21. oktober 2014

Endnu mere Langeland: “Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi, Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki'”

Endnu en regnvejsdag på Langeland, og hvis du vil se en bloggende jyde i kongeblå gummistøvler, så er det nu. Jeg hører en del radio, og med en bogaktuel Jesper Tynell (Irak-krigens begrundelse…) er P1 udelukket. Den første stund med Radio24syv inkluderede et interview med samme, og så var stilen ligesom lagt. Jeg blev blandt andet forulempet med et indslag om en russisk ‘Miss Hitler’-konkurrence, der blev afsluttet med en modstilling af ‘frihedssøgende’ og ‘højreekstremisme’. Eks-kommunisten Putin repræsenterede (i lighed med nationalsocialisme) højreorienterethed.

Herefter var der Reporterne, hvor et af dagens gennemgående emner var hvorvidt en kvindelig hjemmeplejer fra Frederikshavn skulle fyres på grund af en racistisk kommentar om muslimer på Facebook. Den ene vært fortalte sidst i programmet, at han stemte på Morten Messerschmidt til EP-valget, men selvom debatten ofte er mere nuanceret end den tilsvarende på P1, så er det venstrefløjens kampe der udkæmpes. Med eller uden en stemme på Dansk Folkeparti. Det mest borgerlige man kan gøre med sin radio er at slukke den.

(Admiral på nælde, Dovns klint)

Jeg har i nogle dage forsøgt at komme på skudhold af Sortkrage og Kvækerfinke, men det er småt med det ornitologiske og jeg har måtte supplere med et besøg hos ringmærkerne på Keldsnor fuglestation. Her er der de senere dage blevet ringmærket spændende arter såsom Pungmejse, Skægmejse og Ringdrossel. Da jeg var der så jeg Jernspurv, Blåmejse og Gærdesmutte. Ikke dårligt, men eneste nye art under opholdet har været en forbiflyvende (mørkbuget) Knortegås i Botofte.

(Gærdesmutte, Keldsnor)

(Mørkbuget knortegås, Botofte)

(Tårnfalk, Gulstav mose)

Kaffen købes på den sydgående landevejs ‘Nordenbro Kontantforretning’, der i al sin enkelthed både er iskiosk, bager og antikvitetshandel. Trods navnet tager de også betalingskort. I Rudkøbing har jeg blandt andet besøgt Tingstedet, en 1700-tals købmandsgård fyldt med antikviteter. Jeg købte en bog om Langelandsbanen, øens jernbane 1911-62, og hvis det ikke klarer op, så har jeg i det mindste lidt læsestof.

Fra beskrivelsen af den officielle indvielse en efterårsdag for lidt over hundrede år siden.

“Konsessionsudvalgets formand og nyslået Ridder af Dannebro, proprietær I. A. Hansen Tjørnebjerg Gård åbnede de officielle talers række med en tale for Kongen: “Det er en særlig festdag for os. Den er ganske vist ikke nået uden kamp, men vi håber, at banen vil bringe os, hvad vi venter af den Mange slutter sig til os i dag i dette ønske, men der er dog et særligt hjerte, som slutter sig til vore håb og ønsker, og det er Hans Majestæt Kongens. Vi håber, han må opleve mange fredens år. ‘Kongen leve’. Derefter spillede orkestret ‘Kong Christian’, og alle rejste sig ærbødigt. I aftenens forløb blev nedenstående sang, med stolthed i stemmerne, sunget af de mange feststemte deltagere.

Hos Digteren lued’ Begejstringens Ild
Den Gang han paa Langeland landet:
De skønneste Roser, de fedeste Sild …

Hvad nytter det, Rosen i verden blev sat,
Hvis ej den blev taget til eje
Når Grenen laa ensom i Havet forladt
Langt bort fra tiltraadte Veje
Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi
Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki’

(Ulla Arndt Madsen, Langelandsbanen, 2011. S. 23)

(Nordenbro Kontantforretning, Nordenbro)

(Dannesbogaard, Herslev)

(Til salg-skilt ved Asylcenter Holmegaard, Bagenkop)

Oploadet Kl. 21:13 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


9. oktober 2014

Historiker om DR Dramas ‘1864’: “… synes i virkeligheden at handle mere om sårfeberen fra 2001″

Blå blok besluttede i 2010, at støtte projektet med en ‘særbevilling’ på 100.000.000 skattekroner. Som konservativ burde man selvfølgelig bifalde historiske dramaer, men erfaringerne er entydige – enhver krone til Danmarks Radio er en krone til kulturradikal historieskrivning. Fra Berlingske – Massiv historikerkritik af Bornedals storserie.

“Søndag aften blænder DR op for Ole Bornedals længe ventede storserie, ‘1864’, Danmarks hidtil dyreste TV-serie, der har krævet medvirken af tusindvis af statister og en særlig bevilling på 100 mio. kroner fra Folketinget til dets virkeliggørelse.

Serien er i otte afsnit, og en lang række af landets mest kendte skuespillere er trukket i 1800-tallets uniformer og medaljer, men endnu inden seriens første scener er kørt over skærmen, sender historikere fra hele landet en granatregn af kritik ned over seriens historiske snit. Særligt den indledende skildring af det danske politiske korridorspil forud for krigens udbrud generer historikerne, der har set de to første afsnit af serien.

Inspektør på Tøjhusmuseet og historiker med flere bøger om 1864 og ansvarlig for museets udstilling om 1864, Jens Ole Christensen, kalder beskrivelsen af historiens forløb for ‘utroværdig’.

‘Når DR har en public service-forpligtelse og har skudt 100 mio. kroner i serien for vore penge, så må vi forvente et rimeligt begavet stykke film, men dette gør os bare dummere på historien og ikke klogere,’ siger Jens Ole Christensen, der mener, at serien er et forsøg fra instruktørens side på at sige noget nutidigt om dansk krigsindsats.

‘Man kunne få det indtryk, at Bornedal ønsker at vise, at vanvittige mænd dengang som nu trækker Danmark ind i krige. Filmen synes i virkeligheden at handle mere om sårfeberen fra 2001 og ikke fra 1864, og om at danske politikere sammen med USA gik i krig i Irak. Dele af det danske kulturparnas hader og er stadig martret af den krigsindsats, og derfor skal 1864 misbruges til nutidig debat,’ siger Jens Ole-Christensen.

Arkivar og forskningsleder ved Syddansk Universitet Hans Schultz Hansen, mener, at Ole Bornedals grundlæggende indfaldsvinkel er problematisk. …

‘Seriens ensidige postulat er, at det er den overmodige danske nationalisme, der fører til konflikten,’ siger Hans Schultz Hansen.

[...]

DRs dramachef, Piv Bernth, der har udviklet ‘1864’ i tæt samarbejde med Ole Bornedal og Tom Buk-Swienty, forstår godt kritikken fra historikerne, men påpeger, at serien ikke primært er rettet til denne gruppe seere. …

‘Serien er ikke lavet for fagfolk alene. DR laver mange andre tiltag om begivenhederne i 1864, så derfor kommer serien ikke til at stå alene. Desuden tror jeg, at der kommer en følgevirkning af serien, nemlig at flere unge mennesker bliver nysgerrige på perioden og begivenhederne og måske opsøger viden på museer og så videre,’ siger Piv Bernth.”

Oploadet Kl. 17:02 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


6. oktober 2014

2001: Centrale borgerlige politikere dannede front med militant venstreradikal mod Dansk Folkeparti

I seneste Greens-måling for Børsen går Dansk Folkeparti frem til 22,1 procent, foran Socialdemokraterne, lige bag Venstre. Med de seneste uger udmeldinger fra Konservative og Liberal Alliance, havde kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen med vanlig tæft, inviteret Thulesen-Dahl, Søren Pape Poulsen og Anders Samuelsen til en rundbordsdebat under Venstres landsmøde. Måske har han lært af Anders Fogh Rasmussen, der indså han ikke kunne få flertal udenom indvandringskritikere…

(Greens Analysebureau, 2014 – Dansk Folkeparti Ungdom, 2001)

Lad os spole tiden tilbage til februar 2001, ni måneder før jordskredsvalget. Herunder lidt fra en fælles erklæring fra otte partiers ungdomsformænd rettet mod Dansk Folkeparti Ungdom, og mere eller mindre direkte mod Dansk Folkeparti som sådan. Ønsker du de fulde konsekvenser af et multietnisk samfund?, spurgte DFU, hvis bestyrelse senere blev dømt for racisme. Herunder Morten Messerschmidt, der tidligere på året slog alle rekorder: 465.758 personlige stemmer.

Blandt de otte ungdomsformænd er der flere nulliteter, men også to centrale skikkelser i det kommende borgerlige flertal. Liberal Alliances politiske ordfører Simon Emil Amnizbøll (dav. Radikal Ungdom), og Venstres nuværende finansordfører Peter Christensen (tidl. Venstres Ungdom). Hvem dannede de så front med mod kritikerne af det multikulturelle samfund?

På listen ses Bertil Videt, der efter alt at dømme var aktiv i Antifascistisk Aktion, sideløbende med organisatorisk karriere i Rebel – Revolutionære Unge Socialister (og Enhedslistens Ungdomsnetværk). Han sad i Rebels pressegruppe, da Pia Kjærsgaard tre år tidligere blev overfaldet på Nørrebro “For os er en stor del at socialismen netop at folket rejser sig og sparker igen når de bliver trådt på. Og var det ikke det der skete på Nørrebro dengang?”, skrev andet medlem af samme pressegruppe efterfølgende. Kasseren deltog på gadeplan.

“Vi kan være uenige om hvilken udlændingepolitik, der skal føres i Danmark. Men at fremstille skræmmebilleder, der kan medføre unødigt frygt og hetz imod et stort mindretal er uacceptabelt. Sådan lyder det samstemmende fra otte ungdomspartier. Fællesudtalelsen har baggrund i dén annonce fra Dansk Folkepartis Ungdom som i denne uge har ført til politianmeldelse af de unge pianister. I annoncen påstår Dansk Folkepartis Ungdom, at et multietnisk samfund tilbyder os: Massevoldtægter, grov vold, utryghed, tvangsægteskaber, kvindeundertrykkelse og bandekriminalitet.

Dansk Folkepartis Ungdom udtrykker ikke alene nogle stærkt fordomsfulde synspunkter… I hæftet til ungdomsuddannelserne skriver Dansk Folkepartis Ungdom: Vi mener, at Danmark i øjeblikket står over for sine hidtil største udfordringer i bestræbelserne på at forblive en etnisk homogen suveræn nation, som vi har været i over tusind år.

Dette citat må, set i lyset af det meget omdiskuterede kampagnemateriale, som Dansk Folkepartis Ungdom fornyligt har lanceret, siges at være overmåde interessant. For dette er om noget en udtalelse, der afslører, hvad Dansk Folkepartis Ungdom egentlig kæmper for. Her kan man altså tale om, at Dansk Folkepartis Ungdom offentligt indrømmer, at deres mål er et racerent Danmark.

Det gør det ikke mindre interessant, at den føromtalte annonce er godkendt af moderpartiet; Dansk Folkeparti. Hvis det altid er tilfældet, må man gå ud fra, at også Dansk Folkeparti støtter op om disse holdninger.”

(Februar 2001: Otte ungdomsorganisationer mod DFU/DF: “… deres mål er et racerent Danmark”)

Apropos.

Jeg ser ikke Dansk Folkeparti som medlemmer af en regering, jeg står i spidsen for. Nok har vi vist evnen til at arbejde sammen, men der er også nogle punkter, hvor vi er uenige. Eksempelvis EU-politikken.” (Lars Løkke Rasmussen, 10. august 2012)

Jeg synes, det er forkert at have den tilgang til verden, hvor man på forhånd siger, at nogen ikke må være med. For os er det afgørende, at vi kommer til at lede en ny regering.” (Lars Løkke Rasmussen, 5. oktober 2014)



4. oktober 2014

Set i Ole Bornedal-filmatiseret historie-drama til 173 mio. : Sigøjnere pisket og voldtaget af danskere

Det er ikke første gang Ole Bornedal politiserer. I Fri os fra de onde fra 2009, portrætteres ‘den racistiske redneck-dansker’ som kristen-fundamentalister med pumpguns, der lader en indvandrer få skylden for et mord han ikke har begået. Fra Jyllands-Posten – DR’s ‘1864’-satsning anklages for historieforvrængning.

“På næste søndag er der premiere på Danmarks Radios store dramasatsning ‘1864’, som har kostet omkring 173 mio. kr. at lave. Men allerede inden danskerne har haft mulighed for at se det første afsnit, er der voldsom kritik af serien for at skævvride historien.

Historikeren Rasmus Glenthøj, der netop har udgivet den anmelderroste bog ”1864”, har set de første tre af seriens otte afsnit og er ikke imponeret.

‘Jeg frygtede, at historien blev fortalt fuldstændigt skævt, ligesom jeg frygtede, at der ville komme en overdrevet nutidig politisk vinkling på det. Og begge ting er sket,’ siger han.

(Screencap fra Erik Ballings Olsen-banden på spanden, 1969)

Historikeren ser også stærke tendenser til, at seriens instruktør, Ole Bornedal, med serien har villet sende en kommentar til nutidens Danmark.

Lige pludseligt dukker der en kæmpe flok sigøjnere op på godset på Fyn, og de vil vildt gerne arbejde, men de bliver bogstaveligt talt pisket og voldtaget af danskerne. Jeg skal ikke kunne sige, om der har været sigøjnere på det tidspunkt i Danmark, men det har jo intet med 1864 at gøre som sådan. Det handler om, at Ole Bornedal gerne vil sige noget om nutiden,’ mener Rasmus Glenthøj. …

Ole Bornedal, der både har instrueret og skrevet den store tv-satsning, er ikke overrasket over kritikken, men er ikke enig. …

Det er klart, at hvis man laver en nationalist, der har retorik i 1800-tallet, så kan man ikke undgå, at den retorik ligner en retorik, der også findes i dag. Altså, når Henrik Kofoed spiller lærer og siger, at i Danmark skal alle lære at tale dansk, vi vil ikke have andre sprog end dansk i Danmark, så kunne det jo godt ligne en retorik, der har hersket i moderne dansk politisk kultur,’ siger han.”



29. september 2014

Stalin-tro Gottlieb Japsen kom hjem fra Moskva, fik job hos Gyldendal, lektor på Aarhus Universitet…

Stort tema om to danske stalinister i søndagens Jyllands-Posten. Da den omtalte Gottlieb Japsen kom hjem fra Moskva, fik han omgående ansættelse på Gyldendal. Fra – Danske kurerer kæmpede for Stalins verdensrevolution.

“I slutningen af 1930′ erne rejste de unge danskere Ellen Schou og Gottlieb Japsen rundt til europæiske hovedstæder med falske pas, fortrolige ordrer og millioner af kroner i fremmed valuta i dobbeltbundede kufferter.

De var hemmelige kurerer i Stalins tjeneste. Pengene blev brugt til at støtte de nationale kommunistiske partiers kamp for verdensrevolutionen via sabotage, overvågning, spionage, propaganda og oprustning.

De var Stalins politiske frontsoldater i kampen for den verdensomspændende revolution i en tid, hvor verden var på randen af verdenskrig, og ideologierne kolliderede,’ siger historiker ved Det Kongelige Bibliotek Morten Møller, der dokumenterer begivenhederne i bogen ‘Ellen og Adam’.

… deres arbejde var de blandt de mest udsatte, da Stalin i et konspiratorisk vanvid indledte omfattende udrensninger i Sovjetunionen for at stoppe en indbildt trotskistisk sammensværgelse. På mindre end to år fik han likvideret mindst 700.000 mennesker.

‘De var i Moskva midt under Stalins massehenrettelser og jagten på udenlandske forrædere. De befandt sig et vanvittigt og livsfarligt sted,’ siger Morten Møller.

Til sidst forrådte de deres nærmeste. De vedblev med at være kommunister til deres død, og Gottlieb Japsen blev i 1970 lektor ved Aarhus Universitet.

(Gottlieb Japsen i Gyldendals åbne Encyklopædi: Fra statsforlaget i Moskva via Gyldendal til lektorat)

Oploadet Kl. 16:04 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


24. september 2014

Helnæs og Agernæs, lidt vest for Fåborg, 23. september 2014

Fyn er et smukt land. Herunder en række stemningsbilleder fra en tur til Helnæs, der inkluderede Helnæs fyr og Helnæs Made (strandeng). Forinden kørte jeg naturligvis gik forbi Agernæs, og så havnen. Det oprindelige mål var nærliggende Hagenskov Mølle, hvor jeg håbede lidt på Bjergvipstjert eller Vandstær. Den del af turen gik i vasken, men Danmark i klart vejr er altid en behagelig oplevelse.

Helnæs.

“Til minde om de ved Helnæs 14.8.1944 nedstyrtede allierede flyvere. Helnæs sogns beboere rejste denne sten 14.8.1950.”

“Under en mission til Kiel natten til den 17. august 1944 blev en Halifax bomber ramt over dansk område. Besætningen sprang ud med faldskærm over den sydlige del af Lillebælt, på strækningen mellem Torø… og Helnæs. Flyet styrtede ned ved Langøre, der fra fastlandet fører over til Helnæs.

Det blev en bevæget nat for en del yngre mennesker i Sønderby Bjerge, idet de forsøgte at komme de nedstyrtede flyvere til hjælp i en robåd. Oppe fra land kunne de høre dem råbe om hjælp… men da de kom ud på vandet, kunne de ingenting se og ingenting høre. Det blæste kraftigt den nat, og der var ret høj søgang. Efter nogen tids forløb blev eftersøgningen derfor opgivet.

J. O. Clerc, R. F. Young og J. W. Moffat blev den 17. august fundet druknet på stranden udfor Sønderby klint… Samme dag fandt man piloten J. A. Morgan druknet på stranden ved Aa… Da flyvraget blev hævet op af vandet ved Langøre fandt man i vraget radiotelegrafisten C. R. Stewart.” (Airmen.dk)

Agernæs.

Hagenskov Mølle.

Oploadet Kl. 14:58 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer
Arkiveret under:


18. september 2014

Multikulturalist omvendt: “Man kan med rette kalde dagens Sverige for det Tredje Riges spejlbillede.”

Nedenstående konservative kronikør har gennem årene skrevet flere barske indlæg rettet mod Dansk Folkeparti, den politiske debats xenofobi og samfundets manglende forståelse for etnisk mangfoldighed. Jeg citerer af forståelsesmæssige årsager lidt fra tidligere læserbreve under grafikken, men det er ikke nemt at ændre holdninger, og han fortjener af samme årsag respekt. Kronik af advokat Klaus Ewald i onsdagens udgave af Fyens Stiftstidende – Nordens Libanon (ikke online, kræver login).

“Den svenske statsminister Per Albin Hansson omtalte i 1928 den socialdemokratiske velfærdsstat som et folkehjem. 85 år senere står Sverige foran en befolkningsmæssig ændring, som vil omdanne Sverige til et Nordens Libanon. … Flygtninge og indvandrere, fortrinsvis med muslimsk baggrund, udgør en fjerdedel af den svenske befolkning.

Integrationen lægger beslag på godt 200 milliarder svenske kroner årligt. Hele boligområder i svenske byer huser folk med flygtningebaggrund, boligområder, hvor politi, brand og socialmyndigheder har urimelige arbejdsvilkår. De fremmede sætter dagsordenen. Salafister og radikale muslimer har kronede dage. Og det bliver kun værre i årene fremover.

Kritik af indvandrerpolitikken er i svensk terminologi også et udtryk for racisme. Sverige har udviklet sig til et orwellsk samfund.

I valgkampen nedggjordes de yderligtgående Sverigedemokraterna, der som det eneste parti kritiserer det galehus, Sverige har udviklet sig til -og skønt partiet høstede 13 procent af stemmerne ved valget i søndags, vil ingen samarbejde med det.

Seneste rigsdagsvedtagelse går på, at Sverige over den næste fire år skal modtage yderligere 340.000 flygtninge med mellemøstlig baggrund.

Formålet er bl. a at sikre Sverige mod et faldende befolkningstal. Dette til trods for at enhver erfaring viser, at der ikke er hverken økonomi eller ansvarlighed i at eksperimentere med indvandring alene baseret på politisk korrekthed. Fakta viser, at kun hver anden flygtning har fået job efter otte år, og at 40 pct. stadig står uden arbejde efter 15 år. …

Hvor nationalsocialisterne udryddede og besværliggjorde levevilkårene for de minoriteter, som ikke passede ind i det nazistiske verdensrige, besværliggør og ødelægger den politiske propagandamaskine, lobbyisterne og de etablerede partier fremtiden for landets egne borgere. Det er aldrig før set i verdenshistorien.

Det bliver nu nødvendigt at ekspropriere privat svensk ejendom for at huse de mange nytilkomne. Så langt ude er myndighederne kommet.

Man kan fint sammenligne Sveriges manglende debat om indvandring med den måde, hvorpå den nazistiske propaganda minister, Joseph Goebbels, styrede den tyske presse med jernhånd fra 1933-45. Man kan med rette kalde dagens Sverige for det Tredje Riges spejlbillede. Så grotesk har forholdene udviklet sig.

Kernen i en demokratisk debat bør være, at intet emne er helligt, så længe argumenter og synspunkter bygger på fakta og saglighed. …

Sandheden er, at begge politiske blokke i Sverige gennem de sidste 40 år langsomt, men sikkert har afmonteret en debat om, hvilken befolkningssammensætning der skal udgøre det fremtidige Sverige, og om rimeligheden i at bruge så mange midler på integration i stedet for på landets egne borgere.

En ikke-stueren kronik som denne ville aldrig finde vej til en svensk avis. Pressens fineste opgave som vagthund er i stedet konverteret til at fungere som skødehund for indvandrervenlige lobbyister og politikere. …

Politikerne og pressen har saboteret den svenske befolknings ret til selvbestemmelse. Fremtiden tilhører ikke længere svenskerne, fremtiden tilhører den indvandrergruppe, der får flest stemmer ved valget om 20 eller 30 år. Det svenske samfund står foran fundamentale ændringer politisk og religiøst. Hvorfor må dette ikke debatteres? Er det ikke relevant? Hvem er det, man ikke vil støde? De radikale salafister, vandalerne der brænder ghettoerne af? Sandheden er, at Sverige om føje år ikke vil være et verdsligt, nordisk broderland. Sverige ender som et Libanon, hvor alle dårligdomme, etniske og religiøse modsætninger vil være rejst med fra hjertet af Mellemøsten.

Til Sveriges politikere og journalister kan man som dansker med svensk baggrund kun sige en ting: Skam over jer, at I har gjort ‘Du gamla, du fria du fjællhøga nord’ fortræd. Fremtidige svenske generationer vil rejse skamstøtter over jer. Hvis de altså får lov. Og hvis de til den tid findes.”

(Fyens Stiftstidende, 17. september 2014, s. 16)

“Advokatstanden, som jeg er en del af, burde ligesom alle andre med sans for ret og rimelighed reagere mere markant på de verbale krænkelser som højrefløjen i dansk politik har signaleret mod muslimer siden terrorangrebet i New York den 11. september. At sætte lighedstegn mellem en trosretning, der tæller over en milliard mennesker, og nogle yderligtgående fanatikeres handlinger er i bogstaveligste forstand at bombe debatniveauet tilbage til et klima som det, man havde i USA’s sydstater i 50’erne med raceadskillelse… Hver gang f.eks. Dansk Folkeparti generaliserer, polariseres klimaet imellem gammel- og nydanskere i en grad, så det bliver vanskeligere og vanskeligere at have de helt store forhåbninger om en fredelig sameksistens. Vi er på vej mod et mere afstumpet og koldt samfund med den glidebane vi er inde på i disse år, og angrebet på WTC er kun en undskyldning for at marginalisere de mange søde og rare mennesker, som bor i Danmark, og som har det til fælles, at de har en anden etnisk og religiøs oprindelse end den, der er gældende for hovedparten af befolkningen…” (2001)

Hvis man fandt dagens aviser frem om 30 år, ville man tro at xenofobi, eller frygten for det fremmede, var navnet på den tryksværte man brugte i aviserne. Man vil nok kalde os for et puslingeland, som lå lunt i svinget væk fra alskens trængsler og konfrontationer. Men når Dansk Folkeparti indrykker helsides annoncer i dagbladene, hvor man ser en burkaklædt dommer under overskriften underkastelse eller submission, som filmen af nu afdøde Theo van Gogh hed, så har man indtrykket af, at ulven allerede er her, og så tipper en lødig værdidebat over til at være et spørgsmål om, hvem der kan diske op med flest perfiditeter. … Vend dog blikket mod alle indvandrerlandes moder, USA, og vurder om landets retssystem er brudt sammen under trykket fra forskelligartetheden. … Man savner altså politikere med lidt statmandsformat som Birthe Rønn Hornbech, der kan træde i karakter og sige nogle borgerlige ord over for den nærmest xenofobiske holdning, som alt for ofte tilkendegives. … Som Martin Luther King sagde i sin berømte I have a dream- tale fra 1963 fra Capitol Hill i Washington: Jeg ser frem til den dag, hvor mine små sorte børn vil blive bedømt på baggrund af deres menneskelige karakterer og ikke på baggrund af farven på deres hud. Så langt er det lykkedes specielt Pia Kjærsgaard at afspore den offentlige debat.” (2008)



10. september 2014

Edmonton (London): Keats, Lamb, 82-årige fru Silva og machete-morderen Nicholas Salvadore

Tilbage i 2001 tilbragte jeg et halvt år i London, da min daværende kone fik arbejde på et hjem for handikappede i Tottenham. Jeg passede min datter i dagtimerne, og arbejdede lidt på studiet i de sene aftentimer. Opholdet i Edmonton kurerede mig for multikulturalistiske tendenser. Multikultur blev for mig synonym med afbrændte biler, kridtstreger efter politiets rekonstruktion og lignende. Jeg har tidligere skrevet lidt om opholdet, og kom til at tænke lidt på det igen i denne uge.

Flere udenlandske medier har skrevet om ‘The Edmonton Beheading’, og insinueret et jihadistisk motiv. Jeg har ikke set dokumentation for motivet, og i min verden er en mand der angriber katte med macheter, fordi de har ‘stjålet hans lighter’, ikke helt velforvaret. 25-årige Nicholas Salvadore huggede hovedet af 82-årige Palmira Salvatore foran hendes hjem i Edmonton, tæt på Church Street hvor hun drev en cafe i 30 år.

Jeg boede lidt længere oppe af Church Street tilbage i 2001, og gik forbi cafeen hver dag med min datter, når jeg handlede i Tesco ved jernbanecenteret. Hendes cafe lå tæt på antikvitetshandleren, hvor jeg købte et indrammet fotografi af gaden, som den så ud i hundrede år tidligere. Det er taget fra Edmonton Green Station, mod mit daværende hjem. Som Churchillianer, der læste byhistorie, var det et oplagt minde om opholdet. Bygningerne var meget engelske, men beboerne var alt andet.

På den anden side lidt oppe af vejen lå John Keats barndomshjem, Charles Lambs’ ‘cottage’, men også en pub, en Ladbrokes og All Saints Church hvor jeg fotograferede Lambs gravsten.

“I have had playmates, I have had companions,

In my days of childhood, in my joyful school-days,

All, all are gone, the old familiar faces.” (Charles Lamb, 1775-1834)

(Church Street, Edmonton Green, 1907)

Fra Evening Standard – Woman beheaded: ‘Muslim convert’ known as Fat Nick suspected of slaughtering grandmother pictured for first time.

Details have begun to emerge about the man arrested for the murder of a great grandmother beheaded in her back garden. He was named locally as Nicholas Salvadore, a 25-year-old would-be cage fighter who is believed to be a Muslim convert, who had been living a few doors from 82-year-old Palmira Silva. …

Italian-born Mrs Silva, who owned a local café in Edmonton with her son Tony for more than 30 years, was found dead in the back garden of her home in Nightingale Road yesterday. Neighbours said a man dressed in black had decapitated cats with a foot-long machete-like blade and smashed the window of a car before running through rear gardens banging on doors and windows.

One told how he heard him shouting ‘the cats have stolen my lighter’ as he hacked an animal to pieces. …

He said: ‘At school he was just a normal bloke. He has seemed pretty cool. It’s just shocking he could have done something like this. It’s so random and strange, I just can’t believe it. Locals claimed Salvadore had converted to Islam last year.”

(Palmira Silvas cafe på Church Street i Edmonton)

Oploadet Kl. 07:27 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


17. august 2014

Demokratisk socialist: “Arbejderbevægelsen skrev ‘Internationale’ på sine faner, ikke ‘antinationale’.”

Det er ikke meget demokratiske socialister har til fælles med den revolutionære af slagsen, men i forhold til højrefløjen er de enige. Herunder to citater sakset fra Facebook i går.

“… den åbenlyse højreradikale antisemitisme der florerer i nogle muslimske miljøer på Nørrebro.” (Niels Jespersen, 16. august 2014)

“Talte i dag til demonstration til støtte for kurdernes kamp imod højreekstremisterne i Islamisk Stat.” (Nikolaj Villumsen, 16. august 2014)

(‘Frede Uttussui’, antinational venstreekstremist; Foto: Facebook)

Kommentar om nationalisme af ikke-revolutionære Niels Jespersen i Information – Venstrefløj, kend dine værdier.

“Martin Geertsens (V) sommeragurk om en særlig dansk værdikanon medførte i sidste uge forudsigelig forargelse på venstrefløjen. Enhedslistens Per Clausen slog i Berlingske til lyd for, at der slet ikke findes særligt danske værdier – det kommer jo alligevel alt sammen fra udlandet. Det er ifølge Clausen nationalistisk overhovedet at tale om danske værdier…

Danske værdier findes. Det gør de i kraft af, at millioner af danskere føler dem. … Hvis danskerne bliver enige om, at noget er en dansk værdi, så er det en dansk værdi. Der findes ikke copyright på følelser. …

Martin Geertsens forslag til danske værdier er tolerance, tillid, demokrati, ytringsfrihed, arbejde, ligestilling, religionsfrihed og respekt. Otte konkrete værdier, der historisk har været forbundet med den demokratiske venstrefløj. Han taler ikke om nationalisme, kongerækker, gudsfrygt, autoritet og hierarki.

Men i stedet for at juble over, at danskerne, ja, selv borgerlige, omfavner socialistiske værdier, vil venstrefløjen hellere rase over, at danskhed kan fortolkes positivt. Venstrefløjen er så fastlåst i sin selvopfattelse som modkultur, at den forspilder chancen for at fortælle om en åben positiv danskhed, som man har lyst til at være en del af.

Når Per Clausen ikke vil tale om danske værdier, er det selvfølgelig af hensyn til efterkommerne af flygtninge og indvandrere. Han er bange for, at især muslimerne skal føle sig ekskluderede af snakken om danske værdier. Men det er misforstået tolerance at tro, at vi skal tilbyde de nye danskere et værdineutralt rum. Det er meget nemmere at være gæst og falde til, hvis der er klare regler. Intet er værre end en vært, der siger, at man skal opføre sig som hjemme, men i virkeligheden har opstillet tusindvis af uskrevne regler for god opførsel. Man kan ikke have fællesskab uden fælles værdier. Hvis vi opgiver det, opgiver vi reelt drømmen om det samfundsmæssige fællesskab, som er velfærdsstaten. …

Med sin modvilje mod alt nationalt svigter venstrefløjen sin historie og frasiger sig nogle af sine største sejre. Arbejderbevægelsen skrev ‘Internationale’ på sine faner, ikke ‘antinationale’.



13. august 2014

Kasper Støvring: Grundtvigs nationalfølelse udtrykker “… en troskab mod de givne vilkår”

Velskrevet kommentar af Kasper Støvring – Geertsen, Grundtvig og det særlige ved Danmark.

“Venstres integrationsordfører Martin Geertsen foreslog for et par uger siden, at man nedskrev en ‘værdi-kanon’, så udlændinge ved, hvad der kræves for at være danskere. Blandt værdierne nævnte han demokrati, ligestilling, religionsfrihed og ytringsfrihed. Alt sammen gode værdier, synes vi her i landet, men jo ikke specielt danske. Der er ingen kultur i Venstremandens kanon, intet partikulært nationalt. …

Vi holder af vores eget, fordi det er vores, ikke fordi det objektivt er det bedste. Danmark er ikke et universelt forbillede, og danske værdier er ikke nogle, som alle andre nødvendigvis efterstræber. Det udtrykker Grundtvig meget godt i sangen ‘Lang højere bjerge’ fra 1820. Andre nationer har højere bakker, klogere mennesker og udført større bedrifter, men ‘dansken har hjemme, hvor bøgene gro.’ Og at føle sig hjemme, det er sagen! Man kan jo sagtens føle sig fremmed i Danmark selv om man officielt bekender sig til demokrati. Men hvad vil det sige at høre hjemme?

Jeg så forleden en dokumentarfilm om en afghansk kvinde, der var flygtet til Danmark, og på en rejse hjem til Afghanistan så hun bjergene uden for flyruden og fik straks en klump i halsen. Det var hendes land, hjertet bar en længsel efter forening med dette hjemland. Landskabet var en følelse, de golde bjerge var smukke sindbilleder.

… Vi synes, at Danmark er flottest, mest yndigt, som det hedder i vores nationalsang, men afghaneren synes det samme om sit land, selv om vi måske kan have svært ved at forstå det. Som jeg har citeret Thurø-præsten Thomas Aallmann for at sige: Vi holder ikke af Danmark, fordi det er et yndigt land; Danmark er derimod et yndigt land, fordi vi holder af det. Fædrelandskærlighed er ikke bestemt af objektive kendsgerninger, men af subjektive følelser.

Lad os se på Grundtvigs sang, som må være en af de mest betydningsfulde nationale sange herhjemme. At studere denne sang giver et godt indblik i vores nationalkarakter.

(Stillits, Gyldensteen Strand, 12. august 2014)

Hvordan ser Danmark så ud? Det ser vi i de to første strofer. Danmarks landskab er præget af bakker, sletter, grønhøje, bøgetræer, strand, blomstermarker, hav, bælter og sunde.

Hvordan ser danskerne så ud? Det får vi at vide i de følgende to strofer. Danskeren er jordbunden, hjertelig, modig, har praktisk fornuft og retfærdighedssans, er sandhedssøgende og villig til at dele sine goder med andre (sidste strofe).

Hvilket billede af det gode liv fremviser Grundtvig for os? Det er et liv i sandhed og for ret, et jordbundet liv i troskab med den skabte verden, et liv præget af hjemhørighed, naturforbundenhed, mådehold, sprogkærlighed og et liv, hvor de basale behov er opfyldte. …

Strofe et med dens ‘ved jorden at blive, det tjener os bedst!’ viser, at der ikke er noget oppustet over nationalfølelsen, men derimod en troskab mod de givne vilkår, en stilfærdig, nøjsom eksistens i al sin begrænsning, men også rigdom.

Man kan også fremhæve strofe fire med dens ’til husbehov dog vi har vid og forstand, / vi vil os til guder ej grunde’. Det står i modsætning til de spekulative utopister i andre lande, de ‘kloge’ folk, og man finder også her kristendommens tale om mennesket, der er stedt på en særlig plads på jorden, ikke som barn af globen, man af folket. Strofen vender sig også imod tom idealisme med dens idealer om verdensforbedring, hvor den partikulære virkelighed svigtes.

Og de sidste to vers, der siden er faldet ud? De rummer såmænd en hyldest til kongen, til verdens ældste monarki; godt nok hører man i andre lande, at folket roser deres herskere i højere, mere eksalterede vendinger. Men Grundtvig tvivler på, om man nu også kan stole på denne ros. Nej, dansken synger derimod ægte, men stilfærdigt om kongen som en due! Man kommer her i tanke om anekdoten om kong Frederik den 4., der havde besøg af den russiske tsar Peter den Store. Sidstnævnte spurgte den danske konge, hvorfor han ikke havde livvagter med, når de red rundt blandt folk i København. Kongen svarede: Folket passer på mig.

Oploadet Kl. 07:44 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper