Selvom Socialdemokratiet i en dugfrisk meningsmåling foretaget for Metroxpress, står til sølle 14,4 procent, så er det kun et spørgsmål om tid før Youssef’erne kommer i Folketinget. Det bliver interessant.

(Karen West på Facebook, 22. april 2013)

“Politiker går efter racister på Facebook”, skriver TV2 Online, der samtidig vælger at sløre billederne, som udgør historiens omdrejningspunkt. Det er åbenbart vigtigere at retsforfølge folk for ytringer der kan være racistiske, end at finde mistænkt gerningsmænd til et brutalt overfald på en 31-årig mand, der var så fræk at blive forelsket i ‘den forkerte søster’. Racistiske kommentarer trumfer afskåret øre, og forsøg på at pille øjne ud.

“… mindst tre personer risikerer at blive retforfulgt for brud på den særlige rascismeparagraf 266b – fordi de på politiets egen Facebookside er kommet med kommentarer, der ifølge politiet er af særdeles grov kaliber.

Kommentarerne blev publiceret under en efterlysning af to mistænkte gerningsmænd i en grov voldssag fra Fyn, hvor debatten løb så meget af sporet, at både efterlysningen og læsernes indlæg nu er væk. …

- Vi har valgt at fjerne efterlysningen fra Facebooksiden – både fordi, den ene person nu har meldt sig selv – og på grund af de kommentarer, som nogle brugere skrev, siger kommunikationschef Jens Gregersen fra Rigspolitiet…“

(Alaa Mohammed Assaf & Wajih Mohammed Assaf; Se evt. I & II)

Tidligere sikkerhedsofficer Knud Rasmussen er ikke den eneste der bemærkede fænomenet han beskriver i artiklen. Islamforsker Jørgen Bæk Simonsen pointerer i en projekt-evaluering fra 1990, at ‘den helt store adfærdspsykologiske forskel’ mellem danskere og palæstinensere er sidstnævntes ‘aggressive adfærd’, hvad han betegner som en ‘kulturelt tillært kriseløsning’. Senere i karrieren beskyldte han andre forskere for ‘kulturracisme’. Fra den officielle hjemmeside for Foreningen af officerer udenfor aktiv tjeneste –
De Statsløse Palæstinenseres Ankomst.

“En sag, jeg som sikkerhedsofficer ved Luftværnsgruppe blev blandet ind i, var, da de statsløse palæstinensere i stort tal ankom til landet for at søge om asyl. Da Arafat efter flere års ophold i Libanon i 1987 blev udvist af Libanon og rejste med sin stab til Tunis, bevirkede dette, ifølge PLO´s politiske leder Salah Salah udtalelse til Jyllandsposten i marts 1993, start af ”eksporten” af statsløse palæstinensere, der var resultatet af en arabisk planlagt evakueringsplan, idet palæstinenserne aldrig ville kunne blive integreret i Libanon. Ifølge samme PLO-leder var det lykkedes at få sikret asyl til næsten 100.000 palæstinensere fra Libanon i vestlige lande blandt andre Danmark, Sverige, Norge, Canada og det daværende Vesttyskland i spidsen.

Luftværnsgruppen fik til opgave midlertidigt at huse ca. 400 palæstinensere, hvorfor der blev oprettet en teltlejr på Flyvestation Kongelundens fodboldbane bestående af godt 20 store, 20 mands mandskabstelte, hvortil kom et spisetelt og et køkkentelt m.m. Dansk Røde Kors stod for lejrens drift, hvilket voldte stort besvær. Asylansøgerne var mænd i alderen 18 -22 år. De var vokset op i Libanons borgerkrig, hvor de havde opholdt sig hos diverse militser, uden skolegang. De var ustyrlige og rastløse og mange utvivlsomt psykisk syge, og stillede hele tiden krav til Røde Kors ledelsen om forbedrede forhold.. Major Svend Bergstein, senere landets første forskningsminister, der var chef for en HAWK eskadrille på stedet, havde fået pålagt et vist overopsyn med forholdene. …

Palæstinenserne krævede at blive indkvarteret og bespist på selve flyvestationen. Hvilket blev nægtet dem. Som følge deraf brændte de en nat deres spisetelt ned og en anden nat skete det samme med køkkenteltet. Jeg inspicerede sammen med Bergstein lejren en dag, den lignede en svinesti, det flød med papir og affald. Vi opsøgte Røde Kors ledelsen på stedet. Da de var bange for deres klienter, som var helt uden for pædagogisk rækkevidde, havde de låst sig inde på deres kontor på selve flyvestationen. Vi klagede over svineriet i lejren og forslog, at der i hvert telt blev valgt en teltformand, der skulle sørge for lov og orden, og herunder rengøring. Dette turde Røde Korsfolkene ikke forlange og i stedet blev resultatet, at der kom et rengøringsfirma to gange om ugen og gjorde rent for Røde Kors` regning.

Efter få måneders forløb slap Luftværnsgruppen for denne meget ubehagelige opgave.

Så fulgte flere års politisk tovtrækkeri, afviste asylansøgere, sultestrejker i stor stil på de forskellige asylcentre. … Til sidst gav det bonus. Et flertal uden om regeringen bestående af de Radikale, med Elisabeth Arnold som hovedindpisker, Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten vedtog, uden om regeringen, særloven den 3. marts 1992. Den gav opholdstilladelse i Danmark til 321 statsløse palæstinensere fra Libanon, der havde opholdt sig i Danmark i mindst 12 måneder og ikke havde fået opholdstilladelse på andet grundlag. …

En undersøgelse i 2003 har vist, at af 321 personer som loven har givet fast opholdstilladelse i Danmark er 135 siden dømt for kriminalitet, og af det samme antal er 238 svarende til 74 pro cent på overførselsindkomst.

At nuværende oberstløjtnant Bergstein og undertegnede, nu begge for længst pensionerede, med undren og skepsis overfor lovgiverne på venstrefløjen, har fulgt sagen fra 1987 til 1992, siger sig selv. At vi ikke endte som racister efter den historie er et Guds under.“

Fra The Commentator – Israeli filmmaker beaten unconscious at French film festival.

“A group of Arab youths have reportedly attacked an Israeli film director, Yariv Horowitz. Horowitz, who directed the film “Rock the Casbah” was participating at a film festival in France when he was attacked by a group of Arab youths just before the film won the best film award.

He is reported to have lost consciousness and has been subsequently treated. Horowitz is said to have returned immediately to the festival after treatment. Authorities are estimating that the attack was racially motivated.”

(Yariv Horowitz, Rock the Casbah, trailer; Youtube)

“‘I grew up in a very left-wing family,’ Horowitz said after the screening in Berlin. ‘I remember that when I would come home from the territories as a soldier, my mother would say that the soldiers were animals. And I said, ‘One day I’ll show you how it really was.” (Times of Israel)

Det er mange år siden jeg gav RUC-lektor Jakob Egholm Feldt egen kategori her på siden, og hans kronik i gårsdagens Information følger blot segmentets antipati mod enhver der ikke godtager den post-koloniale traditions rensning af Islam som samlende kraft, og hermed indireke gøden jord for det multikulturelle.

Mit historiespeciale satte fokus på de historiske beskrivelser af Islam i dansk forskning, og blotlagde at Jørgen Bæk Simonsen omkring 1988-1990 ændrede holdning til Islam. Hvor Islam tidligere var identisk med kilderne udsat for sprogvidenskabelig behandling, så er kilderne til forståelse af Islam fra 1988-1990 og frem muslimer i en dansk kontekst udsat for sociologisk metode. Find en demokratisk muslim, og Islam er demokrati.

Jeg får det glatte lag, fordi jeg er med til at etablere ‘falske modsætninger’. Det ironiske er jo næsten, at jeg specifikt i bogens konklusion pointerer nødvendigheden af forskning i begge dele, Islams samlende kraft (Koranen mv.) og muslimers nutidige ageren. I forbindelse med ‘Det Arabiske forår’ forklarede ‘sociologerne’, at Islam ikke ville udgøre en hindring for demokrati. De tog fejl. I forbindelse med Syrien hører vi det samme, alt imens danske muslimer i stor stil drager i krig – ikke for demokrati, men for Islam.

Problemet med Islam forsvinder ikke, blot fordi toneangivende forskere finder det generaliserende overfor herboende muslimer, at sige sandheden om Islam. Fra den omtalte kronik – Han har jo ikke noget tøj på.

“Siden 11. september 2001 og efter Muhammed-krisen er ’islamkritik’ gradvist blevet et accepteret begreb, som betegner kritik af islam som religion, filosofi, politik og livsform. Det er samtidig blevet en levevej for folk, som i islam ser en fascisme, der truer demokratiet, friheden og nationen. Islamkritik er dog mere end det. Islamkritik er også et fællesskab, som udfolder sig på blogs, i Trykkefrihedsselskabet, i nationalkonservative kredse og i Dansk Folkeparti. Islamkritik er et værktøj og et våben. Det virker som spydspids for kritik af medierne, politikerne, universiteterne, multikulturalismen, eliten og ’de røde’. Den handler kort sagt også om alt muligt andet end islam.

Den typiske holdningskuffert for en islamkritiker inkluderer ’nationen’, ’kristendommen’, ’kulturen’ og ’demokratiet’ – ikke som kontraktligt fællesskab, men som et historisk-kulturelt eller sentimentalt fællesskab. …

Islamkritikerne har fremelsket deres egne vismænd, professorer eller tillidsmænd, for hvem officiel akademisk anerkendelse er underordnet. Tværtimod er en afvisning fra det ’dhimmifiserede’ system nærmest et hæderstegn. Det er et tegn på, hvor kritisk, frittænkende og selvstændig vismanden/kvinden er. Lars Hedegaard er en sådan vismand. Han er islamkritikkens fremmeste historiker; han har været inde i det dhimmificerede system, og han har haft sin åbenbaring, sin omvendelse til klarsynet. Det er mod og klarsyn til vide, hvad der er sandt, selv om alle andre er blevet ofre for propagandaen. Som skabelon er der ligheder med både religiøse og politiske sekter, antisemitisme og endda science fiction. …

Krasnik myrdede et perspektiv, som han selv og andre journalister har givet uendelige mængder plads og opmærksomhed i mange år. Ikke fordi de selv nødvendigvis deler holdningen, men de har været fascinerede af det, og derfor har de og mange andre kurtiseret det. En flirt, der er slut nu. …

Kim Møller (en anden prominent alternativ ekspert) er et også godt eksempel. Møller omformede sit dilettantiske historiespeciale til en martyrpublikation, Vejen til Damaskus, udgivet af vennerne i Trykkefrihedsselskabet, som fik lange anmeldelser og temaomtaler i nærmest alle medier. Det var og er en vittighed, hvis ikke det var, fordi Møller sad i diverse civiliserede programmer og blev anmeldt, som om der var tale om noget vigtigt.

Faktum er, at islamkritikken er blevet behandlet ukritisk i de kloge medier…

Krasnik stillede de reelt kritiske spørgsmål til Hedegaard: Hvad er kilderne kilder til? Er der overhovedet en sammenhæng mellem dine påstande og dit belæg? Hvilken sammenhæng blev kilden til i, hvad vil den, og hvad er den repræsentant for? … Faktum er, at på klassiske universitære, historievidenskabelige præmisser er Hedegaard, Helle Merete Brix, Torben Hansen og Kim Møller (for at nævne et par hovedpersoner) tvivlsomme historikere. …

Tak til Martin Krasnik for en ægte public service-oplevelse forankret i en grum, men skøn og nødvendig Judashandling.”

Angrebet på Lars Hedegaard, som jeg mere overordnet set som et proxy-angreb på dansk islamkritik, har haft flere forgreninger. Før Krasniks Deadline-inkvisition var der det overfortolkede køkken-interview, og før det blandt andet hysteriet relateret til en tale han holdt i Canada, oktober 2010.

Hvor de to første sager fik fuld dækning i MSM, så nåede Netavisen P77′s karaktermord ikke langt omkring. Ekstra Bladet’s David Andersen skrev en online-artikel om sagen den 4. november 2011, hvor det hævdedes at Trykkefrihedsselskabet samarbejdede med terrorister. Intet mindre. De trykte medier fravalgte af indlysende årsager historien. Dokumentationen var ikke i orden.

(Fyens Stiftstidende. 21. marts 2013)

Torsdag i sidste uge benyttede Fathi El-Abed ikke desto mindre lejligheden til at gentage postulaterne i en kronik i Fyens Stiftstidende. Fra I flirt med volden (ikke online).

“… har en mand, der flirter med volden, et krav på uforbeholdne støttetilkendegivelser? Lars Hedegaard var i 2010 i Toronto i Canada for at tale om: “… at tiden er inde til at mobilisere og organisere en modstand mod The New World Order og den muslimske invasionshær”, ifølge netavisen P77. …

Hedegaard var inviteret af organisationen Jewish Defense League (JDL).

Den beskrives af det amerikanske forbundspoliti (FBI) som en ekstremistisk og voldelig højreorienteret terroristgruppe, hvis medlemmer ifølge FBI’s statistikker har udført ikke mindre end 15 terrorangreb i USA.

Hedegaards foredragsturné var arrangeret af JDL. Foredragene blev annonceret på JDL’s hjemmeside og på plakater, hvor de blev præsenteret som et samarbejde mellem JDL Canada, Toronto Zionist Council, David Horowitz Freedom Center og Hedegaards eget International Free Press Society, den internationale version af Trykkefrihedsselskabet. Meget tyder altså på, at Hedegaard virker som en slags inspirator til voldelige individer og organisationer. …

I nogle af de mindre beundringsværdige udtalelser fra Hedegaard i Toronto og efter at han kunne konstatere, at vi er i krig med islam, så hedder det: “..

politikere som modarbejder os, skal fjernes fra deres embede med magt…” og videre, at “de, som har været med til at sætte os i den situation, skal straffes økonomisk og med fængsel”.“

Jewish Defence League (JDL) nævnes ganske rigtigt i en FBI-rapport om terrorisme fra 2001, men det drejer sig om enkeltpersoner, og gruppen har aldrig optrådt på hverken CIA’s, EU’s eller Canada’s terrorliste. Det giver næsten sig selv – vestlige lande tillader selvfølgelig ikke terrororganisationer at afholde offentlige arrangementer. Uanset hvordan man vender og drejer det, så var og er JDL ikke en terrororganisation.

Fathi El-Abed henviser lidt tvetydigt til P77′s bizarre oprids af Toronto-talen, og citerer også selve talen. Den foreligger i fuld tekst på Europenews, og er helt uproblematisk, og bør næsten læses i sin helhed. Der er for eksempel intet om ‘den muslimske invasionshær’, og det det der betegnes som ‘modstand mod The New World Order’, er helt udramatisk modstand mod det herskende konsensus.

“If you have difficulties telling the two Larses apart, I’m the one from Denmark. Vilks is from Sweden. … Let me start by talking about the new world order we’re living under. Here’s an item that I read today in the Danish newspaper Politiken. It talks about the recent Swedish elections that took place on September 19th this year…” (Lars Hedegaard, Toronto-tale, 1. oktober 2010)

Fathi el-Abed forsøger afslutningsvis, at problematisere Hedegaards tanker om bevæbning. Han ignorer blot, at udgangspunktet er selvforsvar, og straffen helt i tråd med politiske traditioner i Vesten.

“Now, if the State does not protect its citizens, according to that social contract, then the citizens should have the right to sue the state for not upholding its obligations to protect our freedoms, to protect our personal security, to protect our property. And politicians who do not uphold it, or the state that doesn’t should of course pay through their noses. And they should be punished, and removed from office.”

Her lidt af det Fathi El-Abed & Co. ikke citerer, der rammer lige ned i hjertet af Krasnik-debatten.

“… I certainly hope that we shall one day meet ‘moderate’ Islam. It hasn’t happened yet. They have had 1400 years to develop this ‘moderate’ Islam. It does not exist as I speak here.

What we can see around us are moderate Muslims, that’s a different thing. Islam as such is radical, it is, as I explained, supremacist, imperialist, genocidal and anti-semitic. Luckily, there are some Muslims who are not very obedient, Muslims who would like to live in a civilized manner with the rest of us. They, however, do not call the shots.”

Hvis man vil lave et karaktermord på Fathi El-Abed, så behøver man ikke snyde på vægten. Man kan citere hans groteske apologi for Saddam Husseins Baath-parti i Irak, men man kan også se lidt på Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, som han i flere år har stået i spidsen for. Et hurtigt kik på Facebook-gruppen for sidstnævnte forening, giver blandt andet en opslået mindeartikel om George Habash.

George Habash var med til at grundlægge Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP), og ledende medlem i årtier, hvor gruppen stod bag adskillige terroraktioner, herunder de berømte flykapringer. PFLP figurerer i modsætning til Jewish Defence League på CIA’s og EU’s terrorlister.

(opslag af PM. Allarp, Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening på Facebook, 30. januar 2013)

Hara Dvinge i Den Korte Avis – S-politiker: Israel og alle “syge zionister” skal på historiens losseplads.

“Ib Terp har været socialdemokratisk borgmester i Brøndby Kommune siden 2005, og han har siddet i byrådet i mere end 30 år. … I byrådsgruppen sidder Youssef Khalil Idiab for Socialdemokratiet. Youssef Khalil Idiab er ven med formanden for Dansk-Palæstinensisk Venskabsforening, Fathi El-Abed. …

I forbindelse med et indlæg af Fathi El-Abed i Jyllands-Posten den 12. februar, hvor han sammenligner staten Israel med Nazi-Tyskland, kommenterer Youssef Khalil Idiab indlægget med følgende tekst på facebook:

‘Det vrimler med syge zionister som sædvanlig på dine FB kære Fathi. Deres racistiske, apartheid og slyngel stat er snart til ende, til historiens losplads sammen med alle zionister all over the World‘

[...]

På spørgsmål om, hvorvidt Youssef Khalil Idiab fortsat kan repræsentere Socialdemokratiet i byrådsgruppen, svarer borgmesteren:

‘Ja, det mener jeg. Afvigende meninger på enkelte områder er tilladt i de fleste partier. Men Youssef kommer ikke til at tegne partiet på området.’”

(Youssef Khalil Idiab til demonstration blandt ekstremister, 2011; Facebook)

Naser Khader har mere om Youssef Khalil Idiab i BT - Kære Helle Thorning.

“Selvom det nok er de færreste danskere, der overhovedet har hørt om Youssef Khalil Idiab, er det absolut ikke første gang, jeg støder på hans rabiate holdninger. Jeg har flere gange oplevet ham live.

For et par år siden deltog jeg i et debatmøde i Brøndby Kulturhus, hvor han kom flankeret af en gruppe rødder og ballademagere. Det var tydeligt, at han ikke deltog for at bidrage konstruktivt til en demokratisk debatform.
I stedet søgte han at spolere mødet og opildnede de unge ved gentagne gange at rejse sig op og afbryde mødet. Han henvendte tydeligt sine kommentarer til gruppen, mens han til deres store begejstring sagde – næsten råbte – at han ikke bryder sig om mig og mine integrationsholdninger. ‘Hvorfor kommer du til Brøndby? Vi vil ikke have dig her! Du er ikke velkommen. Du er en forræder!, lød det fra Idiab. ‘Er I ikke enige med mig i, at han er en forræder,’ spurgte han de unge.

Youssef Khalil Idiab skulle forestille at være et forbillede for de unge, men med sådan et forbillede lærer de unge aldrig demokratiets spilleregler at kende.

Da vi skulle fra mødet, blev vi angrebet af den samme gruppe unge, som Youssef havde opildnet til mødet… De smed flasker efter både mig og PET-vagterne, og det endte med at blive så voldsomt, at PET var nødt til at tilkalde forstærkning, blot for at vi kunne komme væk fra Brøndby.“

Forleden lykkedes det selvudnævnte anti-racister at skræmme Københavns heroiske politi til at stoppe en demonstration mod muslimers voldelige antisemitisme. En opgørelse fra Frankrig i 2012 viser, at mens der var 96 racistiske angreb på jøder, var der kun seks på muslimer, og at antallet af angreb på jøder er steget otte gange mere end det samlede antal angreb på andre grupper. En arabisk kvinde rammer hovedet på sømmet i Israel Today - Muslim woman: Jews don’t rape us, unlike Arabs.

“En arabisk muslimsk mor fra det nordlige Israel, der kandiderer til en politisk post, anklager arabiske kvinder for ikke at kunne se forskellen på jøder og arabere.

I en kommentar på Facebook protesterer Anet Haskia mod seksuel chikane og tortur af kvindelige aktivister i Egypten. Haskia mener, at palæstinensiske kvinder bør tage et nærmere kig og indse, hvor humane deres jødiske ‘fjender’ i virkeligheden er.

Til de palæstinensiske kvinder, der på Facebook forsøger at trække Israel ind i debatten, svarer Haskia:

‘Vi taler om voldtægt af arabiske kvinder i Egypten og andre arabiske stater, så hvorfor inddrager I Israel? Jødiske mænd voldtage ikke arabiske kvinder og piger! Det er arabiske muslimske mænd, der voldtager jer, så fokuser denne kampagne på dem og lad Israel være.”

(Oversat af Nicolai Sennels)

Da Vederfølner i sidste måned afholdt et arrangement i et fynsk forsamlingshus, forsøgte det lokale politi ad flere omgange at få arrangementet aflyst, angiveligt på grund af risikoen for venstreradikalt angreb. Der er langt til Fyn, og intet skete. Når Stop Islamiseringen af Danmark proklamerer at de vil demonstrere til fordel for danske jøder på Nørrebro, involverer det politiet på et højere plan, og flere gange blev demonstrationen flyttet. Det endte med en stationær demonstration på Søtorvet, som politiet en time forinden spontant forsøgte at flytte til Axeltorv, da venstreradikale havde besat pladsen.

Godt 30 trodsede den forventelige mødeterror fra Antifascistisk Aktion (AFA), og en enkelt fortæller sågar, at han kun fik lov til at komme gennem politi-barrieren, da venstreradikale opfangede samtalen, og begyndte at chikanere ham.

Selvom Antifascistisk Aktion er erklæret militant, og den uformelle leder formentligt sigtes for terror senere på året, så henviste DR Online rask væk til AFA’s Twitter-konto, og medierne gjorde sig umage for at fortælle, at problemet var ligeså meget lovligt demonstrerende ‘antimuslimer’ som kampklædte venstreradikale. At ‘nazisterne’ i virkeligheden var dem med det israelske flag og ‘I dag er vi alle jøder’-skilte, kan kun journalistuddannede få til at give mening.

Herunder en række eksempler, der illustrerer mediernes dækning.

“… hvor busser og biler ikke kan komme frem og politi et meget stort antal forsøger at holde de islam-kritiske demonstranter væk fra mod-demonstranter“ (BT.dk, 23. februar 2013)

“30 fra den venstreorienterede gruppe er således blevet anholdt i Vendersgade, fordi de reagerede med at hoppe på parkerede biler som reaktion på ti hooliganlignende typer, som de fandt særdeles provokerende. Den ene demonstration er arrangeret af Stop islamiseringen af Danmark… Den anden demonstration er arrangeret af den venstreradikale gruppe Antifacistisk Aktion (AFA) som en modreaktion på de sortklædte indvandrerkritikere. … Politiet har dannet en kæde, der bremser SIAD’s fremmarch gennem byen. Det har ifølge ekstrabladet.dk’s mand på stedet fået flere af de højreekstremistiske demonstranter til at iføre sig masker.” (EB.dk, 23. februar 2013)

“Omkring 150 betjente forsøgte over et par timer at få styr på de to grupper, der opildnede hinanden. Selv ikke synet af adskillige hollændervogne, helikoptere, hunde og andre sikrede køretøjer kunne holde demonstranterne i ro.” (EB.dk, 23. februar 2013)

“Freden sænker sig over København efter urolige demonstrationer“ (Politiken, 23. februar 2013)

“Politiet sørgede dagen igennem for at holde de to grupper adskilt.” (TV-avisen, 23. februar 2013 Kl. 18.30)

“33 personer blev i dag anholdt, efter Københavns Politi forsøgte at hindre to demonstrationer i at støde sammen.” (TV2 Nyhederne, 23. februar 2013 Kl. 19.00)

(JP.dk, 23. februar 2013: Politi anholdt 32 ved anti-islamisk sammenstød)

En enkelt positiv undtagelse var der dog.

“De råber og kaster med kanonslag. Det ligner unge fra den yderste venstrefløj, men jeg har ikke haft mulighed for at tale med dem endnu. Derfor er det også stadig uklart, hvorfor de demonstrerer mod en demonstration, hvis budskab er, at en befolkningsgruppe ikke skal chikaneres af en anden.” (BT.dk, 23. februar 2013)

De fleste har jo nok forstået, at det var venstreradikale der var de aggressive, at det var dem der var sortklædte, at det var dem der overtrådte maskeringsforbuddet, at det var dem der kastede med fyrværkeri og det var dem der blev lagt i strips. Det endte med 33 anholdelser denne gang, de fleste i Vendersgade, hvor flere – blandt andet en tilrejsende 19-årig svensker forsøgte at bryde politiets barriere, velsagtens for at knægte SIAD’s ytringsfrihed. ‘Sammenstød’ er et noget upræcist ordvalg.

Medierne vurderer der var 100-150 deltagere i moddemonstrationen, arrangøren omkring 500, og sandheden er nok et sted imellem. I front sås blandt andet Internationale Socialister (IS, trotkisterne), svenske Revolutionära Fronten (RF) og en række smågrupperinger i krydsfeltet mellem anarkisme og kommunisme.

Selvom IS antyder et multikulturelt udgangspunkt med banner-teksten ‘Black and white unite and fight’, så tilhørte hovedparten af de demonstrerende et meget hvidt RUC-segment. Havde AFA brugt lidt tid på at forklare Nørrebros mange muslimer, at der skulle demonstreres imod jødernes venner, så ville demo’en nok være blevet lidt mere farverig. På flere måder.

Fremtrædende i medierne var et hold fra Internationale Socialister. Jesper Juul Mikkelsen blev interviewet til DR Nyheder.

Ved siden af stod den tidligere Occupy-talsmand Kim ‘Rebel’ Stevnsborg, og i umiddelbar nærhed Anders Bæk Simonsen, der blev interviewet til TV Nyhederne.

(Anders Bæk Simonsen fra IS, AFA mv. i TV2 Nyhederne, 21. februar 2013 Kl. 19.00)

For et års tid siden skrev ovenviste en artikel til Socialistisk Information, hvor han med udgangspunkt i et Lenin-skrift fra 1919 anbefalede Enhedslisten at stemme nej til finansloven, og debatterede hvorvidt det som revolutionær overhovedet gav mening at ‘bruge parlamentet’. På TV talte ham om ‘islamofobi’- nøjagtigt som den kendte islamforsker, der ikke helt tilfældigt bærer samme efternavne.

En beskægget fyr i samme gruppe kunne ses med ‘hammer og Segl’ samt badges for ‘Free Gaza’-kampagnen.

Den anvendte blokvogn der ses i baggrunden, har AFA anvendt adskillige gange tidligere, blandt andet til Antiparlamentarisk 1. maj i 2011, hvor den var prydet med bannere for ‘Free Gaza Movement’. Flere fra Brandstifterbanden deltog dengang i planlægningen.

På gaderne sås blandt andet norske Stein Lillevolden, der vel er det nærmeste man kommer en egentlig BZ-veteran. Han blev anholdt under gadekampe første gang i 1982, og kampen med politiet har siden været en integreret del af hans liv. I Norge ledede han ‘Blitz’ (Oslo’s Ungdomshus), og i 1986 var han med til at angribe Margaret Thatcher under et besøg på Akershus slot. Han blev anholdt under Ungdomshus-urolighederne, og bor for tiden i Danmark, hvor han skriver for Demos.

Før man som venstreorienteret demonstrerer under AFA-banner, har man typisk haft sin gang i mindre korporlige bevægelser, og flere kendte fra Socialistisk Ungdomsfront og Libertære Socialister deltog også denne gang. Jaleh Tavakoli skriver på sin JP blog, at “en række aktive Enhedslistemedlemmer” deltog i den antidemokratiske moddemonstration. Det er lidt ‘vand er vådt’-agtigt, mere interessant er for mig at se tilstedelsen af Anders Cristtreu fra Brandstifterbanden. Uden maskering, uden knubhandsker, men istedet iført en meget synlig ‘Clockwork Orange’-inspireret hat.

Alt hvad der kunne gå og kravle af venstreradikale fotografer var på gaden. Her to af de mest aktive. Rasmus Preston fra Projekt Antifa (Antifascistisk Aktion) og Simon Bünger Paulsen (Researchgruppen Redox).

Et af de bedste motiver var nok en lidet diskret civilbetjent iført en Saxo Bank-jakke. Flere af anti-kapitalisterne var iført de noget dyrere Canada Goose-frakker. Når dem globale opvarmning en dag slår igennem, så finder de nok et mere prisbilligt alternativ uden gåsedun.

Fotokonkurrence: ‘Militant ekstremisme’.

Flere Urias-læsere var på gaden med forskellige former for kameraudstyr. En enkelt blev skubbet i ryggen, spyttet efter og kaldt ‘racist-svin’, men der var gudskelov betjente i nærheden. Dagens bedste foto indenfor temaet blev ifølge undertegnede skudt af en ‘anonym københavner’, der blandt andet forevigede en flok målrettede venstreradikale klar til at fortælle SIAD-aktivister at ytringsfrihed ikke er en pligt. 1000 kroner er overført til fotografen.

Anholdelser mv. Blandt andet af en aldrende druk-punker, der efter påskriften på læderjakken at dømme, kun havde foragt for sine hjælpere. Bemærk også politietatens flotte nye mintgrønne liggeunderlag.

Journalisten Mads Bonde Broberg har været en tur på Nørrebro, for at lodde herboende muslimers holdning til danske jøder. Det endte ikke overraskende med en opvisning i den særligt islamiske ‘passiv-aggressiv dialogform’. Man kan tage palæstinenseren ud af Arabien, men man kan ikke tage araberen ud af palæstinenseren. Fra gårsdagens udgave af Jyllands-Posten – En zigzag-tur mellem kærlighed og had til jøder (ikke online).

“Ved Folkets Park møder vi palæstinensisk-fødte Ahmed Al-Kassab, der ikke har noget imod jøder: »Der er ikke noget der,« siger han.

»De er da velkomne.« Da vi spørger lidt mere, siger han, at jøderne jo også selv kan være ude om det: »Hvis man skal lave propaganda, så kommer overrabbineren herind med kalot. Så ved man, at han er efter ballade; at nogen skal sparke ham eller smide et eller andet på ham.«. …

15-20 meter derfra står seksotte indvandrerfyre. … Lidt efter støder en ledertype til, og vi fornemmer på flokken, at det nu er ham, vi skal tale med. Han vil ikke give hånd. »Jeg har ikke noget imod nogen,« siger han dog. I første omgang.

Men forespurgt, hvorfor jøderne bliver overfaldet, lyder det pludselig: »Lad palæstinenserne få deres fucking land. Så kan vi diskutere, om vi skal lave smoothies til jøderne eller give dem en finger i røven eller hvad fuck, der skal ske. …

Det er meget vigtigt. De har taget vores land, og så stikker de af hertil, og så går de rundt og går i skole og ungdomsskole. Det går ikke,« siger lederen og afviser, at der er forskel på jøder i Danmark og staten Israel.

Efter yderligere udsagn med høj »fuck« -frekvens går han, før vi har fået hans navn til artiklen.

Undskyld, hr., jeg skal lige have dit navn? »Er du dum eller hvad? Skal du have mit navn? Skal jeg fucking krølle dig sammen eller hvad? Hvad fuck skal du med mit navn?« siger han og hiver notesblokken fra journalisten.

Giv mig den der! »Hvorfor vil du have mit navn?« Fordi vi skal have navne på folk, der »Du er da helt væk, mand.

Du er da en nar, mand. Kom så, I har fem sekunder til at forlade det her område.

En« begynder han. »To«. Der opstår en diskussion.

Også fotografen beder ham aflevere blokken. Men lederen fortsætter nedtællingen.

Vi er i undertal, så vi går med et sekund tilbage. Det er ikke værd at få bank for en notesblok, og han tog ikke diktafonen, så vi har alligevel det hele på bånd. Kort efter kommer en af de menige fra gruppen i øvrigt hen til os og returnerer blokken.”