25. april 2017

Tidl. korrespondent: Politiken frygtede for vort omdømme, men er selv kilde til de negative historier

For et par uger siden bragte Weekendavisen en kronik af tidligere EU-korrespondent Erik Høgh-Sørensen, der påpegede at Politiken kørte et parløb med New York Times, i forhold til at sætte Danmark og den danske udlændingepolitik i dårligt lys. Høgh-Sørensen påpegede, at Politikens dækning bør afbalanceres med alternative medier, herunder Uriasposten.

Tidliger redaktionschef for Politiken Jacob Nielsen svarede i fredags. Kronikken beskrives som et langt konspiratorisk causeri, og anbefalingen af Den Korte Avis og Uriasposten var udtryk for kronikørens ‘journalistiske deroute’. Døm selv.

Kronik i Weekendavisen Erik Høgh-Sørensen i Weekendavisen.

Politiken som omrejsende imam (7. april 2017)

Før vedtagelsen af den omstridte smykkelov advarede dagbladet Politikens daværende chefredaktør Bo Lidegaard 26. januar 2016 på lederplads om risikoen for en ny Muhammedkrise.
Nyheden om smykkeloven var gået ‘verden rundt som et skræmmeeksempel på, hvor små og uværdige selv højt respekterede demokratier kan blive,’ skrev Lidegaard og tilføjede:

‘Det kan godt være, at omverdenen har misforstået intentionen [med loven], og det er muligt, at der kan findes eksempler på, at også andre lande konfiskerer værdier. Men det ændrer ikke ved, at smykkeloven har fået sit eget liv, og at en vedtagelse vil skade Danmark enormt.’

Lidegaard advarede om ligheden med Muhammedkrisen i 2005: ‘Også dengang var dunkle kræfter på spil, og også dengang havde mange af dem, der råbte højest, deres egne grunde til at tillægge Danmark skumle motiver og handlinger.’

Bo Lidegaard havde næppe sin egen avis i tankerne som en ‘dunkel kraft’ med ‘egne grunde’ til at ’skade Danmark enormt’. Ikke desto mindre viser Politiken sig ofte at være hovedaktør i det velrenommerede New York Times’ negative historier om Danmark.

Opskriften er groft sagt, at Politiken-journalister først fodrer undertiden partiske oplysninger og citater til den amerikanske avis. Derefter overgår internationale medier hinanden med kritisk dækning, hvorpå Politiken (og dens uofficielle partiorgan, Det Radikale Venstre) til sidst bruger den udenlandske kritik som argument i den hjemlige debat.

Smykkeloven er ét af flere eksempler. Politiken figurerede, og figurerer, som overeksponeret kilde i New York Times og får konsekvent ros for at være en ‘førende’ avis i Danmark.

Smykkesagen blev for alvor international, da Dan Bilefsky fra New York Times skrev to artikler 13. og 26. januar 2016. I den første artikel satte daværende Politiken-redaktør Jakob Nielsen tonen ved at beskrive Danmark som ‘en af verdens mest generøse velfærdsstater’ med tilføjelsen ‘nu prøver regeringen at forværre vores image’.

New York Times begik imidlertid mindst to fejl. For det første blev nazikortet trukket. Bilefsky kontrasterede smykkeloven med redningsaktionen i 1943, da størstedelen af de danske jøder blev bragt i sikkerhed i Sverige. Kontrasten er falsk, for i 1943 var det naturligt for mange almindelige danskere at hjælpe en velintegreret minoritet, dvs. jødiske nabofamilier, mod en fælles nazistisk fjende. Det var ikke tilfældet i 2015 og 2016, da tusinder af mestendels mandlige muslimske migranter ankom til Danmark efter at have passeret adskillige sikre lande såsom Tyskland.

For det andet er New York Times-artiklerne præget af udeladelser eller nedprioritering af relevante og nuancerende oplysninger. En af disse nedprioriteringer handler om, at Danmark
i dag er præget af utryghed, fordi velfærdssamfundet er ved at falde fra hinanden. Dette er af enorm betydning i Danmark, men for især amerikanske mediebrugere udgør dette aspekt en kulturkløft. De kender ikke velfærdssamfundet i samme grad og har svært ved at forstå, at danskere på tværs af partiskel værner om det. I den sammenhæng var smykkekonfiskationsloven at betragte som en ligestilling mellem asylansøgere og danske bistandsklienter, der også skal bruge af egen opsparing, før de kan modtage offentlige ydelser.

Ganske sigende ignorerede både Politiken og New York Times en opsigtsvækkende tragedie, der udfoldede sig nøjagtig samtidig med smykkeloven. Den 12. januar 2016 døde en 46-årig etnisk dansk hjemløs i ætsende kulde i København på Købmagergade. Den kolde mand sov ind, mens han i myldretiden lå på en af landets travleste gågader. Tragedien var en god mulighed for i al fairness at beskrive det danske dilemma mellem trængt offentlig økonomi, velfærd og migration.

Nu er Politikens journalister, herunder Jakob Nielsen, ikke ansvarlige for, om New York Times laver fejl. Og dog. Både Nielsen og Bilefsky befandt sig i Bruxelles for godt 10 år siden som medlemmer af det internationale pressekorps. Her er det god skik at tilsidesætte egne politiske holdninger, hvis en forudsætningsløs udenlandsk kollega skulle bede om råd om eksempelvis danske forhold. Jeg har selv rådgivet Bilefsky, mens jeg var EU-korrespondent i Bruxelles.

Naturligvis kan man ved en sådan lejlighed bruge sin ytringsfrihed, som man vil, men i stigende grad er New York Times endt med at fremstå som en skinger oversættelse af Politikens lederartikler. Dette gjorde sig eksempelvis gældende, da Jakob Nielsen og yderligere én Politiken-journalist deltog i Bilefskys artikel 15. marts 2017 om integrationsminister Inger Støjbergs (V) omstridte asylstrammer-kage.

I artiklens top lød konklusionen: ‘For ikke længe siden brystede Danmark sig af sin humanisme, gavmilde ulandsbistand og en gæstfri holdning til udlændinge. Tiderne har ændret sig.’ Påstanden blev ikke understøttet af kilder, idet Støjbergs lagkage på ingen måde gav sagligt grundlag for en generalisering om ‘Danmark’.

Ligeledes med Bilefskys beskrivelse 20. januar 2016 af den såkaldte frikadelle-krig i Randers. Også her figurerede Politiken. En indvandrer blev citeret for, at Dansk Folkeparti ‘taler på vegne af svin’, og læserne blev snydt for oplysningen om, at nogle randrusianske institutioner vitterlig havde fjernet svin fra menuen, tilsyneladende af hensyn til islam.

New York Times ignorerede også dyrevelfærds-aspektet, hvilket afspejler en kulturkløft vedrørende religion. Et bredt udsnit af danskerne nærer uanset partifarve uvilje mod dyrplageri afstedkommet af irrationelle religionsfølelser. På dette felt mindede New York Times om et andet amerikansk medie, TIME Magazine, som i juli 2015 måtte beklage en artikel om et ‘nyt’ dansk forbud mod kosher- og halalslagtning. Forbuddet viste sig at være et halvandet år gammelt krav om, at dyr skal bedøves inden slagtning. Formelt var forbuddet religionsneutralt, men i Politiken fik ekstreme religiøse kredse lydhørhed i deres kamp mod dyrevelfærd. Temaet i et indlæg 22. februar 2014 var, at ‘danskerne er jo ekstremister’.

Også bilafbrændingerne i Danmark fik 10. oktober 2016 en ganske skæv beskrivelse i New York Times. Her forklarede Politiken-journalist Frank Hvilsom vandalernes mulige motiver ud fra ‘en giftig debat om immigration i dette land og immigranter, som får at vide ‘du er ikke dansk’.’

Udeladt var den kendsgerning, at både motorvejs-steninger og bilafbrændinger i nogle tilfælde er foretaget af personer med muslimsk baggrund, samt at danske kriminalitetsstatistikker rummer en grel overrepræsentation af folk med rod i islamisk kultur. Mens denne kendsgerning lades uomtalt, har New York Times omvendt brugt ordet xenofobi, dvs. fremmedhad, i beskrivelserne af Danmark.

Det karakteristiske er, at udenlandsk presse kun overfladisk strejfer utrygheden og presset mod velfærdssamfundet. Mulighedernes kø er ellers lang. Den danske utryghed kunne Bilefsky såmænd nemt beskrive uden at skulle sige farvel til kilderne i Politiken. Han kunne lave et interview med JP/ Politikens ledelse om dens krænkelser af ytringsfriheden i form af hård censur mod manden bag Muhammedtegninger ne, Flemming Rose. Dette blev blotlagt i 2016 i bogen ‘De besatte’. Den dødstruede Roses hårde exit fra en avis, han havde tjent loyalt i 16 år, er en relevant global nyhed. New York Times kunne også beskrive, hvordan 74 procent af de såkaldte ‘asylbørn’ viser sig at være over 18 år. Der er altså tale om voksne, som prøver at snyde sig til dansk velfærd.

Til forsvar for Bilefsky skal nævnes, at der er forskel på amerikansk og dansk journalistik. Det bemærkede jeg selv, da jeg som amerikanskuddannet journalist efter nogle års arbejde
i Californien vendte tilbage til Danmark i 1994. Jeg fandt et nogenlunde fristed på Ritzau, men opdagede snart, at danske medier har ret svært ved at efterleve princippet om tilstræbt objektivitet. En undersøgelse viste i 2012, at omkring 30 procent af danske journalister var tilhængere af Det Radikale Venstre, og 80 procent af de adspurgte ville stemme »rødt-grønt«. En procent sympatiserede med DF.

Det belyser, at danske journalisters tradition for tilstræbt objektivitet ikke er helt stærk nok til, at de politiske holdninger bliver filtreret væk i nyhedsdækningen. Netop heri finder man nok en hovedårsag til almindelige danskeres mistillid til elite-medierne. Netop heri ses også en årsag til Bilefskys fejl. Han stoler på det ‘førende’ dagblad Politiken uden at afsøge modpoler som Den Korte Avis eller Uriasposten.

New York Times’ fejl og manglende balance er fortsat Bilefskys ansvar, og jeg har i hovedtræk foreholdt ham kritikken i denne kronik. Hans version kunne være kommet med, men må vente til en anden god gang. Naturligvis skal han og New York Times fortsat skrive efter avisens 120 år gamle slogan om ‘all the news that’s fit to print’. Ordsproget blev i øvrigt opfundet som led i et opgør mod partisk skandalejournalistik.



22. april 2017

Irreversibel tilstrømning af ikke-vesterlændinge blev gennemført ‘på trods af befolkningens flertal’

Torsdag havde jeg besøg i privaten af en halvkendt journalist, der ville høre hvordan verden så ud fra bloggerens synsvinkel. Han lød ikke så ideologisk som forventet, men der er stadig en verden til forskel på journalisten og historikeren. Tidsperspektivet, ikke mindst. Overdrivelse fremmer forståelsen…

Hvis en mand spiller russisk roulette med fire patroner det ene år, og næste år planlægger at gøre det med to, så ser journalisten det som en markant forbedring – problemet er næsten løst. Historikeren ser lidt anderledes på det.

Her et citat fra Erik Holsteins anmeldelse af Mattias Tesfayes seneste bog.

“Tesfaye refererer hyppigt til meningsmålingerne gennem hele perioden – og de viser et fuldstændig entydigt billede: Der var på intet tidspunkt gennem de 50 år et flertal for en massiv tilstrømning af ikke-vestlige indvandrere og flygtninge.

Den mest gennemgribende ændring af det danske samfund i mere end hundrede år blev ført igennem på trods af befolkningens flertal. Tilmed en ændring, der i modsætning til næsten alle andre politikområder ikke kan omgøres.”

(Robert de Niro som ‘Michael’ i Michael Ciminos The Deer Hunter, 1978)

“Don’t worry, in five minutes we’re gonna be outa here… It’s gonna be all right, Nickie, go ahead. Shoot. Shoot, Nickie.” (‘Michael’ til ‘Nick’, Deer Hunter, 1978)

Oploadet Kl. 09:19 af Kim Møller — Direkte link52 kommentarer


20. april 2017

Boualem Sansal i Politiken: “For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer…”

Jeg har tidligere citeret Boualem Sansal, men det kan ikke gøres for ofte, selvom det meste er kendt viden. Slagene rammer dog dybere, når de ikke kommer fra Mogens Glistrup eller Lars Hedegaard, men en mørklødet mand fra Tissemsilt-provinsen i det nordlige Algeriet.

Interview med den algeriske forfatter Boualem Sansal i selveste Politiken – Islam kan skabe borgerkrig i Frankrig (kræver login).

“Fra sin udkigspost i det stadig mere islamiserede Algeriet er Boualem Sansal stærkt bekymret over udviklingen i Frankrig. Den 67-årige forfatter til romanen ‘2084: Verdens ende’, som har solgt mere end 300.000 eksemplarer i Frankrig, ser et land, hvor tryghed og sammenhængskraft er truet. …

Sansals ‘2084’ foregår i et ekstremt religiøst diktatur, der er lige så tømt for frihed, mangfoldighed og tolerance, som Orwells samfund er det. Forskellen er, at fanatismen og totalitarismen i Sansals dystopi er religiøs. Det er et rendyrket islamistisk samfund, han fremmaner, og selv om titlen angiver, at der er tale om en fremtidsfabel, er den i høj grad inspireret af truslen fra islamismen, som han kender fra sit eget land og fra terrorens Europa i disse år.

Og for Boualem Sansal er Frankrig, Europas sekulære kerneland, intet mindre end truet på livet: ‘Frankrig er så udsat, fordi radikaliseringen af unge muslimer er så fremskreden, at den er næsten umulig at stoppe. Jihadisterne, der har kæmpet for Islamisk Stat, vil skubbe yderligere til udviklingen, når de kommer hjem og udløser nye terrorangreb. Der vil opstå en borgerkrigslignende tilstand, fordi den yderste højrefløj i Frankrig også er i gang med en voldsom radikalisering’. Sansal ser også en ’snigende islamisering af Europa’ udløst af Tyrkiets præsident, Erdogan, ligesom han mener, at tilstrømningen af indvandrere og flygtninge i Europa vedblivende vil skabe problemer: ‘Når den sidste romantik omkring flygtningenes ankomst er væk, og de bliver overladt til sig selv, til arbejdsløshed og modstand fra den øvrige befolkning, bliver de nytilkomne muslimer et let mål for islamistisk rekruttering’, siger han.

[…]

Efter at Algeriet var blevet uafhængigt, var der 250 boghandlere og 150 biografer i landet, nu er der 4-5 boghandlere og ingen biografer, fortæller han. Hans landsmand og kollega Kamel Daoud blev dømt til døden af islamister for blot at have antydet, at han ikke var troende.

Hverken islamisterne, regeringen eller den akademiske elite i Algeriet kan lide ham, siger han: ‘De mener, at denne Boualem Sansal taler for meget, er for kritisk over for islam, er for provestlig, er ven med jøderne, og de bryder sig ikke om, at han har været i Israel. De mener slet ikke, at han fortjener at bo i Algeriet’, siger Sansal…

For Sansal er det ikke kun fanatikerne, men selve islam, der truer de værdier, Frankrig er baseret på, fordi islam i bund og grund ikke tillader, at der er andre værdier end dens egne:

‘Europæere forstår ikke, hvor dybt islam udfylder den enkelte muslims liv. Islam er ikke en religion, der kun lever i privatpersonens hjerte, men en kultur, en juridisk kode og en politisk ideologi, der udfylder hele individualiteten. Det skaber enorme problemer i de europæiske nationalstater. …’. …

‘Hvor slutter islam, og hvor begynder islamismen?’, funderer Sansal.

Spørger altså Boualem Sansal, der lyder som en islamofob, men selv kalder sig ‘behaviorist’ i forhold til islam, fordi han mener, at hans udsagn er baseret på objektive iagttagelser af en adfærd.”



16. april 2017

Tidsånd: “Alle disse absurditeter er nu så grelle, som det kun ses lige før et paradigmes sammenbrud.”

Paradigmeskiftet er så småt på vej, men det bliver næppe en hyggelig reception, hvor nationalsindede konservative stille og roligt tager dirigentstokken fra internationalisterne og deres gæster. Jeg frygter det værste, og håber det bedste, men uanset hvad: Det er klart bedre end alternativet. Der er ikke noget alternativ.

Martin Paludan-Müller i Critique – Tidsånd.

“I snart 50 år har moralkompasset vist højre- eller venstreorienteret – ser vi nu mønsteret opløses i selvmodsigelser? …

For nylig har man set forslag om at begrænse paradigmefjenders taletid i medierne. De er jo hadefulde populister – Tal pænt, I ’skimlede kældermennesker’! En skrev i en rar avis, at vi ikke bør lytte til de populistiske politikere, der vil begrænse den urørlige indvandring af erfaringsmæssigt belastende grupper. Nej, ret al opmærksomhed mod eksperter fra lande med gode erfaringer med integration! Øh, Sverige eller Frankrig? Tåge er ingen hindring: En tinsoldat står fast!

At ingen større muslimske grupper i 1400 år er blevet harmonisk integreret i nogen ikke-muslimsk population kan umuligt anfægte radikales gamle tro på hygge og fred med ufredelige renhedsideologier.

I paradigmet udnævnes alene kritik af ideologien islam til en højreorienteret fobi, mens det jo er venstreorienteret fornuft at kritisere kristendom, som dog i udgangspunktet gik lodret imod farisæernes herskende paradigme, Det Gamle Testamentes lovreligion: ‘Den, der er ren, kaster den første sten’ kaster individet tilbage i moralsk selvbesindelse og peger frem mod en humanisme, som jeg ikke finder i den uantastelige Koran med dens talrige opfordringer til drab på os vantro – og enhver, der kritiserer dens ord.

Men humanismen forstenede i dogmatisk konvention og abstraktion. Tidens ideologi har tykke abstrakte gulvtæpper at feje upassende kendsgerninger ind under. Begår visse indvandrere vildt mange voldtægter, sågar i store grupper, handler det om mænd. Er etniske grupper særligt ofte voldelige, skyldes det sociale problemer: Voldsmænd er udsatte – ansvarsfrie ofre for et nådesløst samfund, må man forstå. Og påbyder en indtrængende tro og dens forkyndere drab på homoseksuelle, utro kvinder, frafaldne, kritikere og vantro generelt, må der tales abstrakt om forbigående problemer med religion. At kritisere en ideologisk tro, hvis tilhængere i gennemsnit er mørkere i huden end danskere flest, er nemlig racisme, skønt dens ofre tit har samme farve. At kritisere en ideologi, der forhindrer millioner i at blive individer – i selv at vælge livsværdier og ægtefælle – skal kaldes krænkelse af individer, skønt tilhængerne kun kan føle sig krænket af ideologikritik i samme grad, som deres individualitet i forvejen er krænket og lammet af ideologien. …

Alle disse absurditeter er nu så grelle, som det kun ses lige før et paradigmes sammenbrud. Lad os ikke håbe på folket, allerhøjst en bund af sund fornuft og moral.

Følehumanister er den første art på Jorden, der forsøger at overleve uden mønstergenkendelse. De er sågar ude af stand til at genkende antihumanisme.”



15. april 2017

Minister i skjult optagelse: “Jeg har ikke opfattelsen af, at der er nogen viden, der kan skade nogen.”

Tirsdag kunne Politiken på baggrund af en hemmelig lydoptagelse afsløre, at Miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen sidste år under et møde i Miljøstyrelsen, omtalte aktindsigter som værende ‘en sygdom i samfundet’. Hører man udtalelserne i sin helhed er der intet odiøst i udmeldingen, og kioskbaskeren var ret beset ‘fake news’.

Fra Den Offentlige – Minister får tæsk for udtalelser om aktindsigt: Du gætter ikke hvad han faktisk sagde.

“Her følger en udskrift af ministerens udtalelser:

– Som forsker er jeg selv enormt optaget af, at der er åbenhed om de metoder, man anvender – og om de resultater, man når. Derfor har jeg lanceret et helt nyt setup for den forskningsbaserede myndighedsbetjening. I de kontrakter, vi indgår med universiteterne, skal der ikke være dobbelt lukketheds-klausuler eller noget som helst.

– Jeg har ikke opfattelsen af, at der er nogen viden, der kan skade nogen. Derfor skal den viden være tilgængelig. Men – og der er et vigtigt men – der skal være mulighed for, at man politisk kan arbejde med noget af den viden i en kort periode.

– Der kan være forhandlingspositioner, der ikke skal ud i verden og være kendt, inden man har en endelig aftale. Hvis vi for eksempel arbejder med udvikling af store arealer, og folk spekulerer i at få dem solgt, inden en aftale var indgået…

– Men ellers er jeg meget optaget af den åbenhed, der skal være omkring det forskningsbaserede.

– Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord – og at man ikke har mulighed for i en arbejdsproces at kunne passe ting til, uden at det skulle opfattes som, at nu vil man skjule noget – eller at man vil ødelægge noget eller vil det ene eller det andet. …

– Bare man kan finde et lille hjørne, man kan puste op med en ikke-faktuel viden – eller på baggrund af en aktindsigt med et eller andet dokument – så har man straks en kæmpe opmærksomhed i pressen. Så er der samråd, og så skal vi handle på baggrund af det – frem for, at vi havde tid til at tilvejebringe information og tilrettelægge de processer, der skal være.”

Oploadet Kl. 12:58 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer


13. april 2017

USA: Obama-rådgiver søgte efterretninger om ‘Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner’

Det siger alt om mediernes indspisthed, at de på den ene side kan angribe Trump-lejren med baggrund i lækkede efterretninger om russiske forbindelser, og samtidig kan affærdige aflytning af Trump-lejren som værende fake news. Ikke alle alternative vinklinger er i sagens natur gode, men to plus to giver stadig fire.

Bent Blüdnikow gennemgår sagen i Berlingske – Obamas medarbejder søgte efterretningsoplysninger om Trumps folk – det er ikke ‘fake news’.

“Da præsident Trump tweetede, at fhv. præsident Barack Obama havde ‘aflyttet’ ham, beskrev de etablerede medier som New York Times, Washington Post og CNN det som en fuldkommen udokumenteret påstand. I sidste uge kom det imidlertid frem, at Obamas sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en række tilfælde bad om at se identiteten på de Trump-medarbejdere, som var nævnt i efterretningstjenesternes rapporter.

I første omgang nægtede Susan Rice at svare på henvendelser om sagen fra flere journalister, men i løbet af tirsdagen sagde hun til MSNBC, at hun ganske rigtigt havde bedt om at få identiteten oplyst på flere Trump-medarbejdere, men at dette var normal procedure, lovligt og at hun ikke havde gjort det af politiske årsager, men for at forstå de efterretningsrapporter, som hun havde læst, rigtigt i dybden. Hun sagde, at hun ikke havde lækket disse navne og at anklagen var ‘komplet falsk.’

Efterretningsrapporterne indeholdt, ifølge oplysninger fra bl.a. Drudge Report, konklusioner om samtaler, der var optaget mellem udenlandske diplomater, der talte om Trumps hold. De omfattede også nogle gange kommunikation mellem Trumps folk og udenlandske diplomater. Rapporterne indeholdt følsomme oplysninger om, hvem Trump mødtes med og deres holdninger til udenrigspolitik.

Denne nye udvikling styrker mistanken om, at Trump måske alligevel havde fat i noget rigtigt, da han 4. marts erklærede i et tweet, at Obama havde ‘aflyttet mig’ i Trump Tower. Sagen om Rice er desuden interessant, fordi New York Times under valgkampen kunne nævne personer fra Trumps hold, som efterretningstjenesten var interesseret i på grund af deres russiske kontakter.

Mens de borgerlige medier forfølger sagen intenst, så har mainstream medier som New York Times, Washington Post og CNN været meget langsomme med at følge op på sagen. … I disse medier er det stadig Trump-folkenes evt. samarbejde med russerne for at vinde valget, der er den eneste historie.

Interessant i den sammenhæng er Wall Street Journal, der er borgerlig, men har lagt sig på en Trump-kritisk linje. Avisen har en høj grad af troværdighed og den har nu i tre ledere i sidste uge beskæftiget sig med Susan Rice-sagen:

‘Vores kilde bekræfter, at Rice også undersøgte dusinvis af andre efterretningsprapporters konklusioner, som teknisk skjuler Trump-folks identiteter, men var skrevet på en sådan måde, at det blev åbenlyst, hvem de var. Dette betød, at tilsløringen i hovedsagen var meningsløs. Alt dette er højst usædvanligt og bekymrende (…) Rice havde intet logisk behov for at afsløre Trump-kampagnens ansatte andet end af politisk nysgerrighed (…) Vi har fået at vide af en kilde, der har set de afslørede dokumenter, at de omfattede politisk information om Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner.

Wall Street Journal kritiserer i lederen demokraterne og den etablerede presse for ikke at tage sagen alvorligt: ‘Intet af dette skal hindre undersøgere i at kigge efter Trumps russiske forbindelser. Se endelig efter hvor de oplysninger leder hen. Men medierne er løbet som vilde bæster efter den historie og ignorerer, hvordan Obama-administrationen muligvis har misbrugt indenrigsk overvågning til politiske mål. Amerikanerne fortjener at kende sandheden om begge sager.'”

Oploadet Kl. 07:36 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


11. april 2017

Erik Holstein: Stockholm-angrebet udfordrer ‘den flagellantiske udgave af kulturrelativismen’

God klumme af Erik Holstein på Altinget.dk – Terror sætter svensk udlændingepolitik under hårdt pres.

“‘Vi er ikke vant til den slags i Sverige. Vi er så neutrale i alting og stiller op for omverdenen. At vi skal opleve sådan noget her, det er ubegribeligt.

Udtalelsen fra en tilfældig mand i Stockholm interviewet af Berlingskes journalister viser, hvordan fredagens terrorangreb rammer lige ind i den svenske selvforståelse. En selvforståelse, der ikke opererer med islamister som dødelige fjender af det svenske samfund.

Ifølge den logik udspringer den islamistiske terror af det enkelte lands politik snarere end af terroristernes ideologi.

Da terroren ramte København for to år siden, skrev forfatteren Carsten Jensen på samme måde, at ‘Danmark i to årtier har målrettet styret mod konfrontationen – og nu har vi fået den’.

Såvel den danske udenrigspolitik som udlændingepolitik kunne bane vejen for terroristens radikalisering, mente Jensen.

[…]

Terroren udfordrer dermed den flagellantiske udgave af kulturrelativismen, hvor selv angreb på civile er blevet mødt med holdninger som: ‘Hvad har vi dog gjort forkert, siden de hader os så meget?’

I stedet for denne fortænkte tilgang til virkeligheden kan man blot se på, hvad islamisterne selv angiver som årsag til angrebene.

Sidste år gav IS selv en prisværdig ærlig redegørelse af organisationens motiver for terrorisme mod Vesten i organisationens propagandamagasin Dabiq. Under den sigende overskrift ‘Why we hate you and why we fight you’ lød det blandt andet:

‘1. Vi hader jer først og fremmest, fordi I er vantro. …'”

(Dabiq 15, 2016)



7. april 2017

Mikael Jalving: “Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender…”

Man kan nemt stirre sig blind på ideologiske petitesser og mediedækningen af aktuelle begivenheder, men i sidste ende handler det om demografi. Set herfra mit fynske eksil er København ti-tyve år fra at være tabt land, lidt i stil med Christianstad og Kobbermølle, omend det selvfølgelig er noget værre at miste hovedstaden til kulturfremmede bosættere. Mikael Jalving sætter ord på – Bedst at bo på landet.

Hvis mit arbejde og min familie tillod det, boede jeg ude i landskabet, helst i nærhed af vand, skov, bakker, brunviolette rugmarker og landsbykirker drysset ud med løs hånd – ‘lyst, åbent og dog tungsindigt’, som Jakob Knudsen skrev. Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender fra Nordfyn og ville kunne færdes hjemmevant i nu, hvor jeg gudhjælpemig nærmer mig de 50, men som end ikke ejendomsmæglere kan snakke op i pris. …

Omstændigheder har bundet mig til København, som jeg tåler, men ikke længere holder af efter 25 år.

Fem minutter på den forvandlede Nørrebrogade, og jeg savner Vestkysten. Én søndag på Frederiksberg eller ti minutter i Ørestaden, denne Frank Jensen-agtige forstad til Malmø, og jeg spejder mod Lejre, Lolland og Lillebælt. Fem minutter i Torvehallerne, og jeg får åndenød af al den halal og risikoen for at møde Henrik Marstal eller Ole Bornedal.

Engang boede missionen i de vindblæste egne, i dag bebor den pæne adresser med svinedyr designerøl, vinbar og sushi henne om hjørnet. Hovedstaden er blevet hovedløs, beregnende og multikulturel korrekt. Jeg nævner i flæng Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Uffe Elbæk, P3, Kvinfo og ‘antiracister’ i patricierlejligheder med udsigt over Søerne på vej til Louisiana eller Røde Kors, fuldkornspasta, spindoktorer, fritidshjem med ’slikpolitik’, succesfulde cand.scient.pol.’er, der næsten alle er fraskilte, singler, lider af glutenallergi eller elsker Obama forever på Facebook klods op ad trangbrystede metromænd iført stramme jeans, hipsterskæg og ubegrundede politiske fantasier om det internationalistiske verdensborgerskab.

Næ, må jeg så bede om en landevej uden så mange dikkedarer og en Alfa, en Honda eller en Subaru med wankelmotor og en bazooka, når den tid kommer. Samt masser af cykler, racercykler, tempocykler, crosscykler, men absolut ingen Christina-cykler. Jeg flytter, gør jeg. Når jeg bliver gammel nok, og det sker jo helt af sig selv.”

(Uperfekt mobilfoto af Samson i Kattebjerg Hundeskov, 7. april 2017)

“Nogle gange længes jeg efter det enkle liv på landet… på den helt praktiske måde. At jeg kan få lov til at smide min bil foran hoveddøren eller i indkørslen, og bare lade den stå der til næste morgen. … Jeg kunne godt tænke mig at leve i en verden, hvor jeg ikke skal have nøglebundet op af lommen fire gange, når jeg bare skal ned i Netto.” (Olav Skaaning Andersen, 7. april 2017)

Oploadet Kl. 13:32 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


6. april 2017

Homofobisk overfald med boltsaks gav samlende ‘hashtag’, jf. DR: Intet om ‘een groep Marokannen’

Uanset om man får sine nyheder fra pseudo-borgerlige Berlingske eller anti-borgerlige DR, så ender man med en feelgood-historie om et nyt samlende hashtag mod homofobi. Det tog under et minut at finde ofrenes Facebook-profiler, og komme tættere på sandheden.

Fra DR Online – Hollandske mænd holder i hånd i solidaritet med homoseksuelt par.

“Mænd over hele Holland tager hinanden i hånden i solidaritet med et homoseksuelt par, som i weekenden blev brutalt overfaldet. Det skriver mediet Attitude.

Parret, Jasper Vernes-Sewratan og Ronnie Sewratan-Vernes, blev overmandet af en gruppe på seks til otte mænd, som så dem holde i hånd tidligt søndag morgen i den hollandske by Arnhem.

Ronnie Sewratan-Vernes mistede fire tænder efter at være blevet slået i hovedet med en boltsaks, mens Jasper Vernes-Sewratan har fået skader på bryst, ryg og ben, skriver mediet RTL Nieuws. …

To ledende, hollandske politikere tog opbakningen til parret et skridt videre, da de ankom hånd i hånd til et møde om dannelsen af den nye hollandske regering. … Optrinnet blev delt med hashtagget #allemannenhandinhand, som har spredt sig til hele Holland…

(Jasper Vernes-Sewratan på Facebook, 2. april 2017; NB: Min fremhævelse)



5. april 2017

Om DR’s Danmarkshistorie: “.. ærgerligt, at konstruktionen Danmark påvirker fortællingen så massivt”

Søndag sendte DR første afsnit af ‘Historien om Danmark’, en efter danske standarder overdådig visuel historiefortælling med Lars Mikkelsen i rollen som en dansk udgave af historiefortælleren Kenneth Clark.

Kronologien er i højsædet, og det indledende afsnit begynder naturligt nok med Stenalderen. Det starter lovende med, at udsendelsesrække var historien om ‘hvordan et land blev til et land, og et folk til et folk’. Der fokuseres på indvandring (til det senere Danmark) og udseende (hudfarve), ikke overdrevet, men nok til at Berlingske kan lave en viral historie om at de første bønder qua genpuljen, lignede ‘nuværende folk i Mellemøsten’.

Udsendelsen kan ses på DR.dk, og jeg er generelt positiv. Pudsigt nok af nogenlunde samme grunde, der får en Anita Brask Rasmussen til at fare i flint i Dagbladet Information – Det er ikke sært, at DR har svært ved at få stenalderen til at foregå i Danmark. Det gjorde den nemlig ikke.

“Det er ikke kun på slettetundraen, at menneskene komplicerer tingene. Det gør de også i DR’s serie. …

Så snart menneskene dukker op, begynder vores nutid at forme fortiden. Lars Mikkelsen siger med få sekunders mellemrum: ‘De første mennesker bosætter sig i vores land’ og ‘vores forfædre bliver konfronteret med fremmede fra andre kulturer og de opdagelser, de har med.’

Men hvem er egentlig vore forfædre? Er de, der boede her først – for 16.000 år siden – mere vore forfædre end de, der kom hertil for 8.000 år siden? Hvornår begynder historien? Den slags dilemmaer opstår kun på grund af den ramme, DR har sat om programmet: Danmark.

Hør for eksempel Lars Mikkelsens monolog, der indleder serien: ‘Dette er historien om Danmark. Historien om, hvordan et land blev til et land og et folk til et folk. Det er fortællingen om en nation, der har oplevet både svimlende storhed og totalt forfald, og om hvordan vi er blevet til dem, vi er blevet i dag. Om konger og dronninger, bønder og borgere. Fra den yderste istid og årtusinder frem. Det er vores historie.’

Men Danmark fandtes ikke, folket fandtes ikke, og nationen fandtes i hvert fald slet ikke i den tidlige stenalder. Ikke engang det landskab, vi i dag kalder Danmark, fandtes. Hvordan kan man så med troværdighed sige: ‘danske jægere og samlere’? Det kan man ikke. Men det gør DR alligevel.

Det er ærgerligt, at konstruktionen Danmark påvirker fortællingen så massivt, for programmet udviser ellers generelt et kritisk blik på historieskrivningen. …

Vi behøver ikke Danmark til at skabe forbindelsen mellem fortid og nutid.

(Foto: Thomas Roger Henrichsen, DR Presse)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper