Det er yderst sjældent jeg bliver citeret for noget jeg selv har skrevet, og derfor er jeg selvfølgelig glad for at Weekendavisens Klaus Wivel gengiver min kritik af kommentatores forsøg på at trække Krasniks jødiskhed ind Hedegaard-debatten. Omvendt siger det også meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.

Der er i skrivende stund 202.064 kommentarer her på siden, og uanset hvad kan politiske modstandere altid finde noget de kan bruge, hvis de virkelig vil, så hvorfor egentlig bekymre sig om journalistiske skudsmål. For at få artiklen til at give mening, har Wivel ignoreret en modererende kommentar fra Snaphanen, og lejlighedsvise henvisninger til Hedegaards jødiske æt, der også ses i kommentarsporet. Fra Weekendavisen – Anm: Slangen ved brystet (ikke online).

“Det er velkendt, at er man i krigens hus, overtager man fjendens egenskaber. Måske er det derfor, at det ikke har nedkaldt opstandelse hos Lars Hedegaards forsvarere, at der i haleslænget af de tusindvis af kommentarer til Martin Krasniks interview med Hedegaard på DR2′ s Deadline forrige søndag dukker adskillige op, som er direkte antisemitiske.

De nedstammer ikke fra rabiate muslimske kredse, hos hvem jødehadet efterhånden er dokumenteret til overmål, men blandt læsere af danske højrefløjsbloggere, som, hvad denne gamle tradition angår, ikke lader de islamister, som de ofte hævder at bekæmpe, meget efter. Her i 70-året soler danskere i hjem-og udlandet sig i indsatsen for landets jøder under Anden Verdenskrig, men går man med det indtryk, at de nationales flirt med dunkle kræfter hører andre lande og en mere og mere fjern fortid til, vil man her finde beviser for det modsatte. Vi kan fint følge med.

Jeg må straks pointere, at udslippene ikke stammer fra de bloggere i området omkring Trykkefrihedsselskabet, der i de seneste ti dage med grundighed har forsøgt at minimere skaderne på formand Lars Hedegaard, som i programmet havde vanskeligt ved at stå inde for egne synspunkter. Disse skribenter ville aldrig forsømme at påpege jødehad, hvor end det findes blandt muslimer.

Det er i kommentarsporene, man finder dette ekko fra hin tid, blandt deres indignerede fanskare, så at sige, som måske er (lidt for) ivrige efter at give Hedegaard-loyalisterne ret.

Det er meget mere derude, end der er plads til at vise i denne artikel, især på Snaphanen, et af de mest rabiate højrefløjssite i Danmark. Snaphanens læsere taler om Krasnik »som globalistisk mediejøde« og om at betragte ham som »potentielt en fjende af folk og nation«. Her tales der også om »jøder, muslimer eller voodoo-negre«, som spiller velintegrerede, men fremmer deres egne dagsordner: »Jøderne er bedst til dette kosmopolitiske komediespil. Muslimerne er kun lige ved at lære tricket,« er der en, der skriver.

Vi begynder i den mildere ende. En af Hedegaards mest utrættelige dørvogtere, Jyllands-Postens Mikael Jalving, har været særlig aktiv i denne tid, og som kommentator til JP-bloggerens indlæg dukker en person, som skriver om Krasnik, at »denne jødiske journalist begræder med tørre tårer wahhabismen, mon det er, fordi denne jøde bor langt væk fra Tingbjerg og Mjølnerparken, gemmer sig langt væk fra sociale problemer, som alle andre kendte og semi-kendte idioter?

I DR2-debatten med Lars Hedegaard var Martin Krasnik udelukkende optaget af sig selv, sin egen politiske og religiøse idealisme.« Man må beklage, at det ikke lidt tydeligere fremgår, hvilken politisk og religiøs idealisme Deadline-studieværten angiveligt skulle promovere. Jalving spørger ham desværre ikke.

Under Trykkefrihedsselskabet finder man tidsskriftet Sappho, som redigeres af Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm. Om sidstnævnte kan man sige, at hun blander sig mere i, hvilken slags journalistik DR2 præsenterer seerne for, end hvad hun selv lader bringe på sin hjemmeside, skønt hun blot er bestyrelsesmedlem det ene sted og redaktør det andet. Blandt andet finder man denne motivanalyse fra en af læserne: »Det er meget muligt, at Krasnik ville hævne sig over, at Trykkefrihedsselskabet har sat omskæring af drenge på dagsordenen på en tilsynelandende effektiv måde.

Det kan meget vel være et egentligt religiøst had, der ligger bag Krasniks beskidte adfærd over for Hedegaard….

Videre søger vi til den konservative Uriasposten, som forfatter og kommentator Kim Møller bestyrer. I den sjove ende af kommentatorfeltet finder vi en »Nissen«, som er så fortørnet, at han gerne så Krasnik »gå med kalot gennem Nørrebro en almindelig hverdagsaften efter kl. 20«. Det har han sådan set gjort for et par måneder siden, han skrev oven i købet om det, men sandt nok foregik turen ikke efter kl. 20.

I den mere dystre afdeling dukker et indlæg op, der aner en konspiration: »Det er mærkeligt, at jøder er vilde med perkere, bortset fra i deres hjemland Israel. Hvorfor vil de fylde Europa med perkere, når der gælder en helt anden politik i deres hjemland? Har de en hemmelig dagsorden?« Andre kommenterer på lignende vis, indtil Kim Møller, hjemmesideredaktøren, har hørt nok: »Man skal være rimeligt afsporet for at anskue Krasnik i den optik. Åbn vinduet, og træk vejret dybt,« skriver han. Det lyder som en god idé. Her ser vi, at det fint lader sig gøre at sætte vejspærringer for, hvem man vil associeres med.

Jeg er overbevist om, at Mikael Jalving og Lars Hedegaard ville gøre brug af sprogets værste gloser – uegnet til at trykke i en avis – hvis de blev bedt om at kommentere ovenstående jødekonspiratoriske udsagn. Men det er tankevækkende, at disse gevækster gror i deres baghaver.

De vil givetvis forklare sig med, at de ikke har tid til at gennemse, hvad alle skriver på deres blogs, og at de ærligt talt heller ikke behøver at stå til regnskab for dem, der er enige i deres synspunkter. Men vil man racisme og antisemitisme til livs, har Kim Møller vist vejen, og jeg har længe haft en fornemmelse af, at Hedegaard og hans venner ikke føler behov for at luge ud i egne rækker, fordi de mener, at vi befinder os i en slags undtagelsestilstand. …

Når man hos Hedegaards forsvarere ikke er rasende alarmeret over, hvilket jødehad der lægges spalteplads til på venligtsindede hjemmesider, kan det hænge sammen med den largesse, man udviser over for synspunkter, Lars Hedegaard i årevis har udvist.”

(Snaphanen kommenterer jødehadske ‘Hilmer’, 22. marts 2013. Læs hele posten)



Journalisten Mads Bonde Broberg har været en tur på Nørrebro, for at lodde herboende muslimers holdning til danske jøder. Det endte ikke overraskende med en opvisning i den særligt islamiske ‘passiv-aggressiv dialogform’. Man kan tage palæstinenseren ud af Arabien, men man kan ikke tage araberen ud af palæstinenseren. Fra gårsdagens udgave af Jyllands-Posten – En zigzag-tur mellem kærlighed og had til jøder (ikke online).

“Ved Folkets Park møder vi palæstinensisk-fødte Ahmed Al-Kassab, der ikke har noget imod jøder: »Der er ikke noget der,« siger han.

»De er da velkomne.« Da vi spørger lidt mere, siger han, at jøderne jo også selv kan være ude om det: »Hvis man skal lave propaganda, så kommer overrabbineren herind med kalot. Så ved man, at han er efter ballade; at nogen skal sparke ham eller smide et eller andet på ham.«. …

15-20 meter derfra står seksotte indvandrerfyre. … Lidt efter støder en ledertype til, og vi fornemmer på flokken, at det nu er ham, vi skal tale med. Han vil ikke give hånd. »Jeg har ikke noget imod nogen,« siger han dog. I første omgang.

Men forespurgt, hvorfor jøderne bliver overfaldet, lyder det pludselig: »Lad palæstinenserne få deres fucking land. Så kan vi diskutere, om vi skal lave smoothies til jøderne eller give dem en finger i røven eller hvad fuck, der skal ske. …

Det er meget vigtigt. De har taget vores land, og så stikker de af hertil, og så går de rundt og går i skole og ungdomsskole. Det går ikke,« siger lederen og afviser, at der er forskel på jøder i Danmark og staten Israel.

Efter yderligere udsagn med høj »fuck« -frekvens går han, før vi har fået hans navn til artiklen.

Undskyld, hr., jeg skal lige have dit navn? »Er du dum eller hvad? Skal du have mit navn? Skal jeg fucking krølle dig sammen eller hvad? Hvad fuck skal du med mit navn?« siger han og hiver notesblokken fra journalisten.

Giv mig den der! »Hvorfor vil du have mit navn?« Fordi vi skal have navne på folk, der »Du er da helt væk, mand.

Du er da en nar, mand. Kom så, I har fem sekunder til at forlade det her område.

En« begynder han. »To«. Der opstår en diskussion.

Også fotografen beder ham aflevere blokken. Men lederen fortsætter nedtællingen.

Vi er i undertal, så vi går med et sekund tilbage. Det er ikke værd at få bank for en notesblok, og han tog ikke diktafonen, så vi har alligevel det hele på bånd. Kort efter kommer en af de menige fra gruppen i øvrigt hen til os og returnerer blokken.”



Fantastisk eksempel på journalistisk brandslukning kunne høres i seneste udgave af Orientering Weekend. Jeg ved ikke hvor de finder den slags personer henne, men P1 virker som en venstreorienteret sekt, der trækker på det RUC-skolede bagland når virkeligheden skal bortforklares. Minoritetsforsker Anne Boukris betragtede muslimerne som ofre, og har ikke oplevet problemer med sin jødiske identitet i forhold til muslimer. Hun skiltede dog ikke med sin tro, og betragtede meget sigende Martin Krasniks kalot-test på Nørrebro som værende ‘rabiat’ politisering.

Hvor herboende muslimer ikke havde problemer med tolerancen, så var danskerne omvendt fremmedfjendske, da vi forventede indvandrere integrererede sig. Hun havde selv oplevet dansk jødehad på nært hold, pudsigt nok – som jødisk forsker blandt rødradikale sociologer. Hun satte selvfølgelig ikke etiketter på intolerancens politiske ophav, det ville udstille paradokset.

På Facebook er hun blandt andet fan af Holger K. Nielsen, der er en del af Boycut Israel-kampagnen, og kendt for tale til pro-palæstinensiske demonstrationer, der i et konkret tilfælde inkluderede gule Hizbollah-bannere med AK-47 i midten. Mere viden, samtale og fordybelse er løsningen, lød det fra verdensborgeren.

P1-værten Jon Kaldan introducerede debatten fair, men gav den så fuld skrue med socialkonstruktivistiske flosker såsom ‘de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige’. Han kunne have hudflettet Boukris’ utopiske præmisser for vellykket multikultur med den ene arm bundet på ryggen, men undlod. Det skulle være en behagelig samtale med politisk brugbar morale.

(Anne Esther Boukris på Facebook)

Delvis transkribtion af Den indre frygt.

Jon Kaldan, P1: … som en muslimsk københavner på ydre Nørrebro udtrykte det: ‘En jøde har ikke noget at gøre her’. For mange har det været en meget ubehagelig påmindelse om 1933 og tiden efter, at vi tilsyneladende intet har lært af historien. For andre er det business af usual, og for nogle er det endnu et eksempel på, at der i kravet om konsensus og hygge og dansk tolerance, rumsterer et ubehag ved det fremmede. Alt det der venter og lurer derude på den anden side…

Man behøver ikke at være filosof, for at forstå at fremmedfjendsklighedens retorik fungerer som en selvopfyldende profeti. At de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige. Måske var ugens sværdslag om de jødiske børn på Nørrebro og Martin Krasniks ubehagelige oplevelser en stedfortræderkrig. Måske var det ikke jøder mod palæstinensere eller palæstinensere mod jøder, men os mod dem. En af dem der ytrede sig i debatten var Anne Boukris. …

Hun skrev fornyligt på sin facebookside: ‘Medierne vil ikke have den fordybede samtale om den indre frygt, og historien blev således blot endnu en bekræftelse på den overfladiske synlige del’, tolerancen og diskriminationen. Jeg har derfor inviteret Anne Boukris med i Orientering Weekend for at tale om alt det vi ikke ser. Anne Boukris, fortæl mig allerførst – er du dansker, er du europæer, er du israeler, er du jøde? Hvad er du?

Anne Esther Boukris, Minoritetsforsker: Lige når du spørger mig, så slår det mig, at jeg er rigtig dygtig til at skifte ham. Det kommer an på i hvilken situationen… Det der med at jeg er jøde, det er ikke noget jeg går rundt og siger som det første identitetsparameter. Det er det ikke. … Jeg er meget følsom omkring hvordan jeg italesætter min identitet. … Først og fremmest der er jeg jo Anne.

Jon Kaldan: Du skriver på din facebookside i forbindelse med den sidste uges historier om overfald, ikke-overfald på jødiske børn, eller hvad skal vi kalde det – konflikten, animositeten mellem jødiske og muslimske børn på Nørrebro. Der skriver du, at du i din studietid på universitetet oplevede hidsige angreb og foragt for din baggrund. Hvad var det du konkret oplevede?

Anne Esther Boukris: Helt konkret, nu tænker jeg meget konkret. Der var engang et symposium for sociologer, jeg sad der, og var den eneste der beskæftigede mig med Israel og jøder. Det jeg oplevede, det var, at der en stor mistro til mit forskningsemne, om manglende lyst til at forstå hvorfor jeg var så nysgerrig for at forstå hvilken betydning Israel har for jøder, der ikke er bosat i Israel. … Det var der meget lidt integritet omkring. Hvor andres forskningsområder er man bare nysgerrige og åbne omkring, og åben overfor. Jeg oplevede nogle ret voldsomme diskussioner, og oplevede engang en kvindelig sociolog der flyttede sig, fordi jeg tillod mig at fortælle positivt om relationen til Israel. … Det der med at vinkle det jødiske som noget positivt indenfor identitetsforskningen, det var så også mit område, som et reelt bud på en positiv identitet, som noget man kan bære rundt på og stimulere det samfund vi lever i… Jeg oplever både en politisk og videnskabelig udfordring. … I øvrigt vil jeg også sige, at det er meget svært at arbejde med jødiske emner i Danmark. Det er helt væk fra vores forskningsinstitutioner, så hvis man arbejder med det, så skal det være noget med radikale bosættere – synet er sådan endimensionelt på det jødiske.

Jon Kaldan: … Er det fordi det ikke længere er synd for jøderne, nu er det synd for nogle andre?

Anne Esther Boukris: Ja, det er synd for nogle andre. Det tror jeg faktisk er spot on. Det er blevet synd for nogle andre, men nu vil jeg sige, at redningen af de danske jøder i oktober ’43 det har jo en symbolsk værdi, og det er sådan set lige meget om det er jøder eller hvem det var, tror jeg. … Det er en vigtig historie, og når jeg hører den så har det ikke så meget med jøder at gøre. I hvert fald ikke længere. … ‘Har I ikke også tjent en del penge. Den jødiske lobby i USA, det er jo dem der styrer det hele’. I min ører er det, det stinker, hvis man kan sige det, af fordomme og stereotyper. Jeg mener, der er jo masser af lobbyer rundt omkring… Den jødiske lobby den bliver altid fremhævet, som sådan en ond kraft næsten, der styrer den amerikanske præsidents tanker omkring Israel. Det er sådan nogle konspirationer der flimrer rundt i universet.

Jon Kaldan: Du skriver også på Facebook, at det først og fremmest er monokulturelle danskere der har udsat dig for de her angreb på din jødiskhed. Er det de samme du taler om her. … Hvem er de monokulturelle danskere?

Anne Esther Boukris: Det er den del af vores kultur som kommer til udtryk når vi ikke anerkender flere identiteter, det homogene konsensusbesatte samfund, det der med at det hele skal være så ens. … De monokulturelle danskere er en snert af vores kultur som afviser anderledesheden eller andetheden. Den sætning genkender jeg mange steder, og det er bestemt ikke noget der kun angår jøder. … Når vi snakker med muslimer i Danmark, så har vi det altså bedst når de begynder at blive almindelige.

[...]

Jon Kaldan: Hvad er det så der sker, når det bliver en konflikt mellem jøder og muslimer. Altså hvorfor er det den konflikt der pludselig bliver vores historie i den uge der er gået. Og ikke historien om, at vi simpelthen har vanskeligt ved at håndtere at der er nogle der er jøder, eller muslimer, eller for så vidt hinduer og buddister. Eller homoseksuelle, transeksuelle eller hvad ved jeg.

Anne Esther Boukris: … når jeg ser dansk og københavnsk politik i praksis, så ser jeg en fuldstændig monokulturel strategi for hvordan de andre kulturer skal komme med. Det handler til dels om, at tænke at det er synd for kulturen… ligeværdigheden har simpelthen så svært ved at få næring.

Jon Kaldan: … hvad er målet, er det salatskålen (Salat bar) eller smeltedigelen (Melting pot)?

Anne Esther Boukris: … I det tredie rum, der smelter de ikke nødvendigvis sammen, men der er vi optaget af de fortællinger vi hver især kommer med. Og så forsøger vi at se, om de her fortællinger ikke kunne være udgangspunktet for et nyt fællesskab. Det nye fællesskab, det er det jeg synes vi mangler viljen til. Det handler ikke kun om at få folk til at passe ind i et system. Lige nu taler jeg ikke om Islam og Jødedom og Kristendom, for det er ikke religionens vilje der skal ske her, det er menneskenes vilje, og det rum det kræver politisk fordybelse. Det kræver ikke kun penge, det kræver også samtale, det kræver også mere viden og mere stillingtagen til det… Det kommer hele tiden bag på os, hvor meget power der er i det der med forskelligheder. …

Jeg har oplevet de der fordomme få næring i flere forskellige grupperinger, det er jo ikke fordi, at det kun er i det palæstinensiske miljø at fordommene er. Faktisk vil jeg sige, at jeg har mødt en række palæstinensere som ikke har de fordomme, fordi de har mere viden. Der hvor fordommene så kan opstå, det er måske mere i en politisk debat. … der mangler jeg, tror jeg, også en politisk stillingtagen til, at vi kan have en dialog på trods af verdens krige, og at vi har lyst til at integrere alle typer mennesker i vores samfund…

… og i det her tilfælde der går Martin Krasnik ud med en Davidstjerne og en ‘kipa’, og det bliver pludselig en synlig identitet. Der er først der, fjendebilledet rigtigt bliver skabt, og jeg er ikke engang sikker på, at de her unge mennesker ved – det er ikke noget de er vokset op med, at de har en indsigt i jødedommen. De ved ikke engang hvad den ‘kipa’ skal til for… meget af debatten er rabiat – den er ikke indsigtsfuld. Jeg forsvarer hverken det ene eller det andet…



Dispatch International er på gaden, men online går det trægt, da hackere tilsyneladende mener det er problematisk med medier der går bag om det multikulturelle samfunds polerede facade. Da D-intl.com er ustabil, citerer jeg herunder tilsendt DI-artikel begået af Jeppe (Samuel Cholewa) Juhl – Jøde, kend din fjende.

“… der er én ting, der ikke burde være uenighed om blandt os jøder i dag. Og det gælder alle jøder. Især i Europa. Uanset om vi er religiøse eller sekulære. Uanset om vi opfatter os selv som hørende til på venstrefløjen eller højrefløjen. Og det er, at Islam er Jødedommens dødelige fjende. At tro andet er at fornægte en fuldstændig og overvældende dokumenteret virkelighed.

Og med islam mener jeg hele Islam. Hele tankesystemet. Både den religiøse, den (dominerende) politiske og den kulturelle del af den islamiske verden er så genneminficeret af vitriol antisemitisme, at det i bogstaveligste forstand er med livet som indsats, at vi jøder undervurderer det had og den uvidenhed, den muslimske verden i dag opdrages med. …

De ortodokse jøder i Europa er integrerede, og de sekulære jøder er totalt assimileret til en grad, hvor det jødiske er tæt på at forsvinde. Og så har vi tillagt vores medmennesker de bedste motiver og naivt projiceret vores værdier over på andre. Mange jøder er – ligesom hovedparten af resten af Europas befolkning – moralske og kulturelle relativister, der tror på det bedste i alle mennesker.

Det er smukt, naivt og suicidalt. Især for os europæiske jøder, hvis forældre og bedsteforældre overlevede Holocaust. Vi er nu vidne til en ny form for fascisme. Den islamiske. Og nøjagtig som med nazismen er det jøden, der er den største skurk.

Islamisterne – jeg foretrækker ordet de skrifttro muslimer – har ikke noget problem med at bruge ordet jøde, når de skal udbasunere deres had. De finder rationalet i Koranen. De heiler og råber deres umælende had overalt i Europas gader.

Disse stakkels uoplyste og uvidende mennesker får aktiv støtte fra islam-apologeter og relativister, der stort set alle sammen er socialister eller fra den værdipolitiske venstrefløj. De sidstnævnte har dog skiftet ordet jøde ud med Israel. Kritik af Israel – den kritik, der er baseret på dobbelte standarder, ikke den saglige og nødvendige kritik af den pluralistiske og moderne demokratiske stat – er nemlig vores dages antisemitisme.

Men antisemitterne får også indirekte støtte fra europæiske jøder. … De toneangivende jøder i Europa, de intellektuelle og de religiøse, har hovedet drejet den forkerte vej. De kigger til venstre og ikke til højre. Og i det omfang, de ikke kigger til venstre, så kigger de forsigtigt ned i jorden.

Årsagerne til dette ulykkelige paradoks er nuanceret. En del af forklaringen er, at diasporaens jødiske DNA igennem totusinde år er programmeret til at, den der lever skjult, lever godt. Hvis de ikke kender mit navn og min bopæl, så sker der næppe noget. En anden er, at mange europæiske jøder historisk set har været stærkt forankret i socialismen og derfor er nogle af de største kulturrelativister.

Og så er det desværre også åbenlyst, at de religiøse jøder er fanget i en kulturel fælde i takt med Islams udbredelse i Europa. Islam og Jødedommen er to lovreligioner, der på det udøvende plan har mange lighedspunkter. Ortodokse jøder spiser kosher kød, hvor slagteprocessen er identisk med halal. Jødiske kvinder og mænd er adskilt i synagogen, dog ikke i de reformerede menigheder. Stærkt ortodokse jødiske kvinder går også med tildækket hoved, dog som regel med paryk. Og så er alle jødiske drenge omskårede.

Alt dette gør, at mange europæiske rabbinere fejlagtigt (!) føler, at det er svært at blande sig aggressivt i kampen mod islamismen. Oveni skal lægges at især ældre jøder, frygter nationalismen og højrefløjen på grund af Holocaust.”



Nytårsaften, umiddelbart efter klokkerne, sendte DR1 en særligt produceret nytårsgudstjeneste fra Christianskirken, hvor sognepræcist Flemming Pless flere gange om ugen prædiker socialistisk godhed. Her kunne man høre taler af repræsentanter fra ikke-kristne trosretninger, herunder en grotesk seance fra imam Naveed ‘dødsstraf for frafald’ Baig, der forklarede familien Danmark om Islams iboende godhed. Han blev efterfulgt af seks pigment-castede piger, der sang ‘Jordens sang’.

Udsendelsen kan ses i sin helhed på DR.dk, men mest interessant er Naveed Baigs paradoksale multikultur-dyrkelse (flere talere her).

Naveed Baig, Imam: Kære alle, Jeg er taknemmelig overfor DR, Christians Kirke, de respekterede gejstlige repræsentanter og de tilstedeværende for at dette kunne lade sige gøre!

Mangfoldighed anerkendes og forklares af Islam. Koranen siger: ‘I mennesker! Vi skabte jer af mand og kvinde, og Vi gjorde jer til folkeslag og stammer, så I kunne lære hinanden at kende.’ …

Vi ønsker alle sammen fred, harmoni og velvære. … Vi har bevæget os videre efter den sidste store indvandring i Danmark – som hverken var dn første eller bliver den sidste i Danmarks historie… nu har de fleste efterkommere fundet deres hjem – I Danmark er jeg født – der hører jeg hjemme. Danske muslimer er en naturlig del af det danske samfund… De bidrager og kæmper bravt hver eneste dag. …

Alle skal tage ansvar således at det ikke bliver en os mod dem retorik der får lov at trives som vi desværre må lægge øjne og øre til engang i mellem. Det skal være et stort VI. Derfor må vi sige nej til islamofobi, ligesom vi må sige nej til antisemitisme og diskrimination på baggrund af andre faktorer. … Vi har brug for en ny dagsorden i Danmark. Vi må turde at komme hinanden ved. …

Jeg slutter med Profeten Muhammads citat: ‘Elsk for menneskeheden, det du elsker for dig selv’



På søndag afholder pro-israelske organisationer et folkemøde i solidaritet med Israel. Tidligere i dag anbefalede Pia Kjærsgaard arrangementet på sin officielle Fanside på Facebook. I skrivende stund er der 810 kommentarer. Jeg har ikke læst dem alle, så her blot fem fem eksempler med Hitler. Tråden kan læses her.

Se også eksemplerne på Søren Espersens blog.



Tirsdag i sidste uge sendte norske NRK en timelang egenproduceret dokumentar om anti-islamisme, og sjældent har jeg set noget lignende. Hele 57 minutters dyrt-produceret shaming af enhver form for politisk modstand mod Islam, tætpakket med associationer til Anders Behring Breivik, Mullah Krekar, Osama bin Laden og Adolf Hitler. Document og Bruce Bawer har kommenteret i længder, og jeg vil ikke bruge mange ord på udsendelsen. Transkriptionen og de illustrative screencaps siger sådan set alt.

Udsendelsen, der var en del af Brennpunkt-serien, kan ses online her.

Håkon Haugsbø, NRK: Hatet er like farlig på begge sider. I kveld skal vi inn i de nye høyre- ekstreme miljøene som vokser fram. Til dem som vier livet sitt til å drive hatkampanjer mot en religion. Tida står ikke stille. Vi lever alle tettere sammen, uansett religion. Tar du imot det nye samfunnet med åpne hender? Eller møter du endringene med en knyttneve?

“Tager du imod det nye samfund med åbne hænder”, spørges der indledningsvis, hvad er en henvisning til titlen Intet kommer i en lukket hånd. Udgangspunktet er således at Islams modstandere, ikke tager imod muslimernes udstrakte hænder. Kritikken af Islams kritikere, kom ofte til at ligne surrealistisk Islam-apologi.

Speak: Å velge konfrontasjon fremfor en utstrakt hånd – er et brudd på nestekjærligheten. Den står like sterkt i kristendommen, jødedommen og islam.

“Programleder Håkon Haugsbø startet med å si at ekstremistiske holdninger har stått til doms to ganger i Oslo Tingrett det siste halvåret. Dette er heldigvis ikke sant. Det er i totalitære diktaturer man møter i retten og dømmes for holdninger, ikke i et demokrati som det norske.” (Document)

En gennemgående metode er dualiseringen – At Islamkritikerne er islamisternes spejlbillede. På den måde bliver nødvendig ideologi-kritik det samme som rendyrket anti-demokratisk ondskab, og herfra var det blot at klippe en virkelighed sammen. Det har ikke været nemt, men hvis man går ud fra at Breivik er den forlængede arm for ikke-voldelige demokrater, og sidestiller det med islamister der fejltolker Islams fredelige budskab, så gav det fint mening. Selverklærede antifacister nægter helt på samme måde at skelne mellem holdning og handling.

“I et klipp for å vise hatet på begge sider, viser Brennpunkt (kanskje uten å forstå det) at trusselen slett ikke er symmetrisk og like farlig på begge sider. Vi ser en ensom Breivik i rettsalen utføre sin hilsen med knyttet neve. I klippet for å vise ekstremisme blant muslimer ser vi horder av mennesker som tar til gatene og roper at man ikke må fornærme profeten.” (Document)

(Sammenligner ‘lone wolf’ Anders Behring Breivik med massehysteriske islamister)

Selvom udsendelsen var rettet mod et norsk publikum, så var fokus ikke udpræget norsk. Højreekstremisterne var hentet langt fra Norge, Skandinavien og Europa. En af undtagelserne var Lena Andreassen, tidligere leder af Norwegian Defence League. Da hun styrede organisationen, blev hun hængt ud som hadefuld ekstremist, og selvom hun nu fortæller, at hun som NDL-leder angav ekstremister til politiet, så var vinklen fastlagt på forhånd. Modstand mod Islam er irrationelt had. Punktum.

Blandt eksperterne var også Matthew Collins, der skriver for venstrefløjsorganisationen Hope not Hate, en udbryder af Searchlight, der er en pendant til danske Redox. Det fortælles selvfølgelig ikke, at han er tidligere nationalsocialist, og sågar var aktiv i regi af Combat 18 (18 – Adolf Hitler). At han i dag betaler moralsk aflad ved at se racister blandt multikulturs kritikere, er indlysende herfra hvor jeg står. Han så racismen i English Defence League, men også i ‘Tea Party-bevægelsen’, og garanteret også i kaffegrums og korncirkler, hvis man gav ham et par minutter.

Matthew Collins, Hope not Hate: Det er noe mye mer uhyggelig og farlig som er på vei inn i samfunnet. Som Tea Party-bevegelsen i USA. Fundamentalistisk kristendom som er like farlig som enhver form for radikal islam.

(Matthew Collins, Hope not Hate)

Værst af alle var dog Nathan Lean, der sikkert af samme årsag, var den der fik mest taletid. Til daglig er han redaktør for Aslan Media, der herfra betragtet ligner et forsøg på at skabe mellem-kulturel harmoni på islamiske præmisser. Nathan Leans bog om ‘The Islamophobia Industry’ har fået positive anmeldelser af apologeterne Karen Armstrong og John Esposito, og han var da også helt udenfor kategori. Herunder et par af guldkornene. Suppler evt. med Jihadwatch-artiklen om samme.

“Pastor Terry Jones er ved flere anledninger beskrevet som ekstrem i vestlig presse. Hva sa han egentlig i Brennpunkt? Jones sa i praksis ikke annet enn det han som kristen mann er nødt for å tro: at det kristne evangelium er det eneste sanne og at å tro på noe annet er djevelens verk og vil lede til helvete. … (Nathan Lean) slår fast at mennesker som Terry Jones vil utstøte minoriteten fra majoriteten og har samme politikk som Hitler. “ (Document)

Speak: Kristne er snille, muslimer er slemme.

Nathan Lean, forfatter: En krigsretorikk vi kjenner igjen fra historien. Det er samme politikk som Hitler førte – utstøte en minoritet fra majoriteten.

(Nathan Lean, forfatter)

Nathan Lean: Islamofobi-industrien hater denne sammenlikningen, – men de er svært lik personer som Osama bin Laden. Som ikke nødvendigvis utfører voldelige handlinger selv. Bin Laden satt på avstand og inspirerte folk med sine ord. Inspirerte folk til å utføre uhyrlige handlinger. Folk som bin Laden og Spencer er speilbilder av hverandre.

Nathan Lean: La én ting være klart: Selv om Anders Breivik utførte grufulle voldshandlinger – - som Norge ikke hadde sett maken til siden 2. verdenskrig, er han ikke gal. Det rare, triste og farlige oppi alt dette – er at personene i islamofobi-industrien, som Pamela Geller, Robert Spencer, – - Bridget Gabriel, Geert Wilders, EDL, – Stop Islamisation of Europe, Stop Islamisation of America … Alle disse var nevnt eller sitert flere ganger, hele avsnitt var kopiert inn – - i manifestet hans. Dette var inspirasjonskildene hans. Han leste det de skrev. Han visste hvem de var. Han var enig i deres ideologi.

Hva er hensikten med alt dette hatet? Hva prøver folk som Spencer, Geller, EDL og Wilders å oppnå? Anders Breivik gjorde det som er den logiske følgen av det de sier. Islamofobi-industrien er en farlig gjeng. De formet hans verdensbilde.

Gandhi blev nævnt flere gange, og minsanten om ikke der også blev plads til Martin Luther King og kampen mod racisme i 1950′ernes Alabama. Kampen for Islam var vor tids borgerrettighedskamp. Intet mindre.

“De som i dag kritiserer islam, altså islamhaterne som Brennpunkt ynder å kalle dem, er vår tids svar på rasistene under borgerrettighetskampen i USA på 1960-tallet. … Å sammenligne de fargede som var annenrangs borgere i dette segregerte samfunnet med innvandrerne i vårt samfunn i dag, er både uredelig og falsk. Men om seeren ikke gjennomskuer falskheten, er det virkningsfull propaganda.” (Document)

Nathan Lean: Folk liker å argumentere med at muslimer ikke er en rase. Og at alt det fæle de sier om islam, ikke er rasisme. Det er en lettvint måte å unngå et stort problem på. En stor fordom. Det er vår tids borgerrettighetskamp.

Man skulle tro der ville være en nedre grænse, men nej. Det ene øjeblik lader man en muslimsk pige iført tørklæde tale om sin kamp for at bringe ‘ulike religioner sammen og ‘ikke lade sig provosere af islamhaterne’. Umiddelbart efter kunne man høre, at vi (læs: ikke-muslimer) måtte blive bedre til at takle globaliseringen.

Selvom pastor Terry Jones under interviewet egentlig blot sagde det enhver folkekirkepræst burde sige, så var han en hadefuld højreekstremist. Det var nemmere at følge kritikken af serbiske nationalister og jødiske ekstremister, omend det er svært at se hvad de har at gøre med anti-islamisme i Norge eller Danmark. Serberen var erklæret fascist.

Bevares, retorisk set kan Pamela Geller være trættende, men når en tørt dokumenterende blogger som Robert Spencer omtales som Osama bin Ladens islamiske spejlbillede, så er der noget helt helt galt.

Eksempler på udsendelsens tendens.

Chaim Ben Pesak, Jewish task Force: Vestens jødisk-kristne kultur er bedre enn den tredje verdens islamske kultur. Europas kultur er overlegen i forhold til den arabiske og muslimske verdens kultur… Man kan ikke blande en voldelig og hatefull kultur – - med siviliserte mennesker…

Speak: Han benekter at dette høres ut som nazistenes ideologi på 30-40-tallet. I hans øyne er muslimene rasister og nazister. Selv er han patriot. Patriotisme og islamhat hår hånd i hånd i mange kristne menigheter.

[...]

Pat Robertson, am. tv-prædikant: Jeg sier det igjen og igjen: Islam er ikke en religion. Det er et politisk system med verdensherredømme som mål.

Mark Potok, Southern Poverty Law Center: Jeg prøver å si til verden at ord får konsekvenser. Hvis du sier at “de skitne muslimene kommer og voldtar døtrene våre” … Dette kommer fra kongressmedlemmer og TV-kommentatorer. Da kan du ikke bli overrasket når folk som Breivik begynner å drepe folk. Du bærer et visst ansvar for det.

Der vises optagelser fra Defence League-arrangementer i Århus og Stockholm tidligere på året, og lidt af en tale fra en Norwegian Defence League-demonstration i Stavanger. Det fortælles at politiet angreb moddemonstranterne i Stockholm, og illustreres den militante moddemonstration i Århus med dansende teenagepiger. Fra den norske demonstration, så man gulklædte aktivister fra SOS Rasisme – en gruppe der forlængst er afsløret som en dækorganisation for de kommunistpartiet Tjen Folket, de Stalin-tro.

Udsendelsen slutter af med et nummer af den norske rapgruppe ‘Gatas Parlament’, en venstreradikal trio, der blev landskendt i Norge da de for år tilbage angreb Siv Jensens forgænger i Fremskrittspartiet med æg. Med palæstina-tørklædet ses Elling Borgersrud, der tidligere har været opstillet for Rød Valgallianse , Rødt og nu kandiderer for Sosialistisk Venstreparti. Det giver ikke mening at tale om politiske tendens Udsendelsen var ren propaganda, og noget nær et væg-til-væg tæppe af den yderste venstrefløjs postulater mod enhver der forholder sig kritisk til Islam og multikultur.

Gatas Parlament: Skal fattigfolk fortsatt slåss mot hverandre? Slutt å tåle alt av intoleranse! … Raseteori har fått nye fåreklær…. Hat avler hat som avler hatet. Predikanter og profitører forsyner seg grovt av samme fatet.

“… a trio of white Communist rappers who are famous in Norway for (among other things) putting up a website a few years ago in which they offered a bounty for the head of George W. Bush. Dancing in an Oslo street, the three men sang into the camera: “Are you sure that your prejudice makes sense? … Stop tolerating intolerance!” This, indeed, should be the bottom line when it comes to this topic: stop tolerating intolerance.” (Bruce Bawer)

(Gatas Parlament)



Jeg skal ikke kaste om mig her med citater fra de islamiske skrifter, blot konstatere, at de og både nyere og ældre islamisk historie viser, at jøder har gode grunde til at holde et årvågent øje med muslimers bevæbning. Med indvandringen af korantro har Europa fået en ny nazisme. Den underliggende trussel er ikke til at misforstå: Hvis man støtter Israel, er man lovligt bytte. Undskyldningen med, at man bare er interesseret i naturen og bla-bla trækker bare et skævt smil:

Norske jøder frykter ekstremister skal få våpen

“Forstander Ervin Kohn i Det Mosaiske Trossamfund i Oslo (DMT) har skuddene mot Synagogen i 2006 friskt i minne, da det ble skutt med grovkalibret ammunisjon mot bygningen på St. Hanshaugen i Oslo.

Han reagerer sterkt på opplysningene om at norsk-muslimske ekstremister nå har tatt jegerprøven – og dermed lovlig kan ha seks våpen hver.

- Ja, jeg er bekymret. Vi har skuddene mot synagogen friskt i minnet, sier Kohn.

Flere kilder bekrefter overfor VG Nett at Politiets Sikkerhetstjeneste er varslet om at kursdeltakerne skal ha kommet med trusler mot jøder etter å ha bestått jegerprøven. …

Et av medlemmene i den norske muslimske gruppen «Profetens Ummah», som deltok på jegerkurset, avviser bestemt at noen av deltakerne skal ha gitt uttrykk for trusler mot noen trossamfunn.

Mannen avviser også at de er fiendtlige mot jøder eller kristne og viser til at disse religionene blir beskrevet som et beskyttet folk, «Ahl ul-Kitab», i islam.

Mannen er i gruppen kjent med kallenavnet «Abu Osama», og er opprinnelig fra Algerie.

- Hvorfor skal de frykte oss? Jeg skjønner ikke hvorfor de skal være redde. De er mennesker, akkurat som oss. Så vidt jeg har fått med meg har ikke Det mosaiske trossamfundet gjort noe vondt mot muslimer. En ting er å være sionist, å støtte okkupasjonen av Palestina og sionistiske bosettere, en helt annen ting er å være jøde eller kristen. …

- Vi meldte oss på kurset fordi vi ville ha et avbrekk fra bylivet og være ute i skog og mark”



“Så du også løven græsse fredeligt sammen med lammet?”, spørger en læser sarkastisk en Ranzausgadebeboer der deltog, og kun har pæne ord at sige om weekendens ‘Mangfoldighedsfest’ på Nørrebro. Det er nok på sin plads, at fortælle lidt om festens bagside.

Selvom arrangementet med en enkelt debat som undtagelse, skulle være helt upolitisk, så var der blandt andet en uautoriseret stand for Internationale Socialister og Socialistisk Arbejderavis, trotskisterne – Mangfoldighedens knytnæve for socialisme.

Ser man på det omfattende program, så kan man konstatere, at der foruden utallige boder med etnisk mad deltog en hel del islamiske organisationer og kun enkelte der kunne støde det naivt multikulturelle, eller det mere kynisk islamiserende udgangspunkt.

Helt frem til fredag eftermiddag bad arrangørerne (ikke politiet, som jeg oprindeligt skrev) Dansk Zionist Forbund (DZF) om ikke at deltage, da de ifølge Jette Plesner Dali (der deltog), ikke mente de kunne garantere for deltagernes sikkerhed. Oprindeligt var DZF placeret i midten af standene ved Rantzausgade 61, men blev flyttet til en mere yderlig plads, hvor der var bedre ‘flugtveje’. Organisationen fik samtidig besked på ikke opsætte flag ved teltet, hvad de fleste palæstinensiske stande havde.

På et tidspunkt opsætter fire venstreorienterede en kunstig mur foran DZF’ stand. “Zionisterne lukker palæstinenserne ude, vi lukker zionisterne inde” lød det, og hurtigt samlede der sig en større gruppe palæstinensere. Politiet greb resolut ind, og dannede en beskyttende menneskekæde, og fik i løbet af nogle minutter de demonstrerende til at gå frivilligt.

Politiet holdt sig i det store og hele diskret i baggrunden, men det er værd at huske på, at det krævede politibeskyttelse at fejre mangfoldigheden på Nørrebro. Multikulturalisme fremmer ikke nødvendigvis gensidig tolerance.



Søren Krarup har skrevet noget lignende på dansk, og det er sandheden i koncentrat. Fremragende kommentar af Ed West på Daily Telegraph – Europe’s post-Nazi stress disorder has brought it to ruin.

“On the same day The Guardian printed a letter, “We are all Greek Jews now”, warning against Right-wing extremism, a letter that perfectly captures all the symptoms of Europe’s post-Nazi disorder.

‘We invite all citizens, political parties, unions, civil society, intellectuals and artists to fight the extreme right by promoting and bringing to life the European dream. We must always remember that this dream was built on the ruins of Nazism. We must never forget about the Shoah. Our dream is of a continent free from racism and antisemitism. It is the project of a society based on “togetherness” – beyond boundaries.

Second, we must refute the dogma of “the European fortress”, which favours the spread of anti-immigrant speeches and the lockdown of Europe’s frontiers, especially when a core element of European postwar identity – its social welfare system – requires the economic input of immigration to remain sustainable.’

… the European dream is not under threat from a few Greek heavies who look like they’ve stepped out of a Vauxhall nightclub; it’s under threat from itself, because its vision is totally unworkable. The idea of a society without borders in a world where people share their countries is as radical and extreme as the idea that people might share their property – so don’t be surprised when it doesn’t work.

No political or cultural entity can exist without boundaries; indeed there cannot be any “togetherness” without boundaries in the first place. The very entity of “Europe”, or “Christendom”, came about in opposition to the rise of Islam, and Islam remains the only force that could ever unite Europeans…

Neither can you build an “identity” on a social welfare system; quite the opposite. A welfare system relies on a strong sense of national community, something that its earliest proponents, such as William Beveridge, all pointed out. (And I have no idea where they get the idea that welfare requires the economic input of immigrants; the “replacement” theory of immigration has been blown apart by every body that has ever researched it, and minority communities in every western European country overall receive more welfare than natives.)

Where did this utopian vision come from? My grandparents, like most people in England in the 1930s, hated the Nazis; they hated their militarism, their criminality, their contempt for the rule of law and their racism (a word which was only coined in that decade). But my grandfather did not serve in order to create a world without borders or nation-states; no one did. And I suspect that, were he to see Britain and Europe today, he would conclude that it was in the grips of collective insanity. Freud has rather gone out of fashion in recent years, but if we could psychoanalyse the people of Europe one might conclude that the continent’s leadership was behaving in a neurotic, self-destructive manner brought about by a horrific trauma.
As the letter writers say, this European dream was built in the shadow of Auschwitz, the aim being from the start the death of nationalism. The EU has been Godwin’s Law on a massive scale.

But it’s never been explained why, because of what the Nazis did – and the Nazis were not normal nationalists anymore than Mark Chapman is a normal music fan – the Dutch, the French or the English should embrace a utopian vision whereby they become minorities in their own major cities and their countries become provinces of a new Holy Roman Empire.

And, moral though I appreciate this vision might be, is it the best way to stop conflict? Nazism, the Second World War and the Holocaust came about for a number of reasons unique to the period, such as the First World War and the threat of Communism.

… the irony is that, out of collective guilt for what happened to Europe’s Jews, Europe imported millions of people from some of the world’s most anti-Semitic countries, made no attempt to counter these prejudices, and even began to adopt the idea that Israel was uniquely responsible for the world’s problems. …

There’s no harm in having dreams, of course, except that when they become nightmares, others are often forced to share them.“