Jeg har tidligere blogget om ‘grooming-sager’ med høj Mo-faktor, eksempelvis Rochdale, Derbyshire og Rotherham. Daily Mail har endnu en sag, denne gang fra multikulturelle Oxford – Horrific ordeal of ‘Girl D’ who was raped injected with heroin, branded and sold for sex at £600 an hour.

“The ordeal for one of the victims began after she became desperate for love and attention because she was forced to care for her sick parents. So when Mohammed Karrar entered her life, bought her perfume and treated her like an adult, she believed in him. But the ‘nicey-nicey honeymoon period,’ as she described it, would last barely a year.

After grooming her, Karrar made sure she was ‘out of it’ on drink and drugs before raping her on his sofa.

From that moment she became his ‘property’ and a sex slave loaned out to abusers around the country for up to £600 an hour.

Over five years she was repeatedly attacked in what she described as ‘torture sex’. Injected with heroin, she was sold to groups of Asian men who violently gang-raped her in bedsits and guesthouses around Oxford and elsewhere.

The victim identified as Girl D for legal reasons, frequently broke down in tears giving evidence via videolink as she described her horrific ordeal. …

On one occasion, Karrar branded her flesh with hot metal.

He took a hairpin from her hair, scraped off the paint, bent it into the shape of the letter M, for Mohammed, then held it over a lighter flame.

‘After heating it for a while, he stuck it on my bum, so that I belonged to him,’ the girl said. ‘He was branding me so that if I ever had sex with someone else, people would know I was his.’ …

Over the following four years Karrar took the girl around the country and sold her for ‘£600 a time’.

She was made to wear short skirts and bikini tops before being repeatedly raped. Parties were held at which she was asked to meet the sexual requirements of up to 15 ‘important guests’.”

(Akhtar & Anjum Dogar, Kamar Jamil, Assad Hussain, Mohammed & Bassam Karrar, Zeeshan Ahmed)

Carole Malone kommenterer i The Mirror – Oxford grooming ring was race-hate gang rape.

“These gang atrocities in Oxford – just like the ones in Rochdale, Derby and Telford – were the very worst kind of ­racially motivated hate crimes committed by Muslim men who’ve been taught to believe that white women are worthless trash and deserve to be punished for their ‘decadent’ Western lifestyle, i.e. wearing make-up and short skirts. … This gang didn’t rape Muslim women, because they knew they’d be ostracised by their community and hunted down by the girls’ families.”

I søndagens Jyllands-Posten satte Mikael Jalving ord på udviklingen i Sverige: “Mens kristendommen er udskilt fra staten, integreres islam løbende i statens love, regler og bekendtgørelser. Den svenske stat er sekulær på overfladen, men hellig indeni, og de politiske fløje har simpelthen byttet plads. Mens højrefløjen har tabt troen, har venstrefløjen fået en ny.”

Fra Kristeligt Dagblad – Kirke inviterer imam til at tale ved pinsegudstjeneste.

“Selvom pinsen er en fejring af kirkens fødselsdag, kan man sagtens bede en muslim om at tale til menigheden under den kristne højtid. Det er holdningen i Hellig Kors Kirke på Nørrebro i København, hvor sognepræst Louise Britze Kijne med provstens og menighedsrådets velsignelse har inviteret imam Abdul Wahid Pedersen til at tale under temaet fred. Det sker i forbindelse med en formiddagsgudstjeneste anden pinsedag, som foregår i kirkens have.

Planen var først, at imamen skulle tale under selve gudstjenesten. Men ved nærmere eftertanke har præst og imam besluttet at lægge talen umiddelbart efter gudstjenesten, fortæller sognepræst Louise Britze Kijne.

”Det er ikke vores mening at være kontroversielle…,” siger Louise Britze Kijne.

Muslimer tror ikke på Helligånden, som ifølge Bibelen er Guds ånd, der efter Jesu himmelfart møder disciplene og giver dem kraft til at grundlægge den kristne kirke. Men det er ikke noget problem, mener Louise Britze Kijne.

”Bibelens pinseberetning viser, at vi er åndsvæsener, og at vi derfor kan forstå hinanden og dele troen på at være skabt i Guds billede – på tværs af sprog og kultur, der ellers kan skille os ad. Det er vigtigt, at vi får vist, at vi som kristne og muslimer kan stå skulder ved skulder og tale over et fredstema. … og tilføjer, at valget faldt på Abdul Wahid Pedersen, fordi han er en god repræsentant for muslimer i lokalmiljøet.

[...]

Hverken biskop i Københavns Stift Peter Skov-Jakobsen eller provst i Nørrebro Provsti Gert Blak Mogensen kan dog se et problem. Biskoppen kalder gudstjenesten for et ”rigtig fint og imødekommende initiativ”, mens provsten siger:

“Det er fint, at der eksperimenteres med sådan en gudstjeneste på højmessens plads. Imamen skal tale om fred…”

Forleden dag hørte jeg Naser Khader forklare, at udviklingen i Syrien overraskede ham, fordi han under sine besøg i landet havde fået det indtryk, at parterne ønskede en ‘sydafrikansk løsning’, en ikke-voldelig overgang til demokrati. Analytikere så aldrig skriften på væggen, selvom den er mejslet i granit. Fra DR Nyheder – Puks dagbog fra Syrien: Imamens dilemmaer.

“Han vil gerne fremstå moderne og udadvendt og er det måske også. Så den unge sheikh Hassem finder en lap papir og en kuglepen frem. … en politisk løsning på konflikten virker langt væk. Det kræver, at begge parter stopper med at slå hinanden ihjel.

[...]

Ved indgangen til moskeen, hvor sheikh Hassem prædiker, hænger et skilt med bogstaver hugget i sten. Budskabet er blevet sat op efter, at oprørerne har taget kontrollen i området. Der står:

- Ordet “sekulær stat” relaterer ikke til islam. Så sørg for at koncentrere dig om de gemte aspekter i den henseende. Lad dig ikke føre væk fra sandheden, som Gud valgte for os, som er kalifatet.

- Et civilsamfund, der er baseret på en sekulær stat, der separerer religion fra det demokratiske systems regler og krav, er alle opfundet af mennesket, og det er vores største bekymring.

- Vesten beder os gøre vores land til en fri og moderat nation. Men husk at tilfredsstille din Gud og dermed få den sande sejr. …

Med andre ord går denne moske ind for det verdensomspændende islamiske herredømme. Gad vide, hvad byens kristne befolkning vil sige til det?”

(Militsleder Khalid al-Hamad spiser indvolde fra alewit-modstander; Liveleak)

“I swear to God, soldiers of Bashar, you dogs – we will eat your heart and livers! Takbir! God is Great! Oh my heroes of Baba Amr, you slaughter the Alawites and take their hearts out to eat them!” (Khalid al-Hamad, ‘Independent Omar al-Farouq Brigade’; The Atlantic Wire)

I en tid hvor ‘dem & os’-tænkning mediemæssigt rangerer på niveau med rå vold, er det mærkeligt nok helt uproblematisk at dansk-marokkanske Youssef Toutouh dedikerer sin pokalfinale-scoring til muslimsk ‘bror’. Fra Sporten.dk – Pokalhelten Toutouh hylder skuddræbt i Tingbjerg.

“Han satte hovedet til bolden. Han så bolden sejle ind i målet. Det afgørende, matchvindende mål i årets pokalfinale. Youssef Tou­touh jublede en kort stund, han stoppede op, knælede derefter på mållinjen og indtog i et rørende øjeblik muslimsk bedestilling. Et fromt øjeblik som kontrast til den infernalske larm og jubel, der omgav den knælende målscorer. …

- Da jeg scorede, knælede jeg og bad. Det var til ære for Sohail, sagde en tydelig rørt Toutouh efter finalen. Sohail er den 17-årige Sohail Hamza, som blev skudt i Tingbjerg i søndags, og som døde i mandags.

- Hvis I lagde mærke til det, spillede jeg også med et bind på højre arm. Det var som respekt og minde om min kammerat, der blev skudt i hovedet i Tingbjerg. Målet var til ham, sagde Toutouh og fortsatte:

- Jeg kender Sohail, har mødt ham et par gange og snakket med ham. Vi er alle sammen brødre, og det går mig på, at det skulle ske. …, sagde Youssef Toutouh. …

- Nu skal det fejres helt til i morgen. Jeg drikker ikke, men selvfølgelig skal jeg ud med de andre. Måske skal jeg passe på dem. Jeg er muslim, ikke troende, men jeg forsøger at forholde mig til religionen, sagde Toutouh.”

(Youssef Toutouh efter sin scoring, 9. maj 2013; Onside.dk)

Søndag aften blev dansk-pakistanske Sohail-Hamzaa Saleh likvideret på klods hold i Tingbjerg, og vanen tro forsøgte politiet at optimere mediedækningen. På den ene side fastholder politiet, at det er ‘de få der ødelægger det for de mange’, på den anden side er det ‘helt naturligt’, at pæne lovlydige unge med anden etnisk herkomst har relationer til brutale gangstere. Fra TV2 Online – Dræbt 17-årig var ikke bandemedlem.

“Den 17-årige unge mand, der natten til mandag døde af to skud i hovedet, var ikke medlem af nogen bande.

Hermed udelukker Københavns Politi, at drabet i Tingbjerg i København er banderelateret.

- Vi mener ikke umiddelbart, at drabet skal sættes i forbindelse med den igangværende bandekonflikt. Den unge mand, der blev dræbt, er ikke kendt som et medlem af nogen gruppering, oplyser politikommissær Steffen Thaaning Steffensen, Afdelingen for organiseret kriminalitet, og tilføjer:

- Han har personlige relationer til medlemmer af både LTF og Tingbjerggruppen, men det er vel ret naturligt for et ungt menneske, der bor i området.”

(‘Loyal to Family’ omdøbt til ‘Mindeside om vores brødre Sohail/Zoubir/Nuri’; Facebook)

Som salige Huntington skrev for mange år siden, så handler kultur i sidste ende om dominans. Når ikke-danskere dominerer et byrum, vil danskere søge væk, og det kan nok så mange plusord ikke ændre væsentligt på. Hvis radikale Anne Nygaard ikke forstår lige netop det, så forstår hun ingenting. Læserbrev i JP Århus – Mindeparken for mangfoldighed. Mindeparken var indtil for få år siden, qua sin beliggenhed, en ren dansk affære.

“Forleden dag under en gåtur gennem Mindeparken bemærkede jeg to ting. Til trods for at rød-hvide Dannebrog var det første, der faldt mig i øjnene, var det ikke de nationale farver, der gjorde størst indtryk på mig. Det, jeg særligt lagde mærke til, var, hvilken etnicitet, der dominerede parken.

Etniciteten bar ikke præg af stereotype blege aarhusianere, der sad med de obligatoriske kolde øl i eftermiddagssolen. I stedet bar parken præg af mænd og drenge af anden etnisk oprindelse, der ivrigt løb rundt på de grønne arealer efter en fodbold, duften af krydret og eksotisk mad og kvinder, der var iført farverige tørklæder. Som radikal byrådskandidat og stor fortaler for et mangfoldigt byrum, var synet af glade og imødekommende indvandrere en sand fornøjelse.

Til min store skuffelse var Mindeparken dog som støvsuget for andre aarhusianere. For mig at se er Mindeparken et frirum. Et frirum hvor mennesker kan mødes på kryds og tværs af nationalitet, social baggrund og religiøs overbevisning. Af denne årsag undrede jeg mig derfor også over, hvor de andre aarhusianerne gemte sig denne dag.

Et byrum er vel ikke mangfoldigt, før flere forskellige nationaliteter er repræsenteret?“

I onsdags fik ‘en 23-årig etnisk dansk mand‘ en dom på seks måneders fængsel, for at have stukket ild til Kalundborg Kampsportsklubs pavillon, og selvom det tydeligvis var politisk motiveret, så omtales det ikke som værende ‘hatecrime’. Fra Nordvestnyt, der ikke perspektiverer historien – Etnisk uro blev talt ned. Hvis indflydelsesrige arabere og imam kan afværge vold mod danskere, så kan de vel også iscenesætte det.

“Situationen var højspændt i Kalundborg efter den 18. april, hvor der netop var begået racistisk hærværk med graffiti og klistermærker mod Den kulturelle forenings hus i Bredgade. Den 19. blev der sat ild på Kalundborg Kampsportsklubs pavillon på Nørre Allé, og hævnaktionerne lurede. Men arabiske mæglere, politiet og SSP fik talt parterne til ro, skriver dagbladet Nordvestnyt.

I to omgange kom store hold unge af anden etnisk oprindelse end dansk til Kalundborg for at finde de ansvarlige bag hærværket mod Den kulturelle forenings hus. … Imam Abu Youssef mæglede også i den ulmende strid, og han fortæller til Nordvestnyt, at det lykkedes ham og flere andre at overtale de unge til at tage den med ro og lade politiet gøre dets arbejde.”

“Jeg er bare grundlæggende uenig i, at det er særligt vigtigt, eller relevant” at undersøge hvad indvandringen koster, svarede socialminister Karen Hækkerup tilbage i januar, da hun skulle forsvare det faktum, at regeringen havde stoppet en arbejdsgruppe, der havde til formål at give konkret viden. Fra Politiken – Regeringen tager kampen op mod hadeforbrydelser.

“Regeringen med social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i spidsen igangsætter et arbejde, der skal kortlægge omfanget af de såkaldte hadeforbrydelser.

»Hadeforbrydelser er et udtryk for ekstrem intolerance. De er ikke kun en trussel for det enkelte menneskes sikkerhed. De er også et angreb på demokratiet, som netop bygger på den enkelte borgers frihed og ligeværd«, siger ministeren i en pressemeddelelse. …

Ifølge ministeren mangler der konkret viden på området, og den manglende viden gør det svært for alvor at stille noget op. …

»Hvad er det reelle omfang? Hvem er ofrene, og hvorfor er der tilsyneladende mange, der ikke anmelder forbrydelserne? Hvem er gerningsmændene, og hvad er deres motiver? Det er nogle af de spørgsmål, jeg forsøger at få svar på«, siger Karen Hækkerup.”

(Stophadforbrydelser.dk, Københavns Kommune, 2012)

Intro, Radioavisen: Regeringen vil tage kampen op mod hadeforbrydeelser, hvor mennesker overfaldes for eksempel på grund af deres hudfarve eller religion…

Nis Kielgast, Radioavisen: Homoseksuelle der får tæsk ved parader, og brandattentater mod moskéer, eller jøder der chikaneres groft på gaden. Medierne er fulde af historier om hadeforbrydelser, men hvor stort problemet er, ved vi meget lidt om. Og det skal der nu gøres noget ved, for hadeforbrydelser er ekstremt alvorlige siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup, socialminister: Uanset om det er fordi folk har en anden religiøs baggrund, eller det er mennesker med handikap eller homoseksuelle, så bliver de angrebet og antastet fordi de er dem de er. … Der er et stort mørketal. Der er stor forskel på hvor få anmeldelser politiet registrerer, og hvor mange der selv oplyser, at de føler sig som ofre for hadeforbrydelser. (Karen Hækkerup i 18-Radioavisen, 7. maj 2013)

Set på Københavns Tekniske Skole på Nørrebro, mandag den 6. maj.

Tilsendt fra Nemo, der følger en sag til dørs.

Beretning om et gaderøveri

Jeg har frekventeret retten i Odense for at følge en sag om gaderøveri. For hvad er det egentlig for noget? Hvordan går det til når unge mænd gør sig til kriminelle for et par mobiltelefoner og en lille sum i kontanter? Det var, hvad jeg ville forsøge at forstå.

Og her er, hvad jeg fandt ud af: De fem unge somaliske mænd som det drejer sig om, nægter sig skyldige. Ja, de var i Middelfart den aften, men kun for at more sig. De har ikke stjålet noget, og de har ikke begået noget røveri. Nogle af dem nægter helt at have set eller talt med de forurettede.

På den anden side står det forhold, at der har fundet et røveri sted, at der ikke var en anden flok unge somaliere på gaden i Middelfart den aften, og det forhold at tre hhv. stjålne og røvede mobiltelefoner er fundet under omstændigheder, der stærkt peger på at de har været i de omtalte unges besiddelse.

De unge har siddet varetægtsfængslet siden 23. februar, og det ville ikke være sket hvis ikke dommeren fandt, at anklagemyndigheden havde en god sag.

Men det langt mest interessant og lærerige er, hvordan det hele gik til. Det hele startede nemlig med at de unge deltog i et religiøst arrangement i en moské i Odense, hvor ’præster’ fra hele verden skulle komme og lære dem noget om koranen. I kid you not. Det var et tre dage langt seminar fredag til søndag, og de unge, der nu er sigtet for røveri, fandt det åbenbart så tilpas kedeligt, at de lørdag aften drog af sted for at ’finde en fest’. De havde en tilsyneladende ikke specielt velovervejet plan om at køre til Kolding, hvor de vidste der var et ’arrangement’ af en slags, og de medførte nogle flasker spiritus som de gik ombord i i toget fra Odense.

(Mutamarka Dhalinyarada 2013 ved Masjidka Iqra Odense; Facebook)

Det gik dog hverken værre eller bedre end at de blev konfronteret af togføreren, som gerne ville se deres billetter. De unge mennesker havde ingen billetter (de hævdede hver især at de troede, de andre havde købt billet til dem) og blev derfor sat af toget i Middelfart, hvor politiet var til stede og udskrev en bøde. Det skete klokken præcis 21.20.

Hvad der så sker, er en smule uklart, for de fem har afgivet ret forskellige forklaringer. De går i hvert fald til centrum af Middelfart for at more sig, men bliver afvist ved et diskotek, fordi det er lejet til en privat fest. Det tror de ikke umiddelbart på, men deler sig i to grupper for på den måde at gøre det nemmere at komme ind et andet sted. De driver lidt rundt og befinder sig på et tidspunkt i Jernbanegade – enten samlet eller hver for sig. Den ene gruppe befinder sig på et tidspunkt på Buddy Holly. De stikker også hovedet indenfor andre steder, blandt andet på diskoteket med den private fest, hvor et par stykker kortvarigt er inde og går igen. Aftenen ender med at de søger mod stationen igen for at køre tilbage til Odense, og der bliver de så anholdt klokken 23.30, kun godt to timer efter deres ankomst.

Selve gaderøveriet vidner om den ubegribelige imødekommenhed og godtroenhed, de bliver mødt med af deres ofre. Det går sådan til: Rasmus og Asmus deltager i den private fest på diskotek Lejligheden. Rasmus er ankommet klokken ca. 22 efter at have drukket 1-2 genstande hjemmefra. Mellem klokken 22 og 23 drikker han 3-4 genstande på diskoteket. Han føler sig ikke specielt beruset, han vil gerne have noget mere at drikke, og han synes drikkevarerne på diskoteket er for dyre, så han udklækker den plan at gå op på stationen for at købe drikkevarer i 7-Eleven. Asmus som er noget mere bedugget end Rasmus, men dog hverken sanseløs eller usikker på benene, vil gerne med, og de to ungersvende sætter af sted i løb i skjorteærmer i den kolde februarnat. De når stationen, men 7-Eleven er lukket. De beslutter at gå tilbage til diskoteket. På vejen møder de en gruppe bestående af tre unge somaliere, der er på vej i den modsatte retning, op mod stationen. Den ene unge somalier krydser vejen for at spørge dem om hvor de kan komme ind og more sig. De to danske unge siger, at der ikke rigtig er nogen steder i Middelfart.

Ifølge Rasmus’ egen forklaring er det ham, der spørger, om de unge somaliere har noget sprut han kan købe. Det svarer de ja til – men det er i tasken hos en fyr, der kommer lige om lidt. Nu står hele gruppen af tre unge somaliere og to danskere og snakker sammen på gaden. De to unge danskere begynder at fryse i deres skjorteærmer og vil gå, men det er som om de ikke rigtig kan komme af sted. De bliver ikke holdt fysisk tilbage, men somalierne bliver ved med at stille spørgsmål og sige at de skal vente på fyren med flaskerne. Rasmus foreslår så, at de går over gaden til et indhak mellem to forretninger, hvor der i det mindste er læ for den kolde blæst. Det gør de. Da de igen har ventet en tid ser Rasmus, at den somalier, der har stået og snakket med Asmus ’er helt oppe i hovedet på ham’. Somalieren presser Asmus ind mod muren med den ene arm, og Asmus har sin pung fremme. Rasmus tænker, at der er noget galt. Der er jo ikke noget, de skal købe lige nu. Rasmus vil gå derhen, men den somalier, han selv har stået og snakket med, holder ham tilbage, både ved at sige, at han ikke skal blande sig, og ved at stille sig i vejen, så Rasmus ikke kan komme frem.

Ifølge Rasmus’ forklaring kommer den pågældende somalier så hen til ham selv, presser ham op mod muren og prikker ham i brystet med noget, han ikke rigtig kan se, men som han stærkt formoder er en kniv med et lille blad, måske en skalpel. Somalieren forlanger Rasmus’ penge, og får dem. Somalieren er utilfreds med hvor lidt der er, og Rasmus tager sin mobiltelefon frem, måske, men Rasmus husker det ikke rigtig, for at vise ham, at han virkelig ikke har andet i lommerne. Somalieren tager telefonen.

Asmus’ forklaring stemmer stort set overens, og også han kommer i hvert fald af med sine penge og sin mobiltelefon.
Enten før eller under røveriet er der kommet nogle piger til stede. De er ude for at lede efter Anjas ting – hun har nemlig fået sin taske stjålet inde på diskoteket. De har fundet hendes hypercard og hævekort, og senere også hendes taske smidt ind under en bil, men hendes mobiltelefon, tre pakker cigaretter og nogle kontanter er fortsat væk.

Pigerne kan se de to danske drenge og tre somaliere inde i indhakket, men de formoder, at de danske drenge er ved at købe hash af somalierne. Vejen og udsynet spærres for pigerne af to somaliere, der står uden for indhakket og holder udkig. Pigerne snakker med somalierne og spørger om de har set noget til tingene. Det benægter de, men lover, at de nok skal sige til, hvis de finder noget af det. Det tager pigerne for gode varer og går igen.

Somalierne benægter ikke, at de har snakket med nogle piger – forskellige piger, forskellige steder – men de har naturligvis ikke hverken stjålet eller røvet noget.

Hele bevisfremlæggelsen og vidneudsagnene er et sørgeligt rod. De danske vidner og forurettede, som ikke har noget grund til at lyve afgiver forklaringer, der på faktuelle punkter afviger fra hinanden. De anholdte blev angiveligt ransaget allerede på stationen i Middelfart, men der er ikke fundet nogen kniv i den forbindelse. Senere finder en betjent en kniv og en mobiltelefon i det køretøj, som politiet brugte til at køre de fem mistænkte fra Odense til fremstilling i retten i Svendborg i næste eftermiddag, men politiet kan ikke redegøre for, om det også var den samme bus, der blev brugt til at fragte dem fra Middelfart til Odense om natten. Kniven kan være smidt i bussen af hvem som helst, men mobiltelefonen viste sig hævet over enhver tvivl at tilhøre en af de forurettede.

Én af de fem somaliere har afgivet en forklaring der inkriminerer en af de øvrige og udpeger ham som hovedgerningsmand og fortæller, at denne havde en kniv – så der er grund til at tro, at der har været brugt en kniv. Hverken den kniv, der er fundet i politiets bus, eller en anden kniv, der et par dage senere blev fundet på stationen i Middelfart, har dog haft dna fra nogen af de fem på sig.

Sagen er på mange måder deprimerende. For det første, at det hele så nemt kunne være undgået for de danske unge drenges vedkommende. For det andet, at det med de stærkt modstridende vidneudsagn og elendige ransagninger fra politiets side næppe vil lykkes at finde ud af, hvem der præcist gjorde hvad. Personligt mener jeg, at de fem handlede i fællesskab, og det er tænkeligt, at de vil blive dømt på den måde uanset.

Det er også deprimerende at følge sådan en sag af økonomiske grunde. Jeg har set apparatet: Anklager, dommer, forsvarere og politiet i forbindelse med adskillige fristforlængelser, og nu i retten: Tre dommere, en anklager, fem forsvarere og hele ti hærdebrede, kapable politifolk, der bare sidder på bageste række i en retssal en hel dag. Og foran dem omkring ti somaliske kvinder i omfattende gevandter, næppe nogen af dem med et job, der fniser og tisker hånligt, når anklageren fortaler sig og forveksler den ene Muhammed med den anden.

Det var i øvrigt også deprimerende at se Kaya, Danmarks første beskikkede advokat af anden etnisk herkomst spille racismekortet over for de unge vidner, der var så bange for at sige noget forkert i beskrivelsen af gerningsmændene, at de måtte hjælpes på gled af dommeren.

De unge somaliere tog tre mobiltelefoner og 720 kroner i kontanter alt i alt. Sagen fortsætter en dag mere – den 17. maj – hvor de unge skal vidne igen, denne gang om deres personlige forhold, og anklageren og forsvarerne skal fremlægge deres sager. Stay tuned.