11. januar 2017

Præ-Merkel CDU-plakater: ‘Rettet die abendländische Kultur’ (1948), ‘Keine Experimente!’ (1957)

Kulturmarxismen har gjort permanent skade på Europa, og Angela Merkel symboliserer ganske fint udviklingen. Som ung kommunist i DDR var hun aktiv i Freie Deutsche Jugend, og var under sin studietid lokal leder af afdelingen for ‘Agitprop’ (Agitation and Propaganda). Mange år senere blev hun frontfigur i kristendemokratiske CDU, og kendt for udtrykket om folkevandringen til Europa: ‘Wir schaffen das!’ (2015).

(Christlich Demokratische Union: ‘Red Aftenlandets kultur’, 1948 & ‘Ingen eksperimenter!’, 1957)

Oploadet Kl. 10:57 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


4. januar 2017

Stig Grenov (KD): Udrejsecenter Kærshovedgård minder mig om en KZ-lejr – “Elkedler er forbudt…”

Stig Grenov er landsformand for Kristendemokraterne, og historieløs som få. Absurd læserbrev i Politiken – Partiformand revser udrejsecenter: Danmark er ved at skrive endnu et sort kapitel i sin historie.

Udrejsecentret Kærshovedgård ved Ikast er i dag det tætteste, Danmark kommer på en koncentrationslejr, uden at være det. Centeret huser afviste asylansøgere, personer på tålt ophold og kriminelle udvist ved dom.

Allerede en kilometer før centret er der sat kameraer op. I alle afdelinger, gange og opholdsstuer er der overvågning. Til gengæld blev samtlige fjernsyn fjernet fra værelserne, lige før udlændingeminister Inger Støjberg kom på besøg.

Det skulle jo nødigt ligne et luksushotel. Kun mobiltelefon og computer må oplades i sengekammeret. Elkedler er forbudt, fordi de koster for meget i strøm. Det fortæller en beboer og en præst tilknyttet centeret, som jeg selv har talt med om forholdene.

Bliver man syg, skal man banke på trælugen til sygeplejersken, som så afgør behovet for lægebehandling. … Maden, der serveres tre gange dagligt, er portionsanrettet – ofte i for lille mængde. Muligheden for at få mere eksisterer ikke.

Før Anden Verdenskrig udviste Danmark jøder til Nazityskland. Vi er ved at skrive endnu et sort kapitel i vores historie.

(KZ-lejren Auschwitz; Foto: Uriasposten)



2. januar 2017

Hetære (1942): “Saa lad da hvert Blik, som du skaanselsløst faar, fra nu være Straffen, Hetære…”

Tirsdag aften har DR1 premiere på dokumentarserien ‘Når naboens datter bliver muslim’. Danmarks Radio elsker konvertitter, men det gør læseren der sendte mig linket til digtet herunder næppe. ‘Hetære’ udkom i modstandsbevægelsens illegale skrift ‘De Frie Danske’, 1942/8, s. 3

Hetære
Der gik over Landet et isnende Pust,
og Folket – det ægte – blev vækket,
blev vækket ved Stridshingstens larmende Prust,
vor slumrende Stolthed blev ægget.
Vi ramtes af Slaget, der uventet faldt
fra Landet, der havde om Venskab fortalt.

Vel fandtes der Orme, der gnavede skjult
vort Fædrelands ældgamle Stamme
men det, de forkyndte lød fremmed og hult
– med Stolthed det blev gjort til skamme.
Den Fugl, der besudler sin Rede, er slet,
som den, der har sat paa vort Danmark en Plet.

Du Kvinde, der giver en fremmed din Gunst,
forraader dit Land uden Blusel
,
du viser for alle saa skamløst din Brunst,
-du er for vor Ære en Trussel.
Du smiler til dem, der har kostet os Blod,
som traadte vor Frihed og Ret under Fod.

At hade dig, Tøjte, for meget er dog,
dertil er end ikke du værdig
,
der kommer en Dag, hvor atter er Lov
og da er som dansk født du færdig.
Forsøg blot at skjule, du føler dig ramt,
ved Smilet, der virker saa uægte stramt.

Saa lad da hvert Blik, som du skaanselsløst faar,
fra nu være Straffen, Hetære
,
de danner tilsammen et ætsende Saar,
der æder din smuldrende Ære.
Hvert Blik fra os danske skal rive dig løs
fra os, der saa dybt kun foragter dig – Tøs.

Oploadet Kl. 01:32 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer
Arkiveret under:


24. december 2016

Tanker om Syrien: Om nyhedsværten der berettede, at ‘al-Qaeda-allierede var befriet fra Aleppo’

De senere uger har medierne bragt adskillige nyhedsindslag om situationen i Aleppo, hvad typisk lanceres som en massakre på civile. For det politiske etablissement er Rusland er hovedskurken, fordi de støtter Assad-regimets kamp mod ‘oprørsstyrkerne’, der mere eller mindre er i alliance med Vesten, herunder Danmark. Blandt herboende islamister er hovedskurken Tyrkiet – et islamisk land, der ikke helhjertet støtter ‘oprørsstyrkerne’. Kritikken af Danmark og Vesten er mere afdæmpet: Vi er fjenden per se.

Der er flere konfliktende fortællinger om Assads erobring af det østlige Aleppo, men det er værd at læse førstehåndsberetningen fra den engelske præst Andrew Ashdown.

“… we interviewed several who had arrived only yesterday and today. They all said the same thing. They said that they had been living in fear. They reported that the fighters have been telling everyone that the Syrian Army would kill anyone who fled to the West, but had killed many themselves who tried to leave – men, women and children. One woman broke down in tears as she told how one of her sons was killed by the rebels a few days ago, and another kidnapped. They also killed anyone who showed signs of supporting the Government. The refugees said that the ‘rebels’ told them that only those who support them are ‘true Muslims’, and that everyone else are ‘infidels’ and deserve to die.

Why is it, given that stories about massacres by the Syrian Army are headline news worldwide, and several international media units are in Aleppo, that there is not one international media agency actually at the Registration Centre talking to the refugees themselves? We were the only ones there. Here are people who have lived through it who are keen to talk, yet the media take at face value unverifiable claims by highly dubious sources. The collapse of any form of reliable investigative journalism in a context of global significance is utterly shocking.

I dag, juleaftensdag, fortæller Kristeligt Dagblad, at flere religiøse minoriteter er ved helt at forsvinde fra Mellemøsten. Der er ingen grund til at knuselske hverken Assads Syrien eller Putins Rusland, men der er god grund til at se nøgternt på virkeligheden. Hvorfor støtte morderiske islamister?

Det væsentligste for Danmark ikke hvorvidt Assad er en ubehagelig diktator, men hvorvidt Danmark har interesse i et islamistisk Mellemøsten. Kald mig bare kynisk, men lige her er ‘fred’ vigtigere end ‘frihed’.

I et af de mange indslag på TV2 News om massakren i Aleppo, kunne nyhedsvært Allan Silberbrandt berette at ‘flere al-Qaeda-allierede var befriet fra Aleppo’. Han studsede et sekund, for kunne det virkelig passe, at Vesten dannede front med ‘al-Qaeda-allierede’.

(Nyhedsvært Allan Silberbrandt studser over formulering, direkte på TV2 News, 19. december 2016)

Weekendavisens Anna Libak forklarede lidt senere samme dag ja på spørgsmålet.

Anna Libak, Weekendavisen: … Problemet er bare, at krigen har radikaliseret dem i voldsom grad, så når russerne hele tiden har påstået, at de i virkeligheden er terrorister, og at de er ligeså slemme som Islamisk Stat, så har russerne sådan set fået mere og mere ret. Fuldstændig ligesom krigen i Tjetjenien, hvor i starten – Tjetjenerne, det er sådan nogle der gerne vil være medlem af Europarådet, og pludselig når du går ind på deres hjemmeside, så står der ‘Allah-u-akbar’ som det første. Når du går ind og ser listene over navnene på de oprørsgrupper som befolker det østlige Aleppo, jamen, så hedder de heller ikke ‘For demokrati og basisrettigheder’ eller ‘Til støtte for kvinder’. De hedder sådan noget som ‘Martyrernes Brigade’ og ‘Allahs Fodsoldater’. Og det er der jo nok en grund til. … Hvad hjælper det vi vælter Assad, hvor slem han end er, hvis dem der træder i stedet, sådan set ikke er et spor bedre.

Marie Krarups afbalancerede syn på Rusland, gav hende hård kritik fra konservative Rasmus Jarlov, og partifællen Naser Khader er selvfølgelig heller ikke vild med Rune Selsings modige blogpost – Assad er så langt at foretrække.

“Nå ja, vi tager det ikke så tungt med Al Qaeda længere. Fra at være hovedfjenden for 15 år siden, er der sådan lidt hyggeislamisme over dem i dag. For der er ikke den mindste smule forståelse for eller glæde over, at Assad bekæmper oprørerne i Aleppo fra Al-Nusra – også kendt som Al Qaeda i Syrien. I Aleppo er der med andre ord tale om en krig mellem én af de mest radikale islamistiske bevægelser nogensinde og den mest sekulære leder i Mellemøsten. For Bashar al-Assad er netop sekulær og hans regime ligeså. Han er uddannet læge (fra Damaskus og London). Han er vestligt gift. Var egentlig ikke udset til præsidentposten, men overtog, fordi hans bror døde i en trafikulykke. På flere stræk kan han beskrives som en reformator og han gennemførte flere demokratiseringsinitiativer efter sin magtovertagelse, der blev kendt som ’Foråret i Damaskus’. Han er i øvrigt grundlæggende populær i Syrien.

Og så er han selvfølgelig også en brutal diktator. Men at tro at kaos, eller nærmest hvilken som helst anden sandsynlig leder, skulle være bedre for Syrien end Assad, det er naivt.”

Herunder et skema lavet af libanesiske Nassim Nicholas Taleb, der fortæller at familiens hus i 1982 blev bombet af Bashar al-Assads far, Hafez al-Assad, da hans bedstefar tilhørte modstanderne. Hans konkusion: “Sunni Islamic Jihad is far too dangerous to let my grudge get into the way”.

(Grafik: Swaraja Mag)



16. december 2016

Hauge: Man diskuterer Heideggers antisemitisme, men ikke ‘jødehadet uden for konferencehotellet’

Kommentar af Hans Hauge i Kristeligt Dagblad – Hvorfor protester I ikke mod det opblussende jødehad?.

“Per Øhrgaard mener i sin replik ‘Person og sag’ i Kristeligt Dagblad den 13. december, at jeg kommer for let til min skelnen mellem person og sag. Det er nu ikke min, men blandt andet Løgstrups. Han betragtede det som en pligt at skelne. Det gjorde vi andre også inden for litteraturforskningen.

Dernæst fremfører jeg, at de fleste Heidegger-læsere, deriblandt Rudolf Bultmann, foretog den samme skelnen, men det er der kun ganske få, der gør i dag. Hvis man skelner, kan man blive anklaget for at ville skjule noget.

[…]

I dag ‘blusser jødehadet lystigt i flere europæiske lande,’ skriver Jesper Bacher samme dag i avisen. Per Øhrgaard har ret i, at jeg ikke skulle have skrevet, at antisemitismen trives ‘især i Tyskland’. Det var en underdrivelse. Jeg tænkte på postyret i Baden-Württemberg om AfD-medlemmet Wolfgang Gedeons antisemitiske udtalelser sidste år. …

0,3 procent af tekstmassen i Heideggers private optegnelser, ‘De sorte hæfter’, på over 3000 sider handler om jøder. 99,7 gør altså ikke. Og på det grundlag diskuterer filosoffer i Tyskland ved konferencer og i bøger ivrigt Heideggers antisemitisme, men de er tilsyneladende ikke optaget af jødehadet uden for konferencehotellet:

Hvorfor protesterede I ikke mod det opblussende jødehad? Sådan vil man spørge disse filosoffer en dag, der som præsten gik forbi manden, der var blevet overfaldet af røvere.

Den nuværende antisemitisme skyldes næppe, at de sidder og læser Heidegger i Gaza eller Malmø.”



14. december 2016

Mogens Camres bisættelse, Kastelskirken, 13. december 2016

Tirsdag blev Mogens Camre bisat, og Snaphanen var tilstede med kameraet. Det lykkedes ikke Steen at finde den blå/hvide krans påskrevet ‘Bloggosfæren’, men den var i mængden. Morten Messerschmidt, toppen af Dansk Folkeparti, og utallige kampfæller deltog.

(Fotos: Snaphanen)

Kommentar af Henrik M. Jensen. Fuld tekst på Snaphanen.

“I dag blev Mogens Camre bisat fra Kastelskirken i København. Det er endnu en god grund til at mindes en af Danmarks klareste og skarpeste politikere, der som få har formået at hudflette EU’s bureaukrati og magtfuldkommenhed samt tåbeligheden i de sidste 20 års danske flygtningepolitik. Så egentlig burde aviserne i deres omtale af Camres 50-årige virke i Folketinget, Europaparlamentet og på diverse topposter i statsadministrationen have mere væsentligt at skrive om, end at Camre ‘flere gange var anmeldt for racisme’.

For er det ikke efterhånden gået op for de fleste, at begreberne ‘racist’ og ‘racisme’ i dag er blevet fuldstændigt meningsløse, dels fordi begreberne ikke længere har med race at gøre, dels fordi de i dag er blevet til skældsord, som ‘rød stue’ hæfter på deres modstandere, når de ikke kan finde argumenter?

Jo. Det er bare endnu ikke gået op for journalisterne, og derfor er det forventeligt, at deres omtale af Camres virke går uden om det vigtige og fremhæver det ligegyldige. Men Camre var fuldt bevidst om det lave niveau blandt journalisterne. I hans erindringsbog ‘Knus tyrannerne’ kan man læse om dengang, han og Søren Krarup i 1998 blev interviewet af Mette Fugl og Karen Thisted. Baggrunden var, at Camre i en kronik havde advaret sit parti, Socialdemokratiet, om den voksende kløft mellem partiet og dets vælgere og blandt andet havde skrevet, at ‘EU tager magten, staten tager pengene og indvandrerne tager velfærden’.

‘Jeg kendte den slags debatter i DR så godt. De var planlagt som tilrettevisning af politikere og skulle som sædvanlig ende i, at al folket kunne se, at journalisten var et meget bedre menneske end politikeren… Enhver der lytter til nutidens DR’s bedrevidende interviews af især VOK’s politikere, kan konstatere, at det drejer sig om at få fastslået, at politikeren har taget fejl, fordi hun/han ikke mener det samme som SF.

Jeg havde ikke mødt Søren Krarup før, men regnede med, at han ikke ville være så let at vælte, og jeg besluttede, at journalisterne skulle få kamp til stregen. Det fik de, for både Krarup og jeg afviste de påstande, de to damer ville markedsføre om den problemfri, muslimske masseindvandring. På et tidspunkt gik Karen Thisted helt op i limningen i forskrækkelse over at blive modsagt, så Mette Fugl nærmest måtte til at trøste hende. Der var jubel i læserbrevene de følgende dage. Det morsomste lød. ‘Mette Fugl og Karen Thisted var som to halvfulde postklimakterielle kvinder, der stod ved Tivolis skydetelt for at skyde bjørne, og så tog bjørnene pludselig geværerne og skød tilbage!'(Dette og de følgende citater er fra ‘Knus tyrannerne’ Trykkefrihedsselskabets bibliotek, 2011)

Kort efter meldte Camre sig ud af Socialdemokratiet og stillede op til Europaparlamentet for DF. Vi skruer tiden frem til august 2000 og den kommende afstemning om euroen.

‘Ved en frokost hvortil danske medlemmer af parlamentet var indbudt, sad jeg med en gruppe yngre journalister, som var blevet godt præpareret om euroens velsignelser. ‘De mente, at DF ikke havde mange chancer for at vinde folkeafstemningen. I spøg sagde jeg til dem, at vi med sikkerhed ville vinde, når vi på plakater havde forklaret danskerne, at det jo var Hitlers gamle model fra 1940-41, der blev genoplivet. Jeg fortalte dem om Hitlers ide om at låse valutaerne i de besatte lande til Reichsmarken og om Scavenius’ forgæves forsøg på at få Staunings tilslutning. Jeg citerede Staunings ord fra dengang: ‘Vi bliver snydt!’ og Scavenius’ svar: ‘De små bliver altid snydt!’ Journalisterne kendte naturligvis ikke den gamle historie – unge mennesker har ikke lært historie – men de lo da, som om de havde forstået, at det var en spøg.’

Men et par af dem hoppede på spøgen. Dagen efter stillede både DR’s fjernsyn og TV2. Jeg forklarede naturligvis, at DF aldrig havde planlagt sådanne plakater, og at der var tale om en spøg. Men selvfølgelig fik spøgen plads i begge tv-aviser. Med gamle filmindslag med marcherende tyske soldater med musikkorps og hagekorsflag og hele molevitten. Tænk sig, at jeg tillod mig at sammenligne det demokratiske EU med Hitlers diktatur. Hvor forargeligt!’

Det blev som bekendt et nej til euroen.

Oploadet Kl. 02:01 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer
Arkiveret under:


7. december 2016

Quisling, nu som tøjmærke

Nationalsocialisten Vidkun Quisling forrådte sit land, og efternavnet bruges i dag synonymt med landsforrædder. Et oplagt navn til et dansk tøjmærke, der dyrker tidens normløshed, og idealiserer sædernes forfald. Designeren Emil Wæde Frederiksen færdes i kredse hvor ‘Hammer & Segl’ har en god symbolik, og ‘Refugees Welcome’ ikke betyder udgifter og utryghed. Et midlertidigt eksperimentarium for verdensborgere i den kreative klasse.

Omtale af tøjmærket Quisling hos Soundvenue – Fremadstormende dansk streetwear-brand klar med ny kollektion.

“Quisling er klar med sin fjerde minikollektion på et år, og designeren bag det danske mærke, Emil Wæde Frederiksen, fortsætter sit fokus på nogle af grundstenene i tidens streetwear som t-shirts, hoodies og fodboldhalstørklæder med print. Han overrasker dog også med blandt andet et par læderhandsker.

Kollektionen har fået titlen ‘Highest Lows’, der også bruges visuelt som print på nogle styles, og grundæstetikken rammer stadig ned i den internationale streetwear-mode, som fylder så meget internationalt, især med de to oversize hoodies, men som få danske brands dyrker.

Tidligere i år udpegede vi Quisling som et af tre nye danske mærker, der netop går sin egen vej uden at skele til den klassiske skandinaviske minimalisme. … Kollektionen bliver sat til salg i Quislings webshop i løbet af december. Indtil videre er det kun to accessories, et fodboldhalstørklæde og et par læderhandsker, som er tilgængelige sammen med styles fra den forrige kollektion ‘Fast-Satisfactions’.”

(Vidkun Quisling, frontfigur for nationalsocialistiske ‘Nasjonal Samling’, henrettet 24. oktober 1945)

Oploadet Kl. 19:08 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


5. december 2016

MSM om Castros død: Fra ‘politisk nekrofili’ til det ‘overdrevent afbalancerede’ – Kronik af Peter la Cour

Jeg har ikke haft tid til at se at gå i dybden med mediernes dækning af Fidel Castros død, men det jeg har set, har været historieløst. Professor Peter Kurrild-Klitgaard giver en række eksempler på det han kalder henholdsvis ‘politisk nekrofili’ og ‘overdrevent afbalancerede’. Catro var for medierne en farverig idealist, et ikon for Cubas befolkning, men også lidt kontroversiel, fordi ikke alle anerkender hans storhed.

Onsdag i sidste uge overhørte jeg et indslag i Orientering på P1, og måtte her lægge øre til rejseguide Brian Rasmussen, der tydeligvis var taget på gaden for at sørge med de Castro-tro. Herefter var det analyse ved lektor Jan Gustafsson, der talte om idealet om ’social retfærdighed’. Dagen efter hørte jeg det borgerlige samtaleprogram Cordua & Steno på Radio24syv med samme emne, men skiftede hurtigt igen. Torben Steno brugte udtrykket ‘de såkaldte socialistiske regimer’, og Jarl Cordua sammenlignede den cubanske diktator med Donald Trump. Næppe dækkende for programmet som helhed, men alligevel meget sigende.

(Sven-Erik Simonsen, Dansk-Cubansk Venskabsforening; Screencap: TV-avisen, 26. november 2016)

Kronik af cand.phil. Peter la Cour i Berlingske – Mon ikke sambasocialismen snart har danset sin sidste dans?

“Reaktionerne på den cubanske diktator Fidel Castros død tenderer i store dele af pressen til ærbødighed og respekt. Værst i TV Avisen på DR, hvor der var et sentimentalt og bogstavelig talt fidelt interview med formanden for dansk cubansk venskabsforening. Men det fortjener Castro ikke. Der er bestemt ingen grund til sentimentalitet. Han havde blod på hænderne.

Fidel Castro kom til magten på Cuba i januar 1959, da hans oprørshær i triumftog rykkede ind i Havana og straks omdannede byens nyopførte Hilton-hotel til regeringssæde. Forinden var Cubas hidtidige forhadte diktator Fulgencio Batista flygtet. Det blev begyndelsen på mere end 50 års umenneskelig undertrykkelse af den cubanske befolkning. …

Men var Fidel Castro da ikke noget ganske særligt? Jo! Denne mand og hans forbryderiske regime var noget ganske særligt – i hvert fald på den vestlige halvkugle.

I det halve århundrede, der gik, fra Castro rykkede ind i Havana, og frem til han – i hvert fald formelt – blev afløst af broderen Raul Castro, nåede Fidel Castros regime at dræbe omkring 73.000 cubanere – nogle få af dem under nedkæmpning af oprør – resten i fredstid under massehenrettelser, i fængsler, under tortur og i tvangsarbejdslejre. Endnu flere cubanere har været indespærret i disse lejre eller i Cubas utroligt uhumske fængsler. Man skal helt over til de hedengangne kommunistiske regimer i Østeuropa og Asien for at finde noget lignende.

I ‘Kommunismens Sorte Bog’ (red. Stéphane Courtois m.fl.), der udkom i Danmark i 2003, kan man læse, at Havanas fængsler og sportsstadion straks efter magtovertagelsen blev forum for summariske henrettelser og farceagtige folkedomstole, hvor folkemængden – ligesom i det gamle Rom – dødsdømte folk ved at vende tommelfingrene nedad.

Fuldstændig som Lenin gjorde det under den såkaldte Oktoberrevolution i 1917, begik Castro allerede i juni 1959 et kup mod hele den demokratiske del af sine medkæmpere fra revolutionen i januar samme år mod Batista-diktaturet. …

Det havde været et centralt programpunkt for alle de anti-Batista-revolutionære, at der skulle afholdes frie valg. Men det ville Castro pludselig ikke høre tale om: ‘Valg! Med hvilket formål?’ udtalte han. Så fjernede han de demokratisk sindede fra sin regering og suspenderede den gældende forfatning, der sikrede cubanernes fundamentale menneskerettigheder. I stedet styrede han efter dekret, indtil han i 1976 indførte en forfatning, der var inspireret af Sovjetunionens forfatning.

Forløbet i årene efter Castros magtovertagelse lignede til forveksling det, der skete i Sovjet og andre kommunistiske lande. Først blev fagbevægelsen knækket. Den havde ellers hjulpet Castro til magten. Så kom turen til den cubanske kirke, som ellers havde hjulpet Castro ud af fængsel under Cubas tidligere styre. Endelig fulgte en række stalinistiske skueprocesser mod folk fra egne rækker.



29. november 2016

Sass Larsen til virkelighedsramt bykonge (1984): “… strider fuldstændig imod vores principprogram”

Kjeld Rasmussen var større end sin samtid, men når den store fortælling skal skrives, så var han jo på sin vis bykongen der i en Churchill’sk omskrivning præsiderede under imperiets sammenbrud. Brøndby Strand blev første danske postnummer, hvor danskerne kom i mindretal. Flere kommuner vil følge efter de kommende årtier.

Omtale af en ny biografi over tidligere Brøndby-borgmester Kjeld Rasmussen i Ekstra Bladet – Brøndby-legende sagde udlændinge ville udnytte systemet: – Jeg fik ret.

“Hvis det havde stået til Socialdemokratiets nuværende gruppeformand Henrik Sass Larsen og partiets tidligere justitsminister Morten Bødskov skulle Brøndbys borgmester Kjeld Rasmussen have været ekskluderet fra partiet i 1994.

Det fremgår af bogen ‘Kjeld – borgmesteren der skabte Brøndby’, der udkommer lørdag.

Henrik Sass Larsen var på det tidspunkt formand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), hvor Morten Bødskov på det tidspunkt var DSU’ernes internationale rejsesekretær.

De unge DSU’ere var forfærdede over, at Kjeld Rasmussen havde udtalt, at ‘udlændingene havde fundet ud af at udnytte systemet i en grad, der havde bragt Brøndby Kommune i økonomiske vanskeligheder’.

Det fik Henrik Sass Larsen til at kalde Kjeld Rasmussen for at være en idiot. Til avisen Det Fri Aktuelt sagde Henrik Sass Larsen i sommeren 1994:

– Rasmussens udtalelser hører hjemme i en bananstat og strider fuldstændig imod vores principprogram. Et eller andet sted må der sættes en grænse, og det må partiledelsen gøre her.

Henrik Sass Larsen opfordrede derfor Socialdemokratiets daværende næstformand, Birte Weiss, til at tage sig af sagen.”



26. november 2016

Pernille Frahm (SF) hylder kommunistisk diktator: “Åh Castro, Du er stadig skide go’! Åh Castro…”

Folkesocialisten Pernille Frahm er gift med Villo Sigurdsson, tidligere hovedbestyrelsesmedlem i revolutionære Venstresocialisterne. For mange år siden var hun kæreste med svenske Stellan Hermansson (der giftede sig med nuværende SF-leder Pia Olsen Dyhr), der sommeren 1988 blev anholdt i Filippinerne, som værende en del af den kommunistiske terrorgruppe New People´s Army. Med sådanne bekendtskaber, giver hendes hyldest til den afdøde kommunistiske diktator god mening.

(Pernille Frahm på Facebook, 26. november 2016)

Oploadet Kl. 18:18 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper