29. september 2020

Blüdnikow anmelder Krautwald-bog: “Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt..”

Bent Blüdnikow har anmeldt en bog af Charlie (Emil) Krautwald, der for få år siden var en del af ‘Produktionskollektivet Opbrud’. Et AFA/Redox-spinoff med AFA-leder Andreas Rasmussen og Redox-fotograf Rasmus Preston.

Krautwald var i sine yngre år aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og har flere anholdelser på CV’et, blandt anden, da han 2009 anvendte dæknavnet ‘Comandante’. Gruppen kaldte han ‘Kommando Abu Ali Mustapha’, opkaldt efter en ledende PFLP-terrorist med ti bombeattentater på samvittigheden. Han har tillige haft tæt kontakt til Internationalt Forum, hvor Blekingegadebandens Thorkil Lauesen opererer bag facaden.

Fra Berlingske.dk – Anm: Engang gik den danske venstrefløj i uniform med skrårem (kræver login).

“Historikeren Charlie Krauwalds bog ‘Kamp Klar!’ er blevet til en fascinerende beretning om koryfæer og fodfolk på den militante venstrefløj, fra 1930erne og frem, til nogle af dem i 1941 blev involveret i frihedskampen. …

Charlie Krautwald omtaler 145 aktioner mellem 1930 og 1939, men der var sandsynligvis langt flere, som blot ikke blev registreret af politi og medier. KUerne trak i militærøj med sorte skjorter, høje støvler og skrårem, hentet fra den fascistiske mode syd for grænsen, mens venstre-fløjen var iført uniformer med lange støvler, kasketter og til tider skrårem. Antifascistisk Kampforbund havde ‘lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket.’ Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo; et logo, der også anvendes i dag af Antifascistisk Aktion – eller Antifa, som organisationen også kaldes.

… Den venstreradikale aktivisme forblev numerisk en lille gruppe koncentreret i København, men var med til at præge tiden. Grupperne havde navne som Antifascistisk Aktion, Ordensværnet og Jernfronten. Charlie Krautwalds bog er dybt fascinerende, ikke mindst i vores nutid, hvor vi ser venstreradikale miljøer igen lave vold i gaderne og atter kalder sig Antifascister. …

Og netop som man fryder sig over en bog, der med grundige kildestudier afdækker en væsentlig og overset del af vores Danmarkshistorie og rykker ved vores grundfortælling om 1930erne… så kører forfatteren størstedelen af sin forskning i grøften med en venstreorienteret tilgang til emnet.

Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt, fordi højreradikalismen var på fremmarch i Europa, og at ‘antifascismen udgør ikke i sig selv nogen politisk ideologi’, men er blot en politisk og moralsk opposition til fascismen. Mens han anskuer højrefløjen som ideologisk med blikket stift rettet mod fascismens og nazismens succeser, fremstår venstrefløjen som ikke alene defensiv, men også afideologiseret.

Derfor er det også vanskeligt for Charlie Krautwald at forklare, hvorfor så mange ‘antifascister’ kunne mobiliseres, når fascismen i Danmark var relativt svag. Forklaringen ligger dog lige for, nemlig at venstrefløjen ikke kun var defensiv og ikke kun pragmatisk styret af kampen mod den fremvoksende fascisme, for venstrefløjen var også ideologisk og styret af håbet om en kommunistisk utopi, og det var denne utopi og støtten til Moskva, der drev entusiasmen frem på den aktivistiske venstrefløj. …

Denne manglende erkendelse af antifascismens kommunistiske utopisme får Charlie Krautwald til at konkludere, at i forbindelse med den antifascistiske kamp efter 1935 blev ‘demokrati et plusord for de revolutionære’. Derfor kunne de radikale antifascister ifølge Krautwald sagtens forene et grundlæggende revolutionært verdenssyn med en taktisk demokratikamp: ‘I modsætning til fascisterne arbejdede kommunisterne og de revolutionære socialister ligesom socialdemokraterne i deres egen selvforståelse for en demokratisk samfundsudvikling.’. …

Det er en renvaskning af både kommunister og revolutionære socialister og ville komme som en overraskelse for dem selv. … Der er tale om en tendentiøs udlægning, som må skyldes, at også historiestudiet, som så mange andre universitetsstudier – og som blandt andre LA-politikeren og forfatteren Henrik Dahl har peget på – er blevet overtaget af venstrefløjen.

… Anmeldere er ikke ufejlbarlige, og læsere af Weekendavisen vil bemærke, at avisens historieanmelder, Claus Bundgård Christensen, giver samme bog en fin anmeldelse. Samme anmelder er nævnt i Charlie Krautwalds forord for sin opbakning og kritiske indspil til manuskriptet. Det er vist nyt, at folk, der takkes i bøgers forord, også anmelder samme værk.

(Collage: Charlie Emil Krautwald, Universitetet i Agder, Norge)



20. september 2020

Mads Fuglede om Trump: “Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet…”

Selvom det kunne være sjovt at se Donald Trump holde en takketale for Nobelkomitéen i Oslo, så skal man huske på, at prisen ikke er noget i sig selv. Arafat fik prisen for ‘mindre terror’, Gore for klimaangst og Obama for sin pigmentering. Skøn kommentar af Mads Fuglede i Berlingske – Giv Donald Trump Nobels fredspris.

“Da Trump flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i slutningen af 2017, blev jeg inviteret til at tale om det i et par af de større danske medier. Det var en underlig oplevelse, fordi præmissen begge steder var, at vi skulle tale om, hvorfor Trumps beslutning ville være så forfærdelig for Mellemøsten. Jeg husker, hvordan jeg til begge sagde, at jeg ikke kunne deltage på den præmis, og spurgte til, om de var klar over, at Præsident Obama også ønskede at flytte ambassaden til Jerusalem, men at jeg ikke kunne mindes, at man havde dækket det forfærdelige i dette ønske.

Allerede i 1995 havde Kongressen lovgivet om at flytte ambassaden, men forskellige præsidenter havde valgt at udskyde beslutningen… Adam Holm mente på Facebook, at det afslørede, at Trump ikke bare var galt afmarcheret, men decideret gal (i betydningen vanvittig.)

… Mellemøsten glemte at eksplodere. Faktisk blev området så roligt, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu lige har været i Washington D.C. sammen med udenrigsministrene fra Bahrain og Forenede Arabiske Emirater for at underskrive en fredsaftale mellem de tre lande. … Denne aftale er den bedste nyhed fra regionen i flere generationer. Skulle man tro.

Men sådan så man ikke på det hos hverken CNN eller Politiken, for bare at nævne to. Her kunne man berette, at aftalen var meget ligegyldig og en måde, hvorpå man lod, som om konflikten var slut. Ritzaus telegram handlede også mere om, hvordan fredsaftalen var en art hån mod palæstinenserne.

Jeg har aldrig været begejstret for Trump. Men det her er simpelthen forrykt.

… Kender man bare lidt til nobelkomiteens politiske observans, er det selvfølgelig utænkeligt, at Trump nogensinde vil få Nobels fredspris. Che Guevara vil få den posthumt, før det sker. Men det er egentlig en skam. For en gangs skyld siger Trump noget sandt. Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet til en region, hvor begge dele er en mangelvare.”

(Overskrift på BT.dk efter præsidentvalget i 2016: Frygter 3. verdenskrig efter Trump-sejr…)

Apropos

Donald Trump er gal. Ikke bare galt afmarcheret. Hans beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels retmæssige hovedstad er så monumentalt forrykt at jeg har brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret. Man skal vide meget lidt om Mellemøsten for at forstå at Jerusalem er et afgørende stridspunkt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. … Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces… Indrømmet, det er useriøst at betegne ham som ’gal’. Jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal kalde hans politik.” (Adam Holm, Facebook, 7. december 2017)

Mere

“Jeg har ikke prøvet, at en dansk journalist har henvendt sig for at få en kommentar til en idé taget fra et konservativt medie. Hvis det sker, er det, fordi Fox har gjort noget outreret.” (Mads Fuglede, Journalisten, 2. september 2020)

“Journalisterne har brugt mange kræfter på Trump som person og meget lidt på de politiske resultater i perioden.” (Mads Fuglede, Udfordringen, 18. september 2020)

“Jeg bliver konstant stødt af den måde, medierne skildrer Trump. Den er meget mere kritisk end dækningen af et autoritært land som Kina. … Fox er en af de store spillere, og danske journalister må komme sig over myten om, at Fox er utroværdig. Det er forkert.” (Ole Bruun, Journalisten, 2. september 2020)

“Det, vi ser, er en af de største skandaler i dansk journalistik, fordi det viser en manglende pluralisme og en manglende evne til at søge pluralismen. … Hver dag er der en Trump-historie, og ingen reflekterer bagefter over: Var det rigtigt, eller var der flere nuancer på det? … dele af hans politik kan godt være fornuftig.” (Bent Blüdnikow, Udfordringen, 18. september 2020))

“Medierne giver ofte et meget unuanceret billede af, hvad der foregår. … Som dansk journalist skal man vide, at CNN ikke længere er den tilstræbt objektive nyhedskilde. Det har valgt side, fordi der er seere i at placere sig som en station, der hader Trump.” (Jesper Steinmetz, Udfordringen, 18. september 2020)



6. februar 2020

Blüdnikow om den 60-årige ungkommunist Thomas Heurlin: ‘Hurra, kystbanesocialisterne lever’

Jeg har flere gange blogget om Thomas Heurlin, der ofte er en del af panelet i ‘Det, vi taler om’, hvor man ofte fornemmer det kommunistiske udgangspunkt. Selvom han bor i mondæne Hellerup, mener han problemet med indvandrere på Nørrebro er overdrevet, og det er trods alt ulig nemmere at dyrkere multikulturen i ambassadekvarteret. Forleden blev han interviewet til Berlingske, blandt andet om hans seneste narko-rejse til Asien.

Den gode Bent Blüdnikow kommenterer, Groft sagt.

Hurra, kystbanesocialisterne lever (ikke online pt.)
For år siden talte man om kystbanesocialister. Det var typer fra Gyldendal, DR og Politiken, der levede i sus og dus og boede i de rige områder i Nordsjælland og stemte på venstrefløjspartier.

Denne Groft sagter troede i sin naivitet, at den type venstreorienteret luksusmenneske var en saga blot, men det viser sig, at han eksisterer i bedste velgående. Berlingske har netop bragt et portræt af den 60-årige Thomas Heurlin, der lever af at producere fjernsyn til DR og ‘krydrer tilværelsen med en 29-årig hustru, en hurtig Harley og gode piller.’ Heurlin har en fortid som særdeles aktiv DKP-kommunist, men stemmer nu på Enhedslisten. Han udviser overhovedet ingen anger over sin totalitære fortid. Nu lever han et luksusliv og bor i en villalejlighed i Hellerup.

Det er skønt at få bekræftet sine mest dæmoniske fordomme. Tænk at et så dobbeltmoralsk menneske ganske uforfærdet i Berlingske videregiver sine socialistiske tanker og understreger hykleriet med sætningen:
‘Jo, det er vigtigt for mig at have fine ting.’

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


28. november 2019

Lars Villemoes (1953-2019): “De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. “

Journalist Lars Villemoes døde torsdag i sidste uge, og det må være en passende anledning til at bringe Bent Blüdnikows interview som Berlingske lod trykke i 2007 – Den forhadte budbringer.

“En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. Nogle af aktivisterne graffitimalede ‘Nazi Dø!’ på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad ‘Journalisten’ havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

… Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

‘Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig‘.

Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen. …

Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner.

Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed ‘Fighterne og de nyttige idioter’. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.’

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som ‘politistikkere’. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

… Lars Villemoes mærkede lugten i bageriet og søgte over til Weekendavisen, hvor han i de følgende år skrev videre om retssagen mod Blekingegadebanden og om bandens fanskare i det autonome miljø i Købehavn. …

Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for ‘idealismen’ hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

Lars Villemoes siger i dag: ‘Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. … Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.’

Man giver ikke Cavlingpriser på efterbevilling, selvom Villemoes selvfølgelig burde have haft en. Men nu har han i det mindste fået æren tilbage med Peter Øvig Knudsens bog.”



19. november 2019

Blüdnikow: “.. over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring”

MSM er vilde med vanekriminelle Yahya Hassan, og pludselig handler det ikke mere om Islam, men om danskernes iboende racisme. I et interview med hans nye ven Martin Krasnik, fortæller digteren, at han ikke mere vil være ‘præmieperker’, og der er da givetvis nok større guldkæder i at være (det kommentarsporet kalder) ‘kæleperker’. Der er noget med formen, men ret beset, så er der ikke meget nyt i forfatterskabet. Det hele blev beskrevet stringent af Lars Hedegaard og andre for 10-15 år år siden, men der nægtede etablissementet at høre efter. Hedegaard er naturligvis forhadt i dag. Skud budbringeren…

Interessant kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske – Hvorfor fortæller Weekendavisen ikke hele sandheden om Yahya Hassan?

“Mange intellektuelle elsker kriminelle kunstnere. De finder en attraktion i kunstnere, der bryder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør. Et klassisk tilfælde er den franske forfatter Jean Genet (1910-1986), der var kriminel, men også skrev litteratur. På trods af domme så elskede den franske venstrefløj ham, og Jean-Paul Sartre og Picasso fik ham benådet. …

Man får mindelser om den beundring, når man læser Weekendavisens artikler i sidste uge om digteren Yahya Hassan. Avisen bringer et interview af chefredaktør Martin Krasnik. Det fremgår af dette, at Hassan har boet hjemme hos Krasnik i to måneder og har været hjemme hos hans forældre til chanukka. Interviewet kommer ind på Hassans personlige problemer, og Krasnik skriver: ‘Han passer ikke ind nogen steder, ikke hér, ikke dér.’

Desuden skriver redaktør Klaus Wivel en leder om Hassan, der er fuld af beundring for digteren: ‘Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk, som så konsekvent og med så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig.’ Wivel betegner hans virke som ’sandhedsskildring’.

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet ‘har fået en retorik med racistiske undertoner’. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at ‘min digtsamling har aldrig været en ‘islamkritik’.’ Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene ‘undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had’. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring.

(Lars Aslan Rasmussen på Facebook, 9. november 2019)



7. november 2019

DR forklarer etikette: “Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk…”

Det er på sin vis ganske rimeligt at kalde Berlingskes Bent Blüdnikow for ‘højreorienteret’, men DR ville aldrig give Bludnikows politiske modpol etiketten ‘venstreorienteret’, og da slet ikke forklare brugen af etiketten med at det skal forstås i betydningen ‘ikke-borgerlig’. Fra DR.dk – P1 omtalte fejlagtigt jødisk debattør som ’kalotbærende’.

“P1 Debat omtalte en jødisk samfundsdebattør som en højreorienteret, kalotbærende jøde. … I programmet debatterede gæsterne blandt andet forholdene mellem forskellige grupperinger på Nørrebro. I løbet af debatten nævnes, at man ikke kan vide sig sikker, hvis man er ‘højreorienteret, kalotbærende jøde’ og går på Nørrebro i København. Umiddelbart efter associerer værten klageren ved navns nævnelse med at være ‘højreorienteret, kalotbærende jøde.’

Klageren blev med navns nævnelse bragt frem i diskussionen af værten som eksempel på en jøde, der kunne blive udsat for hetz fra venstrefløjens nørrebroske grupperinger, lød forklaringen fra DR. Den omtalte debattør nægter både at være højreorienteret og kalotbærende. DR burde ikke omtale debattøren som kalotbærende, fremgår det af afgørelsen. Det får han medhold i.

Derimod giver lytternes og seernes redaktør ham ikke ret i, at betegnelsen ‘højreorienteret’ er ukorrekt og en fejl. I afgørelsen lægges der vægt på, at klageren er en kendt debattør, som gennem en årrække har kritiseret venstrefløjens metoder og retorik.

– Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk, og det ligger inden for værtens ytringsfrihed og ret til bedømmelse, at han betegner Klager som ‘højreorienteret’, skriver Jesper Termansen.”

Oploadet Kl. 23:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


25. september 2019

Greta Thunberg: “We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money…”

Pæne borgerlige medier er så småt begyndt at forstå, at Greta Thunberg ikke er en ung klimaaktivist, men en marionetdukke for den yderste venstrefløj. I umiddelbar nærhed af hende ses ofte, hendes personlige assistent, 23-årige Luisa-Marie Neubauer, der foruden at være medlem af Bündnis 90/Die Grünen og Grüne Jugend, er aktiv i ‘One Foundation’, en organisation der blandt andet støttes af globalisten George Soros. Forbind selv punkterne.

Mandag talte hun til et klimatopmøde i FN, og har gav hun en opvisning i klima-alarmisme. Jeg er villig til at tro på, at hun tror det selv, men som en klog mand engang sagde, så tror jeg på, at der er en klimakatastrofe på vej, når dem der påstår at der er en klimakatastrofe på vej, begynder at opføre sig som om der er en klimakatastrofe på vej. Således faldt ordene…

“You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. And yet I’m one of the lucky ones. People are suffering. People are dying. Entire ecosystems are collapsing. We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money and fairy tales of eternal economic growth. How dare you! …

For more than 30 years, the science has been crystal clear. How dare you continue to look away and come here saying that you’re doing enough, when the politics and solutions needed are still nowhere in sight. …

You say you hear us and that you understand the urgency. But no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that. Because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.” (NPR, 23. september 2019)

(Greta Thunberg taler til FN, 23. september 2019; Foto: SCMP.com)

“Børn inddrages nu i kampen for klimaet. I demonstrationer flokkes børn og ganske unge mennesker under bannere med simple slogans til kamp for miljøet. Vi har set den slags anvendelse af børn til politiske formål før. Under Den kolde Krig blev børn brugt for at argumentere for atomfrie zoner i Norden. Formålet var jo fred, hvem kan være imod det, men de atomvåbenfrie zoner var Moskvas ønske, mens deres egne raketter pegede mod os. … Præcis som nu var de opflammet af politisk idealisme og naivitet samt manglende viden om de reelle forhold.” (Udnyttelse af børn, Bent Blüdnikow, Berlingske, 2019)

(Luisa-Marie Neubauer og Greta Thunberg; Foto: Der Tagesspiegel)

Oploadet Kl. 01:56 af Kim Møller — Direkte link64 kommentarer


6. august 2019

Blüdnikow: ‘Ingen kan som Politiken lade terroristerne komme til orde med kritikløs mikrofonholderi’

Groft sagt-klumme af Bent Blüdnikow.

Sjælden ærlighed

Det er lidt af en begivenhed, når man læser andet end frelste smånyheder på Politiken, for her trives våde drømme om en kulturradikal verdensorden. Men det sker, at et ærligt ord slipper gennem avisens strenge censur, som da Politikens journalist Hans Davidsen-Nielsen forleden skrev: ‘Med årene er jeg blevet tiltagende træt af at skrive om terrorens tragiske trivialitet. Det irriterer mig grænseløst at være nyttig idiot for mennesker, hvis stærkeste våben er evnen til at fastholde medieopmærksomheden og ad den vej sprede frygt.’

Jo, det er sandt nok, at medierne giver terroristerne stor opmærksomhed, men ingen kan som Politiken lade terroristerne komme til orde med kritikløs mikrofonholderi. Og Hans Davidsen-Nielsen er slet ikke så uskyldig, som han foregiver. I 2004 udgav han bogen ‘Danskeren på Guantanamo – den personlige beretning’ om den danske terrorist Slimane Hadj Abderrahmane, der havde kæmpet med terrorister i Afghanistan. Bogen var en kvalmende ukritisk mikrofonholderbog om den danske terrorist.

Oploadet Kl. 13:07 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


22. januar 2019

Bent Blüdnikow: “Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister.”

Sejrherrerne skriver historien, og i Danmark har socialisterne konsolideret magten på alle niveauer. Bent Blüdnikow har skrevet en kommentar om Lousianas udstilling af Dea Trier Mørchs værker. Fuld tekst herunder.

Historiefup på kunstmuseet Louisiana (Oprindeligt trykt i Berlingske, 20. januar 2019)

Dea Trier Mørch var efter alt at dømme et varmt og sympatisk menneske. Hun var en fornem kunstner, når hun ikke blev grebet af propagandistisk iver. Hendes bedste værker fra de venstreorienterede årtier er ikonografiske.

Louisiana har viet hende en udstilling med nogle af hendes bedste værker, men udstillingen baserer sig på en historieløgn.

Hun kaldes i udstillingens tekster for en ‘feministisk pionér’, og teksten fortsætter ‘i sit grafiske værk viser Dea Trier Mørch sig som humanist og socialrealist med det menneskelige portræt i centrum….På afstand af hendes egen samtid er det værkets humanistiske karakter, troen på det enkelte menneskes værdi og berettigelse, der træder frem.’

Påstanden kan ikke være længere væk fra sandheden. Dea Trier Mørch var i 10 år medlem af Danmarks Kommunistiske Parti. Da hun meldte sig ud, var det ikke, fordi hun forstod, at kommunismen havde myrdet millioner af mennesker, men med en dødssyg erklæring om, at: ‘Parolestilen fra slutningen af 60’erne op til midten af 70’erne er ikke længere brugbar…’ Hun fortsatte som hjemløs kommunist og forstod aldrig tragedien. Dertil kom, at hun som kommunist altid satte kollektivet over individet, som kommunismen nu engang foreskrev, og som det også viste sig i hendes romaner. Mennesket var ikke i centrum, tværtimod.

Hun gøres nu til humanist, og der er ikke på udstillingen ét ord om hendes kommunisme eller kollektivisme. Det er historiefordrejning. Det minder om en ny udstilling på Henry Heerup-museet i Rødøvre med titlen ‘Heerup og den kolde krig’. Her er ikke et ord om Heerups kommunistiske medløberi og hans støtte til de forslag om atomvåbenfrie zoner, som var et sovjetisk påfund. Her er han også bare humanist.

Fortiden spiller stadig en rolle for vor politik og samfund. I Sverige fryser de Sverigedemokraterne ud, fordi de er på højrefløjen, og det påstås, at de er nazister. Samtidig er den gamle venstrefascist og KGB-spion Jan Guillou en mediehelt i Sverige. Men hvad gør man ikke for at rense sig for det faktum, at Sverige arbejdede tæt sammen med nazisterne under krigen? Og Alternativets Uffe Elbæk klæber 1930ernes betegnelse fascisme på sine politiske modstandere; han der selv var på den yderste venstrefløj og var kommunist.

Fortiden bruges i den nutidige politiske kamp. Gamle kommunister gøres til humanister, og højreorienterede gøres til fascister. Med sin udstilling om Dea Trier Mørch forvansker Louisiana fortiden og bliver bevidst eller ubevidst til bannerfører for nutidens fuphistorie.

(Foto: Louisiana.dk)



10. oktober 2018

Blüdnikow: Danske dagblade anmelder film om Gudrun Schyman, omtaler ikke kommunistisk fortid…

Når man følger medierne fra højrekanten, så virker en del af døgnets nyhedshistorier som en form for venstreorienteret magtdemonstration. Da Sverigedemokraterne i sommers, som en form for aggressivt forsvar, lancerede en dokumentarfilm om Socialdemokraternes racebiologiske fortid, skabte det ikke debat om Socialdemokraterne. Problemet var den underlødige video, og dokumentarens forventelige småfejl. Fokusflytteri.

Nu er der så kommet et hyldstportræt af feministen Gudrun Schyman, og ikke engang borgerlige danske medier gider fortælle, at hun er tidligere kommunist med alt hvad deraf følger. Bent Blüdnikow i Berlingske.

Skyggen af nazisme

Vi lever stadig i skyggen af naziperioden. Sverigedemokraterne har fået skudt i skoene, at de har nazistiske rødder, og enhver af partiets ytringer om indvandringen kædes sammen med nazisme.

Selvom massemordere som Stalin og Mao myrdede flere mennesker end nazisterne, kædes deres vestlige medløbere aldrig sammen med massemorderne. Portrætfilmen om den svenske politiker Gudrun Schyman er netop blevet anmeldt i danske dagblade. Hun var leder af det socialistiske Vänsterpartiet Kommunisterna og siden af Feministisk Initiativ. Hun havde en fortid som medlem af venstreradikale organisationer, der hyldede Mao, Lenin og den slags uhyrer. Men i ingen anmeldelser nævnes dette.

Har du blot en overfladisk berøring med noget til højre, vil nazi-koblingen altid ligge til journalisternes højrefod, men kommer du fra venstre, vil ingen forbinde dig med morderiske bevægelser. Så derfor, unge mennesker: Bliv medlem af den hjernedøde venstrefløj og bliv anset for et godt menneske.

(Eks-kommunisten Gudrun Schyman i GUDRUN – konsten att vara människa, 2018; Foto: Youtube)

“Hun begyndte sin politiske karriere i Marxist-Leninistiska Kampförbundet. I 1977 blev hun medlem af Vänsterpartiet Kommunisterna – VPK (der i 1990 smed ‘efternavnet’).” (Wiki)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper