23. april 2018

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage…”

“Integrationsproblemerne er made in Denmark, og de kan løses i Danmark”, skriver Bertel Haarder i Jyllands-Posten, og der er i det hele taget akut mangel på borgerlige statsmænd. Asger Aamund renser luften i Berlingske – Afdansningsbal i den borgerlige.

“Det borgerlige Danmark er stort set nedkæmpet. Der er kun sporadiske modstandslommer tilbage, men de er uden indflydelse på landets styrelse og fremtid. Den offentlige sektor har besejret den private, som dog kan glæde sig over, at globaliseringen har forbedret flugtmulighederne for virksomheder og investeringer.

Garotteringen af det liberale Danmark tog fart i 1990erne, da det lykkedes vore politikere at skabe et vælgerkorps, hvor flertallet befandt sig uden for arbejdsmarkedet. Hermed blev velfærdssamfundet afløst af klientstaten, der siden har udviklet sig til den dybe formynderstat, vi lever under i dag. Det kommunale og statslige administrative kompleks vokser nu ved egen kraft og er reelt uden for politisk rækkevidde. …

… De partier i Folketinget, der i hvert fald i partiprogrammerne bekender sig til økonomisk vækst og velstand som forudsætning for velfærden, råder kun over sølle 61 mandater, selv hvis vi med bortvendt ansigt regner de Radikale med til vækst-gruppen.

Alle de øvrige partier bekender sig til et Danmark, der er styret af statsmagten, der dog er omdøbt til ‘fællesskabet’, og hvem kan dog havde noget imod fællesskab?”



18. april 2018

Ida Auken om DF: “De har simpelthen set nogle ting før os andre. De har turdet tale om problemerne..”

Der er kø ved håndvasken i disse år, men ingen virker til at tage den fulde konsekvens. Det virker eksempelvis halvhjertet at give Dansk Folkeparti ret, når man samtidig fastholder at de ikke har løsningen. Hvis der var en løsningsmodel der kunne stå imod islamiseret multikultur, så var den fundet nu. Alt er prøvet.

Interview med bogaktuelle Ida Auken i Kristeligt Dagblad – Ida Auken: Venstrefløjen har forsømt at tale om, hvorfor kultur og national identitet er vigtige for mennesker.

“Ida Auken ønsker sig ikke tilbage til hverken 1960’erne eller 1990’erne eller for den sags skyld nogen forbrødring med familien Krarup, men her i 2018 kan hun konstatere, at centrum-venstre i vidt omfang har mistet evnen til at tale med om national og kulturel identitet. Derfor har de kørt sig selv ud på et sidespor i værdidebatten, og det er et problem, mener Ida Auken. Hendes nye bog ‘Dansk’, som udkommer på tirsdag, er et forsøg på at generobre en del af det tabte land i kulturkampen.

‘Forestillingen om, hvad det vil sige at være dansk, er blevet indsnævret, fordi centrum-venstre ikke har villet tale med om det. Mange har været bange for, at et danskhedsbegreb ville ekskludere mennesker, at det danske flag signalerede en lukket nationalisme, og så har man holdt sig fra at tale med om det, og det er et stort svigt. Det er også en mangel på forståelse for, hvor stor en rolle kultur, nation, religion og identitet spiller for et menneske.

Mange har tænkt, at når bare vi har nogle fælles rettigheder, så behøver man ikke have det der kit i samfundet, som binder os sammen, sammenhængskraften. Det er en meget klassisk liberal fejl, hvor man ofte synes, at andre kulturer er meget spændende, men har svært ved at tale om sin egen kultur. Det har altid undret mig.’

[…]

‘I stedet for at gå ind i debatten om danskhed og pege på, hvor man mener det skal forstås anderledes, er man gået helt væk fra debatten, og man har sagt, at det var ikke fint nok. Det er en kæmpe fejl. Dels fordi det er nogle vigtige diskussioner, Dansk Folkeparti har rejst, dels fordi de jo også har haft ret i flere ting.

Blandt andet, at der var områder af Danmark, som har udviklet sig til parallelsamfund, som man måske ikke fik øje på, hvis man levede trygt og godt på sin lille firkant inde i byen. De har simpelthen set nogle ting før os andre. De har turdet tale om problemerne, men at de så giver nogle svar, der ikke løser problemerne, det er der, vi skal sætte ind i dag.'”

(Ida Auken, Det Radikale Venstre; Foto: Youtube)



16. april 2018

Under krigen var det “… kriminelt at hjælpe jøder. Nu sker det samme for folk der hjælper flygtninge”

TV2 kalder ‘Institute Of Race Relations’ for en menneskerettighedsorganisation, men organisationen beskriver sjovt nok sig selv som en ‘anti-racist ‘thinktank”. Helt det samme med advokat Christian Dahlager, der som en anden venstreradikal aktivist trækker historiske analogier frem, velvidende at jøder var forfulgte under 2. Verdenskrig, og syriske flygtninge som den herboende iraker Salam Aldeen har hjulpet til EU, i forvejen i sikkerhed i Tyrkiet. De flygter ikke for livet, men bedre levevilkår. Forskellen er alt.

En historie fra TV2 Online, der med vinkling tager sigtedes parti – Dansk-iraker hjalp flygtninge – nu risikerer han fængsel på livstid.

“Europæiske lande forsøger at kriminalisere frivillige, der hjælper flygtninge og migranter, når de kommer til Europa, mener flere menneskerettighedsorganisationer. Et eksempel er dansk-irakiske Salam Aldeen, der lige nu risikerer fængsel på livstid, fordi de græske myndigheder mener, han er menneskesmugler. …

34-årige Salam Aldeen vender og drejer sig konstant. Han er hektisk. Og urolig. … I januar 2016 blev han arresteret af den græske kystvagt. Anklaget for at have smuglet mennesker. Fra at bruge sit liv på at redde mennesker i nød, kunne han nu se sig selv omtalt som forbryder. …

Den britiske menneskerettighedsorganisation Institute Of Race Relations har netop udgivet en rapport om dette emne. Og antallet af frivillige, der bliver retsforfulgt vokser, fortæller Frances Webber, der er medforfatter til rapporten.

[…]

Han trækker tråde til Anden Verdenskrig. Det var kriminelt at hjælpe flygtninge. Og det samme er ved at ske igen.

– Flygtninge under Anden Verdenskrig – i særdeleshed jøder og romaer – havde ingen steder at være. Og man kriminaliserede hjælpen til dem. Og oven i det så vendte man det blinde øje til. Det er det samme, der er ved at ske i dag. Man kriminaliserer folk, der hjælper flygtninge, hjælper dem på havet. Det er et brud på international lovgivning. Og det er slet ikke i tråd med det menneskesyn, vi har i Danmark, siger Christian Dahlager fra Advokatselskabet Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod.”

(Salam Aldeen, ‘Team Humanity’; Foto; Facebook)

“Hvis de vil smide mig i fængsel for at redde menneskeliv, må de gøre det. Hvis det er kriminelt at redde mennesker i nød, så må de kalde mig kriminel. Men jeg er stolt af det, jeg har gjort, og jeg fortryder det ikke.” (Salam Aldeen, mistænkt menneskesmugler)



15. april 2018

Facade-kunst: Om slaveri-fortid (’16); Om flygtningekrisen (’17); Om det positive ved paraboler (’18)

I seneste udgave af AK 24syv på Radio24syv var direktør for Kunsthal Charlotteborg i studiet, for at debattere fredningen af adressen Nytorv 1, der umuliggjorde et nyt værk på facade. Direktør Michael Thouber (tidligere kulturredaktør, DR) fortalte, at det var tredje gang kunsthallen inddrog facaden i et større selvstændigt værk.

Eksemplerne er listet herunder, afsluttet med et interview med den herboende palæstinensiske kunstner Banaan Al-Nasser. Man mærker hensigten og bliver forstemt.

Ibrahim Mahama, Nyhavn’s Kpalang (2016). Tildækker facaden med ghanesiske kaffesække for at minde om Danmarks fortid som slavenation. Ideologisk arvesynd, så at sige.

Ai Weiwei, Soleil Levant (2017). Tildækker facadens vinduer med redningsveste fra at sætte fokus på den humanitære krise der opstår, når Vesten modvirker masseindvandring.

Banaan Al-Nasser, Bab al-Hara (2018). Ville have opsat 30 paraboler på facaden, for at få folk til at tænke over, at paraboler ikke betyder parallelsamfund, men berigende kulturmøder.

Banaan Al-Nasser, kunstner: Jeg vil starte med at sige, at parabolerne bliver koblet til noget negativt i forhold til ghettoer… For mig er parabolerne familieliv, det handler om vaner, om nostalgi. Bag de her paraboler er der også et hjem. Intentionen med værket er at opmuntre kulturmøder, og fremme dyb opmærksomhed om hvordan vi opfatter hinanden som menesker. … det bringer gode flashbacks… det er også positivt… Det har været meget berigende for mig at opleve (et hjem med parabol, Kim), det gav mig bare et nuanceret billede. Især når jeg kigger på Al Jazeera, som for eksempel berørte emner omkring Israel-Palæstina-konflikten. Man fik bare lidt mere information… Jeg vil få det hen over i noget med positivt at snakke om… Jeg ser ikke negativt på det…

(Kunsthal Charlotteborg med redningsveste – Ai Weiwei, Soleil Levant, 2017; Foto: CTV News)



14. april 2018

Berlingske sammenblander ‘news’/’views’: “Trods rekordfå asylansøgere: Nu vil DF hive i nødbremse”

Nyuddannede Mikkel Walentin Mortensen vikarierer på Berlingskes politiske redaktion, men har åbenbart ikke lært at adskille ‘news’ og ‘views’. Med ord som ‘trods’ og ’selvom’, insinuerer Berlingske et paradoks, at det er forkert af Dansk Folkeparti, at ville “afvise alle asylansøgere ved den danske grænse”.

(Berlingske, 14. April 2018: Trods rekordfå asylansøgere: Nu vil DF hive i nødbremse)

Selvom der i 2017 var det laveste antal asylansøgere til Danmark i ni år, vil Dansk Folkeparti nu have den såkaldte nødbremse aktiveret. Hvis det sker, vil det ikke længere være muligt at søge asyl ved de danske grænseovergange.” (billedtekst)



10. april 2018

Indvandrermedicinsk Klinik: Rigtigt mange ‘har kroniske smerter i deres krop, fordi de er så inaktive’

De fleste kvinder som kommer til Indvandrermedicinsk Klinik er tyrkere, der blev familiesammenført med gæstearbejdere i 1960’erne og 1970’erne. En overlæge taler ud i Berlingske – Overlæge i chok over indvandrerkvinders sprog: ‘Det er hårrejsende, at man efter 40 år i landet ikke kan finde ud af at tage bussen’.

“‘60 til 65 procent af vores kvindelige patienter kan ikke læse og skrive.

Sådan lyder vurderingen fra overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik i Hvidovre Annemette Mygh, som fortæller, at enkelte heller ikke kan forstå tal, og at det er en patientgruppe med vidtrækkende problemer.

‘Fire ud af fem af kvinderne, vi har, er mellem ti og 40 kilo overvægtige. Rigtigt mange af dem har sukkersyge og rigtigt mange – for ikke at sige dem alle sammen – har kroniske smerter i deres krop, fordi de er så inaktive, at deres muskler sygner hen og deres overvægt samtidig har slidt på deres skelet…,’ siger den 67-årige overlæge…

Det er hårrejsende, at man efter 40 år i landet ikke kan finde ud af at tage bussen. Så kan man prøve at gætte sig til, hvad de ellers ikke kan finde ud af,’ siger hun.”

Oploadet Kl. 01:41 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



3. april 2018

Professor: ‘Grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme’

En overset perle – intet mindre. Søren K. Villemoes overværede tidligere på året en to-dagens konference om race i regi af Aalborg Universitet København, og her kan man virkelig tale om en parallelvirkelighed. Her lidt fra referatet i Weekendavisen – Nuancer af hvid (16. marts 2018).

“I et fyldt auditorium træder professor i migration ved Aalborg Universitet Peter Hervik op til podiet. … Siden slutningen af 1990erne har Hervik forsket i racisme, særligt i muslimers repræsentation i medierne. Ifølge ham var det her, racismen for alvor begyndte at gøre sit indtog i Danmark.

‘I dag er jeg mest interesseret i aktivisme-perspektivet. Jeg er meget begejstret for det, der sker i den nye, sociale bevægelse,’ fortæller han… Hervik er heller ikke begejstret for medierne. De forsimpler spørgsmål om racisme, reproducerer den og fortæller ikke om de bagvedliggende årsager til migration, der kan forstås bedre, hvis man læser Marx.

‘Hvad der overses af nærmest alle journalister og mange akademikere er, at migration på et dybere niveau primært er en reaktion på ulighed eller oplevet ulighed,’ siger han og forklarer, at hverken postkolonialisme eller marxisme i sig selv er tilstrækkelige til at forklare racisme. Hervik fortæller, hvordan forskere har påvist, at grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme.

Blandt de papers, der fremlægges, er det adjunkt i migrations studier ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, der står for det første og muligvis det mest bemærkelses værdige. … Han viser et kort fra EUs grænseagentur Frontex over migrantruter fra Afrika til Europa. På kortet er der pile, der bevæger sig fra syd mod nord.

‘Hvis man studerer starten af pilene, er der intet, der viser, hvorfor folk bevæger sig. Er det forfølgelse? Borgerkrig? Nej, volden er selve bevægelsen. Der er en slags racialiseret hukommelsestab i vores forestillinger. Jeg synes, det er slående at vurdere lighederne mellem Frontex’ kort og kort, der viser en anden form for omplacering af mennesker: Den transatlantiske slavehandel,’ siger han.

‘Også dengang var portrætteringen af volden den samme. Dengang blev slavers oprør mod deres ejere også set som voldelige handlinger, eksempelvis det haitianske slaveoprør, det første af sin slags. …,’ fortæller han.

Slavehandel er ikke det samme som migration. Det er mere en mutation. Men hvis du ser på de voldelige linjer, er der ligheder. Det går helt ind i hjertet af liberal, politisk teori, der kun for nylig er begyndt at se på migration. Det skyldes, at den er blevet bygget på en ekskluderende struktur som en slags naturlig orden, der racialiserer andre.

[…]

Det sidste oplæg står Anas Kababo og Serena Hebsgaard for. De mener ikke, at der kan findes statistisk belæg for den udbredte påstand om, at kultur kan forklare overrepræsentationen af ikke-vestlige efterkommere i kriminalitetsstatistikken. Kultur indgår ifølge dem som en ‘neokolonial praksis af selvglorificering, der udvikler diskurser om kulturel overlegenhed’. …

‘De såkaldte symptomer på laktose-intolerance er blot materialiseringer af den postkoloniale praksis transnational adoption,’ fortæller Kim-Larsen. ‘Hvis du er laktose-tolerant i Danmark, er du sandsynligvis også hvid. Med denne læsning af laktose-tolerance som en racial kategori, bliver det at indtage mælk en måde at vælge side til fordel for hvidheden og hvilke kroppe, der er normaliserede,’ forklarer hun.”

(Race in Contemperary Denmark, Racial Blind Spots in Danish Policy Domains, AAU, 18. januar 2018)



2. april 2018

Mere socialisme, sagde socialisten: ‘Solidaritet med dem udefra kræver, at der er solidaritet hjemme’

Den tyske undersøgelse fortæller, at der er ‘große Diskrepanz’ mellem hvad folk identificerer som det største problem (indvandring), og de ting der præger deres hverdage. Hvis man har et nationalt udgangspunkt, og ikke ønsker at lade børn og børnebørn eksperimentere med konsekvenserne af akkumuleret Islam, så er man højrepopulist. De kan bruge de ord der giver mening for dem, men populist er et tom skældsord, og højreorienteret er de ikke nødvendigvis.

Venstrefløjen forsøger i disse år at forstå udviklingen blandt vælgerne, men det gøres gennem et rødt prisme, der gør naturlige bekymringer til irrationel angst skabt af populistiske politikere og ‘fake news’-medier. Arbejdere bliver ikke pludselig højreorienterede, blot fordi de undsiger multikulturen, og før socialdemokraterne forstår det, så har de ikke forstået noget som helst.

Den socialdemokratiske netavis citeret herunder, har oversat artiklen fra ‘Das Progressive Zentrum’, og du kan roligt starte nedefra. Problemet er ikke noget fundamentalt ved masseindvandring og multikultur som ideologi, men noget der kan løses politisk med investeringer i velfærdstilbud, øget solidaritet (økonomisk omfordeling) tilsat trylleordet uddannelse. Løsningen på de problemer socialismen har været med til at skabe… er mere socialisme.

Fra PioPio.dk – Derfor stemmer fattige arbejdere på højrepopulister.

“Velfærdstilbud, indkøbsmuligheder og busforbindelser forsvinder. Lave lønninger, usikre ansættelser, frygten for social deroute og udsigten til en pensionisttilværelse i fattigdom. En følelse af, at indvandrere og flygtninge bliver favoriseret, mens man selv er blevet glemt af politikerne, og udviklingen suser forbi én.

Det er de største problemer og bekymringer, som borgerne har i de områder, hvor allerflest stemmer på de højrepopulistiske partier. I hvert fald i Tyskland og Frankrig. Det viser et nyt tysk-fransk studie, der har gennemført 500 samtaler med indbyggerne i tolv fattige by- og landområder med høj arbejdsløshed, og hvor en stor del af vælgerne samtidig har stemt på Alternative für Deutschland eller Front National.

Studiet bærer navnet ‘Rückkehr zu den Verlassenen’, tilbagevenden til de efterladte, og er gennemført af den venstreorienterede tænketank Das Progressive Zentrum. …

Det er ikke islamisering, EU-modstand, generel mediekritik eller et fokus på national identitet, der er årsagen, som mange ellers har gået og gættet på. Nej, der er tale om langt mere sociale årsager. Studiet peger på tre områder:

1) Indvandrere og flygtninge favoriseres, mens vi andre bliver glemt …

2) Politikerne ignorerer vores dagligdagsproblemer, dårlige løn og usikre jobs ….

3) Centralisering af velfærdstilbud og infrastruktur gør, at vi føler os hægtet af

[…]

Studiet leverer også ansatserne til, hvordan politikerne kan genvinde tilliden fra vælgerne i højrepopulisternes højborge og give ordentlige svar på deres bekymringer. Det mest centrale bud er, at solidaritet med dem udefra kræver, at der er solidaritet hjemme.

‘…Beslutningstagerne kræver solidaritet med de fremmede, men de lader også solidariteten mellem de herboende skrumpe ind. …

Konklusionen heraf lyder derfor: Et samfund, der udadtil er åbent og solidarisk, må være stabilt og mindst ligeså solidarisk indadtil,’ lyder det i rapporten.”

Oploadet Kl. 08:48 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


28. marts 2018

KU-landsformand kalder Identitær Danmark for ‘nynazister’, og tager afstand fra ‘alt hvad de står for’

For et par uger siden kontaktede venstreradikale Redox KU-formand Andreas Weidinger, med henblik på at udnytte den pæne borgerligheds latente angst for at blive associeret med Redox’ ideologiske rival. Weidinger forklarede, at Identitær kan betegnes som ‘nynazister’, og man kunne således ikke være aktiv i begge foreninger. På vegne af Konservativ Ungdom tog han afstand fra Identitær, og “… alt hvad de står for.”

… på vegne af Konservativ Ungdom tager jeg og hele organisationen afstand fra Identitær og alt hvad de står for. Det har jeg også gjort offentligt, hvor jeg bl.a. har betegnet dem som nynazister (det er i hvert fald det mest rammende begreb, jeg kan komme på). … Det er ikke foreneligt, at være medlem af KU og Identitær. Det har vi heller ikke oplevet at nogen har været, så vi har ikke haft nogen sager i den henseende.” (Andreas Weidinger, KU-landsformand, Redox.dk, 22. marts 2018)

Dagen efter skrev Rasmus Jarlov en analytisk Facebook-opdatering, hvori han præciserede, at den igangværende demografiske udvikling får store konsekvenser. At danskerne vil komme i mindretal i Danmark, hvis vi fortsætter som hidtil med en på overfladen stram udlændingepolitik. Ærlig snak fra den konservative MF’er.

“… Danmark er ikke længere Danmark, hvis danskerne kommer i mindretal… så længe der stadig er nettoindvandring, er det stadig kun et spørgsmål om tid, før udlændinge og efterkommere udgør et flertal. … Nok er der opbakning til en endnu strammere udlændingepolitik, og det er selvfølgelig der, vi må starte… Men det vender jo ikke udviklingen. Det forsinker den bare lidt. … Men så skal vi bare alle være klar over, at de børn, der bliver født i dag, ikke bor i et Danmark, hvor danskerne er i flertal, når de bliver gamle.” (Rasmus Jarlov, Facebook, 23. marts 2018)

Trods analysen, så fortæller Jarlov henkastet, at De Konservative politisk set ikke er villige til at gøre hvad der kræves for at vende udviklingen. Ingen har nogensinde været i tvivl, og det er så her Identitær kommer ind.

(Identitær Danmark på Instagram, 13. februar 2018)

“Et af de definerende træk ved den identitære strømning, er den måde vi opfatter identitet på. Vi mener at identitet er baseret på både kultur og etnicitet, og er på den måde et samspil mellem noget dynamisk og noget kontinuerligt. Det er det vi kalder etnokulturel identitet.

Vores forståelse bygger på en helhedsopfattelse, hvor vi anerkender at identitet er en kompleks størrelse, der ikke kan reduceres til hudfarve, om du spiser frikadeller eller fejrer jul. I stedet handler det om at være del af en lang historie, og den gradvise udvikling af kulturelle praksisser, der har rod i det folk de er vokset ud af. De forskellige dele kan ikke skilles ad, for det er helheden, der udgør identiteten. Kulturen svæver med andre ord ikke frit i luften.” (Identitaer.dk, 2018)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper