Blandt de mere artikulerede i det venstreradikale queermiljø, er Mads Ananda Lodahl, der har dedikeret sit liv til at bekæmpe Kristendommen, danskheden og alt relateret, herunder den såkaldte ‘hetereosexisme’. Fra Mads Anando Lodahls blog på Denfri.dk - Homofobisk overfald forhindret i Ørstedsparken.

“I sidste uge stødte min ven, Mikkel Storgaard Knudsen, ind i en flok vrede, unge mænd, der gerne ville tæve nogle bøsser. Mikkel sendte mig billedet ovenfor og sin historie. Læs den her…

‘Jeg gik igennem Ørstedsparken, på vej hjem fra en bytur natten til torsdag. Inde midt i parken, faldt jeg i snak med to mænd, da en trejde person pludselig løb op til os og opfordrede os til at stikke af. Der var nemlig en gruppe af fem vrede fyre, som gik rundt i parken, og var ‘helt elektriske,’ og ‘ude på hate crime.’

De to mænd og jeg diskuterede, om det var fejt at stikke af, eller om man skulle lade som ingenting. I stedet bestemte jeg mig for at ringe politiet op på 114. Mens jeg talte med politiet, begyndte gruppen at råbe efter mig. Jeg skulle ‘komme her’ og ‘blive stående,’ mente de. I stedet for gik jeg mod udgangen, mens gruppen af mænd satte farten op efter mig. De gav ret kraftigt udtryk for, at jeg var et klamt svin, og at jeg skulle komme hen til dem.

Til sidst løb de faktisk efter mig, med kraftige tilråb – de var 10 meter bag mig, da jeg var nået i sikkerhed ved parkens udgang ved Shacksgade.

Mændene stod i porten og råbte efter mig, mens sirenerne fra politibilerne kom nærmere og nærmere. … Det hele ender med, at de fem mænd bliver sigtet efter §121 i Straffeloven – de kan ikke få en hårdere straf end dette, da gruppen ikke decideret råbte voldstrusler efter mig. Det er til trods for, at jeg er hundrede procent sikker på, at det var endt ret galt, i tilfældet at de havde ‘fanget mig.’

[...]

Det her har intet med hudfarve, religion eller etnicitet at gøre. Hadefulde mennesker findes i alle farver og i alle sprog – inklusive hvidt og dansk – og jeg anmoder om, at den her sag ikke bliver blot én af mange, der bliver kapret af højrefløjen til endnu engang at gå til angreb på danske muslimer. Fordi had ikke kan bekæmpes med had.‘”

Offeret Wilfred de Bruijn og de franske medier kobler overfaldet sammen med landets store konservative demonstrationer mod homo-ægteskaber, og man kan selvfølgelig ikke udelukke der er en sammenhæng, men han blev altså overfaldet i Paris’ multikulturelle 19. arrondissement, så det kunne være rart at se overvågningsvideoer. Personligt forstår jeg ikke homoseksuelle tør stemme venstreorienteret. Via Snaphanen.

“They kicked my head like a football.” (Wilfred de Bruijn ifølge France24)

Se & Hør bragte i sidste uge et interview om homoseksuelle Nicolai Schwartz, halvkendt for deltagelse i flere realityprogrammer. I november 2009 blev han sammen med Susan K slået ned af en tyrker i Gothersgade. I januar sidste år blev han passet op foran diskotek Karel van Mander af ‘5-6 fyre‘ der overfaldt ham, mens de henviste til hans homoseksualitet. “Der skal være plads til os alle lige meget, hvilken hudfarve, religion eller seksualitet man har”, noterede han efterfølgende på Facebook. I august sidste år blev han overfaldet bagfra, og fik frarøvet sin mobiltelefon på Nørre Voldgade af en algerier, der efterfølgende fik en udvisningsdom.

Fra Tæsket, fordi jeg er bøsse (ikke online), omhandlende Karel van Mander-episoden.

“Klokken går mod 4 og bas-tonerne dundrer ud for diskoteket Karel van Mander i det indre Købvenhavn. Det er torsdag nat, og 26-årige Nicolai Schwartz siger farvel til dørmændene, mens han tripper ud fra klubben med et smil på læben. Han vil videre ud i natten og sætter kurs mod Strøget for at slendre de cirka 1000 meter op mod homobaren Cosy. Men Nicolai når ikke langt.

‘Din fucking klamme tv-bøsse’, lydet det bag ham.

Den slags tilråb er realityfyren efterhånden vant til efter sin optræden i sjette sæson af ‘Paradise Hotel’, så han virrer blot med hovedet og sender et: ‘Fedt sagt’, tilbage i mørket. Og så bryder helvedet løs.

Fire fyre sætter i løb og overfalder Nicolai med slag og spark.

- De sparkede mig i hovedet og maven, og jeg lå bare på fortovet og forsvarede mig med hænderne for ansigtet, fortæller Nicolai…“

(Se & Hør, 14. marts 2013: Tæsket, fordi jeg er bøsse)

“… i går faldt der så dom i sagen. Overfaldsmanden, der stammer fra Algeriet, fik fem måneders fængsel og vil efter endt afsoning blive udvist af landet.

- Selvfølgelig er jeg da glad for, at manden blev dømt, men at han også bliver udvist af landet, virker umiddelbart lidt hårdt, synes jeg.“ (Nicolai Schwartz om overfald, august 2012; EB.dk)

Gerningsmændenes etnicitet er som bekendt irrelevant. Fra Fyens.dk – Kendt homoseksuel truet med kniv i Odense.

“Odense: En 21-årig homoseksuel mand blev fredag aften lidt før klokken 20 antastet af en flok unge fyre på Odense Banegårdscenter. … Fyrene genkendte den 21-årige fra serien ”For lækker til love” og brød sig tilsyneladende ikke om, hvad de havde set.

En 16-årig dreng i gruppen truede den 21-årige med en kniv.“

I seneste nummer af Out And About er der et langt interview med det homoseksuelle voldsoffer Marcel Juul Østergren og borgmester Anna Mee Allerslev. Førstnævnte mener det er irrelevant hvorvidt gerningsmændene er muslimer ikke ikke, og så kan Anna Mee Allerslev så ellers fable om ‘en tendens blandt højreorienterede danskere’, henvise til Malmø’ske erfaringer med hadforbrydelser mod muslimer, alt imens hun næsten surrealistisk bræger om at ‘aftabuisere racismen’. Fra Efter overfaldet (E-page, s. 10).

“En tur i byen endte på skadestuen for Marcel Juul Østergreen og Martin Skotte. De blev overfaldet af 10 ukendte mænd, og Marcel Juul Østergren fik et blåt øje, flækket underlæben og smadret to fortænder. Det brutale overfald skabte stor opmærksomhed i medierne… Efter overfaldet er kommet lidt på afstand, samlede Out & About borgmesteren og voldsofferet på Københavns Rådhus til en samtale om, hvordan vi bedst kan bekæmpe hadforbrydelser fremover.

[...]

- Anna Mee Allerslev, som borgmester hvordan reagerede du, da du hørte om overfaldet?

Anna Mee Allerslev (AMA): “Jeg blev rigtig ked af det. For mig er hadforbrydelser en af de frygteligste forbrydelser, man kan begå. … For hvis vi har et samfund, hvor man ikke kan være, den man er, og hvor man skal frygte på grund af det, så mister vi alle værdier. Det er jo racisme og mobning i den ultimative form. … mit indtryk er, at bøsser og jøder er mest udsatte. Men den daglige racisme – at blive spyttet på, talt ned til, ikke kunne få et job, blive kaldt grimme ting på gaden – det er meget asiatere og især kinesere, som oplever det, samt muslimer eller folk, der ligner muslimer.” …

AMA: “Det er ikke noget, som jeg normalt har snakket om. Det er jo meget tabuiseret. Men jeg har da tænkt over, om jeg skal tale mere om det for at være med til at aftabuisere racismen. Jeg havde en dialogaften med nogle unge muslimske kvinder med tørklæde, og det var en lettelse for dem at høre, at jeg også havde været udsat for racisme. Så åbnede de alle op og fortalte deres egne historier.”

- Nogle mener, at hadforbrydelser er et resultat af manglende tolerance fra visse muslimers side over for homoseksuelle og jøder. Hvad mener I om det?

MJØ: “Dybest set er det jo ligegyldigt, hvem det går ud over, og hvem der begår sådan noget afstumpet vold, som jeg og Martin var ude for. Så det er ikke relevant at vide, om det var muslimer eller ej. Det kunne jeg ikke se, om de var, og det fremgår jo heller ikke fysisk på folk.”

AMA: “Jeg er fuldstændig enig i, at det er et resultat af manglende tolerance, uanset hvilken gruppe der begår det. Vi kan også se en tendens blandt højreorienterede danskere, og det er så alle minoriteter, de ikke kan lide. I Malmø har de voldsomme problemer med hadforbrydelser mod homoseksuelle, muslimer og jøder. De har slet ikke det stærke samarbejde mellem minoritetsforeningerne, som vi har.

(Out And About, 2013, Marts, s. 10)

- Hvad synes du, at borgmesteren helt konkret skulle gøre?

MJØ: “I første omgang tror jeg på oplysning og at komme ud til skolerne. Det kan være ved at optimere seksualundervisningen og måske også kigge på religionsundervisningen, så man ikke sidder og tænker: ‘Det er også noget underligt noget, det her med to damer eller to mænd – eller at de tror på noget andet, end vi gør.’”

AMA: ” Jeg er fuldstændig enig. Vi har foreslået, at København skulle søge om at få lov til at gå fra kristendomsundervisning til religionsundervisning. Muslimernes Fællesråd arbejder selv med unge muslimske mænds forståelse af islam, for hvis det kun er gennem medierne, de får forståelsen af, hvad islam er, så lærer de, at muslimer ikke kan lide homoseksuelle. …

- Måske virker det på længere sigt. Men hvad kan vi gøre, som virker nu?

AMA: “Vi har talt om en form for frivilligt natteravnskorps og om, hvordan vi kan øge trygheden i Latinerkvarteret, som om natten er et af de tre mest utrygge områder i København. Det er fint, at biler kan køre langsomt igennem om dagen, men giver det mening, at der drøner biler rundt om natten? Vi ved jo, at nogle kører rundt om natten for at lave ballade. Det kan også være noget med mere belysning, hvis der er for mørkt nogle steder i kvarteret. …

- Hvad kan vi selv gøre som homoer, biseksuelle og transkønnede for at bekæmpe hadforbrydelser i vores miljø? … Hvis man er en lille gut og står alene, så er det måske lidt svært at blande sig over for 10 høje rockertyper?

MJØ: “Så kan du jo gøre andre ting. Hvis du er uden for fokus, kan du alarmere politiet, og du kan prøve at mobilisere andre, hvis du for eksempel er i nærheden af en bar.”

Tilbage i 2007 forklarer LBL-talsmanden Kenneth Engberg, at overfald mod homoseksuelle var udtryk for et ‘generelt’ problem med intolerance i samfundet. Sidste år var han selv offer i en typisk sag, og nu er analysen lidt anderledes. Fra gårsdagens Jyllands-Posten – Homoer: Indvandrere står bag hadforbrydelser (ikke online).

“Det er især indvandrere, der overfalder de bøsser, som i weekenden fester på homobarer i Indre København. Det fortæller Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske efter flere tilfælde, hvor unge mænd er kommet kørende i biler og har chikaneret eller overfaldet flere homoseksuelle. Bl. a. i latinerkvarteret bag Rådhuspladsen i København, hvor der ligger flere barer.

»Det er fortrinsvis indvandrerdrenge. Vi har ikke statistik på det, men det er, hvad folk fortæller os, og jeg har også selv oplevet at blive råbt ad af fem-seks indvandrerdrenge,« siger Kenneth Engberg, der er talsperson mod hadforbrydelser i Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske.

[...]

… i går lancerede Københavns integrationsborgmester Anna Mee Allerslev (R) flere ideer, der kan dæmme op for problemet. Bl. a. at lukke gaderne i latinerkvarteret for biler om natten torsdag, fredag og lørdag. Hun mener dog ikke, at diskussionen bør handle om, hvem der står bag overfaldene.

»Det er underordnet, om det er indvandrere eller etniske danskere, der begår hadforbrydelserne. …

Er det ikke relevant for dig at vide, hvem der begår de forbrydelser, du vil stoppe?

»Selvfølgelig er relevant, men hadforbrydelser har ikke kun ét ansigt. De homoseksuelle fortæller, at det både er den pæne dame på Østerbro, der rynker på næsen af dem, og den hårde kerne på Nørrebro, der måske er intolerant. Det spænder meget bredt, hvem der ikke tolererer homoseksuelle i Danmark,« siger Anna Mee Allerslev.”

Sidste weekend blev homoseksuelle Marcel Juul Østergaard overfaldet af personer, der formentligt var på det man kunne kalde ‘bøsse-safari’. Hverken politiet efter ofret mener etnicitet er relevant i den henseende, men fænomenet ‘bøsse-safari’ er ikke mere en offentlig hemmelighed. Læserbrev af homoseksuelle Tommy Petersen i Politiken – Hadforbrydelser bliver ikke bekæmpet med mere dialog.

“Snakke, snakke, snakke, forklare, forklare, forklare, oplyse, oplyse, oplyse. Politikernes ideer til at løse problemet med hadforbrydelser starter og slutter altid med et dialogmøde.

… overfaldet på radioværten Marcel Juul Østergaard i denne uge er langtfra enestående… Og der er flere lavpraktiske ting, man kunne gøre. Ting, som kunne gøre en forskel her og nu. Vi ved, hvor de fleste overfald finder sted. Som regel omkring homobarer…

Studiestræde i København er ifølge statistikken et særlig risikabelt sted. Ét forslag kunne være at lukke af for biler fredag og lørdag mellem 22 og 7 om morgenen, så det ikke er muligt at cruise gennem gaden og råbe skældsord og trusler, og så bilen er lidt længere væk, når voldsmanden skal slippe af sted.

… Politiets patruljering omkring homobarerne og starten af Strøget burde øges og gerne med gående politi.“

Den Kreative Klasse tiltrækker en del homoseksuelle, der med jævne mellemrum erfarer at mangfoldige holdninger til homoseksualitet ikke nødvendigvis beriger hovedstadens natteliv. Intet om gerningsmændene, udover det forhold at de var ‘unge’. Fra EB – Dansk radiovært tævet af homo-hadere.

“38-årige Marcel Juul Østergreen blev udsat for en såkaldt hatecrime, da han og en kammerat natten til i dag var på vej hjem fra en bar i det indre København.

- Vi havde været inde og drikke et par øl på Can Can, og da vi kom ud, sad der en fyr alene i en bil. Min kammerat sagde et eller andet til ham, noget i retning af ‘Hvad så, hygger I jer’. Og så fløj manden bare ud af sin bil, mens han talte i telefon og sagde, ‘Det skal være lige nu!’…

- Og så gik det bare hurtigt. Pludselig var der omkring 10 unge fyre omkring os. Min ven lå på jorden og forsøgte at beskytte sit ansigt, mens de sparkede og slog løs på ham. Og så røg de på mig, og jeg fik det ene slag efter det andet. …

Han har ad flere omgange været radiovært på DR’s P3 og P4. Han var også vært på det daværende Radio 2. I dag er Marcel Juul Østergreen chef på SBS’ radiokanal POP FM…”

(Marcel Juul Østergreen efter overfald, 21. januar 2013)

“så oplevede man at blive offer for hatecrime – en kammerat og jeg fik tildelt flere slag og spark i ansigtet, jeg fik flækket en tand, flækket læben og smadret mit ene øje blot fordi man kommer ud fra en bar for homoer. Jeg er rystet og føler dyb medfølelse for de uoplyste stakler der finder på den slags! Min kammerat er heldigvis ok …” (Marcel Juul Østergreen på Facebook, 21. januar 2013)

Reaktioner (Facebook).

“Tænk at det stadig kan ske i dagens DK.” (Benedicte Balling); “Nej nej hvor er det dog en frygtelig samfund vi lever i…” (Reginaldo Sales); “Aj,det er da for langt ude og så i dagens oplyste Danmark…” (Rebecca Bergman); “Hvad fanden sker der for folk?” (Anders Eichhorn); “Det er simpelthen for sindssygt, at der er den slags fordomme her i landet…” (Peter Vallentin); “Så tit glæder jeg mig over hvor langt vi egentlig er nået på den front, i forhold til accept og åbenhed…..og så kommer der liiiiiige et par klaptorske og banker os tilbage til stenalderen.” (Peter Düring); “dehumaniseringen fotsætter. Alle der ikke er som os, er ikke mennesker og må kanøfles – bøsser, flygtninge, hemløse. Pia (og andre) har gjort en forskel. Der er desværre lang vej tilbage til det humane samfund.” (Jørgen Anton Seltz Johansen); “Søgerligt at folk er så indskrænkede.” (Christian Sølvsten Nielsen); “… folk siger at vi lever i 2013 – det skulle man ikke tro, når sådan noget her kan ske” (Casper Jensen); “Verden er fyldt med aber, desværre !!!!!” (Steen-Disco Svendsen)

Opdate 22/1-13. Der er fakkeltog senere i dag. På Facebook beklager en Frederik Tolstrup, at han ikke kan deltage, men har istedet forfattet forslag til slogans. Mine favorit: “Minoriteter er også mennesker!”

Jim Lyngvild har længe været i ‘bad standing’ hos godhedens fortrop. Fra Fyens.dk – Jim Lyngvild: Kaldt bøssesvin og truet med politiet.

“‘Din bøsserøv’ og ‘bøssesvin’ er tilråb, som efterhånden er blevet hverdag for Jim Lyngvild, når han bevæger sig rundt i det offentlige rum. Når han går på gågaden i Odense eller på Strøget i København, kan han være helt sikker på at blive tilråbt på grund af sin seksualitet. Og det er altid de samme, der råber af ham:

- Når de kommer en gruppe andengenerationsindvandrere, kan jeg være helt sikker på, at de råber af mig. Jeg oplever aldrig det samme, hvis de går rundt alene og heller aldrig med etniske danskere. …, fortæller Jim Lyngvild til Fyens.dk. …

I går (torsdag, red.) kom jeg hjem fra London og gik rundt inde på Odense Banegård. En gruppe andengenerationsindvandrere råbte ‘bøssesvin’ efter mig, så da jeg kom hjem, skrev jeg ‘lede perkersvin’ på min Facebook-side, fortæller han. …

Jim Lyngvild oplever ikke kun at møde modgang, fordi han er homoseksuel. Men også fordi han er stolt af den, han er.

- Det oplever jeg ikke er tilladt. Jeg er enormt stolt af min kulturarv, og det vil jeg gerne vise, ligesom man har lov til at vise, at man er stolt af sin kultur i andre lande. Men fordi man er dansker og hvid, så skal man bare holde sin kæft. Og det er ikke i orden, siger han til Fyens.dk.”

Der findes også fornuftige røster på Roskilde Universitetscenter. For selvom lektor Torben Bech Dyrberg i sine unge dage var medlem af Socialistisk Arbejderparti (SAP), så er han ikke bleg for at kritisere venstrefløjens bekvemme modstandsidentitet i den verserende værdidebat. Der er mindre skønhedsfejl, det være sig brugen af ordet ‘karikaturkrisen’, men også det at han afslutningsvis sidestiller venstrefløjens hykleri med ‘den nationalkonservative kulturalisme’. I de blindes rige er den enøjede konge, men problemet med venstrefløjen i dag er selvfølgelig ikke at de har glemt progressive idealer og er blevet ‘konservative’.

(Tidskriftet Antropologi, nr. 65, 2012. S. 85-101; se evt. abstract)

Fra den 17 sider lange artikel i seneste nummer af tidsskriftet Antropologi – Den tavse venstrefløjspolitik : At være og at gøre tavs.

“Der kan være flere grunde til denne tavshed. Men én, der forekommer iøjnefaldende, er, at man er i vildrede med hensyn til, hvad det er man vil, efter at fordums universalistiske forestillinger om socialisme og emancipation har mistet pusten. Dette hænger sammen med, at højre/venstreorientering ikke længere er i stand til at præge og indramme politisk orientering. Som modtræk til desorientering er der en tendens blandt venstreorienterede til at holde fast i en ven/fjende-skematik for at dyrke sin modstandsidentitet, hvilket er kommet til udtryk i moralisering og kulturrelativisme. Men prisen for at bevare denne identitet har været, at evnen til principiel stillingtagen er blevet svækket. Det indebærer, at man indstiller kritikken af holdninger, man plejede at være modstander af, når det er venner eller fjendes fjender, der ytrer dem, og at man vil censurere politiske modstandere, dvs. knægte deres ytringsfrihed, selvom man kan være enig med dem.” (s. 85)

[...]

“Tavshed kan have utallige årsager og virkninger. Den kan være forårsaget af afsky, arrogance, ligegyldighed, befippelse, sorg, eller fordi man er bevæget eller omvendt er lidenskabsløs. Og den kan have de mest forskelligartede virkninger som at udvise foragt, mistænksomhed eller samtykke. Den tavshed, jeg vil beskæftige mig med her, illustrerer det problem, brede kredse på venstrefløjen står over for i disse årtier, hvor den universalistiske og emancipatoriske kritik af kapitalisme og imperialisme er blevet afløst af kulturrelativismens kritik af modernitet og Vesten. Det har medført, at man de facto har støttet radikale islamister som f.eks. under karikaturkrisen. Det overordnede hensyn synes at have været at pleje sin modstandsidentitet ved at støtte dem, der er imod magten, og som automatisk tildeles status som udstødte og svage, dvs. ofre.

Dette har indebåret, at man er tavs om forhold, man plejede at kritisere. Man er stadig indigneret over homofobi og kvindeundertrykkelse, men kun i det omfang, det ikke kolliderer med indignationen over racisme, der for det meste identificeres med ‘islamofobi’. Det, jeg vil se på her, er, hvordan venstreorienterede er tavse – en tavshed, der er betinget af tre nært beslægtede forhold: relativisme, politisk defaitisme og modstandsidentitet.

Relativisme er vævet sammen med diverse posttrends’ insisteren på, at alt er kontekst. Politisk har det indebåret, at relativisme er blevet lanceret som tolerance og forståelse for anderledes kulturer. Kulturen bliver individets skæbne, hvilket ikke bare udhuler højre/venstreorientering, men også individualitet og ansvarspådragelse. Men indifference over for undertrykkelse er indbygget i kulturrelativisme, hvilken indebærer, at det kan være svært at trække grænsen mellem solidaritet og berøringsangst.”(s. 86, fra afsnittet Venstreorienteredes tavshed)

[...]

“Når det er ven/fjende-skematikken, der styrer, hvad der er venstreorienteret, er det at være i opposition en kvalitet i sig selv, uanset hvem og hvad det så er, man ikke kritiserer. Detfor er man selektiv med hensyn til, hvad man bliver indigneret over, og hvad man ignorerer, og derudover er kritik ofte ude af proportioner. Amerikanske soldaters forbrydelser i Abu Ghraib-fængslet i Irak i 2006 vakte opstandelse og ikke mindst skadefryd, fordi det kompromitterede den amerikanske præsident Bush. Men reaktionerne er ude af proportioner sammenlignet med eksempelvis det folkemord, det islamistiske terrorregime i Sudan har begået på en million mennesker de seneste årtier, som ikke har vakt indignation. Heller ikke Robert Mugabes diktatur i Zimbabwe, der har dræbt flere afrikanere end apartheid-diktaturet i Sydafrika, har kunnet vække forargelse, ligesom Saddam Husseins diktatur i Irak kun blev fordømt, da Irak var allieret med USA. Hvis der er en årsag til den slags misforhold, er det, at disse regimer ikke var autoriserede fjender…” (s. 87, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

“Den anden argumentationsfigur handler om moralisering af politik og dæminonisering af modstanderen, hvor temaet er selvgodhed. Dette kan illustreres ved at se på, hvordan venstrefløjsidentitet profileres ved at moralisere den offentlige debat og stigmatisere modstanderen. Eksemplet er igen karikaturkrisen, hvor man gennem sprogbrugen skaber et billede af dem, der forsvarer ytringsfrihed, som indskrænkede og anløbne. Den tredje argumentationsfigur berører, hvordan tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold, hvilket belyses ved hjælp af racismeparagraffen, hvor venstrefløjen ikke er styret af værdier, men af ven/fjende-forhold. Grundet sin modstandsidentitet retter man sin kritik mod højrefløjens islamofobi og bruger racismeparagraffen som et middel til at censurere politiske modstandere, hvorimod man er tavs over for islamisters racisme og sexisme.“ (s. 88, fra afsnittet Antiracisme: tre måder at argumentere på)

[...]

“For en kulturalistisk venstrefløj bliver de andres kultur identificeret med politisk progressivitet, der borger for, at det, de siger og gør, er på afstand af og derfor besudlet af magt. Denne dyrkelse af renhed er essentiel for en modstandsidentitet, hvilket har en tematisk lighed med radikal højreorientering, hvorfor det gælder om at have status af at være undertrykt som udsatte minoriteter eller det tavse flertal.” (s. 90, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

[...]

“Hvor bolværk er ‘damage control’, og signal er imagepleje, har påstanden om kausalitet mellem ord og handling altid været hovedargumentet for indgreb mod ytringsfriheden. Det var trumfkortet for Sovjetunionen og tredjeverdenslandes vedtagelse af FN’s racismekonvention i sin tid, og det er også løftestang for multikulturalisme. Antagelsen af, at hvis man offentligt ikke bare truer, men også nedværdiger nogen på grund af deres ‘race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering’, som det hedder i racismeparagraffen, vil det opildne til had og hetz. Krænkelsen er ikke bare rettet mod bestemte grupper, men er politisk, i og med den truer den sociale orden og forrår samfundet.

Det er ikke klart, hvordan ord og handling hænger sammen. Men det har noget med at gøre, at højreradikale populister systematisk spreder løgne om svage og udsatte grupper. Det går især ud over muslimer, men homoseksuelle står også for skud. Konsekvensen er, at nogle kommer til at tro på det, hvorefter de ser sig i deres gode ret til at udøve vold mod dem, der er blevet lagt for had. Som advokat Pia Justesen (2010) siger: ‘Ord er ikke bare ord. Ord kan slå hårdt. Ord kan skabe virkelighed… Hvis ord gentages tilstrækkeligt mange gange, risikerer de at blive opfattet som fakta.’ De er to ting på spil her. For det første, at skellet mellem ord og handling er så sløret, at det berettiger til at forbyde særligt ondartede ytringer, fordi de kan slå hårdt og skabe virkelighed. Det er centralt for ethvert angreb på ytringsfrihed, at man udvisker skellet mellem krænkende ytringer og fysisk vold, således at man kan straffe meningstilkendegivelser, der opfattes som uacceptable.“ (s. 96, fra afsnittet Depolitisering gennem forskydning og tilsløring)

(s. 96, Zenia Stampes ‘kausale kæde’)

“Politisk uenighed behøver ikke at indebære, at man udviser moralsk foragt over for dem, man er uenig med, eller vil lukke munden på dem ved at føre retssager imod dem. Men som vi har set i forbindelse med venstrefløjsdebattørernes indlæg under karikaturkrisen, har man lagt vægt på at forskyde sagens kerne fra politisk ytringsret til moralsk tavshedspligt. Dette er gået hånd i hånd med en dæmonisering af højrefløjen, som man tiltænker det værste.” (s. 91f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“Sammenfattende kan man sige, at der er nogle karakteristiska ved denne måde at argumentere på, der står i skarp kontrast til en højre/venstreoptik: at uenighed er moralsk forkastelig, hvorfor opposition er illegitim, og at kritik er stødende og skal begrænses af lovgivning og selvcensur (Bawer 2009:26; Bruce 2001:76). Det er tydeligt, når man ser de ord, der bliver anvendt, og hvor kontrasten til dialog, respekt og forståelse (det gode) er diktat, ringeagt og uvidenhed (det onde). De ord, man bruger, tåler ikke at blive sagt imod, og derfor er dissens illegitim. For skal man lade være med at opføre sig pænt og tænke, før man taler? Eller skal man være uopmærksom på sit sprog, ubegavet, ufornuftig og usaglig, uhøflig og ufølsom? Eller umoden, ignorant, ensidig og uansvarlig? At bruge den slags argumenterer kendetegner en politisk kultur, hvor forskelle reduceres til en moraliserende indignation mellem godt og ondt, der undergraver det, man prædiker, altså dialog, tolerance og forståelse. For er man uenig, må man være styret af nedrrige motiver, der overfløddiggør samtale og gør konflikter uforsonlige.” (s. 93f, fra afsnittet Moralisering af politik og dæmonisering af modstanderen)

[...]

“I de sidste par årtier har multikulturalisme været et omdrejningspunkt for venstrefløjsidentitetspolitik, hvor det at være bundet til sin subkultur indikerer politisk progressivitet. Multikulturalisme refererer ikke bare til sameksistensen af flere kulturer, men også til, at man hverken kan eller bør kritisere andre i det omfang, det, de siger og gør, kan føres tilbage til deres kultur. I den oplysningstradition, venstrefløjen er rundet af, plejede det at være omvendt: Kultur som skæbne var et reaktionært anslag mod individets frihed og emancipation i det hele taget. Men sådan er det ikke nu, fordi det ikke giver mulighed for at være i opposition. I stedet borger det at være minoritet for høj moral i modsætning til det at tilhøre majoriteten, der er konform og middelmådig (Bérubé 2009:11-12. 21, 28, 41, 84-6, 224-6, 245-6; Davies 2010:50). Denne modstandsidentitet har medført, at der er brede kredse på venstrefløjen, der udviser en tolerance over for islamister, fordi de som fjendens fjende kan bruges til at kritisere det, de ser som den konforme tidsånd præget af assimilation og intolerance. Kravet til minoritetssamfundet er at søge dialog, forståelse og konsensus frem for at være forudfattet, dogmatisk og antagonistisk, at have respekt for andres følelser og levevis, altså at være tolerant og åben frem for intolerant og snæversynet, samt at give plads til og anerkende forskellighed frem for, at alle skal skæres over én læst.

Men når moralske opfordringer er utilstrækkelige, må man ty til anstændighedens sidste bolværk: racismeparagraffen. Det er især to argumenter, man har ført sig frem med, for at bevare denne paragraf, der gør tavs. For det første sætter den grænser for tilsvining af svage grupper og plejer i den forbindelse et venstrefløjsimage. For det andet stadfæster den, at ord leder til handling, hvilket er lovens omdrejningspunkt.” (s. 94, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Ved at associere krænkende ytringer med vold, folkedrab og krig kan venstefløjens antiracisme opnå tre ting. For det første fremmaner man en krænkelsesmentalitet, der går på, at etniske minoriteter i Vesten systematisk bliver lagt for had, stigmatiseret og hetzet imod. Det er i tråd med den strategi, Organisationen for Den Islamiske Konference (OIC) har ført sig frem med siden årtusindskiftet. I denne strategi bliver muslimer fremstillet som ofre for amerikansk imperialisme og borgerlig konformitet. Ved at kriminalisere det, der kan udlægges som forhånelse og latterliggørelse af religion, kan man presse på for at begrænse ytringsfrihed. For det andet vender man op og ned på tolerancebegrebet, så det ikke længere er modtageren af en kommunikation, der skal udvise tolerance over for ytringer, man ikke bryder sig om, men den, der ytrer sig, der skal udvise agtpågivenhed for ikke at såre andres følelser (Rose 2010:399-400). Gør man det, er man ansvarlig for voldelige reaktioner, for den, der tyer til vold, er i virkeligheden selv offer, der blot reagerer og derfor unddrager sig ansvar. Det gælder selvfølgelig kun i det omfang, volden begås af medlemmer af minoritets- eller subkulturer. For det tredje vender man op og ned på forholdet mellem racismeparagraf og ytringsfrihed, dvs. at paragraffen forsvarer denne frihed. Det er Stampes pointe (2010d)…” (s. 97, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

“Tanken med racismeparagraffen er at slå en kile ind i denne onde spiral.” (s. 98, fra afsnittet Tolerance og censur afhænger af ven/fjende-forhold)

[...]

“Disse temaer har appelleret til venstrefløjen, fordi de passer ind i den ven/fjende-matrix der strukturerer dens udsyn. Denne ven/fjende-matrix danner rammen om politisk intensitet, der kredser om kollektivisme, solidaritet og eksklusion som nødvendige for stærk gruppeidentitet. Af samme grund er det at bekræfte denne matrix vigtigere, end at de værdier, man forsvarer, er udskiftet med deres modsætning. Det, der ansporer venstreorienteredes goodwill over for islamister, er fremmaningen af deres fælles fjende, hvilket skyldes, at det, der virkelig tæller, er at dyrke sin modstandsidentitet.” (s. 99, fra afsnittet Ven/fjende-logik og venstrefløjens goodwill over for islamister)