26. maj 2017

Manchester-jihadisten Salman Abedi var søn af libyske flygtninge, som flygtede fra Gaddafis regime…

For fire måneder siden gik medierne til angreb på Donald Trump på grund af et midlertidigt rejseforbud mod en række islamiske lande, herunder Libyen.

Fra australske Harald Sun – Manchester bomber attacked the country that saved his family.

“The evil coward responsible for the Manchester bombing was born in the city he attacked.

22-year-old Salman Abedi was the son of Libyan refugees who fled to the UK to escape Colonel Muammar Gaddafi’s regime.

It’s hard to imagine a greater act of treachery than to target the country that offered asylum to your family. …

Abedi decided to turn his back on Britain and Western civilisation to serve Islamic State’s twisted agenda.

Sadly, Abedi’s betrayal is not an isolated incident with multiple Islamist terror attacks, here and aboard, being committed by refugees or the children of refugees.

(Salman Ramadan Abedi, søn af libyske flygtninge)

Radicalised Melbourne teenager Numan Haider also turned on the country that had saved his family.

The Haiders came to Australia from Afghanistan as refugees and despite young Numan enjoying the freedom, peace and prosperity of his new homeland, he ultimately pledged allegiance to Islamic State attacking two counter terrorism officers in Endeavour Hills.

The terrorist behind the Lindt cafe siege Man Haron Monis was an Iranian asylum seeker who was allowed to stay in this country even after he launched a campaign of harassment against the grieving families of Australian soldiers killed in Afghanistan. …

Another Australian jihadi inspired by Islamic State was teenager Farhad Khalil Mohammad Jabar who shot dead NSW Police accountant Curtis Cheng in Parramatta in 2015.

Jabar’s family are Iraqi Kurds who had fled Saddam Hussein’s regime and came to Australia via Iran where Farhad was born.”



25. maj 2017

Channel 4-interview med burka, der udsendte mixede signaler…

Vox populi-interviews med muslimer går ofte galt. I går havde engelske Channel 4 sendt en rapporter på gaden for at interviewe tilfældige muslimer om mandagens terrorangreb, og eventuel ‘backlash’ mod muslimer. Flere islamister i første række, blandt andet end kvinde i burka, der indledningsvis tog afstand fra terrorangrebet, men herefter fremstod passiv-aggressiv, og i øvrigt gik mest op i at fremstå så islamisk som muligt.

“Jeg behøver ikke bevise noget. Jeg er en god muslim, og mine venner ved, at jeg er en god muslim. Alle der kender mig, ved at jeg er en god muslim.” (Kvinde i burka)

Trykket på hendes burka illustrerer dog fint, at muslimer i dialog, ikke nødvendigvis er en fordel for Islam. Ligesom Asmaa Abdol-Hamid ikke kan undsige trosfællers massemord uden at gøre muslimer til ofre, så kan den burkaklædte ikke forstå at ‘Kærlighed’ skrevet med pistoler, håndgranat og kniv udsender mixede signaler.

(Channel 4, 24. maj 2017; Foto: Youtube via Fria Tider, Snaphanen)

“I disse kæmpebygninger havde de fire ministerier til huse, der tilsammen udgjorde hele regeringsapparatet: Ministeriet for Sandhed, under hvilket nyhedstjeneste, underholdning, undervisning og kunst sorterede, Ministeriet for Fred, der tog sig af krigsførelse, Ministeriet for Kærlighed, som opretholdt ro og orden, og Ministeriet for Rigdom, under hvilket økonomiske spørgsmål sorterede. På Nysprog var deres navne Minisand, Minikær og Minirig. Ministeriet for Kærlighed var det, man frygtede mest. (1984, George Orwell. 1954, s. 7)

Oploadet Kl. 23:15 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


24. maj 2017

Mere Manchester: Jihadi’en Salman Ramadan Abedi, imødekommende eksperter og apatiske politikere

Mandagens terrorangreb er så småt ved at blive optrævlet, og der er ingen overraskelser. Selvmordsbomberen hed Salman Ramadan Abedi, var troende muslim, og en helt klassisk jihadist. Alle muslimer er ikke terrorister, men langt de fleste terrorister er muslimer, og denne gang var ingen undtagelse. Svanen var hvid.

23-årige Abedi, hvis navn betyder (Allahs) ’slave’ er født i England, hvad ikke er et argument mod grænsekontrol, men en påmindelse om, at den skulle være indført for flere årtier siden. I lande som Belgien, Frankrig og England patruljerer militæret nu i gaderne. Det kan siges relativt simpelt. fLande der ikke har problemer med radikaliserede massemorderiske muslimer, er lande der ikke accepterer indvandring fra islamiske lande.

Hvis jeg havde spået ovenstående, da jeg startede bloggen tilbage i 2003, så var jeg blevet udskammet på diverse debatgrupper som alarmist. På Facebook fylder de logikresistente gudskelov mindre.

(Salman Ramadan Abedi, muslimen bag terrorangrebet i Manchester Arena; Foto: The Sun)

Mediernes dækning af det fordummende i ordets egentlige betydning. Ph.d. i islamisk terror Tore Refslunde Hamming forklarede i seneste P1 debat, at selvom terroren har et ‘islamisk udtryk’, så har det intet med ‘religiøs radikalisering’ eller salafisme at gøre. Vi skulle også holde op med at tro, at der fandtes en militær løsning, så mon ikke han anbefaler mere af det samme. Eventuelt tilsat lidt flere papirklippede hjerter.

Helt som kulturmarxisten Hans Jørgen Bonnichsen, der virker mere og mere virkelighedsfjern. Her citeret fra JP.dk – Tidligere PET-chef: ‘Man bør overveje ny strategi over for terrorister’.

“‘England var i den næsthøjeste beredskabstilstand. Så vi må erkende, at der aldrig kan være 100 procent garanti for sikkerheden,’ siger Hans Jørgen Bonnichsen.

Han understreger, at vi længe har brugt hårde metoder i terrorbekæmpelsen, men at vi måske bør skifte strategi og kigge efter andre løsninger. Så i stedet for bombning, dronekrig og tortur bør vi imødekomme dem, som potentielt kunne blive fremtidige ‘krigere’. …

‘… De er blevet marginaliseret på en måde og føler derfor, at de kan eksistere gennem ekstreme handlinger, fordi de bliver hædret,’ siger han. …

‘Tænk hvis man kunne få fat i dem i tide og fortælle, at vold kun medfører en voldeligere verden,’ siger han og tilføjer, at indsatsen både kan sættes ind i børnehavealderen, hos forældrene og i skolesystemet. …

Desuden understreger han, at vi generelt bruger en forkert diskurs, når vi omtaler terroristerne.”

Såvidt taler en radikaliseret humanist. Terrorangreb stopper valgkampe, men hvis ikke politik handler om at undgå massemord på mindreårige piger, hvad er så vigtigt? Intet, at dømme efter de politiske reaktioner. Terroristen fra Manchester ‘fortjener ikke vores had’, skrev Uffe Elbæk, og flere røde/lyserøde politikere synger samme sang.

“Giv ikke terroristerne, hvad de vil have: din vrede, din sorg, din rædsel.”, skrev Ida Auken på Twitter, der under andre omstændigheder har været ‘top rasende’ over landmænd, ‘grotesk rasende’ over tynde fotomodeller og ‘decideret vred’ over konservativ miljøpolitik.

(Saffi blev otte år gammel; Foto: The Sun)

Jeg så en lille pige. Hun havde mistet sine ben. Jeg pakkede dem ind i en merchandise-T-shirt og spurgte, hvor hendes mor og far var. Hun sagde, at hendes far var på arbejde, og moren var deroppe, siger Chris Parker, der mener, at moren er en af de omkomne efter angrebet.” (JP.dk, 24. maj 2017)



18. maj 2017

Marzouks morale: Seriøse medier bør ikke oplyse danskere om imam, der prædiker død over jøder…

Blandt de mange der ofte bruger ‘fake news’, som en samlebetegnelse for højreorienterede undergrundsmedier er komikeren Omar Marzouk. Forleden dag harcellerede han over at DR, TV2 og Kristeligt Dagblad bragte historien om imam Mundhir Abdallah, der under en prædiken i en moské på Heimdalsgade, mere eller mindre direkte opfordrede til at myrde jøder.

Problemet var, ifølge Marzouk, at kilden til historien var Memri, et mellemøstligt analyseinstitut, der blandt andet dokumenterer jødehad med oversatte tv-sekvenser fra den islamiske verden.

“Memri er ikke et troværdigt nyheds medie.”, noterer han, og henviser til en femten år gammel artikel i venstreorienterede The Guardian, der faktisk understreger at der ikke er noget i vejen med Memris oversættelser. Danskere behøver ikke vide hvad der prædikes i moskéer, må man forstå.

(Omar Marzouk på Facebook, 11. maj 2017)

“First of all, it’s a rather mysterious organisation. Its website does not give the names of any people to contact, not even an office address. … The second thing that makes me uneasy is that the stories selected by Memri for translation follow a familiar pattern: either they reflect badly on the character of Arabs or they in some way further the political agenda of Israel. … Nobody, so far as I know, disputes the general accuracy of Memri’s translations but there are other reasons to be concerned about its output. (Brian Whitaker, The Guardian, 2002)



11. maj 2017

Nørrebro-moské: “Dommedag kommer ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem.”

Medierne vil gerne gøre imamerne til problemets kerne, men jødehadet er en integreret del af Islam, og det er sådan set uinteressant hvad imamen hedder. Sidst den pågældende moské var i medierne hed imamen Hajj Saaed, denne gang hedder han Mundhir Abdallah. Den første citerede Sira (Muhammeds liv, biografisk), den anden Hadith (fortællinger om Muhammed), hvad tilsammen udgør Sunna – profetens eksempel til efterfølgelse.

En historie fra Kristeligt Dagblad – Prædiken i dansk moské ses som opfordring til drab på jøder. Se også Memri.

“En imam fra en moské på Nørrebro i København har opfordret til drab på jøder.

Det vurderer Det Jødiske Samfund i Danmark på baggrund af en oversættelse fra en fredagsprædiken i Masjid Al-Faruq-moskéen på Heimdalsgade på Nørrebro i København den 31. marts i år. …
Af en oversættelse fra arabisk til engelsk, som det uafhængige amerikanske institut Memri har lavet, fremgår det, at imamen Mundhir Abdallah citerer en antisemitisk hadith, et islamisk skriftsted, hvor der opfordres til drab på jøder. På dansk lyder det:

‘(snart vil der være) et kalifat, som vil indføre Allahs sharia og genoplive hans profets sunna (leveregler, red.), som vil føre jihad for Allahs skyld, som vil forene den islamiske nation, efter at den gik i opløsning, og som vil befri Al-Aqsa Moskéen fra zionisternes skidt, således at profeten Muhammeds ord vil blive opfyldt: Dommedag kommer ikke, førend muslimerne bekæmper jøderne og dræber dem. Jøderne vil gemme sig bag klipper og træ, men klipperne og træerne vil sige: Oh, muslim, Oh Allahs tjener, der er en jøde bag mig, kom og dræb ham. Den retledte stat, som vil indføre Allahs sharia, vil forene Allahs tjenere, vil genoplive den islamiske nation, vil føre jihad mod sine fjender, vil befri Jerusalem og vil rive den jødiske enhed op med rode, denne kolonialistiske korsfarer-base – den retledte stat vil snart opstå, om Allah vil,’ lød det i prædikenen…”

(Imam Mundhir Abdallah prædiker jødehad i Masjid Al-Faruq, Heimdalsgade, Kbhn, 31. marts 2017)

Oploadet Kl. 08:00 af Kim Møller — Direkte link87 kommentarer


29. april 2017

“Det er ikke tilstrækkeligt at udpege krigerprofetens skyggesider; vi må inddæmme hans følgere.”

Tilfældigt overhørte jeg lidt Radio24syv i går, hvor en mand lød til at have læst Samuel P. Huntingtons berømte ‘Clash of Civilizations’, der anbefaler at Vesten dropper universalismen og tager udgangspunkt i en mere realistisk tilgang til grundlæggende kulturforskelle. Emnet var Putins Rusland, og den kloge var paradoksalt nok filminstruktør Søren Fauli, tidligere posterboy for Det Radikale Venstre. Kun rendyrkede ideologer formår at holde kursen støt mod isbjerget, og langt de fleste retter ind, når virkeligheden bliver lidt for konkret.

Sublim kommentar af ph.d.-studerende Chr. Nord i Dagbladet Information – Jeg er træt af islamsnakken.

“Åh, hvor kan man blive træt af islam-snakken! Den følelse kender de fleste af os. Nogle få er trætte af islamkritik, fordi de stadig tror, at alt bliver godt, hvis vi dog bare kan lære at tale pænt og rart til de nyankommne; andre af os føler ubehag, fordi vi alt for ofte har siddet dér med øjnene på teksten og ordene i ørerne og igen, igen indset, at den megen skrift og tale ikke bragte os noget nyt sted hen.

… de venlige trylleord om det frie enkeltmenneske med det gode indre og de umistelige rettigheder har ikke fået muslimerne til at blive som os. Tidens skæve gang har ikke gjort efterslægten mindre korantro end de oprindeligt tilvandrede, og alt tyder på, at det overvejende flertal af herboende muslimer ikke ønsker at ende som os. …

Islam er kommet for at blive, og det kan der ikke ændres på, lyder det fra pæne menneskers munde; og jo, jo, det kan der vel være noget om – kan man så sidde dér og tænke i sin velfriserede sådan-er-det-jo-verden. …

Meget tyder på, at vores Europa kan gå en islamisk fremtid i møde. De bliver ved med at komme, deres børnetal er højere end vores, og hvis det fortsætter sådan, ja, så går det, som den slags jo går: Et udmattet folk glider ned ad slisken mod mindretallets vilkår, og en anden, mere livskraftig, stamme overtager det døende folks landområde.

Hvis vi skal undgå det, så kræves der andet og mere end debatsnak om religionskritik og frihedsrettigheder. Det er ikke tilstrækkeligt at udpege krigerprofetens skyggesider; vi må inddæmme hans følgere.For faren er jo ikke islam som idéverden; faren er de mennesker, der faktisk tror på de islamiske renhedsforskrifter. Det er muslimerne, vi ængstes ved…

For hvert angreb og hver krænkelse, der rammer os, nærmer det skred sig, hvor erkendelsen indfinder sig – erkendelsen af, at islam-spørgsmålet ikke vil blive løst efter humanistisk opskrift. Det drejer sig ikke kun om angrebene, men også – og frem for alt – om den daglige erfaring af utryghed og tilpasning. Områder, hvor man ikke kan færdes frit; mad, der ikke er rent nok til at blive serveret. Det handler om begge dele. For viljen til vold og dyrkelsen af egen renhed er to sider af samme sag – to udtryk for den islamiske knægtelse af frie menneskers værdighed.

… alt er ved at blive anderledes. Som tiden går sin gode gang, vil vi finde ind til en samklang mellem vreden mod fjenden og kærligheden til hjemmet, og vi vil bestemme os for tiltag, som vi i hyggeligere tider aldrig havde forestillet os at lægge navn til…

Alt det, vi ser omkring os og mærker i os, er kun antydninger af det, der kommer. Angrebene vil fortsætte, og kravene om tilpasning vil øges for hvert knæfald, vi gør.

Det nærmer sig.”



26. april 2017

Kolde facts: Dansk aftale med Somalia giver blot mulighed for at hjemsende tolv afviste asylansøgere

Dansk Flygtningehjælp og venstrefløjen problematiserer, at afviste asylansøgere fra Somaliere ikke kan leve frit i Danmark, men det er ikke den store historie. I 2014 søgte 683 somaliere asyl i Danmark, så selv hvis de alle afvises, så vil det med uændret tempo tage hele 57 år at få dem sendt hjem igen. 317 blev samme år familiesammenført.

Fra Politiken – 57 skal sendes hjem til Somalia – i hemmelig aftale kan kun 12 sendes hjem om året.

“For mens de danske udlændingemyndigheder i øjeblikket genbehandler 800 somalieres opholdsgrundlag og foreløbig har besluttet at udvise 57, vil Somalia maksimalt tage imod 12 personer fra Danmark om året.

Det fremgår af fortrolige oplysninger fra Udlændinge- og Integrationsministeriet om Danmarks hjemsendelsesaftale med Somalia, som Politiken kender indholdet af. Oplysningerne løfter for første gang sløret for det konkrete indhold i Danmarks aftale med Somalia og blev i slutningen af marts leveret til Folketinget på et lukket møde.

Ifølge Dansk Flygtningehjælp er det helt ‘uholdbart’, at Danmark behandler flere hundrede sager, når regeringen på forhånd ved, at der kun kan hjemsendes 12 om året.

‘Det vil jo betyde, at rigtig mange mennesker vil sidde fast på et udrejsecenter i årevis’, siger asylchef Eva Singer.”



25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen af Erik Høgh-Sørensen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



22. april 2017

Danmark kan ikke selv styre ‘tilstrømningen af flygtninge’, sagde den radikale: Hylder Kristian Jensen

I de her spørgsmål har jeg ikke den store tiltro til hverken Socialdemokraterne under erfaringsramte Mette Frederiksen eller et liberalt Venstre under en pæn bankmand som Kristian Jensen. Med Henrik Sass Larsen og Mattias Tesfaye er der mere tyngde i førstnævnte, men selvom Svend Auken ikke er mere, så er der stadig masser af verdensreddere på centrale poster i partiet. Dansk politik er ved en korsvej, og det er vel det bedste af det hele.

Fra Berlingske – Radikal topfigur tordner mod Sass Larsen: ‘At tro, at Danmark kan styre tilstrømningen af flygtninge til Europa, er meget naivt’.

“Det er efterhånden umuligt at høre, om Henrik Sass Larsen repræsenterer Socialdemokratiet eller Dansk Folkeparti, hvis man spørger de Radikales Sofie Carsten Nielsen.

Sammenligningen fra de Radikales nummer to kommer i kølvandet på, at Socialdemokratiets gruppeformand Henrik Sass Larsen i Ekstra Bladet har slået til lyd for, at Danmark er nødt til at regulere antallet af udlændinge, der kommer til landet, og at der skal sættes faste grænser for antal.

Samtidig kommer Sass Larsen med slet skjulte anklager mod bl.a. de Radikale og Alternativet for som ‘humanistiske utopister’ at sætte velfærdsstaten på spil for indvandringens skyld. …

‘At Henrik Sass mener, at alle andre er nogle nokkefår, er ikke nyt. Heller ikke at han beskylder folk, der lever af cafe latte og bor på Østerbro for at have alle de forkerte holdninger. … Hvis definitionen på, om man overhovedet må have en mening om integrations- og udlændingepolitik er, at man skal være vokset op på Vestegnen og skal have fået bank som barn, så er vi altså langt ude,’ siger hun.

Desuden er Socialdemokratiets gruppeformand ifølge Sofie Carsten Nielsen mere naiv end hans politiske erfaring tillader, hvis han tror, Danmark alene kan styre tilstrømningen af flygtninge.

‘At tro at Danmark kan styre tilstrømningen af flygtninge til Europa er meget naivt. Den realistiske løsning er europæisk,’ siger hun.

(De Radikale hylder internationalister, herunder Kristian Jensen, 2017)



20. april 2017

Boualem Sansal i Politiken: “For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer…”

Jeg har tidligere citeret Boualem Sansal, men det kan ikke gøres for ofte, selvom det meste er kendt viden. Slagene rammer dog dybere, når de ikke kommer fra Mogens Glistrup eller Lars Hedegaard, men en mørklødet mand fra Tissemsilt-provinsen i det nordlige Algeriet.

Interview med den algeriske forfatter Boualem Sansal i selveste Politiken – Islam kan skabe borgerkrig i Frankrig (kræver login).

“Fra sin udkigspost i det stadig mere islamiserede Algeriet er Boualem Sansal stærkt bekymret over udviklingen i Frankrig. Den 67-årige forfatter til romanen ‘2084: Verdens ende’, som har solgt mere end 300.000 eksemplarer i Frankrig, ser et land, hvor tryghed og sammenhængskraft er truet. …

Sansals ‘2084’ foregår i et ekstremt religiøst diktatur, der er lige så tømt for frihed, mangfoldighed og tolerance, som Orwells samfund er det. Forskellen er, at fanatismen og totalitarismen i Sansals dystopi er religiøs. Det er et rendyrket islamistisk samfund, han fremmaner, og selv om titlen angiver, at der er tale om en fremtidsfabel, er den i høj grad inspireret af truslen fra islamismen, som han kender fra sit eget land og fra terrorens Europa i disse år.

Og for Boualem Sansal er Frankrig, Europas sekulære kerneland, intet mindre end truet på livet: ‘Frankrig er så udsat, fordi radikaliseringen af unge muslimer er så fremskreden, at den er næsten umulig at stoppe. Jihadisterne, der har kæmpet for Islamisk Stat, vil skubbe yderligere til udviklingen, når de kommer hjem og udløser nye terrorangreb. Der vil opstå en borgerkrigslignende tilstand, fordi den yderste højrefløj i Frankrig også er i gang med en voldsom radikalisering’. Sansal ser også en ’snigende islamisering af Europa’ udløst af Tyrkiets præsident, Erdogan, ligesom han mener, at tilstrømningen af indvandrere og flygtninge i Europa vedblivende vil skabe problemer: ‘Når den sidste romantik omkring flygtningenes ankomst er væk, og de bliver overladt til sig selv, til arbejdsløshed og modstand fra den øvrige befolkning, bliver de nytilkomne muslimer et let mål for islamistisk rekruttering’, siger han.

[…]

Efter at Algeriet var blevet uafhængigt, var der 250 boghandlere og 150 biografer i landet, nu er der 4-5 boghandlere og ingen biografer, fortæller han. Hans landsmand og kollega Kamel Daoud blev dømt til døden af islamister for blot at have antydet, at han ikke var troende.

Hverken islamisterne, regeringen eller den akademiske elite i Algeriet kan lide ham, siger han: ‘De mener, at denne Boualem Sansal taler for meget, er for kritisk over for islam, er for provestlig, er ven med jøderne, og de bryder sig ikke om, at han har været i Israel. De mener slet ikke, at han fortjener at bo i Algeriet’, siger Sansal…

For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer de værdier, Frankrig er baseret på, fordi islam i bund og grund ikke tillader, at der er andre værdier end dens egne:

‘Europæere forstår ikke, hvor dybt islam udfylder den enkelte muslims liv. Islam er ikke en religion, der kun lever i privatpersonens hjerte, men en kultur, en juridisk kode og en politisk ideologi, der udfylder hele individualiteten. Det skaber enorme problemer i de europæiske nationalstater. …’. …

‘Hvor slutter islam, og hvor begynder islamismen?’, funderer Sansal.

Spørger altså Boualem Sansal, der lyder som en islamofob, men selv kalder sig ‘behaviorist’ i forhold til islam, fordi han mener, at hans udsagn er baseret på objektive iagttagelser af en adfærd.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper