16. februar 2020

Folkelig modstand mod selvhadsk SAS-globalisme frames af MSM som… koordineret højreradikal hetz

Mediemagasinet på Radio4 hedder ‘Mediemøllen’, og er usædvanlig tandløst. I seneste udgave kunne man høre vært Olav Skaaning Andersen forklare, at SAS havde været udsat for ‘en gedigen shitstorm fra den yderste højrefløj’, senere omtalt som ‘en målrettet kampagne’ fra ‘et højreorienteret internetforum’. Den hidkaldte ekspert var Frederik Kulager, der satte flere ord på det overordnede budskab, men også henkastet fik indflettet, at det trods alt ikke var 4Chan der havde skabt en shitstorm mod SAS. 4Chan var et ‘anonymt lederløst netværk’, og blot ‘en lille del’ af ‘et højreorienteret økosystem på internettet’.

MSM-narrativet om koordineret højreorienteret hetz har ikke hold i virkeligheden, og havde det været anti-kapitalistisk kritik af Blackstone, McDonalds eller anden multinational koncern, så ville det være en historie om manglende føling med kundegrundlaget, om protesten fra en spirende folkelig opinion. Græsrødderne.

God kommentar i Weekendavisen af Søren K. Villemoes om det identitetspolitiske overdrevs filosofiske udgangspunkt – Flyvske ideer.

Disse voldsomme reaktioner fra folkedybet er tankevækkende, når man kender den fortælling, som reklamefilmen udspringer af. Der er nemlig intet nyt i de ting, reklamevideoen påstår. Tværtimod er denne selvbenægtende antinationalistiske kulturkritik helt almindelig på landets højeste læreranstalter. Blandt forskere i kulturmøder, migration og integration er det konsensus-holdningen, at der ikke findes nogen nationale kulturer sådan rigtigt. De er såkaldt ‘forestillede fællesskaber’, som man kalder dem med henvisning til nationalisme-teoretikeren Benedict Andersons klassiske bog fra 1983 med samme titel.

Blandt de forskere, der skal undersøge de kulturelle konflikter, vi har diskuteret, siden indvandringen tog til for snart 40 år siden, taler man kun undtagelsesvis om nogen særlig dansk kultur eller kulturer i det hele taget. De findes primært som en indbildning blandt politikere, vælgere og hos medierne, ikke i virkeligheden. Derfor kan man heller ikke tale om ‘integration’, da der jo ikke er noget at integrere folk i, som eksempelvis antropologiprofessor Mikkel Rytter har slået til lyd for.

Gad vide, hvordan folk ville reagere, hvis de opdagede, at det er de samme fjolletheder, man også abonnerer på blandt professorer? Mon de ville starte en shitstorm, indtil forskerne måtte undskylde og gå bodsgang? Eller er tiden forbi, hvor offentligheden interesserer sig for, hvad der rører sig derinde?”

(Reuters, 12. februar 2020: Nordic airline SAS cans ad after online hate campaign)

“Når jeg ser filmen, synes jeg netop, at den rammer kernen af at være dansker og nordisk.” (Venstres Jens-Kristian Lütken, JP.dk, 12. februar 2020: Fremragende reklamefilm fra SAS får gadekærsnationalisterne op i det røde felt)

“At ingen i SAS fandt på at stoppe filmen, før den blev offentliggjort, fortæller os, at SAS har overgivet sig til radikalismen og tilsyneladende ikke længere er et transportselskab, men et redskab i hænderne på mænd og kvinder, der fører krig mod kultur, nation, stat og verden, som vi kender den. Den ny kapitalisme er ikke bare troløs, den er ideologisk. Hvis man ikke vidste det før, ved vi det nu. … Reklamefilmen udløste som bekendt en lavine af kritik, og tak for det. SAS’ reaktion viste derpå, hvor lidt virksomheden havde forstået af det hele, idet ledelsen mente at vide, at russiske it-robotter, det yderste højre eller begge dele måtte stå bag. I virkeligheden kom kritikken fra almindelige mennesker, som følte sig indrulleret i kapitalisternes nihilisme og ikke tøvede med at give deres utilfredshed til kende på nettet.” (Mikael Jalving, Jyllands-Posten, 15. februar 2020)



7. april 2017

Mikael Jalving: “Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender…”

Man kan nemt stirre sig blind på ideologiske petitesser og mediedækningen af aktuelle begivenheder, men i sidste ende handler det om demografi. Set herfra mit fynske eksil er København ti-tyve år fra at være tabt land, lidt i stil med Christianstad og Kobbermølle, omend det selvfølgelig er noget værre at miste hovedstaden til kulturfremmede bosættere. Mikael Jalving sætter ord på – Bedst at bo på landet.

Hvis mit arbejde og min familie tillod det, boede jeg ude i landskabet, helst i nærhed af vand, skov, bakker, brunviolette rugmarker og landsbykirker drysset ud med løs hånd – ‘lyst, åbent og dog tungsindigt’, som Jakob Knudsen skrev. Et uperfekt sted for uperfekte, men virkelige mennesker i et terræn, jeg kender fra Nordfyn og ville kunne færdes hjemmevant i nu, hvor jeg gudhjælpemig nærmer mig de 50, men som end ikke ejendomsmæglere kan snakke op i pris. …

Omstændigheder har bundet mig til København, som jeg tåler, men ikke længere holder af efter 25 år.

Fem minutter på den forvandlede Nørrebrogade, og jeg savner Vestkysten. Én søndag på Frederiksberg eller ti minutter i Ørestaden, denne Frank Jensen-agtige forstad til Malmø, og jeg spejder mod Lejre, Lolland og Lillebælt. Fem minutter i Torvehallerne, og jeg får åndenød af al den halal og risikoen for at møde Henrik Marstal eller Ole Bornedal.

Engang boede missionen i de vindblæste egne, i dag bebor den pæne adresser med svinedyr designerøl, vinbar og sushi henne om hjørnet. Hovedstaden er blevet hovedløs, beregnende og multikulturel korrekt. Jeg nævner i flæng Det Radikale Venstre, Enhedslisten, Uffe Elbæk, P3, Kvinfo og ‘antiracister’ i patricierlejligheder med udsigt over Søerne på vej til Louisiana eller Røde Kors, fuldkornspasta, spindoktorer, fritidshjem med ’slikpolitik’, succesfulde cand.scient.pol.’er, der næsten alle er fraskilte, singler, lider af glutenallergi eller elsker Obama forever på Facebook klods op ad trangbrystede metromænd iført stramme jeans, hipsterskæg og ubegrundede politiske fantasier om det internationalistiske verdensborgerskab.

Næ, må jeg så bede om en landevej uden så mange dikkedarer og en Alfa, en Honda eller en Subaru med wankelmotor og en bazooka, når den tid kommer. Samt masser af cykler, racercykler, tempocykler, crosscykler, men absolut ingen Christina-cykler. Jeg flytter, gør jeg. Når jeg bliver gammel nok, og det sker jo helt af sig selv.”

(Uperfekt mobilfoto af Samson i Kattebjerg Hundeskov, 7. april 2017)

“Nogle gange længes jeg efter det enkle liv på landet… på den helt praktiske måde. At jeg kan få lov til at smide min bil foran hoveddøren eller i indkørslen, og bare lade den stå der til næste morgen. … Jeg kunne godt tænke mig at leve i en verden, hvor jeg ikke skal have nøglebundet op af lommen fire gange, når jeg bare skal ned i Netto.” (Olav Skaaning Andersen, 7. april 2017)

Oploadet Kl. 13:32 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


18. september 2015

MX og BT markedsfører DR/TV2-indsamling – 75 pct. er hekse, onde mennesker eller højreorienterede

For et par dage siden blev en bekendt ringet op af Dansk Flygtningehjælp. En dame spurgte om han ville hjælpe, hvad han svarede ja til. Han ville gerne hjælpe dem ‘med at komme hjem’. Hun tog det ikke pænt, men nogle gang skal der bare siges fra, også selvom modparten mener deres mærkesager er apolitiske.

Søndag sender DR1 og TV2 det store indsamlingsshow ‘Hjælp Nu’. Det har kostet 1 mio. licenskroner, og det er tydeligvis en hjertesag for medierne at få folk til at slå hjernen fra. Metroxpress var særlig slem i onsdags. Gratisavisen havde sågar oprettet Facebook-gruppen ‘mxhjaelp’, og siderne var plastret til med artikler om arbejdsomme syrere, herunder Manal, hvis syv-årige, endnu ikke familiesammenførte søn angiveligt var et ‘matematisk geni’.

(Collage: Metroxpress, 16. september 2015)

BT er ikke meget bedre. Chefredaktør Olav Skaaning Andersen mener ikke flygtningehjælp i en masseindvandringskontekst i realiteten også er en politisk markering, og det undrer ikke at en RUC-forsker kæder kritikken samme med ‘højreorienterede med falske profiler’. En netmåling på BT.dk fortæller at 3/4 af avisens læsere er helt uenige med chefredaktøren.

“DRs og TV2s facebooksider blev oversvømmet med ikke bare kritiske, men hadske og grove kommentarer om den ‘akutindsamling’ til Syriens flygtninge, som de to tv-stationer er i gang med. … Tonen på de sociale medier har ændret sig til det værre de seneste år. Alligevel er de grove kommentarer både deprimerende og overraskende, fordi de er i modstrid med en stærk historisk dansk tradition om at hjælpe folk i nød. … en flygtningeindsamling bør ikke resultere i en så hårdhændet debat, som vi har været vidner til de sidste dage. Det kan vi ikke være bekendt.” (BT mener: Nej til hetz mod flygtninge-hjælp, BT, 17. september 2015)

“At det så har udviklet sig til en regulær shitstorm, det var ikke forudsigeligt. Jeg er rimelig overrasket over omfanget. Det er mærkeligt, for sådan en indsamling er relativt godartet, og det kan man ikke have så meget imod. … Det er i en høj grad helt almindelige mennesker som hr. og fru Danmark, der farer i blækhuset i denne her type shitstorm. Men når man har med flygtninge at gøre vil der også være højreorienterede med falske Facebook-profiler, der går ind i debatten for at afspore den og skabe opmærksomhed på det, de mener, er vigtigt.” (Mads Kæmsgaard Eberholst, RUC, forsker i sociale medier; BT, 15. september 2015)

(BT, 18. september 2015)

Apropos.

“Jeg synes faktisk min datter har fat i den lange ende, når hun siger, ‘at det kun er hekse og onde mennesker, som ikke vil hjælpe folk, der er på flugt.” (Christian Fuhlendorff, komiker; BT, 14. september 2015)



25. april 2009

Verden ifølge DR-chefen Olav Skaaning Andersen

Olav Skaaning Andersen er chef for Deadline, Orientering og DR2 udland. Fra hans kronik i onsdagens Berlingske Tidende – Journalistikkens store udfordring.

“Undersøgelser af den seneste amerikanske valgkamp viser, at langt størsteparten af informationen om kandidaterne kom fra dem selv og deres velpolstrede kampagnehold – og ikke fra mediernes undersøgelse, research eller granskning.

Det giver selvfølgelig muligheden for at fremstille sig selv i et positivt lys, men godt for borgerne og den journalistisk uafhængige og rimelig faktaprægede fremstilling af sagerne, kan det næppe kaldes. Ved valgkampen i 1992 – da Bill Clinton blev valgt – lavede Washington Post 13 såkaldt investigerende reportager om kandidaterne. I 2008 har læsernes redaktør på bladet fundet ud af, at der blev produceret sølle tre. På Los Angeles Times – der er i slem økonomisk krise – faldt den slags med to tredjedele.

Så grelt er det ikke i Danmark. Endnu. Der er mange gode eksempler på journalistiske projekter, der går ind og tager fat, hvor det gør ondt. Afdækningen af CIAs ulovlige transport af fanger, Berlingskes tværmedielle og Cavlingprisvindende serie om politisvigt, Dorte Tofts sunde og vedholdende skepsis over for IT Factory og Stein Bagger samt P1 Orienterings afsløring af dels kritisable forhold i Beskæftigelsesministeriet, dels knægtelsen af patienternes rettigheder i EU, er bare nogle af dem.

Men den del af journalistikken er presset, og der tænkes allerede nu i alternative løsninger. DR har licensmidler og flere faglige miljøer, der stimulerer den afdækkende journalistik. Men bekymrede udsagn fra mediechefer i branchen viser truslen mod den granskende og undersøgende journalistik.

Informations direktør taler om, at pressen nu svigter sin rolle som »borgernes vagthund«, mens Politikens Tøger Seidenfaden citeres for, at morgenaviserne ikke »har ressourcer til at lave tilstrækkeligt meget undersøgende journalistik i forhold til behovet«, og der skal tænkes på alternativ finansiering.”

Oploadet Kl. 11:00 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper