21. oktober 2014

Endnu mere Langeland: “Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi, Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki'”

Endnu en regnvejsdag på Langeland, og hvis du vil se en bloggende jyde i kongeblå gummistøvler, så er det nu. Jeg hører en del radio, og med en bogaktuel Jesper Tynell (Irak-krigens begrundelse…) er P1 udelukket. Den første stund med Radio24syv inkluderede et interview med samme, og så var stilen ligesom lagt. Jeg blev blandt andet forulempet med et indslag om en russisk ‘Miss Hitler’-konkurrence, der blev afsluttet med en modstilling af ‘frihedssøgende’ og ‘højreekstremisme’. Eks-kommunisten Putin repræsenterede (i lighed med nationalsocialisme) højreorienterethed.

Herefter var der Reporterne, hvor et af dagens gennemgående emner var hvorvidt en kvindelig hjemmeplejer fra Frederikshavn skulle fyres på grund af en racistisk kommentar om muslimer på Facebook. Den ene vært fortalte sidst i programmet, at han stemte på Morten Messerschmidt til EP-valget, men selvom debatten ofte er mere nuanceret end den tilsvarende på P1, så er det venstrefløjens kampe der udkæmpes. Med eller uden en stemme på Dansk Folkeparti. Det mest borgerlige man kan gøre med sin radio er at slukke den.

(Admiral på nælde, Dovns klint)

Jeg har i nogle dage forsøgt at komme på skudhold af Sortkrage og Kvækerfinke, men det er småt med det ornitologiske og jeg har måtte supplere med et besøg hos ringmærkerne på Keldsnor fuglestation. Her er der de senere dage blevet ringmærket spændende arter såsom Pungmejse, Skægmejse og Ringdrossel. Da jeg var der så jeg Jernspurv, Blåmejse og Gærdesmutte. Ikke dårligt, men eneste nye art under opholdet har været en forbiflyvende (mørkbuget) Knortegås i Botofte.

(Gærdesmutte, Keldsnor)

(Mørkbuget knortegås, Botofte)

(Tårnfalk, Gulstav mose)

Kaffen købes på den sydgående landevejs ‘Nordenbro Kontantforretning’, der i al sin enkelthed både er iskiosk, bager og antikvitetshandel. Trods navnet tager de også betalingskort. I Rudkøbing har jeg blandt andet besøgt Tingstedet, en 1700-tals købmandsgård fyldt med antikviteter. Jeg købte en bog om Langelandsbanen, øens jernbane 1911-62, og hvis det ikke klarer op, så har jeg i det mindste lidt læsestof.

Fra beskrivelsen af den officielle indvielse en efterårsdag for lidt over hundrede år siden.

“Konsessionsudvalgets formand og nyslået Ridder af Dannebro, proprietær I. A. Hansen Tjørnebjerg Gård åbnede de officielle talers række med en tale for Kongen: “Det er en særlig festdag for os. Den er ganske vist ikke nået uden kamp, men vi håber, at banen vil bringe os, hvad vi venter af den Mange slutter sig til os i dag i dette ønske, men der er dog et særligt hjerte, som slutter sig til vore håb og ønsker, og det er Hans Majestæt Kongens. Vi håber, han må opleve mange fredens år. ‘Kongen leve’. Derefter spillede orkestret ‘Kong Christian’, og alle rejste sig ærbødigt. I aftenens forløb blev nedenstående sang, med stolthed i stemmerne, sunget af de mange feststemte deltagere.

Hos Digteren lued’ Begejstringens Ild
Den Gang han paa Langeland landet:
De skønneste Roser, de fedeste Sild …

Hvad nytter det, Rosen i verden blev sat,
Hvis ej den blev taget til eje
Når Grenen laa ensom i Havet forladt
Langt bort fra tiltraadte Veje
Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi
Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki’

(Ulla Arndt Madsen, Langelandsbanen, 2011. S. 23)

(Nordenbro Kontantforretning, Nordenbro)

(Dannesbogaard, vistnok nær Longelse)

(Til salg skilt ved Asylcenter Møllegaard, Humble)

Oploadet Kl. 21:13 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


16. oktober 2014

Tidligere DR-ansat: Vi skulle lave ‘konstruktive nyheder’, der kunne anvise en ‘løsning på et eller andet’

Ideen om ‘konstruktiv nyhedsdækning’ forklarer indirekte hvorfor DR holder sig langt væk fra kriminalhistorier, og eksempelvis undlader at gå tæt på ideologien bag Islamisk Stat. Man skal ikke spørge, hvis svaret ikke kan løses (indenfor den herskende venstreorienterethed). Mens jeg har siddet ved pc’en her til formiddag, har P1 serveret tre konstruktive nyheder om henholdsvis Gyldent Daggry, registreringsafgift på biler og faldende fertilitet. Langt interview med Mette Fugl i tirsdagens Jyllands-Posten – ‘Nå. Men verden er ond’ (ikke online).

“Mette Fugl sidder i sin stue på Frederiksberg og griner. DR’s tidligere europakorrespondent har ellers ikke haft meget at grine af, siden hun opsagde sit job for et år siden. Hun savner Bruxelles, hun savner at være der, hvor tingene sker, og mest af alt savner hun god journalistik i tv.

… Hendes fratrædelsesordning forhindrer hende i at nævne navne, men en overordnet kritik kan hun ikke holde tilbage.

Engang var det en del af DR’s formålsparagraf at informere borgerne i et deltagende demokrati, men ifølge Mette Fugl er denne flotte tanke fuldstændig druknet i koncepter, segmenter og formidling, og nu er DR havnet der, hvor journalister interviewer hinanden. Det er blevet vigtigere, at folk ser med, end at give dem noget væsentligt at se på. …

Så kom de såkaldt konstruktive nyheder. Pludselig skulle journalistikken også anvise løsninger på problemer, og nyheder, som kun omtalte samfundsproblemer uden at anvise løsninger, var ukonstruktive.

‘Jeg synes, at det er noget vås at tale om positive nyheder, og jeg synes, at det er farligt for DR’s troværdighed. Det er fint nok, hvis man reelt kan anvise en løsning på et eller andet, men denne verden er jo ikke så yndigt indrettet, at vi kan sige: ‘Nu skal I høre, når det gælder Islamisk Stat, vil TV Avisen fremover behandle det konstruktivt.’ Det kan vi jo ikke,’ siger Mette Fugl.

‘Og det stammer vist nok fra en chef, der har talt med sin nabos datter, der har sagt, at der er alt for meget uhyggeligt i TV Avisen. Nå. Men verden er ond. Jeg bliver bekymret, når man vil lave principper om konstruktive og positive nyheder i en public service-institution. Det konstruktive kan blive lovlig kreativt. DR skal vel informere borgerne i et deltagende demokrati.'”

Oploadet Kl. 11:50 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


7. oktober 2014

P1: Syriensfrivillige er ikke styret af storpolitiske ideer eller religiøs fanatisme, men ‘identitsskabelse’

Det er ikke meget P1 jeg får hørt. Det er simpelthen for trættende at høre om transseksualitet i modeindustrien og selvvalgt kønsidentitet. Når emnet endelig har relevans, er det stort set altid et fuldfed koncentrat af bortforklarende relativisme fra det akademiske overdrev. “Unge syrienkrigere drives måske ikke kun af islam”, lød et indslag i mandagens Orientering, men heller ikke denne gang, så var der et eneste ord om Islam.

Niels Bo Poulsen, militærhistoriker: … meget af den militærhistoriske skrivning der er lavet, er jo i virkeligheden ti-tyve år gammel, når det gælder tidligere tiders frivillighed i krig, og der er vi allerede kommet fra et samfund som var mindre oplevelsespræget og måske mindre rodløst end det vi har i dag. Så derfor var man mere tilbøjelig til at fokusere på nogle klassiske ideologiske forklaringer, end traditionel militærhistorisk og kigge på på folk der gik frivillige i krig, eller man kiggede på nogle konkrete materielle forklaringer – igen ud fra devisen af, at folk jo må være fattige, eller mangler.. at man gjorde det for pengenes skyld, ikke. Lejesoldater eller fanatiske religiøse politiske krigere. Så den her 3. pendant der handler om identitet, der handler om at sætte, og måske også for mange mænds vedkommende, om maskulinitet, det handler om på en eller anden måde at skabe sig selv gennem krigsoplevelsen. Den har generelt været undervurderet. … Hvis vi går lidt tilbage i tiden, så havde vi nogle forklaringsformer i vores egne vestlige samfund, som handlede om at meget kunne forklares enten konkret materielt eller med storpolitiske ideer. Det med at tage udgangspunkt i individet, i individet skaben af verden, så at sige – det manglede.

Tage Baumann, P1: … det handler i hvert fald om identitetsskabelse

Thomas Alling, vært: Nu siger du det der med, at man har haft fokus på at det kunne være pengene der drev, lejesoldaterne. Det kunne være noget idealisme, Gud, konge og fædreland, der drev soldaterne. Og nu er vi så blevet mere opmærksom på det der med det identitetsskabende. Man har jo altid vidst at unge mænd var dem der kørte hurtigst i trafikken, og det er dem som kommer op at slås til kro-, halballerne osv. Men hvor vigtigt er det at tillægge den her identitetsskabende betydning, når det gælder om at finde ud af hvorfor unge mennesker går i krig?

Niels Bo Poulsen: Nå men, jeg tror den er særdeles vigtig af mange årsager. For det første, at hvis vi forfalder enten til at sige det er politiske fanatikere, eller det er subsistensløse sociale tilfælde, så er vi allerede ude i en stereotypisering der nærmer sig dæmonisering, og så kan man bare sige, at enten er det politiet eller også er det sådan en social indsats der skal til. Det andet kalder i virkeligheden på en meget mere bredspektret indsats. Også med nogle bud på, hvordan kan man sikre sig, at disse folks rastløse energier, hvis vi kan kalde det det, og engagement i at konstituere deres egen identitet, hvordan kan den ligesom struktureres ind af nogle konstruktive kanaler. Det er ret vigtigt vil jeg sige. At vi har dette aspekt med.

Thomas Alling: … hvem er det som ender som syriensfrivillige, kunne det ikke ligeså godt være…

Apropos.

“Selv om IS med sine henrettelsesvideoer har gjort sit til at opbygge skrækscenariet af radikal islamisme, så forstærker journalistikken dæmoniseringen… når vægten bliver lagt på at dæmonisere fjenden og bekræfte frygten…” (medieforsker Hanne Jørndrup i Politiken, 26. september 2014)



28. september 2014

Nagieb Khaja fulgte ‘marginaliserede’ Taleban-krigere: “… et møde med almindelige mennesker i krig.”

For nøjagtig 10 år siden var Abu Laban gæst i Deadline, og blev her spurgt hvorvidt Osama bin Laden var et godt menneske eller ikke. “I hvilken forstand? Han er forretningsmand, frihedskæmper”, lød svaret, hvorefter han fortsætte “Han er ægtemand, forretningsmand…”, og det var for tidligt at vurdere, hvorvidt Al-Qaeda-lederen var dårlig for klodens muslimer.

En journalistisk udgave af samme traver kunne man se fredag i Go’ Morgen Danmark på TV2, hvor Nagieb Khaja præsenterede en ny udgivelse om et ophold hos Taleban i Afghanistan. Indslaget kan ses på TV2 Play.

Stéphanie Surrugue, vært: I seks døgn har du sovet og boet side om side med Taleban i Afghanistan, du er den første dansker der har gjort det. … Det her fjendebillede er lidt diffust, vi ved ikke hvem de er? Hvad er det for nogle mennesker du har mødt? Menneskerne bag krigerne?

Nagieb Khaja, journalist: Jamen, der er en ret stereotyp opfattelse af hvad en talebaner er. Det er typisk en meget blodtørstig type, en type som er desperat efter at dø, efter at komme i paradis. Det er folk som ikke vil fremskridt. De vil ikke have pigeskoler for eksempel. De mennesker jeg mødte, de fleste af dem i hvert fald, de svarede ikke til det billede, som vi har af det. Det var helt almindelige afghanere. Det var bønder, det var forretningsdrivende, det var folk med håb og drømme, det var folk som også var forelskede, som ikke kunne få deres udkårne, så det billede jeg fik af dem, kan man sige – var meget afdæmoniserende. … de fleste af dem har ikke sluttet sig til taleban af ideologiske årsager. De har sluttet sig til dem, fordi de tilfældigvis bor i det område her.

[...]

Al Jazeera: Hvad laver I når I ikke laver Jihad?

Talebaner: For eksempel landbrug, men vi laver mest Jihad.

Al Jazeera: Så I er også landmænd?

Talebaner: Ja, vi har træer og lignende.

[...]

Stéphanie Surrugue: Ved at komme så tæt på dem, som du har gjort her. Hvad kan vi bruge den viden til, ikke bare i forståelsen af taleban, men også i forståelsen af bevægelsen Islamisk Stat, der jo lige nu er på fremfærd i Syrien og Irak.

Nagieb Khaja: Det man må forstå, det er, at der altid er nogle ideologiske kerner i de bevægelser her. Det har du selvfølgelig også i Afghanistan, og det har du i IS. I IS består den mest af folk fra udlandet, og irakere selvfølgelig også. I Afghanistan er det afghanere, også kernen. Det man må forstå, det er at der er et opland omkring de bevægelser her, og det opland her, de bliver tiltrukket, presset af de her bevægelser af desperate årsager. Det jeg har hørt fra mange af de talebanere her, det var at mange fra deres familiemedlemmer var blevet dræbt af amerikanske soldater, eller at den afghanske regering havde dræbt deres familiemedlemmer. De var blevet behandlet meget dårligt af systemet, myndighederne, og det var det der gjorde at de sluttede sig til dem. Det er den samme historie, som vi også kan se i Irak, for eksempel. Du har selvfølgelig de ideologiske IS-krigere, som har en ambition der går ud over de grænser der er dernede…

Stéphanie Surrugue: Hvordan kan vi bruge den her viden i en kamp mod Islamisk Stat? Som jo store dele af verden lige nu er involveret i. Vi er jo på vej med militær i lange baner. Er det den rigtige vej at gå, belært af det du har oplevet med taleban?

Nagieb Khaja: Altså, der har været krig i Afghanistan i cirka tretten år, og Taleban er ikke blevet besejrede. De er blevet stærkere efter 2005, og de er stadig en magtfaktor i Afghanistan. Så, de militære midler har ikke været løsningen. Jeg er personligt også overbevist om, at de militære midler, alene i hvert fald, ikke er løsningen i Irak. Det her opland i Irak, som er marginaliserede, eksempelvis nogle af de her sunni-stammer, som man kan sammenligne med nogle af de her talibanere, som også er blevet marginaliserede i sin tid. De folk, de stammer der er blevet marginaliserede. Det opland her, den eneste måde man kan få dem til at lægge våbnene, det er hvis de føler sig accepterede, det er ved at de får medindflydelse, det er ved at man forstår de nuancer der er, at der er nogle som faktisk har svære kår. Så jeg tror simpelthen ikke på, at hvis folk er lykkelige, hvis de er glade, at de vil gribe til våben. Jeg tror bare det er en helt logisk ting.

Stéphanie Surrugue: Sådan var din egen vurdering baseret på erfaringer og observationer i Afghanistan. Nagieb, jeg kunne godt tænke mig her til sidst… kan man undgå at få sympati for de her folk, når man er presset helt ud i de her situationer, tæt på dødsangst.

Nagieb Khaja: Nej, altså, det kan man ikke. Selvfølgelig får man sympati for folk, der behandler en ordentligt, selvfølgelig, så kommer man også til at føle med folk, når man får deres historie, og kommer ind under huden på dem. Altså. … Der hvor jeg faktisk fik mere sympati for dem, det var når jeg hørte deres historie, det var når jeg var sammen med dem i dagligdagssituationer, ikke så meget på grund af krigen, men på grund af andre ting – at jeg har lært dem at kende.

(Supplerer evt. med Jyllands-Posten)

Oploadet Kl. 09:51 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


22. september 2014

Information renvasker AFA-leder Andreas Rasmussen: frifundet, venstrefløjsaktivist, politisk arbejde…

Tilbage i juli 2010 bragte Projekt Antifa en længere artikel om ’68 dage i Vestre Fængsel’ ved en anonym skribent, der efter eget udsagn blev ‘beskyldt’ af PET for at være leder af Antifascistisk Aktion (AFA). Senere samme år kaldte han sig for ‘Niclas’ i en beslægtet artikel i Internationalt Forums tema-nummer om ‘politiske fanger’ (også Projekt Antifa, februar 2011), og lørdag var dagen så kommet hvor han stod frem med eget navn i en avis.

Bemærk hvorledes journaliststuderende Mette Schjerbech Wallach ikke nævner et eneste ord om erklærede militante Antifascistisk Aktion, men omvendt diskret fletter ind at Andreas Rasmussen blev frifundet for politisk vold. Uanset hvordan ordene drejes, så blev AFA-lederen dømt for besiddelse af hacket materiale, overtrædelse af våbenloven og ‘medvirken til et voldeligt overfald’ med flasker mod politiske modstandere.

Fra Dagbladet Information – ‘Jeg var i konstant alarm-beredskab’.

“I celle 254 i Vestre Fængsels isolationsafdeling er der to gange tre meters terrazzogulv, tre meter til loftet, og den låste dør ind til cellen er 15 centimeter tyk. … Modsat den låste dør er der et lille vindue, som man akkurat ikke kan kigge ud af, hvis man som Andreas Rasmussen er 183 cm høj. Langs væggen står en sofa af den slags, som man i 1970’erne kunne finde i vuggestuer og børnehaver. Betrækket kradser. Hver aften skal sofaen trækkes 20 centimeter ud fra væggen og bruges som seng. Så har man 80 cm at ligge på. …

Den 28. februar 2010 blev venstrefløjsaktivist Andreas Rasmussen anholdt og varetægtsfængslet af PET, og det er sådan, han husker sin celle. Han blev tiltalt for hacking, overfald på personer på højrefløjen og terror i forbindelse med sit engagement i Researchkollektivet Redox. Nu – fire og et halvt år efter – er sagen afsluttet, da Statsadvokaten i august i år opgav at anke frifindelsen af de tiltalte til Landsretten. Derfor er Andreas Rasmussen endelig en fri mand. Men han er ikke fri af sine oplevelser fra de 40 dage i isolation.

‘Det var et enormt pres. Jeg blev sgu mærkelig oven i hovedet,’ fortæller han.

(Andreas Rasmussen, Redox/AFA-leder, Vester Allé, Århus, 6. august 2008; Uriasposten)

Andreas Rasmussen husker også, at han var bekymret for hans venner fra Redox og deres fælles politiske projekt.

‘Alt vores arbejde blev angrebet. Jeg var bange for, at mine venner skulle gennemleve det samme, som jeg gjorde, og jeg var bange for, at alle ville blive anholdt, for så havde nazierne frit spil.’

Det var for at undgå kollusion – at forstyrre efterforskningen – at dommeren i Københavns byret sendte Andreas Rasmussen i isolation. Han var sigtet efter straffelovens §114f, som er terrorparagraffen samt §245, som omhandler vold og §263 omkring hacking. Så da den dengang 23-årige mand sad i celle 254 og kiggede på den tunge metaldør med skriften og den lille luge i, skulle han synke en ekstra gang. …

Terrorsigtelsen var Andreas Rasmussen mest uforstående overfor, og det var også den, som han frygtede mest: …

‘Jeg var vred over, at PET sigtede mig for terror. Samtidig frygtede jeg sigtelsen på grund af strafferammen og hele den stigmatisering, som en terroranklage vil betyde for mig og for Redox,’ siger Andreas Rasmussen. …

‘Jeg er normalt god til at passe på mig selv og få tiden til at gå på en fornuftig måde. Men i de første 10 dage af isolationen var jeg ved at knække sammen, og der tænkte jeg mange gange, at jeg ikke kunne holde stand. At jeg ville begynde at plapre løs bare for at komme ud, og det ville jeg selv betragte som et svigt, hvis andre gjorde. Vi havde en aftale om, at vi ikke ville udtale os,’ siger han og fortæller, at isolationen blandt andet gjorde, at han tabte sig 12 kilo på knap seks uger. …

Selv om Andreas Rasmussen ved, at hans politiske arbejde kan have konsekvenser for ham, så havde han aldrig overvejet, at isolationsfængsling kunne blive én af dem:

‘Jeg vil ikke klynke, for jeg har truffet et valg om at være politisk aktiv, og jeg har altid vidst, at det var en risiko at blive anholdt eller fængslet.'”

(Internationalt Forum, GAIA, 2010/67, Tema: Politiske fanger, s. 4; Issuu.com)



17. september 2014

Pind: Kun Danmark er dansk – Konsekvensen af indvandring: Så holder det op med at være Danmark

“Indianerne stoppede ikke indvandringen. Nu bor de i reservater!”, stod der på klistermærker, da Søren Pind som ung liberal kæmpede for åbne grænser. Han er blevet klogere og mindre ideologisk med tiden, og lyder i dag på mange måder som en snusfornuftig konservativ. Når journalist Christina Raabæk spørger hvorfor “man har monopol på en kultur, bare fordi man er født i et land”, tænker jeg automatisk på hendes hårfarve.

Interview i Politiken – Søren Pind: Indvandrere truer den svenske kultur.

“Det er står skidt til med demokratiet og kulturen over sundet, hvis man spørger Søren Pind (V), der i morges skrev på Facebook antændt af diskussionen om Sverigedemokraterna.

Her gør han det klart, at kulturer uddør, hvis et lands borgere kommer i mindretal. Og det er netop, hvad der venter vores svenske naboer, hvis ikke de gør som Danmark, der tog Dansk Folkeparti ind i varmen.

‘Det er, hvad der venter Sverige. Et ophør, reelt, af det land, vi har kæmpet med og mod i et årtusind – Astrid Lindgrens, Bellmans og den blide skandinavismes tågeland’ afslutter hans sin Facebook-opdatering med, hvor han også får sammenlignet svenskernes situation med udryddelsen af indianerne. …

Er den svenske kultur truet i øjeblikket?

‘Ja det er klart. Jeg kan konstatere, at i Danmark, der beskytter vi kunstnere mod folk, der vil slå dem ihjel. I Sverige, der fængsler de kunstnere. Og det er et meget mærkeligt tegn på en opløsning af en kultur, der f.eks. vægtede ytringsfrihed højt.

Men er det fordi, folk kommer til Sverige, at kulturen forsvinder?

‘Når et oprindeligt folk kommer i mindretal, så sker der de her ting. Undervejs tager man også større og større hensyn… det er selvfølgelig fordi, den nationale svenske kultur er under kraftigt pres og derfor tror jeg også, at 13 procent har stemt på Sverigedemokraterna’.

(Journalist Christina Raabæk på Facebook, 2014)

Men hvorfor er det, man har monopol på en kultur, bare fordi man er født i et land?

‘Der eksempelvis kun er ét sted, der er dansk, og det er Danmark. Hvis man lader folk fra Bangladesh komme til Danmark i tilstrækkeligt antal, så holder det op med at være Danmark og bliver Bangladesh i stedet for’.

Så for dig er dansk kultur ikke en flygtig men en fast størrelse?

‘Det er ikke en fast størrelse. Men det er hele den filosofiske diskussion om, man skal lade ting ske ved evolution eller revolution. Hvis man lader ting udvikle sig naturligt i kraft af sig selv, som dansk kultur har gjort det indtil for nylig, så er det én måde. Hvorimod hvis man vil revolutionen, så skal man bare åbne landegrænserne op og se, hvad der sker. Så får du en revolution, og det er jeg meget skeptisk over for‘.”

Oploadet Kl. 12:35 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


16. september 2014

SD vil have stramninger som Socialdemokraterne praktiserer – Reismann afviser sammenligningen…

Det er vigtigt, at man i Sverige ikke gentager ‘den fejl’ som Danmark gjorde i 00’erne, forklarede David ‘Che Guevera er min helt’ Trads i Deadline i går, og fortsatte så ellers med tirader mod ‘ordentlige’ borgerlige partier der ikke frøs Dansk Folkeparti ud, da de havde chancen. David Trads var kandidat for Socialdemokratiet i 2004, men partiet er cirka et lysår til højre for den nuværende TV2-vært.

Selvom David Trads mener at Sverigedemokraterne er ekstremt og halv-nazistisk, så kommer han ikke udenom at sidstnævnte kæmper for at få indført udlændingepolitiske stramninger, som hans eget parti gik til valg på, da han stadig var kandidat for partiet. Når han skoser Sverigedemokraterna, skoser han således sig selv. Der er menneskesynet til forskel, lyder det mellem linierne.

Herunder en tør, men aldeles fremragende artikel i Berlingske, hvor et ubekvemt spørgsmål får Mette Reissmann til at introducere den argumentløse afvisning. Da Socialdemokraterne strammede var det en nødvendighed – Når Sverigedemokraterna vil stramme tilsvarende er det… noget helt andet.

Fra Berlingske – Sverigedemokraterna: Vi ser op til S i Danmark.

“Det fremadstormende, men på mange områder udskældte svenske højrefløjsparti Sverigedemokraterna, henter i høj grad inspiration til sin indvandrerkritiske linje fra den udlændingepolitik, som Socialdemokraterne i Danmark og den siddende SR-regering i dag værner om.

Sådan lyder det fra Sverigedemokraternas nummer to, partisekretær Björn Söder:

‘Når vi ser på den udlændingepolitik, som Socialdemokraterne står i spidsen for i Danmark, så er det i høj grad noget, vi gerne så indført i Sverige,’ siger Björn Söder, der blandt andet henviser til den danske 24-årsregel og tilknytningskravet.

Under den svenske valgkamp har det indvandrerkritiske parti slået hårdt på, at Sverige bør stille supplerende krav til familiesammenføring, ligesom man bør tilbyde flere indvandrere midlertidig opholdstilladelse frem for permanent. Derudover har partiet foreslået at give økonomisk bidrag til de indvandrere, der ønsker at rejse hjem. Konkrete initiativer, som alle er listet op på partiets hjemmeside, og som Socialdemokraterne i Danmark – i modsætning til sit søsterparti i Sverige – i dag står vagt om. …

‘Vi sammenligner os mest af alt med Dansk Folkeparti, men vi henter meget inspiration fra Socialdemokraternes udlændingepolitik i Danmark. De beskytter langt hen ad vejen en politik, som vi ønsker indført i Sverige, og som kan sikre, at det svenske samfund overlever. Når Socialdemokraterne i Danmark ikke vil løsne grebet om den stramme udlændingepolitik, som Dansk Folkeparti opfandt i 00erne, så er det vel fordi, de er bange for, hvad befolkningen vil sige,’ lyder det fra Björn Söder.

[...]

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Mette Reismann, afviser, at man kan sammenligne den politik, Socialdemokraterne værner om, og den politik, som Sverigedemokraterna foreslår gennemført i Sverige.

‘Jeg er enig i, at der op gennem 00erne er sket en stramning i den danske udlændingepolitik, som vi i Socialdemokraterne har været med til. Det er sket, fordi vi har haft flere konflikter og krige, der har ført til en øget flygtningestrøm. Derfor har vi brug for at regulere udlændingepolitikken. Det er kun naturligt,’ siger Mette Reismann.”

Oploadet Kl. 20:10 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


14. september 2014

Tendensiøs dækning af hackersag i niche-aviser – bruger Bitbureau som ‘uafhængig’ kritiker…

Danmarkshistoriens største hackersag er i fuld gang, og flere medier kæmper aktivistisk for at nedtone, ikke bare det venstreradikale aspekt, men også sagens omfang. Centralt i forsvaret står Bitbureauet, der præsenterer sig selv som værende en ‘uafhængig internetpolitisk tænketank’. Selvom tiltalte JKT har delt adresse med to ud af blot fem navngivne i Bitbureauet, så lader visse medier Bitbureauet fremstå som en uafhængig kilde.

Sagen dækkes i Dagbladet Information af Researchkollektivet Redox’ Sebastian Gjerding, tidligere talsmand for Piratgruppen, der åbent samarbejdede med ‘The Pirate Bay’ – projektet der gjorde den anden tiltalte i sagen verdenskendt. Piratgruppen eksisterer ikke mere, og Bitbureauet virker som en mere medievenlig efterfølger. Sebastian Gjerding har en lang fortid på den yderste venstrefløj, og var eksempelvis aktiv på højt niveau i Borgerinitiativet Kirkeasyl – i øvrigt sammen med søsteren Helena Reumert Gjerding, der i 2011 blev erstattet af Vidir Valberg Gudmundsson i Bitbureauet.

(Collage: JKT anno 2008, diverse online-artikler der inkluderer Bitbureauet)

Danmark er et lille land, det IT-politiske miljø er tæt, og hvis IT-journalister bruger Bitbureauet som ‘uafhængig’ kritiker, så må det være en bevidst beslutning. Således inddrager to niche-aviser Bitbureauet i sin dækning af af sagen mod 21-årige JKT og Gottfrid ‘anakata’ Svartholm.

Fra Version2.dk, 10. september 2014 – Anklagers it-fremmedhed vækker bekymring i hackersag (af Magnus Boye).

“Også på Twitter møder anklageren mistillid – som i dette tweet fra Henrik Chulu, der er medstifter af den it-politiske tænketank Bitbureauet.

‘Graden af digital inkompetence hos anklageren i #hackersag er pinlig, spilder alles tid og opildner til forragt for retssystemet. #dkpol
11.07 – 5. sep 2014′”

Fra Computerworld, 12. september 2014 – “Man burde undersøge CSC i stedet for en retssag mod hackere” (af Nicolai Devantier).

“Når man læser mediernes dækning af sagen, kan man hurtigt få den opfattelse, at de tiltalte allerede er dømt skyldige, men den opfattelse sættes der nu et stort spørgsmålstegn ved.

‘I stedet for en retssag mod personer – skyldige eller ej – burde man se på sikkerheden i CSC, der har vist sig at være ringe gennem meget lang tid. Den forsømmelighed burde man efterforske. Jeg synes, at CSC er sluppet meget let i denne sag,’ siger Christian Panton.

Han er medstifter af Bitbureauet, der definerer sig som en uafhængig internetpolitisk tænketank og en interesseorganisation for internettet, der drives på foreningsbasis.

‘Skyldsspørgsmålet er som bekendt ikke afgjort endnu, så jeg kan ikke sige noget om den side af sagen. Men det materiale, der er lagt frem i retten, er fra en teknisk vinkel ret tyndt,’ fortæller han.”



9. september 2014

“Heldigvis sælger de stadig honning ved vejen i nabobyen. Men noget er under forandring i Danmark.”

Lettere naiv klumme af Jyllands-Postens debatredaktør Jette Elbæk Maressa, men det citerede står fint alene – em>Først røg tilliden, så kom frygten

“Heldigvis sælger de stadig honning ved vejen i nabobyen. Men noget er under forandring i Danmark.

For udlændinge, som besøger Danmark, er de små boder eller blot borde med frugt, grøntsager, honning, eller hvad man nu har tilovers, det ultimative tegn på, hvilken tillid der hersker mellem mennesker i de skandinaviske velfærdssamfund.

En flamingokasse placeret på en plasticbarnestol ved landevejen med fem-seks bøtter honning og endnu en bøtte med rigelige byttepenge er blevet en seværdighed på linje med Den lille Havfrue og vagtskiftet på Amalienborg, når der er besøg sydfra. Mens opstillingen beundres, går snakken om, at man mange andre steder i verden ville snuppe både honning og kassebeholdning og så i øvrigt stikke af i en fart. Men sådan er det ikke i Danmark. Der har man tillid til hinanden. Og det er ikke alene godt, men også et fundamentalt vilkår, når et skattefinansieret velfærdssamfund skal fungere. …

Mistroen er blevet del af hverdagen. Det har den været længe andre steder. Men så længe, der stadig står en honningkrukke på en plasticstol på landevejen, er der vel stadig håb?

(Videoovervåget vejbod, Andebølle, Fyn, september 2014; Foto: Tilsendt)

Oploadet Kl. 18:26 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer
Arkiveret under:

Ugelang DR3-tema om hudfarver og racisme: Skal ses som ‘en venlig påmindelse til den hvide race’

DR3 har nu i en uges tid sendt massiv propaganda under temaet ‘Det er fedt at være hvid’. Den hidkaldte forsker hedder denne gang Helle Stenum, og er i lighed med DR3’s kanaldirektør skolet på RUC. Fra programomtalen.

“DR3 sætter i nyt tema – med start onsdag den 3. september – fokus på raceopfattelse og viser, hvor privilegerede hvide mennesker er alene på grund af deres hudfarve.

… det at være hvid er stadig forbundet med mange privilegier. For eksempel er der større sandsynlighed for at få en praktikplads eller komme ind på diskoteket, hvis man er hvid og mindre risiko for at få tjekket sin kuffert i lufthavnen. DR3 sætter fokus på raceopfattelse og viser, hvor store fordele man har som hvid i en række programmer.

‘DR3 er kanalen, der undrer sig over det absurde i samfundet. Og Temaet skal derfor ses som en venlig påmindelse til den hvide race. De fleste af os tænker ikke over de privilegier, der stadig eksisterer, når vi fødes blege. Basale rettigheder bliver taget som en selvfølge, fordi vi ikke selv oplever diskriminationen i vores dagligdag,’ siger DR3s kanalredaktør Irene Strøyer. …

Hvordan er det lige med udtrykket ’lige vilkår for alle uanset hudfarve’ – holder det her i Danmark? DR3-temaet bliver indledt den 3. september klokken 21.00 med ’Den store racedyst’, hvor to hold quizzer om racefordomme anno 2014. Holdene skal blandt andet teste egne hudfarvefordomme i et afslørende skydespil og svare på spørgsmål om en lang række hudfarve-eksperimenter, DR3 har udført i dagens anledning. …

Historieskrivningen er i høj grad foregået på den hvide mands præmisser. Siden man begyndte at skelne mellem forskellige hudfarver, har den hvide farve været forbundet med noget smukt, ophøjet og intelligent. …

I ‘Hvidvaskning på DR3′ får seerne indblik i, hvordan hvidvaskningen har udmøntet sig op gennem historien. Desuden forsøger vært Anders Stegger i en række aktioner at hvidvaske nogle af de sidste ‘sorte pletter’ på det kulturelle landkort. Programmet sendes den 8. september klokken 20.”

(Kritiseret Pippi Langstrømpe-gardin i Astrid Lindgrens Värld, Vimmerby, Sverige; Jyllands-Posten)

Oploadet Kl. 10:49 af Kim Møller — Direkte link30 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper