28. juli 2014

Kronik: “.. den konstante påkaldelse af det nationale.. er håbløst gammeldags? Og i øvrigt usympatisk”

Udansk kronik af DPA-korrespondent Thomas Borchert i Jyllands-Posten – Danskerne – hvem er det?

“Kære danskere.

‘Danskerne bliver ældre og klogere’ og ‘Danskerne ramt af snusfornuft’ læste jeg kort efter hinanden som overskrifter i avisen. … I er åbenbart en enhed med en klar vilje: ‘Danskerne’ – sådan hører jeg, ligesom jer, utallige gange hver dag fra politikerne eller fra journalister – er en fast sammensvejset enhed. I vil og gør alt i største enighed. Og på vidunderlig vis altid det rigtige.

I mit eget land har ‘tyskerne’ som bekendt ikke altid fundet de rigtige løsninger. Men det skal ikke være temaet nu.

[...]

I Danmark har jeg mødt en beundringsværdig intelligent, pragmatisk, rolig, ikkeaggressiv fornuft og modernitet, når det gælder om at løse problemer… Netop derfor kan jeg ikke få ind i hovedet, hvorfor I finder jer i alle de skinhellige udgydelser om ‘danskerne’ fra jeres populistisk inficerede politikere. For slet ikke at tale om journalisterne i deres følge, som mindst ligeså ofte fremhæver jeres ‘nationale enhed og enighed’ med d-ordet. … Ustandselig hører vi om kategorien ‘danskerne.‘ ‘Det gjorde man ikke i samme grad for et par årtier siden’ sukkede den kloge sproglærde Jørn Lund i 2011 i ‘Politiken’. Journalist Lasse Jensen beklagede for nylig i ‘Information’ Danmarks Radios ekstremt hyppige brug af ‘danskerne’ i programmer og deres planlægning: ‘Jeg ved ikke, hvor mange gange ordet danskerne optræder i DR’s retorik.’

… mere problematisk er det, når nationalitet mere og mere bliver synonym for alt, hvad der er godt og rigtigt. Jeres politikere har det i den grad i blodet, at de mindre intelligente blandt dem finder det helt normalt også at drage omvendte negative slutninger om andre nationaliteter.

Socialdemokraten Trine Bramsen sagde til temaet ‘Hvad stiller vi op med de indbrudslystne rumænere?’ i en P1-radioprogram: ‘Der skal ikke herske et eneste sekunds tvivl om, at vi rigtig gerne så samtlige rumænere sendt hjem. Og allerhelst, at de overhovedet ikke kom hertil. Og det arbejder vi også benhårdt på i regeringen.’ Trine Bramsen, folketingsmedlem (og retspolitisk ordfører!) er født i 1981. Hun kender vel intet andet end det Danmark, der er præget af Dansk Folkeparti. Jeg er ældre og kender også andre lande. Overalt – lige bort set fra Danmark – ville Bramsens socialdemokratiske karriere efter sådan en udtalelse være slut.

… den konstante påkaldelse af det nationale som målestok er håbløst gammeldags? Og i øvrigt usympatisk.

Måske kunne man i en periode forsøgsvis simpelthen stryge ordet ‘danskerne’ fra udkast til alle tekster, taler, tv- og radioprogrammer? At det kan lade sig gøre, har kulturminister Marianne Jelved vist. I radioprogrammet ‘Mennesker og medier’ forklarede hun, hvorfor den endelige udgave af det nye medieforlig ikke indeholder begrebet ‘danskerne’, selv om det var med i de første udkast: ‘Det er en dårlig sprogvane, som har sneget sig ind over os.’

Nu står der ‘borgerne’, for som Jelved siger: ‘Der er så mange andre i det danske samfund, som ikke er danskere, som kommer fra andre baggrunde. De skal også have del i det her.’

Tak, Marianne Jelved…”


P1 om ‘Nationalfølelsens bagside’: Drenge på Blågårdsgade giver Christian Lollike unuancerede tanker

Multikulturen påvirker alle, og selvom man skriver stykker om Breiviks ondskab, og ser Breivik som den logiske konsekvens af højrefløjens politik, så er det stadig, som familiefar, ubehageligt at færdes på multikulturelle Nørrebro. Tidligere på året var dramatiker Christian Lollike gæst i P1. Her lidt fra Skønlitteratur på P1: Nationalfølelsens bagside (26. februar 2014).

Nanna Mogensen, P1-vært: … er du selv bange for at blive nationalist. Er det derfor du bliver ved med at lave de stykker. At der en eller anden appel i nationalismen som du helst ikke vil gå ind i.

Christian Lollike, dramatiker: Jeg føler mig ikke bange på den måde. Eller jeg føler mig ikke på nogen måde tiltrukket af nogen som helst nationalistisk bevægelse. Men jeg kender jo godt alle følelserne omkring at opleve de fremmede som meget fremmede, og al den paranoia, som det kan sætte igang. Og have den her følelse af, at folk kan virke ekstremt fremmede og det kan sættes sig til alle mulige former for angst. Det kender jeg jo godt. Der er da ingen tvivl om at jeg synes, at afmagtsfølelsen ved, for eksempel ved at gå i Blågårdsgade og se helt unge spille bold op af butiksvinduer, smadre vinduer og så videre, og de er måske 12-13 år, jeg tør ikke sige noget til dem. Jeg står med mine egne børn, og viser mine egne børn at jeg ikke tør sige noget til nogen, som gør noget som er åbenlyst dumt og forkert. Fordi jeg ikke ved hvad der sker. Fordi jeg ved ikke om de har brødre, alt muligt, så den afmægtighedsfølelse kender mange i forskellige situationer på forskellige niveauer. Den er med til at starte den her racisme, så skal de bare ud, og så videre. Det er så nemt, at ryge derovre. Og det er så svært at fastholde sig selv i nuancerne, men det er jo det vi er nødt til at tvinge os selv til, hvis vi vil være mennesker og ikke kannibaler.

(Livet ud ad Landevejen: Peter Mygind og Julius Mygind, DR2, 24. juli 2014)

Peter Mygind, skuespiller: … og så kommer de der to overfald som 13-14 årig med tre ugers mellemrum, og det var ligesom det der fik det hele til at ekskalere. Der var også nogle sociale ting. Du havde en vrede.

Julius Mygind, 22 år: Der var også nogle sociale ting.

Peter Mygind: Du fik i hvert fald en vrede

Julius Mygind: Jeg havde en vrede, hvor jeg ikke følte (afbrydes)

Peter Mygynd: - Men hvor havde du denne vrede fra?

Oploadet Kl. 11:33 af Kim Møller — Direkte link27 kommentarer


25. juli 2014

Hamas’ Mushir al-Masri, der kan ses på TV2 : Våbenhvile er forberedelse af ‘de næste kamphandlinger’

Jeg har set Hamas’ Mushir al-Masri på dansk TV flere gange de senere uger, i mindst et tilfælde om den humanitære situation for civile pælæstinensere. Tirsdag i forrige uge kunne man se ham i 19-Nyhederne på TV2, hvor han kommenterede forslaget om en eventuel våbenhvile. TV2-korrespondenten Simi Jan, hilser ham ærbødigt, og så er der taletid til terrororganisationen, der sjældent taler ideologi med vestlige medier.

TV2 Nyhederne, Speak: I den anden ende af byen møder vi en talsmand for Hamas…

Simi Jan, TV2: Very nice to meet you. (giver ham hånden, hvad ignoreres)

(Hamas’ Mushir al-Masri & TV2′ Simi Jan i TV2 Nyhederne, 15. juli 2014; TV2play, Youtube)

Tilbage i 2007 bloggede jeg her på siden om en tale han holdt for 500.000 palæstinensere, der blandt andet inkluderede det utvetydige opråb: “Jews! We have already dug your graves”. En ‘Henrik12′ har på 180 grader set nærmere på islamisten – Hamas-talsmand forklarer hvad ‘våbenhvile’ betyder….og meget andet.

“Hamas-talsmand Mushir al-Masri, der også er parlamentsmedlem for Hamas, forklarer hvad Hamas faktisk mener med den 10-årige våbenhvile, som Hamas har tilbudt Israel. Kilden er interviewet her, der er forsynet med engelske og hebraiske undertekster. Jeg taler ikke selv særligt meget arabisk, så jeg har stolet på at underteksterne er korrekte, og har oversat de engelske til dansk:

Vært: Har Hamas et (våbenhvile-) forslag?

Mushir al-Masri: Dette er zionistisk nonsens og deres drøm om at få lov til at leve i fred i 10 år. Vi vil blive ved med at forstyrre zionisterne indtil den sidste zionist forlader vores land Palæstina. Hver våbenhvile er midlertidig. I en begrænset periode. Vi taler ikke om en langsigtet våbenhvile. Vi taler ikke om en fredsaftale. ‘Våbenhvile’ betyder i modstandens ordbog at forberede sig på de næste kamphandlinger. Vores modstand vil blive ved med at udvikle sig, producere og fylde sine våbenlagre og producere overraskelses-elementer til de næste kamphandlinger. Indtil den zionistiske fjende forlader vores land. Med Allahs hjælp.

Al-Masris forklaring ligger fint i forlængelse af Hamas´ teologi, hvor en ‘Hudna’ – en 10-årig våbenhvile – er det højeste man kan tilbyde en magt man ligger i krig med. Våbenhvilen må aldrig blive permanent, da den religion Hamas bruger som teologisk grundlag befaler de troende at erobre verdensherredømmet. Tilsvarende har Hamas og andre rettroende ret til at bryde våbenhvilen på et hvilket som helst tidspunkt, hvis det fører til hurtigere erobring. For at forstå hvor omfattende udtalelsen er, skal man også forstå at Hamas betragter hele Israel som “sit land” – når terrorgruppen bombarderer israelske byer omtales de konsekvent som “bosættelser”, når de ikke kaldes ‘militærbaser’. Ifølge Hamas´ talsmand vil det altså være total idioti for Israel at gå med til en våbenhvile, for våbenhvilen vil udelukkende blive brugt til at forberede udslettelsen af Israel.

Interviewet illustrerer også to andre ting fint:

1) Hamas’ snak om hvordan ‘bosættere’ er onde sættes i relief af deres talsmands efternavn. Al-Masri betyder ‘egypteren’, hans familie består altså af egyptiske bosættere. Når han udtaler sig om ‘vores land’ mener han altså ikke et indfødt folks land, men det land hans transnationale religion har erobret. Det er af samme grund at Hamas’ væbnede gren er opkaldt efter en syrer (Izz al-Din al-Qassam), ikke en person der stammer fra Palæstina – det at man forsøger at erobre land for religionen er vigtigt, ikke hvor man stammer fra. Det samme gælder, når en Hamas-talsmand udtaler sig om ‘jødiske bosættere’. Hvor folk fra vesten ser bosætter-delen som det slemme, så er det omvendt for Hamas-folkene. For dem er problemet ikke at jøderne er bosættere, men at bosætterne er jøder.

2) Hvis man ser på hvad der er bag al-Masri, så opdager man at det ikke er en normal baggrund for politiske udtalelser – det er en væg af hvide kakler. Al-Masri har nemlig for vane at bruge Shifa-hospitalet i Gaza som sig eget personlige studie, når han skal give interviews. Han er ikke den eneste, for både Hamas’ politiske og væbnede gren bruger hospitalet til at skjule sig bag sårede civile. Den slags er en krigsforbrydelse.”



24. juli 2014

Irving Jensen om Gaza-krigens ‘rootcauses’: “.. det eneste du kan forstå det fra, er det jeg siger nu.”

En søgning i avisdatabasen Infomedia fortæller, at der de seneste 30 dage har været 61 artikler om Israels postulerede udslettelse af Gaza, men omvendt kun tre om Hamas’ (manifest-nedfældede) krav om Israels endeligt. Det ene var fra (det stalinistiske) Dagbladet Arbejderen, den anden fra en leder i Viborg Stifts Folkeblad, og den sidste fra en henvisning til TV2 om et interview med en ekspert fra Forsvarsakademiet. Mediernes ensidighed, kan næsten sættes på formel.

Phd. Michael Irving Jensen var gæst i tirsdagens sene Deadline, der i modsætning til sidste uges ensidige motivanalyse ved Lars Erslev Andersen, også var tiltænkt at rette fokus mod Hamas. Eller, det var hensigten, for Hamas-apologeten Michael Irving Jensen kunne sin Marx, og nægtede at forholde sig til Islam-ideologiske aspekter ved den ene part. Det handlede om socio-økonomiske ‘rootcauses’, og problemet var Israel.

Det lykkedes ikke Krasnik at få meningsfuld debat om emnet, heller ikke selvom han kunne dokumentere, at Israels bombninger af Hamas historisk set var en direkte konsekvens af Hamas’ gentagne angreb. Klimaks kom sidst i udsendelsen, da Irving Jensen pointerede at Hamas var moderat, og med til at holde mere ekstreme grupperinger i ave. At se Hamas som andet end en naturlig reaktion på israelsk ondskab, var helt forkert.

Delvis trasskription af Martin Krasniks interview med forskeraktivisten Michael Irving Jensen i Deadline – Våbenhvile i Gaza – hvad skal der til? (14 min).

Martin Krasnik, DR2: Du skriver i tidsskriftet Ræson, at Hamas vil stoppe kamphandlinger og raketangreb hvis de får en række krav opfyldt. Hvorfor tror du de vil det?

Michael Irving Jensen, Phd: Det tror jeg de vil, for det det handler om, for Hamas i øjeblikket, det er jo at man ikke skal tilbage til sådan som situationen var før den israelske aggression rettet mod Gaza-striben. Det de ønsker i lyset af mere end 600 dræbte, og store dele af Gaza lagt i ruiner, det er simpelthen at sikre og tilvejebringe, ligesom alle andre palæstinensere, det er ikke et krav Hamas har alene, det er et krav palæstinenserne har som helhed. Det som Gaza-befolkningen ønsker sig. … Det vigtigste er selvfølgelig, at man kommer ud af den situation, hvor Gazas befolkning kan leve et normalt liv, så at sige, hvor man kan brødføde sig selv, hvor man ikke skal være afhængige af FN og omverdenen i forhold til at klare sig for dagen af vejen.

Martin Krasnik: Logikken i det du siger er jo at raketterne er en konsekvens af Israels politik overfor Gaza, men lad os lige prøve at se på historien. I 2005 trak Israel sig jo unilateralt ud af Gaza-striben og overlod den til det palæstinensiske selvstyre. I 2006 vandt Hamas så valget over Fatah, og året efter smed Hamas så alle deres politiske modstandere ud af Gaza ved et voldeligt kup. Derefter begynder Gaza så at fyre raketter af mod Israel, som svarer igen ved at sanktionere adgangen af vare til Gaza. Israels kontrol… er altså en reaktion på raketter fra Hamas. I virkeligheden er det vel det omvendte af hvad du siger. Stopper raketterne, så stopper blokaden også.

Michael Irving Jensen: De er interessant det du siger. Og starter et vilkårligt sted i historien…

Martin Krasnik: – Jeg starter der hvor Hamas tager kontrollen i Gaza, ikke vilkårligt.

(IDFblog, Rocket attacks on Israel from the Gaza strib; Se også Red Alert-app)

Michael Irving Jensen: Det som der er udgangspunktetet for konflikten i Palæstina, det er en israelsk besættelse. … Det er en fuldstændig naturlig konsekvens, at der er modstand imod besættelsen. Og problemet er besættelsen.

Martin Krasnik: … men jeg spurgte dig til din egen påstand, om at Hamas vil stoppe kamphandlingerne, hvis de fik en række krav opfyldt, blandt andet en ophævelse af blokaden. Lad mig lige stille spørgsmålet - Men raketangrebene kom jo efter Hamas havde taget magten. … Men raketangrebene kom jo – og jeg må lige gentage det – efter Hamas havde taget magten i Gaza. Det er jo… Må jeg lige stillet spørgsmålet. Det er jo ikke et vilkårligt sted jeg starter det her, det er der hvor Hamas tager magten. Og der hvor Hamas tager magten begynder de at fyre raketter ind i Israel. Konsekvensen af den blokade. Så du har rækkefølgen omvendt.

Michael Irving Jensen: … det er ganske rigtigt, at det er sket i et højere omfang efter 2006, men det ændrer ikke ved… at det der er det afgørende problem det er ‘the rootcauses’, og ‘the rootcases’ er ikke Hamas. ‘The rootcauses’ er den israelske besættelse.

Martin Krasnik: Jamen Michael Irving, nu taler vi om din egen analyse, der siger at Hamas vil stoppe kamphandlinger og raketangreb, hvis de får en række krav opfyldt. I 2005 lavede Israel og palæstinenserne en aftale, der er meget bedre end det Hamas kan håbe på i dag. De lavede en aftale, det blev aldrig gennemført, men de lavede en aftale om en åben grænseovergang, om opførelsen af en lufthavn, opførelsen af en havn, en forbindelse mellem Gaza og Vestbredden. Hvorfor blev det ikke til noget? Fordi Hamas tog magten. Kuppede sig til den ved at smide de politiske fjender ud, og begyndte at angribe Israel. Derfor blev den aftale ikke til noget.

[...]

Martin Krasnik: Jeg prøver bare at problematisere din egen pointe…

Michael Irving Jensen: Jeg forstår ganske enkelt ikke dit argument, Martin.

Martin Krasnik: Lad os prøve at se på raketter fra Gaza. Ved de sidste tre krige, ’08, ’12 og ’14 kom som en reaktion – du kan selv se hvilke år de her angreb topper. En reaktion på palæstinensiske raketangreb på Israel. Den kronologi underminerer jo fuldstændigt dit argument om, at raketterne bare er en reaktion på den israelske besættelse.

Michael Irving Jensen: Jeg er bange for at du ikke helt har fanget alle pointer i det her palæstinensiske spil. Hver eneste gang der har været bare antydningen af, at der kunne ske forbedringer for befolkningen i Gaza, har det været sådan at Hamas faktisk, efter 2006, har lagt bånd på langt mere radikale islamistiske grupperinger i Gaza med henblik på at de netop ikke skal fyre raketter af mod Israel. Det gælder palæstinensisk Islamisk Jihad, og det gælder andre grupperinger. Hamas har, en islamistisk regering, slået ned på Al-Qaeda-affilierede islamistiske grupperinger, de har meget med i moskeer, de har slået dem ihjel i moskeer med henblik på at sikre at der fortsat ville være noget der bare mindede om en eller anden form for moderat stemme.

Martin Krasnik: - Moderate? Michael Irving, der blev affyret 80 raketter om dagen op imod den israelske reaktion her. Ifølge amerikanerne var det Hamas selv som stod bag… de der moderate fyre du taler om. Det er Hamas.

Michael Irving Jensen: Jeg siger… i kraft af den manglende lys der er for enden af tunnelen, er det sådan at Gazas befolkning desværre er radikaliseret, dag for dag. Og du ser en situation, hvor langt mere end radikale kræfter end hamas, de faktisk kommer til at blomstre op.

Martin Krasnik: Det du gør, det du altid gør Michael Irving Jensen. Det du gør, det er at du siger: Israel har selvfølgelig ret til at forsvare sig. Du siger også at det er for galt med de raketter som Hams fyrer af… og så siger du så ikke mere om det, ligesom du ikke har sagt et kuk om alle de mange tusinder af raketter som Hamas har fyret af mod civile, direkte mod civile i Israel i årene. Jeg har ikke set nogle artikler eller analyser fra din hånd om det. Nu reagerer du udelukkende med forklaring om, at det er Israels besættelse, der er kernen i at forklare, at Hamas bliver ved med at fyre raketter af.

Michael Irving Jensen: Ja, og det fastholder jeg da.

Martin Krasnik: Det er ufattelig ensidigt.

Michael Irving Jensen: … det er ufatteligt ensidigt, hvis man aldrig nogensinde tager hensyn til at hvad det er, som er ‘the rootcauses’ i den her konflikt.

Martin Krasnik: Alle taler om ‘the rootcauses’, alle taler om den besættelse.

Michael Irving Jensen: … det er påfaldende, at man ikke kan forstå, at det man faktisk skaber er et grundlag for radikalisering, og dermed også en situation hvor man vanskeliggør en fredelig løsning.

Martin Krasnik: Men kan du ikke se, at alle de argumenter du virkelig i substansen kommer med, fratager jo i realiteten Hamas for ansvar. Sagen er jo…

Michael Irving Jensen: Jeg siger da på ingen måde at Hamas ikke skal stå til ansvar.

Martin Krasnik: Jov, du har en god forklaring på det hele tiden.

Michael Irving Jensen: Naturligvis har jeg en forklaring. Man kan jo altid kontekstualisere og analysere med henblik på at skabe en forståelse for hvad det er for en situation vi er omgivet af. Det betyder ikke…

[...]

Martin Krasnik: … forhold dig lige til den tese?

Michael Irving Jensen: Nej, for det eneste du kan forstå det ud fra, er det jeg siger nu. … Problemet er jo at den israelske regering, siden 1994 faktisk, ikke har vist den nødvendige vilje til at afgive territorium.

Martin Krasnik: Lad os lige prøve at lave et eksperiment. Prøv at se det fra Israels side. Netanyahu sagde forleden i et sjældent ærligt interview, at han aldrig kan forestille sig at man trækker sig helt tilbage fra Vestbredden. Han sagde ‘hvis vi trækker os tilbage fra Vestbredden, et område der er tyve gange større end Gaza-striben. Hvem kan så garantere os, at vi ikke får et område der er tyve gange så stor som Gaza, med tyve gange så mange tunneler, og tyve gange så mange raketter ned i hovedet på os fra det er område. Hvem kan garantere det? Kan du garantere det Michael Irving?

Michael Irving Jensen: … Det er jo ikke fordi Israel ligefrem er på randen af destruktion. … Israel har endnu ikke taget nogen chance, det er jo det der er hele problemet. Jo længere tid de venter med at tage chancen, jo mindre taler der for en tostatsløsning. Den forsvinder stort set imellem hænderne på os.



23. juli 2014

‘Død Over Jøderne’-gruppe administreres af rollemodel: “Jeg kender Koranen. Den taler om kærlighed”

Here we goes Again.

(‘Død Over Jøderne’ på Facebook, 23. juli 2014)

(Administrator for gruppen: Tariq Mahmood Arain)

(Profilfoto Tariq Mahmood Arain)

Pakistanske Tariq Mahmood er bl.a. Facebook-venner med Zubair Butt Hussain, Simi Jan, Rushy Rashid og Satudarah MC Denmark. Blandt hans foretrukne grupper er ‘Vejen til Allah’, ‘Boykot Israel’ og paradoksalt nok også ‘Den største fredsdemonstration i Danmarks historien’. Privat har han stor succes. Herunder en forbeholden rollemodel-succeshistorie fra Berlingske, 16. april 2003 – Mercedesmandens visioner.

“Drømmen om at blive selvstændig begyndte for 13 år siden i et faldefærdigt skur på Halmtorvet, og i dag sidder han som chef for Danmarks næststørste Mercedes-reparationsværksted – næstefter Mercedes selv. 35 procent af de københavnske mercedestaxaer, i alt 600, bliver repareret på Tariqs værksted, og langt de fleste kunder er indvandrere. Den lille vævre mand er tydeligvis stolt…

Tariq Mahmood har hus i Hvidovre, hvor hans to børn går i skole. På trods af den pakistansk-muslimske kultur i hjemmet får børnene lov at deltage i et normalt dansk liv med blandt andet børnefødselsedage… spørgsmålet om han selv føler sig godt integreret, provokerer ham tydeligt. …

‘Hvad vil det sige at være velintegreret? At man går rundt med en øl i den ene hånd og en flæskesteg i den anden? Integrationen må gælde begge veje. I dag lyder det næsten som om, at det kun er den ene part, der skal integrere sig. Jeg har levet som en dansker, været i byen og alt det der, men jeg har fundet ud af, at det ikke er sagen.’ …

For fem år siden giftede Tariq sig for anden gang med en pakistansk kvinde, Shamshad, som han nu har sine to børn sammen med. Det første ægteskab gik ikke, ‘fordi min tidligere kone nok var pakistansk, men hun var vokset op her og var blevet for integreret. Hun gik sine egne veje, på diskotek osv,’ siger Tariq. …

Tariq Mahmood er på mange måder integreret i det danske samfund, men rækker integrationen så langt, at han er villig til en dag at lade sin egen datter gifte med en dansk mand?

‘Nej. En dansk mand vil ikke kunne gå. Dertil er der for store forskelle mellem dansk og pakistansk kultur,’ siger han – og gør en moderering efter en kort tænkepause. ‘I hvert fald skal han være troende muslim,’ lyder det fra Tariq.

Hans egen vækkelse kom i en alder af 27 år, og i dag er han en flittig læser af koranen. … Jeg kender Koranen. Den taler om kærlighed til alle folkeslag. …,’ siger Tariq Mahmood.”



22. juli 2014

“Kultur og kunst er af afgørende betydning for vor nations identitet og vor civilisations opretholdelse”

Klumme af Bent Blüdnikow i fredagens Politiken – Men giver det mening at tale om borgerlig kultur? (ikke online).

“Jeg aner ikke, om man overhovedet kan tale om borgerlig kunst og kultur. Er det ikke værdier, der er hævet over politik og samfundssyn? Jo, men for et borgerligt menneske betyder kulturen og vor kulturarv noget afgørende. Vi smider ikke kunstværker på bålet eller ud med badevandet i søgen efter et nyt utopia som de franske revolutionære i 1780′erne, kommunisterne efter 1917, nazisterne i 1930′erne og den radikale venstrefløj efter 1968. Kultur og kunst er af afgørende betydning for vor nations identitet og vor civilisations opretholdelse, og den formidler en erfaring, som skal hindre os i at lade os friste af politiske excesser og fantasier.

Selvfølgelig er vi alle kulturelt formet af vor baggrund. I mit tilfælde min jødiskdanske oprindelse: Min familie kom fra Rusland omkring Første Verdenskrig, og det er derfor ikke mærkeligt, at jeg sætter stor pris på Marc Chagall, som jeg betragter som det 20. århundredes største jødiske maler. Hans drømmesyn om den jødiske landsby med spillemænd på tagrygge, flyvende geder, sørgmodige rabbinere og elskende par vækker en dyb følelse i mig. Hans maleri ‘Over byen’ fra 1918 er en af disse visionære syn skabt som en kærlighedserklæring til den verden, der senere gik under. Er Chagalls malerier borgerlige? Næh, men han holdt sig langt borte fra politik og lod ikke tidens tillokkende utopiske drømmesyn påvirke sin kunst. Det var i sig selv modigt, for så mange andre kunstnere i tiden lod sig lokke.

(Marc Chagall, Liebende in vence, 1957; Wikipedia)

Er der noget, jødisk historie har lært mig, så er det, at politisk radikalisme, ligegyldigt om den kalder sig fascisme, nazisme eller kommunisme, var og er en pest for mennesker. Mange jøder oplevede, at efter at de var undsluppet nazismen, risikerede de senere fængsel hos kommunisterne. …

Som andre jøder omfavner jeg med glæde dansk kultur. Intet er smukkere end C. W. Eckersbergs bedste malerier og den danske sangskat. Erfaringerne fra krigens tid spiller stadig en stor rolle for de fleste jødiske familier, og Mathias Christensens melodi til ‘ En lærke letted’ bringer altid de voldsomste følelser frem i mig. Er den borgerlig? Ikke spor, men den minder om, at frihedskæmperne under besættelsen havde modet til at kæmpe for friheden.

Det er værd at mindes i en tid, hvor danske historikere har travlt med at hylde samarbejdspolitikerne som en slags danske patrioter på lige fod med frihedskæmperne…”

(Christoffer W. Eckersberg, Sanderumgaard Hovedbygning, set fra Havesiden, 1806; Wikipedia)

Oploadet Kl. 12:27 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


21. juli 2014

København: Palæstinensere mindes ‘civile tab’, herunder Islamisk Jihad-leder Hafiz Mohamad Hamad

Følger man Israel/palæstina-debatten på Facebook, så springer det i øjnene, at stort set alle muslimer vitterligt mener, at medierne er for positive overfor Israel. Et helt igennem vanvittigt synspunkt. Eksemplerne er legio. I et indslag i 19-Nyhederne på TV2 søndag aften, fulgte man en ‘Mindehøjtidelighed for de dræbte’ på Rådhuspladsen i København. Netop som TV2′s udsendte nævnte ‘civile tab’, ses en kiste med navnet Hafiz Mohamad Hamad.

Hafiz Mohammed Hamad er ifølge arabiske kilder leder i Islamisk Jihad, som EU (og hermed Danmark), vurderer er en terrororganisation. I stedet for at lade en kendt islamist tale om israelernes ondskab, kunne journalisten spørge hvorvidt hans paraply-organisation støtter Islamisk Jihad? Det skete selvfølgelig ikke, og jeg forstår fint hvorfor Israel ikke lader sin anti-terrorkamp diktere af vestlig opinion. Indslaget kan ses på TV2 Play.

Peter Lautrup-Larsen, TV2: Rådhuspladsen i København i eftermiddag. 350 kister med navn og alder symboliserer de civile tab i Gaza. Budskabet er klart. Islam må ud af Gaza, og den danske regering må fordømme Israel.

Kasem Ahmed, Palæstinensiske Foreninger (tidl. Islamisk Trossamfund): Israel bliver ved med at bombe, Israel bliver ved med at dræbe civile, og de er fuldstændig ligeglade. Vi er nødt til at presse dem.

[...]

Peter Lautrup-Larsen: På Rådhuspladsen håber man at de mange protester gør indtryk på det politiske flertal, og på ministeren.

Mustafa Shabaad, studerende i markedsføringsøkonomi: Der er ikke nogen i verden der gør noget. Hverken den danske regering, den vestlige regering, vi hører ikke europæerne sige noget. Hvad havde i ellers regnet med? Selvfølgelig bliver vi nødt til at stå her. Selvfølgelig bliver vi nødt til at hæve vores stemmer.

[...]

Cecilie Beck, TV2: Martin Lidegaard. Du fordømmer Hamas, men hvorfor fordømmer du ikke også Israel der bliver ved med dræbe civile?

(TV2 Nyhederne, 20. juli 2014, Mindehøjtidelighed for de dræbte – Indsat: Islamisk Jihad-logo)

“Designated as terrorist organization by Australia, Canada, the European Union, Japan, the United Kingdom and the United States.” (Wikipedia om Islamic Jihad)



19. juli 2014

Erslev Andersen: Israel har interesse i Hamas-krig, ønsker ikke en ‘liberal demokratisk’ etstatsløsning

I gårsdagens Deadline, havde Nynne Bjerre Christensen inviteret Politikens Marcus Rubin og DIIS’ Lars Erslev Andersen til at give en aktuel analyse af Israel/palæstina-konflikten. Det blev ringere end man kunne frygte, og var reelt en grov motivanalyse af konfliktens ene part, med Hamas på ideologisk frihjul.

Delvis transskription af indslagene.

Nynne Bjerre Christensen, Deadline: Fortæl mig Marcus Rubin, du er Politikens Mellemøstkorrespondent. Har Israel en interesse i at udradere Hamas fuldt ud og helt i forbindelse med sådan en landoffensiv?

Marcus Rubin, Politiken: Nej, det tror jeg ikke…

[...]

Nynne Bjerre Christensen: Vil denne her offensiv lykkedes for israelerne?

Lars Erslev Andersen: Det kan man sige med temmelig stor sandsynlighed, det vil den ikke. … Man kan ikke løse den her problemstilling med militær magt. … Man kan måske få smadret en del ting, man kan få smadret nogle raketter, man kan få fyldt nogle tunneler ud, man kan få dræbt nogle Hamas-ledere, ja. Og når man har gjort det, så kan man få en våbenhvile, og så kan man se tilbage på enorme ødelæggelser og mange døde. Og så varer der ligeså lang tid til den bliver brudt, og så er vi tilbage. Og det er jo det mønster vi har set desværre, så hele den her forestilling om, at man kan gå ind og destruere terrornetværket, eller infrastrukturen som de kalder det, det kan man ikke. Man bliver nødt til at tage nogle andre midler i hånde, og det er jo politiske.

Nynne Bjerre Christensen: Men hvad siger du til Marcus Rubins lidt kyniske analyse af, at Hamas og Israel jo egentligt står meget godt til hinanden, og begge parter kan have en interesse i at holde konflikten i kog.

Lars Erslev Andersen: Jeg er meget enig i, at Israel kan have en interesse i at have en lavintencitetskonflikt… fordi der er ingen interesse for en tostats- eller en etstatsløsning. Så lang tid der ikke er det i Israel, jamen, så er den situation jo sådan set den. … Med hensyn til en etstatsløsning, så er der jo mange unge palæstinensere, som er utilfreds med både Fatah-ledelsen og Hamas, som ikke tror på alle de der projekter, som siger, at den eneste vej frem er en stat, to nationer, lige rettigheder. Det er uspiseligt for Israel, fordi det vil jo betyde, at jøderne vil kunne komme i mindretal ad åre. Og dermed mister Israel jo altså identiteten som jødisk stat.

Nynne Bjerre Christensen: Det betyder i princippet, at man giver palæstinenserne et israelsk pas.

Lars Erslev Andersen: Ja, og at man lader israelerne stå for driften af staten, og hermed også curriculum i skoler, men selvfølgelig under lige rettigheder.

Nynne Bjerre Christensen: – og åbner parlamentet selvfølgelig også for alle der vil blive valgt ind.

Lars Erslev Andersen: - Lige præcis. En liberal demokratisk stat.

[...]

Lars Erslev Andersen: … Jeg håber da ikke det er udsigtsløst, men det forudsætter jo, at an er villige til at lade være med at se igennem fingre med at folkeretten systematisk bliver overtrådt, hver evig eneste dag. Det betyder at det internationale samfund, herunder USA, skulle gå ind og sige, at det her er faktisk uacceptabelt. At Israel gør det, det kan man forstå så lang tid de har en accept til at gøre det. At det internationale samfund og USA tillader det, det er meget vanskeligere at forstå. Der skal vi nok til at forstå amerikansk indenrigspolitik, og den slags.Blokaden af Gaza-befolkningen er også ulovligt. Så lad os da få nogle vare ind, så folk får noget mad. Det skete ikke.

Nynne Bjerre Christensen: Lars Erslev Andersen. Du siger at nøglen til det her ligger i USA… og så er vi tilbage til den magtfulde jødiske lobby i amerikansk politik osv. …

Lars Erslev Andersen: Løsningen ligger i amerikansk indenrigspolitik.

(Deadline, DR2, 18. juli 2014: ‘Har Israel en interesse i at udrydde Hamas’)


‘Raske Penge’: Israel er skurken, først fred når der kommer ‘en deling mellem Israel og Palæstina’…

For et par år siden var Rasmus ‘Raske Penge’ Poulsen et af hovednavnene, da Projekt Antifa (/Antifascistisk Aktion) afholdt 3-årsfest i Ungdomshuset på Dortheavej. I går kunne man se ham igen, da Ekstra Bladets Sarah Stilling Skrivergaard (RUC, ‘Progressiv Meningsdanner’ v/ Cevea) var til pro-palæstinensisk demonstration, og spurgte den venstreorienterede rapper om hans syn på Israel/palæstina-konflikten.

Det blev en bizar analyse. Israel var for ham konfliktens skurk, desuagtet at han ikke troede på fred, før det kom til en “en deling mellem Israel og Palæstina”. I krige er sandheden det første offer, lød det, og han vidste tydeligvis intet om Hamas’ fundamentale modstand mod en tostatsløsning. Fra EB.dk.

Sarah Stilling Skrivergaard, Ekstra Bladet: Hvorfor er du mødt op til den her demonstration i dag?

Rasmus Poulsen, musiker: Det er da fordi jeg synes det er fucked op det der foregår nede i Mellemøsten, og jeg gerne vil vise min utilfredshed med, sådan som Israel især opfører sig.

Sarah Stilling Skrivergaard: Nu skal det ikke være hemmelighed, at det her er en pro-palæstinensisk demonstration, men der har jo også været, hvad skal man sige – den israelske regering påstår jo, at det er Hamas der har startet den her konflikt, fordi Hamas angiveligt har henrettet israelske teenagere. Hvad tænker du om det?

Rasmus Poulsen: Altså jeg tænker for det første, at sandheden altid er en af de første ofre i enhver krig, og det er jo ikke en konflikt der er startet indenfor de sidste par uger. Det er jo ligesom en konflikt der har været der siden Israel blev – besatte Palæstina. … Jeg demonstrerer ikke sådan for Hamas, vel. Jeg er godt klar over at det er en krig, og begge parter selvfølgelig fører krig med alt det svineri det fører med sig. … I den konflikt som er så ulige mellem Israel og Palæstina, der bliver min sympati nødt til at ligge hos palæstinenserne, altså.

Sarah Stilling Skrivergaard: Hvad tænker du der skal til før vi kan få en løsning på en her konflikt?

Rasmus Poulsen: Altså, det er jo noget med, som jeg ser det, altså der bliver nødt til at være en slags forlig. Der bliver nødt til at være en deling mellem Israel og Palæstina…

Sarah Stilling Skrivergaard: Hvad mener du vi som danskere måske kan gøre?

Rasmus Poulsen: Jeg mener at vi som danskere kan prøve at ligge mærke til hvem af vores politikere der støtter op omkring Israel, og hvad for nogen der tør tage afstand fra de ting der foregår. For Danmark er et land som er i en eller anden form for alliance med Israel, igennem vort venskab med USA, og måden vi bakker op omkring næsten alt hvad de finder på. Det synes jeg godt vi kan lade være med at gøre. … Det kræver mod at stå imod en så stærk nation som Israel. Det synes jeg i bør gøre, og der kan man som befolkning vise sin modstand, skrive læserbreve, sige til politikerne at de ikke skal ske i vores navn – at vi ikke vil bakke op om det land, det som Israel gør.

(Rasmus ‘Raske Penge’ Poulsen til AFA-fest og som EB.dk-kendis; Foto: Facebook, EB.dk, collage)

“Vi har befriet Gaza, men har vi anerkendt Israel? Har vi opgivet vort land, som blev besat i 1948? Vi kræver befrielse af Vestbredden og etableringen af en stat på Vestbredden og Gaza – med Jerusalem som hovedstad, men uden at anerkende Israel. Dette er det afgørende: Uden at anerkende den israelske fjende på én eneste tomme land … Vor plan for det første er at at etablere en stat – men dernæst følger at få hele Palæstina. Jeg vil sige dette højt og tydeligt, så at ingen kunne finde på at beskylde os for politisk strategi: Vi vil aldrig anerkende den israelske fjende! (Hamas-leder Mahmoud al-Zahhar, 15. juni 2010 via Søren Espersen)



18. juli 2014

Mosbjerg Folkefest 2014: Professor Ole Hasselbalch – Om venstreekstreme overfald i Danmark

Professor Ole Hasselbalchs tale til Mosbjerg Folkefest 2014 var et overflødighedshorn af anekdoter om Den Danske Forenings mange oplevelser med den ekstreme venstrefløj, herunder journalister. Talen er nu online.

“Det var ude i Gentofte Hovedbibliotek, hvor foreningen havde inviteret den gamle norske frihedskæmper Jan Høgh. – Rejs dig op Jan, så vi kan se dig. (bifald) – Som skulle tale i Hovedbiblioteket, men det kom han ikke til fordi der var nogle der havde fortalt bibliotekets personale, at han var nazist, og så måtte biblioteket jo lukke, så kunne han jo ikke holde talen der. Så han holdt så sin tale udenfor istedet, uden for biblioteket, stående på en trappestige. Nazisten Jan Høgh, rundt om Jan Høgh, som krigspensionist i kraft af de skader han fik i frihedskampen, der færdedes et stykke ude nogle mærkelige væsener med fakler i hænderne og tårer i øjnene og råbte ‘Ned med fascismen’, ‘Ned med nazismen og racismen’, ‘Racister skal hakkes til medister’, og hvis man ikke hopper så er man racist, og sådan noget mærkeligt noget. Det afficerede ikke vor ven Jan Høgh.

En anden gang, nogle år efter, der var jeg formand. Det var et møde ude i et medborgerhus, jeg tror det var Medborgerhuset Sydvest i København. Den gang vidste man ikke meget om Islam, og hvad gør man så, hvis man vil hitte ud af hvordan verden ser ud. Foreningen inviterede en muslimsk imam til at fortælle hvad Islam egentligt var. Og den lille man han mødte altså i hvidt tøj, kalot og så videre – pænt og ordentligt, der var ikke noget der. Men pludselig kommer der styrtende en person ind. En kendt kulturperson og bongospiller, han havde åbenbart haft held til trods for sit lidt laskede ydre, af snige sig ind ad bagdøren, et vindue, et tagvindue eller på en eller anden måde. Han var tilhænger af Mao og Albanien, det vidste alle, og i den egenskab, så styrter han op til imamen, og så siger han: ‘Nazisvin!’ Og så styrter han ud igen, og vi tilhørere, vi tænkte, at han måtte være være fra den ekstreme venstrefløj, han kunne bare ikke rigtig kunne orientere sig derinde, og kunne ikke omstille sig til tanken om at det var en muslimsk imam der stod deroppe. Imamen tog det meget pænt. Han spurgte mig, hvad det var for en mærkelig mand…

… vi har stadigvæk den folkelige magt, vi har magten til at sætte et kryds i stemmeboksen. Og der må vi bare konstatere, at hvis et folk som har muligheden for – Kan man tie stille ovre bagved! Ja, jeg er jo også lærer, engang imellem må man tysse lidt på studenterne, det gør jeg altså. Hvis man har et folk som har muligheden for at skille sig af med idioterne ved simpelthen at sætte krydset et andet sted, og som ikke kan tage sig sammen til at gøre det, så er der ikke nogen der kan redde dem. De kan ikke reddes. … Jeg kan ikke se der er anden mulighed. Et folk der ikke kan redde sig selv ved at flytte krydset i valgboksen, kan ikke reddes med andre midler.

(Ole Hasselbalch, Mosbjerg Folkefest 2014)

“Professor Ole Hasselbalch fra Den Danske Forening fortalte i sin tale på Mosbjerg Folkefest om venstreekstremisters politisk motiverede overfald i Danmark, og om en presse, der enten fortiede eller direkte medvirkede til deres politiske kriminalitet.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »





Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper