13. december 2018

Tara Skadegaard, FRONT: ‘Godt’, at brun ansat problematiserer ‘Den danske sang er en ung blond pige’

Tara Skadegaard Thorsen er medstifter af den kulturmarxistiske FRONT, der relativt utilsløret kæmper imod hvide heteroseksuelle mænds ytringsfrihed. Det er racistisk i sin kerne, men hvis man virkelig vil bruge sit liv på at bekæmpe ‘Den danske sang er en ung blond pige’, så er der trods alt en vis underholdningsværdi.

En historie fra Kristeligt Dagblad – Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser.

“Tara Skadegaard Thorsen er del af de bevægelser, der på uddannelsesinstitutioner i den vestlige verden arbejder for at skabe miljøer uden diskrimination ‘i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet og personer med funktionsvariationer og så videre’.Hun er netop færdig som cand.mag. i filosofi fra Københavs Universitet, men stadig med i gruppen Front, som hun var med til at danne for to år siden.

Hun synes også, det er godt, at en underviser på en anden videregående uddannelse gjorde indsigelser imod, at der blev sunget ‘Den danske sang er en ung blond pige’, fordi den ansatte, som er brun, følte sig krænket.

‘Jeg kender ikke selv den sang, men det er et virkelig godt tegn, at hun sagde noget og at hun blev taget alvorligt. Ellers ville hun jo være censureret.’

[…]

Kan en hvid mand for eksempel ikke undervise i en brun kvindes forfatterskab?

‘Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvinde. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand,’ siger hun.”

(Collage: Tara Skadegaard Thorsen og FRONT: ‘No borders – No nations’)

Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.”

(Kai Hoffmann, 1924)



8. december 2018

Forfatter om Salvini: “Ikke fascisme i gammeldags forstand. Men vel en slags ’autoritært demokrati’…”

Ligefrem proportionalt med venstrefløjens ideologiske deroute, mister begreberne enhver betydning. Fascisme er nu blot en slags ‘autoritært demokrati’, og er således ikke nødvendigvis udtryk for noget fundamentalt anti-demokratisk. Hykleriet er helt fantastisk i interviewet herunder. Forfatteren kritiserer tidens sprogbrug, alt imens han associerer højrefløjen med ‘kloakslam’. Interview med den 93-årige italienske forfatter Andrea Camilleri i Weekendavisen – Den blinde profet (ved Morten Beiter).

“‘Jeg husker, at jeg i 1946 læste en artikel af den berømte amerikanske journalist Herbert Matthews. Overskriften var: ’I har ikke slået ham ihjel’, og i artiklen skrev Matthews: ‘I har hængt Mussolini op i benene på tankstationen og tror, at fascismen er død med ham. Men I har ikke slået fascismen ihjel. Fascismen er en sygdom, en foranderlig virus, og I vil i årtier fremover bære den med jer i nye former.‘ Dengang, i øjeblikkets eufori, sagde jeg til mig selv, at den journalist er ikke rigtig klog. Men med tiden måtte jeg give ham ret,’ siger han. …

‘Det er ikke sikkert, at han selv er klar over det, men Salvini er fascist. Hans ordvalg ligger så tæt op ad fascismens, at det løber mig koldt ned ad ryggen. ‘Fuld fart frem,’ sagde Mussolini, og det gør Salvini også. Og ‘mange fjender, megen ære’. De fuldstændig samme ord. Og de falder i god jord hos det italienske folk… Hvad det udvikler sig til, er ikke til at sige. Ikke fascisme i gammeldags forstand. Men vel en slags ’autoritært demokrati’, er det vist blevet kaldt. Og er det ikke også den stank, der når os fra den anden side af Atlanten, for ikke at tale om Ungarn? Der er virkelig noget galt med vores demokrati. Det er, som om brønddækslerne er blevet fjernet, og det vælter op med kloakslam.

Man kan også mærke det på sprogbruget, mener Camilleri. Folk diskuterer ikke længere, de skændes og fornærmer i stedet for.

[…]

Lad mig fortælle en ting, som måske ikke er så kendt, men jeg sværger, det er sandt. I 1938 gennemførte Mussolini racelovene mod jøderne, efter at ti universitetsprofessorer havde underskrevet et såkaldt ’Racemanifest’, som blev udgivet i det første nummer af tidsskriftet La Difesa della Razza (Racens forsvar, red.). Tror du, at disse professorer efter fascismens fald beholdt deres stillinger? Det kan jeg forsikre dig om, at de gjorde. Der var ikke noget stærkt ønske om at udrense dem.. Måske fordi fascismen var et diktatur all’italiana. Der var ikke mange prominente ofre. Brødrene Rosselli i Frankrig, Gramsci i fængslet, Matteotti. Det kan lyde kynisk at sige det. Men i forhold til masseterroren i Hitlers regime var der tale om nogle få.’

Med til regnestykket hører også de syv et halvt tusind italienske jøder, som døde i tyske udryddelseslejre, bemærker jeg. Det svarer Camilleri ikke direkte på. I stedet spoler han frem i historien, til 2008, da nyfascisten Gianni Alemanno stillede op til borgmesterposten i Rom, og blev valgt.

‘Og ved du, hvad der skete. At mange jøder, da de stod i stemmelokalet, stemte på Alemanno, som er en erklæret fascist.’

Hvad er forklaringen på det, spørger jeg. ‘Det må du spørge jøderne om,’ lyder svaret tilbage.

Men et faktum er det, at mange jøder inden racelovene bakkede op om Mussolini og fascismen af simpel patriotisme. Den norditalienske by Ferrara var for eksempel fra 1926 og helt frem til 1938 ledet af en fremtrædende fascist og jøde, Renzo Ravenna, som i de sidste krigsår overlevede ved at flygte til Schweiz og til sin dødsdag i 1961 forsvarede sig selv og sine handlinger med, at han var ‘en loyal tjener for sin by’.”

(Renzo Ravenna, borgmester i Ferrara fra 1926 til 1938, jøde, fascist; Foto: Museo Ferrara)

Oploadet Kl. 15:02 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


5. december 2018

Lars Aslan Rasmussen (S): Vi bør ikke tillade ‘religiøse apartheidstater’ at bygge ‘moskéer her i landet’

Langt de fleste socialdemokrater, der mener det rigtige her i 2018, har brugt et halvt liv på at mene det modsatte. Lars Aslan Rasmussen sagde det rigtige før det blev opportunt. Skarp klumme af S-politikeren i Kristeligt Dagblad – S-politiker: Der burde ikke bygges én eneste ny moské i Vesten, så længe de kristne myrdes og forfølges i Mellemøsten.

“Det er så tragisk at se, hvordan historien i Mellemøsten gentager sig i disse år. De kristne forfølges systematisk, diskrimineres og myrdes. Og vi i Vesten gør, som vi plejer: vender det blinde øje til. Fuldstændig på samme måde som det skete i begyndelsen af det forrige århundrede.Folkemordet på armenierne, folkemordet på det græske mindretal i Tyrkiet og folkemordet på assyrerne. Fælles for disse uhyrligheder er, at det gik ud på at udrense alle ikke-muslimer, og det lykkedes i den grad, fordi ingen greb ind.

Både den græske og armenske minoritet i det nuværende Tyrkiet blev totalt udryddet og fordrevet. Og det assyriske mindretal voldsomt decimeret. Alligevel forsætter uhyrlighederne mod de kristne i Mellemøsten, og vi vender stadig det blinde øje til.

… I det Palæstina, som den yderste venstrefløj elsker så højt, er antallet af kristne i Gaza halveret inden for ganske få år. I Syrien er hundredtusinder af kristne flygtet fra systematisk forfølgelse, ikke kun begået af Islamisk Stat, men også af mange af de islamistiske oprørsgrupper, der er støttet af Vesten. I Iran dødsdømmer man folk, der konverterer til kristendommen.

Eksemplerne viser, at statsdiskrimination af kristne er en hel generel politik i lande som Pakistan, Qatar, Saud-Arabien, Bahrain, Tyrkiet og så videre. Faktisk er de kristne i Mellemøsten verdens mest forfulgte minoritet…

vi bør på ingen måde acceptere, at de religiøse apartheidstater i Mellemøsten bygger moskéer her i landet eller finansierer muslimske skoler, så længe kristne indbyggere i disse lande ingen rettigheder har.”



2. december 2018

Finanslov: Nyt navn for integrationsydelse, udrejsecenter på ø – Intet paradigmeskifte, men nye toner

Den sidste finanslov før et valgår er typisk den sværeste at få lukket, men sådan gik det ikke denne gang. Lars Løkke Rasmussen havde tydeligvis forberedt kompromisset med Kristian Thulesen-Dahl helt ned i detaljen, og selvom det rækker som en skrædder i helvede, så er det klart en politisk sejr for Dansk Folkeparti.

Der kom dog ikke i nogen meningsfuld forstand et egentligt ‘paradigmeskifte’. Der indføres ‘hjemsendelsesydelse’ i stedet for ‘integrationsydelse’, og kriminelle udlændinge og udlændinge på ‘tålt ophold’ placeres på øen Lindholm ved Stege. 100 personer, muligvis lidt flere. Kost og logi til andre landes borgere uden lovligt opholdt i Danmark, vil også fremover blive finansieret af danske skatteydere, men det er nu alligevel et kvantespring af rang – at tvinge sund fornuft ud af landets pladderliberale skatteminister.

Forarbejdet henimod finanslovsaftale, er nok også grunden til at Dansk Folkeparti ikke går all-in imod Danmarks underskrivelse af Marrakesh-erklæringen. Jeg køber ikke frygten for eventuelle politiske konsekvenser, men man kan jo ikke gå til at valg på en stram udlændingepolitik, mens man internationalt arbejder for det modsatte. Man kan dreje ord og vinkle, men man ikke være lidt gravid – det er enten eller. En åben flanke for Nye Borgerlige!

Medierne arbejder indirekte for VLAK-regeringen på det her på punkt. De holder mikrofonen for Institut for Menneskerettigheder og Co., og Løkke Rasmussen kan på den måde sole sig i den politiske modstand fra overdrevet. Det redder dog ikke Danmark, at Lukas Graham associerer hjemsendelsesydelse med Nazi-Tyskland.

Det ville være skønt hvis medierne brugte energi på at udstille regeringens hykleri i forhold til Marrakesh-erklæringen. Når de kan bruge uger på Alternativets hykleri i forhold til mangefarvede gokkesokker og flyrejser, så er det vel også nødvendigt at botanisere lidt i Løkke Rasmussens motivation for tiltrædelse af en erklæring, der modarbejder alt han går til valg på. ‘The sanest days are mad’ (Morrissey, 1994)

(Dansk Folkeparti fejrer finanslovsaftale, 30. november 2018); Foto: DF)

“Den offentlige ydelse til nytilkomne flygtninge og en række danskere, der ikke har haft ophold i Danmark i syv ud af de seneste otte år, sænkes med 2.000 kroner om måneden for enlige mødre eller fædre og 1.000 kroner for hver af forsørgerne i familier, hvor mor og far bor sammen. … Den lave integrationsydelse har tidligere fået Institut for Menneskerettigheder til at advare om, at det er i strid med grundloven.” (DR.dk, 30. november 2018)

“Hvis det samlede setup bliver skruet sådan sammen, at det er meget stramt, kan det godt være, at man i menneskeretlig forstand vil sige, at de faktisk bliver frihedsberøvet.” (Lotte Holck, Institut for Menneskerettigheder, 1. december 2018)



29. november 2018

Professor: ‘Storebæltsbroen’ samler danskheden – “… deres holdninger… er identisk med danskernes”

Professor Christian Albrekt Larsen forsker i ‘nationalfølelse’, men som karriere-sociolog, omfavner han socialkonstruktivismen. Herunder lidt fra et interview i Berlingske, der stikker lidt dybere end Kebab-analysen i BT. Altså, ikke så dybt det gør noget. Hvis han seriøst mener at DR (ubetydelig kanal for nutidens unge) og 1624 meter hængebro af beton og stål kan samle det multikulturelle Danmark, så ved han absolut intet om danskhed.

Det kan være svært at sætte ord på danskhed, men når man møder Muhammad og Aischa i Superbrugsen, så ved enhver daner spontant hvad danskhed ikke er, og aldrig bliver. Bemærk henvisningen til hudfarve. Den går forskere meget op i. Fra Berlingske – Forsker om 867.000 indvandrere i 2060: ‘Vi kommer formentlig til at opgive billedet af, at danskere som udgangspunkt er lyse i huden’.

“I takt med, at flere og flere danskere ikke er født i Danmark, vil vores opfattelse af, hvad det vil sige at være dansk, ændre sig med tiden, siger forsker i dansk nationalfølelse. …

‘… Der er afvigelser, men den store majoritetsgruppe af indvandrere føler sig danske og assimilerer sig ganske betydeligt i Danmark. Mit bud er, at samfundet fremadrettet bliver mere assimileret,’ siger han.

Han påpeger, at det i hans undersøgelser blandt indvandrere tyder på, at deres holdninger til, hvordan det danske samfund skal indrettes, er identisk med danskernes. …

I takt med at flere forskellige minoriteter samles som samme folk i det samme land, mener Christian Albrekt Larsen, at det er vigtigt, at der skabes nye elementer i kulturen, som fremadrettet kan samle befolkningen. Her er DR og Storebæltsbroen to bud på væsentlige spillere.

Massemedierne kan danne nye fælles nationaliteter, symboler og tilhørsforhold. De kan skabe samlingspunkter ved at fokusere på fælles historie og ved at kigge fremadrettet. Storebæltsbroen er et eksempel på et nationalt symbol, som DR også ynder at filme ganske gevaldigt i deres drama-produktioner. Det medfører, at en moderne indbygger i Danmark, selvom han har indvandrerbaggrund, kan føle sig stolt, når vedkommende kører over den broen. …,’ siger han.”

(Storebæltsbroen anno 1998; Foto: Storebaelt.dk)

Oploadet Kl. 23:10 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


19. november 2018

“Nationalstaten er svaret på denne menneskelige, sociale og politiske konstant. Det fredelige svar.”

Rune Selsing rekapitulerer lidt om forholdet mellem multikulturelle imperier og homogen nationalstat med udgangspunkt i 1. Verdenskrig. Læs det hele på JP.dk – Uden det nationale får vi krig.

Verdenskrigene handlede ingenlunde om nationalstater, der bekrigede hinanden. De var et udtryk for multikulturelle imperier, der brød sammen og etniske konflikter, som blev sluppet løs i kollapset af orden. Vi forlod en verden, der blev holdt sammen af store imperiale magtkoncentrationer, hvor fraværet af blodbad byggede på en benhård undertrykkende magt. Efter krigene og serieopbrud af imperier, massevis af nye statsdannelser, befolkningsoverførsler og grænsedragninger fik vi noget, der mindede om nationalstater. Stater, hvor jurisdiktion og nation var sammenfaldende. Det er først og fremmest i den forstand, at vi kan kæde verdenskrigene sammen med nationalstaterne. Da krigene var overstået, var den hidtidige orden væk. Tilbage var en anden orden bestående af mere eller mindre velafgrænsede nationalstater.

Nationalstaterne har givet en langt mere fredelig verden og især et fredeligere Europa. Inden for det kulturelle fællesskabs grænser respekterer og tolererer vi hinandens ret til forskellighed og frihed. Vi har sammenhørighed med dem, vi deler kultur med. Vi taler samme sprog, og det gør det indlysende nemmere at forstå hinanden og være solidariske. De kulturelle spændinger og konflikter er afløst af en politisk orden baseret på en bund af homogenitet.

Kan nationalstater ikke bekrige hinanden? Jo selvfølgelig. Men den slags krige handler som udgangspunkt ikke om overlevelse og eksistens. Vi har jo allerede vores nations grænser, så hvorfor gå i krig? Hvilket folk ønsker for eksempel en krig på grund af pekuniære forhold? Det er vist primært konger, der har forfulgt dén ide. Nej, det nationale bliver først farligt, dér hvor det udvikler sig til chauvinisme. En idé om at ens kultur er de andre overlegne og derfor bør udbredes til resten af verden. Sådan har de færreste med deres land. Jeg elsker ikke Danmark, fordi det er bedre end andre lande. Jeg elsker det, fordi det er mit land. …

Selvfølgelig er der stadig fare for krig. Hvor der er følelser, er der basis for konflikt. Men det er først og fremmest alle de steder, hvor vi ikke har nationalstater, at vi ser krige. … Nationalstaten er svaret på denne menneskelige, sociale og politiske konstant. Det fredelige svar.

Det er sigende, at EU’s hovedstad netop findes i en uholdbar statskonstruktion, altså Belgien. Ideen bag EU er at opbryde nationalstaterne og lige så stille erstatte dem med en paneuropæisk føderation. Det som man i gamle dage ville have kaldt et imperium. Derfor skal man ikke bare grine af Macron, når han taler om, at det nationale og patriotisme er modsætninger (uanset hvordan man definerer ordet nationalisme, er udsagnet selvindlysende idiotisk). Macron er farlig. Ligesom Merkel har været det, og den liberale universalisme, de er eksponenter for, som, hvis den får held til at opløse det nationale, atter vil slippe de kræfter, vi betalte så dyrt for i forrige århundrede, løs. Solgt som fredens og frihedens projekt – de facto det modsatte.”

(Fergusons The War of the World, 2006 & Snyders Bloodlands: Europe Between Hitler and Stalin, 2010)

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


13. november 2018

Warszawa: 200.000 fejrede uafhængighedsdag – ‘Vast majority of the crowd were ordinary people”

Søndag var 200.000 polakkere på gaden i Warszawa for fejre Uafhængigsdagen. Danske medier plejer at bruge begivenheden til at advare mod ‘nationalisme’, men i år med rekordbesøget kan jeg intet finde på DR Online. DR Udland fandt dog plads til historien om en forbudt ‘Orangutangfilm’, men som altid, kan virkeligheden ikke vinkles i den ønskede retning, så kan den ignoreres. Flere danskere deltog, og fik en oplevelse for livet.

Oppositionen boycuttede markeringen, men som billederne herunder indikerer, så gjorde det ingen videre forskel.

Fra Politico – Hundreds of thousands march to celebrate Polish independence.

“As many as 200,000 people joined a parade in the Polish capital Sunday marking 100 years of Poland’s restored independence, in a march that saw politicians and celebrating families mix with smaller numbers of ultra-nationalists and football hooligans.

The day also underlined the deep political divisions that have split the country in recent years. The opposition boycotted the main march on Sunday evening…

The culminating event of the day was the Warsaw march. … the vast majority of the crowd waving Polish flags were ordinary people celebrating a significant anniversary.

‘It’s a great day,’ said Katarzyna Łagowska, who had driven 400 kilometers from Cieszyn on the Czech border with her husband and four small children to take part in the march. ‘We can’t end the divisions in one day, but everyone is celebrating — no matter what their political views.'”

(Warszawa, Polen, 11. november 2018; Fotos: Tilsendt)



12. november 2018

Stine Bosse på 100-årsdagen for Første Verdenskrigs afslutning: “Se på dagen i dag! Fred i 100 år”

Føderalisterne plejer at bruge freden siden 2. Verdenskrig som argument for stadig snævrere EU-integration. Stine Bosse tager generelt fejl i alt, og selv når hun opremser i punktform er det ufiltreret vås. Freden skabte grobunden for den næste krig, og der gik blot tyve år. Fredens betingelser, som dikteret i Versaillestraktaten, tog ikke nok hensyn til etnicitet, og ti procent af tyskerne blev efter afståelse af landområder indlemmet i nabolande. Hvis man roder med det fundamentale i mennesket, så spiller man hasard med freden. Tag bare noter, Bosse.

(Stine Bosse på Twitter, 11. november 2018)

Oploadet Kl. 02:47 af Kim Møller — Direkte link49 kommentarer


11. november 2018

Venstreradikalt råberi under pro-israelsk demo til markering af 80-året for Krystalnatten: ‘Nazisvin!’

Fredag markerede For Frihed 80-årsdagen for Krystalnatten ved en lille arrangement på Gammeltorv. Skulle der stadig være et par danskere, der mener den yderste venstrefløj vitterlig er imod jødehad, så er det blot at se videoen. Der råbes eksempelvis ‘Nazisvin’ (minut 14.20), mens Nye Borgerliges Leif Barbré Knudsen taler om antisemitisme under et israelsk flag. I slutningen af videoen (minut 25.55) holder frihedsaktivisterne et minuts stilhed for ofrene. Gæt venstrefløjens reaktion…

(For Frihed markerer 80-året for Krystalnatten, København, 9. november 2018)

Oploadet Kl. 00:50 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


7. november 2018

Kasper Støvring i islamiserede Saint-Denis: “Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.”

Jeg var i Paris sidste år, og følte ikke ligefrem et behov for at stå af toget i Saint-Denis. Et tabt område, selvom bydelen inkluderer Frankrigs nationale stadion og den gotiske katedral med Karl Martels grav. Kasper Støvring kommenterer i Berlingske – Det multikulturelle samfund fører til mindre frihed.

“I efterårsferien besøgte jeg en af Europas vigtigste kirker, den parisiske kongekirke, Saint-Denis, som er den første kirke bygget i den gotiske stil. Den ligger i bydelen Saint-Denis midt i et af de mest indvandrerbelastede og islamiserede områder i Europa. Den parisiske bydel har været genstand for voldsomme optøjer og terrorrelaterede ransagninger af politiet.

Det er et trøstesløst og urovækkende syn, man møder. Det er som at vandre gennem et apokalyptisk landskab på vejen op til kirken. Der stiger røg fra indkøbsvogne, hvor forhutlede typer steger mad, høje tilråb høres i gaderne, der flyder med affald, og murene er hærget af graffiti. Der ses kun få hvide mennesker, som går ludende rundt med slukkede blikke og stramme læber. De fleste i området er tildækkede kvinder og skæggede mænd med hættetrøjer, hvoraf nogle udveksler mistænkelige poser. Fra grillbarerne lugter der som en verden af friture og fattigdom, og osen fra togene minder om dunsten af svovl, som dampede den ud af et krater.

Men pludselig tårner katedralen sig op, lys og majestætisk. Indenfor ligger Karl Martel begravet, konge og fører af den hær, der slog muslimerne tilbage i slaget ved Poitiers i år 732.

Symbolikken er overvældende – som en gotisk katedral.

Frankrig er interessant, fordi vi kan spejle vores nok ikke så fjerne fremtid i det engang så stolte land, der nu er i en slags permanent undtagelsestilstand på grund af islamismen.”

(Karl Martels grav i Saint-Denis katedralen, Paris

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper