26. juni 2016

Kristian Tørning om manipulationsstrategier, der undertrykker debatten, og gøder jorden for Islam

Kronik af min ven Kristian Tørning i Jyllands-posten – Banalisering af terror.

“I det følgende beskrives fire af deres nye manipulationsstrategier:

Vi skal holde hovedet koldt-strategien:

Denne manipulationsstrategi går på, at man uden belæg påstår, at der er brug for ‘refleksion’ og ‘besindighed’, og at der derfor ikke skal eller må træffes beslutninger. De, som er uenige, får således skudt i skoene, at de er ureflekterede og ubesindige. Rationel stillingtagen til konkrete risici bliver stemplet som udtryk for ‘frygt’ eller ‘panik’ og adresseret med psykologiserende formaninger om ikke at handle uoverlagt. Konklusionen er hele tiden, at vi skal vente og tillade yderligere indvandring. …

Flere dør af cigaretter-strategien:

Det er interessant, at kvantificeringen af dødsofre anvendes som en ny manipulationsstrategi. Med strategien kan man trivialisere og banalisere terrordrab. Det foregår f.eks. ved at pege på, at der er langt flere, der dør i trafikken eller af cigaretter. Strategien er uredelig sammenligning af uensartede størrelser. Der er kæmpe forskel på at have fjender, som med stor intention stræber en efter livet, og så at dø af en sygdom eller et uheld. …

Vi skal stå sammen om vores værdier-strategier:

Når tilhængerne af indvandring taler om ‘vores værdier’, så gør de det kun strategisk.

De påstår f.eks., at vi mister noget, hvis vi reagerer kraftigt på terror. De indtager en rolle, hvor de peger på, at vi ikke skal ‘give op’ eller ‘gå på kompromis med vores værdier’. Men det er naturligvis indlysende, at man ikke taber sin kultur, fordi man vælger at beskytte den mod en reel trussel.

Det er vores egen skyld-strategien:

Det er ikke en helt ny strategi, men den har fået en renæssance. Når multikulturalisterne manipulerer med denne strategi, så påstår de, at den terror, vi ser, blot er et udtryk for, at Vesten har blandet sig i geopolitiske forhold i Mellemøsten. …

Konklusionen er, at manipulationen virker. Der er tale om succesfuld kommunikation, for faktum er, at der til trods for terrortrussel og folkevandringer stadig ikke kan skabes noget politisk flertal for at stoppe al indvandring fra Mellemøsten og Afrika. Og så længe tilhængerne af yderligere indvandring kan forhindre en sober debat, egentlige beslutninger og konkrete handlinger, kommer der flere indvandrere og dermed terrorister til Danmark.”

Oploadet Kl. 21:42 af Kim Møller — Direkte link63 kommentarer


11. juni 2016

Udenrigsminister K.B. Andersen efter Maos død (1976): Maos person og tankegang er ‘en inspiration’

I tirsdags kunne man i Huxi og Det Gode Gamle Folketinget på Radio24syv høre et samlet panel problematisere Pia Kjærsgaards deltagelse ved en indvielse af et fynsk Asa-tempel. Blandt de kritiske røster var Bertel Haarder, der i 2007, som kirkeminister, talte ved Nusrat Djahan Moskéens 40 års jubilæum.

Pia Kjærsgaard er formand for Folketinget, og deltog som ven af initiativtager Jimmy Lyngvild. Herunder et sammenklip fra 1976 med K.B. Andersen i hovedrollen, daværende socialdemokratisk udenrigsminister, senere formand for Folketinget. Mon Anker Jørgensens var enig.

K.B. Andersen, udenrigsminister: … den omstændighed, at hans indsats blev ydet uden nogen nævneværdig hjælp udefra. … Maos person og Maos tankegang og hans evne til at få den ud og hans evne til at inspirere, så betyder han, synes jeg, for enhver der er optaget af denne verdens nutid og fremtid, en inspiration.

(Udenrigsminister K.B. Hansen, 1976 via Hvornår var det nu det var?, 6. juni 2016)

Oploadet Kl. 19:54 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


10. juni 2016

Rødt jødehad: “Det handler vel bare om, ganske enkelt, at danske jøder må lægge afstand til… Israel”

Læserbrevet fra en far, der har to børn på Carolineskolen, er interessant nok i sig selv, men debatten om læserbrevet på Pelle Dragsteds Facebook-væg er skræmmende. Jødehaderne er ikke arabere, men danske venstreorienterede, Enhedslistens yderste venstrefløj. Fra Dagbladet Information – Jeg står her for at forsvare mine børns liv.

“Min datter på syv år peger stolt på mig.

‘Se, min far er vagt i dag,’ siger hun til sin veninde fra 1. klasse og banker på skjoldet i min skudsikre vest.

… tiden nærmer sig, hvor jeg bliver nødt til at forklare hende sagernes sammenhæng – hvorfor jeg fire gange om måneden er nødt til at sætte livet på spil for hendes skyld. En skæbne, jeg deler med en stor gruppe forældre på den jødiske Carolineskolen i København.

Vi er med i det frivillige vagtværn, der understøtter de professionelle vagters og politiets arbejde med dagligt at sikre, at vores børn overlever at gå i skole. For det er dét, det handler om: overlevelse. …

Eleverne på skolen har også øvelser. De handler om at træne, hvad man skal gøre i tilfælde af et angreb. Man skal ikke tage sine sko på, hvis man skal evakueres – man skal bare løbe. Sådan noget véd min lille pige på syv år. Nogle børn har svært ved at sove om natten, for vi er nødt til at lære dem, hvad de skal gøre, hvis de ser et menneske med et bombebælte, en pistol eller andet – hvilket desværre er et realistisk scenarie.

Følelsen af uretfærdighed er rystende, men det er ikke tid til at være rystet, når man er på vagt. Det gælder om at være opmærksom. Flere gange om måneden spottes mistænkelige personer i området. Nogle observerer vores rutiner. Nogle går rundt om vores indhegnede skole og tjekker låse og installationer. Andre tager billeder. Det er vores daglige kamp på gaden mod de mørke ideologier.”

(Troels Riis Jørgensen på Facebook, 10. juni 2016)

“Som jeg har skrevet andetsteds: Der sker uhyggelige ting i Europa lige nu. Vi befinder os i en periode, hvor nationalismen igen er i fremgang og de deraf følgende racistiske, xenofobiske og chauvinistiske holdninger. Anti-muslimske, anti-semitiske og anti-roma holdninger er ikke noget, der er forbeholdt få ekstreme, men derimod langt mere udbredt i befolkningerne.” (Esben Bøgh Sørensen)

“Man kan bare ikke sætte lighedstegn mellem en persons frygt og den objektive fare mod ham. Og jeg føler måske, at han planter vel meget frygt i børnene her.” (Peter Burhøi)

Det handler vel bare om, ganske enkelt, at danske jøder må lægge afstand til delstaten Israel i Palæstina og i stedet arbejde for en genforening af landet. Alternativt må de bare bryde alle forbindeler med den stat og nøjes med at være et dansk trossamfund. … Når de danske jøder er truet, så er det fordi deres organisationer ikke bryder alle bånd til den stat, der står bag forbrydelserne i Palæstina. Vil de helt slippe ud af den fælde, så kan de begynde med at melde sig ud af Mossaisk Trossamfund.” (Troels Riis Jørgensen)

“Hvad med antiislamismen den er 10 gange værre. Hvornår tager det jødiske samfund i danmark afstand fra Israels folkemord på palæstinenserne?” (Jack Rene Melchoir)

“… hidtil har det været en politisk vurdering og beslutning at alle jødiske institutioner skal bevogtes. Politiet beklager sig faktisk over omfanget af denne opgave, som tilsyneladende er rent politisk og ikke politimæssigt begrundet. Iøvrigt er der endnu ikke kommet en eneste jøde til skade.” (Henrik Nyholm)

“Hysteri. Vagter på Carolineskolen har alene til formål at manifestere en offerrolle som intet sagligt belæg har.” (Danny Jensen)

“Bare lige en reminder: Israel er 60 år gammel. Antisemitismen er to tusind år gammel.” (Pelle Dragsted)



9. juni 2016

Black Army-begravelse samlede 500 pårørende, ‘brødre på koran’ – Imam bad kvinder ‘holde sig væk’

Den 26-årige afghaner Amin Qatra er efterlyst af Interpol efter likvideringen af Black Armys Muhammed Sendi, onsdag i sidste uge. En gruppe hvis medlemmer identificerer sig religiøst, lever i et modsætningsforhold til Danmark og Vesten, og er radikale på flere områder. Det er værd at huske på når begravelsen i går tiltrak hele 500 tilhørere. Lidt færre ‘brødre på koran’ end til Islamisk stat-terrorristen Omar El-Husseins begravelse, men havde jo også myrdet to danskere, herunder en jøde. Fra Ekstra Bladet – Dræbt bandemedlem begravet: 500 mænd sagde farvel.

Ekstra Bladet var til stede, og det var omkring 500 af mandens pårørende også på den muslimske kirkegård på Tornehøjvej i Odense efter et arrangement i moskeen.

Ifølge Ekstra Bladets reporter på stedet var det en smuk ceremoni, som var centreret omkring kisten i graven og den imam, der førte ordet. Han havde, inden at folk fik lov at gå med kisten ned til graven, sagt, at kvinder helst skulle holde sig væk, fordi der i forvejen var så mange mennesker.

Grundet imamens ord om, at det kun var mænd, der helst måtte være der, var hustruen ikke til stede under nedsættelsen af kisten. … Mens de mange mennesker hver især gik hen til graven og kastede jord på kisten, stod omkring 25 muskuløse mænd i baggrunden. … De forholdt sig dog lige som resten af forsamlingen helt i ro, og inden det hele gik i gang, vendte alle sig mod Mekka sammen med imamen.”

(Hajsam Polat på Facebook, 4. juni 2016)

Min sympati går til din elskede mor og familie og til din brødre på koran vist ikke det var så slemt der jeg hørt det du havde et hjerte af guld inshallah allah tager din hævn for de ære løs mennesker allah yerhamak el fatiha shabab så han vilder i fred inshallah…” (Hani Chaker pÅ Facebook, 2. juni 2016)

Oploadet Kl. 09:33 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


7. juni 2016

Thomas Gress: Trump er ‘den oplagte borgerlige kandidat’, tjener ‘det amerikanske folks interesser’

Når nu medierne i værste Michael Moore-stil angriber Donald Trump fra alle tænkelige (og utænkelige) vinkler, så er der behov for en ny vinkel på sagen. Måske er Trump ikke Satan selv, men det bedste bud på en republikansk præsident, der ikke lefler for venstrefløjens anti-konservative diskurs.

Herunder lidt fra en længere artikel af cand.polit. Thomas Gress i Critique – Amerikas bedste håb: Donald Trump.

“Selvom Trump på mange måder langt fra er den ideelle kandidat – han er forfængelig, narcissist, unuanceret og udiplomatisk – taler meget for, at han alligevel er den oplagte borgerlige kandidat i vores tid. For det, der kendetegner Trumps ofte forvirrende udtalelser er den øjensynlige kætterske holdning, at præsidentens hovedopgave er at tjene det amerikanske folks interesser.

Selvom konservativ intellektualisme lever godt og vel i USA – tænketankenes formuer bugner med rekordstore donationer – er det siden 1988 kun lykkedes republikanerne at mønstre et folkeligt flertal under et præsidentvalg én gang, nemlig i 2004, midt under et opsving og i krigstid. Muligvis har de konservative og borgerlige i USA svarene på nutidens udfordringer, men hvad nytter det, hvis vælgerne alligevel ikke køber varen?

… det er rigtigt, at der før i tiden var en borgerlig midte, der muliggjorde store jordskredssejre for konservative præsidentkandidater som Nixon og senere Reagan, har demografiske forskydninger og politiske særinteresser i dag tvunget fløjene væk fra hinanden. … Disse vælgere har holdninger, der førhen ikke var bemærkelsesværdige, men som i dag placerer dem på den ene af to sider i en eksistentiel kamp for, hvilken selvforståelse og vision, der skal definere USA og amerikanerne fremover. Den progressive, der ønsker at skære båndene til en fortid karakteristeret bl.a. ved erobringskrige, folkemord og slaveri, og den traditionelle, der forstår USA som en homogen nationalstat med en stærk kulturel arv, hvorom landet har kunnet samles, og som man har gjort rigtigt i at hædre.

De fleste af disse vælgeres instinktive reaktion er, at den kulturelle arv er bevaringsværdi – i modsætning til USA’s kosmopolitiske elite, der bliver ubekvemme, når nogen udtrykker en præference for amerikansk kultur.

Demokraterne har omfavnet den progressive vision, og dermed også afvist disse vælgere. Hvad har Republikanerne gjort? De har valgt at efterligne Demokraterne, i håb om, at man ved at afgive terræn på kulturelle spørgsmål til gengæld kunne vinde terræn på de økonomiske.

Det er et vidnesbyrd om mange amerikanske konservatives overfladiskhed, at man lefler for progressives moraliseren blot for at slippe for betegnelsen racist i et stedse mere multikulturelt samfund, hvor sådanne anklager medfører økonomisk og social udstødelse.

Trump har ikke denne svaghed. Gentagne gange har han vist, han er bedøvende ligeglad med venstrefløjens rødgardister og skueprocesser. Alene det faktum, at han tør stå fast under intensiv beskydning, gør ham til en kvalificeret leder i disse tider med tankeforbrydelse og nysprog.

Demokraterne har ellers ikke altid været styret af de progressive kræfter og deres ekstreme fortrop, socialretfærdighedskrigerne. … Husker vi tilbage på præsidentvalget i 1992 mellem Bill Clinton og Bush den ældre, stod begge for lov og orden, en klassisk borgerlig mærkesag. Raceoptøjerne i storbyerne havde givet Nixon sine sejre 1968 og 1972, og den sociale kollaps i ghettoerne havde også spillet en vigtig rolle i Reagans sejr i 1980. Demokraterne kunne se, at det ikke var muligt at vinde valget uden også at omfavne den – af Tocqueville bemærkede – karakteristisk amerikanske nultolerance over forbryderisk adfærd. Med andre ord stred det imod amerikansk kultur ikke at insistere på borgerlig ordentlighed, og dermed var det også umuligt at vinde valg uden at påberåbe sig dette særlig amerikanske karaktertræk.

Således var det præsident Clinton, en Demokrat, der i 1994 iværksatte det mest omfattende tiltag mod kriminalitet i USA’s nyere historie, foruden en massiv velfærdsreform et par år senere.

Det er utænkeligt, at Obama ville gennemføre lignende stramninger i dag, for det ville for det første stride imod hans grundlæggende forståelse af de amerikanske institutioners fæle fortid og deres rolle i nutidens social ulighed, og for det andet ville det være et angreb på store dele af hans egen koalition. Begge tiltag gik i overvejende grad ud over sorte og latinoer, der er overrepræsenteret blandt overførselsmodtagere og kriminelle. Det er den samme koalition, som Hillary står til at arve, og hvis politik vil styre USA, såfremt hun vinder – Dette vil også præge hendes valg af højesteretsdommere.

Den ellers altid charmerende Bill Clinton måtte forleden forsvare sig over for sorte aktivister, der angreb hans tiltag som racistiske. Uagtet at sorte begår mere kriminalitet og derfor nødvendigvis også vil være overrepræsenteret, når man opretholder loven. Gamle Bill gjorde opmærksom på, at sorte amerikanerne er de første, der får gavn af, at loven opretholdes i ghettoområder.

Det er indlysende borgerlig fornuft, men det gjorde kun aktivisterne mere aggressive, for selve det, at loven håndhæves, er for dem udtryk for racisme, fordi kun en racistisk lov og racistiske institutioner ville føre til, at sorte er overrepræsenteret i kriminalitetsstatistikkerne. Af samme grund har Obama udtrykt sympati med sorte voldsforbrydere i politidrabssager, inden beviserne overhovedet var lagt frem… Mens denne holdning førhen var forbeholdt en hård kerne af progressive, der efter store nederlag fra 1968 til 1988 måtte overlade førersædet til mere moderate, borgerlige, kræfter, er den i dag ganske udbredt blandt Demokraterne. Ikke fordi Demokraterne har skiftet mening, men fordi demokraterne har skiftet vælgere.

Havde USA i 2012 haft samme demografiske profil som i 1980, ville 2012 have været en jordskredssejr til Romney.

(Dagbladet Information, 4. juni 2016: Trumps partnere i mafiaen)

Republikanernes reaktion på denne udvikling har været deprimerende læsning. Partiet foreslog i ‘obduktionsrapporten’ efter valgnederlaget i 2012, at man målrettet skulle gå efter latinostemmer, og for alt i verden skulle man undgå at fornærme dem ved at forlange, at indvandringen fra Latinamerika fremover skulle begrænses. Mange på højrefløjen støttede denne anbefaling, der må opfatters som selvmorderisk – for beviserne for, at latinamerikanerne nogensinde ville stemme konservativt er, i bedste fald, ringe.

… Hvorfor denne passivitet fra republikansk side? Svaret er, at de republikanske ledere var købt og betalt af stærke erhvervsinteresser, der ikke køber fortællingen om, at amerikansk velstand skyldes den amerikanske kulturarv, men kun skyldes amerikanske institutioner, samt at de to var adskillige størrelser.

Når Trump til gengæld foreslog det eneste rimelige, nemlig at man opretholdt loven, blev han og hans tilhængere tilsvinet af selvsamme republikanere og konservative med samme skældsord, som venstrefløjens rødgardister ynder at bruge i deres egne skueprocesser: racist, chauvinist, fascist, voldsmand, hykler.

Trump er måske det borgerlige USA’s bedste håb, fordi han ikke lod sig kue, når bølgerne gik højest og medierne skreg efter blod. Debatten om indvandringen i USA var hermetisk lukket, inden Trump sparkede døren ind, og modsat andre republikanske kandidater, var Trump usårlig, da man forsøgte at ramme ham med udskamning.

Det er en sjælden behagelig oplevelse, når fjendens mest frygtede våben, social og økonomisk udstødelse, kun forstærker den, de anvendes mod. På få måneder har Trump gjort mere for borgerlige sager i den offentlige debat, end samtlige intellektuelle over flere årtier. Det er nu tydeligt for alle, at de mange politiske ukorrekte ytringer, Trump er kommet med, deles af mange gode borgere, og at vi ikke er alene i kampen mod de progressives anklager om orwellske tankeforbrydelser.”



27. maj 2016

“Hvis vi analyserer en europæers liv, mangler denne det vigtigste – der er ingen mening med livet.”

Langt essay af den russiske forfatter Viktor Jerofejev om forholdet mellem Rusland og Europa, tidligere trykt i antologien ‘We need to talk about Europe’. Oversat til dansk for Salon55.dk – Rusland ser Europa i øjnene.

“‘Russiske og europæiske sjæle – kan de følges ad?’ lød den titel, man fandt på til mit foredrag her i Strasbourg. Titlen, som beskriver sjæle, der går hånd i hånd, lød afskyelig i mine ører, men for en europæer var den temmelig romantisk, idet den anerkendte, at Europa havde en sjæl. …

Endeligt leder den russiske sjæl ikke mindst efter meningen med livet. Den kan ikke leve livet uden at lede efter dets mening. Det har ikke noget at gøre med religiøsitet, det er helt basalt en evig søgen efter livets mening. Den russiske sjæl søger efter meningen med livet, finder den, er betaget, bliver desillusioneret og starter forfra. Det er, hvad vores bedstefædre gjorde. Vore fædre, os selv og vores børn søger også efter meningen med livet.

(Viktor Jerofejev; Foto: kuvajournalistit.fi)

‘Gud er død’ – denne sætning af Nietzsche regnes for en ufravigelig sandhed i Europa. Men passionerede indvandrere fulde af religiøse dogmer lever ikke i passivitet, tværtimod. Alt imens man kæmper mod menneskelig aggression, undertrykker sit udseende, er Europa i færd med at tage sin sikkerhedshjelm på. Sikkerhedsseler, sikker sex, barbermaskiner – disse er Europas nye symboler. Når alt kommer til alt, må det europæiske menneskes skæbne afgøres ved antropologi og ikke bureaukrati. …

De ulve, som formentlig kommer til at æde Europa op, er egentlig kontinentets afmagrede og denaturerede værdier; værdier, der synes mere og mere blottet for deres primære indhold og hovedsageligt findes på et formelt niveau. Dette forfald til uorden har sin pris, og som resultat fører Europas nu en vilkårlig tilværelse. Nulevende europæiske forfattere fortæller hele verden om dette; de ser vilkårligheden som et stort eventyrligt spil, et spil, der erstatter mening. Hvis vi analyserer en europæers liv, mangler denne det vigtigste – der er ingen mening med livet. Eller rettere, det er ikke noget, som folk kan lide at tale om. Samtaler om livets mening eller andre metafysiske problemer fremkalder prompte irritation og sarkastiske smil. Europa associerer metafysik med læren fra den romersk-katolske kirke, som den betragter som et levn fra fortiden.

Europæeren er født ind i de materielle tings behagelighed, værdsat efter hvor stor indsats det har krævet at anskaffe dem. Uddannelse følger Europas klassiske værdier på samme måde som latin, der skabte moderne sprog, men selv blev et dødt sprog for døde mennesker. Forbrugersamfundet har gjort Europa til et modeoffer. At arbejde er ved at blive en stræben efter andenrangs-anerkendelse. … Europæerne er konstant optagede af et eller andet; deres fritid er blevet en besættelse, der efterlader dem uden tid til dem selv. Også her ser vi Europas legemløse ulve: Folk forstår ikke længere at gå på opdagelse i dem selv. Den eksistentielle selvopdagelse er blevet erstattet med praktiske tips om skønhed, sundhed og tidsfordriv. Livet er blevet kedeligt, men kedsomheden bemærkes ikke længere, fordi livet er blevet en endeløs kamp for det, der generelt anses for at være en anstændig levestandard.

Europas ideologi er blevet reduceret til et sæt fælles begreber. Demokrati er nu en del af den politiske korrekthed. Liberalismen er omdannet til tolerance. Kulturens hierarkiske mønster er blevet miskrediteret som en form for manglende respekt over for vælgerne. Kultur er blevet horisontal. Samtidig har autoriteten bevaret sin pyramidestruktur, men det er usømmeligt at tale om dette. …

Antirygekampagnen er blot det første skridt på vejen. Hvis fodbold gør fansene aggressive, hvorfor så ikke kastrere fodbolden? Den europæiske mand er bange for sin egen aggression. Han vil ikke anerkende, at den er en del af menneskets natur, på samme måde som det seksuelle objekt er en del af kvinden. Europa er ved at give afkald på det, der gør menneskene maleriske. Mænd, der bekymrer sig om at være sexistiske, bliver til nuttede små skabninger. Mennesker kan ikke ændre natur på et øjeblik uden at se latterlige ud. Få en kønsskifteoperation, og I vil forstå det. Europa er på en vild flugt mod noget, der ligner et alderdomshjem, bare med bedre mad. …

Med hverken Gud eller ateisme og ingen klare udtryk for politisk liv på hverken højre eller venstre side af spektret, er Europa i stigende grad til grin for netop de indvandrere, man har inviteret ind af ren og skær skyldfølelse og politisk rundhåndethed.

Ligesom en kvinde betragter Europa sig selv som attraktiv. Alt skal nok gå, indtil hun mister den illusion.”

Oploadet Kl. 22:25 af Kim Møller — Direkte link25 kommentarer


22. maj 2016

Verden ifølge AnneLise Marstrand-Jørgensen…

I en usædvanlig skinger opdatering på Facebook af AnneLise Marstrand-Jørgensen harcelleres der over, at Martin Henriksen mener at der er for mange muslimer i Danmark. “Der er for mange alt for højreorienterede i Danmark.”, og det er vores største samfundsmæssige problem. Udtalelsen var efter hendes mening ‘horribel’, ‘absurd’, ‘nedladende’, ‘usaglig’, ‘uhyggeligt’, ‘virkelighedsfornægtende’, ‘diskriminerende’, udtryk for ‘dem/os retorik’ og noget der minder om ‘minder om Tyskland i 30’erne’. Hun uddyber senere associationen med at selv tyske nazister i begyndelsen ‘for med lempe’, og at hun i øvrigt håber at ‘mennesker er blevet klogere’.

Når man vælger at associere enhver form for bløde nationalkonservative tiltag med racisme, så er der selvfølgelig mange nazister i Danmark. Debatten der udspiller sig i tråden er intet mindre end fantastisk. En niqabklædt kvinde pointerer, at ‘ukrudt’ har fået lov til at slå rod de sidste 15 år, og at der er behov for en ‘rensning for ukrudt’. En dansksindet kommenterer, at der kommer og mere ukrudt, som skal luges ud – og pludselig er trådstarteren på banen: “Preben Nielsen – den slags bemærkninger er ikke velkomne på min væg.” Senere påpeger en Wassim han er “snart gør skade på folk med de tanker”, hvad besvares med en opfordring om sammenhold og et hjerte.

Man behøves ikke være nationalkonservativ, for at forstå, at mennesker foretrækker samvær med folk der ligner dem selv, og at det i sidste ende er beggrunden for nationalstaternes succes. Det er også derfor venligbo-segmentet altid taler om problematiske folkestemninger, ikke folkeafstemninger. De omtaler måske nok sig selv som værernde en del af den store moderate midte, men inderst inde ved de godt at de er langt til venstre for den gennemsnitlige dansker.

Børn er født som racister, stod der i Politiken for nogle år siden, men kærlighed til det kendte er ikke nødvendigvis had til det ukendte. Sådanne banale betragtninger er helt væk i AnneLise Marstrand-Jørgensens venligboer-segment.

En venstreorienteret kommentator bryder den gode stemning, ved at forklare at ‘højredrejningen og racismen har en årsag’. Det blev ikke vel modtaget, for når man på forhånd afviser det kan være legitimt at stoppe islamisk masseindvandring, så er der ikke mange løsninger udover de lægefaglige. Halvdelen af danskerne har psykologiske brister. Det lyder grimt, og hurtigt får det venstreradikale segment overtaget: Hetz mod muslimer er et symptom – løsningen er klassekamp. Trådens muslim er ikke uenig, men har en anden løsning: “Undersøg islam, så finder du hjem.”

(AnneLise Marstand-Jørgensen på Facebook, 20. maj 2016)

“God børneopdragelse. Lær dine børn at sige ‘pyt’. De skal ikke nødvendigvis mene noget om alting altid. Og det er forældres pligt kærligt at flytte grænserne i deres komfortzone. Børn er født ultra konservative og ønsker ikke forandring. Mange voksne sidder fast i 2-4 års fasen.” (Karen G. Stigsen)

“Tja, der er mange gode grunde til at man kan føle sig ramt, globalisering, nedskæringer i det offentlige – herunder ydelser, med videre. Ingen af de årsager skyldes dog vores flygtninge, hvorfor en bebrejdelse af flygtningene må bero på manglende oplysning omkring de reelle årsager til at der er folk der lider nød i Danmark? Eller på en psykologisk projektion af deres egne problemer over på flygtningene?” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“… selvfølgelig er det nemmere at skyde skylden på en håndgribelig lille ting, frem for det reelle, store og komplicerede problem. Men det må da efter min overbevisning stadigvæk bero på enten en psykologisk reaktion – som du selv nævner det, at en person ikke magter at håndtere det reelle problem, og derfor søger den nemme vej, eller manglende oplysning, idet personen ikke forstår den komplicerede og uoverskuelige realitet.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Nu kan jeg desværre ikke tvinge myndige folk på antiracisme kurser eller til psykolog.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Problemet er så, at reaktionen ikke retter sig mod globalisering men mod ‘fremmede’ som bliver gjort til syndebuk som et fysisk symptom man rent faktisk kan ramme og mestre og dermed bliver racismen vigtig at tænke igennem også. Den har altid fungeret som en afleder fra effektiv klassekamp og den er derfor dobbelt farlig.” (Birgit Brander Rasmussen)

“… man har en fri vilje. Man har en fri vilje, til at være et svin overfor andre, eller til at opføre sig ordentligt. Uanset hvor trange kår man selv har, kan man dog altid opføre sig ordentligt og anstændigt. Det er i min verden en dårlig undskyldning, hvis man gemmer sig bag globaliseringen og bruger den som årsag til at man må hade andre mennesker.” (Anne Kirstine Gram Hovmann)

“Det er så meget sværere at se og angribe globalisering og de reelle magthavere, end det er at angribe fx flygtninge. Men det er vigtigt at forstå arbejderklassens frygt og afmagt for den kan jo få katastrofale konsekvenser hvis vi ikke kan få det vendt…” (Birgit Brander Rasmussen)

“Og behandlingen skal rettes ikke mod at mildne symptomerne, men mod at fjerne den dybdeliggende årsag (for at slå over i de medicinske metaforer)” (Amina Djondjorova)



21. maj 2016

Edward Luttwak, historiker: Pressen tog ‘180 grader fejl’ med Reagan, “Det gør de også med Trump.”

Klaus Wivel har talt med Edward Luttwak, der som forfatter, universitetsmand og rådgiver for skiftende administrationer vel er nået så langt som en akademiker overhovedet kan. Uden decideret at være begejstret for Trump, så ville det være underholdende at følge venstrefløjens reaktion i forhold til en mere isolationistisk præsident. Jeg gætter på vi vil høre følgende igen og igen: ‘I er medskyldige i massakre, hvis ikke I tager ansvar.’.

Fra seneste udgave af Weekendavisen – En kur mod Trumpfobi (ikke online).

“Vi må jo vænne os til tanken: der kommer en ny sherif i byen, og det bliver muligvis ikke Hillary Clinton. … Luttwak lægger ud med at forklare mig, hvorfor Trump vil vinde. Årsagen er den enkle, at han ikke har i sinde at øge skatterne, hvilket ifølge analytikeren er, hvad valget kommer til at handle om. Hillary har tidligere afsløret sin vilje til at sætte skatterne op. Trækker hun de udtalelser i land – og det bliver hun nødt til, hvis hun skal slå Trump – kan enhver amerikaner se, at hun lyver, siger han. …

Hvordan kan det være, vil jeg vide på Vinstuen, at stort set alle hans skrivende kolleger bruger sprogets tarveligste gloser, når de skal udtrykke deres syn Donald Trump? ‘Europæernes syn på USA er altid overfladisk,’ siger han… ‘De ser kun gennem det vindue, som The New York Times, Washington Post eller CNN giver dem. Det vindue giver ofte et misvisende billede. Eksempelvis da Jimmy Carter stillede op mod Gerald Ford i 1976. Ford var tidligere talsmand for Kongressen og landets vicepræsident, han havde været præsident i to år. Hans modstander? Jimmy Carter,en peanut-bonde. Alle udenrigsministerier i Europa vidste, at han kunne aldrig vinde.’

Det samme gjaldt for Ronald Reagan, fortsætter Luttwak. Han stillede op mod Carter, der skulle genvælges. Alle vidste, at Reagan ikke kunne blive valgt, fordi han ville starte en atomkrig. Desuden var Reagan skuespiller og meget gammel.’Udelukket! Latterligt!’ råber Luttwak, der selv mødte Reagan som en af de første efter valget, hvor han hurtigt opdagede, at den nye præsident ikke under nogen omstændigheder ønskede at trykke på atomknappen; heller ikke, hvis USA blev angrebet. ‘Pressen tog 180 grader fejl,’ siger Luttwak. ‘Det gør de også med Trump.’

– Trump vil trække USA helt ud af Mellemøsten. Vil det ikke bare føre til endnu mere kaos? ‘Trump mener, at alt, hvad USA har forsøgt sig med i Mellemøsten, er mislykkedes. Økonomisk støtte har slået fejl, fordi de ikke er interesserede i økonomisk udvikling. At bombe dem har også slået fejl. Dræber man en terrorist, skyder der tre nye op. Derfor skal USA fjerne sig helt.’

– Ikke at skride ind i Syrien er jo også slået fejl. Hundredtusinder er døde. ‘Det har ikke slået fejl,’ råber han og slår i bordet, så teskeerne danser, og kaffen går i bølgegang. ‘Ingen amerikanske soldater er døde. Det er det valg, vi har: at blive skudt i ryggen af de folk, vi beskytter. … Vi kan ikke intervenere i borgerkrigen, fordi vi ikke har allierede.

… Trumps udtalelser om, at at muslimer skal nægtes indrejse til USA. Er det ikke – udover at mistænkeliggøre alle muslimer – umuligt at gennemføre? ‘Under Barack Obama er det uhyre svært at få et visum, hvis man kommer fra et muslimsk land. Kommer man fra Danmark, behøver man intet visum, hvis opholdet er under tre måneder,’ svarer han…

‘Trump råber bare meget højt om noget, som Obama allerede har indført.’ – Er det ikke uamerikansk at nægte en bestemt religiøs gruppe adgang til landet? ‘Muligvis. Men USA praktiserer diskrimination mod enhver religiøs gruppe, for hvem hellig krig er en iboende del af doktrinen.’

(Edward Luttwak, forfatter mm.; Foto: Huffington Post)



15. maj 2016

TV2: Tyskere er begejstrede for masseindvandring – KrD: Frygt for ‘forandring’ nærer højrepopulister

19-Nyhederne på TV2 bragte i går en reportage fra den nordtyske Sumte, en by med blot 102 indbyggere, der sidste år fik et asylcenter med hele 1000 flygtninge. I starten frygtede de asylcenteret, men “her er bekymringen nu vendt til begejstring. Flygtningene har nemlig skabt arbejdspladser”, som det så smukt lød i intro’en, hvorefter flere lokale fortalte, at de var glade for at være i job. “… mange bekymringer var ubegrundede”, supplerer en yngre kantinedame. “Her er meget rart”, forklarede flygtningen Amir, der arbejdede som tolk.

Propaganda antager mange former. Kristeligt Dagblad forklarede i torsdags sine læsere, at højrefløjens fremgang var baseret på ‘frygten for forandring’. Frygt er irrationel af natur, forandring fryder, må man forstå. Masseindvandring er blot en ‘udfordring’, et vilkår. Fra Europas højrepartier sejrer på frygten for forandring (ved Ulla Poulsen).

“De højrepopulistiske partier, som forskerne foretrækker at kalde dem, er for længst blevet en integreret del af europæisk politik… For alle partier gælder det, at de udspringer af en dyb bekymring for de voldsomme forandringer og kriser, der præger Europa, og ser nationalstaten som det bedste værn mod udviklingen. …

Det karakteristiske ved de højrepopulistiske partier i modsætning til de klassiske politiske partier er ifølge Ruth Wodak, at de forenkler problemerne. De ignorerer viden og statistik og går ikke ind i nuancerne, men udpeger nogle let identificerbare syndebukke som de ansvarlige. Der er nationale og historiske forskelle på, hvem syndebukkene er – i det østlige Europa er der en tradition for at mistænkeliggøre jøder og romaer – men typisk er det muslimske flygtninge og indvandrere, selvom den tendens til gengæld er kraftigst i Nordeuropa.

Forenklingen af problemerne gør det lettere for de højrepopulistiske partier at fremstå som ‘redningsmændene’…”

(TV2 Nyhederne om Sumtes arabisering, 14. maj 2016 19.00: “Bekymring vendt til begejstring”)

“Højrepopulisterne lægger bevidst afstand til eliten ved at fremstille problemerne mere simple, end de er.” (Ruth Wodal, ekstremismeforsker)



14. maj 2016

Melodi Grand Prix fra Stockholm med flygtninge-dans: Hvordan man siger noget mellem linjerne…

I skrivende stund sender DR1 årets finale i Eurovision Song Contest, der meget sigende har Australien som favorit tæt forfulgt af Rusland. Det danske bidrag røg ud i torsdagens semifinale, og godt det samme. Showet sendes i år fra Stockholm, og SVT kan naturligvis ikke lade være med at bruge et sådan arrangement politisk. Det er stik i mod konkurrencens overordnede formål, men for svenskere er kampen for åbne grænser ikke et politisk spørgsmål. Det handler om at sige noget mellem linjerne, som en forsker pointerer.

Fra SVT – Tuff balansgång med flykt i ESC.

“Mellanakt i tisdagens semifinal blir ett dansnummer koreograferat av Fredrik ‘Benke’ Rydman om flyktingssituationen. …

– Numret heter ‘Grey people’ – Grå människor. Det är ett dansnummer, ett sätt för oss att uppmärksamma det som varit ett stort samtalsämne och en stor diskussionsfråga i Europa det senaste året, säger SVT:s vd Hanna Stjärne.

– Jag tror att Eurovision behöver spegla de stora diskussionerna på något sätt. Det här är tv-underhållning men också underhållningen och kulturen kan ta upp frågor som går in på djupet och pressa gränser.

Hur fungerar det i förhållande till det apolitiska evenemang som Eurovision utger sig för att vara?

– För mig är det här inte ett politiskt nummer. …, säger Hanna Stjärne.

(flygtende grå mennesker, en enkelt får statsborgerskab, slutteligt vaskes ansigterne glade; Se evt. DR.dk)

Radio- och tv-unionen EBU som arrangerar Eurovision song contest har ett förbud mot politik i låttexter och innehåll. Doktor Karen Fricker, som forskar om tävlingen vid Brock University i Kanada, syresätter sitt intresse för ESC genom att bettrakta hur länder försöker runda förbudet.

– Alla vet att det är politik ändå, säger hon.

– Det handlar om hur man säger någonting genom en undertext.

Oploadet Kl. 20:17 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper