14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)



10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[...]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[...]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[...]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



7. april 2014

Metroxpress: Nydanske kvinder (såsom tyrkiske Fatima) vil gerne date danskere, men de har fordomme

Absurd artikel i dagens Metroxpress, der smider en ‘uvidenskabelig undersøgelse’ på forsiden, som bortforklarer ære & skam-kulturens problematiske bagside. Fra Metroxpress – Nydanske kvinder: Etnisk danske fyre tør ikke score os (s. 8).

“På professionshøjskoler og universiteter har nogle nydanske kvinder svært ved at finde kærester… 71 ud af 100 nydanske kvinder svarer – i en uvidenskabelig undersøgelse, metroxpress har lavet – at de vurderer, at etnisk danske mænd undlader at kontakte dem til fester – alene fordi de er nydanske af udseende. 59 af de 71 mener, det skyldes, at fyrene tror, at deres religion og familie ikke tolererer, at de ‘ser’ en dansk fyr, skriver metroxpress.

- Hos mange danske fyre dominerer den fordom, at de får ballade med brødre, fædre og fætre, hvis de henvender sig til en nydansk kvinde, siger studerende Helen Ali fra Forening for Unge Nydanske Kvinder.”

(Metroxpress, 7. april 2014: “Nydanske kvinder vil gerne dato Bo og Tim”)

“Det er et problem, at danske mænd… udelukker dem ved at komme dem i kategori på forhånd.” (Garbi Schmidt, professor i interkulturelle studier på Roskilde Universitet)

Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


29. marts 2014

Tørklædeklædt offer for politibrutalitet: “De kommer og ødelægger vores liv, og de ser sig ikke tilbage”

DR kunne i går fortælle, at der er rekordmange klager over politibetjente. En logisk konsekvens af det multikulturelle samfund, hvad meget sigende blev serveret med en muslim i den vante i offerrollen. I TV-avisen blev det oplyst, at storebroren siden fik 1,5 års fængsel for hjemmerøverier, men forvent ikke de sande ofre får taletid i den bedste sendetid.

Det er ikke lykkedes DR Nyheder at få bekræftet historien, og det fortælles blot, at en tidligere lokalbetjent “vurderer familiens fortælling til at være troværdig”. Marc Johansson er ikke en tilfældig betjent, men manden der om kort ansættes i et (kommunalt finansieret) aktivisme-team i Folkets Hus. “Vi vil genstarte” det brugerstyrede venstrefløjssted, lød det i læserbrev til Modkraft.dk, tidligere på året.

Fra DR Online – Familie: Vi troede at politiet var terrorister.

“Hayar El-Ali står ved hoveddøren i familiens lejlighed og viser, hvordan hendes mor åbnede døren, da politiet bankede på i oktober 2011. … Hajar El-Ali fortæller, at det ikke kun var broderen, men hele familien, der blev tilbageholdt, og at hendes 18-årige søster blev lagt i håndjern, mens hun selv blev lagt i strips.

- Jeg blev meget bange. Kan det virkelig passe, at en 14-årig pige skal opleve det? Jeg havde aldrig troet, at man ville behandle folk sådan, det er jo noget, man ser på film, siger hun, da DR Nyheder besøger hende i familiens lejlighed på Nørrebro i København. … Hendes mor, Houria Yamini, kommer ind i stuen med marokkanske kager, juice og frugt på et stort fad. Det var hende, der åbnede døren for politiet den nat. …

- Vi forstår jo godt, at politiet skal gøre deres arbejde, men det var måden, de gjorde det på. Hvis de ikke havde lagt os i håndjern og sigtet på os, så havde det set meget anderledes ud for os, siger Hajar El-Ali og fortæller, at hendes mor fik et chok under episoden.

[...]

Både Hajar El-Ali og hendes mor havde i flere måneder efter episoden svært ved at sove, fortæller de. … Tidligere fredag kunne DR Nyheder fortælle, at Den Uafhængige Politikagemyndighed i 2014 vil etablere en forsøgsordning med konfliktmægling mellem politibetjente og klageren i en sag. Og sådan et møde ville have gjort en stor forskel for Hajar El-Ali og hendes familie, fortæller hun. …

- Vi vil ikke have erstatning, men vi vil bare gerne tale med politibetjentene og spørge dem om, hvorfor de gjorde, som de gjorde. Har de ikke selv børn? De kommer og ødelægger vores liv, og de ser sig ikke tilbage, siger Hajar El-Ali.

(Hajar el-Ali på Facebook)

Politiet har ifølge Hajar El-Ali afvist at mødes og tale med familien efter episoden. Det bekræfter den tidligere lokalpolitibetjent, Marc Johansson, over for DR Nyheder. Han har haft orlov fra politiet siden januar, fordi han ikke føler, at politiet prioriterer den kriminalpræventive indsats højt nok og ikke har forståelse for værdien af dialogbaseret politiarbejde, forklarer han.”

Oploadet Kl. 14:43 af Kim Møller — Direkte link33 kommentarer


27. marts 2014

Nørrebro-autonome tog til Kokkedal for at hente en stjålen hund – Omringet af 50 unge, fik ‘nakkeflade’

Bloglæsere vil huske Junikredsens baggrundsartikel om Gaderummet. Et sektlignende hjemløseprojekt i og omkring psykolog Kalle Birck-Madsen, med utallige tråde til den yderste venstrefløj, herunder Den Røde Bande og Antifascistisk Aktion. Det hele startede med Birck-Madsens Kritiske Psykologer/Regnbuen, der involverede sig i antiracistisk våbentræning, og blev genstand for offentlig polemik relateret til værestedets ‘selvmedicinering af hash’. Selv for kommunistiske Enhedslisten var Birck-Madsens psykolog-marxisme en kende for alternativ.

(Kalle Birck-Madsen, TV Gaderummet, 2011; Youtube)

Herunder et åbent brev Gaderummet skrev til Kokkedal Kommune tilbage 2006. Fra Gaderummet.dk – Historien om en hund.

“Søndag d.7.maj 2006 kom en ung fyr fra Egedalsvænget i Kokkedal til Gaderummet på Nørrebro. Han ville gå tur med en af Gaderummets hunde, Rambo. Det havde han fået lov til en gang før, og hvor han efter aftale også kom tilbage med den. Denne gang kom han ikke tilbage, men meddelte telefonisk, at nu var hunden hans.

Det udløste et postyr, dette tyveri af en hund, som flere hundrede unge i og omkring Gaderummet havde et personligt forhold til. Postyret blev til voldsom vrede, da det viste sig at samme person havde stjålet hunde før, og brugt dem til hundekampe, kampe hvor hundene kæmper mod hinanden nærmest til døden, og hvor den sejrende hunds ejer nemt inkasserer mindst 5.000 kr. Der gik også historier om hunde, som han havde slået ihjel på bestialsk vis. Tyveriet af Rambo blev nu diskret holdt tæt på kroppen i Gaderummet, så ikke en storm ukontrollabelt udviklede sig udenom.

… Der gik bare tid og tid, og intet skete. Så ses Rambo rundt om omkring i Nordsjælland, på Bakken, i Gentofte, af unge, der kender Rambo fra Gaderummet, og som studser over hvorfor den er sammen med personer, de ikke kender, og slet ikke dens ejer. …

Onsdag d.10. maj om eftermiddagen tog så en gruppe unge til Kokkedal, for at se om de kunne finde hunden. Det kunne de ikke. De kom tomhændet tilbage til Nørrebro. Så indløb tilfældigt en billedbesked på en mobiltelefon hos en gæst i Gaderummet. Her sås et billedet af en slem tilredt hund, der havde tabt en hundekamp. Dens ansigt var flænset voldsomt op. Den lignede Rambo. En ny gruppe unge tog af sted til Kokkedal, men valgte denne gang at gå direkte til mandens bopæl i Egedalsvænget. Hans mor var hjemme, og hun foreslog så at hun ringede efter hendes søn. Vi ventede derefter i gården til ejendommen.

Så gik der 2 minutter. Så var der ankommet 20 unge fra de omliggende lejligheder, flere med diverse ‘redskaber’ i hænderne; så gik der 15 minutter, og kokkedal rødderne – og rødinderne var nu vokset til 40. Efter en time i gården var der ankommet 50-60 unge, hvor en stor del var udstyret med forskellige slagvåben. Og der var for længst slået ring om Nørrebroerne.

Nogen prøvede at tiltale os racister… Så vendte tiltaleformen: ‘Hvad laver I herude overfor en gruppe perkere, der ikke vil ha jer her’.

[...]

Vi kom til sidst væk, efter at have fået et par nakkeflade, og gruppens eneste pige totalt overfuset. Hvis vi ville slås skulle vi bare blive eller komme igen. … Vi tog derefter tilbage til Nørrebro. På vejen hjem fundere vi over hvad det var for en gruppe unge, som vi havde mødt. De forsvarede ‘hundetyven’, fordi han var én af deres egne, trods en skændelig handlen. Ikke saglig substans, men at hundetyvens ord, skulle være vores lov, og var den ikke det, så kunne vi få det at føle fysisk, ‘mange som de var’, som flere sagde igen og igen til os.

[...]

Så var det at politiet ringede og meddelte, at de havde Rambo i deres varetægt, og at han var uskadt, ingen helt friske ar. … Og her kunne historien godt ende. Men den ender ikke her. For det første er der skabt en vis spændthed mellem to lokaliteter. Og hundetyven er næppe blevet mere populær på Nørrebro end før, skulle han komme herind. Men hvad med os, der går derud eller uden for Nørrebro. Skal vi nu bevæge os som en bande, der altid er parat til at slå fra os, slå igen.

[...]

Vi vidste godt før vi tog til Kokkedal, at der var rødder deroppe, man ikke bare skulle krydse klinge med. Dét spottede vi allerede i 2001 og i 2003. Begge disse år skrev vi til Kokkedal Kommune, for vi ville gerne fortælle dem om Gaderummet som en måde at hjælpe udstødte unge på. Måske man kunne bruge vores tilgang og resultater på et for kommunen uløst problem… Problemerne er eskaleret og eskalerende, men opfattes overvejende som afvigende kulturelle forhold og umoralske unge, der skal socialiseres, eventuelt straffes, for enhver pris, til de finder dydens sti. Nul-tolerance-strategien og noget-for-noget-tankegangen, der er blevet ført ind i socialt arbejde de sidste år, fejer alt andet til side. Så trods at højere straffe og psykiatriske behandlingsdomme ikke virker, men kun forråer, fortsætter samfundet og kommunerne ud af denne blindgyde.

Det er helt forkert. Det er udviklingsproblemer, som der er lige så mange veje for, som der er konkrete menneskelige problemer at medudvikle, løse. Det er problemer om dårlig økonomi, få ressourcer, diskrimination og manglende rum for samlet handlen og fælles integration.

Vores første bud er at rødderne og rødinderne i Kokkedal skal have deres eget klubhus…

Oploadet Kl. 16:38 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


26. marts 2014

Tidligere PET-chef: “… racisme og højreektremisme [er] langt mere farlig… end islamisk terrorisme”

Da Jacob Scharf i 2008 blev chef for PET, blev politiinspektør Frank Jensen samtidig chef for PET’s afdeling for efterretnings- og efterforskningsvirksomhed. Han er nu pensioneret, og skriver kriminalromaner ‘baseret på virkelige hændelser’. Fra et interview i gårsdagens P1 Morgen – Spændingsroman fra tidligere operativ chef i PET.

P1-vært: … kan vi forvente flere bøger fra din hånd?

Frank Jensen, forfatter: Ja, altså, jeg er i gang med to ting. Jeg er i gang faktisk med en bog, hvor emnet interesserer mig rigtigt meget. Det er racisme og højreektremisme, som jeg mener er en stor fare for samfundet. Øhh langt mere farlig i virkeligheden end islamisk terrorisme. Det er til at forholde sig til, det kan man se, hvorimod den snigende fare der kan ligge i racisme, der kan udvikle sig i den retning, mod højreekstremisme, det synes jeg er utroligt farligt.

P1-vært: Hvorfor ser du det som den store trussel?

Frank Jensen: Jamen det ser jeg fordi, når man begynder i retorikken hos almindelige mennesker, den måde man snakker på om fremmede kulturer, udlændinge der er, så kan man begynde at se, som man har kunne se mange andre steder, i dele af vores historie, også bagud, en grobund for at tage afstand fra nogle mennesker, fordi de er anderledes. Lad mig give et meget hurtigt eksempel. En muslimsk storfamilie i Danmark, kan man godt tale om, at man synes det er for galt at de får en masse penge til deres børn og så videre. Man nævner aldrig en dansk storfamilie på samme måde. Aldrig på samme måde. Der kommer altid et eller andet ekstra på lige i øjeblikket, hvis det er en muslimsk storfamilie. Og det er noget, som jeg synes er farligt, når man begynder at kigge på de mange andre små ting der kan være omkring den måde vi taler på om udenlandske kulturer og personer.

P1-vært: Så det kan altså blive emnet for en kommende bog.

Frank Jensen: Det er faktisk emnet.

P1-vært: Du skal have tak, Frank Jensen, tidligere chefpolitiinspektør, og tidligere operativ chef for PET, og forfatter…

Oploadet Kl. 07:03 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


23. marts 2014

Dansk-pakistansk statsadvokat tav om kriminel bror- var succeshistorie, nu tiltalt for grov momssvig…

Da bølgerne gik højest, forklarede statsadvokatens bror til etcomputerblad, at firmaets succes var baseret på det forhold, at indvandrere generelt var villige til at arbejde hårdere end almindelige danskere. Fra BT – Statsadvokat tav om sin brors svindelsag til 50 mio. kroner.

“En af Danmarks højest placerede anklagere – statsadvokat Mohammad Ahsan fra Rigsadvokaten, chef for 1. juridiske afdeling – har undladt at orientere Rigsadvokaten om en privat sag, som ellers er højest usædvanlig og kan få betydning i hans virke:

Statsadvokatens bror står tiltalt for momssvig af særlig grov karakter. Det skriver Berlingske.

Rigsadvokaten siger, at intet tyder på, at Mohammad Ahsan har været involveret i behandlingen af sagen. Men sagen er rejst af anklagemyndigheden i København, som er omfattet af Rigsadvokaten og Mohammad Ahsans tilsyn og har været det fra hans tiltrædelse ved Rigsadvokaten i august 2013.

Alligevel har han ikke nævnt sagen med ét ord over for sin arbejdsgiver. Ahsans bror er sammen med to andre mænd tiltalt for i perioden 2007-2009 i en IT-virksomhed i København at have snydt med moms for godt 50 millioner kroner – ifølge Kammeradvokaten er det samlede beløb dog snarere over 100 millioner kroner. Millioner af kroner er via pakistanske stråmænd ført ud af landet til blandt andet Dubai…”

Oploadet Kl. 18:44 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer

Gensidig radikaliseringsproces (PET): Islamister truer krænkere af Islam, højreekstreme kritiserer Islam

Jeg har flere gange påtalt mediernes skæve sidestilling af militante miljøer på de forskellige politiske fløje. Man kan være venstreekstremist, hvis man planlægger at kickstarte en kommunistiske revolution med brandbomber mod Christiansborg, men man er altid højreekstremist hvis man bekæmper islamisering med klistermærker på lygtepæle. PET har netop udgivet en syv sider lang trusselsvurdering, der udelukkende omhandler Islam, men serveres med den sædvanlige sødsuppe-relativering, vi kender fra medierne.

Fra den officielle pressemeddelelse.

“Center for Terroranalyse, CTA, har udarbejdet en opdatering af vurderingen af terrortruslen mod Danmark. Terrortruslen er fortsat alvorlig, men risikoen for at blive offer for terror i Danmark er stadig begrænset. …

Chefen for CTA, Søren Jensen, siger:

‘Vi ser et stigende antal personer tilslutte sig de islamistiske miljøer i Danmark. Der rettes fra disse miljøer i stigende grad trusler mod personer i Danmark, der af miljøerne opfattes som vantro, frafaldne eller krænkere af islam. Samtidig ser vi, at højreekstremistiske miljøer samler sig om kritik af islam. Dette kan medføre modreaktioner fra venstreekstremistiske såvel som fra islamistiske miljøer. En sådan gensidig radikaliseringsproces vil kunne øge terrortruslen i Danmark‘.”



20. marts 2014

Özlem Cekic til islamisk klædt mandlig muslim: “… hvorfor har du ikke et par cowboybukser eller jeans”

Seneste udgave af Rushys Roulette på Radio24syv havde Omar Marzouk som gæstevært, og programmet var derfor også denne gang et frontalangreb på den danske højrefløj. Det gennemgående emne var Jesper Langballe (der bisættes på lørdag), og det store spørgsmål om hvor længe der skulle gå, før man igen måtte udsætte ham for ‘hån, spot og latterliggørelse’. Så var stilen ligesom lagt.

Blandt gæsterne var folkesocialisten Özlem Cekic, der talte længe om nazister, racister og Dansk Folkeparti, men også fortalte, at hun synes det var latterligt, at mandlige salafister gik rundt på Nørrebro i islamiske kjortler, for skille sig ud, og vise at de var troende muslimer. Hun fangede ikke paradokset, men helt det samme kunne man sige om det slør hun i disse dage lancerer som et frihedssymbol.

Sekvensen kan høres her.

Özlem Cekic, SF: … ved du hvordan man først opdager det, når man møder dem med ord. Dig kunne jeg jo godt…

Omar Marzouk, komiker: Sådan har jeg ikke med Dansk Folkeparti, sådan har jeg det med muslimske ekstremister. Altså Kaldet til Islam, og den vej.

Özlem Cekic: Dem kunne jeg også godt begynde at opsøge.

Omar Marzouk: God fornøjelse med det.

Özlem Cekic: Fordi jeg forstår dem ikke. Jeg må prøve at ringe, og invitere mig til en kop kaffe.

Omar Marzouk: Det tror jeg er en god strategi. Jeg kan genkende det med, at de har en frustration i at de ikke bliver hørt, men det er måske også bare fordi at de er ekstreme, at folk ikke gider lytte til dem.

Özlem Cekic: Folk bliver jo også ekstreme, hen ad vejen ikke. Nogle af de her salafister. Jeg mødte dem jo under valgkampen på Louise Plads på Nørrebro. Ved du hvad, det er simpelthen, det er til at grine af ik’, fordi så dukker der jo fem unge i kjoler.

Omar Marzouk: - Galabayaer [næppe det rigtige ord, Kim]

Özlem Cekic: Kalder man det det?

Omar Marzouk: På arabisk hedder det en galabaya.

Özlem Cekic: Nåh. Jeg siger undskyld, og spørger hvorfor går du egentligt med den der kjole. Jeg forstår det ikke, du er en ung mand, hvorfor har du ikke et par cowboybukser eller jeans… Det der sker, er jo at jeg giver min valgkampkoordinator et knus, så siger han, ‘der kan du bare se – du er ikke ægte muslim. Du giver jo en mand et knus’. Og så siger jeg, jamen jeg kan også godt give dig et knus, men du må jo tænke at der ligger noget seksuelt i det for dig. For, det gør det jo ikke for mig. Jeg vil også knus’e dig. Så blev han sådan helt, og så kunne jeg jo godt pludselig se, så grinte han. Til at starte med så var han jo så aggressiv, jeg tænkte at lige om lidt, der pander han mig en ik’. Så det handler jo også om, at jeg siger til ham ‘snak nu ordentligt, du snakker heller ikke sådan til din mor, eller til din søster’. Han bliver ved med at råbe i hovedet på mig, og hvad hedder du. ‘Det var da ligegyldigt hvad han hed’. Aj, du ved hvad jeg hedder, og så har jeg da også krav på at vide hvad du hedder. Men det er det der om man lader sig true og går væk, eller bliver i det og siger ‘nej, jeg vil fand’me have en snak med dig om det her’.

Omar Marzouk: Det kan jeg godt forstå. Jeg har lige haft en shitstorm, fordi jeg skrev om Tina Petersen, politiker for Dansk Folkeparti i Svendborg…



17. marts 2014

SF’s Özlem Cekic lancerer det islamiske tørklæde som frihedssymbol i bog målrettet 3.-4. klasses elever

SF’s Özlem Cekic har netop udgivet en bog målrettet 3.-4. klasses elever, og at dømme efter et interview jeg forleden hørte i radioen, så er hensigten at imødegå Pia Kjærsgaards holdning til det islamiske tørklæde. Der er noget helt galt, hvis politisk argumentation målrettes børn, og den påtagede naivitet der præger hendes argumentation, minder mig om et læserbrev man kan læse på Naturstyrelsens hjemmeside.

Her argumenterer en Kim Øverød for nødvendigheden af, at afdramatisere ‘nøgenhed på strandene’, og give alle mulighed for at bade helt som de har lyst til, eksempelvis i ‘burka’. At nøgenhed (frisind) og burka (Islam) ikke sådan lader sig forene, vil de fleste finde ud af i løbet af ungdommen. Måske er det i virkeligheden derfor Özlem Cekic skriver børnebøger.

(Özlem Cekic, Ayses røde tørklæde, 2014; Saxo.com)

Özlem Cekic i dagens Politiken – Tørklæde er også frihed.

“Jeg mener ikke, det er tørklæderne, der undertrykker. Tørklæder undertrykker ikke mennesker, det er mennesker, der undertrykker mennesker. Hver kvinde med tørklæde har sine egne grunde til det – og det skal der være plads til. Kvinder med tørklæde kan være lige så frie eller lige så undertrykte som kvinder uden tørklæde.

Jeg kæmper for, at de kvinder, der ønsker det, skal have ret til at gå med tørklæde uden at blive dømt som ofre. …

Jeg mener, at man på nogle måder kan sammenligne tørklædet med bh’en. Da kvinderne i 1970’erne brændte deres bh’er, var det et symbolsk oprør mod et mandsdomineret samfund, som gjorde kvinder til sexobjekter. Udgangspunktet dengang var et samfund, hvor der, hverken i privat- eller arbejdslivet, eksisterede ligestilling, og de brændte bh’er blev symbolet på krav som bl.a. ligeløn. … Men i 1990’erne begyndte frigjorte kvinder igen at bruge bh, denne gang som en frigørelsesproces fra forældregenerationen og en demonstration af selvstændighed.

På samme måde oplever jeg i dag også grupper af unge muslimske kvinder, der iklæder sig tørklædet som et bevidst oprørsk valg og et signal til deres omgivelser. Tørklædet og bh’en kan både være undertrykkende symboler på et samfunds forældede kvindesyn og et tegn på frigørelse og selvstændighed, hvor man demonstrerer sin ret til gøre, hvad man vil. Den samme handling kan betyde frihed eller undertrykkelse.

I min nye børnebog fortæller jeg om 10-årige Ayse, der en dag kommer i skole med tørklæde på, og hvad der så sker. Selv om hendes tørklæde primært skyldes en dårlig klipning, tror skolen straks, at hun bliver undertrykt af sine forældre. Min pointe er, at det er alt for sjældent, nogen faktisk spørger pigerne eller kvinderne med tørklæde om, hvorfor de har taget det på. Tanken er, at bogen om Ayse kan nuancere elevernes, forældrenes og lærernes opfattelser af tørklædet. Så man ikke tager for givet, at tørklædet er udtryk for undertrykkelse og tvang. …

Der er rigtig mange grunde til at gå med tørklæde i Danmark. Religion, mode, tradition, kultur eller for at vise, hvor man hører til. Og pres udefra. Vi skal passe på ikke at skære alle over én kam, for vores fordomme kan betyde, at vi overser stærke og talentfulde kvinder. At vi i frihedens navn forbyder dem at træffe deres egne valg. Lad os i stedet se kvinderne som de forskellige mennesker, de er.

Nogle kvinder med tørklæde udsættes for social kontrol. … Fædre, storebrødre og fætre kan være en del af problemet, når piger udsættes for social kontrol. Men de er sandelig også en del af løsningen…

Frihed tilhører ikke kun dem, som vi deler værdier og kultur med. Frihed betyder, at der er plads til alle uanset etnisk, social, religiøs eller seksuel forskellighed. Og at frihedsrettighederne gælder for alle er jo netop det, der definerer vores demokrati.

For mig kan tørklædet være lige så meget et symbol på frihed som den lårkorte nederdel.”

Oploadet Kl. 16:28 af Kim Møller — Direkte link41 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »