13. november 2019

Guldfuglen – I krig med AK81 (2015): “Som lille var Martin blevet mobbet og plaget på legepladsen…”

Det fylder ikke meget i historien i dag, men Anders Breivik levede og boede midt i multikulturen, og havde i sin ungdom problemer med indvandrere. Han var blandt andet ven med en pakistaner, indtil vennen en dag udsatte ham for tæsk og ydmygelser. Jeg kom til at tænke på Breivik, da jeg hørte lydbogen ‘Guldfuglen – I krig med AK81’ (2015), en biografi over HA-rockeren Martin Fryd Petersens liv.

Det udpensles ikke i bogen, men krigen mellem rockere og indvandrerbander handler i vidt omfang om kriminelle aktiviteter. Modsætningsforholdet lå dog indgroet i indvandrernes opdragelse, og indirekte også i Martin Fryds.

Herunder en række citater, særligt fra de formative ungdomsår.

Som lille var Martin blevet mobbet og plaget på legepladsen mellem boligblokkene i Vognmandsmarken, hvor familien i løbet af 1980’erne blev en af de eneste i opgangen med dansk efternavn. Hans forældre kunne ikke gøre andet end at trøste, når han kom grædende hjem, dirrende af ydmygelse og afmægtigt raseri over uretfærdigheden. De andre børn talte sammen på sprog, han ikke forstod. De var mange, han var alene – og hvis han prøvede at forsvare sig mod de jævnaldrende, havde de alle sammen storebrødre, der kunne sætte tingene på plads.

Det var en befrielse, da familien kunne flytte til et parcelhuskvarter i Roskilde i begyndelsen af i990’erne. Da var Martin 7 år. Han kom på østervangsskolen, der lå ganske tæt på Vognmandsmarken, så der mødte han nogle af ungerne fra det gamle kvarter igen. Men nu var han ikke den eneste med et dansk efternavn. Og han var ikke helt så lille længere. Martin lærte tidligt at slå fra sig. Volden var bare et sprog, han tilegnede sig og blev god til. På legepladsen og gangstierne mellem boligblokkene, i skolegården og på sodavandsdiskotekerne blev et par på munden en naturlig forlængelse af skænderier og hanekampe blandt drengene. Ligesom på fodboldbanen var han stærk og stædig, hurtig og hidsig.”

“Da 2001 blev til 2002, holdt han nytårsfest med nogle af sine gamle venner hjemme i kælderen, da et par uindbudte gæster dukkede op omkring midnat: Charlie og Emre, den yngste af de to tyrkiske brødre som han ellers var begyndt at lægge lidt afstand til. Martin havde ikke inviteret dem, for hans andre venner brød sig ikke om dem, og selv var han i virkeligheden også lidt bange for Emre og hans storebror, Yunus.

De andre kammerater begyndte at sive, men Emre festede, som om det var hans sidste dag, og ud på natten betroede han Martin, at han havde haft en voldsom nytårsaften: Han havde stukket en mand ned ude i boligkvarteret Rørmosen. Manden havde brokket sig over, at Emre og hans venner fyrede fyrværkeri af inde i en opgang, og så havde Emre trukket sin kniv og stukket ham flere gange. Han var nok hårdt såret, for det var dybe stik, fortalte Emre. Politiet var efter ham.

Manden i opgangen døde af knivstikkene. Han var 44 år. Nytårsdag blev Emre anholdt, sigtet for drab. Han var 17. Sagen blev omtalt i de lokale aviser, rygterne løb, og nogle dage senere blev Martin ringet op af Yunus, der gav ham besked på at holde kæft med, at Emre havde været hjemme hos ham i kælderen til nytårsfesten. Martin kunne ikke rigtig lide det. Det var trods alt noget mere sindssygt end det, han normalt selv var en del af. Nok sloges han, men han gik aldrig med kniv.

Men han kendte Yunus og hans ry godt nok til at frygte konsekvenserne, hvis han sladrede om Emre. Derfor var han ikke i tvivl, da politiet et par uger inde i det nye år dukkede op derhjemme. … Det gik let med Emre, for han var varetægtsfængslet og fik siden seks års fængsel, fordi han var under 18, da han begik drabet. Yunus var det ikke så let at slippe af med.

Martin havde lært Emre og Yunus at kende igennem en veninde, han havde gået i skole med, og som også altid havde været tiltrukket af de farlige typer. Hun kom sammen med Emre og var endda lidt stolt af sin nye status som kæreste til en morder. Hun var med, da Martin og en kammerat hyggede sig med nogle piger hjemme i kælderværelset en mandag aften først på sommeren. Alle var småfulde og flirtende, da veninden begyndte at tale om at ringe efter nogle af Emres venner. Martin sagde nej. De udlændinge var ikke til at stole på, mente han, dem gad han ikke være sammen med. Det blev Emres kæreste sur over. Hun skældte Martin ud og skred. han løb efter hende udenfor, hvor hun hidsede sig mere op: ‘Du er ikke en skid, Martin, du kan bare vente dig,’ råbte hun og slyngede flere fornærmelser i hovedet på ham. …

Pludselig dukkede en fyr fra Emres slæng op: ‘Hvad er det? Går du og slår på piger?’ spurgte han. Martin nåede kun at forsøge at benægte, så slog fyren ud efter ham. Martin undveg, slog hurtigt igen og ramte ham lige på næsen. Han faldt, men i det samme sprang seks andre frem fra mørket og trak Martin ud på vejen, hvor de slog og sparkede ham. Emres kæreste deltog også.”

Det had, der var blevet grundlagt på legepladserne, da han var lille, voksede i ham. Han foragtede perkerne. Altså ikke enhver med en anden hudfarve eller religion, han havde også gode venner med indvandrerbaggrund. Men de dér mindre eller mere kriminelle typer med både udenlandsk og dansk baggrund, der førte sig frem som smågangstere i grupper, chikanerede folk og opførte sig som om de styrede byen. Dem hadede han. Det var ikke synspunkter, der skabte politiske uoverensstemmelser ved middagsbordet eller foran fjernsynet derhjemme. Hans forældre var heller ikke begejstrede for indvandrere, slet ikke efter at de havde oplevet at blive en minoritet i deres eget kvarter og magtesløse så til, når det gik ud over deres egen søn. Men for Martin var vreden mere end politik. Det er ikke nogen, der kan hjælpe mig her, tænkte han. Han blev nødt til at gøre noget ved det, mente han, og dt var et spørgsmål om at stå fast om han så skulle stå helt alene. Han ville ikke finde sig i at blive trynet af en flok perkere, lige meget hvor farlige de var. Han var ikke bange for at slås, og han nægtede at være bange for dem. Aldrig mere ville han føle sig som den lille dreng, der løb grædende hjem, fordi han ikke kunne forsvare sig mod overmagten.”

“… ‘Du kan bare vente dig, din nar,’ råbte de efter Martin. Han trak hånligt på skuldrene, vendte ryggen til dem og gik grinende derfra. Det ville få konsekvenser, det vidste han. Men det føltes alligevel godt.

“Han sad fanget mellem tre store indvandrere i en BMW, og tankerne for gennem hovedet på ham. Det kunne ende med hvad som helst. Håndlangeren havde ry for at være bindegal, og Yunus kendte han godt nok til at frygte. Bare lad ham slå løs, sagde Martin til sig selv igen og igen, mens han kæmpede for at holde fast i det, han havde besluttet: At han aldrig mere ville finde sig i deres pis.Køreturen med Yunus kom til at stå for ham som det, der fuldbyrdede hans had til perkerne. Han sloges endnu mere end før, og fjendebilledet blev helt skarpt. Der var mere på spil nu, og attituden var ikke til at tage fejl af, når Martin gik i byen med armene godt ud til siden og en nærmest ikkeeksisterende lunte. Han var klar til at tæve enhver, der gav ham den mindste anledning, og var der ikke nogen, der bød op til dans, endte han ofte med selv at tage initiativet.”

“Hun var noget lækrere end luderen, og Fryd prøvede at flirte lidt med hende i baren, da hun blev hængende efter showet. Men han blev hele tiden afbrudt af Kølle – et af de nye prøvemedlemmer, som var kommet til, mens Fryd sad inde. Kølle havde kærestet lidt med stripperen før, men det vidste Fryd ikke. Han syntes bare, det var skide irriterende, at fjolset hele tiden prøvede at få hans opmærksomhed. ‘Hvad så, Fryd! Hvor fedt du er kommet ud, nu skal vi sgu ud og banke nogle perkere,’ sagde han og hev Fryd i armen. ‘Hold nu op, jeg er lige kommet ud, jeg vil bare gerne hygge mig lidt,’ sagde Fryd, mens han forsøgte at koncentrere sig om pigen. Men Kølle blev ved med at hænge over ham og distrahere. Fryd blev mere og mere irriteret, så til sidst fik Kølle hans knytnæve lige i ansigtet og gik i gulvet med blodet strømmende fra den brækkede næse.”

“… hende her var anderledes. Godt nok kendte hun lidt til klubben oppe i Aalborg, men hun var ikke rigtigt en del af miljøet, hun kunne bare godt lide at feste. Hun var kvik i hovedet, og de snakkede godt sammen. Hun delte Fryds foragt for indvandrerbanderne og deres slags, ligesom hun bestemt ikke tog afstand fra den måde, han og hans klub bekæmpede dem på. De kunne let blive enige om, at sådan nogle perkere bare skulle have nogle bank. Oveni var hun lækker med sin veltrimmede krop og sit lange, blonde hår. Og pludselig havde Fryd fået sig en kæreste. “

“Mjølnerparkens røde boligblokke var blevet et af Københavns mest velkendte symboler på bandehærgede ghettoer. Der havde tæskeholdet fra Svanevej bestemt regnet med at finde vagter eller hashhandlere, de kunne overfalde. Men lige denne dag var der ikke skyggen af oplagte mål. De steg ud af bilerne for at diskutere alternativerne, inden de kørte videre og kastede et hurtigt blik på græsplænen foran blokkene. Heller ingen fjender. ‘Hvor er du?’ skrev Fryds kæreste. ‘Ude og tæve perkere,’ sms’ede han tilbage. Han var høj på stemningen og følelsen af klubbens overlegne styrke. Måske var der også lidt pral i det over for kæresten. For selv om hun tit brokkede sig over, at klubben fyldte så meget, og at meget af det, der foregik, lød latterligt og børnehaveagtigt, havde hun respekt for AK81’s oprindelige mission og deres kompromisløse vilje til at bruge vold for at bekæmpe perkerne.”

“Fryd var ligeglad, han spurgte Thor. Det var trods alt ham, der havde fået korset først, men man lagde ikke så meget mærke til det på Thor, fordi han i forvejen var tatoveret i ansigtet. De besluttede, at de to københavnere måtte kopiere korset, så var det noget, de fire havde sammen. Hvis andre ville have det lavet, måtte de spørge om lov hos den lille loge. Det var der flere, der gjorde. Korset bredte sig blandt AK81’erne og blev også bemærket hos deres fjender. Fryd hørte, at banderne udviklede en vild teori om, at det var et symbol på, at man havde slået en muslim ihjel.

Oploadet Kl. 11:46 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer

Krystalnat-mødeleder er kendt anti-israelsk aktivist: “… vise vores solidaritet med palæstinenserne”

Jyllands-Posten fortæller, at ‘Aldrig mere en krystalnat 2019′ har klaget over Københavns Politi, fordi Stram Kurs efter deres opfattelse ikke skulle have haft tilladelse til at demonstrere tæt på deres arrangement. Den citerede mødeleder hedder John Ekebjærg-Jakobsen, og han personificerer fint hvorledes den yderste venstrefløj har kuppet den i udgangspunktet pro-jødiske manifestion. I år var der to paroler,’For en værdig flygtningepolitik’ og ‘Børn ud af asylcentre’, og på listen over anbefalere er der spækket med organisationer såsom ‘Demos’, ‘Refugees welcome’ og ‘SOS Racisme’. Vi er til venstre for Enhedslisten.

Den militante stilladsarbejder John Ekebjærg-Jakobsen var talsmand for Foreningen Oprør, der udfordrede den danske terrorlovgivning med støtte til de marxistiske terrororganisationer FARC og PFLP. Han var også en del af ‘Free Gaza’-initiativet der udfordrede Israel i et slet skjult samarbejde med islamistiske Hamas. Som aktiv i ‘3F’s Palæstina-netværk’ besøgte han i 2014 Vestbredden, og var dengang som nu en stærk fortaler for ‘Boykot Israel’, den moderne marxistiske udgave af nationalsocialismens ‘Kauf nicht beim Juden’. Ekebjærg kunne teoretisk set godt være jødernes ven, selvom han foragter Israel, men hvis man indædt arbejder for endnu mere islamisk indvandring, så gør man livet farligere for danske jøder. Punktum.

(Collage: John Ekebjærg-Jakobsen og ‘Aldrig mere en krystalnat 2019’)

“Vi valgte i 3F’s Palæstina-netværk at tilslutte os demonstrationerne mod krigen. Vi lavede en udtalelse mod krigen, som også sendte en hilsen til vores faglige kammerater i Gaza. Vi diskuterer nu og her, om det vil være muligt med en aktiv boykot af israelske varer – som også kunne indbefatte, at havnearbejdere i Malmø og København nægter at losse israelske varer, at lagerarbejdere nægter at håndtere israelske varer, og at butikkerne nægter at sælge israelske varer. … Vi diskuterer, om vi som fagbevægelse skal være mere aktive i den internationale boykot-bevægelse. For mig er der ingen tvivl! Nu og her skal vi vise vores afsky for staten Israel og vise vores solidaritet med palæstinenserne. Dernæst skal vi være aktive i boykot-bevægelsen.” (John Ekebjærg Jakobsen, 2014)



12. november 2019

Islamisk Stat-jihadist Ahmad Salem el-Haj er tilbage i Danmark: Opfordrede til drab på Hedegaard mfl.

Man får ikke ‘mindre terror i verden’, ved at nægte danske statsborgere indrejse, forklarede radikale Sofie Carsten Nielsen på TV2 News her til morgen. Hun forstår tilsyneladende ikke, at en nationalstat kan have andre prioriteter end en luftig utopi om global fred. Måske fordi hun ikke har behov for livvagt, som Hedegaard, Westergaard og Khader, der trues i den famøse video fra 2013. Når nu 28-årige Ahmad Salem el-Haj fik tildelt statsborgerskab, så skulle det være frataget ham igen, da han undsagde Danmark. Medierne kalder ham ‘fremmedkriger’, men hvis man betragter ham som dansker, så skulle han naturligvis kaldes for ‘landsforrædder’. Et ord der bruges alt for lidt.

En historie fra TV2 Online, der burde bekymre – Her er Syrienkrigeren, der er blevet anholdt i Danmark.

“Den dansk-palæstinensiske Syrienkriger Ahmad Salem el-Haj er ifølge TV 2’s oplysninger netop landet i Københavns Lufthavn efter at have siddet fængslet i Tyrkiet siden 2017.

Ahmad Salem el-Haj er født og opvokset i Gellerupparken ved Aarhus og tilhører salafist-gruppen ‘Kaldet til Islam’, der har udsendt flere danske Syrienkrigere.

Han rejste til Syrien i februar 2013 og optrådte samme år i en Youtube-video, hvor en række danske islamister skød på mål efter billeder af blandt andre forfatteren Lars Hedegaard, den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen og den konservative politiker Naser Khader. …

I starten af 2017 blev han hårdt såret i et bombeangreb i Syrien.”

(Ahmad Salem el-Haj i Syrien, 2013; Fotos: Syrienblog)

“… gjorde sig især kendt med en video fra slutningen af august 2013, hvor han og en anden dansktalende muslim fra Syrien opfordrede til drab på en række personer, og foretog skydeøvelser med billeder af dem som mål. Målene var islam-kritikeren Lars Hedegaard, den muslimske politiker Naser Khader, tidligere statsminister Anders Fogh, muhammed-tegneren Kurt Westergaard, den tidligere muslimske imam Ahmed Akkari og den tidligere PET-agent i al-Qaeda, Morten Storm.” (Uriasposten, 2014)

(Skød til mål efter Lars Hedegaard, Morten Storm, Kurt Westergaard, Naser Khader mfl.)



5. november 2019

Amager: 55-årig ‘kendt imam’ sigtet for seksuelt overgreb på ‘pige’, tæsket af hendes ældre brødre

Intet parallelsamfund uden et parallelt retssystem. Thi kende for ret: Cirkelspark i ansigtet på Brydes Allé. En historie fra EB.dk – Brødre fængslet for vold mod imam, der sigtes for voldtægt af lillesøster.

“To brødre på 28 og 29 år er i dag blevet varetægtsfængslet i Københavns dommervagt, sigtet for vold mod en 55-årig mand, der ifølge brødrene er imam, og som sigtes for at have udsat en lillesøster for et seksuelt overgreb.

… De to brødre nægtede sig skyldige i dommervagten. Den 28-årige afviste at udtale sig i retten, mens hans bror forklarede, at han ikke kender den ældre mand, men han er en kendt imam, som hans mor har gået i skole med.

Den 29-årige forklarede, at han var blevet ringet op af sin tvillingesøster, der fortalte, at imamen havde forulempet hans lillesøster seksuelt. Det var sket på moderens bopæl, hvor imamen under påskud af, at han ville fordrive onde ånder, havde fået pigen til at tage sit tøj af.”

Oploadet Kl. 21:34 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:

Rådhuspladsen, København, 3. november 2019: ‘Vi elsker Muhammed’

Sidste sommer kom Nye Borgerliges Mette Thiesen til at opstramme en historie om shariavagter på Rådhuspladsen, og efter en månedlang medie-hetz angribes hun stadig dagligt på sociale medier. Man må godt fejle, blot ikke hvis man tilhører højrefløjen og skriver om Islam og indvandring.

En Urias-læser har sendt mig en række mobilfotos fra en islamisk-religiøs demonstration på Rådhuspladsen, søndag aften. Jeg kan intet finde i medierne, og der vil intet komme, med mindre en dansk buschauffør kører forkert eller en DF/NB-politiker problematiserer islamiseringen på Facebook.

Mere end tusinde Koran-tro muslimer i et kønsopdelt optog i det centrale København, og det omtales ikke engang.

Opdate. Minhaj-ul-Quran har lagt et par livestream-videoer op fra deres ‘Milan’-march 2019: I & II.

(Foto: Minhaj-ul-Quran på Facebook, 3. november 2019)

Oploadet Kl. 01:20 af Kim Møller — Direkte link51 kommentarer


3. november 2019

Ali Aminali: Venstreorienterede socialrådgivere hjælper flygtninge ‘med at undgå at komme i arbejde’

Bogaktuelle Ali Aminali blev socialrådgiver, og har nogle borgerlige ord om den multikulturelle velfærdsstat i praksis. Interview hos BT – Muslimsk flygtning: Mange flygtninge gider ikke arbejde.

“Ali Aminali fik et chok, da han startede i sit første job som færdiguddannet socialrådgiver på Jobcenteret i Aarhus.

Der var åbenlys forskelsbehandling. En ressourcesvag, dansk alkoholiker blev presset til det yderste, mens en ung sund mor med somalisk baggrund fik lov at slippe, fordi det hele var så synd for hende,’ forklarer Ali Aminali i sin bog ‘Alis Danmarkshistorie’, som udkommer 5. november.

Mange flygtninge og indvandrere føler ikke, de behøver at arbejde. Og socialrådgiverne kommer desværre til at hjælpe dem med at undgå at komme i arbejde. De gør det ikke, fordi de er onde. De gør det for at hjælpe. Men de gør flygtningene/indvandrerne en bjørnetjeneste,’ uddyber Ali Aminali over for B.T. …

Mange på uddannelsen er venstreorienterede. Både eleverne og lærerne. Og de fleste synes, at flygtningene ikke har skylden for integrationsproblemerne. Det er synd for dem, og man skal tage på dem med fløjlshandsker. Efter min mening er det forkert,’ siger han. …

‘Blandt mine medstuderende og undervisere på socialrådgiveruddannelsen måtte man forstå, at det var samfundets og regeringens skyld, ikke indvandrernes, at disse grupper begik langt mere kriminalitet og blev uddannet dårligere end etniske danskere. Og kun en rød regering kunne løse de problemer. De borgerlige har et forkert menneskesyn, og alle deres løsninger sker på baggrund af kynisme,’ skriver han om uddannelsen. …

Modviljen mod at arbejde var uendeligt stor. Og hvis jeg begyndte at stille krav, blev jeg mødt af en voldsom vrede.'”



31. oktober 2019

Søren Pind: “… finansminister Thor Pedersen, der altid omtalte udviklingsbistanden som negerpenge”

Så kom jeg endelig igennem Søren Pinds ‘Frie ord’, der er interessant, men alligevel skuffer fælt. Han markedsfører sig selv som den sande liberale, og intet er for småt i den henseende. Omvendt så glemmer han helt 2011-debatten om ‘assimilation’, ligesom han flere steder helt undgår at stille sig selv de mest elementære modspørgsmål. Tre citater…

“Svend Gunbak, som var hyret ind som indpisker og chefstrateg for vores kampagne, ringede ofte og talte med Venstres pressechef, Michael Kristiansen, med disse og hine input, som vi ofte så omsat i tiltag nationalt. Blandt de mere kulørte køorte blandt andet Venstres medlem of Borgerrepraesentationen taxachauffor Wallait Khan som chauffør for Anders Fogh for at vise Venstres diversitet. Khan var skiftet til Venstre i løbet af valgperioden og var meget opsat på de liberale ideer om økonomisk frihed og selvstændighed. Han bragte Fogh rundt i det pakistanske miljø, hvor Venstres formand blev modtaget med behørig jubel. Fogh brugte det til at understrege, at Venstre gik på to ben i udlændingepolitikken – nemlig at de flittige og dygtige skulle have lov at være her, hvorimod de kriminelle skulle udvises. Ironisk nok viste det sig mange år senere, at Khans søn blev den omstridte leder af LTF, der endte med at blive udvist af Danmark for virkelig grov kriminalitet over årene. Khan selv forlod Venstre efter valget i 2005.”

“‘Vil du være udviklingsminister?’ lod spørgsmålet. Jeg udbrød: ‘Skal jeg være negerminister?’ Det var en uventet post, jeg troede egentlig, jeg skulle i Kulturministeriet, men gav ham med det samme mit ja! Det lidet flatterende udtryk stammer fra tidligere finansminister Thor Pedersen, der altid omtalte udviklingsbistanden som negerpenge. Statsministeren fik mig til at sværge, at jeg aldrig ville bruge det udtryk igen – det lovede jeg ham. … I dag kunne jeg ikke drømme om at bruge det udtryk. Det vidner om tidens gang.”

“Fra myndighedsside var vi bekymrede for enorme ophobninger ved grænseovergangene ved færgerne i Helsingør og ved broen og andre slige steder. Rigspolitichefen meddelte mig derudover i ganske klare termer, at politiet ikke havde ressourcer til at gennemføre en fuldstændig grænsekontrol. I regeringen var der diskussioner om at bygge en mur af pigtrad og beton ved grænsen til Tyskland. Meget præcise planer blev udarbejdet. Det viste sig, at vi ikke lå inde med de tilstrækkelige ressourcer, og at materialer og genstande til at foretage en sådan voldsom beslutning slet ikke var en del af vores beredskabslagre. I al stilfærdighed blev nogle af disse ting indkøbt internationalt. En af de få, der holdt hovedet koldt i den sammenhng, var statsministeren. Vi var mange, embedsmænd og ministre, der i de dage priste os lykkelige over den erfaring og dygtighed, hvormed han ledede møderne og konkluderede efter meget svære diskussioner. Men regeringen var i hvert spørgsmål delt mellem hardlinere og mere pragmatiske kræfter. Således også i spørgsmålet om grænsekontrol. Sålænge vi i realiteten blot kunne sende folk videre til Sverige, kunne det gå. Men hvis svenskerne lukkede grænsen?”



30. oktober 2019

‘Vinterfest’ i Ikea…

Det er nok ikke videre realistisk, men det ville da være skønt hvis Ikeas kultur-neutrale tiltag kostede dem på bundlinjen. Fra BT.

“Den svenske møbelgigant Ikea har lanceret en ny vinterkollektion. … Glassene er blandt mange andre ting en del af Ikeas vinterkollektion og har i den forbindelse fået navnet Vinterfest Glas.

Mange andre produkter med juletema – også nogen uden – har med den nye kollektion også fået navnet Vinterfest – også i udenlandske butikker.”

(Ikea Vinterfest Glas; Foto: Ikea.dk)

“Vi kan kategorisk afvise, at vi er ved at sløjfe julen. Vi afholder julebuffet i vores varehuse, og vi pynter op til jul. Julen er ikke på retur i IKEA. For vi skal være relevante for de mennesker, vi gerne vil servicere. Når julen er vigtig for danskerne, så ville vi ikke være relevante, hvis ikke vi bekymrede os om julen.” (Christian Mouroux Pedersen, presserådgiver Ikea Danmark, Berlingske, 29. oktober 2019)

Oploadet Kl. 23:53 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer

J. Eika i takketale: Den ‘racistiske og islamofobiske nationalisme’ vinder frem, er ‘afhængig af hvidhed’

Tirsdag aften uddelte Nordisk Råd sin årlige litteraturpris ved et større arrangement i Stockholm. Prisen gik til danske Jonas Eika Rasmussen, en 28-årig venstreradikal, der takkede for de 350.000 kroner med et ordrigt angreb på kapitalisme, nationalstater, ‘racisme’ og andet der støder den yderste venstrefløj. Den skønlitterære forfatter med rosa neglelak, øjenbrynspiercing og hængende øreringe, må det have noget af en oplevelse for Mette Frederiksen og Stefan Löfven på første række.

Takketale ved uddelingen af Nordisk Råds Litteraturpris 2019 sakset fra Facebook (Forlaget Basilisk).

“Jeg står her med taknemlighed og ømhed over for dem, jeg deler livet med, dem der inspirerer mig, dem jeg tænker sammen med, dem jeg laver politik og litteratur med, dem jeg organiserer mig sammen med. Bogen, som får den her pris, findes også på grund af dem. På grund af mennesker, som bruger deres kræfter, ikke for at tjene den herskende orden, eller for at indtage en lukrativ position i den, men fordi de tror og håber på en anden. En kultur der ikke hviler på patriarkalske magtforhold, et fællesskab der ikke kræver racistisk eksklusion, et klasseløst og magtløst samfund, hvor vores kreative og kærlige kræfter ikke tjener staten og kapitalens dødsmaskiner, men tjener os alle og livet, i alle dets former, menneskelige såvel som ikke- menneskelige.

… Nordisk Råds arbejde med at oversætte og udbrede bøger fra både større og mindre sprogområder bidrager muligvis til dét. Men lad os ikke glemme, at Nordisk Råd også er en institution, en del af et officielt samarbejde mellem nogle af de rigeste nationalstater i verden.

Jeg tror, at den racistiske og islamofobiske nationalisme, der i disse år vinder frem i de nordiske nationalstater, er afhængig af hvidhed, af en forestilling om den hvide majoritets eksklusive ret til national velstand og sikkerhed. Og jeg ser hvidhed som en arv fra den koloniale fortid, der også gennemkrydser Norden…

Jeg taler til den danske statsminister, (som også sidder i denne sal). Mette Frederiksen, som står i spidsen for et socialdemokrati, der er kommet til magten ved at overtage den forrige regerings racistiske sprog og politikker. Mette Frederiksen, som kalder sig for Børnenes Statsminister, men fører en udlændingepolitik der splitter familier ad, gør dem fattige, og udsætter både børn og voksne for en langsom, nedbrydende vold i landets såkaldte Udrejsecentre. Luk Sjælsmark, luk Kærshovedgård, Luk Ellebæk, afskaf hele lejrsystemet.

… først og fremmest taler jeg til alle og enhver, som vil noget andet. Uanset om vi er privilegerede eller undertrykte af de her samfund – og mange af os er begge dele – så er vi fælles om ikke at have valgt dem. Ingen af os har valgt at leve i undertrykkende samfund. De har ikke krav på vores troskab. Men det kræver noget af os at desertere fra dem. Særligt i de situationer, hvor vi er privilegerede, kræver det en opmærksomhed over for den undertrykkelse og de kampe, som mange års neoliberal og nationalistisk politik har forsøgt at gøre os blinde og døve overfor. Hvis vi har ekstra penge og ressourcer, kræver det at vi omfordeler dem solidarisk. Og for os alle, tror jeg det kræver, at vi ødelægger det afgrænsede, uniforme selv, som staten og kapitalen har skabt i os…”

(Jonas Eika takker for Nordisk Råds litteraturpris, 29. oktober 2019)

(Jonas Eika på Facebook, 3. oktober 2019: “En grænse er, ligesom race, en grusom fiktion”)



29. oktober 2019

Radio4: “Hver lørdag eftermiddag skal sanger, musiker og sangskriver Isam Bachiri tale om religion…”

På sin helt egen syrede måde, er det godt med rene linjer. Så kan de kalde det P1, Radio4 eller Loud. Adskillige af Radio24syvs mange magasinprogrammer fortsætter på andre (statsstøttede) medier, og det kommer radikale Jens Rohdes panikangst ikke til at ændre på. I øvrigt tankevækkende, at den største danske kritiker af pressefriheden i Orbans Ungarn, er villige til at bryde ‘alle ideer om armslængde’ herhjemme, for at redde Radio24syv. ‘Just follow the money’, som det lyder i All the presidents men (1976). Dine penge, Deres medier.

Et symptom på en skattefinansieret magtdemonstration omtalt hos Politiken – Tro på det!: Isam B får sit eget program på Radio4.

Hver lørdag eftermiddag skal sanger, musiker og sangskriver Isam Bachiri tale om religion og det at være et troende menneske på den nye Radio4, der ved midnat på torsdag overtager FM-sendetilladelsen fra Radio24 syv.

’Tro på det!’, hedder programmet, der ifølge pressematerialet handler om, hvad det vil sige at være et troende menneske, og hvordan troen bliver en relevant del af vores liv.

Isam Bachiri, der går under kunstnernavnet Isam B, var medlem af gruppen Outlandish i 20 år. I 2015 indtalte han Koranen som lydbog på dansk. … Ifølge programchef på Radio4, Rikke Hedman, handler det nye program »ikke om islam« men om at være et troende menneske og hvad man skal bruge troen til.”

(Isam Bachiri, Abdul Wahid Pedersen mfl., ‘Danish Muslim Aid på Facebook, 14. juni 2018)

Oploadet Kl. 14:18 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper