16. april 2019

Kastrup: Problemet er ikke Paludan – “Alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Også muslimer”

Jeg har skrevet lidt af det samme, men ikke helt så skarpt. Mads Kastrup skærer igennem tanketomme floskler i en leder på EB.dk – Det handler ikke om Rasmus Paludan.

Det handler ikke om Paludan. … Statsministeren, politikere, chefredaktører, kommentatorer med flere må begribe dette. Ellers kommer vi ikke videre. Jeg troede faktisk, at denne lære var udbredt snart 15 år efter Muhammed-krisen.

… Historikken bag det hele er næsten ældre end Rasmus Paludan. Hændelsen på Blågårds Plads er et skvulp fra den samme strøm, der blev blotlagt af Muhammed-tegningerne. Alle må finde sig i hån, spot og latterliggørelse. Også muslimer. Og endda selvom nogle kaster med Koranen, smører den ind i svinefedt eller brænder den af på en Webergrill.

Det drejer sig ikke blot om ytringsfrihed. Retten til religionskritik i samfundet er ganske enkelt afgørende. Den er grundstenen i det moderne, sekulære samfund skabt i en flerehundredårig kamp mod religiøs og politisk tyranni.

han er ikke problemet. Det var til stede, længe før stemmen gik i overgang på lederen af Stram Kurs. Og dermed længe før det igen dukkede op søndag på Blågårds Plads. Ingen kan gøre krav på deres religiøse følelser uden for deres egne hellige steder. Eller subsidiært håndhæve et had til Rasmus Paludan ved at gå i kamp mod myndigheder, fordi de opretholder og beskytter det frie samfund.

Uromagerene på Blågårds Plads har ikke fattet det. Og derfor er det dem, der er problemet. Som i hele problemet. … Rasmus Paludan er vor mindste problem.”

(Konvertitten, tidligere universitetsunderviser Kasper Mathiesen på Facebook, 15. april 2019)


Paris’ Notre Dame delvist udbrændt: “… the best of what we are in ashes, falling from an evening sky.”

Jeg så Notre Dame forrige år, desværre kun udefra, men det var alligevel et af højdepunkterne fra den forlængede weekend i Paris. Notre Dame er et symbol på det kristne Frankrig, og i den forstand gav det mening at blogge et billede af katedralen fra 1917 og sammenligne med 2017. Tiderne skifter, men Kristenheden består… Katedralen udbrændte mandag aften, og på en tragisk baggrund, gav det fantastiske billeder. Symbolikken er tyk.

“The cathedral, of course, was a monumental work of art that contained, and was festooned with, other monumental works of art. It was central to French history, good and bad. Heretics were burned in front of it. The Third Crusade was proclaimed there, as was the Festival of Reason. Henry VI of England was crowned king also of France within it, and so was Napoleon. It also hosted the marriage of Henry III of England to Margaret of Valois. This interfaith wedding-Henry was a Protestant-was the precursor to the massacre of the Huguenots on St. Bartholomew’s Day in 1572. It survived Robespierre and Adolph Hitler. Now, it may have fallen to the same kind of industrial accident that brought down the basilica in Rome almost 300 years ago.

History burns as well as wood does. In 2018, the National Museum of Brazil burned and 200 years of assembled history was lost, including the 11,000-year old skull of an early human. Earlier this month, in Tennessee, the Highlander Center, one of the intellectual seedbeds of the long struggle for African-American civil rights was lost to what probably was arson. These places are not as famous, nor as picturesque, as Notre-Dame, but with intellect and vaulting human achievement under attack in so many places these days, all of them leave a lot of the best of what we are in ashes, falling from an evening sky.” (Charles P. Pierce, Esquire, 15. april 2019)

(Notre Dame, 15. April 2019; Fotos: Esquire, Chicago Tribune, NBC)

Oploadet Kl. 00:55 af Kim Møller — Direkte link38 kommentarer
Arkiveret under:


14. april 2019

Retoriker Andreas Gylling Æbelø: “…. vigtigt at minde hinanden om, at vi må tøjle nationalismen.”

Andreas Gylling Æbelø er retoriker, men man kan ikke skrive sig ud af logiske mangler. De her skønne ‘forpligtende alliancer’ han hylder, er dem der giver Islamisk Stat-jihadister ret til bosætte sig i Danmark. Her 79 år efter nationale socialister besatte samme. Det er således ikke engang en betingelse for retorikerens varme fædrelandskærlige nationalisme, at personen har ‘landet i hjertet’. Det er nok med et dansk pas. I praksis vil det vil være nok, hvis blot personen kan sige ‘asyl’, og nægter at rejse hjem. Alle er i princippet danske.

På den måde får man selvfølgelig en inkluderende danskhed, men den vil ad åre ændre sig fundamentalt. Den vil ændre sig i en grad, så oprindelige danskere ikke mere kan spejle sig i den. Heller ikke dem der faldt for Danmark under Krigen. Under besættelsen kunne Kong Christian d. X ride rundt i København uden sine gardere. Da jeg så hans oldebarn Kronprins Frederik sidste sommer under Folkemødet, havde han flere livvagter omkring sig.

Kommentar i Berlingske af Andreas Gylling Æbelø på 79-årsdagen for besættelsen – Hvis man elsker Danmark, må man tøjle nationalismen.

“… Se på Dannebrog, og glæd dig over din frihed. Forstå, at den ikke er givet – at den kan forsvinde igen. Lad os i det hele taget bruge hver en flagdag, hver en national højtid, hvert sportsligt og royalt samlingspunkt foran TV-skærmene til at svælge i fædrelandskærlighed.

Lad os samtidig for alvor forstå, at landets grænser er resultatet af langt mere end os selv – at flagets vajen i vinden er muliggjort af multilaterale og forpligtende alliancer med andre. …

‘Mit lands eneste grænser ligger rundt om mit hjerte’, hedder det i en fri oversættelse af musicalklassikeren ‘Anthem’. … Landet har man i hjertet, ikke i huden, og den store fædrelandsulykke i dag er således todelt. Dels i den omstændighed, at nogle ser trusler i alt syd for Padborg, og dermed fuldstændig underkender danskhedens styrke. Og dels at andre vægrer sig ved at elske deres land og flag, og derved giver mørke kræfter patent.

Der er intet galt i nationalisme udtrykt som en fædrelandskærlighed af varme og glæde. Først når den tager form af fædrelandstilstrækkelighed, had og angst, bliver det farligt. … På en fædrelandsdag som i dag er det paradoksalt nok særligt vigtigt at minde hinanden om, at vi må tøjle nationalismen.

(Kong Christian d. 10. af Danmark – uden livvagter, 26. september 1940)

Oploadet Kl. 15:05 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


11. april 2019

“Kald det blot… racehad, jeg er ligeglad, først og fremmest føler jeg solidaritet med mine landsmænd”

Det er velkendt at den yderste venstrefløj var imod indvandring i form af ‘gæstearbejdere’, lige til fremmede kulturer manifesterede sig som flygtninge og ikke som arbejdende. Det var kapitalisterne, der havde interesse i indvandring, som en tidligere kommunist pointerede i en ældre kronik i Dagbladet Information.

Et tankevækkende tilbageblik til 2. april 2001. Ph.d. Mehmet Ümit Necef i Dagbladet Information – Udfordring: Indvandring.

“‘Intet er så let som at demonstrere sit ufejlbarlige, udemokratiske sindelag, og sine moralsk uangribelige meninger … især når det intet koster. Vi kan alle være offervillige, på andres bekostning; i spørgsmålet om fremmedarbejderne, har i tusindvis af akademikere og andet godtfolk ganske tydeligt demonstreret dette for os! … Man diskuterer hen over hovedet på os arbejdere og skyder os en masse grimt i skoene, såsom racehad og egoisme; man har så forbandet travlt med at påføre os en dårlig samvittighed, der kan lukke munden på os! … Den danske arbejder ser en konkurrent i fremmedarbejderne; såvel løn- og beskæftigelsesmæssigt som på boligmarkedet. Er det i grunden så sært? … Kald det blot diskriminering eller racehad, jeg er ligeglad, først og fremmest føler jeg solidaritet med mine landsmænd –med Hansen og Petersen, så vil jeg overlade til andre at spille internationale julemænd. Det er så nemt for udenforstående at have de helt rigtige ’fremskridtsvenlige’ internationale idéer. De kan jo sidde i deres gode, sikrede stillinger og pudse glorien uden risiko for ledighed og løn stagnation.’

I dag ville man normalt placere skribenten af denne tekst på højrefløjen. Men teksten, som de ovenstående sætninger er udvalgt fra, er blevet trykt i DASF’s ugeblad Fagbladet (nr. 3-10 februar, 1970, s. 84), og ud fra ordvalget, opfatter skribenten sandsynligvis sig selv som socialist, kommunist eller venstresocialdemokrat. Bemærk endelig paralleliteten mellem skribentens bemærkning om, at danskerne ikke skal ’spille internationale julemænd’ og den nutidige bemærkning: ‘Danmark skal ikke være verdens bistandskontor’. Og bemærkningen, ‘Kald det blot … racehad, jeg er ligeglad, først og fremmest føler jeg solidaritet med mine landsmænd’ og en del højrepopulisters bemærkning om, at racismen i virkeligheden er fædrelandskærlighed.

… I dag er der nemlig i den offentlige debat en uhensigtsmæssig tendens til at reducere modviljen imod indvandring og etniske minoriteter til racisme og nazisme (f.eks. debatten om hvorvidt Dansk Folkeparti er ’stuerent’). Et historisk tilbageblik kan være med til at afdæmonisere den nuværende modstand mod indvandring og etniske minoriteter. En afdæmonisering er påkrævet, da man ikke kan bekæmpe et åbenbart bredt socialt fænomen, der i tidernes løb har manifesteret sig i venstre- og højrefløjsforklædninger ved at reducere det til ‘nazisme’ og ‘racisme’ eller ved at moralisere over det.

… Således kan man overføre debatten om modviljen imod indvandrere fra en perifer og sekundær diskussion om foragtelige og eksotiske nazister og racister, som let kan genkendes, rubriceres og bekæmpes til en generel debat om, hvorvidt og hvordan indvandring og tilstedeværelse af etniske minoriteter udfordrer den særlig danske (skandinaviske?) form for velfærdsstat og nationalstat. Således kan man løfte debatten op på et højere niveau.

… Hvis modstanden imod indvandring reduceres til ‘nazisme’ og ‘racisme’, dvs. til eksotiske fænomener, som foregår i skumle miljøer med formørkede argumentation à la racemæssig renhed og overlegenhed, tager man fejl i diagnosticeringen og derved i bekæmpelsen af fænomenet.”



8. april 2019

Ågerup om BUPL-mobilisering: “Det kan virke paradoksalt, men det er velfærdsstatens perverse logik.”

Lørdagens demonstrationer for mindstenormeringer i vuggestuer og børnehaver, handlede heller ikke om utilfredse forældre, men var også denne gang en mobilisering fra interesseorganisationerne. Blandt talerne denne gang var tv-værten Mattias Hundebøll (gift med Marie Plum, barnebarn af kommunisten Harald Plum), der på sin polterabend skød med bue og pil efter Inger Støjberg og ‘den politiske højrefløj’. Venstrefløjens overdrev.

Martin Ågerup renser luften – Pædagogerne gør vuggestuer og børnehaver til en politisk kampplads

“DR’s dokumentar ‘Hvem passer vores børn’ er den direkte anledning til demonstrationerne i dag. De præsenteres som et forældreinitiativ, men det er nu en sandhed med modifikationer. Rundtomkring i landet har pædagoger og pædagogiske ledere gjort deres for at mobilisere forældrene.

I nogle institutioner har ledelsen skrevet ud til forældrene med opfordring til at se dokumentaren. Jeg er blevet forelagt en e-mail, hvor man endda går så langt som til at fortælle forældrene, at der i deres institution hersker samme (angiveligt) kritisable forhold, som dokumentaren beskriver. Med andre ord er budskabet: Vi passer ikke jeres børn ret godt. …

En af de skyldige her er Danmarks Radio. Initiativtagerne til demonstrationerne har igen og igen henvist til DR’s dokumentar ‘Hvem passer vores børn’…

Som Berlingske Tidende har afdækket, er dokumentaren i det hele taget meget problematisk: Den bruger f.eks. forkerte, oppustede tal. Den er ikke et forsøg på at lave en nuanceret beskrivelse af udfordringerne i danske daginstitutioner, men fremsætter den påstand og anklage, at der er for få pædagoger. Men det, der er relevant at hæfte sig ved i denne sammenhæng, er, at dokumentaren retter skytset mod Christiansborg og socialminister Mai Mercado (K). Ikke imod de lokale folkevalgte.

Pædagogerne ønsker utilfredse forældre. Det kan virke paradoksalt, men det er velfærdsstatens perverse logik. Kun hvis der er generel utilfredshed, kan man få flere penge.

Timingen er perfekt her lige op til et folketingsvalg, hvor politikerne slås indbyrdes om at love flere penge til de mest højtråbende særinteresser. Bupl var lige så utilfredse, dengang normeringerne var højere

Ifølge Bupl ville de krævede mindstenormeringer bringe normeringerne tilbage til niveauet i 2009. Lad os derfor se på, hvad Bupl dengang havde at sige om normeringerne.

Til Ritzau kommenterede Bupl’s daværende formand Henning Pedersen de kommunale budgetforhandlinger med disse ord:

‘Det er en katastrofe. Man fortsætter den nedadgående spiral, man har haft i flere år. Kommunerne er så pressede på økonomien, at de trods løfter om det modsatte fra både regeringen og KL fortsætter med at forringe institutionsområdet. Bunden er for længst nået’.

I 2009 mente Bupl, at bunden var nået, at der var skåret helt ind til benet, at daginstitutionerne var presset langt ud over det acceptable, og at politikerne skulle øge normeringen. Det mener de også i 2018. Det vil Bupl altid mene. For Bupl er løsningen altid højere normeringer – ligegyldigt hvad problemet er. Og ligegyldigt om der er et problem eller ej.”

Oploadet Kl. 10:36 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


7. april 2019

DR i 80’erne: “På den ene side af bordet sad Venstresocialisterne på den anden side kommunisterne.”

Hvor monopol-DR var en kampplads for dogmatiske kommunister og det venstreradikale miljø, så er licensmedierne i dag bredere, men stadig et eksperimentarium for den yderste værdipolitiske venstrefløj. Folk der stemmer Enhedslisten eller Alternativet, og kun har foragt til overs for folk der ikke ser lyset i det grænseløse.

Førend det ændrer sig væsentligt er jeg modstander af statsmedier i enhver form. Jeg har intet behov for at betale for de kugler, mine politiske modstandere vil skyde mig med. Tankevækkende kommentar af DR’s Niels Frid-Nielsen i selveste Politiken – DR-profil tilstår: Jeg var en rød lejesvend (kræver login). Han er i øvrigt gift med P1-værten Pia Rønn.

“Var der mere i Erhard end en selvantændelig politisk populist? Var hans ubestridelige folkelige popularitet gjort af samme stof, som Trump lever højt på i USA i dag? …

Lad mig tilstå med det samme: Jeg var en af de røde lejesvende.

Jeg husker tydeligt den dag, jeg trådte ind på ungdomsredaktionen ‘P4 i P1’. På den ene side af bordet sad Venstresocialisterne på den anden side kommunisterne. Jeg satte mig – som nyansat kulturmedarbejder – behændigt mellem de de to grupper for bordenden.

Men jeg blev hurtigt indfanget af den politiserede atmosfære. På ‘P4 i P1’ dækkede vi 1980’ernes BZ-aktioner i København, som var de tidens mest presserende nyheder for unge i hele landet. Vi dækkede BZ’ernes husbesættelser så omhyggeligt, at jeg under en besættelse af Mekanisk Musik Museum blev anholdt og sammen med BZ’erne kørt til politistationen på Bellahøj. Her tilbragte jeg et par timer, indtil jeg ved hjælp af pressekortet kom ud igen. Gav den slags oplevelser anledning til selvransagelse? Tværtimod intensiverede vi dækningen af den bevægelse, vi så som et udtryk for tidsånden.

Var vi forblændede? Måske. Vi havde måske en tendens til at se fjender overalt: politiet, Erhard og hele det borgerlige samfund.

Men måske kunne vi på Ungdomsredaktionen have gjort en forskel, hvis vi var gået i en kritisk dialog med BZ’erne. Vi kunne have benyttet vores privilegerede position til at spørge ind til den voldsfascination, der prægede miljøet. Vi kunne have spurgt, hvorfor kvinderne forlod bevægelsen og overlod den til hårdtslående unge mænd? Hvorfor de kreative unge punkere holdt op med at komme i BZ’ernes højborge? I stedet stillede vi os tilfredse med blot at række mikrofonen frem for at dokumentere de dramatiske kampe mellem politi og BZ.

… Bag de dramatiske og populistiske udfald havde Erhard Jacobsen fat i noget, nemlig at magten over medierne er en vigtig kampplads i det moderne demokrati.”

Oploadet Kl. 09:51 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


3. april 2019

Om socialdemokratisk racehygiejne: “Hvis vi alle er små tandhjul i statsapparatets fine maskineri…”

Det kan stadig undre mig, at det er lykkedes venstrefløjen at markedsføre nationalsocialisme som værende højreorienteret. Tankevækkende kommentar af professor Peter Kurrild-Klitgaard i Berlingske – Velfærdsstatens sorte side (25. marts 2019).

“Blandt de mange danskere, der har set Christoffer Boes filmatisering af Jussi Adler-Olsens krimi ‘Journal 64’ , har en del givetvis været overraskede over plottet: At der helt op til nyere tid var et kvindefængsel på Sprogø, hvor ‘uartige piger’ blev indespærret og undertiden tvangssteriliseret for at undgå ‘degenererede’ borgere. Alt sammen i den socialdemokratiske velfærdsstats navn. En og anden har sikkert følt, at det var lige lovligt urealistisk.

Men historien er decideret virkelighedsnær. For sandheden er, at der blandt mange af ophavsmændene til Nordens socialdemokratiske velfærdsstater var en stærk optagethed af idéer og metoder, der i praksis ikke lå så forfærdeligt langt fra nazisternes fokus på racehygiejne og ‘folkesundhed’ – og faktisk inspirerede disse. …

Eksemplerne er måske mest ekstreme i Sverige, hvor socialistiske reformatorer tidligt så, at en vedvarende udbygning af ‘folkehjemmet’ forudsatte, at borgerne skulle få så mange børn som muligt, og at de skulle være så sunde og hårdtarbejdende som muligt. For at minimere statens udgifter og maksimere dens indtægter.

Tankerne finder man bl..a. hos politikerne Gunnar Myrdal og hustruen Alva, begge socialdemokratiske koryfæer og Nobelprisvindere (hhv. økonomi og fred), bl.a. i deres bog, ‘Befolkningsproblemet i krise’ (1935), hvori der er klare racehygiejniske elementer.

‘Hvis vi alle er små tandhjul i statsapparatets fine maskineri, er der ikke råd til, at nogle koster mere og leverer mindre til det angivelige ‘fællesskab’.’

Det var i takt med tiden. I 1922 havde man etableret et Statens Institut for Racebiologi, der skulle identificere muligheder for at begrænse uønsket seksuelt samkvem, herunder raceblanding. … I Danmark gik det mildere for sig, men også herhjemme anslås det, at 11.000 personer blev tvangssteriliseret mellem 1929 og 1967 med samme type ræsonnementer som i Sverige – og Tyskland.

Også her var det venstreorienterede reformatorer, der tog fat. Den socialdemokratiske politiker K.K. Steincke formulerede allerede i 1920 en dansk racehygiejnepolitik, som han fra 1929 som socialminister og velfærdsstatens chefarkitekt i 1930erne implementerede.”

(Scene fra ‘Journal 64’, 2018; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 00:48 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


2. april 2019

Radikale kræver udlændingepolititiske lempelser: “Vil Mette Frederiksen reelt stå fast på sin politik?”

Radikale Morten Østergaard indledte i går valgkampen med en svømmetur til øen Lindholm, angiveligt et stunt imod symbolpolitik. Han kræver reelle lempelser af udlændingepolitikken, og det er godt nyt, for selvom årelang polariseret debat ikke har løst problemerne, så ved man dog, at ingen debat er garanti for mere af det samme.

Tilbage i 2007 forsamlede landets højrebloggere sig på valgaftenen i en større lejlighed i hovedstaden under parolen ‘VKO eller Kaos’. Et lignende tiltag kommer ikke til at finde sted i år, for hvorfor skulle nationalsindede fejre fire år mere med Lars Løkke Rasmussen? ‘Disruption’ er et grimt ord, men det er lige akkurat hvad Christiansborg har brug for.

Thomas Larsen kommenterer i Berlingske – Morten Østergaard smider politisk håndgranat mod Mette Frederiksen.

“Ved at erklære sig parat til at blokere Socialdemokratiets vej mod regeringsmagten hvis han ikke får opfyldt sine krav, udløser han nemlig et særdeles giftigt spørgsmål: Hvilken udlændingepolitik får danskerne, hvis der er rødt flertal på valgaftenen, og Mette Frederiksen kan blive ny statsminister?

Udadtil vil Mette Frederiksen og S-ledelsen gøre alt for at fastslå, at hun selvfølgelig vil stå fast på partiets stramme udlændingepolitik… Men med sit angreb og sin trussel åbner Morten Østergaard for den følsomme diskussion om, hvad der kan komme til at ske efter valget: Vil Mette Frederiksen reelt stå fast på sin politik? Eller vil drømmen om Statsministeriet gøre hende villig til at gå på kompromis med de Radikale og de øvrige røde støttepartier?

Dette spørgsmål vil fra nu af farve forløbet frem mod valgdagen.

… på Borgen må Mette Frederiksen bede til, at det ikke vil gå som i 2005, da S-formand Mogens Lykketoft stod i en god udgangsposition til at udfordre statsminister Anders Fogh Rasmussen – indtil den daværende radikale leder, Marianne Jelved, fik sat brand i udlændingedebatten og sat fokus på skellet mellem de Radikale og Socialdemokratiet i udlændingepolitikken. Derfra var det nemt for Fogh at vinde valget og få en ny periode i Statsministeriet.”

(Morten Østergaard på Facebook, 1. april 2019)


Martin Kasler om ‘Bomben i Søllerødgade’ (P1): “.. det interessante er, hvad der ikke bliver spurgt om”

Martin Kasler har tidligere gennemgået Søllerødgade-sagen, og er en af de få i landet, der ved nok om emnet til at kvalificere den etablerede venstreorienterede udlægning. Kasler anmelder ‘Bomben i Søllerødgade’, en podcast i fem dele af Regine Grønne Frederiksen, der sendes på P1 i disse uger.

Lidt fra en længere post på Reaktionære Reflektioner – Fusk og lusk i DR-podcast om bombesag.

“For nogle år siden lavede medlemmer af Redox – der har folk dømt for bl.a. hærværk, hæleri og vold i rækkerne – en stort set fakta-fri video om bombesprængningen i Søllerødgade nr. 33 tilbage i 1992, hvor en trotskist kom af dage. Videoen udmærkede sig dog ved et langt interview med vidnet Jørgen Lund, den sidste der så partikammeraten Henrik Christensen i live. Interviewet tilførte ikke sagen noget nyt. Nej, det bemærkelsesværdige ved interviewet var, at man overhovedet ikke kom ind på Lunds forklaring til politiet om, at han så Henrik Christensen bære en mystiske firkantet genstand – en pakke eller en æske – ind på partikontoret i en hvid plasticpose blot et kvarter før, at bomben af ukendt art sprang.

Nu har Danmarks Radio (DR) så her for nyligt udsendt en podcast i fem dele om Søllerødgade-sagen. Baggrunden for DRs historie er angiveligt, at den knap 30-årige journalistpraktikant Regine Frederiksen er opvokset på den ekstreme venstrefløj, bl.a. under vingerne af en ledende trotskist, og dermed vokset op med venstrefløjens version – at trotskisten blev dræbt af en brevbombe afsendt fra højrefløjen – af Søllerødgade-sagen. En version, som hun angiveligt er blevet i tvivl om (mere om det senere.)

Det hører som bekendt med til den røde version af Søllerødgade-sagen, at organisationen Internationale Socialister (IS) i al almindelighed og IS medlemmet Henrik Christensen i særdeleshed, på det bestemteste var både fredelige og ikkevoldelige. Over alle fem afsnit af DRs nyeste podcast males dette billede da også konsekvent. Som sandhedsvidne trækker man René Karpantschof af stald. Det samme gjorde Redox i sin video og Karpantschofs funktion i de to udsendelser er da også den samme.

Trods tilstedeværelsen af Karpantschof skulle det dog være muligt, at billedet af IS og Henrik Christensen, som tegnet er Redox og DR, er korrekt. Men hvis IS var så fredelig, hvordan forklarer man så PETs vurdering af gruppen? En vurdering, der bestemt ikke er DR fremmed, thi der refereres gentagne gange til PET kommissionens rapport bind 11 om højrefløjen. Heri står der om IS anført, at “organisationen går ind for en parti-elite, der skal lede folket i opgør mod den kapitalistiske stat. Det fremgår endvidere af dette materiale, at organisationen er tilhænger af, at befolkningens demokratiske rettigheder sættes ud af kraft, hvis socialismen trues.” Om gruppens voldsberedthed anfører PET direkte, at ‘iflg. oplysninger kan det absolut ikke udelukkes, at gruppen kan tænkes at gå meget militant ind i konkrete projekter.’

Med hensyn til konkrete projekter kan PET meget vel have sigtet til nogle bølleoptøjer i den svenske by Lund i 1991, hvor medlemmer af IS vistnok deltog i forreste front. Efterfølgende pralede en stolt Henrik Christensen i partiavisen Socialistiske Arbejderavis i hvert fald med, at i IS ‘afstår vi ikke fra at give fascisterne nogle tæsk, eller fra at mase gennem politiets kæder for at stoppe deres demonstrationer.’ Få dage før Christensen blev dræbt i Søllerødgade, blev gruppens foragt for liv og ejendom understreget af et ledende medlem, der om IS’ støtte til Blekingegadebanden udtalte, at ‘Vi er ikke specielt ophidsede over, at de skød en betjent… Vi syntes heller ikke, at det er specielt moralsk forkasteligt at stjæle fra en bank’ (iøvrigt et synspunkt, som daværende BZ-boss René Karpantschof i samme periode ihærdigt fremførte i Enhedslistens avis Den Røde Tråd.)

Enhver redelig – ja, blot kompetent – journalist ville selvsagt have forholdt gruppens medlemmer sådanne voldsforherligende udtalelser, når de i dag påstår at IS kun brugte og hyldede fredelige midler. Men det sker bestemt ikke i DRs podcast. Som vi i det følgende skal se, så gælder det for alle podcastens fem afsnit, at det interessante ikke er, hvad der bliver spurgt om. Nej, det interessante er, hvad der ikke bliver spurgt om.

[…]

Del 1.

Banen bliver kridtet op med det samme. Og den er særdeles rød. … Endvidere fortier DR – igen ligesom Redox – at Henrik Christensen ikke var den første på kontoret den dag. IS-medlem Harald Lillevang forlod det tomme kontor kl. ca. 10.45 og låste døren efter sig. DR nævner i forbifarten, at Jørgen Lund er den sidste, der ser Henrik Christensen i live. Men DR fortier – igen nøjagtigt ligesom Redox – at Lund som nævnt så Christensen bære en pakke eller æske ind på kontoret.

Del 3

… hver gang et IS-medlem er på banen i podcasten, er der tale om rent mikrofonholderi. I tilfældet her er det ekstra påfaldende, thi han kommer af egen drift ind på, at der til kontoret hører et baglokale. Det havde derfor været yderst nærliggende at DR havde oplyst om, at netop dette baglokale spiller en afgørende rolle for teorien om, at Henrik Christensen ikke var alene, da bomben sprang. Men DR nævner end ikke denne teori. Igen ligesom Redox.

Del 4

I afsnit fire og langt ind i afsnit fem trampes der rundt i Marcel Schilf og Albert Larsen. Fælles for disse to er som bekendt, at de efter deres død er blevet beskyldt for at stå bag bomben i Søllerødgade. Disse beskyldninger er for længst efterforsket i bund at politiet og DR har intet nyt at tilføje. Igen regulært spild af alles tid. …

Del 5

Lidt over halvvejs inde i femte del af DRs podcast er vi på besøg hos Bent Hansen, tidligere chef for drabsafdelingen i København. Det synes oprigtigt at komme bag på ham, at DR tror politiet har lagt sig fast på tre hovedteorier (selvforskyldt uheld, internt opgør blandt venstregrupper, angreb fra højrefløjen.)

… en søgning på informedia viser hurtigt, at Bent Hansen overhovedet ikke siger noget nyt…

Lidt senere i podcasten bliver det da også evident, at Regine Frederiksen har en anden dagsorden end redelig journalistik. Efter interviewet med Bent Hansen fortæller hun med indsmigrende lillepigestemme, at hun ‘tolker’ Bent Hansens udtalelser som en frikendelse af Henrik Christensen. Det samme kunne hun have hævdet om Albert Larsen og Marcel Schilf, men det gør hun naturligvis ikke.

Man krænker nok ingen ved at konkludere, at DRs skatteyderbetalte podcast om Søllerødgade-sagen var radio lavet af venstreorienterede for venstreorienterede. Med omkring to en halv time varede den mere end dobbelt så længe som Redox-videoen om samme sag, men substantielt er de to udsendelser stort set identiske. Faktisk synes formålet med podcasten at have været, at man skal have lukke et par huller, som Redox-videoen lod stå åbne: Man skal have lukket spørgsmålet om IS og IRA, og man skal have lukket spørgsmålet om Henrik Christensens skyld. Spørgsmål, som Redox-videoen ikke fik bugt med.

Jeg har tidligere skrevet, at jeg faktisk kun er overbevist om to ting omkring Søllerødgade-sagen. 1) At politiet ikke tror på et politisk attentat; 2) At venstrefløjen ikke ønsker sagen opklaret.

Det tror jeg bestemt stadigvæk.



29. marts 2019

Helle Degn (S): Vi var enige om ikke at debattere udlændinge – “… det kunne kun fodre ekstremer.”

Det er længe siden jeg sidst har hørt ‘Huxi og det Gode Gamle Folketing’ i fuld længde, for jeg får lynhurtigt en overdosis. Herunder en kort, men meget typisk ordveksling fra seneste udgave.

Niels Ahlmann-Ohlsen (K): … Dansk Folkeparti kan jo risikere at blive halveret.

Bjørn Elmqvist (R): Det har altså også meget med mediedækningen at gøre. Hvilke emner man vælger at kaste sig over. Der er i disse år en voldsom opprioritering, synes jeg. Og har været det på udlændingespørgsmålet.

Helle Degn (S): Jeg synes. Da vi sad, der var vi enige om, at noget så følsomt som de her områder med minoriteter og flygtninge, indvandrere og så videre.

Niels Ahlmann-Ohlsen (K): – det holdt vi os fra.

Helle Degn: – det holdt vi os fra. Det spillede vi ikke op til i valgkampe, for det kunne kun fodre ekstremer.

Niels Ahlmann-Ohlsen: – Præcis.

Helle Degn: – så det var vi enige om. Og den politiske ledelse var vi enige om. At det gjorde vi ikke overfor hinanden. At vi ikke spillede hinanden ud på de der områder, fordi det var for farligt. Og problemet er bare, at med Dansk Folkeparti som voksede og voksede, og kun levede af den forargelse og den foragt og den populisme. …

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper