25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen Erik Høgh-Sørensen i Weekendavisen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



22. april 2017

Danmark kan ikke selv styre ‘tilstrømningen af flygtninge’, sagde den radikale: Hylder Kristian Jensen

I de her spørgsmål har jeg ikke den store tiltro til hverken Socialdemokraterne under erfaringsramte Mette Frederiksen eller et liberalt Venstre under en pæn bankmand som Kristian Jensen. Med Henrik Sass Larsen og Mattias Tesfaye er der mere tyngde i førstnævnte, men selvom Svend Auken ikke er mere, så er der stadig masser af verdensreddere på centrale poster i partiet. Dansk politik er ved en korsvej, og det er vel det bedste af det hele.

Fra Berlingske – Radikal topfigur tordner mod Sass Larsen: ‘At tro, at Danmark kan styre tilstrømningen af flygtninge til Europa, er meget naivt’.

“Det er efterhånden umuligt at høre, om Henrik Sass Larsen repræsenterer Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti, hvis man spørger de Radikales Sofie Carsten Nielsen.

Sammenligningen fra de Radikales nummer to kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i Ekstra Bladet har slået til lyd for, at Danmark er nødt til at regulere antallet af udlændinge, der kommer til landet, og at der skal sættes faste grænser for antal.

Samtidig kommer Sass Larsen med slet skjulte anklager mod bl.a. de Radikale og Alternativet for som ‘humanistiske utopister’ at sætte velfærdsstaten på spil for indvandringens skyld. …

‘At Henrik Sass mener, at alle andre er nogle nokkefår, er ikke nyt. Heller ikke at han beskylder folk, der lever af cafe latte og bor på Østerbro for at have alle de forkerte holdninger. … Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude,’ siger hun.

Desuden er Socialdemokratiets gruppeformand ifølge Sofie Carsten Nielsen mere naiv end hans politiske erfaring tillader, hvis han tror, Danmark alene kan styre tilstrømningen af flygtninge.

‘At tro at Danmark kan styre tilstrømningen af flygtninge til Europa er meget naivt. Den realistiske løsning er europæisk,’ siger hun.

(De Radikale hylder internationalister, herunder Kristian Jensen, 2017)



20. april 2017

Boualem Sansal i Politiken: “For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer…”

Jeg har tidligere citeret Boualem Sansal, men det kan ikke gøres for ofte, selvom det meste er kendt viden. Slagene rammer dog dybere, når de ikke kommer fra Mogens Glistrup eller Lars Hedegaard, men en mørklødet mand fra Tissemsilt-provinsen i det nordlige Algeriet.

Interview med den algeriske forfatter Boualem Sansal i selveste Politiken – Islam kan skabe borgerkrig i Frankrig (kræver login).

“Fra sin udkigspost i det stadig mere islamiserede Algeriet er Boualem Sansal stærkt bekymret over udviklingen i Frankrig. Den 67-årige forfatter til romanen ‘2084: Verdens ende’, som har solgt mere end 300.000 eksemplarer i Frankrig, ser et land, hvor tryghed og sammenhængskraft er truet. …

Sansals ‘2084’ foregår i et ekstremt religiøst diktatur, der er lige så tømt for frihed, mangfoldighed og tolerance, som Orwells samfund er det. Forskellen er, at fanatismen og totalitarismen i Sansals dystopi er religiøs. Det er et rendyrket islamistisk samfund, han fremmaner, og selv om titlen angiver, at der er tale om en fremtidsfabel, er den i høj grad inspireret af truslen fra islamismen, som han kender fra sit eget land og fra terrorens Europa i disse år.

Og for Boualem Sansal er Frankrig, Europas sekulære kerneland, intet mindre end truet på livet: ‘Frankrig er så udsat, fordi radikaliseringen af unge muslimer er så fremskreden, at den er næsten umulig at stoppe. Jihadisterne, der har kæmpet for Islamisk Stat, vil skubbe yderligere til udviklingen, når de kommer hjem og udløser nye terrorangreb. Der vil opstå en borgerkrigslignende tilstand, fordi den yderste højrefløj i Frankrig også er i gang med en voldsom radikalisering’. Sansal ser også en ’snigende islamisering af Europa’ udløst af Tyrkiets præsident, Erdogan, ligesom han mener, at tilstrømningen af indvandrere og flygtninge i Europa vedblivende vil skabe problemer: ‘Når den sidste romantik omkring flygtningenes ankomst er væk, og de bliver overladt til sig selv, til arbejdsløshed og modstand fra den øvrige befolkning, bliver de nytilkomne muslimer et let mål for islamistisk rekruttering’, siger han.

[…]

Efter at Algeriet var blevet uafhængigt, var der 250 boghandlere og 150 biografer i landet, nu er der 4-5 boghandlere og ingen biografer, fortæller han. Hans landsmand og kollega Kamel Daoud blev dømt til døden af islamister for blot at have antydet, at han ikke var troende.

Hverken islamisterne, regeringen eller den akademiske elite i Algeriet kan lide ham, siger han: ‘De mener, at denne Boualem Sansal taler for meget, er for kritisk over for islam, er for provestlig, er ven med jøderne, og de bryder sig ikke om, at han har været i Israel. De mener slet ikke, at han fortjener at bo i Algeriet’, siger Sansal…

For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer de værdier, Frankrig er baseret på, fordi islam i bund og grund ikke tillader, at der er andre værdier end dens egne:

‘Europæere forstår ikke, hvor dybt islam udfylder den enkelte muslims liv. Islam er ikke en religion, der kun lever i privatpersonens hjerte, men en kultur, en juridisk kode og en politisk ideologi, der udfylder hele individualiteten. Det skaber enorme problemer i de europæiske nationalstater. …’. …

‘Hvor slutter islam, og hvor begynder islamismen?’, funderer Sansal.

Spørger altså Boualem Sansal, der lyder som en islamofob, men selv kalder sig ‘behaviorist’ i forhold til islam, fordi han mener, at hans udsagn er baseret på objektive iagttagelser af en adfærd.”



18. april 2017

Mogens Lykketoft efter Erdogans valgsejr (2007): Tyrkiet vil fortsætte ‘demokratiske reformer’…

Tilbage i foråret 2007 citerede jeg her på siden Erdogan, der som borgmester i Istanbul i 1990’erne ikke vaklede mellem Islam og demokrati. Han blev blandt andet citeret for følgende.

“For os er demokrati ikke et mål, med et hjælpemiddel. Vi er tilknyttet til demokrati, indtil vi når målet. Det er for os ligesom et S-tog, når vi kommer frem til vores station, så hopper vi af.”

“Moskéerne er vores kaserner, minareterne er vores spyd/harpun, kuplerne er vores skjold, troende muslimer er vores soldater… koranen er vore grundlov, tørklæde er vores fane…”

Tre måneder senere blev præsident Erdogan genvalgt. Herunder lidt fra et Ritzau-telegram fra 23. juli 2007, hvor Mogens Lykketoft kommenterer valget. Via Fyens.dk

“Tyrkiet vil forsætte økonomiske og demokratiske reformer og forhandle med EU efter den store valgsejr, som gav et klart mandat til det konservative regeringsparti AKP.

Det vurderer udenrigsordfører Mogens Lykketoft (S) efter det tyrkiske valg.

– Vi må tage for pålydende, at de ikke vil ændre Tyrkiets ikke-religiøse statsdannelse og forsætte forhandlingerne med EU, siger han til Ritzau.

AKP kan ikke sammenlignes med islamistiske grupper fra den arabiske verden, som har en helt anden holdning til islam.”

(‘Sultan Erdogan’; Foto: Russia Now)

Oploadet Kl. 09:42 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


16. april 2017

Malte Frøslee Ibsen, ‘forsker’: “… hvad kan vi… gøre for at inddæmme højrepopulismens fremmarch?”

Der er ikke ligefrem mangel på venstreorienterede forskeraktivister. Først kalder man indvandringsmodstand i velfærdsstater for ‘højrepopulisme’, hvad så gøres til en konsekvens af ‘neoliberalisme’. EU er løsningen fordi den kan tøjle genstridige befolkninger og multinationale virksomheder, og – ikke direkte formuleret – Karl Marx fordi han har beskrevet vejen mod proletariatets diktatur. Intet om indvandring. Intet om integration. Intet om Islam.

Ubehageligt læserbrev af politiserende postdoc Malte Frøslee Ibsen i Politiken – Forsker: Stop højrepopulismens fremmarch.

“Herhjemme har diskussionen om højrepopulismens succes fokuseret på flygtningekrisen, der af mange opleves som en udfordring af statens mulighed for at modtage og integrere et stort antal mennesker på flugt fra Mellemøstens kollaps. Men det er intet tilfælde, at populismen rejser sig i de vestlige demokratier få år efter finanskrisen i 2008…

I min egen forskning arbejder jeg ud fra den hypotese, at højrepopulismens succes skal forstås som betinget af velfærdsstatens kontroltab over økonomien. …

Globaliseringen af kapitalismen har altså påført velfærdsstaten et systematisk kontroltab over økonomien, der har svækket dens evne til at afværge økonomiske kriser og lindre deres negative følgevirkninger. Samtidig har neoliberalismen svøbt den internationale konkurrence og finansmarkedernes gældsskruetvinge om statens finanser i afpolitiserende ideologiske klæder, som om de var naturfænomener. Med andre ord: ‘nødvendighedens politik.’

Højrepopulismen repræsenterer altså en vælgerreaktion mod velfærdsstatens legitimationskrise i den globaliserede økonomi. Men frem for at vende sig mod statens kontroltab som den underliggende årsag til afindustrialisering, arbejdsløshed og stagnation/fald i levestandard i udkantsområderne, så retter store vælgergrupper i stedet vreden mod politikerne, indvandrerne og storbyeliterne med deres progressive principper om kønslighed, antidiskrimination og en anstændig tone. Hvis denne tese er korrekt, hvad kan vi så gøre for at inddæmme højrepopulismens fremmarch?

Kun hvis vi frigør os fra den globaliserede økonomis magt over vores politiske institutioner og den neoliberale ideologis magt over vores politiske forestillingskraft, kan vi gøre os håb om på sigt at fratage højrepopulismen dens vækstbetingelser.

(Kommentar af Ulrik William Nash på Politiken.dk, 16. april 2017)



12. april 2017

Silkeborg: Tema-arrangement om verdens lande med symbolsk kast mod Donald Trumps Mexico-mur

Ypperligt eksempel på politisk indoktrinering set på 24nyt.dk – Skolebørn fra Silkeborg kastede genstande mod Trump til skolearrangement.

“Skolebørn helt ned til seksårsalderen blev torsdag i sidste uge opfordret til at kaste genstande mod billeder af den amerikanske præsident Donald Trump. Denne alternative form for pædagogisk indlæring var en del af et tema-arrangement om verdens lande for elever, forældre og lærere fra Vestre Skole i Silkeborg.

Kasteriet mod Trump foregik i den såkaldte Mexico-stand, og den var tilrettelagt således, at de unge børn kunne vise deres afsky mod den mur, som den amerikanske præsident har sagt, at han vil bygge langs den amerikansk-mexicanske grænse for at forhindre den massive, ulovlige indvandring fra USA’s sydlige nabo.

De danske skolebørn kunne vise deres modstand mod Trumps politik over for illegal mexicansk indvandring ved at få den onde Trump til at vælte ned fra toppen af en Mexico-mur, hvilket de så gjorde efter bedste evne til forældre og lærers opmuntrende tilråb. Der blev der jublet, når det lykkedes at vælte Trump ned fra murens top, og ifølge 24NYTs kilder blev der flere gange skreget ‘fuck Trump’ af helt, helt unge børn.”

(Screencaps: 24nyt.dk)


Professor: Alle monoteismer er ens, folkekirken kan ‘på et splitsekund’ understøtte vold og forfølgelse

Dele af professorens argumentation, minder mig om flosklerne et par yngre piger slap afsted med i et interview i P1, mandag eftermiddag. De hedder Rukhsar og Maleeha Asif, er troende muslimer, og går begge med hijab.

Professoral kronik af Anders Klostergaard Petersen trykt i gårsdagens Politiken – Islam er ikke mere voldelig end kristendommen (kræver login).

“To tendenser er tydelige. En gruppe isolerer volden til sociale faktorer for på den måde at holde islam fri for kritik. Det er ikke islam som religion, der er årsag til volden, men derimod det depraverede miljø, terroristerne rekrutteres fra.

En anden gruppe betoner sammenhængen mellem skriftsteder i Koranen og traditioner i senere islamisk mytologi og historie, som gør det vanskeligt at friholde islam for forbindelsen til aggression og vold.

Bag forskellen i opfattelse ligger en videnskabsteoretisk uoverensstemmelse.

Legitimation af terrorangreb i islam er, hævder konstruktivister, kun et påskud.

Omvendt siger essentialister, at der eksisterer en uvægerlig forbindelse mellem islam og aggression. Islam er i sit væsen voldelig, hævder de sidste, mens de første argumenterer for, at det alene er sociomaterielle årsager, som forbinder islam med vold.

Så fulgte angrebet på en moské i Quebec; men meget tankevækkende har der ikke været skrevet om relationen mellem kristendom og vold. Det var ellers oplagt nok. Angrebet var, måtte man forstå, alene politisk motiveret af radikal højrefløjstænkning.

At en sådan tænknings repræsentanter hyppigt opfatter sig som forsvarere af den vesterlandske verden og kristendom, blev ignoreret af medier og eksperter.… Det er vanskeligt ikke at sidde tilbage med det indtryk, at debatten primært drejer sig om modsætninger i nutidens syn på flygtninge, indvandrere, nationalitet og religion.

Det gælder især islam og kristendom, hvor sidstnævnte ikke optræder som parallel til den førstnævnte, men som modsætning. Avler islam vold, skaber kristendom fordragelighed. Der har ikke været en grundlæggende drøftelse af forholdet mellem religion og vold, islam, kristendom og aggression. …

Kan vi fastslå en sammenhæng mellem islam og vold, behøver vi ikke at lade os stresse af nye terrorangreb. De bekræfter blot den viden, vi allerede har. Men drøftelsen har ikke ført til, at vi er blevet meget klogere på forholdet mellem religion og vold eller enkeltreligioner og deres relation til aggression.

[…]

Følelser er kortvarige og flygtige; de kommer og går. Men ingen gruppe kan bestå, medmindre tilhørsforholdet til gruppen får mere permanent karakter. I den sammenhæng er religion afgørende, fordi det som et Duracell-batteri kan bruges til at oplade følelser.

Når batteriet er fladt, mødes man i kulten for atter at lade gruppens følelsesmæssige energi op. Religioner binder følelser til emblemer. Derfor har de en væsentlig gruppedannende og bevarende karakter.

Emblemet, gruppen lader sine følelser op i, er gruppen selv. Batteriet er, som allerede Durkheim fremhævede, de værdier og følelser, gruppen bygger på.

Det gælder selvfølgelig ikke kun religion, men også ideologier som politik, ligesom det gælder sport. Det er ikke tilfældigt, at klubhold har emblemer, som tilhængerne investerer stærke følelser i. De kan være positive, men de kan også være negative. …

Religion kan bruges til at skabe gruppemæssigt sammenhold og derved etablere og fastholde kultur blandt grundlæggende selvcentrerede, magtsyge aber.

Men religion kan ‘ kulturligvis’, havde jeg nær sagt, også bruges til det modsatte.

En hvilken som helst religion kan på kort tid skifte karakter, fordi den elementært reflekterer og rummer gruppens væsen og værdier. Er gruppens symbolske niche eller fysiske territorium truet, vil gruppen ofte gribe til vold. Og adfærden begrundes typisk i gruppens religion, fordi den nu engang udgør gruppens grundlæggende værdier og følelser.

Derfor er det ikke underligt, at vi i disse år ser islam anvendt til voldeligt at sparke tilbage mod dem, som truer islamiske gruppers og landes eksistens. Det er selvsagt ikke nogen undskyldning for vold og terror, men forudsætningen for at løse problemer begynder i forståelse.

Man skal være blåøjet, hvis man tror, at argumentationen ikke gælder den danske folkekirke. Den kan som et hvilket som helst andet stykke kultur også på et splitsekund forvandles fra en fredelig og ufarlig størrelse til et negativt ladet batteri, hvorfra tilhængerne henter selvforstærkende energi til vold og forfølgelse af fremmede.

Det kræver kun en ændring af den sociale situation fra overskud til underskud, fra suveræn til truet. Ingen går fri. At tro problemet løst gennem afskaffelse af religion er imidlertid naivt, for dæmonen flytter med, men tager blot anden ideologisk skikkelse.

Og så har man afskåret sig fra at tappe det religiøse batteris uomtvistelige positive værdier. …

Religioner kan bære gruppens positive følelser, men de kan i løbet af ingen tid vende 180 grader og gøres til bærere af negative følelser. Spejler religion gruppen og dens følelser, er det klart, at de kan have både positiv og negativ karakter.

Som man kan oplade et glædesbatteri, kan man også lade batteriet op med vrede og frygt.

Hvad der står i de enkelte religioners formative skriftsamlinger som Bibel, Koran og Tripit aka, spiller i den sammenhæng ikke nogen stor rolle. Hos tilhængerne får teksterne betydning gennem deres brug og ikke gennem fortolkning af dem i deres historiske kontekst. Føler gruppen sig truet eller mægtig over for andre, henter den støtte for forståelsen i det religiøse Duracell-batteri.

Den danske folkekirke og dens medlemmer gør ligeså. Vi kan bare glæde os over, at vi er i en del af verden, hvor civilisation og kultur – gud ske tak og lov – endnu lever i nogenlunde symbiotisk samspil.

Bevidstheden om grupper, kulturer og civilisationers skrøbelighed og religioners dobbeltvæsen bør imidlertid mane til eftertanke og handling. For hvis ikke vi forstår det og handler derefter, risikerer vi alt for let at falde tilbage i dyriskhed, despotisme og dæmoni.

Det er her, diskussionen om religion, vold, islam og kristendom må tage sin begyndelse, og ikke i Koran, Bibel eller andre fjerne tekstsamlinger, for teksterne er, hvad mennesker gør dem til. Hverken mere eller mindre.”



11. april 2017

Rakhmat Akilov chattede med IS-leder, indrømmer angreb efter anholdelse: “Jeg har påkørt vantro.”

Der dukker flere og flere detaljer frem om Rakhmat Akilov, og selvom sociologer ganske givet kan aflire marxistiske bortforklaringer til vi skriver 2018, så kommer der næppe nyt frem som ændrer på det væsentlige. 39-årige Rakhmat Akilov sympatiserer med Islamisk Stat, og hvor man altid kan diskutere hvorvidt han var en god muslim, så var han indiskutabelt et dårligt menneske.

Jag har kört på otrogna, säger han enligt Aftonbladets källor.” (Aftonbladet, 9. april 2017)

(Rakhmat Akilov i debat med meningsfælle via Whatsapp; Kilde: Politonline.ru, Expressen)

“I morgen får jeg fat i en bil og kører den ind i en folkemængde” (6. april 2017)

“Det gik dårligt, jeg kørte over nogle, men bilen kørte forkert. … Jeg kørte over ti personer i centrum av Stockholm, nu må jeg forsøge at komme væk herfra!” (7. april 2017)

Oploadet Kl. 01:04 af Kim Møller — Direkte link6 kommentarer


9. april 2017

Henrik Dahl: Uanset motiverne, så ender vestlig intervention i Mellemøsten ikke med demokrati

Torsdag valgte præsident Donald Trump at bombe den Assad-kontrollerede al-Shayrat-flybase, hvad overrasker medierne, der i flere måneder har insinueret at Trump var i lommen på Putin. En del Trump-støttere betragter omvendt et angreb på Assad, som indirekte støtte til Islamisk Stat, og er derfor imod.

Personligt ser jeg flere fordele end ulemper. Trump får markeret at han ikke er en gøende Obama, men en bulldog, der kan bide, og er rent faktisk er villig til at gøre det. Trumps undsigelse af ‘global politimand-opgaven’ kan udemærket forenes med enkelte målrettede flyangreb, så længe Trump forstår det essentielle. At krige i islamiske lande, ikke løser problemet med Islam. Her i Henrik Dahls mere liberale fortolkning – Alternativet til diktatur i Mellemøsten synes at være ultravold.

“Men kan man ligefrem tale om, at der findes en nogenlunde fast drejebog for konflikter i ‘The Greater Middle East’ (GME), hvor vestlige lande er indblandet? Således, at uanset hvor forskelligartede de er i udspringet, kommer de over tid til at ligne hinanden? Forholder det sig sådan, vil det jo være en begrundelse for stor forsigtighed.

Den almindeligste vej for de vestlige lande ind i konflikter i GME siden 2001 har været forskellige udlægninger af FN-doktrinen om ‘responsibility to protect’. Det vil sige forpligtelsen til at forhindre eller standse overgreb på civile.

[…]

Man kan således ikke sige, at vestlig aggression har været den største årsag til interventionerne. Hvis man opfatter Afghanistan-, Irak-, Libyen-, IS- og anti-Assad-interventionerne som fem tilstrækkeligt separate begivenheder, er den umiddelbare årsag til de tre sidstnævnte Det Arabiske Forår og FN-princippet om ‘responsibility to protect’.

… Som man kan se, er de fire ældste af de fem konflikter, jeg har valgt at se på, meget forskellige. Alligevel er de konvergeret imod en relativt ensartet og stærkt begrædelig tilstand. …

For mig at se peger disse erfaringer på, at for så vidt angår lande i GME, er regimeskift i praksis umulige at opnå – hvor jeg forestiller mig, at et regimeskift er lig med ét centralt styret voldsmonopol, der afløser et andet, centralt styret voldsmonopol.

Den enorme koncentration af magt, der er nødvendig for at opretholde et nogenlunde centralt styret voldsmonopol i et GME-land, lader sig tilsyneladende ikke transformere fra for eksempel ét parti til et andet – for slet ikke at tale om fra en autoritær til en demokratisk statsform.

Man pånødes derfor den ubehagelige konklusion, at hvis man ene og alene retter sig efter sin kølige slutningsevne, så tvinger de erfaringer, vi råder over, os til at konkludere, at alternativet til den etablerede centralmagt i et GME-land – uanset hvem, det måtte være, der sidder på den – altid er magttomrummets ultravold. Og et eller andet sted inde i ultravolden som regel iranske og wahabistiske/salafistiske aktører, der styres andetsteds fra.

Dette har været konklusionen på fire af de fem episoder siden 2001, jeg har valgt at diskutere. Uanset hvor forskellige, de end var til at begynde med. Så hvad der skulle forhindre den femte i at udvikle sig på samme måde, er det mere end vanskeligt at indse for en rationel person.”



3. april 2017

Sass: Utopisterne har tabt, kun fordi de dominerer i medierne, at ‘hylene fra humanisterne er så høje’

“Næsten hver fjerde dansker mister tillid til medierne”, skrev Jyllands-Posten i går. Det har en naturlig forklaring. Medierne er værdipolitisk venstreorienteret end folk flest, og nedenciterede kommentar til David Rehling fra Henrik Sass Larsen (S), illustrerer at selv Socialdemokraterne har fået nok af ideologiske humanister.

Henrik Sass Larsen halalslagter David Rehling i Dagbladet Information – Hos S tager vi befolkningens modstand mod masseindvandring alvorligt.

“… med ‘humanisme’ mener han formentlig – ligesom sine åndsfæller i den øvrige presse – det Utopia, som defineres via menneskerettighederne gennem konventioner, som tolkes rigidt, praktiseres ved at ophæve nationalstaterne og finansieres ved global handel.

… Mens socialdemokrater har haft travlt med at opbygge velfærdsstater med primært nationalt udgangspunkt, har vores makkere ofte haft det humanistiske Utopia som målsætning.

Med stor folkelig opbakning og succes er velfærdssamfundet bygget op, mens det har knebet mere med succes og opbakning til det humanistiske Utopia. Vores brøde består i, at vi i nogen udstrækning er gået for langt med utopisterne.

David Rehlings ideologi har sat Europa i brandfare og USA i kaos. Den utopiske humanismes ide om fri indvandring og globale rettigheder for flygtninge har medført en masseindvandring, som de vestlige landes økonomier og politiske og sociale strukturer ikke kan bære. …

Folk stemmer mod den massive indvandring under akkompagnement fra Rehling og co., som i deres medier håner og sviner dem til. Folk ønsker ikke at afvikle nationalstaten til fordel for et Utopia. De er glade for deres stat, deres land, deres sprog, deres nationale identitet, og det er de uden at være ude på højrefløjens afsind. …

Konklusionen er, at det humanistiske Utopias tid er ovre. Ikke mere masseindvandring – i stedet skal der styr på antallet af indvandrere. Ingen opløsning af nationalstaten – det er med afsæt i netop nationalstaten, at internationalt samarbejde skal foregå. …

I Socialdemokratiet er vi ikke i tvivl om, at de utopiske humanister for sent eller måske aldrig vil erkende deres egen ideologis sammenbrud… Men tag ikke fejl. Sammenbruddet er allerede sket, og det er kun, fordi de er altdominerende i den statsstøttede presse, at hylene fra humanisterne er så høje. Læg forresten mærke til, hvordan folk fravælger pressen – nok ikke så underligt.

Socialdemokratiet tager ansvar, sådan som vi altid har gjort. Og som altid vil der stå en Rehling og svine os til undervejs, men for at citere en god gammel landstræner: ‘Der ryger jo ikke et blad af et solidt bøgetræ, fordi der står et svin og gnubber sig op ad det.'”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper