19. juli 2016

Rapport: Danskfødte muslimer identificerer sig med islam, er vrede, scorer højt på voldelige intentioner

Muslimer har en ‘opfattelse’ af at blive diskrimineret, og ‘føler’ sig uretfærdigt behandlet, kan man læse i en ny ph.d-afhandling. Det bliver så fortolket til at være frustrationer over at være hensat i en ‘underprivilegeret social situation’, men rettroende muslimer vil uværgeligt føle sig diskrimineret i et velfungerende demokrati. Det handler således ikke om social status, men om et problematisk kulturelt og religiøst udgangspunkt.

Fra Dagbladet Information – Terroren gror i vores egen baghave.

“Danmarks involvering i krige og voldelige konflikter har tilsyneladende ikke lige så stor betydning for udviklingen af voldelige intentioner blandt danske muslimer som opfattelsen af diskrimination og af ikke at være velkommen som muslim i det danske samfund.

Det viser en ny ph.d.-afhandling fra den danske terrorforsker Milan Obaidi, postdoc på universitetet i Uppsala.

… muslimer, som boede i Danmark på det tidspunkt, hvor Afghanistan og Irak blev invaderet, føler sig som gennemsnit mere muslimske, føler mere uretfærdighed og sympatiserer mere med tanken om at benytte vold for at forsvare islam end dem, der selv oplevede invasionen i Afghanistan og Irak.

‘Muslimer, der er født og vokset op i Danmark, scorer højere på alle variabler. De identificerer sig mere med islam og muslimer, de oplever Vestens interventioner som mere uretfærdige, de er mere vrede, og de scorer også højere på voldelige intentioner. Det er paradoksalt og overraskende,’ siger Milan Obaidi…”

Oploadet Kl. 23:42 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer

Tanker efter Nice: Den islamiske verden har endnu større problemer med integrationen af muslimer…

Som jeg gav eksempler på i går, så er det i visse kredse kutyme, at give Vesten skylden for islamiske terrorangreb mod vesterlændinge. At gøre ofre til skurk, så at sige. Man trækker en anonym sort pose med kulturmarxisme ned over jihadisten, og kører så den gamle traver om økonomisk ulighed, marginalisering, ‘islamofobi’ og vestlig imperialisme.

En middelmådig gymnasieelev kunne vælte korthuset med banale modspørgsmål. Hvis det er Danmark der marginaliserer muslimer, hvorfor er problemerne så helt de samme i alle vestlige lande? Hverken dansk velfærds-bureaukratisme, svensk venlighed eller fransk hårdhed har løst problemet (Henrik Dahl). Vesten er ikke problemet.

Efter hvert større terrorangreb i Vesten, hører man ofte muslimer (og venstreorienterede) forklare, at det er enormt etnocentrisk kun at mindes døde vesterlændinge, når nu der dagligt sker lignende terrorangreb i den islamiske verden. Det får dog aldrig apologeterne til at kritisere den islamiske verden, der tilsyneladende også har problemer med integrationen af muslimer. Muslimer er frustrerede overalt på kloden.

Islam er qua sin religionshistorie både religion og ideologi. Sådan har det været i 1400 år, og sådan vil det også være de næste 100 år. Koranen er en krigsmanual, som selv moderate muslimer mener skal læses bogstaveligt, og det bør derfor ikke undre at en vis procentdel af de troende griber til våben for Islam. Det er Islams modus operandi.

Grafikken herunder er taget fra Washington Post. Det er vist hensigten at bagatellisere Nice, men tallene lyver ikke. Den mest effektive anti-terror-strategi vil være lukkede grænser. Ikke sådan generelt, men for indvandring fra islamiske lande. Muslimer.

(Terrorangreb, 2015-16: Vesten: 658 døde, 46 angreb – Afrika/Mellemøsten/Asien: 28.031, 2.063 angreb)

(Langt de fleste terrorangreb sker i Mellemøsten, Afghanistan og Afrika- Islamisk Stat, Taliban, Boko Haram…)

“Since the beginning of 2015, the Middle East, Africa and Asia have seen nearly 50 times more deaths from terrorism than Europe and the Americas.” (Washington Post, 16. juli 2016)



5. juli 2016

Tyske Marc-Christoph Wagner elsker Danmark, men foragter majoritets-danskere og danskheden…

Jeg skrev om Marc-Christoph Wagner under Muhammed-sagen, hvor han kritiserede daværende kulturminister Brian Mikkelsens undsigelse af ‘middelalderlig muslimsk kultur’, og associerede regeringen med ‘nazistisk sprogbrug’, ‘blut und bloten-ideologi’, noget man i hans hjemland havde meget “meget dårlige minder med”.

Ingen forbyder Herr Wagner at leve som tysker i Danmark, men det går selvfølgelig ikke at et stadig voksende mindretal af indvandrere islamiserer Danmark ligefrem proportionalt. Det er ikke et forståelsesproblem, men grunder nok nærmere i kosmopolitisk had til nationalstaterne. Han påpeger selv at mennesker ikke kan skifte identitet/nationalitet, og ønsker således – mere eller mindre usagt, at den igangværende indvandring vil erodere den velfungerende nationalstat ad åre. Børnene går naturligvis på den dyreste privatskole i København.

Interview med den tyske journalist i Berlingske – ‘Jeg vil aldrig kunne føle mig som dansker. Og jeg har heller ikke lyst til det’.

“At Marc-Christoph Wagner havnede i Danmark, var på mange måder en tilfældighed. Født i Vestberlin havde han intet andet forhold til naboen i nord end en enkelt regnfuld ferie i Skagen i barndomsårene. Altså ind til han i 3.g. forelskede sig hovedkulds i en pige fra Aarhus Statsgymnasium. Han rejste til Danmark i 1992 for at studere, fandt sammen med en anden dansk kvinde. Og efter et intermezzo på en håndfuld år i Berlin vendte han og den danske kvinde, som han samme år blev gift med, i 2003 tilbage til Danmark. Et forandret Danmark, oplevede Marc-Christoph Wagner, og et, hvor nationaltrøjen blev strammere år for år:

‘Man forskyder hele tiden de betingelser, der er tilstrækkelige for, at udlændinge kan være her. Før skulle vi overholde lovene og bidrage til samfundet. Det var en minimalistisk og liberal tilgang. Nu skal vi optage kulturen og assimileres. Spise det samme. Tænke det samme. Ville være danskere. Gu’ vil jeg da ej! Jeg mener: Hvornår stopper det?’ …

Måske har Marc-Christoph Wagner også forandret sig, medgiver han. Blevet ældre og klarere på, hvad det vil sige at være tysk. Og hvor forskelligt det er fra det danske. Og måske endnu stærkere: fundet sig til rette i en europæisk identitet.

‘Jeg ved ikke, om jeg ligefrem ville føle, jeg bedragede alt det, hvis jeg erklærede mig som dansker. Men jeg føler ikke, man kan skifte nationalitet på den måde. Jeg tror ikke, man kan tillære sig en ny identitet,’ siger han.

… For når det bliver en etableret sandhed, at Danmark er jordens midtpunkt og verdens bedste samfund følger naturligt deraf, at det samfund også har behov for beskyttelse med alle midler, så ingen udefra kommende elementer ødelægger det nationale paradis. …

‘Jeg elsker skam også Danmark,’ siger Marc-Christoph Wagner: ‘Eller i hvert fald den del af Danmark, som giver plads til, at jeg kan være her, som den jeg er. ….’

… jeg har nogle gange tænkt: Hvis ikke jeg havde lært dansk så hurtigt, eller hvis jeg havde set lidt mere muslimsk ud, ville jeg så kunne klare at være her? Ville jeg kunne leve op til alt det, I mener, det kræver? Jeg føler mig hjemme, fordi jeg stadig kan få lov at være tysker. Men i det øjeblik, I kræver at jeg skal føle mig som dansker, vil jeg føle mig fremmedgjort og for alvor begynde at overveje, om ikke det var tid til at pakke kufferten.'”



13. juni 2016

Sørine Gotfredsen blev krænket af imam, men ingen beder imamer opføre sig ordentligt

Glimrende iagttagelse af Sørine Gotfredsen. Hvis danskere skal lade være med at bruge ordet
‘neger’, fordi negere føler sig krænket, hvorfor skal muslimske mænd så ikke give kvinder hånden, hvis kvinder føler sig krænket. Kommentar i Berlingske – Mødet med imam-tricket

“Jeg skulle deltage i et debatprogram sammen med en af landets imamer, og da vi stod over for hinanden, og jeg lagde an til at række hånden frem, undslog han sig og sagde fiffigt: ‘Jeg laver lige imam-tricket’.

Dette viste sig at være kodeord for ikke at give kvinder hånden, og da en mand straks efter ankom, hvorpå imamen gav ham hånden, stod jeg lidt paf tilbage. Ikke fordi fænomenet var mig ukendt, men fordi det er besynderligt selv at udsættes for det. Pludselig står man i et rum, hvor kvinder er åbenlyst mindreværdige, og mens imamen sikkert vil hævde, at det ikke skal opfattes på den måde, er det præcis sådan, det føles.

… Idet imamen afviser en kvindes hånd, presser han et muslimsk normsæt ned over alle i lokalet, der rykkes ud af en fælles grundfæstet tradition og tvinges ind i en anden. Og alle finder sig i det. Alle vi, der ellers er opdraget til at identificere selv mikroskopiske tegn på forskelsbehandling, står bare der og ser til, mens en mand kontant rangordner kønnene for øjnene af os. Vi er nemlig formet af en moderne rummelig og også temmelig passiv mentalitet, hvor man accepterer andres normer, nærmest uanset hvor malplacerede de er. … I den efterfølgende debat beklagede imamen sig over altid at blive forbundet med en religiøs minoritet fremfor at blive opfattet som fuldgyldigt dansk. Først hæver han sig op over en forankret dansk norm ved ikke at give kvinder hånden, og øjeblikket efter beder han om selv at blive favnet ubetinget. Han fører et kulturelt dobbelt bogholderi og synes ikke selv at kunne se det problematiske ved det.

Oploadet Kl. 18:28 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer


10. juni 2016

Den islamistiske konstant i kort form: “Jeg blev ked af det på min søns vegne. Han havde glædet sig…”

Ulfat Al-Sitts argumentation er i al sin enkelthed et lynkursus i Islam. Ingen forbyder hende at være sammen med sin søn i svømmehallen, men hun – og hun alene, gør islamisk klædedragt til en ufravigelig konstant. Islam er vigtigere for hende end samvær med hendes søn – alle integrationsproblemers mødre. Fra TV Syd – Kvinde i burkini blev bortvist fra svømmehal.

“Ulfat Al-Sitt var sidste torsdag i svømmehallen med sin lille søn. I tre kvarter hygger de sig i børnebassinet, hun iført en såkaldt burkini, der dækker hele kroppen. Men pludselig er det slut med hyggen. En medarbejder henvender sig til Ulfat Al-Sitt og siger, at hun skal skifte til en almindelig badedragt eller forlade svømmehallen. Han fortæller hende, at Aqua Forum ikke tillader heldragter af hensyn til sikkerheden. Ulfat Al-Sitt vælger at gå.

Ulfat Al-Sitt går af religiøse årsager altid med tørklæde og tøj, som ikke afslører bar hud, bortset fra ansigt og hænder, og af samme grund bærer hun en såkaldt burkini, når hun er i svømmehal. …

– Jeg blev ked af det på min søns vegne. Han havde glædet sig til en tur i svømmehallen. Det er ikke på grund af mit tøj, at jeg er ked af det, men fordi det var synd for min søn, at vi var nødt til at gå, siger Ulfat Al-Sitt til TV SYD.”

Se hele hans kommentar her:

Oploadet Kl. 20:55 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer

Muslimer praktiserer Islam på hver sin måde, der ved hjælp af social kontrol tilfældigvis er helt ens…

Man hører ofte forskere fortælle, at muslimer praktiserer Islam på hver sin måde. Det betyder dog ikke at islamiske fundamentalister møder modstand når de generaliserer om Islam. “… dine muslimske kollegaer faster de næste 30 dage”, skriver en Fatma Camci på Coops interne app, og skamroses af logistikchef Nicolaj Boysen: “Viden har det heldigvis med at give forståelse”.

(Fatma Camsi guider ikke-muslimer om islamisk praksis , 6. juni 2016)

(Logistikchef Nicolaj Boysen fryder sig, 6. juni 2016)

Debat om islamisering af SOPU Hillerød. “… muslimernes bøn bliver meget mere synlig, fordi de i nogle tilfælde har lagt sig på gangarealerne og bedt”, fortæller skolens direktør til BT.

Firat Eli Celik Ingen støtte herfra. Det er en privatsag !

Omar Bin Khattab Firat Eli Celik din ateist eller sku jeg måske kalde dig for jøde? kan hører du SLET IKKE kender til profeten??? Gå hjem og fortæl din far at han kunne give din mor eller søster valget om at tage deres tørklæder af.. Du har vist aldrig læst koranen siden du udtaler dig om at gøre noget valgfrit…

Oploadet Kl. 00:42 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


7. juni 2016

Søren ‘assimilation’ Pind: “Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og… rejse et nyt ‘vi’.”

For fem år siden krævede han assimilation af indvandrere. I dag opfordrer han danskerne til at skabe ‘et bredere vi’. Grundlovstale af justitsminister Søren Pind på Justitsministeriet.dk – Grundlovstale 2016.

“Da jeg voksede op, var der et ‘vi’. Uagtet hvor i landet, man var. … Man skal vare sig mod romantik. Skrønen om, at det hele var bedre i gamle dage, er netop det; en skrøne. Tænker jeg tre generationer tilbage, til min farfar og bedstefars tid, kan jeg garantere, at det er forkert. De havde meget lidt. Og sygdom og moralisering var uhørt besværlige størrelser dengang. Klassesamfundet stod tydeligere. Afstanden var større.

Vi er kommet en lang vej. Vi… Vi har udviklet et fællesskab, der udgør verdens lykkeligste folk. Verdens mindst korrupte folk. Verdens mest tillidsfulde folk. Men jeg spørger åbent: Har vi mistet det intuitive ‘vi’ undervejs?

Er Danmark som sådan et land, hvor der – som vi kan huske det, på linje med dengang – er det intuitive vi? Det er jeg ikke sikker på. Jeg er faktisk ganske sikker på, det ikke forholder sig sådan. Vi leder efter det vante vi. Og vi har ondt ved at erkende, at ‘vores’ vi er borte. Og aldrig kommer igen.

Jeg ved, det gør mange mennesker kede af det. For de – vi – holdt af det vi… Men sagen er, at det vitterligt er borte. Jeg ved også, at politiske kræfter hævder, det gamle vi kan genskabes. Jeg må sige det, som det er: Evigt ejes kun det tabte – det gamle vi er borte for evigt. Det kommer ikke tilbage. Tiden tog det. …

Når jeg med så stor alvor må fastslå, at det gamle vi er borte, er det fordi, det er altafgørende for, at vi kan skabe et nyt. Ifald vi hænger os i vreden – uretfærdigheden – i det gamle ‘vi’s forsvinden, vil det ende i en situation, hvor opdeling, sprængning og ufred vil blive resultatet. Det kan vi ikke tillade.

Vi må acceptere, at noget for altid er forandret. Og ud fra det rejse et nyt ‘vi’.

Det gjorde dybt indtryk på mig, da jeg engang i en samtale med en fængselsimam af ham fik at vide, at han aldrig – ikke en gang – havde hørt en muslimsk indsat sige ‘vi’ om Danmark. Aldrig. Det gjorde mig mere bekymret end vred.

[…]

I den tid jeg var integrationsminister, lærte jeg en del – blandt andet om, hvordan andre så os som folk. Og hvordan, vi uden at vide det, ekskluderede folk fra vores vi. … vi har en indgroet blufærdighed. Og svært ved mødet med nogen, vi ikke intuitivt er ‘vi’ med. Når sandt skal siges, er vi denne verdens hobitter. Venlige folk – men vi vil helst være i fred. Os.

… selv om vi har bildt hinanden og andre ind, at vores land er nemt at komme ind i, er det usandt. Det er det ikke. Vores kultur er oldgammel. Oldnordisk. Og gennemsyrer ethvert hjørne og enhver kant af os.

I den nye tid må vi forstå netop det. At for andre er det svært. Det er meget svært. Og det, vi skal måle dem på, er viljen. Vil de det land med de strukturer, den ånd og den kultur eller vil de det ikke. Vil de være ‘vi’ med os – eller vil de være ‘dem’ hos os. …

Hvis vi vil vinde – og med vinde mener jeg, at fremtidens Danmark bliver genkendeligt, men med et bredere vi, end vi har haft, et Danmark i flere farver – må vi erkende, at det gamle vi er borte. Blufærdigheden er i disse år i vejen for det fremtidige vi. Og vi er nødt til at træde frem, træde ud, og med erindring om Gunnar Jørgensens Flemming-bøger række kærligheden stærke arm ud og udbryde et ’sådan gør vi her’. Men den danske sang er ikke – kun – en ung blond pige.

Sine steder er der en forestilling om, at man så at sige kan ‘eksportere sig ud af krisen’, som vi sagde i 80erne. Men ift. mennesker. Mennesker som er her, og har været her længe. Jeg bemærkede engang i et foredrag for Trykkefrihedsselskabet, at dele af diskursen havde en klang af togvogne – hvortil en herre rejste sig op, og afkrævede mig svar på, om jeg mente KZ-lejre eller deportation. Jeg måtte forstå, at i deportation så han ingen problemer… Men det er en vrangforestilling. En udansk af slagsen. Vel kan vi da ej smide folk, der har statsborgerskab og slægt og familie her, ud af dette land fordi de måtte have en anden tro, et andet udseende, en anden baggrund end vores. Hvordan skulle det gå for sig? Bare billederne får mig til at væmmes. Nej, vi må erkende, at bestemte folk, der ikke er en del af det gamle vi, er her, har slået rod og bliver her.

Og derfor kan vi ikke ‘bare få fred’. I den sammenhæng er det en ånds- og kulturkamp, der står. Og ret beset bør det være overkommeligt. For det, der uforvarende har antastet vores ‘vi’, har jo netop valgt dette land til.

Jeg er fra bestemte præster og dele af en konservativ bevægelse blevet kritiseret for at være vattet og slap. I forhold til Islam. Lad mig sige det rent ud: En justitsminister bekæmper ikke religion. Religion er et åndsspørgsmål. …”



5. juni 2016

Læst i Politiken: Islam udgør ikke noget særligt problem, Udlændinge er som udgangspunkt et aktiv…

Som en ven kommenterede Hjarn Zernochow Borbergs analogi. 100 procent af jøderne og 90 procent af tyskerne var ikke nazister i slutningen af 1930’erne. Alle tre der citeres herunder har gjort karriere i multikulturen, og vil tilsyneladende have mere af det samme. Fra Politiken – Venstrepolitiker: Vi har et massivt problem med indvandrere.

“Ser man os, som bor i Danmark, lidt på afstand, så ligner vi hinanden i langt højere grad, end man skulle tro, hvis man følger med i integrationsdebatten herhjemme. Derfor er der brug for at få proportionerne på plads, mener økonom Hjarn Z. Zernochow Borberg, der tidligere var ansat som embedsmand i Integrationsministeriet.

I en ny bog og i et interview i Politiken forsøger han at konkretisere den faktiske størrelse på forskelligheden mellem danskere og nydanskere:

… Omkring 97,3 procent af nydanskerne er ikke kriminelle – det er cirka 98,8 procent af danskerne heller ikke, viser et par af de tal, Hjarn Borberg trækker frem i sin bog. Han illustrerer sin pointe med to stykker hvidt papir:

‘Det ene stykke papir handler om nydanskere og det andet om danskere. Vi tegner en prik begge steder. Den ene – hos nydanskerne – er lidt større end den danske. Min pointe er bare: Hvad med alt det andet? Ser du prikken, eller ser du det samlede stykke papir? De 90 procent af os minder om hinanden‘, siger han.

(Rødt og hvidt flag)

… den politiske debat og den journalistisk dækning af den fører til , at danskerne har ‘vrangforestillinger’ om alle flygtninge og indvandrere som kriminelle og arbejdsløse, mener Eskild Dahl Pedersen, sekretariatschef på Lejerbos boligsociale kontor i Mjølnerparken, en af de bebyggelser, som har et stort antal beboere med anden etnisk baggrund end dansk.

Udlændinge er som udgangspunkt et aktiv for det danske samfund, og vi ville være på røven, hvis de forlod os’, siger sekretariatschefen, som mener, at integrationen faktisk går godt. …’.

Også i Ishøj Kommune mener borgmester Ole Bjørnstorp (S), at debatten er blæst ud af proportioner. …

‘… man kan sagtens trække noget negativt frem. Der er også store kulturelle forskelle, folk har andre skikke og en anden religion, men det udgør ikke noget særligt problem‘, mener Ole Bjørnstorp…”



3. juni 2016

Tidligere lejrchef: Når jeg fortæller, at de skal arbejde, “… føler de, at man krænker deres rettigheder”

Langt interessant interview med tidligere asylcenterchef Kent Nielsen, som Dagbladet Information førte kampagne mod i sidste måned. Han siger meget rigtigt, men også meget vås. Eksempelvis hævder han, at problemerne ikke har meget med Islam at gøre, men at det handler om kultur og kultursammenstød. Fra Weekendavisen – Et samfund i benlås (af Poul Pilgaard Johnsen, ikke online).

“Medvirkende til stemplingen af Nielsen var i høj grad også oplysningen i Information om, at ‘lederen blev i 2014 dømt for vold mod to børn på et behandlingssted’. Det er sandt, at Kent Nielsen i 2014 ved en ankesag i Østre Landsret blev idømt 30 dages betinget fængsel for ulovlig magtanvendelse i 2011, da han var forstander for et behandlingshjem for meget voldsomme børn. Men der hører en forklaring til, for at den historie bliver fyldestgørende, mener han, og den forklaring giver han nu selv for første gang i sin helhed: ‘Pædagogerne ringer til mig og fortæller, at de ikke kan styre en 14-årig dreng, som har angrebet og sparket dem og smadret køkkenet. Fem gange samme dag har der måttet ligge to mænd oven på ham for at fastholde ham. Da jeg kommer, er han på sit værelse, jeg går derned og siger, at nu stopper det. Han er af anden etnisk baggrund og bruger det sprog, der typisk bliver talt: Jeg skal ‘fucke af’, ‘jeg knepper din mor’ og i den dur. Jeg tager fat i kraven på hans hættetrøje, trækker ham ud i køkkenet og siger, at han skal rydde op, og at jeg bliver der, indtil det er gjort. Han falder til ro…‘ Kent Nielsen bliver dømt, fordi retten vurderer, at den unge, da han tog ham i kraven, ikke akut var til fare for sig selv, andre eller fællesskabet, hvilket er kriterierne for, at det er tilladt.

‘Jeg mente, det var lovligt, fordi han havde overtaget magten på afdelingen og selv bestemte, hvornår han skulle ud og smadre noget og slå og sparke på personalet. Det hører vel med til historien, at pædagogerne i månederne forinden havde måttet foretage magtanvendelser mod ham mellem 30 og 40 gange, og at han havde forsøgt at kvæle sin far med en sikkerhedssele under kørsel,’ siger han…

[…]

Ifølge Kent Nielsen er alle, der er stået frem med navn, asylansøgere, som han har haft til samtale, fordi de har overtrådt reglerne. … Nemlig reglerne om, at asylansøgerne skal gå i skole eller deltage i praktik, hvilket for eksempel betyder, at de skal gøre rent i lejren, lave vedligeholdelse eller i den mere specialiserede afdeling være tolke, frisører eller skræddere. Mange vil gerne være fri for skole eller praktik, og det har været en evigt flydende kilde til diskussion og utilfredshed. Ifølge Kent Nielsen har han haft mellem 200 og 300 adfærdssamtaler i de fem måneder, han var ansat. Han siger også, at han måtte ændre sin ledelsesstil, efterhånden som han fik mere erfaring: ‘Jeg blev overrasket over, at der var så mange dagsordener. I begyndelsen var jeg nok lidt blåøjet og troede, at alle ville være taknemmelige og have samme dagsorden, nemlig at søge asyl og følge loven. Jeg blev overrasket over at skulle stå og diskutere med en 18-årig, om han skal gå i skole, når loven siger, at han skal. Jeg blev også overrasket over, hvor mange dagsordener familien har.

Mange asylansøgere har jo familie i Danmark, og hvis de får afslag på familiesammenføring, forsøger man i stedet at bruge asylsystemet til at få for eksempel 18-19-årige piger hertil. Familien ønsker, at pigerne skal bo hjemme hos dem og ikke i et asylcenter, mens deres ansøgning behandles, og så kunne det ske, at der mødte fire familiemedlemmer op og skældte os ud på i øvrigt udmærket dansk. I den situation måtte vi holde fast i, at reglerne skal overholdes, og at vi laver en tilstedeværelseskontrol. Er man væk mere end tre dage, bliver man sendt til genregistrering, og så begynder processen forfra, for sådan er reglerne.’ Kent Nielsen fortæller, at han efter påske meldte 42 asylansøgere ud på en dag, fordi de ikke havde været til stede i lejren, men typisk hjemme hos familien. Det svarede til mere end ti procent af alle i lejren.

‘… Nogle kvinder henviser til, at de allerede er gift og derfor ikke behøver gå i skole, og så måtte jeg sige: ‘ Hvis du ønsker at få ophold i Danmark, må du lære dansk, og hvis du skal bo i Danmark, skal du også arbejde. Det er systemets holdning, og jeg repræsenterer systemet. Jeg nægter at diskutere det, og så føler de, at man krænker deres rettigheder. …’

[…]

Om et par uger begynder ramadanen, og Kent Nielsen er spændt på, hvordan asylcentrene vil tackle muslimernes ønske om først at spise sent om aftenen i stedet for til normal spisetid. Selv har han af gode grunde ikke længere nogen indflydelse på spørgsmålet, men hvis han havde indflydelse, var svaret nej. Ligesom dengang nogle asylansøgere kom og forlangte et bederum…”


Helsingør Kommune: Ud af 244 flygtninge i et tre-årigt integrationsprogram er blot ‘fem’ i fuldtidsjob

Regeringens stort opsatte plan der skal tvinge kommunerne til at få hver anden flygtning i arbejde inden tre år, møder modstand fra alle sider i Folketinget. Dansk Folkeparti undsiger integrationsparadigmet, og eks-radikale Liberal Alliance har samlet et alternativt flertal der giver flygtninge ret til ‘et højskoleophold’. Vi lever i absurde tider.

Her en historie fra Helsingør Dagblad – Helsingør har 244 flygtninge – kun fem af dem er i fuldtidsjob.

“I slutningen af maj havde kommunen 244 flygtninge eller familiesammenførte borgere, som er kommet til Danmark i løbet af de seneste tre år og er over 18 år. Stort set ingen af dem var i arbejde.

En udregning viser således, at kun to procent af denne gruppe af flygtninge og familiesammenførte er selvforsørgende og i fuldtidsjob. De to procent betyder konkret, at kun fem ud af de omtalte 244 borgere, som i slutningen af maj i år befandt sig i Helsingør under statens tre-årige integrationsprogram, har et job.

Oploadet Kl. 13:11 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper