlig for nedslagtningen af omkring 20 tusind civile.

Hverken Emmerson Mnangagwa eller andre er blevet dømt for forbrydelserne, men ifølge organisationen er den såkaldte Gukurahundi-massakre veldokumenteret. Det understreger afrika-ekspert Dewa Mavhinga på Human Rights Watchs hjemmmeside.”

(Mogens Jensen & Emmerson ‘Krokodillen’ Mnangagwa, 11. december 2014; Twitter)

“Following the ZANU Congress, three of his colleagues… were captured and arrested… In spite of this setback, he remained in operation and joined up with Matthew Malowa who had trained in Egypt and had joined ZANU. They carried out daring operations in the country. Their major task was to recruit supporters from Salisbury, Fort Victoria, Mberengwa, and Macheke and smuggle them through to the Mutoko border so that they could go to Tanzania through Malawi.

It was during these operations that he and Malowa sabotaged a locomotive train in Fort Victoria. The leadership at Sikombela had sent the duo a message exhorting them to take some action so that the papers would report that it was the ZANU Military High Command which had carried it out. …

The operations also involved traversing the country on foot from Mberengwa to Mutoko. It was at this stage that William Ndangana came from Lusaka for a meeting at Rev Ndabaningi Sithole’s house in Highfield. It organised a group which included himself, William Ndangana, Victor Mlambo, James Dhlamini and Master Tresha to mount some roadblocks. The group, which is often referred to as the ‘Crocodile Gang’, killed a white farmer known as Peter Obeholzar at Nyanyadzi in Chimanimani. (Wikipedia)

Oploadet Kl. 20:56 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer

Rosenløv, Pihl, Korstogene (2014): “… en defensiv kristen respons mod en aggressiv muslimsk fjende”

Ny bog af Jesper Rosenløv og Michael Pihl, der begge underviser i historie. E-bogen kan købes på Saxo.com for 199 kroner. Mere om udgivelsen hos Center for Historieformidling.

“Bogen er ikke udtryk for banebrydende forskning, idet vi generelt læner os op ad de mest anerkendte nutidige korstogshistorikere.

Men det interessante – og tragiske – er, at korstogene i den almene bevidsthed, i populærvidenskabelige fremstillinger, i populærkulturen samt desværre også i mange undervisningsbøger stadig er omgærdet af myter og vrøvlerier. Ifølge korstogshistorikeren Thomas Madden er der desværre ‘en gabende afstand mellem den akademiske verden og den almene læserskare.’

Denne afstand har vi med vores letlæste bog tænkt os at nedbryde. Samtidig tør vi godt love, at følgende konklusioner vil ramme en pæl gennem en del af de mest udbredte korstogsmyter:

- Korstogene var ikke udtryk for en uprovokeret kristen aggression. Korstogene var en defensiv kristen respons mod en aggressiv muslimsk fjende – en sen reaktion på omfattende muslimske erobringer, angreb på Det Byzantinske Rige, overgreb på kristne pilgrimme og en århundrederlang undertrykkelse af kristne indbyggere i Østen.

– Korstogene ødelagde ikke en århundrederlang fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne – men islams omfattende og blodige erobringer, der var inspireret af tanker om hellig krig (jihad), affødte en kristen reaktion og en forestilling om krigsførelse som en kristen pligt, hvilket ellers tidligere havde været fremmed for kristendommen.

Det muslimske herredømme over jøder og kristne (i f.eks. Syrien og Palæstina) var ikke præget af tolerance. Generation efter generation af kristne, jødiske og muslimske forfattere bevidner omfattende diskrimination, chikane, forfølgelse, ødelæggelse og nedslagtning.

– Korstogene blev først en realitet efter flere anmodninger om hjælp fra byzantinske kejsere.

– Korstogenes mål var ikke at omvende muslimer til kristendommen, men at komme kristne i øst til undsætning, sikre pilgrimsruterne og tilbageerobre helligstederne.

– Korsfarernes motiver var ikke primært materialistiske. Deres hovedmotiver var af religiøs og åndelig art, og kredsede omkring opnåelsen af deres sjæls frelse ved udøvelse af bod, retfærdig krig og det, der blev anset for en næstekærlig gerning – nemlig at komme kristne til undsætning.

– Deltagelsen i korstogene var en risikabel underskudsforretning. Deltagende riddere var primært adelsslægternes ældste sønner, der stod til at arve familiens formue og derfor havde mest at miste.

– Korstogene var ikke mere brutale end andre af tidens felttog udført af såvel kristne som muslimske hære. Plyndringen af Jerusalem i 1099 adskilte sig ikke grundlæggende fra muslimernes indtagelse, ødelæggelse, plyndring og massakrer under indtagelsen af kristne byer i århundrederne frem til korstogene – eller i århundrederne efter.

- Saladin var ikke en nådig, barmhjertig eller tolerant hersker, men en tidstypisk brutal og skånselsløs krigsherre med vidtgående ambitioner m.h.t. islamisk jihad.

– Korstogene var ikke vendt mod jøderne. Kirken havde forbudt angreb på jøderne – og i de tilfælde, hvor pøbeloptøjer blev rettet mod jøderne, forsøgte kirken at beskytte dem.

– Korstogene var ikke udtryk for imperialisme /kolonianisme, der udbyttede den lokale befolkning.

– Paven var imod Det Fjerde Korstogs involvering i de byzantinske tronstridigheder – og fordømte plyndringen af Konstantinopel i 1204.

– De vesteuropæiske korsfarere var ikke kulturelt tilbagestående i forhold til den muslimske fjende. Vesteuropa var enten jævnbyrdig eller havde i løbet af Højmiddelalderen overhalet Mellemøsten med hensyn til vigtige aspekter inden for teknik og teknologi.

– Korstogene fyldte efter deres ophør meget lidt i den muslimske verdens bevidsthed. Først i slutningen af 1800-tallet og i løbet af 1900-tallet opstod der under indtryk fra Vesten en interesse for korstogene (og Saladin) blandt muslimske historikere og den bredere offentlighed.

Saladin-skikkelsen (i form af den ædle og barmhjertige krigsleder) var en europæisk konstruktion, der stammer fra perioden efter korstogene, og som blev videreformidlet i Oplysningstiden helt frem til i dag – bl.a. hjulpet af sir Walter Scotts ridderromaner.

– Korstogene standsede gennem 200 år den muslimske ekspansion. Dermed vandt Europa tid og gennemgik en styrkende udvikling, der gjorde det muligt at modstå de senere osmanniske fremstød i Centraleuropa.

M.h.t. Spanien:

- Det muslimske Spanien (al-Andalus) repræsenterede ikke en gylden epoke med kulturel pluralisme og harmonisk sameksistens mellem religionerne, men var en urolig tid med undertrykkelse, forfølgelser og fordrivelser.

- Myten om al-Andalus som en gylden og tolerant periode byggede på elementer fra 15-1600-tallets spanske skønlitteratur (litterær maurofili) og blev fra midten af 1800-tallet konstrueret af især jødiske akademikere og meningsdannere, der var frustrerede over den langsommelige proces omkring jødernes ligestilling i Europa.

– Opfattelsen af araberne som de primære videreformidlere af den antikke litteratur er falsk. Det var især kristne (især syriske), der formidlede den antikke litteratur til araberne. Arbejdet med den antikke litteratur blev i Toledo først for alvor systematiseret efter den kristne generobring i 1085. Det var dog primært via byzantinerne, at tabte dele af den antikke græske litteratur fandt vej til Vesteuropa.”


Støvring refererer Niall Ferguson: “… nu som dengang myrder man dem, der ikke er som en selv.”

Ikke alt i historien er uforudsigeligt, og statens fremmeste opgave må være at beskytte folket mod det Churchill og Powell kaldte for ‘preventable evils’. Kasper Støvring refererer Niall Ferguson – Bøger om Første Verdenskrig og etnisk diversitet som årsag til volden i det tyvende århundrede.

“Niall Ferguson tilskriver i The War of the World barbariet, den ekstreme vold, i det tyvende århundrede sameksistensen af de tre E-er: ‘Economic volatility’, ‘collapse of empire’ og ‘ethnic diversity’. Hvor ser vi det aktuelt? Såmænd i den arabiske verden. Det er en forklaring på voldshandlinger, der ikke giver islam den afgørende betydning. Men man kan sige, at islam er det fyrige brændstof, der får motoren – sameksistensen af de tre E’er – til at arbejde smidigt. Hvis nogen skulle være i tvivl, om ‘vi’ også kan være leveringsdygtige i vold, kan man bare se på det orgie af folkemord, etnisk udrensning og chauvinisme, der prægede Europa i første del af det tyvende århundrede, som jeg her fortrinsvis vil holde mig til.

Lad os se lidt nærmere på Fergusons bog. Omkring år 1900 kunne man rejse vidt omkring i den vestlige del af Europa uden at møde andre folkeslag, der afveg kulturelt fra majoritetsbefolkningen. Hvad angår udseende, sprog, klæder og religion var folk nogenlunde ens. Men det var anderledes i Central- og Østeuropa. Især i de tre årtier efter Første Verdenskrig forårsagede den etniske diversitet katastrofer. Fire dynastier – Habsburgerne, Hohenzollerne, Osmannerne og Romanov-dynastiet – dominerede før krigen, men efter 1918 blev nationalstaterne enten etableret eller genskabt, og så tog volden til. Især Tjekkoslovakiet, Polen, Rumænien og Jugoslavien var multietniske samfund med en relativ lille majoritetsgruppe. Minoriteterne blev her behandlet som andenrangsborgere.

Også økonomisk ustabilitet prægede perioden efter Første Verdenskrig, det så man på børserne, og der var lav vækst og recession mange steder. Men man glemmer, at også opsving kan bidrage til ustabilitet især i multietniske samfund, hvor minoriteter dominerer markedet, som bl.a. armeniere i Tyrkiet eller jøder i Central- og Østeuropa.

Endelig medvirkede også opløsningen af imperierne til voldshandlinger. Det sker utrolig sjældent, at svækkelse af imperier forløber fredeligt. I første halvdel af århundredet ledte f.eks. svækkelsen af det Osmanniske imperium til folkemordet på armenierne, tilsvarende førte sammenbruddet af det Østrig-Ungarske monarki og Russiske rige til ekstrem vold.

Fremtiden?

Hvad siger Ferguson om fremtiden? De områder, hvor der tidligere var konflikter i Europa, vil næppe være centrum for nye konflikter, netop fordi den etniske udrensning helt frem til årene umiddelbart efter Anden Verdenskrig var ganske effektiv (om end jo ekstrem voldelig). Europa er faktisk blevet ganske homogent og dermed fredelig, som Ferguson skriver. Derimod viser Mellemøsten tegn på kaos, der kan blive særdeles langvarigt, fordi grænserne ikke følger de etniske skillelinjer. Kræfterne er sluppet fri, og nu som dengang myrder man dem, der ikke er som en selv. Klaner, stammer og religiøse grupper kæmper med hinanden og begår de grusomste overgreb.”

Oploadet Kl. 07:15 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


19. december 2014

Pia K: Da jeg rejste indvandringsdebatten i Folketinget udvandrede S, SF og De Radikale ‘demonstrativt’

DR2 bragte onsdag et interview med Pia Kjærsgaard. Herunder et citat fra Sådan blev jeg Pia Kjærsgaard (28 min).

Pia Kjærsgaard, Dansk Folkeparti: … jeg var jo faktisk i Folketinget, den første der rejste debatterne, der var også folk ude omkring, men i Folketinget var jeg den første. Det har selvfølgelig gjort, at det er det folk stadigvæk forbinder med mig. At jeg der i sidst-80’erne, hvor virkningerne begyndte at vise sig, at jeg så rejste folketingsdebatter. Og jeg må indrømme, at når jeg sidder og fortæller det i dag, så forstår jeg ikke at det er rigtigt, men det er virkeligt rigtigt, at politikere under de debatter fra Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Det Radikale Venstre, de udvandrede demonstrativt.



15. december 2014

Enhedslisten-MF’er Henning Hyllested: “Ho-Chi-Mihn.. var et fantastisk menneske, utrolig humanistisk”

Flere medier har den senere tid problematiseret Liberal Alliances forkærlighed for den skønlittære forfatter Ayn Rand, der sætter ord på borgerlige dyder, og udpeger socialismen som værende en destruktion kraft. Altinget.dk har interviewet Enhedslisten-MF’er Henning Hyllested, der ikke siger noget som trækker overskrifter.

“Hvorfor gik du ind i politik?

Politik har altid interesseret mig. Det var Vietnam-krigen og kampen mod medlemsskabet af EU, det daværende EF, der gjorde, at jeg gik ind i politik.

Hvilken politiker har været en inspiration for dig?

Ho-Chi-Mihn, lederen af det daværende Nordvietnam, var et fantastisk menneske, utrolig humanistisk og så det faktum, at han stod i spidsen for en nation, der formåede at give verdens mest magtfulde nation en ordentlig røvfuld og smide dem ud af landet. Han var en kæmpe inspiration for alle os revolutionære. Han mestrede alle niveauer af politik og var jo leder af en nation, der var i krig mod verdens største supermagt. Samtidig var han et kulturelt meget vidende menneske, der interesserede sig for digtning.

“Suddenly, the boy came out of the jungle and ran across the rice paddies toward the village. He was crying. His mother ran to him and swept him up in her arms. Both of his hands had been cut off, and there was a sign around his neck, a message to his father: if he or any one else in the village dared go to the polls during the upcoming elections, something worse would happen to the rest of his children.

The VC delivered a similar warning to the residents of a hamlet not far from Danang. All were herded before the home of their chief. While they and the chief’s pregnant wife and four children were forced to look on, the chief’s tongue was cut out. Then his genital organs were sliced off and sewn inside his bloody mouth. As he died, the VC went to work on his wife, slashing open her womb. Then, the nine-year-old son: a bamboo lance was rammed through one ear and out the other. Two more of the chief’s children were murdered the same way. The VC did not harm the five-year-old daughter — not physically: they simply left her crying, holding her dead mother’s hand.

General Walt tells of his arrival at a district headquarters the day after it had been overrun by VC and North Vietnamese army troops. Those South Vietnamese soldiers not killed in the battle had been tied up and shot through their mouths or the backs of their heads. Then their wives and children, including a number of two- and three-year-olds, had been brought into the street, disrobed, tortured and finally executed: their throats were cut; they were shot, beheaded, disemboweled. The mutilated bodies were draped on fences and hung with signs telling the rest of the community that if they continued to support the Saigon government and allied forces, they could look forward to the same fate. (om Ho-Chi-Mihns Vietcong; Paulbogdagnor.com)

Oploadet Kl. 14:25 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


11. december 2014

Om Bornedals ‘1864’: De Nationalliberale ville blot have dansk land, “… Danmark (kun) til Ejderen”

Godt læserbrev af højskolelærer Hans-Tyge Haarløv i Jyllands-Posten - Danmark kun til Ejderen – en kritik af Ole Bornedals ‘1864’ og DR.

“Der er blevet rejst megen berettiget kritik af Ole Bornedals ‘1864’: navnlig af den middelmådige dramaturgi og den misledende historiske fremstilling, blandt andet af D.G. Monrad.

Denne kritik er på sin plads, men det værste ved Ole Bornedals ‘1864’ er dog, at den postulerer, at den nationalliberale politik gik på et ‘stort Danmark’ – altså en ekspansiv og aggressiv nationalistisk politik, når det modsatte er tilfældet. Dermed spreder Bornedals ‘1864’ en løgnehistorie med DR’s ekstrabevilligede public servicepenge. …

De nationalliberales politik var jo netop den modsatte: Man ville afstå land. Man anerkendte, at hertugdømmerne Holsten og Lauenborg var tysk, jf. Orla Lehmanns centrale tale i 1842, og derfor ville man kun have, hvad der var ‘dansk’ land: Danmark (kun) til Ejderen. Det tysk-romerske kejserrige og siden det tyske forbund gik ikke længere end til Ejderen. Hinsides nord for Ejderen lå hertugdømmet Slesvig, et gammelt dansk len. De nationalliberale ville blot forsvare Danmarks ret til dette, da det var udfordret af en aggressiv tysk nationalisme i flere skikkelser:

I hertugdømmerne en tysk nationalisme, hvor den slesvig-holstenske bevægelse ønskede Tyskland til Kongeåen (mellem Kolding og Ribe), uagtet at der dermed ville komme et kæmpe dansksindet mindretal under tysk styre.

I Berlin repræsenteredes den aggressive tyske nationalisme af Bismarck, der ville have blod og jern: Bismarck ville samle Tyskland med krig og så stort på slesvig-holstenernes ønske om egen stat: De måtte blive prøjsere, hvad de da også blev. …

De søde multikulturelle mennesker dengang var helstatsmændene, som ønskede den store dansk-tyske helstat bevaret: Det passer naturligvis ikke i Bornedals dagsorden. Tiden var ikke til sindelagsgrænser: At det ikke lykkedes i London efter stormen på Dybbøl, kan man kun begræde. Der var altså rigeligt med dramatisk materiale i virkelighedens 1864 både på politisk niveau og på det almenmenneskelige plan.

(Nicolas Bro som D.G. Monrad i Ole Bornedals ‘1864’; Youtube)

>DR’s massemedier bruges på den måde til at sprede (halve og hele) løgne og selvhad i stedet for folkeoplysning. … Hvordan forventer Bornedal og DR, at man skal kunne integrere nogen som helst udlændinge i det danske samfund, når danskerne (og navnlig ‘eliten’) portrætteres som en nation af idioter? Ingen har da lyst til at blive en del af et samfund, som ikke har noget som helst at kæmpe for: Velkommen islamister – vi har lært af Bornedal, at det ikke kan svare sig at kæmpe.”

Oploadet Kl. 05:41 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


5. december 2014

Karen Blixen om somali-stammer (1937) : “.. følte og ræsonnerede.. anderledes end andre mennesker”

Bogbidder.dk har lagt en række citater online fra Karen Blixens Den afrikanske farm. Her om somaliere.

Somali-byen lå helt uden for selve Nairobi, vistnok fordi de muhamedanske somalier vil have deres kvinder i fred for omverdenen. I min tid var der i Nairobi en eller to skønne unge somali-kvinder, hvis navne hele byen kendte, som slog sig ned i basaren og trak Nairobis politi lystigt om ved næsen. Det var opvakte, pragtfulde piger, og storslåede, som somalier er det i alle forhold. Men de hæderlige somali-kvinder kom ikke i gaderne. Somali-byen lå udsat for alle vinde, den var bar, skyggeløs og støvet og må have mindet somalierne om deres hjemlands ørkener. Europæerne, der i lang tid eller i flere generationer bor på et og samme sted, har svært ved at vænne sig til den fuldkomne ligegyldighed for deres hjems nære omgivelser, som de nomadiske folkeslag viser. Somaliernes huse var uregelmæssigt strøet omkring på den bare jord og så ud, som om de var slået op med en pakke firetommersøm for at hænge sammen i en uge. Man blev derfor, når man kom ind i et af husene, overrasket ved at se det så velordnet og fint, duftende af arabisk røgelse, med smukke, gamle tæpper og vægtæpper, skåle og fade af messing og sølv, og sværd med elfenbensfæste og skønne klinger. Somali-kvinderne selv har en fin, værdig optræden og er gæstfri og lystige, de lo som et helt spil af klare sølvbjælder. Jeg var godt kendt i somali-byen gennem min somali-tjener Farah Aden, som var i min tjeneste i al den tid, jeg boede i Afrika, og jeg var i tidens løb gæst ved mange af deres fester. Et fornemt somali-bryllup er en pragtfuld, ærværdig festlighed. Jeg blev ført helt ind i brudekammeret, hvor væggene og brudesengen var smukt draperede med gamle falmede, fint glødende, vævede tøjer og broderier, den unge, mørkøjede brud var selv så stiv som en marskalstav af guld og sølv, tyk silke og rav.

Somalierne var kvæghandlere og handelsmænd og gjorde forretninger over hele landet. De holdt, til transport af deres varer, en mængde små grå æsler, der, når de ikke var ude på rejse, gik frit om imellem husene. Jeg har også set kameler i somali-byen, hovmodige, hærdede ørkenprodukter, der er hævet over alle jordiske kår, som kaktus, og som somalier.

Somalierne bragte ulykke over deres egne og andre folks hoveder gennem deres frygtelige indbyrdes stammefjendtligheder. På det område følte og ræsonnerede de anderledes end andre mennesker. Farah tilhørte den stamme, der hedder Habr Yunis, så det var den, som jeg selv plejede at tage parti for. Der var engang en stor alvorlig krig i somali-byen mellem de to stammer Dulba Hantis – ‘The mad mullah’s stamme – og Habr Chaolo, med riffelskud og ildspåsættelse og mange dræbte på hver side, indtil regeringen syntes den måtte blande sig i det. Farah havde på den tid en ung ven af sin egen stamme, der hed Sayid, og som plejede at komme og besøge ham på farmen. Det var en frejdig, klarøjet ung mand, så jeg blev bedrøvet ved af mine husfolk at høre den sørgelige historie, at han havde været på et tilfældigt besøg hos en familie af Habr Chaolostammen, da en vred Dulba Hantis i det samme var kommet forbi og på må og få havde fyret to skud gennem husets væg og skudt Sayids ben over. Jeg sagde til Farah, at hans vens uheld gjorde mig ondt. ‘Hvad? Sayid,’ råbte Farah forarget, ‘det var godt nok til Sayid. Hvorfor skulle han gå hen og drikke the i en Habr Chaolos hus?”

Oploadet Kl. 17:44 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper