7. december 2016

Quisling, nu som tøjmærke

Nationalsocialisten Vidkun Quisling forrådte sit land, og efternavnet bruges i dag synonymt med landsforrædder. Et oplagt navn til et dansk tøjmærke, der dyrker tidens normløshed, og idealiserer sædernes forfald. Designeren Emil Wæde Frederiksen færdes i kredse hvor ‘Hammer & Segl’ har en god symbolik, og ‘Refugees Welcome’ ikke betyder udgifter og utryghed. Et midlertidigt eksperimentarium for verdensborgere i den kreative klasse.

Omtale af tøjmærket Quisling hos Soundvenue – Fremadstormende dansk streetwear-brand klar med ny kollektion.

“Quisling er klar med sin fjerde minikollektion på et år, og designeren bag det danske mærke, Emil Wæde Frederiksen, fortsætter sit fokus på nogle af grundstenene i tidens streetwear som t-shirts, hoodies og fodboldhalstørklæder med print. Han overrasker dog også med blandt andet et par læderhandsker.

Kollektionen har fået titlen ‘Highest Lows’, der også bruges visuelt som print på nogle styles, og grundæstetikken rammer stadig ned i den internationale streetwear-mode, som fylder så meget internationalt, især med de to oversize hoodies, men som få danske brands dyrker.

Tidligere i år udpegede vi Quisling som et af tre nye danske mærker, der netop går sin egen vej uden at skele til den klassiske skandinaviske minimalisme. … Kollektionen bliver sat til salg i Quislings webshop i løbet af december. Indtil videre er det kun to accessories, et fodboldhalstørklæde og et par læderhandsker, som er tilgængelige sammen med styles fra den forrige kollektion ‘Fast-Satisfactions’.”

(Vidkun Quisling, frontfigur for nationalsocialistiske ‘Nasjonal Samling’, henrettet 24. oktober 1945)

Oploadet Kl. 19:08 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


5. december 2016

MSM om Castros død: Fra ‘politisk nekrofili’ til det ‘overdrevent afbalancerede’ – Kronik af Peter la Cour

Jeg har ikke haft tid til at se at gå i dybden med mediernes dækning af Fidel Castros død, men det jeg har set, har været historieløst. Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver en række eksempler på det han kalder henholdsvis ‘politisk nekrofili’ og ‘overdrevent afbalancerede’. Catro var for medierne en farverig idealist, et ikon for Cubas befolkning, men også lidt kontroversiel, fordi ikke alle anerkender hans storhed.

Onsdag i sidste uge overhørte jeg et indslag i Orientering på P1, og måtte her lægge øre til rejseguide Brian Rasmussen, der tydeligvis var taget på gaden for at sørge med de Castro-tro. Herefter var det analyse ved lektor Jan Gustafsson, der talte om idealet om ’social retfærdighed’. Dagen efter hørte jeg det borgerlige samtaleprogram Cordua & Steno på Radio24syv med samme emne, men skiftede hurtigt igen. Torben Steno brugte udtrykket ‘de såkaldte socialistiske regimer’, og Jarl Cordua sammenlignede den cubanske diktator med Donald Trump. Næppe dækkende for programmet som helhed, men alligevel meget sigende.

(Sven-Erik Simonsen, Dansk-Cubansk Venskabsforening; Screencap: TV-avisen, 26. november 2016)

Kronik af cand.phil. Peter la Cour i Berlingske – Mon ikke sambasocialismen snart har danset sin sidste dans?

“Reaktionerne på den cubanske diktator Fidel Castros død tenderer i store dele af pressen til ærbødighed og respekt. Værst i TV Avisen på DR, hvor der var et sentimentalt og bogstavelig talt fidelt interview med formanden for dansk cubansk venskabsforening. Men det fortjener Castro ikke. Der er bestemt ingen grund til sentimentalitet. Han havde blod på hænderne.

Fidel Castro kom til magten på Cuba i januar 1959, da hans oprørshær i triumftog rykkede ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på mere end 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning. …

Men var Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime var noget ganske særligt – i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der gik, fra Castro rykkede ind i Havana, og frem til han – i hvert fald formelt – blev afløst af broderen Raul Castro, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere – nogle få af dem under nedkæmpning af oprør – resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I ‘Kommunismens Sorte Bog’ (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden – ligesom i det gamle Rom – dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere fra revolutionen i januar samme år mod Batista-diktaturet. …

Det havde været et centralt programpunkt for alle de anti-Batista-revolutionære, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: ‘Valg! Med hvilket formål?’ udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Forløbet i årene efter Castros magtovertagelse lignede til forveksling det, der skete i Sovjet og andre kommunistiske lande. Først blev fagbevægelsen knækket. Den havde ellers hjulpet Castro til magten. Så kom turen til den cubanske kirke, som ellers havde hjulpet Castro ud af fængsel under Cubas tidligere styre. Endelig fulgte en række stalinistiske skueprocesser mod folk fra egne rækker.



29. november 2016

Sass Larsen til virkelighedsramt bykonge (1984): “… strider fuldstændig imod vores principprogram”

Kjeld Rasmussen var større end sin samtid, men når den store fortælling skal skrives, så var han jo på sin vis bykongen der i en Churchill’sk omskrivning præsiderede under imperiets sammenbrud. Brøndby Strand blev første danske postnummer, hvor danskerne kom i mindretal. Flere kommuner vil følge efter de kommende årtier.

Omtale af en ny biografi over tidligere Brøndby-borgmester Kjeld Rasmussen i Ekstra Bladet – Brøndby-legende sagde udlændinge ville udnytte systemet: – Jeg fik ret.

“Hvis det havde stået til Socialdemokratiets nuværende gruppeformand Henrik Sass Larsen og partiets tidligere justitsminister Morten Bødskov skulle Brøndbys borgmester Kjeld Rasmussen have været ekskluderet fra partiet i 1994.

Det fremgår af bogen ‘Kjeld – borgmesteren der skabte Brøndby’, der udkommer lørdag.

Henrik Sass Larsen var på det tidspunkt formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), hvor Morten Bødskov på det tidspunkt var DSU’ernes internationale rejsesekretær.

De unge DSU’ere var forfærdede over, at Kjeld Rasmussen havde udtalt, at ‘udlændingene havde fundet ud af at udnytte systemet i en grad, der havde bragt Brøndby Kommune i økonomiske vanskeligheder’.

Det fik Henrik Sass Larsen til at kalde Kjeld Rasmussen for at være en idiot. Til avisen Det Fri Aktuelt sagde Henrik Sass Larsen i sommeren 1994:

– Rasmussens udtalelser hører hjemme i en bananstat og strider fuldstændig imod vores principprogram. Et eller andet sted må der sættes en grænse, og det må partiledelsen gøre her.

Henrik Sass Larsen opfordrede derfor Socialdemokratiets daværende næstformand, Birte Weiss, til at tage sig af sagen.”



26. november 2016

Pernille Frahm (SF) hylder kommunistisk diktator: “Åh Castro, Du er stadig skide go’! Åh Castro…”

Folkesocialisten Pernille Frahm er gift med Villo Sigurdsson, tidligere hovedbestyrelsesmedlem i revolutionære Venstresocialisterne. For mange år siden var hun kæreste med svenske Stellan Hermansson (der giftede sig med nuværende SF-leder Pia Olsen Dyhr), der sommeren 1988 blev anholdt i Filippinerne, som værende en del af den kommunistiske terrorgruppe New People´s Army. Med sådanne bekendtskaber, giver hendes hyldest til den afdøde kommunistiske diktator god mening.

(Pernille Frahm på Facebook, 26. november 2016)

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


25. november 2016

Professor om populisme: “… ikke et spørgsmål om, hvorvidt katastrofen indtræffer, men om hvornår”

Danmarks første professor i ‘Internetforskning’ hedder Niels Ole Finnemann, og har en fortid på den yderste venstrefløj, og boede eksempelvis i kollektiv med kommunistiske revolutionære. Tidligere på året blev Peter Lauritsen Danmarks første professor i ‘Overvågning’, og det kan selvfølgelig være tilfældigt at han bor i et bofællesskab kaldet ‘Overdrevet’ (en ‘Atomvåbenfri Zone’), men herfra betragtet virker det som om at man skal være langt til venstre for midten, for at nå de øverste løntrin i det offentlige.

Kommentar af professor Peter Lauritsen (AU) i Dagbladet Information, der introducerer begrebet ’superpopulist’ – Mens vi har bekymret os om de fremmede, er vi selv blevet truslen mod demokratiet.

“En dag midt i firserne stod min far ude i haven sammen med en kollega. De kiggede mod øst, mens de diskuterede den dag, de sovjetiske missiler ville komme. … Indtil for nylig troede jeg, at vi endegyldigt havde sagt farvel til denne følelse. At vi aldrig mere ville lade det komme så vidt, at frygten blev klangbund for vores liv. Desværre ser det ud til, at jeg tog fejl. …

Men knap havde vi sagt farvel til de gamle fjender, før vi begyndte at skabe nye. Allerede i firserne og i starten af halvfemserne blev opmærksomheden rettet mod udlændinge og flygtninge. Nu var det dem, der ville tage friheden og demokratiet fra os. …

Jeg har ikke tal på, hvor mange gange nogen har sagt, at islamismen har overtaget kommunismens rolle. Og hvor har vi dog brugt lang tid på at diskutere, hvordan nogle fanatikere og senere bare nogle muslimer ville tage demokratiet og vores værdier fra os. Endeløse debatter i korte loops om tvungne frikadeller og kønsopdelt svømning, muligheden for Sharia på Nørrebro og det rimelige i, at kvinder går med tørklæde.

Vi fokuserede på de fremmede, og vi troede, at det var der, truslen lå. … I dag står det klart, at det bare var et trylletrick. … Det var alligevel ikke halalslagtning og fem kvinder i burka, der var den store trussel, men derimod den demagogi og populisme, som har fået tag i politikere og befolkning. Villigheden til at løsne forbindelsen til demokratiet vokser. Og dermed åbnes døren for den stærke mand, der åbenlyst udsteder falske checks på en bedre verden.

… snart er det superpopulisten Trump, der har fingeren på den knap, der sender missiler henover min fars have. Det er ham, der er ved at kvæle den spirende optimisme på klimaets vegne. Og det er ham, der skruppelløst fisker stemmer, mens han lader hånt om frihed og lighed. … Jeg har nemt ved at forestille mig koret af danske politikere, der vil sige, at det jo netop var for at undgå demagogi og populisme, at de endeløst har strammet udlændingeskruen. … det har ikke hjulpet. Faktisk slet ikke.

I dag kan alle se – hvis de vil – at vores samfund er truet. Men trusselsbærerne er ikke muslimerne eller de brune eller de fremmede. Den kommer fra os selv… Jeg tænker, at det er en erkendelse, som ligger lige for. Det kræver ingen intellektuel skarphed at se, hvordan situationen er. …

Dermed er vi igen tilbage i min barndoms have, hvor de voksne diskuterede missilernes komme. Omstændighederne er anderledes, men følelsen er den samme: Det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt katastrofen indtræffer, men om hvornår det sker.



23. november 2016

Rockpoetisk indspark : Vreden bag IS og ‘jihadismens ødelæggelser’ skyldes ‘den vestlige imperialisme’

Michael Falch har netop udgivet et nyt album, og den markedsfører jo ikke sig selv, så derfor har han givet interviews til flere medier. Her lidt fra søndagens Berlingske, der indikerer at manden ikke ligefrem er intellektuel – Svar udbedes Michael Falch (ikke online).

“Hvorfor skal vi høre dit nye album?

‘Jeg mener, jeg har nogle rockpoetiske indspark til vores tid fra en position, hvor jeg står langt uden for tidsånden og kigger ind på alle jer, der kæmper jeres brave kampe i den hektiske urbane nutid. Derfor fokuserer jeg måske lidt anderledes og vægter nogle tendenser anderledes. …’

[…]

Hvad tror du på?

‘Jeg tror, at det er farligt for mennesker at tro, at de selv er Gud. Jeg fornemmer en slags kulturarrogance i vores samfund, som bliver sat på spidsen, når vi bliver konfronteret med jihadismens ødelæggelser. Selv om man må håbe, at Islamisk Stat punkterer, så stopper det ikke den vrede, der ligger bag. Der må være en form for mindreværd og følelse af krænkelse, som den vestlige imperialisme garanteret er medskyldig i.‘.”

Oploadet Kl. 12:41 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer
Arkiveret under:


22. november 2016

Demografi: Zainab, DR’s nydanske rollemodel til sine ‘irriterende dansktalende’ børn – “Tal nu farsi…”

DR modstiller en midaldrende dansk grillbarejer med en ung afghansk læge, personificerende den gamle og ‘den nye dansker’. I virkeligheden forholder det sig omvendt. Brøndby Strand er i kraft af indvandringen, blevet et postnummer hvor uddannelsesniveauet er lavt og arbejdsløsheden høj. Det er således på ingen måde en succeshistorie, men fra punktum til punktum historien om et tabt område.

Den vinkel fremgår ikke af artiklen, der omvendt fortæller, at børnenes hudfarve ikke er et problem, men i øvrigt tørt dokumenterer at der i social henseende hersker en ‘dem og os’-tænkning. Zainab Ali Zada er ikke dansk, og den dag Bitten er lagt i graven, og Zainabs børnebørn kommer i flertal, så er Danmark ikke dansk mere. Blander man en tolerant relativistisk kultur med en benhård imperialistisk, så forsvinder den første.

I et afsnit i Homelands 3. sæson, ser man CIA-lederen Saul konfrontere en nyansat hijabklædt tolk, kort efter et terrorangreb har slået flere af hans ansatte ihjel. Hans vrede kommentar opsummerer alt der mangler i public service-organerne: “You wear that damn thing on your head, it’s a big ‘Fuck you’ to the people who would have been your coworkers.” Fra DR Online – 2660: Danmarks første postnummer med etniske danskere i undertal.

“Danmark har fået sit første postnummer, hvor der bor flere indvandrere og efterkommere end beboere med dansk etnisk baggrund.
Postnummeret er 2660 Brøndby Strand. … DR har været på besøg for at høre beboerne om, hvordan livet og fællesskabet er i et kvarter med over 80 forskellige nationaliteter. To beboere har sagt ja til at vise deres hverdag i området frem.

Den ene hedder Zainab Ali Zada. Hun kom til Danmark fra Afghanistan som 15-årig og arbejder i dag på Holbæk Sygehus som læge på akutafdelingen.

Både Zainab Ali Zadas børn og Bitten Skottes børnebørn går på Brøndby Strand Skole. For en generation siden var det Bitten Skottes børn, der lærte om udsagnsord og brøker i skolebygningerne. …

– Selvfølgelig kan man godt se, at farven på børnene er mørkere end andre steder, men jeg ser det ikke som et problem, siger Bitten Skotte.

[…]

I en af sine tre grillbarer hakker Bitten Skotte løg. Uden for hænger Dannebrog.

Tror du, at dit syn på integration har ændret sig, fordi du bor i et område med mange med indvandrerbaggrund?

– I starten tænkte vi, at der var rigtig mange. Men jeg synes, at man vænner sig til det. Men folk er også blevet mere integreret. De forstår mere af, hvordan man lever i Danmark. Når du ser kvinder med tørklæde eller en kultur, der er så åbenlyst anderledes fra dig, bliver du så ikke nysgerrig og vil med hjem og se, hvordan dine naboer bor?

– Næh. Vi har forsøgt at lave nogle ting i beboerforeningen. Men så giver vi måske for hurtigt op, fordi der kun kommer en 3-4 stykker.

[…]

I stuen slår familien frem og tilbage mellem dansk, arabisk og farsi, der er Zainab Ali Zadas modersmål. Men inde på det værelse, hvor børnene leger, taler de dansk:

– Det er nogen gange lidt irriterende. Så vi siger: Tal nu farsi – I glemmer det. At de lærer farsi, udelukker ikke, at de lærer dansk, siger Zainab Ali Zada. …

Hvor ofte sidder etniske danskere med i sofaen?

– Aldrig. Helt ærligt, ler Zainab Ali Zada.

Bitten Skotte sidder sammen med sin danske familie og venner. Du med dine familie. Ingen omgås andre end egen etnisk klasse. Er det sundt for integrationen?

– Det tror jeg ikke, men sundt for os.

– At vi sidder sammen som familie burde ikke være negativt for integrationen. At vi spiser arabisk og afghansk mad. Man kan ikke fralægge sig alt, hvad folk har i deres baggrund bare for at være integreret. …

Så man behøver ikke at spise frikadeller og kun have venner, der hedder Karen og Peter, for at være dansk?

– Nej. Så længe man er velfungerende i samfundet og er til gavn for samfundet og ikke lever i sin egen lille verden.

[…]

Hverken Bitten Skotte, Zainab Ali Zada eller de andre voksne, DR har mødt i Brøndby Strand, har tætte venskaber på tværs af deres forskellige baggrunde. Men de har en tro på, at det kommer til at ændre sig for den næste generation i postnummer 2660.”

Oploadet Kl. 12:12 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


20. november 2016

Anders T. Hansen: Der er opstået en form for demokratisme, hvor multikulturalisme er en forudsætning

Det konservative årsskrift Critique er en forlængelse af bloggen Konservativ Reaktion (2006-12), og inkluderer foruden det trykte årsskrift, også kulturtidsskriftet Replique og en en fælles-blog. Jesper Frederiksen og Caspar Stefani fra fløjen (Hvid fløj), der også har skrevet for Frontíere, har netop fået en blog på Berlingske, og selvom det politiske klima ser skidt ud, så tænkes der trods alt dybe reaktionære tanker. Her lidt fra Anders Toft Hansens artikel i Critique, der kun kan læses i fuld længde ved køb af årsskrift – Den danske indvandrerdebat: Klichéernes tyranni.

“For at komme nærmere en afklaring af, hvorfor centrum-venstre indtager en fornuftsstridig tilgang til indvandringen, kunne man i tillæg til ovenstående spørge: Hvorfor er det netop centrum-venstre, der så ivrigt og vedholdende plæderer for, at vi skal åbne op for yderligere tilstrømning af flygtninge og indvandrere, og hvorfor er det centrum-venstre, der stiller færrest krav til herboende udlændinge? I denne artikel vil jeg forsøge at besvare dette spørgsmål, ligesom jeg vil påpege konsekvenserne af den argumentationsform, som centrum-venstre udøver: En sentimental og bebrejdende debatmetode, som er direkte afledt af en kulturelt selvhadende ideologi, fremavlet af kulturradikalismen, og som trives i bedste velgående i det værdirelativistiske og kristentomme, moderne samfund. Jeg vil herunder skildre, at det, der på overfladen kan fremstå som en ‘human’, ‘venligtsindet’ eller sågar filantropisk indstilling til modtagelse af flygtninge og indvandrere, i realiteten dækker over en underliggende ideologi, der i sidste ende vil revolutionere og omkalfatre samfundet til at blive multikulturelt.

I flygtninge- og indvandrerdebatten hører vi centrum-venstre bruge argumenter så som, at vi har et ‘moralsk ansvar’ for at tage imod flygtninge og indvandrere; at modstandere af indvandring har et ‘dårligt menneskesyn’, er ‘uanstændige’ eller udviser ‘hjerteløshed’; at vi ’sparker nedad’, når vi stiller krav til udlændinge; at kritikere ‘taler til den indre svinehund’; at vi har ‘ytringsfrihed, men…’; ligesom vi også må lægge ører til historieløse sammenligninger med nazitiden a la ‘muslimer er vor tids jøder’. I sammenhæng hermed bliver islamkritik ofte sygeliggjort ved benyttelsen af prædikatet ‘islamofobi’. Derudover har det ellers kristenfjendske centrum-venstre også udvist en bemærkelsesværdig opportunisme ved sin politisering af det kristne næstekærlighedsbegreb. Resultatet har været en forvanskning, hvor næstekærligheden er konverteret fra at være en konkret og individuel, etisk fordring til at blive et universalistisk politisk princip om, at Danmark som nation skal være åben for en endeløs migration.

Endvidere har der udviklet sig en særlig form for demokratisme, hvor multikulturalisme synes at være selve forudsætningen for at kunne betragte samfundet og dets institutioner som demokratiske. I denne kontekst anerkender multikulturalisten kun samfundet som værende demokratisk, hvis der består en svag eller slet ingen kernekultur. …

Debatten omkring multikulturen og indvandringen behøvede ret beset ikke være mere følelsesladet end debatten om jyske motorveje. Men desværre foregår debatten ikke ud fra rationelle overvejelser omkring fordele og ulemper. Multikulturen og indvandringen er blevet en del af en igangværende kultur- og værdikamp. I dette emne har især venstrefløjen fundet sig en niche, hvor de over for omgivelserne kan fremvise noget, der opfattes som høj moral og en særlig form for humanitet. Og desværre har venstrefløjen haft held til at forplumre debatten med en skinger og anklagende tone over for anderledes tænkende. Deres egne argumenter for multikultur og liberal indvandring bygger oftest på ren moralisme, æstetik og sentimentalitet.”

(Milo Yiannopoulos om ’social justice warriors, handwringers, feminists, Black Lives Matter’; Foto: FB)



17. november 2016

Lektor Ulla Nørtoft Thomsen refererer til Emer Vattel (1758): “Selvfølgelig er suverænen nationalist.”

Lektor Ulla Nørtoft Thomsen forklarer valget af Donald Trump med henvisning til Vattels ‘Law of Nations’ (1758). Tilbage til begyndelsen, så at sige. Sakset fra Facebook.

“Eller også blev Trump bare valgt, fordi han er villig til at kæmpe for det, en suveræn skylder den nation, som betror ham magten. Ifølge Vattels Law of Nations fra 1758 har suverænen ingen højere interesser end nationens bedste. Vattel peger på tre overordnede mål.

Det første mål er selvopretholdelse (Preservation). Nationen skal have noget at leve af. Den skal kunne klare sig. Tjek!

Det andet mål er dannelse (Perfection). Nationen skal elske sig selv, have kultur og dyder, en god religion og et godt retssystem. Tjek!

Det tredje mål er forsvar (Defence). Nationen skal være rustet mod ydre fjender og være klar til at forsvare sig selv. Tjek!

Hvorfor er den liberale orden blevet så forskruet i sin selvforståelse, at suverænens mest basale forpligtelser nu udskammes med sprogets værste gloser? Materialisme, etnocentrisme, militarisme, racisme, dogmatisme, autoritarisme, nationalisme. Selvfølgelig er suverænen nationalist. Han skal elske sit folk, ellers skal han kyles af tronen, siger Vattel.

Naturretten er indlejret i den menneskelige fornuft, siger de, og man må næsten tro det. Når amerikanerne fulgte deres politiske intuition og valgte som de gjorde, så genindførte de naturretten, den rigtige liberale orden. Hvor jævne folk ikke skal slave for arrogante, velbjærgede klogeåger og fistelstemmer uden substantiel forståelse og gedigen moral. … Hvor fremmede ikke kan overskride grænser ustraffet.

… Amerikanerne stemte ikke bare imod, de stemte i høj grad for noget, der bedst kan betegnes som en genetablering af en rigtig retfærdig retfærdighed. En naturret, som ingen ved deres fulde fem vil benægte, medmindre de er blevet skolet og kujoneret og bestukket til det. Vi er ikke på vej væk fra den liberale orden, vi er på vej tilbage til den.

(Emer de Vattel, Le droit des gens, ou Principes de la loi naturelle, 1758)

“Centuries after his death it was found that United States President George Washington had a number of overdue library books dating back over 221 years. One of them was The Law of Nations. Swiss editor Charles W.F. Dumas sent Benjamin Franklin three original French copies of the book. Franklin presented one copy to the Library Company of Philadelphia. On December 9, 1775, Franklin thanked Dumas:

‘It came to us in good season, when the circumstances of a rising State make it necessary to frequently consult the Law of Nations.'” (Wikipedia)

Oploadet Kl. 15:30 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


13. november 2016

“… handlen med slaver var indbringende for de lokale, og havde været det længe før europæerne kom.”

Sociolog Ulla Holm er svær at gøre sig klog på, men hun har da sine lyse øjeblikke. Læserbrev i Dagbladet Information – Den hvide mand vil være skyldig.

“For nylig modtog Danmark en skulptur fra De Vestindiske øer, der skal minde os om vores fortid som slavenation. Der blev reageret med uforbeholden glæde, og siden har man lagt mange kræfter i at finde den mest prominente placering, så den kan skabe mest mulig ‘viden om den sorte plet i danmarkshistorien’, som Københavns kulturborgmester udtrykte det.

Statuen skriver sig ind i en efterhånden langvarig bearbejdning af vores historiske rolle i den transatlantiske slavehandel. …

Debatten om dette kapitel i danmarkshistorien er imidlertid så ensidig, at det skæmmer dokumentationen. Historien presses ned i en postkolonial narrativ skabelon med hvide i skurkerollen og Afrika som det voldtagne kontinent.

Faktum er dog, som Nationalmuseets antologi Danskernes Huse på Guldkysten bekræfter, at Danmark var det første land, der forbød handel med slaver i 1792. De danske slaveforter endte endda som bastioner i kampen mod slavehandelen.

Det var i tiden lige efter Den Franske Revolution, hvor humanismens idealer begyndte at sprede sig i Europa og affødte en erkendelse af, at der er grænser for, hvad man kan udsætte andre mennesker for. Det synes afrikanerne var pjat og hævnede sig på danskerne ved at plyndre og brænde deres forter og plantager.

For handlen med slaver var indbringende for de lokale, og havde været det længe før europæerne kom. … Man tog mennesker fra andre stammer til fange og solgte dem, ligesom skatteopkrævning fra slaveforterne skæppede i kassen.

Dem, der ikke direkte tilfangetog eller solgte deres landsmænd, hjalp beredvilligt til som mellemmænd eller med at bygge den infrastruktur, der faciliterede transporten af slaver. I øvrigt var Danmark aldrig en kolonimagt, men en handelspartner uden selvstændig jurisdiktion eller territoriale beføjelser.

Danske journalister og meningsdannere bruger imidlertid betegnelsen ‘kolonimagt’ uden at blinke. For koloni passer ind i den postkoloniale fortælling, hvor skyldforholdet er sort/hvidt. … historien om vores skyld sælger bøger, giver anerkendelse, booster akademiske karrierer, giver likes på Twitter, gode karakterer til eksamen og retten til at shame. Den systematiske fortielse af de sortes medansvar og de akademiske krumspring for at placere hele skylden hos os selv er derfor ikke et udtryk for selvhad, men det modsatte. Det giver magt.”

Oploadet Kl. 10:07 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper