16. april 2015

Forskere revser folkeskolen: Muslimske elever får den opfattelse “at de skal være afslappede muslimer”

Tidligere på ugen skrev en muslimsk bekendt på Facebook, at hun følte sig bedre tilpas i Sverige, hvor hun føler sig mere ligeværdig. Hun er sekulær, ikke rettroende, men foretrak alligevel islamiseret multikultur ala Sverige, frem for den danske ‘leitkultur’. For mig at se problemet med det multikulturelle samfund i en nøddeskal. Det er ikke et nulsum-spil, men et spørgsmål om kulturel dominans. Den dag hun ikke føler sig fremmedgjort, er den dag hvor danskerne ikke føler sig hjemme i sit eget land.

Forskere vil naturligvis hellere islamisere end konfrontere Islam, intet nyt i det. Fra DR Online – Folkeskolen er ikke gearet til religiøse elever.

“Den danske folkeskole er generelt ikke god til at tale om religion med eleverne, og det er problematisk, fordi nogle muslimske børn oplever, at religion er meget vigtigt for deres liv. Det mener Laura Gilliam, der er antropolog, integrationsforsker og lektor på Institut for uddannelse og pædagogik på Aarhus Universitet. Hun har undersøgt muslimske børns trivsel i folkeskolen.

- Lige nu er tendensen mest, at religion bliver nedtonet på en måde, så det nærmer sig en tabuisering. Det betyder, at nogle muslimske elever får en oplevelse af, at de skal være afslappede muslimer; det betyder, at de ikke skal lade religion påvirke deres valg og relationer til andre mennesker. Man må endelig ikke være en overdreven muslim, siger hun.

I Danmark har man ingen overordnede reguleringer eller lovgivninger på området. Derfor er det op til hver enkelt skoleleder, hvordan skolen vælger at tale om religion og forholde sig til elevernes religiøsitet, og det er et meget stort ansvar, mener Sidsel Vive Jensen, som er skoleforsker hos KORA – Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning.

– Skolelederne skal virkelig kunne stå på mål for de beslutninger, de træffer. Jeg kender til flere eksempler på skoleledere, der er blevet afsløret i at have udviklet en bestemt praksis og efterfølgende har måttet forsvare sig i pressen i forhold til, hvorfor man har valgt at servere halalkød, undlade at servere svinekød og så videre, siger hun.

Ifølge Sidsel Vive Jensen halter Danmark bagefter, når man ser på, hvordan skoler i andre lande forholder sig til elevers religiøsitet. Danske folkeskoler forstår simpelthen ikke elever, der er stærkt religiøse.”



15. april 2015

Integrationsministeriel ‘dialogkonsulent’ fyret for at kalde islamkritiker ‘luder': Genansat i dialogteater

Intet har konsekvens i det konsekvensløse samfund. Fra Den Korte Avis – Mahmoud var rollemodel men blev fyret, da han kaldte kunstner for luder og ville spytte på hende: Nu er han genansat.

“… Mahmoud Hamdan blev fyret i 2013 fra sine jobs som dialogkonsulent i Social- og Integrationsministeriet og fra dialogteatret.

Det skete efter, at han under en debat på facebook havde kaldt den dansk-iranske kunstner, Firoozeh Bazrafkhan, en luder med ordene:

‘Firoozeh, du er en luder fordi du sælger dig selv for berømmelse og du fortjener at blive spyttet på fordi du er den værste skabning, der findes. Du er jo blevet spyttet på før, har du glemt det? haha’ …

Efter sin fyring fra begge arbejdspladser fastholdt Mahmoud Hamdan sin karakteristik af Firoozeh Bazrafkhan.

[...]

Men nu er han tilsyneladende igen ansat. … Det har i løbet af i går ikke været muligt for Den Korte Avis at få en kommentar fra teatrets ledelse til genansættelsen af Mahmoud Hamdan.

Vi ville eksempelvis gerne vide, om det nu indgår i teatrets dialogskabende politik, at en ansat fastholder, at det er helt acceptabelt at kalde kritiker af islam for ludere og modbydelige mennesker og i øvrigt mener, at man bør spytte på dem.

Til gengæld er det lykkes for Firoozeh Bazrafkhan at få kontakt til dialogteatret, men det kom der nu ikke megen dialog ud af. På sin facebook refererer Firoozeh Bazrafkhan telefonsamtalen således:

‘Opgang2 finder det dårlig stil, at (jeg) blander mig i, hvem de ansætter,’ og ‘at de har snakket meget om det og ikke ser det på samme måde som mig.’

Teatret har en driftsaftale med Aarhus Kommune, samarbejder med oplysningsforbundet FO-Aarhus og modtager desuden midler via Folkeoplysningsloven.
Der ud over modtager teatret støtte fra Bikubenfonden og Velux Fonden, der i 2013 hver bevilgede 2,8 millioner kroner eller i alt 5,6 millioner kroner for en fireårig periode.”

(Mahmoud W. Hamdan, genansat rollemodel; Uriasposten)

Oploadet Kl. 14:51 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


12. april 2015

Retorikken er for ekstrem, sagde Nationalpartiet – og satte voldsdømte ‘Pisser på Allah’-Hassan i front

Føljetonen om Nationalpartiet startede sidste år, men som en David Konrad påpeger på 180 grader, så har Ahmad-klanen en længere forhistorie i krydsfeltet mellem mediestunts og realpolitik. Fra Ny Alliance videre til Hvidovrelisten, herfra løsgænger, og nu med eget parti.

Magten er tydeligvis et mål i sig selv, og partiet – der må betragtes som en forgrening under ahmadiyya-sektens Hvidovre-moské, tog ingen chancer. Vil man åbne grænserne, og skabe mere plads til Islam, så skal man tale om Dansk Folkeparti og problemet med højrefløjens retorik. Tre citater fra partiets formand Kashif Ahmad.

Retorikken er blevet så ekstrem, at vi bliver nødt til at gøre noget for at forsvare de danske værdier… (Politiken, 15. oktober 2014)

“Der er en udvikling mod højre, hvor flere og flere partier står i kø for at komme med de mest ekstreme udtalelser og stramninger – senest med flygtninge. Vi mener, at der er behov for, at der kommer et nyt parti, som ikke spiller med på de regler, som hidtil har været sat op…” (TV2, 15. oktober 2014)

“Jeg synes, at det er helt tydeligt, at der i løbet af de senere år er kommet en forråelse og en hårdere tone. Det, som siges, bliver hårdere og hårdere og opfattet som mere og mere almindeligt.” (BT, 20. januar 2015)

Gruppen af pakistanske mænd betegnede fra starten sit ‘nationalparti’ som et socialliberalt midterparti, der skulle samle Danmark, men var tydeligvis en bedre klædt udansk udgave af Alternativet. En af de første politiske udmeldinger kom i marts måned, da etablerede partiers danskvenlige uddannelsespolitik fik skudsmålet: “… kan sammenlignes med nazitysklands antisemitiske politik”. Så var stilen ligesom langt.

Tirsdag i denne uge kom så det foreløbige klimaks. Partiet der blev dannet for at sikre en bedre tone og samle Danmark, bekendtgjorde at Yahya Hassan stiller op for partiet. Yahya Hassan blev landskendt da han gik i frontalangreb på Islam, og siden betalte aflad i venstreorienterede kunstnerkredse ved at gå til angreb på højrefløjen, Dansk Folkeparti, og enhver form for islamkritik.

(Nationalpartiet på Facebook, 7. april 2015)

Herunder en række citater fra Yahya Hassan, der for blot fire uger siden blev dømt for vold. Alt efter 1. april 2015 må henføres til politikeren…

“Religionen er ikke noget skadeligt i den etnisk danske underklasse. Der danser man bare rundt om juletræet, får julegaver og hygger sig. Det gør man ikke (i)… Det har noget at gøre med, at der findes en generation af en masse dumme perkere, som render rundt og ikke anerkender det samfund de lever i. Som ikke accepterer danskerne…” (Deadline, 5. oktober 2014)

“Det er en trussel at vi har sådan nogle idioter som bor over det hele i det her lille land, som tydeligvis ikke forstår hvad frihed er… Jeg ikke ved ikke hvorfor han kører den der idiot-retorik som alle de sure arabere de kører. … tag ud til hvilken som helst ghetto, tag til Gellerup, tag til Trillegården, tag til Nørrebro, tag til Tingbjerg, så ved du hvordan tingene hænger sammen. Alle sælger hash, alle stjæler, alle hæler.” (Deadline, 5. oktober 2014)

“… hvis man vitterlig ikke trives i det land man nu engang er i, så må man prøve at finde et andet land.” (Deadline, 5. oktober 2014)

Jeg pisser på Allah og hans sendebud, og på hans alle mulige uduelige disciple.” (Deadline på Facebook, 7. oktober 2013)

“Du deler virkelig meget højreorienteret lort. Hvad med at tage dig sammen eller i det mindste tørre dig i røven i stedet for at gå rundt og lugte af lort…” (Om Kristian Ditlev Jensen; Politiken, 23. januar 2015)

“… op til flere fætre er allerede blevet orienteret om dine ugerninger, og de glæder sig til at få en pædagogisk snak med dig” (Til Mads Brügger; Politiken, 23. januar 2015)

“… Pia Kjærsgaard tilbød mig et blowjob. Jeg tog imod tilbuddet” (Ekstra Bladet, 26. februar 2015)

“Hizb ut-Tahrir er… et segnende segment, en vabel eller en vorte i samfundet, som er blevet skånet for lægens kniv…” (Politiko, 7. april 2015)

“… hvorfor er der ikke nogen er har sagt, at nu bor der 5000 bavianer der ude. Nu stopper det…” (Om flygtninge; Deadline

“Det har virkelig været fugleklatternes år på parnasset. Socialdemokraterne er måske endnu demokrater, men…” (Politiken, 7. april 2015)

“I et nordisk skær er Danmark efterhånden blevet en belemrende lillebror, som gylper i tide og gylper op i utide, vækker en om natten og stadig tisser i sengen, skider i bukserne, skal have ble på og smitter alle med børneorm…” (Politiken, 7. april 2015)

(Yahya Hassan på Facebook, 16. oktober 2013)



6. april 2015

P1 om ekskluderende nationalret: “Der er ikke noget stegt flæsk i nationalspisen, vi skulle skamme os.”

Torsdag kom jeg for skade at høre Troscaféen på P1, der i anledning af påsken havde sat jødiske Henrik Goldschmidt og tv-kokken Søren Gericke stævne til en samtale om madkultur. Det gik nogenlunde, lige indtil debatten kom ind på danskernes nykårede nationalret stegt flæsk med persillesauce. Begge mente retten var ekskluderende, alt godt kom fra udlandet, og alle kulturer havde tilsyneladende unikke retter, blot ikke danskerne. Værst var Søren Gericke, der der for år tilbage ejede Restaurant ‘Grisobasovitz’, og var frontfigur i Dansk Supermarkeds Mesterhakket-kampagne.

(Restaurant Grisobasovitz anno 2004 – Mesterhakket tv-reklame anno 2010)

Delvis transskription. Indslaget kan høres her (Troscafé, P1, 2. april 2015).

Henrik Goldschmidt, forstander, jøde: Ja, jeg synes det er utroligt godt set af H.C. Andersen, at hvordan vi alle forsøger at skabe et fællesskab på vores præmisser. Vi skal bestemme hvordan fællesskabet skal se ud, og så er det jo ikke noget fællesskab. Så er det jo det der frygtelige ord, så er det en værdikamp. Altså, det er jo ikke det vi er ude i her i min verden. Der er vi ude i at skabe fællesskaber på tværs, så det bliver rigtige fællesskaber. Det vil sige, at vi laver ikke om på hinanden. Det vil sige, at hvis jeg møder en muslim, så har jeg ingen grund til overhovedet at lave om på en muslimsk tro, som jeg har lært at kende som noget meget smukt. Som noget meget poetisk og sanseligt. Og så forventer jeg heller ikke, at der skal laves om på mig. Derfor kan vi jo dele det samme måltid. Specielt med muslimer, der har vi mange fælles spisevaner. Og vi kan skabe fællesskaber hvor vi ikke skal forandre hinanden.

[...]

Henrik Goldschmidt: … nu er der lige blevet valgt en dansk nationalret, og det er jo meget interessant for os, både muslimer og jøder, at det er stegt flæsk med persillesauce. Jeg var en lille smule ked af det, da det blev valgt, fordi jeg havde håbet på at det blev en røget sild. Det havde jeg virkelig håbet på, at det blev – ja, er der noget bedre end en røget sild – det er der jo ikke. Der er ikke noget i vejen med stegt flæsk, sikkert, men jeg synes bare, at det ville have været vidunderligt hvis det var den røgede sild, som i stedet for blev nationalret, fordi så ville det være muligt for os alle sammen, at sidde og spise den røgede sild.

Simon Kangas Larsen, P1-vært: Så det havde været bedre for fællesskabet hvis det blev den røgede sild?

Søren Gericke, tv-kok, kristen: Ja, fællesskabet… dårlig gris med noget hakket persille og dårlig mælk. Prøv lige at høre her – fællesskab er, at vi er blevet meget mere mangfoldige, men vi har glemt Grundtvig. Det sagde han jo… Der er ikke noget stegt flæsk i nationalspisen, vi skulle skamme os. Folk der kom ude fra verdenen af, har skabt så mange ting til os, og givet os madkulturen og samlingen, måltidet og hele den der stemning under en guldbajer, det er udefra – det skal vi have respekt for.

Simon Kangas Larsen: Så vi kan godt finde fællesskabsinspiration i religionerne? … Når stegt flæsk med persillesauce på den måde splitter i stedet for at samle, så er religionen jo også på spil på en eller anden måde.

Henrik Goldschmidt: Som sagt. Der er jo intet som helst i vejen med stegt flæsk med persillesauce, det er sikkert en fantastisk god ret, hvis den bliver lavet fint. Men nu er det sådan, at vi i Danmark efterhånden har ti procent eller mere som bare ikke spiser det. Og derfor synes jeg da det ville være vidunderligt, hvis vi kunne være favnende og finde noget som er nøjagtig ligeså dansk, i gåseøjne, som stegt flæsk med persillesauce. Netop det jeg holder allermest af at spise i Danmark, det er jo vores vidunderlige fisk og sild. Det er jo helt unikt, og når jeg har gæster på besøg, de kaster sig grådigt over det, og det kan jeg servere uanset om jeg har muslimer i mit hjem eller hvad jeg har, eller mine egne jødiske trosfæller. Der er jo ikke nogle kristne som har noget imod at spise sild, så derfor kan jeg ikke se, hvorfor vi ikke kan finde de der veje, hvor vi faktisk ud af sådanne konkurrencer bliver ved med at manifestere at vi vil det fællesskab.

Simon Kangas Larsen: Hvad siger det om vores tid?

Søren Gericke: Vi skal samle os om måltidet. Vi kan jo ikke åbne døren, og sige velkomme til grisen, for helvede mand. Det kan man jo ikke gøre for helvede. Det er det der med at åbne og favne. Det er dét det drejer sig om, og der har vi misforstået det hele. Hvad jeg prøvede at sige før. Hvad vi har brugt af, altså, vi kan bare se rundt omkring på restauranter og serveringssteder. Det er da ikke os, det er udefra det er kommet, og samlingen, jeg har spist med muslimer og jøder i mange mange år, for at opleve måltidet og ritualerne. Det er dét det drejer sig om. Stegt flæsk – kan du ikke se ude i verden, at man siger, ‘stegt flæsk med persillesauce’ (med amerikansk accent) – man kan rende mig, det er da fuldstændigt – en nation kan da ikke samle sig om stegt flæsk med persillesauce mand.

Simon Kangas Larsen: Hvad siger det om vores tid, at vi har behov for en nationalret?

Søren Gericke: Vi har behov for mange forskellige måltider med nuancer rundt omkring fra. Det giver samling, og anti-blokkultur, det gør det virkelig.

Oploadet Kl. 08:09 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer


29. marts 2015

Rocker-radikalisering: “Når Omar El-Husseins liv bliver skitseret, minder det utrolig meget om Martins.”

Vil man vide mere om baggrunden for muslimsk radikalisering, så er der ingen grund til at købe dagens udgave af Fyens Stiftstidende. Hele syv sider om den tidligere rocker Martin Fryd Petersen, spækket med politisk korrekte associationer, der ganske givet vil gøre forfatter Marie Louise Toksvig til en del af debatten, og hermed hjælpe med at markedsføre bogen. Well played, men ingen blev klogere. Fra En radikaliseret rocker (Fokus, s. 1-7).

“Historien om rocker/indvandrerkrigen fra 2008 til 2011, fortalt af en af rockerbødlerne. Den historie er slut. Men det er også historien om radikalisering af unge, vrede mænd. Den historie lever videre. … Guldfuglens navn er Martin Fryd Petersen. Han blev til rockeren Fryd med et ildevarslende kors tatoveret under øjet, men startede som drengen Martin. …

Det endelige manuskript til bogen afleverede hun på forlaget i februar. 16. februar skyder 22-årige Omar Abdel Hamid El-Hussein to mænd i København og sårer seks politikfolk. Og i dagene og ugerne efter bliver den unge radikaliserede muslims liv rullet op i medierne.

– Jeg kunne ikke lade være med at tænke rigtig meget på Martin. Når Omar El-Husseins liv bliver skitseret, minder det utrolig meget om Martins. En vred, aggressiv og frustreret ung mand, som meget let griber det, når nogen fortæller ham, hvem fjenden er – hvem man skal hade, siger Marie Louise Toksvig. …

Den nu aflagte identitet Martin Fryd Petersen hader indvandrere. Eller rettere ‘perkere’. Dem med en anden hudfarve eller religion, som fører sig frem. Dem, som er en spejling af ham selv. Dem i banderne og i kanten af banderne. Voldelige typer i streetwear og skarpe frisurer. De er målet for hans had. De første syv år af sit liv bor han i en boligblok i Roskilde, hvor hans familie hurtigt bliver den eneste med dansk efternavn. Han får tæsk på legepladsen, hvor han ikke forstår de andre børns sprog.

Teenageårene hvirvler af sted i vold og stoffer, og pludselig sidder han og er med til at starte Hells Angels-undergruppen AK81 op. Formål: At banke indvandrere – helst ‘perkere’.

(Udsnit af forsiden, Fyens Stiftstidende, 29. marts 2015)

Fængslerne lærer han at kende indefra. Her bliver han skolet i rockerlivet. Radikaliseret. Han er på et tidspunkt såkaldt ‘fællesskabsmakker’ med Jønke i arresten på Politigården i København, mens den gamle rocker skriver sit såkaldte Sjakal-manifest – en krigserklæring mod ‘perkerne’. Det udtrykker Fryds følelser og giver nærmest Jønke en imam-status for ham.

– Rockermiljøet leverer et mål for vreden. Det er ret banalt. Selv om Martin føler, at han er en del af en frihedsbevægelse, er det ideologiske fundament papirtyndt. Det handler bare om at få et mål for vreden. … Martin udtrykker det ret enkelt: Han vil have nogle loyale kammerater, og så vil han tæve nogle indvandrere, siger Marie Louise Toksvig.

[...]

… han ender med at være alene med en jævnaldrende araber, der ligesom ham selv har fået 12 års fængsel. For terror. Araberen sværger troskab ved koranen…

Han har været ligesom mig, bare på en anden facon, tænkte Martin. Vi har begge to været unge, dumme og naive og ladet os føre med af noget, som vi troede var det rigtige, men som bare førte ind i en blindgyde,’ skriver Marie Louise Toksvig i ‘Guldfuglen’.

– Martin har ikke tænkt over meget i sit liv. Vi skal respektere, at når en mand som ham kan se den parallel og når til den refleksion, så kan vi andre måske også stoppe med at dele folk op i, hvad de slås for, og i stedet se på, hvad det er, der gør, at de overhovedet slås. Hvad gør dem så vrede og ensomme, at de søger en fane, de kan melde sig under og bliver parate til at slå ihjel for det fællesskab og den overbevisning? Ordet radikalisering giver et billede af islam. Før hed det forråelse, rekruttering eller uddannelse til kriminel løbebane, siger Marie Louise Toksvig.”

Oploadet Kl. 11:37 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer

Professor Peter Hervik om islamkritik: En tankerække der “… ender med Anders Behring Breiviks logik”

Søren Villemoes har pint sig selv igennem et DIIS-arrangement om ytringsfrihed, terror og Islam. Skræmmende referat i Weekendavisen – Godt er bedre end ondt (ikke online).

“Første oplægsholder er professor i antropologi ved Aalborg Universitet, Peter Hervik. Han lægger ud med at forklare, at vestlig identitet skabes som modsætning til forestillingen om en tilbagestående, primitiv vild. Den danske kulturkamp, Muhammedkrisen og reaktionerne på angrebet i Paris skal derfor ses i den kontekst.

‘Muslimer er meget let kategoriseret og stigmatiseret. …,’ siger han. … Hervik forklarer, at hvor politikerne efter 11. september kaldte på hårdere integration, kalder de nu på antiradikalisering. Men radikalisering er et problematisk begreb ifølge Hervik. Det er folkene i Lars Vilks-komiteen, der stod bag arrangementet på Krudttønden, også: ‘Vi ved, at de i Krudttønden var de samme mennesker, som vi så i Dan Park-sagen og under kampagnen for Muhammedtegningerne. De er en del af en forening, der enten er islamkritisk eller islamofobisk. …

(DIIS, 20. marts 2015: Limits of tolerance, freedom of expression…)

Den næste oplægsholder er medieforskeren Gavan Titley, der er lektor ved Maynooth University i Irland. … i farten står et par af Titleys pointer klart: Det giver ikke mening, at se terrorangrebet på Charlie Hebdo som et angreb på det ‘abstrakte begreb ytringsfrihed’. Tværtimod…

‘Charlie Hebdo er et magasin, der hægter sine antimuslimske provokationer op på en politik om ytringsfrihed,’ forklarer han og afslutter sit indlæg med en række spørgsmål, han synes bør have mere fokus: Kan en mainstream medieaktør virkelig kæmpe for lige muligheder i et ulige, racistisk samfund? Kan satire dementere socioøkonomisk magt? … Han afslutter: ‘Og hvilken frihed er det, der måles i dens evne til at krænke og ikke oplyse? Og som karakteriseres af dens underliggende trussel om, at hvis du ikke kan lide min slags frihed, så har du ingen ret til at leve med mig?

Den tredje og sidste oplægsholder er franskmanden Aurelien Mondon, der er forsker i komparativ politik ved University of Bath i England.

Hans oplæg fokuserer på den politiske kontekst i Frankrig i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo. Det starter i efterkrigstiden: ‘Genetisk racisme var en tabt sag. Du kunne ikke overbevise nogen om det, så man måtte finde andre strategier. Det blev i stedet til et spørgsmål om kulturelle forskelle. … Derfor kalder jeg det ‘neo-racisme’, når man taler om kulturelle forskelles inkompatibilitet, om at være imod multikultur og eliten, muslimske indvandrere og kolonisatorer.

[...]

Det er tid til spørgsmål fra salen. Til venstre for scenen har den dansk-iranske blogger Jaleh Tavakoli hånden oppe.

‘Hvordan definerer I islamofobi? Og hvorfor er Lars Vilks og Charlie Hebdo racister?’ spørger hun. …

Selvom islamkritik ikke skal forveksles med islamofobi, ser Mondon med uro på mere spiselige udgaver af islamofobien: ‘Den liberale islamofobi er lettere at acceptere, se for eksempel burka-forbuddet i Frankrig. Det gør den liberale islamofobi mere farlig.‘ Gavan Titley vil ikke kalde Charlie Hebdo racistisk eller anti-racistisk, men…

Peter Hervik giver også sit bud på en islamofobi-definition: ‘Det er en form for racisme. Jeg siger ikke, at for eksempel Lars Vilks er racist. Men jeg bliver nødt til at se på, om det, han siger, er neo-racistisk. Os-dem-relationen er altid et spørgsmål om dehumanisering og marginalisering…’ forklarer han.

En tilhører vil gerne vide, om der ikke er for meget, der bliver anset for islamofobi, som i stedet burde anses for islamkritik. Peter Hervik virker ikke bekymret: ‘Jeg har hørt argumentet for nylig, at man ikke skal bruge ordet ‘islamofobi’, da det gør det umuligt at kritisere islam. Islam skal åbenbart udvælges, fordi der tilsyneladende er behov for at sige noget om det. Men det fjerner jo opmærksomhed fra andre kulturer, der også kunne kritiseres, for eksempel rygning, narkomisbrug og druk. Der er, som om der er en sandhed om islam, der skal ud. Men hvis du kigger nærmere, ved I, hvad jeg ender med? Jeg ender med Anders Behring Breiviks logik.‘.”



21. marts 2015

Set i Politiken: Palæstinensere mente Muhammedtegningerne indikerede at ‘holocaust var undervejs’

Islamismen er en global ideologi, men skal der findes en særlig national forklaring, så må fokus rettes mod integrationslobbyen der har bildt tilrejsende muslimer ind, at Danmark er et kulturelt tomrum hvor alt er til forhandling bortset fra Islam. Apologien for Omar Hussein nåede nye højder i onsdagens Politiken, hvor antropolog Anja Kublitz gengiver absurditeter fra herboende palæstinensere, forklarer jødehad med sociale problemer, og drømmer sig tilbage til de glade 90’ere, da flygtninge blot støttede venstreorienterede terrororganisationer.

Fra Politiken – Uvelkommen i sit eget land.

“Heller ikke september 2005 var nogen drømmemåned for palæstinensiske flygtninge i Danmark. Den ene dag kunne de læse i avisen, at Dansk Folkepartis mavedanser Louise Frevert satte lighedstegn mellem muslimer og kræftceller. Den anden dag stod Brian Mikkelsen, kulturministeren, på talerstolen ved de konservatives landsmøde og kaldte den muslimske kultur for middelalderlig. Og netop som ramadanen, muslimernes højtid, var begyndt, trykte Jyllands-Posten en masse tegninger, som latterliggjorde deres profet.

Det var i kølvandet på Muhammedtegningerne, at flere af de palæstinensiske familier i ghettoerne, som antropologen Anja Kublitz havde kontakt med, begyndte at udspørge hende: Hvordan vidste jøderne, at Anden Verdenskrig var ved at bryde ud? Hvornår vidste de, at jorden brændte under fødderne på dem – at holocaust var undervejs. Hvad var tegnene?

‘De følte, at det danske samfund var efter dem på alle mulige måder – og nu også efter deres religion. Mange af de samtaler, jeg havde med dem, tog udgangspunkt i den her ‘så tag dog hjem’-stemning, der var omkring dem. De følte, at de var nødt til at flygte, men de vidste ikke hvorhen. De har jo ikke noget land. Og de havde heller ikke ressourcerne. Nogle af dem af har knap nok ressourcerne til at komme til en anden by’, siger Anja Kublitz. …

Den dårlige nyhed er, at september 2005 ikke var noget lavpunkt. De palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere er for en stor dels vedkommende præget af voldsommere sociale problemer end for ti år siden. Et åbenlyst symptom på tilstanden er Omar el-Hussein…

‘Vi kan ikke forklare præcis, hvorfor han greb til våben, men vi kan fortælle, at der er rigtig mange, der er vrede på det danske samfund og føler sig udelukket af det. Der er Omar ikke exceptionel overhovedet, selv om det ville jeg ønske, at jeg kunne sige, han var’, siger Anja Kublitz. …

‘Hvis du har den hudfarve, den alder, det køn og bor i det område, er der er en stor risiko for at blive tilbageholdt. De unge drenge er i perioder blevet kropsvisiteret dagligt. Det er et meget uheldigt møde med den danske stat. Hvis man er en pubertetsdreng, der ikke føler sig helt tilpas i sin egen krop, er det ikke så sjovt at blive stoppet af politiet og bedt om at tage bukserne af i det offentlige rum’, siger Anja Kublitz. …

De unge føler ikke, at forældrene forstår deres afmagt over for den diskrimination, de føler, at de bliver udsat for.

(Se evt. Omar Abdel Hamid el-Hussein, danskfødt palæstinenser – ‘… han hadede jøder’)

Op gennem 1990’erne kommer der større fokus på muslimsk kultur i Danmark. … Og, jovist, palæstinenserne var muslimer, men deres identitet var mere præget af, hvilken fraktion af PLO (Palæstinensernes Befrielsesfront) de tilhørte i flygtningelejrene. Og det var alt fra marxistist-leninister til sekulære socialistiske partier.

Nu er der en ny terrorpakke på vej. Er folk i miljøet vrede på Omar?

‘Der er flere, der ikke mener, at de to drab er Omars skyld, men derimod at det er tegningesagens skyld. …’.”



18. marts 2015

Politiken om HUT-leder: “Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.”

Det er ikke umuligt at gøre karriere i en venstreorienteret medieverden, selvom man stikker lidt ud fra konsensus, hvis bare det overordnede er på plads. Et par eksempler. I søndagens kronik i Politiken nævner den ellers driftsikre Adam Holm, at han var venstreorienteret som ung, men siden har ændret holdning. Budskabet er dog ikke desto mindre, at der skal mere opmærksomhed på borgerlige anti-kommunister. Så vidt den indlejrede borgerlige meningsdanner.

Et par dage senere blev Søren K. Villemoes interviewet til det socialdemokratiske netmedie Piopio om Hizb-ut-tahrir. Selvom de imiterer ‘venstrefløjens sprogbrug’, så er det vigtigt at huske på, at HUT er ‘en organiseret højreekstrem politisk gruppering’. Anti-demokraterne er højreorienterede, fordi de er anti-demokrater.

Hvis journalister i ramme alvor betragtede Hizb-ut-tahrir som en art højreekstremister, så ville Politiken ikke lave et journalistisk portræt af organisationens talsmand, helt blottet for konfrontatorisk skarphed. Jakob Sheikh i Politiken om Islamisternes nye pæredanske stjerne.

“‘I dag er vi alle sammen jøder’. I et kort øjeblik breder uroen sig. Hvad har han dog gang i? Enkelte fniser indforstået; de lader til at have fanget sarkasmen. De fleste andre kigger spørgende på sidemanden. … ‘I dag er vi allesammen jøder’, gentager han og samler selv tråden op:

‘Det var sådan, vi så den politiske elite samlet foran synagogen i Krystalgade for to uger siden. Anledningen kender vi alle sammen. Begivenheder som resulterede i tre døde, og som i dag bliver betegnet som Danmarks allerstørste terrorhandling’.

Men politikernes logik er hyklerisk, forklarer Junes Kock. Talens indledning var polemisk ment. For det handler i virkeligheden om, at det danske samfund har en anden og mindre solidarisk holdning over for muslimer end over for jøder og andre mindretal…

To dage senere. Klokken har passeret 10, da Junes Kock kanter sin overkrop ud af dynejakken og sætter sig ved cafebordet et stenkast fra Nørrebrohallen, der dannede rammen om debatmødet i forgårs. … De fremmødte journalister ville blandt andet vide, hvad Hizb ut-Tahrir mener om Danmarks jøder, hvad Hizb ut-Tahrir mener om vold mod civile, og hvad Hizb ut-Tahrir mener om den 22-årige gerningsmand bag attentaterne i København.

Junes Kock trækker på smilebåndet, klør sig lidt i det veltrimmede røde skæg. … Til at styre Hizb ut-Tahrir gennem tumulten har partiet sat sin lid til sin 36-årige danske talsmand. Den ingeniøruddannede Kock beskrives blandt talrige kilder i det islamistiske miljø, som Politiken har talt med, som en rising star, der samler yderfløjene, taler til begge lejre og med sin danske baggrund har bragt Hizb ut-Tahrir fornyet popularitet.

At der er hold i påstanden, er nemt at konstatere: Moderate muslimer, der ikke nødvendigvis deler ideologi med Hizb ut-Tahrir, dukker i stigende grad op til partiets møder.

Junes Kock optræder høfligt, men afmålt. Således har han minutter forinden insisterende undskyldt for at få lov til selv at betale for sin hyldeblomstdrik. … Lige nu spiller cafeens anlæg Medina og Justin Timberlake. Lidt af et sceneskift fra debatmødet i forgårs, der blev åbnet med koranrecitation. Men selv om Junes Kock hverken hører musik eller går på café, begår han sig fint i begge verdener. Som konvertit har Kock altid haft tæt berøring med det samfund, han nu mener, hviler på forkerte demokratiske værdier.

»I min opvækst har jeg haft kontakt til masser af danskere, jeg fik det jo ind med modermælken. Så jeg kan begå mig alle steder’.

Måske er det også derfor, talsmanden ofte udtaler sig mere nuanceret end sine forgængere på posten om den muslimske krænkelsesfortælling, som Hizb ut-Tahrir ofte beskyldes for at trække nærmest per automatik ved enhver lejlighed. …

Selv er Junes Kock træt af at blive konfronteret med, at han er talsmand for et voldeligt parti. Han peger på, at Rigsadvokaten flere gange har konkluderet det modsatte og standset politiske forsøg på at få Hizb ut-Tahrir tvangsopløst ved lov. …

‘I Danmark arbejder vi for at bibeholde de bedst mulige betingelser for muslimerne. … for de muslimer, der opholder sig her permanent, vil vi påminde dem om, at de er en del af en global islamisk nation’.

[...]

Junes Kock voksede op som Mads Kock Johansen på firsernes Nørrebro, hvor subkulturer som bz-bevægelsen og de autonome omkring Ungdomshuset satte en ære i at tage stærk afstand fra omverdenen. Men kvarteret fostrede også en anden subkultur, der heller ikke kunne genkende sig selv i samfundet. … På Blågårds Plads voksede Mads op sammen med den store gruppe af efterkommere, der blev opdraget til at have hovedet i Danmark, men hjertet i fædrelandet.

Selv havde Mads bedre forudsætninger end mange af sine kammerater. Han kom fra en familie i ‘den øvre middelklasse’ med samfundsdiskussioner over middagsbordet, en morfar, der lærte ham at binde slips og butterfly, og en mormor, der fastholdt, at mænd gik i sorte sko efter klokken 18. Faren var forfatter, mosteren var forlagsredaktør, og Mads’ mor en del af 68’er-generation, ‘lidt kommunist, lidt hippie, men meget intellektuel – som så mange andre’, som Junes Kock i dag formulerer det.

Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.

‘Jeg er vokset op i et aktivistisk miljø. Som barn blev jeg slæbt med til demonstrationer imod Barsebäck og atomkraft’.

Mads blev indskrevet på Hellig Kors Skole i Skyttegade, hvor han kom i klasse med en gruppe muslimske efterkommere. …

‘I mange år før jeg blev muslim, var jeg meget eftertragtet. Jeg er vokset op i et indvandrermiljø og kender virkelig mange. Det betød, at jeg kunne tage til Ishøj eller Brøndby Strand, hvor døren stod åben for mig, hvor den stod lukket for alle andre. Jeg kom aldrig i problemer. Og fordi jeg samtidig er dansk, blev jeg respekteret af alle mulige andre’, siger han i dag.

Nørrebroeren har siden kunnet bruge respekten fra begge verdener, når han eksempelvis har givet flere bandemedlemmer karantæne fra at komme på de computercaféer, han op gennem de seneste år har været medejer af. Modsat mange andre butiksejere i København nyder han så meget ‘street cred’ i miljøet, at de til tider egenrådige ballademagere lytter og smutter.”



16. marts 2015

Avis konfronterer terrorsympatiserende islamister – Dansk par: “Du har ikke lov til at chikanere folk…”

80 procent af dem der deltog i lørdagens ‘fredsring’-happening ved synagogen i Krystalgade var ifølge TV2 News danskere, og der var således flere muslimer der valgte den samtidige Hizb ut-tahrir-markering på Rådhuspladsen under bannere såsom ‘Tegn på radikalisering = Islamisk adfærd’. Selvfølgelig findes der moderate muslimer, men intet indikerer de i et multikulturelt samfund bliver toneangivende. Dansk kultur er et frontalangreb på Islam og omvendt, og som man kan se på Facebook, så inkluderede den islamistiske markering også en del barnevogne.

Danskerne er ikke uden skyld, for tidens halv-nihilistiske tolerance-kultur er noget nær et væg-til-væg-bedetæppe for Islam. Islamistiske Millatu Ibrahim offentliggjorde i går en video, der viser gruppens ‘dawah’ foran Frederiksbjerg centret. En journalist fra Ekstra Bladet konfronterer en af islamisterne med det faktum, at organisationen er forbudt i Tyskland og spørger om gruppens forhold til Islamisk Stat. Der svares ikke, i stedet bryder en ældre dame ind: “Du har ikke lov til at chikanere folk, bare fordi du er journalist!”.

Kulturelt selvhad er blevet en del af moderne storby-danskhed, og det ældre par betragter ikke den høflige mørklødede mand som et individ med en problematisk ideologi, men som repræsentant for en udsat minoritet. Man kunne kalde det ’68’er-racisme’.

(Millatu Ibrahim missionerer foran Frederiksberg Centeret; Facebook, min 8.10)

“I sidste uge offentliggjorde gruppen deres første danske video… Videoen er optaget i Gellerupparken ved Aarhus, og ifølge Ekstra Bladets oplysninger har manden tunesisk baggrund. Hans islamistiske agitation er ledsaget af en islamisk hymne krydret med lyden af skudsalver, som hylder IS-lederen, Abu Bakr al-Baghdadi, og den nu afdøde leder af Al Qaeda i Irak Abu Musab al-Zarqawi.” (Ekstra Bladet, 2014)



9. marts 2015

Ingen kvaler, danskerne betaler: 10 år efter flygtninge fik asyl i Danmark, er kun hver fjerde i job…

Ligesom indvandring fra lande der ikke vaccinerer systematisk mod mæslinger, beviseligt vil give flere tilfælde af mæslinger i modtagerlande, så medfører indvandring fra 3. verdenslande til Danmark en økonomisk udgift, der kun kan dækkes af arbejdende danskere. Flere syriske flygtninge, betyder højere skat, eller ringere offentlige kerneydelser. Man kan ikke som TV2 motivanalysere eller skønmale sig væk fra de rene tal.

Fra Agenda, der som organ for Dansk Arbejdsgiverforening hellere vil tale om mindsteløn og incitamenter end tale mod indvandring som sådan – Hver fjerde flygtning er i job efter 10 år.

10 år efter at flygtninge får asyl i Danmark, er godt hver fjerde i job. Mange af de flygtninge, der ikke aktuelt er i job efter 10 år, vil få svært ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, mener Torben Tranæs, forskningschef- og professor ved Rockwool Fondens Forskningsenhed:

‘Det vil kræve mere end gode konjunkturer, det vil også kræve økonomiske incitamenter, hvis de skal i job. Det kan enten ske ved højere produktivitet f.eks. via uddannelse eller lavere ydelse ved ledighed,’ siger han.

DA har analyseret jobstatus for de flygtninge, der har fået tilkendt asyl i Danmark i perioden 2000-2003, hvor der ses på andelen i beskæftigelse efter 10 år, dvs. i perioden 2010-2013.”

Oploadet Kl. 16:48 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper