23. februar 2017

Jørgen Kieler (1919-2017) om 9. april: “Det var nok skammen mere end frygten, der plagede mig.”

Søndag døde Jørgen Kieler, 97 år gammel. Som medicinstuderende etablerede han i foråret 1943 et trykkeri, og duplikerede det illegale blad Frit Danmark. Senere hjalp han jøder med at flygte, blev en del af Holger Danske II-gruppen, og var blandt andet med til at sprænge Varde Staalværk. Under en aktion i Aabenraa blev han såret og dødsdømt, hvad blev ændret til ophold i koncentrationslejren Neuengamme, hvor han sad til kort før befrielsen. En stor dansker er ikke mere. Trykkefrihed talte med ham i 2012, og interviewet er værd at genlæse.

Her et citat fra Tom Hermansen: Før jeg siger farvel – samtaler med modstandsmanden Jørgen Kieler (2013) omhandlende 9. april og deltagelsen i modstandsbevægelsen. Sakset fra Nomos.

“Atter hjemme i Klosterstræde lyttede vi til radioapparatet og blev klar over, at Danmark var blevet besat – uden modstand. Vi hørte udtalelsen fra kong Christian d. 10., der gav sig til kende og fortalte, at vi skulle opføre os pænt og artigt og loyalt overfor tyskerne. Jeg var harmdirrende over denne overgivelse … Det var nok skammen mere end frygten, der plagede mig. Alt hvad jeg havde af nationalfølelse vældede op i mig. […] Vi var en afklaret familie, og da jeg senere skulle træffe afgørende beslutninger som modstandsmand, gjorde jeg det i erkendelse af, at det ville min far godkende. Han sad ikke og tissede i bukserne af frygt. Hvis mine forældre var bange for noget, var det, at vi ikke levede op til forventningerne og gjorde modstand. Vi var en national familie, der var politisk afklaret og sikker i sin holdning til nazisterne, og i begyndelsen troede vi, at sådan var alle danskere. (s. 71f)

(Jørgen Kieler til et arrangement hos Sapphos venner, 2012; Foto: Snaphanen)

Oploadet Kl. 22:34 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Arkiveret under:


22. februar 2017

Drew Oliver om Kenneth Clark’s Civilisation (1969): “Clark emphasizes the fragility of civilization…”

Jeg har ikke set BBC-serien Civilisation fra 1969, men måske er tiden ved at være moden. En skøn artikel af Drew Oliver hos The New criterion – Why ‘Civilisation’ matters.

“When the fluorescent glow of modern entertainment begins to wear on you and the adolescent emanations of our entertainment industry start to make you despair, you can do no better than to return to the classics. And should you choose to do so, you will find no more rewarding experience than to watch, or re-watch, Kenneth Clark’s seminal series Civilisation.

The famed art historian, who among a host of accomplishments notably helped safeguard the treasures of the British museums during World War II, created in 1969 thirteen glorious hour-long episodes that finally demonstrated the full potential of the cathode ray tube. Despite nearly 1,500 years of achievement in philosophy, poetry, science, music, architecture, law, art, and religion, the cultural world of Western civilization was in the late 1960s experiencing a moment of self-doubt. Lord Clark (who earned his feudal honors partly as a result of this televised cri de coeur) wanted to remind his audience—some of whom had forgotten, many of whom had never been taught—what civilization was really all about, why it should be preserved, and why, and how, it had persevered for nearly two hundred years after the barbarians had pushed over the classical world.

His kaleidoscopic tour (color was new then to television) is a remarkable adventure that begins just after the fall of the Roman Empire, with Western civilization precariously preserved (‘its heart almost stopped beating’) in the minds of monks hiding on the rocky, wave-swept northern isles of Skellig Michael and Iona. Clark emphasizes the fragility of civilization and sums up the primary cause of collapse in words that have recently become a focal point of our presidential selection process: a lack of energy. Classical civilization had lost confidence in its ideals; it was bored; it was exhausted. And while it might have drifted along for some time longer (as perhaps our civilization is in danger of doing?), it could not withstand the influx of the barbarians.

If Clark’s disaffected contemporaries (he notes that even in Roman times there were advanced thinkers who ‘thought it fine to gang up with the barbarians’) found his historical observations vaguely antique in the 1960s, they seem rather more precocious fifty years later when the Middle Eastern migrant crisis is in the headlines daily. But his simple summary of what constitutes Western civilization must have seemed, to the malcontents, even more impudent. He declares in episode two that it could be ‘convincingly argued that Western civilization was basically the creation of the Church.’

Clark is no wide-eyed idealist, and he recognizes that it takes more than faith to build a civilization. As a modern man, he says he abhors violence. But returning to the idea of energy and confidence, he explains how conflict, fighting, even glory, are critical components of civilization. And it is obviously the case that without Charles Martel’s defeat of the Moors in 732 and Charlemagne’s savage efforts to reunite Europe, Western civilization would not have emerged.

(BBC-serien Civilisation fra 1969 kan ses på Youtube)

The intellectual journey that Clark chaperones is plenty invigorating, and more than sufficient to justify the series. But the production itself is a worthy vessel for his learning. Throughout, it maintains a majestically slow pace. Luxuriously long moments where the visuals are completely unencumbered by any commentary whatsoever are hallmarks of Civilisation; you can almost feel the delight that the cinematographers must have felt as they tested the full power of their new, full-color medium. And the wide range of geography, architecture, art, music, and ideas that are explored is its own intrinsic expression of civilization, as well as a defense of it. As a personal view, Civilisation is hardly comprehensive. (Spain is left out entirely.) But all art is personal. And if it seems, now, like something out of another era, that only enhances its sense of authenticity. Even the screen colors, which are a slightly different palette than the collage that generates HDTV, effortlessly serve to create a distinct mood. All this, viewable on YouTube or DVD, is a gift for modern eyes.

Finally, Clark himself is a piece of cinematic art. He steps onto the stage in his period suit, wearing his patrician voice lightly, and, like a great actor, his calm, gentlemanly presence transports you back in time to, well, a more civilized era. He flexes his shoulders, and stretches his neck, and swallows as he gathers his thoughts, not as if he is on camera, but as if he is in your living room. Which he is. And he is simply being himself. It is hard to imagine someone like him—his pure smile is un-reconstructed by the dental artistry of our times—successfully navigating the demands of our contemporary video culture. There is no artifice; it is simply the power of creation at work, and as an aesthetic experience it is dazzling.

As the series ends, Clark calls himself a ’stick in the mud.’ But he is not really, and he knows it. He is his own embodiment of energy and confidence, and a supreme example of a cultivated, civilized man. He appreciates the deep order of Western civilization, and understands that the intellectual and artistic challenges of our time are of a type, and in that sense are concerning but not alarming: all this has happened before. And he warns humorously against overrating ‘the culture of what used to be called Top People before the wars. They had charming manners, but they were ignorant as swans. They knew a little about literature, less about music, nothing about art, and less than nothing about philosophy.’ After his thirteen-hour personal celebration of our past, it is hard not to be a little optimistic about the future—although, as the show closes, Clark remarks wistfully that the ‘intellectual failure of Marxism has left us with no alternative to heroic materialism,’ and he recognizes that that ‘isn’t enough.’

(Lord Kenneth Clark med den gotiske Chartres-katedral i baggrunden, Frankrig)

Oploadet Kl. 17:49 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


19. februar 2017

Mikael Jalving: “Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.”

Ungradikale Victor Boysen erklærer i en klumme på Altinget.dk, at integrationsdebatten er blevet så skinger, at “Zenia Stampe anno 2017 er på bølgelængde med Søren Krarup anno 2005 i en debat om, hvad det vil sige at være dansk.” Det er desværre ikke sandt, men hvis relativisterne ikke formår at holde den relativistiske fane højt, så har det en naturlig forklaring: Virkeligheden har ikke givet dem noget at arbejde med.

Mikael Jalving sætter ord på udviklingen i en blogpost på JP.dk – Venstrefløjens tre store svigt på 30 år.

“Få ord kan være meget sigende. Da Enhedslistens intellektuelle fyrtårn Pelle Dragsted forleden blev forelagt en analyse af venstrefløjens afvisende holdning til nationalstaten over de seneste årtier, lød hans svar sådan her: ‘Man kan sagtens tale om en venstreorienteret fædrelandskærlighed uden at være racistisk’.

Dragsteds svar viser, hvor løst racismeanklagerne sidder på venstrefløjen til daglig. At den regnbuefarvede politiker har brug for at understrege, at det faktisk er ok at have sympati for det land, man er født, opvokset eller bor i, kondenserer hvor trangbrystede de røde er blevet, og illustrerer til fulde, hvorfor han og store dele af den europæiske venstrefløj har mistet grebet om tidsånden. Mens de går rundt og leder efter ‘racister’, fræser den politiske virkelighed forbi dem.

For at forstå, hvorfor venstrefløjens mantra blev ‘antiracisme’, må vi spole lidt baglæns. Venstrefløjens manglende forståelse for og kærlighed til fædrelandet bunder nemlig i hele tre skelsættende svigt over de seneste 30 år: Først svigtede de røde arbejderklassen, dernæst svigtede de velfærdsstaten, og så svigtede de nationalstaten. …

Som præsident John F. Kennedy sagde med de berømte ord, da den amerikanske nationalisme stod højest på himlen i 1961: ‘Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land’. Sådan kunne en venstreorienteret politiker aldrig have udtalt sig i Europa. Tænk f.eks. på den tidligere britiske premierminister Tony Blair, der rummer alle tre svigt i én person.

USA har været en magnet på indvandring i århundreder, og indvandrerne tog i høj grad til USA for at blive amerikanere. Som den tyske bladmand Josef Joppe siden kommenterede tørt, så er det samme ikke tilfældet for tyrkere, der kommer til Tyskland. Dette er problemet i en nøddeskal: Kultur betyder meget mere, end vi har været villige til at indrømme. Ikke bare til venstre, men også til højre.


Cand.phil. Annette Franck: “Sig mig: Er eliten fattesvag? Kan den talende klasse ikke tælle?”

Jyllands-Posten kalder Francis Fukuyama for en ‘anerkendt politisk filosof’, og ‘anerkendt’ er åbenbart det man kalder tænkere der tager fundamentalt fejl. Med Washington Post som kilde, forklarer avisen, at han med valget af Trump frygter demokratiets endeligt. Læser man originalen fremgår det mere præcist, at der er tale om det liberale demokrati (‘liberal democracy’). Forskellen er alt.

Lidt i samme boldgade. Da jeg forsøgte mig med P1 lørdag eftermiddag, fortalte historiker Bertel Nygaard, at Brexit, Trumps valgsejr og en mulig sejr til Marine Le Pen i Frankrig har konturerne af en en revolution. Han afviste dog, at det lignede Den Franske Revolution, da den jo var ‘progressiv’. Liberalt demokrati… eller ‘pøbelvælde’.

Befriende kronik af Cand.phil Annette Franck i Børsen – Sig mig – er eliten fattesvag?.

“Eliten analyserer på Trump’s politik efter alle lærde teorier. Konklusionen er klar: Manden er totalt ukvalificeret som præsident. Den ‘talende klasse’ supplerer med lommepsykologiske diagnosticeringer, som hæver personlig afsky til uangribelige udsagn om, at manden er psykopat, narcissist og notorisk løgner. Sådan har den offentlige debat været, siden Trump stillede op.

Sig mig: Er eliten fattesvag? Kan den talende klasse ikke tælle?

Fakta er, at Trump blev demokratisk valgt. Af det åbenbart tavse flertal, som ikke deler elitens akademiske vurderinger af, hvad der er effektivt for et samfund. Disse vælgere svarer heller ikke igen på den talende klasses offentlige udskamning af ‘dem med forkerte meninger’. Derfor så vi ikke valget af Trump komme.

[…]

I hele Vesten lever store befolkningsgrupper med konsekvenserne af globaliseringen. Deres jobs er væk. De oplever, hvordan indvandring forandrer lokalmiljøer. Centralisering fjerner lokale samfundsfunktioner som politi og sygehuse. De er stavnsbundne, for deres huse i ‘udkantsområder’ er usælgelige. Vi møder dem ikke, for de ville alligevel aldrig få råd til at bo, hvor eliten og den talende klasse har slået sig ned i tryg afstand fra indvandring, jobtab og elendighed. …

Hvor svært er det for eliten at forstå, at selvom et samfund bliver rigere af frihandel, teknologisk udvikling og globalisering, så kan hele befolkningsgrupper blive dårligere stillede? Hvor svært er det for den talende klasse at forstå, at selvom Trump siger upassende ting, så kan det være en befrielse for de tavse, at han ikke dukker sig for offentlig udskamning, som er især venstrefløjens taktik? Hvor svært er det at forstå, at selvom vi elsker kulturforskelle på vores ferierejser, så kan det opleves meget ubehageligt, hvis halvdelen af ens børns skoleklasse ikke taler samme modersmål eller deler ens livsstil? …

Vi må erkende, at Trumps vælgere godt vidste, hvem de valgte. De er ikke dumme. Men de vil altså hellere have ham. Netop fordi han ikke er som os med vores kløgtige analyser og selvbekræftende værdier. Det må vi fatte nu. … Budskabet fra de tavse vælgere over hele den Vestlige verden er jo tydeligt: De andre vil ikke mere af det, vi synes er så fantastisk, nemlig den frie bevægelighed over grænserne for varer og mennesker, internationalt samarbejde om transnationale udfordringer som miljø, deltagelse i teknologisk udvikling, etc. De vil bare have jobs og sikkerhed hjemme i deres ‘udkantsområder’. De lever med bagsiden af vores medalje.

[…]

Debatten om Trump, Brexit og for den sags skyld DF’s fremgang ved vores seneste folketingsvalg har udstillet manglende respekt for demokratiet og de medborgere, som ikke fylder i den offentlige debat eller vores bevidsthed.

Vi er nødt til at forstå budskaberne. … Hvis ikke vi vågner op i Europa, venter Le Pen i Frankrig, Beppe Grillo i Italien, Gert Wilders i Holland osv. Listen er lang. Tålmodigheden med vores fatteevne kan være kort.”



15. februar 2017

Lukas Graham: Europa er anti-semitiske som under 2. Verdenskrig – ‘just targeted at Muslims instead’

Lukas Graham Forchhammer er godt integreret i det politiske overdrev på Christiania, men har ikke helt styr på historien. Under 2. Verdenskrig flygtede jøderne fra nationalsocialismen, og det er ikke helt det samme som i dag, hvor muslimer i stort antal flygter til lande hvor nationalkonservatismen er i fremgang. Ja, faktisk det modsatte.

Et interview med Lukas Graham optaget i forbindelse med Grammy Awards kan ses på CBS News – Lukas Graham talks politics on the red carpet

Lukas Graham: I am definitely in the process of writing some highly political songs, and I do have people on my team who don’t want to release political music. We’re at a time when there’s so much division in society – and I’m not talking about the United States alone. … Exspecially in the country we’re from. Theres so much division, we have a refugee crisis in Europa at the momwnr. And yes, we will be adressing some of those issues. …

Vladimir Duthiers, CBS: Are you surprised, that we started to see in Europe, a movement on the far right, for exampel in France, where my father is from, Marine Le Pen from the far right National Front is gaining traction. Is that surprising to you? Does it worrying you at all?

Lukas Graham: It worries me greatly that if we took out the word ‘Muslim’ and put in the word ‘Jew,’ we would be in a Second World War situation. We’re right now in an anti-Semitic state of mind worldwide – it’s just targeted at Muslims instead of Jews. In the end of the day, Christianity, Islam and Judaism, it’s monoteistic idea. And I don’t know why we need to be fighting about it, rather than making love over it.

Vladimir Duthiers: I like that part. Making love man…

(Lukas Graham Forchhammer til Grammy Awards i Los Angeles, 12. februar 2017)

Oploadet Kl. 09:35 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


10. februar 2017

Frustrerede Arne Jensen til Peter Brixtofte (1991): “Hvor mange kan vi tage og hvornår stopper det?”

I forbindelse med Den Danske Forenings 25 års-jubilæum i 2012, lagde foreningen en række optagelser online fra 1991. Det være sig eksempelvis en Arne Jensen der går i rette med liberale Peter Brixtofte med ordene: “Hvor mange kan vi tage og hvornår stopper det?” Foreningen pointerer at optagelserne ikke er blevet uaktuelle, og det kan tages helt bogstaveligt. Luftige idealer trumfer stadig danskernes hævdvundenne ret.

Torsdag formiddag var der debat i Folketinget om ‘B 48’, lovforslag om loft for tildeling af danske statsborgerskaber. Dansk Folkepartis Christian Langballe argumenterede for at danskernes tarv måtte være det essentielle, og min bedre halvdel forsøgte to gange at få Venstres udlændingeordfører Marcus Knuth til at sætte tal på en eventuel maks-grænse for tildelingen: “… hvis man ikke sætter en grænse, er adgangen jo egentlig ubegrænset.” og lidt senere “Er der en grænse for, hvor mange vi skal optage?” Svaret var helt i Brixtoftes ånd: Nej til et ‘arbitrært tal’.

Ole Hasselbalch, Den Danske Forening: … noget som kom fra Radio Falkon her for nylig. Det er Peter Briftofte, Venstres Peter Brixtofte, som er i studiet. Og således får lytterne lejlighed til at stille spørgsmål til ham. Peter Brixtofte har været anset for at være en af de politikere, som er mest kritiske overfor den nuværende udlændingelov og altså ønsker den strammet. Men prøv nu at høre her hvordan det går, når han kommer i clinch med Arne Jensen, som lytteren hedder. …

Arne Jensen, lytter: Men nu skal De høre her, jeg har et problem, som jeg gerne vil have, de løser for mig. Os’ for mange andre danskere.
Nu siger vi jo nok med hensyn til indvandrere, at vi skal skaffe titusinde arbejdspladser herhjemme til almindelige danskere, hvad det nu er. Men der kommer jo stadig titusinde fremmede ind i landet. Nu spørger jeg så dem: Hvor mange kan vi tage og hvornår stopper det?

Peter Brixtofte: Først vil jeg sige tak for dine pæne ord. Det er sådan, at det ikke er noget problem for Danmark at have indvandrere, hvis indvandrere lærer det danske sprog og kommer i arbejde, fordi – det vil jeg godt sige – jeg kender mange indvandrere… Langt de fleste er ligesom de fleste danskere interesserede i at yde en indsats, arbejde og tjene deres egne penge. Dét, der er problemet er mange ikke kan sproget. Det er det helt grundlæggende problem. Selvom vi i løbet af de kommende år kunne komme af med vores arbejdsløshedsproblem, så ville der stadigvæk være det restproblem, at vi havde indvandrere, som ikke kunne få arbejde, fordi de ikke kan sproget. Derfor er det så utrolig vigtigt, vi sikrer, at man lærer sproget. Når børnene kommer ind i skolen, så lærer de dansk fra starten af, sådan så de efterhånden kan klare sig i skolesystemet. Og når de så kommer ud, kan de klare sig. Men der hvor der er problem, det er når man bliver gift, så får man sin kone til Danmark i en alder af f.eks. 20-22 år. Så er man ikke gået igennem vores skolesystem, og så har man så ikke lært sproget.

[…]

Arne Jensen: Det vil så sige, at hver gang der kommer en op i landet, så kan man gange det med tre? Faktisk, jo ikke? Med familiesammenføring.

Peter Brixtofte: Jo, men jeg mener ikke, at det er et problem i sig selv at mennesker har en anden hudfarve eller de har en anden…

Arne Jensen: Ej, men det har ikke noget med det at gøre. Jeg er 68. Jeg får hverken mere eller mindre ud af det. Det er ikke det jeg snakker om. Jeg snakker for mine børn og børnebørn. Jeg så i fjernsynet ovre i Århus, at de havde 519 i skole, men om fem år ville der være 5000! Hvad ender det med til sidst? Jeg spørger kun Dem om at få et konkret svar. Der var indvandrerstop fra 1973. Nu kalder I dem ikke flygtninge mere, nu kalder I dem indvandrere. Hvornår stopper det?

Peter Brixtofte: Der er indvandrerstop.

Arne Jensen: Men hvornår stopper I? Det er indvandrere, tag og gå en tur ned af Vesterbrogade…

Arne Jensen: Er der det?

Peter Brixtofte: Den eneste måde man kan komme ind i landet på er familiesammenføring. Det vil sige som du selv sagde. Forældre, ikke os?

Arne Jensen: Hvorfor stopper I det ikke? Det jo, det jo vanvittigt det der. Det er jo en bombe under landet. Kan I da ikke se det? Få da øjnene op og vær ærlige. Det der, det går ikke. Vi kan ikke have det! Vi har nok, vi kan ikke klare det. Vi skylder en halv billion væk, og I bliver ved med at ligge og fodre for alle mulige rundt omkring.

Radio Falkon, vært: Nu tror nok Hr. Jensen vi lige må have…

Arne Jensen: Ja men det er sgu et hjerteproblem for mig, for mine børnebørn.

Peter Brixtofte: Jamen prøv lige at hør.

[…]

Peter Brixtofte: … Hvis man skulle lave begrænsinger der, så skulle man forbyde folk at gifte sig med nogen fra et andet land. Og det vil jeg sige, det kan jeg ikke være med til, en sådan regel. Jeg synes, at man skal kunne gifte sig på tværs af landegrænser.

Arne Jensen: Altså gå hjem i udlandet og gifte sig og komme med hende herop sammen med forældrene?

Peter Brixtofte: Ja, hvis man bor her i landet.

Arne Jensen: Så rejse hjem og tage en kone og så komme herop til. Det er sådan, det foregår.

Peter Brixtofte: Ja, men det kan vi jo ikke blande os i.

Arne Jensen: De siger jo, at vi bliver så beriget, hvis vi bliver indavlet i dem. Men de vil jo ikke have danskere…

Peter Brixtofte: … Det jeg siger er at…

Arne Jensen: Nej, I er for feje. I tør ikke at sige det tre en halv million danskere, de mener. I tør ikke sige det. Tag en folkeafstemning om det, så kan I høre, hvor mange der er af min slags! Jeg er ikke racist. Jeg betaler til et barn nede i Nordafrika. Og der betaler jeg hver måned 200 kroner. Jeg er ikke racist. Jeg vil gerne hjælpe dem i deres eget hjem. Men det herhjemme kommer til at gå udover vores egne små børn. Hvorfor tror de, at der er så mange der melder sig ind i private skoler? … Men det I laver er en forbrydelse mod landet, alle I politikere! I vil ikke vågne op og så se sandheden i øjnene. Og det er ikke en skid med racisme.



7. februar 2017

Ekstra Bladets journalist ignorerede historiker-tip, og skrev: ‘Eksperter afværger Lyngvilds dom’

Lørdag bragte Ekstra Bladet en historie om Jim Lyngvild, der med henvisning til Romerrigets fald, argumenterede for at Danmark ville blive muslimsk.

“Der er aldrig noget, der er konstant. Romerriget gik til grunde på grund af migration udefra. Og når vi har så mange mennesker på flugt, så kommer tingene til at ændre sig…”

Et relativt ukontroversielt postulat, for selvom det er svært at spå om fremtiden, så er demografi trods alt en målbar størrelse. Man kan altid diskutere hastigheden, men islamisk kædeindvandring (kaldet stram udlændingepolitik) og det faktum at danskerne ikke reproducerer sig selv, vil uundgåeligt medføre, at danskerne kommer i mindretal på et eller andet tidspunkt. Uden et paradigmeskift, vil Danmark blive muslimsk.

Journalist Amalie Kaaris Lund, afsluttede artiklen med følgende sentens.

“Ekstra Bladet har lørdag forsøgt at komme i kontakt med en historiker, der kunne be- eller afkræfte Jim Lyngvilds påstand. Det er dog ikke lykkedes.”

Jeg skrev derfor en kort besked til hendes EB-email, hvor jeg henviste til den belgiske historiker David Engels, der i Kronen Zeitung sammenlignede Europas nuværende udvikling med Romerrigets fald. Hun svarede ikke på min email, men mandag kom så opfølgningen. Ikke et ord om historiker David Engels, men citater fra en religionssociolog og en Cand.polit, der begge afviste Lyngvilds postulat.

(EB.dk, 6. februar 2017)

Fra EB.dk – Eksperter afværger Lyngvilds dom: Vi bliver ikke muslimsk.

“Jim Lyngvild mener, at det kun er et spørgsmål om tid, før Danmark bliver et muslimsk land på grund af den store indvandring. Det sagde han til Ekstra Bladet lørdag. Den teori holder dog ikke helt vand, hvis man spørger to eksperter indenfor religionsforskning.

Marie Louise Schultz-Nielsen, seniorforsker i indvandring og integration ved Rockwool Fonden, forklarer, at Lyngvild tager fejl i sin spådom om fremtiden.

– Hvis man ser på befolkningsstatistikkerne er der ikke meget, der tyder på, at vi skal til at være muslimsk. Der har været en stigende andel af ikke-vestlige indvandrere, men derfor er der altså meget langt op til et muslimsk flertal, siger hun.

Også Brian Arly Jacobsen, lektor i religionssociologi ved Københavns Universitet har ikke fantasi til at forestille sig, at Danmark bliver muslimsk.

– Det har jeg meget svært ved at forestille mig. Vi ser jo et bredt politisk flertal, der gør alt hvad de kan for at dæmme op for indvandring. …, siger han. …

Religionssociologen mener slet ikke, at det giver mening at sammenligne Danmarks fremtid med Romerrigets fald.

– Det kan man overhovedet ikke. Ikke det mindste. Hvis han kan forklare Romerrigets fald så entydigt, synes jeg da, at han skal skrive et disputats (doktorafhandling, red.) om det og indlevere det på Københavns Universitet.”

(David Engels, Le Déclin: La crise de l’Union européenne et la chute de la république romaine…, 2013)

Via Snaphanen.

“‘Jeg forventer mig borgerkrigslignende tilstande, som vil fremtvinge en grundlæggende social og politisk reformation i Europa, uanset om vi kan lide det eller ej, i lighed med den disintegrerende romerske republik i det første århundrede e.Kr.,’ siger Engels med overbevisning i en samtale med ‘Huffington Post’.

Lighederne er ’så massive, så indlysende, og har været det i årtier, at man næsten må spørge, hvor forskellene findes,’ siger historikeren. Han opregner parallellerne: arbejdsløshed, familieopløsning, individualisme, tilbagegang for religiøsitet, globalisering (dengang i form af ‘Romanisering’), befolkningstilbagegang, fundamentalisme, migration, fattigdom, ‘brød og skuespil’, kriminalitet, polarisering mellem en oligarkisk, politisk kaste på den ene side og utilfredse ‘populister’ på den anden. …

Indvandring ser historikeren ikke som den eneste faktor, der ville føre til uundgåeligt forfald. ‘De nuværende befolkningsbevægelser er kun et af ​​mange symptomer på vores nuværende tankegang, som er karakteriseret ved en mærkelig blanding af kosmopolitisme, selvtillid, kalkule, materialisme og dårlig samvittighed. Nøjagtigt denne blanding finder vi også i slutningen af ​​den romerske republik,’ siger Engels.”

Oploadet Kl. 02:17 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


6. februar 2017

David ‘Che Guevara er en helt’ Trads, Radio24syv-vært: “… med Trump kommer fascismen snigende”

Forleden erklærede Jørgen Leth i Spørge Jørgen på Radio24syv at Donald Trump var ‘et monster’. Forinden havde han i samme program forklaret, at han ikke kendte meget til Cuba, men respekterede Fidel Castro. Jeg fik tidligt fri i går, og undgik Nattevagten med ræverøde Keith Thomas Lohse. Desværre røg jeg så ind i RomerRiget med Knud Romer, der harcellerede i vanlig stil, og blandt andet fortalte at ‘Ku Klux Klan er blevet amerikansk præsident’.

Herunder lidt fra en blogpost af vært for Kampagnesporet på Radio24syv, David ‘Che Guevara er en helt’ Trads. Han ignorerer at Trump er folkevalgt, ikke har afskaffet forfatningen, og laver så en 14-punkts liste, der ikke fortæller andet end at han definerer fascisme på samme måde som Antifascistisk Aktion: Fascisme er en ideologi der besværliggør ‘antifascisme’. Trump er fascist, fordi Trads ønsker et mere venstreorienteret USA end amerikanerne.

Fra JP.dk – Med Trump kommer fascismen.

“Da jeg fornylig var på Holocaust-museet i Washington, bemærkede jeg politologen Laurence W. Britts ‘tidlige advarselstegn på fascisme’, baseret på studier af Hitler, Mussolini, Franco og Pinochet – og jeg fik kuldegysninger, fordi de minder så uhyggeligt meget om Trumps kurs:

#1: Konstant nationalisme… #2: Foragt for menneskerettigheder… #3: Udpegning af fjender og syndebukke… #4: Militærets overlegenhed… #5: Voldsom sexisme… #6: Kontrol over massemedier… #7: Besættelse af national sikkerhed… #8: Sammenkædning af religion og regering… #9: Beskyttelse af store virksomheder… #10: Undertrykkelse af fagforeninger… #11: Hån over for intellektuelle og kunstnere… #12: Besættelse af lov og orden… #13: Korruption… #14: Snyd med valghandlinger…

Kan du se sammenhængen? Det kan jeg – for med Trump kommer fascismen snigende.”

(Fidel Castro og Nikita Khrushchev, 1962)

Apropos.

Jeg synes, at det er fint, at et par dommere i USA bruger deres embede til at imødegå præsidentielle anordninger fra Trump. Nu kan det så på et tidspunkt køre videre til en højere instans. Eller kongressen kan ændre lovgivningen. Sådan fungerer et retssamfund. Heldigvis. Men jeg kan ‘more’ mig over, hvorledes … mange … kaster sig over dette begejstret applauderende, når jeg fornemmer, at de selvsamme ville have været forargede og foruroligede, hvis USA’s forbundshøjesteret var endt med, at domstolen havde fundet Obamas sundhedsreform forfatningsstridig (sådan som den første votering faktisk resulterede i). Så havde vi uden tvivl måttet høre om ‘det lille, konservative flertal’ og ‘en ideologisk’ eller ‘politisk’ dom. Præcis som man gjorde ved højesteretsafgørelsen i 2000, der reelt afgjorde præsidentvalget det år.” (Professor Peter Kurrild-Klitgaard på Facebook, 5. februar 2017)



3. februar 2017

Enoch Powell in memoriam (1912-98): Et brev fra Enoch Powell til Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995

Jo mere man lærer om heltene, jo mere fremstår de som almindelige mennesker på godt og ondt. For undertegnede er Winston Churchill den helt store, men jeg er også fascineret af konservative Enoch Powell. Han blev professor som blot 25-årig, fik en flot miltærkarriere under 2. Verdenskrig, og sad fra 1950 til 1987 i parlamentet. I dag er han bedst kendt som manden bag ‘River of Blood’-talen fra 1968, der var tæt på at blive et sofistikeret politisk selvmord.

(Enoch Powell holder Rivers of Blood-talen, Birmingham, 20. april 1968; Mere: Uriasposten, Wikipedia)

For nogle uger siden lagde Peter Neerup Buhl et affotograferet brev online, som han modtog fra selveste Enoch Powell tilbage i 1995. Jeg viste interesse, og han besluttede sig spontant at give mig det i gave. Brevet kommer i glas og ramme på kontoret, og supplerer fint Winston Churchill-busten jeg købte i London tilbage i 2001.

(Enoch Powell, 6. marts 1995)

Enoch Powell, Rivers of Blood (1968)

“A week or two ago I fell into conversation with a constituent, a middle-aged, quite ordinary working man employed in one of our nationalized industries. After a sentence or two about the weather, he suddenly said: ‘If I had the money to go, I wouldn’t stay in this country.’ … ‘In this country in fifteen or twenty years’ time the black man will have the whip hand over the white man.’ I can already hear the chorus of execration. How dare I say such a horrible thing? How dare I stir up trouble and inflame feelings by repeating such a conversation? The answer is that I do not have the right not to do so.

“It almost passes belief that at this moment twenty or thirty additional immigrant children are arriving from overseas in Wolverhampton alone every week – and that means fifteen or twenty additional families of a decade or two hence. Those whom the gods wish to destroy, they first make mad. We must be mad, literally mad, as a nation to be permitting the annual inflow of some 50,000 dependants, who are for the most part the material of the future growth of the immigrant-descended population. It is like watching a nation busily engaged in heaping up its own funeral pyre.

Like the Roman, I seem to see ‘the River Tiber foaming with much blood’. That tragic and intractable phenomenon which we watch with horror on the other side of the Atlantic but which there is interwoven with the history and existence of the States itself, is coming upon us here by our own volition and our own neglect. Indeed, it has all but come. In numerical terms, it will be of American proportions long before the end of the century. Only resolute and urgent action will avert it even now. Whether there will be the public will to demand and obtain that action, I do not know. All I know is that to see, and not to speak, would be the great betrayal.”



29. januar 2017

Benito ‘Il Duce’ Mussolini (1914): “Socialisme er i mit blod. … Jeg er og vil for altid være en socialist…”

I en tid hvor revolutionære socialister kalder sig ‘antifascister’, er det værd at dvæle lidt ved fascisme som ideologi. For Urias-læsere vil det ikke være en hemmelighed at Benito Mussolini var socialist, men det er altid godt at få samlet de historiske detaljer. Fascismen opstod som en magtkamp blandt italienske socialister om deltagelse i 1. Verdenskrig.

Herunder lidt fra afsnittet ‘Mussolinis fascister’ i Lars Tvedes ‘Gåsen med de gyldne æg’ (2016).

“Lad os nu vende os til fascismen og stille det samme spørgsmål: Var Mussolinis fascister en modpol til venstrefløjen, eller var de selv en slags socialister? Vi kan starte med faderskikkelsens Benito Mussolinis rødder. Han var søn af ærkesocialisten Alessandro Mussolini, som var medlem af det lokale italienske socialistpartis ledelse, samt på linje med Marx og Engels også medlem af Første Internationale, en international arbejdersammenslutning grundlagt i 1864. Alessandro læste ofte højt af Das Kapital for lille Benito, og når der kom kunder i hans smedeforretning, måtte de ofte affinde sig med at høre Alessandro recitere fra samme bog.

Derfor kan det ikke undre, at Benito Mussoloni, da han kom i gymnasiet, kaldte sig selv socialist, og i 1900, da han var 17 år gammel, meldte han sig ind i socialistpartiet. Året efter flygtede han til Schweiz, dels for at slippe for militærtjeneste i hjemlandet, dels pga. gæld og endelig en del fjender, som han havde fået ved at score andres piger. Her skrev han hjem til en ven i det italienske, at han kun ejede to lire, og at det eneste der klingede i hans lomme, var en ‘medaljon af Karl Marx’.

I Schweiz blev han hurtigt venner med en gruppe radikale socialister og begyndte at skrive socialistiske artikler for bl.a. bladene L’Avvenire dei Lavoratore (Arbejdernes fremtid), L’Avanguardia Socialista (Socialisternes avantgarde) og Il Proletario (Proletariatet). Ligeledes oversatte og analyserede han socialistisk materiale fra Frankrig, Tyskland og Italien. I 1904 rejste han tilbage til Italien for at udnytte et amnesti for desertører, og senere blev han her partisekretær for socialistpartiet Camera del Lavoro samt journalist for to socialistiske blade, nemlig dels Lotta di classe (Klassekampen) og dels fortsat for L’Avvenire dei Lavoratore i Lausanne. Han skrev også bogen Il Trentino veduto da un socialista (‘Trentino betragtet af en socialist’), og fra 1912 til 1914 var han chefredaktør på det førende kommunistiske dagblad Avanti!, ligesom han blev en del af ledergruppen i det socialistiske parti Partito Socialista Italiano.

Her fik han en stadig mere fremtrædende rolle, hvorfor en partifælle ved en banket udtalte: ‘Fra nu af er du, Benito, ikke kun repræsentant for de romanske socialister, men greve af alle socialister i Italien.’ Heraf kom hans kaldenavn Il Duce, der betyder greven på italiensk. Men altså: Socialisternes greve.

I 1914 brød 1. Verdenskrig ud, og da Mussolini her i modsætning til sit parti støttede italiensk deltagelse, blev han efter 14 års medlemskab smidt ud af sit elskede socialistparti. Hans kommentar hertil var:

I kan ikke slippe af med mig, for jeg er, og vil altid være socialist. (…) Uanset hvad der sker, vil I aldrig miste mig. 12 år af mit liv burde være nok garanti for min socialistiske tro. Socialisme er i mit blod. (…) Jeg er og vil for altid være en socialist, og mine overbevisninger vil aldrig ændres! De er i mine knogler.'” (s. 183-184)

Oploadet Kl. 11:27 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper