16. april 2014

Sverige: Journalisten.se lod DI-fotograf fortælle om venstreradikale overfald, forarger kulturskribenter

Selvom Sverige jo sådan set formelt er et liberalt demokrati, så har det alligevel klare konturer af det autoritære, som vi normalt forbinder med østlande, herunder i særdeleshed Putins Rusland. Systemkritikere får lov til at leve, men så heller ikke så meget mere. Ingen racister i vores gade, og ingen dialog med indvandringsmodstandere.

For et par dage bragte Journalisten.se et interview med Roger Sahlström, der som fotograf for Dispatch International er blevet overfaldet fire gange af venstreradikale i forbindelse med sin dækning af den yderste venstrefløj. “De slår ihjäl dig om du visar dig”, lyder det fra politiet, og den slags er naturligvis interessant for journalisternes fagblad.

Artiklen har interessante oplysninger, men indledes med rutinemæssig shaming. Dispatch International er ‘kontroversiell’, har ‘koppling’ til Trykkefrihedsselskabet, som ‘ofta’ beskrives som fremmedfjendsk. DI producerer racistiske artikler, fortæller chefredaktøren i et tilhørende leder.

Selvom Sahlström er blevet overfaldet fire gange, så er der ingen sympati at hente blandt de toneangivende medier, der kritiserer Journalisten for overhovedet at have givet ham taletid.

(Roger Sahlström mfl. hænges ud af ‘antifascist’, 22. april 2013; Victor Pressfeldt)

To reaktioner på interviewet. Begge fra Aftonbladet.

“Intervjun är mer än följsam… Det han sysslar med under demonstrationerna han pratar om är inte journalistik, det är en form av hotfull åsiktsregistrering. … Bara för att man fotograferar, är man inte fotograf. Bara för att man skriver i en nättidning, är man inte journalist.” (Åsa Linderborg, Aftonbladet Kultur, 15. april: När rasister blir journalister

“Först intervjuade tidningen Journalisten en ökänd rasist, som kartlägger meningsmotståndare vid demonstrationer med sin kamera, och försökte lura i läsarna att han egentligen är fotograf i journalistisk mening. Sedan viftade Journalistens chefredaktör Helena Giertta bort den högst berättigade kritiken mot intervjun genom att ta till stora ord om yttrandefrihet, vilket strängt taget inte hade med saken att göra. … ‘fotografen’ som uppståndelsen handlar om, är medarbetare på Dispatch international. … Dispatch international är dock inte en journalistisk sajt utan en sajt som drivs av hat. Hat mot muslimer, feminister och ‘PK-journalister’.” (Oisín Cantwell, Aftonbladet Kultur, 16. april 2014: “Så skulle ingen riktig journalist skriva”

Ingen af de citerede kommenterer overfaldene på Sahlström, der tilhører en snæver kreds der satser hele butikken og står frem med navns nævnelse. Nogenlunde samtidig kan man læse følgende i de svenske medier – Miljöpartiet vill förbjuda anonyma bloggar. Anonyme bloggere skal frem i lyset, og holdes ansvarlige…

– Den som ansvarar för en blogg kan inte vara anonym. Det måste finnas någon att vända sig till som tar ansvar för att stänga av personer som använder sajter för att begå brott. Det tycker vi är ett grundläggande krav, säger Miljöpartiets språkrör Åsa Romson.

Miljöpartiet vill ändra lagen för att stoppa näthatet. … För att komma åt näthatarna vill Miljöpartietet också att lagen ska omfatta förtal. Om det blir kontoinnehavarens skyldighet att plocka bort förtalande inlägg kan hen inte vara anonym.”



14. april 2014

Perifær højreradikal skiftede side, og fik ekspertkasket – Højtstående imam blev demokrat, og foragtet

Sidste år skrev Eva Agnete Selsing, at de danske medier stort set aldrig bedriver kritik fra højre. Socialisterne kritiseres for ikke at være venstreorienterede nok, men borgerlige kritiseres aldrig for ikke at være tilstrækkelig højreorienterede. Det er nemt at finde eksempler. Herunder en sammenligning af mediernes modtagelse af Charlotte Johannsens ‘Forklædt som nazist’ (2010) og Ahmed Akkaris ‘Mit farvel til islamismen’ (2014). Medierne var ukritiske i forhold til det venstreradikale mediestunt, men omvendt, yderst kritiske og motivforskende i forhold til Ahmed Akarri, der har fået dødstrusler, og de næste mange år må leve skjult.

(Charlotte Johannsens bog, oktober 2010 – Ahmed Akkaris bog, april 2014)

Charlotte Johannsen & Forklædt som nazist (2010)

Tilbage i 2010 blev Charlotte Johannsen landskendt for bogen ‘Forklædt som nazist’, hvor hun med udgangspunkt i egne erfaringer beskrev det højreradikale miljø i Århus. Bogen kom få måneder efter PET’s razzia mod venstreradikale Redox, og var tydeligvis et forsøg på at tale nazismen op, vinde fløjkampen i medierne, sekunderet af venstreradikale kredse. Det er siden bekræftet fra flere sider.

Charlotte Johannsen var aldrig rigtig en del af White Pride, blot ven med enkeltpersoner i kredsen i nogle måneder, og selvom hun i bogen beskriver flere voldelige episoder, så kan intet efterprøves. I de tilfælde hvor sagen konkret kan genfindes, er den væsensforskellig fra hendes udlægning. Blandt de mange anekdotiske afsløringer er blandt andet det, at en række højreorienterede teenagere sang om navngiven venstreradikal ved et privat selskab.

Selvom alle alarmklokker i journalistisk henseende burde ringe, så fik den fuld skrue i medierne. Hun var nu pludselig ekspert i højreradikalisme, fik taletid i TV-avisen, og længere interviews i de fleste større danske dagblade. Danmark havde tilsyneladende et kæmpeproblem med voldelige nazister.

Hun flyttede til Sverige, blev et etableret navn i et venstreradikalt miljø med flere militante grupperinger, der blandt andet plejer omgang med den danske AFA-leder A.R., som selv interviewede hende i bogprojektets tidlige fase, nogle år tidligere. Ingen overraskelser her.

Ahmed Akkari & Min afsked med islamismen (2014)

Ahmed Akkaris biografi udkom i sidste uge, og den giver et detaljeret portræt af en af islams mest centrale skikkelser i Danmark. Som talsmand for 27 islamiske organisationer, var han med til at skabe det nogen betegner som efterkrigstidens største krise i Danmark. Bogen er journalistisk behandlet, og spækket med oplysninger, der siden er blevet bekræftet fra anden side.

Blandt bogens afsløringer er alt fra svindel med offentlige midler, parallelt retsvæsen i muslimske ghettoer til konkrete møder med alt fra SF’ere, radikale og talsmænd for islamiske terrororganisationer. Afsløringer der giver et helt nyt syn på Mohammedsagen.

Med denne på mange måder enestående bog, skulle man tro Ahmed Akkari (i lighed med Charlotte Johannsen), nu kunne bruges af medierne som ekspert i islamisme. Det er på ingen måde sket, tværtimod. De samme medier der hyldede Charlotte Johannsen, udtrykker nu åbenlys foragt for Ahmed Akkari.

(Charlotte Johansen som ekspert i TV-avisen, 24. oktober 2010; Uriasposten: I, II)

Herunder en række reaktioner, der understreger det forhold, at de danske medier ser verden i et kulturelt perspektiv. Gøder man jorden for multikultur, så er man per definition troværdig. Fortryder man som Akkari sin kamp mod Danmark, så skaber man fordomme om muslimer, og er hermed utroværdig. Man græmmes.

Er medierne med til at stigmatisere en hel gruppe mennesker på grund af en mands ord…” (Presselogen, TV2 News)

“Jeg har ikke set, hvad der står i bogen, og jeg agter heller ikke at kommentere på den. Jeg tvivler på, at han nu giver den fulde sandhed… Jeg har på ingen måder tænkt mig at sige undskyld eller kommentere på bogen.” (Uffe Ellemann-Jensen, Venstre; BT, 5. april 2014)

“Og selv om den ikke føjer så meget nyt til det, vi allerede ved om de islamistiske miljøer i Danmark…” (Lars Erslev Andersen, forsker; Politiken, 8. april 2014)

“Jeg synes det er ærgeligt for de andre, som nu bliver klassificeret i forhold til Akkaris bekendelse, han kørte et dobbeltspil… Han er ikke den første, og han bliver ikke den sidste i min tilværelse der skuffer mig. … I modsætning til de mange andre agtværdige imamer, som jeg taler om, som han nu har trukket med ned i sølet, som nu igen bliver gjort til genstand for de her kollektive fordomme, som jo er svære at hamle op med. Dem skylder han en undskyldning. … det er meget ærgeligt, at Akkari nu får så meget airtime, fordi han spiller lige ind i nogle grupperingers fordomme “ (Hans Jørgen Bonnichsen, tidligere PET-chef; Rushys roulette, Radio24syv, 9. april 2014)

“… med Akkaris omvendelse er alle de, der med et slet skjult anstrøg af islamofobi gik til angreb på stort set alle muslimer, blevet frikendt. … Man må forholde sig kritisk til det, han siger, og det, han skriver. Men begrebet ’kritisk journalistik’ gradbøjes – og når lemmingeeffekten sætter ind, bliver påstande eller bare synspunkter til endegyldige sandheder. Herunder Akkaris. Optikken ændres. Måske bliver billedet skarpere, måske bliver det bare fordrejet.” (Lasse Jensen; Information, 9. april 2014)

“Politiken spørger: Kan vi tilgive Ahmed Akkari? (Politiken Kultur, 11. april 2014)

“Her er et selvværd med tendens til megalomani. Eller: Her er en mand på jagt efter en alternativ identitet afpasset til en normaldansk tilværelse – eller helt kort: Her har vi en jobsøgende person.” (Lassen Jensen; Information, 11. april 2014)

Jeg mener Akkari også skylder muslimerne en undskyldning. (Özlem Cekic, SF; Facebook, 14. april 2014)



13. april 2014

Martin Krasnik angriber liberal mellemvare-konservativ: I minder mig om Generation Identitaire…

Hvis man vil forstå baggrunden for nutidens halv-relativistiske konservative, så kan man passende se lørdagens 18-20 minutter lange Krasnik-interview i Deadline med den nyvalgte KU-formand Mikkel Ballegaard Pedersen. Først associeres Konservativ Ungdom med franske Generation Identitaire, herefter med 30′ernes Tyskland. Alt sammen fordi en gruppe KU’ere fornyligt ødelagde et marxistisk debatmøde om Lenins fortræffeligheder. Indslaget kan ses her.

Martin Krasnik, DR2-vært: Hvis man læser jeres program om Danmark og resten af Verden, så får man en fornemmelse af, at i faktisk mener de danske værdier grundlæggende er truet udefra. Hvordan er de det?

Mikkel Ballegaard Pedersen, KU-formand: Det synes jeg faktisk ikke de er… de er ikke truet…

[... klip fra Generation Identitaires 'Declaration of War' ...]

Martin Krasnik: Det er næsten som at høre jer tale der.

Mikkel Ballegaard Pedersen: Det synes jeg ikke. Jeg synes der en forskel…

I et interview med Altinget forklarer Mikkel Ballegaard Pedersen, at hans mærkesager er ‘frihed og ansvar’ og afskaffelse af velfærdsydelser, og det nærmeste man kommer emner som indvandring og Islam er traditionel DF-bashing, ja, og så lige støtte til Facebook-gruppen ‘Rune Kristensen i Folketinget’. Manden læser historie med ‘sidefag i arabisk og islamstudie’, og burde som sådan jo egentlig danne front mod Islam.

Når selv en liberal mellemvare-konservativ associeres med kulturkrigeriske Generation Identitaire og 30′er-totalitarisme, så står det virkelig galt til. Det ændrer sig ikke før konservative forstår, at kampen ikke kan vindes på kulturmarxistiske præmisser.

(Mikkel Ballegaard Pedersen på Facebook, 26. januar 2014)

“Godt, at vi i KU lige følger op på Zieglers udmelding – for vi skal holde os langt væk fra at gå med i en kommende regering! Specielt hvis DF er med…” (Mikkel Ballegaard Pedersen på Facebook, 5. januar 2014)

Oploadet Kl. 01:50 af Kim Møller — Direkte link23 kommentarer


7. april 2014

Metroxpress: Nydanske kvinder (såsom tyrkiske Fatima) vil gerne date danskere, men de har fordomme

Absurd artikel i dagens Metroxpress, der smider en ‘uvidenskabelig undersøgelse’ på forsiden, som bortforklarer ære & skam-kulturens problematiske bagside. Fra Metroxpress – Nydanske kvinder: Etnisk danske fyre tør ikke score os (s. 8).

“På professionshøjskoler og universiteter har nogle nydanske kvinder svært ved at finde kærester… 71 ud af 100 nydanske kvinder svarer – i en uvidenskabelig undersøgelse, metroxpress har lavet – at de vurderer, at etnisk danske mænd undlader at kontakte dem til fester – alene fordi de er nydanske af udseende. 59 af de 71 mener, det skyldes, at fyrene tror, at deres religion og familie ikke tolererer, at de ‘ser’ en dansk fyr, skriver metroxpress.

- Hos mange danske fyre dominerer den fordom, at de får ballade med brødre, fædre og fætre, hvis de henvender sig til en nydansk kvinde, siger studerende Helen Ali fra Forening for Unge Nydanske Kvinder.”

(Metroxpress, 7. april 2014: “Nydanske kvinder vil gerne dato Bo og Tim”)

“Det er et problem, at danske mænd… udelukker dem ved at komme dem i kategori på forhånd.” (Garbi Schmidt, professor i interkulturelle studier på Roskilde Universitet)

Oploadet Kl. 20:08 af Kim Møller — Direkte link42 kommentarer


6. april 2014

Ahmed Akkari har svært ved ikke, at ‘drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland’

Det siger alt om Islams essens, at frafaldne islamister ikke blot fortolker kilderne på en anden måde, men problematiserer religionen som sådan. Langt interview med bogaktuelle Ahmed Akkari i dagens Berlingske – ‘I dag skammer jeg mig også over det, men den dag følte jeg mig som en helt’ (af Mads Kastrup).

“På tirsdag udgiver Ahmed Akkari ‘Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark’, skrevet sammen med BT-journalist Martin Kjær Jensen. En bogtitel af den slags, der dækker den korte version af historien. Selve 450-siders versionen er en anden sag. …

‘Når jeg tænker tilbage på eksempelvis 11. september 2001, hvor jeg var 23 år, så stod vi dér og betragtede det som noget stort og smukt. Rundt om i ghettoerne i Danmark kørte folk omkring med hornet i bund og fejrede det. Heriblandt folk, der i dag er imamer i moskeen på Grimhøjvej i Gellerup Parken i Aarhus. … Jeg har set så meget, der i dag får mig til at betragte den islamistiske verden med afsky,’ siger Akkari. …

16 år gammel, naiv, søgende og forvirret stod han i en moské i Danmarksgade i Aalborg ‘og fik stukket en færdig opskrift på det gode liv i hånden. Det hele stod i Koranen.’ Kort efter var han til dimissionsfest på Sønderbroskolen, hvor han fik overrakt sit eksamensbevis. Den kvindelige skoleleder ønskede varmt tillykke og rakte hånden frem. Akkari lod skolelederens hånd hænge i luften. Salen frøs i stilhed. ‘Nede i forsamlingen kunne jeg se, at mine forældre nærmest krympede sig af skam,’ skriver han.

[...]

Familien rejste på et tidspunkt tillige tilbage til Tripoli. For efter borgerkrigen at være med til at genopbygge Libanon. Men de måtte opgive. Hermed røg opholdstilladelsen i Danmark imidlertid. Kristne nordjyder skjulte derpå familien. Med Ahmed som det velintegrerede, forbilledlige, fodboldspillende, læselystne og eksemplariske offer, hjalp lokale med at rejse sagen i medierne. Her var en velintegreret dreng og hans fordrevne familie. Daværende indenrigsminister Birte Weiss (S) bøjede sig. …

Han blev aldrig diskrimineret som dreng. Han fik støtte af danskere og Danmark, da det gjaldt.

[...]

På rekordtid blev en ung Ahmed Akkari en af Danmarks mest afholdte og benyttede imamer, når der skulle holdes fredagsbøn. Han har prædiket i de fleste større moskeer i landet.I ‘Min afsked med islamismen’ skriver han: ‘I dag, hvor jeg kan betragte hele dette system udefra, har jeg svært ved ikke at drage en lille parallel til nazisternes succesfulde strategi i Tyskland. Også de fik folkemasser til at acceptere had og uhyrlige påstande ved hjælp af propaganda. (-) Eneste forskel i metoden er, at nazisterne ikke påstod, at deres sandhed kom fra Gud.‘ …

Vi spiser frokost på caféen i Nordsjælland. Vi holder øje med hoveddøren. Bagdøren. Gågaden. Gæsterne. Og med at ingen tager overfaldsalarmen henne i vindueskarmen. Akkari spiser en club sandwich. Han må op i baren for at lede efter en steakkniv til at skære bacon med.

Han siger, at hvad angår religion, er han i dag ‘søgende’. Trusler på sms, på Facebook og i mails siger derimod, han er en ‘forfalden hund’. ‘Hvis vi får fat i dig, så dræber vi dig’, meddeler de. Eller de skriver slet og ret: ‘Griseelsker!’

[...]

Den 17. december drog han ud på sin mission i Mellemøsten. Blandt andet i sit gamle hjemland Libanon. Her mødtes delegationen tillige i hemmelighed med de militante, islamiske terror-organisationer Hizbollah og Hamas, afslører han i bogen. Hvilket dengang blev holdt hemmeligt.”



31. marts 2014

Top-journalist David Trads: Che Guevara er min helt (29/3) – Dødsstraf er en skændsel for USA (30/3)

David Trads har været chefredaktør for flere danske dagblade, har fungeret som lektor på Center for Journalistik (SDU), og har efter nogle år som USA-korrespondent for Berlingske, nu fået sit eget magasin på TV2 News. Hans flotte journalistiske karriere, fortæller alt man har brug for at vide om ‘den borgerlige presse’.

(David Trads på Facebook, 29. marts 2014)

“Når en café har billeder af to af mine store helte – the Beatles og Che Guevara – ja, så blir jeg nok stamgæst — her: Ingolfs Kaffebar.” (29. marts 2014)

I USA er udviklingen i dødsstraf rædselsfuld. Klik engang på nedenstående link og oplev, hvordan antallet af henrettelser akkumulerer stadig hurtigere fra 1977, da Utah gennemførte en enkelt henrettelse og så frem til nu. Det er en skændsel for Amerika – og et brud på menneskerettighederne, som burde fordømmes skarpt internationalt.” (30. marts 2014)



27. marts 2014

Peter Döllner, chefredaktør for Dagens Medicin – Tidligere Politiken og Blekingegadebanden…

I en leder i Dagens Medicin spekulerer chefredaktør Nicolai Döllner over den skade der vil ske med regionerne, hvis Dansk Folkepartis Peter Skaarup efter næste valg bliver indenrigs- og sundhedsminister. Han kan nå at ‘forrette stor skade’.

Jeg har tidligere nævnt, at Nicolai Döllner er identisk med et ikke-dømt medlem af Blekingegadebanden. Jeg graver-bloggen har flere detaljer – Dagens Medicin – og Blekingegadebanden.

“Kigger man i Peter Øvig Knudsens værk om Blekingegaden, så er den eneste person med efternavnet Døllner/Döllner der nævnes i registeret Peter Døllner, og der dukker ikke nogen Nicolai op.

En hurtig tur på biblioteket hjælper dog. Så vidt jeg ved har alle biblioteker licens til online-søgetjenesten Infomedia, hvor man kan søge i danske mediers bagkatalog af artikler. Nogle medier har været med længere end andre, men det er stadig et fremragende redskab. Søger man på Nicolai Döllners navn dukker der interessante oplysninger op. Det viser sig, at han faktisk har været involveret i Blekingegade-sagen (‘Gemt men ikke glemt’, Berlingske Tidende, 4. december 1994):

Det er torsdag den 2. november 1989. Nicolai Döllner… parkerer sin bil på Gl. Kongevej på Frederiksberg og skal til at putte penge i parkometeret, da han bliver omringet af fem mænd… Som journalist på dagbladet Politiken skal han ifølge politiet have hjulpet den militante palæstinensiske organisation, PFLPs efterretningsvæsen (Folkefronten til Palæstinas Befrielse) til at virke i Danmark. Det skal være sket ved at give Blekingegade-gruppen, der er blevet afsløret et halvt år tidligere, oplysninger til den såkaldte Z-file, et 922 sider stort kartotek med oplysninger om jøder og zionister i Danmark.

Journalisten gør det klart, at sigtelsen mod Nicolai Döllner ikke fører til tiltale, da statsadvokaten ikke finder grundlag for det. … Til gengæld nævner artiklen, at Nicolai Döllner er lillebror til den dømte Blekingegadebanden-mand Peter Døllner – lillebror Nicolai var ni år gammel, da storebror Peter første gang tog på træningsophold hos terrorgruppen PFLP. Og familieforholdet gør det muligt at finde ham i Peter Øvig Knudsens bøger.

I omtalen af den stribe mennesker der blev sigtet, men aldrig dømt i Blekingegadesagen (ialt 12 af de sigtede blev aldrig stillet for en dommer) nævnes Nicolai Döllner ikke ved navn, men omtales bare som Peter Døllners bror, og der tilføjes en interessant detalje:

En tredje sigtet er Peter Døllners bror, der via sit journalistjob på en af de store morgenaviser har haft adgang til pressearkiver, og som i øvrigt i sin tid som journalistelev af en ‘anonym kilde’ på Journalisthøjskolen var blevet anmeldt til politiet som militant.

Peter Øvig Knudsen synes ikke, at detaljen om journalisthøjskolen er interessant nok til at beskrive nærmere, men tager man et kig i PET-kommisionens beretning, bind 12, så beskrives en episode, der meget vel kunne være den, han hentyder til. Først side 26:

I de tidlige 1980’ere interesserede regionsafdelingen sig også for Danmarks Journalisthøjskole i Århus. I første omgang rettedes interessen mod Journalisthøjskolen, fordi en gruppe studerende havde interviewet medlemmer af aktionsgruppen Statsfjenderne, som på dette tidspunkt stod bag en række brandstiftelser i Århusområdet. Man hvervede således en centralt placeret kilde, der indsamlede personoplysninger om en gruppe studerende med tilknytning til miljøet omkring Statsfjenderne og Danmarks Socialistiske Befrielseshær (DSB). En af de personer, der blev indsamlet oplysninger om, optrådte som en central figur i den senere efterforskning mod Blekingegadebanden. Han blev anset for at være et centralt medlem af gruppen, men der blev ikke rejst tiltale som følge af bevisets stilling. …

DSB begik blandt andet et brandattentat mod politimesteren i Århus´ privatbolig og en række privatbiler, og har formentlig været et skalkeskjul for Blekingegadebanden. Statsfjenderne stod til gengæld for en stribe brandattentater mod især virksomheder, men blandt andet også Storbritanniens konsul i Århus, sidstnævnte i sympati med den nordirske terrorgruppe IRA. Læser man PET-kommisionsn beretnings bind 12 og for eksempel Jeppe Facius´ og Anders-Peter Mathiasens bog ‘Politiets hemmeligheder’, så står det klart, at Statsfjenderne samtidig var en støttegruppe for den tyske terrorgruppe RAF, og blandt andet forsøgte at forsyne de tyske terrorister med våben.”

Oploadet Kl. 06:59 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


16. marts 2014

Ekstra Bladets journalister gik i brechen for Naum Conevski – “… justitsmord med racistiske undertoner”

For et par uger siden kunne man i Cavling Komiteen på Radio24syv, høre den ene vært fortælle om en journalistven der tilbage i starten af 1980′erne lavede en kampagne til fordel for en taxichauffør, der var dømt for voldtægt. To journalister fra Ekstra Bladet mente der var tale om “et justitsmord med racistiske undertoner”, og fik sagen genåbnet. Manden blev frikendt.

Historien om jugoslaven Naum Conevski er beskrevet kort og præcist her.

“I januar 1981 blev en kvinde voldtaget i sit hjem af en taxachauffør, der kort forinden havde kørt hende hjem. Gerningsmanden blev idømt 2½ års fængsel og afsonede de 16 måneder af dem.

Da han blev løsladt kontaktede han sin sagsbehandler ved kriminalforsorgen, som troede på hans uskyld. Hun valgte at kontakte to journalister ved Ekstra Bladet, der herefter undersøgte sagen nærmere. Journalisterne mente også, der var blevet begået justitsmord mod gerningsmanden. De kontaktede naboer, læger og andre der havde kendskab til det kvindelige offer, og mente udfra det – samt at politiet ikke havde lavet en grundig nok efterforskning – at kunne bevise mandens uskyld.

Alt dette skriveri i medierne fik en kendt forsvarsadvokat til at tage sagen op igen, og han fik medhold i Den Særlige Klageret til påny at få prøvet sagen ved Østre Landsret. Gerningsmanden blev ved den nye retssag frikendt grundet kvindens tidligere adfærd overfor nogle naboer (Retsplejelovens § 185).

3 måneder senere i maj 1984 bliver der begået et dobbeltdrab på to unge drenge på Amager. Det viste sig at være selv samme gerningsmand. Senere fandt man ligeledes ud af, at gerningsmanden havde begået flere voldtægter inden ovennævnte voldtægt.

Det kvindelige offer, der var blevet udhængt i pressen som løsagtig og løgnfældig, ville have sin sag for retten påny, nu hvor gerningsmanden både var dømt for mord og andre voldtægter, men dette blev nu afvist af Den Særlige Klageret. Kort tid efter, valgte det kvindelige voldtægtsoffer at tage sit eget liv.

(Leder i Ekstra Bladet, 11. februar 1984; Flere eksempler her)

“Sagens hele forløb lugter af, at en ærkedansk kvindes ord er mere værd end en fremmedarbejders.” (Ekstra Bladet, 1984)

“Der skal komme til at løbe meget blod. Fortæl alle, jeg er i fængsel, også til de danskere, I møder på stranden. Alene en kniv eller en kugle i hjertet bliver en stor hævn. Bliv skrap over for disse forbandede danske vilddyr og racister, så de i live ikke kan vende hjem til Danmark. Store som små.” (Ekstra Bladet, 1984)

Oploadet Kl. 10:39 af Kim Møller — Direkte link24 kommentarer


11. marts 2014

Nationalsocialister angrebet af venstreradikale, forsvarede sig med knive – EB: ‘Nazi-angreb’ mod ‘unge’

Jeg ville have ventet lidt med historien til detaljerne faldt på plads, men når nu medierne vil køre sagen som endnu en Clement Méric-historie hvor alt vendes på hovedet, så må det være på plads med lidt faktuelt. Ekstra Bladet fortæller i dag, at danske Charlotte Johannsen er en af flere der sent lørdag aften blev stukket med kniv af nationalister/nationalsocialister i forbindelse med en demonstration i Malmø.

Avisen betegner den pågældende demonstration som værende ‘for fred’, men bag arrangementet stod den yderste venstrefløj anført af Syndikalistiska Ungdomsförbundet Malmö. Formålet var blandt andet at ‘ ta natten tillbaka’ fra nationalister, sætte ‘Hårt Mot Hårt” og “Förstör… Det Som Förstör Oss”. Det ligner mere en krigs- erklæring end en fredsdemonstration. Fra Dansk kvinde knivstukket i Nazi-angreb (ikke online, se evt. EB.dk).

Overfaldet er et tydeligt bevis på, at nazismen ikke døde med Anden Verdenskrigs afslutning. Vi oplever desværre en opblomstring af voldelige nazistiske grupper i hele Europa – også i Øresundsregionen. Det er vigtigt, at alle tager ansvar for at stoppe nazisterne, forklarer Charlotte Johannsen…

Episoden, hvor Johannsen og tre andre af de seks sårede blev ramt af knivstik, fandt sted, da adskillige gerningsmænd overfaldt en gruppe unge, der havde været til demonstration i forbindelse med kvindernes internationale kampdag i Malmø. … Overfaldet udviklede sig til et masseslagsmål…”

“Der kan være en ny Brevik” på vej, lyder det i en af de forventelige sidehistorier, men det oplyses også at ‘anti-fascister’ advarer folk mod at tale med Politiets Efterretningstjeneste. Ser man på de svenske aviser, bliver det tydeligt at svenske venstreradikale heller ikke ønsker at medvirke til opklaringen.

Hårdest ramt er i øvrigt Showan Shattak, som jeg skrev om her på siden sidste år. Han er aktiv i hooligangruppen Supras Malmö, og bifalder åbent Revolutionära Frontens vold mod nationalsocialister: “Tänk två gånger innan ni kommer med ert moralgnäll om sparkar mot liggande”.

Både Shattak og Johannsen har kontakt til den danske afdeling af Antifascistisk Aktion, og paradoksalt nok, så var det Ekstra Bladet, der tilbage i efteråret 2010 skrev om Charlotte Johannsens “kontakt til den voldelige del af venstre-fløjen”. Det være sig eksempelvis Projekt Antifa, der reklamerer for t-shirts med budskabet ‘freejoel – antifascisme er selvforsvar’ til støtte for Revolutionära Fronten-lederen Joel Almgren, der kort før jul sidste år i stak en angribende nationalist i ryggen.

(Ekstra Bladet, 11. marts 2014)

På højreradikale svenske sider kunne man kort efter episoden, læse at det i virkeligheden var venstreradikale der angreb seks personer fra den yderste højrefløj efter et restaurantbesøg. Expressen har siden bekræftet alt væsentligt – Polisens uppgifter: Så startade knivbråket.

“Kvällsposten kan i dag avslöja att Malmöpolisens utredning, enligt flera oberoende källor, ger en annan bild av händelseförloppet än den som hittills rapporterats. Enligt vittnen på platsen ska en grupp på 15-30 demonstranter ha jagat och attackerat nazisterna, som då svarade med att gå till attack med knivar. …

Enligt uppgifter till Kvällsposten hade de anhållna och ytterligare personer under lördagskvällen varit på Sir Toby’s, en engelsk pub och restaurang på Davidshallsgatan i Malmö. … De var där för att titta på svenske MMA-fightern Alexander Gustafssons match mot Jimi Manuwa. Efter svenskens seger lämnade sällskapet puben. De rörde sig i riktning mot Möllevångstorget, där en nattlig manifestation mot kvinnovåld just avslutats vid tolvslaget på internationella kvinnodagen. Det tar cirka 20 minuter att gå från puben till Möllevångstorget. …

… polisens utredning ger, enligt flera oberoende källor, en annan bild än den som rapporterats om att knivbeväpnade nazister gått till oprovocerad attack mot en fredlig demonstration.

Innan blodbadet ska demonstranter på Möllevångstorget ha känt igen nazister i gruppen. Därefter har demonstranter sprungit mot nazisterna, uppger Kvällspostens källor. Polisen har däremot ännu inte fått några bekräftade uppgifter om att nazisterna i inledningsskedet attackerat eller uppträtt hotfullt mot demonstranterna.”

(Øjenvidnet Marcel Urrutia Nilsson; SVT Sydnytt, Expressen)

“Vi hade just somnat och jag väcktes av skrik utanför på gatan… Jag trodde först att det var några fulla människor, det är ju inte ovanligt. Men sedan hörde jag människor skrika ‘nassesvin’ och glas krossas. Jag tittade ut genom fönstret och såg en grupp på kanske 12-20 människor jaga en grupp nazister nedför gatan. (Marcel Urrutia Nilsson)



10. marts 2014

Bo Lidegaard anno 1982: Bidragyder til USA-kritisk ‘freds-antologi’, redigerede ‘militærkritisk magasin’

Bent Jensens ‘Ulve, får og vogtere. Den kolde krig i Danmark 1945-1991′ fik en hård bedømmelse i Politiken af ansvarshavende chefredaktør Bo Lidegaard, der betragtede værket som et polemisk anklageskrift fra højre flanke. At Lidegaard selv, ikke er den mest objektive, har de fleste forstået. Jesper Vind kommenterer Bo Lidegaards kritik af Bent Jensen i Weekendavisen – Jensen vs. Lidegaard.

“Som nævnt anklages Jensen for at gå ‘efter revl og krat’ i Ulvebogen, men gør Jensen nu også det? Selvfølgelig ikke. Jensen har eksempelvis undladt at nævne sin allierede fra Trykkefrihedsselskabet Lars Hedegaards trotskistiske udskejelser i tresserne og marxistiske skolebøger i halvfjerdserne. Denne undladelse stemmer godt overens med Lidegaards pointe om, at Jensen går efter ‘modparten’.

Men faktisk fortæller koldkrigsværket heller intet om, at Lidegaard tilsyneladende selv flettede tæer med ‘fodnote-forræderne’ i begyndelsen af 80erne. Lidegaard bidrog nemlig til den USA-kritiske freds-antologi Grønland – Middelhavets perle: et indblik i amerikansk atomkrigsforberedelse (1983).

Derudover finder koldkrigsværket det heller ikke værd at nævne, at Lidegaard i 1982 blev medlem af redaktionen på ‘Forsvar – Militærkritisk Magasin’. Et magasin som delte ideer og adresse med fredsgruppen Nej til Atomvåben (stiftet af bl.a. Jørgen Dragsdahl). Magasinet havde i 1981 bragt flere artikler om Forsvarets Efterretningstjenestes lytteanlæg, hvilket gav redaktøren en sigtelse for spionage, som dog blev frafaldet.

Redaktøren af det hedengangne militærkritiske tidsskrift Søren Møller Chistensen er i øvrigt i dag formand for Jørgen Dragsdahls indsamlingsforening. Den forening, som chefredaktør Lidegaard netop har givet gratis annonceplads i Politiken, så Dragsdahl kan få indsamlet penge til at føre sin injuriesag i Højesteret. Mod professor Bent Jensen.”

Oploadet Kl. 14:12 af Kim Møller — Direkte link13 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »