Det er tyve år siden Nørrebro blev forvandlet til en krigszone, da 2-300 venstreekstremister barikaderede flere gader og gik til angreb på politiet med brosten. Når man ser DR’s dækning af årsdagen, så er det historien om ‘vrede demonstranter’ og et politi der svigtede. “Nogle gange er oprørerne faktisk helt almindelige lovlydige borgere”, skriver Videnskab.dk i en tema-artikel, og den bliver svært at overgå.

Da Anders Breivik lave fagter i retten, blev det omtalt som en ‘højreekstrem hilsen‘, og hvis ikke gadekampe orkestreret af Antifascistisk Aktion er udtryk for venstreekstremisme, så eksisterer begrebet ikke i MSM’s terminologi. Interview med René Karpantschof i dagens Berlingske – Aldrig mere 18. maj.

“I ugerne op til 18. maj 1993 mødes den 29-årige Rene Karpantschof med sine gamle BZ-venner. Det er efterhånden nogle år siden, at de for alvor har været aktive i gadebilledet herhjemme, som under storhedstiden op gennem 80erne. Godt nok har de året forinden stået side om side med svenske antifascister i Lund i modprotest mod nynazisternes årlige hyldestmarch på dødsdagen for Karl XII af Sverige, der endte i sammenstød, men på hjemmefronten er den gamle garde af BZerne flyttet i kollektiver og har droslet ned på de ulovlige aktiviteter.

Den 18. maj er der nok en gang grund til at organisere kræfterne og samle den politiske modstandsfløj i fælles flok. Nok er de ikke længere BZere i ordets oprindelige forstand, men for dele af bevægelsen fortsætter den politiske kamp. …

Allerede inden valgstedernes åbning er formodningen, at folkeafstemningen vil falde ud til fordel for ja-sigerne. Derfor bliver der i ugerne op til indkaldt til »stormøde« blandt de gamle og fortsat politisk aktive BZere og den nye gruppe af autonome udspringere fra BZ-bevægelsen. … Det diskuteres, om demonstranterne i protest skal søge mod magthaverne på Christiansborg, men på selve aftenen kommer det aldrig på tale. I stedet bliver det besluttet, at man i tilfælde af et ja vil forlade tilhørsområdet omkring Blågårds Plads og barrikadere Nørrebrogade ned mod Dronning Louises Bro med skurvogne og erklære området for EF-fri zone. …

Om aftenen den 18. maj 1993 bliver planerne fra tegnebrættet effektueret, da det allerede tidligt står klart, at resultatet er en klar sejr til ja-siden. …

Rene Karpantschof er én af de få hundrede demonstranter, der har taget turen væk fra Blågårds Plads og søgt mod Dronning Louises Bro. På vejen er butiksruder og ruder til banker blevet smadret med kasteskyts. Højst to mindre politidelinger har på det tidspunkt indfundet sig på broen, og demonstranterne udbygger ufortrødent deres barrikader.

Omkring klokken 23.20 har politiet dog fået organiseret sig og samlet nok mandskab til at storme barrikaden. Med hjælp fra store mængder tåregas får politiet hurtigt og effektivt sat sig på strækningen fra Nørrebrogade ned til Fælledvej. Demonstranterne forsøger at svare igen med brosten, men tåregassen splitter dem i alle retninger. Rene Karpantschof selv fortrækker op i et BZer-kollektiv nær Fælledvej til sin højgravide kæreste. Herfra overværer han resten af aftenen, som den udvikler sig mere og mere voldeligt.”

“Vi følte ikke, at de fredelige demonstrationer gjorde en forskel, siger René Karpantschof, som aldrig har fortrudt, at han deltog i urolighederne og kastede med sten mod politiet 18. maj. … Mens han var i fuld gang med at kaste brosten mod de uniformerede betjente, tog en af hans venner fat i ham… jeg vil ikke fordømme det, vi gjorde, fordi jeg selv troede på, at det var det rigtige.” (den senere ekstremismeforsker i Ekstra Bladet)

Kommentarer fra regeringspolitikere efter 1. maj-seancen i Fælledparken, illustrerer hvor skidt det står til med venstrefløjens viden om de folk, de med jævne mellemrum demonstrerer sammen med. Som anklageskriftet i den verserende sag mod Antifascistisk Aktion fortæller, så er det ikke blot folk der “kan finde på at ty til vold, når de er ophidsede”, for nu at citere Pia Olsen Dyhrs absurd-naive skudsmål.

God blogpost af Rune Selsing om en anden blind plet – Fascismen var rød fra begyndelsen.

“Er der ved at opstå en ny rød fascisme i Danmark? Den bekymring udtrykte SFs handelsminister Pia Olsen Dyhr efter at være blevet slået og sparket af autonome stormtropper 1. Maj i Fælledparken. Ministerens meget sene opdagelse af de sortklædte voldsmænd er naturligvis udtryk for et monumentalt hykleri. Men bedre sent end aldrig. Hvis den pæne del af venstrefløjen endelig har fået øjnene op for den røde fascisme, er det en god lejlighed til kigge nærmere på den. …

Vi kunne pege på så indlysende forhold, at nationalsocialisme selvsagt hører til den socialistiske familie. At raceteorierne var populære på den avantgardistiske venstrefløj. At Stauning beundrede Tysklands planøkonomi. At Himmler var en dyrevelfærdsaktivist, Hitler økolog og Hess fortaler for helbredelse gennem urter. At nazisterne var pionerer i folkesundhedspolitik og at Hitler Jugend officielt mente, at ‘ernæring ikke er en privatsag!’. Det er pudsige eksempler set med nutidens briller, men ikke eksempler, der for alvor gør os klogere på de dybereliggende ideologiske tanker bag nationalsocialismen. …

Og så var Hitler i øvrigt ikke den første fascist. Grundlæggeren af fascismen er som bekendt Benito Mussolini, og selvom han ofte opfattes som en endnu større fladpande end Hitler, var det ingenlunde tilfældet. Mussolini var en førende socialistisk intellektuel, der som chefredaktør på tidsskriftet Avanti! var anerkendt af ‘fine folk’ som Gramsci og Lenin.

… Faktisk var han et modefænomen blandt de mest progressive på venstrefløjen. I 1920ernes USA var han eksempelvis den mest populære og mest omtalte internationale person. I 1933 blev han portrætteret af Hollywood som en helt og Italiens redningsmand i filmen ‘Mussolini Speaks’. Han var både intellektuel, latinolækker og et sexsymbol. En tidlig Che Guevara. …

At Mussolini overhovedet blev placeret på højrefløjen skyldes, at han ragede uklar med det socialistiske parti. Da første verdenskrig brød ud, bifaldt han krigen, ligesom store dele af ungdommen og den kunstneriske avantgarde. Det kostede ham imidlertid partimedlemskabet. I stedet stiftede han i 1919 den fascistiske bevægelse som en pro-krigs socialistisk bevægelse med programpunkter som sænkelse af valgretten til 18, stemmeret til kvinder, afskaffelse af adelstitler, indførelse af minimumsløn og arbejdstidsbegrænsning, ekspropriation af formuer og af kirkelig ejendom og nationalisering af våbenindustrien. Ikke langt fra de børnerevolutionære i Enhedslisten.

Mussolini beskrev sit ideologiske grundlag som en fusion af Marx, Nietzsche og Sorel. Nutidens venstrefløjs store helte. Han erkendte, at identiteten som arbejderklasse aldrig ville kunne mobilisere nogen revolution på tværs af grænser. Kun national identitet kunne bruges til en sådan mobilisering. Fra international socialisme til national socialisme.

Det intellektuelle grundlag bag den fascistiske ideologi var således et korrektiv til den verdensfjerne pseudovidenskabelige idé, om at denne verdens proletarer var forenet i kampen mod kapitalismen. Fascismen er en variant af socialismen, men ikke væsensforskellig. I dag udgøres autonome også af så umiddelbart forskellige strømninger som autoritær stalinisme og anarkosyndikalisme. Ingen udefrakommende kan kende forskel.

Historien om det 20. Århundrede er historien om socialistiske ideologier, der gik amok. Og om den liberal-konservative angelsaksiske tradition, der blev glemt undervejs, men vandt til sidst. Vore dages autonome er fascismens sidste skvulp. Det er en historisk tilfældighed, at de ikke har hagekors på armen.“

God klumme af Lone Nørgaard i søndagens Jyllands-Posten – Hvorfor dannelse? (ikke online).

“Man kan kende et civiliseret samfund på, at dets institutioner understøtter og værdsætter en levende sammenhæng mellem fortid, nutid og fremtid(er). Modstykket til et civiliseret samfund er et barbarisk, hvor ingen kender sine rødder. Enhver lever for sig selv, og for hvad jeg lige måtte have lyst til. … I det uciviliserede samfund findes ingen store fortællinger, der binder mennesker sammen i et historisk og folkeligt fællesskab. Her ved ingen, hvorfra de kommer, og derfor heller ikke, hvor de skal hen.

Det kollektive hukommelsestab resulterer i opløsning af institutionernes dyrebare viden, og med et skuldertræk udslettes generationers møjsommeligt indsamlede erfaringer og fornuftige sædvaner. Efter os syndfloden!

Nej, vel?!!! Der må være en bedre måde at tage vare på resterne af vores glimrende samfund. Til gavn for fællesskabet og vores efterkommere. En hovedstrategi til at dæmme op for opløsningstendenserne er dannelse. Indrømmet, et rent gummibegreb ligesom frihed og retfærdighed, men lad mig alligevel forsøge at indkredse det…

At gennemgå en dannelsesproces er at erkende, at man er underlagt en orden, som man skal bringe sig i overensstemmelse med. At blive dannet er at forstå sig selv som en del af en helhed… Da identitet kun kan dannes i samspil med instanser uden for én selv, er selvdannelse en meningsløshed.

Dannelse handler om såvel kundskaber som takt og tone – herunder at kunne udfolde sig sammen med andre. For at mestre omgangsformer må der opdragelse til. Javist skaber vi selv vores identitet, men processen sker nødvendigvis i forhold til omverdenen. Dannelse er på én gang en proces og et resultat, og dannelsesmidlerne en kombination af (forældre)opdragelse, uddannelse og selverkendelse.

Dannelsen sker i mødet mellem samtalepartnere – herunder i (skøn)litteratur – og i processen skal der være en kontinuitet. Mennesket forstår sig selv i en historisk kontekst og skal selv forstås i en konkret, historisk sammenhæng. “Er man erfaringsblank, repeterer man fra et nulpunkt”. Man mister evnen til at føre samtaler, der ligger uden for én selv og dermed evnen til at indgå i fællesskaber. …

At overvinde kriser, skuffelser og modgang er en helt nødvendig del af dannelsesprojektet. Dannelse er et tilvalg og dermed logisk også et fravalg. F.eks. af unødig viden (læs: gå mindre på Facebook, nettet og se mindre “Paradise Hotel” til fordel for fordybelse).

Nødvendig viden er bl.a. et kendskab til historie(n), uden hvilken nutiden bliver uforståelig.

Dannelse er ingen mirakelkur, men et beredskab til at svare igen på den igangværende nedtur i den vesterlandske selvbevidsthed – karakteriseret ved selvhad, relativisme og multikulturalisme. Samt autoritetstab! …

Tidligere handlede undervisningen om tilegnelse af faglige kundskaber og (parat)viden, men siden 1960′erne er vægten gradvist blevet flyttet fra traditionel kundskabsformidling til holdningsbearbejdelse og elevcentreret “læring”.
Ud med lærerautoritetens formidling af sit fag, ind med reformpædagogikkens kompetenceideologi, hvis konsekvens er, at nutidens studerende mangler grundlæggende teoretiske og metodiske færdigheder.

Deres viden er blevet mere overfladisk, og det er blevet stadig sværere at få dem til at sætte sig ind i noget kompliceret. Intet må helst gøre ondt, og sker det alligevel, står der straks behjertede – og kortsynede – idémagere klar med forslag a la den lektiefri skole og den totalitære heldagsskole…“

Besættelsestiden har mistet sin betydning, fordi den nu kun er et ‘moralsk og værdimæssigt symbol’, fortæller en lektor i artiklen, og Gud hvor har han ret. Generationskontrakten er opsagt, og konsekvensen vil vi se om får år når ‘Sunny Beach-generationen’ bliver forældre. Helt analog er udviklingen i England, hvor den kulturelle nihilisme har sejret i en grad, så unge der ikke var født da Thatcher regererede, mandag fejrede hendes død med champagne og containerbrande. Fra Kristeligt Dagblad – Besættelsesdagen mister sin betydning.

“Tidligt om morgenen den 9. april 1940 krydsede tyske tropper den danske grænse og brød den dansk-tyske ikkeangrebspagt. Den historiske dag for 73 år siden markerede indledningen på fem års tysk militær besættelse af Danmark.

Men besættelsesdagen har i dag stort set mistet sin betydning som kollektiv mærkedag. Det oplever ikke mindst Henrik Lundbak, museumsinspektør ved Frihedsmuseet i København. Museet, som er Nationalmuseets afdeling for besættelsen og modstandskampen i Danmark, har traditionelt markeret besættelsesdagen den 9. april. Men Frihedsmuseet har i år besluttet ikke at gennemføre nogen markering af besættelsesdagen efter gennem flere år at have konstateret faldende tilslutning.

”For nogle år siden kom der stadig ældre mennesker til museet den 9. april for at deltage i markeringen, og så længe traditionen var levende, var det naturligt, at vi bidrog til den. Men gennem de seneste år er den type gæster blevet færre, og efterhånden har vi svært ved overhovedet at få øje på dem. Og så må vi spørge os selv, om ikke tiden er kommet til at stoppe,” siger Henrik Lundbak. …

”Det er oplagt, at da den kolde krig slutter, mister besættelsesdagen noget betydningsindhold, fordi den ikke længere er knyttet til aktuel forsvarspolitik og alliancepolitik. Derefter bliver den et mere moralsk og værdimæssigt symbol,” siger Palle Roslyng-Jensen.“

(Velfærdsnihilister fejrer Margaret Thatchers død, Brixton; Daily Mail)

“I can’t bear Britain in decline… I just can’t.” (Margaret Thatcher, april 1979; Niall Ferguson)

Peter Hitchens i Daily Mail – How the invasion of immigrants into every corner of England has made a mockery of PM’s promise to close the door (via Snaphanen).

It really is not much good the Prime Minister turning round now and saying to the people of Boston [ Lincolnshire, England] ‘this must stop’. Even if anyone believed he can or will do anything… the event has happened. The greatest mass migration in our history has taken place. …

And it was at least partly my own fault. When I was a Revolutionary Marxist, we were all in favour of as much immigration as possible. It wasn’t because we liked immigrants, but because we didn’t like Britain. We saw immigrants – from anywhere – as allies against the staid, settled, conservative society that our country still was at the end of the Sixties. Also, we liked to feel oh, so superior to the bewildered people – usually in the poorest parts of Britain – who found their neighbourhoods suddenly transformed into supposedly ‘vibrant communities’. If they dared to express the mildest objections, we called them bigots.

Revolutionary students didn’t come from such ‘vibrant’ areas (we came, as far as I could tell, mostly from Surrey and the nicer parts of London). We might live in ‘vibrant’ places for a few (usually squalid) years, amid unmown lawns and overflowing dustbins.

But we did so as irresponsible, childless transients – not as homeowners, or as parents of school-age children, or as old people hoping for a bit of serenity at the ends of their lives. When we graduated and began to earn serious money, we generally headed for expensive London enclaves and became extremely choosy about where our children went to school, a choice we happily denied the urban poor, the ones we sneered at as ‘racists’.

What did we know, or care, of the great silent revolution which even then was beginning to transform the lives of the British poor? … I have learned since what a spiteful, self-righteous, snobbish and arrogant person I was (and most of my revolutionary comrades were, too). …

I have felt deeply, hopelessly sorry that I did and said nothing in defence of those whose lives were turned upside down, without their ever being asked, and who were warned very clearly that, if they complained, they would be despised outcasts. … The worst part of this is the deep, deep hypocrisy of it. Even back in my Trotskyist days I had begun to notice that many of the migrants from Asia were in fact not our allies. … Many of these new arrivals, though we revolutionaries welcomed them, knew and cared nothing of the great liberal causes we all supported. Or they were hostile to them. …

Of course, all political parties are compromises, but there is a big difference between splitting the difference and flatly ignoring a profound clash of principles. This sort of cynicism has been at the heart of the deal. Immigrants have been used by those who wanted to transform the country.”

Michael Hammers har offentliggjort et essay på 180 grader, der blandt andet inkluderer en række interessante citater. Fra Multikulturalisme: Implementeringen af islam og bruddet med dansk/vestlig kultur.

“Socialismen og kulturradikalismen er historisk personificerede ved de to stamfædre Karl Marx (1818-1883) og Friedrich Nietzsche (1844-1900). De lagde fra hver deres filosofisk erkendelsesteoretiske udgangspunkt afstand til religionen. Begge med udtryk, der er blevet stående op igennem historien som helt centrale for deres tanker. Marx slog således fast at: “Religion er opium for folket!” og Nietzsche at: “Gud er død!”.

Imidlertid hvis de to mødte deres åndsbeslægtede – multikulturalisterne – anno 2013, ville det uden tvivl være umuligt for dem at se slægtskabet. For i dagens Europa, ikke mindst i Danmark, arbejder multikulturalisterne, dvs. de venstreorienterede og kulturradikale, for religionens, islams, fremme og implementering i samfundet og giver herunder køb på værdier som menneskerettigheder og ytringsfrihed. Hvis vore to venner – Marx og Nietzsche – derfor udtalte sig overfor multikulturalisterne om nutidens ekspansive religion, islam, sådan som de nu engang havde for vane at udtale sig om den slags – dvs. med ord som: “Islam er opium for folket” og “Allah er død”, så ville de få sig deres livs mest ubehagelige overraskelse. Som en anden inkvisition fra den mørke middelalder ville deres “moderne” åndsbeslægtede nemlig rejse sig og komme efter dem med racismelovgivningen og en helvedsild af internationale racekonventioner og de to ville skyndsomt fortrække til 1800 tallets fred. …

Enhver rigtig multikulturalist vil utvivlsomt påstå at følgende fire citater er dybt krænkende overfor muslimer og Muhammed, og straks dømme racisme uden så meget som at blinke:

1) “han (Muhammed) skar halsen over på fædre og kidnappede døtrene”,
2) “han (Muhammed) lovpriser sådanne forhold som forræderi, umenneskelighed, brutalitet, hævn, flerkoneri som alle er fuldkommen i modstrid med det civiliserede samfund”,
3) “Allah vil død for enhver – der ikke bekender (sig til) islam”,
4) “Den muhamedanske verdensanskuelse har som nazismen en uhyre selvfølelse (…) Hvilken af de to mentaliteter, der er den farligste, er ikke godt at vide.”

Mange vil muligvis tro at ophavsmændene til citaterne er folk som Lars Hedegaard, Søren Krarup, Jesper Langballe, Mogens Camre o.lign. personager. Dvs. sådanne personer som multikulturalisterne igennem 20-30 år har haft travlt med at kalde for racister og islamofobe på baggrund af udtalelser, der ligner citaterne. Men nej, kære læser, det er det ikke. Ophavsmændene er derimod:

1) Voltaire, en af de allerstørste oplysningstænkere. Almindelig kendt for formuleringen af “sjælen” i ytringsfrihedsprincippet, nemlig med ordene: “Jeg er uenig i det, De siger, min herre, men jeg vil til min død forsvare Deres ret til at sige det!”

2) David Hume en af oplysningstidens store videnskabsteoretikere. I en tid, hvor naturvidenskaben troede, at man kunne erhverve sig sikker/absolut viden, formulerede Hume induktionsproblemet og gjorde dermed op med en næsegrus forherligelse af naturvidenskaben og skabte rum for kritiskhed også overfor videnskab.

3) Edvard Brandes bror til Georg Brandes. Med til at grundlægge Dagbladet Politiken og medstifter af partiet Det Radikale Venstre. Formuleringen ovenfor har Brandes lagt Muhammed i munden i sit skuespil: “Muhammed”.

4) Karen Blixen. En af dansk litteraturs største forfattere og et nationalt klenodie.

Der er således tale om højt anerkendte historiske personer, der repræsenterer oplysning, demokrati, ytringsfrihed, smag og kvalitet.

[...]

Men – må man spørge – hvorfor dog ønsket om denne masseindvandring af dårligt uddannede, kulturfremmede og fjendtligsindede mennesker!? Med hvilken hensigt!? Med hvilken mening!? – For, det har jo aldrig været kulturradikalismens hensigt at menneskeligt frisind skulle blive til autoritært kultur-religiøst afsind, som det er sket hos multikulturalismen, ligesom det aldrig har været socialismens hensigt at dens kritik af religionen, skulle blive til et forsvar for religionen (islam), som det er sket hos multikulturalismen. Det har heller aldrig været socialismens og kulturradikalismens hensigt, at kampen for og forsvaret af universelle menneskerettigheder, skulle blive til et angreb på og undertrykkelse af samme, som det er sket hos multikulturalismen via forsvaret for islam (kvindeundertrykkelse, homofobi og menneskeforagt) og den dermed forbundne rodfæstelse i det danske samfund, ligesom det aldrig har været kulturradikalismens og socialismens hensigt, at deres kritik og omvæltning af det patriarkalsk-autoritære samfund og værdier skulle blive til forsvar for og fremme af samme, som det er sket hos multikulturalismen via forsvaret for islam og den dermed forbundne rodfæstelse i det danske samfund.

Multikulturalisterne er i egen selvforståelse værdirelativister og påstår, at de ligestiller alle kulturer. Ingen er bedre, ingen dårligere, hvorfor alle skal behandles lige. Dog viser deres ensidige arbejde igennem 30 år for at fremme – promovere – islam på tværs af dansk kultur og værdier, at det ikke er og aldrig har været kultur ligestilling, de har haft som udgangspunkt og mål. Det er derfor rygende forkert at benytte begrebet multikulturalisme om deres ideologiske udgangspunkt og islamfremmende arbejde. Mere præcist rammende vil det være at betegne dette som f.eks.: Islampromovisme.”

Fra citat-listen.

Montesquieu (1689-1755) fransk oplysningsfilosof: “Den muhammedanske religion taler kun med
sværdet og agerer fortsat overfor mennesket med denne destruktive mentalitet som også dannede den”. Charles-Louis de Secondat, “Spirit of the Laws”, Book XXIV, Chapter IV (1748)

G.W.F. Hegel (1770-1831) tysk romantisk filosof: “Hvis koranen var Guds ord, så er den blevet til på en meget dårlig dag”. “Philosophy of Mind”, Oxford: Clarendon Press, 1971.

Mark Twain (1835-1910) verdensberømt amerikansk forfatter og humorist: Når jeg, en eftertænksom og simpel presbyterianer (kristen), undersøger koranen, så er jeg hinsides enhver tvivl sikker på, at enhver muhammedaner er gal (sindssyg). Ikke i alle alt, men når det drejer sig om religion. Mark Twain: “Christian Science”, 1907.

George Bernard Shaw (1856 – 1950) irsk forfatter og nobelpristager (1924): “Islam er yderst forskellig (fra andre religioner) ekstremt intolerant, som den er. (…) Da araberne var blevet (…) så ekstremt idoldyrkende, at de (…) tilbad hver en sten, der så sjov ud, dukkede Muhammed op og med risiko for sit liv fornærmede han på chokerende vis stenene, proklamerende at der kun er en gud, Allah, den hellige, den store … Og der var ikke så mange dikkedarer angående tolerance. Du accepterede Allah eller du fik skåret halsen over af nogen, der gjorde, og som så kom i paradis for at have sendt dig i helvede.” Dan H. Laurence: “Collected Letters 1926-1950″,1988: “Letter to the Reverend Ensor Walters 1933″.

Jacques Ellul (1912 – 1994) fransk filosof, jurist, sociolog og teolog: “I en toneangivende encyklopædi, kan man læse fraser som: “Islam ekspanderede i det 8. og 9. århundrede …”; “Det og det land kom på muslimske hænder …”. Men der siges ikke noget om, hvordan islam ekspanderede, hvordan lande “kom på muslimske hænder”. Det synes som om begivenhederne mirakuløst skete af sig selv … Hvad angår ekspansionen (islams) siges kun lidt om jihad, skønt det hele skete igennem krig … jihad er en institution, ikke en begivenhed. Dvs. den er en del af den måde, hvorpå den muslimske verden fungerer … De besejrede folk ændrer status (de bliver dhimmier (andenrangs borgere), tidligere lovgivning fjernes til fordel for en effektiv implementering af sharia”. Jacques Ellul:” Les Chrestientes d’Orient entre Jihad et Dhimmitude”, 1991.

Det er tyve år siden Der Spiegel udgav Botho Strauss’ Anschwellender Bockgesang, der blev oversat og udgivet på dansk af Tidsskriftet Nomos tilbage i 2003. Kasper Støvring opridser debatten om Strauss’ Tiltagende bukkesang, og inkluderer en række citater fra mesterværket – Det vigtigste essay siden Murens fald.

“Som titlen anslår, handler det om tragedien, den kommende tragedie, fornemmelsen af et forestående sammen- og opbrud. …

‘Tiltagende Bukkesang’ indledes med en undren over, hvorfor vores samfund fungerer så smidigt, når man betænker, hvor ufuldkomne mennesker i grunden er. Og dog – undertiden forekommer det som om, at noget er ved at gå i opløsning. Som om man “hører en sidste knagen af noget, som giver efter, af papirtynde lameller, som rasler i naturlige vibrationer”, som om man “lige netop ser de sidste, som det lykkedes at flygte ind i et hus, fornemmer et lille klik, som en lås, der går i. Herefter lyden af noget, der rives over: reb, håndsrækninger, nerver, tingslige kohæsioner, kontrakter, net og drømme. Endda solidaritet og marchkolonner.”

Så er stemningen i dette atmosfærefyldte essay sat, og forfatteren springer fra den ene observation til den anden. Fra den anelsesfulde beskrivelse af det skrøbelige ved det moderne liberale samfund går vi til en kritik af den moderne vestlige by til et ubehag ved den materielle overflod, der svækker os i mødet med ‘fjendtlige erobrere’.

Det liberale demokrati har ingen konkurrenter, vi møder ingen fare, der kunne motivere os til at samle kræfterne på ny. Vi risikerer derfor at stå magtsløse over for fremmede folkeslag, der hylder andre, åndelige værdier. Strauss henviser til de tidligere Sovjetlande, men også islam i Vesten rinder i hu. At nogle vil yde blodofre, forstår vi ganske enkelt ikke, æresdrab og attentatforsøg på blasfemikere, chokeres vi over, men hvad stiller vi op? Sagde nogen Lars Hedegaard?

Essayet kritiserer også det overfladiske oplevelsessamfund, trivialkulturen og den konstante forhånelse af etablerede ordninger, løgnen om det lykkelige, multikulturelle samfund og den subversive venstreorienterede rebel, der er imod alt, men sjældent virkelig for noget. Det er ødelæggeren, der hilses velkommen af de borgerlige filistre. …

Strauss provokerer ved at bekende sig til gamle konservative dyder som autoritet. Men det er kun delvist rigtigt at karakterisere ham som højreradikal: Essayet er en markant kritik af bl.a. nynazismen, der sidestilles med venstreekstremismen. De er nemlig begge inkarnationer af ødelæggeren, den tabunedbrydende.”

(Der Spiegel 1993/6 – Tidskriftet Nomos 2003/1)

Citater.

“Den eneste fjende, man ikke kan kæmpe imod, og som ikke sætter kræfterne i gang, når den trues, er samfundsrigdom. Er kun få rige, så hersker korruptionen og arrogancen. Er det folket som helhed, så smuldrer substansen. I hvert fald beskytter rigdom ikke mod demontering af det samfund, den i sidste instans skyldes.”

“Eftersom historien ikke er ophørt med at træffe sine tragiske dispositioner, kan ingen forudse, om vores pacifisme ikke blot sender krigen videre til vores børn.”

“Det offentlige moralske hykleri, som til hver en tid tolererede (om ikke ligefrem praktiserede) forhånelse af eros, forhånelse af soldaten, forhånelse af kirken, traditionen og autoriteten. Den bør ikke undre sig, hvis ordene i nødens stund ikke længere har nogen vægt.”

“At være højreorienteret, ikke af billige overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt; som griber mennesket snarere end borgere, som ryster ham og får ham til at føle sig ensom midt i de moderne, oplyste rammer, hvor han lever sit gennemsnitlige liv [...] Det drejer sig om en anden slags oprør: mod nutidens totale overherredømme, som vil udradere og frarøve individet hver eneste tilstedeværelse af uoplyst fortid, af det historisk tilblevne, af mytisk tid.”

“Modsat den venstreorienterede fantasi, som er en parodi på et evangelium, udmaler den højreorienterede intet kommende verdensrige, har ikke behov for en utopi, men stræber efter at genoprette forbindelsen til den lange, ubevægede tid; den er i sit væsen dybdeerindring og for så vidt en religiøs eller protopolitisk initiering. Den er altid og på eksistentiel vis en tabets og ikke en (jordisk) forjættelsens fantasi. Således en digterens fantasi, fra Homer til Hölderlin.”

“Den højreorienterede – på rette spor: en enspænder. Det, som adskiller ham så inderligt fra den problematiske verden, er dens mangel på passion, dens hovmodige selvcentrering, dens lige dele latterlige og modbydelige gøren lidelsen og lykken til et samfundsanliggende.”

“Moderniteten vil ikke blive afsluttet med sine milde postmoderne udløbere, men vil blive afbrudt brat af kulturchokket. Kulturchokket, som ikke rammer de vilde, men som raserer de glemsomme.”

“Efter årtier med det kulturelle totalteaters ungdom møder man nu en temmelig tæret ungdomssubstans, efterkrigstidens sidste progenitur, hvis overlevering og stemningshistorie består af negationer og faderhad, den hæslige frugt af mødet mellem en dekreteret og en løbetræn, grænsende til det psykopatiske, antifascisme.”

“Hvor blinde og hjælpeløse fremstår nu de kritisk oplyste, som ingen sans har for skæbnen, som hilste det dynamiske kompleks af emancipation i generationsskriftet og enhver oprørsk, revolutionær potens velkommen, indtil den, som nu, blotter sin nøgne, neutrale kerne: det brutale had.”

“De tærsker langhalm på den tanke, vi kun lige lod suse forbi, de laver skemaer og fylder sendetiden med spørgsmål, de aldrig nogensinde har stillet sig selv, kommentatorerne, debattørerne, infotainerne. De optager endda gåder og hieroglyffer i deres banale og fuldstændigt gennemskuelige sprog, formidlerne, verdensmoderatorerne [...] Men sanserne lader sig ikke bedøve, ikke dræbe. Før eller siden vil det komme til et voldsomt oprør mod sansebedraget.”

“Den telekratiske offentligheds regime er historiens ublodigste voldsherredømme og samtidig den mest omfattende form for totalitarisme. Det behøver ikke at lade nogen hoveder rulle, det gør dem overflødige. Det kender kun undersåtter og ingen fjender. Det kender kun medvirkende og systemkonforme.”

“Jeg er ikke i tvivl om, at autoritet og mesterskab fremmer en højere menneskelig udfoldelse hos dem, der evner at indforskrive sig hos disse egenskaber, end en hvilken som helst form for præmatur og letkøbt emancipation. Den herreløse (og modstandsløse) opdragelse har ikke været god for nogen, den har bare gjort ligegyldigheden større og skabt en ungdommelig træthed.”

“Det er trist, virkelig trist med den ødelagte overlevering. JA, den går til grunde uden for portene som en fragt kostbar næring, befolkningen må undvære på grund af nogle toldstridigheder.”

“Det er sværere at få modstand i dag, konformismen er intelligent, nuanceret, mere snu og umættelig end før i tiden, det velmente hyppigere end det åbenlyst tåbelige, som man tidligere bekæmpede eller vendte ryggen.”

“Fra menneskerummet i sin helhed, det fælles univers, høres sælsomme toner, som bukkesang.”

“Vi kender intet til den kommende tragedies form. Vi hører kun den stadig højere mysterielarm og bukkesangen i vores handlingers dyb. Offersangene, der tager til i det indre af det anrettede [samfundet, KS]. Tragedien gav en målestok at erfare det onde ud fra og til at lære at udholde det. Den udelukkede muligheden for at fornægte eller politisere det, endsige at se det som samfundets opgave at bortskaffe det. For det er det onde nu som før; de, som rammes af det, har blot andre måder at opfatte det på, at tage det på sig, de benævner det med andre, mildere navne.”

“Vi frygter det, vi vil prøve at forhindre det med alle til rådighed stående midler, og har dog intet sikkert forsvarsmiddel, når Bromios, den larmende skræk, slår ned i vores abstrakte verden, og det angiveligt så virkelighedsbetvingende kompleks af simulakrummer og simulatorer fra den ene dag til den anden begynder at vakle. Virkeligheden bløder virkelig nu.”

“Kulturpessimisten anser ødelæggelsen for uundgåelig. Den højreorienterede håber i stedet på en fundamental mentalitetsændring, undfanget under farerne, på den endelige afsked med et efterhånden hundredårigt ‘devotionsfjendtligt kulturbegreb’ (Hugo Ball), som i Nietzsches fodspor overbefolker vores åndelige miljø med et utal af spottere, ateister og frivole insurgenter, og som har skabt en egen bigot fromhed af det politiske, det kritiske og det potentielt totalfornægtende.”

“Vi advarer lidt for selvtilfredst mod de nationalistiske strømninger i de nye statsdannelser i Østeuropa og Centralasien. At nogen i Tadsjikistan ser det som sin politiske opgave at bevare sit sprog, ligesom vi ønsker at bevare vores vandmiljø, forstår vi ikke længere. At et folk vil gøre sine morallove gældende mod andre, og er parat til at bringe blodofre for dem, fatter vi ikke mere, tværtimod opfatter vi det i vores liberal-libertære narcissisme som forkert og forkasteligt. Der aftegner sig imidlertid konflikter, som ikke længere vil kunne løses økonomisk; hvor det kunne komme til at spille en uheldig rolle, at den rige vesteuropæer så at sige har levet også moralsk over evne, fordi det ‘mulige’ i det mindste her stødte på en grænse. Det er ligegyldigt, hvordan vi ser på det, det vil blive svært at bekæmpe: at det gamle ikke bare er lagt bag os og er dødt, at mennesket, det enkelte og som del af folket, ikke udelukkende er et produkt af i dag.”

Det er lidt for sent med Bush-bashende dokumentarfilm, og når nu Barack Obama er præsident, bliver venstreorienterede filmproducenter nødt til at bruge tiden på mere historiske produktioner. Franskmændene elsker den slags, og DR2 kan altid bruge mere af det samme. At associere Ronald Reagans kamp mod kommunisme med Ayatollah Khomeinis kamp for Islam er underlødigt på flere planer, og det gør det selvfølgelig ikke bedre, at man på oversigten kan se et foto af Søren Krarup. Licensen kan afmeldes her.

(DR.dk, 29. januar 2013: 30 års krig i Guds navn)

Vil man forstå hvorfor store dele af samfundsforskningen faciliterer den yderste venstrefløjs partiprogram, så kommer man ikke udenom Frankfurterskolen. Lang faktamættet gennemgang af Tim Pallis på Snaphanen, som det næsten gør fysisk ondt at skære i – Det politisk korrekte har rod i Frankfurterskolen.

“Tanken om politisk korrekthed har sit ophav i kulturmarxismen, som siden midten af 1920 har arbejdet på en radikal omvæltning af Vestens traditionelle kultur for at skabe en social revolution. …

Da det i begyndelsen af tyverne blev klart, at Sovjetunionens kommunistiske revolution ikke kunne brede sig politisk til resten af det europæiske Vesten på grund af den socialdemokratiske og kulturradikale moderation, fandt Komintern eller Det kommunistiske Internationale på muligheden af at kompromitere selve de værdier og principper, som Vestens samfund hviler på.

På et initiativ af Lenin (1870-1924) blev der holdt et møde på Marx-Engels Instituttet i Moskva, hvor man etablerede en international marxistisk kulturrevolution. Til stede var bl.a. den ungarnske marxist Georg Lukács (1885-1971)…

Til stede var også Willi Munzenberg (1889-1940), som foreslog, at organisere de intellektuelle til at fremstille den vestlige civilisation som en stinkende kultur. Kun hvis man var i stand til at korumpere alle værdier og gøre livet umuligt, kunne man indføre proletariatets diktatur. I 1940 blev Munzenberg henrettet af Stalins håndlangere i Sydfrankrig som revisionist.

De marxistiske intellektuelle blev således klar over, at man for at gennemføre revolutionen ikke kunne fokusere på den kapitalistiske økonomis struktur, som Marx havde gjort, men på samfundets kulturelle superstruktur. Det var den italienske marxist Antonio Gramsci (1891-1937) og den ungarnske marxist Georg Lukács, som skabte den nye kulturmarxisme.

Gramsci rejste til Sovietunionen efter den bolshevistiske revolution og arbejdede 1923-24 i Moskva og Wien for Komintern, Det kommunistiske Internationale. I Moskva kom han til den konklusion, at det ikke var muligt at gennemføre en revolution blandt vestlige arbejdere i stil med den bolsjevistiske opstand i Rusland på grund af deres kristne overbevisning. Antonio Gramsci havde en “stor plan” i stil med Georg Lukács.

Hans tanke var, at det var nødvendigt at skabe et nyt “kommunistisk menneske” før det var muligt at gennemføre en politisk revolution. Dette førte til, at det var de intellektuelle indenfor uddannelse og kultur, som skulle realisere den lange march gennem samfundets institutioner. Denne march gennem institutionerne skulle også omfatte regeringen, retsvæsnet, militæret, skolerne og medierne. Han mente, at så længe arbejderne var troende kristne kunne de ikke modtage de revolutionære ideer.

Gramsci’s revolutionære strategi er afspejlet i Charles A. Reich’s (f.1928) værk “The Greening of America”: Der er en revolution på vej. Det vil ikke blive en revolution som alle de tidligere. Den vil begynde med individet og kulturen og vil til sidst forandre den politiske struktur. Dette vil ikke medføre voldelige tiltag og vil heller ikke medføre nogen voldelig modstand for at blive gennemført. Det er den nye generations revolution.

Georg Lukács begyndte sit politiske liv som agent for Komintern, og med bogen “Geschichte und Klassenbewusstsein” (1923) fik han ry for at være den førende marxistiske teoretiker. Hans tanke var, at for at en ny marxistisk kultur skulle kunne opstå, var det nødvendigt at udslette den eksisterende kultur. …

Som kulturkommisær i Bela Kuns bolsjevistiske regime iværksatte han, hvad der blev kendt som “kulturterror”. Han instituerede et radikalt sexuddannelsesprogram i de ungarnske skoler. Børnene blev undervist i fri kærlighed og fik viden om det seksuelle samleje. De blev fortalt om det gameldags ved middelklassens familiemønstre, det umoderne ved det monogame forhold og det irrelevante ved religion, som fratager mennesker al lyst og glæde. Kvinderne blev opfordret til at rejse sig mod tidens seksualmoral. Denne såkaldte “kulturterror” kan opfattes som forgængeren til den “politiske korrekthed”.

På et hemmeligt møde blandt marxistiske intellektuelle i Tyskland i 1923 foreslog Lukas den idé, at sprede en altomfattende “kultur pessimisme” for at skabe en tilstand af håbløshed og fremmedgørelse hos Vestens mennesker… Dette møde førte til grundlæggelse af Institutet for Social Forskning ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Institutet blev snart kendt som Frankfurterskolen. Det var en organisation af marxister og kommunistisk orienterede psykologer, samfundsforskere og andre intellektuelle, og opgaven var at implementere Georg Lukács’ program.

Georg Lukacs rejste til Tyskland i 1924 efter kritik af hans forskning på den 5. Komintern kongres. Her blev han medlem af Institut for Socialforskning ved Frankfurt Universitetet, som bestod af en gruppe kommunistisk orienterede sociologer. Institutet var identisk med Frankfurterskolen og blev grundlagt af Felix Weil (1898-1975) i 1923, som arbejdede for at løse de praktiske problemer med implementeringen af socialismen.

Institutets direktør fra 1923-1929 var Carl Grünberg (1861-1940), som var erklæret marxist, men institutet havde ikke nogen officiel tilknytning til Det kommunistiske Parti. I 1930 blev Max Horkheimer (1895-1973) direktør, og han mente at instituttet i endnu højere grad skulle basere sin forskning på Marxs teorier. Da Hitler kom til magten i 1933 blev institutet lukket, og dens medlemmer flygtede til USA, hvor de fik ansættelser ved universiteterne Columbia, Princeton, Brandeis og California at Berkeley.
Frankfurterskolen var derfor en gruppe tysk-amerikanske forskere, som udviklede en revolutionær filosofi og pædagogik, som i første omgang stod på skuldrene af Hegel (1770-1831), Marx (1818-83), Nietzsche (1844-1900), Freud (1856-1939) og Weber (1864-1920).

I Amerika befandt sig nu følgende medlemmer af Frankfurterskolen: 1960ernes guru for “The New Left” Herbert Marcuse (1878-1979), Max Horkheimer, Theodor Adorno (1903-69), Erich Fromm (1900-1980), Leo Lowenthal (1900-93) og Jürgen Habermas (f. 1929), der var elev af Theodor W. Adorno og senere blev den sidste store repræsentant for Frankfurterskolen og dens kritiske teori.

Frankfurterskolen kombinerede marxistisk analyse med freudiansk psykoanalyse og skabte grundlaget for det, der senere blev kaldt “kritisk teori”. Denne teori var en destruktiv kritik af den vesterlandske kulturs grundlæggende forestillingsverden, som omfatter kristendom, kapitalisme, autoritet, familie, patriarkat, hieraki, moral, tradition, seksuel ufrihed, loyalitet, patrotisme, nationalisme, arv, etnocentrisme, konvertioner og konsevativisme.

Frankfurterskolens filosoffer mente, at så længe et individ havde troen på, at hans gudgivne fornuft kunne løse de problemer samfundet befandt sig i, ville samfundet aldrig nå den tilstand af håbløshed og fremmedgørelse, som var helt nødvendigt for at fremprovokere en socialistisk revolution.

Det gjalt derfor om så hurtigt som muligt, at underminere den judæisk-kristne arv. Man anbefalede derfor at fremsætte en destruktiv kritik af ethvert område af samfundslivet med henblik på at destabilisere samfundet og styrte den undertrykkende orden. Denne kulturrevolution skulle sprede sig som en virus og fortsætte det ideologiske arbejde med andre midler end de rent politiske. Følgende ideer var på tegnebrættet:

At gøre brug af bestandige anklager om racisme. …
At gennemføre en enorm indvandring fra tredje verdens lande for at bryde den gamle befolknings identitetsfølelse…
At tømme kirkerne.
At skabe et upålideligt retssystem, hvor den kriminelle opfattes som et offer for samfundets fejlslagne politik.
At skabe afhængighed af statslige og kommunale velfærds goder.
At etablere kontrol med og politisk korrekt nedtoning af medierne gennem venstreorienterede journalisters optik.
At fremme kernefamiliens sammenbrud.
Frankfurterskolen kunne bruge Freuds idé om “pan-seksualitet” og menneskets naturlige søgen efter seksuel nydelse. Men heri lå også en kuldkastelse af de traditionelle forhold mellem mænd og kvinder. Faderens autoritet skulle angribes, og vigtigheden af både faderens og moderens traditionelle roller skulle nedvurderes således, at man kunne fravriste familiens ret til at være barnets primære opdragere.

Man skulle naturligvis også afskaffe forskellen på drengene og pigernes opdragelse, og i hele taget erklære alle former for maskulin dominans for chauvinisme og forældede. Kvinder skulle kunne indtræde i alle de funktioner i samfundet, som havde været domineret af mænd – også de væbnede styrker. Disse ting forudsatte imidlertid, at kvinder blev erklæret for en “undertrykt klasse” og mænd for “undertrykkerne”.

Dette var et langtidsprojekt, hvor man fokuserede på familien, uddannelsen, medierne, sex og populærkulturen. Når man ser tilbage på ungdomsoprøret i 1968 i lyset af Frankfurterskolens program, er det helt tydeligt at disse ideer allerede før 1968 lå i støbeskeen på de store universiteter.

Denne kritik blev udtrykt i flere forskellige værker som f.eks. Erich Fromm’s “Escape from Freedom” (1941) og “The Dogme of Christ” (1930). I Wilhelm Reich’s (1897-1957) “Massenpsychologie des Fascismus” (1933) forklares det, at Frankfurterskolen adskilte sig fra den marxistiske sociologi, der satte bourgeoisiet op imod proleteriatet. I stedet skulle kampen stå mellem det reaktionære og det revolutionære. Hans sex-økonomiske sociologi var et forsøg på at harmonisere Freud’s psykologi med Marx’s økonomiske theori.

Reich udtrykte det på følgende måde: “Den autoritære familie er den autoritære stat i miniformat. Menneskets autoritære karakterstruktur kommer af, at de seksuelle hæmninger og angst har begravet livets naturlige seksuelle impulser. Familiens imperialisme genopstår derfor i den nationale imperialisme. Den autoritære familie er altså det sted, hvor reaktionær ideologi og de reaktionære strukturer skabes.” Reichs teori fortalte også, at kristendommens religiøsitet var en del af den autoritære familie og førte til fascisme.

Erich Fromm var social psykolog i Frankfurterskolen og kom til USA i 1930erne. I “Escape from Freedom” fra 1941 skrev han, at kapitalismen skabte et socialt system, som lagde kimen til en sadomasokistisk og autoritær menneskelig karakter, som Martin Luther (1483-1546) og Adolf Hitler (1889-1945) var typiske eksempler på. Det samme kapitalistiske system skabte også Calvin’s teori om forudsbestemmelse, som hyldede den grundlæggende ulighed mellem mennesker. Det førte til nazismens ideologi. …

From udtykker sine revolutionære hensigter meget klart i “The Dogma of Christ”: “Vi bliver nødt til at definere revolutionen psykologisk. … Theodor Adorno var også en marxistisk revolutionær og medlem af Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Samme med andre udgav han værket “The Authoritarian Personality”. Dette sidste værk fra 1950 har inspireret alle socialpsykologer og samfundsforskere overalt i verden lige siden. I denne bog gøres der rede for, at kristendommen, kapitalismen og den patriakalsk-autoritære familie skaber en personlighed, som er tilbøjelig til racistisk forudintagethed og fascisme.

Den “Autoritære Personlighed” blev derfor en håndbog i kampen mod en hvilken som helst fordom eller diskrimination. Hvis disse onder ikke bliver udryddet er der stor chance for endnu et Holocaust. Denne kamp mod fordomme blev grundlaget for den politiske korrekthed. …

Den kritiske teori omfatter forskellige del teorier, som skal bruges til at bekæmpe den eksisterende kultur: Matriarkalsk teori, androgyn teori, personlighedsteori, autoritetsteori, familie teori, seksual teori, race teori, lov teori og literær teori. Det var meningen at disse teorier skulle praktiseres og bruges til at vælte den eksisterende sociale orden og bane vejen for en social revolution baseret på kulturmarxisme.

For at opnå dette, var det nødvendigt at nedbryde de traditionelle forestillinger og de eksisterende sociale strukturer og erstatte dem med noget nyt. Den patriakalske sociale struktur skulle erstattes af matriakatet. Forestillingen om at mænd og kvinder er forskellige og har forskellige roller skulle erstattes af androgynitet. Og forestillingen om at heteroseksualitet er normalen skulle erstattes af forstillingen om, at homoseksualitet er normalen.

Hele øvelsen går så vidt jeg kan se ud på at erklærer den hvide, heteroseksuelle mand for racist. Leon Trotsky havde haft den overbevisning, at de sorte skulle være foregangsmænd for en kommunistisk revolution i USA. Han vente tommelfingeren ned overfor hvide arbejdere, som havde fordomme med hensyn til sorte. Trotsky opfordrede de sorte til at forene sig i et revolutionært oprør mod de hvide. Det blev efterfulgt af tressernes modkultur bevægelse.

Ligesom Reich og From var Herbert Marcuse en intellektuel i Frankfurterskolen, der kom til USA i 1930erne. Han var marxistisk filosof og social revolutionær, der ligesom Marx og Lukács forestillede sig opløsningen af det amerikanske samfund. Den traditionelle idé om revolution og dennes strategi har ingen udsigt, fordi den er for gammeldags. Det vi må gøre er en spredt og udbredt opløsning af systemet.

Den eneste måde at undslippe det moderne industrielle samfunds èn-dimensionalitet er at frigøre menneskets erotiske side, det sanselige instinkt, i oprøret mod teknologisk rationalitet. Denne erotiske frigørelse skulle tage form af den “store afvisning” eller en total forkastelse af af det kapitalistiske monster og hele dets værk indbefattet teknologisk fornuft og det ritualistisk-autoritære sprog.

Studenterrevolutionen og kvindernes befrielsesbevægelse var inspireret af Herbert Marcuse. Han var talsmand for det “store afslag”, som var en afvisning af alle de grundlæggende vesterlandske begreber. Han pædikede seksuel frihed og værdien af den feministiske og sorte revolution. Marcuse’s tanke var, at universitetsstudenter, de sorte, de fremmedgjorte, de asociale og den tredie verdens folk skulle erstatte proletariatet i den kommunistiske revolution.

I sin bog “An Essay on Liberation” (1969) forklarede han sine mål: Omvurdering af værdier, overvindelse af tabuer, kulturel omstyrtning og et sprogligt oprør for at udskifte alle værdier. Marcuse skrev også, at den hvide mand er skyldig, og at de sorte er oprørets mest naturlige kraft. Han blev den vigtigste tænker og guru for 60erne og 70ernes modkultur og ungdomsoprør.

Han betragtede denne udvikling som en kultur revolution, idet ungdommens protester var rettet mod hele det kulturelle etablissement og samfundets moral som sådan. I bogen “Eros and Civilization” (1955) prædikede han for en frigørelse af seksualitetens stærke ur-kraft fra den borgerlige og civiliserede beherskelse af den seksuelle drift. Det var også ham, der skabte udtrykket: “Make love not war”. …

Maslow var social psykolog og skrev tidligt om kvinde dominans og seksualitet. Han var ven med Herbert Marcuse på Brandeis University og kendte Erich From helt tilbage til 1936. Maslow skrev allerede i 1944 en artikel med titlen “The Authoritarian Character Structure”. Det var et ekko af Wilhelm Reich og Frankfurterskolens personlighedsteori, som igen står på skuldrene af Karl Marx social revolutionære teorier.

Ideen om sexrollernes ombytning og transformationen af patriarkatet til et matriarkat har forbindelse tilbage til Friedrich Engels (1820-95) bog “Familiens, Statens og Privatejndommens Oprindelse” fra 1884. Men det var Marx, som i værket “Den Tyske Ideologi” fra 1845 var den første der skrev, at koner og børn var patriarkens ejendom og om det nødvendige af en ombytning af rollerne.

Frankfurterskolens politisk korrekte kulturmarxisme blev formuleret i en meget attraktiv sprogbrug, som journalister og politikere kunne bruge. Man sagde, at det hele blot handlede om at være sensitiv overfor andre mennesker. Det drejede sig ikke om andet end tolerance, mangfoldighed, inklusion, ligeværd…

Virkeligheden er imidlertid en anden. Det, at skulle være politisk korrekt medfører nemlig også en undertrykkelse af trykke- og talefrihed, tanke kontrol, en omvæltning af den sociale orden og ultimativt en totalitær stat.

Det kulturmarxistiske ungdomsoprør, som tilhørte de unge intellektuelle i de historiske, sociologiske, psykologiske og antropologiske retninger på universiteterne i 1968 vejrede morgenluft og hijackede den folkelige hippie (blomsterbørnenes) kultur revolution, som var spiret frem i løbet af 1960erne i USA. …

Denne kultur revolution havde sine bedste stunder i den nye miljø bevidsthed og med de nye kollektiver, som var baseret på en interesse for at leve i økologisk samhørighed med naturen. … Alt dette misforstod og forvrængede Frankfurterskolens unge, fordi de søgte nogle skyldige i at have skabt det kapitalistiske samfund. De fandt dem ikke alene i monopol koncernerne og i det militær industrielle kompleks, men også overalt i det autoritære etablissement, som deres forældrene og lærere også tilhørte.

… Den marxistiske kulturrevolution var designet til at rive ned og nedbryde den vestlige civilization indefra. Den autoritære personlighed var et produkt af den patriarkalske familie. Friedrich Engels havde derfor fremhævet matriarkatet som ur-alternativet. Det var derfor nødvendigt at opløse kerne familien, for at gøre den kommende generation klar til at acceptere de planlagte sociale forandringer.

Dette forberedte vejen til de nye venstresocialisters krigserklæring mod det maskuline køn i forklædning af kvindernes frigørelse. Samfundet skulle omformes til et kvinde domineret samfund. Wilhelm Reich skrev allerede i 1933 i “Massenpsychologie des Fascismus” , at matriarkatet var det originale familie system i det naturlige samfund. Det samme sagde Erich Fromm. Maskulinitet og femininitet havde intet med kønslige forskelle at gøre, men med kønsneutrale socialt bestemte livs funktioner (socialkonstruktivisme). Man betragtede hjemmets indflydelse som hindrende på vejen mod den marxistiske kulturrevolution. …

I de sidste 30 år har Frankfurterskolens filosofi fuldstændig domineret alle vestlige universiteter i verden – det gælder også USA, som har sine venstreorienterede kulturradikale. Arven fra Marcuse og Adorno indoktrinerer de historieløse unge og lærer dem at erstatte fornuft og virkelighedsbeskrivelse med politisk korrekte formuleringer.

De fleste lærebøger i kunst kritik, litteratur kritik, sociologi, filosofi, antropologi og kultur geografi må i dag anerkende deres dybe afhængighed af Frankfurterskolens filosofi. På alle universiteter implementerede man i 70erne Marcuses begreb om de borgerliges “repressive tolerance”… Universiteterne er ikke længere videnskabelige, men kultur politiske kurser. …

Arthur “Punch” Sulzberger (f. 1926), som i 1992 blev chefredaktør af New York Times, var stærkt påvirket af Adornos forskning omkring “The Authoritarian Personality”. Det blev blot kaldt frigørelse og det at forandre verden. Jeg kan ikke huske en anden bog fra min tid i Det kongelige Bibliotek, som i den grad skriftede lånere gennem 70erne og 80erne.

I 1953 flyttede Frankfurterskolen tilbage til deres oprindelige institut ved Frankfurt Universitet i Tyskland. Adorno døde i 1969 og Horkheimer i 1973. Det var disse intellektuelle marxister, som under anti-Vietnam demonstrationerne skabte udtrykket “make love, not war” og “do your own thing”. De fremstillede en filosofi om dekonstruktivisme, som var en dekonstruktion af alle værdier. De drømte om et nyt samfund og en ny historieskrivning.

Frankfurterskolens lærere indførte sensitivitet træning i alle skoler. Børnene skulle oplæres i at kunne tale om deres egne subjektive følelser. Hvad føler du? Hvis det føles godt, gør det! Denne træning var designet til at overbevise dem om, at de selv var deres egen autoritet her i livet. …

Der er ikke fri forskning inden for samfundsvidenskaberne. Den kritiske pædagogik er et ekko af Frankfurterskolen. Forskningen skal frem for alt være politisk korrekt, ellers bliver studenternes afhandlingerne kasseret. Man er blandt andet også bange for, at der bliver sagt nogle sandheder om islams påvirkning af vort muslimske mindretal.

Man burde egentlig talt slet ikke tale om indvandrere. Det er et altfor bredt begreb. Man bør sætte sig ind i hvad islam er, for det er islam, der er problemet – ikke de kultur muslimske indvandrere og slet ikke alle de andre indvandrere fra andre kulturer end de islamiske.

Universiteternes vejledninger for forskningsetik er politiske og kulturrelativistiske krav til de studerende, hvis de vil bestå. Man tvinger dem til at præsentere pseudovidenskab. … Frankfurterskolen forsøgte at fordreje og ultimativt destruere den vestlige kultur. Selv om Frankfurterskolen ikke havde et politisk program liggende på bordet og derfor ikke havde en fremtidsplan som sådan, var den dog meget fremtidsbevidst. Den vidste nemlig udmærket, at de moralske afvigelser, som de fremmer, en skønne dag vil medføre en opløsning af samfundets sammenhængskraft, således at det sociale liv bliver uudholdeligt for borgerne, som derfor vil erstatte det kapitalistiske samfund med kommunisme.

Når man forstår den indflydelse Franfurterskolen har haft og stadig har på uddannelsessystemet – ikke mindst Journalisthøjskolen – og det politiske system, er det begribeligt, at politisk korrekthed, moralsk relativisme, kulturradikalisme er så udbredt blandt de unge og veluddannede humanister, som skriver om de nuværende samfundsforhold.

Kulturdebattørerne i MSM behøver ikke engang at være særlig venstreorienterede. Langt ind i de borgerlige rækker har den ideolgiske virus bredt sig, som kræver politisk korrekt anstændighed og et menneskesyn som tolererer selv de intolerante. Her går Claus Rifbjerg, Carsten Jensen, Thøger Seidenfaden, Georg Metz, Rune Engelbrecht, Uffe Ellemann og Bent Melchior hånd i hånd med Enhedslisten.

Danmarks Radio og især Politiken vil genopdrage masserne til et finere menneskesyn. Men det kræver en fortegning af virkeligheden og et bind for øjnene, som kvikke journalister i gamle dage havde blik for at afsløre. Men sådan er det ikke mere. I dag er det almindeligt, at politikere og intellektuelle maler et billede af virkeligheden, som slet ikke eksisterer. Få kan se, hvad virkeligheden egentlig er. I stedet bliver der hver dag i MSM fokuseret på den socialkonstruktivistiske utopi, som alle humanister er blevet hjernevasket til at tro på – få har mod til at tale parnaset midt imod. …

De pædagogstuderende kommer fra gymnasiet til studierne med en post-marxistisk idé om, at rummelighed løser alle problemer vedrørende islamisk kultur. Der er intet problem i islam. Det er vore fordomme, der er problemet. Derfor er det ikke muslimen som er et problem. Det er manglen på inklusion, som er problemet. … det er en kulturmarxistisk misforståelse, at den muslimske drengs identitet skabes af den feedback, han får fra klassen.

Denne pædagogik stammer fra den værdirelativistiske filosofi, som det moderne multikulturelle samfund er gennemsyret af. Den siger, at al adfærd er relativ lige god. … Dette kaldes den anerkendende pædagogik, som beskylder deres kritikere for, at de ubevidst stigmatiserer de umulige muslimske drenge. Det er altså disse børns omgivelser, der skal ændres, ikke de ustyrlige drenge.

Tænksomme i dette land bør interessere sig for, hvor hele denne politisk korrekte pædagogik kommer fra. Den er nemlig et udtryk det multikulturelle samfunds kulturrelativisme. De fleste undervisnings institutioner i den vestlige verden har siden tresserne været inficeret med den marxistiske bacille, som hedder “kritisk teori”.

Der findes kritisk pædagogi, kritisk psykologi, kritisk filosofi, kritisk antropologi, kritisk sociologi og hvad ved jeg. Selv om det også kaldes post-modernisme, så står det altsammen på skuldrene af Frankfurterskolens kulturmarxistiske dogmer. Det er en fundamentalistisk religion uden Gud, som i den grad har forpestet de fleste universitetsmiljøer først i USA og siden i Europa.“

Interview med 93-årige Jørgen Kieler i Dispatch International. Den fulde artikel kræver betalingsadgang – Modstand er et moralsk anliggende.

“At Jørgen Kieler endte i modstandsbevægelsen skyldtes et personligt valg, som i den sidste ende var moralsk, men det var langt fra alle, der forholdt sig moralsk til nazismen eller den tyske besættelse.

– Danmark var utroligt splittet i holdningen til tyskerne. Bønderne var begejstrede, og det gik hurtigt op for mig, at det var fagforeningerne også. Hvis man ville gøre modstand, stod man utroligt alene. Bag hver enkelt, der i starten gik ind i modstandsbevægelsen, lå et personligt motiv. Det var et moralsk spørgsmål. Vil man ikke erkende det, så har man intet forstået. …

Store dele af det officielle Danmark affandt sig glimrende med besættelsen. Og det samme synes at være tilfældet med vore dages historikere, der efterhånden er blevet enige om, at tilpasning til tyskerne var den eneste fornuftige politik.

Den socialdemokratiske statsminister Thorvald Stauning slog åbent til lyd for, at Danmark skulle indordne sig under den tyske planøkonomi, f.eks. i et foredrag som han den 8. marts 1941 – knap et år efter at landet var blevet besat – holdt for københavnske studenter. Statsministeren syntes, det ville være bedst, om man ”roligt og villigt” tilpassede sig, for det er ”usundt og uklogt at vende sig imod en udvikling, som tid og forhold fører med sig. Tilpasningen til det nye Europa vil blive en af tidens politiske opgaver.”

Stauning døde den 3. maj 1942, men også hans socialdemokratiske efterfølger på statsministerposten, Vilhelm Buhl, var tilpasningens mand. Under en radiotale i september 1942 meddelte han, at regeringen med ”yderste strenghed” ville forfølge ”sabotage og anden forbrydelse mod den tyske værnemagt” og opfordrede befolkningen til at angive sabotører.

Men den slags opfordringer prellede af på den medicinstuderende Jørgen Kieler fra den jyske provinsby Horsens. Sammen med sin lillebror Flemming og sine to søstre Elsebeth og Bente boede han i en lejlighed på hjørnet af Rådhusstræde og Nytorv i København, og lejligheden blev en slags hovedkvarter for den borgerlige modstandsorganisation Holger Danske (HD), der blev dannet i foråret 1943. Ligesom sin kommunistiske pendant, BOPA, beskæftigede Holger Danske sig hovedsageligt med sabotage og stikkerlikvideringer. …

Jørgen Kieler… beretter, at man i modstandskredse hørte rygter om den forestående arrestation og deportation af de ca. 8000 danske jøder et par dage, før aktionen skulle finde sted natten mellem den 1. og 2. oktober 1943. Kieler og hans søskende og kammerater gik øjeblikkeligt i aktion hjemme i lejligheden og fik sig organiseret i løbet af weekenden den 2.-3. oktober. Der skulle skaffes penge og skibe, således at jøderne kunne blive sendt til Sverige…

Pengene blev klaret ved, at Jørgen Kielers søster og en mandlig kammerat, der havde forbindelser til sjællandske godsejere, i taxa kørte fra gods til gods og bad om bidrag. De kom snart tilbage med en halv million kroner – en kæmpesum på det tidspunkt og nok til at betale for adskillige overfarter. To andre HD-folk, søstrene Ulla og Ebba Lund, fik til opgave at sørge for skibe. Også det blev klaret.

… Den 6. februar 1944 blev han såret under en sabotageaktion i den sønderjyske by Åbenrå, arresteret, torteret og dømt til døden. Den 30. juni – 24 timer før henrettelsen skulle finde sted – udbrød der imidlertid folkestrejke i København som reaktion på, at medlemmerne af den jyske modstandsorganisation Hvidstengruppen var blevet henrettet. Hitler reagerede ved at standse henrettelserne af modstandsfolk. Fra nu af skulle tyskerne sprede terror ved at dræbe tilfældige danskere.

I stedet blev Jørgen Kieler sendt til koncentrationslejren Porta Westfalica i nordvesttyskland. Her blev fangerne systematisk sultet, mishandlet eller arbejdet til døde. Ud af de 225 danske fanger i denne lejr var kun 81 i live ved krigens slutning.

[...]

De danske og norske fanger blev af de hvide busser kørt nordpå og kom til grænsebyen Padborg, stadig under tysk kommando. Her blev de tjekket for lus og lopper af en dansk lægevagt. Her var også Folke Bernadotte og nogle lotter. Så hørte jeg en lotte sige til en anden: ”Se derhenne. Der går fru Kieler fra Horsens for at finde sine to sønner. Hun ved ikke, at de er døde begge to.” Det var min mor. Jeg kunne kun ønske hende tillykke. Det var den 20. april og hendes fødselsdag. Det var også Hitlers. Det blev hans sidste. Det blev min mors lykkeligste. Vi sagde ikke noget. Vi græd kun.

[...]

Når du ser tilbage på frihedskampens omkostninger kostede, ville du så have gjort det igen?

– Jeg tænker på John og de ufattelige lidelser, han måtte igennem. De sidste fjorten dage han levede, fik jeg lov at gå gårdtur med ham i fængslet. Vi talte om, det vi jo ikke vidste, hvordan dette ville ende. Måske overtog kommunisterne magten. Måske ville russerne komme. Men i hvert fald ville vi slippe af med Hitler.

”Og så så vi på hinanden. Ville du gøre det igen? Svaret var ja!”

– To dage senere blev han henrettet.”