Ph.d. Marie Juul Petersen fra Institut for Menneskerettigheder argumenterer i Politiken, for at danske politikere skulle indlede et pragmatisk samarbejde med OIC, der på sigt kunne give en konstruktiv dialog om tungere emner. Jacob McHangama hudfletter – Institut for Menneskerettigheders hvidvaskning af OIC.

“I en analyse i Politiken den 9. april plæderer Marie Juul Pedersen (MJP) fra Institut for Menneskerettigheder for, at den islamiske samarbejdsorganisation OIC vil være en god partner for Danmark, når det gælder pragmatisk samarbejde om bl.a. nødhjælp, konfliktforebyggelse og børns rettigheder. Det er stærkt overraskende, at en repræsentant fra Institut for Menneskerettigheder fremsætter ønske om tættere samarbejde med OIC. For det er netop OIC landenes systematiske krænkelse af menneskerettigheder og OICs tavshed overfor og i nogle tilfælde aktive fremme heraf, der gør, at Danmark fortsat bør holde OIC på god afstand.

MJP undlader dog fuldstændig at nævne de massive og systematiske krænkelser af menneskerettigheder, man ellers skulle mene var Institut for Menneskerettigheders fornemmeste opgave at forsvare.

MJP nævner at OIC landenes mangeårige forsøg på at indføre et forbud mod ”religionskrænkelse” medførte ”principiel uenighed” om ytringsfrihedens grænser mellem bl.a. Danmark og OIC landene. Men MJP tager ikke stilling til, om OICs krav om forbud mod religionskrænkelse var i overensstemmelse med ytringsfriheden…

Værre endnu er MJPs totale tavshed i forhold til OIC landenes systematiske menneskerettighedskrænkelser og fortielsen af det faktum, at OIC på intet tidspunkt har problematiseret dette forhold, mens organisationen kaster sig over det mindste anløb til kritik af Islam i Vesten.

MJP kunne ellers have startet med at kigge på OIC landenes Menneskerettighedsinstrument; ”Cairo-erklæringen om menneskerettigheder i Islam” fra 1990. Ifølge erklæringens artikel 24 skal alle rettigheder i Cairo-erklæringen fortolkes med forbehold for overensstemmelse med Sharia-lovgivning, og i henhold til artikel 25 er det alene Sharia lovgivning, der skal være afgørende i tilfælde af fortolkningstvivl. Selvom der kan være forskellige fortolkninger af Sharia-lovgivning, kan der ikke være tvivl om, at selv den mindst intolerante version, er i strid med en række af de mest basale menneskerettigheder. Det blev da også fastslået af den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i en sag fra 2003. Det forhold, at en international organisation sætter religiøs lovgivning over internationale menneskerettighedsstandarder burde i sig selv være nok til, at Institut for Menneskerettigheder råbte vagt i gevær. …

Hvorfor skulle Danmark arbejde tættere sammen med en organisation, som mener, at kritik af islam er en krænkelse af religionsfriheden, mens dødsstraf for frafald ikke giver anledning til problemer? Burde det ikke være Institut for Menneskerettigheders rolle at problematisere, snarere end at hvidvaske OIC?“

Berlingske bragte søndag en større artikel om norske Christian Høibø, hvis meddeler-aktiviteter for PST har givet flere debatter, der fint illustrerer den tid vi lever i. Vi hører for eksempel at PST ikke har gjort nok mod (den farlige demokratiske) højrefløj, og nu også, at det var urimeligt at efterretningstjenesten overvågede (den ufarlige udemokratiske) venstrefløj under COP15 i København. Fjordman giver endnu et eksempel på dobbelte standarder i et længere essay på Gates of Vienna – Two Terrorists and a Double Standard.

“Let’s make a summary:

Breivik’s sister and other family members were horrified by his terror attacks, which they had nothing to do with. Mohammed Merah’s sister is on the record as praising her brother for his mass murder, and one of his brothers has been charged with actively aiding these murderous attacks. Except for some extremely marginal figures, no one on the “right wing” in Europe has supported Breivik’s terror attacks. Mohammed Merah has become a hero for an alarming number of young Muslims in Europe because of his terror attacks.

Immediately after his identity became known, many Western mass media claimed that Breivik’s terror attacks were ideologically motivated by anti-Islamic writings. Immediately after his identity became known, many Western mass media claimed that Merah’s terror attacks were not ideologically motivated and had nothing whatsoever to do with Islam or Islamic writings. In other words: Terrorism has nothing to do with being Islamic, but a great deal to do with being anti-Islamic.

After his attacks, the media indicated that while Breivik may have carried out his attacks alone, he was sane and came from a big flock of supporters. The same people indicated that Merah was a lone wolf and possibly insane. Yet years later, the police have found to trace of Breivik’s alleged “flock,” whereas Merah probably did come from a flock of supporters, and may have been aided by others in an organized manner prior to his attacks.

The very different treatments these two terrorists have received reveal a sometimes staggering double standard in the mass media and academia, not just in one nation but in multiple Western countries on both sides of the Atlantic.

This finding says a lot about the sorry state of Western civilization in the early twenty-first century. It is in many ways more significant and interesting than the mind of the deranged sadist Anders Behring Breivik.”

Torsdag i sidste uge bloggede jeg historien om en araber, der var gået amok i en bybus, og blandt andet havde truet med at myrde Kurt Westergaard. Blandt passererne i bussen var jurastuderende Tarek Hussein, der ikke mener manden var araber fordi han havde blå øjne og talte et øst-europæisk sprog. En pudsig detalje, når nu vidmet indtil sidste år var aktiv i Ny-Dansk Ungdomsråd. Kunne det ikke være en ‘ny-araber’? Hvad vil det sige at være arabisk-udseende? Hvad er arabisk overhovedet? – er kulturer ikke dynamiske…

Fra Politiken – Jurastuderende: Alle terrorister er da arabere, ikke?

“Kinesere er nogle skævøjede risgnaskere, afrikanere er primitive aber fra junglen og måske vigtigst af alt, så er terrorister af arabisk afstamning og med muslimsk baggrund. Ja, vi sidder stadig fast i fordummende stereotyper, som de danske medier til tider opretholder – senest i sidste uge, da jeg tog bus 4A fra min lejlighed i Brabrand, Aarhus.

To stop senere stiger en psykisk ustabil mand på bussen og begynder at råbe og skrige om, at han har rettigheder, og at Danmark kan rende ham et vist sted. … han slår herefter over i et østeuropæisk sprog og bevæger sig helt tæt på mig. Han vil have mig til at slå ham, men jeg trækker mig tilbage, hvorpå han giver sig selv flere knytnæveslag i ansigtet.

[...]

To timer senere anholdes manden i Gellerup. Jeg bliver afhørt af en betjent, og en halv time senere ringes jeg op på ny af en anden betjent, som udspørger mig om episoden i bussen. Jeg fortæller hende, at manden muligvis er fra et af de forhenværende jugoslaviske lande.

Jeg giver derudover et detaljeret signalement af manden, som har lysebrunt hår, kort utrimmet skæg og blå øjne.

Det er ikke så meget selve oplevelsen, som har naget mig i dagene efter hændelsen, men i stedet den måde, hændelsen blev omtalt på i medierne, der lige fra gengivelse, kildekritik og den løbende kommentering har været fuldstændig til grin. En halv time efter afhøringen kunne jeg med forundring læse på samtlige forsider af netmedierne, at der i øjeblikket var en storstilet politieftersøgning i gang efter en arabisk udseende mand, som i bussen havde råbt, at han var terrorist.

Vent lige lidt? Sagde de virkelig en arabisk udseende mand? Og terrorist? … At han skulle have været terrorist – eller råbt det – er særdeles mystisk, da ingen i bussen havde hørt ham bruge ordet terrorist eller noget, der ligner.”

Flere detaljer hænger ikke sammen. Hændelsen fandt ifølge politiet sted i Bus 12, og andre passagerer har hørt manden omtale sig selv som terrorist og nævnt Kurt Westergaard. Gerningsmanden er efter alt at dømme muslim, hvorvidt han er araber eller ikke er et åbent spørgsmål. Der er muslimer overalt.

I Kultur på News debatterede TV2′s Mette Vibe Utzon og Weekendavisens Anna Libak seneste happening fra feministiske ‘Femen’. De demonstrerede imod islamisme lød det kort i introduktionen, og så talte de ellers om Kristendom, Det Gamle Testamente og Paven, indstil sharia kort nævnes i slutningen. ‘Femen’ fik sågar ros fra Martin Lyngbo (Zenia Stampes lige så ringe halvdel), der for år tilbage mente Danmark talte om muslimer “som man omtalte jøder i 1930’ernes Tyskland”.

Det er noget med mænd og bare bryster, og selvom ‘Femen’ fortjener ros, så synes jeg egentligt teksten på kvinden til venstre (der ikke kan ses) illustrerer problemets kerne: ‘Arab women against islamists’ – det ligner lidt for meget ligner et internt venstrefløjstunt. Faktum er vel, at Robert Spencer og Stop Islamization of Nations har gjort mere for kvinderettighederne end ‘Femen’, fordi de på forhånd anerkender, at der aldrig kommer en topløs arabisk massebevægelse mod Koran-baseret undertrykkelse.

Det skal komme udefra, og at gøre front mod Islam i vestlige lande må alt andet lige være punkt 1. Bemærk i øvrigt at den her Lyngbo-sanktionerede topløse Jihad imod islamisme, blandt andet foregår ved at afbrænde profeten Muhammeds sorte flag påskrevet shahada’en – den islamiske trosbekendelse. Ikke islamismens trosbekendelse. Islams.

(‘Femen’ mod islamisme, april 2013; Mere hos Snaphanen; Huffington Post)

“En populär propagandafigur på Avpixlat är Robert Spencer, en av ledarna i den antimuslimska organisationen Stop Islamization of Nations (Sion). … Robert Spencer var också en ledande inspirationskälla för massmördaren och högerextremisten Anders Behring Brevik… En annan uppskattad figur i bloggen är den danske psykologen och muslimhataren Nicolai Sennels, som bland annat påstår att muslimer är “aggressiva, osäkra, oansvariga och intoleranta.” Avpixlats läsare jublar, och gör andra generaliseringar om olika folkgrupper.” (Svenske Expressen basher ikke-nøgne mandlige Islamkritikere, 2. april 2013)

Tidligere sikkerhedsofficer Knud Rasmussen er ikke den eneste der bemærkede fænomenet han beskriver i artiklen. Islamforsker Jørgen Bæk Simonsen pointerer i en projekt-evaluering fra 1990, at ‘den helt store adfærdspsykologiske forskel’ mellem danskere og palæstinensere er sidstnævntes ‘aggressive adfærd’, hvad han betegner som en ‘kulturelt tillært kriseløsning’. Senere i karrieren beskyldte han andre forskere for ‘kulturracisme’. Fra den officielle hjemmeside for Foreningen af officerer udenfor aktiv tjeneste –
De Statsløse Palæstinenseres Ankomst.

“En sag, jeg som sikkerhedsofficer ved Luftværnsgruppe blev blandet ind i, var, da de statsløse palæstinensere i stort tal ankom til landet for at søge om asyl. Da Arafat efter flere års ophold i Libanon i 1987 blev udvist af Libanon og rejste med sin stab til Tunis, bevirkede dette, ifølge PLO´s politiske leder Salah Salah udtalelse til Jyllandsposten i marts 1993, start af ”eksporten” af statsløse palæstinensere, der var resultatet af en arabisk planlagt evakueringsplan, idet palæstinenserne aldrig ville kunne blive integreret i Libanon. Ifølge samme PLO-leder var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande blandt andre Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Luftværnsgruppen fik til opgave midlertidigt at huse ca. 400 palæstinensere, hvorfor der blev oprettet en teltlejr på Flyvestation Kongelundens fodboldbane bestående af godt 20 store, 20 mands mandskabstelte, hvortil kom et spisetelt og et køkkentelt m.m. Dansk Røde Kors stod for lejrens drift, hvilket voldte stort besvær. Asylansøgerne var mænd i alderen 18 -22 år. De var vokset op i Libanons borgerkrig, hvor de havde opholdt sig hos diverse militser, uden skolegang. De var ustyrlige og rastløse og mange utvivlsomt psykisk syge, og stillede hele tiden krav til Røde Kors ledelsen om forbedrede forhold.. Major Svend Bergstein, senere landets første forskningsminister, der var chef for en HAWK eskadrille på stedet, havde fået pålagt et vist overopsyn med forholdene. …

Palæstinenserne krævede at blive indkvarteret og bespist på selve flyvestationen. Hvilket blev nægtet dem. Som følge deraf brændte de en nat deres spisetelt ned og en anden nat skete det samme med køkkenteltet. Jeg inspicerede sammen med Bergstein lejren en dag, den lignede en svinesti, det flød med papir og affald. Vi opsøgte Røde Kors ledelsen på stedet. Da de var bange for deres klienter, som var helt uden for pædagogisk rækkevidde, havde de låst sig inde på deres kontor på selve flyvestationen. Vi klagede over svineriet i lejren og forslog, at der i hvert telt blev valgt en teltformand, der skulle sørge for lov og orden, og herunder rengøring. Dette turde Røde Korsfolkene ikke forlange og i stedet blev resultatet, at der kom et rengøringsfirma to gange om ugen og gjorde rent for Røde Kors` regning.

Efter få måneders forløb slap Luftværnsgruppen for denne meget ubehagelige opgave.

Så fulgte flere års politisk tovtrækkeri, afviste asylansøgere, sultestrejker i stor stil på de forskellige asylcentre. … Til sidst gav det bonus. Et flertal uden om regeringen bestående af de Radikale, med Elisabeth Arnold som hovedindpisker, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vedtog, uden om regeringen, særloven den 3. marts 1992. Den gav opholdstilladelse i Danmark til 321 statsløse palæstinensere fra Libanon, der havde opholdt sig i Danmark i mindst 12 måneder og ikke havde fået opholdstilladelse på andet grundlag. …

En undersøgelse i 2003 har vist, at af 321 personer som loven har givet fast opholdstilladelse i Danmark er 135 siden dømt for kriminalitet, og af det samme antal er 238 svarende til 74 pro cent på overførselsindkomst.

At nuværende oberstløjtnant Bergstein og undertegnede, nu begge for længst pensionerede, med undren og skepsis overfor lovgiverne på venstrefløjen, har fulgt sagen fra 1987 til 1992, siger sig selv. At vi ikke endte som racister efter den historie er et Guds under.“

Landets radikale kirkeminister Manu Sareen forklarer i dagens Berlingske, at regeringen har vundet værdikampen. Der er dog stadig plads til ‘forbedringer’. Fra Den Korte Avis – Skal Danmark tillade kald til bøn fra minareter? – Folketinget er splittet.

“Meningerne er delte hos danske folketingspolitikere, når det kommer til spørgsmålet om, i hvilket omfang bønnekald fra minareter skal være tilladt i Danmark. Spørgsmålet er aktuelt, fordi en svensk moske i Botkyrka kommune uden for Stockholm formentlig får tilladelse til at kalde til bøn i den nærmeste fremtid.

I går fortalte vi i Den Korte Avis på baggrund af interview med specialkonsulent Jørgen Jakobsen fra Miljøstyrelsen og professor i retsfilosofi Henrik Palmer Olsen fra Københavns Universitet, at der ikke er noget lovgivningsmæssigt til hinder for, at der kaldes til bøn fra danske moskeer. …

Den radikale ordfører Linda Kristiansen er umiddelbart positiv over for tanken. Hun mener ikke, at der er grund til at lave regler på området, hvis det kan foregå i en dialog med det lokalsamfund, moskeen er en del af:

‘Hvis det allerede er tilladt, så tænker jeg, så lad os da fortsætte sådan, som det er… jeg tror, at man ved at gå i dialog kan komme rigtig, rigtig langt. Så jo, der skal tages et hensyn, men der skal også være et hensyn til begge parter. Det mener jeg godt, man kan opnå’.

For Linda Kristiansen er islamisk kald til bøn ikke specielt fremmed:

‘Jeg synes ikke nødvendigvis, det er så forfærdeligt fremmedartet… Jeg tror at ved at åbne op og vise de her forskelle, så tror jeg også på, at der kan blive taget bedre imod. Og så har vi altså igen – som sagt – religionsfrihed. Det synes jeg er vigtigt at påpege’.

Den radikale kirkeordfører mener, at kald fra minareter umiddelbart kan sidestilles med klokkeringning fra kirker, og at man derfor kun bør lave regler på området, hvis det giver anledning til problemer. Hun tror ikke, at hun selv ville have de store problemer med at bo i et område, hvor der blev kaldt til bøn:

‘Først og fremmest tror jeg, at jeg ville overveje, hvor jeg bosatte mig, men jeg tror også, at man rimeligt hurtigt ville vænne sig til det. Jeg tror egentlig, at jeg ville have det fint nok’, fortæller Linda Kristiansen fra det Radikale Venstre.”

Det er mange år siden jeg gav RUC-lektor Jakob Egholm Feldt egen kategori her på siden, og hans kronik i gårsdagens Information følger blot segmentets antipati mod enhver der ikke godtager den post-koloniale traditions rensning af Islam som samlende kraft, og hermed indireke gøden jord for det multikulturelle.

Mit historiespeciale satte fokus på de historiske beskrivelser af Islam i dansk forskning, og blotlagde at Jørgen Bæk Simonsen omkring 1988-1990 ændrede holdning til Islam. Hvor Islam tidligere var identisk med kilderne udsat for sprogvidenskabelig behandling, så er kilderne til forståelse af Islam fra 1988-1990 og frem muslimer i en dansk kontekst udsat for sociologisk metode. Find en demokratisk muslim, og Islam er demokrati.

Jeg får det glatte lag, fordi jeg er med til at etablere ‘falske modsætninger’. Det ironiske er jo næsten, at jeg specifikt i bogens konklusion pointerer nødvendigheden af forskning i begge dele, Islams samlende kraft (Koranen mv.) og muslimers nutidige ageren. I forbindelse med ‘Det Arabiske forår’ forklarede ‘sociologerne’, at Islam ikke ville udgøre en hindring for demokrati. De tog fejl. I forbindelse med Syrien hører vi det samme, alt imens danske muslimer i stor stil drager i krig – ikke for demokrati, men for Islam.

Problemet med Islam forsvinder ikke, blot fordi toneangivende forskere finder det generaliserende overfor herboende muslimer, at sige sandheden om Islam. Fra den omtalte kronik – Han har jo ikke noget tøj på.

“Siden 11. september 2001 og efter Muhammed-krisen er ’islamkritik’ gradvist blevet et accepteret begreb, som betegner kritik af islam som religion, filosofi, politik og livsform. Det er samtidig blevet en levevej for folk, som i islam ser en fascisme, der truer demokratiet, friheden og nationen. Islamkritik er dog mere end det. Islamkritik er også et fællesskab, som udfolder sig på blogs, i Trykkefrihedsselskabet, i nationalkonservative kredse og i Dansk Folkeparti. Islamkritik er et værktøj og et våben. Det virker som spydspids for kritik af medierne, politikerne, universiteterne, multikulturalismen, eliten og ’de røde’. Den handler kort sagt også om alt muligt andet end islam.

Den typiske holdningskuffert for en islamkritiker inkluderer ’nationen’, ’kristendommen’, ’kulturen’ og ’demokratiet’ – ikke som kontraktligt fællesskab, men som et historisk-kulturelt eller sentimentalt fællesskab. …

Islamkritikerne har fremelsket deres egne vismænd, professorer eller tillidsmænd, for hvem officiel akademisk anerkendelse er underordnet. Tværtimod er en afvisning fra det ’dhimmifiserede’ system nærmest et hæderstegn. Det er et tegn på, hvor kritisk, frittænkende og selvstændig vismanden/kvinden er. Lars Hedegaard er en sådan vismand. Han er islamkritikkens fremmeste historiker; han har været inde i det dhimmificerede system, og han har haft sin åbenbaring, sin omvendelse til klarsynet. Det er mod og klarsyn til vide, hvad der er sandt, selv om alle andre er blevet ofre for propagandaen. Som skabelon er der ligheder med både religiøse og politiske sekter, antisemitisme og endda science fiction. …

Krasnik myrdede et perspektiv, som han selv og andre journalister har givet uendelige mængder plads og opmærksomhed i mange år. Ikke fordi de selv nødvendigvis deler holdningen, men de har været fascinerede af det, og derfor har de og mange andre kurtiseret det. En flirt, der er slut nu. …

Kim Møller (en anden prominent alternativ ekspert) er et også godt eksempel. Møller omformede sit dilettantiske historiespeciale til en martyrpublikation, Vejen til Damaskus, udgivet af vennerne i Trykkefrihedsselskabet, som fik lange anmeldelser og temaomtaler i nærmest alle medier. Det var og er en vittighed, hvis ikke det var, fordi Møller sad i diverse civiliserede programmer og blev anmeldt, som om der var tale om noget vigtigt.

Faktum er, at islamkritikken er blevet behandlet ukritisk i de kloge medier…

Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål til Hedegaard: Hvad er kilderne kilder til? Er der overhovedet en sammenhæng mellem dine påstande og dit belæg? Hvilken sammenhæng blev kilden til i, hvad vil den, og hvad er den repræsentant for? … Faktum er, at på klassiske universitære, historievidenskabelige præmisser er Hedegaard, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Kim Møller (for at nævne et par hovedpersoner) tvivlsomme historikere. …

Tak til Martin Krasnik for en ægte public service-oplevelse forankret i en grum, men skøn og nødvendig Judashandling.”

Norske NRK fortæller, at en ekspertgruppe ‘Vil gjøre antifeministisk trakassering straffbart‘ på linie med racisme, og så er der ellers lagt op til at institutionalisere kampen mod den kristne hvide mand. Den 74 sider rapport bag historien har ingen bidrag fra danskere, men da projektet er støttet af Nordisk Råd er der dog et dansk islæt. Citater fra Mandana Zarrehparvar, Anja Dalgaard-Nielsen og Søren Lerche på side 4, 11 og 15.

Umiddelbart skulle man ikke tro, at ‘antifeminisme’ og ‘højreekstremisme’ har noget særligt med hinanden at gøre, men vi er i en del af forskerverdenen, hvor enhver der står i vejen for queerteoretiske slutmål er en regressiv kraft der skal bekæmpes politisk. Man kan læse, at medierne skal gøre sig umage for ikke at legitimere holdninger, men man kan også læse om hvorledes problemet manifesterer sig i demokratiske højrepartier. Problemet er jo nok i sidste ende, at dette groteske overdrev, hverken anerkender folkets vilje, den parlamentariske konkretisering, biologiske forudsætninger endsige den hævdvundne virkelighed.

(Hvordan motarbeide antifeminisme og høyreekstremisme?, 2012; Snaphanen)

Herunder et par citater. Bemærk hvorledes ‘anti-antifeministerne’ indirekte kæmper for mere Islam.

“Antifeministiske grupper og individer som ikke utøver fysisk vold bør adresseres av to grunner. For det første kan antifeministiske holdninger være en medvirkende årsak til voldshandlinger. For det andre er verbal vold og trakassering ofte ulovlig, og det utgjør et demokratisk problem når hets får stemmer til å trekke seg tilbake fra samfunnsdebatten. Antifeministiske individer og grupper inkluderer blant annet noen internettdebattanter og grupper som kjemper for menns rettigheter.

Det er også et problem når antifeministiske bevegelser blir premissleverandører i samfunnsdebatten. Vi ser en tendens hvor fortalere for enkle, essensialistiske, biologistiske ”sannheter” om kvinner og menns forskjellige hjerner og kropper får større legitimitet i samfunnsdebatten. Dette tøyer grensen for akseptable holdninger og ytringer. Holdning og handling henger tett sammen, og tiltak mot antifeminisme bør derfor ikke ha et skarpt skille mellom antifeministiske handlinger og holdninger.” (s. 8)

“När produktionen av det gemensamma inte längre kunde uttryckas i termer av en gemensam välfärd har vi kunnat iaktta en förskjutning i riktning mot att producera det gemensamma i termer av ett gemensamt kulturarv och gemensamma värderingar, vilket stärkt de främlingsfientliga och antifeministiska krafternas nationalistiska agenda. …

Man behöver i de miljöer vi här talar om inte enbart fokusera på en snäv nationalism som svenskhet eller norskhet som ett objekt för gemensam identifikation utan kan förbinda det svenska och norska med vidgade föreställda gemenskaper som Europa eller Västvärlden – under förutsättning att det blir några kvar som objekt för aggression och uteslutning, exempelvis muslimer – som trots att islam varit en av Europas många religioner i närmare 1400 år kan framställas om främmande för Europa och Väst. I idén om folket vilar folkmordets frö.“ (s. 22)

I dagens Jyllands-Posten beretter liberale Camilla-Dorthea Bundgaard om sine personlige erfaringer med multikulturen på Nørrebro. Tilbage i 2009 medvirkede hun sammen med Islamforsker Tina Maagaard i en dokumentarudsendelse på P1, som eksempler på veluddannede danskere der flyttede ind i multikulturelle områder og hermed var med til at modvirke ghettodannelse. Magaard i Gellerup, Bundgaard på Nørrebro.

(Dokumentartimen, P1, 6. august 2009: Førstevælger til ghetto)

Delvis transkription (sammenklippet).

Tina Magaard, forsker: … i starten var det svært… der gik flere måneder til jeg så ansigterne på mine kvindelige naboer. Altså de har jo tørklæde på alle sammen… Jeg havde svært ved i starten bare at få øjenkontakt. … Jeg tror ikke helt jeg var klar over hvad der menes med belastede boligområder. Jeg har ofte tænkt, at det jo måtte være en overdrivelse, når folk fortæller om det. På den måde er det nok kommet bag på mig. … Det kunne jo være meget smukt bare at se mejserne ude i træerne, de smukke grønne områder, men jeg har for eksempel slet ikke brugt de grønne områder. Fordi sådan noget som at gå ned og tage solbad om sommeren når vejret er godt, som jeg jo normalt gør, altså, det virker bare ikke her. Det er der ingen andre der gør, og det ville skabe for meget opsigt pludselig at ligge sig derned i bikini. Det er så et eksempel på, at man indordner sig under den kultur der så er herude… I starten da jeg kom, der var jeg faktisk ude for at der var nogle drengebander som stod og kastede sten efter mig, når jeg kom cyklende hjem. Altså, sidst på eftermiddagen, ikke sent på aftenen. Sexchikane, chikane som var meget ubehageligt, tit fordi, hvis det er en gruppe på 5-10 store drenge, unge mænd, så kan det faktisk være ret ubehageligt. Nu har jeg i andre sammenhænge haft en del at gøre med arabisk kultur, hvor man selvfølgelig lægger mærke til sådan noget med klanstrukturer og sådan nogle ting, og det er mit indtryk at det også er det der eksisterer herude. Det jeg jo oplevede i starten, det var jo at det der med, at det var først da jeg begyndte at snakke med folk, og finde ud af, hvem der sådan ligesom havde magten i den her egentlige parallelle kultur… Det er først når jeg har snakket med det, og fortalt at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg skulle være bange for at komme hjem fra arbejde klokken 4-5 stykker om eftermiddagen, fordi, det var derfor jeg også var nødt til at gøre noget ved det, fordi det blev sådan til sidst, at når jeg drejede ind ad vejen herind til Gellerupparken, så fik jeg altså ondt i maven. Fordi jeg vidste, at de kunne stå der og vente på mig, og så tænkte jeg – det går bare ikke, sådan skal det ikke være. Så var det at jeg prøvede at snakke med nogle af de ældre mænd herude, der ligesom har noget autoritet, og sige, at jeg ikke synes det kunne være rigtigt, at jeg ikke kunne få lov til stille og roligt at komme hjem fra arbejde. Og så stoppede det jo, og siden har jeg ikke haft et eneste problem nogensinde, også når jeg kommer hjem på alle mulige tider af døgnet, jeg har aldrig haft problemer. Så man kan jo sige, at det har jo løst problemet for mig som person. Jeg har gået til de rigtige personer, og har ligesom, altså, fået forståelse for, at jeg også ligesom skulle have ret til at være respekteret, gå frit omkring her, hvis jeg så må sige.

Camilla-Dorthea Bundgaard, blogger: Her er møgbeskidt… Det er ikke sådan at jeg føler mig decideret utryg herude, men hvis jeg kan blive fri for at møde nogle mennesker, så vil jeg ærligt talt helst det. … Jeg kan ikke lide den lejlighed (om underbo) Jeg kan ikke lide de mennesker der er der… når politiet har besøgt dem ofte nok så bliver man utryg… De skal helst ikke kende min eksistens, og jeg ignorerer deres, så tror jeg det går bedst. Det lyder måske lidt paranoidt, men når man har oplevet blod udenfor ens hoveddør i en pøl…

Camilla-Dorthea Bundgaard i dagens Jyllands-Posten – Om ghettoer i Danmark (kræver login). Bemærk den afsluttende sentens om den ‘apatisk-aggressive stemning’. Den er helt central for forståelsen.

“I den forgangne uge er jeg flyttet fra et ghettoområde på Nørrebro. Og det var et ghettoområde, og det holdt det ikke op med at være, fordi den nuværende regering besluttede, at det fremover ikke måtte hedde ghetto, men i stedet udsat område.

I en åbenbart lalleglad tro på, at vi da ikke har rigtige ghettoer i Danmark, valgte jeg for knap fem år siden at sige ja tak til at bo billigt i ghettoområdet. … De grå hår begyndte allerede at titte frem en måned efter, at min veninde og jeg flyttede ind. En sen aften var der en uhyrlig larm i trappeopgangen, og det var ikke lysten, der fik os til at undersøge, hvad der foregik. Nederst i opgangen fandt jeg to hunde og fire mænd i sort fleece i færd med at save hængslerne på to lejligheders døre over. De var fra politiet, sagde de…

Men det var ikke kun på nederste etage, der var gang i den. Under mig boede, ja, lad os kalde ham Mikkel. Mikkel har det skidt, og det er meget trist, men det betød også, at han ad to omgange forsøgte at komme ind i min lejlighed.
Efter første gang flyttede min veninde. Efter anden gang – som inkluderede en kniv -var jeg ved at være hærdet, så jeg ringede til politiet, fik et glas vin med overboen og gik så ind i min lejlighed og faldt i søvn.

Og så har jeg end ikke fortalt Dem om den 12-årige, der tog min venindes hue, maste den mod sit skridt og lavede bevægelser, jeg ikke vil belemre dem med yderligere beskrivelse af her. … Eller om dengang, jeg på tv så billeder af min bygning under et indslag om, at politiet ledte efter sprængstof fra mulige terrorister.

Eller om alle skyderierne, som De i forvejen kender fra mediernes beretninger fra Nørrebro. Eller dengang, jeg måtte flytte hjemmefra en måned, fordi jeg ikke kunne holde til mere larm. Eller om at jeg ikke en eneste gang har følt mig fri til at solbade på plænen under mit vindue. …

Men konklusionen er fortsat: Der findes ghettoer i Danmark – også på trods af de kommunale, mangfoldige og farverige akademikere, man sætter til at skabe såkaldt områdefornyelse. De består af mange nationaliteter og mange små subkulturer. De er hårde at bo i – måske særligt når man ikke kender de uskrevne regler? Man skal konstant sætte grænser for andre, almindeligt hensyn kan langt fra tages for givet, og i luften hænger der en – på en og samme gang – både apatisk og agressiv stemning.“

Lektor Ulla Nørtoft Thomsen skriver på Den Korte Avis om begrebet ‘respekt’, der i disse år bruges som rambuk for ære & skam-kulturen. Et andet begreb der bruges på samme måde er ‘inklusion’. Fra DR Online – Fyns politi: Asmaas kontrakt bliver forlænget.

“Dialogen var allerede igang ved ansættelsen, men nu er Asmaas kontrakt blevet forlænget til projektet er slut.

- For os handler det ikke om integration, men om inklusion. Vi vil gerne tale med dem, som de er, og uden at vi skal sige til dem, at nu skal de gøre sådan og sådan. Vi skal fjerne myter og misforståelse mellem parterne, siger Poul Løhde.”

Politiken har i anden anledning interviewet psykolog Benny Lihme, der i lighed med andre marxistiske ideologer ikke mere mener at religion er opium for folket. Fra Ekspert: Bekæmp bander med hjælp fra lokalsamfundet.

“Han har netop redigeret og skrevet en ny lærebog, der handler om socialt arbejde med udsatte unge…

»Hvis du skal lave generel forebyggelse, skal du lave noget, der ikke kun er knyttet til enkeltindivider. Fokus skal være på lokalsamfundet«, siger han og understreger, at det derfor er uheldigt at udpege såkaldte ‘ghettoer’ som problemområder fra start. …

Han peger på, at det fra politisk hold er vigtigt at etablere en kontakt til for eksempel familiemedlemmer eller religiøse ledere, der kan bakke op om kommunerne og politiets indsats for at holde de unge fra et liv som bandemedlem.”