14. september 2014

Lavt fremmøde til demonstrationer mod Islamisk Stat: “… højest en tredjedel har muslimsk baggrund”

Fredag aften kørte en 4-hjulstrækker rundt i Århus-forstaden Viby med det, der ifølge et vidne var et Islamisk Stat-flag ud af sideruden. Demonstrationen mod IS foran Rådhuset i Århus samlede ifølge Ekstra Bladet blot ’100′ personer, efter billedet at bedømme kun et fåtal muslimer, og meget sigende – kun enkelte med tørklæder. BT opgør antallet til 150, men noterer samtidig, at “højest en tredjedel har muslimsk baggrund”. Sammenhold det eventuelt med det overordnede formål.

“IS har i disse dage skabt splittelse i verden, også herhjemme i Danmark er der kommet en internt splittelse blandt muslimer. Nogen er for, og andre imod. … Derfor arrangeres denne demonstration, for alle, men især muslimer om at stå frem, og vise at IS ikke repræsentere vores religion. (For mangfoldighed, mod ISIS og terror på Facebook)

Blandt talerne var Enhedslistens Nikolaj Villumsen der benyttede lejligheden til at føre partipolitik: “Højreradikale som ISIL skal fordømmes. Dansk Folkeparti og ISIL skal ikke få held til at splitte os i Aarhus.” Idioti fra øverste hylde.

(Nørrebro, 13. september 2014: Mere på Facebook)

I København var der arrangeret et optog under parolen ‘At dræbe et menneske er som at dræbe hele menneskeheden’. Apologeternes hof-citat, Sura 5:32, der i rette kontekst er en advarsel til jøderne og andre der leder muslimer i fordærv. Herunder det efterfølgende vers i krigsmanualen, der pudsigt nok – legitimerer Islamisk Stat-jihadisters brutalitet. Se evt. Memri.

“The punishment of those who wage war against God and His Apostle, and strive with might and main for mischief through the land is: execution, or crucifixion, or the cutting off of hands and feet from opposite sides, or exile from the land: that is their disgrace in this world, and a heavy punishment is theirs in the Hereafter”

Opdate. TV-avisen bragte lørdag et indslag om demonstrationerne. Her fremgik det klart, at langt de fleste demonstranter var danskere, samt af IS forfulgte minoriteter (kurdere, yizidiere). Flere interviewede talte udelukkende om Islams rennome.

(Demonstrationerne mod ‘Islamisk Stat’ i København og Århus, 13. september 2014)



12. september 2014

“Ingen af de imamer, jeg har talt med, har været interesseret i at… bakke op om demonstrationen…”

Blandt talerne til lørdagens demonstration imod ‘Islamisk Stat’ er den tidligere professionelle bokser Reda Zamzam, der på Facebook er gået i rette med IS-sympatisører på hans omfangsrige venneliste. Han er modig, men som ofte i arabiske miljøer, kan der kun tages afstand fra noget Islam-relateret, ved at skyde skylden på USA, Israel og Mossad. I et indlæg argumenterer Zamzam for at IS-tilhængere skal ‘låses inde eller aflives’, og ellers have ‘samme tur’ som de giver dem som er blevet ‘massakreret af dem’, men kommer det meget omtalte ‘tavse flertal’ på banen i morgen, så vil fokus være på IS’ brutalitet, og IS’ postulerede u-islamiskhed. Hermed er vi lige vidt. Blandt Zamzams venner er det største problem med IS, at de giver muslimer et dårligt rygte.

Selvfølgelig vil der være opbakning fra mellemøstlige minoriteter som IS bekæmper, men det vil være svært at få sunni-muslimerne i tale. Imamerne kan af logiske årsager ikke undsige rettroende kalifatkrigere, og hermed gå i rette med Islam. Her lander demokratiseringsprojekter ofte. Fra Information – Frygt får muslimer til at holde sig fra anti-IS-demonstration.

“Frygt for repressalier fra radikale muslimske miljøer får muslimer til at afstå fra at bakke op om en demonstration i Aarhus i morgen mod den radikale islamistiske gruppe Islamisk Stat. Det mener Mohammed Sabah Ahmad, tidligere talsmand for Grimhøj-Moskéen og arrangør af demonstrationen. Han fortæller også, at han ikke kan få imamer til at deltage i eller støtte demonstrationen.

‘Den stilhed, der har været blandt muslimer, skal ikke opfattes som en accept af IS’ handlinger. Den skyldes i stedet, at mange er bange for at blive overfaldet eller modtage hademails, hvis de offentligt tager afstand fra IS,’ siger Mohammad Sabah Ahmad, der har oplevet, at bekendte har fået trusler og hademails ved at give deres mening til kende om IS.

En af dem, der skal tale til demonstrationen, er 22-årige Julie Kayed, der bor i Gellerupparken. Hun bekræfter, at mange muslimer frygter at sige IS imod i den offentlige debat…

‘Det er svært at vurdere, hvor reel risikoen er for, at muslimer, der taler imod IS, vil møde modstand fra danske IS-tilhængere. Men det betyder ikke, at man skal negligere deres frygt. Selv om konflikten i Syrien er langt væk, er den meget nærværende for mange muslimer, der bor her. Deres frygt er en reel følt frygt,’« siger hun og tilføjer:

‘IS er en meget skræmmende terrororganisation, som på grund af den relativt nemme transit til og fra Syrien har haft held til at fremstå som allestedsnærværende. Det overraskende er ikke, hvorfor folk er bange for dem, men snarere at der er folk, der har modet til at mobilisere fredelig modstand mod dem.’

[...]

Derfor er det ifølge ham også et stort problem, at han endnu ikke har haft held til at få nogle imamer til at komme og tale og støtte op om demonstrationen i Aarhus i morgen.

Ingen af de imamer, jeg har talt med, har været interesseret i at stille op og bakke op om demonstrationen, og det er rigtig ærgerligt,’ siger Mohammad Sabah Ahmad.”

(Reda Zamzam på Facebook, 9. september 2014: “Israel og USA står bag ISIS”)

“… alt hvad ISIS gør og står inde for Har intet med islam at gør og de ikk andet end ondskab… ISIS handler ikk efter islam… “ (Reda Zamzam på Facebook, 8. september 2014)

Oploadet Kl. 15:45 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


10. september 2014

Pinlig SFI-rapport: Problematiserer højrefløjsdemokrater, overser revolutionære SUF med 39 lokalafd.

Jeg har gjort det til en vane, at gennemgå alle rapporter om politisk ekstremisme, men det er ikke meget der kan siges om SFI’s nye kortlægning af ‘Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark’, som jeg ikke har skrevet tidligere. Overordnet er rapporten fuldstændig ubrugelig. Definitionerne er løse, og næsten skræddersyet til at give (anonyme forskere) mulighed for at skabe konklusioner efter forgodtbefindende.

Det må siges, at jeg ikke har gennemgået de ni områdenotater, som rapporten baserer sig på. Det ændrer dog næppe på det essentielle.

En rapport om ekstremisme burde fokusere på organisationer der har til formål at vælte demokratiet, samt organisationer der virker ved ulovligheder. Det er ikke raketvidenskab. På en top-ti liste burde der maksimalt være 1-2 højreorienterede organisationer, da venstrefløjen og islamister både i antal medlemmer, radikaliseringsgrad og trusselsniveau er klart overlegen. Man kan ikke definere sig ud af alt.

Bemærk i øvrigt modtagelsen i medierne. Når nu rapporten konkluderer, at der er flest ekstreme organisationer på højrefløjen, så kan DR Nyheder illustrere sin historie med Danish Defence League-trøjer. Bemærk også hvor hurtigt venstrefløjen er ude med sin kritik, og bliver en del af mediebilledet. Rune Eltard-Sørensen vil have færre venstreorienterede og flere højreorienterede organisationer på listen. En af organisationerne der efter Modkrafts opfattelse ikke burde være på listen er Libertære Socialister. Når man læser kritikken på Modkraft.dk er supplerende læsning en artikel om LS: ‘Vil gøre militante metoder trendy’.

(SFI, Antidemokratiske og ekstremistiske miljøer i Danmark – En kortlægning, 85 sider, pdf; SFI.dk)

Definitionen er todelt. Rapporten omhandler ikke bare antidemokratiske organisationer, men også ‘ekstremistiske’, der er mere luftig. På samme måde inkluderer demokrati-begrebet ‘idealer om tolerance’ ud fra en pluralistisk forståelse af demokrati. Oprindeligt betød demokrati ‘folkestyre’, men kæmper man med grundlovssikrede rettigheder for folkeafstemninger om indvandring/multikultur er man ekstremist. Det noteres specifikt.

“Begreberne ‘antidemokratisk’ og ‘ekstremistisk’ kan være svære at definere præcist, men i rapporten her forstås ekstremisme som holdninger, der i større eller mindre grad kan være i konflikt med demokratiske styreformer og idealer om tolerance, og en villighed til at gå uden om demokratiske procedurer for at gøre politiske eller religiøse holdninger gældende. Antidemokratisme forstås i forhold til en pluralistisk forståelse af demokrati som tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, hvor de fundamentale værdier og normer for alle borgere afvises eller en kombination heraf.” (s. 9)

Fortalere for en populistisk demokratiopfattelse kan fx mene, at man skal tilstræbe flertalsafgørelser, men også at disse ikke behøver at respektere ligheds- og tolerancenormerne. I forlængelse heraf vil vi her forstå ‘antidemokratisme’ som det tilfælde, hvor enten de demokratiske beslutningsprocesser ikke accepteres, eller hvor de fundamentale liberalistisk demokratiske værdier og normer afvises (eller en kombination heraf).” (s. 17)

Det uddybes i indledningen. Ekstreme bevægelser ‘kan’ bære præg af “fjendebilleder, hvor bestemte grupper eller samfundsforhold ses som truende.”. Hvis man er imod islamisering, er man per defintion lidt antidemokratisk, lidt ekstrem. Vil man have folkeafstemning om indvandring, har man en suspekt ‘demokratiopfattelse’. Lovlydige Urias-læsere er ekstremistiske antidemokrater per definition.

(s. 15)

Fokus er naturligvis på organisationerne, men det virker meget tilfældigt hvilke der udpeges. Aktiv i flest lokalområder er Danish Defence League, men hvad siger det om noget, så længe DDL ikke har konsolideret sig med egentligt klubhuse. Second to none i den forbindelse må være Ungdomshuset på Dortheavej i København. Det nævnes ikke med et eneste ord. Heller ikke urolighederne der fulgte salget af Jagtvej 69, selvom enhver torsdagsdemo for Ungdomshuset var langt mere ekstremt end det største DDL har lavet.

Rapporten identificerer hele seks højrefløjsorganisationer, og inkluderer eksempelvis ‘Folkebevægelsen mod Indvandring’, som jeg måtte google mig til, er identisk med Michael Ellegaards Frit Danmark. Jeg tror ikke FD nogensinde har samlet mere end 10 personer. Hvad er det i øvrigt præcist der gør Dansk National Socialistisk Bevægelse højreorienteret? Man kan sagtens være antisemit og højreradikal, men DNSB er jo totalitære kollektivister.

Omvendt er der kun fire venstrefløjsorganisationer. Det er selvfølgelig fint at Antifascistisk Aktion, Researchkollektivet Redox, Antiracistisk Netværk og Libertære Socialister er på listen, men hvad er bagggrunden for at udelade Socialistisk Ungdomsfront, der kæmper for revolutionen i hele 39 lokalafdelinger. Racismefri by, Antiracistisk Ungdom og utallige beslægtede organisationer også kunne være medtaget – det hele virker meget tilfældigt.

I forhold til islamisk ekstremisme, kunne enhver moské og islamisk kulturforening være inkluderet på listen. Rapportens forfattere vælger at medtage fem grupperinger, herunder særligt Hizb ut-tahrir og Muslimsk Ungdomscenter (Grimhøjvej-moskéen, hvor IslamGuides boghandel har hjemme) og Kaldet til Islam. Moskéer er kønsopdelte, og hvis ikke det i sig selv er et brud med fundamentale værdier og normer, hvad er så? Vederfølner-klistermærker påtrykt ‘Nej til moskéer’. Ja, faktisk. Eksempel 5, side 38.

Ingen højreorienteret organisation på listen kan samle mere end 40-50 tilhørere, og egentlige kriminelle aktiviteter er tilnærmet nul. Omvendt er Stop Islamiseringen af Danmark blevet angrebet med slagvåben flere gange, Rightwings klubhus er brændt ned, og ingen aktive højregrupperinger har formentligt begået 20 procent af de ulovligheder andre har begået mod dem. Sådan er virkeligheden.

Når venstrefløjen demonstrerer samles der ofte 500 eller mere, kun overgået af Hizb ut-Tahrir der nemt samler mere end 1000 kalifattilhængere. Politisk motiveret mødeterror og kamp for et religiøst diktatur, er naturligvis i en anden liga end højregrupperinger der demonstrerer under parolen ‘Vi er alle jøder’ eller for ytringsfrihed.

SUF bekæmper det liberale demokrati, samarbejder åbent med AFA, og medlemmer har været en del af flere tunge kriminalsager om politisk motiveret kriminalitet. Selvfølgelig skal SUF være på listen. Gerne helt oppe ved AFA og Researchkollektivet Redox. Rapportens forfattere er på visse områder helt blanke…

“For de venstreradikale grupper har vi ikke klart kunnet identificere rekrutteringsstrategier.” (s. 13)

Et citat fra rapporten, der understreger, at konklusionerne nok ikke skal tages helt så seriøst.

“Det ambitiøse udgangspunkt om at kortlægge hele landet har på mange måder være givende, men det har haft en pris. Det har således ikke været muligt at få et præcist indblik i størrelsen af de forskellige organisationer og grupperinger, og da kortlægningen er et øjebliksbillede, er det ligeledes svært at konkludere, hvorvidt de enkelte grupper er i vækst eller på retræte.” (s. 12)

Sådan skriver forskere, når de gerne vil lege videre med andres skattekroner.

Da definitionerne er løse og ret beset kunne inkludere hvad som helst, så burde Danskernes Parti selvfølgelig også være på listen. DP er udeladt, formentligt fordi forfatterne så nødvendigvis også måtte inkludere Socialistisk Ungdomsfront (og hermed støde kommunistiske Enhedslisten). Vægtningen er bizar. Det virker meget politisk.

“Hvilke grupper skal kortlægges inden for de enkelte miljøer? Af kortlægningen fremgik det således, at der var enkeltindivider med tilknytning til Socialistisk Ungdomsfront (SUF), der deltog i, hvad der ifølge denne rapports definitioner kunne betragtes som anti-demokratiske og/ eller ekstremistiske aktiviteter. Vi valgte ikke at medtage SUF i kortlægningen, men det viser, at der er en flydende grænse mellem, hvad der kan betragtes som venstreradikalisme og almindelig venstreorienteret politisk aktivitet. Det samme gælder for højrefløjen, hvor Danskernes Parti kan siges at indtage en lignende position. Igen valgte vi ikke at tage partiet med på trods af, at partiet har et vist holdningsfællesskab med det højreradikale miljø…” (s. 20)

Om Det antidemokratiske og antidemokratiske og/eller ekstremistiske højreradikale miljø (s. 29-40, 12 sider).

Under ‘handlingsmønstre’ indenfor det højreradikale miljø nævnes syv episoder. Det meste er legal politisk aktivitet (eksempelvis SIAD-demo’en ‘Vi er alle jøder’), og intet har mig bekendt før til doms. Heller ikke den værste episode – DNF’ere ‘involveret’ i en slåskamp med iranske asylansøgere, der blev ‘slået og sparket’. Som man kunne se i et indslag på TV2, så var de afviste asylansøgere den angribende part. Kilden må være iranernes talsmand Masoud Reisvand, der i 2006 fortalte at Jesper Langballe havde hånet ham på trappen foran Christiansborg. Det faldt lidt til jorden, da det kom frem at Jesper Langballe var i sommerhus på Anholt.

Rapporten må gå langt ud for at finde ammunition. Det er sådan set ikke kun DDL der ‘betragter’ sharia som uforenelig med det danske demokrati. Tilbage i 2003 bekendtgjorde Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol at sharia’en var uforelig med demokrati. Hvis man forsker i ekstremisme indenfor islamiske miljøer, men ikke kender omtalte dom – så er de næppe opgaven voksen.

“Frontpersonale og andre interviewpersoner har ligeledes påpeget, at grupper som AK 81 fra Vestegnen og Devils Choice fra Midt- og Vestjylland også udtaler sig stærkt islam-kritisk. … Det skal understreges, at deres tilstedeværelse på højrefløjen ikke retfærdiggøres af de højreradikale grupper inden for miljøet, som generelt er optaget af lov og orden. (s. 31)

“Ideologisk er DDL en islamkritisk og højrenational organisation, som betragter sharia som ‘en revolution, som vores land ikke ønsker og må afvise’ og som uforeneligt med det danske demokrati. DDL anser islam som en trussel og har til formål ‘gennem aktivt forsvar at sikre fred og friheder i vores lokalområder’. DDL lægger vægt på ytringsfriheden og ‘opfordrer regeringen til at ophæve alle love, der forhindrer ægte ytringsfrihed’, herunder ophævelse af racismeparagraffen.” (S. 33)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske venstrerdikale miljø (s. 41-49, 9 sider).

Det bedste i rapporten er uden tvivl udpegningen af AFA’s brug af dækorganisationer, herunder ‘Århus for Mangfoldighed’. Antiracistisk Netværk kædes sammen med plakatkampagnen mod århusianske nationalister, men det dokumenteres ikke. Heller ikke i det tilstødende områdenotat om Østjylland (s. 20).

Noget er decideret grinagtig. Når man vælger at kalde AFA ikke-voldelig, men omvendt refererer venstrefløjens debat om AFA’s voldelighed, så ryger man ind i paradokser. Venstrefløjen er delte i spørgsmålet om brugen af vold, men alle grupperne er ‘imod vold’. Måske er den moralske frifindelse af AFA en konsekvens af deres – ifølge rapportten, samarbejde med ‘venstrefløjsorganisationer over hele landet’.

Når AFA demonstrerer er graden af militans planlagt på forhånd, og hermed en integreret del af strategien. Det er ikke tilfældet på højrefløjen – selvom bevares, begge fløjes vold udføres af… ‘enkeltindivider’. Kan man ikke se forskellen er man blind på venstre øje.

“Centralt i mange af disse uenigheder er synet på og viljen til at benytte vold og udenomsparlamentariske metoder til at opnå erklærede mål (Larsen, 2012: 24). Igen er alle de formelle grupper, vi beskriver nedenfor, imod vold. Volden og andre udenomsparlamentariske metoder er derfor resultat af enkeltindividers handlinger, som udgår fra og nogle gange associeres med grupperne.” (s. 42)

“AFA synes først og fremmest at være en såkaldt ‘ad hoc-gruppe’, som primært virker kontra-aktionært: Medlemmerne samler sig på baggrund af episoder, hvor de oplever, at der er et behov fx i form af påkrævet modstand mod højreekstremistiske grupper. … AFA arbejder sammen med venstrefløjsorganisationer over hele landet. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere. Aktionsformerne bestemmes af de konkrete deltagere og afhænger af sag og sted.” (s. 43)

“ARN-Aarhus arbejder i forbindelse med demonstrationer og andre events sammen med et bredt udvalg af grupper og organisationer på venstrefløjen, såsom Antifascistisk Aktion, Enhedslisten og Socialistisk Ungdomsfront (SUF), såvel som mere eventbaserede grupper og netværk, såsom Goodnight White Pride, Larm mod Racisme, Aarhus for Mangfoldighed, Praktisk Solidaritet Aarhus og Produktionskollektivet Opbrud, Konfront, Libertære Socialister og Internationalt Forum.” (s. 45)

“Libertære Socialister (LS)… I omtalen af det revolutionære aspekt gives der udtryk for, at bevægelsens mål ikke kan nås gennem de etablerede demokratiske samfundsinstitutioner, men kræver en social revolution.” (s. 45)

“Handlinger, der udspringer fra det venstreradikale miljø, omfatter mødeblokering, chikane, kampagner, oplysning, demonstrationer. registrering af modstanderes truende adfærd samt fysiske angreb på højreradikale og slagsmål med politiet, ofte i modstrid med gruppernes erklærede afstandtagen fra brug af vold. Som i tilfældet med den højreradikale vold er den venstreradikale vold overvejende udført af enkeltindivider, der støtter den i miljøet dominerende ideologi.” (s. 48f)

Om Det antidemokratiske og/eller ekstremistiske islamistiske miljø (s. 51-64, 14 sider).

Medierne kalder LTF og lignende for indvandrerbander, men som citatet herunder understreger, så ville muslimske bander være mere præcist.

“Alle de organisationer og grupperinger, vi kortlægger nedenfor, er åbent imod vold. Ikke desto mindre er der enkeltindivider, som på forskellig vis sympatiserer med de ideologiske grundantagelser inden for miljøet, som er medlemmer af bander eller kriminelle grupperinger. Disse bander eller kriminelle grupperinger er i stigende grad begyndt at indflette islam i deres retorik, såvel på nettet og i de sociale medier som i enkeltmedlemmers legitimering af forskellige typer af voldelige eller ulovlige aktiviteter og opgør. Et eksempel herpå er banden Loyal to Familia (LTF), som især er aktive i hovedstadsområdet. LTF udtrykker, at de har følt sig ekskluderet af samfundet gennem oplevelser af racisme og diskrimination, ikke mindst fra politiets side… Denne fornemmelse af uretfærdighed italesættes typisk med en blanding af elementer, hvor referencer til islam står centralt. Således skriver LTF på deres hjemmeside, at ‘Må Allah give styrke til din familie’ og ‘Må Allah Subhanahu wa ta’ala være med vores afdøde bror’. De konflikter, de har med deres omgivelser, sættes ofte ind i en civilisationskamp. For eksempel siges det ‘Hvis I skal åbne ild, så ram deres Kuffar (vantro) og ikke vores muslimske brødre’. (s. 53f)

(s. 54)

“Selvom kortlægningen ikke peger på, at MUC rekrutterer til krigen, så modvirker MUC ikke selv deltagelse. Snarere er de et punkt i det miljø, hvorfra deltagerne udspringer. … For disse unge glider ideologien i MUC og det større salafistiske miljø dermed over i en ekstremistisk holdning og aktivitet.” (s. 55)

“MUC står for Muslimsk Ungdomscenter og udgør en gruppe unge salafister i Østjylland. Gruppen organiserer religiøse arrangementer, bøn og studiegrupper, men modstiller sig liberale demokratiers standarder og ligheds- og toleranceprincipper. MUC beskriver sig selv på Facebook som ‘en gruppe unge, der følger Quran og Sunnah’, med det formål at ‘give både muslimer og ikke-muslimer vigtige informationer om Islam’. … Gruppen i Østjylland er tilknyttet en bestemt moské.” (s. 59f)

Fra Konklusionerne (s. 65-72).

Bemærk apologien. Selvom enhver aktiv højregruppering konfronteres af maskerede venstreradikale, så har det blot en ‘symbolsk karakter’: ‘De’ ønsker ikke at at skade hinanden…

“Centralt i forhold til fjendebilleder er det interessant at bemærke, at især de højreradikale og de venstreradikale synes hovedsageligt bundet op i en konflikt med hinanden om etniske minoriteters status i Danmark. … De venstreradikale grupper har forsøgt at fordrive grupper eller organisationer på den yderste højrefløj, hvorfor det ikke er overraskende, at det undertiden kommer til både verbale og fysiske sammenstød mellem personer og/eller grupper venstre- og højrefløjen imellem. Når personer fra de to fløje støder sammen, omgives konfrontationen typisk af meget højstemt og aggressiv retorik. Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at de ønsker at skade hinanden fysisk. Sammenstødene synes overordnet at have mere symbolsk karakter… (s. 67f)

“Set i lyset af, hvor meget kampen mellem højre- og venstreradikale handler om spørgsmål om den muslimske minoritets eksistensberettigelse i Danmark, er det interessant at bemærke, at disse to fløje stort set ikke figurerer i de islamistiske miljøers interne diskussioner og debat.” (s. 68)

“Der er således forskel på de idealer for et politisk styre, der følger religionen, og på, hvordan religionen praktiseres i det salafistiske miljø. Dette afspejler blandt andet, at langt de fleste salafistiske muslimer reelt ikke mener, at diskussionen om sharia er relevant, idet de lever i et ikke-muslimsk land og bør følge landets lovgivning…” (s. 69)

Diverse.

“Ud af interviewpersonerne kom 26 interviewpersoner fra de tre studerede miljøer: 11 interviews fra det islamistiske miljø, syv fra det højreorienterede miljø og tre fra det venstreorienterede miljø; 12 interviewpersoner var forskere; 14 interviewpersoner var andre eksperter på området, og de øvrige interviewpersoner faldt inden for forskellige kategorier af frontpersonale.” (s. 26)



7. september 2014

Rotherham: Reportforfatter Alexis Ray truet med fyring, sendt på kursus i ‘ethnicity and diversity’…

Det Rotherdam-rapportens Alexis Jay blev udsat for ligner til forveksling behandlingen af kultursociolog Kirsten Damgaard, der tilbage i 2002 fik trukket en rapport om muslimske mænds seksualitet tilbage. Fra Huffington Post – Rotherham Whistleblower ‘Sent On Diversity Training For Saying Most Abusers Were Asian’.

“A researcher was sent on a diversity awareness course – and faced the sack – for raising the alarm about the appalling abuse of children in Rotherham and the fact most of the perpetrators were of Pakistani descent, it has been reported. …

The researcher, who was seconded to Rotherham Council from the Home Office in 2002, spoke to BBC Panorama anonymously and said she was told she must ‘never, ever’ again mention the fact they most of the abusers were Asian men.

Rotherham Council even tried to have her sacked when she resisted pressure to change the findings of the report she completed, she said.

She interviewed 270 under-age girls who had been victims of abuse, identified by sexual exploitation outreach service Risky Business, and passed the report to the council.

She recalled the reaction of one official to it, saying: ‘She said you must never refer to that again. You must never refer to Asian men.

‘And her other response was to book me on a two-day ethnicity and diversity course to raise my awareness of ethnic issues.’

She also told the programme that data backing up her report, stored by Risky Business, went missing just after it was submitted.

“They’d gained access to the office and taken my data, so out of the number of filing cabinets, there was one drawer emptied and it was emptied of my data. It had to be an employee of the council,’ she said.”

“On 3 September, 2014 Internet pundit and socio-political commentator Pat Condell posted a video in which he tied Common Purpose’s training of Rotherham municipal officials with the ongoing inquiry into the Rotherham child sexual exploitation scandal, and especially its coverup. Connecting the Freedom of Information Act 2000 inquiry that shows that many of the members of the Rotherham municipal council spent a totala in excess of £10,000 (more than $16,000 USD) for Common Purpose training, and that several of those trained were involved in the coverup, Condell suggests that this may be part of the organization’s agenda, and that it will happen again.” (Pat Condell, 3. september 2014: The real enemy within)

Oploadet Kl. 12:13 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


6. september 2014

Før: Arabiskjødiske Belal blev DFU’er efter hetz fra muslimer – Nu: “.. en muslim, der har været racist.”

En af de mere kuriøse historier der cirkulerer i disse dage, er historien om den engelske soldat Laurens Vallender, der i 2010 skiftede køn, og i dag er konverteret til Islam. Første transseksuelle muslim, der nu “wears a full veil outside her Swindon home”, som det så tragikomisk lød i Daily Mail. Den danske konvertithistorie er knap så grotesk, men tenderer alligevel.

Berlingske har talt med den tidligere lokalformand for Dansk Folkeparti Belal El-Khatib, der sidste år konverterede til Islam, og lader ham berette om sin fortid som ‘racist’. Fra ‘Jeg mente, at islam var noget, Satan havde skabt’.

“Belal er vokset op i en ikke-praktiserende muslimsk familie. … I teenageårene blev han inspireret af sin omgangskreds på Himmelev Skole og udviklede aversion mod arabere. Han begyndte at råbe ad dem på gaden og blev med årene en rabiat racistisk muslimofob. … I 2006 meldte han sig ind i og blev formand for Dansk Folkepartis Ungdom i Roskilde. Han var selv blevet chikaneret af racister og mente, reglerne for dansk statsborgerskab skulle strammes, og det skulle forbydes kvinder at gå med tørklæde. ….

Snart overhalede han vennerne i ekstreme holdninger…’

Han gik i den koptiske egyptiske kirke på Nørrebro, fordi åndeligheden dér tiltalte ham. De andre, der gik der, var godt nok danske, men der var noget forkert ved det, syntes han. ‘Jeg havde jo et problem med, at de var mørke i huden… Det kunne jeg ikke lide. Men jeg gav det en chance og prøvede at gå der et par gange mere.’ [...]

Han vendte, igen, på en tallerken for et år siden. … I dag beder Belal El-Khatib fem gange om dagen, har Koranen på sig altid og går ind for en verdensomspændende islamisk stat – også kaldet Kalifatet. Ikke noget med vold og drab a la Islamisk Stat. Samtale og målrettet missionering er vejen til at overbevise os andre vantro om, at kalifatet er den eneste rette samfundsform.

‘Islam har svaret på alt og kan løse alle problemer og er så komplet og er så stor …’, siger han uden at fortrække en mine.”

(Belal El-Khatib på Facebook, 29. december 2013)

“Du er en muslim, der har været racist. Føler du, at du er et offer for det danske samfunds syn på muslimer?”, spørger Berlingskes Jens Rebensdorff, og lader så den tidligere DFU-formand fortsætte om Pia Kjærsgaard og en ‘islamofobisk’ debat, der krænker muslimer.

Belal El-Khatib fortalte henkastet i interviewet, at han selv var blevet ‘chikaneret af racister’. Herunder et interview fra Jyllands-Posten, 14. november 2006, hvor historien om Roskildes nye ‘arabisk-jødiske’ DFU-formand blev lanceret – Interview: Belal El-Khatib (ikke online).

“For 10 dage siden blev Belal El-Khatib valgt til formand for DFU i Roskilde Amt som partiets første formand med indvandrerbaggrund. … Belal El-Khatib blev født i Roskilde i 1990 af israelske forældre…

En genert, smilende sorthåret dreng i blå sweater med v-udskæring viser indenfor på et drengeværelse, hvor popplakater og deodoranter får Dansk Folkepartis første lokalformand med indvandrerbaggrund til at ligne enhver anden høflig skoledreng. …

Forældrene har både jødisk og arabisk baggrund. Belal El-Khatib betegner sig selv som kristen med et arabisk navn og overvejende jødisk familie. Og dansker. … Netop Belal El-Khatibs delvist jødiske baggrund har været med til at forme hans politiske holdninger.

Sidste år blev han omringet en morgen foran biblioteket i Roskilde af en gruppe unge, der ifølge Belal El-Khatib havde muslimsk baggrund. De spurgte til hans israelske rødder og truede med en kniv.

‘Det har præget mig, og det satte tanker i gang om, hvordan jeg mener, vores samfundet skal være,’ fortæller han i dag.

Derfor er holdningen til andre indvandrere kontant. F.eks. bør tørklæder ifølge Belal El-Khatib være forbudte i det offentlige rum.

‘Det skal være svært at komme ind i Danmark, og hvis man kommer ind, må man tilpasse sig fuldstændigt. Jeg ville ønske, at andre indvandrerfamilier tilpassede sig lige så meget, som min familie har gjort,’ fastslår han. …

‘Jeg tror, at mange andre indvandrere er bange for at melde sig ind i Dansk Folkeparti. De tror, at folk i partiet er racister. Det er der måske også nogle få, der er, men de har i hvert fald taget godt imod mig,’ understreger han.

Balladen om tegningerne af profeten Muhammed til landsmødet i Dansk Folkepartis Ungdom har ikke påvirket hans syn på sit nye parti.

‘Man skal have lov til at tegne, hvad man vil her i Danmark,’ mener han.”



5. september 2014

Esbjerg: Spareforslag vil fjerne kommunal støtte til juleaftensarrangementer o.l. på 18 plejecentre

Da Odense Rådhus i 2007 var vært for en ramadanfest, var det noget helt nyt. “Det er ligesom jul på dansk”, citeres en Dalal Hassan for i Politiken. I dag finder lignende arrangementer sted i flere af landets kommuner. Fra JyskeVestkysten – Spareforslag: Aflys julen på plejehjem.

Måske aflyses julen – sammen med nytårs-, fastelavns-, påske- og høstfester – nu for beboerne på Esbjerg Kommunes 18 plejecentre. I hvert fald er et af de formentlig mere kontroversielle spareforslag fra den kommunale direktion, nærmere betegnet Sundhed & Omsorgs direktør, Arne Nikolajsen, at fjerne de midler, der hvert år tildeles til personale, der på de enkelte centre forestår koordineringen af sociale aktiviteter og arrangementer.

I alt 16,7 millioner kroner kan man brutto spare på det henover den fire-årige budgetperiode. Det betyder farvel til julefrokost og ditto hygge, juleaftensarrangementer, nytårsaftensfester, fastelavnsfester, påskefrokoster, grill-fester, sankthans-aftener, revyer, diverse udflugter og lignende.

Altsammen er det arrangementer, der holdes for centrets beboere, pårørende og de visiterede brugere samt pensionister i plejecentrenes områder.”

Oploadet Kl. 19:57 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:

Statsborgerskab til jihadister: Laissez-faire terrorbekæmpelse, vi skal blive bedre til at ‘inkludere dem’

Sidste år blev Dansk Folkeparti kritiseret af hele det politiske parnas, fordi partiet i en annonce bekendtgjorde, at regeringen havde givet statsborgerskab til en person PET vurderede som værende ‘bekymrende og mistænkelig’. Danmark har i skrivende stund hele 21 fritgående talibankrigere, fortæller Søndagsavisen, og det kan man så sammenholde med justitsminister Karen Hækkerups udmelding om, at det skal være slut med PET-kontrol af nye danskere, da det vil være “enormt fremmende for deres følelse af at være dansk”. Fjender går frit rundt, mulige fjender skal have statsborgerskab.

Karen Hækkerup kæmper mod den sunde fornuft, men har trods alt udvalgte ‘forskere’ på sin side. Fra torsdagens Information, hvor seniorforsker David Malet forklarer at den bedste antiradikaliseringsstrategi er politisk apati – ‘Ingen står op om morgenen og siger: I dag vil jeg være ond!’.

“‘Hvis du fratager folk deres pas, betyder det ikke, at de bare forsvinder. For borgere i Danmark bekræfter det dem bare i fortællingen om, at de er undertrykt og forfulgt – og at de er nødt til at reagere. Nogle eksperter argumenterer også for, at hvis du ikke tillader de her mennesker at rejse til Syrien, så vil de blot afreagere i hjemlandet.’ …

– Hvordan stopper vi så unge danskere fra at drage i krig for Islamisk Stat?

Historisk set er den mest effektive modpropaganda de soldater, der vender hjem fra krig og er desillusionerede. Der er utroligt mange udlandskrigere, der opdager, at ‘frihedskampen’ slet ikke handlede om det, de var blevet lovet. Det kræver selvfølgelig, at efterretningstjenesterne overvåger dem tæt – men hvis krigere fra Islamisk Stat vender hjem og tør fortælle om krigens gru, vil det afskrække mange andre fra at tage af sted.’”

(Ahmad Salem fra Brabrand og 15 andre eksklusionsramte; Fotos: Syrienblog)

Politisk apati er dog ikke helt nok, hvis man spørger psykolog Preben Bertelsen. Vi må tale pænere om Islam, og blive bedre til at inkludere de velintegrerede, kan man forstå af artiklen på DR.dk – Professor: Derfor radikaliseres unge og rejser til Syrien

… det er en fornemmelse af eksklusion og marginalisering, der er en af årsagerne til, at de de unge ender i favnen på ekstreme jihadiser, lyder det fra Preben Bertelsen, professor i psykologi ved Aarhus Universitet og ekspert i radikalisering.

- Mange oplever, at de har en livshistorie med negativ klang. De er andengenerationsindvandrere, de er ballademagere og potentielt småkriminelle. Der er masser af negativ retorik om dem fra omgivelserne, siger Preben Bertelsen.

De fleste af de unge syrienkrigere er født i Danmark og er velintegrerede i den betydning, at de forstår sig på at navigere sikkert og godt i samfundet. Men alligevel føler de sig udenfor.

- Samfundet må tage det ansvar på sig. Vi har ikke gjort nok for at inkludere dem…, siger Preben Bertelsen og fortsætter…”



3. september 2014

Rød rapper håner Pia K : “… du kan ikke få sendt os hjem… Jeg kæmper for Danmark med brune øjne”

I Sverige er rap-scenen overvejende venstreradikal, og vi ser tendenser af det samme i Danmark. S!vas der hittede med ‘Kbhavanahar’ har kampråbet ‘Viva La Revolucion’, og som man kunne se i DR3-dækningen af Skanderborg Festival, så lignede rap-kollektivet The Donkey Road Show en gennemsnitlig arabiseret demonstration til fordel for Hamas-styrede Gaza. Et af medlemmerne i gruppen er dansk/fransk-afrikanske Wafande, der er opvokset på Christiania.

Fra BT – Pia Kjærsgaard raser over Wafande: Jeg vil ikke stå model til den slags.

“Mandag fik den populære, danske reggae-musiker Wafande lejlighed til at spille sin sang ‘Lang vej hjem’ for Pia Kjærsgaard (DF). Og det faldt ikke i god jord. Sådan udlægger Wafande en episode på Bremen Teater på sin facebook-profil.

- Oh my god, har lige spillet ‘lang vej hjem’ for Pia Kjærsgaard live på Bremen.. Hold kæft hun blev sur, hahahaha, skriver han.

Sangen er en reference til en aftale fra 2009, hvor den daværende VK-regering og Dansk Folkeparti aftalte, at udlændinge fra ikke-vestlige lande kan få 100.000 kroner med i baglommen, hvis de vinker farvel til Danmark og rejser hjem. I sangen fra 2011 synger Wafande blandt andet:

- Pia, du kan ikke få sendt os hjem. Breaker det ned, så du kan følge med, ja. ‘Hvad er dit problem?’. Dit land bliver skrøbeligt af alle de løgne. Jeg kæmper for Danmark med brune øjne.

Pia Kjærsgaard bekræfter over for BT, at hun var til koncerten, der blev afholdt for at samle penge ind til hjemløse-projekter. Hun forklarer, at Wafande som den sidste musiker kom på scenen og nævnte hendes navn flere gange og talte om, at nu skulle Pia Kjærsgaard have det glatte lag.”

(Wafande på Facebook, 1. september 2014; Youtube)

“Der er lang vej, lang vej hjem …

Vil’ du gøre, som Pia hun siger
Og tag imod de 10000 tier’
Rejse hjem hvor du kommer fra og aldrig komme igen
Hun tror det li’som ferie, men der er noget hun har glemt
Der er lang vej, lang vej hjem
Og hvis man er født i Kbh …
Ja, min relation til Danmark den er mixed, men den er tough
Så vi må tag kampen op
Pia, du kan ikke få sendt os hjem
Breaker det ned så du kan følge med, ja
‘Hva’r dit problem’
Din land bliver skrøbeligt af alle de løgne
Jeg kæmper for Danmark med brune øjne

Er det kun mig, det forvirrer
Der ser Pia som satire
Når jeg føler mig belastet af hendes dumme teorier
Ville du gøre som Pia, hun siger
Ta’ imod de 10000 tier’
Hvis det rør’ dig, lad mig starte med at spørg’ dig
Om du tror på hende der Pia, når hun smører dig
Og hun lover penge ud til dem, der rejser sig
Med hendes 2010 form for ‘Buy mig’
Det jo flovt at leve i det samfund
Der til sidesætter mennesker baseret på deres baggrund

[...]

Hverken mørket eller kulden eller Pia kunne få mig til at gå
For selvom jeg har store brune øjne er jeg født i Kbh
Det giver mig kriller, når de siger uden vider’, det er dig de stemmer på
Men det er typisk, de er bange for, hvad de ikke kan forstå

Nye energier og en stor fantasi
Ingen begrænsninger, det kan vi li’
Mennesker der alle smiler til hinanden
Selv om du er flygtning, og du lig’ er landet
Giv mig en hjælpende hånd til dem der flygter fra krig
Det ikke noget valg at være refugee
De mister familie, deres liv går i sort
Og så kommer de her til den lukkede port
Det kan simpelthen ikke passe
For et land med ressourcer, må vi vise noget klasse
Og ikke lade os stresse.
Hvorfor lytte til dem, der siger burka gør dem utilpasse



1. september 2014

Mere om Alisiv Cerans islamistiske vennekreds: Hizb ut-tahrir, Soldiers of Allah, Shabiha-killer mm.

I fredags bloggede jeg om Alisiv Ceran, der ud fra enhver nøgtern betragtning må betegnes som islamist. Jeg pointerede, at han var en del af IslamGuide, der samarbejder med Grimhøjvej-moskeer, og officielt er en del af Islamisk Trossamfund. Selvom vidensniveauet er lavt blandt multikulturalister, så blev jeg alligevel overrasket, da jeg så Rasmus Brygger (LAU) i går brugte Netavisen P77 som dokumentation for undertegnedes iboende ondskab.

(Liberal Alliance Ungdoms Rasmus Brygger henviser til modpost på Shansens P77.dk; Facebook)

Rasmus ‘Der er ikke noget i vejen med Islam’ Brygger kan ikke nås med argumenter, men mere reflekterende kritikere hævder, at jeg bruger samme associationstrick som Netavisen P77 og Researchkollektivet Redox. Det er naturligvis vrøvl. Hvis man er aktiv i Islamisk Trossamfund, så er man islamist, på samme måde som man er revolutionær kommunist, hvis man er aktiv i Socialistisk Ungdomsfront – og nazist, hvis man er medlem af Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse. Når IslamGuide (reelt Islamisk Trosssamfund) samarbejder med terrorfaciliterende Århus-moské, så er det et bevidst valg. Det er her de føler sig hjemme i islamisk henseende.

Kritikere bemærker (påtaget) naivt, at IslamGuide jo blot er en boghandel, og insinuerer således, at Alisiv Ceran ikke nødvendigvis deler Islamisk Trossamfunds (salafistiske) linje. I teorien kunne det være sandt, men intet pegede i den retning – umiddelbart noterede jeg, at han fulgte Hizb ut-tahrir-talsmanden Junes Kock på Facebook. Der har tidligere været tæt forbindelse mellem Islamisk Trossamfund og Hizb ut-tahrir, eksempelvis deltog en formand i førstnævnte, i en af sidstnævntes demonstrationer, ligesom førstnævntes leder havde en søn som var aktiv i sidstnævnte. “Hvor er problemet?”, sagde den afdøde top-islamist Ahmed Abu Laban dengang i en tv-dokumentar.

Googler man Alisiv Ceran, så dukker der blandt andet en kommentar op på en nu lukket Facebook-side for Hizb ut-tahrirs stormøde sidste år, der fandt sted i Korsgadehallen under parolen ‘ISLAM – Din Identitet – Din Styrke – Din Stolthed’. Hizb ut-tahrir “tilbyder et forum, hvor man kan diskutere holdninger”, så det er en god ide at deltage, noterede Alisiv Ceran. Hovedparten af arrangementet bestod af talere, men der var også debat – eksempelvis om hvordan man beskytter “ens datter fra at tage i pigeklub”.

Samme emne var Junes Kock også inde på i sin tale, hvor han advarede muslimer mod at acceptere, at deres døtre gik i ‘lektiecafeer, biblioteker og sådan noget’. Ikke-muslimer forsøger at skabe ’tillid’…

Flere talte om kalifatet, og kampen for samme. Her var Junes Kock også klar, i direkte parløb med Alisiv Cerans studie, så at sige.

“… og som om det ikke var nok, så begynder USA i 2001, deres såkaldte krig mod terror. Eller rettere mod Islam.” (Junes Kock, 2. juni 2013; YT)

Skal man se nærmere på Alisiv Cerans bekendtskabskreds, så er det oplagt at se på personerne han færdes med.

For et par måneder siden var han ifølge Youtube (og Facebook) i Norge med vennen Ahmad A. (som han også kender fra basketball), der har tapetseret sin væg med Islam-videoer, og i øvrigt har Facebook-ID’en ‘Soldier.A.A.’. Alisiv Ceran har meget passende dedikeret rejseberetningen “til vores shababs (venner)”. Den eneste der har liket ovenstående video er profilen ‘MusaSoA’ – SoA, forkortelse for ‘Soldiers of Allah’.

Alisiv Cerans Facebook-profil har meget få billeder, og kun enkelte han selv har taget. Eneste med personlige venner, er taget på en cafe i København.

Til venstre, eneste uden fuldskæg, ses Ishaque S. Hans væg er fyldt med Hizb ut-tahrir-propaganda, og det der er værre – bemærk teksten ‘Shabiha-killer’ på grafikken herunder. Shabiha er Assads væbnede militser. Han praler desuden af et møde med Khalid Yasin.

Nummer to fra venstre er Bilal A. Han spreder islamiske ting på sin Facebook, følger en række islamistiske prædikanter, herunder Bilal Philips.

Nummer to fra højre er Ahmad M. Han spreder en masse islamistiske ting på Facebook, herunder en del relateret til Islamisk Trossamfund.

Yderst til højre ses Soliman E. Stort se alt på hans profil relaterer til Islam på den ene eller anden måde. Følger også Bilal Philips. Han sidder i en Brøndby Strand IK-trøje, og støtten til Brøndby Strand IK fremgår også af hans profilfoto. Formand for klubben er Hizb-ut-tahrir-lederen Zahid Mansoor, der var en af talerne ved stormødet som Alisiv Ceran anbefalede sidste år. “Hizb ut-Tahrir har taget magten i fodboldklub”, skrev Politiken, tidligere på året.

I min oprindelige postering, kogte jeg det hele ned, og blev kritiseret for ikke at fremlægge nok dokumentation. Nu er der lagt mere frem, og mon ikke kritikere nu mener jeg går for tæt på – bliver for personlig mod den tilfældige terrormistænkte. Jeg har anonymiseret venskabskredsen efter bedste evne, det er som bekendt ikke kriminelt at være anti-demokrat, og navnene er irrelevante her. Nogle vil sikkert mene det er ‘casebuilding’ eller ‘guilt by association’ at inddrage dem, men det lever jeg med, når nu kritikere naivt nægter at problematisere tilknytning (ikke blot Facebook-medlemskab) til Islamisk Trossamfund.

Jeg forstår fint Rasmus Brygger har brug for at lægge afstand til hysteriske islamkritiske kommentarer, men nok så mange racistiske skældsord gør ikke Alisiv Ceran til en rollemodel for integrationen. Det ville klæde multikulturalisterne, hvis de satte en nedre grænse for hvad de er villige til at acceptere, hvis blot det kaldes kultur og religion. Havde danskfødte Alisiv været lysere i huden, og været til højre for midten politisk, så ville en brøkdel af hans organisatoriske tilknytning og bekendtskabskreds i øvrigt give ham etiketten højreekstremist.

Sympatiske Alisiv Ceran er islamist med alt hvad deraf følger. Også selvom danskere mener Godheden lyser ud af hans øjne, Shansen vil kramme ham, og kvinder i øvrigt synes han har et flot skæg.

“When I see a bird that walks like a duck and swims like a duck and quacks like a duck, I call that bird a duck.” (James Whitcomb Riley)



28. august 2014

Da islamkritikkens femi-mimoser gik i selvsving over et ubekvemt spørgsmål: “Skal vi hænge ham ud?”

For nogen tid siden blev jeg tippet om, at en islamist ved navn Jibril Koc hærgede i diverse online-fora under navnet ‘Abu Malik’. Jeg stødte på navnet første gang sidste år, da han i Facebook-gruppen ‘Allah ved bedst’ breakede nyheden, at terrordømte Slimane Hadj Abderrahmane, var faldet i kamp under hellig krig i Syrien. I samme ombæring foranstaltede Jibril Koc personligt, en indsamling til Slimanes enke: “Vi muslimer her i Danmark burde være stolte over at blandt os herhjemme har der gået en mand rundt, som Slimane…”

(‘Abu Malik’ alias Jibril Koc på Facebook, 2014; Exitplan.dk)

Jibril Koc er i følge min kilde gift med Sana Daadouche (‘Umm Yunus Sana’ på Facebook), der driver Sana Køreskole i Valby, en køreskole kun for kvinder. På nettet trækker hun et klassisk islamistisk spor efter sig, så alt hænger fint sammen.

(Sana Daadouche på Youtube – ‘Umm Yunus Sana’-alias’et på Facebook, 2014)

Min kilde fortæller samtidig, at Sana er i familie med Mouna Daadouche, som de mere liberale på den danske højrefløj kører frem som en muslimsk feminist. Jeg ved intet om Mouna Daadouches holdninger i øvrigt, men synes det kunne være interessant at få bekræftet, hvorvidt en relativt kendt ‘muslimsk feminist’, var i familie med islamister der færdes i terrorsympatiserende miljøer.

Jeg skrev til Mouna Daadouche på Facebook, og tirsdag morgen bekræftede hun, at hun var ‘sanas søster’. Hun spurgte herefter, om jeg kendte hende, hvad jeg afviste. Dialogen i sin helhed.

(Undertegnedes dialog med Mona Daadouche, 26. august 2014)

Hun svarede herefter lidt uddybende, at hun ikke havde samme holdninger som sin søster, med tilføjelsen “Man vælger desværre ikke sin familie”. At hun ikke er islamist som sin søster, fremgik ret tydeligt af billederne på hendes profil, så det var egentligt ikke noget jeg skænkede en tanke.

(Youtube, Interview med Mouna Daadouche, en muslimsk feminist, 2014)

Sent tirsdag aften fortæller flere mig så, at Mouna Daadouche har lavet en opdatering på baggrund af mit spørgsmål. Jeg var målløs! Her kan man virkelig tale om at fordreje mine ord. Mit ordrette ‘nej’ til at kende hendes søster, blev eksempelvis til: “Vedkommen siger at han kender min søster…” Surrealistisk.

“Jeg modtog en tankevækkende besked i min facebook indbakke her til morgen. Der blev sat spørgsmålstegn ved min feministisk kamp og mit fri sind .Vedkommen siger at han kender min søster og påstår at hun er radikal muslim hvilket ifølge ham sætter spørgsmålstegn ved min troværdighed som kvinders rettigheders forkæmper. For det første er min lille søster ikke radikal muslim, hun er en troende muslim… Jeg synes at kritikken, der er blevet rejst angående min troværdighed som feminist er irrelevant og uden gyldig fundament. Jeg er og vil forbliv en fri kvinde i universalismens navn!” (Mona Daadouche)

(Mouna Daadouche på Facebook, 26. august 2014 – Kommentar fra Karen West; Kopi: I, II)

“Skal vi hænge ham ud?”, kommenterede veninden Karen West, og pointerer med henblik på undertegnede, at der “er nogle i det her land, der ikke kan og vil tolerere, at muslimer ikke opfører sig som DE mener, en muslim skal opføre sig”. Tirsdag aften delte Karen West så Mouna Daadouches opdatering med ordene:

“Min gode kampfælle for frihed og universal feminisme fik en besked i sin indbakke fra en vis Kim Møller. Kender ham ikke, men ved han er fra den meget islamkritiske fløj, og han har da også været efter mig et par gange, sikkert fordi jeg dyrker venskab med muslimske kvinder. … Men er det ikke igen det der med, at hvis vi kender, er i familie med praktiserende muslimer, så er vi nok mindst islamister eller landsforrædere. Fordømmelserne er faktisk ret trættende i længden.”

(Karen West deler Mouna Daadouches Facebook-opdatering, 26. august 2014; Kopi)

Jeg bad Mouna Daadouche (og Karen West) lægge den fulde dialog online, så folk selv kunne vurdere hvorvidt deres udlægning var i overensstemmelse med virkeligheden, men fik blot svaret: “… i henhold til reglerne bør man ikke offentliggøre private beskeder”. Karen West fortsatte herefter med “… jeg vil da meget hellere læse, hvorfor du ikke tror, at Mouna kan være feminist?”, og “… hvorfor er det præcis sådan nogle som Mouna og mig, der skal være under mistanke for ikke at ville friheden?”

Karen Wests reaktion er bizar. Jeg har aldrig haft den store tiltro til hendes politisk korrekte islamkritik, men de eneste to gange jeg har nævnt hende på bloggen er det positivt (I & II). Hun er sådan set kun med på sidelinien her, fordi hun godtager (og udbygger) Daadouches hysteriske overfortolkning. Jeg har skrevet om adskillige muslimske feminister, og vinklen er aldrig negativ. Hvis muslimer vil lave en skønlitterær fortolkning af Koranen, så får de rigeligt med modstand fra rettroende muslimer. Jeg bærer ikke ved til det bål.

Jeg var på Facebook over telefonen, da jeg skrev det oprindelige spørgsmål til Mouna Daadouche, og formulerede mig måske lidt upræcist (se det herunder fremhævede), men den efterfølgende kævl må skyldes andre ting.

“Nej, kun fra min graven i ekstreme muslimske miljøer. Undrer mig bare over du kan være kendt som muslimsk feminist, med det slægtskab. Vh/Kim”

I debattens hede får Mouna blandt andet skrevet…

“Jeg har fået en god opdragelse med liberale værdier. Dog måske lidt rebelsk fordi jeg kæmper for den seksuelle frigørelse i muslimske lande men det er ikke at den grund min familie eller islamistisk søster som du nu kalder hende slår hånden af mig. Og mange muslimske kvinder i Tunesien støtter mig i min kampe herunder også kvinder fra min egen familie i Tunesien. Det er derfor at jeg understreger at det er vigtigt at have nuancerne med.”

Mouna Daadouche og Karen West vil have positive historier og nuancer, men intet indikerer de positive enkelttilfælde eller ‘tavse flertal’, trækker sig sejrrigt ud af kampen mod rettroende islamister, der bekæmper alt jeg har kært. Som ovenstående citat understreger, så sker enhver positiv udvikling indenfor Islam, på trods af Islam. Jeg mener ikke Danmark skal gøres til et eksperimentarium for ‘islamisk emancipation’. Forhåbentlig tager muslimer kampen op – men det er deres kamp, ikke vores.

Selvom Mouna Daadouche indledningsvis lagde afstand til søsterens fortolkning af Islam, så pointerer hun flere gange under den efterfølgende debat, at hun skam ikke betragter sin søster som værende ‘islamist’ eller ‘radikal muslim’. Tjekker man søsterens Youtube-profil så dukker der blandt andet ‘likes’ op til videoer med Bilal Philips og Khalid Yasin, to fremtrædende islamister, der de senere år har gæstet Danmark under stor medieomtale. Blandt andet fordi de mener, at der skal være dødsstraf for homoseksualitet. Mouna Daadouche afviser at søsteren skulle være islamist, men hævder omvendt at hun er ‘troende’ og ‘religiøs’ (hvad Karen West associerer med ‘praktiserende muslimer’).

De fremhæver således indirekte min pointe: De rettroende ønsker død over homoseksuelle, fordi det står i Koranen – Islam er problemets kerne.

At mit diskrete spørgsmål, skulle ende med at blive genstand for heftig debat, må skyldes andet og mere end mit ordvalg. Jeg gætter på, at Mouna Daadouche og hendes danske netværk i og omkring Karen West, har talt om hendes familiære forhold, og valgte en offensiv modreaktion, da jeg spurgte ind til det. Det usagte behøver kan være søsterens islamisme, men kunne også være svogerens kriminelle fortid. Min kilde fortæller, at Jibril Koc, tilbage i 2004, fik halvandet års fængsel, for skyderier ved Café H.C. Andersen i Københavns Lufthavn.

Oploadet Kl. 09:05 af Kim Møller — Direkte link50 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper