1. juli 2015

Lektor: Det har ‘et totalitært skær’ at kalde Danmark kristent, ‘mistænker’ DF for at have en finger med

Når nu det i forskermiljøer ses som antidemokratisk at gå ind for folkeafstemninger, så kan det selvfølgelig også være en anelse totalitært at tage Grundlovens §4 for pålydende: “… den evangelisklutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten”. Fra DR Online – Regeringen pointerer: Danmark er et kristent land.

“Danmark er et kristent land. Sådan står der i den nye Venstre-regerings arbejdsprogram, det såkaldte regeringsgrundlag. Og at den sætning er at finde under afsnittet om folkekirken, er helt naturligt, mener den nye kultur- og kirkeminister Bertel Haarder.

… det at pointere folkekirkens særstatus over andre trossamfund med den sætning vækker kritik fra flere kanter.

Lone Ree Milkær, der er formand for Humanistisk Samfund, synes, det er en unødvendig pointering af skillelinjer. Som humanist og agnostiker, der ikke bekender sig til ‘transcendente magter’, som det kræves for at være et trossamfund, føler hun sig ekskluderet med den formulering.

… Også lektor og ph.d. Jeppe Bach Nikolajsen, der underviser på Menighedsfakultetet, finder formuleringen problematisk, fordi han ikke mener, den holder rent deskriptivt.

– Vi har over hundrede anerkendte trossamfund i Danmark; vi har jøder, muslimer, ateister og agnostikere. Også historisk har vi haft forfattere, forskere og politikere, der har været ateister, og som har betydet meget for dansk kulturarv. Hvis man vil bruge sætningen normativt eller som en værdipolitisk markering, så er det en anden sag. Men der er et totalitært og diskriminerende skær over det udtryk, som jeg finder problematisk, siger han.

Han undrer sig over, at Venstre med sin baggrund i grundtvigianismen ikke i højere grad har betonet trosfriheden og mistænker Dansk Folkeparti for at have haft en finger med i spillet.”

Oploadet Kl. 12:19 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


27. juni 2015

Trivia: Forrest på elefantordenen sidder en sortemaljeret ‘Morian’, beslægtet med maurer… en neger

Elefantordenen blev stiftet i 1500-tallet, længe før det nu lukkede Sommersyd Syd etablerede et ‘Afrikaland’, længe før Djurs Sommerlands ditto fik en tur i medierne for ‘Hottentot Karrussellen’ og ‘Kannibal Gryderne’.

(Udsnit af foto fra Kongehuset.dk)

“Forrest på elefanten sidder en sortemaljeret morian.” (Ordenshistorisk Selskab)

“En morian eller en mor er en ældre dansk betegnelse for en, oftest sort, afrikaner. Det er beslægtet med ordet maurer, der dog oftest betegner en afrikaner af arabisk eller berberisk oprindelse. Begge ord kommer via latin af græsk μαῦρος /maûros/, ‘sort’. Inden for heraldik bruges morian stadig om en neger som heraldisk figur.” (Wikipedia)

“Khoikhoi-folkene (også kendt som hottentotter) lever i det sydlige Afrika, er en er del af khoisan-gruppen og er i slægt med san-folkene. Hottentot er et navn af hollandsk oprindelse som blev taget i brug af Hollandsboere (eller afrikanere), og kommer fra en særegenhed ved sproget til folkeslaget, såkaldte klikkelyde. Derfor kaldte boerne dem for hottentotter.” (Wikipedia)

Oploadet Kl. 15:44 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Arkiveret under:


25. juni 2015

Adam Wagner om Saxo: “Det, Saxo kalder ‘vores fædreland’, må altså også være en nation.”

Kronik af bogaktuelle Adam Wagner i Kristeligt Dagblad – Danskheden er ældre, end vi tror. Længere uddrag kan læses hos Critique, men gør dig selv en tjeneste og køb på hos Munch & Lorenzen.

“‘Eftersom andre nationer plejer at bryste sig af deres store bedrifter og fryde sig ved mindet om deres forfædre, kunne den danske ærkebiskop Absalon, der altid selv glødede af iver efter at forherlige vores fædreland, ikke bære tanken om, at dette land skulle snydes for den form for berømmelse og eftermæle.’ Med disse ord indleder Saxo (her i Peter Zeebergs oversættelse) sit mægtige værk fra omtrent 1208 om danmarkshistorien. …

I 1983 udkom sociologen Benedict Andersons bog om nationalisme og nationalbevidsthed, hvis danske titel blev ‘Forestillede fællesskaber’. Værket fik i den akademiske verden stor indflydelse på opfattelsen af, hvordan og ikke mindst hvornår national identitet opstod historisk set.

Og den helt grundlæggende påstand i værket er, at nationalbevidsthed først opstod i slutningen af 1700-tallet. Det at en nation opfattes som et historisk fællesskab med fælles forfædre og som et fællesskab, der bygger på sprog og afstamning, og som indbefatter alle samfundslag, skulle altså være tanker, der slet ikke fandtes i tidligere tider. …

Selvom det ikke altid er sket i direkte polemik med Benedict Andersons værk, så har både danske og udenlandske middelalderhistorikere påvist, at der kan findes flere eksempler på nationalbevidsthed i middelalderen, både i Danmark og i andre europæiske lande.

Den britiske historiker Susan Reynolds har således behandlet fællesskaberne i Vesteuropa fra 900 til 1300, herunder forestillingerne om rigerne som nationale fælleskaber, og i Danmark har Anders Leegaard Knudsen påvist tilstedeværelsen af det, han kalder en dansk nationalisme omkring år 1300 – bare for at nævne nogle eksempler. …

Som et eksempel kunne man se på Saxo, ja, det ville faktisk være oplagt… Så lad os da se på Saxos indledningsord, og hvad der ellers kan udledes af hans forord. Der tales om ‘vores fædreland’ og ‘andre nationer’. Det, Saxo kalder ‘vores fædreland’, må altså også være en nation. En nation er tydeligvis kendetegnet ved at have sine egne forfædre; den ene nations forfædre er ikke den andens. Hver nation har altså en afgrænset skare af forfædre; og hver nation fryder sig ved mindet om egne fortidige bedrifter, og man kan gløde af ‘iver efter at forherlige’ fædrelandet, og forherligelsen består i berømmelse og eftermæle – forfædrenes eftermæle.

Nationen og fædrelandet er altså først og fremmest defineret ved forfædrene; der er en sammenhæng over tid, idet forfædrene og de, der levede på Saxos tid, alle er en del af samme nation med samme fædreland. Menneskeheden er således inddelt i disse nationer, der som historiske fællesskaber er afgrænset fra hverandre. Dette er en helt grundlæggende national opfattelse af mennesket og verden.

Saxos bevæggrund for at skrive afslører et nationalt konkurrenceforhold til de andre nationer, han nævnte: ‘For når vores naboer havde deres optegnelser om fortiden at glæde sig over, skulle man ikke kunne sige, at vores folks ry lå skjult.’ I det øjeblik man taler om naboer, erkender man også, at der en grænse mellem dem og én selv. Og naboerne er adskilt fra det folk, som helt tydeligt er danerne, idet Saxo omtaler landets indbyggere i gamle dage som ‘oldtidens danskere’. Grænsen mellem nationerne er altså varig og veldefineret.

Det, Saxo kalder ‘vores fædreland’, er i øvrigt Danmark. Det ses af, at det, der skal beskrives, er ‘de bedrifter der er blevet udført i Danmark’. Endvidere vil Saxo give ‘en beskrivelse af vores fædreland og dets beliggenhed’, hvorefter følger en beskrivelse af ‘Danmark’. Så den identifikation er også sikker.

Det er alene ved en gennemlæsning af Saxos forord tydeligt, at Saxo har opfattet sig som en del af et folk, at dette folk er danerne, og at danerne har et fædreland, som er Danmark. Dette folk og dette fædreland udgør et historisk fællesskab af levende og døde. Og dette folk og dette land er en nation, som er adskilt fra de andre nationer. Nationerne optræder således som adskilte enheder i historien, hvilket er en helt grundlæggende national måde at betragte verden på.

En grundig analyse af Saxos tekst, som jeg her har foregrebet og i øvrigt folder ud i bogen ‘Danskhed i middelalderen’, tyder så afgjort på, at Benedict Andersons tese om nationalbevidsthedens modernitet er fejlagtig…”

Oploadet Kl. 05:12 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Arkiveret under:


11. juni 2015

Støtteforening for historiker Bent Jensen offentliggør PET-dokumenter der omtaler Dragsdahl (1986)

Bent Jensen forsøger at gå videre med sagen efter nederlaget ved Højesteret til, og jeg kan kun opfordre til at gå ind på Bent Jensen-Foreningen og give et lille bidrag. Mange bække små. Fra Jyllands-Posten – Forening for Bent Jensen offentliggør PET-dokumenter.

“15 gulnede PET-dokumenter fra 1980’erne sparker på ny gang i sagen mellem koldkrigsforsker og historiker Bent Jensen og journalist Jørgen Dragsdahl.

Efter Bent Jensen i sidste uge blev dømt ved Højesteret for at komme med ærekrænkende udtalelser om Jørgen Dragsdahl, har Bent Jensen-Foreningen valgt at lægge både citater fra originale PET-dokumenter samt affotografering af dokumenterne ud på foreningens hjemmeside.

Dokumenterne blev brugt under det studie, der fik Bent Jensen til at konkludere, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent under Den Kolde Krig og som siden førte til en injuriesag. Offentliggørelsen af dokumenterne er sket uden tilladelse fra Politiets Efterretningstjeneste (PET)…”

(Collage: 1986-dokumenter påBent Jensen Foreningen; Foto uden for Højesteret, Facebook)

“I sagens bilag P9, byretsdommen s. 41-46 (notat vedr. JD/mødereferat fra møde 20/3 1986, dateret 25/3 1986), siges:

‘Set med KGB briller har D’s position – dels som person udstyret med en ofte særdeles skarp pen og dels som medlem af SNU – været ualmindelig nyttig. Det er ikke uden grund, at han på et tidspunkt i CENTERET blev betegnet som ‘nr. 1′ i Danmark, men hvor meget man reelt har fået ud af denne agent, kan der kun gisnes om.'”

Oploadet Kl. 13:33 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


7. juni 2015

Hvidsten Kro, 7. juni 2015

Min plan for søndagen var at besøge Hvidsten Kro og herfra køre videre til Lille Vildmose, men vejret var ikke optimalt, så jeg droppede det ornitologiske efterspil. Æggekagen var som sædvanlig fremragende, og det gjorde det ikke dårligere at den kunne nydes med den lokale bryg, ‘Tulles FrokostØl’ (det tynde øl, hmm). Herfra videre til det nærliggende nedkastningsted ‘Mustard Point’, et markområde ved Allestrupgård. Her boede Hvidstengruppens unge medlem Svend Andersen, der i dag er blevet 95 år, og i næste måned deltager i Mosbjerg Folkefest 2015.

Er du ikke tilmeldt årets kulturelle begivenhed, så kan det gøres her.

Oploadet Kl. 19:26 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


4. juni 2015

Historieforskningen 0 – Jørgen Dragsdahl 1: Jakob Holdt fejrer højesteretsdom med ‘hammer og segl’

Gårsdagens højesteretsdom gav journalist Jørgen Dragsdahl medhold, og det blev naturligvis modtaget med glæde af folk som Poul Villaume (eks-Kommunistisk Arbejderforbund marxister-leninister
og Jakob Holdt (KGB-kodenavn PRIST). Historiker Bent Jensen planlægger at anke til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, men det ændrer ikke på det faktum at den yderste venstrefløj fik en afgørende sejr over historieforskningen. Fra Berlingske – Højesteret omstøder dom: Bent Jensens KGB-udtalelser er strafbare.

“Højesterets flertal – fem dommere mod to – fastslog, at en række af udtalelserne indeholdt beskyldninger om, at Jørgen Dragsdahl havde været KGB-agent, og at PET havde anset Jørgen Dragsdahl for at være KGB-agent. Disse udtalelser var udtryk for ærekrænkende sigtelser om, at Jørgen Dragsdahl har begået et strafbart forhold, lyder det i dommen. …

Med ordene ‘Arkiverne har vist, at Jørgen Dragsdahl var KGB-agent’ trykt sort på hvidt på forsiden af Jyllands-Posten 14. januar 2007, indledte historikeren og journalisten en næsten ti år lang juridisk strid, der nu er afsluttet i Højesteret.

(Højesteret, København, 3. juni 2015; Foto: Facebook)

I Højesteret har Bent Jensens nuværende advokat Karoly Németh gentaget argumentet. En dom medvirker til at kue forskere til ikke at fremlægge deres resultater, og den offentlige debat vil komme til at lide skade. Oven på modtagelsen af dommen var Bent Jensen heller ikke i tvivl om konsekvenserne for ytringsfriheden blandt forskere.

‘Hvis man risikerer at skulle bruge 8,5 år af sit liv på at blive slæbt igennem tre retsinstanser i Danmark, fordi man offentliggør noget, så ved jeg ved ikke, hvordan man egentlig skal arbejde som historiker,’ sagde han til den samlede presse.



1. juni 2015

Tidl. S-minister om 01-valget: Thorning & Frederiksen – Stop den ‘ligegyldige diskussion om danskhed’

Formidabel kommentar af Karen Jespersen i fredagens udgave af Berlingske – Thorning og Frederiksen er falske strammere.

“Socialdemokraterne og De Radikale havde regeringsmagten i 1990erne. Allerede dengang var der advarsler om de konsekvenser, som indvandringen kunne få for Danmark. Men de afviste kritikerne og ville ikke lytte. To af dem var Helle Thorning-Schmidt og Mette Frederiksen. Jeg ved det, for jeg var en af dem, de angreb.

I sidste halvdel af 1990erne begyndte problemerne med det voksende antal indvandrere og den manglende integration for alvor at melde sig. De høje sociale ydelser og de mange indvandrere på kontanthjælp var også noget, som optog mange mennesker. For eksempel Ali fra Somalia, hans kone, eks-kone og 11 børn som tilsammen fik 650.000 kroner i offentlige ydelser om året. …

Problemerne fortsatte med at vokse, og i 2000 landede de på mit bord: Jeg blev udnævnt til indenrigsminister med ansvar for udlændinge- og integrationspolitikken i Nyrups SR-regering. Og så begyndte en håbløs kamp med De Radikale, Helle Thorning, Mette Frederiksen og andre på Socialdemokratiets venstrefløj, som jeg tabte med et brag.

Det første slag om de kriminelle asylansøgere lykkedes det mig faktisk at vinde. Men det gjorde bare venstrefløjens modstand så meget desto stærkere. De kriminelle fra især en del af det tidligere Sovjetunionen var ikke reelle asylansøgere. De brugte deres ophold i Danmark som asylansøgere til organiseret tyveri, hvilket gjorde mange handlende desperate. De kriminelle skulle have deres asylansøgning behandlet, inden de kunne sendes tilbage. Derfor foreslog jeg, at de blev samlet på en ubeboet ø som det gamle asylcenter på Flakfortet. ‘Send de kriminelle til en øde ø’, skrev BT hen over sin forside, og så var fanden løs. De Radikale sagde i TV, at jeg var en belastning for regeringen, og flere socialdemokrater var også meget kritiske. Det hele endte dog med et lovforslag om frihedsberøvelse, som satte en stopper for de kriminelle asylansøgere.

Men derefter var det stort set umuligt at komme igennem med en strammere udlændinge- og integrationspolitik. Det fik jeg at føle, da jeg forsøgte at tage fat på det måske mest grundlæggende i debatten: En begrænsning af antallet af indvandrere. I 1999 havde demografen P.C. Matthiessen i en stort opsat artikel i Jyllands-Posten advaret mod en uændret tilstrømning af indvandrere til Danmark. Hvis der ikke blev strammet op, ville sammensætningen af befolkningen ændre sig dramatisk på få årtier. Jeg ville have regeringen til at oprette en kommission til at se på antallet af indvandrere, og hvad man kunne gøre. Men det blev afvist af regeringens koordinationsudvalg.

Det var også nærmest umuligt at få en debat om, hvad integration egentlig vil sige. Efter min mening skulle integration bygge på danske grundværdier som demokrati, personlig frihed og kønnenes ligestilling. Islamisk fundamentalisme skulle identificeres og isoleres. I et interview i Berlingske Tidende tog jeg afstand fra et multikulturelt samfund, hvor kulturerne er ligestillede. Kvindeundertrykkelse kan aldrig være ligeså godt som kvinders ligestilling.

De Radikale ville have mig fyret, og medierne stod på den anden ende. I Socialdemokratiet var det også slut med at tale om stramninger. Det fik jeg klar besked om på et seminar for socialdemokratiske topfolk i Havnsø. Flere andre gjorde, hvad de kunne for at stoppe forsøgene på at stramme udlændingepolitikken.

To af dem var Helle Thorning, som var medlem af EU-Parlamentet, og Mette Frederiksen, der var folketingskandidat. De var aktive på interne møder med advarsler. Og sammen med to andre skrev de blandt andet, at de ønskede at ‘stoppe den endeløse og ligegyldige diskussion om danskhed contra ikke-danskhed’.

I november 2001 var der folketingsvalg. Jeg forsøgte at få en stramning af reglerne for familiesammenføringer med i valggrundlaget, men forgæves. Socialdemokraterne og De Radikale tabte valget med et brag. To dage efter udkom BT med en forside, hvor der med store bogstaver stod: ‘Karen er skurken’. Det var Mette Frederiksen, som netop var valgt ind i Folketinget, som mente, at jeg var skyld i valgnederlaget.

Oploadet Kl. 11:05 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


26. maj 2015

Hørt i dokumentar om Det Armenske Folkemord (P1, 2009): ‘En nation. Et folk. Et sprog. En religion.’

P1 genudsender i disse dage en fremragende radio-dokumentar i tre dele fra 2009 om Det Armenske Folkemord. Udsendelserne er tilrettelagt af røde Helle Schøler Kjær, der hellere vil tale nationalisme end Islam, men fred være med det – der er historier der ikke kan fortælles politisk korrekt, og i sidste ende gør det ingen synderlig forskel. Hvis multikultur skaber en splittelse, der kan initiere borgerkrig/folkedrab, så må man tage det til efterretning politisk.

Andet afsnit har overskriften Anatolien flyder med lig, og inkluderer flere beretninger der minder om Islamisk Stats agere i Syrien 100 år senere. Første afsnit bærer titlen Udryddelserne begynder, og giver blandt andet historien om den danske gesandt Carl Ellis Wandel (som den senere Oskar Schindler) ansatte armeniere, så de undgik deportation, også kaldet ‘dødsmarchen’. Herunder lidt om de formelle rammer, og den interessante detalje, at selv den pro-vestlige sekulære Kemal Ataturk, direkte undsagde multikultur: ‘En nation. Et folk. Et sprog. En religion.’

Helle Schøler Kjær, P1: I foråret 1915 blev beslutningen taget. Armenierne skulle ud af Tyrkiet, og de fleste skulle myrdes. I løbet af de næste knap to år, blev op mod 1,5 millioner armeniere slået ihjel.

[…]

Helle Schøler Kjær: … det var først efter nederlaget på Balkan, da størstedelen af de kristne havde løsrevet sig fra riget, at de nationalistiske kræfter blandt Ungtyrkerne for alvor fik magten. Nu gjaldt det et Tyrkiet for tyrkere, og det gjaldt intet mindre end fædrelandets overlevelse.

Taner Akçam, historiker: Based on their nationalistic thinking and their turkified ideology, they understood, that a nationstate based on muslim religion, and based on a sort of tyrkish nationalism, can only survive, if they reduced the numbers of christians in that country.

Helle Schøler Kjær: På grund af deres nationalistiske ideer, mente de kun at en tyrkisk-muslimsk nation kunne overleve, hvis antallet af kristne i landet blev mindre. Det var ikke folkemord i begyndelsen … målet var at skabe et homogent samfund baseret på religion…

[…]

Helle Schøler Kjær: Ungtyrkerne så som nævnt folkemordet som en måde at blive en nationalistisk stat, og det lykkedes dem at undgå den endelige deling af landet. I 1923 udråbte Kemal Ataturk den tyrkiske republik, der bygger på forestillingen om ‘En nation. Et folk. Et sprog. En religion.’ Og blandt de tyrkiske nationalister ses det armenske folkemord stadigvæk som en nødvendig handling, til forsvar for fædrelandet.

(Artikel fra New York Times, 29. september 1915, s. 18 via ermenisoykirimi.net)



8. maj 2015

Forsvaret kæmper mod undertrykkelse i Syrien & Palæstina – Bosættere fejrer Danmarks befrielse…

70-året for Danmarks befrielse var en stor mediebegivenhed, og den skulle naturligvis også bruges til en solid omgang holdningsmassage. TV2 Fyn sendte live, og interviewede over flere omgange Oberst Flemming Agerskov, der fortalte, at selvom Putin raslede med sablen, så var Forsvarets primære opgave i dag at bekæmpe undertrykkelse og skabe demokrati i fjerne lande, blandt andet ‘Syrien’ og ‘Palæstina’. Efter denne svada rapporteres direkte fra Mindelunden, hvor en ekspert pointerede, at modstandskampen hovedsageligt var kommunistisk, men at der også var modstand blandt ‘højreradikale’. At forsvare sit land, er nu noget suspekt nationalistisk…

TV Syd overgik næsten sig selv.

Thomas Lee Christensen, TV Syd: … det bliver på en lidt speciel måde i år… kasernen er jo ikke længere en kaserne, selvom vi alle sammen går og kalder det Sønderborg Kaserne stadigvæk. Forsvaret bor her jo ikke længere – i dag er det et asylcenter, så derfor er det flygtninge som skal tænde de mange lys i vinduerne. Så her i aften klokken ti minutter i ni, mere eller mindre, der vil alle vinduerne, altså i alle fire bygninger, det er omkring 600 lys, mere end 600 lys, de vil blive tændt af de asylansøgere, de flygtninge, der bor her på den gamle kaserne i Sønderborg.

[…]

Siv Wigh Steffensen, TV Syd: Vi skal direkte til Sønderborg, fordi mørket er så småt ved at falde på over vores del af landet, og de betyder også at de mange asylansøgere som sidder på kasernen i Sønderborg, de er ved at være klar til at tænde deres lys i vinduerne, og markere den danske frihed. Thomas Lee Christensen, du er med.

Thomas Lee Christensen Christensen: Det er jeg i hvert fald, og vi er ved at nå det tidspunkt, hvor de syriske flygtninge er i gang med at tænde de forskellige lys, og en af de flygtninge vi har, det er Rahin – og han er i gang med at tænde de forskellige lys. Jeg vil lige stille ham et par spørgsmål på engelsk, fordi han er nemlig fra Syrien.

Thomas Lee Christensen: Good evening. How to you feel being part of this ceremony?

Rahin Elhaj, flygtning: I just feel like – I’am happy for the danish people. It’s a kind of a celebration, because the germans, they just occupied Denmark – I am very happy for the danish people.

Thomas Lee Christensen: Han siger at han er glad på danskernes vegne, og det er vigtigt at markere en dag som i dag, og det er vigtigt at markere friheden, sådan groft oversat.

Thomas Lee Christensen: Being part of this evening. What do you think the danes shall think when they see the lights on the building?

Rahin Elhaj: Well. I understand the feelings very well… Therefore I am very happy for the danish people, that the germans just left Denmark.

Thomas Lee Christensen: Rahin siger, at han sagtens kan forstå den situation som danskerne stod i, at de var bange under krigen, fordi han jo selv kommer fra et land der jo netop er hærget af krig.

Thomas Lee Christensen: Do you know anything about the second World War, how it infected Denmark, as a new person here in Denmark.

Rahin Elhaj: … I understand it very well, because we have it somehow alike in Syria.

Thomas Lee Christensen: How is it like the same in Syria?

Rahin Elhaj: Well, because we are in a war situation, så I understand…

Thomas Lee Christensen: Som ny mand i landet, der spurgte jeg Rahin om han overhovedet vidste hvad der var sket for Danmark under krigen, og hvad der ligesom var det historiske grundlag for de ting vi markerer her i aften. … og han kan også sagtens forstå det danskerne har følt, fordi han selv kommer fra et land der er i krig.

[…]

Ninna Svendsen, Sønderborg Asylcenter : … Jeg synes det kunne være en god ide, at vi kunne være med, og bidrage til at Sønderborg synes at deres kaserne bliver brugt rigtigt i dag, selvom det er et asylcenter. Og jeg vidste også at mange af vores asylansøgere ville kunne føle, at det var en rigtig god ide.

Thomas Lee Christesen: Hvordan reagerede flygtningene så, da I sagde, at de skulle være en del af denne her markering?

Ninna Svendsen: Først spurgte de – hvor er sterinlysene ik’, og da vi så fortalte hvorfor, der ville de gerne.



6. maj 2015

Kong Chr. X ville forsvare nationen: “Derfor kom han heller ikke godt ud af det med radikale ministre…”

Initiativtager til Den Republikanske Grundlovsbevægelse er radikale Zenia Stampe. Kongeblå kronik af Kasper Elbjørn og Henrik Gade Jensen i Berlingske – Den standhaftige konge.

“Når vi 4. maj om aftenen sætter lys i vinduet, og næste dag flager for Danmarks befrielse, mindes vi først og fremmest modstandsfolkene, der trodsede politikernes advarsel mod sabotage og kæmpede for et frit Danmark.

En af dem, der sjældent fremhæves i Mindelunden, når en toppolitiker eller statsministeren holder årets mindetale, er Christian X. Kongens valgsprog var ‘Min Gud, mit Land, min Ære’. Som den militær- og modstandsmand, han var, levede han op til sit valgsprog på linje med de få, der egenhændigt udøvede sabotage mod tyskerne i de mørke år under Besættelsen.

Politikernes holdning til modstandsbevægelsen kan bedst opsummeres i det ‘cirkulære’, som socialdemokraterne udsendte 2. september 1943 til Socialdemokratiets organer og fagbevægelsen. Her forsvarede den konstituerede formand Alsing Andersen samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Han kaldte modstandsbevægelsen for ansvarsløse ‘chauvinister og kommunister’. Chauvinister var dengang et nedsættende ord for konservative… Kong Christian X blev naturligvis ikke nævnt i cirkulæret, selvom han ligesom Christmas Møller havde en ganske anden opfattelse af Besættelsen end regeringen.

[…]

Vi ved fra Knud V. Jespersens fremragende ‘Rytterkongen’ (Gyldendal, 2007), at Christian X ligesom Christian IV var stærkt religiøs og overbevist om, at hans mission i livet var at sikre Danmarks skæbne og forsvare nationen. Derfor kom han heller ikke godt ud af det med radikale ministre i Staunings regering fra 1929, som dengang var erklærede antimilitarister, der ikke ville forsvare Danmark. Da Danmark blev besat 9. april 1940, sagde han efter sigende om morgenen til den radikale udenrigsminister P. Munch: ‘Så er det endelig lykkedes Dem at køre denne nation i sænk’. Da Danmark havde kapituleret, illustrerede Christian X tydeligere end nogensinde sin modstand mod samarbejdspolitikken ved sin daglige ridetur gennem København. Med den manede kongen ikke kun til besindighed hos tyskerne, der trods alt havde en vis respekt for den gamle konge og frygtede en ukontrollabel situation fra danskernes side, hvis der blev krummet et hår på Christian X’s hoved. Han bibragte også tryghed hos en befolkning, hvis folkevalgte politikere havde kapituleret både militært og moralsk, og allerede et år inde i Besættelsen diskuterede Danmarks rolle i en storeuropæisk planøkonomi med Nazi-Tyskland som centrum. …

Kongens moralske og ikke mindst økonomiske støtte til især modstandsgruppen Dannevirkes arbejde må have været en torn i øjet på samarbejdspolitikerne, der foretrak den mere medgørlige kronprins. … Men kongens mest heltemodige stund var alligevel i forhold til de danske jøder.

… under et møde med Vilhelm Buhl, der få måneder senere overtog statsministerposten, der er gengivet i ‘Min fars flugt’ (Berlingske, 2013), foreslog kongen, at hvis danske jøder som i andre europæiske lande blev bedt om at bære Davidstjernen på tøjet, mente kongen, at vi bedst imødekom kravet ved, at alle bar Davidsstjernen. Finansministeren indskød, at det jo altid var en udvej. Det blev imidlertid aldrig aktuelt. Til gengæld kom kongen fortsat løbende i synagogen for at vise sin solidaritet, ligesom det for nylig kom frem i en afhandling af den dansk-israelske historiker Dan Kaznelson, at kongen gav penge til jødetransporterne i 1943.

Det kræver mod at kalde ondskaben ved rette navn og bekæmpe den. Det er to discipliner, der gør kong Christian X til en af de få, men tapre modstandsmænd, vi bør mindes i dag.”

Oploadet Kl. 06:31 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper