18. januar 2020

Hørt i TV-avisen: “… vi fejrer at vi altså i 100 år har levet i fred og harmoni med tyskerne side om side”

Den officielle nationalsang i Tyskland frem til 1951 pointerede i første vers, at Tyskland havde sin nordlige grænse ‘an den Belt’. Lillebælt. Kl. 04.15 om morgen den 9. april 1940 gik tre kompagnier tyske soldater i land i Middelfart, og sikrede Lillebæltsbroen. Med andre ord. Selvom det er fint at grænsedragningen for 100 år siden (nogenlunde) blev sat efter nationalt sindelag, så ændrer det ikke på, at der ikke bar været ‘fred og harmomni med tyskerne’ i 100 år. Man kan ikke slette historien, men man kan lære af den. Start ved nationalt sindelag.

DR’s kulturkorrespondent Mette Hybel lavede en Stine Bosse live i 18.30 TV-avisen, 10. januar 2020. Blot en fortalelse, men også et symptom på tidsånden. Se sekvensen på DR.dk.

Mette Hybel, Kulturkorrespondent: Det næste halve år der kommer denne her begivenhed til at blive mindet i stort set hele Danmark, og når det starter i København, så er det også for at bevidne at det er en begivenhed der berører hele Danmark, det er ikke kun en begivenhed, der har noget med Sønderjylland at gøre. Det der skete dengang for 100 år siden, det er et eksempel til efterlevelse i hele Europa på, hvordan man kan lave en fredelig grænsedragning ved at spørge folket demokratisk hvor de gerne vil høre til, og vi fejrer at vi altså i 100 år har levet i fred og harmoni med tyskerne side om side. Og det starter ja, her i København i aften, men jeg lover at alle danskere i hele landet, at denne her begivenhed, det bliver virkelig en de kommer til at mærke det næste halve år.

(Dokumentation: Kulturkorrespondent Mette Hybel, DR1, 18.30 TV-avisen, 10. januar 2020)

“Deutschland, Deutschland über alles,
Über alles in der Welt,
Wenn es stets zu Schutz und Trutze
Brüderlich zusammenhält;
Von der Maas bis an die Memel,
von der Etsch bis an den Belt:
|: Deutschland, Deutschland über alles,
Über alles in der Welt!” (Wiki)

(Tyske kampvogn rykker frem syd for Haderslev, 9. april 1940; Foto 9. April Live)

(Tyske soldater bevogter Lillebæltsbroen fra Fynssiden, 1940; Foto: Middelfart Museum)

Oploadet Kl. 11:30 af Kim Møller — Direkte link45 kommentarer


16. januar 2020

Radio4, tirsdag eftermiddag: Den nazi-agtige Trump-isolationisme, det splittende Boris Johnson-flertal

I min gymnasietid for efterhånden mange år siden, blev det ofte fortalt, at vi ikke bare skulle passe skolen, men også følge med i medierne. Udover uddannelsen, skulle vi opbygge en solid baggrundsviden. De trykte aviser kan stadig give nødvendig viden, men en kanal som Radio4 er helt ubrugelig til formålet. Herunder nogle nedslag fra tirsdagens sendeflade.

I Tysklandsmagasinet ‘Genau’ kunne man høre at vildsvinehegnet langs grænsen sendte ‘farlige politiske signaler’, og lidt senere var emnet Angela Merkel og den defensive tyske udenrigspolitik. Det blev fortalt at Tyskland droppede et vers i nationalsangen efter 2. Verdenskrig, da ‘Deutschland über alles’ lød for krigerisk. Bemærk nazificeringen af Trumps isolationistiske valgparole…

Trump: From this day forward. It’s going to be only ‘America First’. ‘America First’.

Thomas Schumann, vært: Det er svært at forestille sig hvordan nogen politikere eller statsledere skal tage mest hensyn til. Sit eget lands interesser, eller det internationale samarbejde. Det er ikke uden grund at Tyskland efter 2. Verdenskrig slettede den her strofe fra deres nationalhymne.

Deutschlandslied: ‘Deutschland, Deutschland über alles, Über alles in der Welt.’

Thomas Schumann: Ja, foruden at sangen nævner noget med nogle landegrænser som ikke rigtigt passer mere… så er der også det der med ‘Deutschland, Deutschland über alles’. Det kan man vel sige er den tyske pendant til ‘America First’.

Senere på dagen kom jeg ind i ungdomsmagasinet ‘4-toget’, der havde et længere indslag om det engelske kongehus. Efter lytterne blev fortalt, at Boris Johnsens parlamentariske flertal splittede England, kunne man høre at ‘Kvinder har gode forhold i Dubai’. Sidst i udsendelsen lidt om skovbrandene i Australien, som den kvindelige vært håbede kunne overbevise ’skeptikerne’ om klimaforandringerne.

Sisse Gram De Fries, Vært: Alle der har fulgt lidt med i nyhedsbilledet ved i hvert fald, at Harry og Meghan sagde det meget kontroversielle: ‘Vi har faktisk ikke lyst til at være fremtrædende i kongefamilien længere.’.

Alexander Wills Lorenzen, vært: Det er jo lidt spændende, fordi der sker mange ting i Storbritannien lige nu. Der er rigtigt meget der skiller landet. Brexit står jo lige for døren. Vi har Boris Johnson, der stille og roligt glider igennem parlamentet med sin Brexit-aftale, men sådan noget som kongehuset, det er jo noget der traditionelt altid har samlet briterne.



15. januar 2020

Roger Scruton (d. 2020): “Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet…”

Den konservative forfatter Sir Roger Scuton døde i søndags, 75 år gammel. Han var aktiv til det sidste, og for blot fem uger siden modtog han en pris i Ungarn af premierminister Viktor Orbán. Velskrevet nekrolog af Eva Agnete Selsing i Berlingske – En fantasifuld konservativ: Skønhedens, familiens og nationens filosof er død.

“Roger Scruton er død. Den voldsomme modstand, han undervejs i sit liv mødte fra etablissementet, viser, at vi befinder os under et nyt jerntæppe. Dissidenter, der ikke er en del af den venstreliberale tidsånd, jagtes, chikaneres, forhånes og udskammes. Heldigvis står hans eftermæle som tidens fornemmeste borgerlige tænker uplettet og strålende klart for enhver med respekt for den frie ånd. For ethvert dannet menneske.

Vor tids største konservative filosof er faret til de evige rævejagtmarker efter et uhelbredeligt kræftforløb. Han blev 75 år gammel og efterlader sig et rigt katalog på over 50 bøger, talrige artikler og projekter om alt fra konservatisme, seksualitet og musik over idéhistorie, kunst og arkitektur til naturbevarelse, modernitet og skønhed. Nåja, og et par operaer blev det også til, samt en juraeksamen og en farm.

Roger Vernon Scruton, der blev født 1944 i Lincolnshire, kom ikke fra et overklassehjem, selv om hans mangfoldige esoteriske interesser måske kunne tyde på det. Hans far var lærer og nærede et indædt had til overklassen, og da den unge, højt begavede Roger vandt et åbent stipendium på Cambridge, nægtede faderen at tale til ham. Han afsluttede sine studier i moralfilosofi i 1965 og blev ph.d. i æstetik i 1967. …

Scruton blev adlet i 2016 og to år efter udpeget af den daværende konservative regering til at lede Building Better-kommissionen, hvis opdrag er at forbedre bymiljøer. Det var et oplagt valg på baggrund af hans mangeårige deltagelse og indlæg i arkitekturdebatten fra et opbyggeligt, traditionalistisk perspektiv. Hans bøger er uomgængelige, hvis man ønsker at forstå den menneskevenlige byggemåde – og antitesen: Den moderne arkitektur.

Desværre skulle der ikke mere end en løgnagtig diffameringsartikel i magasinet New Statesman til, før Scruton blev fyret fra posten af den svage, nominelt konservative regering. Han blev kaldt ‘hvid supremacist’, ‘homofob’ og ‘antisemit’, og man krævede hans adelstitel trukket tilbage – kritikerne kom endda fra den britiske (bedste)borgerlighed, som er mindst lige så betændt som den danske.

Både forfatteren til den underlødige historie og den ansvarlige minister undskyldte sidenhen, og da Boris Johnson kom til magten blev Scruton, som noget af det første, genindsat. Men skaden var sket, og Scrutons chikanører havde fået det, de ønskede: en hysterisk og hadefuld shitstorm – ivrigt multipliceret af de etablerede medier. Barbarerne mod den højt kultiverede, konservative intellektuelle. Det var ikke første gang, han mødte den ekstreme intolerance, der hersker på venstrefløjen, og dermed, ak, i de fleste institutioner. Hans uforfærdede, traditionalistiske synspunkter bragte ham på kant med en tidsånd, der ikke finder sig i dissens: Glæden ved rævejagt, det ikke-progressive syn på seksualitet, hans insisteren på nationens nødvendighed, hyldesten til skønheden.

I 1968 bevidnede Roger Scruton studenteroprørets tilsyneladende uudslukkelige tørst efter ødelæggelse: ‘Da blev jeg konservativ. Jeg vidste, at jeg ønskede at bevare ting og ikke rive dem ned.’ Han beskrev sin konservatisme som kærlighed. Kærlighed til hjemmet. Oikofili, som er modsætningen til den oikofobi, han var den første til at identificere som det drivende princip i den altdominerende, moderne venstreorienterede filosofi.

Og det skulle blive begyndelsen til enden på hans akademiske karriere. I universitetsverdenen er der som bekendt ikke plads til fritænkere, og slet ikke konservative. Jerntæppets magt.”

(Sir Roger Scruton 1944-2020; Foto: Metro.co.uk)

Oploadet Kl. 01:06 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


9. januar 2020

Mandlig skuespiller til Golden Globe Awards iført ‘en sjal-nederdel’ med… ‘hvide Jimmy Choo-støvler’

Man kan kende 1920’erne på den elegante tøjstil, og her 100 år er den dominerende trend vel nærmest det modsatte. I dag er normknusning et mål i sig selv. Fra Alt.dk – Bar denne mand den flotteste kjole til årets Golden Globe?.

“I USA kalder de det for begyndelsen på award season – altså sæsonen for prisuddelinger – når verdens største film- og tv-stjerner samles til uddelingen af Golden Globe Awards.

Og der var da også fyldt med de smukkeste kjoler og alternative buksedragter, da Hollywoods spidser i nat dansk tid indtog den røde løber som optakt til prisuddelingen, der hylder årets bedste præstationer i film- og tv-branchen – både indlands som udenlands. … Billy Porter – årets kjole?

Det er sjældent, at en mand er med i opløbet om den fineste kjole, men det er Pose-skuespiller Billy Porter! Da han troppede op på den røde løber, fik hans outfit straks Twitter til at hylde Pose-stjernen – og her på redaktionen er vi også svært begejstrede for hans leg med stilarter ved at bære dette helt hvide sæt med en sjal-nederdel af designeren Alex Vinash. Og ja, også skud ud til de matchende hvide Jimmy Choo-støvler med bling, der fuldførte outfittet.”

(Skuespilleren Billy Porter til Golden Globe 2020; Foto: Cosmopolitan)

Men typically still dressed very respectably even if they weren’t going to a formal event. Unless they were playing a sport or doing something particularly athletic, men typically wore suspenders, slacks, and a simple white button-down. Vests and bowties were also a nice way to keep a simple outfit looking classy.

For formal clothing, look for suits in either striking solid colors or plaid/pin-striped. When it came to parties, the men began to push the boundaries a little too. Their suits became louder and more attention grabbing- though not obnoxiously so. Solid-colored suits in white were often accented with brightly colored ties in pinks or reds.” (The Complete Roaring 20’s Costume Guide)

Oploadet Kl. 02:31 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


3. januar 2020

Identitær: ‘Danmark kræver danskere for at kunne overleve – danskere, hvis loyalitet er hos Danmark’

Sublim replik til Nima Zamani, der i en klumme på EB.dk hævder at Generation Identitær har ‘et hitlerisk budskab’ om et ‘etnisk udrenset Europa’ – Nima Zamani trækker nazikortet.

“… At Zamani har den loyalitet er ikke så mærkeligt. På trods af evindelige historier om hans typiske danske gøremål som håndbold og alt muligt andet, så er han naturligvis præget af sit ophav. For identitet er ikke noget man gør, det er noget man er – og hvorfor skulle Zamani ikke også have, i hvert fald en delt loyalitet imellem det land som har taget imod hans forældre, og som han er født og opvokset i, og så det land han stammer fra?

Det er netop en af Generation Identitærs pointer, at når man tager en stor mængde mennesker ind i et land, som det er sket med masseindvandringen, så vil de have andre skikke, andre loyaliteter og så videre, og netop det vil erodere Danmark og omforme det til noget andet. Danmark kræver danskere for at kunne overleve – danskere, hvis loyalitet er hos Danmark. Noget de fleste danskere har, fordi de er en del af den kontinuitet, den historie, det folk, som danskerne udgør.”

(Generation Identitær, Året der gik 2019)

Oploadet Kl. 01:03 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


22. december 2019

Christiansfeld, 22. december 2019: “Hvad jeg gør ved du ikke nu – Men du skal forstaa det siden efter.”

Egentligt er jeg gået på juleferie, men der er travlhed i firmaet, og jeg har fire lange vagter før nytår. Det er ikke et større problem, og der vil også blive tid til Uriasposten. Fjerde advent tog jeg kæresten med en tur til skønne Christiansfeld, og på hjemvejen en hurtig afstikker til Hejlsminde. Danmark er et skønt land uanset vejrlig, og den øl man drikker efter nogle timer i vinterblæst smager fantastisk. ‘Hertog Jan Arcener Tripel’ hermed anbefalet.

Der var Halemejser i kristtjørnen under morgenmaden, og Bjergirisk på strandengen ved Hejlsminde nor, men nogle gange skal man bare nyde momentet og glemme alt om det perfekte foto.

Tyrstrup Kirke (Christiansfeld).

“Kirken blev bygget i 1862 og indviet 03.12. 1863. Den er tegnet af kgl. bygningsinspektør L.A. Winstrup og kaldes også Genforeningskirken, fordi Kong Christian X og dronning Alexandrine deltog i en takkegudstjeneste her den 10.juli 1920 efter at kongen var redet på den hvide hest over grænsen fra kongeriget og ind i det genvundne Sønderjylland. Denne begivenhed mindes ved en gudtjeneste her hvert år den 10. juli. På mindestenen uden for kirken står de 57 navne på faldne i krigen 1914-1918 fra Tyrstrup sogn. Kirken blev renoveret 2014.” (Christiansfeldarkiv.dk)

Christiansfeld (byen med honningkagerne…)

Hejlsminde (Grænsesten 127)

Grænsesten nr. 127 blev i 2012 bragt tilbage til sin oprindelige placering ved den gamle grænse mellem Danmark og Preussen, som et symbol på at skellet hen over Slusen efter 92 år var visket ud, og at et nyt fællesskab har udviklet sig hen over den gamle grænse. I 1920 sikrede Hejls Sogneråd, at grænsesten nr. 127 ved Hejlsminde ikke gik tabt midt i Genforenings stemningen. De gemte derfor grænsestenen i en lade med henblik på senere at sætte den op i et anlæg ved Slusen i Hejlsminde til erindring om grænsen 1864 – 1920.” (Hejlshejlsminde.dk

Oploadet Kl. 19:04 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Arkiveret under:


21. december 2019

Helmuth Nyborg som overskurk i Jussi Adler-Olsen filmatisering: “Kender du Kold vinter-teorien?”

For efterhånden mange år siden så jeg ‘Kvinden i buret’, en Nicolai Arcel-filmatisering af Jussi Adler-Olsen. Det var klichefyldt holdningsmassage i den letfordøjelige ende, og på foranledning så jeg i går aftes fjerde film i serien om Afdeling Q – ‘Journal 64’. Det var mere af det samme, omend det dog var rart at filmen ikke skjulte racehygiejnens socialdemokratiske velfærdsstatslige udgangspunkt. Se evt. I & II.

Filmen adskiller sig lidt fra bogen, men tendensen er ens. Tre personer findes myrdet i en københavnsk lejlighed, og sporene fører tilbage til Sprogø-internerede kvinder i 50’ernes Danmark. En anstalt hvor løslevende kvinder blev internerede, påtvunget abort og i visse tilfælde tvangssteriliserede. Manden der udførte steriliseringerne var en ung læge ved navn Curd Wad, der blandt andet voldtog en pige, der var blevet gravid med sin kæreste.

Der springes i tiden, og i nutiden er Wad blevet en stor mand, der ejede fertilitetsklinikken ‘Danevang’, der også hjalp unge kvinder med aborter. De fleste var indvandrerpiger, og for at holde Danmark racerent steriliserede ham dem samtidig. Bag tvangssteriliseringerne stod Wads ‘Kold Vinter’-gruppe. En racistisk organisation der havde sympatisører i politiet, blandt andet betjenten der skød Afdeling Q’s Assad, da han konfronterede Wad på klinikken.

Den onde Curd Wad er tydeligvis skåret over professor emeritus Helmuth Nyborg, der sidste år meldte sig ud af Stram Kurs, efter dødstrusler fra indvandrere. Den mordtruede er morder. Muslimerne er ofre, ikke angribere.

Journal 64 er instrueret af Christoffer Boe, der med filmen fik det Kristeligt Dagblad kalder for ’sit store folkelige gennembrud’. Den blev med længder den mest sete biograffilm i 2018. Herunder en række tilsendte screencaps.

(Den unge Curd Wad forelæser om racehygiejne)

(Den aldrende Curd Wad, ejer af fertilitetsklinikken Danevang, leder af ‘Kold Vinter’)

(Assad skydes af en ‘Vold Vinter’-sympatiserende politibetjent, og får sprøjten af Curd Wad)

Citater

“Forsvindingssagerne bliver gennem bogen langsomt kædet mere og mere sammen for både læseren og Afdeling Q, og gradvist dukker der nye ubehagelige oplysninger og hændelser frem. Forsvindingerne har én person til fælles, en Nete Hermansen, hvis historier bringer mange fortællinger om tiden på Sprogø (Kvindebehandlingshjem for ‘åndssvage’ i perioden 1955-1961 en af de Kellerske Anstalter) frem i lyset. Sprogøhistorierne bliver viderehen linket til en Curt Wad, formand for det nærmest fascistiske parti Rene Linier og leder af projektet Den Hemmelige Kamp, der går ud på at udføre tvangssterilisationer og -aborter på kvinder, man ikke anser for værdige til at formere sig. Pludselig bliver Afdeling Q flettet ind i en meget større efterforskning… Pludselig er de kommet i søgelyset hos Curt Wad og hans kumpaner, der vil gøre alt hvad der står i deres magt for at holde deres grimme gerninger hemmelige.” (Wikipedia om Jussi Adler-Olsens Journal 64, 2010)



20. december 2019

Steen Dalin om 100-året for Genforeningen: Vi vil blive oversvømmet med ‘nationalistisk propaganda’

Jeg tror ikke Steen Dalin har noget imod fejringen af Genforeningen, eller et dybtfølt ønske om mere ‘kompetente historikere. Jeg tror blot at filmfotografen hader nationalstaten, og det er uvist af hvilken årsag ikke unormalt, blandt folk der mere eller mindre direkte ernærer sig af andres skattekroner. Bizar kommentar af Steen Dalin i Weekendavisen – Grænseløs nationalisme.

“… Ud drattede Grænseforeningens Jubilæumsudgave om genforeningen med et farvestrålende billede af vores dronning på forsiden. Åh nej, allerede! Det er ellers først næste år, vi skal oversvømmes af nationalistisk propaganda af værste skuffe om Sønderjylland og genforeningen. Som om det ikke var nok med de tusindvis af genforeningssten, der pryder hver en lille flække over hele landet.

… Her til 100-året kunne man ønske sig et knap så nationalistisk og mere nuanceret billede af begivenhederne. Faktisk var der inden treårskrigen i 1848 overhovedet ikke tale om noget ‘Sønderjylland’.

… i Grænseforeningens Jubilæumsudgave kan man læse en forsonende artikel, hvor de to formænd for henholdsvis det danske- og tyske mindretal, gensidigt smilende, mindes 100-året for grænsedragningen. Men det er karakteristisk, at tidsskriftet omtaler det danske mindretal som hørende hjemme i Sydslesvig, mens det tyske mindretal er indbyggere i Sønderjylland. Hov – burde der ikke have stået Nordslesvig?

På tyske oversigtskort er betegnelsen altid Holstein samt Nord- und Südschleswig, men her til lands skelner vi slet ikke. Er det ikke tankevækkende, at forrige århundredes nationalistiske propaganda stadig har sine fangarme dybt plantet i vores underbevidsthed? Personligt håber jeg på, at det kommende års fejring kunne styre uden om de rædselsfulde nationalistiske rød-hvide toner med kongen på den hvide hest og i stedet lade nogle kompetente historikere komme på banen og forklare os de reelle årsagssammenhænge. Det ville være en oplagt lejlighed til at tage hele historien op til revision. Men jeg frygter det værste her på tærsklen til 2020.”

(Tryk ved ‘Max Petersen’, ca. 1920; NB: Mobilfoto)

Oploadet Kl. 01:54 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Arkiveret under:


15. december 2019

M. Grenaa Giessing: Corbyn tabte på grund af højreorienteret mediehetz, postulater om antisemitisme

Markus Grenaa Giessing plejer at skrive apologetiske tekster om socialistiske regimer i kommunistiske Arbejderen, og i henseende er der naturligvis afradikaliserende, at han bruger tid på at forsvare Labours Hamas-sympatisør Jeremy Corbyn. Kommentar set hos Ræson – Mediernes smædekampagne mod Corbyn var afgørende for Labours katastrofale valgnederlag.

“… I løbet af Corbyns tid som leder har han været offer for en uværdig bagvaskelse i den britiske presse. Han er blandt andet blevet anklaget for at være antisemit, en sovjetisk spion og terroristernes ven, uden at medierne har fremlagt beviser for disse injurierende påstande. Og der kan ikke herske megen tvivl om, at mediernes allestedsnærværende smædekampagne mod Corbyn har været medvirkede til Labours forfærdelige valg.

Dagen før det seneste britiske valg i 2017 opfordrede The Sun briterne til at stemme på De Konservative og kaldte i den sammenhæng Corbyn for ‘terroristernes ven’, ‘fagforeningernes marionetdukke’ og en ‘marxistisk ekstremist’, hvis politik ville lede landet mod ‘ekstrem fattigdom’.

Mediemogulen Rupert Murdoch ejer mange britiske medier, herunder The Sun, og den redaktionelle linje er domineret af hans særdeles højreorienterede overbevisninger og støtte til Brexit. Derfor er det heller ikke overraskende, at hans medieimperium leder smædekampagnen mod Corbyn. …

Også herhjemme har flere medier smædet Corbyn, hvilket blot bevidner, at kampagnen mod den nu afgående partileder er så massiv, at den er gået over grænser. … Jyllands Posten begræder i en lederartikel fra 2018 Corbyns ’så åbenlyst antisemitiske sympatier’ og kalder ham for ‘en del af en europæisk, antisemitisk tendens’. Ligesom Wivel henleder JP opmærksomheden på, at Corbyn sympatiserer med terrorister, hvilket er åbenlyst forkert.

… Britiske jøders oplevelse af stigende antisemitisme bør ikke underkendes – det er bare svært at finde belæg for i statistikkerne. Og der er intet, der tyder på, at Corbyn er medskyldig i fænomenet, endsige at han selv er antisemit. … De grundløse postulater…

(Jeremy Corbyn lægger krans på ‘Martyrs of Palestine’ i Tunis, 2014; Fotos: Channel4 FactCheck)

(Jeremy Corbyn til højre for Maher al-Taher, leder af PFLP, der måneden senere myrdede fire rabbinere)

(Jeremy Corbyn deltager i bøn for ‘martyrene’; Foto: Daily Mail)



13. december 2019

Mr. Andersson: Den yderste venstrefløj har ingen problemer med Blekingegadebandens ‘tavse kujoner’

Jeg bruger normalt kun ‘enablere’ om tavse muslimer, men man kunne fint bruge samme begreb om den yderste venstrefløjs mange sympatisører. Ingen fjende til venstre, så at sige. Mikkel Andersson gengiver en velkendt historie i Berlingske – De venstreekstremes tavse kujoner fra Blekingegade.

“Der er i Danmark to mennesker, som med sikkerhed kunne fortælle, hvem der trykkede på aftrækkeren den novemberdag i 1988. Det er Torkil Lauesen og Jan Weimann – sidstnævnte har senere skiftet navn til Jan Jakobsen – der begge deltog i røveriet. …

Selvom både Lauesen og Weimann/Jakobsen lejlighedsvis har pippet op med forsøg på apologi for deres støtte til den palæstinensiske organisation PFLP (der sidst gjorde sig bemærket ved at anvende en teenager til et terrorangreb mod israelske handlende i 2004) og sågar skrevet en nekrolog for Niels Jørgensen, har de intet sagt om morderens identitet.

Det er intet problem på den yderste venstrefløj.. Torkil Lauesen har, siden han kom ud af fængslet, været feteret foredragsholder og aktivist-inspirator og haft sin gang i venstrefløjshøjborge som Ungdomshuset og Solidaritetshuset, hvor generationer har nydt godt af hans brogede erfaringer.

Søreme om Lauesen ikke efter endt afsoning fik et dejligt job som fuldmægtig i Københavns Kommune, der var så passende til lige netop den røveridømte terrorsympatisør, at den tidligere DKPer og daværende SFer, som ansatte Lauesen, slet ikke så grund til at slå stillingen op. Heldigt for ham. Senest er Lauesen så blevet skribent for det nye venstreradikale webmedie Konfront.”

Oploadet Kl. 12:27 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper