19. april 2014

Imamer opfordrer muslimer til at ‘stjæle fra de vantro’, tyvekoster solgt i moske, pengene gik til jihad…

Der kommer næsten dagligt interessante oplysninger frem om organiseret Islam. I denne uge kunne Grimhøjvejmoskeens Oussama El-Saadi ikke holde masken længere, og erklærede åbent overfor flere medier, at konvertitten Victor Kristensen, der fornyligt døde i en selvmordsaktion i Syrien, er en helt. Forklaringen var lige efter bogen: “Sandheden er den, at jihad er en del af islam. Som muslimer kan vi ikke sige, at vi ikke tror på jihad, for det er en del af vores tro.”

Flere sandheder om samme moske i BT – Skarpe anklager mod omstridt moske: Unge sendt på indbrudstogt.

“Centrale kræfter i en berygtet moske i Aarhus har systematisk manipuleret unge muslimer til at begå kriminalitet for at skaffe penge til hellig krig. Det hævder en mangeårig ven af en række unge mænd, som de seneste år er blevet hvervet af radikale islamister på adressen.

- Jeg har desværre flere venner, der er blevet radikaliseret i den moske og siden er blevet taget for butikstyverier og indbrud. … De går meget stille med det, men overfor mig og andre, der har kendt dem i mange år, lægger de ikke skjul på, at det er noget, de er blevet opfordret til i moskeen. De får at vide, at det er deres pligt at bidrage til den hellige krig, og at de i første omgang kan gøre det ved at skaffe penge ved at stjæle fra de vantro, siger kilden. …

Moskeen, der beskyldes for at stå bag opfordringer til kriminalitet, ligger på Grimhøjvej tæt ved Gellerupparken i Aarhus’ vestlige udkant. …

- Jeg bliver vred, når jeg ser, at de bare skubber ansvaret fra sig og lader som om, de intet ved om, hvad der foregår. For sandheden er, at de ved det hele. Flere af mine venner har fortalt, at tyvekosterne fra deres missioner sågar er blevet afleveret og solgt i moskeen.

[...]

Den tidligere imam Ahmed Akkari fungerede i flere år som tilbagevendende gæsteprædikant i den udskældte moske. …

- Både på Grimhøjvej og i mange andre moskeer hersker der en ret udbredt opfattelse af, at islam og Vesten er i krig, og at det retfærdiggør nogle handlinger, som ellers ikke er acceptable. Det gælder bl.a. kriminalitet mod de vantro. Jeg ved, at nogle imamer velsigner det som en legitim krigshandling. Men de fleste er meget forsigtige med ikke at opfordre til noget direkte…”

Oploadet Kl. 01:37 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Arkiveret under:


18. april 2014

Mikkel Andersson dissekerer Bonnichsen, Erslev Andersen og Lidegaard: De har næppe læst Akkaris bog

Det er svært ikke at nå til samme konklusion. Bonnichsen, Erslev Andersen og Lidegaard kan ganske enkelt ikke have læst Ahmed Akkaris bog. Fra Politiken – Reaktionerne på Akkaris bog er præget af hykleri og manipulation.

“Når nu vi således har set på Akkaris troværdighed, er det på sin plads at kigge lidt nærmere på de mere specifikke påstande, som andre har fremsat om hans bog og person. Her er en af de mest interessante den tidligere chef for PET, Hans Jørgen Bonnichsen, som i flere omgange har udtalt sig om bogen.

Det er svært at skrive på en diplomatisk måde, men jeg kan ganske enkelt ikke afryste en fornemmelse af, at Bonnichsen udtaler sig om Ahmed Akkaris bog uden at have læst den. I et indlæg i Berlingske skriver han nemlig:

‘At Akkari så har opført sig, som tilfældet er, ændrer således ikke ved, at mange andre imamer har medvirket til, at der var fredeligt og roligt i Danmark. Hvis der virkelig er nogen, som Akkari burde give en undskyldning, så er der disse agtværdige personer, som han nu har trukket med ned i sin egen realisering af de kollektive fordomme’.

Det samme ønske om en undskyldning til andre imamer har Bonnichsen uddybet i radioprogrammet Rushys Roulette på Radio24syv. Her kom det frem, at det i særdeleshed er den nu afdøde imam fra islamisk trossamfund, Abu Laban, som Bonnichsen mener, at Akkari har tilsværtet og skylder en undskyldning.

Men hvis man læser bogen fremgår det direkte, at Abu Laban faktisk var en af de centrale personer i Muhammedkrisens udvikling. … Det er faktisk Abu Laban, som ender med at formidle den egyptiske ambassadørs ønske om at udsende de senere så berygtede delegationer… Akkari fortæller, at det er på en af disse delegationsrejser, at de udsendte imamer mødtes med både Hamas og Hizbollah.

Hvis Bonnichsen altså – på baggrund af Akkaris bekendelser – er villig til at konkludere, at Akkari agerede illoyalt og tvetunget – er det udtryk for en stærkt tendentiøs læsning – på baggrund af samme bekendelser – at frikende Abu Laban.

Den udlægning virker mest af alt som Bonnichsens forsøg på at forsvare, at PET under Muhammedkrisen og hans lederskab iværksatte et samarbejde med en række imamer, som skulle fremme freden i Danmark. Bonnichsens problem er imidlertid, at hvis Akkaris bog er sandfærdig, så var en del af disse imamer reelt via deres samarbejde med arbejdsgruppen i varierende grad, medansvarlige for, at Muhammedkrisen i det hele taget opstod. At Akkari skulle skylde nogen af dem en undskyldning for noget forekommer meget, meget mærkværdigt…

En anden prominent anmelder af bogen er terrorforsker Lars Erslev Andersen. I sin anmeldelse i Politiken skriver han,

‘Som bekendt afviste Statsministeriet og Anders Fogh Rasmussen at mødes med de 12 ambassadører. [...] Om det havde ændret noget, ved vi ikke. Men vi ved, at Anders Fogh Rasmussens afvisning i den grad gjorde den egyptiske ambassadør vred, og at hun blev en meget vigtig brik i organiseringen af de danske imamers rejser til Mellemøsten’.

Det er en overordentlig mærkværdig udmelding al den stund, at Akkari specifikt adresserer præcis spørgsmålet om afvisningen af ambassadørmødet i bogen. Ifølge Akkaris fremstilling var det langt fra fra spontan harme, der fik ambassadørerne til at gå ind i sagen. Det gjorde de først efter – i dybeste hemmelighed – at være blevet kontaktet af selvsamme arbejdsgruppe, som Ahmed Akkari altså var en central del af. Både i Danmark og internationalt var samarbejdet mellem ambassadørene og arbejdsgruppen både aftalt og koordineret. Derfor er det mildest talt opsigtsvækkende, at Erslev ikke forholder sig til Akkaris udsagn om netop det:

‘Den afvisning er mange gange siden blevet betegnet som det, der slap uhyret løs. Uden den var alt nok gået i sig selv, har både politikere, kommentatorer og eksperter hævdet. Synspunktet er endda blevet fremført af den daværende udenrigsminister Per Stig Møller i en tv-dokumentar. Hver gang har jeg for mig selv rystet stille på hovedet. Faktum er, at statsministeren umuligt kunne have sagt eller gjort noget, der havde stillet os tilfreds, så længe han handlede inden for lovens rammer. Ytringsfriheden og de grundlæggende demokratiske værdier forhindrede ethvert statsligt indgreb mod avisen. Det vidste vi, og det gjorde både ambassadørerne og OICs generalsekretær selvfølgelig også. De var alle dygtige diplomater. Det var netop derfor, de bad om indgrebet. De vidste, at statsministeren ville være nødt til at nægte, og det kunne bruges til at nære vreden og krisen, som de hver især kunne se egne fordele af. Afvisningen var med andre ord et våben, vi forventede at få til vores kamp. Havde Anders Fogh Rasmussen rakt os en lillefinger, havde vi bare hugget den af og bedt om resten af kroppen. Han ville i så fald have åbnet en dør mod ekstremismen, som ikke havde givet noget afgørende resultat, men som det ville have krævet en lampeånd med magiske kræfter at lukke igen’.

At Erslev ikke alene ignorerer dette, men direkte skriver, at man efter endt læsning ‘ikke ved’ mere om dette spørgsmål, som Akkari altså eksplicit og utvetydigt adresserer, forekommer yderst problematisk.

… hvis man efter endt læsning af Akkaris bog vil konkludere, at såvel de danske som internationale reaktioner ikke stort set alle kan føres tilbage til arbejdet udført af den arbejdsgruppe som Raed Hlayhel i samarbejde med Akkari oprettede og arbejdede utrætteligt i fra efteråret 2005 til foråret 2006, så skylder man som minimum at fremsætte en alternativ teori, der i lige så høj grad som Akkaris fremstilling inddrager den eksisterende viden om krisens forløb og udvikling. En sådan imødeser jeg med spænding.

En anden, som jeg oprigtigt er i tvivl om faktisk har læst bogen inden han satte sig til tasterne, er Politikens chefredaktør Bo Lidegaard. I sin leder om bogen skriver han, at den ‘med alt tydelighed [viser], at Akkari og konsorter ikke talte på vegne af danske muslimer. De var selvbestaltede plattenslagere, der ikke repræsenterede andre end sig selv’.

Det er i lodret modstrid med, hvad der faktisk står i bogen. Her beskriver Akkari eksplicit, hvordan arbejdsgruppen havde opbakning fra ekstremt brede kredse i det danske muslimske miljø. Han skriver direkte, at der ved det indledende møde var forsamlet ’16 af de mest indflydelsesrige islamiske organisationer i Danmark’(side 229). Tallet voksede senere til 27 (s. 258).

At hævde bogen giver belæg for, at arbejdsgruppen ikke repræsenterede andre end sig selv, er så faktuelt forkert, at det er svært at forestille sig, Lidegaard har læst bogen. Hvis han har, må man konkludere, at Politikens chefredaktør skriver noget, han godt ved ikke passer.

Disse forsøg på – med afsæt i hans Akkaris egen bog – at fremstille ham et enkelt råddent æble i et ellers sundt miljø er stærkt misvisende. Det fremstår som et intellektuelt uhæderligt forsøg på at konstruere en narrativ, som passer bedre ind i d’herres eget kram end et forsøg på at forholde sig til, hvad der faktisk står i bogen.”

Oploadet Kl. 11:55 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Arkiveret under:


15. april 2014

Britain First-leder iført sixpence-kasket til demonstrerende islamist: “Why don’t you go to South-Arabia?”

English Defence League eksisterer formelt set stadig, men Tommy Robinson kan ikke sådan lige erstattes, og det skulle overraske mig meget hvis ikke organisationen langsomt forsvinder eller spalter sig ud i nye grupperinger. Seneste skud på stammen i det engelske er Britain First-bevægelsen ledet af den tidligere BNP’er Paul Golding, der lyder meget Robinson’sk, og tydeligvis er inspireret af EDL.

BF og Paul Golding er dog efter men efter diverse videoer at dømme, væsentlig mere proaktiv. Hvor EDL arrangerede velordnede demonstrationer i islamiserede områder, går BF så vidt jeg kan se mere målrettet efter direkte konfrontation med Anjem Choudary-segmentet på gadeplan. Bemærk de for arbejderklassen ikoniske kasketter (sixpences).

Herunder ses Paul Golding konfrontere islamist med ordene: “In my country? If you wanna spred islam, why don’t you go to South-Arabia?”

(London, 4. april 201; Britainfirst.org, Liveleak)

“Police have raced to the home of hate preacher Anjem Choudary and evacuated his family to protect them from attack, it emerged today. … A group called Britain First posted a video message online calling on police to arrest Anjem Choudary by 6pm or they would come to detain him themselves.” (DailyMail, 2013)

“British faith leaders have united to condemn a BNP-linked vigilante group called Christian Patrols which drove two armoured vehicles into a Muslim-dominated street and baited residents with alcohol and cigarettes.They were reacting to a recent incident in which nationalist group Britain First drove two Gulf War armoured Land Rovers down the length of Brick Lane, one of the most famous streets in the east London borough of Tower Hamlets. The group said they were there to ‘defend British soil against Muslim extremists’. They said they were reacting to the so-called ‘Muslim Patrols’ who were convicted in December for threatening non-Muslims in the area.” (Express, 2014)

Oploadet Kl. 15:33 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


14. april 2014

“… hvis definitionen på en ‘islamist’ holder, så er islamisten jo ikke andet end en rettroende muslim.”

Det kunne være underholdende at overvære en debat om Islam mellem LA Ungdoms Rasmus Brygger og Lars Hedegaard, men de er tydeligvis ikke i samme akademiske vægtklasse. Hedegaard anmelder Ahmed Akkaris bog for Dispatch International – Tidligere dansk balladeimam hopper af.

“I årtier er enhver, der har ytret et pip om faren fra islam, blevet beskyldt for at ville udbrede sammensværgelsesteorier og se syner midt om dagen. Sådanne mennesker kunne man affærdige som afsindige racister og højreekstremister. Og det gjorde man. En del blev trukket i retten og dømt for deres utilbørlige meninger, andre fik bare deres liv ødelagt.

Nu kommer så tidligere imam Ahmed Akkaris bog Min afsked med islamismen: Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark. Den beskriver ikke nogen sammensværgelsesteori, men derimod en vaskeægte sammensværgelse. Heri deltog stort set alle danske imamer og islamiske organisationer og deres mål var at knuse det danske demokrati. Ytringsfriheden skulle væk, landet skulle underkues med trusler og om nødvendigt med vold. Grundloven skulle sættes ud af kraft og erstattes af den muslimske lov, shariaen, og de vantro skulle acceptere et liv som dhimmier, dvs. rets- og forsvarsløse undersåtter under islams magthavere.

Det ved Ahmed Akkari alt om, for han var selv med til at lave sammensværgelsen nogle få dage efter, at Jyllands-Posten havde offentliggjort sine berømte Muhammed-karrikaturer den 30. september 2005. Senere blev han talsmand for de 27 muslimske organisationer, der ville have avisen til at undskylde, at den havde brugt ytringsfriheden, og forlangte, at statsminister Anders Fogh Rasmussen greb ind for at beskytte et stakkels religiøst mindretal mod forhånelse.

(Lars Hedegaard og Ahmed Akkari til TFS-møde, 22. august 2013; Snaphanen)

Man skal imidlertid gøre sig bogens begrænsninger klart. Den er ikke Akkaris farvel til islam, men til noget han kalder ‘islamismen’, som han forsøger at definere i en kort indledende erklæring. Islamismen er en ‘infektion’, der får de smittede til at betragte ‘Koranen og en lang række fortællinger om profeten Muhammeds ord og handlinger som Guds fuldstændige og ubøjelige lov for mennesket i alle tænkelige situationer’. … ‘Muslimer, der lever efter andre standarder, anses i varierende grad som afvigere og kættere, mens alle ikke-muslimer betragtes som undermennesker, der skal omvendes eller underkastes for at behage Gud.’

Men hvis det er definitionen på en ‘islamist’, hvad er så en muslim? Det giver bogen ikke noget svar på. Det ville også være svært, for hvis definitionen på en ‘islamist’ holder, så er islamisten jo ikke andet end en rettroende muslim. En muslim, der ikke mener, at Koranen og profetens ‘sunna’ (altså hans ord og gerninger) er en absolut rettesnor i alle livets forhold og som ikke synes, at vantro skal bøje nakken, er ikke muslim, men en frafalden, der ifølge shariaen er hjemfalden til dødsstraf. …

Men når Akkari nu ikke kan eller vil fortælle, hvad en ikke-islamistisk muslim er, så bringer hans bog måske eksempler på imamer, moskeer eller islamiske organisationer, der er parate til at behandle ikke-muslimer som medmennesker? Nej, han nævner ikke en eneste – og den mest oplagte forklaring er, at de ikke findes.

Som bogen er lagt op, står vi altså over for den implicitte påstand, at al den ondskab og korruption, der udgår fra de islamiske ledere og institutioner (svindel med offentlige midler, eksamenssnyderi i muslimske friskoler, samarbejde med blodtørstige terrororganisationer, indførelse af et parallelt retsvæsen i muslimske bosætningsområder mv.) skyldes ‘islamistisk’ infektion og ikke har noget med islam at gøre.

… selv om man skulle acceptere det udgangspunkt, som alle søde mennesker krampagtigt holder fast i: nemlig, at islam er noget ganske andet end ‘islamisme’, burde almindelig sund fornuft – eller skal vi kalde det logik – tilsige, at der er noget galt.

For når det forholder sig sådan, at islam overalt medfører ‘islamisme’ – og jeg kender ikke et eneste land eller område i nutid eller fortid, hvor det ikke er tilfældet – så er ‘islamismen’ altså en egenskab ved islam. Og det der er en egenskab ved noget, kan ikke være dette ‘nogets’ modsætning eller noget væsensforskelligt fra dette ‘noget’.

De ‘islamister’, som Ahmed Akkari nu tager afstand fra, har jo ikke opfundet noget, som de ikke har kunnet finde belæg for i islams helligskrifter. Det er her man finder opfordringerne for ikke at sige ordrerne til de troende om at slå alle vantro med rædsel (også kaldet terror), underkue dem og om nødvendigt skære halsen over på dem, indtil Allahs religion hersker overalt.

… her stopper festen for såvel Akkari som for alle de vesterlandske eksperter, klogehoveder og politikere, der dagligt vil belære os om islams fortræffelige egenskaber og den muslimske indvandrings velsignelser. Og det forstår man jo godt. For hvis de ikke kan opretholde fiktionen om, at islamisme er noget helt andet end islam, bryder hele den statsautoriserede propaganda for multikulturen og for den folkeudskiftning, der bliver resultatet af deres tossegode indvandringspolitik, sammen.

Oploadet Kl. 06:26 af Kim Møller — Direkte link36 kommentarer


13. april 2014

Victor blev hvervet i folkeskolen: “Det eneste, han tænkte på, var, hvordan han kunne behage Allah…”

Den tidligere friskolelærer Hara Dvinge har over flere artikler i Den Korte Avis beskrevet, hvorledes islamiske friskoler i det vestlige Århus, reelt fungerer som skoling i salafisme. Folkeskolerne er det desværre også islamificerede. Fra BT – Danske Victor hjernevasket til selvmordsterror.

“Forlydender om, at en etnisk dansker skulle have deltaget i en selvmordsmission i Irak dukkede første gang op på islamistiske internetsider den 6. marts. Dengang kunne de ikke bekræftes, men BT kan nu afsløre, at historien er sand og handler om den blot 21-årige Victor Kristensen fra Aarhus.

- Victor havde altid været sådan en stille og forsigtig type, der ikke kunne gøre en flue fortræd. Men det ændrede sig, da nogle af de radikale islamister begyndte at tage ham med i moskeen. Pludselig forsvandt han bare. Han var væk fra byen og vennekredsen i mere end et år, og da han kom tilbage, var han fuldstændig forandret. Livet betød ikke længere noget. Det eneste, han tænkte på, var, hvordan han kunne behage Allah, så han kunne komme i paradis efter døden. Han var fuldstændig hjernevasket, fortæller en jævnaldrende aarhusianer, som var en af Victor Kristensens få nære venner i ti år op til hvervningen. …

I praksis blev hvervningen af Victor Kristensen i første omgang foretaget af en gruppe på 5-6 jævnaldrende drenge med indvandrerbaggrund, der ligesom han gik på Møllevangskolen i Aarhus. Ifølge den anonyme ven havde denne gruppe allerede tidligt udviklet stærke bånd til en omstridt moske på Grimhøjvej ved Gellerupparken i den vestlige del af byen. En moske, som er berygtet som tilholdssted for terrorsympatisører og radikale salafister, der hylder et forhistorisk islamisk ideal og er modstandere af alt moderne og vestligt.

Efter at Victor Kristensens jævnaldrende havde introduceret ham for miljøet her, tog mere erfarne kræfter ifølge flere kilder over. De underviste den unge dansker i sharia-loven, arrangerede, at han frasagde sin kristne tro til fordel for islam og sørgede for, at han efter niende klasse blev sendt på religiøse opdragelsesrejser hos forbindelser i blandt andet Egypten.”

(21-årige Victor Kristensen læser i Koranen; Uriasposten)

Oploadet Kl. 17:13 af Kim Møller — Direkte link35 kommentarer


7. april 2014

Ahmed Akkari i bog: Jeg respekterer folk på den yderste højrefløj, der vedholdende bekæmper Islam

Et citat der fortjener fremhævelse. Ahmed Akkari i Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark.

“For danskere og andre, der står udenfor islamismens rækker, er omfanget af dette maskespil stort set umuligt at gennemskue. Men det bruges overalt. Selv i de mindste lokalforeninger og moskeer formår ekstreme islamister at skjule deres dagsorden, så de uantastet kan fortsætte deres skadelige virksomhed. Ofte med hjælp fra offentlige pengekasser og velmenende dansker.

I dag gør det mig vred. Dobbeltspillet har fået mig til at føle afsky for mine gamle allierede. Samtidig har det givet mig en helt ny respekt for medlemmer af den yderste højrefløj og kristne miljøer, der stædigt hævder, at islam og mange muslimer af natur er krigeriske og ikke har noget at gøre i Vesten. Jeg deler langtfra alle disse synspunkter, men jeg respekterer, at disse mennesker står ved, hvad de mener, uagtet at det er kontroversielt og gør dem upopulære hos et stort flertal i befolkningen.

Dobbeltspillet har fået mig til at føle afsky for mine gamle allierede. Samtidig har det givet mig en helt ny respekt for medlemmer af den yderste højrefløj og kristne miljøer, der stædigt hævder, at islam og mange muslimer af natur er krigeriske og ikke har noget at gøre i Vesten. Jeg deler langtfra alle disse synspunkter, men jeg respekterer, at disse mennesker står ved, hvad de mener, uagtet at det er kontroversielt og gør dem upopulære hos et stort flertal i befolkningen.”

(Ahmed Akkari, Min afsked med islamismen…, 2014, s. 642; via Mads Kastrup)

Opdate. Et citat mere fra Ahmed Akkaris bog.

“Mange højrefløjspolitikere er gennem tiden blevet udråbt som racister for at hævde, at de danske islamister er kalifatets femte kolonne. Det var nemt at skyde deres påstande ned, for hvad vidste folk, der stod på ydersiden og kiggede ind i et miljø, de ikke kendte? Men jeg, der har stået i midten af denne verden i flere år, må i dag sige, at de havde ret.” (s. 345; Via Mikkel Andersson)

Oploadet Kl. 20:53 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer
Arkiveret under:

Walid al Bustani fik asyl i kristne Danmark, rejse senere til Syrien for at myrde ikke-muslimer – henrettet

Tilbage i 2012 kunne man i Politiken læse om salafistlederen Walid al Bustanis brutale fremfærd i al-hons, en mindre by i Syrien ved korsfarerborgen Krak des Chevaliers. Avisen fortalte ikke at Walid al Bustani 20-25 år tidligere, som flygtning, fik permanent opholdstilladelse i Danmark, og stadig har sin første kone og fem børn bosat i København, i lighed med det radikale netværk han voksede frem af. Han er nu henrettet.

(Walid al Bustani; Youtube)

Hele historien kan læses på Jeg graver-bloggen – Walid al-Bustani fra Danmark ‘..startede med at skære hovedet af en trafikbetjent’.

“Torsdag i forrige uge fordrev syriske regeringsstyrker endelig islamiske oprørere fra byen al-Hosn og den gamle korsfarerborg Krak des Chevaliers, efter radikale muslimer havde besat begge i to år. De radikale muslimers overtagelse af magten i al-Hosn kunne man dengang læse om i Politiken, der havde interviewet en flygtning fra byen (‘Salafisterne skar trafikbetjentens hoved af’, Politiken, 7. oktober 2012):

‘Det hele startede, da Walid Al Bustani kom til byen i februar med sin gruppe af salafister’, siger Basan…

De startede med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen‘, siger Basan og forklarer, hvordan den lille gruppe salafister på kort tid reelt tog magten i byen.

De dræbte flere politibetjente og begyndte at tage grupper af kristne og alawitter fra området omkring al-Hosn til Krak des Chevalier som gidsler‘. Ifølge Basan tog salafisterne typisk femseks personer ad gangen og løslod dem mod at få løsepenge.

Flertallet af befolkningen i al-Hosn er sunnimuslimer, men både byen og den berømte korsfarerborg, der indtil borgerkrigen var en af Syriens største turistattraktioner, ligger i Wadi al-Nasara – Den Kristne Dal – med mange kristne og alawittiske landsbyer, og ifølge Basan var det sekteriske element i både drabene og kidnapningerne helt centralt.

‘Politibetjentene var alawitter, og de gik helt klart efter alle, der ikke var sunnimuslimer‘, siger han.

Det er rosværdigt, at Politiken dengang fortalte historien om Walid Hassan al-Bustani – den kom på et tidspunkt, da vestlig presse og ledere gerne ville lade som om oprørerne var blide socialdemokrater alle sammen. Det er knapt så rosværdigt, at avisen glemte at nævne, at Walid al-Bustani boede i Danmark i næsten 20 år, før han tog tilbage til Mellemøsten for at slå ihjel. Hans ene kone og de fem børn han fik med hende bor her stadig, og de radikale muslimer han fandt sammen med bor her stadig – én af dem kan knyttes til alt fra væbnede røverier til forsøg på bombeattentater i Danmark over de sidste 17 år. Historien er som følger:

Walid Hassan al-Bustani er libaneser, født i 1964 i landsbyen Bebnine, der ligger 15 kilometer øst for storbyen Tripoli. Området er primært befolket af sunni-muslimer, og det er en fundamentalistisk sunnimuslimsk højborg. Det var derfor heller ikke overraskende, at han under den libanesiske borgerkrig i starten af 80erne sluttede sig til den radikale milits Harakat al-Tawhid al-Islami, Bevægelsen for Islamisk Énhed… Da syrerne knuste Harakat i Tripoli i 1986 og tog hans bror til fange, flygtede Walid al-Bustani ud af Libanon. Først til Libyen, senere videre til Danmark, hvor han fik permanent opholdstilladelse og bosatte sig i København. …

I København begyndte Walid at komme i imam Ahmad Abu Labans moske, Tawba-moskeen på Vesterbrogade. På tidspunktet var moskeen samlingspunkt for sympatisører og medlemmer af en række muslimske terrorgrupper, og Walid fandt hurtigt sammen med dem. Især en anden libaneser, MDR, blev han en nær ven af, og begge lyttede meget til en imam, AH, der gik under navnet Abu Suud. Både MDR og AH var involveret i forsøget på at stjæle et større millionbeløb fra en pengetransport i 1997, og siden smugle pengene ud af landet. Man går ud fra, de skulle bruges til at finansiere islamiske terrorgrupper. To andre deltagere i det væbnede røveri er aldrig blevet fundet. MDR forsvandt fra Danmark i 2001, og da han kom op til overfladen igen var det som emir i al-Qaeda (mere om AH og MDR i senere blogposter).

I Danmark fik Walid selv efterhånden ikke bare kone, men også fem børn. Alt var dog ikke fryd og gammen – ud over sin muslimske fundamentalisme blev Walid også diagnosticeret som skizofren… I år 2002 tillagde Walid sig en kone nummer to, en kvinde, hans familie i Libanon havde fundet til ham. Han lod sig godt nok proforma-skille fra konen i Danmark, så de danske myndigheder ikke lagde sig imellem, og istedet skruede op for overførselsindkomsterne, men under islamisk lov (sharia) forblev han gift med begge. Kone nr 2 blev installeret i et hus i den palæstinensiske Beddawi-ghetto nord for Tripoli, og Walid kom jævnligt på besøg fra Danmark og levede med familie nr. 2 der. …

Til gengæld begyndte der at ske ting og sager for Walid i Libanon. Radikal sunni-islam var på fremmarch i Syrien, blandt andet hjulpet på vej af Walids bror Kamal, der som imam leverede det islamiske grundlag vor jihad, hellig krig.

(Korsfarerborgen Krak des Chevaliers, som Walid al Bustani ville gøre til base)

Alle de anholdte blev koncentreret i Roumieh-fængslet lidt uden for Beirut. Her sad Walid så i tre et halv år, før det d. 16. november 2010 lykkedes ham at kravle over fængslets 10 meter høje mure sammen med Mounjed al-Fahham, en anden fange fra Fatah al-Islam. Mounjed faldt og pådrog sig så svære skader at han ikke kunne flygte fra stedet, og blev taget af politiet. Walid selv løb derfra så hurtigt han kunne, og man hørte ikke fra ham de næste 15 måneder.

Næste gang man hørte fra Walid var i februar 2012, da han sneg sig over grænsen til Syrien i spidsen for 30 terrorister fra gruppen Jund al-Sham (‘Syriens Soldater’). De vandrede små 8 kilometer ind i Syrien, før de så korsfarer-borgen Krak des Chevaliers, der tronede over byen al-Hosn, og besluttede sig for at det skulle være deres base. Som Politiken nævnte startede de med at skære hovedet af en trafikbetjent og slæbe hans lig gennem hele byen, så folk blev skræmt til ikke at støtte den syriske regering. Derefter fulgte en stribe mord og kidnapninger af ikke-muslimer for at få løsepenge, noget som Walid kronede med at udråbe al-Hosn til ‘Det islamiske emirat Homs’. At storbyen Homs og provinsbyen al-Hosn ikke havde så meget med hinanden at gøre gjorde ikke så meget.

Walids rædselsherredømme i al-Hosn førte efterhånden til, at områdets primært kristne befolkning begyndte at flygte i tusindvis. … Da Walid myrdede to af Syriens Frie Hærs egne krigere faldt der til gengæld brænde ned. Konsekvensen var tæsk, en ‘retssag’ der bestod af at man råbte af ham, og henrettelse ved skydning. Videoen af retssag og henrettelse tager lidt under 3 minutter…

Sådan døde Walid al-Bustani. Der er dog en lang kø af mænd, der venter på at gå samme vej. Tilbage i Libanon sidder Walids bror, imamen Kamal. Sammen med en række andre salafistiske imamer, der rekrutterer sunnimuslimer til kamp. For de der ikke er klar til at tage skridtet fuldt ud og tage over grænsen for at halshugge folk er der altid lokal-opgørene i Tripoli. … Og imamer som Kamal al-Bustani har vi også i Danmark.”



6. april 2014

Ahmed Akkari har svært ved ikke, at ‘drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland’

Det siger alt om Islams essens, at frafaldne islamister ikke blot fortolker kilderne på en anden måde, men problematiserer religionen som sådan. Langt interview med bogaktuelle Ahmed Akkari i dagens Berlingske – ‘I dag skammer jeg mig også over det, men den dag følte jeg mig som en helt’ (af Mads Kastrup).

“På tirsdag udgiver Ahmed Akkari ‘Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’, skrevet sammen med BT-journalist Martin Kjær Jensen. En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Selve 450-siders versionen er en anden sag. …

‘Når jeg tænker tilbage på eksempelvis 11. september 2001, hvor jeg var 23 år, så stod vi dér og betragtede det som noget stort og smukt. Rundt om i ghettoerne i Danmark kørte folk omkring med hornet i bund og fejrede det. Heriblandt folk, der i dag er imamer i moskeen på Grimhøjvej i Gellerup Parken i Aarhus. … Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky,’ siger Akkari. …

16 år gammel, naiv, søgende og forvirret stod han i en moské i Danmarksgade i Aalborg ‘og fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Det hele stod i Koranen.’ Kort efter var han til dimissionsfest på Sønderbroskolen, hvor han fik overrakt sit eksamensbevis. Den kvindelige skoleleder ønskede varmt tillykke og rakte hånden frem. Akkari lod skolelederens hånd hænge i luften. Salen frøs i stilhed. ‘Nede i forsamlingen kunne jeg se, at mine forældre nærmest krympede sig af skam,’ skriver han.

[...]

Familien rejste på et tidspunkt tillige tilbage til Tripoli. For efter borgerkrigen at være med til at genopbygge Libanon. Men de måtte opgive. Hermed røg opholdstilladelsen i Danmark imidlertid. Kristne nordjyder skjulte derpå familien. Med Ahmed som det velintegrerede, forbilledlige, fodboldspillende, læselystne og eksemplariske offer, hjalp lokale med at rejse sagen i medierne. Her var en velintegreret dreng og hans fordrevne familie. Daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) bøjede sig. …

Han blev aldrig diskrimineret som dreng. Han fik støtte af danskere og Danmark, da det gjaldt.

[...]

På rekordtid blev en ung Ahmed Akkari en af Danmarks mest afholdte og benyttede imamer, når der skulle holdes fredagsbøn. Han har prædiket i de fleste større moskeer i landet.I ‘Min afsked med islamismen’ skriver han: ‘I dag, hvor jeg kan betragte hele dette system udefra, har jeg svært ved ikke at drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland. Også de fik folkemasser til at acceptere had og uhyrlige påstande ved hjælp af propaganda. (-) Eneste forskel i metoden er, at nazisterne ikke påstod, at deres sandhed kom fra Gud.‘ …

Vi spiser frokost på caféen i Nordsjælland. Vi holder øje med hoveddøren. Bagdøren. Gågaden. Gæsterne. Og med at ingen tager overfaldsalarmen henne i vindueskarmen. Akkari spiser en club sandwich. Han må op i baren for at lede efter en steakkniv til at skære bacon med.

Han siger, at hvad angår religion, er han i dag ‘søgende’. Trusler på sms, på Facebook og i mails siger derimod, han er en ‘forfalden hund’. ‘Hvis vi får fat i dig, så dræber vi dig’, meddeler de. Eller de skriver slet og ret: ‘Griseelsker!’

[...]

Den 17. december drog han ud på sin mission i Mellemøsten. Blandt andet i sit gamle hjemland Libanon. Her mødtes delegationen tillige i hemmelighed med de militante, islamiske terror-organisationer Hizbollah og Hamas, afslører han i bogen. Hvilket dengang blev holdt hemmeligt.”


Lilyhammer (2012): Giovanni Henriksen giver islamist lynkursus i assimilation – “Hey, towelhead”

Forleden omtalte Katrine Winkel Holm den norsk-amerikanske Netflix-serie Lilyhammer, og selvom den er lidt langsom, kan den kun anbefales.

“Serien lader os se det moderne Norge gennem en amerikansk mafiaboss’ øjne. Giovanni, som han hedder, er en ægte italiensk macho-mand, der af uransagelige grunde har valgt Lillehammer som skjulested for de fjender, der forfølger ham.

Der i denne sne-idyl stifter han bekendtskab med den ene duknakkede norske mand efter den anden:

Både den granvoksne mand, der lader sig tyrannisere af de unge teenagebøller i toget, og de hærdebrede, stovte nordmænd, der ikke får lov at skyde den ulv, der angriber fårene på deres ejendom, men må finde sig i at blive irettesat af den, selvfølgelig, kvindelige politibetjent. …

Det er også Giovanni, der på en hårrejsende håndfast måde får lært den langskæggede muslimske indvandrer, at han skal give den kvindelige integrationslærer hånden.

Og endelig opdrager Giovanni sin papsøn til at være stolt over at være nordmand i stedet for at skamme sig over norskheden.”

Fra 1. sæson, 2. afsnit. hvor Giovanni Henriksen giver Yusuf et lynkursus i assimilation for begyndere.

Sigrid Haugli, norsklærer: Så fortsætter vi med hilsener på norsk. Hej, jeg hedder Sigrid. Jeg kommer fra Lillehammer.

Yusuf, islamist: (mumler noget på arabisk)

Sigrid Haugli: Hvad siger han?

Yusufs søster: Min bror siger, at det er haram at tage en kvindes hånd.

[... Giovanni konfronterer Yusuf på herretoilettet ...]

Giovanni Henriksen: Du, kludehoved? (Hey, towelhead)

Yusuf: Hvad?

Giovanni Henriksen: Hør. Måske pakker I damer ind som rene mumier i Taliban-land. Men her behandler vi trunterne med respekt.

Yusuf: Giv slip på mig.

Giovanni Henriksen: Du hører ikke efter. Når chancen byder sig igen, så trykker du den lærinde i hånden, og holder din fede kæft, er du med? Få mig ikke op at køre over denne lille misforståelse. Godt skrub så ud.

Yusuf: Jeg hedder Yusuf.

Oploadet Kl. 00:43 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


5. april 2014

Hvidovre Hospital: To muslimske bioanalytikere trodser uniformsreglement, foretrækker arbejdsløshed

Torben Møller-Hansen fra Foreningen til integration af nydansker i arbejde kommenterer historien i Dagens Medicin, og forklarer at sygehusene må være ‘mere kreative’, og opfordrer konkret til at man tænker over hvordan man kan “kombinere det lange ærme og det hygiejniske”.

Hårde krav til hygiejnen er ikke noget der er opfundet for at chikanere muslimer, sådan var det også da jeg for mange år siden sommerjobbede som portør på Kommunehospitalet i Århus. Fra Kristeligt Dagblad – Hospitalsansatte risikerer fyring for religiøs praksis.

“En af de første sager i Danmark om fyring i forbindelse med en religiøs praksis er på vej. To kvindelige bioanalytikere på Hvidovre Hospital risikerer afskedigelse, fordi de af religiøse grunde trodser hospitalets uniformsreglement, der af hygiejneårsager kræver korte ærmer.

Den ene af kvinderne, der i øjeblikket er sygemeldt og ikke vil have sit navn frem, fortæller til Kristeligt Dagblad, at hun har opsøgt forskellige imamer. De har forklaret, at hun som god muslim er nødt til at fastholde de lange ærmer i arbejdstiden. Derfor mister hun sandsynligvis sit job. Vicedirektør Torben Mogensen fra Hvidovre Hospital forklarer, at sagen har stået på siden efteråret.

‘Korte ærmer indgår i hele Region Hovedstadens uniformsreglement. Det skyldes hensynet til patienterne. Man kan ikke vaske hænder med lange ærmer. Vi gør meget for ansatte med anden etnisk baggrund. Men når det drejer sig om hygiejne, der kan gå ud over patienterne, går vi ikke på kompromis. Vi har jo i årevis kæmpet for at få lægerne til at bruge korte ærmer,” siger Torben Mogensen og påpeger, at sagen er meget speciel. Hospitalet kender kun til ét fortilfælde, hvor en gruppe studerende ikke ville bære uniformer med korte ærmer.

Det er klart, at hospitalet er forpligtet til at afsøge alle muligheder. Tilgangen til brugen af religiøse klædedragter er i dag yderst pragmatisk, men nogle ting vægter altså højere, eksempelvis sikkerhedshensyn. Derfor er der juridisk ikke så meget at komme efter, så det mest interessante er, at nogen lader sig fyre på grund af deres religiøse overbevisning,” siger Lisbet Christoffersen.”

Oploadet Kl. 11:07 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »