22. april 2014

Flere problemer med Islam er tegn på bedre integration, men svært at hjælpe når ‘de først er sendt ud’

Rehabiliteringscenter for etniske unge taler uden om. Det handler om Islam, ikke ‘indvandrere’, ‘etniske unge’ eller ‘unge med indvandrerbaggrund’. Fra Jyllands-Posten, der beskriver en stigning i Islam-relaterede følgevirkninger som værende en succes – Flere unge indvandrere gør oprør.

“Stadig flere unge med indvandrerbaggrund vil ikke indordne sig under forældrenes krav om, hvem de skal giftes med, hvordan de skal gå klædt, og at de ikke må have en dansk kæreste. Det konkluderer Anita Johnsen, leder af Rehabiliteringscenter for etniske unge i Danmark på baggrund af et rekordstort antal henvendelser til centret i fjor. I 2013 modtog centeret 227 henvendelser fra unge, der søgte hjælp pga. familiens pres og trusler – en tredobling i forhold til 2006.

Anita Johnson vurderer, at stadig flere unge nægter at underlægge sig en kultur, som forældrene har taget med sig fra deres hjemland.

‘De unge er begyndt at tage afstand fra deres forældres opfattelse af begreber som ære og skam. …’ Ifølge Anita Johnsen er der lang vej igen for integrationen:

Jeg ser familier, som man ville mene, var velintegrerede, fordi de taler dansk, går vestligt klædt, har en uddannelse, men som så pludselig begynder at slå løs på deres børn, fordi de vil holde fast i tudsegamle æresbegreber fra deres hjemland.‘ …

Jyllands-Posten beskrev i går, hvordan en kvinde, Kefah Abdelghani, i 2002 som 15-årig blev sendt ud af Danmark for at blive tvangsgift med en 30 år ældre, voldelig mand i Jordan. I fjor flygtede hun fra manden og søgte, sammen med sine fem børn, asyl i Danmark. Alle instanser, dvs. Udlændingestyrelsen, Justitsministeriet og Flygtningenævnet, har afvist hendes asylansøgning, og hun vil nu blive sendt tilbage til Jordan.

Ifølge Anita Johnson er det et eksempel på, at det er vanskeligt at hjælpe unge, når de først er sendt ud af landet.

(Kefah Abdelghani, der boede i Danmark i 2000-2002, og nu vil ‘hjem’ med børneflokken; JP)

JP: Sagde din far hvorfor du ikke måtte komme tilbage til Danmark?

Kefah Abdelghani, tvangsgiftet jordaner: Det var fordi jeg havde kærestet en danske. Min far har venner i København, og de siger, se – hun elsker en dansk kæreste. Det er forbudt i min religion.

Oploadet Kl. 14:32 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


16. april 2014

Liberale Rasmus Brygger definerer ‘gennemsnitlig muslim’: “.. den muslim, som.. respektere andres valg”

Det er næsten ondt at tage LA Ungdoms Rasmus Brygger på ordet, når emnet er Islam. Her kommenterer han Hans Hauges spiddende klumme om LAs forkærlighed for muslimer.

(Rasmus Brygger definerer ‘gennemsnitlig’ muslim, 15. april 2014; Facebook)

Rasmus Brygger: Man hører til på venstrefløjen, hvis man… ikke har noget imod mere muslimsk indvandring. Det sørgelige er, at det her er hvad mange borgerlige tænker. …

Annie: … vi behøver vel ikke være naive, Rasmus?

Rasmus Brygger: Annie, nu taler jeg ikke om tolerance overfor de der er intolerante. Jeg taler om tolerance overfor den gennemsnitlige muslim – som jeg da ikke ser som værende intolerant.

Annie: Rasmus, jeg finder, at der er forskellige grader af intolerance i alle former for religion. Hvad er i øvrigt ”den. gennemsnitlige muslim’?

Rasmus Brygger: Annie, det er den muslim, som ligesom os andre ikke ønsker at bestemme over andre, men i stedet respektere andres valg

Oploadet Kl. 16:44 af Kim Møller — Direkte link29 kommentarer

Fredsmægleren Hans Jørgen Bonnichsen: Jeg forsikrede imam om, at der ikke blev afbrændt en Koran…

Hans Jørgen Bonnichsens kommentar i Berlingske, tirsdag i sidste uge, har flere interessante detaljer. Herunder et afsnit hvor han åbent erkender sin kortsigtede leflen for herboende imamer. Det eneste rigtige ville selvfølgelig være, at understrege overfor dem, at det er lovligt at brænde Koranen i Danmark, og at eventuelle uroligheder i kølvandet vil blive straffet hårdt. Fra Et dobbeltspil der blev en ynkelig fiasko.

“Jeg er overbevist om, at det respektfulde samarbejde, der udviklede sig i tiden, der fulgte, mellem de fleste af imamerne og PET, har været særdeles gavnligt i forskellige højspændte situationer. Det er, må jeg nu konstatere ikke Akkaris skyld.

Lad mig give et konkret eksempel. Netop under Muhammedkrisen var der demonstration i Hillerød med deltagelse fra både den yderste højre- som venstrefløj og med unge muslimer i midten. En farlig cocktail, hvor en provokerende afbrænding af Koranen kunne få katastrofale følger.

Jeg befandt mig under demonstrationen i kommandocentralen på Hillerød Politigård, da jeg fik en opringning fra en af imamerne. Jeg kunne i baggrunden høre de rasende stemmer fra en større gruppe, der var forsamlet i en moské på Nørrebro. I ophidsede og skingre vendinger fik jeg meddelelsen om, at de havde hørt, at Koranen var blevet afbrændt, at et stort antal af deres muslimske brødre var blevet anholdt, og at de nu havde svært ved at styre situationen. Jeg kunne berolige den pågældende imam. Der havde ikke fundet koranafbrænding sted, og der var flere etniske danskere end personer af anden etnisk oprindelse blandt de anholdte.

Denne sandhed kunne jeg overbevise imamen om, fordi vi kendte og respekterede hinanden. Hvis det ikke var lykkedes, er jeg temmelig sikker på, at situationen havde udviklet sig langt alvorligere end de hidtidige ambassadeafbrændinger i Mellemøsten. SMS og internet er ikke alene stærke nyhedsformidlere mellem Vesten og Mellemøsten. Disse informationskanaler kan også virke som detonatorer for voldsomme udladninger.”

(Dansk Koranafbrænding; Uriasposten, 11. september 2010)

Oploadet Kl. 07:01 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer
Arkiveret under:


14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)



10. april 2014

Bonnichsen om syge Akkari, der fodrer ‘kollektive fordomme’ om ‘agtværdige imamer’, såsom Abu Laban

I gårsdagens udgave af Rushys roulette på Radio24syv, var Rushy Rashid tilbage som vært, efter nogle udgaver med Omar Marzouk i værtsrollen. Ahmed Akarris bog var emnet i den første time, og som man kunne forvente, var det overordnede formål ikke at diskutere afsløringerne, men nedtone samme, ud fra den evindelige ‘Åhh, skal vi nu diskutere muslimer igen’-diskurs.

Hidkaldt var sikre apologeter såsom Hans Jørgen Bonnichsen og Lars Erslev Andersen, der mente bogen ikke gav dem ny viden, ikke kunne bruges til noget, og i øvrigt var resultatet af en psykologisk brist hos Ahmed Akkari. Bonnichsen var selv efter egne standarder, fuldstændig absurd at høre på. De tyve minutter med den tidligere PET-chef kan høres her.

Rushy Rashid, Radio24syv: … Da den her dokumentarfilm blev lanceret, der sagde du… Her sagde du, at Abu Laban måske var en ven, vi aldrig rigtig lærte at værdsætte.

Hans Jørgen Bonnichsen, tidl. PET-chef: … Til trods for… der blev så sandelig ikke sparet på fordomme kan jeg forsikre Jer for, at de var tvetunger, at de var integrationsfjendske, at de var kvindeundertrykkende, ja, vi kender det alle sammen. Hadprædikanter og så videre. Sådanne kollektive fordomme er jo meget svære at hamle op med, og det var vi meget bevidst om… Vi etablede, med gensidig respekt for vore forskellige ståsteder, et fora hvor vi kunne gå ind og diskutere forskellige ting. Et initiativ, hvor vi måske kunne finde fælles fodslag på at forebygge, og forhindre radikalisering og terror i Danmark. Og der må jeg da erkende, at Abu Laban, i hvert fald i forhold til en del krisesituationer virkelig viste at han var en person, som i allerhøjeste grad medvirkede til, at at der blev ro, og at det ikke udviklede sig på en sådan måde, at det formulerede sig i voldelige handlinger.

Han havde min dybeste respekt, på mange måder. Han blev så ofte misforstået i den danske befolkning, netop fordi han gav udtryk for sine holdninger, og holdninger som måske var floromvundne, men herrestegud dog, det er jo ensbetydende med, at vi stadigvæk respekterer ytringsfriheden, men når man kom til stykket, så var han en person, som jeg har dybt respekt for.

[...]

Rushy Rashid: Sidder du tilbage med en lang næse nu, hvor det kommer frem, at de holdt Jer for nar? I og med, at de på den ene side forsikrede Jer om, at de nok skulle hjælpe til med, at dæmpe gemytterne, og så samtidig havde de bare et lillebitte møde med Hamas og Hezbollah, og hvad der ellers rør sig…

Hans Jørgen Bonnichsen: Det gør jeg i princippet ikke. Det der ærger mig vældig meget, det er at Akkari nu faktisk medvirker til at trække de andre imamer, som virkelig gjorde et ihærdigt og agtværdigt stykke arbejde i forhold til at sikre freden i Danmark. Læg mærke til, at bundlinjen er, at det ikke skete en eneste voldelig handling i Danmark, blandt andet på grund af deres indsats… Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil, og i øvrigt et dobbeltspil som man kan stille spørgsmålstegn ved. … Jeg behøver ikke føle sig… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig.

Rushy Rashid: Hvad er du skuffet over?

Hans Jørgen Bonnichsen: Jamen, hør nu efter her. Man går ud fra at man etablerer et tillidsforhold… Det udviste tillid, kom med en fremstrakt hånd, og der må jeg jo nok erkende, at det lever han i hvert fald ikke op til. I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning.

[...]

Rushy Rashid: … Hvad kan du bruge den her bog til?

Hans Jørgen Bonnichsen: I princippet kan jeg jo ikke bruge den til noget som helst. Forstået derhen, at det er muligt andre kan bruge den til at få bekræftet, at nogle af deres fordomme, de holdt stik, og det kan man så glæde sig over. Jeg kan ikke bruge den til ret meget, det må jeg nok erkende.

Angela Brink, Politiken: Jeg synes. Jeg hører hvad du siger, at Akarri får det til at lyde som om, at alle imamerne spillede dobbeltspil, og det er du selvfølgelig ærgelig over, nu må du korrigere mig, hvis jeg hørte forkert, fordi der faktisk eksisterede et rigtigt godt samarbejde. Og det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme om hvad de her imamer havde gang i. Når det så er sagt, så synes jeg faktisk, at Sam (andre gæst) har lidt af en pointe. … Der kunne jeg godt tænke mig at høre, hvad du tænker omkring Akkaris dobbeltspil. Altså, havde I en fornemmelse af det?

Hans Jørgen Bonnichsen: Skal vi ikke lige holde fast i bundlinjen… det er os der vælger midler og metoder, og metoden var faktisk på det her tidspunkt, og det havde vi stor succes med, den fremstrakte hånd. … Hvis man spørger mig om Akkari, så har jeg da oplevet ham, jeg har oplevet ham som en velformuleret, stærkt argumenterende personlighed, en person som helt klart gav udtryk for at han havde fundet sandheden, ikke var i tvivl om sin rolle, og tydeligvis stolt over at være den valgte talsmand for nogle, og læg mærke til ‘nogle’ muslimske organisationer. … Vores tilgang er selvfølgelig tvivl på alt, men tro på meget, og han skulle da også have en chance, og derfor inviterer vi ind på den måde. At han så ikke levede op til det, det kan man da ikke bebrejde PET.

Rushy Rashid: Jeg står tilbage. Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg har min tvivl. Jeg ved ikke hvad jeg præcist skal sætte fingre på i forhold til Akkari, men der er en masse alarmklokker der ringer hos mig, når jeg hører ham tale, og noget af det jeg tænker, det er jo bevægelsen fra den ene yderlighed til den anden yderlighed, fra at være islamist, og så til at være overdemokrat. Overhumanist. Det er den bevægelse, jeg har svært ved at fordøje. … Jeg er ikke overbevist. … (refererer skeptisk Lasse Jensen-kommentar om Akkaris omvendelse) Og så står der også det der med, at han får så meget taletid lige nu…

[...]

Hans Jørgen Bonnichsen: Netop fordi det, der er sket, bekræfter os i, at det er os der har ret. Det er os der har fundet sandheden, og dermed mister vi jo utvivlsomt noget af vor kritiske sans. Det er en kulturarv som vi er præget af, som vi i allerhøjeste grad ser udfolde sig i øjeblikket. Så vil jeg også sige, at min oplevelse i PET og politiet, så har jeg oplevet lignende personer som pludselig foretager et radikalt skifte, uden at drage sammenligning med Akkari, for det vil jeg ikke, jeg vil ikke ind og motivsøge i forhold til ham, men der har jeg set, at det er personer som har et enormt behov for opmærksomhed, hvor virkelig har fornemmet, at deres sjæls inderste bøn er at blive set, og at blive anerkendt. Og det kender ingen grænser, hvis man ikke føler eller har oplevet, at noget sådan er sket, så så kan jeg love Jer for, at så går man ind og prøver på at vække andres følelser, ofte på en ekstrem måde.

Jeg har set det hos rockere. Jeg har set det hos folk der er konverteret. Jeg har set det hos folk som er blevet public-agenter… Jeg har set det hos whistleblowers. I det øjeblik de foretaget et skifte, så vækker de opmærksomhed. Så får de det her behov for opmærksomhed, som de angler efter. De er midtpunkt, de føler at andre har brug for dem. Men hvis de føler sig svigtet, jamen, så skifter de så pludselig til en ny rolle. Og så skal man være særdeles opmærksom på den her situation, for her får de igen mange skulderklap, men det varer jo kun et stykke tid, og jeg har desværre set, at i mange af de sager jeg skitserer her, der er det endt til sidst med et selvmord.



9. april 2014

Bonnichsen var islamisternes nyttige idiot: “PET havde ikke nogen mistanke til de konkrete personer..”

Der kan næppe herske tvivl om, at PET’s samarbejde med imamerne, også var en måde at følge deres aktiviteter på. Det ønsker en fungerende PET-chef selvfølgelig ikke at sige højt, men hvis ikke Hans Jørgen Bonnichsen kan fortælle sandheden otte år efter, så kan medierne selvfølgelig ikke bruge ham som efterretningsekspert. Fra Information – Tidligere PET-chef: Vi kendte ikke til imamers dobbeltrolle.

“‘Ved siden af optrapning af konflikten og opretholdelsen af en antivoldelig facade gjorde Arbejdsgruppen sig store anstrengelser for at fastholde en bred opbakning blandt de danske muslimer. I praksis betød det, at Raed Hlayhel, Abu Laban, Kasem Said Ahmad, Abu Malek og jeg selv (Akkari, red.) måtte trække på alle personlige forbindelser. I dage og uger hang vi konstant i telefonen og holdt møder over hele landet i et forsøg på at overbevise enhver mulig allieret om vores sags berettigelse.’

Passagen er fra Ahmed Akkaris nye bog Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark. Efterfølgende nævner den tidligere imam blandt andre Det Muslimske Broderskab og salafisterne i København, som værende dem, der skulle vækkes til protest.

Men på trods af de fem imamers bestræbelser kendte Politiets Efterretningstjeneste, PET, ikke til, at imamerne forsøgte at optrappe konflikten, siger tidligere operativ chef Hans Jørgen Bonnichsen, der under Muhammedkrisen i 2006 for PET samarbejdede med en række imamer heriblandt Akkari.

Samarbejdet gik blandt andet ud på, at imamerne skulle… påtage sig et ansvar for de unge, de havde kontakt til, som var i fare for en øget radikalisering.

‘De skulle ikke være agenter, men påtage sig et ansvar inden for deres respektive felter og være med til at sørge for, at unge ikke kom ud i situationer, hvor de gjorde skade på sig selv eller det danske samfund,’ siger Hans Jørgen Bonnichsen. ‘Og det gik efter vores opfattelse fantastisk godt.’ … PET var heller ikke opmærksom på, at Akkari og andre imamer forsøgte at opildne konflikten blandt danske muslimer, siger Bonnichsen

‘Samarbejdet med imamerne var baseret på tillid. … PET havde ikke nogen mistanke til de konkrete personer vedrørende brud på straffeloven, og vi kunne ikke gå ind og foretage en overvågning, der ville have opsnappet de ting,’ siger han.”

Oploadet Kl. 15:37 af Kim Møller — Direkte link40 kommentarer
Arkiveret under:


8. april 2014

Omar Marzouk i debat om ytringsfrihed: Islamisterne er et mindre problem end ‘den danske højrefløj’

Gårsdagens DR2 Live havde Mohammedtegninger og ytringsfrihed som emne, og gæsterne var blandt andet var Omar Marzouk og Özlem Cekic, som jeg for et par uger siden bloggede om i forbindelse med en næsten identisk samtale på Radio24syv. Som så mange andre muslimer, nægter Marzouk at forstå, at mordforsøg og dødstrusler mod enhver der går i rette med Islam, er et større problem for ytringsfriheden, end underlødige kommentarer fra politiske modpoler. Et citat sakset fra Er ytringsfriheden under pres?

Omar Marzouk, komiker: … det synes jeg nærmest er et større problem. For mig er islamisterne i dag slået, de er der stadigvæk, og råber op og sådan noget. Jeg synes ikke de er ligeså stærk en faktor i vores samfund, som den danske højrefløj er.

(Islamister på Nørrebro, 14. marts 2014: “Tegneren skal dømmes retfærdigt (SHARIAH)”; Urias)

Oploadet Kl. 12:32 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


7. april 2014

Metroxpress: Nydanske kvinder (såsom tyrkiske Fatima) vil gerne date danskere, men de har fordomme

Absurd artikel i dagens Metroxpress, der smider en ‘uvidenskabelig undersøgelse’ på forsiden, som bortforklarer ære & skam-kulturens problematiske bagside. Fra Metroxpress – Nydanske kvinder: Etnisk danske fyre tør ikke score os (s. 8).

“På professionshøjskoler og universiteter har nogle nydanske kvinder svært ved at finde kærester… 71 ud af 100 nydanske kvinder svarer – i en uvidenskabelig undersøgelse, metroxpress har lavet – at de vurderer, at etnisk danske mænd undlader at kontakte dem til fester – alene fordi de er nydanske af udseende. 59 af de 71 mener, det skyldes, at fyrene tror, at deres religion og familie ikke tolererer, at de ‘ser’ en dansk fyr, skriver metroxpress.

- Hos mange danske fyre dominerer den fordom, at de får ballade med brødre, fædre og fætre, hvis de henvender sig til en nydansk kvinde, siger studerende Helen Ali fra Forening for Unge Nydanske Kvinder.”

(Metroxpress, 7. april 2014: “Nydanske kvinder vil gerne dato Bo og Tim”)

“Det er et problem, at danske mænd… udelukker dem ved at komme dem i kategori på forhånd.” (Garbi Schmidt, professor i interkulturelle studier på Roskilde Universitet)

Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


6. april 2014

Sverige: Tre måneders fængsel til politisk ukorrekt gadekunstner – mildere dom til dødstruende muslim

Plakaterne der gav tre måneders ubetinget fængsel kan ses på Uwe Max Jensens Den Frie. Nogenlunde samtidig fik en muslim dagbøder for dødstrusler mod sverigedemokratiske rigsdagsmedlemmer, der efter hans mening havde udtrykt manglende respekt for Islam. “Jag vill fortfarande döda honom”, lod det efter dommen om Kent Ekeroth. Fra Trykkefrihed.dk – Gadekunstner Dan Park skal tre måneder i fængsel.

“Tre måneders fængsel og en bøde på 20.000 kr. er straffen for at lave ‘kontroversiel’ gadekunst i Sverige.

Rusland har Pussy Riot. Sverige har Dan Park.

Sådan skrev en støtte til den 45-årige svenske gadekunstner Dan Park, der netop i Malmö tingsrätt er blevet idømt en dom på tre måneders ubetinget fængsel for injurier og tre tilfælde af hetz mod folkegruppe. … Dan Park nægtede sig skyldig i anklagerne…”

(Dan Park til Uriaspostens 10-års jubilæumsfest, 29. juni 2013; Foto: Snaphanen)

Oploadet Kl. 20:39 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


5. april 2014

Hvidovre Hospital: To muslimske bioanalytikere trodser uniformsreglement, foretrækker arbejdsløshed

Torben Møller-Hansen fra Foreningen til integration af nydansker i arbejde kommenterer historien i Dagens Medicin, og forklarer at sygehusene må være ‘mere kreative’, og opfordrer konkret til at man tænker over hvordan man kan “kombinere det lange ærme og det hygiejniske”.

Hårde krav til hygiejnen er ikke noget der er opfundet for at chikanere muslimer, sådan var det også da jeg for mange år siden sommerjobbede som portør på Kommunehospitalet i Århus. Fra Kristeligt Dagblad – Hospitalsansatte risikerer fyring for religiøs praksis.

“En af de første sager i Danmark om fyring i forbindelse med en religiøs praksis er på vej. To kvindelige bioanalytikere på Hvidovre Hospital risikerer afskedigelse, fordi de af religiøse grunde trodser hospitalets uniformsreglement, der af hygiejneårsager kræver korte ærmer.

Den ene af kvinderne, der i øjeblikket er sygemeldt og ikke vil have sit navn frem, fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun har opsøgt forskellige imamer. De har forklaret, at hun som god muslim er nødt til at fastholde de lange ærmer i arbejdstiden. Derfor mister hun sandsynligvis sit job. Vicedirektør Torben Mogensen fra Hvidovre Hospital forklarer, at sagen har stået på siden efteråret.

‘Korte ærmer indgår i hele Region Hovedstadens uniformsreglement. Det skyldes hensynet til patienterne. Man kan ikke vaske hænder med lange ærmer. Vi gør meget for ansatte med anden etnisk baggrund. Men når det drejer sig om hygiejne, der kan gå ud over patienterne, går vi ikke på kompromis. Vi har jo i årevis kæmpet for at få lægerne til at bruge korte ærmer,” siger Torben Mogensen og påpeger, at sagen er meget speciel. Hospitalet kender kun til ét fortilfælde, hvor en gruppe studerende ikke ville bære uniformer med korte ærmer.

Det er klart, at hospitalet er forpligtet til at afsøge alle muligheder. Tilgangen til brugen af religiøse klædedragter er i dag yderst pragmatisk, men nogle ting vægter altså højere, eksempelvis sikkerhedshensyn. Derfor er der juridisk ikke så meget at komme efter, så det mest interessante er, at nogen lader sig fyre på grund af deres religiøse overbevisning,” siger Lisbet Christoffersen.”

Oploadet Kl. 11:07 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »