16. november 2013

DSU & Enhedslisten samarbejder med venstreradikale: Redox-talsmand til Krystalnat-demo i Svendborg

Lørdag var 75 årsdag for Krystalnatten, og vanen tro havde den yderste venstrefløj indkaldt til demonstrationer. I Svendborg foregik det under parolen ‘Aldrig mere en krystalnat – Nej til racisme og fremmedhad’, med gæstetale af Redox-talsmanden Simon Bünger Paulsen. Arrangørerne var de sædvanlige venstreradikale organisationer, det være sig Anti Racistisk Netværk, SOS mod Racisme og Socialistisk UngdomsFront (SUF), men også Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) – eneste ikke-totalitære islæt.

Ovenstående er værd at huske på, nu hvor DSU i København kritiserer Enhedslistens seneste samarbejde med militante venstreradikale, herunder Antifascistisk Aktion (AFA).

“Enhedslisten er i rigtigt dårligt selskab…” (Lars Aslan Rasmussen, Socialdemokraten; BT)

(DSU Københavnerkredsen på Facebook, 15. november 2013)

Venstreradikale Svendborg.

Flere markante profiler fra den yderste venstrefløj stammer fra Svendborg, herunder nævnte Redox-talsmand, der tidligere gik under alias’et ‘Bomberman’, og åbent støttede politisk vold, eks. med kommentarer som “Make a smashhit-Kill a fascist”. En anden af byens venstreradikale sønner er Charlie Emil Krautwald, der startede i Socialistisk Ungdomsfront, senere blev aktiv i Internationalt Forum (IF), og blandt andet er involveret i Produktionskollektivet Opbrud, sidstnævnte med Büngers gamle klassekampfælle fra Svendborg Ungdomsråd, Rasmus Emil Preston, samt AR, tiltalt for politisk vold i den igangværende retsag mod AFA/Redox.

Natten til lørdag smadrede ukendte facadevinduer til Enhedslistens ‘valgbutik’ i Møllergade, og Enhedslistens spidskandidat Jesper Kiel, forklarede på TV2 Fyn, at det var måtte være på grund af Krystalnat-arrangementet mod fremmedhad. Jesper Kiel, der tidligere selv var aktiv på gadeplan, fortalte ikke at Enhedslisten blandt andet deler lokaler med SUF og IF, og det var fra denne adresse AFA tilbage i 2010 købte domænet for Århus-mobiliseringen ‘Good Night White Pride’. Forhistorien og det åbne samarbejde med AFA/Redox er nok motivet, ikke Enhedslistens officielle kamp mod fremmedhad.

Hvis Enhedslisten vil kæmpe jødernes sag, så behøvede de ikke demonstrere – de kunne ordne det internt. Spidskandidaten har selv en fortid i IF, der under navnet Foreningen Oprør prøvede terrorlovgivningen af med støtte til PFLP. Enhedslisten og flere venstreradikale organisationer på adressen i Møllergade støtter på samme måde Boykot Israel-kampagnen, herunder SUF og SUF-aktivisten Charlie Emil Krautwald, der i forbindelse med en Boykot Israel-happening anvendte alias’et ‘Kommando Abu Ali Mustapha’. Navnet et taget fra PFLP’s tidligere leder, der stod bag ti terrorangreb i Israel, de fleste med bilbomber rettet mod civile.



26. oktober 2013

Omfattende hærværk på den jødiske kirkegård i Horsens (september 2013)

For nogle uger siden blev den jødiske kirkegård i Horsens udsat for omfattende hærværk. Herunder en række tilsendte billeder.

“En gruppe ballademagere muntrer sig i øjeblikket med at lave hærværk på den jødiske kirkegård, der ligger i Frederiksgade. I sidste uge blev der væltet ca. 12 gravsten på kirkegården, og nu er det samme sket igen.” (Horsens Folkeblad, 20. september 2013)

Oploadet Kl. 14:40 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Arkiveret under:


21. oktober 2013

“… det er en berigelse at der er kommet så mange muslimer” – Moské med kuppel og minaret i Haderslev

Onsdag formiddag i sidste uge kom jeg for skade at tænde for Radio24syv, og blev i værste P1-stil belært om danskernes iboende intolerance. Det var problematisk at medierne skrev om en islamistisk styret beboerforening i Egedalsvænget, da det fremmede ‘dem & os’-tænkningen og det der blev kaldt ‘cirkel-onani’. “Har vi som medier et ansvar, og skulle vi måske lade tingene ligge”, lød det fra studieværten Rushy Rashid.

Så var der korte nyheder, hvorefter Rushy Rashid fortsatte med fejring af Store Eid. Paneldeltagerne var alle håbløse. Jødiske Lene Andersen mente “det er en berigelse at der er kommet så mange muslimer”, fordi det gjorde det nemmere for hende at blive acceptere som vegetar. Det siger alt, at den mest rationelle var en kristne præst, der blandt andet fortalte om den gode ‘jævnbyrdige dialog’ han havde haft med medlemmer af Hizb-ut-Tahrir ved indvielsen af Rovsinggade-moskeen.

Dagen efter kunne man læse følgende historie i Ekstra Bladet – Haderslev får moske med støtte fra Kuwait.

“En stor gruppe muslimer i Haderslev har købt nye lokaler, der før husede en lagerbygning. Her skal der for fremtiden være en moske. De lokale muslimer har selv spyttet 200.000 kroner i projektet, men størstedelen af finansieringen – en million kroner – kommer fra en muslimsk forening i Kuwait, fortæller TV SYD. Nu er det meningen, at moskeen skal have både kuppel og minaret.

- Vi har efter 16 års leje brug for en større bygning til vores moske. Hvis vi skal bruge flere penge, vil vi nok kigge mod Kuwait igen, siger Muhammad Chehade, formand for Islamisk Center i Haderslev.”

(Niels Bohrs Vej 9 som Islamisk Center Haderslev vil udbygge med kuppel og minaret)

“Ombygningen bliver slet ikke støttet af den danske stat, så det må andre sørge for.” (TV2 Syd, 16. oktober 2013: Haderslev får moske med støtte fra Kuwait)



29. september 2013

16-årig (jødisk mor, muslimsk far): “… mobbet, chikaneret og overfaldet, fordi han har jødisk baggrund”

Jødisk samfund i Danmark svinder ind, skriver Jyllands-Posten i dag, og fortæller at Mosaisk Trossamfund har mistet hvert fjerde medlem de seneste 15 år. Formand Finn Schwarz mener, at medlemmerne forsvinder fordi de “oplever chikane og trusler, og at de føler sig utrygge i Danmark og simpelthen forlader landet”.

Brian Arly Jacobsen fra ‘Institut for Tværkulturelle og Regionale studier’ (KU) fortæller først, at man (skam) ‘må tage det for pålydende’, hvorefter han forklarer at der kan være mange grunde til lave medlemstal i Mosaisk Trossamfund og jødisk udvandring. Berlingske lader Cecilie Banke fra ‘Dansk Institut for Internationale Studier’ kommentere samme historie, og hun relativerer efter samme formel. Det kan efter hendes mening også spille ind, at “bevidstheden om den jødiske identitet og følsomheden over for antisemitiske ytringer er blevet større blandt danske jøder”.

Jyllands-Posten fortæller samtidig, at Mosaisk Trossamfund har registreret 17 antijødiske hændelser i første halvår af 2013. Fra et supplerende interview med Moran Jacob, der tidligere på året var emne for en post her på siden»Det vigtige for mig er, at jeg ikke lader mig skræmme til at tie«.

“»Fucking jødesvin – din jødehund.« Sådan lød nogle af de ukvemsord, som Moran Jacob blev angrebet med på Facebook i marts i år. Det var ikke ukendt for ham at blive udsat for antisemitisme. For den dengang 16-årige dreng, der har en jødisk mor fra Israel og en muslimsk far, har mange gange gennem sin barndom oplevet sig mobbet, chikaneret og overfaldet, fordi han har jødisk baggrund.

I januar besluttede Moran Jacob at stå offentligt frem og fortælle om sine oplevelser ved en høring om antisemitisme på Københavns Rådhus. … Mange af de fremmødte ved høringen roste Moran Jacob for hans mod. Men åbenheden har efterfølgende ført til mere chikane, fortæller han i dag.

Cirka en måned efter høringen passerede to mellemøstligt udseende mænd ham på gaden. Den ene sagde »det er ham der«, hvorefter den anden råbte »jødesvin«, fortæller Moran Jacob, som kort tid efter blev angrebet af to brugere på Facebook. Den ene skrev bl.a.: »Fucking jødesvin, Nazisst svin! Fucking klamme luder! Gå og knep dig selv og skyd dig selv din jøde hund«. …

»For et par uger siden blev jeg passet op af et par arabiske unge på Strøget i København, da jeg var ude for at samle ind til en ngo. De ville hive mig med og var meget insisterende, men de to, jeg samlede ind sammen med, fik det heldigvis stoppet,« siger den nu 17-årige gymnasieelev, som næsten hele sit liv har boet på Nørrebro.

I august flyttede han dog til Hellerup. »For her føler jeg mig mere tryg,« siger Moran Jacob og fortæller, at han gennem sin skoletid oplevede chikane og overfald, både på en muslimsk friskole og en folkeskole.

Hans mor blev af flere skoleledere rådet til at flytte ham til en skole uden for bydelen…”

Oploadet Kl. 12:15 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


8. september 2013

Assads farfar, alavit-leder (1936): Alavitterne risikerer udslettelse i et islamisk Syrien, uanset lovgivning

I mediemæssig henseende er det sådan, at diktatorer er helt apolitiske såfremt de ikke er højreorienterede eller kan lanceres som sådan, og eksemplet Syrien er lige efter bogen. Bashar al-Assad er nu ikke bare diktator, men også leder af Ba’ath-partiet, et pan-arabisk socialistisk parti grundlagt i 1943 i Damaskus af to vestligt skolede kommunister. I islamiserede samfund, vil et sekulært parti automatisk opsamle majoritet-islamismens modstandere, og det bør virkelig ikke overraske.

Herunder et brev Bashar al-Assads bedstefar Suleiman Assad på vegne af alavitterne skrev til Frankrig i 1936. Set hos Elder of Ziyon – Bashar Assad’s grandfather’s amazing 1936 letter to France.

“Dear Mr. Leon Blum, Prime Minister of France.

In light of the negotiations that are being conducted between France and Syria, we – the Alawite leaders in Syria- respectfully draw the following points to your attention and to that of your party (the Socialists):

1. The Alawite nation [sic] which has maintained its independence over the years by dint of much zeal and many casualties, is a nation which is different from the Muslim Sunni nation in its religious faith, in its customs and in its history. It has never happened that the Alawite nation [which lives in the mountains on the Western coast of Syria] was under the rule of the [Muslims]who rule the inland cities of the land.

2. The Alawite nation refuses to be annexed to Muslim Syria, because the Islamic religion is thought of as the official religion of the country, and the Alawite nation is thought of as heretical by the Islamic religion. Therefore we ask you to consider the dreadful and terrible fate that awaits the Alawites if they are forced to be annexed to Syria, when it will be free from the oversight of the Mandate, and it will be in their power to implement the laws that stem from its religion. [According to Islam, the idol-worshiping heretic has a choice to convert to Islam or be slaughtered.]

3. Awarding independence to Syria and cancelling the mandate would be a good example of socialist principles in Syria, but the meaning of full independence will be the control by a few Muslim families on the Alawite nation in Cilicia, in Askadron [the Alexandretta Strip that the French cut off from Syria and annexed to Turkey in 1939] and in the Ansariyya Mountains [the mountains in the western part of Syria, the topographical continuation of the Lebanon Mountains]. Even having a parliament and a constitutional government will not ensure personal freedom. This parliamentary control is only a facade, lacking any effective value, and the truth of the matter is that it will be controlled by religious fanaticism that will target the minorities. Do the leaders of France want the Muslims to control the Alawite nation and throw it into the bosom of misery?

4. The spirit of fanaticism and narrow-mindedness, whose roots are deep in the heart of the Arab Muslims toward all those who are not Muslim, is the spirit that continually feeds the Islamic religion, and therefore there is no hope that the situation will change. If the Mandate is cancelled, the danger of death and destruction will be a threat upon the minorities in Syria, even if the cancellation [of the Mandate] will decree freedom of thought and freedom of religion. Why, even today we see how the Muslim residents of Damascus force the Jews who live under their auspices to sign a document in which they are forbidden to send food to their Jewish brothers who are suffering from the disaster in Palestine [in the days of the great Arab rebellion], the situation of the Jews in Palestine being the strongest and most concrete proof of the importance of the religious problem among the Muslim Arabs toward anyone who does not belong to Islam. Those good Jews, who have brought to the Muslim Arabs civilization and peace, and have spread wealth and prosperity to the land of Palestine, have not hurt anyone and have not taken anything by force, and nevertheless the Muslims have declared holy war against them and have not hesitated to slaughter their children and their women despite the fact that England is in Palestine and France is in Syria. Therefore a black future awaits the Jews and the other minorities if the Mandate is cancelled and Muslim Syria is unified with Muslim Palestine. This union is the ultimate goal of the Muslim Arabs.

5. We appreciate your generosity of spirit in defending the Syrian people and your desire to realize their independence, but Syria at the present time is far from the lofty goal that you aspire for her, because she is still trapped in the spirit of religious feudalism. We do not think that the French government and the French socialist Party will agree to the Syrians’ independence, since its implementation will cause the subjugation of the Alawite nation, placing the Alawite minority in danger of death and destruction. It cannot be that you will agree to the (nationalist) Syrian request to annex the Alawite nation to Syria, because your lofty principles – if they support the idea of freedom – will not accept the situation in which one nation (the Muslims) try to stifle the freedom of another (the Alawite) by forcing its annexation.

6. You may see fit to assure the rights of the Alawites and other minorities in the wording of the treaty (The French-Syrian Treaty, which defines the relationships between the states), but we emphasize to you that contracts have no value in the Syrian Islamic mentality. We have seen this in the past, with the pact that England signed with Iraq, which forbade the Iraqis to slaughter the Assyrians and the Yazidis. The Alawite nation, which we, the undersigned, represent, cries out to the government of France and to the French Socialist Party, and requests them to ensure its freedom and independence within its small boundaries [an independent Alawite state]. The Alawite nation places its well-being in the hands of the French Socialist leaders, and is sure that it will find strong and dependable support for the nation which is a faithful friend, who has rendered to Francea great service, and now is under the threat of death and destruction.”

(Assad’s Grandfather’s 1936 Letter Predicts Muslim Slaughter of Minorities, Praises Zionists)

“The slogan ‘Unity, liberty, socialism’ is the key tenet in Ba’athist thought” (Wikipedia)



30. august 2013

Bent Blüdnikow i ny bog: “Samarbejdspolitikken medførte større ofre uden for landets grænser.”

Mikael Jalving har interviewet bogaktuelle Bent Blüdnikow til fredagens klumme i Jyllands-Posten - Opgør med samarbejdshistorikerne (ikke online).

“Historiker og journalist Bent Blüdnikows far flygtede i en lille robåd over Øresund til Sverige den 7. oktober 1943. Han flygtede sammen med ni andre jøder i robåden fra nazisterne i Danmark. Båden kæntrede, tre druknede, syv overlevede, heriblandt Benjamin Blüdnikow (f. 1924). Da flygtningene blev bragt til Helsingør af et dansk skib, var Gestapo i hælene på dem igen, og de var nær blevet fanget. Det har sønnen nu skrevet en bog om med titlen “Min fars flugt. Jødiske skæbner i oktober 1943″. En bog, som ikke alene genfortæller de dramatiske begivenheder, men også tager generelle aspekter af jødernes situation op. …

«Du retter i bogen en skarp kritik af danske historikeres behandling af dette kapitel af Besættelsen og kalder dem romantikere.

Hvad er problemet?

»Problemet er, at dansk historieskrivning ofte er snæver national i sit perspektiv, men det var kampen mod nazismen jo ikke. Danske historikere marcherer meningsmæssigt alt for meget i takt, og vi har de senere årtier set en enighed blandt dem, med få markante undtagelser, hvor de fatalistisk betegner den danske samarbejdspolitik som uundgåelig og nødvendig, fordi den bragte Danmark frelst igennem krigens rædsler. …

Hvis danske historikere vil argumentere for samarbejdspolitikken med henvisning til jødernes redning, så er det kun en del af historien, for de glemmer den mørkere del. I overført betydning kan man sige, at disse historikere, hvoraf Bo Lidegaard er den mest kendte, men der er flere andre, tager jøderne som en slags gidsler for at forsvare samarbejdspolitikken og Erik Scavenius.«

Du efterlyser et bredere perspektiv på Besættelsen. Hvad mener du?

»Samarbejdspolitikken medførte større ofre uden for landets grænser. Danmark eksporterede vildt til Tyskland og var sandsynligvis med til at forlænge krigen, så flere døde i kz-lejre og på dødsmarcher. Danske diplomater gjorde intet i Europa for at redde flygtende jøder, hvad andre landes diplomater i nogle tilfælde gjorde. Vi ved, at de selv sagde, at de ikke ønskede at underminere samarbejdspolitikken ved at trodse nazisterne ved at hjælpe. Og ved at samarbejde kunne tyskerne holde et lavt antal soldater og SS-folk i Danmark, der kunne bruges andre steder til at jagte jøder.«

Så hvad er din bogs konklusion?

»Den er, at man ikke kan sige, at den ene version er rigtigere end den anden, og at vor vurdering afhænger af vort perspektiv. Men den version, som de danske historikere har formidlet, er en snæver hjemstavnshistorie, som ikke ville gå i andre lande.«

Og når du kalder historikerne romantikere

»Så mener jeg, at de ved at henholde sig til den snævre danske historie og ved at bruge også jøderne som et forsvar for samarbejdspolitikken undlader at tage hele den rå virkelighed i Europa med i vurderingen. Den bliver for sød, historien, og det smitter også af på deres vurdering af de danske samarbejdspolitikere og de tyske nazister, som vurderes i en snæver dansk ramme.«.”

Oploadet Kl. 15:27 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


27. marts 2013

Klaus Wivel i Weekendavisen: “… vil man racisme og antisemitisme til livs, har Kim Møller vist vejen”

Det er yderst sjældent jeg bliver citeret for noget jeg selv har skrevet, og derfor er jeg selvfølgelig glad for at Weekendavisens Klaus Wivel gengiver min kritik af kommentatores forsøg på at trække Krasniks jødiskhed ind Hedegaard-debatten. Omvendt siger det også meget om massemedierne, at Snaphanen for anden gang i denne uge shames med baggrund i kommentarer, på en debat han i modsætning til undertegnede forsøger at moderere. Det var et svært valg jeg traf i tidernes morgen, og bevares, jeg gør vel en dyd ud af nødvendigheden, men lige netop nedenciterede artikel illustrerer hvorfor det efter min mening ikke giver mening at satse på fair play i MSM.

Der er i skrivende stund 202.064 kommentarer her på siden, og uanset hvad kan politiske modstandere altid finde noget de kan bruge, hvis de virkelig vil, så hvorfor egentlig bekymre sig om journalistiske skudsmål. For at få artiklen til at give mening, har Wivel ignoreret en modererende kommentar fra Snaphanen, og lejlighedsvise henvisninger til Hedegaards jødiske æt, der også ses i kommentarsporet. Fra Weekendavisen – Anm: Slangen ved brystet (ikke online).

“Det er velkendt, at er man i krigens hus, overtager man fjendens egenskaber. Måske er det derfor, at det ikke har nedkaldt opstandelse hos Lars Hedegaards forsvarere, at der i haleslænget af de tusindvis af kommentarer til Martin Krasniks interview med Hedegaard på DR2′ s Deadline forrige søndag dukker adskillige op, som er direkte antisemitiske.

De nedstammer ikke fra rabiate muslimske kredse, hos hvem jødehadet efterhånden er dokumenteret til overmål, men blandt læsere af danske højrefløjsbloggere, som, hvad denne gamle tradition angår, ikke lader de islamister, som de ofte hævder at bekæmpe, meget efter. Her i 70-året soler danskere i hjem-og udlandet sig i indsatsen for landets jøder under Anden Verdenskrig, men går man med det indtryk, at de nationales flirt med dunkle kræfter hører andre lande og en mere og mere fjern fortid til, vil man her finde beviser for det modsatte. Vi kan fint følge med.

Jeg må straks pointere, at udslippene ikke stammer fra de bloggere i området omkring Trykkefrihedsselskabet, der i de seneste ti dage med grundighed har forsøgt at minimere skaderne på formand Lars Hedegaard, som i programmet havde vanskeligt ved at stå inde for egne synspunkter. Disse skribenter ville aldrig forsømme at påpege jødehad, hvor end det findes blandt muslimer.

Det er i kommentarsporene, man finder dette ekko fra hin tid, blandt deres indignerede fanskare, så at sige, som måske er (lidt for) ivrige efter at give Hedegaard-loyalisterne ret.

Det er meget mere derude, end der er plads til at vise i denne artikel, især på Snaphanen, et af de mest rabiate højrefløjssite i Danmark. Snaphanens læsere taler om Krasnik »som globalistisk mediejøde« og om at betragte ham som »potentielt en fjende af folk og nation«. Her tales der også om »jøder, muslimer eller voodoo-negre«, som spiller velintegrerede, men fremmer deres egne dagsordner: »Jøderne er bedst til dette kosmopolitiske komediespil. Muslimerne er kun lige ved at lære tricket,« er der en, der skriver.

Vi begynder i den mildere ende. En af Hedegaards mest utrættelige dørvogtere, Jyllands-Postens Mikael Jalving, har været særlig aktiv i denne tid, og som kommentator til JP-bloggerens indlæg dukker en person, som skriver om Krasnik, at »denne jødiske journalist begræder med tørre tårer wahhabismen, mon det er, fordi denne jøde bor langt væk fra Tingbjerg og Mjølnerparken, gemmer sig langt væk fra sociale problemer, som alle andre kendte og semi-kendte idioter?

I DR2-debatten med Lars Hedegaard var Martin Krasnik udelukkende optaget af sig selv, sin egen politiske og religiøse idealisme.« Man må beklage, at det ikke lidt tydeligere fremgår, hvilken politisk og religiøs idealisme Deadline-studieværten angiveligt skulle promovere. Jalving spørger ham desværre ikke.

Under Trykkefrihedsselskabet finder man tidsskriftet Sappho, som redigeres af Lars Hedegaard og Katrine Winkel Holm. Om sidstnævnte kan man sige, at hun blander sig mere i, hvilken slags journalistik DR2 præsenterer seerne for, end hvad hun selv lader bringe på sin hjemmeside, skønt hun blot er bestyrelsesmedlem det ene sted og redaktør det andet. Blandt andet finder man denne motivanalyse fra en af læserne: »Det er meget muligt, at Krasnik ville hævne sig over, at Trykkefrihedsselskabet har sat omskæring af drenge på dagsordenen på en tilsynelandende effektiv måde.

Det kan meget vel være et egentligt religiøst had, der ligger bag Krasniks beskidte adfærd over for Hedegaard….

Videre søger vi til den konservative Uriasposten, som forfatter og kommentator Kim Møller bestyrer. I den sjove ende af kommentatorfeltet finder vi en »Nissen«, som er så fortørnet, at han gerne så Krasnik »gå med kalot gennem Nørrebro en almindelig hverdagsaften efter kl. 20«. Det har han sådan set gjort for et par måneder siden, han skrev oven i købet om det, men sandt nok foregik turen ikke efter kl. 20.

I den mere dystre afdeling dukker et indlæg op, der aner en konspiration: »Det er mærkeligt, at jøder er vilde med perkere, bortset fra i deres hjemland Israel. Hvorfor vil de fylde Europa med perkere, når der gælder en helt anden politik i deres hjemland? Har de en hemmelig dagsorden?« Andre kommenterer på lignende vis, indtil Kim Møller, hjemmesideredaktøren, har hørt nok: »Man skal være rimeligt afsporet for at anskue Krasnik i den optik. Åbn vinduet, og træk vejret dybt,« skriver han. Det lyder som en god idé. Her ser vi, at det fint lader sig gøre at sætte vejspærringer for, hvem man vil associeres med.

Jeg er overbevist om, at Mikael Jalving og Lars Hedegaard ville gøre brug af sprogets værste gloser – uegnet til at trykke i en avis – hvis de blev bedt om at kommentere ovenstående jødekonspiratoriske udsagn. Men det er tankevækkende, at disse gevækster gror i deres baghaver.

De vil givetvis forklare sig med, at de ikke har tid til at gennemse, hvad alle skriver på deres blogs, og at de ærligt talt heller ikke behøver at stå til regnskab for dem, der er enige i deres synspunkter. Men vil man racisme og antisemitisme til livs, har Kim Møller vist vejen, og jeg har længe haft en fornemmelse af, at Hedegaard og hans venner ikke føler behov for at luge ud i egne rækker, fordi de mener, at vi befinder os i en slags undtagelsestilstand. …

Når man hos Hedegaards forsvarere ikke er rasende alarmeret over, hvilket jødehad der lægges spalteplads til på venligtsindede hjemmesider, kan det hænge sammen med den largesse, man udviser over for synspunkter, Lars Hedegaard i årevis har udvist.”

(Snaphanen kommenterer jødehadske ‘Hilmer’, 22. marts 2013. Læs hele posten)



19. februar 2013

Nørrebro-palæstinenser: Vi intet imod jøder, men hvis man kommer her med kalot, så søger man ballade

Journalisten Mads Bonde Broberg har været en tur på Nørrebro, for at lodde herboende muslimers holdning til danske jøder. Det endte ikke overraskende med en opvisning i den særligt islamiske ‘passiv-aggressiv dialogform’. Man kan tage palæstinenseren ud af Arabien, men man kan ikke tage araberen ud af palæstinenseren. Fra gårsdagens udgave af Jyllands-Posten – En zigzag-tur mellem kærlighed og had til jøder (ikke online).

“Ved Folkets Park møder vi palæstinensisk-fødte Ahmed Al-Kassab, der ikke har noget imod jøder: »Der er ikke noget der,« siger han.

»De er da velkomne.« Da vi spørger lidt mere, siger han, at jøderne jo også selv kan være ude om det: »Hvis man skal lave propaganda, så kommer overrabbineren herind med kalot. Så ved man, at han er efter ballade; at nogen skal sparke ham eller smide et eller andet på ham.«. …

15-20 meter derfra står seksotte indvandrerfyre. … Lidt efter støder en ledertype til, og vi fornemmer på flokken, at det nu er ham, vi skal tale med. Han vil ikke give hånd. »Jeg har ikke noget imod nogen,« siger han dog. I første omgang.

Men forespurgt, hvorfor jøderne bliver overfaldet, lyder det pludselig: »Lad palæstinenserne få deres fucking land. Så kan vi diskutere, om vi skal lave smoothies til jøderne eller give dem en finger i røven eller hvad fuck, der skal ske. …

Det er meget vigtigt. De har taget vores land, og så stikker de af hertil, og så går de rundt og går i skole og ungdomsskole. Det går ikke,« siger lederen og afviser, at der er forskel på jøder i Danmark og staten Israel.

Efter yderligere udsagn med høj »fuck« -frekvens går han, før vi har fået hans navn til artiklen.

Undskyld, hr., jeg skal lige have dit navn? »Er du dum eller hvad? Skal du have mit navn? Skal jeg fucking krølle dig sammen eller hvad? Hvad fuck skal du med mit navn?« siger han og hiver notesblokken fra journalisten.

Giv mig den der! »Hvorfor vil du have mit navn?« Fordi vi skal have navne på folk, der »Du er da helt væk, mand.

Du er da en nar, mand. Kom så, I har fem sekunder til at forlade det her område.

En« begynder han. »To«. Der opstår en diskussion.

Også fotografen beder ham aflevere blokken. Men lederen fortsætter nedtællingen.

Vi er i undertal, så vi går med et sekund tilbage. Det er ikke værd at få bank for en notesblok, og han tog ikke diktafonen, så vi har alligevel det hele på bånd. Kort efter kommer en af de menige fra gruppen i øvrigt hen til os og returnerer blokken.”

Oploadet Kl. 05:38 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


4. februar 2013

Jødiske Anne Boukris: Jødehad er en afledt effekt af monokulturelle danskeres frygt for det anderledes

Fantastisk eksempel på journalistisk brandslukning kunne høres i seneste udgave af Orientering Weekend. Jeg ved ikke hvor de finder den slags personer henne, men P1 virker som en venstreorienteret sekt, der trækker på det RUC-skolede bagland når virkeligheden skal bortforklares. Minoritetsforsker Anne Boukris betragtede muslimerne som ofre, og har ikke oplevet problemer med sin jødiske identitet i forhold til muslimer. Hun skiltede dog ikke med sin tro, og betragtede meget sigende Martin Krasniks kalot-test på Nørrebro som værende ‘rabiat’ politisering.

Hvor herboende muslimer ikke havde problemer med tolerancen, så var danskerne omvendt fremmedfjendske, da vi forventede indvandrere integrererede sig. Hun havde selv oplevet dansk jødehad på nært hold, pudsigt nok – som jødisk forsker blandt rødradikale sociologer. Hun satte selvfølgelig ikke etiketter på intolerancens politiske ophav, det ville udstille paradokset.

På Facebook er hun blandt andet fan af Holger K. Nielsen, der er en del af Boycut Israel-kampagnen, og kendt for tale til pro-palæstinensiske demonstrationer, der i et konkret tilfælde inkluderede gule Hizbollah-bannere med AK-47 i midten. Mere viden, samtale og fordybelse er løsningen, lød det fra verdensborgeren.

P1-værten Jon Kaldan introducerede debatten fair, men gav den så fuld skrue med socialkonstruktivistiske flosker såsom ‘de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige’. Han kunne have hudflettet Boukris’ utopiske præmisser for vellykket multikultur med den ene arm bundet på ryggen, men undlod. Det skulle være en behagelig samtale med politisk brugbar morale.

(Anne Esther Boukris på Facebook)

Delvis transkribtion af Den indre frygt.

Jon Kaldan, P1: … som en muslimsk københavner på ydre Nørrebro udtrykte det: ‘En jøde har ikke noget at gøre her’. For mange har det været en meget ubehagelig påmindelse om 1933 og tiden efter, at vi tilsyneladende intet har lært af historien. For andre er det business af usual, og for nogle er det endnu et eksempel på, at der i kravet om konsensus og hygge og dansk tolerance, rumsterer et ubehag ved det fremmede. Alt det der venter og lurer derude på den anden side…

Man behøver ikke at være filosof, for at forstå at fremmedfjendsklighedens retorik fungerer som en selvopfyldende profeti. At de der foragtes, udvikler sig til at være foragtelige. Måske var ugens sværdslag om de jødiske børn på Nørrebro og Martin Krasniks ubehagelige oplevelser en stedfortræderkrig. Måske var det ikke jøder mod palæstinensere eller palæstinensere mod jøder, men os mod dem. En af dem der ytrede sig i debatten var Anne Boukris. …

Hun skrev fornyligt på sin facebookside: ‘Medierne vil ikke have den fordybede samtale om den indre frygt, og historien blev således blot endnu en bekræftelse på den overfladiske synlige del’, tolerancen og diskriminationen. Jeg har derfor inviteret Anne Boukris med i Orientering Weekend for at tale om alt det vi ikke ser. Anne Boukris, fortæl mig allerførst – er du dansker, er du europæer, er du israeler, er du jøde? Hvad er du?

Anne Esther Boukris, Minoritetsforsker: Lige når du spørger mig, så slår det mig, at jeg er rigtig dygtig til at skifte ham. Det kommer an på i hvilken situationen… Det der med at jeg er jøde, det er ikke noget jeg går rundt og siger som det første identitetsparameter. Det er det ikke. … Jeg er meget følsom omkring hvordan jeg italesætter min identitet. … Først og fremmest der er jeg jo Anne.

Jon Kaldan: Du skriver på din facebookside i forbindelse med den sidste uges historier om overfald, ikke-overfald på jødiske børn, eller hvad skal vi kalde det – konflikten, animositeten mellem jødiske og muslimske børn på Nørrebro. Der skriver du, at du i din studietid på universitetet oplevede hidsige angreb og foragt for din baggrund. Hvad var det du konkret oplevede?

Anne Esther Boukris: Helt konkret, nu tænker jeg meget konkret. Der var engang et symposium for sociologer, jeg sad der, og var den eneste der beskæftigede mig med Israel og jøder. Det jeg oplevede, det var, at der en stor mistro til mit forskningsemne, om manglende lyst til at forstå hvorfor jeg var så nysgerrig for at forstå hvilken betydning Israel har for jøder, der ikke er bosat i Israel. … Det var der meget lidt integritet omkring. Hvor andres forskningsområder er man bare nysgerrige og åbne omkring, og åben overfor. Jeg oplevede nogle ret voldsomme diskussioner, og oplevede engang en kvindelig sociolog der flyttede sig, fordi jeg tillod mig at fortælle positivt om relationen til Israel. … Det der med at vinkle det jødiske som noget positivt indenfor identitetsforskningen, det var så også mit område, som et reelt bud på en positiv identitet, som noget man kan bære rundt på og stimulere det samfund vi lever i… Jeg oplever både en politisk og videnskabelig udfordring. … I øvrigt vil jeg også sige, at det er meget svært at arbejde med jødiske emner i Danmark. Det er helt væk fra vores forskningsinstitutioner, så hvis man arbejder med det, så skal det være noget med radikale bosættere – synet er sådan endimensionelt på det jødiske.

Jon Kaldan: … Er det fordi det ikke længere er synd for jøderne, nu er det synd for nogle andre?

Anne Esther Boukris: Ja, det er synd for nogle andre. Det tror jeg faktisk er spot on. Det er blevet synd for nogle andre, men nu vil jeg sige, at redningen af de danske jøder i oktober ’43 det har jo en symbolsk værdi, og det er sådan set lige meget om det er jøder eller hvem det var, tror jeg. … Det er en vigtig historie, og når jeg hører den så har det ikke så meget med jøder at gøre. I hvert fald ikke længere. … ‘Har I ikke også tjent en del penge. Den jødiske lobby i USA, det er jo dem der styrer det hele’. I min ører er det, det stinker, hvis man kan sige det, af fordomme og stereotyper. Jeg mener, der er jo masser af lobbyer rundt omkring… Den jødiske lobby den bliver altid fremhævet, som sådan en ond kraft næsten, der styrer den amerikanske præsidents tanker omkring Israel. Det er sådan nogle konspirationer der flimrer rundt i universet.

Jon Kaldan: Du skriver også på Facebook, at det først og fremmest er monokulturelle danskere der har udsat dig for de her angreb på din jødiskhed. Er det de samme du taler om her. … Hvem er de monokulturelle danskere?

Anne Esther Boukris: Det er den del af vores kultur som kommer til udtryk når vi ikke anerkender flere identiteter, det homogene konsensusbesatte samfund, det der med at det hele skal være så ens. … De monokulturelle danskere er en snert af vores kultur som afviser anderledesheden eller andetheden. Den sætning genkender jeg mange steder, og det er bestemt ikke noget der kun angår jøder. … Når vi snakker med muslimer i Danmark, så har vi det altså bedst når de begynder at blive almindelige.

[...]

Jon Kaldan: Hvad er det så der sker, når det bliver en konflikt mellem jøder og muslimer. Altså hvorfor er det den konflikt der pludselig bliver vores historie i den uge der er gået. Og ikke historien om, at vi simpelthen har vanskeligt ved at håndtere at der er nogle der er jøder, eller muslimer, eller for så vidt hinduer og buddister. Eller homoseksuelle, transeksuelle eller hvad ved jeg.

Anne Esther Boukris: … når jeg ser dansk og københavnsk politik i praksis, så ser jeg en fuldstændig monokulturel strategi for hvordan de andre kulturer skal komme med. Det handler til dels om, at tænke at det er synd for kulturen… ligeværdigheden har simpelthen så svært ved at få næring.

Jon Kaldan: … hvad er målet, er det salatskålen (Salat bar) eller smeltedigelen (Melting pot)?

Anne Esther Boukris: I det tredie rum, der smelter de ikke nødvendigvis sammen, men der er vi optaget af de fortællinger vi hver især kommer med. Og så forsøger vi at se, om de her fortællinger ikke kunne være udgangspunktet for et nyt fællesskab. Det nye fællesskab, det er det jeg synes vi mangler viljen til. Det handler ikke kun om at få folk til at passe ind i et system. Lige nu taler jeg ikke om Islam og Jødedom og Kristendom, for det er ikke religionens vilje der skal ske her, det er menneskenes vilje, og det rum det kræver politisk fordybelse. Det kræver ikke kun penge, det kræver også samtale, det kræver også mere viden og mere stillingtagen til det… Det kommer hele tiden bag på os, hvor meget power der er i det der med forskelligheder. …

Jeg har oplevet de der fordomme få næring i flere forskellige grupperinger, det er jo ikke fordi, at det kun er i det palæstinensiske miljø at fordommene er. Faktisk vil jeg sige, at jeg har mødt en række palæstinensere som ikke har de fordomme, fordi de har mere viden. Der hvor fordommene så kan opstå, det er måske mere i en politisk debat. … der mangler jeg, tror jeg, også en politisk stillingtagen til, at vi kan have en dialog på trods af verdens krige, og at vi har lyst til at integrere alle typer mennesker i vores samfund…

… og i det her tilfælde der går Martin Krasnik ud med en Davidstjerne og en ‘kipa’, og det bliver pludselig en synlig identitet. Der er først der, fjendebilledet rigtigt bliver skabt, og jeg er ikke engang sikker på, at de her unge mennesker ved – det er ikke noget de er vokset op med, at de har en indsigt i jødedommen. De ved ikke engang hvad den ‘kipa’ skal til for… meget af debatten er rabiat – den er ikke indsigtsfuld. Jeg forsvarer hverken det ene eller det andet…



8. januar 2013

Jeppe Juhl om moral/kulturrelativisme: “Det er smukt, naivt og suicidalt. Især for os europæiske jøder…”

Dispatch International er på gaden, men online går det trægt, da hackere tilsyneladende mener det er problematisk med medier der går bag om det multikulturelle samfunds polerede facade. Da D-intl.com er ustabil, citerer jeg herunder tilsendt DI-artikel begået af Jeppe (Samuel Cholewa) Juhl – Jøde, kend din fjende.

“… der er én ting, der ikke burde være uenighed om blandt os jøder i dag. Og det gælder alle jøder. Især i Europa. Uanset om vi er religiøse eller sekulære. Uanset om vi opfatter os selv som hørende til på venstrefløjen eller højrefløjen. Og det er, at Islam er Jødedommens dødelige fjende. At tro andet er at fornægte en fuldstændig og overvældende dokumenteret virkelighed.

Og med islam mener jeg hele Islam. Hele tankesystemet. Både den religiøse, den (dominerende) politiske og den kulturelle del af den islamiske verden er så genneminficeret af vitriol antisemitisme, at det i bogstaveligste forstand er med livet som indsats, at vi jøder undervurderer det had og den uvidenhed, den muslimske verden i dag opdrages med. …

De ortodokse jøder i Europa er integrerede, og de sekulære jøder er totalt assimileret til en grad, hvor det jødiske er tæt på at forsvinde. Og så har vi tillagt vores medmennesker de bedste motiver og naivt projiceret vores værdier over på andre. Mange jøder er – ligesom hovedparten af resten af Europas befolkning – moralske og kulturelle relativister, der tror på det bedste i alle mennesker.

Det er smukt, naivt og suicidalt. Især for os europæiske jøder, hvis forældre og bedsteforældre overlevede Holocaust. Vi er nu vidne til en ny form for fascisme. Den islamiske. Og nøjagtig som med nazismen er det jøden, der er den største skurk.

Islamisterne – jeg foretrækker ordet de skrifttro muslimer – har ikke noget problem med at bruge ordet jøde, når de skal udbasunere deres had. De finder rationalet i Koranen. De heiler og råber deres umælende had overalt i Europas gader.

Disse stakkels uoplyste og uvidende mennesker får aktiv støtte fra islam-apologeter og relativister, der stort set alle sammen er socialister eller fra den værdipolitiske venstrefløj. De sidstnævnte har dog skiftet ordet jøde ud med Israel. Kritik af Israel – den kritik, der er baseret på dobbelte standarder, ikke den saglige og nødvendige kritik af den pluralistiske og moderne demokratiske stat – er nemlig vores dages antisemitisme.

Men antisemitterne får også indirekte støtte fra europæiske jøder. … De toneangivende jøder i Europa, de intellektuelle og de religiøse, har hovedet drejet den forkerte vej. De kigger til venstre og ikke til højre. Og i det omfang, de ikke kigger til venstre, så kigger de forsigtigt ned i jorden.

Årsagerne til dette ulykkelige paradoks er nuanceret. En del af forklaringen er, at diasporaens jødiske DNA igennem totusinde år er programmeret til at, den der lever skjult, lever godt. Hvis de ikke kender mit navn og min bopæl, så sker der næppe noget. En anden er, at mange europæiske jøder historisk set har været stærkt forankret i socialismen og derfor er nogle af de største kulturrelativister.

Og så er det desværre også åbenlyst, at de religiøse jøder er fanget i en kulturel fælde i takt med Islams udbredelse i Europa. Islam og Jødedommen er to lovreligioner, der på det udøvende plan har mange lighedspunkter. Ortodokse jøder spiser kosher kød, hvor slagteprocessen er identisk med halal. Jødiske kvinder og mænd er adskilt i synagogen, dog ikke i de reformerede menigheder. Stærkt ortodokse jødiske kvinder går også med tildækket hoved, dog som regel med paryk. Og så er alle jødiske drenge omskårede.

Alt dette gør, at mange europæiske rabbinere fejlagtigt (!) føler, at det er svært at blande sig aggressivt i kampen mod islamismen. Oveni skal lægges at især ældre jøder, frygter nationalismen og højrefløjen på grund af Holocaust.”

Oploadet Kl. 17:15 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »