26. november 2014

Bent Jensen: Demokratiske Israel er omringet af islamiske fjender, Lidegaard vil anerkende Hamas-stat

Der findes flere gode argumenter for en tostatsløsning, men de mest oplagte får man aldrig en dansk minister til at sige højt. At Danmark så kan sende statsløse palæstinensere hjem igen, og – Israel endnu nemmere, med folkeretten i baghovedet kan betragte enhver raket der flyver over grænsen som en krigserklæring. Fremragende kronik af professor Bent Jensen, der med få ord får forklaret, hvorfor Israel nødvendigvis må tage udgangspunkt i egen sikkerhed, og hvorfor det er et direkte angreb på Israels eksistensberettigelse af anerkende en Hamas-stat.

Fra Jyllands-Posten – Hvad skal Israel egentlig gøre?

“Nu for tiden rejser Lidegaard rundt i verden for at skabe fred og tale om nødvendigheden af en tostatsløsning.

Hver gang jeg ser og hører ham tale så tilsyneladende forstandigt og overbevisende, spørger jeg mig selv: Ved manden i virkeligheden, hvad han taler om? Er han ordentligt inde i sagerne? Har han læst på lektien, og har hans embedsmænd forsynet ham med alle de nødvendige oplysninger om konfliktens rødder – og jeg understreger alle? Eller lader han blot munden løbe?

Det meste af Mellemøsten befinder sig i et omfattende kaos. Israels nabostat Syrien er hærget af en blodig borgerkrig, der foreløbig har kostet 200.000 mennesker livet og drevet millioner på flugt. Oprørsstyrkerne i Syrien har svoret at ville udslette Israel. Det samme har Assad-regimet i Damaskus.

Israels anden nabo Libanon er lige nu forholdsvis rolig, hvormed menes, at der ikke er åben borgerkrig. Men Libanon er heller ikke længere en stat i normal forstand. Her opererer den fanatiske terrororganisation Hizbollah (Guds Parti), der har svoret at ville udslette Israel, og som af det afsindige præstestyre i Iran er velforsynet med langtrækkende raketter. Præstestyret har også svoret at ville likvidere Israel, ‘Den lille Satan’.

Kongeriget Jordan, Israels nabo mod øst, er foreløbig roligt. Det vender vi tilbage til. Lidt længere mod øst er Irak, som heller ikke mere eksisterer som stat. Dets territorium kontrolleres dels af regimet i Bagdad, dels af den rasende terrororganisation Islamisk Stat (IS), som ligeledes har svoret at ville udrydde Israel i strømme af blod. Endelig kontrollerer kurderne dele af det nordlige Irak, hvor de håber på at kunne udråbe en selvstændig stat. Dem vender vi også tilbage til.

Ægypten mod sydvest er for tiden kontrolleret af et militærstyre, der forsøger at holde de islamiske fanatikere nede. I Sinai fører velbevæbnede hellige krigere sig blodtørstigt frem med hovedafskæringer og angreb på egyptiske styrker. De udgør en del af IS og har bekendtgjort, at de vil både Israel og det egyptiske regime til livs.

Så er der Israels umiddelbare arabiske naboer i Gaza og det øvrige palæstinensiske selvstyreområde (PS) på Vestbredden, som ifølge Lidegaard skal udgøre en ny arabisk stat. Hvordan det i praksis skal kunne lade sig gøre, ville jeg gerne høre Lidegaard forklare. De to dele ligger i åben krig med hinanden. I 2006 overtog Hamas magten i Gaza efter at have myrdet og fordrevet Fatahs repræsentanter. Det af Iran veludrustede Hamas er en velbeslået terror- og mafiaorganisation bevæbnet af Iran og har på sit program Israels udslettelse og fordrivelse af jøder.

Så sent som sidste sommer organiserede Hamas et væbnet kup mod Mahmud Abbas’ tyre i Ramallah for også at få Vestbredden under Hamas’ kontrol. … Hvis der blev afholdt valg på Vestbredden i dag, tyder alt på, at Hamas ville få flertal. Så ville den jødiske stat blive omringet af fanatiske islamister. Derfor vil Israel gerne have kontrol med sikkerheden på Vestbredden. Da Israel rømmede Gaza i 2005, blev området omgående gjort til en angrebsbase mod den jødiske stat. Uden Israels beskyttelse ville Abbas også være færdig.

Jeg ved ikke, om Lidegaard har talt med Abbas i Ramallah og terroristerne i Gaza om disse ting:

Hvordan forestiller de to palæstinaer sig, at en tostatsløsning skal virkeliggøres, så længe de to palæstinaer går efter hinandens strube? Hvem skal garantere, at en samlet palæstinensisk stat ikke også fra Vestbredden fyrer raketter ind i hjertet af Jerusalem og graver tunneller til terrorister ind på Israels territorium? Og hvad mener Abbas og hans folk om udsigten til at blive fordrevet/likvideret af Hamas?

Så længe man ikke har svar på den slags fundamentale spørgsmål, er det jo blot tom snak at aflire remsen om en tostatsløsning – altid med brod mod Israel, som ikke frivilligt vil lade sig føre til slagtebænken.

(Palæstina-flag med Davidstjerne i Larousse French dictionary, 1939; Via Jihadwatch, der forklarer)

Jeg synes i fuld alvor, at Lidegaard skulle forholde sig seriøst til de reelle problemer, der her er omtalt. Og der er flere endnu. Hvorfor behandler han palæstinenserne som uansvarlige børn? Hvorfor stiller han ikke krav til dem, hvis de vil have egen stat? Hvorfor siger Lidegaard & Co ikke til både Hamas-lederne og til Abbas og hans mafia i Ramallah, at de skal standse myrderierne på jøder og indstille deres anti-jødiske hadkampagner i skolebøger og i palæstinensiske medier – inklusive de officielle trykte og elektroniske Hamas- og PS-medier.

Som ansvarlig minister ved Lidegaard naturligvis, at disse afskyelige hadkampagner kører hele tiden. Men hvordan forestiller han sig så, at der skal kunne blive fred og fordragelighed mellem jøder og arabere på det diminutive område, som Israel og selvstyreområdet udgør, når den ene part hele tiden dyrker hadet til den anden part, nægter dens ret til eksistens og vil have en jødefri zone?”

Oploadet Kl. 12:30 af Kim Møller — Direkte link2 kommentarer


25. november 2014

Prof.: Uklogt at støtte forfulgte kristne i Mellemøsten, da ‘mellemøstlige mentaliteter’ tænker i dem & os

Folketingets udenrigsudvalg afholdt for et par uger siden en høring om religionsfrihed og forfølgelse af kristne. Religionsrapport på P1 bragte i sidste uge et fyldigt referat, og hvis man på forhånd går ud fra, at høringen samlede NGO’ere, forskere og politikere i forsvaret for kristne i Mellemøsten, så tager man grueligt fejl.

Fremhæves negativt må professor Jakob Skovgaard-Petersens kyniske Islam-apologi. Han fortalte at det lå i ‘mellemøstlige mentaliteter’ at støtte egen minoritet, men at vi i Vesten jo har ‘en anden agenda’. En agenda der går ud på at støtte mennesker i nød, og efter hans mening var intra-muslimsk forfølgelse noget mere bekymrende. Det var decideret uklogt at fokusere på kristnes rettigheder, men omvendt helt på sin plads med mere dialog om ‘muslimsk-kristne relationer’. Støt muslimer, og gå i dialog med dem om kristnes rettigheder.

Den logiske konsekvent af Skovgaard-Petersens regionale apati er etnisk udrensning af ældre kristne kulturer. Humanister er måske nok vilde med multikultur, men ikke i ‘Islams hus’ (Dar al-Islam), blandt muslimer også kaldet ‘Fredens Hus’ (Dar al-Salam). ‘Freden kommer’, når de kristne er fordrevet til Dar ul-Harb, ‘Krigens hus’, det multikulturelle Vesten.

Fra Kristne er den mest forfulgte religiøse gruppe i verden (27 min, 18. november 2014).

Lisbeth Brocelius Meléndez, P1-Vært: Nogle af oplægsholderne til konferencen på Christiansborg indskærpede, vigtigheden af at skelne mellem diskrimination, chikane og egentlig forfølgelse. Hvor sidstnævnte altid er fysisk, enten fordrivelse eller overgreb, såsom vold, voldtægt og mord. Professor Jakob Skovgaard-Petersen fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier på Københavns Universitet sagde sådan her om det fokus der her var især på de kristnes situation i Mellemøsten.

Jakob Skovgaard-Petersem: Jeg var lidt bekymret over, at det blev fastslået som en kendsgerning, at kristne er langt mere forfulgte end andre mennesker i Mellemøsten. Kristne er forfulgte nogle steder, andre steder er det nok ikke så voldsomt som forfølgelse, men mere diskrimination. Og under alle omstændigeheder er disse to ting selvfølgelig noget vi skal diskutere, hvad vi kan gøre ved, men drejer det sig om mange steder, så må man sige, at der er andre grupper der er mere forfulgte. Andre grupper, der slet ikke accepteres, andre grupper der er forbudt, det gælder ikke de kristne, typisk. Eller grupper som virkelig bliver massakreret, hvor man mener at man har lov til at slå dem ihjel, og lige i øjeblikket er det altså først og fremmest nogle enorme myrderier mellem sunni-muslimer og shia-muslimer, mens de kristne sommetider kommer så at sige kommer i skudlinien.

Tager man et land som Syrien, hvor de meget store myrderier foregår i øjeblikket, der er de kristne så at sige nådigt sluppet. I forhold til deres størrelse er det en gruppe der er gået lidt ramt forbi, men det er ikke sjovt for dem heller at være kristne i Syrien, men det kan blive værre endnu. Så det er ikke fordi jeg ikke synes at man skal beskæftige sig med de kristnes situation, men jeg synes man gør klogt i at se det i proportioner.

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og områder. Det er jo altså, det du sager – der er meget stor forskel på om vi snakker Irak eller Nordirak, hvad der foregår i forhold til ISIS, hvad der foregår i nogle af de andre lande hvor der er noget dialog.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, jeg var til et møde i Beirut, hvor man har sådan et vigtigt møde mellem muslimske og kristne ledere, der har mødtes igennem 20-25 år fordi man jo havde en stor borgerkrig i Libanon, hvor en af frontlinerne, den mest gennemgående, var mellem det kristne øst og det muslimske vest, og det vil de jo ikke have skulle gentage sig. De havde holdt deres måske 14. møde, eller noget i den retning, og bagefter mødte jeg dem, og så snakkede vi om, at vi havde jo glemt nærmest, at snakke om muslimsk-kristne relationer fordi de er så utroligt dårlige mellem shia-muslimer og sunni-muslimer, det er langt mere morderisk. De kristne områder er relativt fredelige i Libanon i øjeblikket. Så det ser på den måde meget forskelligt ud fra…

Lisbeth Brocelius Meléndez: – Og så er situationen i Irak, så alvorligt som vi hører. Kan du bekræfte blandt dem du snakker med, de ting der foregår i Irak – at kristne er ved at være fuldstændigt udryddet i Irak, eller forsvundet derfra.

Jakob Skovgaard-Petersen: Ja, kristne er flygtet og fordrevet i stor stil, de er ikke de eneste grupper, og igen er der massemyrderier mellem shia- og sunni-muslimer, vi har jo set yizidierne, som simpelthen kunne blive komplet udryddet, men de kristne er meget meget hårdt ramt i Irak. Og det må man selvfølgelig spekulere over, hvad vi kan gøre for at hjælpe dem, ligesom i kan gøre for at hjælpe de andre grupper. Men gennemgående tror jeg ikke, at det er særligt klogt at gøre de kristne til den særlige gruppe, for det kan godt komme til at ramme dem som en boomerang. Det faktum at vi selv er kristne, det spiller ligesom ind i mellemøstlige mentaliteter, at så er det os der beskytter vor egne, ligesom så mange andre, ligesom Iran beskytter shi’iterne, ligesom Saudi-Arabien beskytter sunnierne og så videre. Vi har jo en anden agenda. Vi beskytter mennesker og deres rettigheder, og de kristne er nogle vi i højeste grad skal beskytte, og også for os som kristne, er det selvfølgelig meget vigtigt at den kristne kultur bevares, det er der Kristendommen kommer fra, så det er bestemt ikke noget vi skal tage let, men det er samtidigt noget vi skal tage klogt.

Citater.

“… jeg har deltaget i gudstjenester i det nordlige Irak, hvor samtlige ledere af de kristne kirker, som jo har været der gennem 1700 år, alle ensstemmigt stillede sig op og sagde – ‘Vi har brug for støtte, hvor er Vesten henne…’ og så sagde de noget, som jeg har aldrig har hørt før – som kirkeleder stillede de sig frem og sagde ‘Hvis I vores kristne brødre, ikke forsvarer os, så bliver vi udryddet. Hvis vi skal overleve, så er der ikke andet tilbage, end at gribe til våben.’ Jeg har aldrig før hørt kirkeledere sige det her. … Vi ser nu en nedgang fra 20 procent for 10-20 år siden, til i dag er de nede på under fem procent i mange lande totalt af kristne. Det vil sige, at Mellemøsten bliver udrenset for kristne, ligesom Europa er blevet det gennem århundreder af jøder. Det er den samme tendens, det er den samme onde billede af andre mennesker… (Kim Hartzner, Mission Øst)

“Bare ifølge menneskerettighedserklæringens artikel 18, om at mennesket skal leve med religionsfrihed og trosfrihed, indikerer jo, at vi også i Danmark har et problem, eksempelvis på de omtalte asylcentre. … Det er jo et retspolitisk anliggende hvis der er brud på menneskerettighederne i Danmark.” (Venstres Esben Lunde Larsen om forholdene for frafaldne muslimer på danske asylcentre)


Tom Jensen tager Yahya Hassan på ordet: Han dyrker konspirationsteorier på niveau med islamister

Yahya Hassan er interviewet til seneste nummer af Euroman, og gør sig her sine spekulationer om hvorvidt Islamisk Stat er marionetter for “USA, Israel eller andre lande” der har en interesse i at få muslimer til at fremstå som vanvittige mordere. Berlingskes Tom Jensen kommenterer Yahya Hassans optræden i søndagens Deadline – Hvis Yahya Hassan vil befri os fra de ekstreme, hvorfor lyder han så selv så ekstrem? Læs det hele.

“Er man træt af, at det er perceptionerne og forestillingen om, hvad eller hvem Yahya Hassan mon er, der har domineret debatten om ham og hans budskaber, så er der jo kun ét logisk modtræk: At tage ham på ordet. Lytte til hvad han siger. … Derfor vælger jeg at tage Yahya Hassan alvorligt. Det gør man som nævnt bedst ved at beskæftige sig konkret med det, han siger. Jeg satte mig derfor i dag og streamede Deadline 2. sektion-programmet og skrev ned, hvad han sagde. Så kan man forholde sig til dét – og intet andet.

Hans udsagn her har i dag fået masser af medvind. Herunder fra respektable meningsdannere på de sociale medier og andre steder. Rosende ord er strømmet Yahya Hassan i møde. Her eksempelvis – men blot som et enkelt, tilfældigt eksempel – Stine Bosse: ‘Holdninger i superliga for unge’.

[...]

… derefter kaster han sig ud i det, der vel endte med at være hans centrale budskab i interviewet med Deadline 2. sektions-værten Adam Holm. Nemlig det synspunkt, at der er brug for at ekskludere de ekstremistiske fløje (i dette konkrete tilfælde: højrefløje) fra integrationsdebatten i Danmark for at finde et nyt rum – et samtalerum, en ‘tredje vej’, som det også formuleres – hvor almindelige danskere og almindelige nydanskere, arabere, muslimer kan finde sammen på fornuftig vis.

Det lyder jo som udgangspunkt som en sympatisk vision. … Også dette lyder jo i sit udgangspunkt helt rigtigt.

Problemet for Yahya Hassan er hans efterfølgende definition af de højreorienterede danskere og de højreorienterede muslimer. Dem der ifølge Hassan hele tiden er i medierne, hvor 3-4 stykker fra hver fløj altid og evindeligt sidder og skændes:

‘Vi skal finde vores repræsentanter med omhu. Og det skal danskerne også. Jeg har en venneskare, hvor man kan sige at halvdelen er arabere og muslimer, og hvor den anden halvdel er danskere, men der er ikke nogen af mine danske venner, som kan identificere sig med den danske højrefløj, og der er heller ikke nogen af mine arabiske venner, som kan identificere sig med den muslimske højrefløj. Det der er med dét er, at det er en lille gruppe på hver sin side, som sætter dagsordenen. Ved hjælp af jer som medier. Så I skal jo tænke over – hvem er det vi inviterer ind? Okay, vi har hørt at Inger Støjberg hun har noget imod islam og muslimer. Vi har også hørt at Pia Kjærsgaard har noget imod islam og muslimer. Og vi har hørt at salafisten han har noget imod Danmark og danskerne. Skal vi høre det igen? Skal vi blive ved med at høre på dem?’

Man må sige, at det er noget af et lighedstegn, Yahya Hassan her får sat. Mellem Pia Kjærsgaard og Inger Støjberg, som jo repræsenterer to partier, der ifølge meningsmålingerne står til støtte fra henved 45 procent af den samlede danske befolkning (nydanskerne inklusive) – og ‘salafisten’.

Mener Yahya Hassan i fuld alvor, at man kan sætte dette lighedstegn? Et direkte lig med mellem eksempelvis radikaliserede imamer og deres sympatisører, Islamisk Stat-følgere, Hizb-ut-Tahrir, salafister og hvad vi i øvrigt har af ekstreme grupperinger blandt den muslimske befolkning – og det meste af den helt almindeligt borgerlige politiske fløj i Danmark, repræsenteret ved f.eks. Dansk Folkeparti og Venstre? Åbenbart.

Det er her kæden første gang hopper af. For hvis vi nu accepterer den rimelige dagsorden, at den ekstreme og radikaliserede del af den danske muslimske befolkning udgør en absolut minoritet i minoriteten, så at sige – hvorfor pokker er det så OK at udnævne henved halvdelen af den samlede danske befolkning til ekstremiststøtter, der kan sammenlignes direkte med salafister? Det er ikke desto mindre, hvad Yahya Hassan reelt gør:

‘Man skal stoppe. Man skal stoppe med at invitere ekstremister ind. Vi kan ikke bruge ekstremisterne til noget. De er en del af virkeligheden, men vi har jo hørt på dem i 20 år. Hvorfor skal vi høre mere på dem? De skaber kun had. De skaber kun splid, hvadenten det er danske højreorienterede eller det er muslimske højreorienterede. Vi kan ikke bruge dem til noget.

[...]

Adam Holm spørger stilfærdigt, hvad der mon skal til, før ‘vi’ forstår muslimernes situation bedre?

Yahya Hassan svarer:

‘… Samtidig med at vi ser, hvad er det lige der foregår i Mellemøsten, hvad er det der er foregået i Mellemøsten i rigtig lang tid. Vi må jo også forstå, at det tænker muslimerne også over. Den danske regering har jo nærmest udviklet sig til ét stort udenrigsministerium som varetager forbryderiske og udemokratiske regimers interesser, ik’…’

Det var alligevel ikke så lidt, tænker man. Men hvem er så mon disse forbryderiske og udemokratiske regimer? Er det Saudi-Arabien, Syrien, det Hamas-kontrollerede Gaza? Nej, naturligvis ikke. De forbryderiske og udemokratiske regimer, viser det sig umiddelbart derefter, er USA og Israel.

Jamen, spørger Adam Holm, vi har vel deltaget i de militære aktioner i Mellemøsten for at skabe bedre vilkår, så folk bliver?:

‘Jaja, det er påskudet, det er propagandaen, det er det vores politikere fortæller os, men det de i virkeligheden laver… det er – danskerne de deltog i besættelsen af Irak og i krigen derovre. Man dræbte flere hundrede tusinde civile. Og man fordrev millioner af mennesker. Tror I ikke også at det er en grund til, at der kommer flygtninge til Danmark?’.

… til sidst sætter Yahya Hassan trumf på. Også det danske militære engagement i Mellemøsten – herunder, må man forstå, de igangværende togter vendt mod Islamisk Stat – er reelt et overgreb på danske muslimer:

‘Hvordan tror I muslimerne de har det med at statsministeren hun ikke engang kan finde ud af at anerkende et undertrykt folk, men samtidig så sender de bare bombefly afsted? Altså, hvis man erkender at USA er den store rocker, jamen så er danske ministre at betragte som små supportere, der sender bombefly og soldater afsted, når de får besked på det. Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund.’

Med al respekt for Yahya Hassans palæstinensiske baggrund og familiehistorik og de følelser og den identitet, der forståeligt nok må være forbundet hermed: Ved at udnævne USA og Israel til ondskabens forbryderiske regimer, ikke områdets mere eller mindre islamistiske regimer og bevægelser, og ved at gøre det til et overgreb på muslimer og indirekte et angreb på danske muslimer at indlede en militær aktion med bombefly mod Islamisk Stat – hvor er det så Yahya Hassan ender med at placere sig selv i forhold til den nye samtale mellem fornuftige nydanskere og fornuftige danskere?

For mig at desværre også i dette tilfælde – i iveren efter at pege anklagende fingre mod den danske regering, mod USA og mod Israel – i bekymrende grad tæt på de højre-islamiske kræfter, han ellers startede med at lægge afstand til.

Men det bliver faktisk endnu grellere endnu. …

‘Og vi prøver at give muslimerne skylden for ALT i vores samfund. Men er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har national selvstændighed? Er det muslimernes skyld, at Danmark ikke længere har noget til fælles med sine skandinaviske nabolande, politisk eller etisk? Er det muslimernes skyld, at vi har udsultet den offentlige sektor, således at de svageste i vores samfund de får det dårligere og dårligere? Og at uligheden er steget fuldstændig grotesk…’

Altsammen er ifølge Yahya Hassan udtryk for en strategi, hvor den danske underklasse af politikerne og medierne manipuleres til at hade de fremmede. Og omvendt. Det er en fantastisk konspirationsteori. Som i virkeligheden minder lidt om den, dokumentaristen Michael Moore lagde for dagen i sin film Fahrenheit 911, hvor hans budskab slutteligt var, at den amerikanske regering lokkede den amerikanske underklasse til at føre sin krig mod islam for sig.

I sin afsluttende tirade kører Yahya Hassan sig ikke alene ud på den yderste politiske venstrefløj, på Enhedslistens mest forbenede venstreflanke, hvor man anser verdens største offentlige sektor for udsultet…

Men han gør sig også til politisk konspirationsteoretiker. Det hele er et led i én stor, strategisk plan, som går ud på at spille fattige danskere ud mod fattige indvandrere.

Hvorved Yahya Hassan ikke alene udelukker den danske politiske højrefløj fra den ‘nye samtale’, han ellers gerne vil etablere. Han udelukker hele det mainstream-politiske danske spektrum og vel rundt regnet partier, som 85-90 procent af den danske befolkning (inklusive nydanskerne) stemmer på.

Der er følgelig ikke mange ‘danskere’ tilbage i det samtalerum, Yahya Hassan ellers gerne ville skabe.”

Oploadet Kl. 04:29 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


24. november 2014

Kenya: Al-Shabaab kaprer bus, og likviderer alle der ikke kan recitere den islamiske trosbekendelse

Koranen er på mange måder en krigsmanual. Fra Jyllands-Posten – Angreb i Kenya: Alle, der ikke kunne sige en islamisk bøn, blev skudt.

“Douglas Ochwodho skulle være blevet dræbt, da terrorgruppen al-Shabaab lørdag morgen angreb en bus 50 kilometer fra byen Mandera i det nordlige Kenya, nær grænsen til Somalia. …

Ochwodho fortæller, hvordan al-Shabaab-soldaterne fik passagererne til at lægge sig ned på en række. Derpå skød én fra højre mod venstre, mens en anden skød fra venstre mod højre og ind mod midten, hvor han lå. Men pludselig stoppede skudsalverne, og Douglas Ochwodho blev liggende bomstille og spillede død, indtil ekstremisterne var kørt videre.

Ifølge AP var han den eneste overlevende af de passagerer, der var blevet udvalgt af al-Shabaab til at skulle dø.

Forinden havde al-Shabaab udvalgt de passagerer, som ikke kunne citere islams trosbekendelse, shahadaen, og derfor ansås for at være ikke-muslimer. Bussens andre passagerer fik lov til at gå fri.

(Kenya, 22. november 2014; Sunshine Coast Daily)

Oploadet Kl. 06:11 af Kim Møller — Direkte link26 kommentarer


23. november 2014

Modkraft-blogger: “Hvorfor skal det så føles som at gå på glasskår, når man skal kritisere islam?”

Spirende selvransagelse på den yderste venstrefløj, der tilsyneladende skal bruge tyve år på at problematisere bissende elefanter i Den kongelige Porcelainsfabriks udstilling. Casper Gronemann på Modkraft – Hvorfor skal det være så akavet at kritisere islam? (linker ikke).

“Religions- og ideologikritik burde være så naturligt som at ånde for enhver venstreorienteret og ethvert medie. Hvorfor er det så, at vi tager alle mulige forholdsregler, når det drejer sig om islam?

Da Muhammed-krisen brød ud, var jeg 18 år gammel. … en mandag var gymnasieelever overalt omkring mig i gang med livlige debatter. En af dem, jeg husker bedst, involverede et par tøser fra min parallelklasse og en af mine muslimske venner fra HF – lad os kalde ham Omar. ‘Det er sgu’ da bare, fordi I ikke ka’ tage en joke,’ sagde den ene af pigerne med foragt i stemmen. Omar, som altid var meget rolig, når han diskuterede, forklarede, at han ikke syntes, at man skulle have lov til at lave sjov med alt. Den dag var jeg enig med Omar. Da Tøger Seidenfaden senere tordnede mod Fogh-regeringens håndtering af sagen, blev jeg bekræftet i min position.

Jeg tænkte ikke på, hvordan det Omar havde sagt, harmonerede med mit venstreorienterede frisind. Selv ikke da jeg besøgte hans lejlighed, hvor hans burka-klædte kone gik og trak forhæng for værelserne, så jeg ikke kunne se eller hilse på hende, bekymrede jeg mig.

Havde en kristen fra Konservativ Ungdom sagt det samme til mig dengang, var jeg forståeligt nok eksploderet i passioneret uenighed. Hvorfor var det, at jeg som ung, lidenskabelig venstreorienteret, havde så svært ved at spotte kritisabel religiøs praksis og kønsdiskrimination, selvom det udspillede sig lige for næsen af mig?

[...]

I dag slæber venstrefløjen og de dansker medier stadig rundt på arven fra datidens berøringsangst. En arv, der betyder, at man skal tage specielle forholdsregler, hvis man vil kritisere specifikke ideologier eller former for religiøs praksis.

Man skal f.eks. huske at understrege, at man ikke foragter muslimer, hvis man kritiserer social kontrol i indvandrermiljøer. Man skal lige markere, at man ikke finder somalisk kultur underlegen, bare fordi man vil finde løsninger på somalieres overrepræsentation i problematiske statistikker. … Hvorfor skal det så føles som at gå på glasskår, når man skal kritisere islam?

Den umyndiggørelse, der finder sted, når man tilskriver religionskritikere et tilhørsforhold til Dansk Folkeparti, er et spejlbillede af argumenter man finder hos f.eks. Lars Hedegaards ekstremistiske højre. Hvor man der er ‘skyldig’, blot man er muslim, er man i den omvendte logik problematisk, blot ens argumenter kan tvistes og udnyttes af Dansk Folkeparti. …

Alt skal kunne underkastes kritik – også islam.

(Kommentar af John S., der fortæller at han kender arabisk/islamisk kultur fra ophold i Israel)

Oploadet Kl. 15:04 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer


22. november 2014

Rune Kristensen giver sit parti dødskysset: Papes udlændingeudspil markerer ‘klar distance til V og O’

‘En route mod spærregrænsen’, lød en kommentar på Facebook, og ordene er velvalgte. Der er ikke mere nationalkonservatisme i Det Konservative Folkeparti anno 2014, end der er hunde i hundekiks, og 90 procent af partiets udlændingepolitiske udspil flugter med SF’s bagland. Liberalkonservative Rune Kristensen giver sit parti dødskysset – Det Konservative Folkeparti er ikke bange for det fremmede.

I et nyt udlændingeudspil lægger mit parti en klar distance til V og O. Vi vil blandt andet lempe 24-årsreglen og åbne grænserne for kvalificeret indvandring. Men der skal også være mere nærpoliti og hårdere straffe til menneskesmuglere. …

Tvang har aldrig integreret nogen ordenligt. Og det er denne humanisme, som man skal have med i tilgangen til udlændingepolitik, og det er netop hvad Det Konservative Folkepartis nye udlændingeudspil bygger på. Udspillet har tre elementer, som jeg kort vil skitsere herunder.

Indsats i forhold til flygtninge

- Overholdelse af de konventionelle kvoter
– Afviste asylansøgere skal hjem
– Hårdere (læs: Højere) straf for menneskesmugling
- Lempelse af 24-årsreglen

Indsats i forhold til arbejdskraft

- Åbne grænser for kvalificeret arbejdskraft

[...]

Jeg er ganske godt tilfreds. … Udspillet tager – ganske fornuftigt – et opgør med både 90’ernes og 00’ernes henholdsvis naive og rigide udlændingepolitik, men desværre er alle dogmer fra sidstnævnte periode ikke helt forsvundet fra partitoppen. Man vil nu genindføre indvandringsprøven. Indvandringsprøven var og er et unuanceret symbolpolitisk værktøj, der på ingen måde fremmer integrationen. Alt for mange har en opfattelse af integrationen som noget, der skal gøre indvandrere til ‘ægte danske’. … Det handler om at overholde loven og om at bidrage til samfundet. Så skal vi ikke være så nervøse for en kulturel mangfoldighed, som er helt naturlig i et moderne globalt orienteret samfund. Andre kulturer har alle dage påvirket Danmark. …

Men man skal ikke fokusere på hullerne i osten. I det store hele er dette et opgør med osteklokke-mentaliteten og Det Konservative Folkeparti har turde gøre op med den fremmedfjendske linje, der hersker i mange af de andre danske partier.



21. november 2014

Ashura-optog i det centrale Damaskus vidner om ændret magtbalance: Dominér eller bliv domineret…

Tolerance for etniske minoriteters særpræg, lyder tilforladeligt for de fleste kulturkristne danskere, men sådan er det ikke i Mellemøsten, og næppe for de fleste tilvandrede arabiske muslimer. For dem er det et spørgsmål om magt. Det gælder i forhold til spiseregler, som Morten Brøgger skrev i Kristeligt Dagblad sidste år, men det gælder også med hensyn til alt andet. Manglende kulturel hævdelse, det Zenia Stampe kalder ‘multikultur’, tolkes derimod som svaghed i en rigid ‘dem & os’-optik.

Et af de få radioprogrammer jeg kan holde ud at høre på, er ‘Arabiske stemmer’ på P1. Seneste afsnit omhandlede forholdet mellem shia- og sunni-Islam, og det iranske mullahstyres stigende regionale indflydelse. Damaskus nævnes specifikt, en by der for år tilbage ofte blev fremhævet af professor Jørgen Bæk Simonsen som værende det gode eksempel på multikultur i det lykkelige Arabien. Den sidste jøde har pakket kufferten. Herunder en sekvens (13.45 min) der udpensler arabisk tænkning i forhold til det kulturelle. Dominér eller bliv domineret.

Steen Nørskov, P1: Det er kun et par dage siden, at jeg så på en Facebookside, som hører til en del af den syriske opposition, der gjorde man opmærksom på, at der i den sydlige del af Damaskus, omkring den helligdom som er viet til Zaynab. Der er det meget normalt, at lige omkring helligdommen der, at der er shi’iter omkring ashura, som vi lige har været igennem, som altså er den shia-muslimske soningsfest. Hvor man ser at de slår sig selv, pisker sig selv…

Naser Khader, forfatter: Som sunni-muslimerne hader.

Steen Nørskov: - som sunni-muslimerne hader, og en af de ting man på den her Facebookside bemærker, var hvordan de her optog, de har shia-optog har bredt sig fra gaderne lige omkrig Sayyidah Zaynabs grav og mindesmærke til simpelthen også den centrale del af Damaskus. Det er sådan en lille detalje, men det er sådan et meget godt tegn på, hvordan en voksende iransk indflydelse, sådan bliver det set, bliver registreret af dem som kæmper imod regimet i Damaskus.

(Ashura-optog på Nørrebro, 4. november 2014; Uriasposten; Se evt. Twitter)

“Damaskus ligger i den del af Mellemøsten, som man fejlagtigt i et europæisk perspektiv altid tror er totalt domineret af konflikter, vold og elendighed…” (Professor Jørgen Bæk Simonsen om multikuturelle Damaskus, Berlingske Tidende, 22. juli 2001)

Oploadet Kl. 15:03 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer

Nivå: 27-årig familiefar død efter masseslagsmål på åben gade – “.. et internt opgør blandt to personer”

Politiet fortæller, at slagsmålet der udløste drabet på den 27-årige familiefar Rashid Hussein ikke er banderelateret, men noget så kuriøst som “et internt opgør blandt to personer”. Det skal nok passe at de pågældende ikke har tilknytning til bander, men den importerede ‘ære & skam’-kultur fungerer desværre helt på samme måde. Fra Ekstra Bladet – Øjenvidne: De tæskede løs på hinanden.

“Området omkring boligkvarteret Islandshøjparken i Nivå vrimler lige nu med betjente, og parkeringspladsen ud for nummer 19 er bærer tydelige blodspor efter det voldsomme slagsmål, der torsdag eftermiddag kostede en ung mand livet.

69-årige Bitten Hansen så hele det voldsomme optrin fra vinduet i sin lejlighed.

- Jeg så, at de sloges. De var omkring seks-otte stykker. Jeg så ingen våben, men jeg så, at de tæskede løs på hinanden, siger Bitten Hansen og tilføjer:

- De var to hold

Bitten Hansen har boet i området i over 30 år, og det er ikke første gang, at hun ser slagsmål i Islandshøjparken.

– Det er tit, at vi ser, at de slås og skændtes. Der er lidt ballade i området, men jeg har nu ikke tænkt mig at flytte af den grund. Jeg er glad for at bo her.”

Oploadet Kl. 14:00 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer
Arkiveret under:


20. november 2014

Charles Maurras: “… ikke kun en fornærmelse mod vores fortid: Det er en trussel mod vores fremtid.”

Den helt store nationalkonservative franske tænker i starten af 1900-tallet var Charles Maurras. Han advarede mod Islam fra 1926 og frem, og talte blandt imod etableringen af en moské i Paris. Herunder et par citater (løseligt oversat af Urias-læser). Se evt. fransksprogede kilder: I, II.

“Denne moske midt i Paris fortæller mig intet godt. Det kan godt være det ikke er en genoplivning af islam, og så betyder det jeg siger ikke så meget, men hvis det er en genopvækning af islam, tror jeg ikke vi kan forestille os hvilket trofæ den koraniske tro får med Sainte-Geneviéve bakken, hvor alle de store lærde kristne underviste imod islam. Det er ikke kun en fornærmelse mod vores fortid: Det er en trussel mod vores fremtid.

Den officielle opførelse af moskeen og især dens indvielse med republikansk pomp og pragt, udtrykker noget der ligner en indtrængen i vores land og i vores kultur…”

[...]

“Nogen sagde til mig i går: Hvem koloniserer i fremtiden? Hvem bliver koloniseret nu? Dem eller os?

Oploadet Kl. 17:37 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Arkiveret under:

DR-vært mfl.: Stegt flæsk med persillesovs som nationalret er ‘diskrimination’, ikke ‘integrationsvenligt’

Integration er et af de ord der efterhånden har mistet sin betydning. En artikel på EB.dk pointerer, at danskernes valg af stegt flæsk som nationalret er udtryk for ‘diskrimination’ og ikke er ‘integrationsvenligt’. Hermed også sagt, at ikke-diskriminerende ‘integrationsvenlighed’ er at føje islamiske dogmer. Herunder hovedhistorien baseret på en kommentar fra DR-værten Camilla Plum – Camilla Plum raser over nationalretten.

Stegt flæsk med persillesovs fik tidligere torsdag en jordskredssejr, da Danmarks nationalret skulle kåres. Hele 44 procent af de i alt 63.263 stemmer ønskede grisen som landets hofret.

Men det er ikke alle, der jubler over flæske-sejren. Kort efter kåringen rasede den kendte tv-kok Camilla Plum nemlig over vinder-retten. I en opdatering på Facebook skriver hun:

‘Så er man da sikker på, at vores indvandrere ikke kommer til at føle sig sådan rigtigt danske, Fy Dan…det er skamfuldt , når man nu kunne have brugt også denne lejlighed til mere favnende statements….eller er det igen en besked, som hedder, at før de dersens indvandrere får lært at spise vores svinekød, så kan de godt glemme alt om at være helt rigtigt danske?'”

Opdate. Camilla Plum uddyber på Facebook.

“I nationalret sagen handler det i min optik om at vælge en ret som viser vejen frem, at vælge stegt flæsk med persillesauce er et tilbageblik, en hyldest til nationalismen, på trods af al sund fornuft. Kort sagt et populistisk valg… jeg mener så ikke at nationalisme er det vi lige står og har brug for, og at de tendenser vi ser til nationalisme ikke skal understøttes. Der må være andre måde at være dansker på, som viser en vej frem, som er inkluderende overfor ny danskere” (citat, tilrettet for læsbarhedens skyld)

Oploadet Kl. 17:05 af Kim Møller — Direkte link54 kommentarer
Arkiveret under:
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper