13. februar 2019

Nyvalgt FOA-formand Mona Striib, tidl. DKP: Nutidens udlændingepolitik minder om 30’ernes Tyskland

Det er barsk for et voksent menneske at høre Radio24syv en hel eftermiddag, og da jeg i går forsøgte mig med P1 blev jeg hårdt straffet. En længere hyldest til en af de første ‘engelske socialister’ William Morris, og hans tapet-kunst. At han var kommunist, fremgik ikke, men højreorienterede P1-lyttere kender eufemismerne. Herefter et indslag om 70’ernes feministiske opgør med patriarkalske strukturer. For lidt siden gav kanalen et længere interview med en abstrakt kunstner, der om kort tid udstiller til fordel for Dansk Flygtningehjælp. Etcetera..

Her et af de mange indslag jeg ikke fik hørt. Et interview i Orientering på P1 med FOA-formand Mona Striib, der på vegne af 179.000 offentlige ansatte gik i rette med det såkaldte ‘paradigmeskift’ i udlændingepolitikken. Hun er tidligere medlem af Danmarks Kommunistiske Parti, i lighed med den nu forhenværende Dennis Kristensen.

Mona Striib, FOA-formand: Hvis man nu er kommet hertil og slået sig ned.,.. Jeg kan simpelthen ikke forstå, at vi er blevet så hysteriske, og har sådan det jeg kalder en grim indre svinehund, der gør at vi tænker, at vi skal være de rene, ranke danske. Det henleder min opmærksomhed på noget, der skete for mange, mange år siden, som vi aldrig nogensinde burde glemme. Så lad os nu tage godt imod de borgere, der kommer hertil.

Journalist, P1: Jeg skal bare lige høre Mona Striib, tiden er faktisk gået. Jeg vil bare lige høre, at når du siger sådan nogle ting. Siger du at det her lugter af 30’ernes Tyskland?

Mona Striib: Ja! Jeg har sådan en grim fornemmelse i maven. Den måde man taler på, den måde man reagerer på, det begynder at minde om noget der skete for mange år siden. … Jeg forstår simpelthen ikke jagten på de mennesker.

(Mona Striib, tidligere DKP, nu FOA, sideløbende ‘OverskudsAmbassadør; Foto: Youtube)

I lighed med sin formandsforgænger, Dennis Kristensen, trådte hun også nogle rent politiske barnesko i DKP, Danmarks Kommunistiske Parti, men kun i fem ungdomsår. Og gav den også som venstrefløjsaktivist i Kolding. Senere skiftede hun til Socialdemokratiet, som også kun fik fem år med hende som medlem.” (Fyens.dk, 4. maj 2018)



23. januar 2019

Guide til islamisk elskovslære inkluderer vejledning i voldtægt (ikke medtaget i ny dansk oversættelse)

Sidste år udgav Naser Khader en kommenteret dansk oversættelse af Sheik Nefzaouis bog om islamisk elskovslære. I et interview med BT forklarede Khader, at Islam trænger til ‘en seksuel revolution, og pointerede at man i 1500-tallets Tunesien var mere åben omkring sex, og ‘havde større respekt for kvinder’. ‘Den duftende have’, har undertitlen ‘Den arabiske verdens Kama Sutra’. Det smager lidt af frisind, men Islam er stadig Islam.

Naser Khader valgte ikke at medtage enkelte afsnit i den danske oversættelse, og det forstår man godt – her i disse MeToo-tider. Bogen er bramfri, men ikke bare i forhold til seksuel frisind. I listen over forskellige stillinger (der inkluderer ‘Gedestillingen’), skiller en enkelt sig ud. Stilling 22: ‘El morteseb’, Voldtægt!

Et citat fra The perfumed garden of the Cheikh Nefzaoui : a manual of Arabian erotology, udg. 1886.

“22. El morteseb, rape.

Twenty-second manner.—El morteseb (the coition by violence) . The man approaches the woman from behind, so as to take her unawares; he passes his hands under her armpits; and seizing hers, draws them up towards her throat, so as to paralyze all resistance on her part. He can intertwine his fingers with hers, and thus bring her hands behind her neck by making her bend her head down.

If she has no drawers on, he tries to raise her robe with his knees towards the middle of the body, fixing one of her legs with his, so that she cannot turn away her receptacle from his weapon, nor make any resistance to its introduction. If she has drawers on and is strong, the man will be obliged to hold her two hands with one of his while he undoes her drawers with the other.

This manner will prove convenient for a man who wants to enjoy a woman, and can only get her by force and against her will. (s. 70, 78f)

Oploadet Kl. 21:34 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer

Radio24syv om højrefløjens myter (De røde lejesvende): “… det er jo fake news i den gamle form.”

Jeg har tidligere blogget om ‘Det lille mememageri’ på Radio24syv. Fredag i sidste uge var emnet kildekritik og ‘fake news’, og det blev vanen tro et frontalangreb på Pernille Vermund, Dansk Folkeparti og Donald Trump. Det faktuelle skulle på plads, myterne skulle gendrives, og minsandten om ikke gæsten var Georg Metz. En 73-årig skønlitterær forfatter, der ikke var aktiv på sociale medier, skulle debattere ‘fake news’ og memes.

Hvordan kan man bedst afslører højrefløjens myter, var reelt eneste punkt på dagsordenen. Georg Metz indledte anden time med at afvise, at DR skulle være venstreorienteret i 1970’erne eller i dag. Pudsigt at alle de venstreorienterede der hævder DR i virkeligheden er højreorienteret, altid er benhårde kritikere af nedskæringer.

Mandlig paneldeltager: Så når vi hører de borgerlige partier skælde ud på DR i dag for at være for venstreorienteret, så er det faktisk den samme kritik som også var dengang.

Georg Metz, forfatter: Ja, i allerhøjeste grad. Dengang var det jo helt vildt. Og det var jo lidt underligt, for alle vores chefer, der var jo ikke nogen af dem, der var venstreorienteret, og det var der meget få medarbejdere der var. Vi stirrede jo altid på… Hvem er det de mener? De fleste var jo borgerlige, og langt de fleste chefer var jo Venstrefolk eller meget meget tungsindige socialdemokrater. Det er rent vrøvl, det der. Men der har I en myte. Det blev en myte. I vore dage er det en sandhed. De røde lejesvende, og de var Venstrefolk alle sammen, dem som omtales som de røde lejesvende. Med Uffe Ellemann i spidsen. Og det var en Venstremand der udråbte sine egne partifæller – de var erklærede Venstrefolk, de der journalister. Der var en socialdemokrat imellem dem, som senere blev udenrigsordfører i Folketinget. Alle de andre var Venstrefolk, en enkelt var radikale venstre, så vidt jeg husker. Så det var helt hen i vejret. Det var et eksempel på…

Mandlig paneldeltager: Hvorfor tror du at – det er jo fake news i den gamle form. Hvorfor tror du sådan noget ender med at etablere sig som en sandhed, når det ifølge dig er så åbenlyst usandt.

Georg Metz: Det var et godt slagord: ‘De røde lejesvende’, det sad fast ik’. Noget andet var, at det passede ind i de borgerlige blades opfattelse af det, og den kamp begyndte at opstå, at man ville have et alternativ til Danmarks Radio. Det var jo det der førte til etableringen af TV2. Det var en større politisk kamp. Der var mange som bare var vrede over at der kom noget ud i radioen de ikke kunne lide, eller noget de ikke brød sig om. Ligesom du selv ser nu, at Søren Espersen får et hysterisk anfald over en serie, ik’… Sådan er politik engang imellem – det bygger på det rene vrøvl.

(Georg Metz, tidligere journalist for TV-Avisen; Foto: Youtube)


Mikkel A: “I forhold til både Alternativet og NSDAPs partiformænd finder man… bekymrende ligheder”

Torsdag hørte jeg undtagelsesvis P1 debatten, hvor Carolina Magdalena Maier blotlagde sin alternative virkelighed. Det var ifølge hende (mine ord), lidt nazistisk at tage udgangspunkt i nationalstaten. I panelet sad blandt andet Mikkel Andersson, og han havde en fest. De åbne døre blev sparket ind med træskostøvler.

Andersson opridser i Berlingske en række grunde til at det i virkeligheden er Alternativet, der manifesterer moderne nazisme. God humor, og nazi-kortet er jo nok det eneste sprog de forstår. Fra Berlingske.dk – Alternativets bekymrende fascistiske træk.

“Alternativet er et overordentligt grønt parti, der ønsker at være foregangsparti inden for klima- og naturbeskyttelse, og det lyder for nogle måske tilforladeligt. Her bør man dog være opmærksom på, at nazismen i høj grad opfattede sig som tilsvarende progressivt. I 1935 indførte Tyskland en af verdens første naturbeskyttelseslove og to år tidligere indførte man en omfattende dyreværnslov. …

I forhold til både Alternativet og NSDAPs partiformænd finder man også bekymrende lighederAdolf Hitler eksperimenterede i lange perioder med en livsstil helt uden eller med meget lidt kød, og præcis det samme har Uffe Elbæk gjort og sågar anbefalet.

… Alternativet ønsker desuden en sænkning af pensionsalderen for visse grupper, hvilket i foruroligende høj grad vækker mindelser om de italienske fascisters manifest fra 1919. Ikke nok med det. Alternativet har også udtrykt ønske om, at der kommer borgerrepræsentanter i virksomhedsbestyrelser, hvor fascisterne krævede arbejderne repræsenteret. Et tilfælde? Jeg tvivler.

Også i forhold til kunstens rolle i samfundet, er der foruroligende paralleller.. Ikke alene har Uffe Elbæk og Adolf Hitler begge en baggrund i kreative og kunstneriske miljøer i henholdsvis Aarhus og Wien, de betoner også kunstens store samfundsmæssige rolle og betydning for den enkelte borgers dannelse. Ja, de har endda begge organiseret store sportsbegivenheder.

… I lyset af Uffe Elbæks nyhedsbrev og den voldsomt dæmoniserende retorik heri, er det desværre svært ikke at se klare fællestræk her også.”

(Grafik: Hla Oo’s blog)



22. januar 2019

Bent Blüdnikow: “Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister.”

Sejrherrerne skriver historien, og i Danmark har socialisterne konsolideret magten på alle niveauer. Bent Blüdnikow har skrevet en kommentar om Lousianas udstilling af Dea Trier Mørchs værker. Fuld tekst herunder.

Historiefup på kunstmuseet Louisiana (Oprindeligt trykt i Berlingske, 20. januar 2019)

Dea Trier Mørch var efter alt at dømme et varmt og sympatisk menneske. Hun var en fornem kunstner, når hun ikke blev grebet af propagandistisk iver. Hendes bedste værker fra de venstreorienterede årtier er ikonografiske.

Louisiana har viet hende en udstilling med nogle af hendes bedste værker, men udstillingen baserer sig på en historieløgn.

Hun kaldes i udstillingens tekster for en ‘feministisk pionér’, og teksten fortsætter ‘i sit grafiske værk viser Dea Trier Mørch sig som humanist og socialrealist med det menneskelige portræt i centrum….På afstand af hendes egen samtid er det værkets humanistiske karakter, troen på det enkelte menneskes værdi og berettigelse, der træder frem.’

Påstanden kan ikke være længere væk fra sandheden. Dea Trier Mørch var i 10 år medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Da hun meldte sig ud, var det ikke, fordi hun forstod, at kommunismen havde myrdet millioner af mennesker, men med en dødssyg erklæring om, at: ‘Parolestilen fra slutningen af 60’erne op til midten af 70’erne er ikke længere brugbar…’ Hun fortsatte som hjemløs kommunist og forstod aldrig tragedien. Dertil kom, at hun som kommunist altid satte kollektivet over individet, som kommunismen nu engang foreskrev, og som det også viste sig i hendes romaner. Mennesket var ikke i centrum, tværtimod.

Hun gøres nu til humanist, og der er ikke på udstillingen ét ord om hendes kommunisme eller kollektivisme. Det er historiefordrejning. Det minder om en ny udstilling på Henry Heerup-museet i Rødøvre med titlen ‘Heerup og den kolde krig’. Her er ikke et ord om Heerups kommunistiske medløberi og hans støtte til de forslag om atomvåbenfrie zoner, som var et sovjetisk påfund. Her er han også bare humanist.

Fortiden spiller stadig en rolle for vor politik og samfund. I Sverige fryser de Sverigedemokraterne ud, fordi de er på højrefløjen, og det påstås, at de er nazister. Samtidig er den gamle venstrefascist og KGB-spion Jan Guillou en mediehelt i Sverige. Men hvad gør man ikke for at rense sig for det faktum, at Sverige arbejdede tæt sammen med nazisterne under krigen? Og Alternativets Uffe Elbæk klæber 1930ernes betegnelse fascisme på sine politiske modstandere; han der selv var på den yderste venstrefløj og var kommunist.

Fortiden bruges i den nutidige politiske kamp. Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister. Med sin udstilling om Dea Trier Mørch forvansker Louisiana fortiden og bliver bevidst eller ubevidst til bannerfører for nutidens fuphistorie.

(Foto: Louisiana.dk)



18. januar 2019

T.J. Erichsen: Social stagnation skaber højrepopulisme, folkeforførere som ‘Uriasposten, Snaphanen’

Gymnasielærer Thomas Johannes Erichsen omtaler med jævne mellemrum Uriasposten som en hadeside, og jeg har blogget om ham flere gange, senest med en personlig anekdote fra 2008, som fint supplerer hans bekvemme positioneren anno 2019. Fra Politiken – Gymnasielærer om højrepopulisme: Historien har vist grimme eksempler på, hvad sker der, når den manipulerende retorik får magten over masserne.

“I det gamle Grækenland troede Platon ikke på demokratiet. Det tillod folkeforførere og dygtige retorikere at køre samfundet i sænk. Måske, hvis folk var bedre uddannet, kunne man stå imod demagogerne, men det var altså ikke tilfældet.

2500 år senere er problemet det samme, og historien har også vist grimme eksempler på hvad der sker, når den manipulerende retorik får magten over masserne.

Demagoger behøver kun en lille flig af virkeligheden for at opdimensionere en sag. Således kan selve demokratiet fremstilles som værende i fare, eller fædrelandet, al den frihed vi har kæmpet for i århundreder.

… Den økonomiske udvikling hos den typiske højrepopulist er ikke fulgt med samfundselitens, og som magtesløs overfor eliten, vælger man i stedet at gøre globalisering og indvandring til syndebuk, skriver Fukuyama i essayet ’The populist surge’. …

Multikulturalisme. Økonomisk og social stagnation. Demagogisk populisme og konfliktorienterede medier, – det er et giftigt bæger der føres til læberne her. Og for at gøre sagen værre, foregår den politiske manipulation ikke bare oppefra og ned. Betragter man den voksende borgerjournalistik på internettet, vil man erfare, at folk selv klarer meget af det demagogiske arbejde.

Hvad angår manipulation og propaganda, er der ikke bare tale om at toppen narrer befolkningen, – tilsyneladende narrer folket også sig selv. Med mindre, naturligvis, at man mener alternative medier som Uriasposten, Snaphanen og 180grader giver et retvisende billede af virkeligheden.

Oploadet Kl. 10:10 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


17. januar 2019

Jalving cit. Geoffrey Cain (d. ’19) om 68’ernes pubertære had: “De er børn, der aldrig er blevet voksne”

Geoffrey Cain er ikke landskendt i mediemæssig forstand, men hans bog Ondskabens Ikon (2000; og Gensyn med Ondskabens Ikon, 2006) var med til at gøre mig nationalkonservativ. Jeg gik på universitetet, og bogens righoldige dokumentation udstillede de dobbelte standarder, så ingen kunne være i tvivl. Cain sov ind natten til søndag på Gentofte Hospital. Æret være hans minde. Mikael Jalvings mindeord kan læses på JP.dk – Hvil i fred, Geoffrey.

“Glistrup, Kjærsgaard, Camre, Krarup, Langballe, Fogh, Trump, Vermund, navne og ansigter kommer og går. Kun hadet er konstant. Hvorfor er det især dem, der priser deres eget menneskesyn, som går rundt og hader nogen hele tiden?

Svaret er indlysende: fordi den negative opbyggelighed gør dem selv lækre, fordi hadet positionerer dem i midten af alt godt (og tilmed gavner deres karrierer), fordi godheden og avantgardismen løfter dem op mod Gud. Netop fordi de moderne humanister ikke tror på Kristus, vil de være som ham, det sagde allerede digteren Søren Ulrik Thomsen. Attraktionen er med andre ord kolossal.

Den humanisme, der engang var et erhverv, er af samme grund endt som religionserstatning, det er faktisk en rigtig trist historie. Geoffrey Cain så det og koblede religionserstatningen til hadet til Vesten og et bestemt årstal:

68’ernes had stammer fra deres ulyst overfor deres eget samfund, deres egne rødder og i mange tilfælde deres egen far og mor. Ja, det er noget så enkelt som had til far og mor, et pubertært had som 68’erne – trods deres magt og vælde – aldrig har formået at lægge fra sig. De er børn, der aldrig er blevet voksne. De er blevet hængende i barnealderen, og derfor er de – ligesom børn – blottet for selverkendelse, men desto bedre til at mobbe ligesom skolebørn er gode til at mobbe. Ikke fordi de nødvendigvis er onde, men de mangler blot den medfølelse, der burde komme med den modenhed, de aldrig fik.'”

(Geoffrey Cain og Gensyn med Ondskabens Ikon, 2006; Foto: NewSpeek)

Oploadet Kl. 10:56 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


16. januar 2019

Uffe Elbæk om dansk politik anno 2019: ” Ikke nødvendigvis fascisme, som vi så det i 30’erne, men…”

Multikulturelle kaospiloter kan advare nok så meget om politiske modstandere, men de kan ikke navigere uden om virkeligheden. Uffe Elbæk ved det tydeligvis ikke selv, men hans ord gør i det store spil hverken fra eller til. Danmark er ikke Nørrebro, og folk flest opfatter islamisering som et større problem end udvisning af kriminelle udlændinge. Elbæk & Co. er oppe imod virkeligheden, og det han fra dansegulvet ser som højreekstremisme og fascisme er for den gennemsnitlige lønmodtager almindelig sund fornuft. Der finder desværre ikke et egentligt højreskred sted i Danmark – det er blot folkelig modstand mod islamisk indvandring.

Uffe Elbæk har været medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom, Venstresocialisterne, Kommunistisk Forbund og meldte sig ud af De Radikale, da det hele blev for konkret. Han har taget fejl hele livet, og er et af de få mennesker man må sætte i kategorien ‘udenfor politisk rækkevidde’. De skal ikke overbevises. De skal isoleres.

Fra fantastens seneste nyhedsbrev på Alternativet.dk – Hvor er vi på vej hen?

“Dette nyhedsbrev er mit første i 2019, hvor vi som bekendt skal til et afgørende folketingsvalg. Og derfor vil jeg tage fat på en alvorlig diskussion af, hvor vi er på vej hen som samfund.

… når man som jeg ser klare faresignaler både ude i Europa som herhjemme er det min pligt at tage diskussionen. Også selvom det kan være ubehageligt. Eller selvom det kan tegne et billede af Danmark, som vi ikke kan lide eller måske ikke kan eller vil genkende. … hvorfor er det så pokkers svært at få en sober diskussion om det værdimæssige højreskred der er sket gennem de sidste tyve år i Danmark. …

Et er ihvertfald sikkert, at siden Poul Nyrup sagde, at ’stuerene, det bliver I aldrig,’ om Dansk Folkeparti, er det for mig at se blevet mere og mere ildeset at kritisere udlændingepolitiske strammerforslag, uanset hvor ekstreme de måtte være. Uanset, hvor meget vi så nærmer os tilstande, som kan virke dehumaniserede. Og i visse tilfælde minder om et fascistisk menneske- og samfundssyn, hvis man tager de historiske briller på.

Selvom vi på mange måder kan se fællestræk med situationen i 1930ernes Europa, er situationen i dag en anden. Men det, som jeg vil insistere på – også selvom jeg skulle være den eneste politiske leder i Folketinget, der gør det – er, at vi er nødt til at kunne snakke om, at vi er i en situation, hvor det ekstreme bliver det normale. Hvor det, vi havde troet, vi aldrig kunne tolerere, pludseligt er bredt tolereret. Eksempelvis at sende medmennesker ud på en øde ø.

… alt det ser vi også tegn på herhjemme. Ikke nødvendigvis fascisme, som vi så det i 30’erne, men en ny tids fjendebilleder, nye chokdoktriner, der bryder vores samfund ned.”


Jakob Carl Christensen: “Menneskedyrkelsen ender alt for ofte i det, som er menneskets svagheder.”

Fint lille læserbrev af cand.teol. Jakob Carl Christensen i Jyllands-Posten – Vi må droppe den åbenlyse livsløgn, at mennesket bare er godt.

“… alle kulturer har en tydningshorisont i religion under en eller anden form. Såfremt den forsøges fjernet, erstattes den af noget andet, bevidst eller ubevidst. Nihilisme findes ikke i andre former end psykopati.

Således er vi i de seneste 100 år havnet i en religiøs dyrkelse af mange forskellige ting; individet, demokratiet, rationalitet, totalitarisme, klimakamp osv. …

Hvis man mener, at mennesket i sit væsen blot er godt, er man enten fuldstændig naiv eller blind mod bedre vidende.

De seneste 100 år burde have lært os, at ethvert menneske under de givne kår rummer såvel den smukkeste selvopofrelse som den grimmeste ondskab.

Man skal ikke bilde sig ind, at det var særligt onde mennesker, der var vagter ved koncentrationslejrene i Tyskland eller i Gulag’erne. Det var ikke en særlig race af nedrige og sadistiske væsener, der under Mao slagtede dem, der ikke passende ind i systemet. Det var skotøjshandleren, frugtsælgeren, læreren, bonden, soldaten.

Menneskedyrkelsen ender alt for ofte i det, som er menneskets svagheder. Her hjælper hverken demokrati eller rødglødende idealisme.

Vi er nødt til at holde op med at dyrke den åbenlyse livsløgn, at mennesket bare er godt og kun vil det gode og i sidste ende passer som fod i hose i fællesskabet med andre mennesker. Ingen hjælpes af en løgn, uanset hvor ofte den gentages.”

(Scene fra Defiance, 2008 – Edward Zwicks film om Bielski-brødrene; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 03:35 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


9. januar 2019

Erik M. Bøye om demografi anno 1992: “Det er hårdt at være de første, der påpeger en truende fare.”

“Nu har vi muligheden for at møde mennesker med en anden baggrund og kultur uden at skulle købe en flybillet.”, skriver en aldrende mand i JyskeVestkysten, og det bliver godt for debatten når de værste naivister uddør. De er opvokset med ‘anti-racisme’, som eneste rettesnor i forhold til de tre i’er (indvandring/integration/Islam), og ser alt igennem det filter. Når først du er rød, er skaden sket.

Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks, og at det gik så galt skyldes tildels konfliktsky medier. Noget der igen er en konsekvens af 68’er-generationens venstredrejning. Borgerligheden opgav kampen, venstrefløjens overdrev tog magten.

Fin kronik af forhenværende lektor Erik M. Bøye i Jyllands-Posten, der starter med at gengive lidt fra et kritisk indlæg mod hans præsentation af statistiske kendsgerninger – Det er hårdt at være de første, der påpeger en truende fare.

“‘… denne dag skulle altså blive dagen, hvor jeg skulle opleve det, der tales så meget om. I sekundet det skete, føltes det nærmest, som stod der en hund og pissede mig op ad benet. Vi er i det store auditorium fredag den 28. februar 1992 til forelæsning i statistik, og det, der ramte mig, var den nye moderne højrebølge.’

Længere inde i indlægget lød det:

‘Han var i hvert fald ved at manipulere godt og grundig slimet med os. På en planche kort forinden havde han nemlig vist, hvordan en lille del kunne overhale en større del på få år ved at have en lidt højere såkaldt vækstrate. (…) denne måde at fremlægge tingene på er uheldig, da den er ekstremt velegnet som kosttilskud til spirende racister (…).’

Indlægget sluttede:

‘Efter min mening er den 28. februar en sort dag i DJH’s historie. Mit forslag herfra skal blive, at vel skal DJH være med på den sidste nye udvikling i Europa. Men lad os blive de sidste, der hopper med på den ætsende mavesure, selvtilfredse, farlige og hadske højrebølge, der beruser folkemasser i hele verden. Kun 47 år efter Anden Verdenskrig. Afsindigt.’

Jeg svarede i et efterfølgende nummer af ‘Et blad’ bl.a.: ‘Jakob Rubin! Mener du virkelig, at journalisthøjskolen skal være det sidste sted, hvor disse ting diskuteres? Jeg synes, det burde være det første.’

Den figur, som jeg viste på journalisthøjskolen, var fra Matthiessens lærebog i demografi. Figuren viser en stejlt stigende kurve for antallet af udlændinge fra tredjeverdenslande med bopæl i Danmark. Den figur sammenholdt jeg med en figur fra en pjece udarbejdet af journalist (!) Rune Bech: ‘Kan det virkelig passe – håndbog i myter og fakta om flygtninge og indvandrere i Danmark’, 2. udg. side 23. Kurven for antallet af udlændinge i Danmark er helt vandret fra 1990 til 1995, hvor kurven slutter. Desuden er knækket i kurven efter udlændingeloven af 1983 næsten ikke til at få øje på. Det er det værste eksempel på misbrug af statistik, som jeg er stødt på. Pjecen er udgivet af Dansk Ungdoms Fællesråd m.fl. med støtte fra Socialministeriet og blev uddelt på landets gymnasier. Den er et eksempel på den holdningsprægede undervisning, som skulle feje problemet ind under gulvtæppet. …

Der er en anden mærkelig ting ved debatten: Hvorfor bliver man i det politiske spektrum placeret på den yderste højrefløj, fordi man er bange for islamiseringen af Europa? Traditionelt er man blevet betragtet som venstreorienteret, hvis man er socialist og tilhænger af en socialstat, og højreorienteret, hvis man er liberalist og tilhænger af en minimalstat. Befolkningsudskiftningen og den snigende islamisering har intet med disse ting at gøre. I Danmark opstod problemet efter vedtagelsen af udlændingeloven af 1983, der uden nogen escape clause (nødbremse) gav alle herboende udlændinge et retskrav på familiesammenføring (‘Når først indvandrerne har skabt sig et brohoved, får indvandringen en selvforstærkende karakter.’).

Et hvilket som helst af de politiske partier kunne have taget dette nyopdukkede problem op. Det parti på venstrefløjen eller højrefløjen, der ville gøre det, ville næsten automatisk vokse sig større og større, efterhånden som problemerne voksede sig større og større. Det kunne have været Socialdemokratiet. … Det blev Dansk Folkeparti, der tog problemet op. Er partiet af den grund et ekstremt højreorienteret og ikke stuerent parti? Og tilhængerne klamme kældermennesker? Ikke så sært, at mange ved meningsmålinger ikke tør fortælle, at de vil stemme på partiet.

Det er hårdt at være de første, der påpeger en truende fare. I 1930’erne kom faren fra nazismen. Europa blev reddet på målstregen af Winston Churchill. Havde det ikke været for ham, ville vore unge mænd nu skulle gå strækmarch gennem gaderne. Men Churchill talte længe for døve øren og blev betragtet som en krigsmager og en færdig mand i politik.

I dag kommer faren fra en anden ideologi: islam med dens sharialovgivning med tørklædetvang, flerkoneri, piskning og stening. Bliver Europa også reddet på målstregen af denne fare?”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper