2. maj 2016

Bogaktuel bekendt: Det ville være sundt, at få børn fra Hellerup ind på en skole på Nørrebro…

Det ligger lidt udenfor nummer, men lige en anekdote. For nogle år siden havde jeg på mit daværende arbejde en tilbagevendende diskussion med en journaliststuderende afløser-kollega, og ofte gik bølgerne højt. Vi var vildt uenige om journalistikkens rolle, og hvor jeg som en anden puritaner krævede præcision og sandhed, så stod han for en mere holistisk tilgang. Medier bør ikke opbygge stereotyper, og i sidste ende får vi den virkelighed vi beskriver. Han måtte videre, og pludselig kunne man se og høre ham på TV2 Østjylland. Trods alt godt.

Siden har jeg mødt ham et par gange, og selvom han har en pointe, så køber jeg ikke udgangspunktet. Når danskere stemmer på Dansk Folkeparti, så er det ikke fordi eliten har været for dårlige til at nurse dem, men fordi – tada – de ikke gider det multikulturelle samfund. Man kunne ligeså godt vende det om. Hvis ikke eliten og den journalistiske kaste havde hetzet indvandringsmodstanden væk fra deres midte, så ville det ikke være et ‘underklasse-fænomen’. Problemet er sådan set mere et uddannelsessystem og en offentlighed, der bilder folk ind at det er klogt og overskudsagtigt at acceptere masseindvandring fra islamiske lande. Underklassen, folk der ikke har noget at miste, bliver hermed til en slags avantgarde.

Den gode Kim Basse er bogaktuel med en roman, hvor han beskriver sin barske opvækst i Frydenlund (Århus V), tæt på Bispehaven. Jeg har selv boet i området, og var til bogreception i den lokale beværtning for tre uger siden. Lige bagved blokkene, der ses i baggrunden af gårsdagens Deadline-indslag. Det var her en drukfældig onkel døde efter et fald fra en af altanerne for mange år siden, og man kan roligt sige, at Frydenlund var den hvide underklasse. Da jeg boede på Høgevej 1999-2001 (sic) var multikulturen dog så småt ved at finde fodfæste. Containerbrande mv.

Her lidt fra et interview i Politiken – Eliten er blind for den hvide underklasses problemer.

“‘Der er en elite i Danmark, der består af politikere og journalister, som er totalt blind over for de problemer, der eksisterer i den hvide underklasse. Der er for få journalister, der selv kommer fra de her miljøer, og det betyder, at mediernes dækning af dem er overfladisk, ensidig og ofte latterliggørende. Politikerne aner heller ikke, hvordan hverdagen i underklassen ser ud, og derfor laver de den ene reform efter den anden, der har katastrofale konsekvenser for de lavtuddannede og ufaglærte. Dansk Folkeparti er i virkeligheden det eneste parti, der har forstået underklassen og taler dens sprog‘.

Sådan siger murer og journalist Kim Basse, der er aktuel med sin debutroman ‘Det halve menneske’. Romanen er inspireret af Kim Basses egen opvækst i underklassen i Frydenlund ved Aarhus, hvor stoffer, kriminalitet og vold var en indgroet del af hverdagen. …

‘Det er rigtigt, at vi har hørt en del underklassestemmer, men det er udelukkende, fordi vi, der har brudt med den negative sociale arv, er blevet voksne og insisterer på at fortælle vores historie. I stedet for at politikerne og medierne aktivt gør en indsats for at sætte sig ind i de problemer, der eksisterer i underklassen, har man gjort det til vores eget ansvar at gøre opmærksom på problemerne’. …

Og problemer er der nok af i underklassen, siger Kim Basse. Han voksede op i den kriminelle og socialt belastede bydel Frydenlund ved Aarhus, og hans familie havde – som de fleste andre familier i det miljø – massive problemer: Begge forældre var ufaglærte, faren var ordblind, alkoholiseret og tævede Kims mor.

(Reception på Kim Basses ‘Det halve menneske’, Pusterummet, Frydenlund, 9. april 2016)

Hvad mener du, der skal til for at gøre noget ved problemerne i underklassen?

‘Det er vigtigt at få gjort op med ghettoerne – både de brune og hvide – og sørge for, at der kommer nogle ressourcestærke mennesker ud i de sociale boligbyggerier, så underklassen ikke kommer til at leve i et isoleret parallelsamfund. Vi skal blande børnene noget mere i folkeskolen. Ikke bare sende børn fra ghettoerne ud i rigmandskvartererne, men også få børn fra Hellerup og Gentofte ind på en skole på Nørrebro og sørge for, at børn lærer, hvordan verden ser ud i andre samfundslag. Det ville være sundt‘. …

‘…i dag er man i fuld gang med at afmontere velfærdsstaten ved at lave tåbelige reformer, der gør det umuligt for folk at bryde den negative sociale arv, som jeg gjorde’.

Har reformerne virkelig så afgørende en betydning for, om man kan bryde med den negative sociale arv?

‘Ja. Tag f.eks. kontanthjælpsreformen. Man fratager enlige forsørgere omkring 2.500 kroner om måneden ud af et i forvejen stramt budget. Hvordan i alverden skal man så have råd til at sende sine børn på efterskole eller vise dem steder, der kan øge deres udsyn og give dem kulturel kapital? Der findes massevis af kulturelle tilbud, som de her familier ganske enkelt ikke får råd til. Det er en katastrofe for de ressourcesvage familiers mulighed for at bryde med den sociale arv’. …

»Jeg tror ikke, at vælgerstrømmen til Dansk Folkeparti handler om racisme. …’.”

Oploadet Kl. 11:25 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer

Berlingske hylder venstreradikalt topnavn til kommunistisk 1. maj: Racisme er vores største problem

En svensk venstreradikal skal spille til Rød 1. maj, Kommunistisk Partis officielle 1. maj-arrangement i København, og minsanten om ikke borgerlige Berlingske vælger at lave et hyldest-portræt af fantasten. Jeg forstår det ikke.

Fra Berlingske – ‘I Sverige er racisme blevet normalt, og det skræmmer mig ad helvede til’

“Fredrik Boltes kaster med glæde sit 150 kg tunge korpus ud blandt publikum eller narrer en indvandringskritisk politiker til at synge en nazistisk propaganda-sang live i radioen. 1. maj spiller han i Fælledparken med sit politiske band Partiet …

For Fredrik Boltes er definitionen på god politisk musik, at det rammer noget i ham og sætter ord på hans tanker og følelser. Når følelser, musik og politik mødes, forstærker det hinanden og skaber en gnist, som kan tænde et bål i ham, forklarer han. …

Partiet skyder sin danmarksturné i gang til Rød 1. Maj i Fælledparken, og efterfølgende kan bandet opleves rundt omkring i landet i løbet af foråret. Fredrik Boltes glæder sig over at kunne vise respekt for de socialistiske partier ved at støtte Arbejdernes Kampdag. …

‘Der er mange frygtelige problematikker i verden, men de fleste bliver en lille smule bedre hele tiden. Derfor er racisme vores største problem. I Sverige er racisme blevet mere og mere normalt, og det skræmmer mig ad helvede til, hvis jeg skal være helt ærlig. …,’ siger Fredrik Boltes.”

(Fredrik Boltes, forsanger i ‘Partiet’)

“Mit mål var at vise, hvor mange ligheder, der er mellem måden, nazisterne brugte propaganda på under krigen, og måden Sverigedemokraterna bruger propaganda i dag. De skaber frygt. Folk købte det under Anden Verdenskrig, og folk køber det igen i dag.” (Fredrik Boltes)



1. maj 2016

Symbolet på nødvendigheden af åbne grænser, syriske Laith Majid, er rejst hjem til Irak igen…

Sidste år blev freelancefotografen Daniel Etter verdenskendt, da det lykkedes ham at tage et fantastisk billede, af en syrisk flygtning der netop var landet i sikkerhed på den græske ø Kos. Han har sin yngste søn på sin side, knuger sin datter tæt ind til sig, og ligner en mand der er ved at bryde sammen. Billedet røg i New York Times, og blev et symbol på flygtningekrisens menneskelige konsekvenser. “How a father’s face told us all we need to know about Syria”, som Mary Fitzgerald formulerede det i venstreorienterede Independent.

Billedet gik viralt, og nåede flere danske medier. Eksempelvis brugte Informations Sebastian Gjerding fotoet til et flot opsat leder-agtigt nødråb: “Hvor er nødhjælpsorganisationerne?” Også borgerlige aviser bragte fotoet, herunder Berlingske, der på sin onlineudgave bragte historien om det grædende ’symbol på den massive flygtningestrøm’ under overskriften: “Drømmen om Europa: Sådan ser overlevelse ud”.

(Dagbladet Information, 9. september 2015 & Berlingske, 21. august 2015)

Den venstreorienterede NGO Europe Says OXI fandt den glade familie i Berlin, hvad blandt andet blev kommenteret med ordene: “… photos and stories like these greatly assist in dispelling the dehunanising agenda of our politicians”. Den svenske DR-pendant SVT bragte historien under den selvforklarende overskrift “Laiths mardröm fick ett lyckligt slut”.

New York Times og fotograf Daniel Etter fik for et par uger siden den prestigefyldte Pulitzerpris for dækningen af flygtningekrisen. Isoleret set i orden, omend journalisterne jo nok burde have undret sig over, at Laith Majid (inkl. kone og fire børn), der viste sig at være irakere, angiveligt var forfulgte af shia-muslimske militser i Bagdad, senere af sunni-islamiske Islamisk Stat i Syrien, og i øvrigt kom til Grækenland fra fredelige Tyrkiet. Helt præcist fra turistbyen Bodrum, hvor flere danske rejsebureauer arrangerer charterture til.

Fra Ekstra Bladet, der opridser en historie fra Bild ZeitungOfre på ikonisk billede: Nu er familien taget retur til Irak.

“Efter billedet af Laith Majid og børnene var taget, forsvandt familien i flygtningestrømmen, men i september dukkede de op i Berlin, hvor de gav en række interviews til tyske og internationale medier.

Her fortalte familien, hvordan de var flygtet fra shiamuslimske ekstremister i Bagdad, og nær var druknet på turen fra Tyrkiet til den græske ø i timerne før, det ikoniske billede blev taget. …

Men nu har historien om familien Majid taget en overraskende drejning.

Det fortæller Laith Majids 19-årige søn, Mustafa Al-Amirij, i et interview med den tyske avis Bild.

Ifølge den 19-årige søn tog resten af familien for få måneder siden turen tilbage til Irak…”

(Laith Majid til N24.de, 11. september 2015: “Wir sind Mama Merkel sehr dankbar”)


Syrisk poet undsiger revolutionen, og lyses i band: Der findes ikke en moderat Islam. Der er kun Islam

Selvom Adam Holm vikarierer på Arabiske Stemmer, så fik jeg bange anelser, da jeg hørte at emnet var Adonis, ‘den arabiske verdens største digter’. Skulle jeg nu igen udsættes for et længere foredrag om den dynamiske arabiske kultur fra en eller anden RUC-skolet post-kolonialist.

I studiiet var lektor June Dahy fra Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier fra Københavns Universitet, og hun var overraskende negativ. Adonis var alewit ligesom Assad, og det faldt ikke i god jord hos den muslimskgifte forsker, at Adonis ikke havde tiltro til revolutionens positive potentiale. På universiteterne mener man tilsyneladende stadig, at sekulære venstreintellektuelle tegner det folkelige oprør mod Assad.

Jeg har ikke tidligere skrevet om June Dahy, der stort set kun kendes fra en portrætartikel i kommunistiske Dagbladet Arbejderen. Hun var meget ukonkret i forhold til digterens forbrydelse, men som altid var der en naturlig forklaring. Adonis mener at Islam er problemets kerne.

Herunder en anmeldelse af udgivelsen Vold og islam – samtaler med Houria Abdelouahed, der er anmeldt på norske Rose-Maries litteratur- og filmblogg – Et oppgjør med politisert islam.

“‘Vold og islam’ består av ni samtaler med marokkanske Houria Abdelouahed (f. 1975), psykoanalytiker, oversetter og forfatter. Hun har blant annet oversatt en rekke av Adonis’ bøker til fransk. …

Det første kapittelet i boka har tittelen ‘En vår uten svaler’, og det er den mislykkede arabiske våren det siktes til. Hva var det som egentlig gikk galt, lurer Houria Abdelouahed på.

Adonis er helt på det rene med at det arabiske samfunnet trenger en radikal forandring. Problemet i forhold til den arabiske våren var imidlertid at denne forandringen støtte imot det evinnelige spørsmålet om religionen og makten … Konsekvensen av den arabiske våren har stort sett vært katastrofal. I stedet for å destabilisere de diktatoriske regimene, har opprørene endt i ødeleggelser. Særlig er dette tilfelle i Syria, forfatterens hjemland.

‘Men en revolusjon som vil være en forandring, kan ikke ødelegge sitt eget land. Det er sant at regimet var voldelig, men rebellene burde ha unngått å kaste landet ut i kaos. På toppen av det hele kom fundamentalismen tilbake, bedre organisert og grusommere enn før. Fra håpet og ønsket om å oppleve lysere dager, vippet man over i obskurantismen. Og istedenfor en forandring som bærer håp i seg, opplever vi en sann katastrofe. Dessuten sies det ikke et ord om kvinnenes frihet. Går det an å snakke om en arabisk revolusjon, hvis kvinnen fortsatt skal være fange av sharia? Vendingen mot religionen gjorde denne våren til et helvete. Hele bevegelsen er blitt forklart ideologisk og utnyttet til ideologiske formål.’ (side 13)

Noe av det som opptar Adonis mest, kanskje fordi han selv er poet og er opptatt av arabisk kulturarv, er det nedslående faktum at den islam fundamentalistene forfekter, er en religion uten kultur. Arabere flest er dessuten svært uvitende om sin egen kulturarv og kulturens utspring. For eksempel finnes det ikke noen skapende arabisk kultur som bidrar til å forandre verden, slik det finnes mange eksempler på i resten av verden. Islam er gammelt og lukket, og islam trenger verken verden eller kulturen, ettersom den selv er den absolutte kultur, hevder Adonis. Alt som er annerledes, forbannes. ‘Den tenker som måtte ønske å ta avstand fra religionens klassiske oppfatninger, tillates ikke lenger å tilhøre fellesskapet.’ (side 37-38)

(Adonis modtager Erich-Maria Remarque fredspris, 2016: “Islam is a totalitarian Religion.”; Foto: DW)

Med tanke på det som eksisterte forut for islam, representerte islam et tilbakeskritt for den arabiske kulturen. Det handlet ikke bare om kvinners rettigheter, kunst og kultur, men også om mangfoldet som den arabiske kulturen var så rik av.

‘Islam trenger gjennomtenkning. Det som skiller den fra jødedom og kristendom, er fraværet av drapet på grunnleggeren.’ (side 41)

Vold er rikelig beskrevet i alle de tre store monoteistiske religionene. ‘Likevel er volden i Bibelen forbundet med et folk som har opplevd trelldom og eksil. I kristendommen henger volden sammen med grunnleggelsen av Kirken. Volden i islam er derimot spesielt erobrerens vold.‘ (side 48)

Mens Koranen er full av voldelige tekster, finnes i følge Adonis ikke et eneste vers som innbyr til tenkning, eller noe som forteller om fordelene ved å bruke fornuften eller åndsevnene sine i betydningen skapende åndsevner.

‘For kvinneligheten er, i likhet med poesien, i sit vesen imot religionen. Poesien er det motsatte av religiøsiteten. Hvorfor? Fordi religionen er et svar. Poesien er derimot et spørsmål, og dermed det diametralt motsatte av makten. I så måte finnes det en sterk affinitet mellom poesien og kvinneligheten. Islam har bekjempet begge deler. Islam har omgjort seksualiteten og islamisert kvinneligheten. Den har forvrengt kvinneligheten ved å gjøre den til en eiendom eller en ting som kan eies. Kvinnen tilhører ikke seg selv lenger. Hun er blitt mannens gjenstand. Islam har på radikalt vis skilt det mannlige fra det kvinnelige.’ (side 83)

I følge Adonis er det å si sannheten å utsette seg for trusler, fordømmelse og forfølgelse. I ‘våre land’, påpeker han, risikerer man livet så snart man begynner å tenke over denne kulturen. (side 89) Den arabiske våren har igjen satt utviklingen tilbake, idet den spede begynnelsen til en modernitet i islam er i ferd med å bli tilintetgjort.

‘Et menneske som lever i det arabiske samfunnet, lider under manglende frihet: hverken ytringsfrihet eller trosfrihet eller trykkefrihet eller likestilling mellom mann og kvinne. Helt til nå har ikke det sivile, sekulære samfunn kunnet oppstå. Begrepet sekularitet er fortsatt bannlyst. Den politiske makten er hevet over friheten … Og så lenge kampen står om makten, ikke om fremskrittet, gjør disse revolusjonene ikke annet enn å hente folk ut av et fengsel og føre dem til et annet.‘ (side 117)

Adonis mener at det ikke finnes en moderat islam og en ekstremistisk islam, en sann islam og en falsk islam. Det er én islam! Det handler om å ha muligheten til å foreta andre lesninger (av Koranen). … Adonis går imidlertid enda lenger:

‘Det trengs en ny lesemåte: fri og gjennomtenkt. Og vi er nødt til å komme ut av denne sammenblandingen av islam og identitet. Og jeg minner om to kjennsgjerninger: Da de islamske erobringene fant sted, var verden nesten tom. Den nye religionen sto ikke overfor en stor sivilisasjon … Dermed har islam kunnet holde stand. Men i dag står den overfor en sivilisasjon som har foretatt et radikalt brudd med fortiden. Den har ikke klart å holde dialogen oppe med de moderne sivilisasjonenes landevinninger. Sånn sett tilhører islam fortiden. Historisk sett er den ferdig.‘ (side 122)

Adonis’ avstandtagen fra religionen skyldes at de utgir seg for å ha retten til den absolutte sannhet. Dessuten viser han til at språket før islams tid var vakkert og fritt. Islam innsnevret språkets felt.

Etter de ni dialogene mellom Adonis og Abdelouahed, er det et kapittel som Adonis har valgt å kalle ‘Et siste ord’. Islams tre søyler forhindrer utvikling, slik Adonis ser det.

‘I islam er bevegelsen nødvendigvis vendt mot fortiden. Fremtiden har ingen mening og eksisterer bare i lys av fortiden: Fortiden er nåtidens fremtid. Det er slik man må forstå ‘fremskrittet’ ifølge islam: en imitasjon i praksis av det idealet som fortiden er. Fortiden er sannhetens sted. Med andre ord: Å engasjere seg i fremskrittet vil si å islamisere fremtiden med utgangspunkt i fortiden. Fremskrittsprosjektet i den islamske visjonen er å islamisere verden.

Oploadet Kl. 08:15 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


27. april 2016

Hørt i Nattevagten på Radio24syv om muslimernes selvvalgte apartheid: “… de holder sig for sig selv”

Der er langt mellem snapsene i æteren om natten, og det er lige før jeg kan leve med Nattevagten på Radio24syv, hvor venstreradikale Keith Thomas Lohse pudsigt nok er blandt de mindst ringe. I nat overhørte jeg en udsendelse med ‘Søren’, der talte i længder om sin kærlighed til Italien og særligt byen Modigliana (sic), som han har gæstet årligt siden 1968. Her var der altid fest på torvet, alle var venner, og en fremmed var blot et knus fra et blive en ny bedste ven. Sådan var det ikke i Danmark, og den sydlandske umiddelbarhed kunne vi lære af, her i det kolde nord.

‘Søren’ var keramiker af uddannelse, og interesserede sig meget for kultur. Læste han avis, så ville det være Politiken. Her lidt fra indslaget.

‘Søren’: … når du så går fra dem, så får du et knus. Det er ikke noget seksuelt. Det har noget at gøre med, at vi som mennesker faktisk egentligt på forhånd næsten elsker hinanden. Fordi at vi, men så er der selvfølgelig, når vi så taler om kulturer. Så er der altså også det i Italien, ligesom der måske også er her mange steder, at muslimerne, eller ‘il musulmani’, som italienerne kalder dem, de holder sig for sig selv. Altså, der er afstand. Der er det meget svært. Jeg har, også i Italien snakket med muslimer, men der skal det helst være et eller andet med, at det er et sted hvor man går igennem en park eller sådan noget, for hvis det er midt på gaden og sådan noget, der, jeg kan godt sige dig, på Storetorvet i Modigliana, der står nogle bænke mod nord hvor muslimerne sidder, og nogle bænke mod syd hvor italienerne sidder. Så der er pludselig noget helt andet, der kommer ind der ik’.

Sanne Gottlieb, Radio24yv: Det er jo nærmest sådan helt apartheid’sk, tænker jeg.

‘Søren’: Ja, det er et faktisk, fordi selv i sådan en by som Modigliana, der er faktisk næsten et muslimsk kvarter, hvor de bor… Det er noget med religionen. Da jeg kom til Modiglianai 1968, er kunne man virkelig mærke, at det var et katolsk land, og så videre. Og jeg er tit, også for at være med i selskabet, også gået med til en katolsk messe, og sådan noget ik’. … Der går jeg selvfølgelig med for ligesom at integrere mig, kan man godt sige. Uagtet, at jeg hverken er døbt eller konfirmeret.

Sanne Gottlieb: Nåh, men alle – nu ved jeg ikke om jeg bliver slagtet når jeg siger det, men alle religioner er jo spændende…

Oploadet Kl. 14:40 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


23. april 2016

TV2 Nyhederne og ‘forsker i grænsekontrol’ afviser grænsekontrollens effekt med manipuleret statistik

Hverken TV2 Nyhederne eller København Universitets Martin Lemberg-Pedersen kan være i tvivl om, at Danmarks midlertidige grænsekontrol har bevirket færre asylansøgere. At sammenligne de nuværende asyltal fra før det hele eksploderede, og gøre grænsekontrollen til eneste variabel er absurd. Intet mindre. Fra TV2 Nyhederne – Efter tre måneder med grænsekontrol: Dobbelt så mange har søgt asyl i forhold til 2015.

“I forhold til samme periode i 2014 og 2015 har dobbelt så mange søgt om asyl i januar-marts 2016. Grænsekontrollen virker, lyder det alligevel fra DF. Antallet af flygtninge og migranter, der søger om asyl i Danmark, er fordoblet efter den danske regering den 4. januar i år indførte midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Det viser tal fra Udlændingestyrelsen for de første tre måneder af 2016 sammenlignet med samme periode i både 2014 og 2015.

Fra januar til marts har 3.016 personer således søgt om asyl i Danmark. I samme periode i 2015 søgte 1.592 personer om asyl, mens der i 2014 var tale om 1.515 personer – altså næsten en fordobling i 2016 i forhold til de to foregående år, hvor der ikke var kontrol ved den danske grænse.

… Udviklingen kommer ikke bag på eksperterne, der allerede inden, den danske grænsekontrol blev indført, forudså, at en dansk grænsekontrol vil medføre et stigende antal asylansøgere i Danmark.”

(Antallet af asylansøgere januar 2014 til april 2016, Udlændingestyrelsen)

“Det kommer ikke som en overraskelse for mig. Det er markant, at der er så stor en stigning – noget af det kan forklares med, at rekordmange mennesker lige nu tvinges på flugt. Men det er især forudsigeligt, at tallet ville stige, fordi man ikke på samme måde, som før den danske grænsekontrol, bare kan lade flygtningene passere videre mod de øvrige nordiske lande.” (Martin Lemberg-Pedersen, ‘forsker i europæisk grænsekontrol’)



20. april 2016

Forskningschef Vibeke Borberg, : “… et medieetisk problem”, at Berlingske giver talerør til højrefløjen

“Half The French Army Is Now Deployed On French Streets”, skrev Breitbart fornyligt, og det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at det er det land i Vesteuropa med det største muslimske mindretal. Dem der har flere er autoritære stater. Dem der har flest er flygtningeproducerende lande.

Vi kan ikke helt følge med Sverige, men Danmark er godt på vej. Vi har måttet forskanse parlamentet, og har nu kampklædt politi med automatvåben flere steder i hovedstaden. Jov, nøgternt betragtet, så er fjenden i landet.

Vibeke Borberg, der mener det presseetisk er problematisk med bloggende indvandringsmodstandere, er forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, hvor den journalistiske filosof Ejvind Hansen også huserer. Han mener ikke at ytringsfriheden er truet, og her er han sikkert på linje med Rasmus Preston, der studerer samme sted, når han ikke lige foto-registrerer de ikke-truede på gadeplan.

Fra Berlingske – Mediejurist langer ud efter Berlingske og dens bloggere.

“Vibeke Borberg skød debatten i gang fredag med disse ord på Twitter: ‘Igen et indlæg, som det kan undre, at @Berlingske vil lægge spalteplads til,’ skrev hun om et Indspark fra sognepræst Marie Høgh med overskriften ‘Fjenden er i landet, smilende går han rundt iblandt os.’

Ifølge Vibeke Borberg er det blot et af mange indlæg fra faste Berlingske-bloggere, også bl.a. psykiater Henrik Day Poulsen og sognepræst Sørine Gotfredsen, som formuleres på en måde, der er ’stigmatiserende over for visse befolkningsgrupper, agiterer for forskelsbehandling, anvender grove generaliseringer og bidrager til at skabe splid mellem befolkningsgrupper.’

‘Pressenævnet fastslog i en meget klar kendelse tilbage i 2013… at blogindlæg, som er skrevet af journalister og andre professionelle til brug for et professionelt blogsite, skal betragtes som redigerede debatindlæg og dermed leve op til de samme medieetiske standarder som avisen øvrige indhold,’ siger Vibeke Borberg. …

Og det er et medieetisk problem, som Berlingske bør forholde sig til, mener hun.

(Vibeke Borberg på Twitter, 15. april 2016; Uriasposten)

“Det, jeg finder problematisk, er, hvis man som mediejuridisk forskningschef på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole bruger sine egne holdninger som målestok for, hvad der er presseetisk korrekt at bringe på mediernes debatsider eller i kommentarform eller på blogs.” (Tom Jensen, chefredaktør Berlingske)

Oploadet Kl. 12:07 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


19. april 2016

Tyskland: 26-årig syrisk asylansøger iscenesatte ‘nazistisk brandattentat’, var utilfreds med asyl-hotel

“Das wollen wir nicht in diesem Land.”, sagde ministerpræsident Malu Dreyer fra SPD i forbindelse med et besøg på et asylcenter i tyske Bingen Am Rhein, der netop var blevet ramt af et brandattentat med nazistisk afsender. Fire beboere og to brandmænd måtte efterfølgende have lægebehandling. Ekstra Bladet valgte en offervinkel, da det kom frem, at gerningsmanden var en 26-årig syrer, der selv boede i bygningen.

Kort og præcist fra Daily Express – Syrian refugee admits smearing swastikas and starting fire at asylum centre.

“The blaze badly damaged the hotel in the town of Bingen am Rhein in Rhineland-Palatinat, Germany, last week, where a number of refugees and seasonal workers were living. The apparent racist attack caused outrage in Germany, and was widely reported in local media with demands that those responsible be tracked down and punished.

The 26-year-old Syrian told police he was fed up with the cramped living conditions in the hotel. He had been living there for six months when he started the fire which left four residents and two firefighters needing treatment for smoke inhalation, police revealed.

The refugee sprayed the swastikas on the building in a bid to put responsibility for the blaze on right-wing extremists.

(Røde politikere besigtiger asylcenteret efter brandattentat, 8. april 2016; Foto: T-Online.de)

“… i går kunne avisen Bilds Frankfurt redaktion nemlig afsløre, at hagekorset og branden slet ikke handlede om fremmedhad – men om de vilkår, Tyskland byder sine asylansøgere.” (Ekstra Bladets Thomas Harder fastholder paradigmet, 11. april 2016)

Oploadet Kl. 10:26 af Kim Møller — Direkte link20 kommentarer


15. april 2016

Jacob Scharf: Islamisk radikalisering har intet med Islam at gøre, politiske mål er efterrationaliseringer

Tidligere PET-chef Jacob Scharf var gæst i Deadline fredag i sidste uge, i egenskab af direktør for den sikkerhedspolitiske tænketank CERTA. Emnet var islamisk radikalisering, og udgangspunktet var en af Scharf udarbejdet rapport om samme. Rapporten handler hovedsageligt om islam, men der er også gjort plads til et kapitel om at bekæmpe ‘højreekstremisme’, der nævnes hele 39 gange på de 88 sider. Venstreekstremisme tematiseres ikke, og nævnes blot fire gange, alle i forbindelse med sætningen ‘højre- og venstreekstremisme’. Et faktum der sætter Jacob Scharfs herostratiske P1-optræden i relief.

(Certa, Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, 2015; Trygfonden.dk)

Jacob Scharf sagde meget selvmodsigende vrøvl under den ti minutter lange interview, og det er som om apologeterne er ved at være slidt ned. Scharf hævder, at forskningen bakker ham op, men altså – forskningen er jo en integreret del af problemet. For Scharf handler terrorisme om mange forskellige ting, blot ikke om religion (læs: Islam). Afslutningsvis forklarede han, at islamiske terrorister heller ikke havde politiske mål, men at det i virkeligheden handlede om marginalisering, tilhørsforhold og en række andre pseudo-akademiske trylleord.

Enhver der kender lidt til Koranen, vil vide at Islam er en ideologi, og tager man Scharf på ordet, så vil enhver der forfølger ideologien militant, være et frustreret offer for samfundets marginalisering, ikke en proponent for en ideologi. Når kommunister i Brigate Rosse bombede for at skabe en ny revolutionær stat, så kan det heller ikke have noget med politik at gøre. Voldelige personer begår vold, og det udtrykte motiv er blot en bekvem ‘efterrationalisering’. Martin Krasnik gjorde det glimrende, men også på lidt billig baggrund.

Tænketanken Jacob Scharf tænkte ikke dybe tanker, om andet end egen karriere, og lød som en gennemsnitlige universitetsmarxist. Indslaget kan se på dr.dk.

Jacob Scharf, direktør, Certa: … der er relativ stor forvirring i den offentlige debat om radikalisering, og derfor er der brug for at vi kigger på hvad det er vi ved, om hvem der bliver radikaliseret og hvorfor. Og det vi kan se, er for det første, at der ikke er nogle klare årsagssammenhænge. Men der er en række baggrundsfaktorer, som spiller ind her. En række forhold, som virker som katalysatorer, og så er der selvfølgelig en række måder som radikaliseringen foregår. Hvis vi kigger på baggrundsfaktorene, så er det gennemgående, at dem der bliver radikaliseret, at de har en oplevelse af marginalisering, en følelse af, at de bliver behandlet uretfærdigt. Og som der også er hos de pågældende på det tidspunkt, hvor de søger en mere radikal retning, en sårbarhed, typisk på grund af nogle skift i deres liv.

Jacob Scharf: … ikke på alle faktorer, for der er nogle fællestræk, når vi kigger på de terrorsager vi har haft i Danmark, og også i udlandet. Vi kigger på – hvem er det der er blevet radikaliseret, hvad er det for en baggrund de har, og hvordan er det radikaliseringsprocessen er forløbet. Det man kan se, det er, at der jo ikke er tale om at man på grund af en bestemt etnicitet, på grund af en bestemt religiøs tilhørsforhold er disponeret for at blive radikaliseret. Det er i langt højere grad et spørgsmål om en følelse hos personen, en marginalisering, at stå udenfor… Der er forskning på området. Der er rent faktisk foretaget undersøgelser af de her ting. Det vi gør i rapporten, det er at kigge på – hvad er det for forskning, hvad er et for resultater man har, og så prøver vi også, at lave en samlet fremstilling af de forskningsresultater. Så der er forskning på området.

Jacob Scharf: … der er nogle baggrundsfaktorer, som har en central betydning her, og der er også nogle forhold som virker som katalysatorer. Hvorfor er det at nogle bliver radikaliseret, og ikke andre. Det handler i høj grad om, at der hos dem, der så bliver radikaliseret, når de går ind i et forløb, så handler det om en fascination af vold, en søgen efter spænding. Det handler også om en søgen efter et tilhørsforhold, og efter en gruppeidentitet.

(Modstandskraft mod radikalisering og voldelig ekstremisme, s. 20)

Martin Krasnik, DR2: Hvorfor nævner du ikke – nu sidder jeg og kigger på den her rapport, som både er kommet i en længere og en kortere version, og der står simpelthen intet om at religion er problemet. På trods af, at langt langt de fleste af de her mennesker bekender sig til en meget meget klar religion, dogmatik og holdninger i den forbindelse.

Jacob Scharf: Ja, og det er fordi, de undersøgelser, den forskning, der ligger på området – peger meget klart i retning af, at det her er ikke et spørgsmål om religion. ligeså lidt som…

Martin Krasnik: Men de er jo alle sammen fra samme religion?

Jacob Scharf: Lige så lidt som venstreekstremistisk terrorisme har haft noget med politik at gøre, eller højreekstremisme for den sags skyld, så har det her grundlæggende ikke noget med religion at gøre. Det vi kan se, det er at dem der bliver radikaliserede, og dem der begår terrorhandlinger, der fylder religion faktisk meget lidt. De er ikke særligt velbevandret i religion. Religionen er i de her processer en efterrationalisering, et spørgsmål om at bruge nogle religiøse argumenter til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Er det ikke sådan en underlig psykologisering. Det kan da godt være det er en efterrationalisering, men vi taler om folk der på ret kort tid bliver radikaliseret. En af dem der blev tilbageholdt i går, anholdt i går, en af dem der har været i Syrien, han blev på meget få måneder radikaliserede, og arbejdede vistnok som pædagogmedhjælper eller et eller andet, var en del af det danske uddannelsessystem. Han bliver religiøs, det er det der er den afgørende faktor for ham, ligesom for mange af de andre.

Jacob Scharf: Nej, nej. Det er ikke rigtigt.

Martin Krasnik: Det er næsten umuligt at forestille sig, hvordan forskning kan udelade det åbenlyse logiske svar.

Jacob Scharf: Han bliver voldelig, og han bevæger sig i voldelige…

Martin Krasnik: – Han siger han bliver religiøs!

Jacob Scharf: – en voldelig ekstremistisk retning. Ja, og det er nogle argumenter. Det er de argumenter, den propaganda, som islamiske ekstremister bruger, og det er det som terrorister bruger for at forklare og retfærdiggøre hvorfor de begår vold. Så det er ikke et spørgsmål om religion, ligeså lidt som venstreekstremistsk terrorisme, højreekstremistisk terrorisme, er et spørgsmål om politik, selvom der bliver brugt politiske argumenter for at forsvare de voldelige handlinger.

Martin Krasnik: Det sætter jo simpelthen en pil igennem årtiers mantra om terror, at det er politik med andre midler. I stedet for at føre politikken i parlamenter eller ved at gå til demonstrationer, så fører man den ved at udøve vold. Og de her islamister, de siger det jo selv – de er uenige i den politik vi fører i Mellemøsten, det er en krig de fører mod os. Os mod muslimerne. Vesten mod Mellemøsten eller Islam. Altså, det er politisk-religiøse argumenter. Og så siger du, at det tror jeg bare ikke på, at de mener alvorligt – eller hvad?

Jacob Scharf: Nej, der er jo ingen tvivl om, at terror og formålet med terror, jo ikke bare er et spørgsmål om at slå ihjel, at slå så mange civile ihjel som overhovedet muligt. Der ligger nogle motiver, der ligger også i det, at man ønsker at tvinge eller true, at destabilisere samfund som man mener hviler på nogle forkerte værdier. Og det er derfor, at vi skal tage terrortruslen alvorligt, fordi de berører, og er rettet mod nogle grundlæggende værdier i vores samfund. Men det er væsentligt at holde fast i, for det er jo også afgørende for hvordan vi vælger at bekæmpe og forebygge terrorisme – er det væsentligt at holde fast i, at det her handler om nogle andre ting end religion. Der indgår nogle religiøse argumenter, men det handler grundlæggende om nogle andre ting.

Martin Krasnik: Det er simpelthen for ukomfortabelt for os at sige, at det handler om religion. Det forsøger politikere jo altid at sige, at det ikke handler om Islam, men noget andet, og så siger vi også samtidigt, at det jo nok heller ikke handler om politik, for hvis det gjorde det, så var det jo en politisk kamp, hvor vore politiske modstandere ikke anerkender vores politiske slagmark, men tyer til vold. Men terror har jo altid eksisteret som politisk våben. Det gør det også i dag, og så siger du – næh, det tror vi bare ikke rigtigt på, at de mener. Det er nogle helt andre motiver end dem de selv tror de har. Hvordan kan man undersøge sig frem til det?

Jacob Scharf: Det er jo rent faktisk fordi, at der er foretaget forskning i de her ting, og der er kigget på de terrorsager vi så har haft, både i Danmark og i udlandet, de gerningsmænd der har begået forfærdelige handlinger. Hvis vi spoler tilbage, og ser hvad det så er for nogle personer det handler om, hvad er det for en udvikling de har gennemgået, hvad er det der har motiveret dem, ja, så er det grundlæggende nogle andre ting end religion. Og religion det er først og fremmest en efterrationalisering. Det er religiøse argumenter der bliver brugt til at forklare og retfærdiggøre voldelige handlinger. Vel at mærke voldelige handlinger, som er rettet imod vestlige samfund, som er rettet imod nogle grundlæggende værdier i åbne demokratiske samfund.

Martin Krasnik: Det er jo det samme som at sige, at du mener ikke hvad du siger. Du mener i virkeligheden noget andet. Du sidder overfor en politiker, og siger – du har nogle helt andre motiver, end det du har, bare fordi vi ikke bryder sig om den måde du udtrykker dig på.

Jacob Scharf: Nej, men det tror jeg man vil se i mange sammenhænge, at der kan blive brugt nogle argumenter, nogle forklaringer, i virkeligheden i forhold til nogle handlinger, hvor det der ligger til grund for de pågældende handlinger er det andet.

Ekstern kommentar.

“Det blev om ikke andet klart, da han – naturligvis for ikke at lyde fuldstændig imbecil – indrømmede, at terror er et angreb på de vestlige værdier. For hvordan skulle en adfærd drevet udelukkende af behovet for spænding og fællesskab dog være et angreb på ‘værdier’? Var det ikke netop en del af efterrationaliseringen: at man påstod at agere i forhold til en værdikonflikt mellem islam og vesten, mens man i virkeligheden udlevede helt andre behov?

… hvis man nu ikke har alt for mange brikker at flytte rundt med, er det jo også en stor fordel at kunne forklare hele kulturhistorien med en lille håndfuld let lærte begreber – fx ‘frustration’, ‘traume’, ‘eksklusion’ og ‘fællesskab’ – i stedet for at skulle sætte sig ind i alle de sære tanker, som folk har udtrykt i vidt forskellige sprog og terminologier.

Scharfs betonfaste adskillelse imellem de psykologiske årsager til terror og de ideologiske efterrationaliseringer lugter langt væk af tankeløse menneskers leg med nogle begreber, de ikke kan overskue.” (Tankesite, 9. april 2016)



12. april 2016

Søren K. Villemoes persona non grata i venstreradikal højborg: “Så er det officielt: Jeg er racist.”

For et par år siden afviste Ungdomshuset et heavy metal-band, fordi et af bandmedlemmerne var aktiv i Danmarks Nationale Front. Uwe Max Jensen fortæller, at Weekendavisens Søren K. Villemoes har fået en lignende afvisning af Bolsjefabrikken, da journalisten og (og regga-DJ’ens) sindelag er uforenelig med husets værdier. Som Villemoes selv formulerede det: “Så er det officielt: Jeg er racist.”

Mikkel Andersson opridser sagen – Halløj i det identitetspolitiske bolsjekogeri.

“… Hvorfor Villemoes egentlig er politisk uren, er der ikke rigtig nogen, der kan forklare. Det tætteste man kommer, er, at han engang har skrevet noget om en hottentotkarrusel i Djurs Sommerland, som han ikke mente, var udtryk for strukturel racisme men blot anakronistisk bøvethed og så angiveligt har forsvaret retten til at kalde folk ‘neger’. …

I deres helt unikke definition af racismebegrebet kan hvide ikke udsættes for racisme – kun være racister. Hvilket de så dog er til overmål. Det skyldes nemlig i høj grad, at racismen er ’strukturel’, hvilket belejligt nok indebærer at alle hvide mere eller mindre opretholder denne, og dermed også i praksis bliver bærere af en moderne form for arvesynd i kraft af de historiske forbrydelser og privilegier, som deres hudfarve beføjer dem.

Brugen af racisme i en helt ny version er blot et eksempel på, at identitetspolitikken – som enhver god subkultur – har sin helt egen indforståede sprogbrug. Her findes eksempelvis begreber som ‘whitesplaining’, som er noget rigtig grimt, man kan beskylde en person med hvid hud for, hvis man er uenig, i stedet for at konstatere, at man finder vedkommende arrogant, nedladende eller unødigt belærende. På samme måde som ‘white tears’ er et hyppigt anvendt udtryk, man kan hæfte på hvide mennesker, man mener er uretmæssigt kede af noget, som deres eksklusive hudfarve slet ikke berettiger dem til at være kede af.

At kalde folk for hudfarverelaterede nedsættende ting er tilsyneladende ret vigtigt i den identitietspolitiske kamp mod racismen. På den måde ender identitetspolitikken pudsigt nok præcis samme sted som den klassiske racisme, hvor man let og elegant kan knyttet en lang række negative egenskaber til folk alene på baggrund af deres hudfarve.”

Oploadet Kl. 02:28 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Gyldig XHTML
WP






MediaCreeper