30. april 2019

Hørt i Nørre Snede: “Rasmus Paludan. Kæmper for det danske land. Beder alle… muslimer om at gå”

Det kan godt være lidt svært at gennemskue krænkelseshierarkiet. Hvis en dansker råber ‘rejs hjem til dit hjemland’ er det racisme, og hermed værre end homofobiske tilråb, der igen er værre end trusler om vold. Man kan altid diskutere det hensigtsmæssige, men uden villighed til konfrontation, forbliver det spil til et mål.

Fra Ugeavisen Esbjerg – Fodboldkamp med undertoner: Kvaglunds U16-hold blev provokeret med Paludan-sang.

“Drengene fra Kvaglund IF’s U16 hold havde netop spillet uafgjort på udebane i Nørre Snede. Så begyndte en højttaler at spille.

De spiller den der sang, der er lavet om Rasmus Paludan. Om den så er sunget ironisk, er jeg ligeglad med, og vores forældre gik over og spurgte, om musikken ikke skulle slukkes, fordi det var upassende. Det var der ikke enighed om, og sangen fik lov til at køre indtil træneren kom ind til omklædningen, fortæller Poul Tholund Nielsen, formand for KIF Fodbold, der selv var tilstede ved kampen i fredags.

‘Rasmus Paludan. Kæmper for det danske land. Beder alle der er muslimer om at gå’, lød det blandt andet fra Nørre Snede-spillernes højttaler.

(Henning Josefsen Overgaard på Facebook, 26. april 2019)

“Der blev ifølge træneren råbt ‘bøsserøve’ efter vores spillere inde på banen fra forældre til Kvaglund-spillerne, og i et tilfælde blev en af vores spillere lovet tæsk, da han ville sige undskyld efter at have begået et frispark.” (Finn Brostrup fra Nørre Snede GF citeret i Horsens Folkeblad, 30. april 2019)

Oploadet Kl. 22:09 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer


26. april 2019

Pernille Weiss (K): 10 mio. afrikanere vil ‘berige’ os, forskellighed er godt – “Alle skal være velkomne.”

Jeg nåede lige at blogge Pernille Weiss’ humanistiske rygsvømning i Radio24syv, før hun springer ud som kulturrevolutionær radigal. På Facebook trækker hun i land, men man kan ikke argumentere i længder for befolkningsudskiftning, og senere forklare, at man udtrykte sig ‘upræcist’. Må partiet lide druknedøden.

Fra Berlingske – K-spidskandidat vil styrke EUs samarbejde med Afrika: ’10 mio. migranter skræmmer mig ikke’.

“Med præcis en måned til valget til Europa-Parlamentet, spiller den konservative spidskandidat Pernille Weiss ud med et kontroversielt forslag, som skal gøre det nemmere for europæiske virksomheder at få den arbejdskraft, de mangler.

Afrikanere og andre, som vil arbejde i EU, skal modtages på en langt mere positiv måde end i dag, og så skal der indledes et tæt sarbejde med de afrikanske lande, foreslår Pernille Weiss. …

Alle skal være velkomne. Og vi skal have nogle ordentlige hoveddøre omkring Europa, som vi kan være trygge ved…

‘Det er helt klart en udfordring, hvis ikke vi bliver bedre til at tage højskolesangbogen ned fra hylden og genbesøge de demokratiske normer for hensyn og respekt, som er det, vi står for hos os,’ siger Pernille Weiss og tilføjer, at man mange steder ser positivt på integrationen…”

(Pernille Weiss på Facebook, 2019)

“Vi er allerstærkest, når vi tillader, at vi er forskellige. Derfor er jeg heller ikke bange for migration og 10 millioner ekstra borgere fra et andet sted i verden. For det er sket før, og alt andet lige har det kun beriget os. Det har givet os udfordringer, men vi er blevet et rigere folk, vi er blevet dygtigere og mere omstillingsparate af at håndtere de udfordringer.”



25. april 2019

Konservativ vil stoppe migrationen med gode… ’sundheds- uddannelses- og socialsystemer’ i Afrika

“Hvorfor opfattes flygtninge pludselig som en trussel?” diskuterede Lars Trier Mogensen onsdag på Radio24syv, i anledning af to nyere udgivelser fra to tidligere generationsekretærer i Dansk Flygtningehjælp. Eks-kommunisten Andreas Kamm, lød mere fornuftig end Arne Piel Christensen, der i øvrigt har skrevet sin bog med kommunisten Knud Villy. Svarene var forudsigelige. Populisme og dårlige politikere, havde ødelagt danskernes moral.

Det er sådan set okay med mig, at den yderste venstrefløj har et radio-reservat, men Det Røde Felt adskiller sig værdipolitisk ikke fra andre programmer på samme kanal. I sidste uge hørte jeg eksempelvis 55 minutter (Tinne Hjersing Knudsen), der havde NGO-kritik af forholdene i libyske flygtningelejre som emne. Den ene interviewede politiker var Alternativets Rasmus Nordqvist, der ville lukke lejrene, og give mulighed for fri og sikker adgang til Europa. På den anden fløj var den konservativ EP-kandidat Pernille Weiss, og hun var i defensiven fra start til slut.

Pernille Weiss, K: … Vi har ihvertfald et moralsk ansvar… Vi har da under alle omstændigheder et moralsk ansvar… Der skal både tages nogle akutte konkrete skridt, og så skal der tages nogle mere sådan længerevarende mere systemisk arbejdende skridt, for at få folk til at finde en fremtid og et håb og et perspektiv i eget hjemland, så man slet ikke behøver at tænke den tanke, at jeg bliver nødt til at migrere med livet og mine børn og min ægtefælles tilværelse og sundhed som indsats. Det er det endemål vi skal ses for os.

vi må se på hvad vi kan gøre i de lande hvorfra folk de emigrerer. … Det der skal til er jo at folk slet ikke i Afrikas lande har behov for, føler lyst til, har trang til, ikke kan se anden udvej end at emigrere op imod Europa, og dermed også strande i Nordafrika.

… Vi skal få sat langt mere fart i at se på hvad vi kan gøre i de lande hvorfra folk starter deres migrationsrejse. Og det er der, hvor jeg oplever at det halter. Det er jo i EU’s egen interesse, kan man sige, at vi får opbygget et godt og sundt naboskab til Afrika med gode produktionsvirksomheder med sundheds- uddannelses- og socialsystemer, der virker på en måde, så det kun er den – hvad skal man sige, er den positive migration mellem nord og syd som kendetegner den måde vi er naboer til hinanden på.

samtidig med at der også bliver opbygget nogle relationer omkring uddannelse, undervisning, socialsystemer, som gør at der lige pludseligt vokser et sundt og bæredygtigt arbejds- og familieliv op for mennesker i Afrika. … Det er det der skal til.

(Pernille Weiss, EP-kaniddat for De Konservative)

Hvis man kalder velfærdsmigranterne for ‘klimaflygtninge’, så er nødvendige tiltag legale at diskutere.

“Problemet er enormt. Derfor bør man i de lande, hvor der er rigtig mange unge, indføre en etbarnspolitik som i Kina. Det kan være med til at forhindre, at det går helt galt. … Jeg er fuldstændig enig i, at man bør indføre en begrænsning. FN burde presse meget mere på, men det er svært, når der kommer noget religiøst ind over som prævention og abort.” (Professor Jørgen E. Olesen i Jyllands-Posten, 19. april 2019)


En værdifuld reserve: “… meget få kvinder med nyere flygtningebaggrund i almindeligt lønnet arbejde”

Berlingske refererer en analyse fra Dansk Erhverv, der fortæller at blot en brøkdel af kvinder der er kommet til landet som flygtning eller familiesammenført siden 2015 er i arbejde. I Silkeborg er det syv ud af 192, i Viborg er det fire ud af 190 og fremdeles. Ansættelse betyder blot 190 timer i kvartalet, og hermed kan jeg fastslå, at jeg – ene mand, har mere lønnet arbejde end de mere end 100 kvindelige flygtninge der kom til mellemstore kommuner såsom Frederikshavn, Holbæk og Holstebro. De er ‘en værdifuld reserve’, fortæller et jakkesæt fra Dansk Erhverv.

Fra Berlingske – I en stor jysk by bor 192 flygtninge eller familiesammenførte kvinder – syv af dem går på almindeligt arbejde.

“I Guldborgsund Kommune bor 123 kvinder, der er kommet til Danmark enten som flygtninge eller familiesammenførte siden 2015. Men færre end tre af dem går på ganske almindeligt arbejde.

I nabokommunen mod nord, Vordingborg, er historien den samme. Her bor 108 kvinder med nyere flygtningebaggrund. Færre end tre af dem er i arbejde. I Silkeborg bor 192 – syv af dem går på almindeligt lønnet arbejde.

Mens flere af landets virksomheder skriger på arbejdskraft, er meget få kvinder med nyere flygtningebaggrund i almindeligt lønnet arbejde. Ser man bort fra kommuner, der siden 2015 har modtaget ganske få flygtninge, har 21 af landets kommuner således færre end tre af de flygtninge- eller familiesammenførte kvinder, der er ankommet de seneste år, i almindeligt lønnet arbejde. …

Thomas Kastrup-Larsen er også formand for Arbejdsmarkeds- og Borgerserviceudvalget i Kommunernes Landsforening. Han peger på flere årsager til, at det går langsomt med at få kvinderne i job.

Rigtig mange af de her kvinder har en arbejdsidentitet fra deres hjemland, hvor de har været vant til, at kvinder hører til i hjemmet. Pludselig bliver de mødt med andre krav – og det, tror jeg, er svært for dem. For nogle er det svært at sparke døren ind, hos andre er der en modstand, hvor de hellere vil det hjemlige og trygge. Men de skal ud på arbejdsmarkedet, og vi skal gøre en stærk indsats for at få dem derud.'”


Multikultur i Sri Lanka efter terrorangreb: “When one bedbug bites, you want to kill all of them for it.”

‘Sri Lanka var hævn for Christchurch’, postulerede Islamisk Stat bekvemt, og ingen medier stillede spørgsmålstegn ved den overordnede kronologi, endsige terrorgruppens religiøse idegrundlag. Sri Lanka er ikke Danmark, men det er værd at huske, som Vlad Tepes så rigtigt pointerer: ‘Objects in history may be closer than they appear’.

Flere medier fortæller, at Sri Lankanske muslimer nu fordrives af andre etniske grupper, og Politiken går i den henseende hele vejen. Jyllands-Posten beretter med Reuters som kilde, at ‘flere hundrede pakistanske ahmadi-muslimer’ er flygtet, men stiller selvfølgelig ikke spørgsmålet, hvad de overhovedet laver i Sri Lanka.

Ahmadi-muslimerne flygtede fra den islamiske stat Pakistan, der betragter sekten som frafaldne vantro. Jeg kan kun opfordre til læsning af salige Samuel P. Huntingtons The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, der udkom på dansk i 2007. Multikultur er opskriften på borgerkrig, og Islam er qua det religiøse udgangspunkt benzin på bålet. Sri Lanka er ligesom Danmark en del af ‘Dar al-Harb, Krigens Hus, et landområde hvor Islam endnu ikke har skabt ‘fred’ (‘Dar al-Islam’).

Fra Jyllands-Posten – Muslimer frygter for følgerne efter bombeangrebene i Sri Lanka.

“Reuters beretter onsdag, at som minimum flere hundrede pakistanske ahmadi-muslimer i panik er flygtet fra etnisk blandede kvarterer til nye steder i landet. Det er frygt for at blive genstand for andre etniske gruppers vrede, der driver flugten…

På grund af eksplosionerne har de lokale sri lankanere angrebet vores huse, og ahmadi-samfundet sørger nu for, at vi kan komme sikkert væk. Lige nu ved vi ikke, hvor vi vil tage hen,’ fortæller muslimen Adnan Ali til Reuters om situationen.

En anden lokal muslim har ikke selv truffet valget om at drage væk.

‘De slår os, og selv vores udlejer vil ikke lade os bo her. Hun siger, vi skal tage væk: ‘Tag hvorhen I vil, men I kan ikke bo her’,’ fortæller kvinden Farah Jameel til Reuters.”

(Politiken, 24. April 2019: Muslimer i Sri Lanka har fået en ny frygt: De kristne)

“When one bedbug bites, you want to kill all of them for it… It’s like that in Sri Lanka right now.” (56-årig buddhist K.S. Manike til New York Times, 22. april 2019)



24. april 2019

“… særligt kristne konvertitter, ateister…, der er udsatte på centrene, hvor muslimer udgør flertallet”

Institut for Menneskerettigheder vil have større fokus på ‘håndtering af religionsrelaterede konflikter’ på asylcentre, og afhjælpe problemet med undervisning i ‘tolerance og religionsfrihed’. Hvis Islam var en skoledreng, ville han gå i specialklasse, som en skolelærer engang fortalte mig.

Muslimers manglende tolerance rammer særligt kristne, ateister, kvinder og homoseksuelle, konkluderes det i rapporten. Fra Kristeligt Dagblad – Ny rapport: Asylansøgere oplever religiøs chikane.

“En person har fået tæsk, så hans øje er flækket. En anden er blevet vækket midt om natten af truende, maskerede mænd, mens en tredje har fået fjernet sit køkkenudstyr fra fælleskøkkenet. Sådan lyder nogle af de eksempler på religiøst motiveret chikane, som beboere på landets asylcentre har været udsat for.

Eksemplerne stammer fra en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder, der har undersøgt religionsfriheden på danske asylcentre. Her lyder en af konklusionerne, at der findes problemer med både religiøst motiveret chikane og negativ social kontrol. Det er særligt kristne konvertitter, ateister, kvinder og LGBTI-personer, der er udsatte på centrene, hvor muslimer udgør flertallet af beboerne.

… Mens nogle beboere fortæller om problemer med religiøst motiverede trusler og chikane, oplever centrenes personale og ledelse det anderledes. Her siger mange, at problemet ikke er stort.”


Kronik: “Trods den nye politiske virkelighed syntes de kreative miljøer… lige upåvirkede og uvidende.”

Det er selvfølgelig fint, at Smike Käszner indrømmer, at han har stemt Dansk Folkeparti på grund af egne oplevelser med indvandringen. Det fremgår dog indirekte, at han har holdt det skjult for vennerne i den kreative klasse, og hermed bliver han en del af problemet. Kritikken kredser om partiets manglende kærlighed til public service-medier, og manglende accept af gensidig integration. Dansk Folkeparti er er ikke røde nok.

Nuvel. Stadig en læseværdig kronik af billedkunstner Smike Käszner. Set i Weekendavisen – Farvel og tak til DF.

“Jeg er noget så sjældent som et medlem af den kreative klasse, der har stemt Dansk Folkeparti gennem mange år. Men det er slut nu. ..

Tilfældet ville, at jeg som ung i midtfirserne kom lidt tættere på indvandrere og flygtninge end mine øvrige venner. Jeg var venner med nogle flygtninge og fik den vej rundt indblik i, hvordan man kunne opnå asyl i Danmark, Norge og Sverige samtidig. Og så bare tage turen rundt en gang imellem og samle socialydelserne ind fra alle tre lande. Jeg havde kortvarigt kolleger fra Marokko, der mente, at de nok ville slå deres datter ihjel, hvis de opdagede, at hun havde et forhold til en dansk dreng. Jeg levede selv i en periode med en muslimsk pige i udlandet, og den vej rundt fik jeg indblik i den misogyni og intolerance, som også kan opleves inden for islamisk kultur. …

Første halvdel af 1990erne var en tid med stor diskrepans mellem det billede, som politikerne tegnede, og det, man selv så og hørte. Debatten var fyldt med fornægtelser, underdrivelser og overdrivelser. Fra gamle venner (der ikke var fra den kreative klasse) hørte man om en virkelighed, som pressen og politikerne aldrig nævnte. Om omsorgshjem for multihandikappede børn med en voldsom overrepræsentation af tyrkiske børn, fordi herboende tyrkiske kvinder var proforma-mødre til handikappede børn fra landsbyen derhjemme. Om somaliske tolke, som i stedet for blot at oversætte for myndighederne lavede aftaler med asylansøgende landsmænd, så de kunne svare rigtigt under interview og dermed opnå asyl. Om hvordan fødeafdelingen blev fyldt med glade familiemedlemmer, og bilerne dyttede på parkeringspladsen, når den tyrkiske mor havde født et drengebarn. Men hvordan ingen kom på besøg, og moren selv måtte tage bussen hjem med den nyfødte, hvis det var et pigebarn. Og man tænkte, at enten var ens gamle venner blevet mytomaner, eller også blev noget fortiet. …

Trods den nye politiske virkelighed syntes de kreative miljøer, jeg begik mig i, lige upåvirkede og uvidende. Nu som før består dette segment stadig altovervejende af ‘kartofler’ (etniske danskere). Det er selvfølgelig ikke alle deres børn, der går på Rudolf Steiner-skoler eller Ingrid Jespersens, men de går heller ikke på indvandrertunge skoler. Og den muslimske indvandrer, som de gerne fremhæver som eksemplet på god integration (som oftest deres lokale grønthandler), kender de ikke. Det er ikke ham og hans kone, som de hænger ud med lørdag aften, og som de arrangerer parmiddage med. Omsorgssvigt, social kontrol og religiøs indoktrinering, som de aldrig ville acceptere, at naboens lille Ida blev udsat for, lader de ubekymret grønthandlerens Fatima opleve derhjemme i det almennyttige boligkompleks.

De få blandt den kreative klasse, der kan se tingene nogenlunde klart, er desværre konfliktsky. Når man er på tomandshånd, forklarer de, at ‘der intet er at vinde ved at gå ind i den debat, man kan kun tabe’. Altså karrieremæssigt. Det synes nogle gange, som om den kreative klasses eneste bidrag til indvandrer- og flygtningedebatten er at hænge Superflex-plakaten op på væggen: ‘Foreigners, please don’t leave us alone with the Danes’.

[…]

Intet europæisk land har løst dette problem. Det vil kræve et hidtil uset mod til at eksperimentere, til at holde fast og til at investere. Kan DF bidrage konstruktivt til denne fase? Jeg tvivler, da det vil kræve, at partiet forstår, at gruppen af danske statsborgere med muslimske rødder nu er så stor, at den ikke kan integreres, uden at det også har en afsmittende virkning den anden vej. … Og det accepterer DF ikke.

Vi overlever nok at overtage nogle flere mellemøstlige kulturtræk.



23. april 2019

Breaking: De der mange ‘nynazister’, som er imod indvandring, er helt almindelige menenesker…

Mungo Parks kommende teaterchef hedder Anna Malzer, en tidligere model, der gør i ‘dokufiktion’, fordi hun vil fortælle ‘dybdeborende historier om virkeligheden’, som pressede journalister ikke formår. I et interview med Berlingske beretter hun om research i en svensk by, hvor nynazister har brændt det lokale asylcenter. Hun finder ud af, at der er rigtig mange ‘nynazister’ i byen med 52 indbyggere, men at de er helt almindelige mennesker.

Måske er det i virkeligheden bare den Nørrebro-bosatte teaterchefs fordomme om indvandringsmodstanden, der gør at frustrerede Sosu-assistenter og arbejdsløse skal kaldes ‘nynazister’, så hun kan skabe et kunstigt paradoks i forhold til deres menneskelighed. 27-årige Anna er vejet, og fundet for let.

Fra Berlingske – Da Anna mødte nynazisterne, skete der noget, hun aldrig kunne have digtet sig til.

“Anna Malzer ville ikke lave en forestilling om nynazister, selv om hun måske nok kunne forestille sig, at de stod bag. I stedet rejste hun til det lille samfund for at tale med forskellige mennesker. Sosu-assistenter, arbejdsløse, den lokale politimand. Og hun fik 15 forskellige svar fra 15 forskellige mennesker.

… efterhånden vandt de danske teaterfolk en ung nynazists tillid og tilbragte tid med ham. …

‘Han havde nogle tydelige begrundelser for handlingen – pludselig kom der 82 nye mennesker til et lille samfund med 52 indbyggere, regeringen lyttede ikke til de oprindelige beboere, der ikke måtte sige, hvad de mente. Klare tilkendegivelser, man godt havde kunnet gætte sig til, men også forudsigeligt. Vi var ved at prøve at forlade ham for så at finde nogle andre mennesker, da han spurgte, om vi ville med ham ind og spille Counter-Strike. Vi kedede os lidt og gik med ind på hans internetcafe. Og der sagde han så meget hjerteligt hej til en pige med tørklæde. Det syntes vi, var meget underligt. Men de to spillede computerspil sammen og var virkelig gode venner inde i den fiktive verden. Til gengæld hadede de hinanden uden for fiktionen.’

Det møde var naturligvis et dilemma, Anna Malzer kunne bruge i den forestilling, hun siden skabte.

De var ligesom Romeo og Julie, der elskede hinanden, men ikke måtte få hinanden for deres familie. …’ forklarer instruktøren…”



21. april 2019

Danmarks sønner (2019): Virkelighedsfjernt associationstrick, opfordring til selvtægt mod danskere…

Langfredag tog jeg sammen med en mindre flok Odense-baserede sønner af Danmark ind for at se Ulaa Salims DFI-støttede ‘Danmarks sønner’. For en gennemgang af filmens plot henviser jeg til Storm over Europa, der i øvrigt fortæller at indvandrede jublede med Allahu-akbar-tilråb da filmens nyvalgte statsminister blev myrdet.

Filmen starter på årsdagen for et terrorangreb (20. april, Hitlers fødselsdag), hvor Martin Nordahl, formand for Nationalbevægelsen, forklarer at det er nødvendigt at genvinde Danmark. Partiet er netop blevet opstillingsberettiget har medvind i meningsmålingerne, står til at blive statsminister med krav om repatriering af herboende udlændinge.

(Martin Nordahl, leder af ‘Nationalbevægelsen’. Kyniske demagog, tidl. aktiv i ‘Danmarks sønner’)

Filmen slutter på valgaftenen, hvor Nordahl er ved at erklære sig som Danmarks nye statsminister, da han skydes af PET-agenten Malik, der et år forinden reddede Nordahl fra at blive likvideret af 19-årige Zakaria.

Plottet er en klar kommentar til Danmark anno 2019, og ‘Nationalbevægelsen’ repræsenterer tydeligvis Nye Borgerlige. Partiets logo er en svane, som Nye Borgerliges. ‘Danmark sønner’ er en højreradikal bevægelse (Tænk: ‘Sons of Odin’, ‘Danish Defence League’ mm.), som Nordahl tidligere var medlem af, der har udført adskillige syreangreb på udlændinge.

Det kunne være legitimt at lave en film om gensidig eskalering mod et borgerkrigslignende scenarie i nær fremtid, men det har ikke været instruktørens hensigt. Det er ikke en ‘Islam vs dansk kultur’-film. Danmark portrætteres som et racistisk land med daglige højreradikale angreb på udlændinge, som selvfølgelig var bange i det daglige. Islam er helt skrevet ud af filmen, og hverken Maliks kone eller Zakarias mor bærer slør. Araberne der påtænker at slå igen er blottet for ideologi, omend det en enkelt gang henkastet nævnes at det intet har med Islam at gøre. Den ældre mand der radikaliserer Zakaria er ikke imam, der kæmper en jihadistisk Islam, men en frustreret familiefar, der ikke vil flygte igen…

Vi er meget langt fra virkeligheden. Højreorienterede bevægelser angriber udlændinge i flæng, en nynazist er ved at blive valgt til statsminister. Danskerne præsenteres som onde, kolde og kyniske. Karakteropbygningen er banal og tilfældig. Omvendt med araberne. De er hjertelige, varme og i det store og hele ofre. Der er lange sekvenser hvor Zakaria omfavner sin mor eller leger med sin lillebror, og her har vi med rigtige mennesker at gøre. Nordahl leger ikke med sin dreng i Klampenborg-palæet, og her får vi blot overfladiske portrætter.

‘Danmarks sønner’ opdager via en meddeler (der myrdes), at Malik er PET-agent, og hans kone udsættes for syreangreb i privaten. Hans dreng skydes på klods hold! Vold avler vold, og som vi må forstå, så startede det med politisk kamp mod indvandring, der motiverer højreradikale til vold mod udlændinge. Omvendtsland.

Scenariet er ens over hele Europa, og Islam er, let fortegnet, eneste konstant.

(Højreradikale ‘Danmarks sønner’ myrder Maliks søn)

Som Dansk Folkepartis Alex Arendtsen, så rigtigt har påpeget, så er filmen qua sit plot (og tidsmæssige ramme) indirekte en opfordring til selvtægt. Det er værd at huske på, når indvandrere næsten på premieredatoen går amok over banal islamkritik.

(Reklame for ‘Danmarks sønner’, Haraldsgade, København, 13. april 2019; Foto: Martin Sundstrøm)



20. april 2019

Initiativtager til anti-Paludan-indsamling er DR-tilknyttet journalist: Glemte TV-avisen lige at fortælle

Fredagens tophistorie i 21-udgaven af TV-avisen var en historie om mulig russisk indblanding i det kommende EP-valg. Herefter en historie om klimaaktivister i England, og så en historie om en mand der har startet en indsamling til Dansk Flygtningehjælp for at trolle ‘den racismedømte’ Rasmus Paludan. Påske-propaganda, så at sige.

Manden bag indsamlingen hedder Nicolai Würtz, hvad umiddelbart ikke sagde mig noget. Ballet Magnifique fortæller, at denne her tilfældige mand er journalist, har en fortid på DR og er kendt i mediebranchen. Går man lidt længere tilbage kan man se at han fra 1994 til 1997 var international sekretær for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk, to organisationer der gennem årene har været domineret af den yderste venstrefløj, herunder Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU). Få år forinden var formanden for DGS eksempelvis DKU’eren Naja Nielsen, der nu er chef for DR Nyheder med ansvar for TV-avisen.

Mens TV-avisen fortæller, at Paludans demonstration ‘og optøjerne’ motiverede ham til at lave en indsamling til Dansk Flygtningehjælp, ses indvandrere angribe politiet med kasteskyts i baggrunden. Vi kender det alle. Man ser indvandrere gå amok, og får spontan lyst til at støtte indvandringen økonomisk. Vi lever i absurde tider.

Endnu et pletskud fra Ballet Magnifique – Fake news alarm: Tidligere DR-kollega står bag anti-Rasmus Paludan-kampagne.

“Fredag aften viste TV Avisen på DR1 et nyhedsindslag med den ‘godhjertede’ mand, der står bag en ny anti-Paludan-kampagne, hvor manden samler ind til mere indvandring i Danmark

Netop flere penge til indvandring og had mod politikeren Rasmus Paludan er noget Danmarks Radio elsker. Så DR lavede et meget ukritisk nyhedsindslag med initiativtageren Nicolai Würtz. Det er Nicolai Würtz, der samler penge ind til mellemøstlige indvandrere i disse dage i Rasmus Paludans navn.

Problemet er bare, at Nicolai Würtz er tidligere mangeårig kollega med nyhedjournalisterne på DR. Det glemte TV Avisen at fortælle licensbetalerne.

I dag er Nicolai Würtz chef i et stort tv-selskab, der lever af at lave tv-programmer, der bliver solgt til Danmarks Radio. Så Nicolai Würtz har stadig snablen langt nede i licenskassen på DR.

Det var for eksempel Nicolai Würtz, der lavede den store Kim Larsen mindekoncert på Rådhuspladsen, og han står også bag programmer som ‘Gift ved første blik’ samt fredagsunderholdning på DR1 med den folkekære Mads Steffensen.

.. Licensbetalerne måtte ikke kende sandheden om anti-Paludan-kampagnen. Det er nemlig en tidligere god DR-kollega, der står bag. En ægte journalist, der omfavner islam og indvandring.”

(Collage: Nicolai Würtz, tidligere DR, TV-avisen, 19. april 2019)

Oploadet Kl. 22:17 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper