13. september 2016

Borgerlige Jarl Cordua: Mener du, at vi er i krig med Islam, så er du ‘nationalist, populist, måske fascist’

Hvor demokratiske socialister uden blusel praktiserer ‘Ingen fjende til venstre’, så er vilkårene væsensforskellig på højrefløjen. Her er man anti-demokrat, hvis man afviger promiller fra Løkke Rasmussens Merkel-sanktionerede linje.

I seneste udgave af Weekendavisen har Søren K. Villemoes talt med Jarl Cordua om den polariserede Islam-debat, og her er der ‘no mercy mod folk’ der mener vi er i krig med Islam. Folk der italesætter en krig (der på sin vis er i fuld gang), er nationalister, populister eller fascister. Fra Strudsene og de uansvarlige (ikke online).

“Han anser synet på islam og især muslimer som en klar skillelinje på højrefløjen.

‘… jeg mener ikke, at man kan kalde sig borgerlig, hvis man har den opfattelse at føre landet i krig mod særlige religioner og begrænse religiøses mulighed for at dyrke deres tro inden for det liberale demokratis rammer, som der står i grundloven. Der går skillelinjen. Hvis ens politiske projekt er at genere en bestemt religion mest muligt, så er man ikke borgerlig. Så er man nationalist, populist, måske fascist, det er uklart. Er man borgerlig, så står man for det liberale demokrati,’ siger han til Weekendavisen.

Cordua mener, at dele af højrefløjen har et meget problematisk syn på islam.

‘Der hvor de efter min mening går helt galt i byen, men desværre har haft held med det, er at gøde debatten og skabe grobund for den forestilling, at nogen har sat en folkevandring i gang, som politikerne intet vil gøre noget ved. Politikerne har sovet i timen, de har forrådt Danmark, de er landsforrædere, og nu skal rigets bedste mænd rydde op og smide en masse mennesker ud af dette land. Det er en forestilling, der har rigtig meget medvind, fordi mange blev forskrækkede over at se de mange vandre langs de danske landeveje. De mest syge ideer handler om, at det er en bevidst ting, der er indlejret i islam som religion, at man skal invadere det kristne Europa og med tiden oprette et kalifat,’ siger han.

Jarl Cordua er særlig kritisk over for den opfattelse, at vi er i krig med islam.

‘Når man udnævner en religion som fjende, så er der en risiko for, at muslimer opfatter det således, at ‘nå, nu er Danmark i krig med os’.
Det er uansvarligt og tankeløst. Men vi må nok erkende, at hun (Marie Karup, Kim)faktisk mener det. Det er ikke bare for at fiske stemmer. Det er faktisk hendes analyse. Og der synes jeg, at man bør spørge sig selv, om man virkelig ønsker en sådan krig. At man taler den op. Jeg mindes ikke, at vi har haft så uansvarlige politikere før, der taler en krig op som uundgåelig. De fleste politikere, vi har haft siden 1864, har talt konflikter ned og forsøgt at hindre, at en sådan situation opstår,’ siger Cordua.”



10. september 2016

Danskernes Parti undsagde Breivik-sympatisør: Vi vil ikke modtage mere af dit ‘perverse svineri’

Medierne har i fem år skrevet om Breivik-sympatisører, men det er lidt ligesom med AGF-mesterskaber. Alle taler om dem, men det er småt med førstehåndsvidner. Jeg så AGF vinde mesterskabet på Herfølge Stadion i 1986, og kan nu også bevidne eksistensen af en vaskeægte Breivik-sympatisør.

“Jeg stiller mig uforstående overfor en lang række mails jeg modtager fra Danskernes Parti vedrørende at blive stiller for partiet. …

Jeg havde også i nogen tid Danskernes Parti på min mailliste. Men mine skriverier vedrørende den norske frihedskæmper, frihedshelt og modstandsmand Anders Breivik blev nok for hård kost for for Danskernes Parti. Og jeg fik en returmail om at de ikke ville modtage mere af mit – perverse svineri – Som DP poetisk udtrykker det..

Så spørg mig lige igen: Har jeg lyst til at blive stiller for det parti ?” (Karsten H)

(Facebook, 9. september 2016)

Oploadet Kl. 09:33 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:


24. august 2016

Tom Jensen blotlægger Enhedslistens kommunistiske basis: Uligheden skal væk, alle skal være fattige…

“… nævn altid, at de er nynazister.”, skrev David Trads forleden om Danskernes Parti, og brugte således partiformandens fortid til at angribe hans nuværende parti, der vel retteligt er et moderne nationalistisk parti. Der er ingen drømme om Auschwitz-Birkenau i partiprogrammet, men en masse om danskernes hævdvundne fortrinsret til Danmark. 17-årige Daniel Carlsen meldte sig ind i Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse, og ud igen tre år senere. Det ville være rimeligt, at medierne konfronterede partilederen med fortiden, men det foregår desværre altid på Trads’ etiket-niveau. Han er nynazist, fordi han har været medlem af et nationalsocialistisk parti.

Det giver faktisk mere mening, at kalde Enhedslisten for kommunistisk end Danskernes Parti for ‘nynazistisk’. Den etikette skal man dog være læser af nærværende blog, for at støde på. Enhedslisten er en fællesliste for tre kommunistiske partier, og intet i programskriftet indikerer, at de er blevet klogere af historien. Det drejer sig stadig om maksimalstaten.

Tom Jensen har skrevet en lang tekst om Pelle Dragsted og Pernille Skippers reaktion på en nylig CEPOS-udgivelse. Fra Berlingske – Da Pernille Skipper og Pelle Dragsted afslørede sig selv.

“I søndags bragte Berlingske en artikel som optakt til de kommende ugers skattereformforhandlinger. Den viste via en beregning fra Cepos noget opsigtsvækkende: De 10 procent rigeste danskere betaler i alt 214 milliarder kroner i skat, og det er 30 procent af de samlede skatteindbetalinger.

Nøjes man med at se på de berømte 1 procent rigeste, så bidrager de til de fælles kasser med 60 milliarder kroner svarende til 8,6 procent af det samlede beløb, der indkræves i skat. … Den virkelige bombe, den for denne verdens Pernille Skipper’e og Pelle Dragsted’ere så afslørende djævelske detalje, lå et anden sted. Den lå i udviklingen siden 2001. Lad mig kort citere fra artiklen:

”Top 1-procent’ har ifølge Cepos-beregningerne oplevet en reduceret skattebyrde siden 2001 som følge af flere skattereformer. Alligevel er de rigestes skatteandel vokset fra 7,4 pct. i 2001 til 8,6 pct. i dag. Det skyldes, at man sammenlagt har øget indkomsterne betragteligt. Den gennemsnitlige skatte- og afgiftsbetaling for en ‘Top 1-procent’-dansker er 1,4 millioner kr. En gennemsnitlig dansk lønmodtager betaler til sammenligning lige godt 150.000 kroner i skat om året.’

Læs gerne dette afsnit et par gange. Hvad står der her, hvis man går det minutiøst igennem?

Jo, der står:

at skattebyrden for de rigeste procentvis er blevet mindre siden 2001. Flere skattereformer har lettet eksempelvis topskatten.
at de rigeste ikke desto mindre bidrager med flere penge til de fælles velfærdskasser nu i forhold til 2001, også forholdsmæssigt i forhold til andre mindre velhavende danskere
årsagen til det er, at de er blevet temmelig meget mere velhavende. Uligheden er altså steget, og denne stigende ulighed er den direkte årsag til, at de rigeste nu bidrager med langt mere til den fælles velfærd, end de gjorde i 2001.
Der er altså sket det, at de mest velhavende både har fået mere til sig selv – og mere til samfundet. Kan det overhovedet være skønnere?

Det er nu, vi kommer til Pernille Skippers og Pelle Dragsteds selvafsløringer.

For som besyngere af en moderne velfærdsmytologi, hvor ulighed altid er af det onde, og hvor omfordeling af en given mængde velstand er svaret på alle problemer, så er ingen af de to parate til at skrive under på, at noget er skønt.

Der udvises ingen taknemmelighed over de mange milliarder mere, som er kommet ind i skatter til fælles velfærd, fordi de rigeste er blevet rigere. Tværtimod. Søndag og mandag lød det tværtimod igen fra Pernille Skipper som en optakt til Enhedslistens sommergruppemøde og samtidig en slet skjult trussel mod Mette Frederiksen: Uligheden er steget i de senere år, de rige er blevet rigere – på bekostning af de fattige og de svage. Derfor stiller partiet et slags ultimatum til Socialdemokratiet. Blandt andet skal skatterne for de rigeste danskere sættes op med 10 procent.

Hvilket sikkert for mange lyder forjættende; der er bare lige den detalje, at det ikke vil give meget mere til velfærd. Tværtimod. Den økonomiske aktivitet i samfundet ville blive mindre, hvis man satte skatterne op. Og så ville der blive skabt mindre velstand. Og dermed mindre at kræve skatter op af.

Vi har jo således netop konstateret, at man kan få de rigeste til at bidrage mere til velfærden ved at sætte skatten ned og tillade, at deres gennemsnitlige velstand stiger. Det er det, der er sket siden 2001. Enhedslisten vil nu gå den modsatte vej. Enhedslisten vil skabe mere lighed ved at strafbeskatte velstand.

Det vil de gøre, uagtet at de ikke vil få mere velfærd ud af det. For finansieringen af fremtidens velfærd kræver ikke mere lighed i verdens mest lige samfund. Tværtimod kræver finansieringen af fremtidens velfærd, som regnestykket 2001-16 viser det, en vis grad af ulighed i samfundet.

(Pelle Dragsted på Twitter, 22. august 2016)

Det er derfor man ‘giver’ skattelettelser ‘ned i foret’ til de rige, som Pelle Dragsted udtrykte det forleden på Facebook i forhold til diskussionen om topskattelettelser. Når man gør det, forudsætter man, at alle midler i samfundet tilhører de offentlige kasser, som så derefter deler ud af dem afhængig af den politiske vilje hertil. Som en slags lommepenge til de hårdtarbejdende undersåtter derude.

‘Øh ja, for de rigeste 1% har i samme periode tilegnet sig en betydelig større del af samfundets samlede velstand’, skrev Dragsted i aftes, et udsagn der blotlægger nogle karakteristika ved hans verdensbillede:

For det første, at han anser velstand for at tilhøre samfundet, hvorfor enhver øget velstand er noget, nogen ‘tilegner sig’, hvilket ifølge Den Danske Ordbog er et udtryk, der definerer det at ’skaffe sig, komme i besiddelse af eller få råderet over noget; gøre til ens eget ofte på en lyssky eller ulovlig måde’.

For det andet, at han anser ‘velstand’ for at være en konstant, der skal fordeles af. Velstand er ikke noget, man ved aktivitet og initiativ i det civile samfund kan skabe mere af i morgen, end der var i går. Når nogen er blevet rigere, er de blevet det på bekostning af andre. På bekostning af ’samfundets samlede velstand’, som de har ‘tilegnet sig en betydeligt større del af’.”



16. august 2016

Politiken-kronik mod Je suis Jalving: Fik ‘et stærkt populistisk skær’, da ‘lytterne fik lov til at ringe ind’

Jeg har gennem årene blogget hundredevis af stikprøver fra licensfinansierede radiokanaler, men det er tidskrævende, og ofte bliver det blot til en tanke der ikke bundfalder sig, eller et faneblad der ikke blogges. Som da en ‘Johan’ inviteres til Go’ Morgen Danmark (19. juli 2016), for at anmelde Star Trek-filmen, og bruger det som afsæt for at advokere imod den ‘nationalisme’, som Brexit efter hans mening var udtryk for.

Debatten er polariseret, og hvis man tilhører det flertal der har fået nok af Islam og masseindvandring, så er det blot at tænde for radioen hvis man vil høre modsatrettede synspunkter. For undertegnede skete det sidst natten til mandag, hvor Keith Thomas Lohse var sig selv på Radio24syv. Medierne er et væg-til-væg tæppe af selvbestaltede verdensreddere, der uanfægtet af den faktiske virkelighed, pudser sin glorie på almenvellets bekostning.

Mikael Jalvings ‘Je suis Jalving’ var noget så sjældent som et radioprogram med kulturkonservativ tendens. Udsendelsesrækken blandt blandt andet angrebet i Dagbladet Information, hvor Anders Stjernholm og Rezhwan Ikramto fra Ateistisk Selskab fortæller, at verden er truet af ‘konservative religiøse kræfter’, og problematiserer at Radio24syv forstærker polariseringen med ‘komplet usaglige indspark’, der skal ‘opildne underskoven af folkedybet’.

Værre er dog cand. mag. Steffen Groth i Politiken, selvom han dog skal have ros for at konkretisere sin kritik. Han kommer dog ikke udenom, at det store problem for ham hverken er Mikael Jalving, ‘Je suis Jalving’ eller Radio24syv, men tilstedeværelsen af offentlig dissidens. Debatten er polariseret, ikke fordi Jalving får et sommerprogram på en radiokanal, men fordi danskerne vitterligt er delte i de her spørgsmål.

Her er den store forskel på højre- og venstrefløjsargumentation. Den værdimæssige venstrefløj anerkender ikke højrefløjens legitimitet, og som en ven skarpt formulerede det om segmentet forleden: ““De blænder sig selv med en myte om at politisk dissens er udtryk for galskab.”.

Kronik i gårsdagens Politiken af Cand. mag. Steffen Groth – Radio24syv sender grænseløs demagogi.

“3. august ca. 10.40 kom jeg igennem på telefonen til Radio24syvs program ‘Je suis Jalving’. … Som reaktion på programmets titel ‘Je suis Jalving’ havde jeg forberedt et modsvar, et ‘J’accuse Jalving’, som jeg fremførte i radioen med dirrende stemme. Det er de anklagepunkter, som jeg vil uddybe og dokumentere yderligere her.

(Kronik af Steffen Groth i Politiken, 15. august 2016)

“Det er opbygget efter en fast skabelon: Jalving… indleder med et alarmistisk oplæg om nogle af de katastrofale konsekvenser, de mener, indvandring og islam har i Danmark og Europa.

Derefter følger samtaler med en eller flere professionelle meningsdannere, og her har tendensen været fuldstændig entydig; det er en kongerække af islam- og indvandringskritikkens mest yderliggående sværvægtere, der har været mobiliseret og iscenesat som eksperter: Lars Hedegaard, Morten Uhrskov, Pernille Vermund, Christian Langballe, Helle Merete Brix, Ole Hasselbalch, Eva Agnete Selsing, Søren Hviid Petersen, Sørine Gotfredsen, Kristian Ditlev Jensen samt tidehvervspræsterne Torben Bramming og Claus Thomas Nielsen. …

Retfærdigvis skal det nævnes, at David Trads i den allerførste udsendelse var med på en telefon som den allerførste gæst… Det var de intellektuelle frontkæmpere i højrepopulismens offensiv mod islam og indvandring, der skulle hamre programmets pointer igennem så overbevisende som muligt.

Det tredje element, som i denne sammenhæng får et stærkt populistisk skær, var, at lytterne fik lov til at ringe ind, vox populi, folkets røst. Lytterne fik med- og modløb fra værten afhængig af deres perspektiver. …

Det er en gennemgående pointe i programserien, at mainstreammedier og -politikere fortier sandheden om problemerne med islam og indvandring
ud fra en politisk korrekt agenda, mens ‘Je suis Jalving’ tør ’sige tingene, som de er’ – ‘der er ikke tid til andet’.

Det populistiske mantra, som rummer tydelige mindelser om Trumps tankeverden, er en myte, der trives på den alleryderste højrefløj. At den opretholdes trods det kolossale fokus, der konstant er i medier og blandt politikere på terror, islam og udlændingestramninger, er for
mig at se fornuftsstridigt. …

Jeg anklager jer for at grave grøfter i vores samfund, fodre fjendebilleder og puste til fremmedfrygtens ild. Jeg anklager jer for at skabe en oppustet mistillid til de etablerede medier og politikere og gøde jorden for konspirationsteorier, overdreven mistænksomhed og frygtblandet fanatisme.

Jeg anklager jer for ikke på nogen måde at have skabt et nuanceret billede af de integrations- og ghettoproblemer, vi har i det danske
samfund. Tværtimod.

Jeg anklager jer for at have skabt det mest demagogiske, alarmistiske og højrepopulistiske radioprogram i nyere danmarkshistorie.”



15. august 2016

Amager: Kendt medlem af Danmarks Nationale Front overfaldet af venstreradikalt tæskehold

“Ingen problematiserede det manglende fokus på venstreekstremisme.”, skrev jeg torsdag her på siden, i en post omhandlede mandagens Radio24syv-historie om manglende fokus på højreekstremisme. På daværende tidspunkt vidste jeg ikke, at et kendt medlem af Danmarks Nationale Front mandag eftermiddag blev overfaldet, da han kom ud af Fakta på Amagerbro Torv.

Offeret ‘J’, fortæller til Uriasposten, at fem ikke helt unge mænd med hættetrøjer ventede på ham, og da han kom ud stødte to mere til gruppen fra en nærliggende opgang. Flere skjulte sit ansigt med tørklæde, og at det vitterlig var venstreradikale sås blandt andet på en trøje med teksten ‘Knus fascismen’ (Projekt Antifa, Antifascistisk Aktion). ‘J’ har været aktiv i det nationale miljø i 25 år, og mener selv lokale autonome genkendte ham.

De maskerede angribere havde forberedt sig med fastelavnskøller, og angreb med slag på krop og hoved. ‘J’ forsvarede sig efter bedste evne, og derfor varede overfaldet et par minutter. Der var flere vidner, men ingen greb ind. Tæskeholdet forsvandt kort før politiet ankom, og da ‘J’ ikke ønskede at anmelde sagen, valgte han at cykle derfra. Udover et blåt øje, ondt i hovedet, ømhed i nakken og læsioner flere steder på kroppen, slap han nådigt fra overfaldet. Ingen varige mén.

Overfaldet vil ifølge ‘J’ få et ikke nærmere omtalt efterspil.

(‘J’ fire dage efter overfaldet)

Oploadet Kl. 01:23 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


11. august 2016

Medie problematiserer Exit-center: For meget fokus på islamisk ekstremisme, for lidt på højreradikale

Mandag problematiserede Radio24syv, at et nyoprettet ministerielt Exit-center fokuserede for meget på islamisk ekstremisme, og hermed overså højreekstremisme. De må have spurgt en del eksperter, for at kunne citere fem der er helt på linje. Kirstine Sin­clair, Tina Wil­chen Chri­sten­sen, Hans Jør­gen Bon­ni­ch­sen, Søren Ler­che, og Bjørn Ihler. Tre røde, en eks-AFA’er og en Breivik-overlever. Ingen problematiserede det manglende fokus på venstreekstremisme.

Førstnævnte afviste tilbage i 2003 at Hitz-ut-tahrir skulle være et problem, da islamisternes ord blot var retorik på linje med Sex Pistols tekster, og var en særlig islamisk form for Indre Mission. Sidstnævnte er tidligere medlem af halv-revolutionære Arbeidernes Ungdomsfylking, og er i dag mere aktivist end forsker. Højrefløjens ytringsfrihed skabte Anders Breivik er budskabet, let fortegnet. Kulturmarxisterne definerer en for dem brugbar virkelighed.

At det ikke drejer sig om at modvirke højreradikal vold, men om at friholde Islam for jihad‘isme og problematisere folkelig modstand mod masseindvandring, er indlysende. Et af eksemplerne på højreradikal vold er en morderisk iraner, en anden er Anders Breivik, der i dag kalder sig nationalsocialist. Som en bekendt skrev for nyligt: Når en muslim sværger troskab til Islamisk Stat og råber ‘Allahu-akbar’ under dåden, så er han psykisk syg. Når en excentrisk nordmand sværger troskab til et ikke-eksisterende Knights Templar-netværk, så er han… højreekstremist.

De sidste fem år har medierne tærsket langhalm på dansk højreradikalisme, og har fundet nix nada. Det er organisationer såsom Stop Islamiseringen af Danmark, Frit Danmark, ORG, Danish Defence League, Danerværn, Sons of Odin og senest De Sydfynske Herrer. Ingen konkrete eksempler på politisk motiveret vold, men tonsvis af advarende artikler. Søren Lerche, der henviser til ‘høj­re­ek­stre­mi­sti­ske Facebook-grupper’, begik ene mand mere vold i sin tid som militant venstreradikal, end danske højreorienterede har gjort hvilket som helst år siden Breivik. Fakta!

Pseudo-journalistik set på Radio24syv.dk – Eksperter: Danske myndigheder overser højreekstremismen (af Sofie Rye Wølhk og Thomas Foght)

“Bekæm­pel­sen af høj­re­ek­stre­misme i Dan­mark bli­ver over­set, fordi poli­ti­kere og myn­dig­he­der kon­stant taler om isla­misk ekstre­misme.

Det siger en række for­skere og fag­per­so­ner med ind­sigt i ekstre­misme til Radio24syv efter en som­mer, hvor Europa har været ramt af mili­tant ekstre­mi­stisk ter­ror, men hvor også Labour-politikeren Jo Cox blev myr­det af en mand med ny-nazistiske for­bin­del­ser, og hvor ni per­so­ner i tyske Mün­chen mistede livet, da en Anders Breivik-inspireret 18-årig mand gik til angreb.

Jeg synes, myn­dig­he­derne over­ser høj­re­ek­stre­mis­men, og den brede offent­lig­heds opmærk­som­hed på isla­mi­stisk ekstre­misme bety­der, at fæno­me­net over­dri­ves og trus­len over­vur­de­res,’ siger lek­tor ved Syd­dansk Uni­ver­si­tet, Kirstine Sin­clair, der har for­sket i isla­misme.

Samme toner lyder der fra social-antropolog, Tina Wil­chen Chri­sten­sen, der har for­sket i radi­ka­li­se­ring.

Jeg synes ikke, man fore­byg­ger radi­ka­li­se­ring på begge fløje, fordi man taler om det som et ensi­digt pro­blem. Man foku­se­rer hele tiden på islam, mus­li­mer og isla­misk ter­r­o­risme, og jo mere man foku­se­rer på islam som noget nega­tivt, jo flere unu­an­ce­rede for­kla­rin­ger vil folk få om, hvem de andre er,’ siger hun til Radio24syv.”

(Vildtvoksende Dueurt i nærværende bloggers baghave, 11. august 2016)

“Vi har en ten­dens til, at vi ikke vil erkende, at den stør­ste fare lig­ger her­hjemme i vores egen bag­have.” (Hans Jørgen Bonnichsen)



6. juli 2016

Kim Jong Andersen: Pernille Vermund puster til nationalismens gløder i den halv-fascistoide version…

Ingen kan stramme retorikken, som folk der kræver den gode tone indført, og reklamemanden Kim Jong Andersen er en af de værste. Vi lever i en virkelighed hvor indvandrervold er hverdag og højrefløjsvold er ikke-eksisterende, men alligevel skal fredelige demokrater associeres med fascisme, blot fordi de ønsker et nogenlunde dansksindet Danmark. Forleden advarede Anna Mee Allerslev mod højrefløjsvold, og justitsminister Søren Pind samtykkede med henvisning til danske ‘Soldiers of Odin’. Soldiers of Odin?!? Idioti er desværre ikke et venstrefløjsfænomen.

Kim Jong Andersen mener det er udtryk for fascisme, at bekæmpe islamiseringen parlamentarisk, og han minder på mange måder om Ghita Nørby, der tidligere på sommeren undrede sig over at hveranden dansker ville spare på kunst og kultur: “Hvem er det der ikke vil livet?” Ligesom Ghita Nørby ikke forstår den skatteplagede lønarbejder har andre prioriter end Reumert-prisvindere, så forstår Kim Jong Andersen heller ikke, at den gennemsnitlige dansker blot ønsker et roligt familieliv i et trygt Danmark.

Kim Jong Andersen på POV International – Freden i Danmark er truet – indefra.

“I skrivende stund er radikaliseringen på den yderste højrefløj ved at få luft under vingerne… Under et tyndt lag blond fernis kommer den snigende og er for tiden nok mest personificeret ved folketingskandidaten Pernille Vermund fra partiet ‘Nye Borgerlige’. Her puster man frejdigt til nationalismens ubehagelige gløder i den særligt velfriserede, halv-fascistoide version, som nogen har døbt nationalkonservatisme.

Pernille Vermund, som er en dansk pendant til Marine Le Pen fra det nationalistiske højrefløjsparti, Front National, gør mig decideret grundangst. Jeg er meget mere skræmt af hende end af Daniel Carlsen, der brød ud af det ny-nazistiske parti, DNSB, for at stifte Danskernes Parti, selvom begge partier sværmer om nogle af de samme temaer. For Vermund og de Nye Borgerlige har vind i sejlene…

Det er en fatal udvikling. For det inspirerer og motiverer til handlinger af helt uhyrlig karakter. Det så vi for ganske nylig, da det britiske parlamentsmedlem, Jo Cox, blev myrdet. Den sigtede Thomas Mair, en rabiat terrorist af samme, ærkeengelske afstamning som Cox, opgav i retten sit navn som ‘død over landsforrædere, frihed for Storbritannien’. …

Jeg vil derfor ikke tøve med at kalde Pernille Vermund for den måske farligeste person for Danmark siden Pia Kjærsgaard, fordi hun nu har udsigt til at få magt, som hun har agt ved kynisk at manipulere den vrede, der ikke bare ulmer i befolkningen, men som regeringen og Dansk Folkeparti for længst har antændt efter at have fodret svinehunden i adskillige år.”



23. juni 2016

EU-finansieret rapport omtalt på DR Online: “Højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister…”

I sidste uge kunne flere medier fortælle, at febersyge Betina fra Nørrebro blev reddet af Omar og Hassan, der af ren og skær alturisme skaffede hende en pakke Panodil Zapp midt om natten. Hun er sygeplejerske der freelancer i reklamebranchen, og medierne er ikke kræsne når budskabet er politisk spiseligt. Faith in humanity restored.

Ofte er propagandaen mere spidsfindig. Eksempelvis kunne DR Nyheder i går fortælle, at ‘højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister’. Historien er sakset fra venstreorienterede The Guardian, der opridser en rapport fra Royal United Services Institute. The Guardian opstrammer ikke i overskriften, og præciserer i overensstemmelse med virkeligheden, at rapporten ikke omhandler trusselsniveauet som sådan. Noget der helt er udskrevet i Ritzaus opkog.

“The media, and consequently public attention, is largely focused on violent Islamist extremists; while this may reflect the broader threat, it is at odds with that from lone actor terrorism,” the report says.”

Fra DR Online (Ritzaus bureau) – Rapport: Højreradikale soloterrorister er farligere end jihadister.

“Højreradikale soloterrorister er ansvarlige for langt flere drab og kvæstede end islamistiske jihadister, der handler på egen hånd. Det er en af konklusionerne i en omfattende rapport fra den britiske tænketank Royal United Services Institute, skriver The Guardian.

Rapporten har gennemgået politisk og religiøst motiverede terrorangreb i Europa fra 2000 til 2014, og her har 94 mennesker mistet livet i forbindelse med terrorangreb udført af højreradikale, der handler på egen hånd. Til sammenligning er kun 16 personer blevet dræbt af islamistiske jihadister, der agerer alene.

Ifølge eksperterne skaber den store mediefokus på truslen fra islamistisk terrorisme et vrangbillede af virkeligheden i forhold til den trussel, som politisk terrorisme fra den yderste højrefløj udgør.

(DR Nyheder, 22. juni 2016)

Humlen er som altid i detaljen. Undersøgelsen omhandler ikke terrorisme som sådan, men den særlige form der går under betegnelsen ‘lone wolf’. Da højreorienterede (i sagens natur), ikke er en del af en større voldelig ideologi, og derfor sjældent har kontakt til voldelige grupper, vil langt de fleste eksempler på højreorienteret terror automatisk være i kategorien ‘lone wolf’. Højrefløjens iboende fredelighed maksimerer truslen fra enlige ulve, så at sige.

Omvendt med islamisme. Selvom medierne næsten per refleks udråber ugens jihadist som værende en (psykisk syg) ‘enlig ulv’, så er de typisk en del af noget større – har sympatiserende venner, og kæmper mere eller mindre målrettet for Islam eller Islamisk Stat. Omar Abdel Hamid El-Hussein og Nidal Malik Hasan kunne fortælle vennerne om sine planer. Anders Behring Breivik kunne ikke.

I en sådan undersøgelse er der masser af muligheder for at skrue på definitionerne. Hvad er terror, hvornår er en terrorist en ‘enlig ulv’ og fremdeles. I stedet for at se på antallet af dræbte, kunne man have fokuseret på antallet af sager. Breivik står alene for 82 procent af alle højreradikale terrordrab i Europa i de 15 år perioden omfatter.

Man kunne også have anskuet islamisk terrorisme i forhold til den relative andel af befolkningen. Selvom Danmark officielt har 5-6 procent muslimer, har vi haft i omegnen af ti islamistiske terrorsager. Flere relateret til venstreradikalisme, og nul komma nul nationalistiske/højreradikale. Nogenlunde det omvendte billeder får man ved søgninger i den EU-støttede undersøgelse. ‘Left-wing’ nævnes to gange (begge i indledende definition, eksisterer tilsyneladende ikke), Islam nævnes blot otte gange, men ‘Right-wing’ hele 34 gange.

“There are three kinds of lies: lies, damned lies, and statistics.” (attr. Benjamin Disraeli)

(Royal United Services Institute, 2016: Lone-Actor Terrorism Final Report, pdf, 40 s.)

“The threat or use of violence by a single perpetrator (or small cell), not acting out of purely personalmaterial reasons, with the aim of influencing a wider audience, and who acts without any direct support in the planning, preparation and execution of the attack, and whose decision to act is not directed by any group or other individuals (although possibly inspired by others).” (Defining ‘Lone-Actor Terrorism’, Methodology, s. iv)



22. juni 2016

Lørdag: Fotograferet af Redox under Folkemødet – Onsdag: Overfaldet af fem autonome på Amager

Sidste år berettede jeg her på bloggen, at Redox efter alt at dømme koordinerede politiske overfald, hvad medførte et sjældent kritisk indslag i Orientering på P1. Her stod Simon Bünger frem, og proklamerede at Redox pt var i færd med “at undersøge mulighederne for at føre en injuriesag mod disse blogs”. Mens Redox på andet år undersøger mulighederne for en injuriesag, fandt Simon Bünger tid til at gæste Folkemødet i Allinge.

Her foto-registrerede han (i en rød sweater) blandt andet tilhørerne ved Daniel Carlsens debat med tidligere DR-vært Abdel Aziz Mahmoud lørdag aften, hvad lagde grunden til en seværdig 28 minutter lang dokumentar med titlen Daniel Carlsen for danskerne – Adgang med Abdel.

En af de fotograferede var Lukas fra Amager, der her til eftermiddag – blot fire dage efter debatmødet, blev overfaldet af fem venstreradikale da han forlod sin arbejdsplads. På en eller anden udefinerlig måde er det farligt at blive fotograferet af Redox. “Redox knyttes til terror og grov vold”, skrev Politiken tilbage i 2011.

(Collage: Lukas efter overfaldet, Amager, 22. juni 2016 – Simon Bünger i Allinge, 18. juni 2016)

Opdate. DR Online har flere detaljer.

“- Jeg stod stille og roligt og ekspederede kunder, da jeg ud af øjenkrogen ser seks maskerede personer komme direkte imod mig. De sparker mig og slår mig i hovedet, mens de råber ‘racistsvin’, og at ‘de vil slå mig ihjel.'” (Lukas Nielsen)



18. maj 2016

‘Nazi-cellen’ (DR2) var historien om ‘Den Evige Tysker’: “… der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre'”

I lørdags omtalte jeg kort Nazi-cellen (Mitten in Deutschland: NSU), en tysk miniserie i tre afsnit som DR2 sendte i den forgangne uge. Jeg så lidt af første afsnit, og har sjældent set noget så karikeret. En drama-dokumentar inspireret af amerikanske actionfilm fra 70’erne.

Herunder en oversættelse af NSU-film: ‘Antifascistisk’ statspropaganda, sakset fra PI-news (10. april 2016).

Nazi-cellen: ‘Antifascistisk’ statspropaganda

Onsdag viste det tvangsfinansierede statslige fjernsyn tredje og sidste del af en skuespilserie, der handlede om den såkaldte NSU. Den offentlige fjernsynsstation omgav denne begivenhed med et tæt net af ‘dokumentarer’, ‘reportager’ og ’samtalerunder’ for at skabe en ‘opportun sandhed’.

Grundtonen i alle tre afsnit og de på forhånd givne ’sande konklusioner’ var, at de mistænkte gerningsmænd ikke handlede på egen hånd, men at de var drevet til denne ‘højreradikale terror’ af politiske og konspiratoriske omstændigheder. Denne dristige vaghed har en klart manipulerende hensigt:

Tidens politik skulle, ifølge venstreorienterede forestillinger, være påvirket af det. Men ville handlingerne egentlig udgøre ‘terror’, selv hvis de virkelig fandt sted som fremstillet?

(Af Michael Bakunin. Oversat til dansk af Henrik Ræder Clausen)

Den første del, der helt fra starten placeres solidt i fiktionens defekte konspirationståger, blander ‘radikaliseringen’ af særligt Uwe Mundlos sammen med forskellige begivenheder i den første del af 90’erne. Angrebet på asylcenteret Rostock-Lichtenhagen/Hoyerswerda – ingen greb ind, tilskuere klappede, Uwe Mundlos glædede sig. Nogle marcherer – en politimand får besked om at gøre noget, men griber ikke ind overfor stenkast mod ‘venstreorienterede’. En ældre mand vinker dumt grinende til demonstranterne fra en bank. Asylkompromisset fra 1992/1993 – Uwe Mundlos, i underbukser, råber at det kunne have været skrevet af dem (højrefløjen). Angrebet på Murrah Federal Building i Oklahoma 1995 – Uwe Mundlos mener, at man skulle gøre det samme.

Desværre er Uwe Mundlos død, så det gavner ikke meget at fremstille ham som drivende kraft i gruppen, i stedet bliver han projektionsflade for en bestemt politisk agitation. Men først og fremmest gælder det om at stille fru Zschäpe i et fordømmende lys, derfor fremstilles hun som den person, der opfanger ideerne og prøve at fremme dem – fru Zschäpes handlinger i stedet for Uwe Mundlos ord. Skuespillerinden Mühe ser derfor sigende direkte på tilskuerne på tre vigtige punkter i historien, et diskutabelt filmisk citat fra filmen ‘Le fabuleux destin d’Amélie’.

Anden del af serien prøver at fortælle historien fra ofrenes vinkel, men begrænser sig følelseslammet til en datter af en småkriminel tyrkisk blomsterhandler Enver S., der blev myrdet i september 2000 – hvad datteren senere udgav en bog om. Den døde tysker og hans hårdt sårede kollega blev – kunne det være racistisk? – ikke engang nævnt i serien. Efterforskerne fremstilles som uhæderlige og inkompetente. ‘Terror’, en ’sandhed’ som tilskueren allerede kender, er der demonstrativt ingen i sagen, der aner noget om. Det fremstilles som om de efterforskende myndigheders forbløffende dumhed først har gjort drabene mulige, som om der var statslig støtte til drabene. Dertil kommer en uretfærdig hverdagsracisme baseret på blindt had som et dagligt fænomen. Gudskelov slutter episoden med at Kansler Angela Merkel træder frem med sin beroligende sørgetale – et stykke forsoning, tak til Kanslerinde Merkel for det.

Den sidste episode med titlen ‘Formidlerne – kun for tjenstlig brug’ viser helt fra begyndelsen hele den store linje fra Martin Luther til brændende husbiler. Det propagandiske mål er: Martin Luther står næsten ubestridt for en særlig tysk kraft, først og fremmest sproglig og kulturel. Ifølge ideen er disse rødder onde, tyskernes kulturelle DNA er beskadiget og defekt. Som tidligere ‘Den Evige Jøde’ står nu ‘Den Evige Tysker’ som inkarnationen af ondt på jorden, rastløs i forandring og skadestifter. Efter denne blot antydede fornærmelse af seeren bliver beskyldningerne konkrete i løbet af filmen: NSU ‘Trioen’ skulle være skabt af den tyske efterretningstjeneste, derefter forsynet og sendt under jorden. Præsidenten for Thüringens efterretningstjeneste Helmut Roewer bliver afbildet som åbenlyst uvidende, der har et eller andet imod de kære venstreorienterede.

Den fiktive person ‘Alexander Melchior’, Helmut Roewers højre hånd, bliver tilskrevet psykopatisk-diabolske træk (Kunne det blot være et dumt tilfælde? ‘Melchior’, konge og lysets beskytter, spiller på ‘Lucifer’, bærer af lyset). Nogen forhindrer Thüringens politi i at efterforske sagen, og til sidst bliver et vigtigt vidne får deres efterforskning forhindret, og til sidst bliver et vigtigt vidne myrdet, naturligvis af ukendte gerningsmænd.

Den offentlige-retslige radio beskæftiger sig som i en konspirationsteori, og ser mystisk ned i det tyske sjælelivs afgrunde. Samtidig får man nu igen at vide – i fin samklang med det historiske kompleks – at på en eller anden måde er alle tyskere nazister, og at der må gøres mere mod ‘Truslen fra højre’, at enhver kritik af ‘Den Anden’ er forbudt (Mottoet for det kunne være: ‘Kritik er mord’), at enhver indvandrer i dette åndeligt fordærvede land kun kan komme med kærlighed, godhed og håb. Det eneste positive er, at instruktørerne og manuskriptforfatterne er så uduelige at de er ude af stand til at opretholde den ønskede manipulation effektivt igennem filmen. Det er derfor ikke lykkes at skabe et anti-tysk værk i stil med Veit Harlans anti-semitiske ‘Jøden Süss’ fra 1940. Kunstnerisk set er NSU-serien værdiløs, men det er synd at flere ret gode skuespillere synker til at være propagandister.

Man spørger sig selv om det, der bliver vist i serien, virkelig udgør det skræmmebillede af terror som man har fået at vide. Hvad kan man kalde det, hvis Mundlos og Böhnhardt virkelig har gjort hvad der hævdes? Det begrebsmæssige grundproblem i ‘Terrorisme’ er mangelen på en klar afgræsning af, hvad ordet egentlig dækker over. Derfor kan begrebet misbruges som politisk kampmiddel. En terrorist er bare mere end en banal morder, og når man bekæmper terrorister, sætter man sig selv og sine politiske kampanstrengelser på så høj en piedestal at næsten alle midler tillades for at slå igen: At insinuere at ens politiske modstander kunne gribe til vold er en moralsk retfærdiggørelse af, at man selv bruger vold – og jo mere radikal modstanderen er, desto mere radikalt må der reageres mod ham.

Men hvis man virkelig vil skelne meningsfuldt mellem ‘Terrorisme’ og andre kriminelle handlinger, må man stille visse krav. I det mindste må der være en politisk intention og et politisk mål for handlingen, da ‘Terrorisme’, sådan må det forstås, er vold som middel til at forme samfundet. Aktioner, som ingen tager alvorligt eller sætter ind i en sammenhæng, opfylder ikke sådan et mindstekrav. Aktioner, der ikke søger at opnå noget politisk mål, er ikke terrorhandlinger. Men sådan ser det ud for det, der antages om den såkaldte ‘NSU’: Der var tydeligvis ingen, der vidste noget om intentionerne bag handlingerne, ingen vidste hvem eller hvorfor, de blev begået. Det var politisk ubetydelige personer, der blev dræbt (der var, sammenlignet med islamiske angreb, også alt for få dræbte med alt for stor afstand), personerne var også (biologisk set) alt for gamle. Ingen forstod signaturen af det våben, det blev brugt hver gang. Der var ingen form for ‘Modstand’ eller politiske testamenter at finde. Og ‘Terrorisme’ var der ikke tale om.

Man må finde sig i, at sagen nok aldrig bliver ordentligt opklaret: Hvad der virkelig skete, hvorfor ti mennesker døde, og hvilken rolle personer fra den tyske efterretningstjeneste spillede. Den tykke tilfredshed med at terrorismen fra den ekstreme venstrefløj og fra islamisterne endelig havde et brunt modstykke, den hemmelige fryd ved fingeret rædsel, den ubegrundede moralske følelse af overlegenhed og højere menneskelighed, alt dette burde vige for den tålmodige vilje til at lade retsstaten opklare sagen, så vidt det faktisk er muligt. Drab er og bliver drab. Det er slemt nok i sig selv, og det burde være tilstrækkeligt for de moralister, der så ivrigt søger at slå politisk mønt af sagerne.

Oploadet Kl. 13:06 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper