31. oktober 2014

DR Online om højreorienterede jøder der vil “… bede ved al-Aqsa-moskeen, islams tredjehelligste sted”

Højreorienterede jøder vil provokerende bede ved muslimernes tredjehelligste sted, skriver DR Online, der undlader at fortælle at Tempelbjerget også inkluderer Grædemuren, jødernes helligste sted. Fra artiklen – Israel fjerner afspærring ved al-Aqsa moskeen.

“Israels myndigheder har torsdag aften besluttet at genåbne området ved al-Aqsa-moskeen på Tempelbjerget i Jerusalem. …

Israel beordrede torsdag morgen området lukket for alle besøgende. Det skete, efter at en bevæbnet mand onsdag skød og sårede den højreorienterede israelske aktivist Yehuda Glick, der leder en kampagne for at give jøder adgang til at bede ved al-Aqsa-moskeen, islams tredjehelligste sted. …

Området har før sat sindene i kog, som i 2000, da den daværende Likud-leder Ariel Sharon besøgte Tempelbjerget i Jerusalem for at markere, at det højreorienterede Likud ikke ville overlade det arabiske Østjerusalem til palæstinenserne.”

(Tempelbjerget inkl. al-Aqsa-moskeen og Grædemuren)

“Grædemuren, eller Vestmuren som jøder kalder den, er den sidste rest af den mur, der omgav Tempelbjerget, hvor det jødiske tempel lå, indtil romerne ødelagde det i år 70. Siden da har denne lille vestlige bid af muren været det helligste sted for verdens jøder. Ovenfor Grædemuren på selve Tempelbjerget, som muslimer kalder for Haram al-Sharif – Den ophøjede Helligdom , ligger nu al-Aqsa- og Klippemoskeen, som er det tredje helligste sted efter Mekka og Medina for verdens muslimer.”(Steffen Jensen)

Oploadet Kl. 06:10 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


29. oktober 2014

Holdningsmassage i MSM: Vi bør give ophold til alle pædagoger, syge og dem der foretrækker at bo her

Hele “99 procent af blå bloks vælgere foretrækker en borgerlig regering til at styre udlændingepolitikken” pointerer en A&B Analyse for Altinget, og konkluderer, at danskerne generelt mener ‘Udlændingepolitik’ er vigtigere end økonomi. Det vil kræve en del holdningsmassage at vende udviklingen. I dag kører Ekstra Bladet historien om 31-årige Ehsan Nayebi, der fik afslag på asyl, og herefter fik konstateret en sygdom der ikke kan behandles i Afghanistan.

I 19-Nyhederne på TV2 i går var der to historier, herunder historien om ghanesiske Abigail Joseph, der er uvist selvom hun (som nyddannet pædagog) har en “arbejdsgiver der higer efter hendes kvalifikationer”. Alle tudehistoriernes moder var dog indslaget med den 19-årige syrier Alaa Zaal Almezal (og hendes mand). Hun flygtede til Italien, men da hun havde hørt fra slægtninge i Danmark, at vi behandler “flygtninge på en menneskelig måde”, agtede hun at bosætte sig her. At få børn her.

… vi har planlagt at vores fremtid skal være i Danmark. Vi vil arbejde, fortsætte vores uddannelse og have børn.” (Alaa Zaal Almezal, 19-årig syrier)

(Collage med Divya Das i TV2 Nyhederne, 28. oktober 2014; Ekstra Bladet, 29. oktober 2014, s. 6f)



28. oktober 2014

Grækere mod masseindvandring er højreekstrem – Libanesere går længere, men er blot ‘frustrerede’…

For et par år siden sendte DR1 en Horisont-udsendelse om højreekstremisme i Grækenland, Ungarn og Serbien. Titlen var ‘Støvletramp og nazi-hilsner‘, og inkluderede blandt andet interviews med Golden Dawn. “Vi bliver en minoritet i vores eget land”, forklarede en Golden Dawn-aktivist DR’s Thomas Ubbesen. Sammenhold situationen i Grækenland med situationen i Libanon lige nu, og bemærk hvorledes Politiken-korrespondent Marcus Rubin helt undlader at sætte politiske etiketter på libanesere, der frygter at blive presset ud af deres eget land.

I Libanon taler vi i øvrigt ikke kun om nationalistiske gadepatruljer, men også om ‘spærretid’ for udlændinge. Fra Politiken – Lilleputstaten Libanon er ved at segne under millioner af syriske flygtninge.

“Vreden og frustrationerne lyser ud af øjnene på Said Juwadi. Han er født og har boet hele sit 50-årlige liv her i Choveifat, en lille drusisk landsby lidt syd for Beirut. Men nu er det mere og mere, som om der ikke er plads til ham.

Syrerne er overalt. Overalt. Man kan slet ikke komme til for dem. Sidste uge måtte jeg gå tre gange forgæves på posthuset, fordi der var så mange af dem, at jeg ikke kunne nå det i frokostpausen’, siger Juwadi. …

Mens han nipper til en kop kaffe, opremser han alle problemerne, de syriske flygtninge efter hans mening har skabt i Libanon.

‘Alt er blevet meget dyrere. Mad, husleje, frugt. Det hele. Og samtidig er det hele blevet meget mere usikkert‘, siger Juwadi og forklarer, at han derfor med en gruppe andre regelmæssigt patruljerer i byen og holder øje med, om syrerne overtræder nogle regler.

‘Vi bliver nødt til at være på vagt. Ellers bryder det hele sammen’, siger Juwadi. …

Libanon er bogstaveligt talt ved at segne over flygtningebyrden. … Både det politiske system i Libanon og landets infrastruktur er i dyb krise. … Libanon har indtil for nylig afvist at etablere permanente flygtningelejre, så syrerne er spredt ud over hele landet og bor i alt fra midlertidige telte til ufærdige huse og værelser, de lejer.

‘Situationen er helt ekstrem. Det er noget, som risikerer at underminere selve Libanons eksistens og identitet‘, siger Mario Abou Zeid, der er forsker på Carnegie Middle East Center i Beirut.

(Politiken, 18. oktober 2014, s. 4)

Frustrationerne over de mange syriske flygtninge har i de senere måneder ført til en række voldelige sammenstød, hvor syrere er blevet overfaldet og deres telte sat i brand. …

‘Vi er lige så medmenneskelige og venlige som alle andre, men det er ligesom en æske – der kommer et punkt, hvor der ganske enkelt ikke er plads til mere. Og det punkt er vi kommet et godt stykke forbi’, siger borgmesteren i Choveifat – den lille landsby syd for Beirut – Melhem El Souki. …

‘Det skaber problemer overalt. I forbindelse med vand, elektricitet, affald, boliger – det er alt for meget’, siger han. …

For at mindske spændingerne indførte Choveifat derfor for nogle måneder siden en spærretid for de syriske flygtninge i byen.

‘Syrerne skal blive inden døre fra klokken 9 om aftenen til klokken 5 om morgenen’, siger Souki og forklarer, at det lokale politi overvåger, at de overholder reglerne. Formelt gælder spærretiden for alle udlændinge i byen, men alle forstår, at den er rettet mod syrerne.

Ifølge menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch har mindst 45 andre byer i Libanon også indført spærretid for syriske flygtninge…

‘Hvad er det, man forestiller sig, at vi gør?’, siger Melhem El Souki. ‘Bare opgiver og overlader hele landet til syrerne. Vi bliver da nødt til at sikre, at Libanon ikke går helt i opløsning, og at vi ikke bliver presset ud af vores eget land’.


Romantiseret tilgang til venstrefløjsterror: Lasse Ellegaard kalder likvidering for ‘en krigshandling’

Jyllands-Posten konfronterer Jan Stage-vennen Lasse Ellegaard, der springer ud som fuldfed terrorapologet. Fra ‘Det er ikke alt, der skal stå i avisen næste dag’

“Terror: Siden 1970’erne har journalist Lasse Ellegaard kendt til historien om Jan Stages rolle i mordet på den bolivianske generalkonsul i Tyskland. … Sagen er ifølge terrorekspert Magnus Ranstorp, forskningsleder ved Forsvarshøjskolen i Stockholm, et skoleeksempel på den ‘romantiserede tilgang’, vi ifølge ham har til venstrefløjsterrorisme. Han sammenligner Jan Stage med historien om den svenske journalist og forfatter Jan Guilloi, som var dybt engageret i den svenske venstrebevægelse, og som fra 1967 til 1972 lod sig hverve af den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB. …

Der er en romantisk forestilling om, at venstrefløjsterrorisme ikke er lige så slemt, og om, at den bliver udført for en god sag. Det er underdogs, der kæmper, og der er en forestilling om, at det er lidt mindre ondt, hvis det er venstreorienteret,’ fortsætter han…

[...]

Lasse Ellegaard, mener du, at det, Jan Stage gjorde, var forkert?

‘Det får du mig ikke til at tage stilling til. Man kan jo anskue handlingen som en krigshandling. Det var jo ikke hvem som helst, som blev myrdet i Hamborg, det var efterretningschefen for Bolivia, som – så vidt jeg husker – havde tortureret gerningskvindens kæreste og hendes far.’

Men det, Jan Stage medvirkede til, var vel stadig terrorisme. Er nogle slags terrorisme mere acceptable end andre?

Du kan også sige, at han medvirkede til en krigshandling. Der er da forskel på terrorisme vendt mod civile og så en handling, der foregår i et krigsrum, hvor der står én front over for en anden.'”

Oploadet Kl. 07:12 af Kim Møller — Direkte link8 kommentarer


26. oktober 2014

Udlændingevalg i vente: Stort flertal stoler ikke på politikernes forsikringer, gider ikke flere muslimer…

“Højreradikalisme er den nye midte” hævdede Lars Trier Mogensen forleden i Information, men intet indikerer at danskerne har ændret holdning til Islam, indvandring eller det multikulturelle samfund. Det eneste der er ændret, er vel egentligt kun, at det qua Dansk Folkepartis fremgang er blevet mere legitimt at ytre sin holdning offentligt. Godt for Danmark, skidt for virkelighedsfjerne venstreorienterede. Fra Altinget.dk, der fortæller at den gennemsnitlige dansker ikke gider mere indvandring – Flygtninge splitter rød bloks vælgere.

“Et klart flertal af de danske vælgere er enige om, at Danmark ikke skal tage imod en større andel af de flygtninge, som for tiden strømmer til Europa på flugt fra krig og forfølgelse i blandt andet Syrien. …

Men hvor blå bloks vælgere stort set alle synes enige om at sige nej til at åbne døren for en større andel af flygtningene, så deler spørgsmålet rød bloks vælgere i to lige store grupper for og imod. Det viser en måling som A&B Analyse har foretaget for Altinget. …

Mens godt 43 procent af rød bloks vælgere svarer, at Danmark bør tage imod en større andel af flygtningene, så svarer tilsvarende godt 43 procent nej. Hos de borgelige vælgere er fordeling 91 procent imod og kun 4 procent for. … I Altingets måling angiver over 60 procent af de Radikale svarpersoner, at de mener, at Danmark skal tage imod en større andel af flygtningene i Europa.”

Mere.

(Søndagsavisen, 24. oktober 2014, s. 16-17)

Jarl Cordua, Radio24syv: Politikerne reflekterer jo det, fordi vi er så tæt på et folketingsvalg. Reflekterer det, som de har en klar fornemmelse af, at der er den holdning i befolkningen bredt. Og det er: Vi vil ikke have flere muslimske flygtninge. … Vi vil ikke ha’ flere muslimske flygtninge, fordi de simpelthen er svære at integrere, og de tror simpelthen ikke på politikernes forsikringer efter 40 år med flygtninge fra muslimske lande. … befolkningen tror ikke på politikernes forsikringer. De oplever, hvor de bor, og det er jo ikke de rige og middelklassen der har problemet – det er alle de andre. Og det er jo de fleste. … Det her er kamppladsen. Vi får et flygtninge/indvandrer-valg, det gør vi. Fordi det simpelthen er det der optager befolkningen. Folk er rædselsslagne… De vil bare ikke…

Torben Steno, Radio24syv: Danmark går nu ind for konventionsbrud, der handler om – vi vil gerne være et åbent land, vi vil gerne modtage både indvandrere og flygtninge, men vi vil ikke have muslimer.

(Cordua & Steno, Radio24syv, 23. oktober 2014, ca. 18 minutter inde)

(Ekstra Bladet, 20. oktober 2014, s. 9; EB.dk)

EB.dk: Vi har lige talt med nogle af de her asylansøgere. De kommer jo fra krigshærgede områder, og er flygtet med deres familier. Gør det indtryk på dig?

Majbritt J., Rødby: Næh, for mændene kan bare blive hjemme og passe deres land, og forsvare deres land.

EB.dk: Men der er jo krig?

Majbritt J.: Så må de sgu da også forsvare det. Og så må de sende konen og børnene afsted.

(EB.dk, 24. oktober 2014: ‘Forkasteligt at have så mange asylansøgere’)


Dansk presse: Problematiserer fri folkelig debat, forsvarer venstreradikal terrorists kreative journalistik

For få år tilbage talte danske mediefolk om Facebook-revolutionerne, og sociale mediers demokratiske potentiale. Det er værd at huske på, når samme personkreds i Presselogen på TV2 News tidligere i dag diskuterede ‘hård retorik på sociale medier’. Ekstra Bladets Karen Bro blev angrebet for alle sider på grund af onlinedebatten ‘Nationen’, selvom hun understregede at avisen ofte fjernede kommentarfunktionen på kriminalhistorier. En selvretfærdig redaktør pralede ligefrem med, at kommentarer der inkluderede ord som ‘Islam’ skulle godkendes før de røg online.

Hvis den danske presse vil se kritisk på sig selv, så er der masser af debatter de kunne tages. Eksempelvis om en afdød topjournalists medvirken til terrordrab, og redaktionel accept af skønlitterær journalistik. Historien om Jan Stage (Land & Folk, Information, Politiken, Ekstra Bladet) fortælles af vennen Lassen Ellegaard (Information, Weekendavisen, Jyllands-Posten) i Information – Anm: Med den hemmelige agents indsigt.

“… Her er et kunstnerisk temperament kombineret med den hemmelige agents indsigt bedre egnet til at nå en slags sandhed. Jan Stage besad begge dele, og vidste man det ikke, står det at læse i Morten Hesseldahls nye roman Ernestos hænder, hvis omdrejningspunkt er Stages notoriske rolle i mordet på Roberto Quintanilla Pereira, der som Bolivias efterretningschef gav ordre til at skære hænderne af Ernesto Che Guevara efter hans henrettelse i en skolestue nær Vallegrande i 1967. Pereira blev siden sendt til Hamburg som generalkonsul, hvor han 1. april 1971 blev skudt i sit hjem af en ung tysk kvinde, Monika Ertl, der derefter forsvandt i en flugtbil – ved rattet sad Jan Stage, som Hesseldahls romanfigur Mikkel Fjordager er modelleret over.

Når jeg skriver ‘notorisk’ er det fordi Stage ved adskillige lejligheder fortalte mig om sit chaufførjob i Hamburg, senest da han i 2001 mellemlandede i Istanbul på vej til Afghanistan og boede hos mig en lille uge. Men hvad der var mindst lige så interessant, var hans refleksioner over årene som cubansk agent, samarbejdet med Giangiancomo Feltrinelli, den revolutionære forlægger i Milano, og kontakterne til terroristerne i Brigado Rosso og Rote Armé Fraktion: ‘Vi vidste jo godt, at vi ikke havde folkelig opbakning’, sagde han med sit distinkte spor af barndommens Thisted-dialekt, da vi sad på en café og betragtede Bosporus, ‘men det anfægtede os ikke, vi var overbeviste om, at vi havde patent på folkets sande interesser, uanset at folket ikke var klar over det. Du kan sige, vi led af revolutionært storhedsvanvid’.

(Revolveren som Monika Ertl anvendt til likvideringen, 1. april 1971)

Jan Stage var 34 år, da han en lun forårsdag i 1971 med en hæklet baret på snur og dette svinedyre Rolex om håndleddet smed sin røde Triumph sportsvogn ud for Informations opgang C i Skt. Annæ Passage for at melde sig på redaktionen efter flere år som avisens korrespondent i Caracas, hvor han tillige løste opgaver som hemmelig agent for den cubanske efterretningstjeneste. …

Stage var feteret både som manden i brændpunktet og for sit nære venskab med det danske sprog, men også kontroversiel for en lidt nonchalant anvendelse af dette sprog, når det kom til faktuelle kendsgerninger. Han sagde selv: ‘Jeg placerer mig altid administrativt i landskabet.’ Som da han med en kollega var i Pandrup for Information og skildrede ‘majorens kartoffelmarker’, hvor fattige bondekoner lugede ud mellem planterne på deres blødende knæ under tilsyn af en major til hest. Den artikel udløste et flere sider langt læserbrev fra Pandrups kommunaldirektør, hvori han gjorde gældende, at kartoffelavl nu om dage (i 70’erne) var fuldt automatiseret, at egnens bondekoner havde fået arbejde på en lokal fabrik og at den omtalte major, der ganske rigtigt red på en hest i sine marker, var død en gang i 30’erne. Stages socialrealistiske syner var et typisk eksempel på hans ‘administrative placering i landskabet’, i dette tilfælde forskudt 40 år…

Hans journalistik var ikke altid helt a jour med fagets selvforståelse som formidler af konkrete kendsgerninger (som også jeg, syv kors, hylder og respekterer efter bedste evne), og hvis han havde skrevet ringere eller fordrejet og overdrevet for bevidst at vildlede, var karriererne på henholdsvis Information og Politiken blevet af kort varighed.

Men som Herbert Pundik sagde om Stages tekster til bogen Signatur Jan Stage (2007): ‘Jeg kunne jo selv tjekke ham, da han rapporterede fra Libanon og Israel, og kunne se hvordan han nu og da sammenskrev forskellige begivenheder og oplevelser, hentet fra forskellige steder på forskellige tidspunkter. Men det var altid bedre, end det, der ellers blev skrevet. …’ Hvilket netop er pointen: Jan Stage kunne ikke altid klare en tur i Detektor, men han var altid bedre, end noget andet, der blev skrevet på dansk, og det var han, fordi han aldrig spærrede sig selv inde i branchens bogholderoptik, men var formidler og fortolker med det værktøj, jeg kalder ‘sansningen’ – altså: hvad er essensen af en begivenhed under alle pressemeddelelserne og propagandaen. …

Jeg skriver ikke dette som et defensorat for unøjagtigheder, skinbarligt digt og den ‘administrative placering i landskabet’, og heller ikke for at forklare hvorfor jeg selv som hans redaktør trykte hans artikler fra Bosnien-krigen i 90′ erne under logo’et: ‘ En forfatter i krig’ – et lidt forkølet forsøg på inddæmme dementier.

Jeg skriver, fordi Stage gjorde journalistik til meget mere end korrekte citater…”



21. oktober 2014

Endnu mere Langeland: “Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi, Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki'”

Endnu en regnvejsdag på Langeland, og hvis du vil se en bloggende jyde i kongeblå gummistøvler, så er det nu. Jeg hører en del radio, og med en bogaktuel Jesper Tynell (Irak-krigens begrundelse…) er P1 udelukket. Den første stund med Radio24syv inkluderede et interview med samme, og så var stilen ligesom lagt. Jeg blev blandt andet forulempet med et indslag om en russisk ‘Miss Hitler’-konkurrence, der blev afsluttet med en modstilling af ‘frihedssøgende’ og ‘højreekstremisme’. Eks-kommunisten Putin repræsenterede (i lighed med nationalsocialisme) højreorienterethed.

Herefter var der Reporterne, hvor et af dagens gennemgående emner var hvorvidt en kvindelig hjemmeplejer fra Frederikshavn skulle fyres på grund af en racistisk kommentar om muslimer på Facebook. Den ene vært fortalte sidst i programmet, at han stemte på Morten Messerschmidt til EP-valget, men selvom debatten ofte er mere nuanceret end den tilsvarende på P1, så er det venstrefløjens kampe der udkæmpes. Med eller uden en stemme på Dansk Folkeparti. Det mest borgerlige man kan gøre med sin radio er at slukke den.

(Admiral på nælde, Dovns klint)

Jeg har i nogle dage forsøgt at komme på skudhold af Sortkrage og Kvækerfinke, men det er småt med det ornitologiske og jeg har måtte supplere med et besøg hos ringmærkerne på Keldsnor fuglestation. Her er der de senere dage blevet ringmærket spændende arter såsom Pungmejse, Skægmejse og Ringdrossel. Da jeg var der så jeg Jernspurv, Blåmejse og Gærdesmutte. Ikke dårligt, men eneste nye art under opholdet har været en forbiflyvende (mørkbuget) Knortegås i Botofte.

(Gærdesmutte, Keldsnor)

(Mørkbuget knortegås, Botofte)

(Tårnfalk, Gulstav mose)

Kaffen købes på den sydgående landevejs ‘Nordenbro Kontantforretning’, der i al sin enkelthed både er iskiosk, bager og antikvitetshandel. Trods navnet tager de også betalingskort. I Rudkøbing har jeg blandt andet besøgt Tingstedet, en 1700-tals købmandsgård fyldt med antikviteter. Jeg købte en bog om Langelandsbanen, øens jernbane 1911-62, og hvis det ikke klarer op, så har jeg i det mindste lidt læsestof.

Fra beskrivelsen af den officielle indvielse en efterårsdag for lidt over hundrede år siden.

“Konsessionsudvalgets formand og nyslået Ridder af Dannebro, proprietær I. A. Hansen Tjørnebjerg Gård åbnede de officielle talers række med en tale for Kongen: “Det er en særlig festdag for os. Den er ganske vist ikke nået uden kamp, men vi håber, at banen vil bringe os, hvad vi venter af den Mange slutter sig til os i dag i dette ønske, men der er dog et særligt hjerte, som slutter sig til vore håb og ønsker, og det er Hans Majestæt Kongens. Vi håber, han må opleve mange fredens år. ‘Kongen leve’. Derefter spillede orkestret ‘Kong Christian’, og alle rejste sig ærbødigt. I aftenens forløb blev nedenstående sang, med stolthed i stemmerne, sunget af de mange feststemte deltagere.

Hos Digteren lued’ Begejstringens Ild
Den Gang han paa Langeland landet:
De skønneste Roser, de fedeste Sild …

Hvad nytter det, Rosen i verden blev sat,
Hvis ej den blev taget til eje
Når Grenen laa ensom i Havet forladt
Langt bort fra tiltraadte Veje
Ja nu vil vi haabe, den tid er forbi
Vi spottende kaldtes ‘Det lille Tyrki’

(Ulla Arndt Madsen, Langelandsbanen, 2011. S. 23)

(Nordenbro Kontantforretning, Nordenbro)

(Dannesbogaard, Herslev)

(Til salg-skilt ved Asylcenter Holmegaard, Bagenkop)

Oploadet Kl. 21:13 af Kim Møller — Direkte link16 kommentarer


16. oktober 2014

Tidligere DR-ansat: Vi skulle lave ‘konstruktive nyheder’, der kunne anvise en ‘løsning på et eller andet’

Ideen om ‘konstruktiv nyhedsdækning’ forklarer indirekte hvorfor DR holder sig langt væk fra kriminalhistorier, og eksempelvis undlader at gå tæt på ideologien bag Islamisk Stat. Man skal ikke spørge, hvis svaret ikke kan løses (indenfor den herskende venstreorienterethed). Mens jeg har siddet ved pc’en her til formiddag, har P1 serveret tre konstruktive nyheder om henholdsvis Gyldent Daggry, registreringsafgift på biler og faldende fertilitet. Langt interview med Mette Fugl i tirsdagens Jyllands-Posten – ‘Nå. Men verden er ond’ (ikke online).

“Mette Fugl sidder i sin stue på Frederiksberg og griner. DR’s tidligere europakorrespondent har ellers ikke haft meget at grine af, siden hun opsagde sit job for et år siden. Hun savner Bruxelles, hun savner at være der, hvor tingene sker, og mest af alt savner hun god journalistik i tv.

… Hendes fratrædelsesordning forhindrer hende i at nævne navne, men en overordnet kritik kan hun ikke holde tilbage.

Engang var det en del af DR’s formålsparagraf at informere borgerne i et deltagende demokrati, men ifølge Mette Fugl er denne flotte tanke fuldstændig druknet i koncepter, segmenter og formidling, og nu er DR havnet der, hvor journalister interviewer hinanden. Det er blevet vigtigere, at folk ser med, end at give dem noget væsentligt at se på. …

Så kom de såkaldt konstruktive nyheder. Pludselig skulle journalistikken også anvise løsninger på problemer, og nyheder, som kun omtalte samfundsproblemer uden at anvise løsninger, var ukonstruktive.

‘Jeg synes, at det er noget vås at tale om positive nyheder, og jeg synes, at det er farligt for DR’s troværdighed. Det er fint nok, hvis man reelt kan anvise en løsning på et eller andet, men denne verden er jo ikke så yndigt indrettet, at vi kan sige: ‘Nu skal I høre, når det gælder Islamisk Stat, vil TV Avisen fremover behandle det konstruktivt.’ Det kan vi jo ikke,’ siger Mette Fugl.

‘Og det stammer vist nok fra en chef, der har talt med sin nabos datter, der har sagt, at der er alt for meget uhyggeligt i TV Avisen. Nå. Men verden er ond. Jeg bliver bekymret, når man vil lave principper om konstruktive og positive nyheder i en public service-institution. Det konstruktive kan blive lovlig kreativt. DR skal vel informere borgerne i et deltagende demokrati.'”

Oploadet Kl. 11:50 af Kim Møller — Direkte link28 kommentarer


7. oktober 2014

P1: Syriensfrivillige er ikke styret af storpolitiske ideer eller religiøs fanatisme, men ‘identitsskabelse’

Det er ikke meget P1 jeg får hørt. Det er simpelthen for trættende at høre om transseksualitet i modeindustrien og selvvalgt kønsidentitet. Når emnet endelig har relevans, er det stort set altid et fuldfed koncentrat af bortforklarende relativisme fra det akademiske overdrev. “Unge syrienkrigere drives måske ikke kun af islam”, lød et indslag i mandagens Orientering, men heller ikke denne gang, så var der et eneste ord om Islam.

Niels Bo Poulsen, militærhistoriker: … meget af den militærhistoriske skrivning der er lavet, er jo i virkeligheden ti-tyve år gammel, når det gælder tidligere tiders frivillighed i krig, og der er vi allerede kommet fra et samfund som var mindre oplevelsespræget og måske mindre rodløst end det vi har i dag. Så derfor var man mere tilbøjelig til at fokusere på nogle klassiske ideologiske forklaringer, end traditionel militærhistorisk og kigge på på folk der gik frivillige i krig, eller man kiggede på nogle konkrete materielle forklaringer – igen ud fra devisen af, at folk jo må være fattige, eller mangler.. at man gjorde det for pengenes skyld, ikke. Lejesoldater eller fanatiske religiøse politiske krigere. Så den her 3. pendant der handler om identitet, der handler om at sætte, og måske også for mange mænds vedkommende, om maskulinitet, det handler om på en eller anden måde at skabe sig selv gennem krigsoplevelsen. Den har generelt været undervurderet. … Hvis vi går lidt tilbage i tiden, så havde vi nogle forklaringsformer i vores egne vestlige samfund, som handlede om at meget kunne forklares enten konkret materielt eller med storpolitiske ideer. Det med at tage udgangspunkt i individet, i individet skaben af verden, så at sige – det manglede.

Tage Baumann, P1: … det handler i hvert fald om identitetsskabelse

Thomas Alling, vært: Nu siger du det der med, at man har haft fokus på at det kunne være pengene der drev, lejesoldaterne. Det kunne være noget idealisme, Gud, konge og fædreland, der drev soldaterne. Og nu er vi så blevet mere opmærksom på det der med det identitetsskabende. Man har jo altid vidst at unge mænd var dem der kørte hurtigst i trafikken, og det er dem som kommer op at slås til kro-, halballerne osv. Men hvor vigtigt er det at tillægge den her identitetsskabende betydning, når det gælder om at finde ud af hvorfor unge mennesker går i krig?

Niels Bo Poulsen: Nå men, jeg tror den er særdeles vigtig af mange årsager. For det første, at hvis vi forfalder enten til at sige det er politiske fanatikere, eller det er subsistensløse sociale tilfælde, så er vi allerede ude i en stereotypisering der nærmer sig dæmonisering, og så kan man bare sige, at enten er det politiet eller også er det sådan en social indsats der skal til. Det andet kalder i virkeligheden på en meget mere bredspektret indsats. Også med nogle bud på, hvordan kan man sikre sig, at disse folks rastløse energier, hvis vi kan kalde det det, og engagement i at konstituere deres egen identitet, hvordan kan den ligesom struktureres ind af nogle konstruktive kanaler. Det er ret vigtigt vil jeg sige. At vi har dette aspekt med.

Thomas Alling: … hvem er det som ender som syriensfrivillige, kunne det ikke ligeså godt være…

Apropos.

“Selv om IS med sine henrettelsesvideoer har gjort sit til at opbygge skrækscenariet af radikal islamisme, så forstærker journalistikken dæmoniseringen… når vægten bliver lagt på at dæmonisere fjenden og bekræfte frygten…” (medieforsker Hanne Jørndrup i Politiken, 26. september 2014)



28. september 2014

Nagieb Khaja fulgte ‘marginaliserede’ Taleban-krigere: “… et møde med almindelige mennesker i krig.”

For nøjagtig 10 år siden var Abu Laban gæst i Deadline, og blev her spurgt hvorvidt Osama bin Laden var et godt menneske eller ikke. “I hvilken forstand? Han er forretningsmand, frihedskæmper”, lød svaret, hvorefter han fortsætte “Han er ægtemand, forretningsmand…”, og det var for tidligt at vurdere, hvorvidt Al-Qaeda-lederen var dårlig for klodens muslimer.

En journalistisk udgave af samme traver kunne man se fredag i Go’ Morgen Danmark på TV2, hvor Nagieb Khaja præsenterede en ny udgivelse om et ophold hos Taleban i Afghanistan. Indslaget kan ses på TV2 Play.

Stéphanie Surrugue, vært: I seks døgn har du sovet og boet side om side med Taleban i Afghanistan, du er den første dansker der har gjort det. … Det her fjendebillede er lidt diffust, vi ved ikke hvem de er? Hvad er det for nogle mennesker du har mødt? Menneskerne bag krigerne?

Nagieb Khaja, journalist: Jamen, der er en ret stereotyp opfattelse af hvad en talebaner er. Det er typisk en meget blodtørstig type, en type som er desperat efter at dø, efter at komme i paradis. Det er folk som ikke vil fremskridt. De vil ikke have pigeskoler for eksempel. De mennesker jeg mødte, de fleste af dem i hvert fald, de svarede ikke til det billede, som vi har af det. Det var helt almindelige afghanere. Det var bønder, det var forretningsdrivende, det var folk med håb og drømme, det var folk som også var forelskede, som ikke kunne få deres udkårne, så det billede jeg fik af dem, kan man sige – var meget afdæmoniserende. … de fleste af dem har ikke sluttet sig til taleban af ideologiske årsager. De har sluttet sig til dem, fordi de tilfældigvis bor i det område her.

[...]

Al Jazeera: Hvad laver I når I ikke laver Jihad?

Talebaner: For eksempel landbrug, men vi laver mest Jihad.

Al Jazeera: Så I er også landmænd?

Talebaner: Ja, vi har træer og lignende.

[...]

Stéphanie Surrugue: Ved at komme så tæt på dem, som du har gjort her. Hvad kan vi bruge den viden til, ikke bare i forståelsen af taleban, men også i forståelsen af bevægelsen Islamisk Stat, der jo lige nu er på fremfærd i Syrien og Irak.

Nagieb Khaja: Det man må forstå, det er, at der altid er nogle ideologiske kerner i de bevægelser her. Det har du selvfølgelig også i Afghanistan, og det har du i IS. I IS består den mest af folk fra udlandet, og irakere selvfølgelig også. I Afghanistan er det afghanere, også kernen. Det man må forstå, det er at der er et opland omkring de bevægelser her, og det opland her, de bliver tiltrukket, presset af de her bevægelser af desperate årsager. Det jeg har hørt fra mange af de talebanere her, det var at mange fra deres familiemedlemmer var blevet dræbt af amerikanske soldater, eller at den afghanske regering havde dræbt deres familiemedlemmer. De var blevet behandlet meget dårligt af systemet, myndighederne, og det var det der gjorde at de sluttede sig til dem. Det er den samme historie, som vi også kan se i Irak, for eksempel. Du har selvfølgelig de ideologiske IS-krigere, som har en ambition der går ud over de grænser der er dernede…

Stéphanie Surrugue: Hvordan kan vi bruge den her viden i en kamp mod Islamisk Stat? Som jo store dele af verden lige nu er involveret i. Vi er jo på vej med militær i lange baner. Er det den rigtige vej at gå, belært af det du har oplevet med taleban?

Nagieb Khaja: Altså, der har været krig i Afghanistan i cirka tretten år, og Taleban er ikke blevet besejrede. De er blevet stærkere efter 2005, og de er stadig en magtfaktor i Afghanistan. Så, de militære midler har ikke været løsningen. Jeg er personligt også overbevist om, at de militære midler, alene i hvert fald, ikke er løsningen i Irak. Det her opland i Irak, som er marginaliserede, eksempelvis nogle af de her sunni-stammer, som man kan sammenligne med nogle af de her talibanere, som også er blevet marginaliserede i sin tid. De folk, de stammer der er blevet marginaliserede. Det opland her, den eneste måde man kan få dem til at lægge våbnene, det er hvis de føler sig accepterede, det er ved at de får medindflydelse, det er ved at man forstår de nuancer der er, at der er nogle som faktisk har svære kår. Så jeg tror simpelthen ikke på, at hvis folk er lykkelige, hvis de er glade, at de vil gribe til våben. Jeg tror bare det er en helt logisk ting.

Stéphanie Surrugue: Sådan var din egen vurdering baseret på erfaringer og observationer i Afghanistan. Nagieb, jeg kunne godt tænke mig her til sidst… kan man undgå at få sympati for de her folk, når man er presset helt ud i de her situationer, tæt på dødsangst.

Nagieb Khaja: Nej, altså, det kan man ikke. Selvfølgelig får man sympati for folk, der behandler en ordentligt, selvfølgelig, så kommer man også til at føle med folk, når man får deres historie, og kommer ind under huden på dem. Altså. … Der hvor jeg faktisk fik mere sympati for dem, det var når jeg hørte deres historie, det var når jeg var sammen med dem i dagligdagssituationer, ikke så meget på grund af krigen, men på grund af andre ting – at jeg har lært dem at kende.

(Supplerer evt. med Jyllands-Posten)

Oploadet Kl. 09:51 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper