29. marts 2015

Professor Peter Hervik om islamkritik: En tankerække der “… ender med Anders Behring Breiviks logik”

Søren Villemoes har pint sig selv igennem et DIIS-arrangement om ytringsfrihed, terror og Islam. Skræmmende referat i Weekendavisen – Godt er bedre end ondt (ikke online).

“Første oplægsholder er professor i antropologi ved Aalborg Universitet, Peter Hervik. Han lægger ud med at forklare, at vestlig identitet skabes som modsætning til forestillingen om en tilbagestående, primitiv vild. Den danske kulturkamp, Muhammedkrisen og reaktionerne på angrebet i Paris skal derfor ses i den kontekst.

‘Muslimer er meget let kategoriseret og stigmatiseret. …,’ siger han. … Hervik forklarer, at hvor politikerne efter 11. september kaldte på hårdere integration, kalder de nu på antiradikalisering. Men radikalisering er et problematisk begreb ifølge Hervik. Det er folkene i Lars Vilks-komiteen, der stod bag arrangementet på Krudttønden, også: ‘Vi ved, at de i Krudttønden var de samme mennesker, som vi så i Dan Park-sagen og under kampagnen for Muhammedtegningerne. De er en del af en forening, der enten er islamkritisk eller islamofobisk. …

(DIIS, 20. marts 2015: Limits of tolerance, freedom of expression…)

Den næste oplægsholder er medieforskeren Gavan Titley, der er lektor ved Maynooth University i Irland. … i farten står et par af Titleys pointer klart: Det giver ikke mening, at se terrorangrebet på Charlie Hebdo som et angreb på det ‘abstrakte begreb ytringsfrihed’. Tværtimod…

‘Charlie Hebdo er et magasin, der hægter sine antimuslimske provokationer op på en politik om ytringsfrihed,’ forklarer han og afslutter sit indlæg med en række spørgsmål, han synes bør have mere fokus: Kan en mainstream medieaktør virkelig kæmpe for lige muligheder i et ulige, racistisk samfund? Kan satire dementere socioøkonomisk magt? … Han afslutter: ‘Og hvilken frihed er det, der måles i dens evne til at krænke og ikke oplyse? Og som karakteriseres af dens underliggende trussel om, at hvis du ikke kan lide min slags frihed, så har du ingen ret til at leve med mig?

Den tredje og sidste oplægsholder er franskmanden Aurelien Mondon, der er forsker i komparativ politik ved University of Bath i England.

Hans oplæg fokuserer på den politiske kontekst i Frankrig i forbindelse med angrebet på Charlie Hebdo. Det starter i efterkrigstiden: ‘Genetisk racisme var en tabt sag. Du kunne ikke overbevise nogen om det, så man måtte finde andre strategier. Det blev i stedet til et spørgsmål om kulturelle forskelle. … Derfor kalder jeg det ‘neo-racisme’, når man taler om kulturelle forskelles inkompatibilitet, om at være imod multikultur og eliten, muslimske indvandrere og kolonisatorer.

[...]

Det er tid til spørgsmål fra salen. Til venstre for scenen har den dansk-iranske blogger Jaleh Tavakoli hånden oppe.

‘Hvordan definerer I islamofobi? Og hvorfor er Lars Vilks og Charlie Hebdo racister?’ spørger hun. …

Selvom islamkritik ikke skal forveksles med islamofobi, ser Mondon med uro på mere spiselige udgaver af islamofobien: ‘Den liberale islamofobi er lettere at acceptere, se for eksempel burka-forbuddet i Frankrig. Det gør den liberale islamofobi mere farlig.‘ Gavan Titley vil ikke kalde Charlie Hebdo racistisk eller anti-racistisk, men…

Peter Hervik giver også sit bud på en islamofobi-definition: ‘Det er en form for racisme. Jeg siger ikke, at for eksempel Lars Vilks er racist. Men jeg bliver nødt til at se på, om det, han siger, er neo-racistisk. Os-dem-relationen er altid et spørgsmål om dehumanisering og marginalisering…’ forklarer han.

En tilhører vil gerne vide, om der ikke er for meget, der bliver anset for islamofobi, som i stedet burde anses for islamkritik. Peter Hervik virker ikke bekymret: ‘Jeg har hørt argumentet for nylig, at man ikke skal bruge ordet ‘islamofobi’, da det gør det umuligt at kritisere islam. Islam skal åbenbart udvælges, fordi der tilsyneladende er behov for at sige noget om det. Men det fjerner jo opmærksomhed fra andre kulturer, der også kunne kritiseres, for eksempel rygning, narkomisbrug og druk. Der er, som om der er en sandhed om islam, der skal ud. Men hvis du kigger nærmere, ved I, hvad jeg ender med? Jeg ender med Anders Behring Breiviks logik.‘.”



27. marts 2015

Mads Brügger forlod mediernes røde kapeller: “… jeg fortryder at jeg ikke gik ind i kampen tidligere”

Mads Brügger har aldrig været en af de værste, men Danes for Bush (DR, 2004) var underlødig. Godt han har nu uigenkaldeligt har forladt det røde kapel. Pun intended. Bent Blüdnikow interviewer den sympatiske journalist i Berlingske – Den dag Mads Brügger holdt op med at være et pænt menneske (let ændret formatering).

(Mads Brügger i Det Røde Kapel, 2006; Foto: Ekkofilm.dk)

“Mads Brügger har engageret sig voldsomt i debatten om ytringsfrihed. Han har kæmpet for, at Radio24syv skulle være med til at arrangere en udstilling med den svenske kunstner Dan Parks billeder. Og senest har han en deltaget i opgøret i Dansk PEN, der kæmper for forfatteres rettigheder og ytringsfrihed, men som ifølge Mads Brügger er fodslæbende, når det kommer til at forsvare ytringsfriheden herhjemme. Opgøret ledte til, at forfatteren Birgithe Kosovic i sidste uge blev smidt ud af Dansk PEN og Mads Brügger meldte sig ud ved samme lejlighed i solidaritet med Birgithe Kosovic og fordi PEN, ifølge Brügger, ikke klart forsvarer ytringsfriheden. …

Når man kigger tilbage på dit liv, så fremstår der jo en klassisk progressiv historie. Ung ambitiøs mand fra velbjerget journalisthjem får straks arbejde i Danmarks Radio og har alle de rigtige progressive meninger om verden. Din første udsendelse var vist ‘Danes for Bush’ med den sædvanlige nedrakning af USA?

‘Ja, det er en tilståelsessag. Det er fuldstændigt korrekt. Det var sådan som ungdomsredaktionen var i DR. Det var god latin at være progressiv.’

Hvorfor ikke sige venstreorienteret?

‘Ja, jo, men jeg har aldrig oplevet politisk kontrol.’

[...]

Og Dan Park var en øjenåbner for dig?

‘Ja. For som Søren Pind sagde om Dan Park: ‘I Danmark beskytter vi kunstnere og ikke som i Sverige, hvor man fængsler dem.’ Det ville Radio-24syv lade komme an på en prøve. …’

Bekymrede det dig, at Dan Park er udlagt som en slags nazist og hatespeecher?

‘Det vil være for simplistisk at kategorisere ham sådan. Han går efter alle og ønsker at provokere og sætte normer til debat. Hans kunst er et totalangreb på hele det multikulturelle svenske samfund. Hvis han kun var gået efter jøder eller muslimer, så havde jeg fundet ham mindre interessant som kunstner. … Beskyldningen om at han er nazist har intet med sagen at gøre, men er et forsøg på at lukke debatten ned. Han er grænsesøgende og grænseoverskridende, men helt afgørende for mig var også, at han blev smidt i fængsel og at de svenske myndigheder endda lod 8 af hans værker destruere. Det er aldrig sket i Danmark og det var så graverende for mig, at jeg måtte reagere. Det skete jo for pokker i Sverige, lige på den anden side af Øresund.’

Sagen om Dan Park blev indledningen til Mads Brüggers beslutning om at engagere sig i debatten om ytringsfriheden og sagen førte i sidste ende til opgøret i Dansk PEN, der ikke ville støtte Dan Park-udstillingen.

[...]

Er det den gamle kulturradikale elite, som man også kalder Politiken-segmentet, der stadig har fast greb om kulturlivet?

‘Ja i en vis udstrækning. Men de fremstår i stadig højere grad realitetsbenægtende. De tager små skridt henimod en erkendelse af ytringsfrihedskampens vigtighed, men tager samtidig, så snart lejligheden byder sig, tre skridt tilbage. …’

Vågner du nogle gange med sved på panden, fordi du er havnet på samme fløj som Pia Kjærsgaard og Rasmus Jarlov og ikke med de pæne progressive folk fra Politiken?

‘Jeg fortryder ikke noget, men jeg fortryder at jeg ikke gik ind i kampen tidligere. Jeg havde ønsket at jeg havde gjort det for ti år siden.’

Hvorfor gjorde du det ikke for ti år siden? Der var Muhammed-krisen og vi andre vidste da godt, hvad det gjaldt.

‘Det var vel frygten for at blive udskammet og sat i bås med bestemte personer, som Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup. Angsten for at ødelægge den gode stemning. Og det går virkelig hurtigt, når den dårlige stemning indfinder sig. I forbindelse med Dan Park-sagen kunne jeg næsten høre, hvordan dørene lukkede sig omkring mig.

Hvad er du blevet beskyldt for?

‘Jeg hører fra folk, at jeg nu pludselig bliver grupperet som højreorienteret og endda racist. Pludselig er man på det forkerte hold, fordi man forsvarer ytringsfriheden.

[...]

Du nævner DR?

Ja for DR har ladet sig fjernredigere af islamister og vover ikke at vise Muhammed-tegningerne. DR er en magtfuld institution med masser af penge og medarbejdere og alligevel lader de sig øjeblikkelig skræmme. Det er en skandale.'”

Oploadet Kl. 14:16 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


25. marts 2015

Benny Huang: “The primacy of narrative over facts is perhaps the greatest enigma of the leftist mind.”

Helt igennem forrygende artikel om venstrefløjens mytebaserede fortællinger af Benny Huang på Patriot Update – Inside the Leftist Mind: The Primacy of Narrative Over Facts.

“‘Hands up, don’t shoot!’—the rallying cry of the Ferguson protestors (or rioters, in some cases)—was always a fiction, the Department of Justice admitted last week. Michael Brown’s hands were not up and he was not attempting to surrender when Officer Darren Wilson killed him in self-defense.

That Eric Holder is finally admitting this, five months after autopsy results indicated that Brown’s hands must have been at his side, is progress, I suppose. But don’t expect too much from the attorney general too quickly. Baby steps. Despite admitting that there’s no evidence that Officer Wilson did anything wrong, Holder still wants us to contemplate why so many people believed the lie. ‘It remains not only valid – but essential – to question how such a strong alternative version of events was able to take hold so swiftly, and be accepted so readily,’ he said.

Holder’s clear implication is that the lie could only have gotten legs if it had the ring of authenticity in the ears of Ferguson’s black citizens. So even though it’s not technically true, let’s all pretend that it speaks to the larger truth that white cops routinely gun down defenseless black males for sport.

Which they don’t. In this great big country we live in, liberals have tried and failed to evidence even one example of cops wantonly murdering unarmed blacks out of racist motives. So what was the real reason so many blacks and white liberals chose to believe a story that was one hundred and eighty degrees from the truth?

Perhaps they believed ‘Hands up, don’t shoot’ because it was endlessly reported in the media. Or maybe they believed it because they detest white cops and thus instinctively believe the worst about them. It’s also possible that black Americans closed ranks around one of their own in a gesture of racial solidarity that would rightly be called racism if whites did the same thing. All of these explanations make more sense than Holder’s insinuation.

(Socialistisk Arbejderavis, 22. august 2014, s. 10: Medie for Internationale Socialister, der står bag Racismefri by)

What Holder is trying to say is that even though the ‘alternative version of events’ has been thoroughly debunked, the narrative lives on. It always does.

The primacy of narrative over facts is perhaps the greatest enigma of the leftist mind. ‘Fake but accurate’ seems to be their guiding philosophy, as evidenced by the 2004 Rathergate scandal. Seemingly intelligent people really believe that it doesn’t matter that Matthew Shepard wasn’t the victim of a ‘homophobic’ hate crime because surely someone else was. The same people also find it immaterial that Crystal Mangum wasn’t actually raped by three Duke lacrosse players because white men have been raping black women since slave times.

In place of facts they prefer compelling narrative, usually cultivated at the expense of actual people, their lives and reputations. The now utterly debunked UVA rape story that Rolling Stone ran in November is an excellent example. … When the story fell apart, Politico ran an article called ‘Why We Believed Jackie’s Rape Story.’ In a desperate attempt to rescue the narrative, Julia Horowitz, deputy editor of the campus newspaper, explained why the scandal is still a scandal even though the scandal never happen. ‘There was something in that story which stuck,’ she wrote. ‘And that means something.’ …

Another student, who asked to remain anonymous, admitted to throwing a projectile through the fraternity’s window shortly after the Rolling Stone piece was published. When he was asked if he regretted his action in light of the story’s disintegration, the student replied, ‘I’ve done some thinking about that, but the answer is no. Everyone knows this is a house that does not respect women. They are part of the problem, and I do not feel bad. We have an objective set of laws that empowers the police to kill black men with impunity and protects white rapists at UVA from prosecution.’

With the narrative hugged closely to his side, the anonymous student will sleep soundly tonight. His conscience is clear.

This tendency to elevate the narrative over the facts is not a new feature of the Left. Consider Ray Mungo, the radical 1960s journalist and co-founder of the Liberation New Service, a wire service for the underground press. … Ray Mungo pioneered the ‘fake but accurate’ standard of journalism thirty-four years before CBS used it to defend foisting forged National Guard records on the public. Clearly, Mungo was a man ahead of his time.

What liberals fail to realize is that their narrative, if it is to be worth anything, must be supported by facts. Like a house standing on a crumbling foundation, their larger, capital-T Truth cannot remain upright while its foundation of smaller truths—what used to be called ‘facts’—dissipates. But alas, for liberals, it can. A myriad of concrete examples can turn out to be bogus and their narrative will still hold, because they ‘know’ they are correct in the abstract. In their own minds, they are still right even when they’re wrong, and truthful even when they’re lying.

Oploadet Kl. 15:39 af Kim Møller — Direkte link12 kommentarer


24. marts 2015

Hørt på P1: “Men kan vi blive ved med at være rige… og samtidig forsøge at begrænse indvandringen?”

Man ved der er noget fordækt, når et venstreorienteret medie som P1 – helt atypisk, pludselig fokuserer på erhvervslivets behov. Danmark er danskernes land, ikke et aktieselskab, og likvidation kan selvfølgelig aldrig blive en mål i sig selv. Fra et indslag på P1 Morgen – Indvandrere skal redde Europa.

Vært: Fra spørgsmål om diskrimination af grundlæggende rettigheder, og et mere inkluderende Europa, så skal det så nu handle om indvandring. … God morgen Steffen Gram, internationale korrespodent her i DR. Man kan måske stille det op, at politikerne trækker i en retning, og erhvervslivet i en anden retning, når det altså gælder spørgsmålet omkring indvandring. Hvordan hænger det sammen?

Steffen Gram: Det hænger sammen på den måde, at vi er i hvert fald syv år inde i en krise… og på den anden måde, så er vi ved at indrette os sådan, at befolkningstallet i Europa falder. Vi bliver ældre og ældre, og kan ikke opretholde vores økonomiske niveau, vi kan ikke følge med innovativt og så videre, så på den ene side står vi med frygten og bekymringen for vores værdier overfor indvandrerne, på den anden side, med behovet for indvandringen.

Vært: Men kan vi blive ved med at være rige i vores del af verden, og samtidig forsøge at begrænse indvandringen.

Steffen Gram: … alle de tal fortæller jo, at det går ikke længere. … Som Mercedes-chefen sigger på den store konference i Brussels – indvandringen er helt afgørende for at vi økonomisk kan blive kørende.

Vært: Hvis vi skal samle op her til sidst. Hvis vores børn skal have en levestandard som svarer nogenlunde til den vi har i dag, så er indvandring nødvendigt.

Steffen Gram: Det er det erhvervslivet og økonomer siger. Og demografer. … Altså, hvis vores børn skal have det om ikke bedre, men ligeså godt som vi har det, så skal der en indvandring til. Fordi i kan ikke skabe det befolkningsgrundlag der kan forsørge, den voksnende gruppe af ældre.

(P1, 24. marts 2015: Verden ifølge Gram: Europa under pres)

Oploadet Kl. 16:12 af Kim Møller — Direkte link32 kommentarer


23. marts 2015

TV2 Lorry med Redox & Co. om den ‘yderste højrefløj’, herunder Pegida, og DNSB, DF’s politiske tone…

Tilbage i 2011 gav TV2 Lorry taletid til Modkraft-redaktør Rune Eltard-Sørensen, i et indslag med titlen ‘Højreekstremisme i vækst’. Spørger man revolutionære venstreradikale, så er indvandringsmodstand problematisk per definition, og anti-racisme er efterhånden blevet et parodisk slagord i stil med ‘asyl til alle’. Socialismen er som bekendt grænseløs.

Søndagsmagasinet på TV2 Lorry havde i går ‘racisme som fokus’, og jeg har sjældent set noget lignende. Først et længere indslag med Simon Bünger Paulsen fra Researchkollektivet Redox, herefter analyse ved René Karpantschof, samt et interview med Christine Bergen fra Racismefri by. Alle tre har nære forbindelser til den voldelige venstrefløj.

Simon Bünger Paulsen, der tidligere brugte alias’et ‘Bomberman’, er talsmand for en organisation, der ifølge PET er efterretningsorgan for erklærede militante Antifascistisk Aktion. René Karpantschof er tidligere BZ’er, kendt støtte af Rote Armee Fraktion og Blekingegadebanden, og bedste venner med den nu afdøde tidligere Antifascistisk Aktion-leder Martin Lindblom. Christine Bergen er talskvinde for Racismefri by, der er styret af trotskistiske Internationale Socialister (IS), som hun også er aktiv i. Gruppen samarbejder mere eller åbent med Antifascistisk Aktion, i øvrigt sammen med Børnebørn for Asyl, der også nævnes i udsendelsen.

Det ville være for omfattende, at gå i dybden med de mange postulater, men et hurtigt eksempel. Simon Bünger Paulsen hævder at højreekstremismen i København er i fremgang. Hovedeksemplet, taget fra Redox’ årsrapport 2014, er det faktum at Danmarks Nationale Front demonstrerede på Christiansborg Slotsplads den 10. maj sidste år. Demonstrationen var lovligt anmeldt, og blev som mange nok kan huske angrebet fysisk af maskerede venstreradikale i og omkring Antifascistisk Aktion. TV2 Lorry vælger sågar at vise Redox’ foto af en liggende DNSB-leder, der netop er slået i jorden af angribende venstreradikale. At bruge nationale socialister til at dokumentere problemet med højreradikalisme, understreger den skævvredne diskurs.

At der reelt er tale om venstrerevolutionære der forsøger at italesætte en for dem brugbar virkelighed, fremgår klart, eksempelvis tales der ikke om racisme, men racismeN. Det handler ikke om anti-racisme, men om at gøde jorden for åbne grænser, der eroderer nationalstaten indefra.

Indslaget kan ses online her (11,26 min).

(Simon Bünger Paulsen på TV2 Lorry, 22. marts 2015)

Sascha Yang, TV2 Lorry: FN’s internationale uge for solidaritet med folk der kæmper mod racisme og racediskrimination er netop gået i gang, og derfor stiller Søndagsmagasinet i dag skarpt på personer og organisationer i hovedstadsområdet, der til dagligt kæmper mod racisme. Vi begynder med et indslag om at de højreekstremistiske miljøer vinder frem i hovedstadsområdet. Sådan lyder konklusionen i en helt ny rapport der er udgivet af den venstreorienterede researchgruppe Redox. Researchgruppen forsøger at bekæmpe racistiske og nazistiske miljøer ved at dokumentere deres aktiviteter.

Simon Bünger Paulsen, Redox: De billeder vi ser her, det er fra den 10. maj hvor den nynazistiske gruppe Danmarks Nationale Front demonstrerede på Christiansborg Slotsplads. Demonstrationen var den første nazistiske demonstration i København siden 2. Verdenskrig.

Frank Thøgersen, TV2 Lorry: 26-årige Simon Bünger er redaktør for Redox, en venstreorienteret researchgruppe der går til yderligheder for at for at dokumentere højreradikale aktiviteter i Danmark og Skandinavien.

Simon Bünger Paulsen: Vi får konkrete dødstrusler, og samtidig med at vi er ude og afdække deres demonstrationer, så forsøger de at angribe os.

(TV2 Lorry om ‘Truslen fra højre’, illustreret med nationalsocialist, slået ned af internationale socialister)

Frank Thøgersen: Siden 2005 har Redox fulgt højreekstremistiske miljøer helt tæt på, og blandt andet været med til at infiltrere hårde nazistiske grupper.

Simon Bünger Paulsen: Det vi har her – det er Danish Defence League og gruppen Rightwings, der i forbindelse med at de forsøgte at angribe en anti-racistisk demonstration i 2014, efterfølgende blev anholdt.

Frank Thøgersen: Ved hjælp af foto, video og aktindsigt, forsøger det venstreorienterede researchkollektiv, at tage kampen op mod de højreradikale miljøer.

Simon Bünger Paulsen: Det er vigtigt, at der er nogle der beskæftiger sig med den yderste højrefløj på en kritisk måde, fordi at vi ser, at de konkret udgør en trussel mod minoritetsgrupper i Danmark, og at vi ikke mener at samfundet kan og skal acceptere at bevægelser udgør voldstrusler mod minoritetsgrupper. Vi har blandt andet set at Danish Defence Leagues medlemmer hylder terroristen Anders Behring Breivik.

Frank Thøgersen: 12. marts udgav Redox deres første årsrapport, der gør status på de vigtigste højreradikale tendenser og udviklinger, og hos dem hersker der ingen tvivl – miljøet vinder frem i Danmark.

Simon Bünger Paulsen: Det mener vi er meget skræmmende, og vi frygter derfor, at de folk der står bag det her, at de kunne finde på at lave mere alvorlige voldsforbrydelser. Og det er derfor vi i vores rapport udpeger ensomme ulve, som vi kender fra Norge med Anders Behring Breivik, som en af de største trusler mod samfundet i dag. I hvert fald fra den yderste højrefløj.

Frank Thøgersen: Det er især i hovedstadsområdet, at man ser en øget aktivitet blandt de højreradikale grupper.

Simon Bünger Paulsen: Alene i de første tre måneder i 2015 har der været ikke mindre end 17 anti-muslimske og racistiske demonstrationer i Danmark. Hovedparten af dem har foregået i København. I starten af januar blev den første danske Pegida-demonstration afholdt. Pegida er et tysk demonstrationskoncept som demonstrerer mod fundamentalistisk Islam. Demonstrationerne tiltrækker dog også folk fra den yderste højrefløj, som ikke nødvendigvis kun er imod fundamentalistisk Islam, men som er direkte racister og nazister.

(Pegida associeres med DNSB – billeder sakset direkte fra Redox-propaganda)

Frank Thøgersen: Til Pegida-demonstrationen i København i januar var der op imod 150 på gaden, og det er en skræmmende udvikling, at de anti-muslimske bevægelser kan mønstre så mange tilhængere, siger Simon Bünger.

Simon Bünger Paulsen: Tidligere når sådan nogle demonstrationer blev afholdt, er der dukket et par håndfulde op.

Frank Thøgersen: De højreradikale grupper blev for alvor synligt i Danmark i starten af 90’erne, men siden Muhammedkrisen, hvor antallet af højreradikale aktivister var på sit højeste i Danmark har antallet været støt dalende. Ovenpå terrorangrebet på Charlie Hebdo i Frankrig, Krudttønden og den jødiske synagoge i København, har de højreradikale ifølge Redox, fået endnu mere vind i sejlene.

Simon Bünger Paulsen: - så går den yderste højrefløj ud og siger – ‘se vi havde ret’. Og det er brænde på deres bål, derfor får de medvind.

Frank Thøgersen: Men Simon Bünger forudser, at de højreradikale miljøer i endnu højere grad vil vokse i fremtiden og blive langt mere synlige og ekstreme.

Simon Bünger Paulsen: Vi frygter at i forbindelse med den valgkamp der er på vej, at der kommer markant fokus på flygtninge og indvandrer-området, og at den højreradikale bevægelse der vil prøve at tage teten op, og gå ud og markere sig stærkt her. Det er noget vi har set fra andre lande i Skandinavien, blandt andet Sverige, hvor det er meget tydeligt, at når det er valgår, så er der markant forøgelse af aktiviteter på den yderste højrefløj.

(Venstreradikale René Karpantschof og Christine Bergen, anvendt som sandhedsvidner)

Efter Simon Bünger Paulsen havde ageret ekspert udi højreekstremisme, var der et kort interview med sociolog René Karpantschof. Han var ikke enig i Redox’ postulater, men lod det ikke dominere analysen.

Sascha Yang: Velkommen til dig René Karpantschof. Du er phd. og sociolog. I det her indslag kan vi høre at højreradikale ekstemister vinder frem. Hvorfor gør de det i øjeblikket??

René Karpantschof, sociolog: Det der er sket nu, der er nyt i forhold til det vi plejer at se, det er at der har været en række demonstrationer på kort tid, og det er jo overvejende de her Pegida-demonstrationer, der har været også i København, og lidt i provinsen. Ellers er det svært at sige på nuværende tidspunkt, står overfor sådan en nyt skridt i udviklingen i forhold til den politiske højrefløj, for det er stadig relativ få mennesker vi taler om. Og i det store billede, i forhold til hvordan det har været siden starten af 90’erne, der kan man ikke sige, at der er sket sådan en dramatisk forandring.

Herfra videre til et interview med en lidet troværdig tørklædeklædt muslim, der efter eget udsagn ikke kunne gå udenfor en dør uden at blive udsat for racistisk chikane. Hun var derfor blevet aktiv i Racismefri by, hvis talskvinde Christine Bergen, koblede chikanen sammen med tonen i den danske debat. ‘Muslimer vor tids jøder’ brugte Socialistisk Arbejderavis (IS-organet som Christine Bergen skriver for) tidligere som slogan, længe før Dan Uzan blev majet ned af en muslim med maskinpistol.

(Racismefri by-demo inkl. fortrykte plakater af IS-organet Socialistisk Arbejderavis: ‘Asyl til alle’)

Sascha Yang: Vi vender tilbage til dig lige om lidt. Fordi først der skal vi møde 19-årige Eman fra Nørrebro. Hun oplever stort set ikke en uge hvor hun ikke bliver udsat for racisme. Hun er troende muslim, og voldsomt forarget over den måde hun bliver behandlet, blandt andet fordi hun bærer tørklæde. Men nu har hun fået nok, og meldt sig aktivt ind i kampen for at komme racismen til livs.

Oliver Fjalland, TV2 Lorry: Alt for ofte er Eman Ahmad Mouhammad blevet udsat for racisme.

Eman Ahmad Mouhammad, muslim: Det er ikke nogen rar følelse. Det er ikke en følelse som nogen individ, jeg personligt synes skulle have. Det er forfærdeligt. Man får lyst til at græde. Man står med tårer, og prøver at bide det i dig.

Oliver Fjalland: Hun har flere gange oplevet, at blive antastet på gaden, i sin skole, og i bussen, hvor hun som bare 12-årig oplevede at en ældre mand uprovokeret råbte i en meget ubehagelig tone, at hun skulle tage hjem hvor hun kom fra.

Eman Ahmad Mouhammad: Det værste ved det var egentligt, at der var ingen i bussen der reagerede på det. Og jeg valgte så bare at stå af ved næste stop, fordi jeg kunne ikke tage at være i samme bus som den mand. Det var virkelig en ubehagelig oplevelse.

Oliver Fjalland: Siden er Eman blevet en del mere tykhudet. Desværre fordi hun har mange lignende oplevelser bag sig. Men hun oplever nu hvordan hendes mindre søskende går igennem præcis det samme som hende. En virkelighed hun ikke kan tolerere. Så hun har nu besluttet sig for aktivt at bekæmpe racismen i København.

Eman Ahmad Mouhammad: Det er fordi jeg selv følte mig hjælpeløs, at der var ingen der stod frem for mig. Jeg nægter at lade en anden person føle det jeg følte, da jeg var i den alder. Jeg synes, at vi bliver nødt til at gøre et eller andet. Om det så er ved at jeg melder mig ind i en støttedemonstration eller, at jeg siger fra i klassen, der skal bare gøres et eller andet.

Oliver Fjalland: Organisationen Racismefri by, hvor Christine Bergen er talsperson, arrangerer i øjeblikket en lang række aktiviteter der alle har det formål at oplyse om racismen og forsøge at komme den til livs.

Christine Bergen, Racismefri by: Jeg synes det er vigtigt, at vi giver et stærkt modsvar til racismen, fordi ellers vil den blive stærkere og stærkere. I går eftermiddag stod de sammen med en række lignende organisationer, under parolen, flygtninge og muslimer er velkomne. De gik fra Vesterbro Torv og ind til Rådhuspladsen. Godt 500 personer var mødt op.

Christine Bergen: Jeg håber på at bringe organisationen ud, og bringe budskabet ud om, at det faktisk er muligt at organisere sig mod racismen, og der er nogen der prøver at lave et modsvar mod racismen.

Oliver Fjalland: Modsvaret til racismen er, udover at arrangere demonstrationer, også at få sat gang i debatten, så mange steder som muligt.

Christine Bergen: Vi håber på at bringe den her diskussion ud i rigtig mange nye miljøer. Vi håber på at den her diskussion får rodfæste på mange skoler, arbejdspladser og lokalområder, og derfor har vi været ude mange steder og delt løbesedler. Vi har prøvet at være ude på skoler, og snakke med eleverne der.

Oliver Fjalland: Både Christine og Eman oplever at der i øjeblikket er et stigende behov for at svare igen på de racistiske røster.

Eman Ahmad Mouhammad: Lige her for tiden synes jeg, at det er ved at blive rigtigt meget værre.

Oliver Fjalland: - fordi de politiske tone ifølge Christine, har ændret sig markant.

Christine Bergen: Vi står overfor en valgkamp, hvor politikerne meget hellere vil snakke om asylansøgere der er en byrde for den kommunale velfærd, end de vil snakke om deres egne nedskæringer.

Oliver Fjalland: – og fordi at graden af racistiske overgreb ifølge Eman, er blevet voldsommere.

Eman Ahmad Mouhammad: Der er også flere gange, hvor man hører ens veninde som har fået rykket tørklædet af på Indre Nørrebro, hvor det før var et sted hvor det for mig vil være mest sikkert, for mig at gå. At de så får rykket deres tørklæde af, og at ikke er nogen som der reagerer på det.

Oliver Fjalland: Racismefri by reagerer, sammen med organisationer som Børnebørn for Asyl og København for Mangfoldighed. Alle med håbet om at komme racismen til livs.

Det lange indslag afsluttedes fra studiet med René Karpantschof, der trak Dansk Folkeparti ind i debatten. Han så ikke synderligt begejstret ud, men udfyldte ikke desto mindre den rolle som TV2 Lorry havde tildelt ham. Problemet med racisme, synliggjort med demonstrerende nazistser, starter med (pro-jødiske) Dansk Folkeparti.

Sascha Yang: Og René Karpantschof, hvad betyder det at der bliver arrangeret de her modsvar. Hvad betyder det for racismen?

René Karpantschof: Det er svært at sige. Det betyder i hvert fald, som de selv er inde på, arrangørerne, at de rejser debatten, og nu kunne jeg så høre, at de tager ud på skoler, og tager debatten mange steder. Og det tror jeg nu også er en fornuftig ide. Men det vil helt sikkert ikke, hvad skal man sige – overbevise alle, og mens det for nogen vil være en god anledning til at høre nogle andre argumenter, og andre måder at tænke på, Islam på, eller hvad det nu kunne være, så vil det for andre virke provokerende, og få dem til at gå i forsvarsposition. Så det kan have mange forskellige virkninger.

Sascha Yang: Eman som vi mødt her i indslaget, hun siger, at hun føler det er blevet værre efter episoden i Krudttønden. Hvordan påvirker en sådan episode racismen i København?

René Karpantschof: Ja, vi ved, fra PET’s årsopgørelser, at terrorangrebet i USA september 2001, foranledigede en hel bølge af chikaner, også grove overfald og ildspåsættelser mod – hvad nogen mener, enten tilhørte muslimer, eller var muslimer på gaden. Så det er helt sikkert, at sådan nogle episoder, det vil i hvert fald på kort sigt, fremmer chikanen, og den slags. Så det tror jeg gerne, at hun har oplevet.

Sascha Yang: Racismefri by de peger også på, hvordan skal man sige, at den politiske tone, den bliver skærpet. Hvad er det vi kan observere i den politiske tone?

René Karpantschof: Ja, alle der har fulgt den danske udlændingedebat er nok klar over, at der er nogle meget hårde synspunkter, og det har vi haft i et par årtier nu, eller hvis ikke mere. Hvor, vi hører jo ledende politikere, og det er jo selvfølgelig Dansk Folkeparti især, jeg tænker på, fremstille Islam som en religion eller en kultur der ikke kan forenes med danskhed, og som er skadelig for danskhed, og det danske samfund. Og sågar nogle fra partiet sige, at der ikke skal være plads til den kultur i Europa. Og det er klart, at det er nogle meget uforsonlige billeder der bliver skabt der, som i nogen grad også bliver overtaget af andre. og det får dem til at tænke på, at så er det nok det, der er det værste problem i vores samfund. Men derudover, så er det noglegange svært at sige, hvad betyder den politiske dagsorden, den kan i hvert fald have den negative effekt, at nogle bliver skræmte overfor muslimer generelt.

Sascha Yang: Tak skal du have René Karpantschof, fordi du kom og satte fokus på det her emne.

Indslaget efterfølges at et længere interview med David Boysen, en professionel jødisk fodboldspiller der blev truet på livet af en racistisk tilskuer under en kamp i Lyngby. Det er 2-3 år siden, og det siger sådan set alt, at man skal flere år tilbage for at finde et eksempel på dansk jødehad – et eksempel, der meget sigende, ikke inkluderer vold.

Det er nu i øvrigt ikke fordi TV2 Lorrys tre eksperter om racisme, har et særligt godt forhold til jøder. Det er ikke engang et år siden Simon Bünger Paulsen foto-registrerede deltagere ved Rasmus Jarlovs kalot-manifestation på Nørrebro. Researchkollektivet Redox er tæt forbundet med Antifascistisk Aktion, der eksempelvis faciliterede Free Gaza Movement.

René Karpantschof var involveret i støttegruppen til fordel for Blekingegadebanden, der støttede PFLP økonomisk, og stod bag den såkaldt ‘Z-file’ – oplysninger om 500 danskere med jødisk oprindelse. Christine Bergen er politisk aktiv i Internationale Socialister, der traditionelt har støttet Israels fjender, herunder PFLP og Hamas.

Efter Nyhederne (som Søndagsmagasinet var en del af), var der debatprogrammet Lounge. De to hovedpersoner i udsendelsen er aktive i pro-palæstinensiske Right to Movement. Johanne Schmidt-Nielsen er som bekendt kommunist i Enhedslisten, med en fortid i revolutionære Socialistisk Ungdomsfront.

“Almindeligvis forbinder man Palæstina med politiske konflikter. Men nu vil Lærke Hein og Signe Fischer vise Palæstina fra en anden side. De er nemlig i gang med at arrangere et internationalt maratonløb. De to kvinder kommer i studiet sammen med Enhedslistens Johanne Schmidt-Nielsen, der deltager i Palestine Marathon.” (TV2 Lorry, Lounge, 22. marts 2015)



22. marts 2015

Syrien-jihadists mor ‘tog fint imod sin søns beslutning om at blive muslim': “Islam kom som kaldet…”

Politiken giver apologien fuld skrue i de her dage, og ‘hele Danmarks Radio’ kobler sig på efter bedste evne. Historien om Lukas Dam er tragisk, men formuleret lidt kantet, så er det bedre han dør end dræber. Fra artiklen, der i lighed med seneste omgang HUT-apologi er skrevet af Jakob Sheikh – ‘Dér var han, min skatterfis, udråbt til martyr’.

“… at Lukas Dam fra Sydhavnen skulle ende sine dage som en af dem, i kamp for Islamisk Stat, havde de færreste set komme.

Han voksede op som et forsigtigt væsen, der kæmpede med at få sit verdensbillede til at passe med omgivelsernes. Lukas var diagnosticeret med Aspergers syndrom og opmærksomhedsforstyrrelse, og det gjorde hverdagen i klasselokalet på Ellebjerg Skole kompliceret. Indvendig råbte tankerne i munden på hinanden.

… selv om Lukas med en tidligere klassekammerats ord havde ‘et hjerte af guld’, tog rodløsheden med tiden fast bolig i en dreng, der magtede meget, men kunne miste grebet om endnu mere. Flere gange stak han af, han følte sig svigtet af skolen, blev svær at styre og kom ud i småkriminalitet. Det fremgår af personlige sagsakter, Politiken har set.

… en mislykket anbringelse og et senere ophold på Nexus, en institution for kriminalitetstruede unge, gjorde ikke det indvendige tordenvejr mildere, tværtimod. Ikke desto mindre var det her, omkring 15-års-alderen, at Lukas for første gang fandt sig en gruppe venner, der ifølge familien tog sig kærligt og beskyttende af hans følsomme væsen. Det betød to ting: Lukas valgte kriminaliteten fra. Og Lukas valgte islam til. …

Troen på Gud kom som sendt fra himlen. Hvor fundamentet for dagligdagen på grund af Lukas’ autisme hidtil havde været som kviksand, gav den nyfundne religion faste rammer. 5 daglige bønner og håndfaste svar på alskens spørgsmål gjorde islam tryg og let at forholde sig til.

Karolina tog fint imod sin søns beslutning om at blive muslim; det var rart at se, hvordan islam fik ham til at samle sig, tage sig en uddannelse som fitnessinstruktør og lægge kriminaliteten på hylden.

»Da Lukas sprang ud som muslim, var han midt i sit livs sværeste periode. Islam kom som kaldet, og han begyndte at få en ro, som han aldrig havde haft før. Han fandt et ståsted i sit liv, og det var fantastisk at opleve, hvordan han fik appetit på nye mennesker og på livet«, husker Karolina Dam.”

(Jihadisten Lukas Dam, Syrien, december 2014; Syrienblog)

Mere i en næsten identisk artikel på DR Online – Mor til IS-kriger står frem: Myndighederne gør ikke nok.

“Lukas Dam led af Aspergers syndrom og havde problemer med at finde sig til rette i livet. Først da han som teenager konverterede til islam, fandt han et godt sted at være sig selv. I begyndelsen var Karolina Dam lykkelig for, at sønnen havde fundet sit kald.

- Det kom bare som kys fra himlen, siger hun.

Men som tiden går, bliver Lukas Dam mere og mere fanastisk i sin tilgang til islam. Han begynder at trække sig væk fra sin familie, vil ikke være i lokalet, hvis der bliver serveret svinekød, forsøger at overbevise sin mor om, at hun skal konvertere. Til sidst forlader han Danmark og rejser mod Syrien uden at sige farvel. For Karolina Dam er det vigtigt at understrege, at det ikke er islam, der er skyld i hendes søns skæbne.

– Vi skal kunne skelne mellem islam og en sekt (Islamisk Stat, red.), der manipulerer med islam. At muslimer ikke er terrorister, siger hun.”

Oploadet Kl. 20:57 af Kim Møller — Direkte link34 kommentarer


21. marts 2015

Set i Politiken: Palæstinensere mente Muhammedtegningerne indikerede at ‘holocaust var undervejs’

Islamismen er en global ideologi, men skal der findes en særlig national forklaring, så må fokus rettes mod integrationslobbyen der har bildt tilrejsende muslimer ind, at Danmark er et kulturelt tomrum hvor alt er til forhandling bortset fra Islam. Apologien for Omar Hussein nåede nye højder i onsdagens Politiken, hvor antropolog Anja Kublitz gengiver absurditeter fra herboende palæstinensere, forklarer jødehad med sociale problemer, og drømmer sig tilbage til de glade 90’ere, da flygtninge blot støttede venstreorienterede terrororganisationer.

Fra Politiken – Uvelkommen i sit eget land.

“Heller ikke september 2005 var nogen drømmemåned for palæstinensiske flygtninge i Danmark. Den ene dag kunne de læse i avisen, at Dansk Folkepartis mavedanser Louise Frevert satte lighedstegn mellem muslimer og kræftceller. Den anden dag stod Brian Mikkelsen, kulturministeren, på talerstolen ved de konservatives landsmøde og kaldte den muslimske kultur for middelalderlig. Og netop som ramadanen, muslimernes højtid, var begyndt, trykte Jyllands-Posten en masse tegninger, som latterliggjorde deres profet.

Det var i kølvandet på Muhammedtegningerne, at flere af de palæstinensiske familier i ghettoerne, som antropologen Anja Kublitz havde kontakt med, begyndte at udspørge hende: Hvordan vidste jøderne, at Anden Verdenskrig var ved at bryde ud? Hvornår vidste de, at jorden brændte under fødderne på dem – at holocaust var undervejs. Hvad var tegnene?

‘De følte, at det danske samfund var efter dem på alle mulige måder – og nu også efter deres religion. Mange af de samtaler, jeg havde med dem, tog udgangspunkt i den her ‘så tag dog hjem’-stemning, der var omkring dem. De følte, at de var nødt til at flygte, men de vidste ikke hvorhen. De har jo ikke noget land. Og de havde heller ikke ressourcerne. Nogle af dem af har knap nok ressourcerne til at komme til en anden by’, siger Anja Kublitz. …

Den dårlige nyhed er, at september 2005 ikke var noget lavpunkt. De palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere er for en stor dels vedkommende præget af voldsommere sociale problemer end for ti år siden. Et åbenlyst symptom på tilstanden er Omar el-Hussein…

‘Vi kan ikke forklare præcis, hvorfor han greb til våben, men vi kan fortælle, at der er rigtig mange, der er vrede på det danske samfund og føler sig udelukket af det. Der er Omar ikke exceptionel overhovedet, selv om det ville jeg ønske, at jeg kunne sige, han var’, siger Anja Kublitz. …

‘Hvis du har den hudfarve, den alder, det køn og bor i det område, er der er en stor risiko for at blive tilbageholdt. De unge drenge er i perioder blevet kropsvisiteret dagligt. Det er et meget uheldigt møde med den danske stat. Hvis man er en pubertetsdreng, der ikke føler sig helt tilpas i sin egen krop, er det ikke så sjovt at blive stoppet af politiet og bedt om at tage bukserne af i det offentlige rum’, siger Anja Kublitz. …

De unge føler ikke, at forældrene forstår deres afmagt over for den diskrimination, de føler, at de bliver udsat for.

(Se evt. Omar Abdel Hamid el-Hussein, danskfødt palæstinenser – ‘… han hadede jøder’)

Op gennem 1990’erne kommer der større fokus på muslimsk kultur i Danmark. … Og, jovist, palæstinenserne var muslimer, men deres identitet var mere præget af, hvilken fraktion af PLO (Palæstinensernes Befrielsesfront) de tilhørte i flygtningelejrene. Og det var alt fra marxistist-leninister til sekulære socialistiske partier.

Nu er der en ny terrorpakke på vej. Er folk i miljøet vrede på Omar?

‘Der er flere, der ikke mener, at de to drab er Omars skyld, men derimod at det er tegningesagens skyld. …’.”



18. marts 2015

Politiken om HUT-leder: “Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.”

Det er ikke umuligt at gøre karriere i en venstreorienteret medieverden, selvom man stikker lidt ud fra konsensus, hvis bare det overordnede er på plads. Et par eksempler. I søndagens kronik i Politiken nævner den ellers driftsikre Adam Holm, at han var venstreorienteret som ung, men siden har ændret holdning. Budskabet er dog ikke desto mindre, at der skal mere opmærksomhed på borgerlige anti-kommunister. Så vidt den indlejrede borgerlige meningsdanner.

Et par dage senere blev Søren K. Villemoes interviewet til det socialdemokratiske netmedie Piopio om Hizb-ut-tahrir. Selvom de imiterer ‘venstrefløjens sprogbrug’, så er det vigtigt at huske på, at HUT er ‘en organiseret højreekstrem politisk gruppering’. Anti-demokraterne er højreorienterede, fordi de er anti-demokrater.

Hvis journalister i ramme alvor betragtede Hizb-ut-tahrir som en art højreekstremister, så ville Politiken ikke lave et journalistisk portræt af organisationens talsmand, helt blottet for konfrontatorisk skarphed. Jakob Sheikh i Politiken om Islamisternes nye pæredanske stjerne.

“‘I dag er vi alle sammen jøder’. I et kort øjeblik breder uroen sig. Hvad har han dog gang i? Enkelte fniser indforstået; de lader til at have fanget sarkasmen. De fleste andre kigger spørgende på sidemanden. … ‘I dag er vi allesammen jøder’, gentager han og samler selv tråden op:

‘Det var sådan, vi så den politiske elite samlet foran synagogen i Krystalgade for to uger siden. Anledningen kender vi alle sammen. Begivenheder som resulterede i tre døde, og som i dag bliver betegnet som Danmarks allerstørste terrorhandling’.

Men politikernes logik er hyklerisk, forklarer Junes Kock. Talens indledning var polemisk ment. For det handler i virkeligheden om, at det danske samfund har en anden og mindre solidarisk holdning over for muslimer end over for jøder og andre mindretal…

To dage senere. Klokken har passeret 10, da Junes Kock kanter sin overkrop ud af dynejakken og sætter sig ved cafebordet et stenkast fra Nørrebrohallen, der dannede rammen om debatmødet i forgårs. … De fremmødte journalister ville blandt andet vide, hvad Hizb ut-Tahrir mener om Danmarks jøder, hvad Hizb ut-Tahrir mener om vold mod civile, og hvad Hizb ut-Tahrir mener om den 22-årige gerningsmand bag attentaterne i København.

Junes Kock trækker på smilebåndet, klør sig lidt i det veltrimmede røde skæg. … Til at styre Hizb ut-Tahrir gennem tumulten har partiet sat sin lid til sin 36-årige danske talsmand. Den ingeniøruddannede Kock beskrives blandt talrige kilder i det islamistiske miljø, som Politiken har talt med, som en rising star, der samler yderfløjene, taler til begge lejre og med sin danske baggrund har bragt Hizb ut-Tahrir fornyet popularitet.

At der er hold i påstanden, er nemt at konstatere: Moderate muslimer, der ikke nødvendigvis deler ideologi med Hizb ut-Tahrir, dukker i stigende grad op til partiets møder.

Junes Kock optræder høfligt, men afmålt. Således har han minutter forinden insisterende undskyldt for at få lov til selv at betale for sin hyldeblomstdrik. … Lige nu spiller cafeens anlæg Medina og Justin Timberlake. Lidt af et sceneskift fra debatmødet i forgårs, der blev åbnet med koranrecitation. Men selv om Junes Kock hverken hører musik eller går på café, begår han sig fint i begge verdener. Som konvertit har Kock altid haft tæt berøring med det samfund, han nu mener, hviler på forkerte demokratiske værdier.

»I min opvækst har jeg haft kontakt til masser af danskere, jeg fik det jo ind med modermælken. Så jeg kan begå mig alle steder’.

Måske er det også derfor, talsmanden ofte udtaler sig mere nuanceret end sine forgængere på posten om den muslimske krænkelsesfortælling, som Hizb ut-Tahrir ofte beskyldes for at trække nærmest per automatik ved enhver lejlighed. …

Selv er Junes Kock træt af at blive konfronteret med, at han er talsmand for et voldeligt parti. Han peger på, at Rigsadvokaten flere gange har konkluderet det modsatte og standset politiske forsøg på at få Hizb ut-Tahrir tvangsopløst ved lov. …

‘I Danmark arbejder vi for at bibeholde de bedst mulige betingelser for muslimerne. … for de muslimer, der opholder sig her permanent, vil vi påminde dem om, at de er en del af en global islamisk nation’.

[...]

Junes Kock voksede op som Mads Kock Johansen på firsernes Nørrebro, hvor subkulturer som bz-bevægelsen og de autonome omkring Ungdomshuset satte en ære i at tage stærk afstand fra omverdenen. Men kvarteret fostrede også en anden subkultur, der heller ikke kunne genkende sig selv i samfundet. … På Blågårds Plads voksede Mads op sammen med den store gruppe af efterkommere, der blev opdraget til at have hovedet i Danmark, men hjertet i fædrelandet.

Selv havde Mads bedre forudsætninger end mange af sine kammerater. Han kom fra en familie i ‘den øvre middelklasse’ med samfundsdiskussioner over middagsbordet, en morfar, der lærte ham at binde slips og butterfly, og en mormor, der fastholdt, at mænd gik i sorte sko efter klokken 18. Faren var forfatter, mosteren var forlagsredaktør, og Mads’ mor en del af 68’er-generation, ‘lidt kommunist, lidt hippie, men meget intellektuel – som så mange andre’, som Junes Kock i dag formulerer det.

Frygten for at bryde med autoriteter og gå egne veje har aldrig tynget ham.

‘Jeg er vokset op i et aktivistisk miljø. Som barn blev jeg slæbt med til demonstrationer imod Barsebäck og atomkraft’.

Mads blev indskrevet på Hellig Kors Skole i Skyttegade, hvor han kom i klasse med en gruppe muslimske efterkommere. …

‘I mange år før jeg blev muslim, var jeg meget eftertragtet. Jeg er vokset op i et indvandrermiljø og kender virkelig mange. Det betød, at jeg kunne tage til Ishøj eller Brøndby Strand, hvor døren stod åben for mig, hvor den stod lukket for alle andre. Jeg kom aldrig i problemer. Og fordi jeg samtidig er dansk, blev jeg respekteret af alle mulige andre’, siger han i dag.

Nørrebroeren har siden kunnet bruge respekten fra begge verdener, når han eksempelvis har givet flere bandemedlemmer karantæne fra at komme på de computercaféer, han op gennem de seneste år har været medejer af. Modsat mange andre butiksejere i København nyder han så meget ‘street cred’ i miljøet, at de til tider egenrådige ballademagere lytter og smutter.”



17. marts 2015

Alternativets Ulla Sandbæk: Israel har ikke ret til selvforsvar, “Hamas er en frihedskæmperbevægelse”

“Er det ikke svært at være udenrigsordfører for et parti som ikke har en udenrigspolitik?”, spurgte Radio24syv her til morgen sognepræst Ulla Sandbæk, der er spidskandidat for Alternativet og partiets officielle udenrigs- og asylordfører. Hun var netop blevet sat på plads af partileder Uffe Elbæk. Fra det originale interview i Det Røde Felt, der startede det hele – Har Alternativet et alternativ til den første udenrigs- og asylpolitik? (15. marts 2015).

Lars Trier Mogensen, Det Røde Felt: Hvad mener Alternativet om Israel/palæstina-konflikten, og hvad er det for nogle løsninger I ser for Jer?

Ulla Sandbæk, Alternativet: Vi ser for det første den løsning, at vi er nødt til at anerkende Palæstina, som man jo ikke har været villig til at gøre. Og så siger vi også, at man er nødt til at anerkende, at Palæstina er et besat område. Det vil sige, at hele den italesættelse af, at Israel har ret til at forsvare sig selv, den bliver vi nødt til at holde op med. En besættelsesmagt har ingen ret til at forsvare sig selv. Sådan er det rent lovmæssigt, statsligt. Og derfor så er Hamas heller ikke nogen terrorbevægelse. Hamas er en frihedskæmperbevægelse, og før vi anerkender Hamas, og dermed anerkender, at for at der kan komme en to-statsløsning, således at Palæstina kan opstå som stat, så er Gaza og Vestbredden nødt til at blive et sammenhængende område. Det bliver de ikke, så længe man siger at Hamas er en terrorbevægelse.

(Alternativets 3. vej – lidt mindre Israel, lidt mere Hamas; Foto: collage)

“En af mine pointer var, at israelerne nærer en mistillid til palæstinenserne. Når mere end 50 pct. af palæstinenserne støtter jihadistiske grupper, der vil udslette Israel og når skoler bliver opkaldt efter mordere og terrorister, så får israelerne den klare opfattelse, at freden ikke er inden for rækkevidde.” (Jonatan Møller Sousa i Deadline, 16. marts 2015)



15. marts 2015

Trykkefrihedsselskabet 10 år: Virkelighed vs journalistik, Weekendavisens bekvemme positionering…

Højreorienteret er efterhånden blevet en etikette den journalistiske venstrefløj bruger om velorienterede. Flere har kommenteret Søren Villemoes’ karaktermord på Trykkefrihedsselskabet i seneste udgave af Weekendavisen, så lad mig nøjes med de positionerende ord – Dagbog fra en uriaspost (ikke online).

“På lørdag er det ti år siden, at Trykkefrihedsselskabet havde sin stiftende generalforsamling. I selskabets levetid har vi oplevet en Muhammedkrise, adskillige mordforsøg på bladtegnere, redaktører, journalister og forfattere. Alene i år har vi set terrorangreb mod en avis og et jødisk supermarked i Paris, og i København mod et ytringsfrihedsarrangement og en synagoge. I 2013 oplevede Lars Hedegaard selv et attentat, da en terrorist forklædt som postbud, forsøgte at skyde ham med en pistol. Det har ikke ligefrem skortet på episoder, der har kunnet bekræfte selskabet i sin eksistens-berettigelse. …

Da terroren ramte København 14. februar, havde mange svært ved at forklare, hvad der var sket. Men i Trykke-frihedsselskabet var det intet problem. Her havde man advaret om netop dette i et årti. …

Nogle gange skal man have tunnelsyn for at få øje på noget, andre først opdager sent. Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side. En trussel de måske ikke anede, da Muhammedkrisen ramte Danmark, og mange gik tabt i procedurespørgsmål om ambassadørmøder og undskyldninger. I årevis har det været et betændt spørgsmål, indsmurt i kulturkamp.

Katrine Winkel Holm beklager sig over ‘positionisterne’. Folk, der ellers burde være enige med Trykkefrihedsselskabet om at forsvare ytringsfriheden, men som ikke vil kendes ved selskabet på grund af smålig, politisk positionering. Hun hævder, at selskabet er åbent for alle uanset politisk og religiøst ståsted. Men antologien dokumenterer, at selskabet ikke kan sige sig fri for at have bidraget til at gøre ytringsfriheden til et spørgsmål om meget andet end blot en demokratisk rettighed.

I Trykkefrihedsselskabet ser man ytringsfriheden uløseligt forbundet med kristendommen. … Det er muligt, at Trykkefrihedsselskabet teknisk set ikke har valgt et politisk eller religiøst ståsted. Men det er samtidig uomgængeligt, at de har en nationalkonservativ, kristen sjæl. …

Selskabet er vokset ud af en borgerlig, tidehvervsk modkultur, der følte sig trådt på af de kulturradikale i Dansk PEN. Denne følelse af at være uønskede af det gode selskab, i opposition til de herskende forestillinger og først med de grumme varsler, gennemsyrer selskabets ånd.

Efter Muhammedkrisen tiltrak foreningen en bred vifte fra centrum-højre, blandt andre politikere som Søren Pind og Naser Khader. Flere mediesager har siden destilleret selskabets medlemsbase. … Når man ser sig selv under angreb, er man mere tilbøjelig til at bære over med fejl indbyrdes. Det kan måske forklare, hvorfor man i miljøet omkring Trykkefrihedsselskabet har en nænsom (onde tunger ville sige apologetisk) omgang med og omtale af grupper og personer, andre ville opfatte som ekstreme. For eksempel byder antologien på to bidrag af leder af Pegida i Danmark, psykologen Nicolai Sennels. Sennels er kendt i internationale anti-islamkredse for en artikel, hvor han konkluderer, at muslimers genetiske arvemasse »uden tvivl« har taget skade af 1400 års indavl.

I antologien kan man også læse en artikel om den svenske kunstner Dan Park skrevet af Uwe Max Jensen. Her får man at vide, at Dan Park er blevet kritiseret for at have deltaget i demonstrationer med ‘højreorienterede’. Og der sættes spørgsmålstegn ved, om Park i det politisk korrekte Sverige »overhovedet kunne indgå i sammenhænge, som hans modstandere ville finde tilfredsstillende.« Det fortælles dog ikke, at der var tale om det nynazistiske Svenskarnas Parti.

(Weekendavisen, 13. marts 2015, s. 4, Dagbog fra en uriaspost)

“Man kunne sige at TFS’ eksistensberettigelse står og falder med om de har fat i den lange ende hvad angår analyserne af islam og ytringsfrihed… Ingen redaktionschef eller kollega til Søren Villemoes har dog delt denne prioritering, og anbefalet ham at opgøre Trykkefrihedsselskabets 10 år ud fra det faktuelle. Villemoes har tværtimod begået en jubilæumsartikel (‘Dagbog fra en uriaspost’, WA 13.3.2015, ikke online) der er ‘so 2005′, hvilket vil sige at fingerpegning og karikeret gengivelse af TFS’ verdensbillede og bestyrelsens angivelige idiosynkrasier er comme il faut. I denne verden er 10-års statusopgørelse og analyse lig med placering af hovedaktørerne i de københavnske symbolanalytikeres økologi og indbyrdes klanfejder. I det Villemoes’ske univers er det således en kilde til indsigt at TFS blev grundlagt i ‘et røgfyldt kontor’ (associationerne er åbenlyse for enhver), og kan man ikke argumentere imod det overordnede kan man altid grine og gøre nar…” (LPFC på Snaphanen, 14. marts 2015)

“I en artikel fra i går i WA med overskriften ”Dagbog fra en uriaspost” ved Søren Villemoes godt, at han hellere må leve op til WA´s uudtalte forskrift om efterplapren af alle de andre, der ikke har set det rene liberale lys og dermed ubekymretheden om konsekvenserne af fortsat masseindvandring fra den tredje verden, ikke mindst den muslimske verden. … Ét sted et godt stykke henne i artiklen står der følgende: ”Mange vil formentlig i dag give selskabet ret i, at der vitterlig er en trussel mod ytringsfriheden fra islamisk side.” For resten af pengene er der tale om forsøg på lige dele latterliggørelse og intimidering.” (Morten Uhrskov, 14. marts 2015)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper