6. februar 2020

Blüdnikow om den 60-årige ungkommunist Thomas Heurlin: ‘Hurra, kystbanesocialisterne lever’

Jeg har flere gange blogget om Thomas Heurlin, der ofte er en del af panelet i ‘Det, vi taler om’, hvor man ofte fornemmer det kommunistiske udgangspunkt. Selvom han bor i mondæne Hellerup, mener han problemet med indvandrere på Nørrebro er overdrevet, og det er trods alt ulig nemmere at dyrkere multikulturen i ambassadekvarteret. Forleden blev han interviewet til Berlingske, blandt andet om hans seneste narko-rejse til Asien.

Den gode Bent Blüdnikow kommenterer, Groft sagt.

Hurra, kystbanesocialisterne lever (ikke online pt.)
For år siden talte man om kystbanesocialister. Det var typer fra Gyldendal, DR og Politiken, der levede i sus og dus og boede i de rige områder i Nordsjælland og stemte på venstrefløjspartier.

Denne Groft sagter troede i sin naivitet, at den type venstreorienteret luksusmenneske var en saga blot, men det viser sig, at han eksisterer i bedste velgående. Berlingske har netop bragt et portræt af den 60-årige Thomas Heurlin, der lever af at producere fjernsyn til DR og ‘krydrer tilværelsen med en 29-årig hustru, en hurtig Harley og gode piller.’ Heurlin har en fortid som særdeles aktiv DKP-kommunist, men stemmer nu på Enhedslisten. Han udviser overhovedet ingen anger over sin totalitære fortid. Nu lever han et luksusliv og bor i en villalejlighed i Hellerup.

Det er skønt at få bekræftet sine mest dæmoniske fordomme. Tænk at et så dobbeltmoralsk menneske ganske uforfærdet i Berlingske videregiver sine socialistiske tanker og understreger hykleriet med sætningen:
‘Jo, det er vigtigt for mig at have fine ting.’

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


28. november 2019

Lars Villemoes (1953-2019): “De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. “

Journalist Lars Villemoes døde torsdag i sidste uge, og det må være en passende anledning til at bringe Bent Blüdnikows interview som Berlingske lod trykke i 2007 – Den forhadte budbringer.

“En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. Nogle af aktivisterne graffitimalede ‘Nazi Dø!’ på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad ‘Journalisten’ havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

… Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

‘Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig‘.

Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen. …

Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner.

Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed ‘Fighterne og de nyttige idioter’. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.’

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som ‘politistikkere’. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

… Lars Villemoes mærkede lugten i bageriet og søgte over til Weekendavisen, hvor han i de følgende år skrev videre om retssagen mod Blekingegadebanden og om bandens fanskare i det autonome miljø i Købehavn. …

Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for ‘idealismen’ hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

Lars Villemoes siger i dag: ‘Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. … Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.’

Man giver ikke Cavlingpriser på efterbevilling, selvom Villemoes selvfølgelig burde have haft en. Men nu har han i det mindste fået æren tilbage med Peter Øvig Knudsens bog.”



19. november 2019

Blüdnikow: “.. over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring”

MSM er vilde med vanekriminelle Yahya Hassan, og pludselig handler det ikke mere om Islam, men om danskernes iboende racisme. I et interview med hans nye ven Martin Krasnik, fortæller digteren, at han ikke mere vil være ‘præmieperker’, og der er da givetvis nok større guldkæder i at være (det kommentarsporet kalder) ‘kæleperker’. Der er noget med formen, men ret beset, så er der ikke meget nyt i forfatterskabet. Det hele blev beskrevet stringent af Lars Hedegaard og andre for 10-15 år år siden, men der nægtede etablissementet at høre efter. Hedegaard er naturligvis forhadt i dag. Skud budbringeren…

Interessant kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske – Hvorfor fortæller Weekendavisen ikke hele sandheden om Yahya Hassan?

“Mange intellektuelle elsker kriminelle kunstnere. De finder en attraktion i kunstnere, der bryder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør. Et klassisk tilfælde er den franske forfatter Jean Genet (1910-1986), der var kriminel, men også skrev litteratur. På trods af domme så elskede den franske venstrefløj ham, og Jean-Paul Sartre og Picasso fik ham benådet. …

Man får mindelser om den beundring, når man læser Weekendavisens artikler i sidste uge om digteren Yahya Hassan. Avisen bringer et interview af chefredaktør Martin Krasnik. Det fremgår af dette, at Hassan har boet hjemme hos Krasnik i to måneder og har været hjemme hos hans forældre til chanukka. Interviewet kommer ind på Hassans personlige problemer, og Krasnik skriver: ‘Han passer ikke ind nogen steder, ikke hér, ikke dér.’

Desuden skriver redaktør Klaus Wivel en leder om Hassan, der er fuld af beundring for digteren: ‘Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk, som så konsekvent og med så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig.’ Wivel betegner hans virke som ’sandhedsskildring’.

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet ‘har fået en retorik med racistiske undertoner’. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at ‘min digtsamling har aldrig været en ‘islamkritik’.’ Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene ‘undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had’. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring.

(Lars Aslan Rasmussen på Facebook, 9. november 2019)



7. november 2019

DR forklarer etikette: “Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk…”

Det er på sin vis ganske rimeligt at kalde Berlingskes Bent Blüdnikow for ‘højreorienteret’, men DR ville aldrig give Bludnikows politiske modpol etiketten ‘venstreorienteret’, og da slet ikke forklare brugen af etiketten med at det skal forstås i betydningen ‘ikke-borgerlig’. Fra DR.dk – P1 omtalte fejlagtigt jødisk debattør som ’kalotbærende’.

“P1 Debat omtalte en jødisk samfundsdebattør som en højreorienteret, kalotbærende jøde. … I programmet debatterede gæsterne blandt andet forholdene mellem forskellige grupperinger på Nørrebro. I løbet af debatten nævnes, at man ikke kan vide sig sikker, hvis man er ‘højreorienteret, kalotbærende jøde’ og går på Nørrebro i København. Umiddelbart efter associerer værten klageren ved navns nævnelse med at være ‘højreorienteret, kalotbærende jøde.’

Klageren blev med navns nævnelse bragt frem i diskussionen af værten som eksempel på en jøde, der kunne blive udsat for hetz fra venstrefløjens nørrebroske grupperinger, lød forklaringen fra DR. Den omtalte debattør nægter både at være højreorienteret og kalotbærende. DR burde ikke omtale debattøren som kalotbærende, fremgår det af afgørelsen. Det får han medhold i.

Derimod giver lytternes og seernes redaktør ham ikke ret i, at betegnelsen ‘højreorienteret’ er ukorrekt og en fejl. I afgørelsen lægges der vægt på, at klageren er en kendt debattør, som gennem en årrække har kritiseret venstrefløjens metoder og retorik.

– Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk, og det ligger inden for værtens ytringsfrihed og ret til bedømmelse, at han betegner Klager som ‘højreorienteret’, skriver Jesper Termansen.”

Oploadet Kl. 23:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


25. september 2019

Greta Thunberg: “We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money…”

Pæne borgerlige medier er så småt begyndt at forstå, at Greta Thunberg ikke er en ung klimaaktivist, men en marionetdukke for den yderste venstrefløj. I umiddelbar nærhed af hende ses ofte, hendes personlige assistent, 23-årige Luisa-Marie Neubauer, der foruden at være medlem af Bündnis 90/Die Grünen og Grüne Jugend, er aktiv i ‘One Foundation’, en organisation der blandt andet støttes af globalisten George Soros. Forbind selv punkterne.

Mandag talte hun til et klimatopmøde i FN, og har gav hun en opvisning i klima-alarmisme. Jeg er villig til at tro på, at hun tror det selv, men som en klog mand engang sagde, så tror jeg på, at der er en klimakatastrofe på vej, når dem der påstår at der er en klimakatastrofe på vej, begynder at opføre sig som om der er en klimakatastrofe på vej. Således faldt ordene…

“You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. And yet I’m one of the lucky ones. People are suffering. People are dying. Entire ecosystems are collapsing. We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money and fairy tales of eternal economic growth. How dare you! …

For more than 30 years, the science has been crystal clear. How dare you continue to look away and come here saying that you’re doing enough, when the politics and solutions needed are still nowhere in sight. …

You say you hear us and that you understand the urgency. But no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that. Because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.” (NPR, 23. september 2019)

(Greta Thunberg taler til FN, 23. september 2019; Foto: SCMP.com)

“Børn inddrages nu i kampen for klimaet. I demonstrationer flokkes børn og ganske unge mennesker under bannere med simple slogans til kamp for miljøet. Vi har set den slags anvendelse af børn til politiske formål før. Under Den kolde Krig blev børn brugt for at argumentere for atomfrie zoner i Norden. Formålet var jo fred, hvem kan være imod det, men de atomvåbenfrie zoner var Moskvas ønske, mens deres egne raketter pegede mod os. … Præcis som nu var de opflammet af politisk idealisme og naivitet samt manglende viden om de reelle forhold.” (Udnyttelse af børn, Bent Blüdnikow, Berlingske, 2019)

(Luisa-Marie Neubauer og Greta Thunberg; Foto: Der Tagesspiegel)

Oploadet Kl. 01:56 af Kim Møller — Direkte link64 kommentarer


6. august 2019

Blüdnikow: ‘Ingen kan som Politiken lade terroristerne komme til orde med kritikløs mikrofonholderi’

Groft sagt-klumme af Bent Blüdnikow.

Sjælden ærlighed

Det er lidt af en begivenhed, når man læser andet end frelste smånyheder på Politiken, for her trives våde drømme om en kulturradikal verdensorden. Men det sker, at et ærligt ord slipper gennem avisens strenge censur, som da Politikens journalist Hans Davidsen-Nielsen forleden skrev: ‘Med årene er jeg blevet tiltagende træt af at skrive om terrorens tragiske trivialitet. Det irriterer mig grænseløst at være nyttig idiot for mennesker, hvis stærkeste våben er evnen til at fastholde medieopmærksomheden og ad den vej sprede frygt.’

Jo, det er sandt nok, at medierne giver terroristerne stor opmærksomhed, men ingen kan som Politiken lade terroristerne komme til orde med kritikløs mikrofonholderi. Og Hans Davidsen-Nielsen er slet ikke så uskyldig, som han foregiver. I 2004 udgav han bogen ‘Danskeren på Guantanamo – den personlige beretning’ om den danske terrorist Slimane Hadj Abderrahmane, der havde kæmpet med terrorister i Afghanistan. Bogen var en kvalmende ukritisk mikrofonholderbog om den danske terrorist.

Oploadet Kl. 13:07 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


22. januar 2019

Bent Blüdnikow: “Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister.”

Sejrherrerne skriver historien, og i Danmark har socialisterne konsolideret magten på alle niveauer. Bent Blüdnikow har skrevet en kommentar om Lousianas udstilling af Dea Trier Mørchs værker. Fuld tekst herunder.

Historiefup på kunstmuseet Louisiana (Oprindeligt trykt i Berlingske, 20. januar 2019)

Dea Trier Mørch var efter alt at dømme et varmt og sympatisk menneske. Hun var en fornem kunstner, når hun ikke blev grebet af propagandistisk iver. Hendes bedste værker fra de venstreorienterede årtier er ikonografiske.

Louisiana har viet hende en udstilling med nogle af hendes bedste værker, men udstillingen baserer sig på en historieløgn.

Hun kaldes i udstillingens tekster for en ‘feministisk pionér’, og teksten fortsætter ‘i sit grafiske værk viser Dea Trier Mørch sig som humanist og socialrealist med det menneskelige portræt i centrum….På afstand af hendes egen samtid er det værkets humanistiske karakter, troen på det enkelte menneskes værdi og berettigelse, der træder frem.’

Påstanden kan ikke være længere væk fra sandheden. Dea Trier Mørch var i 10 år medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Da hun meldte sig ud, var det ikke, fordi hun forstod, at kommunismen havde myrdet millioner af mennesker, men med en dødssyg erklæring om, at: ‘Parolestilen fra slutningen af 60’erne op til midten af 70’erne er ikke længere brugbar…’ Hun fortsatte som hjemløs kommunist og forstod aldrig tragedien. Dertil kom, at hun som kommunist altid satte kollektivet over individet, som kommunismen nu engang foreskrev, og som det også viste sig i hendes romaner. Mennesket var ikke i centrum, tværtimod.

Hun gøres nu til humanist, og der er ikke på udstillingen ét ord om hendes kommunisme eller kollektivisme. Det er historiefordrejning. Det minder om en ny udstilling på Henry Heerup-museet i Rødøvre med titlen ‘Heerup og den kolde krig’. Her er ikke et ord om Heerups kommunistiske medløberi og hans støtte til de forslag om atomvåbenfrie zoner, som var et sovjetisk påfund. Her er han også bare humanist.

Fortiden spiller stadig en rolle for vor politik og samfund. I Sverige fryser de Sverigedemokraterne ud, fordi de er på højrefløjen, og det påstås, at de er nazister. Samtidig er den gamle venstrefascist og KGB-spion Jan Guillou en mediehelt i Sverige. Men hvad gør man ikke for at rense sig for det faktum, at Sverige arbejdede tæt sammen med nazisterne under krigen? Og Alternativets Uffe Elbæk klæber 1930ernes betegnelse fascisme på sine politiske modstandere; han der selv var på den yderste venstrefløj og var kommunist.

Fortiden bruges i den nutidige politiske kamp. Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister. Med sin udstilling om Dea Trier Mørch forvansker Louisiana fortiden og bliver bevidst eller ubevidst til bannerfører for nutidens fuphistorie.

(Foto: Louisiana.dk)



10. oktober 2018

Blüdnikow: Danske dagblade anmelder film om Gudrun Schyman, omtaler ikke kommunistisk fortid…

Når man følger medierne fra højrekanten, så virker en del af døgnets nyhedshistorier som en form for venstreorienteret magtdemonstration. Da Sverigedemokraterne i sommers, som en form for aggressivt forsvar, lancerede en dokumentarfilm om Socialdemokraternes racebiologiske fortid, skabte det ikke debat om Socialdemokraterne. Problemet var den underlødige video, og dokumentarens forventelige småfejl. Fokusflytteri.

Nu er der så kommet et hyldstportræt af feministen Gudrun Schyman, og ikke engang borgerlige danske medier gider fortælle, at hun er tidligere kommunist med alt hvad deraf følger. Bent Blüdnikow i Berlingske.

Skyggen af nazisme

Vi lever stadig i skyggen af naziperioden. Sverigedemokraterne har fået skudt i skoene, at de har nazistiske rødder, og enhver af partiets ytringer om indvandringen kædes sammen med nazisme.

Selvom massemordere som Stalin og Mao myrdede flere mennesker end nazisterne, kædes deres vestlige medløbere aldrig sammen med massemorderne. Portrætfilmen om den svenske politiker Gudrun Schyman er netop blevet anmeldt i danske dagblade. Hun var leder af det socialistiske Vänsterpartiet Kommunisterna og siden af Feministisk Initiativ. Hun havde en fortid som medlem af venstreradikale organisationer, der hyldede Mao, Lenin og den slags uhyrer. Men i ingen anmeldelser nævnes dette.

Har du blot en overfladisk berøring med noget til højre, vil nazi-koblingen altid ligge til journalisternes højrefod, men kommer du fra venstre, vil ingen forbinde dig med morderiske bevægelser. Så derfor, unge mennesker: Bliv medlem af den hjernedøde venstrefløj og bliv anset for et godt menneske.

(Eks-kommunisten Gudrun Schyman i GUDRUN – konsten att vara människa, 2018; Foto: Youtube)

“Hun begyndte sin politiske karriere i Marxist-Leninistiska Kampförbundet. I 1977 blev hun medlem af Vänsterpartiet Kommunisterna – VPK (der i 1990 smed ‘efternavnet’).” (Wiki)



10. maj 2018

Berlingskes Bent Bludnikow: “Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker.”

Bent Bludnikow om professor Emeritus Bent Jensen. Fra Han tør tale de venstreorienterede imod, trykt i gårsdagens udgave af Berlingske.

“80 år torsdag. Bent Jensen har påvist kommunismens tragedie og kæmpet mod alle totalitære ideologier.

Man sagde, at Bent Jensen var en farlig mand. Ja, ond og småfascistisk. Man kaldte ham ‘Sorte Bent’. Jeg ved det, for jeg gik på hans hold i 1970erne på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor de studerende havde palæstinensisk tørklæde på for at vise deres revolutionære kampvilje, og lærerne løb med de socialistiske vinde. Hans brøde var, at han sagde de venstreorienterede imod og havde den frækhed at skrive en bog
‘Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle’ (1984) om de danske venstreorienteredes medløberi.

Det blev aldrig tilgivet. I aviser som Information og Politiken var der en evig snerren, og Bent Jensen, som fylder 80 år 10. maj, blev ikke inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare, hvad han mente, hvorimod DR lod en hærskare af venstreorienterede bortforklare kommunismens tragedie.

Hans synspunkter var ellers veldokumenterede og fornuftige og deles vel nu af stort set alle. Bent Jensen skildrede i bøger den totalitære kommunisme og de millioner, som var blevet myrdet under Lenins og Stalins regimer fra 1917 til 1953. Det var synspunkter, der var særdeles ilde hørt, ikke blot blandt socialister, men også blandt pæne borgerlige, for hvem borgerligheden var en skønhedskonkurrence, hvor man skulle se godt ud blandt dem, der dominerede i tidsånden, og det var socialisterne.

Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker. Med sine værker og indlæg i debatten har han været med til at få folk til at forstå, at vi må indddrage alle totalitære ideologiers hærgen, ikke blot nazismen og fascismen, for at forstå det 20. århundrede. På trods af denne enestående indsats er han aldrig blevet medlem af Videnskabernes Selskab, hvilket i sig selv er en skandale, der siger noget om, hvor svært det er i Danmark at anerkende store ånder.”

(Søren Krarup og Bent Jensen, til førstnævntes 75 års-fødselsdag, oktober 2017)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper