5. november 2017

Dybbøl Mølle, 4. november 2017: “Slægter dø, men Sproget binder. Fremtid gror af dyre Minder.”

Siden april har den sammenbragte børneflok bestået af hele fem teenagere, men det er slut nu. Den førstefødte fylder 20 i dag, og det skal fejres, og jeg vil derfor være offline det meste af dagen. I går stod den på foredrag For Dansk Kultur i Sønderborg, og jeg nåede lige at komme forbi Dybbøl Mølle før lyset forsvandt.

Herunder en række mobil-fotos.

“Tvende Gange skudt i Grus
Atter rejst som Møllehus
Vogter for et Mindebo
Selv en Bavta, dansk og tro.

Spejd så langt dit Øje når
Grav ved Grav i Marken står.
Danske Mænd gav Livet hen
Troskab holder Skansen end.

Tåredugget Ærekrans
Slaar om Dybbøls Navn sin Glans.
Slægter dø, men Sproget binder.
Fremtid gror af dyre Minder.”

(Grænseforeningen)

(Kong Christian d. 9. af Danmark)

“… Til ære for dem der stred for vort fædreland.”

“Men end er der sang i skoven, højt bølger det røde flag. End er der en gud foroven, der råder for Danmarks sag.” (1864.dk)

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


3. november 2017

Building Green-messen 2017: Stalinistisk massemorder som ikon for bæredygtige byggematerialer…

Byggemessen ‘Building Green’ har tidligere hædret Balder Bergmann Johansen og Logik & Co., og i den kontekst giver nedenviste fotos god mening. På årets netop afsluttede messe kunne man se en kommunistisk massemorder som ikon for noget så kuriøst som bæredygtige byggemateriale. Dyre varemærker såsom Grohe (køkken og bad) og HTH (køkkener) har tilsyneladende intet problem med at blive associeret med en mand der åbent forherligede vold, personligt likviderede adskillige, og underskrev sig som ‘Stalin II’.

(Fotos: Tilsendt)

Oploadet Kl. 22:12 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


27. oktober 2017

Venstres nuværende politiske ordfører meldte sig i 2005 ud af partiet pga. for stram udlændingepolitik

Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen var en stor mand, da borgerligheden blot var en markedsøkonomisk udgave af Socialistisk Folkeparti. Man dyrkede det internationale, og den eneste grund til at Venstre i dag har flyttet sig lidt, er de politiske konsekvenser ved intet at gøre. Mandattal, så at sige.

I en anmeldelse af Ellemann-Jensens seneste bog, fortæller han, at sønnen Jakob (MF for Venstre, politisk ordfører) i 2007 meldte sig ud af partiet, fordi partiet gav plads til Karen Jespersen og der hermed var åbnet en dør for strammere udlændingepolitik. De åbne grænser er hjerteblod for liberale, på trods af konsekvenserne.

Uffe Ellemann-Jensen var udenrigsminister i elleve år under statsminister Poul Schlüter. Han fik også en søn, der gik ind i politik. Her kan Jakob Ellemann-Jensen ikke være med. Jeg husker stadig hvordan Peter schlüter (Konservativ, Borgerrepræsentationen) så sent som i 2005 beskrev Dansk Folkeparti som et ‘racistisk parti for ubegavede nazister’. Partiet anvendte efter hans mening “de samme Nazistiske, hadefulde, Racistiske metoder og retoriske skræmmetaktikker, som Adolf Hitler brugte mod jøderne”.

Det lyder som noget en rygeskæv trotskist kunne have læst højt i et telt under et 1. maj-møde, men det var for få år siden en del af den kommunale valgkamp for en borgerlig statsministers konservative søn.

Meget sigende for det ideologisk kompas i dansk politik, så blev Anker Jørgensens søn Peter Kvist Jørgensen ikke kandidat for socialdemokratiet, men en del af Kommunistisk Arbejderparti, senere Enhedslisten.

Fra Kristeligt Dagblad – Uffe Ellemann-Jensens nye bog ligner et politisk kampskrift mod nationalkonservatismen.

“Tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen har skrevet en bog. … Den tidligere minister og journalist har brugt tiden efter politik til at rejse rundt og besøge gamle venner og bekendte i hele verden, arbejde i en række bestyrelser for virksomheder og kulturelle institutioner og fonde samt i næsten seks år at kommentere verdens skæve gang i TV 2’s udenrigspolitiske magasin ‘Ellemann og Lykketoft’.

… allerede på side 65 får vi at vide, at hans søn Jakob, Venstres nuværende politiske ordfører, i 2007 meldte sig ud af Venstre og ind i Ny Alliance, fordi den tidligere socialdemokratiske indenrigsminister Karen Jespersen havde fået foræret en sikker valgkreds for at ville føre en strammere udlændingepolitik i partiet.

Uffe Ellemann-Jensen brød sig aldrig om det skift i tonen, der kom med Venstres valgkamp i 2001, hvor udlændingekortet blev spillet hårdt ud første gang. … Sat på kort form var og er han i opposition til den nationalkonservatisme, som i stadig højere grad præger hans parti samt dansk og i øvrigt international politik.”

(Grafik: Venstre.dk)



25. oktober 2017

Bitter Blog, ti år: “Når jeg kigger tilbage på mine indlæg, så er der én ting, der slår mig: Jeg havde ret.”

Bitter Blog holder samme høje niveau som Rokokoposten, men er relativt ukendt udenfor bitre højreorienterede kredse. Identiteten Bob Glitter fejrer 10-årsdagen med sig selv, og han er således i godt selskab. Her lidt fra Ti bitre år, der starter med uforbeholden ros.

“Et andet aktuelt eksempel på den socialistiske indoktrinering kunne være, at der eksisterer forskellige spilleregler for henholdsvis socialistiske og borgerlige politikere. De får simpelthen komplet forskellige behandlinger af medierne. Lad os kigge på Nye Borgerliges byrådskandidat i Esbjerg, Johnny Boalth Lambertsen, og Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen.

Johnny …

skrev for fem år siden i en ophedet Facebook-kommentar, at der burde foregå ‘etnisk udrensning fra hus til hus’ i Danmark, hvilket han
har fortrudt og ved samme lejlighed erklæret, at han
står fuldt inde for Nye Borgerliges politik og program.

Johanne …

har erklæret sig selv for kommunist, og
har politisk arbejdet hårdt for Enhedslistens program, der i mange år indeholdt ordet ‘revolution’, og baserer sig på en ideologi, der har dræbt en decimilliard mennesker.

Så hvad sker der? Medierne kaster sig over Nye Borgerlige og Johnny… Det er ikke til at holde ud. Det er faktisk ufatteligt, hvis nogen af jer kan udholde at følge med på de etablerede medier længere. Indoktrineringen er så skamløs og åbenlys, at selv socialister må sidde og krumme tæer.”

(Arkivfoto: Dette er ikke ‘Bob Glitter’)

Oploadet Kl. 11:36 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


22. oktober 2017

Blüdnikow om DR-serie: “Unge mennesker misinformereres. Det er politisk propaganda i år 2017.”

Det er altid godt med konkret kritik af DR-udsendelser, men det eneste der for alvor batter er nu engang fyrede journalister og arbejdsløse dramatikere. Sejrherrerne skriver historien, og SR-alliancen er altdominerende i DR Byen. Jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere vil det blive tydeliggjort.

Bent Blüdnikow anmelder DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig, 10. afsnit i serien. Fra B.dk – Usandheder og manipulation i DRs historieserie.

“I forrige afsnit af DRs danmarkshistorie var der fem klip med Politiken og ingen med Berlingske Tidende eller Nationaltidende. …

Dette sidste afsnit af danmarkshistorien er værre. Afsnittet starter i 1942 og omtaler den voksende modstand mod tyskerne. Man ser socialdemokraten Inger Merete Nordentoft blive arresteret af tyskerne og beskrevet som medlem af modstandsbevægelsen. Så toner amatørhistorikeren, forfatteren Pia Fris Laneth frem og siger:

‘Hun var en del af den kulturradikale bevægelse i 1930erne, hvor intellektuelle, socialdemokrater og kommunister så det som deres vigtigste opgave at bekæmpe fascismens menneskesyn og propaganda. De gik ind for lighed mellem kønnene og de gik ind for demokrati.’

Det er usandt. Mange kulturradikale i 1930erne var stærkt kommunistisk påvirket, og de og kommunisterne gik ikke ind for demokratiet.

Dernæst træder Politikens fhv. chefredaktør Bo Lidegaard frem og taler om Jens Otto Krag og dennes store sociale indignation. I afsnit otte var det arbejderlederen Louis Pio, der var helten. I forrige afsnit var det socialdemokratiets leder Thorvald Stauning, som blev hyldet for at skaffe lighed og retfærdighed til landet.

Og i dette afsnit er det Jens Otto Krag, der fuldkommen fylder skærmen ud i bogstaveligste forstand. Han prises i scene efter scene for sin indsats for landet, og der er ikke et ord om, at han under besættelsen var en fortaler for et nært økonomisk samarbejde med Tyskland. Bo Lidegaard får ordet gentagne gange for at prise Jens Otto Krags indsats for at fremme et velfærdssamfund. Ikke en eneste borgerlig politiker nævnes.

Frihedskampen er sporadisk beskrevet og den repræsenteres af Inger Merete Nordentoft og bl.a. de kommunistiske arbejdere på arbejdspladsen B&W, hvis indsats for at skade tyskerne omtales. I en scene, der beskriver modstandsviljen, ser man en ung mand plante det kommunistiske flag med hammer og sejl.

Der er ikke en eneste borgerlig frihedskæmper eller organisation nævnt og heller ingen borgerlige politikere. Væk er præsten Kaj Munk, den konservative leder og modstandsmand Christmas Møller og de andre borgerlige, der kæmpede mod nazismen. Ikke en eneste er nævnt. …

Pludselig er vi ude af krigen og i 1945 og fortællingen vender tilbage til Inger Merete Nordentoft. Vi får at vide, at man både i kommunistiske kredse og udenfor havde ‘begejstring’ for Sovjetunionen for de ofre, landet havde ydet i kampen mod nazismen. Men der er ingen oplysning til unge mennesker om, den tragiske virkelighed, nemlig at Stalin først havde sluttet en pagt med Nazityskland og siden havde ofret millioner af landsmænd i håbløse angreb og deporteret andre millioner til Gulag.

Alt dette er mørkelagt, og det er sikkert, fordi det kunne skæmme heltebeskrivelsen af Inger Merete Nordentoft, der meldte sig ind i kommunistpartiet efter krigen. Det var der mange, der gjorde, men Nordentoft meldte sig først ud efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956, hvilket serien omhyggeligt beskriver med Nordentoft i nærbillede. Men serien spørger ikke, hvorfor hun ikke meldte sig ud før, for også tiden kort efter krigen var en terrortid, hvor Stalin sendte millioner til Gulag og lavede skueprocesser bl.a. mod jøder. Det var der klar dokumentation for, men Nordentoft tav og det samme gør DR nu.

Serien slutter med Den kolde Krigs afslutning, og man giver selvfølgelig æren for optøning og samarbejde til kommunisten Mikhail Gorbatjov og ikke til Ronald Reagan. Det er også her den eneste korte bemærkning om de borgerlige politikere finder sted, idet det nævnes, at den borgerlige regering i 1970erne skar økonomisk ned, hvilket ramte mange familier, men dog reddede økonomien.

DR har med dette afsnit lavet en politisk ensidig og useriøs udgave af danmarkshistorien. Unge mennesker misinformereres. Det er politisk propaganda i år 2017. Borgerlige politikere med en historisk bevidsthed og kampmod burde protestere.”

(Collage: Wikipedia v/Jan Friberg, DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig)

Oploadet Kl. 11:13 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


18. oktober 2017

DR-vært: Auschwitz minder mig om verdens udvikling – “… folk stemmer på alle de højreorienterede”

I interviewet fortæller DR-børnevært Kristian Gintberg, at han engang stak en ‘luftpumpe til en luftmadras op i røven’, og hans analyse af dansk politik holder nogenlunde samme akademiske niveau. Fra Radioplay.dk – Kristian Gintberg: ‘Hvis du er i tvivl, så gør det!’.

“Hvis du kunne bytte liv med en person, hvem skulle det så være?

Det skulle nok være Donald Trump. Så kunne man måske prøve at rette op på noget af alt det, han har lavet. …

Hvad står der på din ‘bucket-liste’?


Det lyder tørt, men jeg har lige tænkt over, at jeg godt kunne tænke mig at komme til Polen, og det kommer jo også til at ske. Det bliver meget tungt nu, men jeg kunne godt tænke mig at komme til Auschwitz lige og se det. Jeg tænker, det er noget, man skal se i forhold til hvordan verden ser ud og udvikler sig, og så lige huske på ‘the bad times’ inden folk stemmer på alle de højreorienterede. Det er godt lige at huske på de der ting nogle gange. Selvom det er lidt tungt, er det altså på min bucket-liste.”

(DR-vært Kristian Gintberg, 2015; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 15:29 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


11. oktober 2017

Christian Madsbjerg om George Soros: Han er bange for flygtningstrømmen, altså ‘reaktionen på den’

Jeg husker Rune Selsings underholdende anmeldelse af ‘Sensemaking’, men havde glemt navnet, da jeg hørte ham i søndagens udgave af Aflyttet på Radio24syv. Sjældent har jeg hørt så mange floskler, men alt gik op i en højere enhed, da han afslørede at han var en stor fan af George Soros. Den ungarnske rigmænd der via utallige NGO’ere, bekæmper nationalstaterne, blandt ved menneskesmugling henover Middelhavet. Her lidt fra interviewet.

Anders Kjærulff, Radio24syv: George Soros som du taler om, han er storinvestor. Han har nogle særlige teknikker, som du også er inde på her.

Christian Madsbjerg, forfatter: Forskellen på ham – hans ryg gør ondt, når markedet opfører sig på en måde han ikke kan lide. … Han er et af de mest imponerende mennesker jeg nogensinde har mødt.

Anders Kjærulff: Hvordan vil du beskrive ham?

Christian Madsbjerg: Han suger ilten ud af det rum han er i. Der er nogle mennesker, der har så meget karisma, så at det føles som om de fylder hele rummet op, som var de en ballon der udvidede sig. Han er ekstrem intens. … Jeg har mødt ham nogle gange nu…

Anders Kjærulff: Et stort menneske.

Christian Madsbjerg: Ja, og en stor filosof i virkeligheden. Han blev undervist af Popper og Wittgenstein på LSE, da han gik der. Han kom ud af Ungarn, han var jøde, han flygtede og blev undervist i London. Han startede fra ingenting, og ser nu igen, spøgelser i Europa. Og er meget bange for hvad der sker i Ukraine. Meget bange for hvad der sker med flygtningestrømme i Europa. I forhold til, ikke så meget flygtningestrømmene, for den har han selv været en del af, men reaktionen på den. Og han kan se nogle af de samme mønstre, reaktioner, som han har set for 60 år siden. 70 år siden.

Oploadet Kl. 21:32 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


10. oktober 2017

Revolutionær justits: Afskaffelse af ytringsfrihed og domstole (I: Jensen, Ruslands undergang, 2017)

Enhedslisten ændrede for et par år siden sit principprogram, og fjernede konkrete afsnit om nedlæggelse af politi, etablering af ‘folkemagtsorganer’ og andre elementer i det der blev kaldt ‘den revolutionære nødvendighed’.

Ungdomsforgreningen Socialistisk Ungdomsfront har stadig ‘folkelige kampe’ og ‘udenomsparlamentariske massebevægelser’ i sit minimumsprogram, og selvom den revolutionære justits nødvendigvis må være sporadisk før Revolutionen, så er der løbende angreb på ‘kontrarevolutionære’.

Herunder et længere afsnit fra Bent Jensens Ruslands undergang – Revolutioner og sammenbrud 1917-1921 (Gyldendal, 2017).

Revolutionær justits: Afskaffelse af ytringsfrihed og domstole

Noget af det allerførste, Lenin og hans regime gjorde efter magtovertagelsen, var at gribe ind mod menings- og ytringsfriheden. En forordning om pressen blev udstedt allerede den 27. oktober 1917 kun et døgn efter det nye regimes optræden. Det var, hed det i bolsjevikkernes begrundelse for ophævelsen af den ytringsfrihed, der havde været en realitet under zarismens seneste periode og under Den Foreløbige Regering, nødvendigt at få standset den ‘tilsmudsning’ og ‘bagvaskelse’ af det revolutionære regime, som den kontrarevolutionære presse angiveligt stod for.

Det næste alvorlige indgreb i befolkningens hidtidige frihedsrettigheder var udstedelsen i december af et forbud mod det liberale Kadet-parti. Partiet blev nu betegnet som ‘en fjende af folket’ og derfor forbudt. De socialistiske partier mensjevikkerne og de Socialistisk Revolutionære blev fortsat tolereret en tid, men turen kom også snart til dem. Ligesom Lenin fra starten havde ønsket en étpartiregering, lagde han nu også grunden til en étpartistat.

Et dekret om domstole afskaffede det hidtidige retssystem og de eksisterende love. Samtidig opfordrede det nye regime og ikke mindst Lenin selv ‘proletariatet’ til at terrorisere borgerskabet og alle andre modstandere af det revolutionære regime – altså en generel opfordring til selvtægt. Ligesom andre af den kapitalistiske stats ‘undertrykkende’ institutioner skulle også politiet afskaffes i det socialistiske Rusland. Det var i vidt omfang allerede sket efter Februarrevolutionen under Den Foreløbige Regering. Nu skulle politiets funktioner efter Lenins opfattelse i stedet overlades til arbejdermilitser, revolutionære tribunaler og folkedomstole.

‘Revolutionær justits’ skulle erstatte det hidtidige retsvæsen, der blev betegnet som den borgerlige stats ‘klassejustits’. Resultat af nedbrydningen af retssystemet og ordensmagten blev arbitrær vold, røverier, plyndringer og lynchjustits. (s. 221f)

(Politiet opløser den revolutionære justits, København, 2. oktober 2017)

Oploadet Kl. 13:03 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


4. oktober 2017

Ann Heberlein, teolog: Sverige lider af selvdestruktiv godhed, “… en slags virkelighedsfornægtelse”

Facaden krakellerer stille og roligt hinsidan. Interview med bogaktuelle Ann Herberlein i Kristeligt Dagblad – Forfatter og teolog: Svenskerne lider af selvdestruktiv godhed.

“… selvom mange har erkendt, at det har været forfejlet at tro, at problemerne løser sig, hvis man ikke taler om dem, mangler Sverige stadig et opgør om den nationale identitet, der ligger bag grundsynet om indvandring – særligt på venstrefløjen. Indtil da vil samfundskløfter og integrationsproblemer fortsætte med at vokse. Det mener Ann Heberlein, der er lektor i teologi ved Lunds Universitet, aktiv i det borgerlige parti Moderaterne og aktuel med bogen ‘Den banale godhed’ om multikultur, integration og værdier.

Man kan sige, at mange lider af en slags virkelighedsfornægtelse, hvor man i blind tiltro til, at godhed løser alt, nægter at reflektere over, hvilke konsekvenser ens gerninger har. Det er det, jeg kalder den banale godhed – at man ikke forstår, at godhed ikke er sort-hvidt,’ siger hun.

Forfatteren peger på, at godhedsbacillen i vid udstrækning viser sig i, at multikultur fremhæves som noget entydigt positivt, men også på en række andre måder.

[…]

I teologens øjne er godhedsbegrebet mere nuanceret end den umiddelbare gode gerning. Godhed er ikke en absolut værdi, og en handling kan ofte ikke reduceres til enten at være god eller ej. … De tanker er baggrunden for titlen ‘Den banale godhed’, der er en reference til den jødiske forfatter Hannah Arendts refleksioner om ondskabens banalitet under retssagen mod Adolf Eichmann efter Anden Verdenskrig.

De to begreber kan begge fremstå banale. Hos Arendt handler det om store dele af det tyske samfund, der ikke tager stilling, men lader det onde langsomt blive normen, uden at reflektere over, hvad konsekvenserne af passiviteten bliver. Den mekanisme sammenligner jeg med Sverige, hvor det umiddelbart gode ses som en absolut værdi, selvom det kan ende negativt, men jeg sammenligner altså ikke nazismen med den svenske godhed, som nogle ellers gerne vil have det til at fremstå som,’ fortæller Ann Heberlein.”

Oploadet Kl. 22:42 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer

“… dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.”

Jeg fik et anmeldereksemplar af bogen fra Gyldendal, og det sker ikke hver dag. Den vil blive læst ved lejlighed, men vi har at gøre med 526 tætpakkede sider. Den gode Mikael Jalving er i gang – Tvang, tvang og atter tvang.

“… hvis jeg skal være ærlig, får jeg den nok ikke læst færdig. Det er for meget af det onde. Eller som Bo Bjørnvig skrev i sin anmeldelse i Weekendavisen:

‘Til dem, der stadig forsvarer Lenin & Co., med, at de var idealister, der ville det gode, må man sige, at det forholder sig stik modsat: Netop dét, at de troede, at de gjorde noget godt, var grunden til, at de blev så exceptionelt grusomme.

Den reelt eksisterende kommunisme er således snarere for meget af det gode.

Hos Jensen er Lenin tyrannen over dem alle, mens den militante journalist Trotskij er praktikeren, der får den bolsjevikiske revolution til at skride fremad mod katastrofen via organiseringen af Den Røde Hær, før sjæleingeniøren og feltherren Stalin overtager showet og bliver den mest berømte og berygtede af de tre, idet han opnår noget nær total kontrol med partiapparatet, bekriger tyskerne og fuldbyrder det totalitære stormløb mod indbildte og potentielle fjender af regimet i en kalkuleret blodrus, der skal rense rådsrepublikken for oppositionelle baciller og ideologisk urene mennesker.

Du har muligvis hørt historien før, men her får du en samlet pakke – og som altid med Bent Jensen – overlegent, klart formidlet.

Alle revolutioner har et sted og en tid, der mødes.

Ét af krydspunkterne – bogen giver mange flere – var et numerisk overskud af arbejdsløse intellektuelle. … Disse fritgående og radikaliserede typer tilbad folket, selv om de knap var en del af det. Samtidig var de fulde af foragt over for forældregenerationen og de såkaldte småborgerne og kontrarevolutionære bønder og arbejdere, mens de selv hørte til de privilegerede – takket være deres forældre. Det var fra denne isolerede, men eksklusive kreds, at bolsjevikkernes ledere trådte frem på scenen med deres sans for dramatik og selvskrevne ret til at diktere øjeblikkets nødvendighed…”

Oploadet Kl. 13:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper