16. december 2018

Lillelund om identitetspolitikken: “Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst…”

Jeg er klar over, at den talende klasse betragter fædrelandskærlighed/’kulturchauvinisme’ som højrefløjens ‘identitetspolitik’, men som det efterhånden bliver tydeligt for enhver, så er kærlighed til fædrelandet ikke et fænomen isoleret til den yderste højrefløj. Kærlighed til det kendte er et bagvedliggende præmis, for folk der ikke har sin daglige gang på universiteterne, og qua simpel folketælling: En kamel centrum/venstre må sluge.

Velskrivende Niels Lillelund om kulturmarxisten Tara Skadegaard Thorsen – Sort ser det ud for en ung, blond pige.

“Hun kender naturligvis ikke ’Den danske sang’; hun kender kun sin ret. Krænkelseskulturen trives allerbedst dér, hvor manglende uddannelse har efterladt sindet fejet og prydet for den nye ideologi. Som jo ikke er så ny igen, men som kom på mode allerede i 1970’erne. …

Når man ingenting ved, er man et let bytte for hvad som helst, og her byder identitetspolitikken sig til med sit hajfyldte farvand af ømme ligtorne og konstant konsternerede madammer – af alle køn, herunder intet-. Og man skal ikke tage fejl: Identitetspolitik er ikke en kamp for borgerret. Da Rosa Parks nægtede at vige sin plads for en hvid mand i bussen, krævede hun ikke dermed særlig respekt for sin gruppe, in casu: sorte kvinder. Hun krævede sin forfatningsmæssige ret som individ til at blive respekteret på lige fod med en hvid mand – med samme ret til at sidde hvor som helst i bussen.

Identitetspolitikken, derimod, er fyldt med særbusser og segregering. Og bundløs uvidenhed. Front arbejder nemlig også for, at der skal være færre hvide mænd på pensumlisten. Bare fordi.

‘Forestiller vi os et pensum på filosofihistorie med Platon, Aristoteles, Kant, Voltaire, Heidegger og Hegel, hvem er det så, der skal ud? spørger Kristeligt Dagblad.’ ‘Jeg tror, der er flere af dem, jeg ikke rigtigt gider læse,’ meddeler den nyslåede filosofikandidat og indvarsler uafvidende historiens slutning i asken fra de krænkede identiteters bål.”



13. december 2018

Tara Skadegaard, FRONT: ‘Godt’, at brun ansat problematiserer ‘Den danske sang er en ung blond pige’

Tara Skadegaard Thorsen er medstifter af den kulturmarxistiske FRONT, der relativt utilsløret kæmper imod hvide heteroseksuelle mænds ytringsfrihed. Det er racistisk i sin kerne, men hvis man virkelig vil bruge sit liv på at bekæmpe ‘Den danske sang er en ung blond pige’, så er der trods alt en vis underholdningsværdi.

En historie fra Kristeligt Dagblad – Tara Skadegaard Thorsen holder øje med krænkelser.

“Tara Skadegaard Thorsen er del af de bevægelser, der på uddannelsesinstitutioner i den vestlige verden arbejder for at skabe miljøer uden diskrimination ‘i forhold til køn, seksuel orientering, etnicitet og personer med funktionsvariationer og så videre’.Hun er netop færdig som cand.mag. i filosofi fra Københavs Universitet, men stadig med i gruppen Front, som hun var med til at danne for to år siden.

Hun synes også, det er godt, at en underviser på en anden videregående uddannelse gjorde indsigelser imod, at der blev sunget ‘Den danske sang er en ung blond pige’, fordi den ansatte, som er brun, følte sig krænket.

‘Jeg kender ikke selv den sang, men det er et virkelig godt tegn, at hun sagde noget og at hun blev taget alvorligt. Ellers ville hun jo være censureret.’

[…]

Kan en hvid mand for eksempel ikke undervise i en brun kvindes forfatterskab?

‘Hvide mænd skal ikke gøre sig kloge på, hvordan det er at være en brun kvinde, men de må selvfølgelig gerne prøve at uddanne sig selv og lære, hvad det vil sige at være brun kvinde. En hvid mand kan godt undervise i en brun kvindes forfatterskab, men jeg ville stole mere på en brun kvinde, der underviste. Hans blik er jo ikke neutralt, men meget specifikt defineret af at være en hvid europæisk mand,’ siger hun.”

(Collage: Tara Skadegaard Thorsen og FRONT: ‘No borders – No nations’)

Den danske sang er en ung blond pige hun går og nynner i Danmarks hus, hun er et barn af det havblå rige
hvor bøge lytter til bølgers brus.
Den danske sang når den dybest klinger, har klang af klokke, af sværd og skjold.
I mod os bruser på brede vinger
en saga tone fra hedenold.”

(Kai Hoffmann, 1924)



4. december 2018

Københavns Kommune: Sig fra – ‘Hvorfor kiggede du bare væk, da de råbte sorte svin efter mig’

‘Sig fra – Søg hjælp – Anmeld det’, lyder det i seneste anti-diskriminationskampagne fra Københavns Kommune. Jeg husker 2010-kampagnen ‘Tror du muslimer be’r om blå øjne’, og virkeligheden er stadig det eneste der ikke tages hensyn til i de her kampagner. Blandt de mange former for diskrimination nævnes forskelsbehandling grundet i ‘politisk orientering’, men der er aldrig fokus på den rutinemæssige politisk-motiverede hetz mod For Frihed. At råbe skældsord efter Islamkritikere- og modstandere er ikke desto mindre en hadefuld forbrydelse.

(Foto: Snaphanen/Facebook)



28. november 2018

POV-skribent: “Incels er… et meget begrænset fænomen. Men deres måde at tænke på er ikke.”

Modkraft er fortid, og alternativet kunne blive Konfront.dk – et nyt site for ‘den danske radikale venstrefløj’. Her kan man eksempelvis læse om ‘den tykfobiske struktur’, om ‘internaliseret tykfobi’, hvad man kan bekæmpe ved at ‘boykotte Julemærket og alle Julemærkets samarbejdspartnere’. Når ideologi smadrer den sunde fornuft.

POV International kan dog også være med. Her en klumme af DareGenders Loke Bisbjerg hvor han går direkte fra traditionelle kønsroller over Breivik og ‘Incels’ til Islamisk Stat – Vi bliver nødt til at snakke om køn og ekstremisme.

“I øjeblikket ser flere grupper med hadefulde eller ekstremt konservative opfattelser af, hvordan personer på baggrund af deres opfattede køn bør leve deres liv, dagens lys. …

Nogle grupper – som fx de løst forbundne, internet-baserede ‘Incels’ (‘Involuntary Celibates’) – har køn som deres mærkesag, navnlig en følelse af truet maskulinitet og et dybt had til kvinder. som fundamentet. Hos andre, som mange nynazistiske og salafistiske grupper, er traditionelle kønsroller grundlæggende for verdensopfattelsen.

Fremkomsten og stigningen i antallet af den type grupper bringer køn ind som en central del af samtalen om og analysen af ekstremisme og voldsforebyggelse. Spørgsmålet er, om vi som samfund er klædt på til at anlægge det perspektiv i arbejdet med sikkerhed og trusler mod demokratiet? …

Ligestilling er et demokratisk projekt: Det er et instrument til at give alle borgere i samfundet lige rettigheder, lige muligheder, ligeværdighed og lige adgang til det politiske system med videre. At modstille sig ligestilling i samfundet, specielt med voldelige midler, bør derfor ses som radikalisering i en dobbelt forstand: voldsparathed og anti-demokratisk sindelag. …

I tilfældet med Incels ser vi, hvordan tænkning om køn i sig selv kan lede til, at personer begår vold. Incel-tænkning er præget af en forestilling om, at sociale og seksuelle spil er fastlåste i biologiske og genetisk determinerede strukturer. Kvinder opfattes som hypergame, hvilket vil sige, at de altid søger partnere, som er højere i status og mere attraktive end dem selv. …

Incels er i sig selv et meget begrænset fænomen. Men deres måde at tænke på er ikke.

Den radikale højrefløj ser typisk vestlig civilisation, deres nation eller etniske identitet som truet af ydre fjender: indvandring, islam eller internationale systemer. Men én af de primære årsager til denne trussel udpeges ofte som feminisme og ligestilling: De har ført til en ‘feminisering’ af samfundet.

Traditionelle kønsroller er blevet ophævet, hvilket har skabt desorienterede og fragmenterede individer, sociale patologier og et opgør med sunde værdier som familie, nation, maskulin handlekraft og feminin omsorg.

Det har ført til en nedbrydning af den ‘rigtige mand’, hvilket har gjort det vestlige samfund svagt og passivt og ude af stand til at træffe de hårde beslutninger, som skal til for at se det igennem samtidens udfordringer. Og det har gjort, at manden har eftergivet sin fremmeste rolle: at beskytte kvinden og hendes ære.

En identisk holdning sendte tusinder af mænd og hundreder af kvinder til Islamisk Stats Kalifat.

… med voksende forestillinger om kønsroller som roden til samfundets undergang samt stigningen i digitale mørkekamre, hvor folk organiserer sig og deler hadefulde ytringer og perspektiver, er der skabt grobund for og idegrundlag til handling.”

(Grafik: The Coli)



5. november 2018

‘Ny Lesbisk Bevægelse Danmark’: “Klassisk lesbisk identitet og seksualitet er blevet til hadefuld tale…”

Revolutionen æder sine børn, og det er jo egentlig god underholdning her på sidelinjen. Identitetspolitik ført ud i det absurde, kommenteret af Karen M. Larsen på bloggen ‘Til Eftertanke’ – Lesbiske har fået nok af LGBT.

“Må man være lesbisk i år 2018? Ja, i hvert fald i Danmark skulle man jo mene, at det må man så afgjort! … hvis man spørger LGBT-miljøet her i året 2018, så er svaret knapt så entydigt. Her synes svaret nemlig efterhånden at være det, at selvfølgelig må man godt være lesbisk, men man er transfobisk, dvs. et ondt og fordomsfuldt menneske, når man betegner sig selv som en biologisk kvinde og hvis man som lesbisk ikke vil date personer født med en penis, også når disse ser sig selv som lesbiske.

Hvis man forstår det at være lesbisk som at man er en biologisk kvinde, der er seksuelt tiltrukket af andre biologiske kvinder, så kaldes man for en TERF (trans-ekskluderende radikalfeminist), man beskyldes for at benægte transkønnedes eksistens, og generelt for at ville dem noget ondt. Klassisk lesbisk identitet og seksualitet er blevet til hadefuld tale, og man beskyldes for at være en hadprædikant, hvis man forsvarer lesbiskes ret til selv at definere vores køn og seksuelle orientering. …

Vi er som lesbiske i klassisk forstand ikke længere velkomne i det LGBT-fællesskab, som har sat vores bogstav først…”

“Dag says he’s a lesbian trapped inside a man’s body. Figure that out.” (Douglas Coupland, Generation X, 1991)

Oploadet Kl. 05:08 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Arkiveret under:


30. oktober 2018

LGBT: “Hvordan er det kommet så vidt? For ti år siden ville de allerfleste have anset tanken for absurd”

Sognepræst Henrik Højlund sætter skabet på plads. God kronik i Berlingske om det queer-ideologiske overdrev – Når køns-minoriteter tager flertallet som gidsel.

“Forleden var jeg på en hyggelig rundvisningstur i miljøerne omkring Folkets Hus, Bumzen og Ungdomshuset i Nordvestkvarteret. Udenfor Ungdomshuset stod der et skilt med stedets fem grundregler: Ingen racisme, ingen sexisme, ingen homofobi, ingen heterosexisme, ingen vold, ingen stoffer. Svært at være uenig. Bortset fra et enkelt ord, som jeg tillod mig at studse højlydt over: ‘heterosexisme’.

Det handler om at forstå, at heteroseksualitet ikke accepteres som norm, fordi det derved taler magtens sprog, fik jeg at vide. Hvortil jeg blandt andet svarede, at jeg da håbede, at jeg kunne træde indenfor med en modsat opfattelse af sagen og tale frit og åbent om det, hvis det skulle komme dertil – som en del af åndsfriheden i dette land. Svaret var, at jeg nok burde holde meget lav profil med idéen om, at heteroseksualitet repræsenterer normen og normaliteten.

Det gav mig associationer til en konference i København, jeg var til for nylig. Sammen med 150 andre mennesker lyttede jeg til en svensker ved navn Olof Edsinger. Han har skrevet en yderst tankevækkende bog med titlen (oversat til dansk) ‘Når minoriteten tager majoriteten som gidsel’. Bogen er ikke bare tankevækkende. Den er skræmmende. For den handler om svenske tilstande i forhold til den meget omtalte og omdiskuterede queer-ideologi. …

Ideologien går i al korthed ud på, at mennesker kan være udstyret med alle mulige andre slags køn end de traditionelle ‘mand’ og ‘kvinde’. Der kan være tale om helt op til 60-70 forskellige køn. Mennesket er det køn, det føler, det er, og kønsidentiteten kan i øvrigt skifte. Den er alt i alt flydende.

Den virkeligt skræmmende undertone i queer-ideologien er dens tætte forbundethed med en mere generel normkritik.

[…]

Hvordan er det kommet så vidt? For ti år siden ville de allerfleste have anset tanken for absurd. For 20 år siden ville man slet ikke gide høre på den slags sludder. Men nu.

Jeg øjner dog et lille håb. Virkeligheden har det med at slå igennem. Også kønsvirkeligheden. At det f.eks. kun er kvinder, der bliver gravide. At køn først og sidst afgøres af med eller uden den lille tap. …

Deres forsøg på at afskaffe flertallets fornemmelse for det normale kan ende med, at de taber alt på gulvet. Folk får simpelthen nok. Folk reagerer mod absurditeten i opgøret med den normalitet, som enhver kan se med sine øjne, og som desuden banal biologi til enhver tid kan bekræfte.”

Oploadet Kl. 11:21 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


15. oktober 2018

Tre forskere udstillede feministisk kønsforskning: Indskrev næsten ordrette passager fra ‘Mein Kampf’

Hvis man ikke gider læse lange tekster på engelsk, så kan man nøjes med Berlingskes referat, men den her venstreradikale feministiske ‘kønsforskning’ fortjener dybe slag, og det har de fået nu. Skøn artikel der præsenterer projektet sakset fra New States Man – Dog rape and Mein Kampf as a feminist text: why we hoaxed journals with terrible papers.

“We just spent a year writing and publishing calculatedly terrible papers in academic journals that look at aspects of identity – gender studies, fat studies, feminist geography, masculinity studies, sex and sexuality studies, feminist philosophy, feminist epistemology. This is not some obscure academic squabble. This is about something that affects us all. This is about culture.

Of 20 papers we submitted, seven were accepted, six we deemed unworkable and a further seven were in various stages of the submission process when the project was discovered.

Our papers claim that dog parks are rape-condoning spaces and that by observing the reactions of dog-owners to ‘unwanted humping’ among dogs, we can determine that a human rape culture is deeply ingrained in men who could benefit from being trained like dogs. They investigate why heterosexual men enjoy the company of attractive and scantily-clad female servers in a restaurant and conclude it’s so they can live out fantasies of patriarchal domination. They ponder why heterosexual men rarely self-penetrate their anuses with sex-toys and advocate doing so in order to become less transphobic and more feminist.

Do you see a pattern? Although the papers we wrote scanned many subdisciplines of identity-based studies, by far the greatest uptake was of the ones which argued (on purely theoretical, subjective, and unfalsifiable grounds) that heterosexual masculinity is toxic, abusive, and thoroughly problematic. This perfectly comports with the rhetoric coming from feminist journals as aptly demonstrated by Suzanna Danuta Walters, editor-in-chief of the storied feminist journal Signs, when she asked the world in the Washington Post, why can’t we hate men?

In addition to the problematic nature of men’s attraction to women, we also published a rambling poetic exploration of feminist spirituality generated largely from a teenage angst generator which we hypothesised would be acceptable as an alternative, female ‘way of knowing’. That paper was purely silliness, and the journal a minor one. We took our experimentation with the idea that we could make anything at all fit some kind of popular ‘theory’ to the limits when we successfully published a section of Mein Kampf as intersectional feminism. We denied objective knowledge about morbid obesity too: we argued this serious health problem represents a body just as legitimately built as a finely honed muscular one. We see the impact of this dangerous narrative in activism to prevent the provision of health advice around body-weight.

This is not scholarship. In simplest terms, this is the explicit replacement of rigorous evidence-based research and reasoned argument with appeals to lived experience and a neurotic focus on the power of language to create social reality. This originated with post-modernists like Michel Foucault, Jean-François Lyotard, and Jacques Derrida, and was made explicitly political by a new generation of scholars who applied it in the fields we’ve called ‘grievance studies’. In our flagship paper (rather cheekily named ‘When The Joke Is On You’), we took this attitude as far as it would go and (ironically) applied it to ourselves and our own project. Our argument: all satire of ‘Social Justice’ scholarship is illegitimate and merely an attempt to selfishly preserve privilege. The reviewers of Hypatia informed us that this constituted ‘an excellent addition to feminist philosophy’.

While this is deeply troubling, the problem is not confined to the academy. These ideas are produced and legitimised in academia and given the status of knowledge via publication in peer-reviewed journals. This affords them power to influence education, activism, media, culture, and policy. One could think of this as a kind of ‘idea laundering’ through the university, in which opinions and prejudices can be validated by scholarly journals and come out looking like legitimate knowledge. The trouble is if this scholarship cannot be trusted, the consequences affect all of us – particularly those groups it purports to help.

We did this project because we think it matters. It matters that we study issues of identity, and it matters how we study them. It matters that scholarship is rigorous and non-ideological. Social justice cannot be advanced by shoddy, unsubstantiated truth claims and ideologically-biased agendas. It therefore matters that we put finding truths, whatever they are, ahead of ideology, however well-intended. We need solutions that work, and this is more likely if they are firmly tethered to reality.

These disciplines and the institutions that support them need to be reformed. However, more importantly, we, the people outside the academy and yet affected by its knowledge production, have to be aware of the problems with the scholarship, educational methods, and activism that depend upon these fields. What needs to change is the presumption that this work speaks for the people it claims to, including liberals, women, and racial and sexual minorities. It does not, and risking being called bigoted for pointing this out is worth it.”

(Area Magazine, Academic Grievance Studies and the Corruption of Scholarship, 2. oktober 2018)

Oploadet Kl. 09:35 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


13. oktober 2018

Varg Veum om Norsk Folkeparti: “Adu-sagen skabtes af folk som dig. Du ved intet om menneskeværd.”

Der er sjældent jeg kommer igennem første sæson af noget som helst, men i lørdags lykkedes det mig at afslutte første sæson af Gunnar Staalesens serie om den norske privatdetektiv Varg Veum, og hans lidt for tilfældige opklaring af politisager. En antihelt ala Mickey Spillanes Mike Hammer kombineret med en norsk inspektor Barnaby. Underholdning til aftenkaffen, når der stenes i sofaen. Provinsielle Bergen er virkelig en farlig by.

Jeg er med årene blev god til at opdage enhver form for politisering, men i de første seks spillefilmslængde afsnit, har der ikke været noget som helst. Det gik dog galt i sæsonafslutningen ‘Begravede hunde’. En ung asylansøger dør under en politiopgave, og de to kandidater til formandsposten i DF-pendanten Det Norske Folkeparti (DNF), forsvarer politiet. Varg er harm, og førstebetjent Hamre, der både er ven og rival, er helt på linje.

Efter en tur omkring årelange magtkampe, der involverer en brovtende højreradikal (der tæsker sin russiske kone), homofobi i partiet og en ikke udsprunget lesbisk formandskandidat, når man frem til afslutningen.

(Hamre på gerningsstedet; Foto: Youtube)

Jacob Hamre (Bjørn Floberg), politi: Man siges, at vi får de politikere vi fortjener.

Varg Veum (Trond Espen Seim), privatdetektiv: Jeg synes, at vi fortjener bedre.

Jacob Hamre: Så brug stemmeretten.

—–

Varg Veum: Til lykke. Du er blevet værre end din værste fjende. Adu-sagen skabtes af folk som dig. Du ved intet om menneskeværd. Intet er sandt, intet er ægte. Alt er bare et spil om magt.

(Var Veum til DNF-partileder Marit Haug; NB Affotografering)

Det pågældende afsnit er skrevet i 1993 ‘Begravde hunder biter ikke’ (Gunnar Staalesen), og filmatiseret af Misofilm i 2008 som ‘Begravde hunder’, i et samarbejde blandt andet med danske TV2. Den pågældende afsnit blev sendt på TV2 Charlie i 2010, og kan i dag streams på Netflix.

“Privatdetektiv Varg Veum afviser at hjælpe politikeren Marit Haug, som modtager trusler,da hun er stillet op til formandsposten i det højreorienterede parti LPF (DNF, Det Norske Folkeparti, Kim). Marit repræsenterer alt, hvad der er Varg imod, og først da et mislykket attentatforsøg på hendes partifælle Einar Bergene koster Bergenes kone livet, beslutter Varg at hjælpe Marit. Varg bevæger sig ind i et politisk magtspil, hvor ingen er, hvad de udgiver sig for at være, og følgeret dødbringende spor af skyld, korruption og konspiration.” (plot )

(Varg Veum – Begravde hunder, 2008; Foto: IMDB)

Apropos Adu-sagen.

“Den siste filmen i den første runden med Varg Veum-filmer er klar for videohyllene. «Begravde hunder» kommenterer i sterkere grad enn de tidligere filmene samtiden og norsk politikk.

I åpningsscenen ser vi en mann bli arrestert og lagt i bakken av politiet.

Vi får vite at han dør som følge av arrestasjonen, og en politiker i det fiktive partiet Norsk Folkeparti går ut og sier at det hele var godt politiarbeid. Dette var det samme leder politiets fellesforbund Arne Johannessen uttalte om pågripelsen som førte til at den nigerianske studenten Eugene Ejike Obiora døde i Trondheim i september 2006. (VG, 2008)

Oploadet Kl. 10:46 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


2. oktober 2018

Kristen præst får taletid: “Flere oppositionspolitikere finder det både kontroversielt, dumt og forkert.”

Vi kan få politiserende prædikener i den bedste sendetid af Flemming Pless & Co., men når en kristen valgmenighedspræst (!), skal stå for åbningsgudstjenesten i Christiansborg Slotskirke, så er fanden løs i Laksegade. Jeg hørte Morten Kvist i Det Røde Felt på Radio24syv, og her afviste han beskyldningerne. Han fastholdt dog at heteroseksualitet ikke var normalt, hvad jo reelt var det motiverende angrebspunkt. Herefter gav filologen Jens-André Herbener den fuld skrue – det her var et skridt på vej mod et kristen diktatur.

Fra DR.dk – Præsten Morten Kvist: ‘Jeg har ikke tænkt mig at holde en politisk prædiken’

“Kirkeminister Mette Bock (LA) har… besluttet, at det er valgmenighedspræsten Morten Kvist fra Herning, der skal prædike for folketingsmedlemmerne og ministrene ved den traditionsrige åbningsgudstjeneste.

Den beslutning bliver ikke modtaget lige vel hos alle folketingsmedlemmer. Flere oppositionspolitikere finder det både kontroversielt, dumt og forkert.

– Det er fordi, at mit argument var dengang – og det er det sådan set stadigvæk – at homoseksualitet heldigvis er både tilladt og anerkendt i Danmark. Det er jeg meget glad for. Men man kan jo ikke sige, at det er normsættende, fordi normen er jo det, flertallet gør. Så har vi det heldigvis sådan i Danmark, at man kan tillade sig at afvige fra normen.

– Men hele identitetspolitikken og diskussionen om den går på, at hver eneste lille minoritet skal have deres egne rettigheder. Og det opløser det normative fællesskab. Og det mener jeg simpelthen ikke er godt. …

– Jeg har ikke tænkt mig at holde en polemisk prædiken. Det mener jeg ikke er stedet at gøre det. Det kunne man godt, men det skal jo også være en prædiken, hvor både den ene og den anden politiske opfattelse kan føle sig nogenlunde hjemme.”



1. oktober 2018

Regnbueflag i ‘Den Store Bagedyst’ på DR1, lørdag aften: “Det var helt klart et politisk statement.”

Det er noget nær en etableret sandhed, at uanset hvem der vælges til præsident i USA, så gør han hvad der kræves geo-politisk. Det afspejles ikke i de danske medier, hvor et snævert demokratisk flertal samler USA, og et snævert republikansk flertal splitter. Under Barack Obamas besøg i Kolding kunne man på TV2 News høre en ekspert forklare, at Obama havde gjort meget for at samle USA, herunder givet rettigheder til homoseksuelle. Intet om at det faktisk deler USA, og slet intet om Obamas flirten med sekteriske ‘Black Lives Matter’.

Da George W. Bush besøgte Danmark i 2005 var der mere end 40.000 moddemonstranter. JyskeVestkysten fandt kun en enkelt der gad demonstrere imod Obama. En venstreradikal fra Roskilde ved navn Lasse. Det siger alt.

Med fortløbende holdningsmassage udvisker medierne nuancerne, og drejer den folkelige opinion med eller mod udenlandske statsledere. Hvis Vladimir Putin kom til Danmark, ville moddemonstrationerne være massive. Tilfældigt kom jeg til at se lidt af Den Store bagedyst lørdag aften på DR1. Blandt de ti deltagere var 21-årige Albert, hvis kage var en kopi af Moskvas Vasilj-katedral. Først diskret et billede af Putin, og så lige et regnbueflag i den bedste sendetid. Han er aktiv i LGBT-miljøet, og har tidligere haft en tilknytning til Socialistisk Ungdomsfront.

En deltager var i øvrigt iført en ‘No nationality’-trøje, dog ikke yndige Elissa med de bare skuldre, for hun ‘er nemlig tuneser’, som det står i profilen på DR.dk. Man mærker hensigten.

(Collage: Den Store Bagedyst med Putin og LGBT-symbol)

BT kom først – Lagde du mærke til detaljen: Bagedyst-Albert brugte kage som politisk statement.

“Det var ikke tilfældigt, at Albert som sit bud på et mesterværk i første runde af ‘Den store bagedyst’ valgte at bage den russiske Vasilji-katedral. … Først og fremmest begyndte Albert Hangaard Emtofts ‘Den store bagedyst’-rejse i Rusland. …

‘… Siden har jeg lavet meget politisk aktivistisk arbejde i forskellige organisationer, så derfor studerer jeg også østeuropæiske studier på Københavns Universitet med russisk som sprog.’ …

Den opmærksomme seer lagde også mærke til, at Albert valgte at pynte sin kage med et lille LGBT-regnbueflage. Her er det, det politiske kommer ind i billedet.

Det var helt klart et politisk statement. Jeg er selv homo, og jeg vil vise, at homoer også kan bage, være politiske og være interesserede i Rusland, selvom de har meget at lære i forhold til homoseksualitet.'”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper