18. april 2018

Jens Ellekær: “Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement…”

Kommentar til en Politiken-kronik af Preben Wilhjelm fra den tidligere FET-agent Jens Ellekær.

I Politikens kronik 31. marts skriver tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm, at den danske sikkerhedstjeneste PET og militære efterretningstjeneste FE ved flere lejligheder angiveligt skal have overtrådt gældende lovgivning. I en sidebemærkning skriver Wilhjelm: ‘I 1987 bliver to FET-agenter på en amatøragtig spionageopgave i Polen arresteret og dømt og må frikøbes for 3,5 mio. kr.’

Formuleringen er en grov insinuering mod undertegnede, der var hovedperson i den daværende sag. Selvfølgelig var affæren en meget beklagelig afslutning på seks års – meget sporadisk – efterretningsindhentning i såvel Den Polske Folkerepublik som i Den Demokratiske Tyske Republik (DDR), men der var nu engang risici ved at fremskaffe oplysninger om militære installationer og troppeplaceringer i så overvågede samfund, som ikke mindst DDR var det.

I 1987 fandt nogle lægfolk det besynderligt, at man fortsat løste indhentningsopgaver gennem observation fra jorden, men det var nøjagtigt den måde, hvorpå ‘The Military Liaison Missions’ – en institution oprettet af de krigsallierede efter Anden Verdenskrig, som gav parternes militærmissioner adgang til de øvrige besættelseszoner –løste deres opgaver helt frem til slutningen på Den Kolde Krig. Militærmissionerne havde diplomatisk immunitet, og de kunne medbringe langt bedre observations- og fotoudstyr, end det var muligt for mig; de var til gengæld udelukket fra store områder af DDR, hvor jeg kunne færdes. At den modsatte side tog deres aktiviteter alvorligt, fremgår af, at i 1980’erne – Den Kolde Krigs sidste højspændte periode – blev der dræbt en franskmand og en amerikaner fra militærmissionerne af henholdsvis DDR’s Nationale Folkehær og Gruppen af Sovjetiske Styrker i Tyskland.

Det er mig uforståeligt, hvorfor Wilhjelm skulle finde min indsats eller opdragsgivers, FE, organisering af denne amatøragtig, da han ikke kan have detaljerede oplysninger herom. Men med min militære baggrund ville det jo nærmest være ejendommeligt, hvis jeg ikke skulle besvare ilden, så lad mig nu rette skytset mod den gamle revoluzzer.

Preben Wilhjelm trådte frem som gårsdagens mand, da han i 1958 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti – ti år efter at folk var begyndt at forlade partiet, dels i slutningen af 1940’erne som følge af moderpartiets, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, voksende antisemitisme, dels som følge af Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Derefter var Wilhjelm i 1959 medstifter af Socialistisk Folkeparti, som han i 1967 var med til at splitte gennem stiftelsen af udbryderpartiet Venstresocialisterne (VS).

Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement, der ikke mindst fremstår af Venstresocialisternes støtte til den palæstinensiske organisation PFLP, der med terroristiske anslag bekæmpede Mellemøstens eneste demokratiske stat, Israel. Venstresocialisternes fælleserklæring med PFLP i 1980 kan kun forstås som en benægtelse af Israels ret til at eksistere. Dette bekræftes af Wilhjelm og andres kraftige angreb i 1989 på journalisten Lars Willemoes, der havde bidraget til at afsløre en række forhold omkring Blekingegadebanden, der netop også støttede PFLP.

Læser man ‘Principprogram for Venstresocialisterne’ fra 1969, står det klart, hvorfor udtrykket ‘the loony left’ kunne opstå. Programmet bebuder et opgør med staten, det parlamentariske demokrati og magtdelingen og lader formode, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal samles i folkelige forsamlinger, som dog ikke defineres nærmere. Da parlamentet er en tom kulisse, var ‘det en vigtig opgave for VS at opfordre til udenomsparlamentarisk virksomhed (…)’ (Principprogrammet, s.42). Karakteren af denne kamp får man et indtryk af, når der skrives, at ‘Arbejdet for socialismen må derfor finde sted i en uforsonlig kamp mod kapitalismen og alle dens borgerlige institutioner og normer.’ (s. 34).

Det er ikke nogen tilfældighed, at VS’ symbol var et voldsinstrument – en slangebøsse. Materielt set er der et spring fra slangebøssen til den udmærkede maskinpistol fra Heckler & Koch, der figurerede i Rote Armee Fraktions logo, men ideologisk var springet måske ikke så stort endda. Det 20. århundredes historie viser, at det parlamentariske demokrati i Europa, der langsomt fremstod af det 19. århundrede, har haft mange radikaliserede fjender. Med henblik på, at vi ikke skulle ende i en af de samfundstragedier, vi har set omkring os, har det derfor været stærkt ønskeligt, at sikkerhedstjenesten har holdt et vågent øje med radikaliserede bevægelser.

Som hos mange andre socialistiske bevægelser er der i VS’ principprogram en omklamring af arbejderen, der opfattes som noget særligt, og som udgør det menneskematerale, der skal danne grundlag for ‘det ny menneske’: ‘Mens menneskene altså forandrer samfundet, forandres menneskene selv af det nye samfund, de skaber.'(side 33). Jeg er ikke klar over, hvilken affinitet der eksisterede mellem VS og den af den radikaliserede venstrefløj så idoliserede aktivist fra det vesttyske ‘Sozialistischer Deutscher Studentenbund’, Rudolf ‘Rudi’ Dutschke – der var jo traditionelt stærke ideologiske skænderier og megen fraktionsdannelse på den fløj. Dutschke mente, at i de fremtidige kommuner skulle arbejderne bo på de fabrikker, hvori de arbejdede; produktionskollektivet skulle være et totalt kollektiv. Og det var den slags tanker, der fik arbejderne til at tage afstand fra Dutschke – og vel også fra VS, som måtte nøjes med en meget studentikos tilhængerskare.

Wilhjelm, for nu atter at tage ham ud af VS-sammenhæng, anses for at være meget intelligent og en juridisk begavelse (lic.jur. – intet mindre). Nu kan historien altså fremvise en række brillante jurister, som lod sig radikalisere – for eksempel Maximilien de Robespierre og Louis Antoine de Sant-Just, der skabte Rædselsherredømmet under Den Franske Revolution, og Andrej Visjinskij, der var retsformand under Moskvaprocesserne, og som omtalte de anklagede som ‘menneskeligt affald’ og krævede dem ’skudt som gale hunde’ (og det blev de så). Jeg kan selvfølgelig kun gisne om Wilhjelms holdning til den juridiske opgave i den ‘uforsonlige kamp mod (…) borgerlige institutioner og normer’, men jeg er da glad for – sådan set også for Wilhjelms egen skyld -, at han ikke – som den berygtede østtyske dommer og senere justitsminister Hilde Benjamin, der under Waldheimerprocesserne på samlebånd afsagde dødsdomme og domme om frihedsstraffe på 15 til 25 år – fik det juridiske ansvar for de ’særlige forholdsregler’ som ifølge VS’ principprogram skulle forhindre ’såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen.’ (side 31).

Ja, det er – ligesom affæren i 1987 – alt sammen historie. Enhedslisten har taget den revolutionære kamp ud af partiprogrammet; så hvor er nu ‘the loony left’, hvor er Venstresocialisterne og ‘wo ist der Schnee vom vergangenen Jahr’ – som det hedder i en af Brechts sange? Jo, de lever da til en vis grad videre i de maskerede lømler, der er parate til at bruge vold for at hindre anderledes tænkende i at komme til orde: Slangebøssen har et vist efterliv.

(Preben Wilhjelm, tidligere Vestresocialisterne; Foto: DK4, Youtube)



16. april 2018

Under krigen var det “… kriminelt at hjælpe jøder. Nu sker det samme for folk der hjælper flygtninge”

TV2 kalder ‘Institute Of Race Relations’ for en menneskerettighedsorganisation, men organisationen beskriver sjovt nok sig selv som en ‘anti-racist ‘thinktank”. Helt det samme med advokat Christian Dahlager, der som en anden venstreradikal aktivist trækker historiske analogier frem, velvidende at jøder var forfulgte under 2. Verdenskrig, og syriske flygtninge som den herboende iraker Salam Aldeen har hjulpet til EU, i forvejen i sikkerhed i Tyrkiet. De flygter ikke for livet, men bedre levevilkår. Forskellen er alt.

En historie fra TV2 Online, der med vinkling tager sigtedes parti – Dansk-iraker hjalp flygtninge – nu risikerer han fængsel på livstid.

“Europæiske lande forsøger at kriminalisere frivillige, der hjælper flygtninge og migranter, når de kommer til Europa, mener flere menneskerettighedsorganisationer. Et eksempel er dansk-irakiske Salam Aldeen, der lige nu risikerer fængsel på livstid, fordi de græske myndigheder mener, han er menneskesmugler. …

34-årige Salam Aldeen vender og drejer sig konstant. Han er hektisk. Og urolig. … I januar 2016 blev han arresteret af den græske kystvagt. Anklaget for at have smuglet mennesker. Fra at bruge sit liv på at redde mennesker i nød, kunne han nu se sig selv omtalt som forbryder. …

Den britiske menneskerettighedsorganisation Institute Of Race Relations har netop udgivet en rapport om dette emne. Og antallet af frivillige, der bliver retsforfulgt vokser, fortæller Frances Webber, der er medforfatter til rapporten.

[…]

Han trækker tråde til Anden Verdenskrig. Det var kriminelt at hjælpe flygtninge. Og det samme er ved at ske igen.

– Flygtninge under Anden Verdenskrig – i særdeleshed jøder og romaer – havde ingen steder at være. Og man kriminaliserede hjælpen til dem. Og oven i det så vendte man det blinde øje til. Det er det samme, der er ved at ske i dag. Man kriminaliserer folk, der hjælper flygtninge, hjælper dem på havet. Det er et brud på international lovgivning. Og det er slet ikke i tråd med det menneskesyn, vi har i Danmark, siger Christian Dahlager fra Advokatselskabet Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod.”

(Salam Aldeen, ‘Team Humanity’; Foto; Facebook)

“Hvis de vil smide mig i fængsel for at redde menneskeliv, må de gøre det. Hvis det er kriminelt at redde mennesker i nød, så må de kalde mig kriminel. Men jeg er stolt af det, jeg har gjort, og jeg fortryder det ikke.” (Salam Aldeen, mistænkt menneskesmugler)



15. april 2018

Facade-kunst: Om slaveri-fortid (’16); Om flygtningekrisen (’17); Om det positive ved paraboler (’18)

I seneste udgave af AK 24syv på Radio24syv var direktør for Kunsthal Charlotteborg i studiet, for at debattere fredningen af adressen Nytorv 1, der umuliggjorde et nyt værk på facade. Direktør Michael Thouber (tidligere kulturredaktør, DR) fortalte, at det var tredje gang kunsthallen inddrog facaden i et større selvstændigt værk.

Eksemplerne er listet herunder, afsluttet med et interview med den herboende palæstinensiske kunstner Banaan Al-Nasser. Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Ibrahim Mahama, Nyhavn’s Kpalang (2016). Tildækker facaden med ghanesiske kaffesække for at minde om Danmarks fortid som slavenation. Ideologisk arvesynd, så at sige.

Ai Weiwei, Soleil Levant (2017). Tildækker facadens vinduer med redningsveste fra at sætte fokus på den humanitære krise der opstår, når Vesten modvirker masseindvandring.

Banaan Al-Nasser, Bab al-Hara (2018). Ville have opsat 30 paraboler på facaden, for at få folk til at tænke over, at paraboler ikke betyder parallelsamfund, men berigende kulturmøder.

Banaan Al-Nasser, kunstner: Jeg vil starte med at sige, at parabolerne bliver koblet til noget negativt i forhold til ghettoer… For mig er parabolerne familieliv, det handler om vaner, om nostalgi. Bag de her paraboler er der også et hjem. Intentionen med værket er at opmuntre kulturmøder, og fremme dyb opmærksomhed om hvordan vi opfatter hinanden som menesker. … det bringer gode flashbacks… det er også positivt… Det har været meget berigende for mig at opleve (et hjem med parabol, Kim), det gav mig bare et nuanceret billede. Især når jeg kigger på Al Jazeera, som for eksempel berørte emner omkring Israel-Palæstina-konflikten. Man fik bare lidt mere information… Jeg vil få det hen over i noget med positivt at snakke om… Jeg ser ikke negativt på det…

(Kunsthal Charlotteborg med redningsveste – Ai Weiwei, Soleil Levant, 2017; Foto: CTV News)



5. april 2018

Hans Hauge: Nationalismen er ‘en frihedsbevægelse’, eksempelvis i Skotland, Grønland og Catalonien

Hans Hauge rister radikale Asger Baunsbak-Jensen, der i et indlæg henter klicheerne frem i et frontalangreb på fædrelandskærlighed. Læs det hele hos Kristeligt Dagblad – Frygt ikke nationalismen – den skabte Danmark og opretholder vores sprog og kultur.

“Baunsbak-Jensen påstår, at ‘Europa undermineres af nationalisme’. Og når folk som ham siger sådan, ved vi, at de lynhurtigt kommer til Hitler og Anden Verdenskrig, som om nationalisme skulle være årsagen til disse to.

Det er et tegn på hans uvidenhed om både nationalisme og om nationalsocialismen i 1930’erne, og det er en absurd samtidsanalyse, som han forsøger sig med. … Hvor skal man begynde? Lad os begynde med nationalismen, som han frygter. Nationalismen skabte nationen, altså Danmark. Og den skabte Norge og Irland i en verden, der bestod af imperier, hvis magthavere frygtede nationalismen, som – og man skulle tro, han vidste det – var en frihedsbevægelse. Det er den den dag i dag i Skotland, Grønland og Catalonien, men ikke i Danmark, for vi har for længst bygget nationen.

Er Baunsbak-Jensen bange for skotterne? Er det deres nationalisme, der underminerer Europa, eller mener han mon, de underminerer det postmoderne imperium, EU, som en stat kun kan komme ind i, hvis den er en nationalstat?

… Lad os tage Hitler endnu en gang. Nationalsocialismen var ikke nationalistisk, men imperialistisk.”

Oploadet Kl. 18:50 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


31. marts 2018

1968: “Forskellen er blot, at kritikerne af sex med børn ikke længere beskyldes for at være pædofobe.”

Ypperligt skriv af Henrik M. Jensen sakset fra Snaphanen, let beskåret – Foucault og arven fra 68.

“Blandt pædofiliapologeter herhjemme finder vi Chr. Braad Thomsen og Susanne Brøgger, der opfordrede mødre til at have sex med deres sønner. Og i Frankrig stod det særligt slemt til. Cohn-Bendit, en af hovedmændene bag majopstanden i Paris og senere medstifter af De Grønne i Vesttyskland, dyrkede sex med børn. Og pædofile blev forsvaret og heroiseret af intellektuelle berømtheder som Sartre, de Beauvoir, Althusser, Derrida, Roland Barthes samt de venstreintellektuelles darling over dem alle, Michel Foucault.

Men hvad der måske er mere interessant for læsere af Snaphanen, gik Foucault siden skridtet videre og sprang ud som islamofil. Efter et besøg i shahens Iran og et møde med Khomeiny i hans exil i en parisisk forstad i september 1978, forfattede Foucault nogle artikler, som blev offentliggjort i Nouvel Observateur i oktober samme år under titlen, ‘Hvad drømmer iranerne om?’

Her er et lille uddrag af den højt besungne tænkers dybe tanker:

‘Situationen i Iran synes at afhænge af en stor kamp under de gamle bannere: Kongen og Helgenen – Den bevæbnede enevældige og Den forarmede landsforviste – Despoten overfor Manden med bare hænder, der bliver hyldet af folket.’

‘Der er et fravær af hieraki i præsteskabet og en afhængighed, også finansielt, af deres tilhørere. Præsterne er ikke blot demokratiske, de besidder også en kreativ politisk vision.

‘En ting står klart: Med ‘islamisk regering’ mener ingen iranere et politisk regime, hvor præsteskabet vil få en rolle som overvågnings- og kontrolinstans.’ …

Og Foucault forsikrer læserne om at kvinder og minoriteter vil beholde deres rettigheder under Khomeiny. Hans kilder havde forsikret ham om, at frihedsrettighederne ville blive respekterede til den grad, at deres brug ikke vil skade andre. Minoriteter vil blive beskyttede, der vil ikke være ulighed mellem mænd og kvinder, når det kommer til rettigheder, men forskelle hvor der er naturlige forskelle.

Foucault konkluderer, at mens der hersker en politisk spiritualitet i Iran, er der sket et tab af spiritualitet i Europa, en dimension vi har glemt siden renæssancen og kristendommens store kriser.

‘Jeg ved, at de franske læsere vil le ad dette, men jeg ved også, at de tager fejl.’

6.11. samme år svarede en anonymiseret iransk kvinde, Atoussa H., der var politisk flygtning fra shahens styre, Foucault i Nouvel Observateur:

‘Jeg er meget bekymret, hvis det bliver en islamistisk regering, der erstatter shahens blodige regime.’

Foucault synes at være meget bevæget over muslimsk spiritualitet. Men hvorfor skal den iranske befolkning efter 25 års stilhed og undertrykkelse være tvunget til at vælge mellem Savak (shahens hemmelige politi) og religiøs fanatisme? Utilslørede kvinder bliver overfaldet på gaden og Khomeinys tilhængere har gjort det klart, at i det regime, de kæmper for, må kvinder underkaste sig islamisk lov.’

Hvad angår påstanden om, at minoriteter beholder deres rettigheder, så længe de ikke skader flertallet, spørger Atoussa H.: ‘Siden hvornår er minoriteter begyndt at skade majoriteten?’ Og hun peger på det islamiske regime i Saudi Arabien: ‘Hænder og hoveder bliver hugget af tyve og elskende.’

Mange iranere er som jeg fortvivlede over udsigten til et islamisk regime. Vestens liberale venstrefløj bør vide, at islamisk lov kan blive en dødvægt på et samfund, der hungrer efter forandring. De bør ikke lade sig forføre af en kur, der er værre end sygdommen.’

Ugen efter gav Foucault tilbage i Nouvel Observateur:

‘Hvad der er utåleligt i Attoussa H.’s indlæg er, at hun sammenblander alle former for islam og så bebrejder islam for at være fanatisk.’

‘Den første betingelse for at nærme sig islam med et minimum af intelligens er ikke at begynde med had.’

Det lyder unægteligt som en argumentation, der er hørt mange gange siden fra talløse venstreorienterede islamofile, der råber ‘islamofob’ efter deres modstandere. Og som ligger godt i tråd med 68’ernes forsvar for pædofili. Forskellen er blot, at kritikerne af sex med børn ikke længere beskyldes for at være pædofobe.

Oploadet Kl. 11:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


28. marts 2018

Niels Egelund: “Det, vi har smidt over bord, er, at eleverne pr. automatik gør det, de bliver bedt om.”

‘Nej’ er det vigtigste ord i børneopdragelsen, og generelt et ord der bruges alt for lidt. Interview med Niels Egelund i Berlingske, i anledningen af 50-året for 68-oprøret – 50 år efter: ’68ernes oprør blev en parentes og døde af iltmangel (kræver login).

“Et af de steder, hvor ’68-oprøret særligt viste sig, var i pædagogikken. Det var et opgør med »den sorte skole« og den autoritære opdragelse. Niels Egelund var 23 år i 1968 og nyuddannet lærer i Odense. I dag er han direktør for Danmarks Pædagogiske Universitetsskole,

‘Hele respekten for autoriteter gik fløjten. Eleverne blev helt lige med deres lærere. Det førte nogle positive ting med sig, men især da vi kom op i 1990erne kunne vi se, at den ro og respekt for andre mennesker, der skal være, når man skal modtage undervisning, ikke var der mere,’ siger Niels Egelund og tilføjer:

De forældre, vi oplevede fra 1990erne, var antiautoritært opdraget og havde ikke kendt ordet nej. De var vant til hele tiden at skulle forhandle. Det, vi har smidt over bord, er, at eleverne pr. automatik gør det, de bliver bedt om. De har ikke lært, at når læreren taler, skal man tie stille, og at man kun går ud og tisser, hvis man har fået lov til det. Og man ikke siger ‘fuck dig’ til lærerinden.’ …

Første gang, han blandede sig i debatten, var i 1981, hvor en undersøgelse viste, at en væsentlig grund til, at forældre tog deres børn ud af folkeskolen var mangel på disciplin og faglighed.

Da jeg kom ud med det budskab, blev der koldt omkring mig på Danmarks Lærerhøjskole. Det passede ikke ind i det billede, man havde. Og sådan har det siden været i lange perioder. ’68 er som en fælles arv, man ikke kan tale imod,’ siger Niels Egelund.”

(Den konsekvent nej-sigende far i Terkel i knibe, 2004; Youtube)

Oploadet Kl. 05:02 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


25. marts 2018

Fhv. lektor Henrik Jensen: “… den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.”

Den omtalte skala giver ikke rigtig mening længere, for hvad nytter det at danskerne er blevet enkelte procentpoint mere højreorienterede, hvis udgangspunktet er at Socialdemokraterne er venstreorienterede og Dansk Folkeparti højreorienterede. Skatteskrue-blokken er støt stigende, og meget få kan tænke udenfor velfærdsstatens firkantede boks.

Lektor Emeritus Henrik Jensen kommenterer en undersøgelse, der påviser at 68’er-generationen er blevet mere højreorienteret med alderen. Den ontalte artikel i Politiken kan læses her, suppler eventuelt med Deadline-debatten mellem Jacob Holdt og og den gode Erik Meier Carlsen.

Kommentar i JP.dk – Højre-venstre-skalaens fallit (kræver login).

“Markant er et signalord blandt valgforskere. Det var valgforsker Johannes Andersen, der tonede frem med det budskab, som han havde redegjort for i samme dags Politiken. Han uddybede, med på en skærm fra Aalborg, påstanden om de mandlige 68’eres flugt fra de røde faner med en meget ekspressiv gestik. …

Det er jo ikke forbudt at blive klogere med alderen. Og det er den mest almindelige forklaring på ryk væk fra venstrefløjen: alder.

Meier Carlsen havde ret i, at selve det aktivistiske 68-segment var såre lille i forhold til alle dem, der levede videre, som man altid havde gjort. Der var derimod mange medløbere, der af taktiske grunde lod, som om de var med. De var ikke ret venstreorienterede, men fulgte tidsånden, fordi de ikke ville køres ud på et sidespor.

Begge debattører var inde på, at den traditionelle højre-venstre-skala ikke siger ret meget længere. Og venstrefløjen i dag gav de heller ikke meget for – politisk korrekt, moralistisk og uden visioner om et nyt og bedre samfund. Det er måske endnu en grund blandt mange til at forlade den.”

Oploadet Kl. 09:11 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


24. marts 2018

Dollerup Bakker, 24. marts 2018: “I tændte for Danmark i dybeste mulm en lysende morgenrøde”

Jeg er eksileret et par dage i Viborg, og tager den største af teenagedrengene med rundt til en solid omgang historie og kultur. Flere billeder følger i særskilt post, men dette motiv fra Dollerup Bakker står fint alene.

(Mindesten for 5. maj 1945, Dollerup Bakker, Viborg, 24. marts 2018; 1939-45.dk)

“I tændte for Danmark

i dybeste mulm

en lysende morgenrøde”

(Kaj Munk)

Oploadet Kl. 15:47 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:


18. marts 2018

Søren Pind: Vold og terror starter med fri debat – “Vi har givet landsbytosserne frit løb i Danmark.”

Søren Pind var liberalist af den gamle skole, og fik, da det blev opportunt, også et snert kulturkonservatisme. I dag belærer ministeren danskerne om, at de skal have større tillid til staten, og passe lidt på den der farlige ytringsfrihed. Vold, terror og revolution starter som bekendt med fri debat. Sakset fra Altinget.dk – Pind: Landsbytosserne skal ikke længere have frit løb på internettet.

“En veloplagt Søren Pind (V) var inviteret til Dansk IT’s årlige konference i Aarhus for at belære menigheden om sit syn på digital dannelse. … nAltinget har samlet Søren Pinds mest interessante pointer nedenfor.

‘Vi har givet landsbytosserne frit løb i Danmark. Og det skal vi have en bevidsthed omkring.’

Forsknings- og uddannelsesministeren refererede en undersøgelse forestået af Mogens Høgh Jensen, præsident for Videnskabernes Selskab, som viser oprørske tendenser blandt debattørerne.

Efter forfatternes opfattelse ligger der hos 10 procent af dem, der deltager i debatten, en voldsparathed. Og i virkeligheden et dybtliggende ønske om at omstyrte vores samfund og starte forfra. Vi, der er vokset op under den kolde krig, er ikke ubekendte med at have sådan tilgang – Blekingegadebanden, kommunister.’

‘Men sagen er, at vi har glemt det i dag. Og derfor står vi helt uden begreber og instrumenter til at imødegå bølgen af – jeg skal være elskværdig – informationer, der vækker en vis forundring, når man kigger på dem.'”

Oploadet Kl. 10:18 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer


14. marts 2018

“Ingen skal komme med deres tro og bringe ufred i mit hus.” (Mads Skjern, Matador 15/24, 1980)

Sekvensen kan ses på DR.dk, og Mads Skjerns afsluttende kommentar om indremissionske faster Anna er umuligt ikke at tænke ind i tidens Islam-apologetiske virkelighed. Skønt læserbrev af pedel Poul Erik Olsen i Jyllands-Posten – Tænk, hvis faster Anna var muslim.

“I afsnittet af ‘Matador’ 10/3 er der en fantastisk bemærkning fra Mads Skjern. Hans indremissionske søster er på besøg til konfirmation. Hun kan ikke lide, hvad der foregår, og forsøger at skabe splid i familien Skjern. Mads smider hende ud med en bemærkning om, at ingen skal komme med deres religion og skabe splid i hans hus. Tænk, hvis vores statsminister havde den samme holdning. Men det har han ikke. Spliden her til lands har intet med religion at gøre. Ikke det mindste. Det mener Danmarks statsminister, eller også siger han det bare. Tænk, hvis faster Anna havde været muslim og gået med tørklæde eller burka. Hvilken ballade var der ikke blevet. Den gode Mads Skjern var blevet hængt ud som racist…”

(Jørgen Buckhøj som Mads Skjern efter han har sagt farvel til faster Anna, Matador, 1980; Se evt. BM)

“Familien Skjern får i anledningen af Daniels konfirmation besøg af den indremissionske faster Anna, der har svært ved at forlige sig med familiens livsførelse, som hun finder letsindig og syndig.” (Matador Online)

Oploadet Kl. 15:58 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper