26. november 2014

Bent Jensen: Demokratiske Israel er omringet af islamiske fjender, Lidegaard vil anerkende Hamas-stat

Der findes flere gode argumenter for en tostatsløsning, men de mest oplagte får man aldrig en dansk minister til at sige højt. At Danmark så kan sende statsløse palæstinensere hjem igen, og – Israel endnu nemmere, med folkeretten i baghovedet kan betragte enhver raket der flyver over grænsen som en krigserklæring. Fremragende kronik af professor Bent Jensen, der med få ord får forklaret, hvorfor Israel nødvendigvis må tage udgangspunkt i egen sikkerhed, og hvorfor det er et direkte angreb på Israels eksistensberettigelse af anerkende en Hamas-stat.

Fra Jyllands-Posten – Hvad skal Israel egentlig gøre?

“Nu for tiden rejser Lidegaard rundt i verden for at skabe fred og tale om nødvendigheden af en tostatsløsning.

Hver gang jeg ser og hører ham tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Er han ordentligt inde i sagerne? Har han læst på lektien, og har hans embedsmænd forsynet ham med alle de nødvendige oplysninger om konfliktens rødder – og jeg understreger alle? Eller lader han blot munden løbe?

Det meste af Mellemøsten befinder sig i et omfattende kaos. Israels nabostat Syrien er hærget af en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet 200.000 mennesker livet og drevet millioner på flugt. Oprørsstyrkerne i Syrien har svoret at ville udslette Israel. Det samme har Assad-regimet i Damaskus.

Israels anden nabo Libanon er lige nu forholdsvis rolig, hvormed menes, at der ikke er åben borgerkrig. Men Libanon er heller ikke længere en stat i normal forstand. Her opererer den fanatiske terrororganisation Hizbollah (Guds Parti), der har svoret at ville udslette Israel, og som af det afsindige præstestyre i Iran er velforsynet med langtrækkende raketter. Præstestyret har også svoret at ville likvidere Israel, ‘Den lille Satan’.

Kongeriget Jordan, Israels nabo mod øst, er foreløbig roligt. Det vender vi tilbage til. Lidt længere mod øst er Irak, som heller ikke mere eksisterer som stat. Dets territorium kontrolleres dels af regimet i Bagdad, dels af den rasende terrororganisation Islamisk Stat (IS), som ligeledes har svoret at ville udrydde Israel i strømme af blod. Endelig kontrollerer kurderne dele af det nordlige Irak, hvor de håber på at kunne udråbe en selvstændig stat. Dem vender vi også tilbage til.

Ægypten mod sydvest er for tiden kontrolleret af et militærstyre, der forsøger at holde de islamiske fanatikere nede. I Sinai fører velbevæbnede hellige krigere sig blodtørstigt frem med hovedafskæringer og angreb på egyptiske styrker. De udgør en del af IS og har bekendtgjort, at de vil både Israel og det egyptiske regime til livs.

Så er der Israels umiddelbare arabiske naboer i Gaza og det øvrige palæstinensiske selvstyreområde (PS) på Vestbredden, som ifølge Lidegaard skal udgøre en ny arabisk stat. Hvordan det i praksis skal kunne lade sig gøre, ville jeg gerne høre Lidegaard forklare. De to dele ligger i åben krig med hinanden. I 2006 overtog Hamas magten i Gaza efter at have myrdet og fordrevet Fatahs repræsentanter. Det af Iran veludrustede Hamas er en velbeslået terror- og mafiaorganisation bevæbnet af Iran og har på sit program Israels udslettelse og fordrivelse af jøder.

Så sent som sidste sommer organiserede Hamas et væbnet kup mod Mahmud Abbas’ tyre i Ramallah for også at få Vestbredden under Hamas’ kontrol. … Hvis der blev afholdt valg på Vestbredden i dag, tyder alt på, at Hamas ville få flertal. Så ville den jødiske stat blive omringet af fanatiske islamister. Derfor vil Israel gerne have kontrol med sikkerheden på Vestbredden. Da Israel rømmede Gaza i 2005, blev området omgående gjort til en angrebsbase mod den jødiske stat. Uden Israels beskyttelse ville Abbas også være færdig.

Jeg ved ikke, om Lidegaard har talt med Abbas i Ramallah og terroristerne i Gaza om disse ting:

Hvordan forestiller de to palæstinaer sig, at en tostatsløsning skal virkeliggøres, så længe de to palæstinaer går efter hinandens strube? Hvem skal garantere, at en samlet palæstinensisk stat ikke også fra Vestbredden fyrer raketter ind i hjertet af Jerusalem og graver tunneller til terrorister ind på Israels territorium? Og hvad mener Abbas og hans folk om udsigten til at blive fordrevet/likvideret af Hamas?

Så længe man ikke har svar på den slags fundamentale spørgsmål, er det jo blot tom snak at aflire remsen om en tostatsløsning – altid med brod mod Israel, som ikke frivilligt vil lade sig føre til slagtebænken.

(Palæstina-flag med Davidstjerne i Larousse French dictionary, 1939; Via Jihadwatch, der forklarer)

Jeg synes i fuld alvor, at Lidegaard skulle forholde sig seriøst til de reelle problemer, der her er omtalt. Og der er flere endnu. Hvorfor behandler han palæstinenserne som uansvarlige børn? Hvorfor stiller han ikke krav til dem, hvis de vil have egen stat? Hvorfor siger Lidegaard & Co ikke til både Hamas-lederne og til Abbas og hans mafia i Ramallah, at de skal standse myrderierne på jøder og indstille deres anti-jødiske hadkampagner i skolebøger og i palæstinensiske medier – inklusive de officielle trykte og elektroniske Hamas- og PS-medier.

Som ansvarlig minister ved Lidegaard naturligvis, at disse afskyelige hadkampagner kører hele tiden. Men hvordan forestiller han sig så, at der skal kunne blive fred og fordragelighed mellem jøder og arabere på det diminutive område, som Israel og selvstyreområdet udgør, når den ene part hele tiden dyrker hadet til den anden part, nægter dens ret til eksistens og vil have en jødefri zone?”

Oploadet Kl. 12:30 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


25. november 2014

Tom Jensen tager Yahya Hassan på ordet: Han dyrker konspirationsteorier på niveau med islamister

Yahya Hassan er interviewet til seneste nummer af Euroman, og gør sig her sine spekulationer om hvorvidt Islamisk Stat er marionetter for “USA, Israel eller andre lande” der har en interesse i at få muslimer til at fremstå som vanvittige mordere. Berlingskes Tom Jensen kommenterer Yahya Hassans optræden i søndagens Deadline – Hvis Yahya Hassan vil befri os fra de ekstreme, hvorfor lyder han så selv så ekstrem? Læs det hele.

“Er man træt af, at det er perceptionerne og forestillingen om, hvad eller hvem Yahya Hassan mon er, der har domineret debatten om ham og hans budskaber, så er der jo kun ét logisk modtræk: At tage ham på ordet. Lytte til hvad han siger. … Derfor vælger jeg at tage Yahya Hassan alvorligt. Det gør man som nævnt bedst ved at beskæftige sig konkret med det, han siger. Jeg satte mig derfor i dag og streamede Deadline 2. sektion-programmet og skrev ned, hvad han sagde. Så kan man forholde sig til dét – og intet andet.

Hans udsagn her har i dag fået masser af medvind. Herunder fra respektable meningsdannere på de sociale medier og andre steder. Rosende ord er strømmet Yahya Hassan i møde. Her eksempelvis – men blot som et enkelt, tilfældigt eksempel – Stine Bosse: ‘Holdninger i superliga for unge’.

[...]

… derefter kaster han sig ud i det, der vel endte med at være hans centrale budskab i interviewet med Deadline 2. sektions-værten Adam Holm. Nemlig det synspunkt, at der er brug for at ekskludere de ekstremistiske fløje (i dette konkrete tilfælde: højrefløje) fra integrationsdebatten i Danmark for at finde et nyt rum – et samtalerum, en ‘tredje vej’, som det også formuleres – hvor almindelige danskere og almindelige nydanskere, arabere, muslimer kan finde sammen på fornuftig vis.

Det lyder jo som udgangspunkt som en sympatisk vision. … Også dette lyder jo i sit udgangspunkt helt rigtigt.

Problemet for Yahya Hassan er hans efterfølgende definition af de højreorienterede danskere og de højreorienterede muslimer. Dem der ifølge Hassan hele tiden er i medierne, hvor 3-4 stykker fra hver fløj altid og evindeligt sidder og skændes:

‘Vi skal finde vores repræsentanter med omhu. Og det skal danskerne også. Jeg har en venneskare, hvor man kan sige at halvdelen er arabere og muslimer, og hvor den anden halvdel er danskere, men der er ikke nogen af mine danske venner, som kan identificere sig med den danske højrefløj, og der er heller ikke nogen af mine arabiske venner, som kan identificere sig med den muslimske højrefløj. Det der er med dét er, at det er en lille gruppe på hver sin side, som sætter dagsordenen. Ved hjælp af jer som medier. Så I skal jo tænke over – hvem er det vi inviterer ind? Okay, vi har hørt at Inger Støjberg hun har noget imod islam og muslimer. Vi har også hørt at Pia Kjærsgaard har noget imod islam og muslimer. Og vi har hørt at salafisten han har noget imod Danmark og danskerne. Skal vi høre det igen? Skal vi blive ved med at høre på dem?’

Man må sige, at det er noget af et lighedstegn, Yahya Hassan her får sat. Mellem Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, som jo repræsenterer to partier, der ifølge meningsmålingerne står til støtte fra henved 45 procent af den samlede danske befolkning (nydanskerne inklusive) – og ‘salafisten’.

Mener Yahya Hassan i fuld alvor, at man kan sætte dette lighedstegn? Et direkte lig med mellem eksempelvis radikaliserede imamer og deres sympatisører, Islamisk Stat-følgere, Hizb-ut-Tahrir, salafister og hvad vi i øvrigt har af ekstreme grupperinger blandt den muslimske befolkning – og det meste af den helt almindeligt borgerlige politiske fløj i Danmark, repræsenteret ved f.eks. Dansk Folkeparti og Venstre? Åbenbart.

Det er her kæden første gang hopper af. For hvis vi nu accepterer den rimelige dagsorden, at den ekstreme og radikaliserede del af den danske muslimske befolkning udgør en absolut minoritet i minoriteten, så at sige – hvorfor pokker er det så OK at udnævne henved halvdelen af den samlede danske befolkning til ekstremiststøtter, der kan sammenlignes direkte med salafister? Det er ikke desto mindre, hvad Yahya Hassan reelt gør:

‘Man skal stoppe. Man skal stoppe med at invitere ekstremister ind. Vi kan ikke bruge ekstremisterne til noget. De er en del af virkeligheden, men vi har jo hørt på dem i 20 år. Hvorfor skal vi høre mere på dem? De skaber kun had. De skaber kun splid, hvadenten det er danske højreorienterede eller det er muslimske højreorienterede. Vi kan ikke bruge dem til noget.

[...]

Adam Holm spørger stilfærdigt, hvad der mon skal til, før ‘vi’ forstår muslimernes situation bedre?

Yahya Hassan svarer:

‘… Samtidig med at vi ser, hvad er det lige der foregår i Mellemøsten, hvad er det der er foregået i Mellemøsten i rigtig lang tid. Vi må jo også forstå, at det tænker muslimerne også over. Den danske regering har jo nærmest udviklet sig til ét stort udenrigsministerium som varetager forbryderiske og udemokratiske regimers interesser, ik’…’

Det var alligevel ikke så lidt, tænker man. Men hvem er så mon disse forbryderiske og udemokratiske regimer? Er det Saudi-Arabien, Syrien, det Hamas-kontrollerede Gaza? Nej, naturligvis ikke. De forbryderiske og udemokratiske regimer, viser det sig umiddelbart derefter, er USA og Israel.

Jamen, spørger Adam Holm, vi har vel deltaget i de militære aktioner i Mellemøsten for at skabe bedre vilkår, så folk bliver?:

‘Jaja, det er påskudet, det er propagandaen, det er det vores politikere fortæller os, men det de i virkeligheden laver… det er – danskerne de deltog i besættelsen af Irak og i krigen derovre. Man dræbte flere hundrede tusinde civile. Og man fordrev millioner af mennesker. Tror I ikke også at det er en grund til, at der kommer flygtninge til Danmark?’.

… til sidst sætter Yahya Hassan trumf på. Også det danske militære engagement i Mellemøsten – herunder, må man forstå, de igangværende togter vendt mod Islamisk Stat – er reelt et overgreb på danske muslimer:

‘Hvordan tror I muslimerne de har det med at statsministeren hun ikke engang kan finde ud af at anerkende et undertrykt folk, men samtidig så sender de bare bombefly afsted? Altså, hvis man erkender at USA er den store rocker, jamen så er danske ministre at betragte som små supportere, der sender bombefly og soldater afsted, når de får besked på det. Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund.’

Med al respekt for Yahya Hassans palæstinensiske baggrund og familiehistorik og de følelser og den identitet, der forståeligt nok må være forbundet hermed: Ved at udnævne USA og Israel til ondskabens forbryderiske regimer, ikke områdets mere eller mindre islamistiske regimer og bevægelser, og ved at gøre det til et overgreb på muslimer og indirekte et angreb på danske muslimer at indlede en militær aktion med bombefly mod Islamisk Stat – hvor er det så Yahya Hassan ender med at placere sig selv i forhold til den nye samtale mellem fornuftige nydanskere og fornuftige danskere?

For mig at desværre også i dette tilfælde – i iveren efter at pege anklagende fingre mod den danske regering, mod USA og mod Israel – i bekymrende grad tæt på de højre-islamiske kræfter, han ellers startede med at lægge afstand til.

Men det bliver faktisk endnu grellere endnu. …

‘Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund. Men er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har national selvstændighed? Er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har noget til fælles med sine skandinaviske nabolande, politisk eller etisk? Er det muslimernes skyld, at vi har udsultet den offentlige sektor, således at de svageste i vores samfund de får det dårligere og dårligere? Og at uligheden er steget fuldstændig grotesk…’

Altsammen er ifølge Yahya Hassan udtryk for en strategi, hvor den danske underklasse af politikerne og medierne manipuleres til at hade de fremmede. Og omvendt. Det er en fantastisk konspirationsteori. Som i virkeligheden minder lidt om den, dokumentaristen Michael Moore lagde for dagen i sin film Fahrenheit 911, hvor hans budskab slutteligt var, at den amerikanske regering lokkede den amerikanske underklasse til at føre sin krig mod islam for sig.

I sin afsluttende tirade kører Yahya Hassan sig ikke alene ud på den yderste politiske venstrefløj, på Enhedslistens mest forbenede venstreflanke, hvor man anser verdens største offentlige sektor for udsultet…

Men han gør sig også til politisk konspirationsteoretiker. Det hele er et led i én stor, strategisk plan, som går ud på at spille fattige danskere ud mod fattige indvandrere.

Hvorved Yahya Hassan ikke alene udelukker den danske politiske højrefløj fra den ‘nye samtale’, han ellers gerne vil etablere. Han udelukker hele det mainstream-politiske danske spektrum og vel rundt regnet partier, som 85-90 procent af den danske befolkning (inklusive nydanskerne) stemmer på.

Der er følgelig ikke mange ‘danskere’ tilbage i det samtalerum, Yahya Hassan ellers gerne ville skabe.”

Oploadet Kl. 04:29 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


18. november 2014

Douglas Bazi, irakisk præst: “I Mosul var det ikke IS, men vores naboer, der plyndrede vores huse.”

I sidste måned bragte Weekendavisen en artikel af Pernille Bramming, der har været en tur i Irak. Herunder lidt fra Massakre (via Den Frie). Se evt. også tidligere post.

“For fader Douglas Bazi er det også anderledes nu. Han hører til den kaldæiske kirke og er en af de ansvarlige for flygtningelejren ved Sankt Elias kirken over for mit hotel. Han vil ikke bo i en zoologisk have, svarer han på spørgsmålet, om han deler drømmen om Nineveh-højsletten.

‘Jeg ser intet lys for enden af tunnelen. Mit folk er døende. Da folk ankom her for tre måneder siden, talte de om at kunne vende tilbage, nu taler de om at kunne komme videre. Som kristne i dette land (Irak, red.) har vi set islams eneste, sande ansigt, og det er IS,’ erklærer han kategorisk.

Og selv om han tydeligvis er meget, meget stresset og taler højt og melodramatisk, så er hans vrede dybfølt. Han nærer ikke tillid til nogen muslimer i Irak, hverken kurdiske eller arabiske, og mener, at der kun er én vej frem, og det er at udvandre.

‘Jeg har hidtil hørt til dem, der sagde: bliv og kæmp. Min kirke i Bagdad blev sprængt i luften, jeg var kidnappet i ni dage, jeg blev skudt i benet, men ordet opgive stod ikke i min ordbog.

Nu tænker jeg på børnene. Jeg kunne lege kamikaze-pilot, og jeg kunne klare al smerten, men hvorfor skulle næste generation dog også opleve al den smerte? I Mosul var det ikke IS, men vores naboer, der plyndrede vores huse. I Qaraqosh var det folk fra de muslimske nabolandsbyer, der kom og plyndrede,’ siger han.

Oploadet Kl. 16:58 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


14. november 2014

Islamistisk Krystalnat-støtte til jødehadere: “… en lokal funderet indsamling på Nørrebro”, skrev MSM

Danske jøder er vrede over Enhedslisten Nørrebros Krystalnat-arrangement, skrev Berlingske i sidste uge, og berettede at overskuddet går til #112Gaza, en såkaldt “lokalt funderet indsamling på Nørrebro”. Det nærmeste man kommer en talsmand for denne ret så anonyme organisation er palæstinensiske Khalid Alsubaihi, der har en fortid i Hitz-ut-tahrir, og i dag er formand for VIOMIS (Viden om Islam), der har base i den diskrete Al-Nour moské ved Blågårdsplads, i hjertet af det venstreradikale Nørrebro.

(Khalid Alsubaihi, t/h, samler ind til fordrevne syrere i regi af VIOMIS AID, Nørrebro, 2014; Facebook)

Det er nemt at forstå hvorfor danske jøder ikke ønske at støtte, det der tydeligvis er en islamistisk indsamling i VIOMIS-regi. Det er kun tre måneder siden VIOMIS-projektet De Humanitære Hjerter var i medierne, fordi det kontonummer man brugte til indsamlingen – også blev brugt til at sælge Islamisk Stat-klistermærker. Officielt blev der samlet ind til køb af ambulancer til Islamisk Stat-kontrollerede områder i Syrien, nøjagtig som #112gaza nu samler ind til køb af ambulancer til Hamas-kontrollerede Gaza.

De Humanitære Hjerter forsvandt fra Facebook, efter politiet valgte at sigte tre fra foreningen. Jeg bragte et enkelt foto fra deres billedarkiv i en tidligere post. Her kan man se bosniske Adnan Avdic, der var sigtet i Glostrupsagen, og flere gange er stået frem som talsmand for Kaldet til Islam. Han overtog ifølge Jyllands-Posten salget af Islamisk Stat-klistermærkerne efter Ali Daghim.

(VIOMIS’ #112gaza samler ind til køb af ambulancer på Nørrebro, Nørrebro, 2014; Twitter)

(VIOMIS’ De Humanitære Hjerter leverer ambulancer til islamistiske oprørere, Syrien, 2014; Youtube)

“… mens PET endnu arbejder på at rejse den første retssag mod en af de mindst 100 personer fra Danmark, der er draget i hellig krig, blev tre personer fra den ene forening – De Humanitære Hjerter – i går anholdt, sigtet for at have solgt Islamisk Stat-klistermærker for donationer, som ifølge politiet kan være havnet i hænderne på den militante bevægelse.” (Politiken, 3. september 2014)

“Klistermærker med Islamisk Stats karakteristiske runde, hvide logo med arabisk skrift kan – på trods af at organisationen De Humanitære Hjerter, som oprindelig stod for salget, er blevet ransaget og ledende personer anholdt – stadig købes. Det bekræfter den nuværende sælger, Adnan Avdic…” (Jyllands-Posten, 4. september 2014)

(Viomis’ De Humanitære Hjerter samler ind med Glostrupsagens Adnan Avdic, t/h, 2014)



13. november 2014

“They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. ” (Fouad Ajami, 1945-2014)

Selvom indvandrergangsteren Danny Abdallah er udvist, så lever han et fint liv i Danmark, skriver Den Korte Avis. På Facebook fortæller hovedpersonen, at han er nevø til professor Fouad Ajami, der døde tidligere på året. Fouad Ajami er ikke hvem som helst. Her lidt fra en 2008-kommentar til Samuel P. Huntington i New York Times – The Clash.

“It would have been unlike Samuel P. Huntington to say ‘I told you so’ after 9/11. He is too austere and serious a man, with a legendary career as arguably the most influential and original political scientist of the last half century — always swimming against the current of prevailing opinion.

In the 1990s, first in an article in the magazine Foreign Affairs, then in a book published in 1996 under the title ‘The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order,’ he had come forth with a thesis that ran counter to the zeitgeist of the era and its euphoria about globalization and a ‘borderless’ world. After the cold war, he wrote, there would be a ‘clash of civilizations.’ Soil and blood and cultural loyalties would claim, and define, the world of states. …

Shortly after the appearance of the article that seeded the book, Foreign Affairs magazine called upon a group of writers to respond to Huntington’s thesis. I was assigned the lead critique. I wrote my response with appreciation, but I wagered on modernization, on the system the West had put in place. ‘The things and ways that the West took to ‘the rest,” I wrote, ‘have become the ways of the world.

[...]

Nearly 15 years on, Huntington’s thesis about a civilizational clash seems more compelling to me than the critique I provided at that time. … I still harbor doubts about whether the radical Islamists knocking at the gates of Europe, or assaulting it from within, are the bearers of a whole civilization. They flee the burning grounds of Islam, but carry the fire with them. They are ‘nowhere men,’ children of the frontier between Islam and the West, belonging to neither. If anything, they are a testament to the failure of modern Islam to provide for its own and to hold the fidelities of the young.

More ominously perhaps, there ran through Huntington’s pages an anxiety about the will and the coherence of the West — openly stated at times, made by allusions throughout. The ramparts of the West are not carefully monitored and defended, Huntington feared. Islam will remain Islam, he worried, but it is ‘dubious’ whether the West will remain true to itself and its mission. Clearly, commerce has not delivered us out of history’s passions, the World Wide Web has not cast aside blood and kin and faith. It is no fault of Samuel Huntington’s that we have not heeded his darker, and possibly truer, vision.

(Fouad Ajami, 2011: Tracking the Arab Spring: The Best Day After a Bad Emperor is the First)

Oploadet Kl. 13:40 af Kim Møller — Direkte link4 kommentarer


12. november 2014

“… forudsigelige konflikter, der udspringer af de libyske soldaters kulturelle baggrund og traditioner”

Det kan lyde lidt barsk at kæde ‘voldtægter, overfald, tyverier, vold og trusler’ sammen med libyernes ‘kulturelle baggrund og traditioner’, men Krigeren.dk skrives af soldater med praktisk erfaring, ikke af folkevalgte kulturrelativister. Fra Træning af libyske soldater i England afbrydes øjeblikkeligt.

“For at rette op på den kaotiske tilstand, der har hersket i Libyen siden den NATO-støttede borgerkrig i 2011, ville man hente 2.000 libyske soldater til England og give dem træning, således de kunne vende hjem og håndhæve lov og orden. … Men projektet – kaldet OP VOCATE – er nu standset, efter at byen Cambridge og træningslejren Bassingbourn har været udsat for voldtægter, overfald, tyverier, vold og trusler.

Indtil videre er tre engelske kvinder blevet udsat for voldtægtsforsøg, og en enkelt mand er blevet voldtaget af to libyske rekrutter i en park. Derudover er flere englændere blevet udsat for gaderøverier, og politibetjente er flere gange blevet udsat for trusler. I byen Cambridge er cykler blevet stjålet i stort antal, og efterfølgende fundet i træningslejrens område.

En instruktør på kasernen er blevet tæsket, og en anden måtte tage flugten efter at være blevet overfaldet af en ophidset flok af libyske rekrutter. Rengørings- og kantinepersonale er også blevet truet med jævne mellemrum.

Godt 300 engelske soldater har fået inddraget deres orlov indtil de sidste libyske rekrutter har forladt landet. De skal nu bevogte træningslejren, så libyerne ikke længere kan komme i kontakt med lokalbefolkningen.

Man har allerede fra starten vidst, at man ville rende i et kultur sammenstød. Libyerne stillede bla. fra starten det opsigtsvækkende krav, at der kun måtte deltage mandlige instruktører.

– ‘De dele af uddannelsen, der fordrer ‘hands-on’ kontakt med libyske soldater – eksempelvis at rette på en libysk soldats skydestilling på skydebanen – gennemføres af mandlige instruktører. Herved undgås forudsigelige konflikter, der udspringer af de libyske soldaters kulturelle baggrund og traditioner’ – forklarede oberstløjtnant Henrik Lyhne fra Hærens Operative Kommando (HOK) over for DR Nyheder tilbage i marts 2014.”

(Libyske soldater i Bassingbourn-lejren, november 2014; Snaphanen, Daily Mail)



8. november 2014

Judenrein Krystalnat: “Asyllovgivningen strammes.. en.. påmindelse om, at Krystalnatten kan ske igen”

Transformationen er fuldendt. Spørgsmålet er nu kun om Enhedslisten & Co. selv vil iscenesætte fysiske angreb mod et konkurrerende Krystalnat-arrangement der inkluderer jøder, eller om deres stakkels forfulgte minoriteter gør det helt automatisk. Vi lever i absurde tider. Fra Uwe Max Jensens Den Frie – Muslimer og den ekstreme venstrefløj har kapret Krystalnatten.

“Enhedslisten-København indkalder på Facebook til en markering af Krystalnatten under overskriften ‘Nej til diskrimination i alle dens former – aldrig mere krystalnat’. Det foregår søndag 9. november 2014 fra klokken 15.00 til 16.30 på Dronning Louises Bro, Nørrebrogade, København. Overskuddet fra arrangementets salg går til Gaza, og på arrangementets plakat er der ingen spor af jøder. Den mest markante person på plakaten er en muslimsk kvinde iført tørklæde.

Om arrangementet skriver Enhedslisten-København på Facebook:

‘Vi vil bo i en mangfoldig by. Den 9. november 1938 blev ca. 26.000 jøder fængslet – og det der var værre – i Tyskland som led i en nazistisk aktion, der blev kendt som Krystalnatten.

I år er 76-årsdagen for den nat, der markerede optrapningen af den systematiske forfølgelse og udryddelse af jøder, handicappede, seksuelle minoriteter og anderledes tænkende i Tyskland og de senere besatte områder. Det var kulminationen på årtiers – faktisk århundreders – propaganda og sanktioner rettet mod minoriteter i Europa.

I København ved vi, at etnisk motiverede sanktioner, arrestationer, visitationer og deportationer ikke kun hører til fortiden. I København ved vi, at racismen, sexisme og fobi mod transpersoner lever – mellem mennesker i hverdagen; i myndighedernes måde at møde borgere på; i statens måde at adskille borgere fra ikke-borgere. …

Asyllovgivningen strammes ubønhørligt, diskrimination på baggrund af seksuel orientering og køn eskaleres, og minoriteter og anderledes tænkendes rettigheder angribes og undermineres. Alt dette er en uhyggelig påmindelse om, at Krystalnatten kan ske igen. På 76-året går Københavns beboere på gaden for mangfoldighed i alle dens skønne former og farver.”



6. november 2014

DR3-tema om konspirationsteorier: 9/11, Illuminati og Breivik/Hedegaards ‘Den muslimske invasion’

Jeg ser udelukkende DR, når jeg tippes om licensfinansieret propaganda, men 2014-kvoten er ved at være fuld. Udsendelsesrækken Langtude på DR3 havde i går ‘Konspirationsteorier’ som emne, og gik tæt på seks af slagsen. Lige efter ‘9/11′ (CIA og Bush stod bag 9/11-angrebene), lige før ‘Illuminati’ (reptilmennesker styrer kloden) var emnet ‘Den muslimske invasion’, og efter intro med Anders Breivik, gik det så ellers over stok og sten mod folk Lars Hedegaard og ‘bloggere’, der troede på konspirationen.

En række kendisser kommenterede, de fleste journalister, og det blev næsten mere pinligt end man kunne frygte. Min favorit er Klaus Riskjærs ‘Koranen har intet med vold at gøre’, men der flere hjerneblødninger og ufortyndet Islam-apologi. Direkte link til indslaget på DR.dK.

“Vi åbner dine øjne og giver dig hele sandheden.” (intro)

“Muslimernes tilstedeværelse i Vesten er ikke tilfældig. Det påstår i hvert fald den højreekstremistiske terrorist Anders Breivik i sit manifest, hvor han hævder at muslimer vil invadere Vesten. Adskillige bloggere og forfattere som for eksempel Lars Hedegaard mener at muslimer i mere eller mindre grad er en del af den samme plan om at overtage den vestlige verden. (speak)

“Verdens seks mest langtude konspirationsteorier…” (speak)

(Langt Ude: Konspirationsteorier, ‘Den muslimske invasion’, DR3, 5. november 2014)

Sara Zobel & Mikael Simpson.

Sara Zobel, psykolog: Jeg går gladelig rundt med tørklæde og hat på.

Mikael Simpson, musiker: Sådan gik gamle koner jo rundt i Vestjylland i 30/40’erne.

Sara Zobel: Jeg synes det er så flot, for du har faktisk hat og tørklæde i et. … Og hvis man har en dårlig hårdag eller ikke gider vaske hår, så er det bare på med det her tørklæde.

Lina Rafn & Klaus Riskjær.

Klaus Riskær, finansmand: Der er ikke i Koranen basis for at optræde voldeligt og terroristisk, for eksempel. Så jeg tror, at hvis vi skal kigge på dem der fortolker Koranen og har forstand på muhammedanisme og alt det her, så tror jeg altså, at det her med vold og sådan noget, det er slet ikke en del af det. …. Tørklæder og burkaer og det der. Det synes jeg er okay, der er sådan…

Lina Rafn, musiker: - Der er kolorit.

Klaus Riskær: Åhh åh, det er også lidt spændende. Hvad sker der hvis man løfter op i det. Jeg synes det er okay. Jeg synes det er enormt sexet faktisk.

Ditte Okman & Simon Kongshøj.

Ditte Okman, radiovært: Jeg ved sgu heller ikke hvor mange der egentligt tror på det, andet end netop Nationen, og jeg tror altså ikke engang at Lars Hedegaard tror på den. Men det er jo klart, at når folk sidder og er pissefulde foran deres computere, og kommenterer på de her Ekstra Bladet-artikler, så går det jo amok. Men det er jo noget som er opstået i en eller anden kælder.

Sigurd Kongshøj, tv-vært: Ja. Det er opstået i en kombination af snaps og rohypnol.

Thyra Frank & Thomas Skov.

Thomas Skov, tv-vært: Der er så meget racisme.

Thyra Frank, Liberal Alliance: Ja.

Thomas Skov: Folk skal bare lære, at det er ligemeget om man er muslim eller jøde. Whatever. Folk skal bare opføre sig ordentligt og tro på det de tror på, og give andre folk lov til at tro på det de tror på.

Thyra Frank: Jeg fuldstændig ligeglad med om at man spiser flæskesteg eller ej, bare jeg kan få lov til det.

Diverse.

Özlem Cekic, Socialistisk Folkeparti: … og det er jo noget Dansk Folkeparti grundlæggende tror på. Er det ikke vildt?



1. november 2014

Støvring: Civilisationskampene får Den Kolde Krig til at ligne ‘en fredelig parentes i historiens lange løb’

Glimrende kommentar af Kasper Støvring i Berlingske – Min verden efter Murens fald.

“Jeg er født i 1973 og var 16 år ved Murens fald 9. november 1989 – i næste uge nøjagtig 25 år siden. … Med kommunismens sammenbrud var historien slut, hørte jeg en amerikansk professor sige. Der ville ikke længere ske noget afgørende nyt i verdenshistorien, og der ville ikke længere blive udkæmpet kampe om den rette styreform; der fandtes intet levedygtigt alternativ til det liberale demokrati. På TV så jeg George Bush senior tale henført om ‘den nye verdensorden’ i en tale for den amerikanske kongres 11. september 1990. Det var præcis 11 år inden, historien vendte tilbage i form af terrorangrebet på World Trade Center, det angreb der afslørede, at denne nye verdensorden, hvor alverdens nationer kunne mødes i harmoni, var en illusion.

Men jeg foregriber. For dengang, i 1990erne, var mit liv lykkeligt befriet for politik og den trussel fra islam, som vi desværre hele tiden bliver nødt til at forholde os til i dag. Som andre raske unge mænd var jeg mest optaget af alt muligt andet end politik, især af mine studier i litteratur. Jeg var overbevist om, at vi i Vesten gjorde det eneste rigtige, og at resten af verden ville efterligne os, de ‘normale’, med vores materialisme, sekularisme, individualisme og globale udsyn. Med skam må jeg indrømme, at jeg i min vage politiske selvforståelse vel var indbegrebet af Det Radikale Venstres kernevælger. Allertydeligst kom min fremskridtstro og politiske korrekthed til udtryk i mit forhold til Den Europæiske Union.

Jeg stemte nej til EU i 1992, men beklageligvis ja i 1993. EU er i sig selv et 1990er-projekt i den forstand, at det er baseret på den åndelige arv fra 1989: ideen om historiens afslutning – at blød magt vil erstatte hård magt, at handel vil sikre freden, at nationalstater vil forsvinde, og at menneskerettigheder vil blive universaliseret i en ny universel verdensorden, hvor EU vil spille en hovedrolle. I 00erne blev verden i egentligste forstand normal igen. Det skete på en bestemt dato og i kraft af en bestemt begivenhed, der vel har formet min generations kulturkritiske erfaringer frem for alle andre. Jeg tænker selvfølgelig på terrorangrebet 11. september 2001. Det var, med en kliche, et wake-up call. Nu trådte fjenden frem igen og denne gang i form af islamismen. For dem herhjemme, der ikke blev vækket af braget fra de faldende tvillingetårne i New York, kom opvågningen i form af den værste udenrigspolitiske krise i den nyere danmarkshistorie: Muhammedkrisen i 2006.

Med terrorangrebet blev det blotlagt, at 1990erne havde været en undtagelse, en parentes i verdenshistorien. For normalt er verden truende, og en civilisation har fjender. Den vestlige verden blev rystet, skulle nu igen føre krige for at forsvare sig selv. Langsomt dæmrede det også for mig, at den vestlige livsform ikke fremstår som den normale, som forbilledet for resten af verden.

[...]

I det hele taget afviser ikke-vestlige civilisationer det liberale demokrati og de fleste af vores værdier. Ikke mindst er en af de ældste konflikter i historien atter dukket frem med stor styrke, nemlig den mellem den islamiske civilisation og den vestlige civilisation. Denne konflikt, der har varet i 1.400 år, får nærmest selve koldkrigstiden til at ligne en fredelig parentes i historiens lange løb.

Francis Fukuyama havde ikke ret i, at historien er slut. Tværtimod har Samuel Huntington fået bekræftet sin tese om civilisationernes sammenstød.”



28. oktober 2014

Luftig SR-tale om stramninger halverede søgningen: Ekstraordinære internationale konflikter, nahh…

Efter SR-regeringen og den samlede forskerstand stædigt havde postuleret, at den igangværende folkevandring til Danmark var en naturlig afledt effekt af ekstraordinære internationale konflikter, lancerede statsminister Helle Thorning-Schmidt en række stramninger. Først tidsbegrænsede opholdstilladelser (19/9), herefter åbningstalens karenstid for familiesammenføring (7/10).

Selvom det hele tydeligvis var en kosmetisk øvelse, der ikke ændrede et komma ved den overordnede problematik, så reagerede menneskesmuglerne omgående på de nye politiske udmeldinger. Fra Politiken – Pludselig styrtdykker antallet af syriske asylansøgere.

“Er det efterårets høje bølger i Middelhavet? Togstrejken i Tyskland? Den intensive jagt på menneskesmuglere i Europa?

Eller har regeringens forslag om strammere regler for asyl og familiesammenføring skræmt syrere, der er flygtet fra borgerkrigen i deres hjemland, til at rejse til et andet land, hvor chancen for at skabe et nyt liv er større?

Forklaringerne er mange, men ingen ved endnu med sikkerhed, hvorfor antallet af syriske statsborgere, som søger asyl i Danmark, er faldet ganske markant i oktober måned.

Hen over sommeren har et stærkt stigende antal syrere fundet vej her til landet. I august og september kravlede tallet et godt stykke op over 1.000 med henholdsvis 1.149 og 1.932 ansøgere fra Syrien… ifølge en helt ny opgørelse fra Udlændingestyrelsen er tallet faldet ganske dramatisk i oktober. Til og med 26. oktober er der indrejst 744 asylansøgere fra Syrien. Altså mere end en halvering i forhold til måneden før.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper