“Jeg er bare grundlæggende uenig i, at det er særligt vigtigt, eller relevant” at undersøge hvad indvandringen koster, svarede socialminister Karen Hækkerup tilbage i januar, da hun skulle forsvare det faktum, at regeringen havde stoppet en arbejdsgruppe, der havde til formål at give konkret viden. Fra Politiken – Regeringen tager kampen op mod hadeforbrydelser.

“Regeringen med social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) i spidsen igangsætter et arbejde, der skal kortlægge omfanget af de såkaldte hadeforbrydelser.

»Hadeforbrydelser er et udtryk for ekstrem intolerance. De er ikke kun en trussel for det enkelte menneskes sikkerhed. De er også et angreb på demokratiet, som netop bygger på den enkelte borgers frihed og ligeværd«, siger ministeren i en pressemeddelelse. …

Ifølge ministeren mangler der konkret viden på området, og den manglende viden gør det svært for alvor at stille noget op. …

»Hvad er det reelle omfang? Hvem er ofrene, og hvorfor er der tilsyneladende mange, der ikke anmelder forbrydelserne? Hvem er gerningsmændene, og hvad er deres motiver? Det er nogle af de spørgsmål, jeg forsøger at få svar på«, siger Karen Hækkerup.”

(Stophadforbrydelser.dk, Københavns Kommune, 2012)

Intro, Radioavisen: Regeringen vil tage kampen op mod hadeforbrydeelser, hvor mennesker overfaldes for eksempel på grund af deres hudfarve eller religion…

Nis Kielgast, Radioavisen: Homoseksuelle der får tæsk ved parader, og brandattentater mod moskéer, eller jøder der chikaneres groft på gaden. Medierne er fulde af historier om hadeforbrydelser, men hvor stort problemet er, ved vi meget lidt om. Og det skal der nu gøres noget ved, for hadeforbrydelser er ekstremt alvorlige siger social- og integrationsminister Karen Hækkerup.

Karen Hækkerup, socialminister: Uanset om det er fordi folk har en anden religiøs baggrund, eller det er mennesker med handikap eller homoseksuelle, så bliver de angrebet og antastet fordi de er dem de er. … Der er et stort mørketal. Der er stor forskel på hvor få anmeldelser politiet registrerer, og hvor mange der selv oplyser, at de føler sig som ofre for hadeforbrydelser. (Karen Hækkerup i 18-Radioavisen, 7. maj 2013)

Det er kommet frem, at både Anders Breivik og Bostonbomberne var inspireret af Al-Qaeda, men der er nu alligevel en væsentlig forskel på måden de udviklede deres militans. For at forklare Breiviks massakre er en svensk ‘ekspert’ som Henrik Arnstad nødt til at definere ideologien bag som ikke-voldelig og demokratisk – noget der for ham indikerer, at fascismen ’tilpasser seg, i sin søken etter makt’. Han ender selvfølgelig med at problematisere ’17. mai-feiringen’, og blotlægge tesen om en særegen ‘kopling mellom langrenn og fascisme’.

Vil man forklare Bostonbombernes udvikling, så behøver man ikke inkludere dagestansk ringridning. Fra Daily Mail, der er tæt på sagens kerne.

“The two men who allegedly carried out the Boston Marathon bombing were ‘failed’ by their parents, especially their ‘controlling’ mother who encouraged their move towards Islamic radicalization, relatives told MailOnline today. Tamerlan and Dzhokhar Tsarnaeva looked up to mother Zubeidat as an ‘angel’ but, according to one of their uncles, she was the one who allowed them to be introduced to hardline Islamic views.

Ruslan Tsarni claimed that Zubeidat allowed a firebrand cleric into their house to give one-on-one sermons to Tamerlan over the kitchen table…

According to Ruslan, Tamerlan’s radicalization was well underway by 2007 – right under the nose of his mother.
He told MailOnline that the man responsible was a cleric aged around 30 called Misha and that he was an Armenian…

Zubeidat is unrepentant about encouraging Tamerlan to become more religious and even brags about how it has ‘changed’ her for the better. She told the Wall St Journal that at Tamerlan’s request she wore Islamic clothes around the house, even though Anzor did not want her to. Zubeidat said: ‘I told Tamerlan that we are Muslim, and we are not practicing our religion, and how can we call ourselves Muslims?

‘And that’s how Tamerlan started reading about Islam, and he started praying, and he got more and more and more into his religion.

‘I started reading and started learning, I started reading with my Tamerlan’.”

( Zubeidat Tsarnaeva, moderen der introducerede sønnerne til Islam)

“‘I don’t think he was interested in friendships,’ his mother said, adding that he followed lessons online in the Koran to try and understand it in its original Arabic. ‘He was reading, always in front of the computer – he was taking classes on the Koran,’ she said. … ‘He said, “Mama it’s very difficult, but I want to do this.” He really wanted to get into the true reading of the Koran. I was happy about that.‘” (Daily Mail, 25. april 2013)

“She ignored questions from reporters, but when ABC News asked her “What did your son do?” Tsarnaeva turned and shouted “My son just was Muslim. My son was Muslim, that’s it.“ (ABCnews, 23. april 2013)

Med udgangspunkt i nye bøger af selvbestaltede eksperter i højreekstremisme, fortsætter Fjordman-bashingen i de norske medier. Fjordman omtales som en ‘siviliserte fascist‘, og enhver form for humanisering af bloggeren Peder Jensen, er jo “som å høre den gamle leksen om torturisten som spiller Chopin og er glad i sin hund”, som det så smukt formuleres i en anmeldelse i Aftenbladet med overskriften ‘Den vennlige fascisten’. Helt analog til Rikke Peters’ analyse på Videnskab.dk. Fjordman kommenterer i Aftenposten – Medienes myter.

“Påstandene om at de som er kritiske til islam er ‘høyreekstreme’ samsvarer godt med det Aftenpostens sjefredaktør Hilde Haugsgjerd sa som vitne om påstått pressesensur under rettssaken mot Anders Behring Breivik. Hun gikk da langt i å sette likhetstegn mellom ‘ytre høyre’ og islamkritiske holdninger.

Dette er ikke riktig. For eksempel er en av Europas mest kjente kritikere av problemer knyttet til muslimsk innvandring, Thilo Sarrazin, medlem av tyske SPD, det norske Arbeiderpartiets sosialdemokratiske søsterparti.

Jeg er personlig sterkt skeptisk til om islam kan reformeres, men den kristne reformasjonen tok mange generasjoner og var til dels ganske blodig da den sto på. Dersom islam ikke kan reformeres vil dette skape alvorlige og langvarige konflikter i europeiske byer. Men sannheten er at dersom islam mot all formodning kan reformeres vil dette sannsynligvis også skape alvorlige og langvarige konflikter i vestlige byer siden vi nå importerer islamsk kultur hit. …

Selv ikke-muslimsk innvandring kan utgjøre et problem med det millionantallet migranter viser i dag, når den innfødte befolkningen i store deler av Europa er i ferd med å bli omgjort til et mindretall i eget land. Likevel fortsetter vi masseimport av mulige fremtidige konflikter, samtidig som vi diskuterer hvordan været vil være i år 2089. Dette er absurd. Som i H.C. Andersens berømte eventyr er noen nødt til å si at keiseren ikke har noen klær på.

Den uavhengige nettsiden Document.no tok et skjermbilde av leserkommentarene på en negativ artikkel om meg. Pinlig nok for Aftenpostens redaksjon var et betydelig antall av deres egne lesere enten litt enige med meg eller synes i alle fall at deres personhets mot meg gikk for langt. I likhet med flere andre tilfeller ble disse leserkommentarene snart fjernet.

Mange av Aftenpostens egne lesere er tydeligvis ikke udelt positive til islamisering eller masseinnvandring, på tross av avisens forsøk på å gjøre slike tanker til noe «høyreekstremt». …

Dette dreier seg egentlig ikke om å stigmatisere en bestemt person, men snarere om å brennemerke visse meninger som de herskende eliter ikke liker. Da statuerer man et eksempel ved hjelp av noen enkeltmennesker for å skremme andre til taushet. Strategien fungerer riktignok dårligere enn planlagt her fordi målet, i dette tilfellet meg, overhodet ikke har noen intensjoner om å legge seg flat overfor mediepress eller trekke tilbake utsagn jeg mener er sanne.

Det er dessverre ikke alltid slik at folkeflertallet representerer den sunne fornuft, men i dette tilfellet utgjør de som er kritiske til islamisering og masseinnvandring både flertallet og fornuften. Vi skal ikke lenger la oss herse med av en radikal minoritet som uheldigvis styrer mye av propagandastrømmen gjennom massemediene.”

(Peder ‘Fjordman’ Jensen i Aftenposten, 25. april 2013, s. 36-37)

“Der var 190 kommentarer kl. 15, kl 15.45 var der 134 – avisen lukker for kommentarer kl 16.” (Snaphanen.dk)

Boston Marathon er en stor offentlig begivenhed, og det siger sig, at mistænkte hurtigt kunne udpeges, og sjældent har ‘crowdsourcing‘ vist sig så effektiv som i dette eksempel. Saudier-historien holdt ikke vand, men da FBI offentliggjorde billeder af to mørke mænd med karakteristiske rygsække, var identiteten på 26-årige Tamerlan Tsarnaev og hans 19-årige lillebror Dzhokhar A. Tsarnaev allerede kendt. To tjetjenske indvandrere, der pludselig tog deres religion seriøst, og med fuld overlæg myrdede tilfældige amerikanere.

(Dzhokhar A. Tsarnaev & Tamerlan Tsarnaev, få minutter før terrorangrebet)

(Jihadisterne tæt ved 8-årige Martin Richard, der døde kort efter)

Hvor medierne gjorde sig mange spekulationer omkring motivet før gerningsmændene blev kendt, så var der næsten radio-tavshed efterfølgende. De var fra Tjetjenien, de var atleter, de var… rare og omgængelige.

“… så sent som i 2009 sagde den dygtige bokser, at han drømte om at repræsentere USA ved OL. Og Tamerlans syv år yngre bror Dzhokhar virkede om muligt endnu mere ’amerikaniseret’.

Han elsker hiphop, og bare timer før terrorangrebet, susede han af sted på sit skateboard. Dzhokhar var mønsterelev på et fint lokalt college. Og til fest elskede han at ryge ’en fed’… Men for små tre år siden skete der angiveligt noget. Storebroderen droppede sin amerikanske uddannelse. Han viede sit liv til islam… Og som så mange gange før fulgte lillebror Dzhokhar forsigtigt efter.“ (Ekstra Bladet, 21. april 2013)

(Dzhokhar A. Tsarnaev på Facebook, 2013)

Mediedækningen fulgte Islam-apologiens ABC. Før nogen vidste noget konkret: Det er nok højreekstremister…

(DR Online, 16. april 2013: Teori: Højrenationalister bag Boston-bomber)

“I DR2 Morgen fik Anja Bo lige vendt tanken om hele to ensomme ulve … og ikke længe efter kunne Mette Nøhr Claushøj så lægge alle brikkerne på plads med håbet om, at Tea Party-bevægelsen og Sarah Palin nu ville dæmpe deres retorik.” (‘Axel’, 16/4-13; DR2 Morgen)

Efter det kom frem at gerningsmændene var rettroende muslimer: Vi kender ikke motivet…

(18.30-TVavisen, 21. april 2013: Stor mystik omkring motiv)

Ida Aistrup, TVavisen: Ifølge onklen blev han gradvist mere radikal i sin muslimske tro.

Ruslan Tsarni, onkel: Han så ingen anden mening med livet end at følge Guds vej.

Ida Aistrup: – Men muslimerne i Boston så ingen tegn på at Dzhokhar og hans bror skulle have religiøse motiver for bombeattentatet.

Anwsar Kazmi, Boston Mosque: Vi kan kun beskrive ham som en sjælden gæst.

Ida Aistrup: – og de to brødre virkede da heller ikke til at være rabiate højreekstremister.

Austin Hightower, ven af Dzhokhar: Han kunne lide at ryge. Han kunne lide piger. Han drak ved fester. Han var ikke nogen enespænder. Han var helt klart social, så jeg fatter det ikke.

(DR Nyheder, 21. april 2013, Kl. 23.11: BOSTON – Endnu intet nyt om motiv

Fredag eftermiddag hørte jeg P3, og selvom der blev talt en del om terrorangrebet, så blev Islam ikke nævnt en eneste gang. Informations Martin Burcharth talte om alt andet end gerningsmænd og motiv, men nævnte dog kort i slutningen, at angrebet kunne risikere at ramme udlændinge fra lande som Pakistan. Sandheden med filter.

Terrorbomberne under Boston Marathon ryddede sendefladen i går, og det er som Mads Holger skriver, påfaldende at lige netop dette terrorangreb får så meget fokus. Lignende hændelser finder sted flere steder i den islamiske verden hver dag, året rundt. En selvmordsbomber dræbte to på en hovedgade i Fallujahi i går, hvad overgås af en bilbombe i Habibiya. Det var så bare i Irak. En mandag i april. Efter freden.

Bomberne kunne være placeret af hvem som helst, og selvom rettroende muslimer selvfølgelig må stå højt på listen over mistænkte, når uskyldigt blod flyder i gaderne, så forsøgte medierne at dele sol og vind lige. Det kunne være ‘højreorienterede’, fortalte Niels Brinch på TV2 News, og det kunne ‘måske godt kunne være højreekstremister, sådan en slags Breivik’er’ (sic), lød det fra Islamforsker Jytte Klausen på samme kanal.

Jyllands-Posten opridser alternativerne under overskriften ‘Den ensomme eller højrenationale’, men noterer da også lidt om ‘Al-Qaida-muligheden’. Med andre ord: Hvis gerningsmanden er højreorienteret, så er han end del af en større bevægelse – hvis han ikke er det, er det en ensom (upolitisk) galning, med mindre en islamistisk terrorgruppe tager ansvaret, og gør bortforklaringer umulige.

Journalistisk indpakning og akademisk tomgang gjorde ingen forskel for Martin, der ventede på sin far ved målstregen. Han døde på ‘Patriot Day’, otte år gammel.

“Last night detectives raided a Boston home in connection with the explosion. It came after a man, said to be of Saudi origin, was arrested at the scene and taken to hospital, where he was treated for burns and shrapnel wounds.”

(Mere om terrorangrebet på Daily Mail)

Ligesom ingen kunne finde på at holde marxister ansvarlige for Rote Arme Fraktion, så er der heller ingen der ser en sammenhæng mellem al-Qaeda og muslimske minoritetsmiljøer. Når vi taler Anders lone wolf’ Breivik var der andre boller på suppen, og helt det samme i forhold til den den tyske terrorcelle Nationalsozialistischer Undergrund (NSU), der trods sit socialistiske udgangspunkt kaldes for højreekstremister, og associeres med højrefløjen som sådan. Tænk hvis man anvendte samme metode i forhold til Islam og venstreorienterede.

Her lidt fra Jesper Thobo-Carlsens helside-artikel om NSU, trykt i Berlingske Tidende, onsdag i sidste uge – Højreekstremisternes venner (kræver login).

“De tre nynazister Uwe Böhnhardt, Uwe Mundlos og Beate Zschäpe var ‘gået under jorden’, da de ifølge anklagerne begik deres voldelige forbrydelser og racistiske likvideringer – men så dybt under jorden levede de faktisk heller ikke. … De tog på lange campingsommerferier på Femern… og grillede om aften med de andre campister. …

Et åbent spørgsmål er også, hvordan tre unge nynazister i det hele taget kunne leve skjult i det velordnede Tyskland i 13 år uden at nogen anede uråd. Men heller ikke i deres lejlighed i Zwickau holdt de tre sig bag lukkede døre, viser dokumentarfilm fra NDR. Her boede de tre, mens de angiveligt planlagde og begik racistiske mord rundt omkring i Tyskland og førte sirlig scrapbog over presseklippene. Imens var Beate Zschäpe – under navet Lisa Dienelt – på tætteste venindefod med flere af naboerne.

… flere af terroristernes naboer er enlige mødre på offentlig forsørgelse, der tilbringer mange timer med at ryge og sludre i køkkenet, De fortæller journalisten, at de ikke anede, hvad Beate Zschäpe og de to mænd lavede af forbrydelser, men man hører dem ikke tage afstand fra de koldblodige mord på deres medborgere eller have nogen medlidenhed med de uskyldige ofre. …

At den slags kan ske i Tyskland, overraskede måske nok efterretningstjenesten, der i årevis overså alle tegn på et racistisk motiv og i stedet stædigt holdt fast i, at morderne skulle findes i ofrenes omgangskreds. Men det overrasker ikke Heike K.

‘Fordi der er mennesker nok, der ikke kan lide udlændinge. Lad os udtrykke det pænt,’ siger Heike K. i dokumentarudsendelsen fra NDR, mens hun laver en cirkelbevægelse med sin håndt rundt i kredsen omkring sofabordet.

I opgangen i Zwickau måtte Beate Zschäpe skjule terrorgruppens aktiviteter, men tilsyneladende ikke sine holdninger. Der findes også ‘rolige og fredselskende højreekstremister’, udtaler Nadine R, mens en tredje åbent taler om sit ‘had’ til de indvandrere, der – som flere af de forsamlede naboer – modtager offentlige ydelser. …

Et tredje åbent spørgsmål i NSU-sagen er, hvordan de tre terrorister klarede det praktiske arbejde med at skaffe blandt andet våben og lejebiler. I retsatgen i München er fire personer anklaget som medhjælpere og flere efterforskes. Formanden for den tyske forbundsdags særlige undersøgelsesudvalg, Sebastian Edathy (SPD), formoder, der er tale om et langt bredere netværk.

‘… må sandsynligvis have benyttet sig af et støttenetværk for overhovedet at kunne udføre sine forbrydelser,’ sagde Sebastian Edathy på et pressemøde i sidste uge.

Efterretningstjenesten har udfærdiget en liste med 120 højreekstremister, der kan have støttet de tre. …

‘Det vil være en stor fejl, hvis man reducerer temaet NSU til de tre formodede medlemmer af denne celle – Böhnhardt, Mundlos og Zschäpe. De er ikke født som højreekstremister. De har udviklet sig til det. De har ikke gjort det i et lufttomt rum,’ sagde Sebastian Edathy.“

(NDR, 45 min, 8. april 2013: Die Nazi-Morde)

Rune Engelbreth er røget uklar med visse af sine læsere, fordi han i en trykt klumme lavede en direkte sammenligning mellem Niels Harrit & ‘trutherne’ og Lars Hedegaard & ‘islamofoberne’. Problemet var selvfølgelig ikke, at Hedegaard-fløjen blev associeret med nettets loonistiske overdrev. Det kunne være sjovt, at bruge Wivel-metoden mod Politiken og Engelbreth, men der er for meget på spil til den slags lege.

Flere venstreorienterede ser det meget omtalte Hedegaard-interview som et vendepunkt, et åndeligt paradigmeskifte, så at sige. Enkelte borgerlige har det på samme måde, og en halvkendt liberalist, gav på Facebook udtryk for lignende tanker, om hvorvidt “det nationalkonservative miljø i Danmark overhovedet formår at rejse sig igen efter Hedegaards pinlige optræden på tv”.

Ligesom det er grotesk at lade en erklæret marxist tegne ‘det nationalkonservative miljø’, så er der meget langt fra det Hedegaard siger og skriver, til det hans politiske modstandere argumenterer imod. Hedegaard er imod religion, og man behøver ikke være nationalkonservativ for at have antipati for Islam og være imod multikultur. Nationalkonservatisme er anti-revolutionær, for politisk moderation, baseret på jordbunden fornuft.

Sidst jeg så Hedegaard fremføre sine pointer på TV, var tilbage i februar 2011, hvor han i P1 Debatten debatterede det arabiske forår med Ph.d Michael Irving Jensen under overskriften Kan Islam og demokrati forenes? Hedegaard forhold sig skeptisk og afventende i modsætning til forskeren der skråsikkert hævdede, at demonstrationerne var udtryk for et folkeligt krav “om demokrati, om ytringsfrihed, om menneskerettigheder”. Dagen efter sagde Weekendavisens Martin Krasnik næsten det samme i DR Debatten.

(P1 debat, 23. februar 2011: Kan Islam og demokrati forenes?)

Det egyptiske valg der fulgte revolutionen blev aldrig rigtigt spændende. Islamisterne vandt med lethed, og alt imens forskellige islamistiske grupperinger stadig diskuterer den sande tolkning af sharia, er levevilkårene for minoriteterne gradvist blevet ringere. Lørdag blev fem koptere myrdet i Kairo, og selv gårsdagens begravelse blev angrebet.

Her er emnet ikke fodnoterne i en 11 år gammel bog, men virkeligheden som den manifesterer sig konkret. Hedegaard fik ret i forhold til det arabiske forår – Irving Jensen og andre Ph.d’ere tog fejl.

Hedegaards argumentation handler selvfølgelig ikke kun om Islam, også om konsekvenserne i forhold til Indvandring og Integration. Hvad skete der præcist den 17. marts 2013, der ændrede det politiske udgangspunkt for de tre I’er? Absolut intet!

Siden Hedegaard for snart 10 år siden stiftede Trykkefrihedsselskabet, har fortalerne for åbne grænser og multikultur ikke ligefrem haft medvind. Tværtimod. Vi har fået parallelsamfund i de fleste større byer, har daglige skyderier, flere indvandrere på offentlig overførsel og fremdeles. Den politiske elites løsning er mere af det samme, herunder videoovervågning, sikkerhedsvagter og senest – kæmpestore granitsten omkring Christiansborg. Præmisserne har ikke ændret sig efter den 17. marts 2013.

Dansk Folkeparti har rekordhøj tilslutning, og uanset om vi har Helle Thorning-Schmidt eller Lars Løkke Rasmussen i Statsministeriet, så tør ingen af dem offentligt proklamere at åbne grænser og multikultur er vejen frem. Hvorfor ikke, når nu Hedegaard tog så gruelig fejl? Ganske simpelt fordi, det ikke er danskernes indtryk at flere muslimer, mere Islam og mere multikultur gør deres dagligdag bedre. Det er næsten hensides politiske præferencer. Hverken de blå xenofobe eller de røde xenofile, gider muslimske indvandrere. Sådan var virkeligheden før den 17. marts, og sådan forbliver det – uanset hvor godt Hedegaard svarede for sig i en tilfældig tv-debat.

Virkeligheden er ikke en retorik-battle eller et bifag i æstetik. Herunder lidt fra en klumme af Ph.d-studerende Ole Olesen-Bagneux der illustrerer problemet med den akademiske elite. Han betragter tydeligvis politik debat som et fløj-politisk rollespil – Martin Krasniks systemskifte.

“Den universelle pointe er, at der er sket et systemskifte i dansk politik. Et systemskifte, der markerer afslutningen på dominansen af en konspiratorisk, politisk ekstremisme. En ekstremisme, hvor indignationen over ikke at være blevet taget alvorligt, har fået debattører til at tale sig alt, alt for langt væk fra saglige synspunkter. Debattører, hvis ræsonnementer er foretaget i internettets ekkokamre, om natten, i svagt oplyste køkkener og åbenlyst ekskluderende fællesskaber.

Martin Krasnik har begået et oplysningens systemskifte. Danmarks politiske samtale vil i de kommende år bygge på dokumenterbare fakta, ikke udokumenteret, skrupskørt galimatias. Når den politiske ekstremisme igen pibler frem, og udvikler sig til regulær konspiration, kan vi lade den komme til orde – alt det, den vil. Stiller man de rigtige spørgsmål, vil konspirationen afsløre sig selv, som det tågesnak den er.”

Katrine Winkel Holm tager på Sappho.dk et tilbage til den offentlige debat om Lars Hedegaards optagelse i Dansk PEN, der kickstartede etableringen af Trykkefrihedsselskabet. Det er artige sager. Hovedpersonen giver svar på tiltale i en kronik i dagens Jyllands-Posten – Lars Hedegaard tager til genmæle (ikke online).

“Jeg indrømmer blankt: Det var mig umuligt at svare på den byge af løgne, beskyldninger og manipulationer, som Martin Krasnik havde brygget sammen til sit såkaldte interview i Deadline 17/ 3 – tydeligvis i den hensigt at fratage mig al ære og værdighed. Det kom aldeles bag på mig…

Men hvad skal man stille op, når en enkelt af Krasniks påstande, for at tage et eksempel, rummer to oplagte løgne samt en grov forvanskning af en central kilde? Hvor tager man fat, når man pludselig får stukket en fodnote ud fra en bog, som man var medforfatter til for 11 år siden og ikke lige har præsent, fordi der altså er gået 11 år? …

De to sammenvævede løgne drejede sig om den såkaldte Mekka-erklæring, som 40 muslimske statschefer vedtog under det tredje islamiske topmøde i Mekka i januar 1981. I vores bog er erklæringen analyseret på s. 93-95.

Martin Krasnik påstod nu, at min (for det var mig, der formulerede det pågældende afsnit) eneste kilde var en serber ved navn Serge Trifkovic, der i 2002 udsendte en bog med titlen “The Sword of the Prophet”. Trifkovic havde, påstod Krasnik, stået i ledtog med serbiske krigsforbrydere. … Det fremgik også af Krasniks insinuationer, at han ikke mente, jeg havde læst selve erklæringen. Det havde derimod Martin Krasnik, som kunne afvise min – dvs. den serbiske krigsforbryders – tolkning. …

Trifkovic er ikke min kilde. Kigger man efter i “I krigens hus”, fremgår det endvidere, at Trifkovic ikke er min kilde til Mekka-erklæringen, men at jeg citerer fra selve erklæringen, som der er henvist til i fodnote 109 på side 210. Mekkaerklæringen anføres, som man gør i seriøse skrifter, i referencerne på side 234 således: “The Mecca Declaration of the Third Islamic Summit Conference”, 25.-28. januar 1981; www.oic-oci.org.

Bortset fra et par enkelte linjer forekommer mine citater fra Mekka-erklæringen ikke i Trifkovics bog, og jeg kan altså ikke have dem fra ham. Alt det kunne Krasnik have overtydet sig om, hvis han havde læst “I krigens hus”, og hvis han havde undersøgt, hvad det faktisk var, jeg henviste til i Trifkovics bog. Det kunne man måske have forventet, siden han lagde så stor vægt på at sammenknytte mig med serbiske krigsforbrydere – og i forlængelse heraf med falsummet “Zions Vises Protokoller”. Og specielt i lyset af hans påstand om, at nu ville han gå til kilderne – underforstået mine kilder.

Og da det åbenbart var Krasniks plan at afhøre mig om detaljer i en gammel bog, ville det have været pænt af ham at advisere mig på forhånd, så jeg havde haft mulighed for at genlæse stoffet. Så kunne jeg have underholdt seerne med fodnote 108 og 109 samt, hvad der var opført i referencerne.

Det ville have været kedeligt, men i modsætning til Krasniks rablende beskyldninger sandt. Min analyse af Mekka-erklæringen er naturligvis også helt min egen.

Martin Krasnik påstod under afhøringen, at han – i modsætning til mig, der åbenbart må have opdigtet citaterne fra Mekka-erklæringen – havde læst den og derfor helt kunne afvise mine påstande som en grundløs sammensværgelsesteori.
Jeg tolker Mekka-erklæringen som en opfordring til muslimsk erobring og ekspansion – altså som et led i jihad, og det står jeg ved.

Under sin læsning af den skelsættende erklæring er Krasnik måske stødt på dette udsagn, som jeg citerer på side 94 i “I krigens hus”: »Alle muslimer, selv om de taler forskellige sprog, har forskellig hudfarve, bor forskellige steder og adskiller sig fra hinanden på andre måder, udgør én eneste nation, knyttet sammen af fælles tro idet de påtager sig én [fælles, LH] opgave over hele verden [erklæringens udhævning].«

Jeg bed også mærke i og citerede – ligeledes side 94 – følgende passus fra erklæringen: »Vi opfordrer alle lande, der har muslimske minoriteter, til at lade dem udføre deres religiøse riter i fuld frihed og til at tilstå dem lige rettigheder som borgere, der er beskyttet af staten i overensstemmelse med lovens ukrænkelighed.« Jeg bemærkede, at den “lov”, der blev henvist til, måtte være sharialoven, idet erklæringen opfordrer til »strikt efterlevelse af islam og islamiske principper og værdier«. Altså: I følge de 40 muslimske statschefer er muslimer bosat i f. eks. Danmark, Tyskland, Sverige eller hvor som helst i den vantro verden, ikke danskere, tyskere, svenskere osv., men »udgør én eneste nation«, nemlig den muslimske nation (på arabisk kaldet ummaen), og denne nation har »én opgave over hele verden«.

Undskyld mig, men hvis man stødte på en autoritativ og højtidelig erklæring fra dronning Elisabeth om, at englændere, hvor de end måtte bo i verden, tilhørte én eneste nation, nemlig den engelske, og at alle englændere, hvor de end måtte befinde sig, havde én fælles opgave, så ville ethvert fornuftigt menneske betragte loyale englændere uden for England som kolonister og ikke indvandrere.

En indvandrer er en person, der slår sig ned i et fremmed land i den hensigt at blive en del af landets folk. Kommer man i den hensigt at nyde godt af landets ressourcer, mens ens loyalitet retter sig et helt andet sted hen, er man kolonist eller besætter. Sådan fortolker jeg Mekka-erklæringen.

Krasnik må tolke den som han vil, men vil han ikke være så venlig at undlade at beskylde mig for sammensværgelsesteorier? … Mekka-erklæringen er udsendt i fuld offentlighed, underskrevet af 40 navngivne statschefer og står at læse på nettet. Altså er det ikke nogen sammensværgelse, men en politisk erklæring.

Det forsøgte jeg at sige i Deadline…”

Noget af det bedste der foreløbigt er skrevet om bandekrigen, er TV2′s gennemgang af Værebrobanden, skrevet af Jan Lauridtsen, journalisten der for 4-5 år siden på sin nu nedlagte blog skrev disse ord efter, efter at have læst en Politiken-artiklen om krænkende visitationer af indvandrere.

“Visitationszoner krænker mig dybt : Helt ærligt, jeg kan sgu godt forstå, at de unge på Nørrebro går amok. Når jeg læser dagens udgave af Politiken – hvori de unge retter skarp kritik mod politiet – og når jeg tænker over visitationszoner, bliver jeg harmdirrende. … Jeg kan mildest talt ikke fordrage mit eget land – jeg føler faktisk ikke, at det er mit, når det gør sådan… Var jeg den, som blev visiteret – tvunget til at smide bukserne i offentligheden, ydmyget af magthaverne – er jeg oprigtigt i tvivl om, hvilke magtmidler jeg ville gribe til for at komme til orde. På Indre Nørrebro har de anvendt benzin. Jeg kan ikke frasige mig tanken om, at jeg ville reagere på samme måde.” (Jan Lauridtsen, feb. 2008, Visitationszoner krænker mig dybt)

Politiet begyndte med visitationszoner, for at få kontrollen i multikulturelle områder. I dag er det bandernes domæne, som Thomas Bo Larsen forklarede TV2′s journalist, da han viste dem rundt i det område hvor han tilbragte det meste af sin ungdom: “Desværre kan man næste ikke gå her mere… der er vagter over det hele”.

Bandekrigen er også nået til Odense. I sidste uge tonede en ung aggressiv umaskeret Vollsmose-araber frem på TV2, og udfordrede byens rockere – I kan bare komme og få det afgjort – “Det er os der har magten, det er os der styrer Odense”‘ (sic). Politiet holder lav profil, men spørgsmålet er om der overhovedet er behov for politi. Nyd blot dette voxpop-interview med odenseanske Birgit Abrahamsen, der ikke mærker noget til problemerne, og intet problem har med arabisering af det lokale indkøbscenter.

“Birgit Abrahamsen har i årevis handlet i indkøbscenteret i Vollsmose. Et sted, der har ændret sig radikalt igennem årene. Fra et helt almindeligt dansk indkøbscenter til en basar med små boder og cafeer. Vollsmose Torv, som det hedder i dag, huser dog stadig det lokale posthus og apotek.

- Jeg kan vældig godt lide at komme her og har altid følt mig tryg og velkommen. Her kan jeg kombinere de praktiske gøremål og samtidig blive inspireret i de mange små boder og butikker. Jeg ved godt, at der er en del ballade herude i Vollsmose, men det er ikke noget, jeg har mærket til. Jeg har aldrig følt mig ubehageligt til mode, når jeg har handlet herude – tværtimod, siger Birgit Abrahamsen.

- Jeg vælger, at se sådan her på det: Jeg sparer en tur til Mellemøsten, når jeg kommer herover og møder så mange forskellige mennesker og kulturer. Danskerne kunne faktisk lære en del af den gæstfrihed og åbenhed, man møder i butikkerne herude.“

Det kan ikke understreges nok. Der er en direkte forbindelse mellem selvhadske journalister og kultur-apatiske danskere. Hvor billig skal hummus være, før dette er okay?

(Sosun Sendi på Facebook, 24. marts 2013; Uriasposten)

Den endelig konsekvens af Krasniks tænkning, vil være et pseudo-demokrati, hvor alt kan debatteres, bortset fra det voldsparate grupperinger kunne finde på at blive krænket over. Støtte til Lars Hedegaard fra liberale Kristian Ditlev Jensen i Weekendavisen – Provokationens retorik (ikke online).

“… ved at kaste sig hovedkulds over Hedegaards holdninger – og ved bevidst at gøre det i lyset af skudattentatet 5. februar, som Krasnik selv fremhæver er anledningen til onduleringen – så lavede Krasnik en kortslutning. Han antydede nemlig, at der faktisk var en forbindelse imellem Lars Hedegaards synspunkter og drabsforsøget.

… ingen, der har set udsendelsen, kan være i tvivl om, hvad præmissen var – før Krasnik, og hans indre granat, gik i luften: Her er en pensioneret akademiker. Han er blevet forsøgt likvideret på klos hold. Meeen… han har altså også, det skal rimeligvis siges, sagt totalt langt ude ting – og lad mig lige vise, hvor langt ude, de egentlig er – så det er måske heller ikke så mærkeligt, at nogen til sidst har fået nok. Vel? Med andre ord gradbøjer Krasnik ytringsfriheden.

Ytringsfrihed betyder normalt, at man må sige, hvad man vil inden for lovens rammer. Men på DR2 blev den til: Man må sige, hvad man vil, men man kan så risikere en dag at blive angrebet for det. Med pistoler, med bomber eller med en økse. …

Hvis man slår op i en juridisk grundbog, så kan man læse, at en provokation – som egentlig betyder at »kalde frem« på latin, dvs. bevidst »udfordre« – er et muligt, men normalt ugyldigt forsvar. … Denne generelle diskvalificering af provokation som en letkøbt undskyldning for vold er vigtig, fordi enhver ellers selv kan lave sine egne regler. Det kunne jo f. eks. være, at nogle hævdede, at de var endog meget lette at provokere – f. eks. på grund af en særlig religion.

Men den går ikke. Uanset hvad, så skal man overholde loven ligesom alle andre. Og svaret på spørgsmålet: »Er det så overraskende, at han blev forsøgt skudt?« er altid: Ja. Det er lige præcis vældig overraskende. For man må sige alt. Og hvis vi føler os forulempet af nogen, så kan vi svare alt – helt og aldeles frit – igen.

Men vi må aldrig ty til vold, aldrig. Vi må aldrig lade os provokere. Vi må aldrig anerkende, at ord i sig selv overhovedet kan føre til vold. Og hvis vi ikke alle sammen står helt sammen om dét – journalister, redaktører, politikere, debattører – så er ytringsfriheden allerede reelt beskåret.

Derfor burde vi faktisk per refleks rykke sammen om Lars Hedegaard. Han har nemlig ikke »misbrugt« sin ytringsfrihed, når han har delt sine ganske særlige synspunkter. Han har bare brugt den.”