11. april 2014

Forsker: Der var under valgkampe en ‘stiltiende aftale mellem partierne’ om ikke at diskutere udlændinge

Den Korte Avis har interesseret demografen Poul Christian Matthiessen. Fra Professor: En lempelig indvandringspolitik ændrer den danske befolknings sammensætning radikalt.

“Det var ikke let at diskutere indvandrer- og flygtningepolitik i Danmark i 80’erne og 90’erne. Mange blev fejlagtigt udråbt til at være racister og fremmedfjendske. En af dem, der prøvede at få ørerne i maskinen dengang, var den kendte professor i demografi og dr.polit. fra Københavns Universitet Poul Christian Matthiessen, som Den Korte Avis har talt med.

Som demograf beskæftiger man sig med befolkningsudvikling, og Poul Christian Matthiessen mente, det var vigtigt at gøre opmærksom på, at den danske befolknings sammensætning var ved at ændre sig radikalt, fordi man førte en så lempelig udlændinge- og flygtningepolitik. …

Jeg syntes, politikerne havde svigtet, fordi der var sat en udvikling i gang, som aldrig rigtigt var blevet proklameret over for befolkningen – at nu er vi altså i en ny situation, og det vil have nogle konsekvenser‘. …

Derfor valgte Poul Christian Matthiessen at fremlægge en række fremskrivninger og opfordrede politikerne til at nedsætte en indvandringskommission. … Den ikke-vestlige indvandring ville kunne give anledning til konflikter på grund af store kulturforskelle, forudså Poul Christian Matthiessen:

‘Nogle af dem var meget dårligt udrustet med hensyn til uddannelse, de talte ikke sproget, og en del af dem havde en anden religion, som på visse punkter stred imod de værdier om for eksempel ligestilling mellem mænd og kvinder og ytringsfrihed, som vi hylder i Europa’.

Netop derfor mente Poul Christian Matthiessen, at det var vigtigt, at befolkningen havde et klart og faktuelt grundlag at træffe beslutninger på baggrund af. Folk skulle vide, hvordan indvandringen påvirkede befolkningens sammensætning, og hvilke konsekvenser det ville kunne få:

‘Dengang var det virkelig et ømt område, som man helst ikke ville tale om. Jeg kan huske – hvad jeg syntes var fantastisk – at der var flere valgkampe, hvor det ligesom var en stiltiende aftale mellem partierne, at flygtninge- og indvandrerproblemet skulle man ikke tale om.

[...]

Poul Christian Matthiessen mente dengang som i dag, at man skulle undgå, at Danmark blev multikulturelt:

Erfaringerne med de såkaldt multikulturelle samfund er dårlige. … Det, der er uproduktivt, er, når der kommer folk med en anden kultur, uden uddannelse og sprogkundskaber, som aldrig rigtigt bliver integreret. Det betyder, at de lever i enklaver uden at være en del af samfundet og bliver en økonomisk belastning’. …

Selvom der er sket meget med politikken og debatten siden 1990’erne, mener Poul Christian Matthiessen, som stadig er aktiv og har et forskningskontor, at der også i dag er reminiscenser fra dengang. For eksempel valgte SSFR-regeringen at stoppe en undersøgelse, der skulle belyse de økonomiske konsekvenser af den ikke-vestlige indvandring…

‘Det arbejde blev stoppet, og jeg kan huske, at jeg havde en diskussion med Annette Vilhelmsen, hvor jeg spurgte, hvorfor man ikke undersøgte det, og så sagde hun: ’Jeg er kun interesseret i integration og ikke i, hvad det koster’. Til det må man jo sige, at det er muligt, men det kunne jo godt være, at befolkningen var interesseret! …’.”



4. april 2014

Historiker Dan H. Andersen: Kommunisme og nazisme minder om hinanden – er ‘lige umenneskelige’

Ikke alle historikere er håbløse. Fra Kristeligt Dagblad – Kommunisme regnes ikke for belastende (kræver login).

“Historikeren Dan H. Andersen er en kender af nationalsocialismen… Selvom han således fagligt har kigget ned i nazismens afgrund af diaboli, mener han ikke, at den ene totalitære ideologi har noget at lade den anden høre. …

Det undrer mig… at vi i København kan have en Café Castro og en Aksel Larsens Plads. Det er stadig nogenlunde accepteret, at være gammel kommunist, mens forbindelse til nazismen jo er komplet socialt ødelæggende.‘ ‘Københavns universitet har haft to betonkommunister som rektorer, Mogens Fog og Erik Skinhøj, hvad der stadig ikke regnes for stødende.

Olaf Olsen, rigsantikvar og redaktør af den mest indflydelsesrige nye danmarkshistorie, Gyldendal og Politikens, viste sig at have udfærdiget lister over klassefjender blandt kolleger til Moskva, da han var studerende. Man kunne så overveje, om det var til almindelig information, til interneringslejre eller til noget værre. Det gav ingen stor skandale, da det kom frem, næsten som var det en mindre ungdomsforvildelse.’

Dan H. Andersen mener, at kommunismen og nazismen ikke blot er lige umenneskelige, men at de to ideologier i det hele taget minder om hinanden.

‘Begge er de sekulære religioner, begge ser de frem til en apokalypse efterfulgt af tusindårsriget eller arbejderparadiset, begge satsede de på udryddelse af klassefjender eller urene racer og slog derfor et svimlende antal mennesker ihjel.’ …

Nazismen fremstår som ondskaben inkarneret?’ Naturligvis var den ond, men den er også et sammensurium af alt muligt. En kæmpe rodebutik. Den blander en bunke elementer fra europæisk kultur: oprør mod bylivets fremmedgørelse, kritik af kapitalisme og meningsløsheden i den moderne tilværelse, raceidéer – som jo var vidt udbredte før Hitler – vitalisme og det okkulte. Som hippierne og New Age-folkene meget senere skulle gøre det, dyrkede mange nazister ånden i jorden, ånden i træerne, tempelriddere, Tibet, vegetarisk kost, helse og så videre.’”



27. marts 2014

Haderslev Byråd: Socialdemokrat sammenlignede DF’er med “folk, der brændte synagoger af i 30′erne”

En socialdemokrat kalder et andet byrådsmedlem for nazist, og undskylder efterfølgende sin retorik. Overskriften på DR Online blev ikke ‘Socialdemokrat fortryder nazi-beskyldning’, men – Vred DF’er om nazist-beskyldning: Jeg er dybt rystet. Gad vide om skolelærer Gregersen underviser i historie…

“Følelserne kom fuldstændig i kog, da byrådet skulle tage stilling til, om kommunes borgere skal til en vejledende folkeafstemning om, hvorvidt det skal være muligt at bygge en moske i byen eller ej. Socialdemokraternes Karl Gunnar Gregersen beskyldte sin byrådskollega, Peter Kofod Poulsen fra Dansk Folkeparti, for at være nazist. …

I løbet af debatten sammenlignede Karl Gunnar Gregersen sin byrådskollega fra Dansk Folkeparti med de folk, der brændte synagoger af i 30′erne.

- Det gør jeg, fordi Peter Kofod lagde fra land med at fortælle en historie om Danmark gennem 1000 år og om alle de dårlige ting, der ville ske, hvis muslimerne fik lov til at få en synagoge. …, fortæller Karl Gunnar Gregersen. …

Karl Gunnar Gregersen blev kraftigt irettesat af både den socialdemokratiske gruppeformand og af borgmester H.P Geil fra Venstre efter sit angreb. Og Karl Gunnar Gregersen beklagede også og sagde undskyld i byrådssalen for sine udtalelser.

- Jeg har sagt undskyld til Peter Kofod Poulsen. Jeg er gået en kende over stregen. …, indrømmer Karl Gunnar Gregersen.”

Oploadet Kl. 14:31 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer

Holberg (1732).: “Gid det maa icke skee udi min Tid… at Tyrken skal vande sine Heste udi Limfiorden”

Viborg betyder betyder ‘det hellige sted på bakken’, og som bispesæde har byen historisk set spillet en stor rolle for Danmark. Der er flere sagn relateret til Viborg og tyrkerne (Islam/muslimerne), og de optræder i forskellige udgaver i litteraturhistorien. Verden slutter når ‘Tyrken’ vander sine heste i Viborg Sø, eller bruger Viborg Domkirke som hestestald. Lignende udgaver findes i forhold til Kongeåen og Limfjorden. Tre eksempler.

Ludvig Holberg, Mester Gert Westphaler eller Den meget talende Barbeer, (1723). Via Holbergsskrifter.dk.

“… lad os kun icke spøge og efterabe Barbarske og Tyrkiske Moder, vi veed icke selv, hvor nær Faren er os, hvor snart det er ude med Christendommen. Tyrken har alt de 3 Parter af Verden inde, og Christendommen er kun den fierde: thi det er forskreckeligt, Mos/ siørs, hvorledes Tyrken har taget til i disse sidste Tider [...] Gid det maa icke skee udi min Tid, det, som Sybille har spaaet, at Tyrken skal vande sine Heste udi Limfiorden.

H.C. Andersen, O.T., (1836). Via Det Kongelige Bibliotek.

“Den aabne Sø laae foran, næsten speilklar da Vinden var østlig. En halv bondeklædt Mand til Hest, med Ridebuxer knappede langs ned af Siden, holdt tæt ved.

“‘Der bliver Krig igjen!’ sagde een af Fiskerne.

‘Saa gaae der flere Heste ud af Landet,« sagde den Fremmede, trykkede Otto i Haanden og reed afsted mellem Klitterne.

‘Det var jo Hesteprangeren fra Varde?’ spurgte Otto.

‘Ja han forstaaer Sprog!’ sagde Fiskeren. ‘Derfor veed han om det Udenlandske før vi Andre. Saa slaaes de nu i Frankrige! Blodet flyder op ad Gaderne; saaledes bliver det ikke i Danmark, før Tyrken binder sin Hest ved Busken i Viborg Sø. Men saa er det ogsaa, efter Sybilles Spaadom, mod Verdens Ende!‘”

Niels Frederik Severin Grundtvig, Budstikke i Høinorden, (1864). Via Arkiv for Dansk Litteratur.

Nu Tyrkens Heste alt for godt
Og alt for let, til Danmarks Spot,
I Viborg-Sø er vandet
,
Og som for Verden det seer ud,
Har Bombers og Granaters Gud
Nu Blod med Tyrken blandet.”

Oploadet Kl. 06:34 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


26. marts 2014

Jens Stoltenberg: Inspireret af Che Guevara og Fidel Castro – kommende generalsekretær for NATO

I Thor Viksveens biografi fra 2011 fremgår det klart, at Jens Stoltenberg, som voksen politiker var en af de mere fornuftige socialdemokrater i NATO-spørgsmål. Det er nu alligevel tankevækkende, at NATO’s kommende generalsekretær, som ung var inspireret af Che Guevara og Fidel Castro. Fra Aftenposten – Fra NATO-motstander som ung til NATO-topp i dag.

“Da Jens Stoltenberg var påtroppende AUF-leder i 1985, ble han intervjuet i Aftenposten. Ironisk nok handlet intervjuet om Norges tilknytning til NATO.

- Du er ingen utpreget NATO-tilhenger? spør journalisten.

- Nei, det stemmer. AUFs mål er å nedbygge blokkene og norsk utmeldelse av alliansen, svarer Stoltenberg, før han viser en mer forsonlig holdning:

- Men vi erkjenner samtidig at Norge sannsynligvis vil være medlem av NATO de nærmeste år. Derfor vil vi også stille krav til hvordan Norge skal opptre som alliansemedlem. Vi må kjempe for atomfrie soner og frys av atomvåpenarsenalene, sa Stoltenberg.”

(Jens Stoltenberg t/venstre, som medlem af Arbeidernes Ungdomsfylking, 1974)

Mere om Stoltenbergs fortid i en ældre artikel på TV2.no – Lille Jens Stoltenberg ville starte revolusjon på Haiti.

“De første årene på skolen var vanskelig for Jens. Mens klassekameratene lærte seg å lese og skrive, hang han langt etter. Foreldrene Karin og Thorvald var bekymret. Plutselig, tre år etter de andre i klassen, løsnet det for ham. Søsteren Camilla sier han gikk fra å slite med å lese en overskrift i avisen til plutselig å lese ’900 dager’, en bok om beleiringen av Leningrad under andre verdenskrig. … Etter å ha lest seg opp på Leningrad gikk han rett over på å lese en bok om revolusjonen på Cuba. Denne boken ga 11 år gamle Jens revolusjonære tanker.

– Han sa at han vurderte om han burde gjøre revolusjon på Haiti, for der var det så vanskelig. Og der var det ingen som hadde gått inn for å løse problemene. Han var nok fascinert over at Che Guevara og Fidel Castro hadde prøvd å gjøre noe med fattigdommen og urettferdigheten på Cuba, forteller Camilla.

Det var på denne tiden Jens Stoltenberg ble opptatt av å gjøre verden til et bedre sted, hvor han utviklet et sterkt ønske om å jobbe for rettferdighet. Men de revolusjonære tendensene forsvant fort.

– Han var aldri særlig begeistret for vold. Da det gikk opp for ham at det innebar vold, så tror jeg den romansen tok slutt, forteller hun.”

Oploadet Kl. 06:43 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Arkiveret under:


18. marts 2014

Alle var bange under Den Kolde Krig, men ikke nødvendigvis for russerne – Uriasposten nævnt i P3

Når jeg ikke kan se AGF-kampe på stadion eller TV, så følger jeg live-dækningen på P3, og det var tilfældet i går, hvor jeg skiftede til P3 i god tid. I gang var ‘Pressen på P3′, hvor Tony Scott og Tue Blædel var i gang med en let underholdende samtale om Rusland anno 2014 kontra Rusland under Den Kolde Krig. Jeg fik spontant en vinkel til blogpost, og da jeg i dag for god ordens skyld hørte lidt mere fra programmet, opdagede jeg tilfældigt at radioværterne tidligere havde talt om en ældre blogpost her på Uriasposten.

Uriasposten nævnes.

Tony Scott: Jeg har faktisk googlet dig i dag… Jeg har fundet nogle andre spændende ting om dig. Jeg har selvfølgelig fundet ud af, at du engang har været vært på P3 Nyhederne… Men så har jeg også læst lidt videre om, hvad synes folk sådan egentligt om dig? Og der har jeg været ind på en side der hedder…

Tue Blædel: Vi hader Tue Blædel dot com.

Tony Scott: Uriasposten.

Tue Blædel: - Oh, det er næsten det samme.

Tony Scott: Der er du ikke helt vildt populær.

Tue Blædel: Det tror jeg gerne, de er jo ikke rigtigt vilde med nogen.

Tony Scott: Jov, det er de jo, de er vilde med nogen, bare ikke, de skriver hvorfor de overhovedet findes, bare sådan vi lige ved hvor vi er henne: ‘det er fordi at danske medier anskuer verden med røde eller lyserøde briller, hvor konservatisme eller synspunkter der ligger til højre for midten, typisk bruges som skældsord. Til det kan jeg bare sige – Festen er slut.’

Tue Blædel: De holder øje med sådan nogle røde lejesvende som mig.

Tony Scott: De fortæller så om en snak vi engang havde her i programmet, om en amerikansk tv-præst der hedder Pat Robertson, og jeg ved ikke om du kan huske det, men det var nogle lydklip hvor der var en dame der ringer ind, og siger til ham, at hendes mand var utro. Han siger bare ‘get over it’, og ja…

Tue Blædel: - Nåh ja.

Tony Scott: Når du tænker på at han har været utro, så tænk også på, at han har givet dig over hovedet. Han giver dig mad på bordet. Ikke. Så find tilbage til der, hvor jeg tænker – ja, han beskytter mig.

Tue Blædel: Jeg husker den skønne præst, og de gode råd.

Tony Scott: Der er der bare en i debatten under indlægget, der er hele vores dialog skrevet ud. Det er meget grundigt og udførligt lavet – skriver sådan her om os: ‘Grunden til at vi ikke har set en dansk Breivik, er sandsynligvis at der er håbløst mange røde eller radicoole islamificerende idioter i Danmark,. At komme idioterne til livs, ville svare til at rydde op i Gribskov for myrer med en fluesmække’.

Tue Blædel: Ja, det er jo nærmest morsomt.

Senere i samme udsendelse.

Tue Blædel: Bacon langer også ud over dem der er ude efter Rusland på grund af Ukraine, og synes det er lidt farligt.

Tony Scott: Nåh!

Tue Blædel: I ved ikke hvordan det var.

[Kevin Bacon om Den Kolde Krig: 80s Awareness]

Tue Blædel: Sådan var det. Man kunne ikke engang tage sit skateboard, ned til Blockbuster og leje en Steven Seagal-film uden at man bliver ramt af et russisk atommissil. Stort set. Men det er jo rigtigt, nok igen, vi er jo ikke rigtigt bange for Rusland, men det var man jo i den tid. Jeg kan jo huske, og det er måske også fordi jeg kommer fra en mere eller mindre kommunistisk opdragelse, nu sidder folk inde på 180 Grader og har en fest, det ved jeg godt, men vi fik jo at vide på et tidspunkt, på en eller anden lejr med min mor.

Tony Scott: - Marxistisk sommerlejr.

Tue Blædel: Sådan noget i den dur. Der fik vi at vide, at man ikke måtte kigge op når flyene kom, fordi det var Big Brother der holdt øje. De tog lige nogle billeder, der var ingen grund til at hjælpe dem på vej.

Tony Scott: Hahahah – Selvfølgelig fløj de rundt og tog billeder af Jer.

Tue Blædel: Nåh jov, men altså, det var ikke kun…

Tony Scott: - Det var under Den Kolde Krig, jo.

Tue Blædel: Det var det.

Tony Scott: Du skulle dokumenteres for pokker.

Hermed dokumenteret at journalist Tue Blædel, tidligere vært på P3 Nyhederne, har fået en kommunistisk opdragelse, og som ung deltog i mindst èn marxistisk sommerlejr.

Oploadet Kl. 18:00 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Arkiveret under:


16. marts 2014

Ekstra Bladets journalister gik i brechen for Naum Conevski – “… justitsmord med racistiske undertoner”

For et par uger siden kunne man i Cavling Komiteen på Radio24syv, høre den ene vært fortælle om en journalistven der tilbage i starten af 1980′erne lavede en kampagne til fordel for en taxichauffør, der var dømt for voldtægt. To journalister fra Ekstra Bladet mente der var tale om “et justitsmord med racistiske undertoner”, og fik sagen genåbnet. Manden blev frikendt.

Historien om jugoslaven Naum Conevski er beskrevet kort og præcist her.

“I januar 1981 blev en kvinde voldtaget i sit hjem af en taxachauffør, der kort forinden havde kørt hende hjem. Gerningsmanden blev idømt 2½ års fængsel og afsonede de 16 måneder af dem.

Da han blev løsladt kontaktede han sin sagsbehandler ved kriminalforsorgen, som troede på hans uskyld. Hun valgte at kontakte to journalister ved Ekstra Bladet, der herefter undersøgte sagen nærmere. Journalisterne mente også, der var blevet begået justitsmord mod gerningsmanden. De kontaktede naboer, læger og andre der havde kendskab til det kvindelige offer, og mente udfra det – samt at politiet ikke havde lavet en grundig nok efterforskning – at kunne bevise mandens uskyld.

Alt dette skriveri i medierne fik en kendt forsvarsadvokat til at tage sagen op igen, og han fik medhold i Den Særlige Klageret til påny at få prøvet sagen ved Østre Landsret. Gerningsmanden blev ved den nye retssag frikendt grundet kvindens tidligere adfærd overfor nogle naboer (Retsplejelovens § 185).

3 måneder senere i maj 1984 bliver der begået et dobbeltdrab på to unge drenge på Amager. Det viste sig at være selv samme gerningsmand. Senere fandt man ligeledes ud af, at gerningsmanden havde begået flere voldtægter inden ovennævnte voldtægt.

Det kvindelige offer, der var blevet udhængt i pressen som løsagtig og løgnfældig, ville have sin sag for retten påny, nu hvor gerningsmanden både var dømt for mord og andre voldtægter, men dette blev nu afvist af Den Særlige Klageret. Kort tid efter, valgte det kvindelige voldtægtsoffer at tage sit eget liv.

(Leder i Ekstra Bladet, 11. februar 1984; Flere eksempler her)

“Sagens hele forløb lugter af, at en ærkedansk kvindes ord er mere værd end en fremmedarbejders.” (Ekstra Bladet, 1984)

“Der skal komme til at løbe meget blod. Fortæl alle, jeg er i fængsel, også til de danskere, I møder på stranden. Alene en kniv eller en kugle i hjertet bliver en stor hævn. Bliv skrap over for disse forbandede danske vilddyr og racister, så de i live ikke kan vende hjem til Danmark. Store som små.” (Ekstra Bladet, 1984)

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


10. marts 2014

Bo Lidegaard anno 1982: Bidragyder til USA-kritisk ‘freds-antologi’, redigerede ‘militærkritisk magasin’

Bent Jensens ‘Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991′ fik en hård bedømmelse i Politiken af ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard, der betragtede værket som et polemisk anklageskrift fra højre flanke. At Lidegaard selv, ikke er den mest objektive, har de fleste forstået. Jesper Vind kommenterer Bo Lidegaards kritik af Bent Jensen i Weekendavisen – Jensen vs. Lidegaard.

“Som nævnt anklages Jensen for at gå ‘efter revl og krat’ i Ulvebogen, men gør Jensen nu også det? Selvfølgelig ikke. Jensen har eksempelvis undladt at nævne sin allierede fra Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards trotskistiske udskejelser i tresserne og marxistiske skolebøger i halvfjerdserne. Denne undladelse stemmer godt overens med Lidegaards pointe om, at Jensen går efter ‘modparten’.

Men faktisk fortæller koldkrigsværket heller intet om, at Lidegaard tilsyneladende selv flettede tæer med ‘fodnote-forræderne’ i begyndelsen af 80erne. Lidegaard bidrog nemlig til den USA-kritiske freds-antologi Grønland – Middelhavets perle: et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse (1983).

Derudover finder koldkrigsværket det heller ikke værd at nævne, at Lidegaard i 1982 blev medlem af redaktionen på ‘Forsvar – Militærkritisk Magasin’. Et magasin som delte ideer og adresse med fredsgruppen Nej til Atomvåben (stiftet af bl.a. Jørgen Dragsdahl). Magasinet havde i 1981 bragt flere artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg, hvilket gav redaktøren en sigtelse for spionage, som dog blev frafaldet.

Redaktøren af det hedengangne militærkritiske tidsskrift Søren Møller Chistensen er i øvrigt i dag formand for Jørgen Dragsdahls indsamlingsforening. Den forening, som chefredaktør Lidegaard netop har givet gratis annonceplads i Politiken, så Dragsdahl kan få indsamlet penge til at føre sin injuriesag i Højesteret. Mod professor Bent Jensen.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


5. marts 2014

Samuel P. Huntington om Ukraines kulturelle splittelse (’96): “The forces of repulsion drive them apart…”

Alle har en mening om konflikten i Ukraine, og det virker som det politiske etablissement tror man kan tale en vestlig universalisme frem, stik imod historiske erfaringer og geopolitisk virkelighed. I sidste ende handler det om kultur. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i storværket The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996), hvor han blandt andet beskrev hvorledes Ukraine var et splittet land, qua sin beliggenhed på brudfladen mellem det vestlig-katolske Europa og det østlig-ortodokse Rusland.

Enkelte debattører har trukket Huntington frem i Ukraine-debatten, det være sig Morten Uhrskov og Kasper Støvring, men noget af det bedste er pudsigt nok en Politiken-kronik af historiker Thomas Lie Eriksen, der problematiserer den sort/hvide fortælling om det gode EU og de onde russere.

Huntington lurer også lige bag overfladen, når Jyllands-Posten en sjælden gang strammer sig op, og skærer igennem politiserende floskler. Fra søndagens leder – Ukraine i klemme.

I Vesten har vi en forståelig, men ikke desto mindre forbløffende naiv tro på, at hvis en halv million mennesker i et land med en befolkning på 84 millioner indbyggere går på gaden og kræver et regimeskifte, så er der tale om en folkelig opstand, der har nationens opbakning. … Sejrherrerne på Uafhængighedspladsen i Kiev repræsenterer ikke hele Ukraine. … Udviklingen i det østlige og sydøstlige Ukraine, især på Krim, viser med al tragisk tydelighed, at ikke alle er begejstrede for magtskiftet i Kiev. For den russisk-sindede befolkning på halvøen kan det ikke gå hurtigt nok med at slippe fri af Kiev. … Hvis Ukraine skal undgå splittelse eller en borgerkrig, er den vestlige og østlige del af landet nødt til at finde en ny konsensus, der kan forene nationen. To nationale identiteter kolliderer i Ukraine.

Herunder en række citater relateret til Ukraine i Huntingtons bog.

“Paradigms also generate predictions, and a crucial test of paradigms’s validity and usefullness is the extent to which the predictions derived from it turn out to be more acurate than those from alternative paradigms. … A Civilizational approach… emphasizes the close cultural, personal, and historical links between Russia and Ukraine and the intermingling of Russians and Ukrainians in both countries, and focuses instead on the civilizational fault line that divides Orthodox eastern Ukraine from Uniate western Ukraine… a civilizationel approach… highlights the possibility of Ukraine splitting in half, a seperation which cultural factors would lead one to predict might be more violent than that of Czechoslovakia but far less bloody than that of Yougoslavia.” (s. 74f)

“The 1990s have seen the eruption of a global identity crisis. Almost everywhere one looks, people have been asking, ‘Who are we?’, ‘Where do we belong?’ and ‘Who is not us?’ These questions are central not only to peoples attempting to forge new nation states, as i the former Yugoslavia, but also much more generally. In the mid-1990s the countries where questions of national identity were actively debated included, among others: Algeria, Canada, China, Germany, Great Britain, India, Iran, Japan, Mexico, Marocco, Russia, South Africa, Syria, Tunesia, Turkey, Ukraine, and the United States. Identity issues are, of course, particularly intense in cleft countries that have sizable groups of people from different civilizations.

In coping with identity crisis, what counts for people are blood and belief, faith and family. People rally to those with similar ancestry, religion, language, values, and institutions and distance themselves from those with different ones.” (s. 323f)

Ukraine is divided between the Uniate nationalist Ukranian-speaking west and the Orthodox Russian-speaking east. In a clef country major groups from two or more civilizations say, in effect, ‘We are different peoples and belong in different places.’ The forces of repulsion drive them apart and they gravitate toward civilizational magnets in other societies. (s. 363f)

“The most compelling and pervasive answer to these questions is provided by the great historical line that has existed for centuries separating Western Christian peoples from Muslim and Orthodox peoples. This line dates back to the division of the Roman Empire in the fourth century and to the creation of the Holy Roman Empire in the tenth century. It has been in roughly its current place for at least five hundreds years. Beginning in the north, it runs along what are now the borders between Finland and Russia and the Baltic states (Estonia, Latvia, Lithuania) and Russia, through western Belarus, through Ukraine separating the Uniate west from the Orthodox east, through Romania between Transylvania with its Catholic Hungarian population and the rest of the country, and through the former Yugoslavia along the border separating Slovenia and Croatia from the other republics. It is the cultural border of Europe, and in the post-Cold War world it is also the political and economic border of Europe and the West.

The civilizational paradigm thus provides a clear-cut and compelling answer to the question confronting West Europeans: Where does Europe end? Europe ends where Western Christianity ends and Islam and Orthodoxy begin. (s. 425f)

“The successor to the tsarist and communist empires is a civilizational bloc, paralleling in many respects that of the West in Europe. At the core, Russia, the equivalent of France and Germany, is closely linked to an inner circle including the two predominantly Slavic Orthodox republics of Belarus and Moldova, Kazakhstan, 40 percent of whose population is Russian, and Armenia, historically a close ally of Russia, In the mid-1990s all thse countries had pro-Russian governments which had generally come to power through elections. Close but more tenuous relations exist between Russia and Georgia (overwhelming Orthodox) and Ukraine (in large part Orthodox; but both of which also have strong sense of national identity and past independence. … Overall Russia is creating a bloc with a Orthodox heartland under its leadership and a surrounding buffer of relatively weak Islamic states which it will in varying degrees dominate and from which it will attempt to exclude the influence of other powers. Russia also expects the world to accept and to approve this system.” (s. 441ff)

“Belarus early joined the Commonwealth of Independent States, was a charter member of the economic union created in 1993 with Russia and Ukraine, agreed to a monetary union with Russia, surrrendered its nuclear weapons to Russia, and agreed to the stationing of Russian troops on its soil for the rest of this century. In 1995 Belarus was, in effect, part of Russia in all but name. … In these three states public opinion responding to some combination of strategic and economic interests produced governments favoring close alignment with Russia. A somewhat similar pattern eventually occurred in Ukraine.” (s. 445f)

“Apart from Russia the most populous and most important former Soviet republic is Ukraine. At various times in history Ukraine has been independent. Yet during most of the modern era it has been part of a political entity governed from Moscow. … Ukraine, however, is a cleft country with two distinct cultures. The civilizational fault line between the West and the Orthodoxy runs through its heart and has done so for centuries. … Historically, western Ukrainians have spoken Ukrainian and have been strongly nationalist in their outlook. The people of eastern Ukraine, on the other hand, have been overwhelmingly Orthodox and have in large part spoken Russian. … The Crimea is overwhelmingly Russian…” (s. 447ff)

“The differences between eastern and western Ukraine are manifest in the attitudes of their peoples. In late 1992, for instance, one-third of the Russians in western Ukraine as compared with only 10 percent in Kiev said they suffered from anti-Russian animosity. The east-west split was dramatically evident in the July 1994 presidential elections. The incumbent, Leonid Kravchuk, who despite working closely with Russia’s leaders identified himself as a nationalist, carried the thirteen provinces of the western Ukraine with majorities ranging up to over 90 percent. His opponent, Leonid Kuchma, who took Ukrainian speech lessons during the campaign, carried the thirteen eastern provinces by comparable majorities. Kuchma won with 52 percent of the vote. In effect, a slim majority of the Ukrainian public in 1994 confirmed Khmelnytsky’s choice in 1654. The election, as one American expert observed, ‘reflected, even crystallized, the split between Europeanized Slavs in western Ukraine and the Russo-Slav vision of what Ukraine should be. It’s not ethnic polarization so much as different cultures.

As a result of this division, the relations between Ukraine and Russia could develop in one of three ways. In the early 1990s, critically important issues existed between the two countries concerning nuclear weapons, Crimea, the rights of Russians in Ukraine, the Black Sea fleet, and economic relations. Many people thought armed conflict was likely, which led some Western analysts to argue that the West should support Ukraine’s having a nuclear arsenal to deter Russian aggression.

If civilization is what counts, however, violence between Ukrainians and Russians is unlikely. These are two Slavic, primarily Orthodox peoples who had close relationships for centuries and between whom intermarriage is common. Despite highly contentious issues and the pressure of extreme nationalists on both sides, the leaders of both countries worked hard and largely succesfully to moderate these disputes. The election of an explicitly Russian-oriented president in Ukraine in mid-1994 further reduced the probability of exacerbated conflict between the two countries.

A second and somewhat more likely possibility is that Ukraine could split along its fault line into two separate entities, the eastern of which would merge with Russia. The issue of secession first came up with respect to Crimea. The Crimean public, which is 70 percent Russian, substantially supported Ukrainian independence from the Soviet Union in a referendum in December 1991. In May 1992 the Crimean parliament also voted to declare independence from Ukraine and then, under Ukrainian pressure, rescinded that vote. The Russian parliament, however, voted to cancel the 1954 cession of Crimea to Ukraine. In Januar 1994 Crimeans elected a president who had campaigned on a platform of ‘unity with Russia.’ This stimulated some people to raise the question: ‘Will Crimea Be the Next Nagorno-Karabakh or Abkhazia?’ The answer was a resounding ‘No!’ as the new Crimean president backed away from his commitment to hold a referendum on independence and instead negotiated with the Kiev government. In may 1994 the situation heated up again when the Crimean parliament voted to restore the 1992 constitution which made it virtually independent of Ukraine. Once again, however, the restraint of Russian and Ukrainian leaders prevented this issue from generating violence, and the election two months later of the pro-Russian Kuchma as Ukrainian president undermined the Crimean thrust for secession.

The Election did, however, raise the possibility of the western part of the country seceding from a Ukraine that was drawing closer and closer to Russia. Some Russians might welcome this. As one Russian general put it, ‘Ukraine or rather Eastern Ukraine will come back in five, ten or fifteen years. Western Ukraine can go to hell!‘ Such a rump Uniate and Western-oriented Ukraine, however, would only be viable if it had strong and effective Western support. Such support is, in turn, likely to be forthcoming only if relations betweeen the West and Russia deteriated seriously and came to resemble those of the Cold War.” (s. 449ff)

(Huntington, The Clash of Civilizations and the remaking of World Order, 1996, Ebog, s. 450)

The third and more likely scenario is that Ukraine will remain united, remain cleft, remain independent, and generally cooperate closely with Russia. Once the transition questions concerning nuclear weapons and military forces are resolved, the most serious longer term issues will be economic, the resolution of which will be facilitated by a partially shared culture and close personal ties. The Russian-Ukrainian relationship is to eastern Europe, John Morrison has pointed out, what the Franco-German relationship is to western Europe. Just as the latter provides the core of the European Union, the former is the core essential to unity in the Orthodox world.” (s. 454f)

(The World of Civilizations: Post-1990, s. 45)

“… a consequence of the end of the Cold War and the need for a redefintion of the balance between Russia and the West and agreement by both sides on their basic equality and their respective spheres of influence. In practice this would mean:

1. Russian acceptance of the expansion of the European Union and NATO to include the Western Christian states of Central and Eastern Europe, and Western commitment not to expand NATO further, unless Ukraine splits into two countries;

2. a partnership treaty between Russia and NATO pledging nonaggression…

3. Western recognition of Russia as primarily responsible for the maintenance of security among Orthodox countries and in areas where Orthodoxy predominantes; …

If an arrangement emerges along these or similar lines, neither Russia nor the West is likely to pose any longer-term security challenge to the other.” (s. 63ff)

Oploadet Kl. 11:09 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


4. marts 2014

Kuzma Pavlov i Critique: Konservative Lars Barfoed vil kæmpe for ytringsfriheden, men ikke mod § 266b

Replik af Kuzma Pavlov på Critique – En vandring ad totalitarismens sti.

“Stort set alle vestlige straffelove indeholder bestemmelser, som forbyder såkaldt ‘hate speech’. Bestemmelsen i Danmark er straffelovens § 266b – i folkemunde kaldet racismeparagraffen. Den hviler i sin nuværende form på en FN-konvention fra 1965 om afskaffelse af alle former for racediskrimination. Konventionen har den besynderlige historie, at det var regimer som Saudi-Arabien, Cuba og Sovjetunionen, som var de primære drivkræfter bag dens gennemførelse. Da disse lande ikke kunne overholde deres internationale forpligtelser til at respektere negative frihedsrettigheder, bestræbte de sig i stedet på at få gennemført så mange positive rettigheder som muligt, så de havde mulighed for at kritisere Vesten for ikke at overholde internationalt anerkendte menneskerettigheder. Herudover var det ganske belejligt, at man kunne lukke munden på ens egen befolkning i menneskerettighedernes navn. … Den meget omdiskuterede paragraf har således noget af en totalitær historie, den skal leve op til, hvilket den også klarer helt fint. …

I en debat i Konservativ Ungdom i København for nylig fremstillede Lars Barfoed De Konservative som et parti, der har kæmpet og ville fortsætte med at kæmpe for ytringsfriheden. Da han blev konfronteret med den realitet, at konservative justitsministre gennem ti år har forsvaret en totalitær international forpligtelse til at begrænse ytringsfriheden, slog han så vredt i bordet, at tomme øldåser fløj afsted i alle verdenshjørner.

Barfoed blev tydeligvis fornærmet, men det er måske snarere de konservative vælgere, der skal være fornærmede på De Konservative over deres manglende vilje til at røre en finger på dette område. På ti år med konservative justitsministre er der absolut intet sket. Mulighederne var mange; viljen var knap. Man har med største sindsro set til, mens debattører som Lars Hedegaard og Jesper Langballe er blevet straffet for den blotte brug af deres ret til at ytre sig frit. Da Dansk Folkeparti fremsatte forslag om, at man i det mindste skulle være uskyldig, hvis man kunne føre sandhedsbevis, afviste justitsminister Lars Barfoed det klart. Selv langt ind i konservative kredse forsvarer man altså totalitært tankegods.

Borgere i et frit land må ikke lade sig kue af staten til at holde mund. Lader vi først staten være dommer over, hvad vi som frie borgere må sige, vinker vi for alvor farvel til friheden og vandrer i stedet ned ad totalitarismens sti til de regimer, vi ellers alle fordømmer.”

Oploadet Kl. 17:38 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »