10. januar 2013

Flere højrefløjslobbyer – Ingen pressionsgrupper kæmper tilsyneladende for socialisme og indvandring

For år tilbage introducerede afdøde Mogens Glistrup begreber som ‘flygtningelobby’ og ‘islam-lobby’, men selvom en organisation som Dansk Flygtningehjælp har haft stor indflydelse for udviklingen, så omtaler medierne aldrig den sådanne organisationener med negative etiketter. Trods fagforeningernes store indflydelse for samfundsudviklingen, hører man heller aldrig LO eller 3F omtalt som ’socialismelobbyen’, selvom det ville være lige på kornet. Det handler om definitionsretten. For de fleste journalister er der ikke noget suspekt i at kæmpe for socialisme eller indvandring.

For tiden er der heftig debat i USA om våbenlovgivningen, og selv postulerede borgerlige medier anvender begrebet ‘våbenlobbyen’. To eksempler: Våbenlobbyen vil have Romney som præsident (TV2.dk, 5/10-12), Modstanden mod våbenlobbyen vokser (JP.dk, 18/12-12).

Tilbage i 2006 gik P1 til angreb på ‘Israel-lobbyen’, og blandt journalister er det tilsyneladende suspekt at forsvare det eneste velfungerende demokrati i Mellemøsten. Eks. Tilløb til debat om USA’s Israel-lobby (P1 Orientering, 6/4-06). Herunder en overskrift fra tirsdagens udgave af Metroxpress, der anvender begrebet ‘jødelobbyen’, selvom det klart fremgår af artiklen, at det er et politisk ladet begreb.

“Kritikere har allerede angrebet ham for hans holdning til konflikten mellem Israel og Iran. Hagel opfattes ikke som tilstrækkelig venligsindet overfor Israel. Han er blevet kritiseret for at tale om en jødisk lobby i kongressen. (Ritzau/Reuters, red. af Rasmus Skat Andersen)

(Metroxpress, 8. januar 2013, s. 12: Jødelobby truer ny forsvarsminister)

Herunder lidt fra Professor Stig Jørgensens glimrende kronik om Flygtningelobbyen, trykt i BT, 8. maj 1993.

“Den beherskes derfor også af et miskmask af ædle og uædle motiver. Især de kirkelige missionskredse, hvorfra de fleste såkaldte »flygtningevenner« nok er udgået, handler utvivlsomt ud fra, hvad de anser for at være en kristelig barmhjertighed. Ligesom de uddøende eksemplarer af kulturradikalismen er de tilbøjelige til at forveksle medlidenhed med barmhjertighed. Medlidenhed er imidlertid en græsk følelse (sympathos), der er udgået af en køligt og rationelt begrundet distancerende følelse med den lidende, mens den kristne barmhjertighed er udgået af en nærværende og varm følelse for næsten. Medens medlidenheden skaber distance, skaber barmhjertigheden nærhed. …

Megen veldædighed har denne hykleriske karakter, såsom 70-ernes såkaldte solidaritetserklæringer med undertrykte befolkninger, klasser eller grupper. Charles Dickens talte om teleskopisk filantropi hos de blåøjede radikale, som har så travlt med at redde menneskeheden, at de ikke har tid til at tage sig af deres nærmeste. De private velgørende institutioner befinder sig i samme dilemma som andre veldædige behandlere, der ernærer sig ved menneskelig ulykke, såsom læger, sygeplejersker, socialrådgivere og ambulanceførere. Som dr. Knock siger i Jules Romains bog af samme navn, er en rask mand en mand, som ikke ved, han er syg, eller, som det siges af lægerne, en person, som ikke er undersøgt grundigt nok!

Dilemmaet for disse menneskekærlige professioner og institutioner er det samme som for de politiske partier, der arbejder for den sociale retfærdighed, idet deres raison d’être aftager med realisationen af deres partiprogram. Samme interessekonflikt behersker den finansminister, som opkræver store gift- og miljøafgifter med det formål at begrænse forureningen, idet provenuet er omvendt proportionalt med formålets realisering. Det ville være forkert at se bort fra den omstændighed, at velgørende arbejde er afhængigt af tilstedeværelsen af ulykkelige mennesker, ligesom Gud, efter aristokratiets opfattelse, har skabt de fattige, for at de rige kan have nogen at være gode ved. Vi kan ikke uden videre gøre forskel på de forretningsdrivendes og bureaukraternes behovsopgørelse. Nys afdøde professor Parkinson påviste i en af sine berømte »love«, at bureaukratiet har en selvgenererende evne, uden at der kommer nye kunder i butikken. Alle professioner og institutioner er principielt inhabile, når det drejer sig om beslutninger om egne behov.

Mere udpræget bliver inhabiliteten, i jo højere grad de oprindeligt velgørende foreninger udvikler sig til hårdtslående professionelle magtorganer. Naturfredningsforeningen og Kræftens Bekæmpelse er velkendte eksempler på denne metamorfose. Dansk Flygtningehjælp og Dansk Røde Kors er derudover blevet indbygget i den offentlige administration ved at overtage en stor del af ansvaret for flygtningearbejdet. At de deltager i løsningen af de sociale og praktiske arbejdsopgaver er forståeligt, mere betænkeligt er det, at de også deltager i visiteringen af asylsøgerne og i beslutningsprocessen om asyl. Man kan nu engang ikke med rimelighed betro noget menneske at skulle udmåle metervarer med elastikbånd, og man kan vanskeligt bebrejde disse velgørende institutioner, at de ser legitime behov for asyl, hvor andre måske ville mene, at flygtningeopgaven bedst ville kunne løses i eller ved hjemlandet.

Ligesom det ædle formål kan legitimere en udvidelse af beskæftigelsen i flygtningearbejdet, kan det også legitimere anvendelsen af voldelige »antiracistiske« midler fra såkaldt venstreorienterede ekstremistgrupper, såsom BZ’ere og andre små revolutionære grupper. For dem kan flygtningesagen være et påskud, og ikke en begrundelse, for anvendelsen af den sociale eller voldelige adfærd, som af andre grunde tiltrækker disse grupper. … Man bør altid gribe til sin pistol, når de revolutionære vil beskytte grundloven, når voldsmændene vil beskytte demokratiet, og rævene vil vogte gæssene! Der er den samme tvetydighed over de »ambulancejagende« advokater, som velvilligt – men mod betaling – stiller deres ekspertise i ankesystemerne i asyllovgivningen til rådighed for de retfærdige og uretfærdige asylsøgere. …

Når samtidig massemedierne mobiliseres til følelsespornografiske happenings, hvor alle sejl sættes til for at bringe skuden i havn, som det skete med palæstinenserne i Blågårds Kirke, var der med særloven tale om både et retsmisbrug og et politisk misbrug i strid med grundlovens magtfordeling, og derfor i realiteten om en uretfærdighed mod andre grupper af asylsøgere. Det er et problem, når det politiske system bliver svækket af lobbyisme i al almindelighed.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper