6. januar 2021

Antropolog Ole Høiris: Der findes ingen ‘naturlig’ familieform (1998: Der findes ikke en dansk kultur)

Man skal have gået mange år på universitet, for at afvise eksistensen af en naturlig familieform, men det har givet docent emeritus Ole Høiris en god livslang indtægt. Tidligere var det dansk kultur han forsøgte at udviske, og sådan kan kulturmarxister stille og roligt bekæmpe det bestående, uden at blotte det revolutionære aspekt. I 1970’erne var han med til at etablere tidsskriftet ‘Marxistisk Antropologi’, og selvom han givetvis er blevet klogere, så er der stadig plads til forbedring, som man høre i ‘24 spørgsmål til professoren‘. Fra Weekendavisen.dk – Familien er en (vilkårlig) konstruktion.

“Den moderne verden med sine mange forskellige familieformer har fat i noget. For der findes ingen ‘naturlig’ familieform, siger antropolog Ole Høiris.

Han forklarer, hvordan videnskaben om menneskets oprindelse altid har været ladet med kulturelle værdier, og forestillingen om det ‘oprindelige’ formet af ideologi.”

(Antropolog Ole Høiris, 2013; Foto: Youtube)

Ole Høiris om dansk kultur (De etnisk fremmede – og os andre, Jyllands-Posten, 5. januar 1998)

“Tanken om, at indvandrere og flygtninge af ikke-vestlig oprindelse i kraft af deres kultur truer vor nationale eksistens, ja hele civilisationens eksistens, har også haft et voksende antal tilhængere i Danmark. Denne holdning er i nogle sammenhænge blevet fremstillet som en voksende racisme i Danmark. Den gamle ‘race-racisme’, som fik sit dødsstød pga. Anden Verdenskrigs barbari, er blevet erstattet af en ‘kultur-racisme’. Forskellene tilskrives nu kultur… Indimellem placerer sig så de forskellige bud på en mere eller mindre tvangsmæssig større eller mindre danifisering. Det interessante er, at begge yderpositionerne bygger på en ide om kulturernes principielle uforenelighed. …

Kulturbegrebet, som stammer fra en godt 200 år gammel og især tysk reaktion på den franske og engelske oplysningstænknings universalisme, er en måde at anskue folk og samfund på ud fra en fremhævelse af det, der er forskelligt. Herfra stammer ideen om, at et folk udgør en særlig enhed med en særlig kultur og folkeånd baseret på en særlig historie og et særligt sprog, samt at dette er det sande grundlag at bygge en nation på. Men det er vigtigt at erindre sig, at ‘kultur’ er en måde at anskue verden på, hvis man vil fokusere på forskelle. Derfor var kultur basis for en politisk strategi, da vi skulle opbygge en særlig national identitet _ forskellig fra især den tyske. Men det er en farlig strategi… Kultur er således ikke noget, man kan finde i virkeligheden, men noget man fremhæver fra virkeligheden. … I et kulturperspektiv kan det f.eks. med stor føje hævdes, at kulturforskellen mellem en kvindelig, sønderjysk bistandsklient på 65 år og kronprinsen er væsentlig større end på en dansk og en tyrkisk skolelærer. Ud over sproget er der få livsforhold, som vi ikke har tilfælles med andre mennesker i verden. Den danske befolkning kan anskues som forskellige grupper med meget forskellig levemåde, levemåder som de enkelte grupper mere deler med tilsvarende grupper i andre lande end med andre danske grupper. Der er således ikke en dansk kultur, som man kan kræve, andre tilegner sig.

… når først fejlene i systemet er blevet til fejl ved de fremmede, kan en politisk udnyttelse få frit løb. Når fejlen er de fremmede, er løsningen at smide dem ud eller tvangsdanifisere dem. Og når reaktionen herpå er det, der hedder ’stramninger’ og ikke forsøg på at forsvare, diskutere og implementere de grundliggende principper bag vor udlændingepolitik, forstærkes fremmedangsten og dermed også den spirende (kultur)racisme. … Vi skal ikke blot være vores politik bekendt over for flygtninge, indvandrere og internationale konventioner. Vi skal også kunne være den bekendt over for os selv.” (Ole Høiris, 1998)



1. januar 2021

Ellemann forklarer Støjberg-degradering: Hun afveg fra Venstre/venstrefløjens feministiske position…

‘Vi vil åbne Danmark, indadtil og udadtil’, forklarede Røde Kors’ Jørgen Poulsen i en valgreklame for Ny Alliance tilbage i 2007. Partiet ville have en uforbeholden internationalisme, og partidannelsen var overordnet en protest imod Dansk Folkepartis indflydelse på Fogh-regeringen. Foruden borgerlige blødhjerter, sås Kashif Ahmad og Mohammed Gelle. Begge forlod partiet kort efter valget. Ahmad blev senere byrådsmedlem for Hvidovrelisten, som han også droppede. Senere stiftede han Nationalpartiet, gik over til Alternativet, og er i dag aktiv i De Radikale.

Det var den partidannelse, der fik Uffe Ellemann-Jensens søn til at melde sig ud af Venstre. Onsdag var Jakob Ellemann-Jensen i Deadline, hvor han forklarede hvorfor det var nødvendigt at undsige Inger Støjberg. Hun var lidt for gode venner med støttepartierne, hun kritiserede Sofie Lindes MeToo-stunt, og anvendte ‘Trump-retorik’. Værdipolitisk er Ellemann-Jensen på væsentlige områder blot en venstreorienteret med slips.

Referat set hos DR Online – Ellemann sætter ord på dråberne, der fik det til at flyde over: ‘Dræn sumpen’, ‘feministisk hævntørst’ og selfies med andre partiledere.

“… Venstre-formandens bæger er blevet fyldt op i løbet af det seneste år, hvor hans næstformand flere gange har indtaget en helt anden position, end de linjer, Jakob Ellemann-Jensen som formand har tegnet for partiet.

– Vi så det i sommer, da en række af de blå partiformænd var ude med en relativ kras, både politisk og personlig, kritik af mig, siger han. …

– Der bad jeg Inger Støjberg om opbakning. I stedet blev det til reklamefilm med andre politiske partier og selfies med andre blå politiske partiledere. Det er ikke den slags opbakning, jeg har søgt, siger Venstres formand. …

Et andet eksempel på det dysfunktionelle makkerskab i Venstres formandskab stod til offentligt skue, da MeToo-debatten tog fart i kølvandet på tv-vært Sofie Lindes opsang til Zulu Awards.

Inger Støjberg sagde i den forbindelse til Berlingske, at ‘debatten er præget af feministisk hævntørst med så ekstremt meget vrede, at man er på vej til at sætte vigtige principper over styr’.

Jakob Ellemann-Jensen gjorde det efterfølgende klart, at han har en helt anden tilgang til den debat og gjorde det klart, at han ser det som godt, at kvinder træder frem, når de har haft oplevelser, der er aldeles uacceptable. Og at de kvinder skal tages alvorligt.

– Vi så det med MeToo, hvor jeg lagde Venstres linje. Den blev udfordret af næstformanden, så jeg var nødt til at korrigere den linje igen, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Det tredje og sidste eksempel handler om, at Inger Støjberg sagde, at hun vil ‘have drænet sumpen fyldt med Mette Frederiksen magtarrogance’ under en demonstration mod regeringen i november.”

(Collage: Ny Alliance-valgvideo, 2007)

Apropos: Jakob Ellemann-Jensens dråber (2007)

“For knapt ti år siden meldte Jakob Ellemann sig ud af Venstre. I starten af februar 2007. Dagen efter, at det var blevet offentliggjort, at den tidligere socialdemokrat og stærkt indvandrerkritiske Karen Jespersen havde meldt sig ind i Venstre og Venstre-folkene modtog hende med kyshånd. For Ellemann blev det dråben, men følelsen af ikke at høre til længere havde været der et stykke tid. Et voldsomt brud for en mand, der er født ind i partiet og opvokset med dets værdier.

Men der, i 2007, hvor Anders Fogh Rasmussen havde været statsminister i seks år og hvor den udlændingepolitik, som Uffe Ellemann-Jensen havde holdt ud i strakt arm, var blevet en central del af partiet og hvor der blev jublet over at få Karen Jespersen ombord, fik Jakob Ellemann-Jensen nok og meldte sig ud.” (Fyens Stiftstidende, 8. januar 2017)



20. december 2020

Islamforskere: Sharia er ikke ‘en konkret lovtekst’, kan sammenlignes med ‘Emma Gads bog fra 1918’

Ekstern lektor Mogens S. Mogensen har altid tilhørt den pro-islamiske avantgarde, og det undrer ikke at han omfavner den antropologiske tilgang til islamisme. At associere sharia med Emma Gads ‘Takt og tone’ er dog en tand mere surrealistisk end normalt fra de bogaktuelle antropologer, men intet kan overraske mere. For mennesker der undertrykkes af sharialove, er der ingen hjælp at hente fra relativistiske akademikere, der tilsyneladende ser det om deres opgave at gøde jorden for multikultur. En meget POV International-agtig boganmeldelse – Sharia: mellem Emma Gad og islamisk lov.

“I manges bevidsthed er sharia en konkret lovtekst, som fx den danske grundlov eller den danske straffelov. Men skulle man endelig sammenligne sharia med en bog, ville det være mere relevant at sammenligne den med Emma Gads bog fra 1918 Takt og tone – Om omgang med mennesker.

Henvisningen til Emma Gads bog bruges i bogen Sharia & Samfund. Islamisk ret, etik og praksis i Danmark, som de to islamforskere Jesper Petersen og Niels Valdemar Vinding netop har udgivet. Bogen er ikke endnu et indlæg i den ophedede debat om sharia, men en lærebog, der giver baggrundviden og værktøjer til at forstå sharia i en dansk kontekst.

… Mens religionshistorikere lægger vægten på studiet af islams tekster, når de forsøger at forstå islam, så anvender Petersen og Vinding en antropologisk tilgang, hvor vægten lægges på konkrete muslimers fortolkning af deres kildetekster og dogmer i deres konkrete kontekst. …

I bogens anden del anvender forfatterne deres teorier om islam og sharia på en analyse af fænomener i den danske kontekst. Her handler det centrale spørgsmål om, hvordan sharia håndhæves.

Da sharia ikke er et udtryk for lovgivning, så er der heller ikke tale om noget domstolsvæsen, men de gældende normer søges håndhævet på mange andre måder, inkl. negativ social kontrol.

Vi har måske ikke brug for en ny udgave af Emma Gads Takt og tone, men vi har i den aktuelle folkelige og politiske situation bestemt god grund til ny refleksion Om omgang med mennesker.”

(Collage: Sharia i Den Islamisk Republik Iran – Sharia i akademikernes Danmark; Foto: The Sun, Saxo)



18. december 2020

Venstreradikal Radio4-ekspert: ‘Fuldstændigt usandsynligt’, at muslimer forsøger at overtage Danmark

Stort set alle eksperter i højreekstremisme har en fortid på den yderste venstrefløj, og mønsteret gentages i disse år i forhold til konspirationsteorier. Det er eksempelvis folk som Silas L. Marker, Mikkel Thorup og Rikke Louise Alberg Peters der klager sig i medierne, underviser skolelærere i nethad og faktatjekker for den brede offentlighed.

I sidste uge kom jeg ind i ‘Rigtige Røverhistorier’ på Radio4, der havde Mads Ananda Lodahl i studiet til en timelang snak om konspirationsteorier. Han omtales som forfatter, men han er fuldfed venstreradikal, der gennem et årti har kæmpet en kønspolitisk kamp imod biologien: “Der findes ikke noget modsat køn”. En mand der ikke kan forstå, at der kun findes to køn, er nok ikke den rigtige til at kvalificere noget som helst.

Han levede fint op til mine fordomme. Direkte fra UFO’er og aliens til den postulerede konspirationsteori om at muslimer ønsker at overtage Danmark: “Der er der ikke noget som tyder på at det er ved at ske, eller at nogle prøver på at få det til at ske.” Udsendelsen kan høres her.

Mads Ananda Lodahl, forfatter: … som med alt muligt andet, skal man ho hele tiden forholde sig til at der er en etisk dimension i det.

Nikoline Larsen, Radio4: Det er vel også sådan noget med UFO og aliens-teorierne, at de kan synes som et frirum fordi de ikke sådan umiddelbart…

Mads Anando Lodahl: Det er jo relativt ufarligt, kan man sige, men så er der sådan en som David Icke, som mener aliens er sådan nogle ‘reptilians’, ’shapehifter’, som er jøder. Så bliver det sådan, ej stop, det er ikke fedt. Men ja, der er jo også folk i Danmark som tror at muslimerne i Danmark bare venter på at blive mange nok, så de kan overtage landet. Det er jo en konspirationsteori, som igen, ifølge Occams ragekniv – det er fuldstændig usandsynligt. Der er der ikke noget som tyder på at det er ved at ske, eller at nogle prøver på at få det til at ske. Og det har jo ægte konsekvenser, at folk ligesom har den der angst eller den der konspirationsteori kørende. Det har jo ægte konsekvenser for mennesker, der bor i din boligblok, altså.

(Collage: Mads Ananda Lodahl og andre ‘forfattere’)

citater

“Et ægteskab mellem en mand og kvinde er jo heller ikke upolitisk, ahistorisk eller lige. Derfor bliver man nødt til at forholde sig til, at det er en institution, som er en del af det patriarkalske samfund, hvor kvinder historisk set har været en handelsvare, og hvor kernefamilien er en forbrugerenhed, der er med til at opretholde kapitalismen.” (Mads Ananda Lodahl, Politiken, 26. februar 2011)

“Det er ingen hemmelighed, at to-kønssystemet er en social konstruktion. Cpr-registret med dets to – og kun to – indbyggede muligheder for at markere køn er et system, som mennesker har skabt. Vi ved også, at der findes mere end to køn. … Men bruger staten og sundhedsvæsenet virkelig lovgivning, hormonbehandling, eugenik, fosterdrab, tvungen sterilisering og ‘normaliserende kirurgi’ for at opretholde to-kønssystemet? Og når nu systemet ikke stemmer overens med virkeligheden, hvorfor ændrer man det så ikke, i stedet for at prøve at tilpasse virkeligheden til systemet?” (MMads Ananda Lodahl, Altinget, 11. maj 2015)

“Det er let at grine af ufologien, men hvis folk som Hawking og Kaku er åbne for muligheden, er det måske arrogant uden videre at affeje tanken. Og hvis man først køber præmissen om, at en UFO hypotetisk set kan være styrtet ned et sted i USA, så bliver resten af Greers historie både troværdig og vigtig.” (MMads Ananda Lodahl, Information, 6. juli 2018)



15. december 2020

Mattias Tesfaye indfører MENAPT-kategori: Rådet for Etniske minoriteter undsiger ‘mere ærlige tal’

Fint initiativ fra integrationsminister Mattias Tesfaye, for som han så rigtigt siger, så giver begrebet ikkevestlige indvandrere ikke rigtigt mening. Latinamerikanere og asiater integrerer sig selv, hvorimod indvandrere fra MENAPT-landene (Mellemøsten, Nordafrika, Pakistan og Tyrkiet) kræver en mere målrettet indsats. Man skulle umiddelbart tro at Rådet for Etniske Minoriteter ville bifalde mere præcise tal, så man undgår generaliseringer og fordomme, men nej. De nye kategorier er efter forkvinde Halima El Abassis mening problematisk, og ikke gavnlig, da de ikke samler befolkningen: “Jeg så hellere et nyt narrativ, hvor man ser os allesammen som medborgere.”

Statistik er et ondt ekskluderende redskab, må man forstå. Fra Berlingske – Nu vil Tesfaye særskilt undersøge folk fra Mellemøsten og Nordafrika i Danmark: ‘Vi har brug for mere ærlige tal’.

“Udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) vil som noget helt nyt lave særskilte beregninger på personer i Danmark med mellemøstlig og nordafrikansk baggrund. Blandt disse nationaliteter er der nemlig flere kriminelle og arbejdsløse end blandt øvrige indvandrere, viser nyt notat. …

Udlændinge-og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har således besluttet at lave statistik på en ny landegruppe bestående af 24 lande fra primært Mellemøsten og Nordafrika, der skal bruges, når ministeriet undersøger, hvordan det står til med kriminalitet og beskæftigelse blandt indvandrere og efterkommere i Danmark.

‘Vi har brug for mere ærlige tal, og jeg tror, at det vil gavne og kvalificere integrationsdebatten, hvis vi får de tal frem i lyset, for grundlæggende viser de jo, at vi i Danmark ikke rigtig har problemer med folk fra Latinamerika og fjernasien. Der, hvor vi har problemer, er med folk fra Mellemøsten og Nordafrika,’ siger Mattias Tesfaye.”

(Berlingske, 13. december 2020, s. 21)



11. december 2020

Tim Jensen: Politikere intimiderer islamforskere, “… mange er bange for ikke at få forskningsmidler”

Tidligere på ugen hørte jeg i radioen, at medierne var alt for kritiske mod Mette Frederiksen-regeringen. Et bizart standpunkt, når banale nazi-associationer problematiseres over flere dage, hvad (jf. meningsmålinger) trumfer det der ligner et klokkeklart grundlovsbrud. Mette er styrket, og det er ikke på trods af medierne.

Et godt eksempel på den socialdemokratiske partistat er det famøse Martin Rossen-interview på ‘hele Danmarks Radio’. Her portrætteres statsministerens ven og tidligere chefstrateg Martin Rossen over 43 minutter uden kritiske spørgsmål. Journalisten bag, Michael Jeppesen, kender flere centrale socialdemokrater privat, og hans produktionsselskab MUST, står blandt andet for Socialdemokratiets ‘Fællesskabspris’. Rådgiveren på denne pris er Sune Gylling Æbelø (hvis bror er samlever med DR-kendis Abdel Aziz Mahmoud), der i dag er ansat som taleskriver for fødevareministeren. Alt det og meget mere kan man læse i Weekendavisen.

Der er stor forskel på de borgerlige og Socialdemokraterne. Sidstnævnte bruger magten, når de har den. I forhold til Islam er det godt i disse år, og man må rose Mattias Tesfaye for at gøre kort proces mod RUC-forskere der vil normalisere sharia-baseret social kontrol.

Den slags piner naturligvis religionshistoriker Tim Jensen, der til Forskerforum fortæller, at han er bekymret for forskningsfriheden, men i dag er så gammel, at han godt ‘tør sige fra’. For fjorten år siden, sagde han helt det samme, og intet indikerer, at det har haft negativ betydning for hans akademiske karriere. Tværtimod.

Personligt vil jeg gerne gøre forskeraktivisterne helt uafhængig af skattekroner, men det har lange udsigter, og ‘liberal tears’ er for nuværende det mindst ringe. Fra Forskerforum.dk – Religionsforsker: ‘Forskning i islam er betændt og politiseret ud over alle grænser’.

“Der har været forholdsvis stille om Tim Jensen siden Muhammed-krisen i 2006. Han har valgt at holde mund, men sagen om rapporten ‘Magt og (m)ulighed’, som udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) har fjernet fra Integrationsministeriets hjemmeside, får ham nu til at reagere. Rapporten er blevet stemplet som ubrugelig og af videnskabeligt dårlig kvalitet af flere politikere, fordi forskerne angiveligt anbefaler koran- og arabiskundervisning som en måde at bekæmpe social kontrol. Det har forskerne dog selv afvist er tilfældet.

Han ser sagen som en del af en større tendens til, at politikerne, ikke mindst efter Muhammed-krisen, forsøger og delvist er lykkedes med at intimidere forskerne til at afholde sig fra at deltage i den offentlige debat ved at hænge dem ud i medierne og ved at true dem til tavshed.

Jeg er så gammel nu, at jeg godt tør sige fra, da jeg ikke længere har noget i klemme. Der burde være større protester fra alle forskere, ikke kun islamforskere…’, siger Tim Jensen.

Han mener, at dansk politik i årtier har været drevet af en islamfjendtlig diskurs i en sådan grad, at det nærmer sig islamofobi.

‘Der er et ensidigt politisk fokus på muslimer, og der eksisterer en forudfattet mening om, at kernen i islam og i muslimske fædres børneopdragelse er undertrykkelse. Alle nyere love i Danmark, der begrænser religionsfriheden, er i bund og grund rettet mod muslimer, og politik i Danmark er drevet af en delvis irrationel frygt for islam. Jeg og især islamforskere er utroligt trætte af hele tiden at få at vide, at vi ikke forsker i islam på den måde, som politikerne ønsker’, siger Tim Jensen.

Han tilføjer, at den seneste sag eksemplificerer, at politikerne dybest set ikke ønsker at blive klogere…”

(Lektor Tim ‘Islam eksisterer ikke’ Jensen, 2016)

“Der er altså nogle politikere, åbenbart, der mener at der er nogle forskere der ikke skal sige det, de siger, på baggrund af deres forskning, og på baggrund er deres egen vurdering. Udover det så mener jeg selvfølgelig, at vi har set eksempel på at den frie forskning, men også ytringsfriheden for forskere er truet. Og det synes jeg er meget uheldigt.” (Tim Jensen, 11. december 2006)



6. december 2020

‘Achmed’ solgte sin sjæl: “.. jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.’

Det er sjældent der kommer modsatrettede nuancer med i de store dagbladets Hergel-agtige portrætter af indvandrere, men Berlingskes fire sider lange portræt af 25-årige ‘Achmed’ giver begge sider af historien, og blotlægger kulturforskellene. Han har altid været fuldt bevidst om, at han ikke var dansker, og selv når han gjorde sit bedste, skulle der små episoder til, før han vendte tilbage til det trygge indvandrermiljø med kriminalitet og Koran. Et usynligt elastik trak ham tilbage til det kulturelle udgangspunkt.

‘Achmed’ dyrker offerrollen, men indrømmer også at det for 90 procents vedkommende er hans egen skyld. Selvom han var god i skolen og taler godt dansk, så kunne han ikke stå imod provokationer, og vold var for ham den naturlige løsning. Han brokker sig over at politiet tit stopper ham i bilen, og ser ikke det i sammenhæng med det faktum at han er kriminel, og sådan er der flere eksempler på manglende evne til at se sagen udefra.

Der er flere centrale afsnit i interviewet. Eksempelvis da han malende beskriver sin fordanskning på universitetet, som værende at ’sælge min sjæl’. Samuel P. Huntington satte ord på kulturens betydning i 1990’erne, og analysen holder stadig. Kultur har afgørende betydning, og ‘dem & os’-tænkning er et grundvilkår: “Vi ved kun, hvem vi er, når vi ved, hvem vi ikke er, og ofte kun når vi ved, hvem vi er imod.”

Det skal nok passe at ‘Achmed’ blev drillet af danskere i folkeskolen, men det meste handler om hans upassende opførsel. Da han fandt en dansk kæreste blev han vel modtaget af hendes familie. Det eneste eksempel på racisme i fortællingen er i forhold til et muligt ægteskab med en araber: Begge parter var imod. ‘Min mor hader arabere’, og pigens familie ’satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim’, og så var ‘Achmed’ i øvrigt “… for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.”

Langt interview med 25-årige ‘Achmed’ i Berlingske, som burde læses i sin helhed – Achmed følte sig hjemme blandt de danske venner på studiet. Men én episode ændrede alt og ledte ham ind i det radikaliserede miljø (kræver login).

“Hele livet har han søgt efter et fællesskab. Først var det hos de andre indvandrerdrenge i skolen, siden blandt de danske medstuderende på universitetet. Men her blev én særlig episode afgørende for, at han helt skiftede spor og bevægede sig dybt ind i det radikaliserede miljø og siden også den kriminelle verden. …

Hvorfor blev I ikke inviteret med?

‘Fordi vi ikke kunne finde ud af at opføre os ordentligt, jo,’ siger han og trækker undskyldende på skuldrene.

‘Så vi crashede festen. Det var ikke, fordi vi ville drikke. Vi drak kun sodavand dengang, danskerne drak sig i hegnet. Men vi blev sure over, at vi ikke blev inviteret med. Faren til ham, der holdt festen, så os ankomme, og han kom ned og gav os en kasse sodavand og sagde, vi skulle gå om i teltet og sige farvel. Han var faktisk fin nok og fik sagt farvel på en god måde.’

Men en af drengene havde drukket sig fuld og sagde til Achmed og hans venner: ‘Fuck jeres mødre på stribe.’

‘Vi tog ham med om bagved og bankede ham. …’

… Det var også i 3. g, at Achmed fik sin første kæreste.

Jeg troede, vi skulle giftes. Men hun var araber. Min mor hader arabere, og hendes forældre mente ikke, at vi skulle være sammen, så til sidst gik vi fra hinanden. Hendes familie satte spørgsmålstegn ved, om jeg overhovedet var muslim. Og så var jeg for brun. De var lidt lysere, og de ville ikke have deres hudfarve forurenet.

Efter gymnasiet begyndte han på sin bachelor og i modsætning til gymnasiet og folkeskolen, var han nu den eneste tosprogede på semestret. Det var her, han skulle opleve noget, han aldrig havde prøvet før. … Achmed tog i byen med de danske studiekammerater. Festede med dem og hang ud med dem. Tog med til julefrokost. …

‘På et tidspunkt siger en af mine studiekammerater, en af mine venner, til mig, at jeg er en af de få, der nok skal klare sig. Og jeg spørger, hvad han mener med det. Måske havde han fået for meget at drikke, men han siger til mig;

‘Achmed, du er jo lidt af en præmieperker. Du går på universitetet, du er sammen med danskere’.’

Achmed havde i det øjeblik flashback tilbage til folkeskolen.

De prøvede igen at skabe den der ‘os og dem’-mentalitet i stedet for bare at acceptere mig for, hvem jeg er. …'”

(Collage: Samuel P. Huntington & P.S. Krøyers ‘Hip, hip, hurra!’)

Citater

“I kan ikke lide mig, når jeg laver ballade, og I kunne heller ikke lide mig, da jeg prøvede at sælge min sjæl på universitet og blive en af jer, hvad skal jeg så gøre? Mine universitetsvenner kunne lide mig på overfladen, men jeg var aldrig en af dem. Jeg var noget udefra, som fik lov til at være med.” (‘Achmed’, Berlingske, 2020)

“Blood, language, religion, way of life, were what the Greeks had in common and what distinguished them from the Persians an other non-Greeks.” (Samuel P. Huntington, The Clash of Civilizations and the Remaking of World Order, 1996, s. 42)



2. december 2020

Rosa Lund: Jeg er ligeså bange for ‘islamister’, som jeg er for ‘abortmodstandere’, ‘den katolske kirke’

Jeg har aldrig helt forstået, hvorfor medierne betragter Enhedslisten som et demokratisk parti. Partiet ønsker en ‘revolution’, og når de taler om et ‘et socialistisk demokrati’, kan det vanskeligt forstås som noget, der lader sig forene med Grundlovens rammer for det folkelige demokrati. Eksempelvis noteres det i principprogrammet, at det af partiet ønskede samfund vil kæmpe for internationalt samarbejde mellem ‘forskellige fremtidige socialistiske demokratier’. Østblokkens kommunistiske utopi igen igen. Flere arbejdslejre. Flere massegrave.

At Rosa Lund må forventes at gå ind for et afskaffelse af Grundloven, hvis første kapitel definitivt blokerer for etableringen af et ’socialistisk demokrati’, afholder hende ikke fra at bruge demokrati som argument i politiske debatter. Fornyligt debatterede hun som ordfører et lovforslag ‘om forbud mod modtagelse af donationer fra visse fysiske og juridiske personer’. Her forklarede hun, at hun er ligeså bange for ‘islamister’, som hun er for ‘abortmodstandere og den katolske kirke i Polen’.

Bemærk hendes leg med ord. Islamister der vil afskaffe demokratiet, sammenlignes med abortmodstandere der undergraver/undertrykker/underminerer demokratiet. Der er solidt flertal for den vedtagne lovgivning i Polen, og den logiske slutning må være, at hun mener polakkerne blokerer for demokrati i Polen. Det må så være den socialistiske afart, landet var underlagt indtil Muren faldt.

Interview med Enhedslistens Rosa Lund i Kristeligt Dagblad – Folketingspolitiker: Jeg er lige så bange for abortmodstandere som for islamister.

“Hvorfor er du lige så bange for abortmodstandere som for islamister?

‘Fordi jeg er bange for alle, der undertrykker vores demokrati, og for alle, der undertrykker retten til egen krop. Det at undertrykke demokratiet er jo lige slemt, uanset om det er dig eller mig, der gør det. Det er jo ikke et nobelt formål at undertrykke demokratiet, det er noget møg.’

Er der ikke forskel på at ønske en konkret lov fra 1973 ændret og at modarbejde eller underminere demokratiet?

‘Jo, men jeg synes jo, at det at fjerne retten til at bestemme over egen krop er med til at undergrave demokratiet. Det, at vi selv bestemmer over vores kroppe, er da en central del af det at leve i et demokratisk land, der bygger på menneskerettigheder.

Det Etiske Råd har skrevet, at ‘den gravide kvinde og fosteret kan betragtes som to selvstændige individer, som begge er beskyttelsesværdige’. Underminerer man demokratiet, hvis man ønsker at beskytte fosteret frem for kvinden?

‘Jeg synes, det underminerer vores samfund, der er bygget på ligestilling mellem kønnene, at kvinden ikke kan bestemme over sin egen krop. … Jeg har den præmis, at jeg synes, det er rigtig godt, at vi har ret til fri abort i Danmark, fordi det styrker ligestillingen mellem kønnene, og jeg synes, det er vigtigt i et demokrati, at der er ligestilling mellem kønnene.'”

(Rosa Lund i Folketinget, 19. november 2020; Foto: FT.dk)

“… tak til fru Marie Krarup for en spændende tale, vil jeg sige. For det ligger vel indlejret i demokratiet og i de rettigheder, som vi har bygget Danmark op på, at man ikke gør forskel, altså at man netop ikke gør forskel; at man netop ikke siger, at de mennesker herovre, som vi er meget uenige med, må ikke donere, mens de mennesker derovre, som vi også er meget uenige med, gerne må. Jeg tænker f.eks. på meget stærkt kristne, som er modstandere af abort. Jeg mener, det er en grundlæggende rettighed, kvinden har til sin egen krop, og jeg mener da ikke, at vi skal tage imod donationer fra mennesker, som vil fremme den dagsorden, at kvinden ikke længere skulle bestemme over sin egen krop. Derfor synes jeg faktisk, det er ret vigtigt, at man ikke gør forskel. …

At sikre demokrati og menneskerettigheder er nemlig en dagsorden, som ligger os meget på sinde i Enhedslisten…

Misforstå mig ikke, for jeg synes, det er rigtig vigtigt, at vi sikrer demokrati og frihedsrettigheder, men jeg bliver bekymret over det her lovforslag, for jeg synes, det ligner en politiseret forbudsliste, og derfor synes jeg, det er vigtigt, at vi bliver mere præcise. Men jeg synes også, det er vigtigt, at vi tager en diskussion af, hvad det her egentlig handler om, for jeg vil sige, at ekstreme religioner og ekstreme ideologer er lige farlige, uanset hvor de kommer fra. Jeg er sådan set lige så bange for islamister, der undertrykker demokrati, som jeg er bange for Tyrkiet, der undertrykker demokrati, som jeg er bange for Kina, der undertrykker demokrati, som jeg er bange for abortmodstandere og den katolske kirke i Polen, der undertrykker demokrati. Det er vigtigt for mig, at vi forsvarer vores demokrati i Danmark mod alle disse trusler…” (Rosa Lund under L81-1. behandling, 19. november 2020)



1. december 2020

Lundtoftegade vil bekæmpe ghettoprædikat med en parade, hvor der ‘rituelt’ foretages en ‘nærhealing’

Jeg har lige mærket efter. Nej, min holdning til ghettolisten har ikke ændret sig trods stofbannere, og badutspringer-happenings såsom ‘nær- og fjernhealing’. Min første tanke var at smide de to ‘kunstnere’ ud af Lundtoftegade, for på den måde at forbedre de ministerielle tal. Men de har jo nok et arbejde, for de bor på pæne adresser i Hellerup og Islands Brygge. Hvis de flyttede ind, så ville det i så fald hjælpe lidt, og hvis den eks-kriminelle beboerformand samtidig flyttede ud, så ville det rykke nogle procenter. Jeg ville nok stadig betragte Lundtoftegade og resten af Nørrebro som en ubehagelig ghetto, men ikke alle kan nås.

Fra Politiken.dk – De vil fjernes fra ghettolisten. Og nu tager de helt usædvanlige metoder i brug.

“Beboerformand i AKB Lundtoftegade på Nørrebro Søren-Emil Schütt står efter eget udsagn »med ryggen mod muren«. Efter at have prøvet at få Lundtoftegade af ghettolisten i flere år, mener han, at det er på tide at prøve noget nyt. Ved hjælp af billedkunst, performances og ‘nær-og fjernhealing’ vil han forsøge at ændre danskernes bevidsthed og syn på Lundtoftegade.

I seks måneder har han i samarbejde med beboere, kunstnere og kunstinstitutioner skabt tre happenings, hvoraf den første, fremvisningen af to 250 m2 store bannere skabt af kunstneren Mette Nisgaard Larsen, foregår i morgen.
Ibyen har spurgt Søren-Emil Schütt, hvad det nye kunstprojekt skal gøre godt for. …

‘Vi beboere i Lundtoftegade har det sidste halve år arbejdet sammen med kunstnerne Mette Nisgaard Larsen og Marie-Louise Vittrup Andersen om at producere bannere og masker. Det hele vil foregå i tre dele. Første del er på lørdag, og der vil vi fremvise to store bannere, vi har lavet. Anden og tredje del foregår 29. november, dagen inden ghettolisten udkommer. Der vil vi først afholde en parade, hvor vi rituelt bevæger os rundt om vores boligområde for at lave en nærhealing. Derefter, om aftenen, laver vi en fjernhealing af ghettolisten’.”

(‘Nærhealing’ af Lundtoftegade, 29. november 2020; Foto: Facebook)

“Som I ved, gør vi alt, hvad vi kan for at komme af ghettolisten. Den 29/11 holder vi en stor kunstparade, der skal heale os af ghettolisten. I den forbindelse engagerer vi med mange forskellige spirituelle og kunstneriske mennesker. … I morgen, hvor der er fuldmåne, skal vi skrive breve til Månen. Brevet skal handle om, hvor forbandet ghettolisten er og hvor dejligt vores hjem og område er, og bagefter skal brevet brændes. Når vi brænder brevet, brænder vi alt, hvad der dømmer Lundtoftegade til ghettolisten, og de energier, der bliver frigivet, sikrer, at vi kommer af listen med lethed og ynde.” (Søren-Emil Schütt, Facebook, 30. oktober 2020)

Oploadet Kl. 11:01 af Kim Møller — Direkte link67 kommentarer


28. november 2020

Jihadist ville myrde danskere jf. DR: ‘Danske fotografer mistede næsten livet i jagten på sjældne dyr’

‘Danske fotografer mistede næsten livet i jagten på sjældne dyr’, skriver DR.dk, og umiddelbart skulle man tro, at de var blevet angrebet af vilde dyr. Lidt nede i teksten kommer det dog frem, at Helle og Uri Løvevild Golman blev udsat for et ‘mordforsøg’ for tre år siden i Libreville, Gabons hovedstad. Lidt mere ærlig er Journalisten.dk, der sidste år – efter at have associeret mordforsøget med Trump, havde det faktuelle på plads – Døden nær efter knivangreb: ‘Vores livs hårdeste og længste ekspedition’. Via BM.

“Præsident Donald Trump skriver historie den 6. december 2017. Med et tweet udråber han Jerusalem til Israels hovedstad. Men det ænser de danske fotografer Helle og Uri Løvevild Golman ikke. Både de og deres store kameraer har indstillet fokus på en opgave for Strong Production / TV 2 i det centralafrikanske land Gabon.

Men Trumps beslutning kommer imidlertid til at ændre deres liv radikalt. 11 dage senere er Helle og Uri efter tre ugers vellykket mission i landet på markedet for at finde film-location.

… De er på den næstsidste af 26 ekspeditioner, hvor de med 200 rejsedage om året har opsøgt kontinenter og svært tilgængelige og langtfra ufarlige dyr, som de tager sig i agt for og nogle gange flygter fra. Alligevel er det en tobenet homo sapiens, der sender dem til tælling.

‘Jeg står og kigger på en afrikansk maske, da en mand kommer hen og kigger mig direkte i øjnene. Så tager han en kokkekniv frem og stikker mig i maven og løfter den op, så han skærer en centimeter af leveren. Så tager han den ud og stikker mig i hjertet. Derefter vender han kniven i hånden og hugger mig i halsen. …’

… af efterforskningen fremgår det, at den 53-årige nigerianskfødte Arouna Adamou rejste 350 kilometer fra sin landsby til hovedstaden og ventede på potentielle ofre foran den amerikanske ambassade, indtil sikkerhedsvagterne smed ham væk. At han råbte ‘Allahu akbar’ (‘Gud er stor’ på arabisk, red.) under angrebet, og at han samt Gabons forsvarsminister har erklæret, at han handlede i hævn over Trumps beslutning med målet om at dræbe hvide – helst amerikanere.”

(Uri Løvevild Golman, som blev forsøgt myrdet af jihadist; Foto: YouTube)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper