6. maj 2015

Kong Chr. X ville forsvare nationen: “Derfor kom han heller ikke godt ud af det med radikale ministre…”

Initiativtager til Den Republikanske Grundlovsbevægelse er radikale Zenia Stampe. Kongeblå kronik af Kasper Elbjørn og Henrik Gade Jensen i Berlingske – Den standhaftige konge.

“Når vi 4. maj om aftenen sætter lys i vinduet, og næste dag flager for Danmarks befrielse, mindes vi først og fremmest modstandsfolkene, der trodsede politikernes advarsel mod sabotage og kæmpede for et frit Danmark.

En af dem, der sjældent fremhæves i Mindelunden, når en toppolitiker eller statsministeren holder årets mindetale, er Christian X. Kongens valgsprog var ‘Min Gud, mit Land, min Ære’. Som den militær- og modstandsmand, han var, levede han op til sit valgsprog på linje med de få, der egenhændigt udøvede sabotage mod tyskerne i de mørke år under Besættelsen.

Politikernes holdning til modstandsbevægelsen kan bedst opsummeres i det ‘cirkulære’, som socialdemokraterne udsendte 2. september 1943 til Socialdemokratiets organer og fagbevægelsen. Her forsvarede den konstituerede formand Alsing Andersen samarbejdet med den tyske besættelsesmagt. Han kaldte modstandsbevægelsen for ansvarsløse ‘chauvinister og kommunister’. Chauvinister var dengang et nedsættende ord for konservative… Kong Christian X blev naturligvis ikke nævnt i cirkulæret, selvom han ligesom Christmas Møller havde en ganske anden opfattelse af Besættelsen end regeringen.

[...]

Vi ved fra Knud V. Jespersens fremragende ‘Rytterkongen’ (Gyldendal, 2007), at Christian X ligesom Christian IV var stærkt religiøs og overbevist om, at hans mission i livet var at sikre Danmarks skæbne og forsvare nationen. Derfor kom han heller ikke godt ud af det med radikale ministre i Staunings regering fra 1929, som dengang var erklærede antimilitarister, der ikke ville forsvare Danmark. Da Danmark blev besat 9. april 1940, sagde han efter sigende om morgenen til den radikale udenrigsminister P. Munch: ‘Så er det endelig lykkedes Dem at køre denne nation i sænk’. Da Danmark havde kapituleret, illustrerede Christian X tydeligere end nogensinde sin modstand mod samarbejdspolitikken ved sin daglige ridetur gennem København. Med den manede kongen ikke kun til besindighed hos tyskerne, der trods alt havde en vis respekt for den gamle konge og frygtede en ukontrollabel situation fra danskernes side, hvis der blev krummet et hår på Christian X’s hoved. Han bibragte også tryghed hos en befolkning, hvis folkevalgte politikere havde kapituleret både militært og moralsk, og allerede et år inde i Besættelsen diskuterede Danmarks rolle i en storeuropæisk planøkonomi med Nazi-Tyskland som centrum. …

Kongens moralske og ikke mindst økonomiske støtte til især modstandsgruppen Dannevirkes arbejde må have været en torn i øjet på samarbejdspolitikerne, der foretrak den mere medgørlige kronprins. … Men kongens mest heltemodige stund var alligevel i forhold til de danske jøder.

… under et møde med Vilhelm Buhl, der få måneder senere overtog statsministerposten, der er gengivet i ‘Min fars flugt’ (Berlingske, 2013), foreslog kongen, at hvis danske jøder som i andre europæiske lande blev bedt om at bære Davidstjernen på tøjet, mente kongen, at vi bedst imødekom kravet ved, at alle bar Davidsstjernen. Finansministeren indskød, at det jo altid var en udvej. Det blev imidlertid aldrig aktuelt. Til gengæld kom kongen fortsat løbende i synagogen for at vise sin solidaritet, ligesom det for nylig kom frem i en afhandling af den dansk-israelske historiker Dan Kaznelson, at kongen gav penge til jødetransporterne i 1943.

Det kræver mod at kalde ondskaben ved rette navn og bekæmpe den. Det er to discipliner, der gør kong Christian X til en af de få, men tapre modstandsmænd, vi bør mindes i dag.”

Oploadet Kl. 06:31 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


4. maj 2015

Tidl. AFA-leder får 100.000 kr. af kommune til 4. maj-arrangement koordineret med antidemokrater…

I dag er det 70 år siden Danmark blev befriet, hvad fejres flere steder i landet. Også af kommunister, der som bekendt blev anti-nationalsocialistisk to år inde i krigen, da Hitler-Tyskland valgte at gå efter den internationalsocialistiske rival i øst. Med tidligere AFA-leder Adrian Frank som ansigtet udadtil, har 4. Maj-Initiativet fået bevilliget 100.000 skattekroner til et arrangement på Rådhuspladsen – smart koordineret med Revolutionære Antifascisters ugentlige angreb på For friheds mandagsdemonstration ved Axeltorv.

“Krigen i Mellemøsten har sendt millioner af mennesker på flugt. … Men i stedet ser vi, at Danmark strammer asyllovgivningen: Kun ét års opholdstilladelse, ingen ret til familiesammenføring og oprettelse af flygtningelejre i Afrika og Asien er kun toppen af isbjerget. Nogle er også parate til at opsige eller omdefinere flygtningekonventionen. Nogle politikere har nærmest overgået hinanden i menneskeforagtende forslag til at ‘hjælpe’ mennesker på flugt. … På 70-året for Danmarks befrielse vil vi vise vores modstand mod en menneskeforagtende flygtningepolitik, mod racisme og fremmedhad. (Bilag 2, Københavns Kommune)

(‘4. Maj-Initiativet på Vesterbro’ deler RA’s aktionsplan, 3. maj 2015; Foto: Facebook)

“Pegida forsøger fortsat at få en ny opblomstring med navnet ‘For Frihed’, men endnu engang måtte Nicolai Sennels og co. acceptere et nyt nederlag i mandags da deres racistiske march for første gang blev blokeret. … På mandag stopper vi dem igen! … På mandag er det 4. Maj og vi vil sørge for at INGEN racistiske marcher bliver gennemført på 70-års dagen for befrielsen fra den nazistiske besættelsesmagt. Konceptet er det samme som sidst; vi vil blokere for Pegida ved enten at tage Axeltorv helt fra dem eller ved at blokere for vejene til/fra pladsen. Vores mål er at fratage dem deres mulighed for at marchere i gaderne…” (Revolutionære Antifascister på Facebook, 2. maj 2015)

Uofficielt program.

17.30 Vær i området omkring Axeltorv (RA)
17.45 Vi blokerer Axeltorv (RA)
18.00 Rådhuspladsen (4. Maj-initiativet)

Oploadet Kl. 11:22 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


3. maj 2015

Om Hvidsten Gruppen og Mosbjerg Folkefests æresgæst Svend Andersen, ‘sønnen fra Allestrupgaard’

TV2 sender her til aften Hvidsten Gruppen fra 2012. En på alle måder fantastisk historie, der tilmed er loyalt filmatiseret, og så giver det selvfølgelig en ekstra dimension for undertegnede, at jeg om få uger spiser på Hvidsten Kro, og om blot to måneder i forbindelse med Mosbjerg Folkefest, får mulighed for at hilse på gruppens sidste nulevende medlem, Svend Andersen. “Vi ville jo ikke finde os i, at andre skulle dø for os.”, fortalte han en lokalavis i forbindelse med filmens lancering. “… nu kan I se, vi har gjort vor Pligt mod Danmark”, sagde Marius Fiil, da han blev ført til Vestre Fængsel. Resten er historie…

“Svend Andersens fødegård, Allestrupgaard, lå kun 5-600 meter fra Hvidsten Kro … den havde en plantage og en lynghede som Marius Fiil, Kroejer på Hvidsten Kro havde set sig lun på – den var perfekt som nedkastningssted for den nye modstandsgruppe – Hvidstengruppen. En dag de to fulgtes ad hjem fra Randers til Hvidsten på cykel fortalte Marius Fiil om sine planer til Svend Andersen, der arbejdede som kommis i Randers. Han var kun 23 år, da Marius Fiil henvendte sig til ham. Men han var ikke i tvivl om, at han skulle hjælpe til – det var hans forældre heller ikke…” (Lokalavisen, 21. februar 2012)

(Axel Holm, Hvidsten Gruppen, 2012, s. 117)

Svend Andersen i Axel Holms monografi.

“Det lykkedes tre fra Hvidsten Gruppen at undslippe tyskernes hemmelige politi Gestapo. Det var Andreas Stenz, Svend Andersen og Peter Staal.” (VIII)

“Niels Fiil kom næsten hver Aften hos Mekaniker Johan Kjær Hansen, hvem han betroede, at der manglede nogle til at modtage Vaaben. Johan Kjær fik kort Tid efter sin Halvfætter, Karetmager Søren Peter Kristensen, med. Senere kom Jens Stenz, Broder til Andreas, Barner Andersen, Broder til Mølleren, og Sønnen fra Allestrupgaard, Svend Andersen, med.” (s. 29)

[...]

“Axel Nielsen taankte paa at oprette en ny Modtagelsesplads, da han frygtede, at ‘The Mustard Point’, et Slangudtryk for det kildne Punkt, som Englænderne kaldte Pladsen ved Allestrupgaard og i Rapporterne fremhævede som Kontinentets mest eminente Modtagersted, skulde blive opdaget.” (s. 47)

[...]

“Andreas Stenz var flygtet under Tyskernes Razzia den 11. Marts og kom til Sverige. Svend Andersen fra Allestrupgaard, der var ansat inde i Randers, hørte om Arrestationerne i Hvidsten. Han flygtede samme Aften og kom ogsaa over København til Sverige.” (s. 81)

[...]

“Klokken fire om Morgenen den 29. Juni kommer Politisoldater for at afhente de Dødsdømte. En Kalfaktor ser ude fra Gangen, da Døren Aabnes, en høj Mand med skaldet Hovedet rejse sig og sige:

Vi er klar.

Saa vender han sig mod de andre og siger:

– Herren lade sig lyse sit Ansigt over os og give os Fred.

Kort efter høres Geværsalver fra Ryvangen. … Hvidstengruppen var slaaet ned.

Otte Dage efter begyndte to unge Mænd i Hvidsten at danne en ny Gruppe.” (s. 115f)

Oploadet Kl. 20:51 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


2. maj 2015

Ungarn: Jobbik vil af med medlemmer der hænger fast i ‘the Gypsy-Jew-Homosexual Bermuda triangle’

Under Facebook-debat om mandagens venstreradikale overfald på For frihed, forklarede et medlem af Socialistisk Ungdomsfront, at der var ‘tre organiserede nazister’ i demonstrationen, og tilføjer så: “hvorfor den burde stoppes”. Man skal ikke forvente kommunister anerkender de søjler retsstaten baserer sig på, men logikken ser man faktisk ofte i medierne. Et højreparti der inkluderer en eller flere racister er et racistisk parti. Til evig tid, kunne man tilføje.

Jeg har personligt ikke meget til overs for græske Gyldent Daggry og ungarnske Jobbik, blandt andet på grund af de klare autoritære træk, men selvfølgelig kunne de udvikle sig i retning af mere folkelige demokratiske bevægelser.

Det skorter ikke med fordømmende artikler i MSM, og uden nuancer kommer det som en stor overraskelse, når de her mere nationalistiske partier (ofte kaldet højreekstremistisk, på trods af partiprogrammet), får parlamentarisk succes. I skrivende stund har Jobbik opbakning fra mere end 20 procent af ungarerne, og forleden tog partiets formand Gabor Vona afstand fra racisme, og bebudede eksklusioner af såkaldte ‘wildlings’.

Fra Jobbik.com – Gabor Vona on the wildling.

“- Disappointed ex-Jobbik supporters often call themselves wildlings on their social media sites. What do you exactly mean when you say you ‘will cut off the wildlings’? Who should be afraid?

– The wildlings caused some misunderstanding due to the misinterpretation of origo.hu, then that of Reuters. I did not use the term ‘wildling’ for individuals but for phenomena that we either hadn’t noticed, or if we had, we just turned a blind eye and swept the matter under the carpet, but I will no longer tolerate such actions in Jobbik.

[...]

– So who will be cut off, who must leave and who should stay?

– I must emphasize once again that I meant phenomena or actions by that, and not individuals. Most of those who identified themselves with the term wildling have not been in Jobbik for long. They sulk at home and come up with a grand new plan to save the nation and take revenge on Jobbik every second month. I’m not going to deal with these people. As for the party members who identified with it, they must understand what a huge responsibility each and every member has. A party that is preparing for government needs responsibility, discipline and openness. It does not mean giving up our basic values. Those who understand it will stay, obviously. … However, those who are irresponsible enough to destroy the work of thousands of members, supporters and activists, have no future in Jobbik. I cannot let the foolish actions of certain individuals destroy everything.

– So, if somebody is radical, they can still stay?

– I have never said that the people with a national radical mentality should leave. I said two things: I will cut off the lowly phenomena that are considered as wildlings and anyone who wants pogroms must find themselves another party. That’s all. And I stick to that. I am sorry that some people fell for the manipulations. The lesson for the future is that they should rather believe me instead of the media.

[...]

– Does the board unanimously support the direction you laid down?

– We have a lot of debates about this issue in the board, the Parliamentary group and the party in general, because we all know that being a people’s party is not just an opportunity but a risk, too. If you don’t stay focused, you can easily lose your fundaments, your basic values and become an average party. Fortunately, we are aware of that and we know that we need a constant self-review. However, it cannot stop us from taking this path. The board has a unanimous position in this issue.

(Gabor Vona med ‘Hungarian Guard’-vest i parlamentet, 2010; via Blikk.hu)

– Will you wear the Guard’s vest again?

– I sincerely trust that if we get into government, the Hungarian National Assembly will pass legislation, based on Swiss and American examples, to create the legal framework for volunteers to protect the nation. This was our original intention, but the Socialist and Fidesz governments criminalized the issue, because they were afraid of the power lying in it. If that moment comes, I will wear the vest.

– When someone made a derogatory remark about Gypsies, you sent him to stay with a Jobbik member of Gypsy origin to reconsider what he had done. When a representative hurt the feelings of the Jewish community, he had to take flowers to the shoes on the bank of River Danube. If someone attacks the gay pride march in the summer, will he have to go to a gay bar?

– The question is funny, but I don’t think these situations are funny at all. I am very angry when someone is willing to destroy the selfless efforts of a lot of people, just because he is unable to step out of the ‘Gypsy-Jew-Homosexual’ Bermuda triangle.

[...]

– And the Gypsies?

– Out of the three issues, this is the truly decisive one. Hungarian-Gypsy co-habitation is a bomb ticking away, and we should really stop making these evasive, politically correct statements. We must declare openly that there is a severe problem in terms of demography, criminality, social issues and so on. Our programme is available for anyone to read. It contains no reference whatsoever to Hungarian citizens being discriminated based on ethnic or religious identity. In a nutshell, the point is that the integration of Gypsies does not only mean giving rights and benefits but, first and foremost, to meet responsibilities. The absurd thing about this is that Jobbik and the honest part of the Gypsy community are the only ones who actually support this solution, but the masses living in deep ignorance, assisted by Fidesz and MSZP, don’t even want to hear of responsibilities.”



30. april 2015

Mosbjerg Folkefest: “Som sidst sker det ved Mossø, vest for Skanderborg – i år er det lørdag d. 4. juli!”

Har du ikke allerede tilmeldt dig Mosbjerg Folkefest 2015, så få det overstået. Mere om arrangementet på Mosbjerg.com, Facebook/MosbjergFF.

Folkefesten 2015: Tilmeldingen er åben!

Kære venner

Forberedelserne er i gang, de gode talere er inviteret (og har alle sagt ja), så nu kan vi åbne for tilmeldinger til sommerens nationalkonservative begivenhed. Dette års talere bliver:

Mikael Jalving: Forfatter og konservativ debattør
Paul Weston: Leder af det britiske frihedsparti Liberty GB
Søren Krarup: Forfatter og tidligere folketingsmedlem (DF)
Søren Hviid Pedersen: Lektor, Ph. D
Torben Mark Pedersen: Ph. D., samfundsdebattør.

Talerne vil handle om Suverænitet, civilsamfund og kultur, og bevarelse af fælles normer og værdier. …

Som sidst sker det ved Mossø, vest for Skanderborg – i år er det lørdag d. 4. juli!

(Jyllandsposten, torsdag d. 29. maj 1890: Breve fra Jylland til Jyllandsposten)

“Det var i 1838 at St. Blicher indbød til den første Folkefest, som næste Aar skulde afholdes paa Himmelbjærget. Den kom da ogsaa i Stand, men der mødte kun 100 Deltagere. Dette afskrækkede dog ikke Blicher, som indbød til en stor Fest igjen næste Aar…”

Oploadet Kl. 20:54 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:


28. april 2015

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening lancerer kampagne mod Israel med manipulerende reklamer

Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening har iværksat en ny boykot Israel-kampagne, der ledsages af reklamer på københavnske bybusser. Reklamerne inkluderer det klassiske kort-trick, tidligere omtalt her på siden.

(Like for Israel på Facebook, 27. april 2015 via Allan Alansari)

Tekst af Mikkel Andersson.

“Området, der på det første kort omtales Palestine, var ikke en palæstinensisk stat. Det var indtil WW1 en del af det tyrkiske Osmannerrige. Derefter blev det administreret af englænderne. Men lad os tage de fire kort enkeltvis, fra venstre.

1. Dette kort viser det britiske mandatområde. ikke en palæstinensisk stat.

2. Dette kort viser den delingsplan som FN foreslog til hhv. en Israelsk og palæstinensisk stat i det britiske mandatområde vest for Jordanfloden. Den accepterede israelerne mens araberne forkastede den og indledte det, som Israelerne kalder uafhængighedskrigen mens araberne og palæstinsere kalder det Nakba – katastrofen. Derefter blev Israel oprettet i de grænser, som vi i dag kender som 1948-grænserne.

3. Dette kort viser Gaza og Vestbredden. De to områder var de-facto dele af Egypten og Jordan indtil Seksdageskrigen i 1967. Ideen om at det skulle være en palæstinensisk stat, havde PLO ikke før langt senere og frasagde sig eksplicit i sit charter fra 1964, at man skulle have ret til at udøve herredømme over de områder. Den position ændrede man så senere, da man opgav ideen om at udslette Israel totalt, hvilket imidlertid stadig er det erklærede mål for Hamas, der betragter hele Israel som besat område og alle indbyggere her som legitime mål.

4. Dette kort viser Vestbredden ca. i dag. De grønne områder er der, hvor selvstyret, som blev oprettet i 1994 ved Oslo-forhandlingerne, har autoritet. De hvide er der, hvor Israel har det. Det betyder ikke, at der er bosættelser i alle de hvide områder af Vestbredden (selvom der er i en stor del af dem), men at Israel udøver territorial kontrol herover. De grønne områder her – selvstyret og nu Hamas i Gaza – er altså de _eneste_ områder på nogen af de fire kort, hvor palæstinesnere kan siges at have noget, som minder om en palæstineisk stat med en vis grad af suverænitet. Ingen af de grønne områder på nogen af de tre andre kort, var områder hvor palæstinenserne havde hverken en stat eller selvstyre.

… forsøget på at fremstille en kompleks historisk udvikling, hvor der på intet tidspunkt har været en palæstinensisk nation, som en narrativ om at Israel konstant taget gigantiske landområder fra en palæstinensisk stat eller individuelle jordejere, som kortet ovenfor forsøger, er faktuelt forkert.

Oploadet Kl. 05:43 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Arkiveret under:


22. april 2015

Religionssociolog kritiserer De Konservative: I sidestiller muslimers “religion med en totalitær ideologi”

Debatten om ‘Naziislamisme’ vil ingen ende tage, for som enhver P1-lytter ved, så er enhver association til den tyske nationalsocialisme malplacerede og underlødig hvis den rammer andre end borgerlige. Det er ikke svært at finde eksempler. Da venstreradikale Josephine Witt sidste onsdag afbrød et ECB-møde, blev hun næsten hyldet i MX, selvom hun i sit manifest betegner happeningen som ‘Papillons’ (sommerfugle), henvisende til flyverblade uddelt af den franske modstandsbevægelse under den nazistiske besættelse.

I fredagens sene Deadline påstod Yahya Hassan, at Søren Espersen “har været medlem af det danske nazistforbund”, et Frede Farmand-postulat der i 2004 gav en injuriedom til et LO-blad. Sådan kan man blive ved.

Flere forskere har været fremme i medierne, for at undsige ‘naziislamisme’-kampagnen, herunder naturligvis Mikael Rothstein i Politiken. Meget sigende for hykleriet valgte DR Nyheder at spørge en religionssociolog, der i sagens natur ikke forsker i associationens historiske evidens, men muslimernes følelser desangående – Forsker: ‘Naziislamisme’ forvrænger en af historiens grummeste forbrydelser.

“De Konservatives seneste kampagne vækker langt fra begejstring hos religionssociolog og adjunkt Brian Arly Jacobsen fra Københavns Universitet. Han vil gerne være med til at diskutere totalitære ideologier, men han mener ikke, at De Konservative bidrager konstruktivt til debatten – både på grund af det grafiske udtryk på plakaterne og på på grund af brugen af en af de værste forbrydelser i nyere tid.

– Jeg synes faktisk, det er problematisk, at man trækker det her ‘nazi-kort’. Først og fremmest fordi det forvansker den betydning, som nazisternes forbrydelser havde. Holocaust betød trods alt langt flere millioner, der blev henrettet i gaskamrene, siger Brian Arly Jacobsen. …

Den anden del af problemet med kampagnen er den grafiske opstilling af ordene i plakaten. Her står der fire ord adskilt: STOP NAZI ISLAM ISME. Den måde at opstille ordene på undrer Brian Arly Jacobsen. … Han mener, at det kræver et indgående kendskab til religion og totalitære ideologier, hvis man ikke skal blande det hele sammen.

- Og for de fleste muslimer vil det her selvfølgelig være problematisk, fordi det sidestiller deres religion med en totalitær ideologi, siger Brian Arly Jacobsen.

(Per Lyhne om Søren Espersen på Facebook, 13. april 2015)

“Hassan har blandt andet understreget dette budskab ved at iklæde Liberal Alliances Henrik Dahl nazi-uniform, påstå at Pia Kjærsgaard har givet ham et blowjob samt beskrive forfatter Kristian Ditlev Jensen som et ‘overvægtigt kadaver’, der burde ‘tage sig sammen eller i det mindste tørre sig i røven i stedet for at gå rundt og lugte af lort’.

Det er alt sammen en ny, fænomenal politisk udtryksmåde, forstår jeg. ‘Stjernepoeten Yahya Hassan er en født politiker’, lød det eksempelvis forleden i en leder i Politiken. … han er en mærkelig mand at gæste, når det gælder gode råd om at omgås Muhammed med respekt samt muslimer med konduite. ‘Jeg pisser på Allah og hans sendebud / og på hans alle mulige uduelige disciple’, som det hedder i langdigtet ‘Skuffelsen’.” (Mads Kastrup i Ekstra Bladet, 17. april 2015)



19. april 2015

Om ‘Medz Yeghern': “Mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses ad fredelig Vej”

Den 23. maj bliver monumentet ‘The Draem’ opsat på Kultorvet i København, til minde Det Armenske Folkedrab der fandt sted for 100 år siden. Tyrkiet protesterer, da landet ikke betragter osmannernes etniske udrensning af den kristne minoritet, som andet end kulminationen på interne stridigheder. Armenierne kalder folkedrabet for ‘Medz Yeghern’, ‘Den Store Tragedie’.

I forbindelse med mit historiespeciale læste jeg en del Johannes Østrup, en dansk islamforsker, der havde flere længerevarende ophold i det dødede kalifats centrum Konstantinobel (Istanbul), og blandt andet stod på venskabelig fod med Talaat Pasha, en af de tre store pasha’er der ledede Det Osmanniske Rige. Som indenrigsminister var han manden der den 24. april 1915 forbød armenske organisationer, hvad medførte masseanholdelser, og vel kan betragtes som folkedrabets indledende øvelse. Den 1. juni blev masse-deportationer indledt på hans ordre. De brutale konsekvenser for gennemsnitlige armeniere kan læses i den engelske artikel citeret nederst.

“Det havde virkeligt været Talaats Plan at udrydde hele det armeniske Folk, og den var ikke opstaaet som et Udslag af Krigspsykose. Jeg talte gentagne Gange med Talaat i Efteraaret 1910, og blandt meget andet talte vi ogsaa om Armenierne. ‘Ser De’, sagde han, ‘mellem os og dette Folk er der en Modsætning, som ikke kan løses ad fredelig Vej; enten undergraver de os fuldstændigt, eller vi maa tilintetgøre dem. Hvis jeg nogen Sinde faar Magt i dette Land, vil jeg sætte al min Kraft ind paa at udrydde Armenierne’. Seks Aar senere opfyldte han sit Løfte…” (Johannes Østrup, Erindringer, 1938. s. 117f)

(‘Danish Remembrance Armenian Empathy Messenger'; Twitter)

Fra Daily Mail – Genocide of the Christians: The blood-soaked depravity exceeded even today’s atrocities by Islamic State… .

“She was in bed when the soldiers came in the middle of the night and dragged her father out of the family home in Diyarbakir, a city in eastern Turkey. The last thing little Aghavni (her name means ‘dove’ in her native Armenian) heard as she cowered in her room was his shout of defiance: ‘I was born a Christian and I will die a Christian.’

Not until first light did Aghavni dare to creep downstairs on that morning 100 years ago. ‘I saw an object sticking through the front door,’ she later remembered. ‘I pushed it open and there lay two horseshoes nailed to two feet.

‘My eyes followed up to the blood-covered ankles, the disjointed knees, the mound of blood where the genitals had been, to a long laceration through the abdomen to the chest.

‘I came to the hands, which were nailed horizontally on a board with big spikes of iron, like a cross. The shoulders were remarkably clean and white, but there was no head.

‘This was lying on the steps, propped up by the nose. I recognised the neatly trimmed beard along the cheekbones. It was my father.’

The year was 1915. In the sprawling, beleaguered Ottoman Empire — an ally of the German Kaiser in the world war that had engulfed Europe and parts of Asia for nine months — the ruling Turks had turned their hatred on the 2 million men, women and children of Armenian extraction who lived within their borders.

The Armenians — who lived on the eastern edge of the empire ruled from Constantinople (modern-day Istanbul) — were Christians and had been since the year 301, making theirs the first nation officially to adopt Christianity, even before Rome. But here, among the Islamic Turks, they had long been second-class citizens, a persecuted minority. Now, as power in the land was seized by a junta of nationalist officers known as the Young Turks, persecution turned to unbridled savagery.

Over the next six months, there was to be a systematic uprooting and slaughter of perhaps as many as 1.5 million Armenians — on the grounds that they were infidels, racially inferior ‘dogs’ and traitors who were siding with Russia against Turkey.

Those who weren’t put to death on the spot, their faith cruelly mocked — such as Aghavni’s father, a mild-mannered, cultivated spice merchant who spoke five languages — were hounded in columns, eastwards, into the deserts of Syria and Iraq to die.

[...]

… it was an American who first made the world aware of what happened. Back in 1915, Henry Morgenthau was the U.S. Ambassador to the Ottoman Empire, and on his desk in Constantinople landed reports from American consuls in far-flung Turkish cities, documenting

He concluded: ‘I do not believe the darkest ages ever presented scenes more horrible.’

Unleashed on the Armenians, Turkish policemen and soldiers ransacked Christian churches and handed bishops and priests over to the mob. Community leaders such as doctors and teachers were hanged in batches on gallows in town squares. An American missionary reported seeing men tied together with their heads sticking through the rungs of a ladder to be lopped off with swords.

Torture was commonplace, Morgenthau maintained as he studied the evidence. ‘They would pull out eyebrows and beards almost hair by hair, extract fingernails and toenails, apply red-hot irons and tear off flesh with pincers, then pour boiled butter into the wounds.’

Crucifixion was treated as a sport. ‘As the sufferer writhes in his agony, they would cry: ‘Now let your Christ come and help you’.’

When orders were given to assemble all the Armenians and march them out into the desert, Morgenthau had no doubt that this was ‘the death warrant to a whole race’. Moreover, he said: ‘In their conversations with me, the authorities made no particular attempt to conceal the fact’.

He wrote graphically of how men were taken from their ploughs, women from their ovens and children from their beds to join ‘the panic-stricken throng’. Young men were strung up or shot — ‘the only offence being that they were Armenians’.

Convicts were let out of prison to help with the killings. Locals joined in, too. In Ankara, all Armenian men aged 15 to 70 were bound in fours and led out to a secluded valley, where Turkish peasants hacked them to death with scythes, spades and saws.

‘In this way, they exterminated the whole male population.’

For six months, as the enforced exodus went on, Morgenthau reported, roads and tracks were crowded with lines of Armenians.

‘They could be seen winding through every valley and mountain-side, moving on they scarcely knew where, except that every road led to death.

‘They left behind the unburied dead, as well as men and women dying of typhus, dysentery and cholera and children setting up their last piteous wails for food and water.’

How many died? Morgenthau reported that, on one particular death march, of the 18,000 who set out, just 150 were alive a week later. A survivor recalled that ‘death was our constant companion. We fought the threat of panic, hunger, fear and sleepless nights but, in the end, they won. It seemed there was no pity or humanity in the hearts of our captors’. As they crossed the Euphrates river, one witness reported how ‘bloated bodies lay on the bank, black from the sun, tongues hanging out. Bones showed through decaying skin’.

‘The stomachs of pregnant women had been slit open and their unborn children placed in their hands like black grapes. Children were crying next to dead parents. Women were delirious.’

So many dead bodies clogged the river that its course was diverted for several hundred yards. But at least the water gave relief to some. Mothers sank into it gratefully, their babies in their arms, to drown and end their misery. Women suffered special horrors. …

On the death march out into the desert, Aghavni remembered how women were openly tortured and abused. ‘If a woman would not readily submit to sex, she was whipped and, if she tried to run away, she was shot.’

She could only watch in horror as a girl resisted and a policeman took out his sword, ripped open her dress and then slashed off her breasts. ‘They fell to the ground and she bled to death next to them.’

(Armenien, 1915)

This week, Turkey’s president declared that Armenians pressing Turkey to recognise massacres as genocide are simply trying to score points against his country.

‘Their aim is not to search for the truth, but to attack Turkey and cause it harm,’ he contends.

But such defiance flies in the face of history. Arnold J. Toynbee, a British intelligence agent at the time (and later a distinguished historian), wrote that ‘all this horror was inflicted on the Armenians without a shadow of provocation’. …

That in 2015 Turkey is still insisting on rewriting history should concern us all — not least because in a world where Islamic forces are, once again, brutally targeting Christians in the Middle East and Africa, the lessons of the past need to be faced and finally learned.

Oploadet Kl. 12:07 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
Arkiveret under:


18. april 2015

‘Nazister spiser svinekød’ generaliserer Stop Had-kampagnen: Lidt om Himmlers kokkeuddannelse…

Set herfra er det tankevækkende, at en organisation der i tolerancens navn vil inkludere alle, bruger ordet ‘kræftsvulst’ i sin kamp mod det der ses som en underlødig valgplakat. ‘Nazister spiser svinekød’ lyder en af parolerne, men Hitler var ikke desto mindre fanatisk vegetar. Under fotoet en række citater fra Halvmåne og Hagekors (2008), der blandt andet fortæller, at muslimske SS-divisioner havde egne ‘ernærings’-forskrifter, og at Heinrich Himmler på en muftis anbefaling oprettede en kokkeskole specifikt med det formål at lave mad uden svinekød til muslimske nazister. Fra Politiken – Happening mod K-kampagne: ‘Holder nazister ramadan?’.

“På Bülowsvej 38 på Frederiksberg hænger tidens vel nok mest omdiskuterede kampagneplakat, Konservatives med de udskældte ord ‘Stop Nazi Islam Isme’. Indtil i dag har det ophuggede budskab været kaldt både racistisk, historieløst og over stregen i medierne. Men lidt over middag vil en lille skare demonstranter – de fleste muslimer – rykke kritikken af kampagnen ud til plakaterne i gadebilledet.

Utilfredse og med hjemmetrykte plakater holder de budskaber som ‘Igen paralleller mellem islamisme og nazisme’ (Ingen paralleller mellem islam og nazisme, Kim), ‘Nazister spiser svinekød’ og ‘Holder nazister ramadan?’ op foran den konservative plakat.”

(Stop had-kampagne: ‘Holder nazister ramadan?’, ‘Nazister spiser svinekød’ mfl.; MX.dk

Fra Klaus-Michael Mallmann og Martin Cübbers: Halvmåne og Hagekors. Det Tredje Rige, araberne og Palæstina (2008). Kapitel 13, Muslimer for Det Tredje Rige. Den islamiske sektor i Værnemagten, Sikkerhedspolitiet og Waffen-SS, s. 215-228.

“Endnu før muftien kom til Berlin begyndte den tyske Værnemagt at opbygge en islamisk sektor i egne rækker. … Den 15. november godkendte generalkvartermesteren opstillingen af to hundredemandsgrupper af krigsfanger af henholdsvis ‘turkmensk og kaukasisk afstamning’ i bagtropperne i Hærområde Syd. … De 13. januar 1942 pålagde chefen for hærrustningen og den befalingshavede for reservehæren den militære befalingshavende i generalguvernementet, at han skulle opstille både en turkmensk og en kaukasisk-muslimsk legion. Med en nordkaukasisk og en volgatatarisk legion kom yderligere islamiske enheder til inden august 1942. …

De hjemstavnskendetegn, som legionærerne bar på deres højre overarm på deres tyske uniformer, henviste også til deres islamiske rødder; det drejede sig om en halvmåne, en moske og to krumsabler. …

Værnemagten honorerede deres engagement ved at sørge for mullaher helt ned til bataljonsniveau og ved at overholde islamiske ernærings- og begravelsesforskrifter. … Tre turkmenske bataljoner kæmpede til sidste mand i Stalingrad, adskillige også i Kaukasus og seks betaljoner var i 1945 med til at forsvare Berlin.

Også Sikkerhedspolitiet og SD tog sig et stykke af den islamiske kage. Den 2. januar 1942 gav Ic-officeren fra den 11. armé Otto Ohlendorfs Indsatsgruppe D den opgave at rekruttere tatarerne på Krim. Alle dagen efter begyndte ‘Tatarkomiteens første officielle møde i byen Simferopol i anledning af hvervningen af tatarerne på Krim til deres fælles kamp mod bolsjevismen’. Under mødet erklærede menighedens mullah, ‘at deres religion og deres tro bød dem at tage del i denne hellige kamp med tyskerne’. Og formanden for komitéen sagde: ‘Det er en stor ære for os at kæmpe for Føreren Adolf Hitler, det tyske folks største mand.’ Derefter rejste de forsamlede tatarer sig og gentog efter mullahen: ‘1. bud: Til opnåelse af en hurtig sejr og det fælles mål, såvel som et langt liv for Føreren Adolf Hitler.’ …

I sommeren 1944 indsatte man en enhed bestående af arabere og marokkanere mod den franske modstandsbevægelse i Plaine-dalen i Sydfrankrig… I efteråret trak de sig tilbage til Baccarat i Vogeserne, hvor de begik deres sidste mord. … Kontoret Mil – det tidligere Abwehr, der fra 1944 var blevet en del af Kontor VI i Rigssikkerhedshovedkontoret – opretholdt stadig i februar 1945 flere ‘skolingsrejser for arabiske v-mænd fra Marokko, Algeriet, Tunesien, Palæstina, Irak, Iran’, hvor der blev undervist i identificerings-, meddelelses- og radiotjeneste, men også i sabotage og væbnet modstand. Eksaminationen blev varetaget af nogle af muftiens betroede folk, mens Palæstinatyskere stod for selve træningen. …

De afgørende betingelser for opstillingen af islamiske enheder fik Waffen-SS opfyldt i februar 1943. Den 10. februar gav Hitler ordre til opstilling af en SS-division af bosniske muslimer i Kroatien under opsyn fra den allerede eksisterende SS-division ‘Prins Eugen’… Tre dage efter Hitlers ordre pålagde gruppefører Artur Phleps… at opstille en sådan division. …

Da spørgsmålet om bevæbningen af muslimerne kom op, kom også muftien hurtigt på banen. Han påstod, at han ‘gennem længere tid’ havde beskæftiget sig med forholdene for sine trosfæller på Balkan og gjorde sig omgående til deres talsmand i Tyskland. I slutningen af marts 1943 fløj el-Husseini med chefen for ordenspolitiet, Kurt Dalueges fly på officielt besøg i Kroatien og Bosnien. På den to uger lange rejser blev han blandt andre ledsaget af flere SS-officerer fra Rigssikkerhedshovedkontoret og SS-hovedkontoret. … Som chefen for SS-hovedkvarteret understregede i sin beretning til Himmler, havde besøget ‘haft en god virkning i enhver henseende, også politisk…’ Derudover fremhævede han, at besøget havde vist, at muftien nød ‘utrolig høj agtelse i den muslimske verden’. …

For at lette vejen for de kommende SS-soldater mod at blive tro nationalsocialistiske partifæller bevarede man enkelte religiøse og kulturelle særrettigheder. Således oprettede man flere imam-stillinger i divisionen, fordi imamerne blev anset for at være uomgængelige for mændenes moral. Derudover tog Himmler sig personligt af at skaffe en hovedbeklædning til de muslimske rekrutter… Himmler spurgte muftien, hvad islam foreskriver, ‘hvad angår forplejning til en soldat’. Da muftien bad om ernæring uden alkohol og svinekød, oprettede man en kokkeuddannelse i nærheden af Graz. Himmler gav yderligere muslimerne den ‘ubrydelige særrettighed’ til at afstå fra svin og alkohol. Han forlangte udtrykkeligt af sine SS-førere, at de skulle overholde denne regel. …

Efter at have hvervet yderligere rekrutter kom den muslimske SS-trop i marts i kamp mod Titos partisaner i det nordlige Bosnien. I maj fik enheden så sit endelige navn. Efter det arabiske ord for krumsabel gav Hitler den 13. SS-division navnet ‘Handschar’. … Flere tusinde af dem (albanske muslimer) havde allerede meldt sig til tjeneste i den 13. SS-division. …

Fra oktober 1943 tog de initiativer til opstillingen af en tredje muslimsk SS-division… Den 2. maj 1944 gav Himmler den formelle ordre til opstillingen af en ‘østmuslimsk’ division i Waffen-SS. El-Husseini blev også hurtigt involveret. Den 14. december 1943 modtog han under tilstedeværelsen af Mayer-Maderes officerer den kommende trop. Ved denne lejlighed gjorde han sig til talsmand for den nye SS-enhed. Efter samtalen bad muftien om en termin hos Berger og fremlagde turkmenernes ønsker for ham. Muslimerne skulle, hvad angår den åndelige vejledning fra imamer og den specifikke ernæring, have samme behandling som mændene i den bosniske division. …

I april 1944 åbnede under ledelse af muftien et ‘Imam-institut’, der havde til formål at uddanne gejstlige til de muslimske SS-divisioner. Instituttets beliggenhed, et lille hotel i den saksiske by Guben, havde el-Husseini fået tildelt af SS-hovedkontoret. I åbningstalen, som muftien holdt den 21. april under Bergers tilstedeværelse, udtrykte han sin glæde over skabelsen af denne institution, der var bevis for ‘succesen i samarbejdet mellem muslimerne og Det Stortyske Rige’, og det var baseret på ‘fælles interesser og mål’. … I praksis arbejde imamerne meget tæt sammen med de ideologiske skolingsofficerer fra Tyskland. … Divisionskommandør Karl-Gustav Sauberzweig kunne i april 194 berette, at rekrutterne fra hans 13. SS-division ‘kun gerne [tog...] imod den nationalsocialistiske lærdom’. Brigadeføreren berettede euforisk om, at han var så langt med sit arbejde, ‘at muslimerne, SS-mænd i divisionen og civilisterne begyndte at se vores Fører som fremkomsten af en 2. profet’.

Indholdet af divisionernes ideologiske skoling bekræftede kommendørens positive vurdering. Under et fire dage langt politisk kursus i slutningen af marts blev foredrag med titler som ‘Nationalsocialisme og islam’, ‘Førerens liv’ eller ‘Meningen med denne krig’ holdt for mændene. En skriftlig opgave afsluttede kurset, hvor i alt 20 spørgsmål skulle besvares. Som svar på det 6. spørgsmål, om hvad Hitler havde lært i Wien, skrev SS-Sturmmmann Stefan Windisch: ‘I Wien lærer Føreren på den ene side arbejdren og arbejdet at kende, og på den anden side marxismen. Og så begynder han først rigtigt at hade jøderne.

Under deres indsatser begik samtlige muslimske SS-enheder talrige krigsforbrydelser. Således berettede ‘Skandenberg’-divisionen i juli 19, at de i deres indsatsområder havde slået til ‘mod jøderne’. Alene mennelem den 28. maj og den 5. juli var ‘i alt 510 jøder, kommunister og bandemedlemmer og politisk mistænkelige’ blevet indsat i ‘sikkerhedsforvaring i divisionens egen lejr’.

Hermann Fegelein, Himmlers forbindelsesofficer i Hitlers hovedkvarter og selv en tusindfoldig massemorder, gav under et møde i april 1944 sin ‘Fører’ et sigende blik i ‘Handschar’-divisionens ageren. Han sagde om muslimernes metoder, at ‘de andre stikker af med alt, hvad de ejer og har, når de blander sig. De dræber dem kun med kniv. Der var en mand med, der var såret. Han lod sin arm skære af, og dræbte sytten modstandere med venstre hånd. Det forekommer også, at de skærer fjendens hjerte ud.’ Hitler var ganske upåvirket af skildingen af den slags detaljer. Med et ‘Det er ligegyldigt!’, gik han over til dagsordenen. …

Forberedelserne til opstillingen af Turk-divisionen i Waffen-SS gik også i stå i løbet af krigens sidste fase. Mayer-Mader, der hidtil havde været kommandør for de planlagte enheder, blev afløst, fordi det man, som Berger formulerede det, havde brug for, ar ‘en officer, dr kender til den østtyrkisk-islamiske verden’. Valget faldt på Harun el-Raschid, en tysker, der var konverteret til islam og tidligere oberst i den tyrkiske generalstab.”



15. april 2015

Peder Jørgen Andersen, der faldt ved Bredevad, 9. april 1940: “Du gav for Danmark dit dyreste eje.”

Da tyskerne krydsede grænsen den 9. april 1940 klokken 04.15, faldt seksten danskere i kamp i løbet af få timer. Tre grænsegendarmer og tretten soldater. Seks af soldaterne kom fra den fynske bataljon, heraf to af de faldne ved kampene ved landsbyen Bredevad godt ti kilometer nord for grænsen. Slaget fandt sted klokken 06.35, efter regeringen officielt havde kapituleret, men før meldingen nåede Sønderjylland. En af de faldne var Peder Jørgen Andersen fra Skovsby, der er begravet ved Vissenbjerg Kirke, hvor der også er opsat en mindesten.

Du gav for Danmark dit dyreste eje

Og her vi redte dit sidste leje

Stenen skal vidne i kommende aar

At mindet om dage aldrig forgaar

(Mindesten for Peder Jørgen Andersen, Menig 731, 4. Bataljon, 4. komp.)

(Gravsten ved familiegraven, Vissenbjerg Kirke)

“En tysk motoriseret og pansret styrke på 20.000 mand opmarcherede d. 7. og 8. april langs landevejen fra Flensborg og sydpå. Denne styrkes forreste enheder passerede grænsen kl. 0400. 4. Bataillon modtog i Søgård straks melding fra grænsegendarmeriet i Kruså, og bataillonens mandskab, som hvilede påklædt i deres kvarterer, blev straks alarmeret og kørte på cykler til de respektive kampstillinger, hvor de optog kamp med de angribende tyske tropper, der rykkede frem med Hovedvej A 10 som akse.

Der udspillede sig voldsomme kampe ved Lundtoftebjerg, Hokkerup og Bredevad. 4. Bataillons mandskab bed godt fra sig og tvang adskillige gange de angribende til standsning. Den danske 20 mm maskinkanon viste sig særdeles effektiv mod de tyske let pansrede opklaringskøretøjer, som i mange tilfælde blev bragt til standsning af vore dygtige skytters velrettede ild. Vore soldater fik lov til at kæmpe den ulige kamp i 4 timer, inden ordre til at standse skydningen og lade de tyske tropper få uhindret adgang til at besætte landet nåede ud til de kæmpende.

4. Bataillon havde da mistet seks faldne soldater, ligesom 14 var blevet såret.” (Fyns Militærhistoriske Samling, Fynske Livregiment i krig og fred)

Oploadet Kl. 16:39 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper