17. april 2018

Støvring: “… forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet… som illiberalt.”

Et af de store medie-trylleord er ‘illiberal’, der bruges synonymt med ‘anti-demokratisk’, selvom det i virkeligheden blot betyder ‘ikke-liberalt’. Demokrati betyder ‘folkestyre’, og hvis folket ikke er liberalt, kan den demokratiske legitimitet i sagens natur heller ikke findes i liberalismen. Så kan medierne kalde Viktor Orban for ‘populist’ eller det der er værre, men tænker man lidt udenfor boksen, så må demokrati nødvendigvis tage udgangspunkt i hvad folk flest mener. Alternativet er værre. Konservatisme er ikke ‘illiberal’. Konservatisme er konservativ!

Kasper Støvring sætter ord på – Østeuropas illiberale demokratier viser vejen (9. april 2018).

“Ministerpræsident Viktor Orbáns parti Fidesz vandt en overlegen sejr ved det ungarske valg i går. Valget gav også pæne stemmer til det højreradikale Jobbik, imens venstrefløjen blev totalt marginaliseret.

Dermed er det endnu en gang bekræftet, at Ungarns såkaldt illiberale demokrati viser vejen mod en mere selvbevidst nationalkonservatisme og en politik, der vil genetablere grænserne, modvirke den ikke-vestlige indvandring, bevare kernefamilien, bygge på demokratisk flertalsstyre frem for domstolsstyre og fastholde kristendommen som en afgørende del af den vestlige kultur. Ungarn er måske det mest fremtrædende land blandt Visegrad-landene, der også tæller Polen, Tjekkiet og Slovakiet, der er kommet på kant med bl.a. Merkel, Macron og EU.

Der er overhovedet ingen grund til at anse Ungarn og de øvrige Visegrad-landes illiberale demokratier som forbilleder, hvis der med illiberal menes anti-demokratisk. I tilfældet med Ungarn er der bestemt problemer, bl.a. med korruption. Men hvis der med illiberal menes nationalkonservativ er sagen en helt anden.

… Revolutionen er allerede sket, så meget er forringet, så meget er ødelagt, dødt og begravet, og nu fremstilles rystelserne som den nye norm, som det etablerede; forsøg på at restaurere den gamle orden vil derfor blive udskammet som – revolutionært. Og som illiberalt.

(Viktor Orban, ungarns konservative premierminister; Foto: Foreign Policy)

“Opflammelsen over Orbán skyldes ikke mindst, at der er tydelig forskel på det ungarske og det vesteuropæiske demokrati. To varianter af samme styreform, men med ganske uens fokus.

Den ene model, Orbáns, har han selv kaldt for et ‘illiberalt demokrati’, hvilket betegner et folkestyre, hvor det nationale er i centrum. Her sætter man landet, dets faktiske fred og frihed over dyrkelsen af abstrakte rettigheder.

Men er det ‘illiberale’ så også illegitimt? Og på hvilken måde skulle det være? Det kan for eksempel ikke hævdes, at ungarerne ikke vidste, hvad de stemte på. Orbán og Fidesz har været både åbne og ærlige i betoningen af det illiberale – og befolkningen valgte ham ind alligevel med et kæmpe flertal. En udtrykkelig understregning af projektets folkelige legitimitet.

Der er heller ikke på nogen måde tale om en afskaffelse af demokratiet – det er jo ikke sådan, at Orbán ikke kan væltes, skulle vælgerne skifte præferencer. Ej heller har han kuppet sig til magten. En massiv folkelig opbakning, og sågar til den mest markante del af hans politik.” (Eva Selsing, Berlingske, 16. april 2018)



16. april 2018

Under krigen var det “… kriminelt at hjælpe jøder. Nu sker det samme for folk der hjælper flygtninge”

TV2 kalder ‘Institute Of Race Relations’ for en menneskerettighedsorganisation, men organisationen beskriver sjovt nok sig selv som en ‘anti-racist ‘thinktank”. Helt det samme med advokat Christian Dahlager, der som en anden venstreradikal aktivist trækker historiske analogier frem, velvidende at jøder var forfulgte under 2. Verdenskrig, og syriske flygtninge som den herboende iraker Salam Aldeen har hjulpet til EU, i forvejen i sikkerhed i Tyrkiet. De flygter ikke for livet, men bedre levevilkår. Forskellen er alt.

En historie fra TV2 Online, der med vinkling tager sigtedes parti – Dansk-iraker hjalp flygtninge – nu risikerer han fængsel på livstid.

“Europæiske lande forsøger at kriminalisere frivillige, der hjælper flygtninge og migranter, når de kommer til Europa, mener flere menneskerettighedsorganisationer. Et eksempel er dansk-irakiske Salam Aldeen, der lige nu risikerer fængsel på livstid, fordi de græske myndigheder mener, han er menneskesmugler. …

34-årige Salam Aldeen vender og drejer sig konstant. Han er hektisk. Og urolig. … I januar 2016 blev han arresteret af den græske kystvagt. Anklaget for at have smuglet mennesker. Fra at bruge sit liv på at redde mennesker i nød, kunne han nu se sig selv omtalt som forbryder. …

Den britiske menneskerettighedsorganisation Institute Of Race Relations har netop udgivet en rapport om dette emne. Og antallet af frivillige, der bliver retsforfulgt vokser, fortæller Frances Webber, der er medforfatter til rapporten.

[…]

Han trækker tråde til Anden Verdenskrig. Det var kriminelt at hjælpe flygtninge. Og det samme er ved at ske igen.

– Flygtninge under Anden Verdenskrig – i særdeleshed jøder og romaer – havde ingen steder at være. Og man kriminaliserede hjælpen til dem. Og oven i det så vendte man det blinde øje til. Det er det samme, der er ved at ske i dag. Man kriminaliserer folk, der hjælper flygtninge, hjælper dem på havet. Det er et brud på international lovgivning. Og det er slet ikke i tråd med det menneskesyn, vi har i Danmark, siger Christian Dahlager fra Advokatselskabet Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod.”

(Salam Aldeen, ‘Team Humanity’; Foto; Facebook)

“Hvis de vil smide mig i fængsel for at redde menneskeliv, må de gøre det. Hvis det er kriminelt at redde mennesker i nød, så må de kalde mig kriminel. Men jeg er stolt af det, jeg har gjort, og jeg fortryder det ikke.” (Salam Aldeen, mistænkt menneskesmugler)



11. april 2018

Israels ambassadør svarer Information-leder: “… men vores nabolag af verden er et noget andet”

“Hvad syntes du om Israels fremfærd?”, spurgte en politisk interesseret kollega mig henkastet. Jeg mindes ikke der var sket noget som helst, men han færdes i dagtimerne på en VUC-afdeling, hvor de fleste i hans klasse er udlændinge. Han er hverken højre eller venstre, blot præget af den kollektive stemning formidlet af MSM.

Den omtalte leder i Information som Israels viceambassadør Eyal Lampert kommenterer herunder, er skrevet af Lasse Ellegaard, en karriere-venstreorienteret fra øverste hylde. Officiel udtalelse fra Israels ambassade i Danmark – Svar til Informations leder 03.04.2018.

“3. april kørte Information en leder, som fordømte Israel og landets forsvarsminister Avigdor Lieberman, en ‘russisk indvandrer af helt særlig brutal støbning,’ i kølvandet på Israels reaktion på de optøjer, som Hamas og andre islamister orkestrerede på grænsen mellem Israel og Gaza med det formål at forcere den og trænge ind i Israel. Lad os ikke glemme, at Hamas’ erklærede mål er at udslette staten Israel. …

Forfatteren taler om den kynisme, som også har rystet ‘anstændige israelere’. Forfatteren mener altså ikke, at alle israelere er slemme; nogle af dem er så enige med ham, at de kan kategoriseres som ‘anstændige’. Vi behøver ikke at komme nærmere ind på, at denne ‘populære TV-vært’ faktisk er en undseelig radiovært, hvis ‘udtalelse’ var en enkel sætning på Twitter; ej heller, at han faktisk ikke blev fyret. Begynder man at se et mønster?

Ritzau (endelig nogen, som går op i fakta) bliver citeret i forbindelse med de mange sårede, og selv om man ikke kan benægte smerten og ubehaget ved situationen, er det også vigtigt at huske denne skelnen: det israelske svar var ikke så hensynsløst som ‘at spraye mod myg’ men et forsøg på at minimere skaden med meget nøjagtige mål.

Ud af de 16 dræbte ‘demonstranter’ har det vist sig (hvilket Hamas også har erkendt), at mindst 10 var aktive terrorister og medlemmer af islamistiske grupper. Nogle af dem blev skudt, mens de nærmede sig grænsen med improviserede bomber, nogle blev fotograferet med maskingeværer.

Det er også interessant, hvordan forfatteren nævner en ‘blokade’, som begyndte i 2007, men udelader, at blokaden var et resultat af vores allieredes ønske om, at vi forlod Gaza, hvilket indbefattede at fjerne alle jødiske bosættelser såvel som al anden militær tilstedeværelse. Resultatet blev et årtis raketbombardementer udført af det demokratisk valgte Hamas, som også ligger i borgerkrig med deres ‘brødre’ i PLO. Dertil kommer utallige terrorangreb, alle rettet mod civile på den israelske side af grænsen.

Måske er det svært for en dansker at forestille sig, hvad der sker, når en grænse bliver forceret på ulovlig vis, men vores nabolag af verden er et noget andet – noget som de fleste danskere ud over forfatteren godt ved. Dertil kan det nævnes, at der er en grund til, at selv Danmark har grænsekontrol ved landets ellers fredelige grænserovergange.

Gennem nådesløse massakrer på hele familier, kvinder, børn og gamle har vi set, hvad der sker, hvis bare en enkelt islamist krydser grænsen – alt sammen i den hellige krigs navn.

Situationen i Gaza er bekymrende – særligt for Israel som nærmeste nabo.”

(Død ‘demonstrant’ jf. MSM; Foto: Julian Röpcke, se evt. IDF)

Oploadet Kl. 14:00 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



3. april 2018

Professor: ‘Grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme’

En overset perle – intet mindre. Søren K. Villemoes overværede tidligere på året en to-dagens konference om race i regi af Aalborg Universitet København, og her kan man virkelig tale om en parallelvirkelighed. Her lidt fra referatet i Weekendavisen – Nuancer af hvid (16. marts 2018).

“I et fyldt auditorium træder professor i migration ved Aalborg Universitet Peter Hervik op til podiet. … Siden slutningen af 1990erne har Hervik forsket i racisme, særligt i muslimers repræsentation i medierne. Ifølge ham var det her, racismen for alvor begyndte at gøre sit indtog i Danmark.

‘I dag er jeg mest interesseret i aktivisme-perspektivet. Jeg er meget begejstret for det, der sker i den nye, sociale bevægelse,’ fortæller han… Hervik er heller ikke begejstret for medierne. De forsimpler spørgsmål om racisme, reproducerer den og fortæller ikke om de bagvedliggende årsager til migration, der kan forstås bedre, hvis man læser Marx.

‘Hvad der overses af nærmest alle journalister og mange akademikere er, at migration på et dybere niveau primært er en reaktion på ulighed eller oplevet ulighed,’ siger han og forklarer, at hverken postkolonialisme eller marxisme i sig selv er tilstrækkelige til at forklare racisme. Hervik fortæller, hvordan forskere har påvist, at grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme.

Blandt de papers, der fremlægges, er det adjunkt i migrations studier ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, der står for det første og muligvis det mest bemærkelses værdige. … Han viser et kort fra EUs grænseagentur Frontex over migrantruter fra Afrika til Europa. På kortet er der pile, der bevæger sig fra syd mod nord.

‘Hvis man studerer starten af pilene, er der intet, der viser, hvorfor folk bevæger sig. Er det forfølgelse? Borgerkrig? Nej, volden er selve bevægelsen. Der er en slags racialiseret hukommelsestab i vores forestillinger. Jeg synes, det er slående at vurdere lighederne mellem Frontex’ kort og kort, der viser en anden form for omplacering af mennesker: Den transatlantiske slavehandel,’ siger han.

‘Også dengang var portrætteringen af volden den samme. Dengang blev slavers oprør mod deres ejere også set som voldelige handlinger, eksempelvis det haitianske slaveoprør, det første af sin slags. …,’ fortæller han.

Slavehandel er ikke det samme som migration. Det er mere en mutation. Men hvis du ser på de voldelige linjer, er der ligheder. Det går helt ind i hjertet af liberal, politisk teori, der kun for nylig er begyndt at se på migration. Det skyldes, at den er blevet bygget på en ekskluderende struktur som en slags naturlig orden, der racialiserer andre.

[…]

Det sidste oplæg står Anas Kababo og Serena Hebsgaard for. De mener ikke, at der kan findes statistisk belæg for den udbredte påstand om, at kultur kan forklare overrepræsentationen af ikke-vestlige efterkommere i kriminalitetsstatistikken. Kultur indgår ifølge dem som en ‘neokolonial praksis af selvglorificering, der udvikler diskurser om kulturel overlegenhed’. …

‘De såkaldte symptomer på laktose-intolerance er blot materialiseringer af den postkoloniale praksis transnational adoption,’ fortæller Kim-Larsen. ‘Hvis du er laktose-tolerant i Danmark, er du sandsynligvis også hvid. Med denne læsning af laktose-tolerance som en racial kategori, bliver det at indtage mælk en måde at vælge side til fordel for hvidheden og hvilke kroppe, der er normaliserede,’ forklarer hun.”

(Race in Contemperary Denmark, Racial Blind Spots in Danish Policy Domains, AAU, 18. januar 2018)



10. marts 2018

Lektor om islam-apologetiske Foucault: “… selvmodsigende og tåget, omend retorisk forførende”

Jeg ved ikke helt om jeg kan anbefale den omtalte Deadline-debat, men det er dog saftige sager der kommer frem om den franske filosof Michel Foucault, som påvirkelige studerende har som pensum på flere længerevarende uddannelser. Han var ikke bare kritisk overfor Vesten og vestlig kultur, men omfavnede den iranske revolution, og havde overordnet en positiv tilgang til Islams spiritualitet.

Fin kommentar af lektor emeritus Henrik Jensen i Jyllands-Posten – Foucaults mange masker (kræver login).

“Ingen af dem – to af de faste ‘Deadline’-korrespondenter, Rune Lykkeberg fra Information og Stefan Hermann fra Københavns Professionshøjskole Metropol – havde læst bogen, som derfor ikke blev diskuteret. Det var nok for dem, at den angiveligt handlede om ’spiritualitet’ og derfor lagde sig i forlængelse af Foucaults ‘hjerneblødning’ i slutningen af 1970’erne, hvor han på trods af sin evige ‘dominanskritik’ pludselig så Islam som verdens lys.

… Lykkeberg mente, at Foucault, hvad det normative angik, spillede kritisk op mod Sartre, men de var nu en del af det samme projekt, hvor Vesten, og især ‘det borgerlige projekt’, sås som den identitetsgivende ‘Anden’. Fanden, med et andet ord.

De hadede begge Vesten og bourgeoisiet. Derfor havnede Foucault i den blindgyde at elske Islam, fordi Islam også hader Vesten. Og det giver god mening, at Sartre og Foucault i forskellige tider har gennemsyret den danske akademiske verden, som også mest hader Vesten og især alt, hvad der er borgerligt.

Begge debattører mente, at Foucault nok skulle blive hængende i danske uddannelsesinstitutioner i de næste 50 år. Det håber man ikke. Han er ikke uinteressant, men utallige som sandskorn er de studerende, der er blevet konfuse af at læse ham. Hans arbejde er ikke et eksempel på akademisk stringens, ofte historisk-empirisk mangelfuldt, selvmodsigende og tåget, omend retorisk forførende, så læseren hypnotiseres til at se en ikke påvist sammenhæng mellem begreber som borgerlighed, familie, patriarkalsk, autoritær, magt, vold og legitimitet.

(Ny bog om Michel Foucault Les aveux de la chair, ‘Kødets bekendelser’)

“Jeg føler mig ikke tilpas i at kalde det islamiske styre for en ide eller endda et ideal. Det har istedet imponeret mig som en form for politisk vilje. Det har imponeret mig i sit forsøg på at politisere strukturer, som er socialt og religiøst uadskillelige i måden de løser aktuelle problemer. De imponerer mig også, fordi de forsøger at åbne op om en spirituel dimension.” (Michael Foucault om den iranske revolution i 1979, cit. af Sigge Winther Nielsen)



9. marts 2018

Krudttønden afviser film om forholdet ml. ytringsfrihed og terror, tematikken er ikke ‘passende mere’

En dansk-amerikansk filminstruktør kontaktede forleden Krudttønden, med henblik på at leje lokale til offentlig fremvisning af hans film ‘Killing Europe’. En film der blandt andet sætter fokus på forholdet mellem ytringsfrihed og islamisk terrorisme. Det kunne dog ikke lade sig gøre, da ‘tematikken’ er følsom, og “det måske ikke var passende mere”. Argumentationen er til at forstå, men konsekvensen taler for sig selv. Samtalen kan høres herunder.

Mere om filmen på Killingeurope.com.

Tilsendt transskription.

‘Michael Hansen’, filminstruktør: Hvornår er der et ledigt lokale i Krudttønden?

Krudttønden: Jeg skal jo høre lidt mere om arrangementet.

MH: Det er en film, der hedder ‘Killing Europe’, der handler om ytringsfrihed og sådan nogle ting. Og hvordan terrorisme har haft en effekt på Danmark og det vestlige Europa. Så jeg ville komme og give et foredrag, eventuelt vise outtakes fra filmen.

K: Ja. Nu har vi jo haft alt det, du ved herude, omkring den sag, der var her. Og de afholder jo ikke – Brix – de afholder jo ikke deres arrangementer her mere. Det ved du vel også godt, ikke?

MH: Nej, det vidste jeg ikke.

K: Det gør de jo ikke mere her hos os. Det gør de inde på Christiansborg, og det er jo sikkerhedsmæssige hensyn blandt andet, at man gør det.

MH: Ok.

K: Det har du ikke fulgt med i måske?

MH: Det er jo ikke fordi at nogle af de der tegnere skal være der. Det er ikke nogle af tegnerne, der kommer.

K: Nej, men det er jo tematikken og alt det. Det er jo ligesom dét, det beror på. Så derfor er vi meget påpasselige med hvordan og hvorledes. Og PET har også sagt, at det skal man være påpasselig med. Det er jo også derfor deres arrangementer ikke er her mere.

MH: Min film handler jo mere om selve ytringsfriheden, og hvordan den har skadet ytringsfriheden.

K: Det er jeg med på, men det er hele den tematik, hvis du forstår.

MH: Det værste jeg tror der kan ske, det er så, at venstrefløjen og de autonome dukker og laver lidt ballade. Men det er jo ikke…

K: Nå nej, men dét der med ‘det værste vi tror, der kan ske’ kan vi slet ikke overlade til, hvad vi selv tror. Vi ved bare, at den slags arrangementer, Helle Merete Brix-arrangementer holder vi ikke her. De er lagt hen et andet sted. Det er der en god grund til. Vi kan jo ikke på nogen bedømme hvad og hvorfor. Det er der jo andre, der skal tage stilling til. Der er jo en grund til, at man ikke holder den slags arrangementer her mere. Det vurderede man, at det måske ikke var passende mere, ikke. Så derfor er de rykket hen et andet sted. Det er jo klart, at man skal have det in mente.

[…]

MH: Det er jo bare lidt ironisk, at et arrangement der handler om ytringsfrihed ikke kan blive holdt specifikke steder på grund af terrortruslen, som filmen jo handler om. Så man næsten sige, at terroristerne efterhånden har vundet.

K: Jo, men lige her omkring er det måske lidt mere følsomt pga. historien i det, hvis du forstår.

MH: Det her er måske lidt idealistisk. Men tror du så ikke at det er vigtigt, at et sådan arrangement bliver holdt på Krudttønden for netop at vise, at terroristerne/islamisterne ikke har vundet?

K: Jo, jeg kan godt se din holdning. Men så skulle Helle Merete Brix-arrangementerne også blive afholdt her. Og der valgte man at sige, at det ikke er sådan man gør det. For mit syn handler det også om mine medarbejdere, der blev meget rystet. Der er ikke nogen grund til at sætte dem ind i den situation igen. Derfor er der andre steder, der ikke har den historik bag sig. Der er en masse personlige og sikkerhedsmæssige hensyn, hvis du forstår.

MH: Betyder det så at I ikke har nogen politiske arrangementer, der handler om det område?

K: Vi tager stilling fra sag til sag. Det er vi nødt til. Men der er en masse sikkerhedshensyn ligesom, der er i Politikens Hus med alt det, der er sket.

MH: Så det bliver ikke jeres sted så?

K: Jeg siger bare, det jeg har sagt. Jeg kan næsten ikke sige det tydeligere.

Oploadet Kl. 22:26 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


1. marts 2018

Definitionsmagt: De røde er ‘indignerede’ (berettiget harme) – De blå er ‘vrede’ (politisk populisme)

Når man hører Lars Trier Mogensen på Radio24syv, så går der sjældent længe før han fortæller at han er ‘indigneret’ over et eller andet. Levevilkårene for arbejdsløse, behandlingen af nytilkomne flygtninge, eller enhver form for borgerlig ideologi. ‘Indignation’ kan defineres som ‘berettiget harme’, men er blot et andet ord for vrede. Socialister er vrede, men på den gode måde. Væsensforskellig fra den berettigede harme blandt borgerlige.

Herunder, pudsigt nok, eksemplificeret med lidt fra en artikel af Poul Høi fra nominelt borgerlige Berlingske – Hvor kommer alle de vrede mennesker fra? Forsker har ny overraskende teori (19. februar 2018).

“Professor Andrés Rodriguez-Pose har i et fagtidsskrift offentliggjort sin 21-sider lange tese og givet den en provokerende overskrift: ‘Hævnen fra de steder, som ikke betyder noget’.

Det er, hvad vi oplever, siger han. Fra Brexit til Trump, fra AfD i Tyskland til PiS i Polen, fra Orban i Ungarn til Zeman i Tjekkiet. Det er forklaringen på tidens – som han kalder den – ‘politiske populisme’.

Indtil nu har vi været meget fokuserede på uligheden mellem mennesker som forklaring på udviklingen – det var f.eks. hele kernen i den franske økonom Thomas Pikettys argument. Men det er ikke, hvad vi ser, siger Rodriguez-Pose, for vi ser ikke fattige i politisk kamp mod rige. Tag f.eks. den britiske Brexit-afstemning. I hovedstaden, London, stemte både rige og fattige imod Brexit, og i den landlige region Lincolnshire stemte både rige og fattige for Brexit. I Los Angeles stemte både rige og fattige på Hillary Clinton, i Kentucky stemte både rige og fattige på Trump.

Det er ikke personer, men regioner, som driver den politiske udvikling, og ‘populismen’ kommer fra marginaliserede regioner, som hævner sig, skriver professoren i Cambridge Journal of Regions, Economy and Society. …

Reaktionen ser vi nu, og det er den gennemgående faktor fra land til land: Den ‘politiske populisme’ har stærkest fat i ‘områder, som har gennemgået lang tids deroute og/eller afspejler en stigende kløft mellem land og by,’ skriver Rodriguez-Pose. Eller igen med Brexit som eksempel: Langt de fleste større britiske byer stemte imod Brexit, men undtagelserne var byer som Sunderland, Sheffield og Hull, der ligger midt i bæltet af slukkede skorstene.

Det samme skete ved det seneste tyske forbundsdagsvalg, hvor det højreorienterede parti AfD blev tredjestørst. På overfladen handlede resultatet om indvandrere, men som den bulgarske politolog Ivan Krastev skriver i New Statesman, AfD hentede især sin støtte i det østlige Tyskland, som har modtaget langt færrest indvandrere. Derimod handler det om, at det østlige Tyskland er sat af udviklingen, og at de mest driftige beboere er flyttet til det vestlige Tyskland.”



23. februar 2018

Pakistaner: Totalitært at modvirke masseindvandring- København vil komme til at ligne Rio de Janeiro

Politikens Carsten Andersen har talt med pakistanske Mohsin Hamid, forfatteren bag bogen ‘Exit West’. Det er nemt at forstå hvorfor en repræsentant for den 3. Verden mener masseindvandring er en god og naturlig løsning på global fattigdom, men det er straks sværere at forstå, hvor Vesten skulle have interesse i at lade sig erodere indefra. Fra Politiken.dk – Romanen er vokset ud af mine egne mareridt.

“Mohsin Hamids roman ‘Exit West’ blev en af de mest omtalte bøger i verden sidste år, og i denne uge udkommer den på dansk. Den fortæller om verdens flygtningekrise som en kærlighedshistorie fuld af håb. Ifølge forfatteren kan vi lige så godt indstille os på flygtningestrømmen og på, at København om nogle år måske er lige så multietnisk som London. …

I Danmark kan synet på flygtninge måske afgøre næste valg. Socialdemokratiet foreslår, at man kun skal kunne søge om asyl til Danmark fra lejre i Nordafrika. Hvad tænker du om det?

‘Folk er bange. I øjeblikket tænker folk måske, at hvis Danmark kan undgå migration, bliver det et godt sted at være. Det gør det ikke. Man kan bygge lejre i Afrika, men om 50 år vil der være fire gange så mange indbyggere i Afrika. Der vil komme klimaændringer. Folk vil flytte sig, og det kan man ikke betale Tyrkiet for selv at slippe for. Man vil være nødt til at slå folk ihjel eller sænke deres både’, siger Mohsin Hamid.

Som han ser det, er det den direkte vej mod totalitære tilstande, men han mener heller ikke, at det behøver gå så galt. En forudsætning er dog, at vi ændrer vores syn på hinanden. At vi ikke kun ser på hinanden som tilhørende bestemte grupper – etniske eller religiøse – men i stedet finder ud af at se på hinanden som mennesker, der på alle måder er ligeværdige. …

Den politiske debat handler ofte om, at vi har et velfærdssamfund, og selv om mange afrikanere ikke kan få livet til at hænge sammen, kan vi ikke huse dem alle sammen. Det kan måske se anderledes ud om 200 år, men hvad gør vi nu?

‘Det ligner en situation, som når en rig mand sidder på sin herregård ude på landet. Uden for portene har han 100 eller 200 sultende familier. Den rige tænker, at han jo umuligt kan brødføde dem alle. Men hvad nu, hvis han tænker, at han brødføder så mange, han kan. …’, siger Mohsin Hamid. …

Selv om han godt ved, at de rige lande ikke er parat til at dele alt med den fattige del af verden, så mener han, at det ville ændre meget, hvis holdningen til flygtninge og migranter blev ændret. …

‘… Hvis København om 50 år ligner Rio de Janeiro med mange blandede racer, vil nogle af nutidens københavnere måske tænke, at det ligner helvede på Jord, men deres børnebørn vil måske se det som en god udvikling’.



9. februar 2018

Tyrkisk Venligbo: Arabisering af DK, ja! Arabisering af Istanbul, nej! – ‘vores kultur er bedre end deres’

Venligboen Ayþe Dudu Tepe har været i Istanbul, og forstår lige pludselig at masseindvandringen ikke blot gør Danmark mindre dansk, men Tyrkiet mindre tyrkisk. Det første er ubetinget godt, for multikultur er godt for Danmark. Det sidste er langt værre, for det får hende til at føle sig fremmerede i hendes forældres hjemland. Hun erkender hykleriet, men man skulle jo tro en Radio24syv-ansat journalist ikke behøver rejse til Tyrkiet for at forstå det mest banale. Fra Weekendavisen – Hvor er mit folk? (19. januar 2018).

“… Også i Istanbul er man enten venligbo eller racist. Jeg spørger mig selv: Hvad er jeg: venligbo eller racist? Jeg er venligbo. Uden tvivl. Jeg har både hjulpet syrere i Danmark og Tyrkiet. … jeg synes, vores asyl-og udlændingepolitik er diskriminerende og xenofobisk. …

Da jeg for første gang spankulerer ned ad hovedgaden Millet Caddesi, bliver jeg overvældet af, at jeg ikke kan forstå, hvilket sprog de forbipasserende taler. Men jeg forstår så meget, at det er arabisk. Mange butiksfacader står på arabisk. Selv nogle gadeskilte er på arabisk. Nærmest alle kvinder er tildækkede. …

Jeg er målløs. Jeg havde nok en romantiseret og forkvaklet forestilling om, at jeg bare skulle besøge Istanbuls Nørrebro. Men det, jeg møder her, er uden for min fatteevne. Det er ikke multikulturelt. I al fald ikke den multikultur, jeg kender til. Hvor er tyrkerne? Majoriteten? Det her er et parallelsamfund.

Jeg får en følelse af, at jeg befinder mig i et andet land. I en anden kultur. I en arabisk kultur. Jeg føler ikke, jeg er i Tyrkiet. I Istanbul. Jeg er en fremmed i mit eget land, og jo længere, jeg bevæger mig ind i Fatih og dets kvarterer, desto mere fortvivlet bliver jeg. …

‘Ingen taler tyrkisk her. Alle taler arabisk. Hvad sker der?’ tager jeg mig selv i at ytre flere gange. …

… Istanbul er Syriens nye hovedstad. Det er i sandhed Damaskus. Ved første øjekast virker det ganske charmerende, men sandheden er den, at jeg ikke bryder mig om det, den arabiske kultur.

Eller: det er måske for meget sagt. Men jeg bryder mig ikke om, at jeg ikke kan genkende mig selv. At jeg ikke kan finde mit folk. Mine ligesindede. … Det eneste, jeg finder, er en ghetto. En religiøs, arabisk ghetto.

Det hører ingen steder hjemme. Tag dog hjem, hvor I kommer fra. Tyrkiet er ikke Mellemøsten.

… sagen er den, at jeg er en del af folket, på trods af at jeg ikke er opvokset i landet. Jeg er etnisk, sprogligt og kulturelt forbundet til Tyrkiet, på trods af at jeg også er dansker. …

Dette er en protest. Men mest af alt en hyklerisk protest. Og lad mig forklare hvorfor. I Danmark er jeg gæstearbejderens datter. Jeg er andengenerationsindvandrer. Jeg er efterkommer. Jeg er en assimileret præmieperker. Jeg er en mønsterbryder. Endog en succesfuld en af slagsen. Jeg holder med alle dem, der er ligesom jeg. …

Jeg holder med os, fordi vi bliver undertrykt. Ikke af vores oprindelige kultur eller social kontrol, men af Danmark. Af det hvide homogene racistiske Danmark. Men så står jeg i Istanbul, og dem, jeg holder med i Danmark, holder jeg ikke med her. Jeg holder ikke med syrerne i Istanbul. Jeg holder ikke med den arabiske kultur.

Jeg holder med den tyrkiske kultur. En kultur, der nu er blevet overrendt af arabiske flygtningehorder, der nu er ved at forvandle min smukke by til Mellemøsten. Jeg holder med hykleriet. Jeg er en racist, der udøver den racisme, jeg oplever i Danmark, mod syrerne i Istanbul.

Men det værste af det hele er, at jeg ikke skammer mig over at have det sådan, og grunden, hvor vanvittigt det end lyder, er, fordi jeg mener, jeg er bedre. At tyrkerne er bedre end araberne. At vi er dem overlegne. At vores kultur er bedre end deres.

Det er kulturchauvinisme af værste skuffe. Og Gud, hvor er det klamt. Skam dig, Ayse Dudu Tepe.”

(Foto: Twitter, udsnit)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper