5. august 2019

Berlingske: “Har Trump et medansvar for hadforbrydelser og masseskyderier som i El Paso? Måske”

Hvis man er imod indvandring og multikultur, så er det svært at opbygge en platform på de store sociale medier. Fredelige demokrater blokeres, hvis blot de ytrer støtte til Tommy Robinson eller lignende. Man kan dog stadig stemme på politikere, der bekæmper indvandring og multikultur, men stod det til internationalisterne så skulle politikerne også holde sin mund. Modstand mod indvandring mobiliserer militante indvandringsmodstandere…

Tryk avler modtryk, og brede dele af befolkningen vil til evig tid bekæmpe befolkningsudskiftningen, uanset hvordan problematikken diskuteres politisk. Hvis internationalisterne for enhver pris vil gennemføre deres revolution, så må de forvente modstand her der og alle vegne. Det bliver ikke kønt, men Trump er ikke fjenden. Man kunne omvendt argumentere for at han er løsningen.

(Analyse i Berlingske ved USA-korrespondent Michael Bjerre, 1. august 2019)

“Det fremgik også af DR’s nyheder i går aftes. Trump skal have gjort sig skyldig i en hård retorik mod latinoer og indvandrere, fastslog tv-ansigterne som den største selvfølgelighed af verden. Man behøver ikke at bevise det, for det er almindelig viden.

Vi mangler imidlertid henvisninger til hadefulde udtalelser om sorte, latinoer og immigranter i almindelighed, som man jo nemt skulle kunne finde, hvis der var hold i racismeanklagerne.

Trump har brugt en hård retorik mod voldelige bander som M-13, narkosmuglere, menneskehandlere og folk, der bryder USA’s lovgivning ved ulovlig indvandring. Det har demokraterne – mod bedre vidende – fået til, at han hader alle fremmede, selv om han gang på gang har understreget, at han går ind for indvandring, hvis den sker ad de lovlige kanaler. …

Trump holder ikke en tale uden at bryste sig af den rekordlave arbejdsløshed blandt sorte, latinoer og kvinder. Man kan diskutere, om det er præsidentens fortjeneste, men man kan ikke betvivle, at han tydeligvis er stolt af denne udvikling. Og det er jo mærkeligt, hvis han var racist. Så skulle han glæde sig, hvis det gik skidt for farvede.” (Lars Hedegaard, 5. august 2019)



26. maj 2014

Fantastiske valg til EU-skeptikere: Morten Messerschmidt (DF: 26,7 pct), Nigel Farage (UKIP: 27, 5 pct)

Europaparlamentsvalget er vel overstået. Dansk Folkeparti blev valgets helt store vinder med en opbakning på hele 26,7 procent. Det gav fire mandater, et mere end regeringsbærende Socialdemokratiet og to mere end oppositionsledende Venstre. De personlige stemmetal er ikke optalt endnu, men alt tyder på at Morten Messerschmidt får flere personlige stemmer end tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussens fik ved det historiske 2004-valg. Når Uffe Ellemann og Mogens Lykketoft taler solen sort om populistiske tossekandidater, så er det reelt folkets vilje de ikke anerkender.

(Det endelige resultat af Europaparlamentsvalget i Danmark, 25. maj 2014)

Konservative Bendt Bendtsen blev genvalgt, muligvis fordi han i tolvte time indså nødvendigheden af permanent grænsekontrol, og EU-positivisterne må overordnet erkende, at ’slow-boiling’-afviklingen af nationalstaten i bund og grund finder sted mod befolkningens ønske. Trods Lars Løkke Rasmussens belejlige nedtur, så høstede Socialdemokraterne sit niende valgnederlag i træk under Helle Thorning-Schmidt. Det har intet med finanskrise eller kommunikation at gøre – at være jubel-europæer er ganske enkelt politisk selvmord.

Herfra skal der lyde hæderlig omtale til Liberal Alliance, der undlod at gå i valgforbund med Venstre, og hermed ikke sikrede føderalisten Morten Løkkegaard fire år mere. Forhåbentlig kommer de ind næste gang, og tiltrækker flere EU-skeptiske VK-vælgere.

Dansk Folkeparti har ifølge en analyse mistet 15.000 stemmer til de mere kompromisløse EU-modstandere i Folkebevægelsen mod EU. Nogle har sikkert stemt på Thorkild Sohn (medlem af nationalkonservative Dansk Samling), og hermed givet stemmer til Rina Ronja Kari. Hun er som forgængeren aktiv i kommunistiske Enhedslisten, og opponerede meget sigende ikke, da partifællen Johanne Schmidt-Nielsen på valgaftenen omtalte den tværpolitiske bevægelse som ‘venstreorienteret’.

(BBC, 26. maj 2014: Farage hails ‘extraordinary’ UKIP win in European election; Mere: WSJ)

Det blev i det hele taget et fantastisk valg for EU-skeptikerne. UKIP fik et fantastisk valg i Storbritannien, Front National fik et tilsvarende i Frankrig, og der var hæderlige valg til Sverigedemokraterna, De Sande Finnere og lignende konstellationer. EU-modstanden antager i lighed med EU-tilhængerne mange forskellige former.

Trods den gode udvikling, så står det klart, at fremgangen for EU-skeptiske partier ikke umiddelbart giver reel indflydelse. Det store problem for højrefløjen, er her som altid, at de af realpolitiske årsager har travlt med at distancere sig fra ligesindede i udlandet. Mediernes rolle er enorm.

Messerschmidt vil formentlig afvise Front National/Geert Wilders-grupper, fordi Jean Marie Le Pen er citeret for groteske udtalelser. Noget af det skal nok passe, men egentligt er det fuldstændig irrelevant for at et eventuelt EP-samarbejde. Omvendt så risikerer Messerschmidt ikke at kunne komme med i den konservative ECR-gruppe, fordi han som ung fik en racismedom for en DFU-plakat. Franskmændene godt ved at massepartiet Front National anno 2014 ikke består af frådende holocaustbenægtere, men udlandet ved det ikke. Og bliver det ikke fortalt.

(LA-gruppeformand fryder sig over liberale EU-skeptikeres tilbagegang; Facebook)

Medierne gør det således næsten umuligt for nationale EU-skeptikere at samarbejde på tværs af grænserne. “20 nyanser av brunt”, skriver svenske Expressen, og kæder nationalsocialistiske Gyldent Daggry sammen med Dansk Folkeparti, UKIP, De Sande Finnere mv. Som om kostskole-konservative Nigel Farage og ansigtstattoverede skinheads i camouflagetøj har et ideologisk fællesskab.

Medierne associerer systematisk centrum/højre EU-modstand med højreradikalisme, og det faktum fremmer entydigt EU-positivisternes dagsorden.

(Expressen, 25. maj 2014: Bruna Europa…; Forside: ‘Skam Jer Europa’)

De danske medier var underlødige i valgkampen, og fortsætter tilsyneladende stilen. Radikale Nils-Christian Nilson, der skriver for Ekstra Bladet, sammenblander objektiv nyhedsdækning med subjektiv opinion. Gyldent Daggry er et af de mest ‘uappetitlige’ partier i Europa, UK Independence Party ledes af “den lidt fordrukne populist Nigel Farage”, Sverigedemokraterna af “Jimmie Åkesson (som har en nynazistisk fortid)” lyder det eksempelvis.

Jimmie Åkesson har aldrig været nazist, hvorimod den helt store vinder i Grækenland, Syriza, ledes af eks-kommunisten Alex Tsipras. Hans gamle parti KKE var i øvrigt et af fire ‘hammer & Segl’-partier på de græske valgsedler. Nationale EU-skeptikere associeres med nazisme og højreradikalisme, hvorimod eks-kommunister eufemisk omtales som ‘venstrefløjspartiet’ eller ‘venstreorienteret’.

På samme måde i Berlingske, hvor Michael Bjerre, opridser valgresultatet med ‘Højreekstreme sejrer på tværs af Europa’ illustret af flagbærende tyske nynazister. Dansk Folkeparti nævnes ikke specifikt, men det gør eksempelvis UKIP og det ‘højreekstremistiske Frihedsparti’ i Østrig. I konteksten inkluderes også Geert Wilders’ Frihedsparti i Holland.

Liberale og konservative er højreekstreme, hvis de ikke bifalder EU’s afvikling af den velfungerende nationalstat. Det samme er Dansk Folkeparti (der på mange måder er et socialdemokratiseret velfærdsparti), der derfor ikke helt er så højreekstreme som de antikapitalistiske nationale socialister i Gyldent Daggry. Etiketterne bruges som politisk rambuk for den rød/blå alliance af EU-positivister, og det har ganske enkelt intet med virkeligheden at gøre.

Man kan håbe at EU smuldrer indefra, men imperiebyggere kan vanskeligt ændre kurs, så mon ikke toget kører videre i samme retning. Folkelig opbakning er ønskelig, men ikke en absolut nødvendighed jævnfør EU’s konstruktion. Henrik Day Poulsen ironiserer på sin Berlingske-blog.

“Margrethe Vestager, Helle Thorning og flere borgerlige politikere må forholde sig til den gamle vittighed om DDR’s Erich Honecker, der var på togrejse med Stalin og Hitler, hvor togsporet pludselig stopper.

Toget standser pludselig pga., at der ikke er flere togspor og de tre herrer siger følgende:

Hitler: ‘Hvad fanden sker der, vi skyder togføreren’.

Stalin: ‘Vi skyder ejeren af togene og alle hans ansatte’.

Honecker sætter sig roligt ind i kupeen, kigger ud og siger ganske roligt:

‘Så kører vi’.



6. februar 2011

“Egyptens demokratiske fremtid ‘bliver’ lige så lys som tilstanden i revolutionsgardens Iran.”

Den egyptiske opstand kan ende med at bringe et ‘pro-vestligt, stabilt eller demokratisk’ styre til magten, men kun én af delene, for nu at parafrasere en sjældent god Uffe Ellemann. Den slags realisme, er næsten fraværende i de danske medier, hvor fokus er på demokrater på ‘Friheds-pladsen’ i Cairo, og ikke på begreberne – jf. det i Egypten forbudte Frihedsparti (Hizb ut-Tahrir).

Læserbrev fra historiker Torben Hansen i lørdagens Jyllandsposten.

En demokratisk revolution i Egypten?
Per Nyholm og Mads A. Westberg kommenterer (3/ 2) det politiske opbrud i Egypten, men sætter kikkerten for det blinde øje, når det gælder islamisk fanatisme. Nyholm skriver endda, at demonstranterne ikke forlanger jihad.

Men det er der faktisk mange, der gør – i form af et krav om krig mod Israel. Problemet er årtiers grundig islamisering. En meningsmåling fra researchcentret Pew viser, at 59 pct. ønsker islamisterne – Det Muslimske Broderskab – til magten, mens kun 27 pct. peger på sekulære politikere. Desuden ytrede 20 pct. sympati for Al Qaida, mens tallene var 30 pct. for Hizbollah og 49 pct. for Hamas (en aflægger af broderskabet).

Med hensyn til strafferet – en central del af shariaen – ønsker 84 pct. dødsstraf for at forlade islam, 82 pct. ønsker stening for utroskab, mens 77 pct. går ind for pisk og håndsafhugning for tyveri. Egyptens demokratiske fremtid tegner til at blive lige så lys som tilstanden i revolutionsgardens Iran.

(BT og Berlingske Tidende, 5. februar 2011: Broderskabet som al-Qaeda hader)

Læs også Lars Hedegaard i samme avis – Frihedens korte forår.

“Også den iranske revolution i 1979 blev båret frem af unge kvinder med flagrende hår og unge mænd med hovederne fulde af ædle ideer. Få uger senere var kvinderne pakket ind fra top til tå, og frihedskæmperne sad i det islamiske regimes torturcentre.”

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper