15. oktober 2018

Tre forskere udstillede feministisk kønsforskning: Indskrev næsten ordrette passager fra ‘Mein Kampf’

Hvis man ikke gider læse lange tekster på engelsk, så kan man nøjes med Berlingskes referat, men den her venstreradikale feministiske ‘kønsforskning’ fortjener dybe slag, og det har de fået nu. Skøn artikel der præsenterer projektet sakset fra New States Man – Dog rape and Mein Kampf as a feminist text: why we hoaxed journals with terrible papers.

“We just spent a year writing and publishing calculatedly terrible papers in academic journals that look at aspects of identity – gender studies, fat studies, feminist geography, masculinity studies, sex and sexuality studies, feminist philosophy, feminist epistemology. This is not some obscure academic squabble. This is about something that affects us all. This is about culture.

Of 20 papers we submitted, seven were accepted, six we deemed unworkable and a further seven were in various stages of the submission process when the project was discovered.

Our papers claim that dog parks are rape-condoning spaces and that by observing the reactions of dog-owners to ‘unwanted humping’ among dogs, we can determine that a human rape culture is deeply ingrained in men who could benefit from being trained like dogs. They investigate why heterosexual men enjoy the company of attractive and scantily-clad female servers in a restaurant and conclude it’s so they can live out fantasies of patriarchal domination. They ponder why heterosexual men rarely self-penetrate their anuses with sex-toys and advocate doing so in order to become less transphobic and more feminist.

Do you see a pattern? Although the papers we wrote scanned many subdisciplines of identity-based studies, by far the greatest uptake was of the ones which argued (on purely theoretical, subjective, and unfalsifiable grounds) that heterosexual masculinity is toxic, abusive, and thoroughly problematic. This perfectly comports with the rhetoric coming from feminist journals as aptly demonstrated by Suzanna Danuta Walters, editor-in-chief of the storied feminist journal Signs, when she asked the world in the Washington Post, why can’t we hate men?

In addition to the problematic nature of men’s attraction to women, we also published a rambling poetic exploration of feminist spirituality generated largely from a teenage angst generator which we hypothesised would be acceptable as an alternative, female ‘way of knowing’. That paper was purely silliness, and the journal a minor one. We took our experimentation with the idea that we could make anything at all fit some kind of popular ‘theory’ to the limits when we successfully published a section of Mein Kampf as intersectional feminism. We denied objective knowledge about morbid obesity too: we argued this serious health problem represents a body just as legitimately built as a finely honed muscular one. We see the impact of this dangerous narrative in activism to prevent the provision of health advice around body-weight.

This is not scholarship. In simplest terms, this is the explicit replacement of rigorous evidence-based research and reasoned argument with appeals to lived experience and a neurotic focus on the power of language to create social reality. This originated with post-modernists like Michel Foucault, Jean-François Lyotard, and Jacques Derrida, and was made explicitly political by a new generation of scholars who applied it in the fields we’ve called ‘grievance studies’. In our flagship paper (rather cheekily named ‘When The Joke Is On You’), we took this attitude as far as it would go and (ironically) applied it to ourselves and our own project. Our argument: all satire of ‘Social Justice’ scholarship is illegitimate and merely an attempt to selfishly preserve privilege. The reviewers of Hypatia informed us that this constituted ‘an excellent addition to feminist philosophy’.

While this is deeply troubling, the problem is not confined to the academy. These ideas are produced and legitimised in academia and given the status of knowledge via publication in peer-reviewed journals. This affords them power to influence education, activism, media, culture, and policy. One could think of this as a kind of ‘idea laundering’ through the university, in which opinions and prejudices can be validated by scholarly journals and come out looking like legitimate knowledge. The trouble is if this scholarship cannot be trusted, the consequences affect all of us – particularly those groups it purports to help.

We did this project because we think it matters. It matters that we study issues of identity, and it matters how we study them. It matters that scholarship is rigorous and non-ideological. Social justice cannot be advanced by shoddy, unsubstantiated truth claims and ideologically-biased agendas. It therefore matters that we put finding truths, whatever they are, ahead of ideology, however well-intended. We need solutions that work, and this is more likely if they are firmly tethered to reality.

These disciplines and the institutions that support them need to be reformed. However, more importantly, we, the people outside the academy and yet affected by its knowledge production, have to be aware of the problems with the scholarship, educational methods, and activism that depend upon these fields. What needs to change is the presumption that this work speaks for the people it claims to, including liberals, women, and racial and sexual minorities. It does not, and risking being called bigoted for pointing this out is worth it.”

(Area Magazine, Academic Grievance Studies and the Corruption of Scholarship, 2. oktober 2018)

Oploadet Kl. 09:35 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


13. oktober 2018

Varg Veum om Norsk Folkeparti: “Adu-sagen skabtes af folk som dig. Du ved intet om menneskeværd.”

Der er sjældent jeg kommer igennem første sæson af noget som helst, men i lørdags lykkedes det mig at afslutte første sæson af Gunnar Staalesens serie om den norske privatdetektiv Varg Veum, og hans lidt for tilfældige opklaring af politisager. En antihelt ala Mickey Spillanes Mike Hammer kombineret med en norsk inspektor Barnaby. Underholdning til aftenkaffen, når der stenes i sofaen. Provinsielle Bergen er virkelig en farlig by.

Jeg er med årene blev god til at opdage enhver form for politisering, men i de første seks spillefilmslængde afsnit, har der ikke været noget som helst. Det gik dog galt i sæsonafslutningen ‘Begravede hunde’. En ung asylansøger dør under en politiopgave, og de to kandidater til formandsposten i DF-pendanten Det Norske Folkeparti (DNF), forsvarer politiet. Varg er harm, og førstebetjent Hamre, der både er ven og rival, er helt på linje.

Efter en tur omkring årelange magtkampe, der involverer en brovtende højreradikal (der tæsker sin russiske kone), homofobi i partiet og en ikke udsprunget lesbisk formandskandidat, når man frem til afslutningen.

(Hamre på gerningsstedet; Foto: Youtube)

Jacob Hamre (Bjørn Floberg), politi: Man siges, at vi får de politikere vi fortjener.

Varg Veum (Trond Espen Seim), privatdetektiv: Jeg synes, at vi fortjener bedre.

Jacob Hamre: Så brug stemmeretten.

—–

Varg Veum: Til lykke. Du er blevet værre end din værste fjende. Adu-sagen skabtes af folk som dig. Du ved intet om menneskeværd. Intet er sandt, intet er ægte. Alt er bare et spil om magt.

(Var Veum til DNF-partileder Marit Haug; NB Affotografering)

Det pågældende afsnit er skrevet i 1993 ‘Begravde hunder biter ikke’ (Gunnar Staalesen), og filmatiseret af Misofilm i 2008 som ‘Begravde hunder’, i et samarbejde blandt andet med danske TV2. Den pågældende afsnit blev sendt på TV2 Charlie i 2010, og kan i dag streams på Netflix.

“Privatdetektiv Varg Veum afviser at hjælpe politikeren Marit Haug, som modtager trusler,da hun er stillet op til formandsposten i det højreorienterede parti LPF (DNF, Det Norske Folkeparti, Kim). Marit repræsenterer alt, hvad der er Varg imod, og først da et mislykket attentatforsøg på hendes partifælle Einar Bergene koster Bergenes kone livet, beslutter Varg at hjælpe Marit. Varg bevæger sig ind i et politisk magtspil, hvor ingen er, hvad de udgiver sig for at være, og følgeret dødbringende spor af skyld, korruption og konspiration.” (plot )

(Varg Veum – Begravde hunder, 2008; Foto: IMDB)

Apropos Adu-sagen.

“Den siste filmen i den første runden med Varg Veum-filmer er klar for videohyllene. «Begravde hunder» kommenterer i sterkere grad enn de tidligere filmene samtiden og norsk politikk.

I åpningsscenen ser vi en mann bli arrestert og lagt i bakken av politiet.

Vi får vite at han dør som følge av arrestasjonen, og en politiker i det fiktive partiet Norsk Folkeparti går ut og sier at det hele var godt politiarbeid. Dette var det samme leder politiets fellesforbund Arne Johannessen uttalte om pågripelsen som førte til at den nigerianske studenten Eugene Ejike Obiora døde i Trondheim i september 2006. (VG, 2008)

Oploadet Kl. 10:46 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


2. oktober 2018

Kristen præst får taletid: “Flere oppositionspolitikere finder det både kontroversielt, dumt og forkert.”

Vi kan få politiserende prædikener i den bedste sendetid af Flemming Pless & Co., men når en kristen valgmenighedspræst (!), skal stå for åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke, så er fanden løs i Laksegade. Jeg hørte Morten Kvist i Det Røde Felt på Radio24syv, og her afviste han beskyldningerne. Han fastholdt dog at heteroseksualitet ikke var normalt, hvad jo reelt var det motiverende angrebspunkt. Herefter gav filologen Jens-André Herbener den fuld skrue – det her var et skridt på vej mod et kristen diktatur.

Fra DR.dk – Præsten Morten Kvist: ‘Jeg har ikke tænkt mig at holde en politisk prædiken’

“Kirkeminister Mette Bock (LA) har… besluttet, at det er valgmenighedspræsten Morten Kvist fra Herning, der skal prædike for folketingsmedlemmerne og ministrene ved den traditionsrige åbningsgudstjeneste.

Den beslutning bliver ikke modtaget lige vel hos alle folketingsmedlemmer. Flere oppositionspolitikere finder det både kontroversielt, dumt og forkert.

– Det er fordi, at mit argument var dengang – og det er det sådan set stadigvæk – at homoseksualitet heldigvis er både tilladt og anerkendt i Danmark. Det er jeg meget glad for. Men man kan jo ikke sige, at det er normsættende, fordi normen er jo det, flertallet gør. Så har vi det heldigvis sådan i Danmark, at man kan tillade sig at afvige fra normen.

– Men hele identitetspolitikken og diskussionen om den går på, at hver eneste lille minoritet skal have deres egne rettigheder. Og det opløser det normative fællesskab. Og det mener jeg simpelthen ikke er godt. …

– Jeg har ikke tænkt mig at holde en polemisk prædiken. Det mener jeg ikke er stedet at gøre det. Det kunne man godt, men det skal jo også være en prædiken, hvor både den ene og den anden politiske opfattelse kan føle sig nogenlunde hjemme.”



1. oktober 2018

Regnbueflag i ‘Den Store Bagedyst’ på DR1, lørdag aften: “Det var helt klart et politisk statement.”

Det er noget nær en etableret sandhed, at uanset hvem der vælges til præsident i USA, så gør han hvad der kræves geo-politisk. Det afspejles ikke i de danske medier, hvor et snævert demokratisk flertal samler USA, og et snævert republikansk flertal splitter. Under Barack Obamas besøg i Kolding kunne man på TV2 News høre en ekspert forklare, at Obama havde gjort meget for at samle USA, herunder givet rettigheder til homoseksuelle. Intet om at det faktisk deler USA, og slet intet om Obamas flirten med sekteriske ‘Black Lives Matter’.

Da George W. Bush besøgte Danmark i 2005 var der mere end 40.000 moddemonstranter. JyskeVestkysten fandt kun en enkelt der gad demonstrere imod Obama. En venstreradikal fra Roskilde ved navn Lasse. Det siger alt.

Med fortløbende holdningsmassage udvisker medierne nuancerne, og drejer den folkelige opinion med eller mod udenlandske statsledere. Hvis Vladimir Putin kom til Danmark, ville moddemonstrationerne være massive. Tilfældigt kom jeg til at se lidt af Den Store bagedyst lørdag aften på DR1. Blandt de ti deltagere var 21-årige Albert, hvis kage var en kopi af Moskvas Vasilj-katedral. Først diskret et billede af Putin, og så lige et regnbueflag i den bedste sendetid. Han er aktiv i LGBT-miljøet, og har tidligere haft en tilknytning til Socialistisk Ungdomsfront.

En deltager var i øvrigt iført en ‘No nationality’-trøje, dog ikke yndige Elissa med de bare skuldre, for hun ‘er nemlig tuneser’, som det står i profilen på DR.dk. Man mærker hensigten.

(Collage: Den Store Bagedyst med Putin og LGBT-symbol)

BT kom først – Lagde du mærke til detaljen: Bagedyst-Albert brugte kage som politisk statement.

“Det var ikke tilfældigt, at Albert som sit bud på et mesterværk i første runde af ‘Den store bagedyst’ valgte at bage den russiske Vasilji-katedral. … Først og fremmest begyndte Albert Hangaard Emtofts ‘Den store bagedyst’-rejse i Rusland. …

‘… Siden har jeg lavet meget politisk aktivistisk arbejde i forskellige organisationer, så derfor studerer jeg også østeuropæiske studier på Københavns Universitet med russisk som sprog.’ …

Den opmærksomme seer lagde også mærke til, at Albert valgte at pynte sin kage med et lille LGBT-regnbueflage. Her er det, det politiske kommer ind i billedet.

Det var helt klart et politisk statement. Jeg er selv homo, og jeg vil vise, at homoer også kan bage, være politiske og være interesserede i Rusland, selvom de har meget at lære i forhold til homoseksualitet.'”



19. september 2018

Regnbuefarvet fodgængerfelt, Granada, Spanien, 14. september 2018

I sidste måned proklamerede Københavns kulturborgmester Niko Grünfeld (Å), at fodgængerfelterne ved Rådhuspladsen skulle gøres ‘regnbuefarvede’. Vederstyggelig symbolpolitik fra et ideologisk overdrev, der desværre findes i de fleste europæiske lande. Her er foto fra Granada, hovedby i sydspanske Andalusien.

(Calle Gran Via de Colón, Granada, Spanien, 14. september 2018)

Oploadet Kl. 20:52 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


28. august 2018

Fra det tyske overdrev: Ammende beskægget kønsidentitet – ‘Dein leben. Dein entscheitung’

For nogle dage siden bloggede jeg en reklame for ‘The Genderhouse Festival’ set i Århus, hvor man ser en grotesk beskægget mand med bryster. Det kan blive værre endnu. Her en ammende beskægget kønsidentitet, set på en reklamesøjle i Leipzig.

(Leipzig, Tyskland, 27. august 2018; Foto: Facebook, udsnit)

Oploadet Kl. 12:44 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer
Arkiveret under:

‘Regnbuefamilieguf’ fra Cloetta: “… i Danmark findes der 37 forskellige officielle familieformer”

Det er ikke en ny kampagne, men det gør det sådan set ikke bedre. Slikproducenten Cloetta lancere sidste år deres meget solgte Familieguf i flere forskellige varianter, ikke bare ‘Kernefamilieguf’, men også ‘Bonusfamilieguf’ og ‘Regnbuefamilieguf’. Et reklamestunt helt i tidens ånd.

“Når det er lørdag aften, sidder mor, far og to børn omkring flimmerkassen og deler en pose Familie Guf. Sådan er det da stadigvæk, ikke?

Svaret er nej. For i Danmark findes der 37 forskellige officielle familieformer. Og med Malacos nye kampagne for Familie Guf, der bæres af statementet ‘Til alle slags familier’, slår Malaco fast, at familielykken findes i både kerne-, regnbue-, bonus- og papfamilier.” (Cloetta, 24. april 2017)

(Foto: Facebook)

Oploadet Kl. 12:24 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer
Arkiveret under:


27. august 2018

“…. hvordan i alverden går det til, at queers er så besatte af hudfarve, når køn ikke må betyde noget?”

Forrygende stunt af Anna Libak, der netop er blevet folketingskandidat for Venstre. Fra Altinget.dk – Da jeg blev udskammet som hvid

“… nu om dage er det so yesterday at være almindelig lesbisk. … Det nye er at forkaste alle kønsstereotyper; for nu er tiden queer, og ens gender er i gender fluid flow.’

Det mærkelige er så, at det samme overhovedet ikke gælder hudfarve. Man er stadig sit pigment og måske mere end nogensinde. Det fandt jeg ud af, da jeg forleden slæbte min søn med til Nørrebro Pride 2018…

Men ak. Da den alternative pride skulle formeres foran Nørrebro Station, meddelte arrangørerne, at alle ‘racialiserede’ mennesker skulle gå forrest. Det viste sig at betyde, at folk skulle tage opstilling i paraden efter deres hudfarve. De farvede skulle gå først, og de hvide bagefter.

En af dem, der helt klart skulle gå bagved, var min facebook-ven Jesper Gisli… Han havde i dagens farvefikserede anledning iført sig en sort T-shirt med et hvidt budskab: ‘Hvide heteromænd for mangfoldighed og fri seksualitet for alle’. Men det blev simpelthen for hvidt til arrangørerne. En times tid senere skrev han til mig, at han var blevet bortvist af vagterne.

I modsætning til Gisli var hverken min søn eller jeg indstillet på at gå med i paraden som hvide. Som rigtige queers opponerer vi imod en binær, sort-hvid pigmentforståelse og betragter os som colour-fluid.

Vi har aldrig nogensinde meldt os til at være hvide…

Så hvordan i alverden går det til, at queers er så besatte af hudfarve, når køn ikke må betyde noget?

Oploadet Kl. 02:54 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


21. august 2018

Homoseksuel: “Den måde, jeg har sex på, er ikke forkert. Den er lige så god som alle andres måder.”

Hvis man tjekkede den officielle hjemmeside for Danmarks Meterologiske Institut i sidste uge, så ville man støde på et midlertidigt regnbuefarvet logo. På samme måde valgte Dansk Boldspil Union at gøre ‘mangfoldighed og Copenhagen Pride’ til en del af hjemmesiden DBU.dk. Man skal vel næsten sidde i Enhedslistens queer-udvalg, for ikke at få en overdosis regnbue-propaganda.

Nedenciterede læserbrev af lærerstuderende Andreas Ploug Tang Steffensen bekræfter ganske præcist, hvor svært det er at gøre queer-aktivisterne tilfredse. Der er sådan set ingen grund til at prøve. Fra Information.dk – Når jeg er åben om mit homosexliv, viser folk sig som homofober.

“Jeg taler ikke med folk om mit sexliv, for folk finder det usexet at høre på. Det er den opfattelse, jeg har fået ud fra et hav af episoder, hvor folk har givet udtryk for, at mit sexliv er usexet.

For to måneder siden blev jeg eksempelvis frabedt at have sex i mit eget hjem, fordi min daværende roomie fandt måden, jeg havde sex på, ulækker, ucharmerende og usexet.

Jeg skulle have samleje med en fyr, og før festlighederne kunne begynde, rensede jeg endetarmens afføringsrester væk for at undgå uheld i soveværelset. Jeg havde antaget, at der var en direkte skakt fra badets afløb til kloakken. Desværre tog jeg fejl, og de uheldige afføringsrester i risten blev afgørende for, om jeg måtte have sex i lejligheden.

Da min roomie reagerede på fundet, blev jeg ydmyget, flov og totalt pinlig over min måde at have sex på. Det var ikke første gang, jeg erfarede, at folk kan have det svært med min måde at have sex på.

Unge er i dag ret eksplicitte i deres måde at tale om deres sexliv på. Det er netop i denne type samtaler, at det bliver tydeligt, at mange tager afstand fra det homoseksuelle sexliv, som de finder frastødende. Det er en skam. …

Fra disse oplevelser har jeg opbygget nogle alvorlige selvværdskomplekser. Men er min måde at have sex på klam? Klart nej. Den måde, jeg har sex på, er ikke forkert. Den er lige så god som alle andres måder.

(Foto: DBU.dk)

Oploadet Kl. 03:02 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Arkiveret under:


20. august 2018

Banner set under venstreradikal Nørrebro Pride 2018: ‘Send de hvide kernefamilier på flugt’

Da jeg i fredags omtalte den venstreradikale Nørrebro Pride 2018, henviste jeg til et ‘et mikrofonholder-interview’ med de panseksuelle initiativtagere på ungdomsmediet Vice. Artiklen inkluderede et link til Researchkollektivet Redox, og der er da heller ingen tvivl om hvilket ideologiske segment der redigerer Vice Danmark. Et amerikansk medie, der i øvrigt er delvist ejet af Disney-koncernen.

Vice Danmark dækkede Nørrebro Priden på Instagram, og minsanten om ikke journalisten er identisk med Laura Na Blankholm, der tidligere dækkede højrefløjen for venstreradikale Modkraft.

Nederst et foto fra det alternative pride-optog, hvor hvide gik bagerst. Her kunne man se seksuelle minoriteter demonstrere med bannere påskrevet ‘No pride in islamophobia’. Klare indikationer på at det hverken handlede om anti-racisme eller frisind. Det overordnede mål blev da også udpenslet: ‘Send de hvide kernefamilier på flugt’.

Opdate 22/8-18. Efter krav fra Laura Na Blankholm har jeg valgt at fjerne dokumenterende caps fra hendes Instagram-opdate for Vice Danmark. De omtalte billeder kan stadig ses på Instagram, Stories her. Se evt. FB.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper