25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen Erik Høgh-Sørensen i Weekendavisen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



24. april 2017

Sygeplejersker: Patienter føler sig intimideret af ‘hospitalspersonale i hijabuniform’

“Vores faglighed er helt afgørende”, forklarede formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen til foreningens tidsskrift tilbage i 2013. Et par sider længere fremme kan man læse en længere researchet artikel af freelancejournalisten Andreas Rasmussen, identisk med lederen af erklærede venstremilitante Antifascistisk Aktion. Senere vikarierede han som pressemedarbejder for organisationen.

Læserbrev i Kristeligt Dagblad af sygeplejerskerne Signe Fagerberg Poulsen og Rachel Adelberg Johansen – Sygeplejersker: Patienter intimideres af religiøse tørklæder

“Debatten om religiøse symboler på hospitalsmedarbejdere i Region Syddanmark er igen aktuel, efter at medlemmer af regionsrådet for Liberal Alliance og Nye Borgerlige har rejst den yderst vedkommende sag.

Formand for Dansk Sygeplejeråd, Grete Christensen, er citeret i Kristeligt Dagblad 28. marts for at sige, at ‘medarbejderne arbejder typisk ud fra et etisk kodeks i deres fremtræden på hospitalsgangene’. Man kan så stille spørgsmålstegn ved, om den islamiske hijabuniform, som visse muslimske ansatte anvender sammen med den neutrale hospitalsuniform, lever op til et etisk kodeks om ikke at pådutte patienterne sine egne trosideologiske symboler.

Den islamiske hijab er ifølge den muslimsk-albanske forfatter Zana Ramadani en problematisk markør, eftersom netop denne markør bliver brugt som tvangstilsløring af kvinder, de steder hvor politisk islam vinder indpas.

Grete Christensen påstår, at hun ikke har hørt om problemer i forbindelse med sine medlemmers ideologiske, politiske eller religiøse tilhørsforhold. Det kan synes påfaldende, eftersom Kristeligt Dagblad netop rejste sagen om forbud mod hijab på hospitalspersonale tilbage i 2009. Det skete på baggrund af, at vi var en gruppe medarbejdere på Odense Universitetshospital, som havde oplevet flere patienter angive, at de følte det grænseoverskridende og intimiderende at skulle konfronteres med hospitalspersonale i hijabuniform.

Vi rejste debatten i tre åbne breve i det interne hospitalsblad til uniformsudvalget, hvor vi påpegede problemstillingen og bakkede patienterne op.

I modsætning til Dansk Sygeplejeråd, der enten ignorerer eller ikke vil se problemerne i øjnene, oplever vi som hospitalspersonale ‘på gulvet’ problemer med med netop trosideologiske symboler, navnlig hijabuniformen, som undergraver den neutrale uniform. De trosideologiske symboler bør lægges i omklædningsrummet eller bæres under hospitalsuniformen i arbejdstiden. Det må være funktionen, som er i forgrunden, og private præferencer i baggrunden i arbejdstiden.

Derfor fortjener regionsrådsmedlemmerne i Region Syddanmark fuld opbakning i sagen om forbud mod religiøse symboler på hospitalsuniformen.”



22. april 2017

Danmark kan ikke selv styre ‘tilstrømningen af flygtninge’, sagde den radikale: Hylder Kristian Jensen

I de her spørgsmål har jeg ikke den store tiltro til hverken Socialdemokraterne under erfaringsramte Mette Frederiksen eller et liberalt Venstre under en pæn bankmand som Kristian Jensen. Med Henrik Sass Larsen og Mattias Tesfaye er der mere tyngde i førstnævnte, men selvom Svend Auken ikke er mere, så er der stadig masser af verdensreddere på centrale poster i partiet. Dansk politik er ved en korsvej, og det er vel det bedste af det hele.

Fra Berlingske – Radikal topfigur tordner mod Sass Larsen: ‘At tro, at Danmark kan styre tilstrømningen af flygtninge til Europa, er meget naivt’.

“Det er efterhånden umuligt at høre, om Henrik Sass Larsen repræsenterer Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti, hvis man spørger de Radikales Sofie Carsten Nielsen.

Sammenligningen fra de Radikales nummer to kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i Ekstra Bladet har slået til lyd for, at Danmark er nødt til at regulere antallet af udlændinge, der kommer til landet, og at der skal sættes faste grænser for antal.

Samtidig kommer Sass Larsen med slet skjulte anklager mod bl.a. de Radikale og Alternativet for som ‘humanistiske utopister’ at sætte velfærdsstaten på spil for indvandringens skyld. …

‘At Henrik Sass mener, at alle andre er nogle nokkefår, er ikke nyt. Heller ikke at han beskylder folk, der lever af cafe latte og bor på Østerbro for at have alle de forkerte holdninger. … Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude,’ siger hun.

Desuden er Socialdemokratiets gruppeformand ifølge Sofie Carsten Nielsen mere naiv end hans politiske erfaring tillader, hvis han tror, Danmark alene kan styre tilstrømningen af flygtninge.

‘At tro at Danmark kan styre tilstrømningen af flygtninge til Europa er meget naivt. Den realistiske løsning er europæisk,’ siger hun.

(De Radikale hylder internationalister, herunder Kristian Jensen, 2017)



20. april 2017

Jyllands-Posten i leder om Erdogans valgsejr: “Hvad hældte man i tyrkernes babymos, da de var små?”

Journalister har det ofte svært med simple årsagssammenhænge, men det ser ud til at borgerlige aviser efter flere årtiers ideologiseret tomgang så småt er ved at forstå, at ‘multikulturalisme’ betyder ‘eksistensen af flere kulturelle traditioner i samme land’. Jyllands-Posten stiller de rigtige spørgsmål, og så er vi trods alt lidt tættere på svaret.

Fremragende leder i tirsdagens Jyllands-Posten – Hvad hældte man i tyrkernes babymos, da de var små?

“Der er to triste erfaringer at gøre efter folkeafstemningen om forfatningsreformen i Tyrkiet. Den ene er, at landet formentlig de næste mange år vil udvikle sig stadig mere diktatorisk. Den anden er, at den synes at vise, at mange, måske de fleste, tyrkere i Vesteuropa aldrig er blevet integreret.

… store dele af de tyrkiske indvandrere i bl.a. Tyskland, Belgien, Østrig og Danmark ser ud til at leve i en boble. I Tyskland stemte 64 pct. for Erdogans reform, i Belgien var det 75, i Østrig 73 og i Danmark 61 pct. …

Hvordan i himlens navn kan et menneske, der er født i München eller Middelfart, gå ind for diktatur, knægtelse af ytringsfriheden, afskaffelse af retsstaten og forfølgelse af ikkevoldelige kritikere? Hvad hældte man i babymosen, da de var små? Ingen kommer til verden som antidemokrat. Hvad har forældrene lært dem? Lukkede de ørerne i skolen? Hvorfor stemmer de for et totalitært system, men har åbenbart ingen planer om at forlade det frie Vesten?

… Tyrkere i Vesteuropa burde tænke sig om.”

(Harrison & Huntington (red.), Culture Matters: How Values Shape Human Progress, 2001)

Oploadet Kl. 17:34 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


19. april 2017

Sahar Asif: Syrienfrivillige radikaliseres af kategorisering som ‘hellige krigere og landsforrædere’

Tilbage i 2013 beklagede statskundskabsstuderende Sahar Asif sig i Politiken, over at hun som ‘praktiserende muslim’ havde svært ved at blive accepteret som dansker på grund af den omsigsgribende ‘islamofobi’ i det danske samfund. En sang der ofte synges af stramme tørklæder.

I et interview i Djøfbladet præsenterer hun hendes speciale, der – meget sigende – er slet skjult apologi for militant islamisme. På baggrund af samtaler med Nasim, Mohammed og Akram, fortæller hun, at det er Danmark som har radikaliseret dem ved ikke at give plads nok til Islam. Bemærk eufemismen ‘en anden livsanskuelse’.

Problemet er politikerne og medierne, der skaber en fortælling om ‘hellige krigere og landsforrædere’, blot fordi de har været i Syrien, måske som ‘nødhjælpsarbejdere’. To af tre hun har interviewet til afhandlingen har intet forhold til Danmark, og den ene ser ligefrem danskerne som ‘vantro’. Klart. Det er danskernes skyld.

Set udenfor det mentale slør, så kan Danmark kun undgå islamisk radikalisering ved smilende at lade sig islamisere. Set i den optik, er det nok bedre at blive skyldt for ‘islamofobi’ af ‘praktiserende muslimer’. Også selvom de titulerer sig cand. scient. pol. Fra Djøfbladets aprilnummer – Politikere tænder unge mænds had.

“Sahar Asif måtte aktivere hele sit netværk og få andre til at stå inde for, at hun ikke var hemmelig PET-agent, inden hun efter ti måneder fandt frem til tre unge mænd, der havde lyst til at blive interviewet af hende til specialet. To af dem havde været i Syrien – den ene i Islamisk Stat. Den tredje havde fået inddraget sit pas på grund af mistanke om, at han ville tage af sted.

Hun talte med dem om, hvordan de reagerer på politikernes tale og politik. Hun læste også omkring 3.000 nyhedsartikler fra medierne for at finde ud af, hvilke fortællinger politikerne skaber om potentielle syrienskrigere.

Hvad fandt du frem til i artiklerne? ‘At politikere fra alle partier skaber fortællinger om hellige krigere og landsforrædere, som Danmark skal beskyttes mod. Desuden bliver der ikke taget hensyn til, hvad folk reelt laver i Syrien – om de fx er nødhjælpsarbejdere.’

Hvad brugte du den viden til? ‘Det nye, som mit speciale bidrager med, er, hvordan de her unge mænd reagerer på deres egen kategorisering som potentielle syrienskrigere, der ifølge politikerne er en sikkerhedstrussel. De mente ikke selv, at de var sikkerhedstrusler, bare fordi de havde noget med Syrien eller Islamisk Stat at gøre. Derudover var de tre meget forskellige.’

‘… Men det ændrer jo ikke på, at de fx fortæller mig, at politikernes fortællinger kan radikalisere dem yderligere, fordi de føler sig skubbet ud af samfundet.’

Hvad kan politikerne gøre anderledes?

‘I stedet for at kategorisere potentielle syrienskrigere som én homogen gruppe kræver det, at man kommer ind og taler med individet, da italesættelsen, som den er nu, kan være med til at radikalisere yderligere. Kort fortalt skaber politikerne en modreaktion hos de potentielle syrienskrigere, som kan gå hen og blive til en ond cirkel.'”

(Djøfbladet, april 2017, s. 29)

Oploadet Kl. 10:29 af Kim Møller — Direkte link18 kommentarer


17. april 2017

Herboende tyrkere stemte ja: TV-avisen sendte live fra Brønshøj, hvor ‘De Grå Ulve København’ festede

Recep Erdogan vandt knebent gårsdagens folkeafstemning om øgede magtbeføjelser til ham selv, men som Ekstra Bladet kan fortælle, så var der faktisk større tilslutning til Erdogan blandt herboende tyrkere end der var i Tyrkiet. Hele 60,4 procent stemte ja til forfatningsændringen.

DR Nyheder bragte et yderst illustrativt indslag i 18.30 TV-avisen. Først et interview med ‘Nej-initiativet’ anført af kurdiske Mustafa Topal, der frygtede diktatur og islamisering. I baggrunden ses flere kvinder, ingen med slør.

Dernæst et interview med næstformanden for ‘Tyrkisk-Skandinavisk Forening’ en Levent Ökten, der for et par år siden som talsmand for ‘Landsforening for Tyrkiske Foreninger’ opponerede imod et københavnsk mindemærke for Det Armenske Folkedrab. Han er aktiv i ‘MHP Danimarka‘, De Grå Ulves politiske forgrening, pan-tyrkiske nationalister. Han stemte ja til øgede beføjelser til Erdogan, hvis nogen skulle være i tvivl.

Det afsluttende interview fortjener en nærmere gennemgang. Vi er i en tyrkisk klub i Brønshøj – kun mænd er tilstede. Jeg bemærkede, at man i baggrunden kunne se et billede af Alparslan Türkeş, De Grå Ulves grundlægger. Klubben beskrives ikke nærmere, og man får nemt det indtryk, at DR Nyheder bevidst undlod at gå i detaljer. Det skulle være et feelgood-indslag om herboende tyrkere, der på god demokratisk vis festede med te og frugt på valgaftenen. Og sådan blev det.

(Dokumentation: TV-avisen live fra De Grå Ulve-klub i Brønshøj, 16. april 2017)

Erkan Özden, TV-avisen (kurder): – Og så er min kollega Vicki Therkildsen også med fra et arrangement hvor en gruppe ja-sigere mødes, altså her i Danmark. Hvad er det der skal ske, der hvor du er?

Vicki Therkildsen, TV-avisen: Man har været samlet siden klokken 5 i eftermiddag, og der er te på bordene, der er frugt på bordene, og så er der så småt feststemning, for man har jo altså kunne danne sig et overblik hvordan resultatet sandsynligvis kommer til at se ud.

Taner, du er en af dem der stemte ja. Hvorfor gjorde du det?

Taner Oruc, ja-siger: Fordi jeg tror at Tyrkiet har gavn af, at blive styret på den måde der – af en mand. Sammen med sit folketing.

Vicki Therkildsen: Her i forsamlingen, hvor der er samlet en 30-40 mennesker på nuværende tidspunkt, der kommer man fortsat til at følge afgørelsen og muligvis også holde en lille smule fest.

(Taner Oruc, der stemte ja)

Den interviewede, der ønskede en stærk præsident, støtter tydeligvis De Grå Ulve. Ja, faktisk fandt arrangementet sted i lokaler tilhørende ‘Kopenhag Ülkü Ocağı’, ‘De Grå Ulve København’. Her lidt fra Wikipedia om terrororganisationen.

“One of their mottos is ‘Your doctor will be a Turk and your medicine will be Islam.’ Their ideology is based on the superiority of the Turkish race and the Turkish nation. According to Peters, they strive for an ‘ideal’ Turkish nation, which they define as ‘Sunni-Islamic and mono-ethnic: only inhabited by ‘true’ Turks.’ … they are hostile to virtually all non-Turkish elements within Turkey, including Kurds, Alevis, Armenians, Greeks, and Christians overall. They also embrace anti-Semitic conspiracy theories such as those put forward byThe Protocols of the Elders of Zion. They have distributed the Turkish translation of Adolf Hitler’s Mein Kampf.” (Wikipedia, Ideology; Se evt. tidligere post)

(Taner Oruc på Facebook, 18. februar 2017)

(Copenhagen Ulku Ocagi sendte live på Facebook, under TV-avisens besøg, 16. april 2017)

(‘Copenhagen Ulku Ocagi’, Frederikssundsvej 274c, Brønshøj)

Opdate. TV2 Nyhederne har talt med grønthandler Ali Afacan, der stemte ja fordi han syntes, at den nye grundlov er ‘mere demokratisk, end den gamle’. Han var en dem der var tilstede i ‘Copenhagen Ulku Ocagi’, og på Facebook deler han da også flittigt De Grå Ulve-materiale med Alparslan Türkeş og den nuværende MHP-leder Devlet Bahçeli. Hans profilbillede mindes Slaget ved Manzikert i 1071, hvor seldsjukkerne under Alp Arslan besejrede Det Byzantinske Rige, hvad gav tyrkiske nomader mulighed for at bosætte sig i bosætte sig i hele Anatolien.



13. april 2017

Niels Jespersen om dårlig integration: “Hvorfor er det en murersvend, der skal fortælle os det her?”

Kronik af Niels Jespersen, der tager sit afsæt i Mattias Tesfayes nye bog om socialdemokratisk udlændingepolitik. Bær over med positioneringerne, højreorienteret er velorienteret. Fra Berlingske – Efterlysning: Akademikere der tør mene noget.

Når man læser om udlændingedebatten i Socialdemokratiet fra 1960erne til nu, er det som at se en togulykke i langsom gengivelse. Allerede i 1980erne var det åbenlyst, at integrationen ikke fungerede. Alt for mange indvandrere giftede sig med personer fra hjemlandet, der så blev fløjet op og installeret i kommunalt betalte lejligheder. …

Det var de såkaldte vestegnsborgmestre i Ishøj, Brøndby og Hvidovre, der sad med de konkrete problemer. Forgæves forsøgte de at råbe især Svend Auken op, men han bortforklarede integrationsproblemerne som udtryk for fordomme og småracisme.

Poul Nyrup Rasmussen, der blev statsminister i 1993, var mere lydhør, men han prioriterede forholdet til Det Radikale Venstre højere end sit eget bagland. Samtidig var der stærke kræfter i Socialdemokratiet, der så enhver kursændring som en indrømmelse til den indre svinehund. …

Hvorfor er det en murersvend, der skal fortælle os det her?

Misforstå mig ikke. Jeg har den højeste veneration for håndværkere, men hvor er alle de akademikere og forskere og konsulenter, der lever professionelt af at arbejde med integration og analysere samfundet i almindelighed?

Det er selvsagt ikke fordi, der ikke bliver skrevet og sagt rigeligt om integration og udlændinge. Tværtimod. Indvandring og islam er nok det emne, flest har en mening om. I Danmark er der tusindvis af forskere og akademikere, der beskæftiger sig med at måle og veje og beskrive vores samtid. Alligevel er det som om, at advarslerne har været meget få fra den kant. …

Det virker som om, at der er en modvilje mod at forske i og diskutere multikulturalismens skyggesider. Det er sikkert menneskeligt nok, og alle akademikere kender følelsen af, at man altid skal være den nuancerede part og trække forståelsen væk fra yderpunkterne. Men ved at ignorere eller gå let hen over emner som arbejdsløshed, social svindel, religiøs radikalisering og jødehad i minoritetsmiljøer overlades fortolkningsretten til Hr. og Fru Facebookekspert.

I disse år vokser alternative medier med alternativ fakta frem på internettet. Den Korte Avis, Newsspeek og højreradikale blogs i frøers mængde. Nogle er fake news, og andre er bare ekstremt tendentiøse. Men mange læser dem, fordi de ikke føler, at mainstream-politikerne, mainstream-akademikerne og mainstream-medierne tager udfordringerne ved indvandringen seriøst.

Der er tale om en af de største forandringer i danmarkshistorien, alligevel er det som om, at eksperterne hellere vil fokusere på enkeltdelene, frem for at sætte det ind i en større kontekst.”


Slagelse: Pensionist forulempet af indvandrere, selvhadsk reaktion – “Er jeg en sur, gammel racist?”

Det fortælles i artiklen, at 73-årige Lasse Larsen var med til at ’starte en moske i Slagelse’ tilbage i 1986, og uanset hvilken vinkel man angriber sagen fra, så er han en integreret del af problemet. På den ene side insinuerer han, at det skulle være racistisk at opponere mod racistisk hetz. På den anden side, fordi han som en anden Martin Henriksen betvivler drengenes danskhed. Fra Sjællandske Nyheder – – Er jeg en sur, gammel racist?

“- Er jeg blevet en sur, gammel racist – eller ikke? Jeg er i tvivl, og det plager mig, siger han og fortæller om episoden:

– Jeg kom stille og roligt gående om eftermiddagen, da en gruppe på fem-seks unge indvandrere kom hen til mig. De havde muligvis fået øje på det lille kors, som jeg altid bærer om halsen, og så er det, at en af dem kalder mig en ‘kristen luder’, fortæller han.

Først blev han helt paf ved det uventede, verbale angreb, men genvandt hurtigt fatningen:

– Jeg spurgte ham, hvad fanden han bildte sig ind. … De unge begyndte at puffe lidt til Lasse, og han stillede sig instinktivt op i sin gamle boksepositur. …

‘Vi skal nok finde ud af, hvem du er, og hvor du bor, lød det fra gruppen. …

– Dem, som kalder Danmark ‘et luderland’ og kalder os for ‘vantro’ – hvorfor er de her overhovedet? Og hvorfor bliver de her, spørger han og fortsætter:

– De bør da være stolte af at være syrer, iraner eller iraker. Men de skal også forstå, at vi er stolte af at være danske. …”


Hijab-romantik: Norsk ungdomsserie normaliserer ære & skam-kulturen (islamismens flag)

Fjerde sæson af den norske tv-serie ‘Skam’ er netop gået i luften, og her her kan man blandt andet følge hijabklædte Sana Bakkousch, hvis karakter er med til at normalisere ‘islamismens flag’. Skal det være norsk, så foretrækker jeg Lilyhammerm, hvor prioriteterne er lidt anderledes.

Her lidt fra en ældre klumme af Duygu Cakir i Dagbladet Information – Kan det virkelig passe, at jeg skal se norsk tv for at kunne genkende mig selv? (1. november 2016)

“… jeg klappede i hænderne af glæde over den norske tv-serie SKAM. Da jeg så, hvordan norsk fjernsyn portrætterer den muslimske pige, blev jeg helt ekstatisk. For i Danmark er portrættet ofte et andet. …

Kan det virkelig passe, at jeg skal se norsk tv for at kunne genkende mig selv? I de danske medier er den muslimske pige og kvinde oftest en forsimplet og overfladisk stereotyp, som hverken mine veninder eller jeg selv kan genkende. Der er masser af Sana’er derude, men vi ser dem ikke. …

Hvis dansk tv portrætterede unge muslimer på en mere nuanceret måde, ville mange menneskers møde med muslimen være præget af færre fordomme. …

Det provokerer mig, at der er behov for programmer, der skal oplyse den almene dansker om, hvordan en dansk muslimsk pige er. Hvorfor antager vi, at den muslimske pige er meget anderledes end majoritetsdanskeren?

På den måde opretholder dansk tv fordomme, og de ellers fine intentioner får den modsatte effekt, når man vil vise, at muslimske piger i virkeligheden ikke er så anderledes end majoriteten. Hvorfor har vi behov for at vise, at de ikke er anderledes end majoriteten, eller at de er gode og integrerede piger – selv om de er muslimer?

Da jeg så Sana i SKAM blev jeg begejstret, fordi hun er en stemme for en generation af muslimske piger, der ofte bliver negligeret på dansk tv. … Vores identitet bliver frarøvet på denne måde. …

Vi skal videre. Vi skal have serier, programmer og formater, der ikke kun bruger den muslimske pige, fordi hun er muslim. Hun skal også bruges i sammenhænge, hvor der er fokus på hendes individ, faglighed og person.

Sana eksisterer ikke på dansk tv, fordi vi i Danmark stadig dyrker det stereotype billede af den muslimske pige. Det er på tide, at den danske tv-branche tager ved lære af Norge og følger trop. Giv plads til flere Sana’er.

(Iman Meskini som Sana Bakkoush i tv-serien ‘Skam’, 2015-)

“Islam sier det samme som alti: at alle mennesker i denne verden er like mye verdt. Og at ingen mennesker skal baksnakkes, krenkes, dømmes eller latterliggjøres. Så hvis du hører noen bruke religion for å argumentere for hatet sit, så ikke hør på dem. Fordi hat kommer ikke fra religion, det kommer fra frykt.” (Sana til homoseksuel ven i Skam s3e8)

Oploadet Kl. 08:17 af Kim Møller — Direkte link43 kommentarer


6. april 2017

Homofobisk overfald med boltsaks gav samlende ‘hashtag’, jf. DR: Intet om ‘een groep Marokannen’

Uanset om man får sine nyheder fra pseudo-borgerlige Berlingske eller anti-borgerlige DR, så ender man med en feelgood-historie om et nyt samlende hashtag mod homofobi. Det tog under et minut at finde ofrenes Facebook-profiler, og komme tættere på sandheden.

Fra DR Online – Hollandske mænd holder i hånd i solidaritet med homoseksuelt par.

“Mænd over hele Holland tager hinanden i hånden i solidaritet med et homoseksuelt par, som i weekenden blev brutalt overfaldet. Det skriver mediet Attitude.

Parret, Jasper Vernes-Sewratan og Ronnie Sewratan-Vernes, blev overmandet af en gruppe på seks til otte mænd, som så dem holde i hånd tidligt søndag morgen i den hollandske by Arnhem.

Ronnie Sewratan-Vernes mistede fire tænder efter at være blevet slået i hovedet med en boltsaks, mens Jasper Vernes-Sewratan har fået skader på bryst, ryg og ben, skriver mediet RTL Nieuws. …

To ledende, hollandske politikere tog opbakningen til parret et skridt videre, da de ankom hånd i hånd til et møde om dannelsen af den nye hollandske regering. … Optrinnet blev delt med hashtagget #allemannenhandinhand, som har spredt sig til hele Holland…

(Jasper Vernes-Sewratan på Facebook, 2. april 2017; NB: Min fremhævelse)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper