Uriasposten » Jubiiiiiii! » Historie



11. august 2018

Aalborg: ‘Havana Bar’ forherliger den kommunistiske massemorder Che Guevara – ‘Shots and Beers’

Kapitalismen har forlængst overvundet planøkonomiske alternativer, men det er ikke rigtigt gået op for folk flest. Der er ingen huller i den historiske uvidenhed, og selv i Aalborgs natteliv kan man se eksempler på forherligelse af en kommunistisk massemorder. Bemærk det blodige ordspil: ‘Shots and Beers’.

(‘Havana Bar’ på Jomfru Ane Gade, Aalborg, 4. august 2018; Fotos: Mobil)

“Da Che Guevara henrettede en mand for første gang, i januar 1957, skrev han i sin dagbog: ‘Acabé con el problema dándole un tiro con una pistola del calibre 32 en la sien derecha? Sus pertenencias pasaron a mi poder’ Oversættelse: ‘Jeg løste problemet ved at give ham et skud med en pistol kaliber 32 i hans højre tinding. Hans ejendele blev mine.’ Den henrettede var en bonde…

Efter oprørshærens sejr blev Che Guevara militærchef for ‘La Cabaña’, fra januar til september 1959. ‘La Cabaña’ var et gammelt fort, hvor politiske fjender; funktionærer, soldater og kollaboratører for den forhenværende regering, blev holdt i fangenskab. Che Guevara, som også var medlem af Comisión Depuradora (bare navnet: Udrenselses Kommission), stod for hundredvis af henrettelser, som han ofte overværede mens han drak spiritus og røg cigarer.”(Rubén Palma, Helten Che Guevara: Den kendte – og den mindre kendte, 2012)

Oploadet Kl. 11:40 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


23. maj 2018

Alternavist: “Hitler udgjorde ikke en trussel mod menneskeheden. Donald Trump… gør derimod.”

Forleden hørte jeg i radioen et kvindeligt medlem af ‘regeringens disruptionråd’, der fortalte, at det var oplagt at Danmark gik forrest med ‘disruption’-tanken, da England ‘havde nok at gøre med Brexit’ og USA ‘kæmper med en vis hr Trump’. Det kom henkastet, men man kunne jo omvendt betragte Brexit og Potus Trump som ‘disruption’ i ordets egentlige betydning. Trump er efterhånden blevet et indforstået stikord, kulturradikale gratis kan aflire, mens de forsøger at sige noget intelligent.

Niels Aalbæk Jensen er byrådsmedlem for Alternativet i Sorø Kommune. Efter kritik af den bizarre analogi herunder valgte han efterfølgende at slette sine tweets. Her taget fra Uwe Max Jensens Ballet Magnifique.

Hitler udgjorde ikke en trussel mod menneskeheden. Donald Trump og Det Republikanske Parti gør derimod. De fornægter klimatruslen og demonterer alle tiltag til at forsvare vores overlevelse. Det Republikanske Parti er den farligste organisation i menneskehedens historie. #dkpol” (Niels Aalbæk Jensen , Alternativet, 21. maj 2018)

Oploadet Kl. 13:46 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


22. maj 2018

Michael Thestrup: “Fjenden er åbenbart ankommet til Danmark i løbet af de sidste 20-30 år.”

Endnu et læserbrev af Michael Thestrup. Trykt i torsdagens udgave af Ekstra Bladet.

Fjenden er ankommet
Som pendler gennem 80erne og 90erne så jeg regelmæssigt uniformerede danske soldater, som fredag eftermiddag tog toget hjem for at holde weekend med familien i provinsen. Ofte var de unge mænd så trætte, at de døsede eller sov op ad togvinduet. Det var dengang.

I vore dage anbefaler Forsvarets Efterretningstjeneste, at ‘uniformbærende personale altid tager en vurdering af, om og hvornår det er hensigtsmæssigt at færdes i uniform uden for tjeneste i det offentlige rum’. Videre opfordres til en ’skærpet opmærksomhed over for ukendte personer, uidentificerede køretøjer eller genstande samt mistænkelig adfærd og aktiviteter’. Desuden må danske soldater kun oplyse deres fornavn, hvis de udtaler sig offentligt, og ikke oplyse, hvor de bor. Alle disse nye forholdsregler begrundes med hensynet til soldaternes og deres familiers sikkerhed.
Fjenden er åbenbart ankommet til Danmark i løbet af de sidste 20-30 år.

Oploadet Kl. 12:19 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer


18. maj 2018

Hugo Helmig: Historieløs velhaversøn med kommunistiske sympatier – ‘For arbejde, fred og socialisme’

Som gammel Århus-dreng er det lidt nostalgisk med stjerneparret Simonsen/Helmig, men eventuel velvilje omfatter ikke sønnen Hugo Helmig, der i disse år forsøger at gøre slå igennem som sanger. Under optagelserne til DR-dokumentaren Hugo og Helmig sidste år boede han stadig hjemme i den 330 kvm herskabslejlighed på strandvejen, hvor han blandt andet havde indrettet sit værelse med plakater for Danmarks Kommunistiske Parti.

Måske nogle han har arvet dem fra mormoren Ingrid, der var aktiv kommunist og blandt andet solgte DKP-avisen Land & Folk. Thomas Helmigs datter Ida Marie Helmig blev i 2007, som 15-år, anholdt under autonome optøjer i forbindelse med en demonstration for et nyt ungdomshus på Grøndalsvænge Alle i København.

(Hugo Helmigs DKP-plakater, set i Hugo og Helmig, 1. afsnit, 2018)

Oploadet Kl. 09:24 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Arkiveret under:


12. maj 2018

Mindesten for Jens Toldstrup, Hjelm Hede, 11. maj 2018: ‘Uden kamp – Ingen sejr’

Når nu jeg er på egnen og vejret er sommerligt, var det oplagt at køre en tur til Hjelm Hede, og se mindestenen for modstandsmanden Jens Toldstrup. Turen foregik i en gammel Saab på kilometerlange grusveje, og det lykkedes kun lige akkurat at finde stedet før solen gik ned. Var det ikke for mensaneren iblandt os, der tre kryds i træk analyserede den rigtige vej frem, var det ikke lykkedes. Eksakt lokation: 56°30’17.0″N 8°56’28.4″E.

Artiklen herunder nævner at Toldstrup efter krigen blev folketingskandidat for Dansk Samling, men ikke at han i 1987 var en af flere tidligere modstandsfolk der var med til at grundlægge Den Danske Forening. Sidstnævnte forening blev bizart nok, ofte associeret med nazisme i danske medier. Fra Dansk Militærhistorie – Jens Toldstrup – Europas bedste nedkastningschef

“… hans vigtigste motiv for at gå ind i frihedskampen var den krænkede nationale ære og skammen over d. 9. april 1940. Dén dag havde Jens Toldstrup ligget udstationeret som løjtnant få kilometer fra København, hvor han og hans velbevæbnede soldater forgæves ventede på den kampordre, som aldrig kom.

Den 24 årige Toldstrup, der den gang hed Anton Ingersøn Jensen og var toldassistent, var dog ikke til sinds at bøje sig, og allerede d. 28. april kunne Jyllandsposten bringe hans Manifest til den danske Ungdom, hvor han så utvetydigt som muligt opfordrede til modstand mod værnemagten. Her gjorde han op med mellemkrigsårenes pacifisme og anationale ligegyldighed og konstaterede i vendinger, som fx:

‘Vore fædre har i sandhed efterladt os en dårlig arv. De har med fuldt overlæg forsøgt at ødelægge vore skønneste følelser: Nationalfølelse, fædrelandskærlighed og respekt for flaget. De har gjort, hvad de kunne, for at få os til at træde alt dette i grus. De har opfostret os til sløvhed og pjank, hvor der skulle være arbejde og alvor.'”

(Mindesten for modstandsmanden Jens Toldstrup, Hjelm Hede, 11. maj 2018; NB: Mobilfotos)

(Grimme Bakker, nedkastningssted, Hjelm Hede, 11. maj 2018)

Oploadet Kl. 11:21 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Arkiveret under:


11. maj 2018

Undallslund Plantage, 11. maj 2018

Den danske sommer viser sig fra sin bedste side, og det var noget nær den perfekte dag at besøge Undallslund Plantage. Et større skovområde nordvest for Viborg, hvor 16 dødsdømte landsforræddere, blev henrettet fra 1946-49. Det første der sprang i øjnene, var lokalitetens anonymitet. Henrettelserne fandt sted i et område med tyve bunkere, hvoraf hovedparten blev fjernet i 2013, men der var absolut intet der konkretiserede historien. Ingen sten, intet mindesmærke. Naturskolen i nærheden kunne fortælle skoleelever om skovens insekter, men ikke hvor nationalsocialister, Gestapohåndlangere og stikkere blev henrettet ved riffelskud for 70 år siden.

Vi fandt kun en enkelt bunker, som skovfogeden for mange år siden havde brugt som lagerrum til mårfælder og lignende. I umiddelbar nærhed af bunkeren, skulle henrettelserne have fundet sted i en nu ryddet ‘tankgrav’. Flere steder var der flyttet jord, og der var en del beplantning af nyere dato, men det var så det. Museumslederens forklaring citeret herunder, kunne man bruge om alt uønsket historie, og er set herfra, intet mindre end grotesk. Historikere bør afdække historien, ikke tildække den. Rekonstruere, ikke destruere.

“Jeg er betænkelig ved at markere en mindeplads, fordi det kan tiltrække galninge og ekstremister. Der findes jo for eksempel folk, der benægter Holocaust.” (Museumsleder Henning Ringgaard Lauridsen, Viborg Museum, 2013)

Da der manglede mindesmærker måtte jeg fotografere det der trods alt var, stednavnet Undallslund.

Diverse

Oploadet Kl. 16:06 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer

R. Camus: “Hvis man først skifter bladet, og siden skæftet, er der da stadig tale om den samme kniv”

Weekendavisens Aske Munck nævner flere under interviewet med Renaud Camus, at den igangværende befolkningsudskiftning er en postuleret tese, ikke et dokumenteret fænomen. Barnligt vil jeg mene, når nu tvisten reelt går på hastigheden ikke fænomenets eksistens. Demografi er ikke gold matematik, men det er altså heller ikke astrologi. Interview med forfatteren bag ‘Le grand remplacement’ i forrige udgave af Weekendavisen – Den store udskiftning (ikke online).

“Teorien går i al sin enkelhed ud på, at de europæiske urbefolkninger i løbet af blot et par generationer vil blive mindretal i deres egne lande og til sidst fuldstændigt domineret af muslimske indvandrere og deres efterkommere, imens den europæiske kultur forvitrer. …

Hans forsvar i retssagerne er ofte så flammende, at de skaffer ham nye søgsmål på halsen fra antiracisme-organisationerne, der står i kø for at føre sag mod ham. Ikke mindst fordi hans tese om befolkningsudskiftningen bliver set som en nyfortolkning af nazisternes grundtese om jødernes grådige globale netværk – om end denne gang med islam og muslimerne i skurkerollen. …

Han blev besat af frygten for at se Frankrigs oprindelige befolkning udskiftet med tilflyttere, uden at nogen ænsede det, og derfor gav han sig til at råbe op om ‘fænomenet’, som han nærmest hvæsende retter det til, hver gang jeg kalder det ‘teorien om le grand remplacement.

‘Det er et faktum, at vi i dag er mere koloniserede, end Frankrigs gamle kolonier nogensinde har været – med undtagelse af Algeriet,’ siger han…

‘For husk på, at kolonisering i ordets oprindelige forstand betyder, at man overtager landet og udskifter urbefolkningen.’ Han fejer sporenstregs ethvert antræk til talmæssige og statistiske indvendinger af bordet med argumentet om, at sociologer og statistikere blot forsøger at lulle os i søvn med ‘vage og ufunderede postulater om, at sådan har det altid været’. ‘… Erfaringen er beviset. At hævde andet er lige så absurd, som hvis man forsøgte at betvivle tyskernes invasion af Frankrig under Anden Verdenskrig ved at spørge, hvor mange soldater, der nu egentlig var i landet,’ siger han og slår ud med armen. …

Han forsøger at anskueliggøre effekten af den postulerede befolkningsudskiftning med en variation over den tyske filosof G. K. Lichtenbergs berømte bladløse kniv, som mangler skæftet: ‘Hvis man først skifter bladet, og siden skæftet, er der da stadig tale om den samme kniv,’ spørger han retorisk. …

‘Problemet er,’ fortsætter han, ‘at de færreste lægger mærke til udskiftningen til at begynde med, fordi den finder sted gradvis. Det er ligesom eksperimentet med frøen og det varme vand. Hvis man smider den ned i brandvarmt vand, springer den op med det samme, men hvis man lader den ligge i vandet og langsomt varmer det op, bliver den kogt levende uden at opdage det,’ siger han…”

(Renaud Camus, forfatter til ‘Le grand remplacement’)

“Man må ikke stikke sig selv blår i øjnene. Har de set muslimerne med deres turbaner og djellabaer? De kan vel nok se, at det ikke er franskmænd. Og de, som hylder integrationen, har kolibrihjerner, selv om de nok er lærde…” (Charles de Gaulle til Alain Peyrefitte, citeret i C’était de Gaulle, 1994)

Oploadet Kl. 11:40 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


26. april 2018

‘Rivers of Blood’ (1968-2018): “Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.”

BBC4-programmet om Enoch Powells ‘Rivers of Blood’-tale er spild af tid, og jeg kan kun anbefale den 10 år gamle BBC-dokumentar om talen. I fredags var det 50 år siden statsmanden Enoch Powell rystede inferiøre levebrødspolitikere. Martin Krasnik opridser den engelske debat i Weekendavisen – Enoch tog fejl, men Enoch fik ret (ikke online).

“I lørdags afspillede BBC for første gang talen i sin fulde længde, hvilket var for meget for en lang række vrede briter: ‘Afskyr BBCs promovering af denne udsendelse,’ lød det for eksempel på Twitter fra en af de eksperter, der selv havde bidraget med kritisk analyse af talen i udsendelsen. Sociale medier flød over med advarsler mod at tænde radioen. Tidligere undervisningsminister for Labour, Andrew Adonis, krævede ligefrem programmet taget helt af og advarede om kritiske spørgsmål til BBC, hvis man alligevel valgte at spille talen; ‘et incitament til racehad’, sagde han og anklagede BBC for at ‘varetage (Powells) racisme’. Det hjalp ikke, at programmets vært forklarede, at det jo var en skuespiller, der læste talen op, og at den blev brudt op i bidder, så kritikere kunne forklare konteksten og fortælle, hvordan talen skulle forstås. …

Talen var klart formuleret og appellerede i elegante skift mellem appel til fornuft og følelse, skiftevis tør statistik med meget præcise (og korrekte) fremskrivninger af befolkningstilvæksten for indvandrerne, og voldsomme udladninger: ‘En lille sky formørker hele himlen’. ‘Vi må være vanvittige’ at ‘bygge vores eget ligbål’.

… Allerede søndag blev Powell fyret af premierminister Edward Heath, der var klar i mælet: Powell havde legitimeret racehad, racisme og splittet befolkningen. Margaret Thatcher forsøgte at få Heath til at se tiden lidt an, men forgæves. Labours Tony Benn talte om koncentrationslejre, og hele det politiske spektrum vendte ham ryggen. Talen brændemærkede ham fuldkommen. Han forlod snart partiet.

Han afviste at være racist – han havde intet imod folk på grund af deres hudfarve, sagde han – men kaldte sig ‘racialist’ med opmærksomhed på dybt nedarvede og vanskeligt foranderlige kulturforskelle: ‘Det er ikke umuligt, men svært for en ikke-hvid person at blive britisk.’

Kritikken er haglet ned over BBC for at bringe talen, selv om ni ud af ti eksperter i programmet kritiserede den og forklarede, hvor ødelæggende den var, og selv om værten sluttede med at konkludere, at den helt klart både var ‘racialistisk’ og ‘racistisk’.”

(Enoch Powell, brev til danske Peter Neerup Buhl, 6. marts 1995)

Oploadet Kl. 20:51 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


25. april 2018

DR: ‘Fidel Castro – elsket og hadet’ – “… smed dikatatoren Batista på porten, og… bevarede magten”

Verden slap af med Fidel Castro i 2016, omend medierne systematisk portrætterede den kommunistiske diktator som alt andet end det han var. Et godt eksempel på de ideologiske kindkys, der blandt andet hersker hos DR, kan man i skrivende stund se på DR TV. En dokumentar der fortæller, at Castro smed ‘diktatoren Batista’ ud, og selv ‘bevarede magten i de næste fyrre år’.

Titlen ‘The Fidel Castro Tapes er meget sigende oversat til ‘Fidel Castro – Elsket og hadet‘. Det samme kunne man sige om Adolf Hitler, men det kommer nok ikke til at ske.

(Fidel Castro – elsket og hadet, 2015)

“Amerikansk dokumentar fra 2015. (The Fidel Castro Tapes)
Cubas præsident, Fidel Castro, (1926-2016) er en af det 20. århundredes mest kontroversielle politiske skikkelser. Ved hjælp af nyhedsreportager og dokumentarmateriale tegnes et billede af manden, der i 1959 stod i spidsen for den revolution, der smed dikatatoren Batista på porten, og på godt og ondt bevarede magten i de næste fyrre år. På grund af helbredsproblemer overlod Fidel Castro i 2008 præsidentposten til sin bror Raul. Hvordan ser fremtiden ud for Cuba uden Castro?”
(programomtale, DR TV, 23. april 2018)



18. april 2018

Jens Ellekær: “Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement…”

Kommentar til en Politiken-kronik af Preben Wilhjelm fra den tidligere FET-agent Jens Ellekær.

I Politikens kronik 31. marts skriver tidligere folketingsmedlem for Venstresocialisterne Preben Wilhjelm, at den danske sikkerhedstjeneste PET og militære efterretningstjeneste FE ved flere lejligheder angiveligt skal have overtrådt gældende lovgivning. I en sidebemærkning skriver Wilhjelm: ‘I 1987 bliver to FET-agenter på en amatøragtig spionageopgave i Polen arresteret og dømt og må frikøbes for 3,5 mio. kr.’

Formuleringen er en grov insinuering mod undertegnede, der var hovedperson i den daværende sag. Selvfølgelig var affæren en meget beklagelig afslutning på seks års – meget sporadisk – efterretningsindhentning i såvel Den Polske Folkerepublik som i Den Demokratiske Tyske Republik (DDR), men der var nu engang risici ved at fremskaffe oplysninger om militære installationer og troppeplaceringer i så overvågede samfund, som ikke mindst DDR var det.

I 1987 fandt nogle lægfolk det besynderligt, at man fortsat løste indhentningsopgaver gennem observation fra jorden, men det var nøjagtigt den måde, hvorpå ‘The Military Liaison Missions’ – en institution oprettet af de krigsallierede efter Anden Verdenskrig, som gav parternes militærmissioner adgang til de øvrige besættelseszoner –løste deres opgaver helt frem til slutningen på Den Kolde Krig. Militærmissionerne havde diplomatisk immunitet, og de kunne medbringe langt bedre observations- og fotoudstyr, end det var muligt for mig; de var til gengæld udelukket fra store områder af DDR, hvor jeg kunne færdes. At den modsatte side tog deres aktiviteter alvorligt, fremgår af, at i 1980’erne – Den Kolde Krigs sidste højspændte periode – blev der dræbt en franskmand og en amerikaner fra militærmissionerne af henholdsvis DDR’s Nationale Folkehær og Gruppen af Sovjetiske Styrker i Tyskland.

Det er mig uforståeligt, hvorfor Wilhjelm skulle finde min indsats eller opdragsgivers, FE, organisering af denne amatøragtig, da han ikke kan have detaljerede oplysninger herom. Men med min militære baggrund ville det jo nærmest være ejendommeligt, hvis jeg ikke skulle besvare ilden, så lad mig nu rette skytset mod den gamle revoluzzer.

Preben Wilhjelm trådte frem som gårsdagens mand, da han i 1958 meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Parti – ti år efter at folk var begyndt at forlade partiet, dels i slutningen af 1940’erne som følge af moderpartiets, Sovjetunionens Kommunistiske Parti, voksende antisemitisme, dels som følge af Sovjetunionens intervention i Ungarn i 1956. Derefter var Wilhjelm i 1959 medstifter af Socialistisk Folkeparti, som han i 1967 var med til at splitte gennem stiftelsen af udbryderpartiet Venstresocialisterne (VS).

Der synes at gå et træk af antisemitisme gennem Wilhjelms politiske engagement, der ikke mindst fremstår af Venstresocialisternes støtte til den palæstinensiske organisation PFLP, der med terroristiske anslag bekæmpede Mellemøstens eneste demokratiske stat, Israel. Venstresocialisternes fælleserklæring med PFLP i 1980 kan kun forstås som en benægtelse af Israels ret til at eksistere. Dette bekræftes af Wilhjelm og andres kraftige angreb i 1989 på journalisten Lars Willemoes, der havde bidraget til at afsløre en række forhold omkring Blekingegadebanden, der netop også støttede PFLP.

Læser man ‘Principprogram for Venstresocialisterne’ fra 1969, står det klart, hvorfor udtrykket ‘the loony left’ kunne opstå. Programmet bebuder et opgør med staten, det parlamentariske demokrati og magtdelingen og lader formode, at den lovgivende, udøvende og dømmende magt skal samles i folkelige forsamlinger, som dog ikke defineres nærmere. Da parlamentet er en tom kulisse, var ‘det en vigtig opgave for VS at opfordre til udenomsparlamentarisk virksomhed (…)’ (Principprogrammet, s.42). Karakteren af denne kamp får man et indtryk af, når der skrives, at ‘Arbejdet for socialismen må derfor finde sted i en uforsonlig kamp mod kapitalismen og alle dens borgerlige institutioner og normer.’ (s. 34).

Det er ikke nogen tilfældighed, at VS’ symbol var et voldsinstrument – en slangebøsse. Materielt set er der et spring fra slangebøssen til den udmærkede maskinpistol fra Heckler & Koch, der figurerede i Rote Armee Fraktions logo, men ideologisk var springet måske ikke så stort endda. Det 20. århundredes historie viser, at det parlamentariske demokrati i Europa, der langsomt fremstod af det 19. århundrede, har haft mange radikaliserede fjender. Med henblik på, at vi ikke skulle ende i en af de samfundstragedier, vi har set omkring os, har det derfor været stærkt ønskeligt, at sikkerhedstjenesten har holdt et vågent øje med radikaliserede bevægelser.

Som hos mange andre socialistiske bevægelser er der i VS’ principprogram en omklamring af arbejderen, der opfattes som noget særligt, og som udgør det menneskematerale, der skal danne grundlag for ‘det ny menneske’: ‘Mens menneskene altså forandrer samfundet, forandres menneskene selv af det nye samfund, de skaber.'(side 33). Jeg er ikke klar over, hvilken affinitet der eksisterede mellem VS og den af den radikaliserede venstrefløj så idoliserede aktivist fra det vesttyske ‘Sozialistischer Deutscher Studentenbund’, Rudolf ‘Rudi’ Dutschke – der var jo traditionelt stærke ideologiske skænderier og megen fraktionsdannelse på den fløj. Dutschke mente, at i de fremtidige kommuner skulle arbejderne bo på de fabrikker, hvori de arbejdede; produktionskollektivet skulle være et totalt kollektiv. Og det var den slags tanker, der fik arbejderne til at tage afstand fra Dutschke – og vel også fra VS, som måtte nøjes med en meget studentikos tilhængerskare.

Wilhjelm, for nu atter at tage ham ud af VS-sammenhæng, anses for at være meget intelligent og en juridisk begavelse (lic.jur. – intet mindre). Nu kan historien altså fremvise en række brillante jurister, som lod sig radikalisere – for eksempel Maximilien de Robespierre og Louis Antoine de Sant-Just, der skabte Rædselsherredømmet under Den Franske Revolution, og Andrej Visjinskij, der var retsformand under Moskvaprocesserne, og som omtalte de anklagede som ‘menneskeligt affald’ og krævede dem ’skudt som gale hunde’ (og det blev de så). Jeg kan selvfølgelig kun gisne om Wilhjelms holdning til den juridiske opgave i den ‘uforsonlige kamp mod (…) borgerlige institutioner og normer’, men jeg er da glad for – sådan set også for Wilhjelms egen skyld -, at han ikke – som den berygtede østtyske dommer og senere justitsminister Hilde Benjamin, der under Waldheimerprocesserne på samlebånd afsagde dødsdomme og domme om frihedsstraffe på 15 til 25 år – fik det juridiske ansvar for de ’særlige forholdsregler’ som ifølge VS’ principprogram skulle forhindre ’såvel økonomiske som politiske magtklikers genopståen.’ (side 31).

Ja, det er – ligesom affæren i 1987 – alt sammen historie. Enhedslisten har taget den revolutionære kamp ud af partiprogrammet; så hvor er nu ‘the loony left’, hvor er Venstresocialisterne og ‘wo ist der Schnee vom vergangenen Jahr’ – som det hedder i en af Brechts sange? Jo, de lever da til en vis grad videre i de maskerede lømler, der er parate til at bruge vold for at hindre anderledes tænkende i at komme til orde: Slangebøssen har et vist efterliv.

(Preben Wilhjelm, tidligere Vestresocialisterne; Foto: DK4, Youtube)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper