7. december 2019

Mads Havskov Hansen: Historien er ikke slut, men ‘det liberale demokrati’ kan meget vel været det…

Mads Havskov Hansen er pressekonsulent i Socialdemokratiet, men pointerne er ikke desto mindre knivskarpe. Som det liberale demokrati fungerer i et land som Danmark i 2019, er det ikke nødvendigvis en ulempe at tilliden svækkes. Problemet er desværre at alternativet ikke ser ud til at blive en mere jordnær demokratisme, men en apatisk søgning mod det globale. Generation Y’erne har ikke oplevet demokratiets sejrsgang, men har desværre heller ikke oplevet et homogent Danmark uden Islam-relaterede følgevirkninger. Det nye normale, så at sige.

God kronik i Weekendavisen af Mads Havskov Hansen – Demokratiets solnedgang.

“… Jeg er født i 1992, og alt, hvad jeg har oplevet, har lært mig det modsatte. At det faktisk ikke nytter at vælte tyranner. At på den anden side af et totalitært og undertrykkende styre venter kun kaos. … Hvis jeg lægger det 20. århundredes historielektioner fra mig og fokuserer på det, jeg selv har oplevet, må konklusionen være, at det generelt er en dårlig idé at vælte diktatorer.

… Hvad værre er, så er det ikke kun ved indførslen, at demokrati har vist sin svaghed som styreform. Jeg har faktisk aldrig oplevet demokratiske nationer som andet end støvede og famlende. Uden retning. Og uden at være i stand til at opnå noget af betydning. De virker som solnedgangsnationer.

Da flygtninge gik på Europas motorveje, og vi ikke vidste, hvad vi skulle gøre, og vi vendte os mod politikerne igen, var svaret det samme. Vi kunne ikke gøre noget. For enten kunne politikerne ikke blive enige, eller også var det i strid med internationale konventioner. Og selvom konventioner kun er et andet ord for international lovgivning, så kan vi altså ikke forvente, at internationale lovgivere i EU eller FN er i stand til at ændre international lovgivning. Selvom den internationale lovgivning er 50-60 år gammel og viser sig ude af stand til at løse de problemer, vi står med i dag.

Så vi måtte se til. Mens flygtningene gik på motorvejene. Integrationsproblemerne blev større og større. Børn druknede i Middelhavet. Terrorsommeren ramte Europa, fordi mørkemænd havde skjult sig i de ukontrollerede flygtningestrømme. Det kunne vi heller ikke gøre noget ved, ud over at stille nogle betonklodser op ved pladser og gågader. Koranklodser døbte de højreorienterede dem…

De eneste, der virkede til at have en eller anden form for løsning, var despoterne i Ungarn og Polen. Der byggede de bare hegn og smed flygtningene ud. Ikke videre sympatisk, men de formåede da at opfylde befolkningens politiske ønske. Og da Europa endelig tog sig sammen til at få styr på problemerne, var det ikke tidens store demokrater, der løste problemerne for det gamle kontinent. Næ, det var sultan Erdogan, der ikke var bundet af retsstatens besnærende bånd og derfor, for en god portion økonomisk og politisk kapital, kunne sætte prop i flygtningestrømmene. …

I mit fødeår 1992 skrev Francis Fukuyama så berømt, at historien var slut. I den forståelse, at det vestlige, liberale demokrati havde sejret. At alle alternativer var afprøvet, og at vi var nået til slutdestinationen af den historiske evolution. Alt, hvad jeg har oplevet og kan huske, har vist det modsatte. At historien ikke er ved sin afslutning. Men at det liberale demokrati meget vel kan være det.

Oploadet Kl. 16:26 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


6. december 2019

Brian Arly Jacobsen: ‘Den typiske antijødiske person’ er en mand der ’stemmer på et parti i blå blok’

Helt som forventet malkes et enkeltstående tilfælde af nazistisk gravskænding ud i det absurde. “Selvom Islam jo aldrig var sådan specielt antisemitisk”, lød det eksempelvis fra professor emeritus Morten Thing, i et længere P1-indslag sidste torsdag om kristen antisemitisme. Kommentar af religionssociolog Brian Arly Jacobsen på Religion.dk – Hvem vil ikke have jøder som naboer?

“Antisemitisme er igen et aktuelt emne i offentligheden. … I Den Danske Værdiundersøgelse fra 2017 (offentliggjort 2019) er der et spørgsmål, der måler social distance mellem udvalgte befolkningsgrupper og danskerne generelt, nemlig spørgsmålet ‘Hvilke af disse grupper, vil du ikke have som nabo?’ Idéen er, at jo længere social distance et individ ønsker til en udvalgt gruppe, jo mindre tolerant er man overfor denne gruppe. Det er altså en måde at operationalisere spørgsmålet om tolerance på. En af de grupper, som der spørges ind til, er jøder.

… Den typiske antijødiske person i Danmark i dag er ifølge værdiundersøgelsen en mand, stemmer på et parti i blå blok, har ingen, kort uddannelse eller en erhvervsuddannelse og bor typisk i landområder, landsbyer, mindre byer og/eller mellemstore byer i Danmark. Alder er svært at sige noget præcist om på grund af de lave tal i undersøgelsen for gruppen af danskere, der ikke ønsker jøder som naboer. Det er naturligvis sat på spidsen og nuanceringer er vigtige.

… Opdeler man gruppen, der ikke vil have jøder som nabo, fordelt på politiske blokke, viser det sig, at 28 procent tilhører rød blok (A, B, F, Å og Ø), mens 68 procent tilhører blå blok (C, D, I, O og V). Fire procent stemmer blankt. Der er altså en signifikant blå tendens blandt de antijødiske personer i undersøgelsen.



2. december 2019

H.J. Bonnichsen (2006): Jeg opgav ‘mit kommunistiske eventyr’, “Men frihedstanken blev hængende.”

Det er ikke tilfældigt at tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, trods sine 76 år ofte ræsonnerer som en naiv kulturmarxist. I selvbiografien ‘Hånden – En Pet-og Politikrønike’ (2006), fortæller han, at han på ‘et tidspunkt’ var ‘glødende marxist’, og spekulerer på hvorvidt PET kendte ham, før han blev betjent. Han var en ‘vred’ ung mand, der drømte om blive skolelærer eller socialrådgiver, og var med egne ord ‘fascineret af det kommunistiske system’.

Her en bid fra bogen, hvor han fortæller, at han læste ‘Pelle Erobreren’ og ‘Ditte Menneskebarn’ (socialrealisme, kommunisten Martin Andersen Nexø)…

“… de, Pelle og Ditte, gjorde at jeg blev optaget af den kommunistiske ideologi. Jeg var af den opfattelse, at ingen kunne komme nærmere sandheden end de personer og det folk, der på deres krop havde følt den udlevede ideologi. De var dog tættest på, mente jeg, og skrev og sendte et brev til Sovjetunionens Ambassade. Der gik overaskende kort tid, før den første sending af publikationer fra ambassaden nåede Haderslev. Brevet eller nærmere pakken var så stor, at den ikke kunne komme i gennem vores brevkasse. … Der var prestige i at kunne fortælle kammeraterne, at jeg fik oplysningerne direkte fra ambassaden og ikke bare fra en bog, jeg havde fundet på biblioteket. Jeg var dog ikke klar over, at det så også betød, at jeg i mange år efter fik tilsendt ambassadens faste informationsblad, ‘Fakta om Sovjetunionen’.

Interessen for det kommunistiske system blev skabt i en idealistisk ungdommelig forventning om at finde et ståsted. Tiden var usikker, frygten for krig lurede hele tiden, og jeg havde brug for noget, der kunne give mig en optimistisk fremtidsvision om fred og frihed. Den fandt jeg i den kommunistiske tese om det ‘klasseløse samfund’, hvor ejendomsretten var ophævet, og hvor kommunisterne så den virkelige frihed begynde. ….

…jeg opgav hele mit kommunistiske eventyr, da jeg fik kendskab til systemets defekter, startende med opstanden i Ungarn i oktober 1956 og oplysningerne om Stalins forbrydelser. Så var det slut. Men frihedstanken blev hængende.

Strøtanke: Forlod Bonnichsen kommunismen efter mange års flirt i en alder af 13?

Bonnichsen er underlig ukonkret i forhold til hvornår han forlod kommunismen. Stalinismens forbrydelser var velkendt inden, men blev umuligt at ignorere fra 1956. Her var Hans Jørgen Bonnichsen blot 12-13 år. Han kobler bruddet sammen med ‘folkelige opstande i Ungarn og Tjekkoslovakiet i 1950erne’, men opstanden i Tjekkoslovakiet fandt først sted i 1968, da Bonnichsen var en voksen mand på 25 år. Flere detaljer indikerer, at han ikke forlod kommunismen i teenageårene. Han afmeldte eksempelvis ikke ‘Fakta om Sovjetunionen’, og harcellerer i læserbreve fra starten af 60’erne mod ‘kapitalistisk dekadence’ og ‘kapitalspekulation’.



28. november 2019

Lars Villemoes (1953-2019): “De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. “

Journalist Lars Villemoes døde torsdag i sidste uge, og det må være en passende anledning til at bringe Bent Blüdnikows interview som Berlingske lod trykke i 2007 – Den forhadte budbringer.

“En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. Nogle af aktivisterne graffitimalede ‘Nazi Dø!’ på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad ‘Journalisten’ havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

… Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

‘Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig‘.

Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen. …

Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner.

Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed ‘Fighterne og de nyttige idioter’. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.’

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som ‘politistikkere’. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

… Lars Villemoes mærkede lugten i bageriet og søgte over til Weekendavisen, hvor han i de følgende år skrev videre om retssagen mod Blekingegadebanden og om bandens fanskare i det autonome miljø i Købehavn. …

Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for ‘idealismen’ hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

Lars Villemoes siger i dag: ‘Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. … Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.’

Man giver ikke Cavlingpriser på efterbevilling, selvom Villemoes selvfølgelig burde have haft en. Men nu har han i det mindste fået æren tilbage med Peter Øvig Knudsens bog.”



20. november 2019

Rune Selsing: Hitlers socialisme var et produkt af en analyse, “… bekymret over den stigende ulighed”

Pelle Dragsted var i sin ungdom ‘noget af det tætteste, vi kan komme på en moderne nazist’, skriver Rune Selsing, og hvis man ser bort fra at han var 26-27 år, da han medvirkede i Antifascistisk Aktions 10-årsvideo, så er det helt korrekt. Dragsted og Venstrefløjen bruger nazisme og højreorienteret synonymt med ondskab, og det er ret beset en klog strategi, når nu enhver idehistorisk debat om nationalsocialisme er et angreb på selvforståelsen. Fin blogpost af Rune Selsing på JP.dk – Naturligvis var Hitler socialist, og socialismen er stadig farlig.

“Forleden udtalte en journalist i radioen den selvindlysende påstand, at nazister betragter sig selv som socialister. Det ligger ikke bare i navnet ’nationalsocialisme’, men er også en fuldkommen nøgtern beskrivelse af ideologien, ligesom det i øvrigt gjaldt for Mussolinis fascisme.

Ikke desto mindre reagerede både Enhedslistens Pelle Dragsted samt en hel række journalister med vantro og vrede over påstanden. Som bekendt bekæmpede Hitler både marxister og socialister, og så kan han ikke være venstreorienteret, må vi andre nok forstå.

Virkeligheden er, at Hitler som enhver anden socialist var bekymret over den stigende ulighed og udbytningen af det arbejdende folk. Han så det imidlertid som et resultat af jødisk kapitalisme, mens den lige så jødiske marxisme udnyttede konflikten til at skabe yderligere skel. Hitler ville ikke dyrke konflikten mellem den forarmede arbejder og den velnærede arbejdsgiver, men afskaffe finanskapitalismen og på den måde opnå den store folkelige forening.

Hvor Karl Marx i Das Kapital havde en skør, pseuodovidenskabelig teori om udbytning og klassemodsætninger, havde Hitler i Mein Kampf en lige så skør konspirationsteori om, at forarmelsen skyldtes en jødisk-kapitalistisk konspiration. Marx’ teori var ren nonsens. Hitlers antijødiske konspiration var ren nonsens. Så langt er de ens. Og det skriver jeg ikke for at smitte Marx med Hitlers ondskab, men for at gøre opmærksom på, at hvor rablende, det end kan forekomme, så var Hitlers socialisme et produkt af en analyse. Det er vi nødt til at erkende for at kunne bekæmpe lignende galskab i fremtiden.”

(Collage: Pelle Dragsted og socialistiske organisationer)

“Flere højreorienterede – herunder politikere fra Nye Borgerlige har efter nazisters angreb på danske jøder i ramme alvor udtalt at nazismen er en venstreorienteret ideologi. Nu stopper det, simpelthen! … At kalde nazismen for en venstreorientret ideologi er at kaste smuds på venstrefløjen og arbejderbevægelsens hundredetusindvis af ofre for nazistisk vold og terror. Pinligt og usselt….” (Pelle Dragsted, 15. november 2019)

“On 16 June 1941, as Hitler readied his forces for Operation Barbarossa, Josef Goebbels looked forward to the new order that the Nazis would impose on a conquered Russia. There would be no come-back, he wrote, for capitalists nor priests nor Tsars. Rather, in the place of debased, Jewish Bolshevism, the Wehrmacht would deliver ‘der echte Sozialismus’: real socialism. (Daniel Hannan, Leftists Become Incandescent When Reminded of the Socialist Roots in Nazism, 2014)



17. november 2019

Støvring: “.. kortvarige undtagelser i verdenshistorien, som småfuglenes spor i sneen mellem to byger”

Teknokraterne elsker at adfærdsregulere, men det ligger i menneskets natur, at vi gør som vi plejer. På godt og ondt. Det er derfor punktafgifter på benzin, alkohol og tobak, blot ses som ekstra-skatter, og racismedomme ses som politiske dummebøder. God kommentar af Kasper Støvring i Kristeligt Dagblad – Samfundet er en mirakuløs og sårbar organisme af tillid og sympati.

“Den dag i dag kan jeg tage mig selv i nærmest målløst at iagttage, hvordan passagerer rejser sig for de ældre, hvordan travle fodgængere elegant fletter sig ind mellem hinanden, og hvordan fremmede rækker hånden ud til hilsener eller holder døren for hinanden. Ikke mindst ser jeg beundrende til, når rejsende svinger ind ved boderne langs landevejene og betaler for bondens grøntsager, når kunderne i supermarkedet tilbyder medmennesket at komme foran i køen, og når bilister frivilligt holder tilbage, så deres næste kan dreje forbi i krydset.

Dette og meget andet sker hele tiden og med en lethed og ynde som i én stor folkelig fællesdans. De mest begavede sociale ingeniører ville aldrig have kunnet udtænke, endsige konstruere den slags.

… også gode folk misforstår samfundets sande natur, når de tror, at det kun holdes i gang af særligt indsigtsfulde teknokrater, der står nede i maskinrummet og smører tandhjulene, drejer på håndtagene og vedligeholder samfundsstemplernes virvar af regler, love og belønnings- og straffeforanstaltninger, så de sociale mekanismer stadig kan fungere.

At samfundet hverken er en maskine, en dampkedel eller et sindrigt konstrueret mekanisk urværk, men derimod et mirakel af en organisme, forstår man nok først, når man sammenligner med andre samfund. Tillidssamfund som det danske er nemlig undtagelser. De fleste samfund i verden er præget af mistillid eller fjendskab, hvis ikke ligefrem af borgerkrige på højt eller lavt blus.

Hvis Erdogan og hans klakører vil se mistillid, kunne de kaste et blik på semi-diktatorens eget land, og hvis Jonas Eika vil se racisme i den store skala, bør han vende sit fordømmende blik mod det multikulturelle og multietniske Indien og øvrige asiatiske lande eller Jordan og de arabiske lande. De hører til verdens mest racistiske lande ifølge de internationale værdiundersøgelser (WVS). Danmark er derimod et af de mindst racistiske lande i verden.

jeg gruer for, hvornår sygdommen sætter ind med svækkelse af samfundsorganismen. For tillidssamfund er netop kortvarige undtagelser i verdenshistorien, som småfuglenes spor i sneen mellem to byger.

(Klokkestablen, Skamlingsbanken, 9. november 2019: “Danske mænd faldt. Danmark bestaar.”)

Oploadet Kl. 17:42 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Arkiveret under:


16. november 2019

Journalist kom under angreb, fordi han påpegede, at Nordfront ’ser sig selv som venstreorienterede’

Onsdagens P1-indslag om gravskændingerne i Randers vakte en del opsigt i journalistiske kredse, idet P1’s Tom Carstensen, som citeret her på bloggen, forklarede at Nordfront ’ser sig selv som venstreorienterede’. “De ser ikke sig selv som det vi andre kalder højreorienterede.”, slutter Tom Carstensen, men det er ikke godt nok for tidligere BT-journalist Lars Fogt, der bider sig fast i sætningen “… de er jo socialister grundlæggende”.

(TV2 Østjyllands Lars Fogt på Facebook, 13. november 2019)

“De bryder sig ikke om ordet nazisme, det synes de er nedsættende. …de går meget op i økologi – ‘clean living’, og så videre, drikker ikke ret meget. Vi skal leve økologisk og tilbage til naturen, altså, de er jo socialister grundlæggende, men så bare med et nationalt forhold. De ser ikke sig selv som højreorienterede, de ser sig selv som venstreorienterede, faktisk. De ser ikke sig selv som det vi andre kalder højreorienterede. (Tom Carstensen, P1 Orientering, 13. november 2019)

(Frede Jakobsen på Facebook, 13. november 2019)

Debatten er helt fantastisk. Lars Fogt mener ikke han citerer ude af kontekst, og påstår ligefrem at han ‘gengiver det loyalt’. ‘Husk nu at være kildekritisk’, lyder det i samme debat til anden debattør, der henviser til artikler om nazismens socialistiske udgangspunkt. Man skulle omvendt høre på ‘Rune’ (Eltard-Sørensen, tidligere Modkraft.dk), da han ‘ved hvad socialisme er’.

Den sande socialisme har givetvis ændret sig en del for den yderste venstrefløj, siden Rune Eltard-Sørensen som ungsocialistisk rebel overfaldt borgerlige politikere, men det er ikke mange år siden han pointerede, at kapitalismen ikke lever op til hans ‘definition af demokrati’, der så til gengæld inkluderer alskens socialistiske og kommunistiske varianter.

Man kan argumentere for nazismens idehistoriske ophav fra flere vinkler, men de røde journalister vil ikke engang tage debatten, og er omvendt villige til at gå langt for ikke at åbne den. Jeg har gennem årene bragt en del relateret til emnet, men vil godt fremhæve Poul Høis podcast om nazismens fødsel. Her fortæller han at Adolf Hitler stod bag socialisten Kurt Eisners ‘Volksstaat Bayern’, og var med til at bære kisten da han døde i februar 1919. Samme år oprettede de Sovjet-tro ‘Bayerische Räterepublik’, hvad fik Hitler til at sætte ‘det røde armbind på sin uniform’. Her valgte hans regiment ham til ‘Vertrauensmann’, der for 72,5 procents vedkommende stemte socialistisk eller socialdemokratisk i 1919-valget. Som Høi så elegant opridser det: “… hvis tilfældighederne havde villet det bare en lille bitte smule anderledes, så kunne vi i dag havde talt om røde Adolf istedet for brune Adolf.”

Uddrag fra debatten.

“… jeg hørte udsendelsen live og studsede allerede her over formuleringen; det lyder nemlig som din egen konstatering. At du efterfølgende putter en opklarende parentes ind i et udskrift i en facebooktråd hjælper jo ikke lytteren. Flere har nu påpeget, at udtalelsen kan misforstås. Det ville rense luften, hvis du erkendte og beklagede dette, og lagde afstand til den revisionistiske påstand om at nazisterne er venstreorienterede.” (Rune Eltard Sørensen)

Det har i årevis været ganske tydeligt for mig, at du og andre er hamrende irriterede over, at personer I ikke er enige med (i nationalistiske kredse), får taletid. Og guderne skal vide, at der er gjort en del, der ikke er offentligt mod mig som journalist for at smide sten på vejen for det arbejde jeg laver i de her miljøer. Og i mere end et tilfælde har det endda udmøntet sig i direkte chikane mod mig som privatperson. “ (Tom Carstensen til Rune Eltard-Sørensen)

“De er endnu mindre socialister end Venstre er et venstrefløjsparti. Det bliver sgu ikke mere højreekstremt end nazismen. Og det er ikke alene groft historieløst, det er farligt manipulerende at påstå andet.” (Susanne Sayers, tidligere Nyhedsredaktør for Børsen)



31. oktober 2019

Chr. Skov: “Ligesom det nationale altså hænger på det etniske, hænger det etniske ved det nationale.”

Ligesom det er svært at definere kultur, så kan det være svært at artsbestemme fugle. Det handler ofte om helhedsindtrykket (‘jizz‘), og det er ikke sådan lige at sætte på formel. Historiker Christian Egander Skov i Kristeligt Dagblad – Svar til Michael Böss: Nationalitet handler ikke om blod, men om historie og kultur, som faktisk betyder noget.

“Michael Böss afviser klart en national identitet, der er tæt knyttet til det etniske. Den slags er noget for nationalkonservative, og han har i en tidligere bog her peget på Kasper Støvring og hans bog ‘Sammenhængskraft’ som et modstykke til sin egen opfattelse. …

Historisk – og aktuelt – er der tale om etniciteter, der begynder at tænke sig selv på en ny måde, således at deres identitet nu blandt andet kræver en stat. Forholdet mellem det etniske og det nationale handler ikke om brud, men om kontinuitet. På dansk udtrykker vi i øvrigt begge dele ved begrebet ‘folk’, og man talte i tidligere tiders nationale historiefortælling om, hvordan folket ligesom vågnede op i 1800-tallet. Grundtvig, som Michael Böss selv inddrager i sin argumentation, var blandt de fremmeste af det 19. århundredes folkeopdragere og folkeoplysning, begge begreber, der i denne sammenhæng handler om forsøget på at hæve et etnisk fællesskab til et nationalt.

Bevægelsen fra etnicitet til nationalitet er således ikke en bevægelse fra det ene og over i det andet, men billedligt talt en bevægelsen ned i det første for at finde det sidste. Derfor var 1800-tallets intellektuelle næsten besatte af historie, sprogvidenskab og folkloristik. Ligesom det nationale altså hænger på det etniske, hænger det etniske ved det nationale. Der er gode grunde til at tage afstand fra etno-nationalismens redaktion af nationalitetsspørgsmålet til blod og biologi. Vi kender resultatet. Men også sagligt set er der grund til at afvise anetavle-nationalismen. Etniske identiteter indikerer ikke reelle afstamningsfællesskaber, men en delt myte om fælles ophav og fælles historie. Det etniske viser sig hurtigt at være et spørgsmål om kultur og historie.

Nationalitet hander ikke om blod. Det handler om historie og kultur, men der er i begge tilfælde taler om lange linjer, der sætter sig igennem og trodser aktuelle politiske bekvemmeligheder og nødvendigheder. Her ligger udfordringen.”

(Den vredt udseende Sølvmåge, Snoghøj Gl. Færgeleje, 27. oktober 2019)

Oploadet Kl. 10:38 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer
Arkiveret under:


27. oktober 2019

Lille korsnæb, Frøslev Plantage, 27. oktober 2019

Det regner stort set på alle mine fridage, og i dag besluttede jeg mig for at ignorere vejrliget. Vi kørte en tur over grænsen (som jydere nu engang gør), og tog en afstikker til Frøslev Plantage for måske at gense Rødrygget tornskade. Efteråret gav mig intet at arbejde med, og eneste nævneværdigt blev Lille korsnæb. Desværree blot okumentationsfoto, se evt. her.

Efter Frøslev gik turen til Christiansfeld, der ville have været en stor oplevelse en varm sommerdag. Under studietiden på Dansk Center på Byhistorie læste jeg alt om de danske købstæder, og husker Christiansfelds særlige historie. Byen har blot 2-3000 indbyggere, og ligner lidt et levende museum, lidt ala Den Gamle By i Århus.

(Mindesten for Gendarm Aksel S. Hansen, Kruså, se evt. Arkiv.dk; NB: Mobilfotos)

“Skudt paa sin post 19.9 1920”

(Lindegade, Christiansfeld)

“Christiansfeld blev i 1771 oprettet som en herrnhutisk koloni efter tilladelse af Christian 7., og kongen tildelte desuden kolonien visse privilegier. Foruden ti års frihed for told og skat fik byen tilladelse til at drive handel og håndværk under yderst fordelagtige vilkår. Udvandrerne fra den pietistiske brødremenighed i Herrnhut anlagde byen på bar mark. Christiansfeld blev ofte betegnet som en håndværkerby, og på et tidspunkt skal byen have haft hele 21 håndværksfag repræsenteret i det sluttede samfund, som flækken må siges at have været.” (Danmarkshistorien.dk)

“Med beliggenheden mellem kongeborgen Koldinghus og Haderslev, på kongevejen ned gennem Jylland, var det Brødremenighedens hensigt, at her skulle ligge et hotel, der ikke alene skulle tjene menighedens gæster, men også byde fornemme vejfarende og selskaber på et hotel af megen høj standard.

… At hotellets også har haft kongehusets bevågenhed gennem tiderne ses af de talrige besøg, som kongehuset og hoffets medlemmer har aflagt. Christiansfelds grundlægger var jo Christian VII. …

Ser man på kongerækken af besøgende på hotellet har alle konger bortset fra perioden 1864-1920 – været hotellets gæster, nogle af dem flere gange, som f.eks. Kong Chr. X, der efter genforeningen i 1920 besøgte hotellet næsten hvert år indtil 1939.

Hotellet har også været rammen om mange nationale begivenheder gennem tiderne. Således sluttede napoleonskrigen med fjendens hovedkvarter på hotellet, det var kosakgeneral Tettenborn og hans 3.000 vilde kosakker, der befandt sig i byen 7-16. januar 1814.

Under den første slesvigske krig 1848-1850, drog kong Frederik VII med ministre og Hestgarden ind på hotellet den 15. april 1848. … Under 1864 krigen blev der afholdt en sejrparade med efterfølgende festmiddag den 3. juli 1864 på hotellet, her var den tyske Prins Friederich Karl af Preussen gæst. Våbenhvilen mellem Danmark og Preussen/Østrig blev forhandlet natten mellem 17-18. juli 1864 i værelse nummer 10 på hotellet. Til minde om dette er værelset indrettet med portrætter af forhandlerne, den danske oberst Kaufmann og den tyske oberstløjtnant Stiele, samt resultater af forhandlingen – Christiansfeldkonventionen. …

Under kongebesøget den 26. maj 1933, fik Kong Christian X, kronprins Frederik og den kongelige familie forevist tavlen, hvorunder kongen udtalte bl.a. til Brødremenigheden: ‘De skal bevare Brødremenighedens skikke og særpræg’. (Historisk Atlas)

(Gudsageren, Brødremenighedens kirkegård)

Oploadet Kl. 21:28 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer
Arkiveret under:


5. oktober 2019

Vollsmose skal forvandles til ‘en sprudlende bydel’ med midler fra HCA Julemarked, Odense Pigegarde

Vollsmose skal i det kommende årti forvandles til ‘en sprudlende bydel’, og skal blandt have et ‘filmværksted’, samt en såkaldt ‘Residency’, hvor kunstnere ‘kan bo i kortere eller længere tid’, samt byhaver, “…hvor lokale beboere kan dyrke grøntsager”. TV2 Fyn har mere om budgetforhandlingerne i Odense Kommune – Forslag: Brug pengene fra torsdagskoncerter, julemarked og pigegarde til kultur i Vollsmose.

“På længere sigt skal bydelen også styrkes med en kunstgræsbane, et fritidshus, et børnekulturhus og en verdensfestival, hvor alle byens foreninger inviteres til at deltage. …

I første omgang lyder prisen for de tre initiativer på 1,2 millioner kroner, og forvaltningen foreslår, at de nye tiltag i Vollsmose finansieres ved at finde pengene i budgettet fra HCA Julemarked, Torsdagskoncerterne og fra budgetet til byens tre musikkorops, som omfatter Odense Skole- og ungdomsorkester, Odense Tambourkorps og Odense Pigegarde.

De tre musikkorps får årligt omkring 360.000 kroner tilsammen, og hvis tilskuddet ryger, så vil det betyde lukning for et eller flere af de tre musikkorps.”

Oploadet Kl. 09:38 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper