11. april 2018

Israels ambassadør svarer Information-leder: “… men vores nabolag af verden er et noget andet”

“Hvad syntes du om Israels fremfærd?”, spurgte en politisk interesseret kollega mig henkastet. Jeg mindes ikke der var sket noget som helst, men han færdes i dagtimerne på en VUC-afdeling, hvor de fleste i hans klasse er udlændinge. Han er hverken højre eller venstre, blot præget af den kollektive stemning formidlet af MSM.

Den omtalte leder i Information som Israels viceambassadør Eyal Lampert kommenterer herunder, er skrevet af Lasse Ellegaard, en karriere-venstreorienteret fra øverste hylde. Officiel udtalelse fra Israels ambassade i Danmark – Svar til Informations leder 03.04.2018.

“3. april kørte Information en leder, som fordømte Israel og landets forsvarsminister Avigdor Lieberman, en ‘russisk indvandrer af helt særlig brutal støbning,’ i kølvandet på Israels reaktion på de optøjer, som Hamas og andre islamister orkestrerede på grænsen mellem Israel og Gaza med det formål at forcere den og trænge ind i Israel. Lad os ikke glemme, at Hamas’ erklærede mål er at udslette staten Israel. …

Forfatteren taler om den kynisme, som også har rystet ‘anstændige israelere’. Forfatteren mener altså ikke, at alle israelere er slemme; nogle af dem er så enige med ham, at de kan kategoriseres som ‘anstændige’. Vi behøver ikke at komme nærmere ind på, at denne ‘populære TV-vært’ faktisk er en undseelig radiovært, hvis ‘udtalelse’ var en enkel sætning på Twitter; ej heller, at han faktisk ikke blev fyret. Begynder man at se et mønster?

Ritzau (endelig nogen, som går op i fakta) bliver citeret i forbindelse med de mange sårede, og selv om man ikke kan benægte smerten og ubehaget ved situationen, er det også vigtigt at huske denne skelnen: det israelske svar var ikke så hensynsløst som ‘at spraye mod myg’ men et forsøg på at minimere skaden med meget nøjagtige mål.

Ud af de 16 dræbte ‘demonstranter’ har det vist sig (hvilket Hamas også har erkendt), at mindst 10 var aktive terrorister og medlemmer af islamistiske grupper. Nogle af dem blev skudt, mens de nærmede sig grænsen med improviserede bomber, nogle blev fotograferet med maskingeværer.

Det er også interessant, hvordan forfatteren nævner en ‘blokade’, som begyndte i 2007, men udelader, at blokaden var et resultat af vores allieredes ønske om, at vi forlod Gaza, hvilket indbefattede at fjerne alle jødiske bosættelser såvel som al anden militær tilstedeværelse. Resultatet blev et årtis raketbombardementer udført af det demokratisk valgte Hamas, som også ligger i borgerkrig med deres ‘brødre’ i PLO. Dertil kommer utallige terrorangreb, alle rettet mod civile på den israelske side af grænsen.

Måske er det svært for en dansker at forestille sig, hvad der sker, når en grænse bliver forceret på ulovlig vis, men vores nabolag af verden er et noget andet – noget som de fleste danskere ud over forfatteren godt ved. Dertil kan det nævnes, at der er en grund til, at selv Danmark har grænsekontrol ved landets ellers fredelige grænserovergange.

Gennem nådesløse massakrer på hele familier, kvinder, børn og gamle har vi set, hvad der sker, hvis bare en enkelt islamist krydser grænsen – alt sammen i den hellige krigs navn.

Situationen i Gaza er bekymrende – særligt for Israel som nærmeste nabo.”

(Død ‘demonstrant’ jf. MSM; Foto: Julian Röpcke, se evt. IDF)

Oploadet Kl. 14:00 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


10. april 2018

Jon Hustad: “… men folkebevægelser bliver ikke bygget på en eksklusiv vægtning af minoriteter”

Den identitetspolitiske vækkelse giver Arbeiterpartiets radikaliserede unge stor indflydelse, og det splitter partiet, fordi dens vælgere er ganske almindelige lønmodtagere. Jon Hustad om splittelse i det socialdemokratiske Norge, som en afledt konsekvens af Utøya. Fra Weekendavisen – Utøya-partiet (28. marts 2018, ikke online).

“Med på Sky-teamet var der en gammel israelsk officer… Han brød sig hverken om det dårligt fungerende statslige voldsmonopol eller om mange af de mennesker, han mødte, og som havde været på Utøya. Og nu kan vi spole tilbage til den lørdag, da vi for første gang tog op til Utøya eller rettere til Hotel Sundvollen, der ligger på fastlandet lige over for Utøya. Det var her, de overlevende havde samlet sig. Inden der var gået ret lang tid, spurgte Woods mig: ‘Sig mig engang, er det kun muslimer og personer med afvigende seksualitet, der er medlemmer af Arbeiderpartiets ungdomsorganisation?‘ Spørgsmålet var ikke tænkt som et offentligt spørgsmål og var alt andet end politisk korrekt, men han ville gerne vide, hvorfor de unge i Arbeiderpartiet ikke længere så ud til at stamme fra den traditionelle arbejderklasse.

… Det var først på dette tidspunkt, det gik op for mig, at Arbeiderpartiets ungdom var mest optaget af seksuelle og etniske minoriteter. Jo, der er noget prægtigt ved, at den daværende leder, Eskil Pedersen, var homofil, og at den nuværende leder, Mani Hussaini, er af kurdisk-muslimsk herkomst, men folkebevægelser bliver ikke bygget på en eksklusiv vægtning af minoriteter, og det var det, Woods havde ønsket at påpege. …

Men medlemmerne havde andet tilfælles end kampen for minoriteterne – ringe tillid. Det er fuldt forståeligt, at de, der befandt sig på Utøya, spekulerede på, hvem der havde angrebet dem, men det mest foruroligende var de kræfter, de pegede på. Pedersen selv mente, at der havde været tale om et statskup…

Andre talte om Israel, som de unge i Arbeiderpartiet i mange år har ønsket at boykotte. Det var dette sidste, der deprimerede israeleren på vores team. Han oplevede, at mange ligeud sagde, at de ikke ville hilse på ham, og at han som israelsk jøde slet ikke havde ret til at være til stede.

… de unge i Arbeiderpartiet har stort set altid været radikale, men med Utøya har de fået en meget stærkere moralsk myndighed. Det så vi i valgkampen i efteråret under de såkaldte skoledebatter. Utøya var et fast tilbagevendende tema, og alle, der ikke støttede en liberalisering af indvandringspolitikken, ‘ville lade mennesker drukne i Middelhavet’. Enhver påstand om, at indvandringspolitikken ikke var bæredygtig, eller at islam kunne være et problem, blev mødt med, at der var tale om påstande, som ‘fyrede op under det had, der lå til grund for Utøya og Anders Behring Breivik’.”

Oploadet Kl. 01:28 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


9. april 2018

Islamforsker: Ingen ‘forskning, der understøtter, at niqabben skulle være undertrykkende i Danmark’

Universitære kulturmarxister kan finde undertrykkende diskurser alle steder i det borgerlige samfund, men kan alligevel altid finde en vinkel der frikender Islam som kultur og religion. Berlingske har talt med forskeraktivisten Heiko Henkel – Islamforsker: Niqabben skal ses som en hanekam.

“Selv om der i debatten om religiøs tildækning er skabt en fortælling om undertrykkelse af kvinder, er der helt andre årsager til valget om at bære niqab eller burka. Det mener Heiko Henkel, der er lektor ved Københavns Universitet og forsker i islam og islamiske traditioner.

Mig bekendt er der ikke forskning, der understøtter, at niqabben skulle være undertrykkende i Danmark. Jeg kan ikke sige, at det ikke kan findes, men det er bestemt ikke min opfattelse, at det er særligt udbredt. Det er en markør for et minoritetsborgerskab,’ siger han…

‘Niqabben er opstået som et statement, hvor folk spørger sig selv, ‘hvad kan jeg gøre for min religion?’ Man kan se det som en hanekam i punk-bevægelsen, hvor folk går til ekstremer for at vise deres identitet,’ siger han.”

(Lektor Heiko Henkel, 2009; Foto: Youtube)

Oploadet Kl. 02:01 af Kim Møller — Direkte link47 kommentarer


7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



3. april 2018

Professor: ‘Grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme’

En overset perle – intet mindre. Søren K. Villemoes overværede tidligere på året en to-dagens konference om race i regi af Aalborg Universitet København, og her kan man virkelig tale om en parallelvirkelighed. Her lidt fra referatet i Weekendavisen – Nuancer af hvid (16. marts 2018).

“I et fyldt auditorium træder professor i migration ved Aalborg Universitet Peter Hervik op til podiet. … Siden slutningen af 1990erne har Hervik forsket i racisme, særligt i muslimers repræsentation i medierne. Ifølge ham var det her, racismen for alvor begyndte at gøre sit indtog i Danmark.

‘I dag er jeg mest interesseret i aktivisme-perspektivet. Jeg er meget begejstret for det, der sker i den nye, sociale bevægelse,’ fortæller han… Hervik er heller ikke begejstret for medierne. De forsimpler spørgsmål om racisme, reproducerer den og fortæller ikke om de bagvedliggende årsager til migration, der kan forstås bedre, hvis man læser Marx.

‘Hvad der overses af nærmest alle journalister og mange akademikere er, at migration på et dybere niveau primært er en reaktion på ulighed eller oplevet ulighed,’ siger han og forklarer, at hverken postkolonialisme eller marxisme i sig selv er tilstrækkelige til at forklare racisme. Hervik fortæller, hvordan forskere har påvist, at grænsekontrol giver racismen en konstruktion og en kontekst, vi kender som nationalisme.

Blandt de papers, der fremlægges, er det adjunkt i migrations studier ved Aalborg Universitet Martin Lemberg-Pedersen, der står for det første og muligvis det mest bemærkelses værdige. … Han viser et kort fra EUs grænseagentur Frontex over migrantruter fra Afrika til Europa. På kortet er der pile, der bevæger sig fra syd mod nord.

‘Hvis man studerer starten af pilene, er der intet, der viser, hvorfor folk bevæger sig. Er det forfølgelse? Borgerkrig? Nej, volden er selve bevægelsen. Der er en slags racialiseret hukommelsestab i vores forestillinger. Jeg synes, det er slående at vurdere lighederne mellem Frontex’ kort og kort, der viser en anden form for omplacering af mennesker: Den transatlantiske slavehandel,’ siger han.

‘Også dengang var portrætteringen af volden den samme. Dengang blev slavers oprør mod deres ejere også set som voldelige handlinger, eksempelvis det haitianske slaveoprør, det første af sin slags. …,’ fortæller han.

Slavehandel er ikke det samme som migration. Det er mere en mutation. Men hvis du ser på de voldelige linjer, er der ligheder. Det går helt ind i hjertet af liberal, politisk teori, der kun for nylig er begyndt at se på migration. Det skyldes, at den er blevet bygget på en ekskluderende struktur som en slags naturlig orden, der racialiserer andre.

[…]

Det sidste oplæg står Anas Kababo og Serena Hebsgaard for. De mener ikke, at der kan findes statistisk belæg for den udbredte påstand om, at kultur kan forklare overrepræsentationen af ikke-vestlige efterkommere i kriminalitetsstatistikken. Kultur indgår ifølge dem som en ‘neokolonial praksis af selvglorificering, der udvikler diskurser om kulturel overlegenhed’. …

‘De såkaldte symptomer på laktose-intolerance er blot materialiseringer af den postkoloniale praksis transnational adoption,’ fortæller Kim-Larsen. ‘Hvis du er laktose-tolerant i Danmark, er du sandsynligvis også hvid. Med denne læsning af laktose-tolerance som en racial kategori, bliver det at indtage mælk en måde at vælge side til fordel for hvidheden og hvilke kroppe, der er normaliserede,’ forklarer hun.”

(Race in Contemperary Denmark, Racial Blind Spots in Danish Policy Domains, AAU, 18. januar 2018)



31. marts 2018

1968: “Forskellen er blot, at kritikerne af sex med børn ikke længere beskyldes for at være pædofobe.”

Ypperligt skriv af Henrik M. Jensen sakset fra Snaphanen, let beskåret – Foucault og arven fra 68.

“Blandt pædofiliapologeter herhjemme finder vi Chr. Braad Thomsen og Susanne Brøgger, der opfordrede mødre til at have sex med deres sønner. Og i Frankrig stod det særligt slemt til. Cohn-Bendit, en af hovedmændene bag majopstanden i Paris og senere medstifter af De Grønne i Vesttyskland, dyrkede sex med børn. Og pædofile blev forsvaret og heroiseret af intellektuelle berømtheder som Sartre, de Beauvoir, Althusser, Derrida, Roland Barthes samt de venstreintellektuelles darling over dem alle, Michel Foucault.

Men hvad der måske er mere interessant for læsere af Snaphanen, gik Foucault siden skridtet videre og sprang ud som islamofil. Efter et besøg i shahens Iran og et møde med Khomeiny i hans exil i en parisisk forstad i september 1978, forfattede Foucault nogle artikler, som blev offentliggjort i Nouvel Observateur i oktober samme år under titlen, ‘Hvad drømmer iranerne om?’

Her er et lille uddrag af den højt besungne tænkers dybe tanker:

‘Situationen i Iran synes at afhænge af en stor kamp under de gamle bannere: Kongen og Helgenen – Den bevæbnede enevældige og Den forarmede landsforviste – Despoten overfor Manden med bare hænder, der bliver hyldet af folket.’

‘Der er et fravær af hieraki i præsteskabet og en afhængighed, også finansielt, af deres tilhørere. Præsterne er ikke blot demokratiske, de besidder også en kreativ politisk vision.

‘En ting står klart: Med ‘islamisk regering’ mener ingen iranere et politisk regime, hvor præsteskabet vil få en rolle som overvågnings- og kontrolinstans.’ …

Og Foucault forsikrer læserne om at kvinder og minoriteter vil beholde deres rettigheder under Khomeiny. Hans kilder havde forsikret ham om, at frihedsrettighederne ville blive respekterede til den grad, at deres brug ikke vil skade andre. Minoriteter vil blive beskyttede, der vil ikke være ulighed mellem mænd og kvinder, når det kommer til rettigheder, men forskelle hvor der er naturlige forskelle.

Foucault konkluderer, at mens der hersker en politisk spiritualitet i Iran, er der sket et tab af spiritualitet i Europa, en dimension vi har glemt siden renæssancen og kristendommens store kriser.

‘Jeg ved, at de franske læsere vil le ad dette, men jeg ved også, at de tager fejl.’

6.11. samme år svarede en anonymiseret iransk kvinde, Atoussa H., der var politisk flygtning fra shahens styre, Foucault i Nouvel Observateur:

‘Jeg er meget bekymret, hvis det bliver en islamistisk regering, der erstatter shahens blodige regime.’

Foucault synes at være meget bevæget over muslimsk spiritualitet. Men hvorfor skal den iranske befolkning efter 25 års stilhed og undertrykkelse være tvunget til at vælge mellem Savak (shahens hemmelige politi) og religiøs fanatisme? Utilslørede kvinder bliver overfaldet på gaden og Khomeinys tilhængere har gjort det klart, at i det regime, de kæmper for, må kvinder underkaste sig islamisk lov.’

Hvad angår påstanden om, at minoriteter beholder deres rettigheder, så længe de ikke skader flertallet, spørger Atoussa H.: ‘Siden hvornår er minoriteter begyndt at skade majoriteten?’ Og hun peger på det islamiske regime i Saudi Arabien: ‘Hænder og hoveder bliver hugget af tyve og elskende.’

Mange iranere er som jeg fortvivlede over udsigten til et islamisk regime. Vestens liberale venstrefløj bør vide, at islamisk lov kan blive en dødvægt på et samfund, der hungrer efter forandring. De bør ikke lade sig forføre af en kur, der er værre end sygdommen.’

Ugen efter gav Foucault tilbage i Nouvel Observateur:

‘Hvad der er utåleligt i Attoussa H.’s indlæg er, at hun sammenblander alle former for islam og så bebrejder islam for at være fanatisk.’

‘Den første betingelse for at nærme sig islam med et minimum af intelligens er ikke at begynde med had.’

Det lyder unægteligt som en argumentation, der er hørt mange gange siden fra talløse venstreorienterede islamofile, der råber ‘islamofob’ efter deres modstandere. Og som ligger godt i tråd med 68’ernes forsvar for pædofili. Forskellen er blot, at kritikerne af sex med børn ikke længere beskyldes for at være pædofobe.

Oploadet Kl. 11:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


30. marts 2018

Seniorforsker om efterkommer-kriminalitetsniveau: De er ‘i områder, hvor der begås mere kriminalitet’

De mest kriminelle efterkommmere har aner i lande såsom ‘Somalia, Marokko, Syrien og Libanon’, og man skal nok være højtbetalt seniorforsker, for at give sig i kast med en bortforklaring baseret på ‘bosætnings-mønstre’. Islam som kultur og religion er den naturlige forklaring, og kan man ikke se det, så lyver man for sig selv.

En historie fra EB.dk – Markant forskel: Børn af indvandrere mere kriminelle end etniske danskere.

“En rapport fra Danmarks Statistik viser, at indvandrernes efterkommere har et kriminalitetsniveau, der er knap 220 pct. over den mandlige befolkning som samlet gruppe. Hvis man korrigerer for alder, ligger efterkommere 145 pct. over gennemsnittet. …

Særligt efterkommere af indvandrere fra lande som Somalia, Marokko, Syrien og Libanon slår ud på den forkerte side i kriminalitets-statistikken. Og det er der nogle helt naturlige forklaringer på, hvis man spørger Lars Højsgaard Andersen, seniorforsker ved Rockwool-Fonden.

– Mange faktorer spiller ind. Men generelt taler vi om unge mænd med en dårlig tilknytning til uddannelse og arbejdsmarkedet. Det er mænd, som er mere sårbare over for at ende i kriminalitet end deres danske modstykker, forklarer Lars Højsgaard Andersen.

– Det handler om de bosætnings-mønstre, der er i spil. At de simpelthen er i områder, hvor der begås mere kriminalitet.

(Elstedhøj 7, Lystrup, lidt nord for Århus – nærværende bloggers barndomshjem)



29. marts 2018

A. El-Matari: “… danskheden har mistet dens affektionsværdi… rend mig i det nationale tilhørsforhold”

Man hører ofte, at Koranafbrændinger skaber splid. Det er måske rigtigt nok. Der er også positive effekter, for selvom det kan siges at være en form for primitiv ‘territoriel afpisning’, så er det ganske velegnet til at skille fårene fra bukkene. Kommentar af ungradikale Adam El-Matari i Information – Rend mig i det nationale tilhørsforhold.

“Grundet mange danskeres fremmedhad og dehumanisering af det menneske, jeg er, baseret på mit udseende, bliver jeg aldrig nogensinde en accepteret del af deres hellige gral af rugbrødsdanskhed. …

På den ene side vil jeg aldrig synke til lavpunktet og kapitulere til de nationalkonservative med deres evindelige snak om, at jeg ikke er dansk. Den fornøjelse har jeg i mine indre nationale stridigheder valgt at berøve dem.

På den anden side er jeg i tvivl om, hvorvidt jeg faktisk overhovedet har lyst til at være ‘dansk’.

I min søgen efter en nationalidentitet er jeg stødt på mennesker, der er glade for at have truffet et bevidst valg om at frasige sig en nationalidentitet. Det har til delt ført til en indre fred hos mig selv…

Gider jeg overhovedet at være ‘dansk’, når Danmark er et land, hvor et nationalkonservativt og indvandrerfjendsk parti er landets næststørste, og hvor rabiate typer vælger at offentliggøre en video på Facebook, hvor de brænder koranen. …

I New York Times skrives der mere og mere i negative vendinger om Danmark, og danskernes brand bliver med tiltagende kraft set som noget fremmedhadsk, som man ikke ønsker at associeres med…

Min konklusion er, at danskheden har mistet dens affektionsværdi, danskheden er ikke længere noget, man vil stræbe efter. … Ønsker man at være en del af noget, der frastøder én? Jeg vil i hvert fald ikke. Så rend mig i det nationale tilhørsforhold.

(Arkiv-foto: Koranafbrænding, 11. september 2010)


Babybomben i København: “De mange fødsler skyldes, at flere og flere flytter til København og omegn”

“Fødselstallet ventes at vokse med 22 pct. i hovedstadsområdet frem mod 2030.”, skriver Berlingske, og bringer et foto af ‘lillemand’, søn af Anne Nissen og Kaare Christensen. Der er selvfølgelig flere forhold der spiller ind, men det væsentlige for det her såkaldte ‘babyboom’, må være det faktum at der eksponentielt bliver flere og flere ikke-vestlige indvandrere, der statistisk set har en højere fertilitetskvotient. Demografi er skæbne, og hvis medierne var sit ansvar voksen, så havde de skrevet om den kulturelle babybombe, ikke sødladent om ‘babyboom’

De mange fødsler skyldes, at flere og flere flytter til København og omegn, og rigtig mange af tilflytterne er mellem 20 og 40 år og altså i den fødedygtige alder.” (TV2 Larry, 27. marts 2017)

(TV2 Lorry, 27. marts 2018: Babyboom i København)



28. marts 2018

DR-serie om Indre Mission associerer ‘unge kristne’ med ’syrienskæmpere’, ‘muslimske ekstremister’

Jeg ved ikke hvad der er værst. DR, der associerer Indre Mission med Syrienskrigere for licenskroner. Journalisten der mener det giver mening at sammenligne uddeling af Bibler med drab, eller eller den citerede missionær-forstander, der afviser at ekstremisme er knyttet til tro, og pointerer at ‘frygten for islam og muslimer’ skyldes danskernes manglende forståelse for tro.

En artikel fra Kristelig Dagblads Kristendom.dk – Efter DR-kritik af Indre Mission: Man kan ikke lære noget om syrienskrigere ved at se på missionske unge.

“‘Hvis der står en med en pistol foran mit hoved, så håber jeg virkelig, at jeg er klar til at ofre alt,’ siger en af de unge kristne i DR 3’s nye dokumentarserie ‘Jesus Unge Soldater,’ som havde premiere i går. … I seriens pressemeddelelse kædes de unge kristne sammen med syrienskæmpere og muslimske ekstremister, og DR skriver videre, at serien kan være med til at ‘føre debatten om radikalisering i Danmark på et mere oplyst grundlag.’

Robert Bladt, der er forstander på Børkop Højskole, som drives af Indre Mission, møder dagligt unge kristne med samme værdier og tro som de fire, der bliver fulgt i ‘Jesus unge soldater,’ og han mener, at man overhovedet ikke kan sammenligne radikaliserede unge muslimer med unge tilknyttet Indre Mission. …

Syrienskrigere er en sikkerhedstrussel. Du finder ikke en eneste af de unge fra Indre Mission, der vil være i nærheden af at være en sikkerhedstrussel i vores land.

Mener du slet ikke, at et fokus på unge kristne i Indre Mission kan hjælpe os til at forstå muslimske ekstremister?

Jeg mener ikke, at ekstremismen er knyttet til troen.Jeg tror, at baggrunden for frygten for islam og muslimer er, at man ikke længere er i stand til at forholde sig til tro. Man har mistet sin egen trospraksis og den kristne kulturarv. … En sådan serie som ‘Jesus Unge Soldater’ kan måske åbne op for at se nogle ting, men ekstremisme knytter sig til idealisme. Der er ikke nogen direkte vej fra unge kristne i Indre Mission til syrienskrigere, og derfor kan man ikke lære noget om det ene ved at se på det andet.’

Du siger, at de unge med tilknytning til Indre Mission ikke er en trussel i Danmark, men hvad er forskellen på at ville ofre sit liv ved at rejse til Syrien for at kæmpe for sine overbevisninger og så på at rejse til Mellemøsten for ulovligt at uddele bibler, som to af de kristne i serien gør?

‘Der er en kæmpe forskel på at tage andres menneskers liv i kampen for en stat og så give andre mennesker mulighed for at læse en god bog. …”

(‘Jesus Unge Soldater’ kan ses på DR.dk)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper