13. januar 2021

Dansk Flygtningehjælp til Alis far: “Du behøver ikke at arbejde. Du kan blive hjemme og få penge…”

En lige højre til blødhjerterne i integrationslobbyen. Kommentar i Berlingske af Ali Aminali – Det var ikke Dansk Flygtningehjælp, men de danske naboer, der troede på mine forældre (kræver login).

“… Vi kom til Danmark i 1988 og fra start blev vi mødt som ressourcesvage, der skulle pakkes ind i bobleplast. Vi mødte ikke integrationsmaskinen. Det vil sige de kommunale indsatser, som er lavet til minoritetsetniske med fokus på etnicitet. Det vi mødte, var de bedrevidende humanister, som anså det som deres kald at beskytte nytilkomne fra ret og pligt. Da min far kom til Danmark var han vant til at arbejde. Også selvom at han måtte flygte fra politisk forfølgelse, vold og i sidste ende husarrest. Derfor kendte han ikke til andet, da han ‘landede’ i et asylcenter og senere i Helsingør Kommune.

Han første spørgsmål var også ‘hvordan tjener jeg penge?’ For det var, hvad han var vant til ‘hjemmefra’. Alligevel fortalte flere Dansk Flygtningehjælp-medarbejdere mine forældre, at de ikke behøvede at arbejde. Min fars daværende ‘mentor’ havde ordret sagt: ‘Du behøver ikke at arbejde. Du kan blive hjemme og få penge og ro’. Ikke nok med det, så blev min mor også påduttet andres ideer om det gode liv. F.eks. opfordrede min mors støtteperson hende til at bruge tørklæde, fordi ‘der jo er religionsfrihed i Danmark’. Hun gik så langt til at købe flere forskellige farvede tørklæder til hende.

Min sympatiske skoleleder gav mig fri fra kristendomsundervisning – uden at vende det med mine forældre – fordi vi jo var ‘muslimer’. …”

(Politiken, 31. juli 2015)



6. januar 2021

Antropolog Ole Høiris: Der findes ingen ‘naturlig’ familieform (1998: Der findes ikke en dansk kultur)

Man skal have gået mange år på universitet, for at afvise eksistensen af en naturlig familieform, men det har givet docent emeritus Ole Høiris en god livslang indtægt. Tidligere var det dansk kultur han forsøgte at udviske, og sådan kan kulturmarxister stille og roligt bekæmpe det bestående, uden at blotte det revolutionære aspekt. I 1970’erne var han med til at etablere tidsskriftet ‘Marxistisk Antropologi’, og selvom han givetvis er blevet klogere, så er der stadig plads til forbedring, som man høre i ‘24 spørgsmål til professoren‘. Fra Weekendavisen.dk – Familien er en (vilkårlig) konstruktion.

“Den moderne verden med sine mange forskellige familieformer har fat i noget. For der findes ingen ‘naturlig’ familieform, siger antropolog Ole Høiris.

Han forklarer, hvordan videnskaben om menneskets oprindelse altid har været ladet med kulturelle værdier, og forestillingen om det ‘oprindelige’ formet af ideologi.”

(Antropolog Ole Høiris, 2013; Foto: Youtube)

Ole Høiris om dansk kultur (De etnisk fremmede – og os andre, Jyllands-Posten, 5. januar 1998)

“Tanken om, at indvandrere og flygtninge af ikke-vestlig oprindelse i kraft af deres kultur truer vor nationale eksistens, ja hele civilisationens eksistens, har også haft et voksende antal tilhængere i Danmark. Denne holdning er i nogle sammenhænge blevet fremstillet som en voksende racisme i Danmark. Den gamle ‘race-racisme’, som fik sit dødsstød pga. Anden Verdenskrigs barbari, er blevet erstattet af en ‘kultur-racisme’. Forskellene tilskrives nu kultur… Indimellem placerer sig så de forskellige bud på en mere eller mindre tvangsmæssig større eller mindre danifisering. Det interessante er, at begge yderpositionerne bygger på en ide om kulturernes principielle uforenelighed. …

Kulturbegrebet, som stammer fra en godt 200 år gammel og især tysk reaktion på den franske og engelske oplysningstænknings universalisme, er en måde at anskue folk og samfund på ud fra en fremhævelse af det, der er forskelligt. Herfra stammer ideen om, at et folk udgør en særlig enhed med en særlig kultur og folkeånd baseret på en særlig historie og et særligt sprog, samt at dette er det sande grundlag at bygge en nation på. Men det er vigtigt at erindre sig, at ‘kultur’ er en måde at anskue verden på, hvis man vil fokusere på forskelle. Derfor var kultur basis for en politisk strategi, da vi skulle opbygge en særlig national identitet _ forskellig fra især den tyske. Men det er en farlig strategi… Kultur er således ikke noget, man kan finde i virkeligheden, men noget man fremhæver fra virkeligheden. … I et kulturperspektiv kan det f.eks. med stor føje hævdes, at kulturforskellen mellem en kvindelig, sønderjysk bistandsklient på 65 år og kronprinsen er væsentlig større end på en dansk og en tyrkisk skolelærer. Ud over sproget er der få livsforhold, som vi ikke har tilfælles med andre mennesker i verden. Den danske befolkning kan anskues som forskellige grupper med meget forskellig levemåde, levemåder som de enkelte grupper mere deler med tilsvarende grupper i andre lande end med andre danske grupper. Der er således ikke en dansk kultur, som man kan kræve, andre tilegner sig.

… når først fejlene i systemet er blevet til fejl ved de fremmede, kan en politisk udnyttelse få frit løb. Når fejlen er de fremmede, er løsningen at smide dem ud eller tvangsdanifisere dem. Og når reaktionen herpå er det, der hedder ’stramninger’ og ikke forsøg på at forsvare, diskutere og implementere de grundliggende principper bag vor udlændingepolitik, forstærkes fremmedangsten og dermed også den spirende (kultur)racisme. … Vi skal ikke blot være vores politik bekendt over for flygtninge, indvandrere og internationale konventioner. Vi skal også kunne være den bekendt over for os selv.” (Ole Høiris, 1998)



1. januar 2021

Ellemann forklarer Støjberg-degradering: Hun afveg fra Venstre/venstrefløjens feministiske position…

‘Vi vil åbne Danmark, indadtil og udadtil’, forklarede Røde Kors’ Jørgen Poulsen i en valgreklame for Ny Alliance tilbage i 2007. Partiet ville have en uforbeholden internationalisme, og partidannelsen var overordnet en protest imod Dansk Folkepartis indflydelse på Fogh-regeringen. Foruden borgerlige blødhjerter, sås Kashif Ahmad og Mohammed Gelle. Begge forlod partiet kort efter valget. Ahmad blev senere byrådsmedlem for Hvidovrelisten, som han også droppede. Senere stiftede han Nationalpartiet, gik over til Alternativet, og er i dag aktiv i De Radikale.

Det var den partidannelse, der fik Uffe Ellemann-Jensens søn til at melde sig ud af Venstre. Onsdag var Jakob Ellemann-Jensen i Deadline, hvor han forklarede hvorfor det var nødvendigt at undsige Inger Støjberg. Hun var lidt for gode venner med støttepartierne, hun kritiserede Sofie Lindes MeToo-stunt, og anvendte ‘Trump-retorik’. Værdipolitisk er Ellemann-Jensen på væsentlige områder blot en venstreorienteret med slips.

Referat set hos DR Online – Ellemann sætter ord på dråberne, der fik det til at flyde over: ‘Dræn sumpen’, ‘feministisk hævntørst’ og selfies med andre partiledere.

“… Venstre-formandens bæger er blevet fyldt op i løbet af det seneste år, hvor hans næstformand flere gange har indtaget en helt anden position, end de linjer, Jakob Ellemann-Jensen som formand har tegnet for partiet.

– Vi så det i sommer, da en række af de blå partiformænd var ude med en relativ kras, både politisk og personlig, kritik af mig, siger han. …

– Der bad jeg Inger Støjberg om opbakning. I stedet blev det til reklamefilm med andre politiske partier og selfies med andre blå politiske partiledere. Det er ikke den slags opbakning, jeg har søgt, siger Venstres formand. …

Et andet eksempel på det dysfunktionelle makkerskab i Venstres formandskab stod til offentligt skue, da MeToo-debatten tog fart i kølvandet på tv-vært Sofie Lindes opsang til Zulu Awards.

Inger Støjberg sagde i den forbindelse til Berlingske, at ‘debatten er præget af feministisk hævntørst med så ekstremt meget vrede, at man er på vej til at sætte vigtige principper over styr’.

Jakob Ellemann-Jensen gjorde det efterfølgende klart, at han har en helt anden tilgang til den debat og gjorde det klart, at han ser det som godt, at kvinder træder frem, når de har haft oplevelser, der er aldeles uacceptable. Og at de kvinder skal tages alvorligt.

– Vi så det med MeToo, hvor jeg lagde Venstres linje. Den blev udfordret af næstformanden, så jeg var nødt til at korrigere den linje igen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det tredje og sidste eksempel handler om, at Inger Støjberg sagde, at hun vil ‘have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksen magtarrogance’ under en demonstration mod regeringen i november.”

(Collage: Ny Alliance-valgvideo, 2007)

Apropos: Jakob Ellemann-Jensens dråber (2007)

“For knapt ti år siden meldte Jakob Ellemann sig ud af Venstre. I starten af februar 2007. Dagen efter, at det var blevet offentliggjort, at den tidligere socialdemokrat og stærkt indvandrerkritiske Karen Jespersen havde meldt sig ind i Venstre og Venstre-folkene modtog hende med kyshånd. For Ellemann blev det dråben, men følelsen af ikke at høre til længere havde været der et stykke tid. Et voldsomt brud for en mand, der er født ind i partiet og opvokset med dets værdier.

Men der, i 2007, hvor Anders Fogh Rasmussen havde været statsminister i seks år og hvor den udlændingepolitik, som Uffe Ellemann-Jensen havde holdt ud i strakt arm, var blevet en central del af partiet og hvor der blev jublet over at få Karen Jespersen ombord, fik Jakob Ellemann-Jensen nok og meldte sig ud.” (Fyens Stiftstidende, 8. januar 2017)



26. december 2020

P. Gabriela Alvarez Larrain: “Jeg melder mig ud af Danmark. Farvel. Går bare ikke ind for det længere.”

Chilenske Paula Gabriela Alvarez Larrain kom til Danmark som 4-årig med sine forældre, der var politiske flygtninge. Selvom Danmark tog vel imod hende, nærer hun alligevel som 50-årig antipati mod det land det gav hende alt. Fænomenet er velkendt. Hun flygtede fra en nationalstat, og vil nu gøre Danmark til et multikulturelt Atlantis, fordi hendes etnicitet gør det umuligt for hende, at føle sig 100 procent som de indfødte. I Twitterland er ‘intolerance’ et fyord, men set i et større perspektiv, så er det på ingen måde det værste der kan overgå Danmark. Ja, Larrains tårer, er vel at betragte som sundhedstegn. Håb for en bedre fremtid. God tur til Valparaíso…

(Paula Larrain på Twitter, 23. december 2020)

De første par måneder bliver familien indkvarteret på Hotel Corona i den indre by, hvorefter familien flytter ind i en lille lejlighed i Brøndby Strand og senere erhverver de eget hus i Vallensbæk. Efter nogle år rykker de teltpælene op og flytter til Esbjerg, hvor faren har fået arbejde som helikopterpilot med fast rutefart til boreplatformene.

… en dag forlader Paula folkeskolen med et karaktergennemsnit tæt på 11, og tre år senere kan hun fejre en superflot studentereksamen, som åbner døren til en journalistisk læreplads på Esbjerg Ugeavis, hvor hun bliver oplært i den gamle mesterlære. Alligevel snupper hun lige en fireårig uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, hvor hun som blot 23- årig en dag står med et nydeligt diplom i hånden. En stor journalistisk karriere venter Paula – i første omgang på Berlingske Tidende. … hun får fastansættelse som studievært på DR, hvor hun bliver et særdeles populært ansigt.” (Det Grønne Område, 25. november 2008)



22. december 2020

Corona: Indvandrere har ‘2,5 gange større risiko for at blive indlagt’ (Justeret for alder, køn, andet)

I sidste uge kunne man læse, at såfremt Nørrebro var en kommune, så ville bydelen have et incidenstal på hele 1.088. At Nørrebro er hårdest ramt forklares med, at bydelen har forholdsvis mange unge, og at corona særligt florerer blandt de 10-29-årige. Professor Marie Nørredam har undersøgt coronasmitten under første bølge, og fortæller til DR, at indvandrere bor flere sammen, og har udsatte job. Langt nede i artiklen kan man læse, at det ikke er hele forklaringen, men også skyldes sprog, manglende autoritetstro og andet relateret til kulturelle forskelle. Fra DR Online – Bor flere sammen og har udsatte job: Indvandrere har markant højere risiko for at blive indlagt med corona.

“Danskere med blandt andet somalisk, tyrkisk eller pakistansk baggrund er langt oftere indlagt på hospitalerne med corona end etnisk danskere. Helt præcist har gruppen 2,5 gange større risiko for at blive indlagt, selvom der er justeret for alder, køn og andre sygdomme.

Det viser en ny undersøgelse af alle cirka 2.200 indlagte med corona i Danmark i perioden marts til juni.
Undersøgelsen dykkede ned i antallet af indlagte med corona i perioden og kiggede på, om bolig og arbejde kunne forklare forskellen.

Og en del af forklaringen er, at danskere med ikke-vestlig baggrund bor flere sammen og har jobs som taxachauffør eller social- og sundhedsassistenter og dermed er mere udsat for smitte end andre, siger Marie Nørredam, professor og overlæge på Hvidovre Hospital, der står bag undersøgelsen.”

(Collage: SSI, MSM)

“Mange af mine patienter med corona har ikke lyst til at erkende, at der er et problem og har ikke lyst til at stå frem, fordi det kan udstille dem selv og deres familie og deres etnicitet, selvom de intet har at gøre med, at de er blevet smittet.” (Urfan Ahmed, praktiserende læge, Dansk-Pakistansk Råd)



20. december 2020

Islamforskere: Sharia er ikke ‘en konkret lovtekst’, kan sammenlignes med ‘Emma Gads bog fra 1918’

Ekstern lektor Mogens S. Mogensen har altid tilhørt den pro-islamiske avantgarde, og det undrer ikke at han omfavner den antropologiske tilgang til islamisme. At associere sharia med Emma Gads ‘Takt og tone’ er dog en tand mere surrealistisk end normalt fra de bogaktuelle antropologer, men intet kan overraske mere. For mennesker der undertrykkes af sharialove, er der ingen hjælp at hente fra relativistiske akademikere, der tilsyneladende ser det om deres opgave at gøde jorden for multikultur. En meget POV International-agtig boganmeldelse – Sharia: mellem Emma Gad og islamisk lov.

“I manges bevidsthed er sharia en konkret lovtekst, som fx den danske grundlov eller den danske straffelov. Men skulle man endelig sammenligne sharia med en bog, ville det være mere relevant at sammenligne den med Emma Gads bog fra 1918 Takt og tone – Om omgang med mennesker.

Henvisningen til Emma Gads bog bruges i bogen Sharia & Samfund. Islamisk ret, etik og praksis i Danmark, som de to islamforskere Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding netop har udgivet. Bogen er ikke endnu et indlæg i den ophedede debat om sharia, men en lærebog, der giver baggrundviden og værktøjer til at forstå sharia i en dansk kontekst.

… Mens religionshistorikere lægger vægten på studiet af islams tekster, når de forsøger at forstå islam, så anvender Petersen og Vinding en antropologisk tilgang, hvor vægten lægges på konkrete muslimers fortolkning af deres kildetekster og dogmer i deres konkrete kontekst. …

I bogens anden del anvender forfatterne deres teorier om islam og sharia på en analyse af fænomener i den danske kontekst. Her handler det centrale spørgsmål om, hvordan sharia håndhæves.

Da sharia ikke er et udtryk for lovgivning, så er der heller ikke tale om noget domstolsvæsen, men de gældende normer søges håndhævet på mange andre måder, inkl. negativ social kontrol.

Vi har måske ikke brug for en ny udgave af Emma Gads Takt og tone, men vi har i den aktuelle folkelige og politiske situation bestemt god grund til ny refleksion Om omgang med mennesker.”

(Collage: Sharia i Den Islamisk Republik Iran – Sharia i akademikernes Danmark; Foto: The Sun, Saxo)



15. december 2020

Mattias Tesfaye indfører MENAPT-kategori: Rådet for Etniske minoriteter undsiger ‘mere ærlige tal’

Fint initiativ fra integrationsminister Mattias Tesfaye, for som han så rigtigt siger, så giver begrebet ikkevestlige indvandrere ikke rigtigt mening. Latinamerikanere og asiater integrerer sig selv, hvorimod indvandrere fra MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) kræver en mere målrettet indsats. Man skulle umiddelbart tro at Rådet for Etniske Minoriteter ville bifalde mere præcise tal, så man undgår generaliseringer og fordomme, men nej. De nye kategorier er efter forkvinde Halima El Abassis mening problematisk, og ikke gavnlig, da de ikke samler befolkningen: “Jeg så hellere et nyt narrativ, hvor man ser os allesammen som medborgere.”

Statistik er et ondt ekskluderende redskab, må man forstå. Fra Berlingske – Nu vil Tesfaye særskilt undersøge folk fra Mellemøsten og Nordafrika i Danmark: ‘Vi har brug for mere ærlige tal’.

“Udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil som noget helt nyt lave særskilte beregninger på personer i Danmark med mellemøstlig og nordafrikansk baggrund. Blandt disse nationaliteter er der nemlig flere kriminelle og arbejdsløse end blandt øvrige indvandrere, viser nyt notat. …

Udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har således besluttet at lave statistik på en ny landegruppe bestående af 24 lande fra primært Mellemøsten og Nordafrika, der skal bruges, når ministeriet undersøger, hvordan det står til med kriminalitet og beskæftigelse blandt indvandrere og efterkommere i Danmark.

‘Vi har brug for mere ærlige tal, og jeg tror, at det vil gavne og kvalificere integrationsdebatten, hvis vi får de tal frem i lyset, for grundlæggende viser de jo, at vi i Danmark ikke rigtig har problemer med folk fra Latinamerika og fjernasien. Der, hvor vi har problemer, er med folk fra Mellemøsten og Nordafrika,’ siger Mattias Tesfaye.”

(Berlingske, 13. december 2020, s. 21)



11. december 2020

Tim Jensen: Politikere intimiderer islamforskere, “… mange er bange for ikke at få forskningsmidler”

Tidligere på ugen hørte jeg i radioen, at medierne var alt for kritiske mod Mette Frederiksen-regeringen. Et bizart standpunkt, når banale nazi-associationer problematiseres over flere dage, hvad (jf. meningsmålinger) trumfer det der ligner et klokkeklart grundlovsbrud. Mette er styrket, og det er ikke på trods af medierne.

Et godt eksempel på den socialdemokratiske partistat er det famøse Martin Rossen-interview på ‘hele Danmarks Radio’. Her portrætteres statsministerens ven og tidligere chefstrateg Martin Rossen over 43 minutter uden kritiske spørgsmål. Journalisten bag, Michael Jeppesen, kender flere centrale socialdemokrater privat, og hans produktionsselskab MUST, står blandt andet for Socialdemokratiets ‘Fællesskabspris’. Rådgiveren på denne pris er Sune Gylling Æbelø (hvis bror er samlever med DR-kendis Abdel Aziz Mahmoud), der i dag er ansat som taleskriver for fødevareministeren. Alt det og meget mere kan man læse i Weekendavisen.

Der er stor forskel på de borgerlige og Socialdemokraterne. Sidstnævnte bruger magten, når de har den. I forhold til Islam er det godt i disse år, og man må rose Mattias Tesfaye for at gøre kort proces mod RUC-forskere der vil normalisere sharia-baseret social kontrol.

Den slags piner naturligvis religionshistoriker Tim Jensen, der til Forskerforum fortæller, at han er bekymret for forskningsfriheden, men i dag er så gammel, at han godt ‘tør sige fra’. For fjorten år siden, sagde han helt det samme, og intet indikerer, at det har haft negativ betydning for hans akademiske karriere. Tværtimod.

Personligt vil jeg gerne gøre forskeraktivisterne helt uafhængig af skattekroner, men det har lange udsigter, og ‘liberal tears’ er for nuværende det mindst ringe. Fra Forskerforum.dk – Religionsforsker: ‘Forskning i islam er betændt og politiseret ud over alle grænser’.

“Der har været forholdsvis stille om Tim Jensen siden Muhammed-krisen i 2006. Han har valgt at holde mund, men sagen om rapporten ‘Magt og (m)ulighed’, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har fjernet fra Integrationsministeriets hjemmeside, får ham nu til at reagere. Rapporten er blevet stemplet som ubrugelig og af videnskabeligt dårlig kvalitet af flere politikere, fordi forskerne angiveligt anbefaler koran- og arabiskundervisning som en måde at bekæmpe social kontrol. Det har forskerne dog selv afvist er tilfældet.

Han ser sagen som en del af en større tendens til, at politikerne, ikke mindst efter Muhammed-krisen, forsøger og delvist er lykkedes med at intimidere forskerne til at afholde sig fra at deltage i den offentlige debat ved at hænge dem ud i medierne og ved at true dem til tavshed.

Jeg er så gammel nu, at jeg godt tør sige fra, da jeg ikke længere har noget i klemme. Der burde være større protester fra alle forskere, ikke kun islamforskere…’, siger Tim Jensen.

Han mener, at dansk politik i årtier har været drevet af en islamfjendtlig diskurs i en sådan grad, at det nærmer sig islamofobi.

‘Der er et ensidigt politisk fokus på muslimer, og der eksisterer en forudfattet mening om, at kernen i islam og i muslimske fædres børneopdragelse er undertrykkelse. Alle nyere love i Danmark, der begrænser religionsfriheden, er i bund og grund rettet mod muslimer, og politik i Danmark er drevet af en delvis irrationel frygt for islam. Jeg og især islamforskere er utroligt trætte af hele tiden at få at vide, at vi ikke forsker i islam på den måde, som politikerne ønsker’, siger Tim Jensen.

Han tilføjer, at den seneste sag eksemplificerer, at politikerne dybest set ikke ønsker at blive klogere…”

(Lektor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen, 2016)

“Der er altså nogle politikere, åbenbart, der mener at der er nogle forskere der ikke skal sige det, de siger, på baggrund af deres forskning, og på baggrund er deres egen vurdering. Udover det så mener jeg selvfølgelig, at vi har set eksempel på at den frie forskning, men også ytringsfriheden for forskere er truet. Og det synes jeg er meget uheldigt.” (Tim Jensen, 11. december 2006)



8. december 2020

Rami Zouzou: DIF-støttet integrationsprojekt gad ikke kristne, “… udelukkende for muslimske mænd”

Godt halvdelen af boligområderne på ‘Ghettolisten’ forsvandt i år, og de udvandende definitioner gav således bonus. Det afgørende er naturligvis ikke ‘den gennemsnitlige bruttoindkomst for skattepligtige i alderen 15-64 år’ eller ‘andelen af beboere i alderen 30-59 år, der alene har en grunduddannelse’, men det der foregår inde i hovedet på beboerne. En ghetto er en ghetto, hvis danskerne ikke føler sig trygge, da taxavognmanden Ali og jurastuderende Aisha, bevidst og med fuld overlæg i alle livets facetter undgår nærkontakt med Anette og Anders.

Yderst interessant kommentar af cand.mag i historie Rami Zouzou i Berlingske – Næste gang Bwalya Sørensen vil råbe Black Lives Matter, skulle hun kigge forbi Gellerup og Vollsmose (kræver login).

“For ca. ti år siden spillede jeg fodbold og var formand i den hæderkronede fodboldklub Egevolden i Avedøre på den københavnske vestegn. Anden kamp i turneringen var et lokalopgør mod et hold fra et af kommunens udsatte boligområder, Avedøre Stationsby.

Det var en strålende kamp, men langsomt løb luften ud af vores spillere, fordi vi ingen udskiftere havde. Vi var nemlig presset på medlemmer. Da tre af spillerne på det andet hold havde en fortid i vores forening, spurgte vi, om vi i foreningsudviklingens navn ikke skulle integrere de to foreninger og skabe én samlet, stærk forening.
Forslaget blev til min overraskelse pure afvist. De havde nemlig oprettet deres hold som et integrations-og foreningsudviklingsprojekt, og fik derfor støtte fra Danmarks Idrætsforbunds indsats, Get2Sport. I modsætning til os andre havde de derfor hverken udgifter til kontingent eller udstyr, hvorfor det ikke gav mening at spille sammen med os. Derudover, pointerede de, var holdet kun for muslimer fra deres eget område.

Jeg spærrede øjnene op. Var det ikke et integrationsprojekt? Da hovedparten af vores sparsomme medlemsskare var født i den kristne tro, var de derfor ikke velkommen, og der gik ikke lang tid, før vores hold lukkede. Mange stoppede med at være aktive i foreningslivet, da den eneste anden klub i nærområdet åbenbart var et foreningsudviklende integrationsprojekt udelukkende for muslimske mænd, der tilmed ikke skulle bekymre sig om noget så forfærdeligt som kontingent.

Historien er langt fra enestående. For hvert et område man finder på den nye ghettoliste, kan man finde lignende eksempler. Hvor offentligt finansierede projekter giver det muslimske civilsamfund mulighed for at lukke sig inde i deres egne værdifællesskaber.

… Problemet er, at de har meget lidt med foreningsliv og integration at gøre. For i modsætning til os andre foreningsfrivillige havde disse foreninger ofte tilknyttet lønnede medarbejdere til at klare paragrafferne, ligesom holdene primært bestod af unge af samme køn, etniske oprindelse og tro.

… Som formand i CIK Brydeklub er jeg flere gange blevet kontaktet af forældre eller unge, der siger, at de gerne vil starte med at bryde, hvis jeg kan garantere, at klubben ikke har piger til stede.

Så næste gang Bwalya Sørensen føler trang til at skrige ‘Black Lives Matter’, kunne det være, at hun skulle kigge forbi Avedøre, Motalavej, Gellerup eller Vollsmose og gøre de lokale projektmagere opmærksomme på, at i Danmark er foreningslivet baseret på frivillighed og mangfoldighed og har plads til både drenge og piger. Også selvom man ikke er tyrker, palæstinenser eller muslim. For vi vil ikke tolerere racisme i Danmark.”



6. december 2020

‘Achmed’ solgte sin sjæl: “.. jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.’

Det er sjældent der kommer modsatrettede nuancer med i de store dagbladets Hergel-agtige portrætter af indvandrere, men Berlingskes fire sider lange portræt af 25-årige ‘Achmed’ giver begge sider af historien, og blotlægger kulturforskellene. Han har altid været fuldt bevidst om, at han ikke var dansker, og selv når han gjorde sit bedste, skulle der små episoder til, før han vendte tilbage til det trygge indvandrermiljø med kriminalitet og Koran. Et usynligt elastik trak ham tilbage til det kulturelle udgangspunkt.

‘Achmed’ dyrker offerrollen, men indrømmer også at det for 90 procents vedkommende er hans egen skyld. Selvom han var god i skolen og taler godt dansk, så kunne han ikke stå imod provokationer, og vold var for ham den naturlige løsning. Han brokker sig over at politiet tit stopper ham i bilen, og ser ikke det i sammenhæng med det faktum at han er kriminel, og sådan er der flere eksempler på manglende evne til at se sagen udefra.

Der er flere centrale afsnit i interviewet. Eksempelvis da han malende beskriver sin fordanskning på universitetet, som værende at ’sælge min sjæl’. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i 1990’erne, og analysen holder stadig. Kultur har afgørende betydning, og ‘dem & os’-tænkning er et grundvilkår: “Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er, og ofte kun når vi ved, hvem vi er imod.”

Det skal nok passe at ‘Achmed’ blev drillet af danskere i folkeskolen, men det meste handler om hans upassende opførsel. Da han fandt en dansk kæreste blev han vel modtaget af hendes familie. Det eneste eksempel på racisme i fortællingen er i forhold til et muligt ægteskab med en araber: Begge parter var imod. ‘Min mor hader arabere’, og pigens familie ’satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim’, og så var ‘Achmed’ i øvrigt “… for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.”

Langt interview med 25-årige ‘Achmed’ i Berlingske, som burde læses i sin helhed – Achmed følte sig hjemme blandt de danske venner på studiet. Men én episode ændrede alt og ledte ham ind i det radikaliserede miljø (kræver login).

“Hele livet har han søgt efter et fællesskab. Først var det hos de andre indvandrerdrenge i skolen, siden blandt de danske medstuderende på universitetet. Men her blev én særlig episode afgørende for, at han helt skiftede spor og bevægede sig dybt ind i det radikaliserede miljø og siden også den kriminelle verden. …

Hvorfor blev I ikke inviteret med?

‘Fordi vi ikke kunne finde ud af at opføre os ordentligt, jo,’ siger han og trækker undskyldende på skuldrene.

‘Så vi crashede festen. Det var ikke, fordi vi ville drikke. Vi drak kun sodavand dengang, danskerne drak sig i hegnet. Men vi blev sure over, at vi ikke blev inviteret med. Faren til ham, der holdt festen, så os ankomme, og han kom ned og gav os en kasse sodavand og sagde, vi skulle gå om i teltet og sige farvel. Han var faktisk fin nok og fik sagt farvel på en god måde.’

Men en af drengene havde drukket sig fuld og sagde til Achmed og hans venner: ‘Fuck jeres mødre på stribe.’

‘Vi tog ham med om bagved og bankede ham. …’

… Det var også i 3. g, at Achmed fik sin første kæreste.

Jeg troede, vi skulle giftes. Men hun var araber. Min mor hader arabere, og hendes forældre mente ikke, at vi skulle være sammen, så til sidst gik vi fra hinanden. Hendes familie satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim. Og så var jeg for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.

Efter gymnasiet begyndte han på sin bachelor og i modsætning til gymnasiet og folkeskolen, var han nu den eneste tosprogede på semestret. Det var her, han skulle opleve noget, han aldrig havde prøvet før. … Achmed tog i byen med de danske studiekammerater. Festede med dem og hang ud med dem. Tog med til julefrokost. …

‘På et tidspunkt siger en af mine studiekammerater, en af mine venner, til mig, at jeg er en af de få, der nok skal klare sig. Og jeg spørger, hvad han mener med det. Måske havde han fået for meget at drikke, men han siger til mig;

‘Achmed, du er jo lidt af en præmieperker. Du går på universitetet, du er sammen med danskere’.’

Achmed havde i det øjeblik flashback tilbage til folkeskolen.

De prøvede igen at skabe den der ‘os og dem’-mentalitet i stedet for bare at acceptere mig for, hvem jeg er. …'”

(Collage: Samuel P. Huntington & P.S. Krøyers ‘Hip, hip, hurra!’)

Citater

“I kan ikke lide mig, når jeg laver ballade, og I kunne heller ikke lide mig, da jeg prøvede at sælge min sjæl på universitet og blive en af jer, hvad skal jeg så gøre? Mine universitetsvenner kunne lide mig på overfladen, men jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.” (‘Achmed’, Berlingske, 2020)

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians an other non-Greeks.” (Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996, s. 42)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper