18. april 2014

Mikkel Andersson dissekerer Bonnichsen, Erslev Andersen og Lidegaard: De har næppe læst Akkaris bog

Det er svært ikke at nå til samme konklusion. Bonnichsen, Erslev Andersen og Lidegaard kan ganske enkelt ikke have læst Ahmed Akkaris bog. Fra Politiken – Reaktionerne på Akkaris bog er præget af hykleri og manipulation.

“Når nu vi således har set på Akkaris troværdighed, er det på sin plads at kigge lidt nærmere på de mere specifikke påstande, som andre har fremsat om hans bog og person. Her er en af de mest interessante den tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, som i flere omgange har udtalt sig om bogen.

Det er svært at skrive på en diplomatisk måde, men jeg kan ganske enkelt ikke afryste en fornemmelse af, at Bonnichsen udtaler sig om Ahmed Akkaris bog uden at have læst den. I et indlæg i Berlingske skriver han nemlig:

‘At Akkari så har opført sig, som tilfældet er, ændrer således ikke ved, at mange andre imamer har medvirket til, at der var fredeligt og roligt i Danmark. Hvis der virkelig er nogen, som Akkari burde give en undskyldning, så er der disse agtværdige personer, som han nu har trukket med ned i sin egen realisering af de kollektive fordomme’.

Det samme ønske om en undskyldning til andre imamer har Bonnichsen uddybet i radioprogrammet Rushys Roulette på Radio24syv. Her kom det frem, at det i særdeleshed er den nu afdøde imam fra islamisk trossamfund, Abu Laban, som Bonnichsen mener, at Akkari har tilsværtet og skylder en undskyldning.

Men hvis man læser bogen fremgår det direkte, at Abu Laban faktisk var en af de centrale personer i Muhammedkrisens udvikling. … Det er faktisk Abu Laban, som ender med at formidle den egyptiske ambassadørs ønske om at udsende de senere så berygtede delegationer… Akkari fortæller, at det er på en af disse delegationsrejser, at de udsendte imamer mødtes med både Hamas og Hizbollah.

Hvis Bonnichsen altså – på baggrund af Akkaris bekendelser – er villig til at konkludere, at Akkari agerede illoyalt og tvetunget – er det udtryk for en stærkt tendentiøs læsning – på baggrund af samme bekendelser – at frikende Abu Laban.

Den udlægning virker mest af alt som Bonnichsens forsøg på at forsvare, at PET under Muhammedkrisen og hans lederskab iværksatte et samarbejde med en række imamer, som skulle fremme freden i Danmark. Bonnichsens problem er imidlertid, at hvis Akkaris bog er sandfærdig, så var en del af disse imamer reelt via deres samarbejde med arbejdsgruppen i varierende grad, medansvarlige for, at Muhammedkrisen i det hele taget opstod. At Akkari skulle skylde nogen af dem en undskyldning for noget forekommer meget, meget mærkværdigt…

En anden prominent anmelder af bogen er terrorforsker Lars Erslev Andersen. I sin anmeldelse i Politiken skriver han,

‘Som bekendt afviste Statsministeriet og Anders Fogh Rasmussen at mødes med de 12 ambassadører. [...] Om det havde ændret noget, ved vi ikke. Men vi ved, at Anders Fogh Rasmussens afvisning i den grad gjorde den egyptiske ambassadør vred, og at hun blev en meget vigtig brik i organiseringen af de danske imamers rejser til Mellemøsten’.

Det er en overordentlig mærkværdig udmelding al den stund, at Akkari specifikt adresserer præcis spørgsmålet om afvisningen af ambassadørmødet i bogen. Ifølge Akkaris fremstilling var det langt fra fra spontan harme, der fik ambassadørerne til at gå ind i sagen. Det gjorde de først efter – i dybeste hemmelighed – at være blevet kontaktet af selvsamme arbejdsgruppe, som Ahmed Akkari altså var en central del af. Både i Danmark og internationalt var samarbejdet mellem ambassadørene og arbejdsgruppen både aftalt og koordineret. Derfor er det mildest talt opsigtsvækkende, at Erslev ikke forholder sig til Akkaris udsagn om netop det:

‘Den afvisning er mange gange siden blevet betegnet som det, der slap uhyret løs. Uden den var alt nok gået i sig selv, har både politikere, kommentatorer og eksperter hævdet. Synspunktet er endda blevet fremført af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i en tv-dokumentar. Hver gang har jeg for mig selv rystet stille på hovedet. Faktum er, at statsministeren umuligt kunne have sagt eller gjort noget, der havde stillet os tilfreds, så længe han handlede inden for lovens rammer. Ytringsfriheden og de grundlæggende demokratiske værdier forhindrede ethvert statsligt indgreb mod avisen. Det vidste vi, og det gjorde både ambassadørerne og OICs generalsekretær selvfølgelig også. De var alle dygtige diplomater. Det var netop derfor, de bad om indgrebet. De vidste, at statsministeren ville være nødt til at nægte, og det kunne bruges til at nære vreden og krisen, som de hver især kunne se egne fordele af. Afvisningen var med andre ord et våben, vi forventede at få til vores kamp. Havde Anders Fogh Rasmussen rakt os en lillefinger, havde vi bare hugget den af og bedt om resten af kroppen. Han ville i så fald have åbnet en dør mod ekstremismen, som ikke havde givet noget afgørende resultat, men som det ville have krævet en lampeånd med magiske kræfter at lukke igen’.

At Erslev ikke alene ignorerer dette, men direkte skriver, at man efter endt læsning ‘ikke ved’ mere om dette spørgsmål, som Akkari altså eksplicit og utvetydigt adresserer, forekommer yderst problematisk.

… hvis man efter endt læsning af Akkaris bog vil konkludere, at såvel de danske som internationale reaktioner ikke stort set alle kan føres tilbage til arbejdet udført af den arbejdsgruppe som Raed Hlayhel i samarbejde med Akkari oprettede og arbejdede utrætteligt i fra efteråret 2005 til foråret 2006, så skylder man som minimum at fremsætte en alternativ teori, der i lige så høj grad som Akkaris fremstilling inddrager den eksisterende viden om krisens forløb og udvikling. En sådan imødeser jeg med spænding.

En anden, som jeg oprigtigt er i tvivl om faktisk har læst bogen inden han satte sig til tasterne, er Politikens chefredaktør Bo Lidegaard. I sin leder om bogen skriver han, at den ‘med alt tydelighed [viser], at Akkari og konsorter ikke talte på vegne af danske muslimer. De var selvbestaltede plattenslagere, der ikke repræsenterede andre end sig selv’.

Det er i lodret modstrid med, hvad der faktisk står i bogen. Her beskriver Akkari eksplicit, hvordan arbejdsgruppen havde opbakning fra ekstremt brede kredse i det danske muslimske miljø. Han skriver direkte, at der ved det indledende møde var forsamlet ’16 af de mest indflydelsesrige islamiske organisationer i Danmark’(side 229). Tallet voksede senere til 27 (s. 258).

At hævde bogen giver belæg for, at arbejdsgruppen ikke repræsenterede andre end sig selv, er så faktuelt forkert, at det er svært at forestille sig, Lidegaard har læst bogen. Hvis han har, må man konkludere, at Politikens chefredaktør skriver noget, han godt ved ikke passer.

Disse forsøg på – med afsæt i hans Akkaris egen bog – at fremstille ham et enkelt råddent æble i et ellers sundt miljø er stærkt misvisende. Det fremstår som et intellektuelt uhæderligt forsøg på at konstruere en narrativ, som passer bedre ind i d’herres eget kram end et forsøg på at forholde sig til, hvad der faktisk står i bogen.”

Oploadet Kl. 11:55 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer
Arkiveret under:


16. april 2014

Liberale Rasmus Brygger definerer ‘gennemsnitlig muslim’: “.. den muslim, som.. respektere andres valg”

Det er næsten ondt at tage LA Ungdoms Rasmus Brygger på ordet, når emnet er Islam. Her kommenterer han Hans Hauges spiddende klumme om LAs forkærlighed for muslimer.

(Rasmus Brygger definerer ‘gennemsnitlig’ muslim, 15. april 2014; Facebook)

Rasmus Brygger: Man hører til på venstrefløjen, hvis man… ikke har noget imod mere muslimsk indvandring. Det sørgelige er, at det her er hvad mange borgerlige tænker. …

Annie: … vi behøver vel ikke være naive, Rasmus?

Rasmus Brygger: Annie, nu taler jeg ikke om tolerance overfor de der er intolerante. Jeg taler om tolerance overfor den gennemsnitlige muslim – som jeg da ikke ser som værende intolerant.

Annie: Rasmus, jeg finder, at der er forskellige grader af intolerance i alle former for religion. Hvad er i øvrigt ”den. gennemsnitlige muslim’?

Rasmus Brygger: Annie, det er den muslim, som ligesom os andre ikke ønsker at bestemme over andre, men i stedet respektere andres valg

Oploadet Kl. 16:44 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer

Frankrig: Tre tyrkere og en marokkaner i retten efter voldtægt “… attacked her because she was French”

Egyptiskfødte Cherif El-Ayouty kommenterer i Ekstra Bladet en racistisk gruppevoldtægt, der fandt sted for nogle uger siden i Evry, lidt syd for Paris. Med baggrund i eksemplet opfordrer han danskerne til at frigøre sig fra frygten for at blive kaldt racist, da det ofte er muslimerne som er racister, og danskerne der er ofre: “Hvor mange gange har jeg ikke måttet sluge min vrede over etniske danskeres passivitet…”

Fra den altid driftsikre Gallia Watch – Barbarous gang rape in Évry (via Snaphanen).

“… an eighteen-year-old girl got off the regional rail at Évry station, and made a call on her cell phone. Four individuals jumped on her, and dragged her to a near-by park. They stripped her of everything, then they undressed her and raped her, taking turns. An indescribable rape of barbaric cruelty. The gang of four tortured her for more than two hours before leaving her, bleeding. …

Thanks to her detailed description and the video surveillance images, the police arrested the four suspects in less than twenty-four hours, and their DNA confirmed their guilt. The questioning began on March 31 in the afternoon. The four rapists are minors: two of them are thirteen, one fifteen, and one seventeen. Three Turkish brothers, one Moroccan. Special facts: the eldest, seventeen, had been released six months earlier after serving two thirds of a two-year sentence for the rape of the son of a gendarme sub-officer. … Two of the others have already been arrested for armed robbery. Four criminals, three repeat offenders – all minors!

During the questioning, and from what we know about the investigation, the minors did not express the slightest remorse. On the contrary, they expressed their hatred: yes, they would not have touched the girl if she had been a Turk; yes, they attacked her because she was French and ‘the French are all sons of whores’. The judge who jailed them indicted them for gang rape and barbarity, but also, and this is very rare, for racism.”

Oploadet Kl. 07:47 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer

Fredsmægleren Hans Jørgen Bonnichsen: Jeg forsikrede imam om, at der ikke blev afbrændt en Koran…

Hans Jørgen Bonnichsens kommentar i Berlingske, tirsdag i sidste uge, har flere interessante detaljer. Herunder et afsnit hvor han åbent erkender sin kortsigtede leflen for herboende imamer. Det eneste rigtige ville selvfølgelig være, at understrege overfor dem, at det er lovligt at brænde Koranen i Danmark, og at eventuelle uroligheder i kølvandet vil blive straffet hårdt. Fra Et dobbeltspil der blev en ynkelig fiasko.

“Jeg er overbevist om, at det respektfulde samarbejde, der udviklede sig i tiden, der fulgte, mellem de fleste af imamerne og PET, har været særdeles gavnligt i forskellige højspændte situationer. Det er, må jeg nu konstatere ikke Akkaris skyld.

Lad mig give et konkret eksempel. Netop under Muhammedkrisen var der demonstration i Hillerød med deltagelse fra både den yderste højre- som venstrefløj og med unge muslimer i midten. En farlig cocktail, hvor en provokerende afbrænding af Koranen kunne få katastrofale følger.

Jeg befandt mig under demonstrationen i kommandocentralen på Hillerød Politigård, da jeg fik en opringning fra en af imamerne. Jeg kunne i baggrunden høre de rasende stemmer fra en større gruppe, der var forsamlet i en moské på Nørrebro. I ophidsede og skingre vendinger fik jeg meddelelsen om, at de havde hørt, at Koranen var blevet afbrændt, at et stort antal af deres muslimske brødre var blevet anholdt, og at de nu havde svært ved at styre situationen. Jeg kunne berolige den pågældende imam. Der havde ikke fundet koranafbrænding sted, og der var flere etniske danskere end personer af anden etnisk oprindelse blandt de anholdte.

Denne sandhed kunne jeg overbevise imamen om, fordi vi kendte og respekterede hinanden. Hvis det ikke var lykkedes, er jeg temmelig sikker på, at situationen havde udviklet sig langt alvorligere end de hidtidige ambassadeafbrændinger i Mellemøsten. SMS og internet er ikke alene stærke nyhedsformidlere mellem Vesten og Mellemøsten. Disse informationskanaler kan også virke som detonatorer for voldsomme udladninger.”

(Dansk Koranafbrænding; Uriasposten, 11. september 2010)

Oploadet Kl. 07:01 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:


15. april 2014

Britain First-leder iført sixpence-kasket til demonstrerende islamist: “Why don’t you go to South-Arabia?”

English Defence League eksisterer formelt set stadig, men Tommy Robinson kan ikke sådan lige erstattes, og det skulle overraske mig meget hvis ikke organisationen langsomt forsvinder eller spalter sig ud i nye grupperinger. Seneste skud på stammen i det engelske er Britain First-bevægelsen ledet af den tidligere BNP’er Paul Golding, der lyder meget Robinson’sk, og tydeligvis er inspireret af EDL.

BF og Paul Golding er dog efter men efter diverse videoer at dømme, væsentlig mere proaktiv. Hvor EDL arrangerede velordnede demonstrationer i islamiserede områder, går BF så vidt jeg kan se mere målrettet efter direkte konfrontation med Anjem Choudary-segmentet på gadeplan. Bemærk de for arbejderklassen ikoniske kasketter (sixpences).

Herunder ses Paul Golding konfrontere islamist med ordene: “In my country? If you wanna spred islam, why don’t you go to South-Arabia?”

(London, 4. april 201; Britainfirst.org, Liveleak)

“Police have raced to the home of hate preacher Anjem Choudary and evacuated his family to protect them from attack, it emerged today. … A group called Britain First posted a video message online calling on police to arrest Anjem Choudary by 6pm or they would come to detain him themselves.” (DailyMail, 2013)

“British faith leaders have united to condemn a BNP-linked vigilante group called Christian Patrols which drove two armoured vehicles into a Muslim-dominated street and baited residents with alcohol and cigarettes.They were reacting to a recent incident in which nationalist group Britain First drove two Gulf War armoured Land Rovers down the length of Brick Lane, one of the most famous streets in the east London borough of Tower Hamlets. The group said they were there to ‘defend British soil against Muslim extremists’. They said they were reacting to the so-called ‘Muslim Patrols’ who were convicted in December for threatening non-Muslims in the area.” (Express, 2014)

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)


“… hvis definitionen på en ‘islamist’ holder, så er islamisten jo ikke andet end en rettroende muslim.”

Det kunne være underholdende at overvære en debat om Islam mellem LA Ungdoms Rasmus Brygger og Lars Hedegaard, men de er tydeligvis ikke i samme akademiske vægtklasse. Hedegaard anmelder Ahmed Akkaris bog for Dispatch International – Tidligere dansk balladeimam hopper af.

“I årtier er enhver, der har ytret et pip om faren fra islam, blevet beskyldt for at ville udbrede sammensværgelsesteorier og se syner midt om dagen. Sådanne mennesker kunne man affærdige som afsindige racister og højreekstremister. Og det gjorde man. En del blev trukket i retten og dømt for deres utilbørlige meninger, andre fik bare deres liv ødelagt.

Nu kommer så tidligere imam Ahmed Akkaris bog Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark. Den beskriver ikke nogen sammensværgelsesteori, men derimod en vaskeægte sammensværgelse. Heri deltog stort set alle danske imamer og islamiske organisationer og deres mål var at knuse det danske demokrati. Ytringsfriheden skulle væk, landet skulle underkues med trusler og om nødvendigt med vold. Grundloven skulle sættes ud af kraft og erstattes af den muslimske lov, shariaen, og de vantro skulle acceptere et liv som dhimmier, dvs. rets- og forsvarsløse undersåtter under islams magthavere.

Det ved Ahmed Akkari alt om, for han var selv med til at lave sammensværgelsen nogle få dage efter, at Jyllands-Posten havde offentliggjort sine berømte Muhammed-karrikaturer den 30. september 2005. Senere blev han talsmand for de 27 muslimske organisationer, der ville have avisen til at undskylde, at den havde brugt ytringsfriheden, og forlangte, at statsminister Anders Fogh Rasmussen greb ind for at beskytte et stakkels religiøst mindretal mod forhånelse.

(Lars Hedegaard og Ahmed Akkari til TFS-møde, 22. august 2013; Snaphanen)

Man skal imidlertid gøre sig bogens begrænsninger klart. Den er ikke Akkaris farvel til islam, men til noget han kalder ‘islamismen’, som han forsøger at definere i en kort indledende erklæring. Islamismen er en ‘infektion’, der får de smittede til at betragte ‘Koranen og en lang række fortællinger om profeten Muhammeds ord og handlinger som Guds fuldstændige og ubøjelige lov for mennesket i alle tænkelige situationer’. … ‘Muslimer, der lever efter andre standarder, anses i varierende grad som afvigere og kættere, mens alle ikke-muslimer betragtes som undermennesker, der skal omvendes eller underkastes for at behage Gud.’

Men hvis det er definitionen på en ‘islamist’, hvad er så en muslim? Det giver bogen ikke noget svar på. Det ville også være svært, for hvis definitionen på en ‘islamist’ holder, så er islamisten jo ikke andet end en rettroende muslim. En muslim, der ikke mener, at Koranen og profetens ‘sunna’ (altså hans ord og gerninger) er en absolut rettesnor i alle livets forhold og som ikke synes, at vantro skal bøje nakken, er ikke muslim, men en frafalden, der ifølge shariaen er hjemfalden til dødsstraf. …

Men når Akkari nu ikke kan eller vil fortælle, hvad en ikke-islamistisk muslim er, så bringer hans bog måske eksempler på imamer, moskeer eller islamiske organisationer, der er parate til at behandle ikke-muslimer som medmennesker? Nej, han nævner ikke en eneste – og den mest oplagte forklaring er, at de ikke findes.

Som bogen er lagt op, står vi altså over for den implicitte påstand, at al den ondskab og korruption, der udgår fra de islamiske ledere og institutioner (svindel med offentlige midler, eksamenssnyderi i muslimske friskoler, samarbejde med blodtørstige terrororganisationer, indførelse af et parallelt retsvæsen i muslimske bosætningsområder mv.) skyldes ‘islamistisk’ infektion og ikke har noget med islam at gøre.

… selv om man skulle acceptere det udgangspunkt, som alle søde mennesker krampagtigt holder fast i: nemlig, at islam er noget ganske andet end ‘islamisme’, burde almindelig sund fornuft – eller skal vi kalde det logik – tilsige, at der er noget galt.

For når det forholder sig sådan, at islam overalt medfører ‘islamisme’ – og jeg kender ikke et eneste land eller område i nutid eller fortid, hvor det ikke er tilfældet – så er ‘islamismen’ altså en egenskab ved islam. Og det der er en egenskab ved noget, kan ikke være dette ‘nogets’ modsætning eller noget væsensforskelligt fra dette ‘noget’.

De ‘islamister’, som Ahmed Akkari nu tager afstand fra, har jo ikke opfundet noget, som de ikke har kunnet finde belæg for i islams helligskrifter. Det er her man finder opfordringerne for ikke at sige ordrerne til de troende om at slå alle vantro med rædsel (også kaldet terror), underkue dem og om nødvendigt skære halsen over på dem, indtil Allahs religion hersker overalt.

… her stopper festen for såvel Akkari som for alle de vesterlandske eksperter, klogehoveder og politikere, der dagligt vil belære os om islams fortræffelige egenskaber og den muslimske indvandrings velsignelser. Og det forstår man jo godt. For hvis de ikke kan opretholde fiktionen om, at islamisme er noget helt andet end islam, bryder hele den statsautoriserede propaganda for multikulturen og for den folkeudskiftning, der bliver resultatet af deres tossegode indvandringspolitik, sammen.

Oploadet Kl. 06:26 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


13. april 2014

Victor blev hvervet i folkeskolen: “Det eneste, han tænkte på, var, hvordan han kunne behage Allah…”

Den tidligere friskolelærer Hara Dvinge har over flere artikler i Den Korte Avis beskrevet, hvorledes islamiske friskoler i det vestlige Århus, reelt fungerer som skoling i salafisme. Folkeskolerne er det desværre også islamificerede. Fra BT – Danske Victor hjernevasket til selvmordsterror.

“Forlydender om, at en etnisk dansker skulle have deltaget i en selvmordsmission i Irak dukkede første gang op på islamistiske internetsider den 6. marts. Dengang kunne de ikke bekræftes, men BT kan nu afsløre, at historien er sand og handler om den blot 21-årige Victor Kristensen fra Aarhus.

- Victor havde altid været sådan en stille og forsigtig type, der ikke kunne gøre en flue fortræd. Men det ændrede sig, da nogle af de radikale islamister begyndte at tage ham med i moskeen. Pludselig forsvandt han bare. Han var væk fra byen og vennekredsen i mere end et år, og da han kom tilbage, var han fuldstændig forandret. Livet betød ikke længere noget. Det eneste, han tænkte på, var, hvordan han kunne behage Allah, så han kunne komme i paradis efter døden. Han var fuldstændig hjernevasket, fortæller en jævnaldrende aarhusianer, som var en af Victor Kristensens få nære venner i ti år op til hvervningen. …

I praksis blev hvervningen af Victor Kristensen i første omgang foretaget af en gruppe på 5-6 jævnaldrende drenge med indvandrerbaggrund, der ligesom han gik på Møllevangskolen i Aarhus. Ifølge den anonyme ven havde denne gruppe allerede tidligt udviklet stærke bånd til en omstridt moske på Grimhøjvej ved Gellerupparken i den vestlige del af byen. En moske, som er berygtet som tilholdssted for terrorsympatisører og radikale salafister, der hylder et forhistorisk islamisk ideal og er modstandere af alt moderne og vestligt.

Efter at Victor Kristensens jævnaldrende havde introduceret ham for miljøet her, tog mere erfarne kræfter ifølge flere kilder over. De underviste den unge dansker i sharia-loven, arrangerede, at han frasagde sin kristne tro til fordel for islam og sørgede for, at han efter niende klasse blev sendt på religiøse opdragelsesrejser hos forbindelser i blandt andet Egypten.”

(21-årige Victor Kristensen læser i Koranen; Uriasposten)

Oploadet Kl. 17:13 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[...]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[...]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[...]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



9. april 2014

Bonnichsen var islamisternes nyttige idiot: “PET havde ikke nogen mistanke til de konkrete personer..”

Der kan næppe herske tvivl om, at PET’s samarbejde med imamerne, også var en måde at følge deres aktiviteter på. Det ønsker en fungerende PET-chef selvfølgelig ikke at sige højt, men hvis ikke Hans Jørgen Bonnichsen kan fortælle sandheden otte år efter, så kan medierne selvfølgelig ikke bruge ham som efterretningsekspert. Fra Information – Tidligere PET-chef: Vi kendte ikke til imamers dobbeltrolle.

“‘Ved siden af optrapning af konflikten og opretholdelsen af en antivoldelig facade gjorde Arbejdsgruppen sig store anstrengelser for at fastholde en bred opbakning blandt de danske muslimer. I praksis betød det, at Raed Hlayhel, Abu Laban, Kasem Said Ahmad, Abu Malek og jeg selv (Akkari, red.) måtte trække på alle personlige forbindelser. I dage og uger hang vi konstant i telefonen og holdt møder over hele landet i et forsøg på at overbevise enhver mulig allieret om vores sags berettigelse.’

Passagen er fra Ahmed Akkaris nye bog Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark. Efterfølgende nævner den tidligere imam blandt andre Det Muslimske Broderskab og salafisterne i København, som værende dem, der skulle vækkes til protest.

Men på trods af de fem imamers bestræbelser kendte Politiets Efterretningstjeneste, PET, ikke til, at imamerne forsøgte at optrappe konflikten, siger tidligere operativ chef Hans Jørgen Bonnichsen, der under Muhammedkrisen i 2006 for PET samarbejdede med en række imamer heriblandt Akkari.

Samarbejdet gik blandt andet ud på, at imamerne skulle… påtage sig et ansvar for de unge, de havde kontakt til, som var i fare for en øget radikalisering.

‘De skulle ikke være agenter, men påtage sig et ansvar inden for deres respektive felter og være med til at sørge for, at unge ikke kom ud i situationer, hvor de gjorde skade på sig selv eller det danske samfund,’ siger Hans Jørgen Bonnichsen. ‘Og det gik efter vores opfattelse fantastisk godt.’ … PET var heller ikke opmærksom på, at Akkari og andre imamer forsøgte at opildne konflikten blandt danske muslimer, siger Bonnichsen

‘Samarbejdet med imamerne var baseret på tillid. … PET havde ikke nogen mistanke til de konkrete personer vedrørende brud på straffeloven, og vi kunne ikke gå ind og foretage en overvågning, der ville have opsnappet de ting,’ siger han.”

Oploadet Kl. 15:37 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »