17. maj 2020

Berlingske-leder: “Hvis teorien ikke passer til virkeligheden, så få virkeligheden til at passe til teorien.”

I sidste måned hørte jeg ‘Sportmålstegn’ på Radio4. En ekspert påpegede, at grunden til at kvinder ikke kunne matche mænd i skak, kunne skyldes at mænd fra naturens hånd var jægere, og hermed bedre til at fokusere. En plausibel analyse, men ikke ifølge gæsten, der ikke bare undsagde forklaringen, men pointerede, at den var ubrugelig, i det ‘den ikke gav rum til at ændre noget’ (sic). Gæsten var Simon Østergaard Chievitz, podcaster for Solidaritet, aktiv i Enhedslisten, tidl. medlem af Socialistisk Ungdomsfront. En analyse der ikke inkluderer et ønsket ændringspotentiale, er per definition forkert. Ideologi trumfer virkelighed. Udsendelsen er endnu ikke online.

God leder i Berlingske, der kommenterer eks-AFA Pelle Dragsteds bekvemme coronakrise-analyse – 153 år er lang tid at tage fejl, Pelle Dragsted.

“Man burde måske trække på skuldrene af den yderste venstrefløjs chefideolog, når han holder fast i en af marxismens ældste postulater, nemlig at det kapitalistiske system er dømt til at bevæge sig fra krise til krise, indtil det bukker under. Men når de oldmarxistiske påstande bliver bakket op i en kommentar af debatredaktøren og lederskribenten på Politiken, Magnus Barsøe, er der alligevel grund til at stoppe op.

‘Jævnlige tilbageslag ligger simpelthen i kapitalismens natur,’ skriver Barsøe. Det er iøjefaldende, at Dragsteds og Barsøes analyse af coronakrisen er den samme, nemlig at økonomien alligevel stod på randen af en krise, da coronavirus ramte verden. Dermed bliver coronakrisen blot en udløsende og forstærkende faktor for den økonomiske nedtur, og kan indpasses i den klassiske marxistiske krisefortælling. Hvis teorien ikke passer til virkeligheden, så få virkeligheden til at passe til teorien.

… De seneste 153 års historie siden Karl Marx udgav ‘Das Kapital’ fortæller den modsatte historie, nemlig at de kapitalistiske samfund overvinder kriser og endog trives mellem kriserne.

Kendsgerningerne er, at regeringerne i næsten hele den frie verden som svar på coronakrisen lukkede samfundene ned. Det er sært at skulle oplyse Pelle Dragsted om, at når hele samfundet bliver lukket ned på grund af en sygdom, så falder den økonomiske aktivitet, og der udløses en økonomisk krise. Måske et historisk eksempel kan hjælpe forståelsen. Man kunne nævne Pompeis undergang i år 79 e. kr., der – må man forstå – efter marxistisk opfattelse ikke kan henføres til udbruddet af Vesuv, men også til kapitalismens iboende svaghed.

Det er Pelle Dragsted, der har et forklaringsproblem – ikke kapitalismen.

(Debatredaktør Magnus Barsøe, Politiken, 10. maj 2020)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper