26. juli 2016

Tyrkiskejet café på Roskildevej ‘Since 1453’: Et ualmindeligt skidt år for det kristne Europa

Fænomenet er ikke så udbredt i provinsen, men der er masser af vandpibecaféer i København. Blandt andet Café Reina på Roskildevej (Frederiksberg), der tidligere hed Café Layalina og før det Café Aladdin. På neonskiltet er tilføjet ‘Since 1453’, og det passer fint ind, da caféen ligger klods op af en kirkegård, og naboen sælger gravsten.

1453 var et ualmindeligt skidt år for det kristne Europa. Efter længere tids optakt indledte Osmannerne et angreb på Konstantinopel, hovedbyen i Det Byzantinske Rige. Byen blev belejret den 6. april, og den 29. maj brød Osmannerne murene. Hærfører Mehmet II gav sine soldater lov til at plyndre i tre dage, og historikere anslår at 30.000 døde: “… all through the day the Turks made a great slaughter of Christians through the city” (Nicolò Barbaro). Byens ortodokse katedral blev omdannet til en moské.

Mehmet II fik herefter tilnavnet Mehmet Eroberen (Fatih Sultan Mehmet), og den tyrkiske moské nogle kilometer østpå er navngivet efter samme. Caféen ligger i øvrigt blot et stenkast fra adressen hvor Lars Hedegaard blev forsøgt likvideret.

(Café Reina, Roskildevej, Frederiksberg)

Oploadet Kl. 22:53 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


13. juli 2016

Historikere om Spanien under Islam: “… et rædselsregime, der kontrollerede befolkningen med terror.”

Uriasposten skulle gerne være kort og præcis, men nogle gange er det umuligt at forkorte, uden at skære væsentlige dele fra. Nedenciterede artikel om Korstogene opremser en række konkrete eksempler på politiserende undervisningsmateriale, og er hermed kernestof. Kommentar af Michael Pihl i seneste udgave af Weekendavisen – Korstog og korståger (ikke online).

“Interessen for korstogene synes at være stigende, den ene korstogsbog udkommer efter den anden, der produceres populærvidenskabelige tv-dokumentarer, og der skrives artikler om emnet som aldrig før. Men paradoksalt nok er der ifølge korstogshistorikeren Thomas F. Madden også ‘en gabende afstand mellem den akademiske verden og den almene læserskare’. Det skyldes blandt andet, at politikere og debattører ofte bruger korstogene til egne aktuelle politiske formål, hvor korstogene ses som baggrund for vor tids konflikter mellem Vesten og den muslimske verden, og derfor ikke har meget med den historiske virkelighed at gøre.

En anden årsag er, at korstogene i populærvidenskabelige udgivelser og undervisningsbøger fremstilles som udtryk for en pludselig uprovokeret kristen aggression, der ødelagde en ellers fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. I denne forbindelse spiller pave Urban d.
2. s korstogstale i 1095 en afgørende rolle, som om denne tale alene og i sig selv kunne forklare konflikterne mellem islam og kristendom i Middelalderen, og hvorfor tusindvis af europæere begejstret sluttede sig til korstogsbevægelsen.

Her undlader man helt at omtale tidligere konflikter mellem islam og kristenheden – som for eksempel muslimske hæres erobring af to tredjedele af tidligere kristne kernelande i Mellemøsten, Nordafrika og Spanien. Ligesom man også ofte ser bort fra den kendsgerning, at byzantinske kejsere havde henvendt sig tre gange til paven i Rom for at bede om militær hjælp mod tyrkerne, som havde angrebet og hærget Det Byzantinske Rige. Og i standardværkerne også udelader de historiske kilder, der beskriver de muslimske angreb mod de østkristne før korstogene, for eksempel er tyrkernes undertrykkelse og massakre mod armenerne i Anatolien fra 1060erne.

Den fraværende forklaring af de forudgående årsager præger blandt andet Politikens bog om korstogene af Kurt Villads Jensen, som redegør udmærket for forløbet, men helt mangler et baggrundsafsnit. Den historieinteresserede læser får ikke andre forklaringer på korstogsbevægelsen end den lidt mystiske; at 1000-tallets kristne religiøsitet ‘nemt blev meget voldelig’. I stedet opretholdes en lang række myter, for eksempel myten om det muslimsk erobrede Spanien som et toleranceparadis. Dette romantiserede billede af det muslimske al-Andalus findes blandt andet i undervisningsbøger, der henvender sig til ungdomsuddannelserne.

I bogen Kultur og samfund (2011) af Sofie Reimick med flere nævnes de muslimske erobringer, men ifølge forfatterne resulterede erobringen af Spanien blot i øget handel, kultur udveksling og samarbejde mellem kristne og muslimer: ‘I 800-og 900-tallet havde konflikterne mellem muslimer og kristne ikke nogen udpræget religiøs karakter. Jøder, kristne og muslimer kunne blande sig relativt frit og påvirke hinanden, og perioden var præget af tolerance og religionsfrihed.’ De historiske kilder viser et helt andet billede, og det romantiserede billede af det muslimske Spanien er da også for længst blevet modgået af historikere som Bernard Lewis, Richard Fletcher og Mark R. Cohen.

(Frise til minde om D. Afonso II af Portugal, der bidrog til forsvaret af den iberiske halvø mod maurerne)

(Fotos sakset fra Facebook-ven, der netop er kommet hjem fra ferie i Funchal, Madeira)

Som historikeren Roger Collins for nylig udtrykte det, fremgår af kilderne snarere et billede, der ‘ligner alles krig mod alle hos Thomas Hobbes end virkeliggørelsen af den profetiske vision om ulven, der hviler sammen med lammet. [] Selv i Cordoba under dets kulturelle højdepunkt ville det have været svært at undgå stanken af forrådnende kød fra de afhuggede hoveder, der blev fremvist på byportene og fra ligene af dem, der offentligt korsfæstet rådnede foran paladset‘. (Caliphs and Kings, 2014).

Myten om det muslimsk erobrede Spanien som et toleranceparadis bliver også effektivt punkteret i historikeren Dario Fernandez-Moreras nye bog The Myth of the Andalusian Paradise: ‘Jeg er gået ned i kildetekster som for eksempel juridiske manualer, øjenvidneberetninger og teologiske udlægninger. Og her tegner sig et helt andet billede. I det muslimske Spanien stenede man for utroskab, man praktiserede korsfæstelser og kvindelig omskæring, og ingen andre steder blev der halshugget i så stor udstrækning Kilderne tegner alle det samme billede af et rædselsregime, der kontrollerede befolkningen med terror.‘ (Kristeligt Dagblad, 27.6).

Disse historiske kilder er tilgængelige, men er ikke nævnt i standardværkerne om Middelalderens historie på dansk. I det hele taget har man i danske undervisningsbøger det svært med beskrivelsen af den muslimske aggression og intolerance i århundrederne forud for korstogene. Trods kildernes vidnesbyrd om de muslimske erobringers brutalitet, skriver Jørgen Bæk Simonsen i Religion og kultur – en grundbog fra 2009: ‘Den enorme geografiske udbredelse, islam gennem historien har opnået, skyldes først og fremmest dens evne til at indgå i en indholdsrig syntese med de traditioner, der eksisterede lokalt, før islam gjorde sig gældende.’

Også Henrik Skovgaard Nielsens Korstog og jihad? fra 1998 opretholder myten om, at de muslimske erobringer ikke medførte nævneværdig undertrykkelse af de erobrede folk og deres religion: ‘Det mellemøstlige område havde tidligere været underlagt arabiske herskere, som behandlede kristne pilgrimme ganske godt. Der var restriktioner: De måtte ikke have klokker og kors i deres kirker, og de skulle kunne genkendes af andre ved at bære en gul turban. De måtte også betale en særskat. Men udover dette fik de lov til at udøve deres religion i fred.’

Denne nedtoning af den muslimske undertrykkelse af for eksempel jøder og kristne i Det Hellige Land står i skærende kontrast til kildernes vidnesbyrd. Som historikeren Moshe Gil udtrykker det: ‘Af kilderne fremstår et indtryk af mishandling og varierende grader af forfølgelse. [] Næsten generation efter generation beskriver kristne forfattere forfølgelse og chikane udviklende sig til nedslagtning og ødelæggelse, som kristne måtte lide under grundet de muslimske herskere.‘ (A History of Palestine, 634-1099).

I bogen Korstogene – Idé og virkelighed fra 2004 nedtoner Lars Peter Visti Hansen ligeledes den muslimske undertrykkelse og fremfører endvidere (side 9): ‘I det meste af 1000-tallet kunne pilgrimmene rejse ubesværet og forholdsvis sikkert over land gennem Byzans. En gruppe af tyske bisper rejste således i 1064-1065 med et følge på i alt 7.000 mennesker til Jerusalem og tilbage. Efter 1070 betød tyrkernes indtrængen i Lilleasien, at veje, broer og brønde blev ødelagt.’ Sandheden er ifølge kilderne dog en ganske anden. Den store tyske pilgrimsrejse, som Visti Hansen omtaler, blev netop udsat for overfald og angreb: ‘Ud af de syv tusinde, som drog ud, kom ikke engang to tusinde tilbage,’ skriver en samtidig kronikør, Marianus Scotus.

Der er flere eksempler på mord, overfald og chikane mod kristne pilgrimme i 1000-tallet, og hindring af overfald på kristne pilgrimme udgør da også en del af pave Urbans argumentation for at drage på korstog. Trods kildernes udsagn afviser flere, at dette skulle udgøre en reel baggrund for korstogene. Historikeren Brian McGuire antydede i 2008 (3. oktober) i Kristeligt Dagblad ligefrem, at historierne om overfald på kristne var opdigtet til lejligheden. Interessant nok bekræftes Urbans fremstilling dog ikke kun af et utal af kristne kilder, men også af en muslimsk historieskriver. For året 1093-94 skrev syreren Al-Azimi (1090- 1138): ‘Befolkningen i de syriske havne forhindrede frankiske og byzantinske pilgrimme i at rejse til Jerusalem. De af dem [pilgrimmene], der overlevede, spredte nyheden om dette til deres hjemland. Så derfor forberedte de sig på militær invasion.’

Myten om korstogene som en uprovokeret kristen aggression er altså for længst punkteret af førende korstogshistorikere i udlandet. I stedet må korstogstanken ses som et fænomen, der opstod gradvist under indtryk af de omfattende muslimske erobringer, angreb på Sydeuropa og Det Byzantinske Rige, overgreb på kristne pilgrimme og en århundreder lang undertrykkelse af kristne i Østen.

Islams omfattende erobringer, der var inspireret af tanker om hellig krig, jihad, affødte således gradvist en kristen reaktion og en forestilling om krigsførelse som en kristen pligt, som ellers oprindeligt havde været fremmed for kristendommen. Korstogene ødelagde ikke en fredelig sameksistens mellem muslimer og kristne. Det muslimske herredømme over jøder og kristne i for eksempel Spanien, Syrien, Palæstina og i Armenien var ikke præget af tolerance. Generation efter generation af kristne, jødiske og muslimske forfattere bevidner omfattende diskrimination, chikane, forfølgelse, ødelæggelse og drab.”



6. juli 2016

Socialdemokratiske borgmestre lykønsker muslimer med militær sejr over ikke-muslimer, halshugning

“Jeg håber I fester igennem for det har I fortjent”, fortæller Århus-borgmester Jacob Bundsgaard i en EID-lykønskning, der kun overgås af Zenia Stampes “Eid Mubarak… Jeres viljestyrke imponererer”. Albertslund-borgmester Steen Christiansen er helt på linje – “… glædelig EID. EID Mubarak!”

EID-festen markerer Muhammeds militære sejr i Badr over ikke-muslimske stammer. Mere end 70 polyteister blev dræbt fordi de afviste Muhammeds Islam, og hærfører Muhammed fik retrospekt ‘åbenbaringen’, nedfældet i Koranen 8:7 (‘Byttet’): “Gud ville med sine ord lade sandheden ske fyldest og udrydde de vantro til sidste mand.”

Arabernes angreb på Israel i 1973 havde meget sigende kodenavnet ‘Operation Badr’. En religiøs kamp mod ikke-muslimer. Etnisk udrensning ville vi kalde det i dag, ikke mindst blanke Bundsgaard der for fire år siden stod i front for en demonstration mod anti-islamister i det der skulle være et forsvar for ‘religionsfrihed’.

(Albertslund-borgmester Steen Christiansen på Facebook, 5. juli 2016)

“The battle of Badr is a pivotal element in establishing early Islam… The Muslims had, at the Second pledge of Al-Aqabah, promised to wage war against all mankind, no matter how evil the circumstances or how many of them would be killed. … The expedition to Badr… took place during the holy month of Ramadan, and just at the time when Muhammad was breaking with the Jews and replaced the Ashura fasting with the Ramadan fasting. … The events at Badr were set in motion by Muhammad setting out to intercept a significant caravan, which… would have the value to make the Muslims rich. …

Muhammad and the Muslims… decided to fight the Meccans at Badr. … Muhammad and the Muslims won the battle. The leader of the rescue force, Abu Jahl, was found mortally wounded by Ibn Masud. He promptly cut off the head of Abu Jahl, took it to Muhammad, and said:

‘Oh Messenger of Allah, this is the head of the enemy of Allah, Abu Jahl. […] Then I threw down his head in the front of the Messenger of Allah. He said: ‘Praise be to Allah!’

The Sirat records that the first Eid al-Fitr was celebrated after this Ramadan. The successful fighting in the holy month and the booty taken by the Muslims probably made this a highly festive event. Here the significance of Ramadan and Eid were founded, and they remain intact to this day.” (Clausen, 2008)



30. juni 2016

Kronik af Uhrskov, Rosenløv og Nørgaard: Mennesket er først og fremmest et kulturvæsen

Kronik af Morten Uhrskov, Jesper Rosenløv og Lone Nørgaard i Politiken – Dansk Samling er det virkelige Alternativ.

“Dansk Samling – stiftet i 1936 – er en politisk organisation, der forsøger at blive opstillet som parti til det næste valg til Folketinget. Derfor samler vi også vælgererklæringer, så det gløder. Vores helt centrale pointe er, at det ikke længere giver mening at skelne imellem højrefløjen og venstrefløjen, og i hvert fald er det helt malplaceret at sætte Dansk Samling ind i denne forældede sammenhæng.

Dansk Samling ønsker en langt strammere politik på udlændingeområdet og dansk udtræden af EU. Ingen af disse to positioner giver mening ud fra en venstre-højre-logik. Dansk Samling er, som navnet tydeligt viser, udtryk for et ønske om at samle danskerne, nye som gamle, om alt det, vi har fælles, også al uenighed til trods. …

Dansk Samling er et parti med en lang historie og fylder 80 år i år. I 1936 blev Dansk Samling stiftet af højskolemanden Arne Sørensen, og Dansk Samlings vigtigste motto er: ‘Det tredje standpunkt’. Hvad er så det for en knold, spørger læseren rimeligvis.

Det korte svar er, at det tredje standpunkt er lige præcis forskellen på at tænke politik på den gamle, forældede måde og så den moderne, hvor politik er erkendelsen af at samle og sprede på én gang. Altså ikke kun at sprede på helt afgørende områder.

I Dansk Samlings grundsyn står der bl. a.: ‘Dansk Samling søgte således i 30’erne et tredje standpunkt mellem ‘det gamle’, som var bundet af det kristne og det nationale, men som var stillestående og handlingslammet, og ‘det ny’ repræsenteret af de revolutionære bevægelser, der nok var handlekraftige, men undertrykte mennesket’. I dag kunne passagen let omskrevet, men med samme tyngde og nødvendighed, lyde: Dansk Samling søger et tredje standpunkt imellem på den ene side en socialisme/socialdemokratisme, der stort set kun anerkender mennesket som socialt og ikke først og fremmest et kulturvæsen, og en liberalisme, der næsten kun ser mennesket som et økonomisk dyr.

Liberalismen ser lige så lidt som socialismen mennesket som kulturskabt og kulturskabende, til trods for at liberalismen er blevet formet af individer inden for rammerne af den vestlige kultur. Dansk kultur er en del af den vestlige, men Danmark er også en ældgammel nation med sin egen nationale bevidsthed, som middelalderhistorikeren Adam Wagners seneste bog ‘ Danskhed i middelalderen’ (2015) viser. …

Den britiske forfatter C. S. Lewis sagde engang, at den progressive sommetider er den, der vender om for at finde tilbage til det sted, hvor man gik forkert. Sådan må det også være med udlændingepolitikken. Den førte politik har været en ulykke, slet og ret. “



24. juni 2016

Konvertit-lektor: Den danske sang… kan være Aisha, en sorthåret muslim, der bærer tørklæde

Hun har en pointe, og det er lige netop derfor Danmark ikke skal acceptere kædeindvandring fra islamiske lande. Kommentar af konvertit-lektoren Saliha Marie Fetteh på Religion.dk – ‘Den danske sang er også en ung sorthåret pige med tørklæde’.

“I december bekendtgjorde kulturminister Bertel Haarder, at der skal forfattes en ny dansk kulturkanon… Det nye ved kulturkanonen er, at landets muslimske minoritet opfordres til at bidrage til fortællingen om, hvem danskerne er, således at den nye Danmarkskanon indeholder værdier og traditioner, som afspejler et land med cirka 300.000 muslimer. På denne måde bliver projektet, der også skal indeholde både kristne og islamiske religiøse værdier, inkluderende. …

Ligesom alle andre samfund er det danske et produkt af en lang og fælles historie for de mennesker, der gennem tiden har boet i Danmark. Og den tid vi lever i nu bliver også historie en dag. En historie som Mohammed, Fatima og alle de andre danske muslimer på flere måder vil være en del af. …

Fortiden vender ikke tilbage. Den danske sang er således ikke nødvendigvis en ung blond pige. Hun kan faktisk være muslim, hedde Aisha, være sorthåret og måske endda bære tørklæde.

… et arabisk ordsprog siger, at hvis man bor fyrre dage hos et folk, så bliver man ligesom det. Den unge generation, der for en stor dels vedkommende er født her, har da også for manges vedkommende en dansk identitet.”

“Den danske sang er en ung, blond pige,
hun går og nynner i Danmarks hus,
hun er et barn af det havblå rige,
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang, når den dybest klinger,
har klang af klokke, af sværd og skjold;
imod os bruser på brede vinger
en sagatone fra hedenold.”

Den Danske Sang, Kai Hoffmann, 1924

Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link48 kommentarer


11. juni 2016

EM 2016, Marseilles: “… violence broke out after England fans started chanting: ‘Isis, where are you?!'”

EM 2106 er i gang, og det kan ikke rigtigt hidse mig op, nu hvor Danmark ikke er med. Jeg håber dog på England, for der er kun to uger til et muligt Brexit, og lidt nationalfølelse kan aldrig være en ulempe. BBC har på forhånd advaret fans mod at klæde sig ud som korsfarere, men pub-England er ikke sådan lige at tæmme.

Fra The Telegraph – ‘Isis, where are you?’ England fans ‘chant about terrorists’ amid Marseille clashes ahead of Euro 2016 opener against Russia.

“Two English football fans were arrested and one rushed to hospital with a serious head wound after trouble flared between supporters and locals in Marseille ahead of England’s opening European Championship match against Russia. …

One eyewitness, who arrived in Marseille on Thursday, said: ‘I was just sat at my table when my drink was ripped out of my hand and it all kicked off. I honestly couldn’t say who was to blame. It all happened in a blur.’ …

Some English supporters were said to have retaliated by attacking local shopkeepers and other youths in the area. Marseille resident Nicolas, 26, said violence broke out after England fans started chanting: ‘Isis, where are you?!’

Kevin Miles, chief executive of the Football Supporters’ Federation which runs the fans embassy in Marseille, said he believed the locals turned up with the intention of provoking the English fans. …

The National Police Chiefs¨’ Council lead for football policing, assistant chief constable Mark Roberts, said: ‘England supporters had been in Marseille yesterday without issue. At around midnight, there was a short confrontation where a group of approximately 70 local youths approached a pub where England fans had congregated.”

Oploadet Kl. 21:11 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer

Udenrigsminister K.B. Andersen efter Maos død (1976): Maos person og tankegang er ‘en inspiration’

I tirsdags kunne man i Huxi og Det Gode Gamle Folketinget på Radio24syv høre et samlet panel problematisere Pia Kjærsgaards deltagelse ved en indvielse af et fynsk Asa-tempel. Blandt de kritiske røster var Bertel Haarder, der i 2007, som kirkeminister, talte ved Nusrat Djahan Moskéens 40 års jubilæum.

Pia Kjærsgaard er formand for Folketinget, og deltog som ven af initiativtager Jimmy Lyngvild. Herunder et sammenklip fra 1976 med K.B. Andersen i hovedrollen, daværende socialdemokratisk udenrigsminister, senere formand for Folketinget. Mon Anker Jørgensens var enig.

K.B. Andersen, udenrigsminister: … den omstændighed, at hans indsats blev ydet uden nogen nævneværdig hjælp udefra. … Maos person og Maos tankegang og hans evne til at få den ud og hans evne til at inspirere, så betyder han, synes jeg, for enhver der er optaget af denne verdens nutid og fremtid, en inspiration.

(Udenrigsminister K.B. Hansen, 1976 via Hvornår var det nu det var?, 6. juni 2016)

Oploadet Kl. 19:54 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”


Muhammed Ali, muslim: “Min fjende er det hvide folk”, “Vi ønsker ikke at leve med den hvide mand.”

Boksning siger mig intet, men det er tilsyneladende en stor begivenhed når en tidligere verdensmester død i en alder af 74 år. Medier citerer Ali, men glemmer alt det ukomfortable, for negere må godt være racister. Henrik M. Jensen kommenterer hos Snaphanen – Sort racisme vs. hvid defaitisme.

“Midt i al sentimentaliteten omkring en afdød bokser, som også havde politiske og religøse synspunkter, er det måske værd lige at erindre sig kernen i de synspunkter, som Muhammed Ali stod for i starten af den boksekarriere, der gjorde ham til verdensmester i professionel sværvægtsboksning.

Ali blev interesseret i islam omkring 1960 og blev i 1964 optaget i ‘Nation Of Islam’, en rabiat sort muslimsk bevægelse, som blev ledet af hadprædikanten Elijah Muhammad. Efter optagelsen ændredes Cassius Clay’s navn til Muhammad Ali.

For Ali og mange andre sorte i de år, blev konvertering til islam set som et oprør og et bidrag til kampen for ligestilling og borgerrettigheder og mod racismen. Men set i lyset af at muslimske stater har bidraget mindst lige så meget til sort slavehandel som europæiske stater, var de sorte amerikaneres konvertering temmelig paradoksal.Og endnu mere paradoksalt var det at bekæmpe racisme ved at støtte Nation Of Islam, da denne organisation selv var notorisk racistisk. Her er nogle Ali-udtalelser fra midten af 60’erne, der samtidig udtrykker holdningen hos Nation Of Islam:

Min fjende er det hvide folk

‘Vi som følger Elijah Muhammeds lære ønsker ikke at integrere os. Integration er forkert. Vi ønsker ikke at leve med den hvide mand.

Ingen intelligent sort mand eller kvinde ønsker i deres rette sorte sind at hvide drenge eller piger kommer til deres hjem og gifter sig med deres sorte sønner og døtre.’

Apropos intelligens: I starten af 60’erne blev Ali kasseret som soldat, fordi hans IQ to gange var målt til 78, et tal, der kun kunne række til indkaldelse i tilfælde af en national undtagelsestilstand. Men da USA i kølvandet på Vietnamkrigen nedsatte kravene til egnethed, blev Ali i 1966 alligevel indkaldt til militærtjeneste. Han nægtede imidlertid at lade sig indkalde med den begrundelse, at

‘Krig er mod læren i den hellige koran’

Et besynderligt argument set i lyset af at islam er den mest krigeriske af alle religioner. Han var dog på mere sikker teologisk grund, da han udtalte, at

Vi deltager ikke i krige med mindre de er erklæret af Allah eller hans profet. Vi deltager ikke i krige ført af kristne eller andre vantro.’

Med årene blev Muhammad Ali mildere stemt mod de hvide, hvilket måske skyldtes, at han forlod Nation Of Islam da hans mentor Elijah Muhammad døde…

Men tilbage står de racistiske og islam-chauvinistiske udtalelser, som Ali fremsatte i 60’erne. Hvorfor har de fleste glemt dem i dag?

Her er et forsøg på en forklaring: Ali dukkede op på det tidspunkt, hvor europæere og de hvide amerikanerne i kølvandet på nazismens rædsler og kolonialismens afvikling følte en ubændig trang til selvbebrejdelse og medlidenhed med alle, der var ‘anderledes’. Det er så synd for de sorte – og det er de hvides skyld!”

(Muhammed Ali, bokser, tidligere medlem af Nation of Islam)

Oploadet Kl. 01:17 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:


3. juni 2016

Kristian Tørning, Egohumanisterne, 2016: Egohumanisterne bedriver ‘Omvendt kulturimperialisme’

Lektor Kristian Tørning har netop udgivet bogen Egohumanisterne, der kan downloades på hjemmesiden Egohumanisterne.dk. Han noterer frækt i forordet, at hensigten ikke er at ændre holdninger, og at “Intet er formuleret for at vække nogen, der ikke allerede er vågen.” De 152 sider er skrevet af en ‘indre nødvendighed’ fordi ‘Egohumanisterne’ er illoyale overfor det danske folk.

(Kristian Tørning, Egohumanisterne, 2016)

Omvendt kulturimperialisme (s. 37ff)

Man må sende en tanke til de postmoderne antihumanister, der nok så, at humanismen indeholdt risici for undertrykkelse, men som trods alt aldrig forestillede sig, at undertrykkelsen ville foregå som en rekruttering af store ikke-humanistiske grupperinger – navnligt muslimer. Hvor de europæiske imperialister eksporterede deres værdier til svage lande for at bestemme over dem, så importerer egohumanisterne svage landes borgere og anvender disse som redskab til at undertrykke anderledes tænkende, mens de endda har skabt et debatklima, hvor de kan sole sig i moralsk overlegenhed.

Egohumanisternes forståelse af ‘diversitet’, som de bruger som et plusord for ‘kompleksitet’, har aldrig indbefattet anderledes tænkende, den har begrænset sig til import af grupperinger, som slet ikke kan siges at være humanister. I deres kærlighed til kompliceringen af alting starter egohumanisterne med det oplagte: De komplicerer den danske demografi. En ændring, som det er svært at omgøre. Og efterhånden som de gennem 60’erne og 70’erne får mere og mere succes med at ændre demografien i Danmark, så bliver de også mere og mere forhærdede og opdager nye muligheder.

Egohumanisterne vil simpelthen have, at de oprindelige befolkninger og lande i Europa skal udslettes eller i alle fald skiftes ud. Det skyldes, at nationalstaterne og de særegne europæiske folk og kulturer står i vejen for den nye egohumanistiske verdensorden, og det er bare at tage fat på projektet, hvilket de i dén grad også gør. Jo mere fart man sætter på, des hurtigere vil man, ifølge egohumanisterne, få den globale sammenhørighed. Spørgsmålet bliver snart, om det er underlødigt, hvis de europæiske befolkninger vil forsvare sig mod de kræfter, der ønsker at demontere deres lande?

Hvis man skal illustrere det med en lidt skæv sammenligning, som altid bliver underkendt af egohumanister, så bliver spørgsmålet snart, om det fx ville have været forkert, hvis de oprindelige folk i Amerika havde forsvaret sig mod de hvide europæere, som indvandrede i Amerika. De hvide europæere tog jo indianernes land. De hvide europæere løj og huggede med arme og ben og spredte sygdomme. De hvide europæere introducerede endda moralsk fordærv i en grad, der var ukendt i Nordamerika. Og i dag lever indianerne i reservater. De får aldrig deres land tilbage. Det har de tabt, men hvad hvis de havde kunnet forsvare sig, ville det så have været uetisk? Historien er fuld af eksempler på folkeslag, der har mistet deres lande. Man kunne også spørge, om det ville have været tarveligt, hvis de australske aboriginals havde smidt de hvide immigranter fra Europa ud i havet? Eller ville det have været forkert, hvis de afrikanere, der blev taget som slaver, havde forsvaret sig?

Situationen bliver hurtigt tragisk paradoksal, for mens egohumanisterne ofte højlydt hævder, at palæstinenserne har mistet deres land til jøderne, så effektuerer de beslutninger, der på sigt betyder, at danskerne og europæerne i Europa selv mister deres lande til arabere. De svenske egohumanister har allerede haft succes i den skala. Svenskerne vil miste Sverige. De har nu deres demografi mod sig, og på sigt vil der være flere indvandrere og efterkommere af indvandrere, end der vil være etniske svenskere. Vi kan lige så godt begynde at planlægge, hvad vi gør, når Sverige bryder sammen.

Alligevel antager det egohumanistiske projekt i de europæiske lande form af en omvendt kolonisering. I 1800-tallet tog vesteuropæere ud i verden og etablerede kolonier. Europæerne slog lejr og indstiftede med vold europæiske værdier i fremmede lande, mens de stjal lokalbefolkningens ressourcer. Nu er situationen omvendt. Arabere fra Mellemøsten og afrikanere tager til Europa og etablerer parallelsamfund, som de tvinger de europæiske arbejdere til at betale for via lønslaveri og det dertilhørende skattetryk.

De danske egohumanister har primært arbejdet på to fronter for at få koloniseret Europa. På den ene front arbejder de eksternt og transnationalt med at få udvisket de juridiske grænser mellem nationalstaterne (f.eks. via Schengen, FN, konventioner, traktater, aftaler mv.). På den anden front arbejder de med at påtvinge danskerne en kulturel kompleksitet, som danskerne aldrig har ønsket, og som enhver kan forudse, Danmark ikke kan tåle.

Det står bedre til i Danmark end i Sverige, men tag ikke fejl, egohumanisterne forsøgte også at få svenske tilstande i Danmark, og det vil de stadig gerne have. Det foregår fx ved at tildele ophold og statsborgerskaber til udlændinge med lavt integrationspotentiale. Egohumanisterne fastholder fx, at fremmede skal have lov til at tage til Danmark og leve efter ikke-danske normer, og at danskerne skal betale for det og endda påtvinges fremmede værdier fx i form af halalslagtet kød samt aflysning af danskernes traditionelle mad i.e. svinekød i offentlige institutioner.”

Oploadet Kl. 19:58 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper