10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[...]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[...]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[...]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



7. april 2014

Walid al Bustani fik asyl i kristne Danmark, rejse senere til Syrien for at myrde ikke-muslimer – henrettet

Tilbage i 2012 kunne man i Politiken læse om salafistlederen Walid al Bustanis brutale fremfærd i al-hons, en mindre by i Syrien ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Avisen fortalte ikke at Walid al Bustani 20-25 år tidligere, som flygtning, fik permanent opholdstilladelse i Danmark, og stadig har sin første kone og fem børn bosat i København, i lighed med det radikale netværk han voksede frem af. Han er nu henrettet.

(Walid al Bustani; Youtube)

Hele historien kan læses på Jeg graver-bloggen – Walid al-Bustani fra Danmark ‘..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent’.

“Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen (‘Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af’, Politiken, 7. oktober 2012):

‘Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister’, siger Basan…

De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen‘, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler‘. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara – Den Kristne Dal – med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

‘Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer‘, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani – den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig – én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed… Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København. …

I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen – ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren… I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der. …

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig.

(Korsfarerborgen Krak des Chevaliers, som Walid al Bustani ville gøre til base)

Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut. Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham (‘Syriens Soldater’). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til ‘Det islamiske emirat Homs’. At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. … Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en ‘retssag’ der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter…

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. … Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.”



20. marts 2014

Flere syriske jihadist-videoer: Regulære slagtehaller, afskårne hoveder, rituelle henrettelser af kristne…

Der er tilsyneladende ingen grænser for islamistisk brutalitet. På nogle af de større udenlandske blogs flyder det med meget grafiske videoer, der kan være svært at vurdere autenticiteten af, hvad jeg af samme grund forsøger at holde mig fra. Der foregår for tiden massakrer flere steder på kloden, blandt andet i Centralafrika, men mon ikke Syrien i sidste ende tager prisen. Her kæmper flere islamistiske bevægelser mod alt og alle, og selv al-Qaeda-associerede militser kommer ofte til kort overfor ISIS, ‘Den Islamiske Stat i Irak’.

For tiden skriver hollandske medier om ‘Abdurahman’, der efter ti år i Almere, rejste til Syrien og blev en del af ISIS. På et foto ses han posere med fem afskårne hoveder, angiveligt jihadister fra en konkurrerende milits.

(The Body of Truth, 18. marts 2014: Dutch Jihadi… Poses With 5 Severed Heads)

Det siger sig selv, at når islamister myrder islamister, så holdes der heller ikke igen overfor kristne og ikke-muslimer. Walid Shobat, en frafalden islamist, der nu kæmper for kristnes rettigheder i Mellemøsten, dokumenterer i en faktamættet post, om hvorledes islamister har indrettet slagtehaller i Syrien, hvor kristne o.a. udsættes for det der ligner rituelle henrettelser. Menneskekroppe på slagtekroge, uden hoveder, videofilmede massedrab i Allahs navn, og en ung fyr der får skåret halsen over mens kameraet ruller.

(Shoebat.com, 11. marts 2014: Muslims Conduct Real Life Ritual Human Sacrifice On Video)

Den slags er modbydeligt at se på, men sådan er Islam også. Det må man have i baghovedet når vestlige medier tæppebomber med dokumentarudsendelser om CIA-faciliterede ‘waterboarding’ af terrormistænkte, dehumaniserende fangevogtere i Abu Ghraib-fængslet og islamofobiske netværk der skriver grimme ting på nettet. Det er nødvendigt at perspektivere lidt. Vi er ikke som dem, og det er ikke engang tæt på.

Oploadet Kl. 08:26 af Kim Møller — Direkte link61 kommentarer


5. marts 2014

Samuel P. Huntington om Ukraines kulturelle splittelse (’96): “The forces of repulsion drive them apart…”

Alle har en mening om konflikten i Ukraine, og det virker som det politiske etablissement tror man kan tale en vestlig universalisme frem, stik imod historiske erfaringer og geopolitisk virkelighed. I sidste ende handler det om kultur. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i storværket The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order (1996), hvor han blandt andet beskrev hvorledes Ukraine var et splittet land, qua sin beliggenhed på brudfladen mellem det vestlig-katolske Europa og det østlig-ortodokse Rusland.

Enkelte debattører har trukket Huntington frem i Ukraine-debatten, det være sig Morten Uhrskov og Kasper Støvring, men noget af det bedste er pudsigt nok en Politiken-kronik af historiker Thomas Lie Eriksen, der problematiserer den sort/hvide fortælling om det gode EU og de onde russere.

Huntington lurer også lige bag overfladen, når Jyllands-Posten en sjælden gang strammer sig op, og skærer igennem politiserende floskler. Fra søndagens leder – Ukraine i klemme.

I Vesten har vi en forståelig, men ikke desto mindre forbløffende naiv tro på, at hvis en halv million mennesker i et land med en befolkning på 84 millioner indbyggere går på gaden og kræver et regimeskifte, så er der tale om en folkelig opstand, der har nationens opbakning. … Sejrherrerne på Uafhængighedspladsen i Kiev repræsenterer ikke hele Ukraine. … Udviklingen i det østlige og sydøstlige Ukraine, især på Krim, viser med al tragisk tydelighed, at ikke alle er begejstrede for magtskiftet i Kiev. For den russisk-sindede befolkning på halvøen kan det ikke gå hurtigt nok med at slippe fri af Kiev. … Hvis Ukraine skal undgå splittelse eller en borgerkrig, er den vestlige og østlige del af landet nødt til at finde en ny konsensus, der kan forene nationen. To nationale identiteter kolliderer i Ukraine.

Herunder en række citater relateret til Ukraine i Huntingtons bog.

“Paradigms also generate predictions, and a crucial test of paradigms’s validity and usefullness is the extent to which the predictions derived from it turn out to be more acurate than those from alternative paradigms. … A Civilizational approach… emphasizes the close cultural, personal, and historical links between Russia and Ukraine and the intermingling of Russians and Ukrainians in both countries, and focuses instead on the civilizational fault line that divides Orthodox eastern Ukraine from Uniate western Ukraine… a civilizationel approach… highlights the possibility of Ukraine splitting in half, a seperation which cultural factors would lead one to predict might be more violent than that of Czechoslovakia but far less bloody than that of Yougoslavia.” (s. 74f)

“The 1990s have seen the eruption of a global identity crisis. Almost everywhere one looks, people have been asking, ‘Who are we?’, ‘Where do we belong?’ and ‘Who is not us?’ These questions are central not only to peoples attempting to forge new nation states, as i the former Yugoslavia, but also much more generally. In the mid-1990s the countries where questions of national identity were actively debated included, among others: Algeria, Canada, China, Germany, Great Britain, India, Iran, Japan, Mexico, Marocco, Russia, South Africa, Syria, Tunesia, Turkey, Ukraine, and the United States. Identity issues are, of course, particularly intense in cleft countries that have sizable groups of people from different civilizations.

In coping with identity crisis, what counts for people are blood and belief, faith and family. People rally to those with similar ancestry, religion, language, values, and institutions and distance themselves from those with different ones.” (s. 323f)

Ukraine is divided between the Uniate nationalist Ukranian-speaking west and the Orthodox Russian-speaking east. In a clef country major groups from two or more civilizations say, in effect, ‘We are different peoples and belong in different places.’ The forces of repulsion drive them apart and they gravitate toward civilizational magnets in other societies. (s. 363f)

“The most compelling and pervasive answer to these questions is provided by the great historical line that has existed for centuries separating Western Christian peoples from Muslim and Orthodox peoples. This line dates back to the division of the Roman Empire in the fourth century and to the creation of the Holy Roman Empire in the tenth century. It has been in roughly its current place for at least five hundreds years. Beginning in the north, it runs along what are now the borders between Finland and Russia and the Baltic states (Estonia, Latvia, Lithuania) and Russia, through western Belarus, through Ukraine separating the Uniate west from the Orthodox east, through Romania between Transylvania with its Catholic Hungarian population and the rest of the country, and through the former Yugoslavia along the border separating Slovenia and Croatia from the other republics. It is the cultural border of Europe, and in the post-Cold War world it is also the political and economic border of Europe and the West.

The civilizational paradigm thus provides a clear-cut and compelling answer to the question confronting West Europeans: Where does Europe end? Europe ends where Western Christianity ends and Islam and Orthodoxy begin. (s. 425f)

“The successor to the tsarist and communist empires is a civilizational bloc, paralleling in many respects that of the West in Europe. At the core, Russia, the equivalent of France and Germany, is closely linked to an inner circle including the two predominantly Slavic Orthodox republics of Belarus and Moldova, Kazakhstan, 40 percent of whose population is Russian, and Armenia, historically a close ally of Russia, In the mid-1990s all thse countries had pro-Russian governments which had generally come to power through elections. Close but more tenuous relations exist between Russia and Georgia (overwhelming Orthodox) and Ukraine (in large part Orthodox; but both of which also have strong sense of national identity and past independence. … Overall Russia is creating a bloc with a Orthodox heartland under its leadership and a surrounding buffer of relatively weak Islamic states which it will in varying degrees dominate and from which it will attempt to exclude the influence of other powers. Russia also expects the world to accept and to approve this system.” (s. 441ff)

“Belarus early joined the Commonwealth of Independent States, was a charter member of the economic union created in 1993 with Russia and Ukraine, agreed to a monetary union with Russia, surrrendered its nuclear weapons to Russia, and agreed to the stationing of Russian troops on its soil for the rest of this century. In 1995 Belarus was, in effect, part of Russia in all but name. … In these three states public opinion responding to some combination of strategic and economic interests produced governments favoring close alignment with Russia. A somewhat similar pattern eventually occurred in Ukraine.” (s. 445f)

“Apart from Russia the most populous and most important former Soviet republic is Ukraine. At various times in history Ukraine has been independent. Yet during most of the modern era it has been part of a political entity governed from Moscow. … Ukraine, however, is a cleft country with two distinct cultures. The civilizational fault line between the West and the Orthodoxy runs through its heart and has done so for centuries. … Historically, western Ukrainians have spoken Ukrainian and have been strongly nationalist in their outlook. The people of eastern Ukraine, on the other hand, have been overwhelmingly Orthodox and have in large part spoken Russian. … The Crimea is overwhelmingly Russian…” (s. 447ff)

“The differences between eastern and western Ukraine are manifest in the attitudes of their peoples. In late 1992, for instance, one-third of the Russians in western Ukraine as compared with only 10 percent in Kiev said they suffered from anti-Russian animosity. The east-west split was dramatically evident in the July 1994 presidential elections. The incumbent, Leonid Kravchuk, who despite working closely with Russia’s leaders identified himself as a nationalist, carried the thirteen provinces of the western Ukraine with majorities ranging up to over 90 percent. His opponent, Leonid Kuchma, who took Ukrainian speech lessons during the campaign, carried the thirteen eastern provinces by comparable majorities. Kuchma won with 52 percent of the vote. In effect, a slim majority of the Ukrainian public in 1994 confirmed Khmelnytsky’s choice in 1654. The election, as one American expert observed, ‘reflected, even crystallized, the split between Europeanized Slavs in western Ukraine and the Russo-Slav vision of what Ukraine should be. It’s not ethnic polarization so much as different cultures.

As a result of this division, the relations between Ukraine and Russia could develop in one of three ways. In the early 1990s, critically important issues existed between the two countries concerning nuclear weapons, Crimea, the rights of Russians in Ukraine, the Black Sea fleet, and economic relations. Many people thought armed conflict was likely, which led some Western analysts to argue that the West should support Ukraine’s having a nuclear arsenal to deter Russian aggression.

If civilization is what counts, however, violence between Ukrainians and Russians is unlikely. These are two Slavic, primarily Orthodox peoples who had close relationships for centuries and between whom intermarriage is common. Despite highly contentious issues and the pressure of extreme nationalists on both sides, the leaders of both countries worked hard and largely succesfully to moderate these disputes. The election of an explicitly Russian-oriented president in Ukraine in mid-1994 further reduced the probability of exacerbated conflict between the two countries.

A second and somewhat more likely possibility is that Ukraine could split along its fault line into two separate entities, the eastern of which would merge with Russia. The issue of secession first came up with respect to Crimea. The Crimean public, which is 70 percent Russian, substantially supported Ukrainian independence from the Soviet Union in a referendum in December 1991. In May 1992 the Crimean parliament also voted to declare independence from Ukraine and then, under Ukrainian pressure, rescinded that vote. The Russian parliament, however, voted to cancel the 1954 cession of Crimea to Ukraine. In Januar 1994 Crimeans elected a president who had campaigned on a platform of ‘unity with Russia.’ This stimulated some people to raise the question: ‘Will Crimea Be the Next Nagorno-Karabakh or Abkhazia?’ The answer was a resounding ‘No!’ as the new Crimean president backed away from his commitment to hold a referendum on independence and instead negotiated with the Kiev government. In may 1994 the situation heated up again when the Crimean parliament voted to restore the 1992 constitution which made it virtually independent of Ukraine. Once again, however, the restraint of Russian and Ukrainian leaders prevented this issue from generating violence, and the election two months later of the pro-Russian Kuchma as Ukrainian president undermined the Crimean thrust for secession.

The Election did, however, raise the possibility of the western part of the country seceding from a Ukraine that was drawing closer and closer to Russia. Some Russians might welcome this. As one Russian general put it, ‘Ukraine or rather Eastern Ukraine will come back in five, ten or fifteen years. Western Ukraine can go to hell!‘ Such a rump Uniate and Western-oriented Ukraine, however, would only be viable if it had strong and effective Western support. Such support is, in turn, likely to be forthcoming only if relations betweeen the West and Russia deteriated seriously and came to resemble those of the Cold War.” (s. 449ff)

(Huntington, The Clash of Civilizations and the remaking of World Order, 1996, Ebog, s. 450)

The third and more likely scenario is that Ukraine will remain united, remain cleft, remain independent, and generally cooperate closely with Russia. Once the transition questions concerning nuclear weapons and military forces are resolved, the most serious longer term issues will be economic, the resolution of which will be facilitated by a partially shared culture and close personal ties. The Russian-Ukrainian relationship is to eastern Europe, John Morrison has pointed out, what the Franco-German relationship is to western Europe. Just as the latter provides the core of the European Union, the former is the core essential to unity in the Orthodox world.” (s. 454f)

(The World of Civilizations: Post-1990, s. 45)

“… a consequence of the end of the Cold War and the need for a redefintion of the balance between Russia and the West and agreement by both sides on their basic equality and their respective spheres of influence. In practice this would mean:

1. Russian acceptance of the expansion of the European Union and NATO to include the Western Christian states of Central and Eastern Europe, and Western commitment not to expand NATO further, unless Ukraine splits into two countries;

2. a partnership treaty between Russia and NATO pledging nonaggression…

3. Western recognition of Russia as primarily responsible for the maintenance of security among Orthodox countries and in areas where Orthodoxy predominantes; …

If an arrangement emerges along these or similar lines, neither Russia nor the West is likely to pose any longer-term security challenge to the other.” (s. 63ff)

Oploadet Kl. 11:09 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


2. marts 2014

Islam vs Kina: “… masked, knife-wielding assailants dressed in black slashed at crowds indiscriminately”

“… masked, knife-wielding assailants dressed in black slashed at crowds indiscriminately”, skriver internationale medier, og så fanger de fleste, at der må være en høj Muhammed-faktor. Fra Jyllands-Posten – Separatister stod bag terrorangreb på kinesisk jernbanestation.

“Separatister fra Xinjiang-regionen står bag lørdagens blodige knivangreb mener kinesiske myndigheder. 29 mennesker er lørdag blevet dræbt og flere end 130 er såret under et terrorangreb på en jernbanestation i det sydvestlige Kina.

De lokale myndigheder siger, at separatister fra Xinjiang-regionen står bag det blodige angreb i Yunnan-provinsen, skriver det statslige kinesiske nyhedsbureau, Xinhua. Regionen Xinjiang er præget af spændinger mellem de kinesiske myndigheder og muslimske uighurer. …

Ofre beskriver gerningsmændene som sortklædte, knivsvingende angribere, som styrtede ind på jernbanestationen i Kunming og begyndte at dræbe folk helt tilfældigt.”

(Kunming, Kina, 1. marts 2014; Liveleak)

“I wasn’t able to pick up my mother, my father was trying to pull her away, [but] then the attacker stabbed my mother in the throat.” (Wang Yu, SMH)

Oploadet Kl. 15:53 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


7. februar 2014

Replik til Zakaria: Derfor kommer det til at gå galt i Europa – Europæerne skabte multikulturelle stater

Tidligere på ugen bragte Jyllands-Posten en dansk oversættelse af en af Fareed Zakaris mange klummer i Washington Post. De er ikke direkte fordummende (som fem minutter med Lotte Svendsen og Knud Romer i Kulturen på News), men alt er altid Vestens skyld. Cand.merc Michael Thestrup kommenterer i onsdagens JP.

Findes JP om 30 år?
Under overskriften ‘Derfor er det gået galt i Mellemøsten’ (JP 3/2) peger Fareed Zakaria på tre hovedfaktorer:

- At briterne og franskmændene efter Første Verdenskrig skabte stater med forskellige folkegrupper.
- At sekulære styreformer siden 1990’erne er blevet afløst af islamisk fundamentalisme, klanstyre og sekterisme.
- At præsident George W. Bush besluttede at ‘vælte Saddam Husseins styre, opløse de magtstrukturer, som sunnierne sad på (afskaffe diktaturet, min tilføjelse) og derefter overlade den irakiske stat til shiitiske religiøse partier (indføre demokrati, min tilføjelse)’.

Om 30 år vil Zakaria sandsynligvis kunne skrive artiklen ‘Derfor er det gået galt i Europa’ og pege på:

- At europæerne efter Den Kolde Krig skabte stater med forskellige folkegrupper.
- At sekulære styreformer blev afløst af islamisk fundamentalisme, klanstyre og sekterisme.
- At den amerikanske præsident besluttede at støtte de demokratiske kræfter, hvorved de oprindelige europæere mistede magten til de nye muslimske flertal.

Spørgsmålet er, om der i Europa til den tid vil findes ytringsfrihed og frie medier som Jyllands-Posten, så Zakaria kan få trykt sit debatindlæg.

Oploadet Kl. 05:05 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


11. januar 2014

Lektor Lone Nørgaard om Byron Roths ‘The Perils of Diversity. Immigration and Human Nature’ (2010)

Kronik af Lone Nørgaard i dagens Jyllands-Posten – Danmark afskaffer sig selv (kræver login).

“Nationalstaten Danmark er i fuld gang med ganske langsomt at opløse sig selv. … Præcis det samme scenarie udfolder sig i lande som Sverige, Norge, England, Frankrig, Luxemburg og Holland – med en ukontrolleret masseindvandring fra tredjeverdenslande som en af hovedfaktorerne.

Jeg har beskæftiget mig intenst med indvandring i de sidste 10 år, fordi jeg så gerne har villet begribe gåden: Hvorfor det store flertal af politikere og beslutningstagere ønsker at save den gren over, som rimeligt velfungerende nationalstater har siddet komfortabelt på siden 1950’erne? Hvorfor træffer de beslutninger mod deres befolkningers udtrykkelige ønsker, i et forsvar for en politik, der har få fordele og så mange følelige konsekvenser?

Eftersom massetilvandringen til Europa primært foregår fra muslimske lande, har jeg også brugt i hundredvis af timer på at sætte mig ind i islam, og hvorfor der mon lige er så store problemer med integration af muslimer? Nu sidder jeg med en bog i hånden… der samler de fleste af trådene for mig og gennemlyser det rystende og vanvittige eksperiment, som de europæiske eliter med EU i spidsen har gang i. Et dybt pessimistisk værk…

Murstenen bærer titlen ‘The Perils [farerne] of Diversity. Immigration and Human Nature’(2010), forfatteren er den amerikanske professor emeritus i psykologi Byron M. Roth, og hans hovedærinde er at dokumentere den skade, masseindvandring af ikke-europæiske folk påfører Vesten, såvel USA som Europa. I det følgende skal jeg i punktform forsøge at formidle en række af hans teser og pointer, men af indlysende grunde er den interesserede læser nødt til at anskaffe sig bogen for at se hans meget omfattende – og kontroversielle – argumentation fuldt udfoldet.

Igennem de seneste 40 år har både USA og Europa gennemgået og fortsætter med at gennemgå demografiske forandringer, der er uden fortilfælde. Et stort antal mennesker fra tredjdeverdenslande er udvandret fra deres forarmede og fremtidsløse hjemlande til Europa, USA, Canada og Australien. Udviklingen er velkendt i Vesten og bliver betragtet med stor bekymring af flertallet af borgerne i værtslandene. De, som indtager elitepositioner i politik, industri, akademia og journalistik, deler ikke denne bekymring

Der har været meget lidt diskussion af den massive indvandrings mulige indflydelse på værtslandenes sociale struktur og kulturelle arv, til trods for at samfund må ses som organiske systemer, der er udviklet over århundreder og formet/formes af de specifikke mennesker, som bebor dem.

Historien viser, at det er meget vanskeligt for store og tydeligt forskellige grupper at leve harmonisk side om side.

Ideen, om at forskellige grupper af mennesker er stort set identiske og dermed udskiftelige, tjener som grundlag for de vestlige nationers immigrationspolitik og accepteres af både multikulturalister og assimilationister. Er ideen korrekt? Nej, for der er genetiske og intelligensmæssige forskelle, og gener er signifikante og afgørende faktorer for adfærd. Når den forskning, der ligger på området, bliver ignoreret, er det, fordi synspunktet krænker det stærkeste tabu i mainstream samfundsvidenskab – forskning i genetiske faktorer som forklaring på gruppeforskelle.

Striden mellem multikulturalister og assimilationister går på, om det er kulturen eller indvandrerne, som skal forandre sig. Assimilationisterne diskuterer imidlertid sjældent, om det overhovedet er muligt for indvandrerne at foretage de forandringer, som er nødvendige for en vellykket integration. … Multikulturalisterne opmuntrer indvandrerne til at bevare deres kultur – alt andet vil være nedvurderende. Konsekvensen f.eks i England: Sharia-domstole, i Frankrig 751 no go zones.

Der er en logisk brist i grundlaget for det multikulturelle program: Ideologien priser etniske minoriteter, som fastholder deres kulturelle traditioner, men ser skævt til majoritetsbefolkningen, som ønsker at gøre det samme.

Det er ironisk, at mange samfundsforskere finder det acceptabelt at erklære, at hvide amerikanere [danskere? - LN] er så ondsindede og uretfærdige [racistiske?], at de vil bruge et hvilket som helst påskud til at skade ikke-hvide; en beskyldning, som fremsættes uden bevis, samtidig med at anklagerne hævder, at et hvilket som helst udsagn om sorte eller andre minoriteter som gruppe er moralsk forkastelige, selv når de er velunderbyggede.

Både teori og empiri peger på, at gener spiller en stærk rolle i dannelsen af den menneskelige natur og som forklaring på menneskelige forskelle, herunder raceforskelle. At formulere en indvandringspolitik uden at medtænke denne viden er ekstremt uansvarligt I amerikanske [danske!] akademiske cirkler og blandt eliten er det helt klart forbudt at diskutere gruppeforskelle og uløseligt forbundet med at bringe sig selv eller ens karriere i fare

I Amerika bliver socialforskning, der strider mod politisk korrekt tankegang undertrykt, i Europa bliver den kriminaliseret. Jævnfør politologen Robert Putnams store forskningsprojekt, som blev tilbageholdt, fordi det – modsat forventningerne – konkluderede, at større etnisk og racemæssig forskellighed har alvorligt negative konsekvenser for et samfund og drastisk reducerer tilliden; den tillid, som er så betydningsfuld for (lokal)samfunds økonomiske og sociale velvære.

Det traditionelle skel mellem højre- og venstrepartier kan ikke anvendes i indvandringsspørgsmål. Deres politiske ledere er enige i deres støtte til indvandring. Hertil kommer, at hele det intellektuelle establishment fra højre og venstre har meldt sig ind i masseindvandringskoalitionen og bekender sig til multikulturalisme. … Konsensus blandt eliten er, at den folkelige modstand beror på uvidende fremmedfrygt, som derfor bare skal ignoreres.

Multikulturalisme er vokset frem af marxistisk tænkning, hvor etniske grupper erstatter de økonomiske klasser, som primære aktører i samfundskonflikten. Hvide af europæisk oprindelse er den undertrykkende klasse og de forskellige mindre heldige racemæssige og etniske grupper er de udbyttede klasser. Et andet produkt af marxistisk tænkning er, at venstrefløjen nedvurderer nationalisme, arbejder for global internationalisme og tror på verdensorganisationer som f.eks. FN. Masseindvandring støttes, fordi den tjener til at formindske hvid europæisk indflydelse og formindske forskellene mellem nationalstater. Det multikulturelle program, som bliver promoveret af eliten, er fundamentalt udemokratisk og påfører borgerne forandringer, som de ikke ønsker. …

De intellektuelle klasser har opgivet den søgen efter sandhed, som tidligere karakteriserede den, til fordel for at bruge forskning til at fremme politiske og ideologiske mål. De intellektuelles herskende ideologi er en absolut egalitarisme, som ikke anerkender, at noget er bedre end noget andet, hvad enten det drejer sig om ideer, kunstværker eller historiske analyser [ren nihilisme].



8. december 2013

Cain om DR2-serie: “Forskellen mellem verdens civilisationer skyldes geografi. Og europæere er onde”

Geoffrey Cain kommenterer tv-filmatiseringen Jared Diamonds ‘Guns, Germs and Steel’ på Sappho – Europæerne er stadig onde på DR2. En professor i geografi, mener geografiske vilkår er udslagsgivende…

“Jared Diamond er en rar mand med et stort hjerte. Han græd, da han så, hvordan små børn døde af malaria på et hospital i Zambia, og det ville de fleste af os også have gjort i hans sted. Malaria er en ganske rædsom sygdom, men der er måske en løsning ad åre? Vil afrikanere måske kunne få bugt med sygdommen vha. teknologi?

Ja, måske, sagde Jared Diamond. De kunne måske gøre ligesom folk i Singapore og Malaysia, der ligger på de samme breddegrader og oprindeligt plagedes af de samme sygdomme som i tropisk Afrika, og som de nu har fået bugt med. …

Så der er håb endnu. Men var det så denne forsinkede udvikling, der var årsagen til de små børns død i Zambia? Nej, det var det ikke, sagde Diamond.

Årsagen til malarias hærgen var Vestens fremtrængen i Afrika. Og det var derfor han græd. Det rørte ham dybt at se små børn dø, og smerten blev desto mere uudholdelig på grund af skylden. Den hvide mands skyld.

Denne scene på et hospital i Zambia og de følgende selvbebrejdende overvejelser fremkom i en lang og meget interessant udsendelse, hvor Diamond forklarede, hvorfor civilisationer opstod visse steder og ikke andre. Forklaringen var meget simpel: geografien, (Marx ville have sagt basis), og dette forklarede alt.

Civilisationer er et produkt af de fysiske forhold… Så glem dine fordomme, fordi vi alle er lige intelligente, og den berømte/berygtede Bell Curve, der klart viste store forskelle mellem de forskellige befolkningsgruppers intelligens, var klart ikke noget, Diamond havde tiltro til, kunne man se. …

Så ingen er genetisk smartere end andre, derfor skal den vestlige verden ikke se ned på folk, der stadig render rundt i bastskørt eller med penisfutteral, fordi vi er allesammen lige begavede. Og derfor karaktermæssigt lige gode eller lige onde? Ja, det skulle man tro, ikke sandt? Men det viste sig hurtigt, at det er vi ikke alligevel.

Vi i den vestlige verden er onde. Vi har erobret verden med geværer, bakterier og stål… og det kan vi lidt firkantet sagt takke vores gunstige geografi for. Men pas på, fordi vi også er onde. Ikke nok med at vi brugte dødbringende skydevåben mod folk, der kun var bevæbnet med bue og pil, vi har brugt de dårlige bakterier, som vi selv er blevet immune overfor, og som slog de amerikanske indianere ihjel som fluer.

Men det var vel ikke bevidst? Jo, det var, sagde Diamond, (jeg hørte det to gange), det var en bakteriekrig med gustent overlæg. Og her fornemmer man, at Diamond har forladt videnskabens verden og har bevæget sig over i noget ganske andet. …

Summa summarum: Dokumentarfilmen var interessant, men dens pointe ikke til at tage fejl af. Den kan opsummeres i en enkel formel:

Forskellen mellem verdens civilisationer skyldes geografi. Og europæere er onde.

(Guns, Germs & Steel fra 2005 kan ses på DR2 eller Youtube; Se evt. temaside på PBS)

Oploadet Kl. 13:42 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


27. november 2013

P1 vrider virkeligheden: Rabiat fundamentalistisk konservatisme hærger større centralasiatisk land…

Det er tidskrævende at blogge om radio- og tv-indslag, og dagligt må jeg skifte væk fra P1 for ikke at få sindet fyldt op af licensfinansieret propaganda. Tidligt i går morges var det et indslag på P1 Morgen om genindførelse af stening for utroskab (Zina) i Afghanistan, der i den islamiske straffelov, den såkaldt hudud, er at regne for en forbrydelse imod Gud. En letforståelig sammenhæng, som ikke engang Gyldendals åbne encyklopædi forsøger at relativere sig ud af.

Indslaget varede mere end otte minutter. Ikke et ord om Islam, men en helt masse om rabiat fundamentalistisk ‘konservatisme’. Fra – Afghanske embedsmænd vil genindføre stening.

Dorte Krogsgaard, P1: Vi skal videre til Afghanistan. Afghanske embedsmænd er i gang med at udarbejde med at udarbejde et ny udkast til en straffelov, og særlig en bestemmelse, paragraf 21 skaber opmærksomhed. Den handler nemlig om igen at indføre stening af kvinder og mænd som bliver dømt for utroskab. Paragraf 23 i udkastet specificerer desuden at straffen skal udføres offentligt. Philip Khokhar, god morgen.

Philip Khokhar, DR: God morgen.

Dorte Krogsgaard: Vores journalist i Afghanistan. Det giver jo tanker tilbage til dengang det var Taliban der styrede Afghanistan, hvordan kan sådan noget som stening for utroskab optræde i et udkast til en straffelov fra landets justitsministerium.

Philip Khokhar: Det her det er et udtryk for, at der stadigvæk er meget meget konservative og fundamentalistiske kræfter i Afghanistan, og jeg synes nærmest man oplever et kapløb for tiden om at komme med rabiate forslag, som vi så også for noget tid siden, et forslag der faktisk ville legalisere voldtægt sålænge det foregik indenfor ægteskabets rammer.

Dorte Krogsgaard: Philip, du var ved at fortælle, at Afghanistan er et meget konservativt land.

Philip Khokhar: Ja, det er rigtigt – Afghanistan er et meget meget konservativt land, og det man oplever for tiden det er jo nærmest et kapløb om at komme med endnu mere konservative, endnu mere rabiate forslag. … Det er ikke fordi den store brede afghanske befolkning står og råber efter stening for utroskab, men man ser at de konservative kræfter nærmest konkurrerer om hvem der kan komme med mest konservative forslag. Det er blandt andet fordi de ved at udlændingene er på vej ud ad landet, og om få år skal Afghanistan stå på egne ben, og der er mange som gerne vil have lidt opmærksomhed for tiden.

Dorte Krogsgaard: Er der nogen som helst mulighed for at det bliver gennemført det her?

Philip Khokhar: Det tror jeg ikke. Det skal siges at i parlamentet sidder der mange konservative som formentligt vil stemme for de her forslag, men jeg har meget svært ved at forestille mig… der er jo ingen der kan leve med at man vil genindføre stening i Afghanistan… Sålænge der vil givet penge og bistand til Afghanistan, så tror jeg ikke på, at nogle vil kunne acceptere det her bliver indført. Men i en situation om nogle år, hvor Afghanistan måske ikke føles så afhængig af omverdenen, der ved man aldrig hvad der kunne ske. På kort sig tror jeg ikke de her forslag vil blive indført – der vil blive for stort et ramaskrig i omverdenen.

Dorte Krogsgaard: Det fortalte Philip Khokhar…

(‘Konservativ’ aktivist, Den Islamiske Republik Afghanistan; Islamization Watch)



12. november 2013

Syrien blog: Flere jihadister død under kampe i Syrien, herunder en 17-årig Koran-læser fra Fredericia

Fra den velunderrettede Syrien blog – To islamister fra Danmark dræbt i Aleppo.

“I går rapporterede syrisk tv, at to mænd fra Danmark er blandt de i alt 80 nedslagtede terrorister, som den syriske hær de seneste par dage har taget sig kærligt af i Aleppo. Den ene af de dræbte, 17-årige Fatih Jahangir Khan, var så elskværdig at medbringe sit studiekort fra Rødkilde Gymnasium. Den anden havde medbragt sit danske pas, som rapporteren åbner i indslaget. Det er dog lidt utydeligt, så vi er pt. i gang med at få et scan fra Syrien.

Den syriske hær rykkede for 2 dage siden ind i Sfeira ved Aleppo, for at genindtage den militære ‘Base 80′. Det blev det sidste, de to islamister fra Danmark kom til at opleve.”

(Jihadisten Fatih Jahangir Khan fra Fredericia, død under kampe i Syrien, nov. 2013; Youtube)

(Fatih Jahangir Khan, nummer 2 fra venstre, foto fra tyrkisk ‘Koranrecitationskonkurrence’, 2012)

Oploadet Kl. 22:10 af Kim Møller — Direkte link53 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »