2. juli 2015

Mohamed med Politikens ord: “Hvis det her er en måde at fortælle os, at I ikke kan lide flygtninge, så…”

Pengene betyder intet for os, sagde den syriske familiefar, hvorefter konen forklarede at de lavere ydelser ville gå ud over ‘børnenes ernæring’. Det er noget Politiken kan lide, og det lykkedes da også journalist Frank Hvilsom at få et citat der reduceret tyve års politisk debat om indvandring til et spørgsmål om god eller ond. Som om det var en naturlov at flygtninge fra Mellemøsten skal integreres i Danmark. Fra Politiken – ‘Hvis I ikke kan lide flygtninge, så sig det ligeud’.

“Den syriske familiefar Fadi Haj Mohamed klør sig lidt i håret.

‘Altså, da jeg flygtede fra Syrien, havde jeg ingen anelse om, hvorvidt der var nogen form for kontanthjælp i Danmark’, siger han.

Så når den nye minister for udlændinge, integration og bolig, Inger Støjberg (V), begrunder regeringen og blå bloks nye lovforslag til lavere integrationsydelser for flygtninge med, at ‘ydelserne skal gøre det mindre attraktivt at søge asyl i Danmark’, rammer hun forbi målet, mener Fadi Haj Mohamed.

Det er irrelevant. Pengene betød ikke noget. Det eneste, jeg vidste om Danmark, var, at det er et fredeligt land, hvor der er mulighed for familiesammenføring. Det vigtigste for mig var at komme hurtigt ud af Syrien og få min kone og børn med’, siger han.

[…]

Forældrene modtager hver 14.000 kroner om måneden i starthjælp, og når skat, husleje, el og gas, børnehave, internet og transport er betalt, har familien et rådighedsbeløb på godt og vel 11.000 kroner.

‘Det er godt. Det er nok, og hvis man planlægger sin måned, så rækker det’, siger Fadi Haj Mohamed. …

‘Hvis du så gav mig mindre end 10.000 kroner om måneden, ville jeg hellere have et job til 8.000 og tjene mine egne penge. Syrere kalkulerer ikke med, hvad de kan opnå, når de når frem til et land. Vi vil klare os selv og arbejde’. …

Der er ingen computere i huset. Den er skåret fra. …

‘Vi har mindre at leve for end i Syrien, hvor vi kunne lægge penge til side til ture eller rejser. Det kan vi ikke her, men ellers er vores livsstil nogenlunde den samme. Jeg vil dog nødig skære ned på maden, for det kommer til at gå ud over børnenes ernæring‘, siger hustruen.

(Politiken, 2. juli 2015, s. 6)

Men hvis det her er en måde at fortælle os, at I ikke kan lide flygtninge, så vil jeg foretrække, at I siger det ligeud. Så kan I løse os fra vores tilknytning her til landet via vores fingeraftryk, så vi kan rejse et andet sted hen’.

Ville I rent faktisk rejse?

‘Med det samme. Måske til Canada eller Tyskland’, siger han.”



29. juni 2015

Tilflytter: Starthjælpen betyder, at vi ikke kan “.. tage på restaurant ligesom andre normale mennesker”

Det faktuelle er et selvmål af dimensioner, men der vinkles skarpt, ovenikøbet med lidt for danske formuleringer. En tudehistorie om en syrer der flygter til Kuwait, og herefter rejser videre til Danmark, hvor han nu brokker sig nu over at folketingsflertallet vil skære i de 20.000 kroner statan tvangsinddriver til ham hver måned.

Fra Information – ‘Hvis de skærer i ydelserne, hvordan skal vi så leve?’.

“31-årige Baha Alhomsi kom til Danmark i august 2014 som flygtning fra den syriske borgerkrig, og for to måneder siden blev han familiesammenført med sin kone, Amani på 30 år, og deres to børn.

Jeg ville oprindeligt til Holland, men vi fik at vide, at familiesammenføring gik hurtigere i Danmark, og at livet er mere stabilt her. Jeg var træt og havde brug for et fredeligt sted at være sammen med min familie,’ fortæller Baha Alhomsi. …

I dag har familien Alhomsi 20.000 kr. efter skat at gøre godt med. Men står det til partierne i blå blok, kan en familie som Alhomsis se frem til at modtage langt færre penge fra det offentlige. …

‘I dag har vi et godt liv, vi kan sende vores børn til aktiviteter, og vi kan tage på restaurant ligesom alle andre normale mennesker i Danmark,’ siger Baha Alhomsi.Men vi har ikke til at spare op. Der er højst 5-700 kr. tilovers hver måned. Det kan være, at vi den næste måned har brug for noget ekstra tøj til min søn eller gerne vil have et sofabord. Eller hvis vi får en høj varmeregning, så skal der være penge til det. Det skal vi spare op til i flere måneder.’

… For en familie som Alhomsi vil forslaget, hvis det bliver realiseret, betyde… I alt vil familien derfor efter skat kunne få omkring 10.000 kr. til rådighed – dvs. halvdelen af hvad de i dag får. Tidligere har undersøgelser peget på, at starthjælpen især går ud over børns deltagelse i f.eks. fritidsaktiviteter, og det ville også blive konsekvensen for familien, siger Baha Alhomsi.

Hvis de skærer i ydelserne, så kan vi måske blive nødt til at droppe svømning for Mohamad. Men det er svært at forestille sig, hvordan vi ville skulle leve,’ siger han og fortsætter: ‘… Hvis vi får færre penge, og Mohamad ikke kan komme til aktiviteter, vil det påvirke hans integration. Og det vil også have betydning for, hvilken mad vi kan spise.’

[…]

Selv flygtede Baha Alhomsi fra militærtjeneste og fik derfor asyl i Danmark. Inden da boede familien i en periode i Kuwait, men her var det ikke til at finde arbejde, og derfor søgte Baha Alhomsi mod Europa.



23. juni 2015

Bud på Sofie Ryes kommende nabo: Ghiath Eddin Sukkar, syrisk flygtning, morder, voldtægtsforbryder

I Metroxpress drømmer blonde Sofie Rye om at få en ‘nabo fra Syrien’. En oplagt kandidat kunne være den 31-årige syriske flygtning Ghiath Eddin Sukkar, som BT fulgte med henblik på en af valgårets mange ‘at være flygtning i Danmark’-historier. Han er i dag kendt som ‘Kuffertmanden‘, flygtningen der voldtog og myrdede sin kvindelige lejer, men det står naturligvis klummeskribenten frit at rejse med ham til Syrien efter endt afsoning.

Fra Metroxpress – Jeg ønsker mig en nabo fra Syrien.

“Jeg kan næppe udgøre en komplet velkomstkomité, men jeg vil gerne vise, hvad samfundet i Danmark kan. … Men mine kommende naboer ved det sikkert allerede. Bedre end jeg nogensinde ville kunne forstå, lige meget hvor meget jeg rejste ud i verden. For det er det fredelige retssamfunds diametrale modsætning, de er flygtet fra.

… inden pessimisterne igen råber op; nej, mine nye venner skal ikke parkeres i ghettoer på ydelser uden forventninger. Jeg vil kende dem, være der, hjælpe dem som mine medmennesker og forvente af dem, som jeg forventer af alle andre i det her fantastiske samfund.”

(Ghiath Eddin Sukkar søger lejer – Melagervej 7 i Kongens Lyngby, Den Blå Avis, 2015)

“Ghiath Eddin Sukkar tilbød sin nabo, at han kunne have sex med Giancarla Coppi, efter han havde slået hende ihjel i sin lejlighed i Lyngby.” (BT, 16. juni 2015)

(Skønne grønne omgivelser, syrisk vært)

Oploadet Kl. 18:34 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


22. juni 2015

Dansk multikulturalist viste ‘tawheed’-finger og blev valgt – Kurdisk socialist undsagde Islam, og røg ud

Man stirrer sig nemt blind på antallet af mandater til Dansk Folkeparti, men der er faktisk gode tendenser på tværs af partierne. De Konservative mistede skabsradikale Lars Barfoed, og har nu en mere jordnær folketingsgruppe med folk som Naser Khader og Rasmus Jarlov. Tidligere VU-formand Jakob Engel-Schmidt opnåede ikke genvalg for Venstre, og den liberalkonservative blogger Rune Kristensen fik blot 567 personlige stemmer. Løsgængeren Yahya Hassan fik 937 stemmer, og er vel tættere på et liv bag tremmer end Christiansborg.

Radikale Zenia Stampe appellerede ihærdigt til sine kernevælgere, og det virkede desværre. Helt omvendt gik det Özlem Cekic, der under valgkampen gav danskerne skylden for hendes ungdommelige Jihad-sympatier. Hun er født i 1976, og da russerne trak sig ud af Afghanistan var hun blot tolv år. Mon ikke det var forældrene og den lokale kulturforening der radikaliserede hende, ikke danskerne. Fra BT – Özlem Cekic: Jeg ville til Afghanistan og kæmpe muslimernes sag.

“Özlem Cekic, SFs folketingsmedlem og sundhedsordfører, var i sin ungdom så optaget af muslimernes kamp i Afghanistan mod russerne, at hun forsøgte at komme af sted for at deltage i konflikten på muslimernes side. Det fortæller hun i Radio24syvs program, ‘Søndagspolitikken.’ Så langt at hun sparede op af sine lommepenge for at få en flybillet til Afghanistan.

Det var følelsen af konstant pres, kritik og ikke at være accepteret, som fik den kendte SFer med kurdiske rødder til at søge mere og mere ind i en radikal fortolkning af islam. Hun begyndte i den tidlige ungdom at gå med tørklæde, holdt op med at give mænd hånd og gik i en tyrkisk moské. Özlem Cekic (SF) blev spyttet på, da hun begyndte at gå med tørklæde, og vreden over det danske samfund drev hende længere ind i en fundamentalistisk fortolkning af islam. …

Jeg syntes dengang, at det var det allervigtigste for mig. At kunne gøre noget for det muslimske fællesskab. Jeg ved ikke, om jeg tænkte, at jeg skulle være kriger, men jeg tænkte, at jihad krævede, at jeg i det mindste kunne hjælpe til i Afghanistan som kvinde,’ fortæller hun i Radio24syv.”

(Zenia Stampe med ‘tawheed’-finger, 18. juni 2015 – Özlem Cekic, 18. juni 2015)

“Mange muslimer har længe knyttet en fremvist pegefinger med troen på én gud. Håndtegnet er blevet brugt i forskellige sammenhænge, lige fra daglige bønner til konverteringer.” (Uriasposten)



20. juni 2015

Storsejr til DF i asylbyerne Toftlund, Humble og Bagenkop – Samme i grænselandet, Kværs (39,5 pct.)

Radikale Lone Loklindt forstår ikke at danskerne prioriterer noget så provinsielt som “tryghed og den slags”, og i afmagt over Dansk Folkepartis succes, overvejer hun nu at flytte permanent til udlandet. Som god demokrat respekterer jeg naturligvis hendes valg. Tryghed rimer ikke med masseindvandring. I byer med asylcentre, såsom Toftlund, Humble og Bagenkop fik Dansk Folkeparti henholdsvis 30,4, 32,1 og 34,4 procent. Den manglende grænsekontrol har særligt haft konsekvens for indbyggerne i Sønderjylland, og her endte Dansk Folkeparti på omkring 30 procent. I landsbyen Kværs (mellem Padborg og Aabenraa), hvor lokale beboerne (jvf. gængs venstrefløjsmytologi), jagede nazister væk i 1993 fik Dansk Folkeparti en folkelig opbakning på hele 39,5 procent.

Herunder lidt fra en artikel, der fortæller hvorfor indvandringen er med til at åbne grænserne endnu mere. Fra DR Online – Indvandrere ville have Thorning som statsminister.

“På samtlige ti valgsteder i landet, hvor der bor flest indvandrere, blev Socialdemokraterne klart det største parti.

Bedst valgresultat blandt indvandrere fik Socialdemokraterne på valgstedet Strandgårdsskolen i Ishøj, hvor hele 38,7 procent af stemmerne gik til S. Og på samtlige af de ti valgsteder med flest indvandrere, opnåede Socialdemokraterne en stemmeprocent over 26,5 procent.

Det viser en analyse som DR’s Undersøgende Databaseredaktion har foretaget på baggrund af valgresultaterne og tal fra Danmarks Statistik. …

Det sted i landet, hvor indvandrerne udgør det største flertal, er på valgstedet 7. Nord i København. Her er over 80 procent af beboerne i området således indvandrere. Også her blev Socialdemokraterne klart størst, fulgt af Enhedslisten. … Samme billede gentager sig for samtlige de valgsteder, hvor indvandrerne udgør mellem 45 og 80 procent af befolkningen. …

– Vi kan se fra tidligere undersøgelser, at næsten 90 procent af indvandrerne stemmer på rød blok – og af dem stemmer mindst 45 procent
på Socialdemokraterne. Så de får virkelig mange stemmer fra indvandrerne herhjemme.
(valgforsker Yosef Bhatti, Kim)

(JV.dk, valgkort – Indsat: Socialistisk Arbejderavis, 2003)

“Spørger man folk på gaden om, hvordan de konkret mærker indvandringen og den nærliggende grænse, taler flere om, at det ikke er ualmindeligt at se grupper af asylansøgere på gaden, efter de har krydset grænsen til fods. At der er kommet et flygtningecenter i Bolderslev. Og at der de seneste år er sket en vækst i antallet af tyverier i området.” (Jyllands-Posten, 19. juni 2015)


Helle Thorning-Schmidt til Venstre: Lav ikke ‘flygtninge- og integrationspolitik med Dansk Folkeparti’

Det værste ved Helle Thorning-Schmidt er ubetinget falskheden. Først åbnede hun grænserne, hvorefter hun forsøgte at markedsføre Socialdemokraterne som et strammerparti. Kampagneplakaterne med parolen ‘stramme asylregler og krav til indvandrere’ er ikke engang pillet ned endnu, før hun nu i afmagt over ikke at få folkelig opbakning til at bryde sit valgløfte, forsøger sig med plan b. Fra Jyllands-Posten – Thorning til Løkke: Lav udlændingepolitikken med os.

Lad være med at lave flygtninge- og integrationspolitik med Dansk Folkeparti, men lad os i stedet finde sammen og lave en bred aftale over midten i dansk politik.

Sådan lød opfordringen fra Helle Thorning-Schmidt (S) til Danmarks sandsynligvis kommende statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ved en paneldebat med de ni trætte partiledere fredag eftermiddag. …

Under den netop overståede valgkamp har udlændingepolitikken endnu engang været et af de helt centrale emner. Socialdemokraterne gentog under valgkampen igen og igen, at SR-regeringen har foretaget den første asylstramning i 12 år. Venstre og Dansk Folkeparti har derimod ført kampagne med kritik af det, de mener, er regeringens alt for lempelige flygtninge- og indvandringspolitik. Og partierne har varslet nye stramninger på området.”



17. juni 2015

Jeg er ligeså dansk som alle andre, sagde journalistud. Inaam Nabil, og angreb vestlig ‘kulturforståelse’

For et par dage siden kom jeg for skade at høre Cavlingkomiteen på Radio24syv. Der var naturligvis konsensus blandt Cavlingprisvinderne om at valgkampen havde handlet for meget om at være onde mod udlændinge, og alt for lidt om det væsentlige. Det væsentlige var personificeret i programmets gæst, journaliststuderende Andreas Abildlund, en mand der skrev aktivistiske artikler om olieindustrien for Dagbladet Information. Problemet var ‘klimabenægterne’ og fæle konservative tænketanke.

For et par uger siden havde jeg en lignende oplevelse med samme program. Gæsten var her Inaam Nabil, en praktikant på Fyens Stiftstidende, der netop havde modtaget ‘Kravlingprisen’, de journaliststuderendes egen pris. Hun havde skrevet en artikelserie om syriske flygtninge, og havde mod kutyme, fået avisen til at betale for sin reportagerejse. Hun havde nemt ved at finde en praktikplads – både Politiken, Berlingske og DR ville have hende.

Hun forsøgte at holde den journalistiske stil, men det lykkedes på ingen måde ikke, og hun var tydeligvis mere aktivist i Asmaa-segmentet end egentlig journalist. Argumentationen var håbløs, og logikken ikke-eksisterende. Hun forklarede eksempelvis, at hun var ligeså dansk som alle andre, men gav samtidig klart udtryk for at hun var motiveret af kampen mod den herskende norm, den vestlige ‘kulturforståelse’. Hun følte selv, at hun kunne se sagen fra begge sider, og bragte (foruden Israel…) Irak-krigen på banen, som en emne, hvor hun kunne stille de spørgsmål de danske journalister ikke stillede.

Det sidste klingede lidt hult, al den stund, at det prisvindende panel lød til at være helt på linje med hende. Panelet inkluderede sågar Bo Elkjær, journalisten der vandt Cavlingprisen for ‘Løgnen om krigen – krigen om løgnen’. Det eneste Inaam Nabil lød til at kunne tilføje en i forvejen rød dansk presse, var flere argumenter for at lade Islamisk Stat være i fred, åbne grænserne for flygtninge, og ja – fortsat islamisering.

(Inaam Nabil på Facebook, 17. juni 2015)

Delvis transskription.

Vært: Nu kan jeg godt tænke mig at spørge. Hvad rolle spiller det så, at du selv har arabisk baggrund. Du har palæstinensisk baggrund…

Inaam Nabil, journaliststuderende: … jeg skal hverken forholde mig til en tolk, eller sætte mig ind i en kultur… som nu, kunne jeg få nogle vanskeligheder, hvis ikke jeg talte arabisk eller havde et forhold til arabisk kultur. … Det at være kvinde, og måske også være muslim, i udtrykket – altså med slør, og tale med palæstinensisk accent. Det gør lige det, at jeg skaber en ufarlig stemning ik’.

Vært: Jeg er ret imponeret over, at Fyens Stiftstidende finansierer en så flot reportageserie. Kan du fortælle noget om processen der?

Vært: – Hvis jeg lige må bryde ind. Det er uhyre sjældent, at en regional avis har lyst og penge til, at sende en reporter og en fotograf til Langtbortistan ik’. Det plejer at skulle vinkles meget skarpt i forhold til det der foregår omkring. Hvordan fik du overtalt din redaktør. Du må have gjort noget helt specielt.

Inaan Nabil: Jeg havde jo det privilegie, at da jeg stod til ‘store match-dag’, de journaliststuderendes store dag, hvor vi skal matches med nogle medier.

Vært: Er det ikke panikdagen det hedder?

Inaam Nabil: Der var ikke noget panik over min dag, heldigvis. Det kan man sige meget om. Men jeg har det privilegie, at jeg kunne komme foreskellige steder. Jeg kunne komme på Politiken, jeg kunne komme på Berlingske, måske også DR. Og da tænkte jeg, okay – Jeg har nogle vilde ting, nogle rigtig meget forskellige ting. Hvor står jeg i kø. Jeg havde en forestilling om at jeg ville stå i kø på Politiken, men det ville jeg så ikke i ligeså høj grad gøre på Fyens Stiftstidende. Plus at Fyens Stiftstidende har det godt økonomisk. … De er også progressive. De er åbne overfor nye ideer og nye type mennesker. Og det var egentligt fundamentet for at sådan noget kan lade sig gøre. Det er sådan set udgangspunktet. Jeg går ind til min redaktør, og siger at der er 4000 mennesker minimum som er kommet til Fyn, syriske flygtninge. Langeland har åbnet fire asylcentre på det tidspunkt, det er rigtig mange på sådan et lille sted som Langeland. Det vil sige at danskerne, fynboerne, har fået nogle nye naboer. Og de her nye ansigter vil vi gerne lære bedre at kende. … Så var min ide, at det kan vi kun gøre hvis vi giver et helt billede af det. Det var egentligt mit argument. Og så tror jeg bare, at min redaktør synes, at det var et friskt pust. Lad os prøve det.

Vært: Hvad hedder han din redaktør?

Inaam Nabil: – Peter Rasmussen. … Det var modigt af ham, vil jeg sige. Jeg er jo trods alt praktikant, og alt kan ske når man kommer lidt uden for Danmark.

[…]

Inaam Nabil: … Vi taler utroligt meget omkring de der skal familiesammenføres, børn, masser af børn og måske koner, måske flere koner, så nu vil jeg gerne have at man fik sat ansigt på dem, og hvad er det også for nogle levevilkår de har, de steder hvor de ligesom er flygtet til. Det synes jeg er meget meget vigtigt. At fortælle historien. Hvem er det egentligt vi vælger om vi vil have op til Danmark – om et år, eller aldrig. Når vi diskuterer flygtningestrømme og familiesammenføring.

[…]

Inaam Nabil: … de har selvfølgelig noget anden familie som kan hjælpe dem i Istanbul, men det er trængt – de betalte ikke husleje da jeg var dernede, de levede på tålt ophold, kan man sige. … Det er triste skæbner. … hvor vi som danskere taler til Istanbul for at holde ferie…

Vært: Jeg skal lige spørge dig Inaan Nabil. Du går med tørklæde. Det er noget du har skrevet om… Du er opvokset i Vollsmose, og dine forældre er palæstinensiske flygtninge fra Libanon. … Du kommer selvfølgelig fra en anden baggrund end et flertal af danske journalister. For at starte et sted. Hvad betyder det for din måde at kigge på tingene på? Er der nogle historier du savner specielt? Er det noget du har tænkt over, en anden måde at se verden på, som skyldes det du har i bagagen.

Inaam Nabil: Det jeg eksempelvis savnede da jeg gik på statskundskab, det var at vores litteratur og perspektiver, ja hele vores måde at tænke verden på – det var jo med vestlige briller. Det er jo helt klart, i forhold til det jo er vores udgangspunkt, men jeg savner utroligt meget, om man er på uddannelserne eller blandt journalisterne, især blandt journalisterne, at man lige vender bøtten. Lige når vi siger Syrienkrigere ik’, nåh okay, der var også danskere med kurdisk baggrund der tog ned og kæmpede – er det lovligt eller ulovligt. Når vi siger at Syrienkrigere kæmper, hvordan forholder vi os til at danske statsborgere er en del af den israelske hær, når der sker nogle aktioner mod Gaza. Altså, hele tiden vende bøtten om. Og så sige: – en mands kriger er den anden mands frihedskæmper. Den ene mands frihedskæmper er den anden mands, ja, hvad plejer man at sige – hele tiden sige, hvad er alternativet. Eller hvad er det andet – flip the coin, ik’. Det synes jeg vi har alt for lidt af. We never flip the coin, fordi vi har den der norm, en værdi, en nærmest enig presse omkring nogle ting, og det synes jeg ikke – den der enighed, er jeg meget meget imod.

Vært: … mener du at den ene forbrydelse så at sige skal relativeres af nogle andre forbrydelser? Eller hvordan skal det forstås?

Inaam Nabil: – Nej, nej, nej. Ikke, absolut ikke. Men vi skal turde tale om andres forbrydelser også. Vi skal turde at tale om vores egne forbrydelser. Forstå mig ret. Turde for eksempel, vores aktion med F16-fly som en del af den amerikanske koalition. Der er så lidt gennemsigtighed lige præcis omkring denne aktion. Som ung journalist kan jeg simpelthen ikke forstå, at der ikke er journalister derude, som ligesom har prøvet at pille det fra hinanden. Altså sige, okay, hvis vi ikke kan få at vide hvor i bomber, hvad er så meningen med at have en fri dansk presse, som skal holde magten i skak. Det er egentligt det der med, at vi skal passe på med at blive for enige om nogle ting – især mellem os i pressen – at vi har en speciel kultur, en bestemt kulturforståelse der gør at vi ser tingene fra det samme filter. Og det gør jeg jo også. Jeg ser igennem det samme filter som alle andre her i Danmark. Jeg er jo født og opvokset her, og er uddannet her, ik’. Så jeg har det samme filter, men nogle gange kan jeg godt – fordi jeg har en anden baggrund, tillade mig, eller give mig selv lov til at se den anden side af sagen.

… spørge Helle Thorning om vi bomber civile mål. … Når jeg står på den høj med den mand her, så er det jo ikke Islamisk Stat der bomber hans hjem, men den israelske, amerikanskledede koalition, og uagtet om han kan leve med det. Kan vi leve med det? … Er det det værd, at vi foretager en aktion i Irak. Vi ved alle sammen at Irak-krigen er noget af det værste der er sket i nyere tid. Det har vi været en del af. Hvorfor er der ikke nogen der har stilet spørgsmål til det? Og hvorfor er der ikke nogen der i dag stiller spørgsmål til Anders Fogh Rasmussen, for det er jo ikke fortid endnu. Det er jo højaktuelt ik’. … Det er politik – så vi skal diskutere politik! Vi skal ikke forholde os til om det er korrekt eller forkert. Vi skal forholde os til om der er alternativer, og om det vi egentlig gør, er det vi vil have, altså. Det er også basal, kausaltænkning. Det vi gør ved at sende F16-fly, giver det også det vi ønsker at have ud af det.

[…]

Inaam Nabil: … det er vores svaghed, dansk presses svaghed, det er faktisk også vores styrke – vores enstemmighed, at vi godt kan stå sammen om at presse politikere, presse et eller andet i en bestemt retning. Der skal vi tænke os om. Kunne vi faktisk have stået sammen, og fået presset Helle på nuværende tidspunkt, for at sige hvor det er vi bomber nede i Syrien og Irak. Kunne vi stå sammen, for ligesom at sige, at vi ikke vil finde os i, at i mørklægger den del af historien. Fordi at, det er vi nødt til at vide.

(Udsnit fra Inaam Nabils Kravlingpris-vindende artikelserie, Fyens Stiftstidede, 2. november 2014)



16. juni 2015

Godsejer mod nationalistisk ‘selvtilstrækkelighed': “… vore problemer er forholdsvis luksusbetonede”

Det må være fedt at sidde på et familieejet gods med udsigt over egen sø, og så skrive læserbreve mod danskernes postulerede selvtilstrækkelighed. Flere flygtninge, højere arbejdsløshed, lavere løn, og råd til endnu en Tesla. Læserbrev af godsejer Niels Due Jensen i Viborg Stifts Folkeblad – Selvtilstrækkeligheden har gode kår i valgkampen.

“Det er ret deprimerende at følge den igangværende slutspurt på valgkampen. Hele den blå fløj af partier og såmænd også socialdemokraterne har det ene overbud efter det andet og kappes rent ud sagt om, hvem der appellerer mest til selvtilstrækkeligheden hos os danskere. …

Det er sølle, når man i valgkampens hede bruger de mest populistiske slagnumre til at lokke vælgerhavet. Det tyder på, at blå blok flankeret af et nervøst socialdemokrati hellere vil skabe frygt for det fremmede, så vi danskere foretrækker nationalistismen og selvtilstrækkeligheden og bifalder fremmedfrygt, stram udlændinge- og asylpolitik og mindre ulandsbistand.

Men jeg synes oprigtig talt, at selvtilstrækkeligheden klæder os dårligt. Vi har trods alt et Danmark, hvor en overvejende del af vore problemer er forholdsvis luksusbetonede og ret så ubetydelige… Det glemmer vi for ofte.

Vi har i dansk erhvervsliv udpræget brug for at udenlandsk arbejdskraft – herunder flygtninge og asylansøgere – som effektivt kan bidrage til at fremme dansk viden og produktion… Hvem gider købe af eller samtale med en nation af fremmedfjendskhed og selvstrækkelighed. … Lad os sætte vort kryds, så vi både kan være os selv og Danmark bekendt i de kommende år. Lad os fravælge smålig selvtilstrækkelighed i valgets time og opføre os som hæderlige og ansvarlige verdensborgere…

(Screencap: Ormstrupgods.dk)

“Han ejer Ormstrup Gods. For at komme op til boligen skal man køre ad en kilometerlang allé. Godset er omgivet af park, skov og marker og har udsigt over Ormstrup Sø. Man kan købe meget for penge, og det har Niels Due Jensen gjort. Han betalte en ny vej for at få trafikken til at køre i en stor bue uden om hovedbygningen til Ormstrup Gods. Han byggede også et kæmpe hegn omkring godsets skovarealer. (Aarhusportalen)

Oploadet Kl. 17:39 af Kim Møller — Direkte link54 kommentarer
Arkiveret under:

Professor P.C. Matthiessen & dr.phil. Gunnar Viby Mogensen: Demografien er fraværende i valgkampen

“People don’t go because they have nothing, they go because they want better and more”, kunne man forleden læse i Wall Street Journal om bådflygtninge fra Senegal, et relativt fredeligt vestafrikansk land med økonomisk vækst, der angiveligt producerer flygtninge i samme målestok som krigshærgede lande såsom Syrien, Somalia og Eritrea. Asylsystemet faciliterer en folkevandring der vil få konkrete følger for kommende generationer af danskere. Kronik af professor Poul Christian Matthiessen og dr.phil. Gunnar Viby Mogensen i Berlingske – Udlændingene i valgkampen.

“Et af de forhold, som har størst betydning for Danmarks og det øvrige Europas fremtid, og som ikke har spillet nogen rolle overhovedet i den danske valgkamp, er den såkaldte ‘demografiske transition’, altså landenes overgang fra et højt til et lavt fødsels- og dødelighedsniveau.

… i Afrika og i dele af Mellemøsten ser situationen helt anderledes ud. Her har udbredelsen af den vestlige medicinske teknologi ganske vist reduceret dødeligheden meget, men det overses hyppigt, at fødselsniveauet stadig er meget højt. Det skyldes for det første, at man endnu kun i begrænset omfang er kommet ind i en økonomisk og social udvikling, som kunne føre til kvindefrigørelse og nye normer for kvindens fertilitetsadfærd. …

Afrikas befolkning er i dag dobbelt så stor som EU’s stagnerende befolkning, men om blot 35 år vil Afrikas folketal være blevet fem gange større end indbyggerantallet i EU til den tid.

Denne voldsomme demografiske vækst, og de beskedne økonomiske og sociale forbedringer i Afrika og i dele af Mellemøsten, vil naturligvis fremkalde det stærke ønske om at udvandre til det forjættede Europa, som vi allerede har set starten på, senest i mediernes omtaler af de såkaldte bådflygtninge på Middelhavet. …

Den internationale demografiske udvikling generelt peger altså entydigt på, at den voldsomme stigning i vandringerne mod Danmark fra de ikke-vestlige lande vil fortsætte.

(Wall Street Journal, 12. juni 2015: Young Men in Senegal Join Migrant Wave Despite Growing…)

De ikke-vestlige indvandreres og efterkommeres svage integration på arbejdsmarkedet betyder naturligvis også, at de modtager væsentligt større beløb for eksempel som dagpenge, kontanthjælp og førtidspension, end de selv betaler i skat. Det reducerer den øvrige befolknings muligheder for offentligt velfærd. … Imidlertid standsede SR-regeringen ved sin tiltræden håndfast dette arbejde i centraladministrationen.

De nye vandringsstrømme kommer altså til os i en situation, hvor vi under alle omstændigheder for længst har passeret maksimum for, hvor mange borgere fra underudviklede lande, vi kan modtage uden alvorlig skade på velfærden for den befolkning, som er født her, eller som tidligere er indvandret til Danmark.

Og selv en tilbagerulning af vores udlændingepolitik til situationen før SR-regeringen vil, som det fremgår af tallene, ikke gøre situationen for det danske velfærdssamfund holdbar.


Reda Aly, 49-årig muslim: “Jeg er nationalist. Jeg stemmer Dansk Folkeparti. De siger tingene direkte..”

Det kan umiddelbart virke som et paradoks, men hvorfor skulle indvandrere en bloc foretrække at bo i en nordlig provins af Arabien. Interview med en DF-stemmende 49-årig egypter i BT – Reda Aly er muslim: Derfor stemmer jeg Dansk Folkeparti.

“Torsdag spadserer Reda Aly, 49 år, fra sit hjem i Ryparken hen på sine børns skole i Emdrup for at stemme. Han glæder sig.

‘Jeg er nationalist. Jeg stemmer Dansk Folkeparti. De siger tingene direkte, og som de er. De er ikke så bløde.’

Han er muslim, og hans kone bærer tørklæde. …

‘… Jeg tænker ikke så meget på mig selv – jeg tænker på, hvilket land mine børn skal overtage en dag. …’

Socialdemokraterne, de Radikale og Venstre taler om EU, som om EU var helligt. Man skulle tro, EU var deres koran. I stedet burde vi forklare EU, at vi ønsker ordentlige danske arbejdspladser.’

… En stor del af Reda Alys venner stemmer også Dansk Folkeparti, bedyrer han.

‘»Vi har ikke råd til at hjælpe alle dem, der kommer. Alle dem, der kommer, skal kun have midlertidigt ophold. Dem der bliver dygtige og tager en uddannelse – dem skal vi beholde. Dem, der ikke kan klare sig selv – dem sender vi hjem til deres familie, når der bliver lidt fredeligere i deres hjemlande. Men EU er en del af problemet. EU tror, man kan leve af menneskerettigheder og frihed. Og pludselig er det os, der står med problemet.'”

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper