28. maj 2017

Tidl. rådgiver, Mellemfolkeligt Samvirke: Jeg forsvarede social kontrol, så det som angreb på muslimer

Det er selvfølgelig fint at Poya Pakzad er blevet klogere, men i årene hvor han indirekte støttede op om social kontrol i islamiske miljøer har han blandt andet fungeret som politisk kommunikationsrådgiver for Mellemfolkeligt Samvirke. Det er værd at huske på, nu hvor han har fået eget program på Radio24syv, og lægger ud med debat om ‘Anti-Multikulturalismen’, højrepopulisme, Danmarks kolonihistorie og utæmmet liberalisme.

Kommentar af Kristian Danholm på Altinget.dk – Når man ikke kan se problemet for bare racisme.

“Den iranskfødte debattør Poya Pakzad kom i den forgangne uge med en opsigtsvækkende indrømmelse i et Facebook-opslag. Han skrev, at han målrettet havde forsøgt at disrupte den eksisterende forskning om social kontrol i indvandrermiljøer.

Afsættet for hans opslag var et indlæg i Berlingske, hvor et ekspert-udvalg nedsat af Københavns Kommune gennemgik den eksisterende forskning på området, og fastslog, hvordan social kontrol i ’etniske minoritets-miljøer’ skal bekæmpes. …

I indlægget blev der refereret grundigt til både danske og internationale undersøgelser, der stadfæster, at social kontrol i ’etniske minoritetsmiljør’ er et problem. …

Det fik Poya Pakzad til at skrive, at da han i sin tid blev bekendt med fænomenet social kontrol i 2011, ‘betragtede jeg det som endnu et ‘angreb’ på den muslimske minoritet. Det var helt indlysende for mig dengang, at man fra myndighedernes side forsøgte at definere et specielt muslimsk eller mellemøstligt problem. For selvfølgelig forekommer social kontrol da også i gammeldanske familier.’

Altså når vi accepterer, at etnisk danske forældre påvirker og former deres børns værdier, hvor længe de må være ude, hvor meget sukker og junk-food de må spise, hvem de må hænge ud med, hvordan deres fremtid skal forme sig, etc., skal vi også acceptere, at muslimske børn (læs: piger) i ’etniske minoritetsmiljøer’ ikke må dyrke sport med andre, skal gå lige hjem fra skole, ikke må omgås andre drenge end den af familien særligt udvalgte, etc. Det måtte naturligvis være hykleri, som kun tjente det formål at miskreditere mellemøstlige indvandrere, så derfor satte Poya Pakzad sig for at miskreditere forskningen:

‘Jeg satte mig for at læse rapporterne fra Als-research og SFI (Socialforskningsinstituttet, red). Jeg fandt alt, hvad jeg kunne finde af kritiske opinionsindlæg og ph.d-afhandlinger om fænomenets diskurs. Mit præ-definerede ærinde var at modbevise det hele som humbug.’

Pakzad beskriver selv, hvordan det var en automatreaktion baseret på fordomme, og konkluderer i dag:

‘Social kontrol er et udbredt fænomen, og det kan defineres forskelligt, og dermed resultere i forskellige konklusioner. Men man skal være overordentligt tykhovedet – ligesom jeg har været – hvis man fortsat vil benægte, at der eksisterer et specifikt problem med social kontrol i indvandrerfamilier fra Mellemøsten. Man skal være en ægte bagstræber, hvis man vil obfuskere (gøre noget uigennemskueligt, red.) denne virkelighed. Og til hvilken nytte?'”

(Anna Thygesen undsiger tørklædetvang, og udskammes som ‘racist, nazist, ulækre DF’er’, 2017)



26. maj 2017

Philip Kweku Amankwa Sampson: Jeg ‘ved med mig selv’, at jeg blev udsat for dansk ‘racial profiling’

Journalist Philip Sampson har en fortid på Politiken, DR og Ritzau, og har efter eget udsagn ‘gennem årene’ samarbejdet med (venstreradikale) organisationer såsom svenske Expo og engelske Searchlight. Det forklarer desværre en hel del.

Selverklærede ‘antiracister’ har en evne til at se krænkelser alle vegne, men der er intet odiøst i ‘racial profiling’. En katolsk nonne udgør i terrormæssig henseende en mindre risiko end en kjortelklædt muslim med fuldskæg, og en mørklødet mand der fotograferer politibevogtningen foran synagogen i Krystalgade, skal politiet naturligvis have styr på. Der er ting her i livet, der er vigtigere end overdrevets idealer.

Kommentar af Philip Kweku Amankwa Sampson set hos POV International – Racial profiling i Krystalgade.

“… Jeg havde været inde på Københavns Hovedbibliotek i Krystalgade og låne en bog om guldaldermaleren Wilhelm Marstrand. … Da jeg kom ud af biblioteket besluttede jeg mig for at tage et foto af politibilen, der holdt parkeret dér foran synagogen i Krystalgade. …

Jeg tog billedet, og fortsatte så ned ad Peder Hvitfeldts Stræde. Da jeg var kommet næsten ned til Kultorvet, blev jeg indhentet af to mænd, der viste sig at være civile politibetjente. Den ene – en kraftig mand med fuldskæg iført skovmandsskjorte – viste sit politiskilt. ‘Du har lige taget billeder i Krystalgade’, konstaterede han. Han var noget eksalteret. ‘Hvad tog du billeder af’, spurgte han.

Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid.

‘Rolig nu’, sagde jeg, og trak min tegnebog op af lommen. ‘Jeg tog et billede af en politibil foran synagogen’, fortsatte jeg lettere irriteret. Jeg var især opbragt over hans anklagende tonefald. Sidst jeg tjekkede var det ikke forbudt for almindelige mennesker at tage billeder på offentlig gade og vej. Og slet ikke i denne smartphone-æra, hvor Gud og hvermand tager billeder og selfies af hvad som helst.

Jeg er da godt klar over, at synagogen er under politiets særlige bevågenhed på grund af terrorfaren. … Men at antaste folk på den måde, jeg blev, og udsætte dem for spørgsmål i et tonefald, der signalerer en højst forudindtaget holdning, er på ingen måde i orden.

… her er det, vi kommer til racial profiling. Jeg er overbevist om, at de to civilbetjente ikke var kommet halsende efter mig, hvis jeg ikke havde været mørklødet, som jeg nu er. De havde ikke fundet mig mistænkelig, hvis jeg havde været hvid. Og de havde så afgjort ikke været eksalterede og anklagende i deres tonefald. Det skal jeg garantere for.

… ‘Fortsat god dag’, var den obligatoriske afskedshilsen. Hvorefter han – og hans helt neutrale og passive kollega – satte kursen tilbage mod synagogen.

Men jeg er gammel i gårde. Og jeg ved med mig selv, at det jeg blev udsat for til aften i Peter Hvitfeldts Stræde var ægte danske racial profiling.



22. maj 2017

Niels Lillelund: “Sproget er befængt med ideologisk fanatisme… vi end ikke studser over det.”

Niels Lillelund er det bedste argument for Jyllands-Posten – ‘Man kan le ad det politisk korrekte sprog, der snubler over sig selv og falder klodset og tungt til jorden, men komikken har altid en årsag…’ (kræver login).

“En morgen i den forløbne uge kom der nyt fra JP Premium. ‘Danske piger mishandlet på koranskole: Forældrene mente, at de var blevet for danske.’ Man kan le ad det politisk korrekte sprog, der snubler over sig selv og falder klodset og tungt til jorden, men komikken har altid en årsag… og sagen er jo, at begrebet dansk i dette citat bliver brugt i to forskellige betydninger.

Den første betydning er den formelle og politisk korrekte, for dansker er man jo, hvis man er dansk statsborger, længere er den ikke. Og så alligevel, for den definition rækker jo ikke til den næste brug af ordet, hvad sætningen ufrivilligt afslører – den sidste brug af ordet dansk dementerer egentlig den første; dansk statsborger enten er man eller er man ikke, man kan ikke være for meget dansk statsborger, men man kan i pigens forældre øjne godt være for meget dansk, når dansk bruges i den gængse og dagligdags betydning, nemlig, at man har annammet visse normer og værdier og ikke nærmere definerede vaner og skikke.

Hvordan opstår komikken? Sproget er befængt med ideologisk fanatisme, og vi har tilegnet os nysproget i en grad, så vi end ikke studser over det. … Ingen pågriber det orwellske sprog og dets essentielle meningsløshed; den meningsløshed, der er dets grundlæggende pointe. Netop fordi sproget har mistet forbindelsen til virkeligheden, kan det bruges til at manipulere. ‘Klokken slog 13,’ som der står i indledningen til ‘1984’.

Så kan man skifte diskurs efter forgodtbefindende. Er man f.eks. Kristeligt Dagblad, så går man ind for Folkekirken og bryder sig ikke om, at folk flygter den. Og så er det pludselig helt i orden at skrive en artikel om dem og os, for målt på oprindelige danskere sker der ingen flugt fra Folkekirken; det faldende antal medlemmer målt i andel af befolkningen skyldes primært muslimsk indvandring, så i virkeligheden går det fint i Folkekirken, hvis man ser det på den måde. Bagved ligger en anden historie, nemlig historien om en befolkningsudskiftning, men lige netop den historie ønsker man ikke at fortælle, så der forstummer analysen, og så må man tænke sig til resten, hvis man har kræfter til det og kan tåle den sociale isolation, der følger med de tabte illusioner.

… den kendsgerning har det været så forbudt at forholde sig til, fordi Danmark i den herskende ideologis betragtning blot er et landområde beboet af tilfældige mennesker, hvorfor de ideologiske skolemestre står klar til inkvisition, for hvad er det da at være dansk, vil de vide? Skal man spise svinekød, skal man holde jul, skal man gå til landskamp og drikke tynde fadøl, hvad er kriterierne? Spørger ideologen og kræver rette linjer i en skæv verden.

… man kan elske det eller hade det, men det er der under alle omstændigheder; det Danmark, vi alle kender, men som sproget ikke vil kendes ved, fordi der er besat af en ideologi, der insisterer på, at mennesker er ens, mennesker uden videre, og fordi ideologien altid hader det foreliggende og værende og vil skabe nyt; det socialdemokratiske menneske, det europæiske menneske, det multikulturelle menneske.”



19. maj 2017

Nekrolog: ‘Nærmest profetisk’, forudså unges søgning væk fra det nationale, “… de tænker europæisk”

Gammelkommunisters dødsfald er ikke i sig selv en post værd, men Karen Sybergs nekrolog over Vibeke Sperling er virkelig en tour-de-force i 68’er-tænkningen. Hun var aktiv i kommmuniske Venstresocialisterne, og som medlem agiterede hun åbent for bombninger af virksomheder med udgangspunktet: “Nu må det være vores opgave… at give startskuddet til åbning af fronten.”

En forbenet kommunistisk revolutionær, der qua venstredrejningen af medierne fik en flot karriere med livslang fastansættelse i statsstøttede og licensfinansierede medier. Her lidt fra nekrologen i Dagbladet Information – Hun stod for alt, hvad venstrefløjen rummede af intellekt og kritik, og hun stod fast!

“… hvis noget var et særkende ved Vibeke Sperling, så var det, at hun aldrig gav op. At hun skulle dø, skulle ikke forhindre hende i at leve til det sidste. …

Det var den holdning til tilværelsen, der gennemsyrede alt, hvad hun foretog sig, og egentlig var det også den, der gjorde hende til en af landets bedste politiske analytikere. Som udenrigskorrespondent, som udstationeret i Moskva for Information, siden for Radioavisen og Orientering 1993-97, og som politisk iagttager gik hendes analyser i bund, fordi hun ikke slap dem, før kompleksiteten i situationen var gennemlyst. …

Vibeke Sperlings analytiske evner kunne mange gange gøre hende nærmest profetisk. I 2000, da jeg interviewede hende om kritikkens afmatning i vores samtid, spurgte jeg hende, hvad hun forestillede sig om fremtiden.

‘Partiernes nedtur vil nok fortsætte,’ svarede hun. ‘Men jeg tror, der rører sig en masse i den generation, der nu er i midten af tyverne og endnu yngre. De er langt mere offensive end de ældre, de tænker ikke dansk, men internationalt, de tænker europæisk.’

Med valget af den 39-årige Emmanuel Macron til fransk præsident i frisk erindring må man sige, at hun allerede for 17 år siden havde blik for udviklingen.

Vibeke Sperlings journalistiske integritet, skabte respekt om hende på tværs af politiske skel, som også betød, at det ret konservative Udenrigspolitiske Selskab bad hende bliver redaktør af selskabets tidsskrift Udenrigs.

Her havde hun i perioden 1988-93 rige muligheder for at arbejde ud fra sit fælleseuropæiske perspektiv. 1997-98 var hun redaktør af DR2’s udenrigspolitiske magasin, Udefra, hvorefter hun i 1998 kom til Politiken. …

Kompromisløs var hun, når det gjaldt. Lige fra studenteroprørstiden i 1960’ernes Aarhus, var der ingen tvivl om, at Vibeke Sperling var venstreorienteret. Og hun svigtede ikke sin ungdoms holdninger, selv om hun senere erkendte, at hun ved en enkelt lejlighed var kommet med nogle ‘tåbelige’ udtalelser om Rote Armee Fraktion – udtalelser, der kunne tolkes som støtte til et væbnet oprør. …

Vibeke Sperling var venstreorienteret i den forstand, at hun vurderede situationen ud fra folkenes rettigheder og var en skarp kritiker af de kræfter, der modarbejdede dette. …

Men hun var aldrig ideologisk i den forstand, der huserede blandt mange af hendes jævnaldrende. …

At hun aldrig gav op, betød også, at hun bestandig var i stand til at lære, intellektuelt såvel som menneskeligt. Når hun i den grad blev kosmopolit, var det ikke mindst fordi, hun interesserede sig for mennesker frem for systemer og fordomsfrit og upuritansk forholdt sig til alverdens kulturelle og politiske variationer. …

Hendes liv sluttede alt for tidligt, men det blev levet fra først til sidst. Hun havde meget at sige farvel til. Du vil blive savnet af mange, Vibeke, både som et stort menneske og som et forbillede.”



18. maj 2017

Mads Kastrup: ‘Konstruktiv journalistik’-leder Haagerup spreder ‘fake news’ om kommercielle medier

Det bliver spændende at følge Ulrik Haagerup som institutleder, men det kan næsten kun ende skidt. Konstruktive nyheder har et element af folkeopdragelse, og som Bent Winther forleden pointerede i Berlingske, så har DR udspillet sin rolle: “… danskerne vil ikke længere opdrages.”

Mads Kastrup kommenterer Ulrik Haagerups journalistiske karriere på EB.dk – DR’s nyhedsdirektør laver fake news.

“DR’s afgående nyhedsdirektør, Ulrik Haagerup, er en mageløs figur.

Netop som han skal tiltræde som leder af det angiveligt fremmeste institut i hjemlig journalistik, har han nu sat et stykke ‘fake news’ i omløb.

… på Altinget.dk barsler nyhedsdirektøren med følgende påstand: Der findes i Danmark en ‘kollektiv, kommerciel mediestrategi forklædt som journalistik, som handler om at gøde jorden for politikerne, der helst skal påvirkes til at tro, at det vil løse dagbladenes uomtvistelige problemer, hvis heller ikke DR i fremtiden vil være i stand til at levere ordentligt indhold til hele befolkningen’.

… hvis Haagerup ikke kan godtgøre sin påstand om en sammensværgelse mod DR, svarer påstanden nogenlunde til, at Kim Jong-Un hævder, at Nordkoreas værdighed krænkes af vestlig filmindustri, fordi han, den suveræne leder samt hans regime, ikke tages alvorligt i Hollywood.

Vi må således konstatere, at når ‘Constructive Institute’ åbner til efteråret for at højne journalistikken, er det med en direktør, hvis forhold til faglighed synes tvivlsom.

Dette fremgik dog i forvejen på mange måder af hele projektets mangel på faglig integritet.

‘Konstruktiv journalistik’ indebærer åbenbart, at journalistikken aktivt skal deltage i at løse samfundets problemer i stedet for at påpege og beskrive problemer hele tiden. Det forklarer måske, at det er lykkedes Haagerup og instituttet at samle pænt mange penge ind fra fonde til instituttet. …

Pengene betyder, at instituttet kan tilknytte folk fra medierne til en fyrstelig gage. Hvis altså disse i stedet for at udføre rigtig journalistik holder workshops og seminarer, hvor de siger lange sætninger om ‘constructive journalism’ til hinanden.

Ja, og hvis disse folk vel at mærke ikke har noget imod at være Haagerups plysdyr mod en 60-70.000 kroner om måneden.

Spørgsmålet journalister bør stille sig selv, inden de eventuelt bliver ‘constructive fellows’ er imidlertid, hvordan de ville have reageret, hvis journalister i andre lande blev opfordret til at koncentrere sig om ‘konstruktive historier’ – lad os sige menige journalister ansat på et statsligt medie.

Og lad mig bare være konkret: Lad os sige i Tyrkiet?

Oploadet Kl. 20:49 af Kim Møller — Direkte link5 kommentarer


16. maj 2017

Andersson: Europarådet anbefaler medier at debattere “det image, som de videreformidler… af islam”

Det gode ved MSM-blogs er spændvidden, da ikke alt er letbenet opinion. Mikkel Andersson i topform på B.dk – Ny racismerapport er et rabiat politisk partsindlæg.

“I dag publicerede Europarådets Kommision mod Racisme og Intolerance sin femte rapport om Danmark.

Det et ekstremt fascinerende og hyperpolitiserende partsindlæg, der mest af alt minder om en politiske ønskeliste udtænkt af 90’ernes mest forbenede multikulturalister, samtidig med at den helt skamløst forsøger at give indtryk af at være en nøgtern ekspertvurdering foretaget af ‘uafhængige og objektive’ eksperter.

Rapporten fremsætter en række mere eller mindre ‘indtrægende’ anbefalinger til Danmark. Disse går overordnet i den retning, at flygtninge og indvandrere skal have flere rettigheder, penge og andre ressourcer, mens ytringsfriheden bør indskrænkes.

For organisationer, som rapporten mener lever op til en mildest talt diffus og bred udlægning af racisme, skal derimod kriminaliseres, retsforfølges og fratages midler (dette inkluderer politiske partier) eller direkte tvangsopløses. …

Også de danske medier vil kommisionen gerne i højere grad se omformet i eget ideologiske billede. I rapporten læser man eksempelvis, at kommissionen gentager:

‘… sin henstilling om, at myndighederne gør medierne opmærksom på behovet for at sikre, at de ikke udsender oplysninger, der bidrager til at skabe fjendtlighed overfor medlemmer af grupper, der udsættes for hadefulde ytringer. Myndighederne bør også give mediebranchen opfordring og støtte til igangsættelse af initiativer, som har til formål (1) at afholde kurser for journalister i antiracisme, og (2) at føre en debat om det image, som de videreformidler til offentligheden af islam og muslimske samfund.’

Danske journalister skal altså uddannes i bestemt ideologisk verdenssyn…”

(Uwe Max Jensen på Svenska Institutets database over hetzende Twittere; Foto: Nyheteridag)

Oploadet Kl. 22:59 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


10. maj 2017

Høgh-Sørensen: Redaktør fejlciterer mig – “Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.”

Jeg har tidligere bragt et indlæg af den tidligere korrespondent Erik Høgh-Sørensen, omhandlende de etablerede mediers politiseren. Debatten går højt i Weekendavisen, der dog har valgt ikke at optage Høgh-Sørensens replik til Politikens Jakob Nielsen. Her i fuld længde.

Politikens imamer
I kronikken ‘Politiken som omrejsende imam’ belyste jeg (WEA 7.4) dagbladet Politikens undertiden anstrengte forhold til de nyhedsetiske mål om tilstræbt objektivitet.

Konklusionen var, at avisens journalister har givet ganske mange partiske citater til den toneangivende avis New York Times, hvorpå Politiken i nogle tilfælde bruger udenlandsk medie-kritik som indenrigspolitisk argument, bl.a. i smykkelovsagen.

Den tidligere Politiken-redaktør, Jakob Nielsen, som nu er chefredaktør på Altinget, afskriver imidlertid min kritik som ‘Høghs konspirationer’ (WEA 21.4).

Mine iagttagelser er desværre ikke ‘konspirationer’, men snarere øjenvidneskildringer. Som Bruxelles-korrespondent var jeg øjenvidne til New York Times’ arbejdsmetoder. Jeg kender Dan Bilefsky, som har skrevet nogle af de mest ensidige historier om Danmark, og jeg ved, at Bilefsky næppe forvansker bevidst, men at han ofte afhænger af hjælp fra danske journalister. Det har været Politiken-segmentets chance.

I sit defensorat 21.4 fejlciterer Nielsen mig desværre flere gange. Jeg anførte eksempelvis 7.4 den kendsgerning, at Bilefsky i 2016 undlod at interviewe Flemming Rose om hans nye bog ‘De besatte’. Det er fortsat en kendsgerning, uanset om Nielsen afviser dette med en bemærkning om, at jeg ikke kerer mig om fakta.

Dét at Rose blev underlagt grov censur på JP/Politiken, er en global nyhed værdig, fordi Rose blev en global personlighed under Muhammedkrisen. Her har New York Times fejlet, hvis målet er alsidig dækning af islamdebatten i Danmark. Lige netop den nyhed har JP/Politiken næppe været behjælpelig med.

Videre fejlciterer Jakob Nielsen mig for at ‘anbefale medier som Den Korte Avis og Uriasposten’. Hvad jeg rent faktisk skrev 7.4 var, at New York Times ’stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler’ som de to nævnte eller NewSpeek eller document.dk. Jeg ‘anbefaler’ således ingen af de nævnte medier i sig selv, heller ikke Politiken, for ingen af dem giver et afbalanceret billede af dagens Danmark. Det er med medier som med mad. Varieret kost er bedst.

Endelig er Nielsen ‘trist’ over min ‘journalistiske deroute’, idet jeg i dag som DF-politiker tillader mig at kritisere Politikens undertiden manglende objektivitet.

Måske var han næppe blevet lige så ‘trist’, hvis jeg havde valgt R, S, eller SF, men i øvrigt stortrives jeg på min ‘deroute’. Jeg har nemlig altid haft det sådan, at jeg aldrig med vilje ville være politiserende journalist. Så hellere melde klart ud og være journalistisk politiker.

Oploadet Kl. 11:03 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


8. maj 2017

Timme B. Munk om Macron-mania’en: “Han er løsningen på problemet, men problemet er løsningen.”

Emmanuel Macron vandt præsidentvalget, og meget sigende ankom han til sejrsfesten i Louvre til tonerne af ‘Ode to Joy’, EU’s nationalhymne. Han er patriot på den moderne radikale måde, den slags der bekæmper nationalismen. Tilstede ved festen var Christine Randa fra Radio24syv, der med våde øjne kunne fortælle at hun var ‘høj på glæde’ på grund den gode stemning. Folk der før overvejede at forlade landet, var nu stolte af Frankrig. “Folk er simpelthen så lettede.”

Der er andre måder at anskue valget på. Hele etablissementet var imod Marine Le Pen, men alligevel lykkedes det blot at få 43 procent af de stemmeberettigede til at stemme på hendes direkte modkandidat Macron. Frankrig står ikke samlet i andet end antipati for budbringeren.

Timme Bisgård Munk renser luften i Berlingske – Macron-mania i Politiken-Plus-Louisiana-ravkæde-segmentet

“En sand Macronmania er brudt ud i PolitikenPlus-Louisiana-ravkædesegmentet. Han må, skal og vil vinde det franske valg, er håbet for de rettroende. Hele den radikale folketingsgruppe er derfor rejst til Paris for at fejre og fighte for den lille prins. …

Manien er mere manisk end medicinsk. Han er løsningen på problemet, men problemet er løsningen. Alle løber væk fra midten i europæisk politik. Her hjælper det desværre ikke at løbe den anden vej. For midten er væk i fransk politik.

Politik på midten findes ikke mere. Politik er anti-midten. Vi er i The New World Disorder. Det kræver, at politik og legitimitet gentænkes radikalt på alle de svære spørgsmål fra masseimmigration til EU. Her er et nyt jakkesæt og nyt plastik-fantastisk parti til elitens søn i Paris ikke nok.

Macron er et luftmenneske. … En serviceminded Joe & the Juicer, som altid har mere helsebringende post yoga-class ingefærshots. Han lever i et politisk dobbelt eksil, hvor han er for meget blå til at være rød og for meget rød til at være blå. …

Han er som Peter Pan uden forpligtelser, fuld af drømmerier. Han flyver videre, når der opstår et problem. Altid hjem til mor og Merkel, når det bliver svært. … Det bliver Macron og kaos. For virkeligheden har en evne til at forblive med at være virkelig. Det er derfor, det hedder i virkeligheden.”

(Frankrig stod samlet, Promenade des Anglais, Nice, juli 2016)

Oploadet Kl. 09:47 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer

Professor Foss: Diversitet er godt – Det medierne kalder ‘fake news’ er ofte blot alternative vinklinger

God kronik af professor Nicolai Foss i Børsen – Der er fake news – og så er der vinkling.

“Enhver der har fulgt minimalt med i emner som den amerikanske valgkamp, Brexit, og pressedækningen af kriminalitet begået af immigranter vil kende begrebet ‘fake news’—altså nyhedshistorier der er grundede i fantasi, løgn og bias, snarere end fakta og information.

Det fyger nu gennem luften med beskyldninger om fake news. De der beskyldes for at kolportere fake news – fra Trump til NewSpeek – retter det samme skyts mod de der anklager.

Diskussionen, eller snarere skænderierne, har imidlertid lidt under et grundlæggende problem: De nødvendige sondringer mellem 1) de egentlige løgne, 2) de rene fejltagelser, og 3) de forskellige vinklinger er ikke blevet tilstrækkeligt fremhævede og anerkendte. Reelt handler mange af anklagerne om fake news om forskellige vinklinger.

Berlingskes Poul Høi vinkler for eksempel systematisk stort set al dækning af Trump på èn måde, en måde der sikkert er konsistent med hvordan flertallet af danske avislæsere ser Trump.

… Med andre ord kommer nyhedsdækningen til at afspejle journalistens egen confirmation bias–det vil sige den tendens vi alle har til at lede efter den information der bekræfter vores holdninger, og afvise eller undertrykke den information der ikke gør. Den kommer også til at dække de typiske, dominerende holdninger, der er oppe i tiden, ‘tidsånden’ om man vil.

Der er intet mærkeligt eller endda fordægt i dette. Der er ikke nødvendigvis tale om at spinne historier mod bedre vidende. … Alle griber til fortolkninger, tommelfinger-regler, etc. når de står overfor kompleksitet. Det gælder også journalister.

Problemet er, at journalister er meget lidt villige til at acceptere dette.Det strider fundamentalt mod deres selvopfattelse som unbiased formidlere af fakta. Og derfor raser de mod ‘alternative medier’.

Men i en situation, hvor vi ofte reelt ikke ved hvad der er op og ned i en given sag, er der et stærkt argument for at forskellige vinklinger, fortolkninger, etc. er en nødvendig del af en informeret diskussion, og måske endda at de skarp-vinkles. Det kræver at vi anerkender diversitet hvad angår vinklinger som en vigtig del af mediebilledet.

Oploadet Kl. 01:03 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


7. maj 2017

Mads Brügger: Det fremkalder ‘enorm vrede, hvis man giver en højreorienteret taletid’

Kommentar af Radio24syvs programchef Mads Brügger i Kristeligt Dagblad – Man er ikke psykisk syg, selvom man er højreorienteret i debatten

“Der har altid været debat om, hvem medierne skal lade komme til orde. Da Ekstra Bladet lavede deres første kampagne i forhold til indvandringspolitiken, var der folk, der var vrede over, at man gav Søren Krarup (DF) spalteplads. Men der kan være noget om, at fænomenet med at udskamme visse debattører er taget til i styrke.

Jeg tror, det har at gøre med udbredelsen af sociale medier, hvor man kan trykke på en knap og blokere personer, man ikke ønsker at høre på. Man lukker sig inde i en selvvalgt boble. Den mentalitet flyder igennem til massemedierne. …

I sommer blev vi på Radio24syv kritiseret for at give taletid til debattøren Mikael Jalving i sommerprogrammet ’Je Suis Jalving’. Det virker på mig, som om at der er visse personer i debatlandskabet, der betragter det at være højreorienteret – og i Jalvings tilfælde nationalkonservativ – som noget patologisk.

Det er jeg virkelig forundret over. Man er ikke psykisk syg, hvis man er højreorienteret. Det er da lige så rimeligt som at være venstreorienteret. Alligevel fremkalder det enorm vrede, hvis man giver en højreorienteret taletid.

(Mediedarlingen Carsten Jensen på Facebook, 5. maj 2017)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper