19. februar 2021

USA: Om lektoralt forsøg på at frame klassiske tænkere som hvide, “… an act of ideological sabotage.”

Berlingskes Bent Blüdnikow fortæller, at New York Times forleden med udgangspunkt i Katrine Dirckinck-Holmfelds udåd, bragte en subjektiv fortælling om Danmarks rolle i den internationale slavehandel. Avisen refererer blandt andet RUC-lektor Lars Jensen, der postulerer at blindheden for den koloniale fortid,“… er med til at skabe holdninger til og behandlingen af migranter og flygtninge nu.”

Meget apropos. Rich Lowry kommenterer hos New York Post, ikke at forveksle med New York Times – The moronic social-justice war on classics threatens our civilization.

“It was only a matter of time before Cicero got canceled. The New York Times the other day profiled Princeton classicist Dan-el Padilla Peralta, who wants to destroy the study of classics as a blow for racial justice. …

The Times reports that the critics believe that the study of classics ‘has been instrumental to the invention of ‘whiteness’ and its continued domination.’ Or as Padilla himself puts it, ’systemic racism is foundational to those institutions that incubate classics and classics as a field itself.’

It is rare to find other fields with scholars so consumed with hatred for their own disciplines that they want to destroy them from within. Presumably, if an ultra-progressive astrophysicist concludes that his field is desperately out of touch with social-justice concerns, he simply goes and does something else for a living, rather than agitating to have students stop learning about space.

One would think Padilla’s own amazing personal journey would, in itself, make the case for the wonders of the classics. He came here as a child from the Dominican Republic, lived in a homeless shelter in New York City, discovered a book on ancient Greece and Rome — and with help from a mentor, got into a prep school and went on to get degrees from Princeton, Oxford and Stanford.

For him, evidently, the classics weren’t very exclusionary, and indeed there’s no reason that they should be.

The rigors of Greek and Latin, the timeless questions raised by Plato and Aristotle, the literary value of some of the most compelling poems, plays and tracts ever written, the insights of early historians Herodotus and Thucydides, the oratory of Pericles and Cicero, the awe-inspiring beauty of the architecture, sculpture and pottery — all of this is available to anyone of any race, ethnicity or creed.

To look at all these marvels and see only ‘whiteness’ speaks to a reductive obsession with race that is destructive, self-defeating and, in the end, profoundly depressing.

The Times complains, paraphrasing the critics, that ‘Enlightenment thinkers created a hierarchy with Greece and Rome, coded as white, on top, and everything else below.’ …

The critics give the Greeks and the Romans the same treatment as the American project, ignoring what was exceptional about them for a monomaniacal focus on their failings, even if the failings were commonplace everywhere else.

They want to impoverish American college students and ultimately the Western mind in an act of ideological sabotage. This is galling enough; it’s even worse that they call it progress.

(Lektor Dan-el Padilla Peralta, Princeton University; Foto: JHU)

Oploadet Kl. 12:22 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


16. februar 2021

Blüdnikow: SF’s Anne Grete Holmsgaard, der støttede PFLP, skal nu dømme Inger Støjberg i rigsretten

Interessant pointe af den gode Bent Blüdnikow. Medierne driver i disse Metro-tider klapjagt på mænd, for noget de muligvis har begået for tyve år siden, alt imens samme medier konsekvent ignorerer politikere med venstreekstremistisk fortid. Det være sig eksempelvis den terrorsympatiserende Anne Grete Holmsgaard, der som VS’er støttede terrororganisationen PFLP, og nu er en del af rigsretten, der skal dømme Inger Støjberg.

Kronik i Kristeligt Dagblad af Bent Blüdnikow – Venstrefløjens jødehad rager medierne en høstblomst.

“Metoo-bevægelsen har medført sager mod mænd. Det har ført til fyringer for selv 20 år gamle sager. Men hvorfor er det kun sex, der får hoveder til at rulle og medierne til at gløde? Hvorfor er mange af fortidens andre og nok så væsentlige sager ikke genstand for debat og opgør? Et af de markante kapitler af danmarkshistorien efter 1960’erne var den yderliggående venstrefløj, der hyldede regimer i Sovjetunionen, Kina eller Nicaragua. Venstrefløjen havde tidsånden med sig, og mange unge stemte gerne på Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) eller det maoistiske Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

Dele af venstrefløjen hyldede revolutionær vold og endda terror. Blekingegadebanden var hjælpegruppe til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP, der udførte terrorangreb blandt andet mod jødiske mål i Europa, og Blekingegadebanden lavede en jødeliste med 300 navne på danske jøder, der kunne være mål for revolutionære angreb, fordi banden og PFLP mente, at zionister og jøder var i ledtog med amerikansk imperialisme.

VS tog først, som der står i PET-kommissionens rapport, afstand fra terrorisme et stykke ind i 1980’erne. Således tog VS ikke afstand fra en terroraktion i 1978 i Israel, der kostede 37 civile livet, heraf mange børn, og VS’ ledelse forsvarede aktionen ved et ledelsesmøde den 16. april 1978.

Folkene i VS og Anne Grete Holmsgaard, der var formand for partiets udenrigspolitiske udvalg og medlem af Folketinget, var ikke kedelige skrivebordsrevolutionære. I 1980 rejste hun og tre andre til Mellemøsten og havde møder med PFLP-folk. De mødte PFLP’s to repræsentanter, Taysir Quba og Marwan al-Fahoum. Det var de to samme PFLPfolk, der styrede Blekingegadebanden.

Man underskrev sammen en fælles erklæring, hvor man konkretiserede: ‘VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller det jødiske spørgsmål uden en total ødelæggelse af den zionistiske enhed og Israel.’ …

Anne Grete Holmsgaard sagde i 1984 til det politiske tidsskrift Politisk Revy, at hun ikke anså drabet på 11 israelske sportsfolk ved OL i München i 1972 som terror: ‘Jeg opfattede ikke palæstinensernes kamp som terrorisme, men som en befrielseskamp.’ Anne Grete Holmsgaard udgav i 1984 en bog med titlen ‘Zionismens Israel’. Heri beskrev hun alle jødiske organisationer og jøder som værende en del af et zionistisk komplot og være en del af den amerikanske imperialisme: ‘Den zionistiske bevægelse fastholder de jødiske samfund som jødiske og pro-zionistiske gennem organisering af jøderne i et utal af særskilte jødiske organisationer (…) Under påskud af at ville frelse verdens jøder inddrages de af den zionistiske bevægelse i opgøret mellem imperialismen og de socialistiske kræfter automatisk på de imperialistiske og reaktionære kræfters side.’ Hun fortsætter: ‘VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel.’ Læg mærke til ordet automatisk. Det vil sige, at jøder, ligesom hos Blekingegadebanden, automatisk var en del af VS’ fjendebillede.

… ikke en eneste SF’er har fundet det problematisk, at Holmsgaard har været fortaler for klassiske antisemitiske holdninger. Og ingen finder det værd at kritisere, at Holmsgaard står ved disse udtalelser i dag. … partiet fastholdt Anne Grete Holmsgaards kandidatur, og hun blev valgt. Og SF fremturede ved at indvælge Anne Grete Holmsgaard i rigsretten, hvor hun nu skal vurdere, om Inger Støjbergs handlinger var lovlige eller ej.

(Collage: Anne Grete Holmsgaard og PFLP-terror)



18. december 2020

“Hvis en mand viste sig som en kujon, kunne moderen genoprette familiens ære ved at dræbe ham.”

For mere end tyve år siden scannede jeg som historiestuderende rejse-billeder ind for ph.d. Tønnes Bekker-Nilsen, hvis nylige bog er anmeldt af Bent Blüdnikow i Berlingske. Efter filmen 300 (2007) har jeg fået en veneration for Sparta, og hvis jeg plager min ultraløbende lillebror lidt mere, så inviterer han mig nok engang med til Sparthlon som chauffør/fotograf. Han gennemførte første gang de 246 kilometer fra Athen til Sparta i 2003 som 29-årig, den yngste det år. Han var lige blevet far. I dag er han far til seks.

Bent Blüdnikow anmelder bogen på Berlingske.dk – Anmeldelse: Dengang mænd var kampklare og maskuline og ikke feminiserede (kræver login).

“Sparta var en græsk bystat med et landområde, der svarede til Fyn, der var kendt for at være et militaristisk samfund, der dyrkede maskuline dyder. Det kan man se gengivet i den populære film (2007), der fortæller om spartanernes heltemodige modstand mod tropper fra perserriget anført af kong Xerxes . Spartanerne, anført af kong Leonidas, holdt længe perserne tilbage ved passet Thermopylai i år 480 f. Kr., men blev til sidst overlistet, og kong Leonidas blev sammen med sine medkæmpere dræbt. Filmen skildrer spartanerne som drevet af et æreskodeks, der fik dem frygtløst til at kæmpe til sidste mand.

… I det store hele bekræfter Tønnes Bekker-Nielsen historierne om en speciel maskulin krigermentalitet og jernhård disciplin i Sparta. Sparta erobrede i 700-tallet f. Kr. det nærliggende område Messenien og gjorde messenerne til underklasse. For at opretholde grebet om de mange messenere levede spartanerne på krigsfod, skriver Tønnes Bekker-Nielsen, og Sparta blev efterhånden militariseret. Samfundet blev indrettet på, at kvinderne skulle føde så mange børn som muligt, og at spartanske drenge skulle vokse op til at blive toptrænede soldater.

Der var ustandselige krige mellem de græske bystater, og Sparta kæmpede mod Athen, Korinth og andre, så militær parathed var en nødvendighed – men Sparta gik videre end de andre bystater. Sparta byggede på en forfatning, der bestemte både stort og småt i samfundet og for eksempel havde den regel, at drenge skulle være kortklippede, men voksne soldater skulle være langhårede for at se mere aristokratiske og frygtindgydende ud. Et særtræk ved forfatningen var at fremhæve kvindernes selvstændighed, for selvom samfundet var mandsdomineret, var kvinderne på visse områder friere end i andre bysamfund, og kvinder måtte gerne dyrke sport.

Drengene blev opdraget med jernhård disciplin. De lærte at gå barfodet og fik kun en grov kappe på både sommer og vinter, så de kunne modstå hårde vejrforhold. Drengenes madrationer var små, så de kunne klare sig i krigstid med meget lidt mad. De udsattes for hård fysisk træning og en æresmoral, der tilsagde dem, at kamp indtil døden var en nødvendighed. Hvis en mand viste sig som en kujon, kunne moderen genoprette familiens ære ved at dræbe ham. Sparta blev en krigsmaskine uden sidestykke i den græske verden, skriver Tønnes Bekker-Nielsen.

… Tønnes Bekker-Nielsen gennemgår omhyggeligt og kildekritisk de efterfølgende mange stridigheder og opgør. Det var blodige tider, og kun de stærkeste overlevede. Havde Sparta ikke haft maskuline mænd, ville dens historie sandsynligvis være endt tidligere, end den gjorde.

(Ultraløbende lillebror Kent møller for foden af statuen af Kong Leonidas, Sparta, 2003)

Oploadet Kl. 21:09 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


29. september 2020

Blüdnikow anmelder Krautwald-bog: “Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt..”

Bent Blüdnikow har anmeldt en bog af Charlie (Emil) Krautwald, der for få år siden var en del af ‘Produktionskollektivet Opbrud’. Et AFA/Redox-spinoff med AFA-leder Andreas Rasmussen og Redox-fotograf Rasmus Preston.

Krautwald var i sine yngre år aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og har flere anholdelser på CV’et, blandt anden, da han 2009 anvendte dæknavnet ‘Comandante’. Gruppen kaldte han ‘Kommando Abu Ali Mustapha’, opkaldt efter en ledende PFLP-terrorist med ti bombeattentater på samvittigheden. Han har tillige haft tæt kontakt til Internationalt Forum, hvor Blekingegadebandens Thorkil Lauesen opererer bag facaden.

Fra Berlingske.dk – Anm: Engang gik den danske venstrefløj i uniform med skrårem (kræver login).

“Historikeren Charlie Krauwalds bog ‘Kamp Klar!’ er blevet til en fascinerende beretning om koryfæer og fodfolk på den militante venstrefløj, fra 1930erne og frem, til nogle af dem i 1941 blev involveret i frihedskampen. …

Charlie Krautwald omtaler 145 aktioner mellem 1930 og 1939, men der var sandsynligvis langt flere, som blot ikke blev registreret af politi og medier. KUerne trak i militærøj med sorte skjorter, høje støvler og skrårem, hentet fra den fascistiske mode syd for grænsen, mens venstre-fløjen var iført uniformer med lange støvler, kasketter og til tider skrårem. Antifascistisk Kampforbund havde ‘lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket.’ Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo; et logo, der også anvendes i dag af Antifascistisk Aktion – eller Antifa, som organisationen også kaldes.

… Den venstreradikale aktivisme forblev numerisk en lille gruppe koncentreret i København, men var med til at præge tiden. Grupperne havde navne som Antifascistisk Aktion, Ordensværnet og Jernfronten. Charlie Krautwalds bog er dybt fascinerende, ikke mindst i vores nutid, hvor vi ser venstreradikale miljøer igen lave vold i gaderne og atter kalder sig Antifascister. …

Og netop som man fryder sig over en bog, der med grundige kildestudier afdækker en væsentlig og overset del af vores Danmarkshistorie og rykker ved vores grundfortælling om 1930erne… så kører forfatteren størstedelen af sin forskning i grøften med en venstreorienteret tilgang til emnet.

Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt, fordi højreradikalismen var på fremmarch i Europa, og at ‘antifascismen udgør ikke i sig selv nogen politisk ideologi’, men er blot en politisk og moralsk opposition til fascismen. Mens han anskuer højrefløjen som ideologisk med blikket stift rettet mod fascismens og nazismens succeser, fremstår venstrefløjen som ikke alene defensiv, men også afideologiseret.

Derfor er det også vanskeligt for Charlie Krautwald at forklare, hvorfor så mange ‘antifascister’ kunne mobiliseres, når fascismen i Danmark var relativt svag. Forklaringen ligger dog lige for, nemlig at venstrefløjen ikke kun var defensiv og ikke kun pragmatisk styret af kampen mod den fremvoksende fascisme, for venstrefløjen var også ideologisk og styret af håbet om en kommunistisk utopi, og det var denne utopi og støtten til Moskva, der drev entusiasmen frem på den aktivistiske venstrefløj. …

Denne manglende erkendelse af antifascismens kommunistiske utopisme får Charlie Krautwald til at konkludere, at i forbindelse med den antifascistiske kamp efter 1935 blev ‘demokrati et plusord for de revolutionære’. Derfor kunne de radikale antifascister ifølge Krautwald sagtens forene et grundlæggende revolutionært verdenssyn med en taktisk demokratikamp: ‘I modsætning til fascisterne arbejdede kommunisterne og de revolutionære socialister ligesom socialdemokraterne i deres egen selvforståelse for en demokratisk samfundsudvikling.’. …

Det er en renvaskning af både kommunister og revolutionære socialister og ville komme som en overraskelse for dem selv. … Der er tale om en tendentiøs udlægning, som må skyldes, at også historiestudiet, som så mange andre universitetsstudier – og som blandt andre LA-politikeren og forfatteren Henrik Dahl har peget på – er blevet overtaget af venstrefløjen.

… Anmeldere er ikke ufejlbarlige, og læsere af Weekendavisen vil bemærke, at avisens historieanmelder, Claus Bundgård Christensen, giver samme bog en fin anmeldelse. Samme anmelder er nævnt i Charlie Krautwalds forord for sin opbakning og kritiske indspil til manuskriptet. Det er vist nyt, at folk, der takkes i bøgers forord, også anmelder samme værk.

(Collage: Charlie Emil Krautwald, Universitetet i Agder, Norge)



20. september 2020

Mads Fuglede om Trump: “Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet…”

Selvom det kunne være sjovt at se Donald Trump holde en takketale for Nobelkomitéen i Oslo, så skal man huske på, at prisen ikke er noget i sig selv. Arafat fik prisen for ‘mindre terror’, Gore for klimaangst og Obama for sin pigmentering. Skøn kommentar af Mads Fuglede i Berlingske – Giv Donald Trump Nobels fredspris.

“Da Trump flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i slutningen af 2017, blev jeg inviteret til at tale om det i et par af de større danske medier. Det var en underlig oplevelse, fordi præmissen begge steder var, at vi skulle tale om, hvorfor Trumps beslutning ville være så forfærdelig for Mellemøsten. Jeg husker, hvordan jeg til begge sagde, at jeg ikke kunne deltage på den præmis, og spurgte til, om de var klar over, at Præsident Obama også ønskede at flytte ambassaden til Jerusalem, men at jeg ikke kunne mindes, at man havde dækket det forfærdelige i dette ønske.

Allerede i 1995 havde Kongressen lovgivet om at flytte ambassaden, men forskellige præsidenter havde valgt at udskyde beslutningen… Adam Holm mente på Facebook, at det afslørede, at Trump ikke bare var galt afmarcheret, men decideret gal (i betydningen vanvittig.)

… Mellemøsten glemte at eksplodere. Faktisk blev området så roligt, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu lige har været i Washington D.C. sammen med udenrigsministrene fra Bahrain og Forenede Arabiske Emirater for at underskrive en fredsaftale mellem de tre lande. … Denne aftale er den bedste nyhed fra regionen i flere generationer. Skulle man tro.

Men sådan så man ikke på det hos hverken CNN eller Politiken, for bare at nævne to. Her kunne man berette, at aftalen var meget ligegyldig og en måde, hvorpå man lod, som om konflikten var slut. Ritzaus telegram handlede også mere om, hvordan fredsaftalen var en art hån mod palæstinenserne.

Jeg har aldrig været begejstret for Trump. Men det her er simpelthen forrykt.

… Kender man bare lidt til nobelkomiteens politiske observans, er det selvfølgelig utænkeligt, at Trump nogensinde vil få Nobels fredspris. Che Guevara vil få den posthumt, før det sker. Men det er egentlig en skam. For en gangs skyld siger Trump noget sandt. Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet til en region, hvor begge dele er en mangelvare.”

(Overskrift på BT.dk efter præsidentvalget i 2016: Frygter 3. verdenskrig efter Trump-sejr…)

Apropos

Donald Trump er gal. Ikke bare galt afmarcheret. Hans beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels retmæssige hovedstad er så monumentalt forrykt at jeg har brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret. Man skal vide meget lidt om Mellemøsten for at forstå at Jerusalem er et afgørende stridspunkt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. … Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces… Indrømmet, det er useriøst at betegne ham som ’gal’. Jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal kalde hans politik.” (Adam Holm, Facebook, 7. december 2017)

Mere

“Jeg har ikke prøvet, at en dansk journalist har henvendt sig for at få en kommentar til en idé taget fra et konservativt medie. Hvis det sker, er det, fordi Fox har gjort noget outreret.” (Mads Fuglede, Journalisten, 2. september 2020)

“Journalisterne har brugt mange kræfter på Trump som person og meget lidt på de politiske resultater i perioden.” (Mads Fuglede, Udfordringen, 18. september 2020)

“Jeg bliver konstant stødt af den måde, medierne skildrer Trump. Den er meget mere kritisk end dækningen af et autoritært land som Kina. … Fox er en af de store spillere, og danske journalister må komme sig over myten om, at Fox er utroværdig. Det er forkert.” (Ole Bruun, Journalisten, 2. september 2020)

“Det, vi ser, er en af de største skandaler i dansk journalistik, fordi det viser en manglende pluralisme og en manglende evne til at søge pluralismen. … Hver dag er der en Trump-historie, og ingen reflekterer bagefter over: Var det rigtigt, eller var der flere nuancer på det? … dele af hans politik kan godt være fornuftig.” (Bent Blüdnikow, Udfordringen, 18. september 2020))

“Medierne giver ofte et meget unuanceret billede af, hvad der foregår. … Som dansk journalist skal man vide, at CNN ikke længere er den tilstræbt objektive nyhedskilde. Det har valgt side, fordi der er seere i at placere sig som en station, der hader Trump.” (Jesper Steinmetz, Udfordringen, 18. september 2020)



6. februar 2020

Blüdnikow om den 60-årige ungkommunist Thomas Heurlin: ‘Hurra, kystbanesocialisterne lever’

Jeg har flere gange blogget om Thomas Heurlin, der ofte er en del af panelet i ‘Det, vi taler om’, hvor man ofte fornemmer det kommunistiske udgangspunkt. Selvom han bor i mondæne Hellerup, mener han problemet med indvandrere på Nørrebro er overdrevet, og det er trods alt ulig nemmere at dyrkere multikulturen i ambassadekvarteret. Forleden blev han interviewet til Berlingske, blandt andet om hans seneste narko-rejse til Asien.

Den gode Bent Blüdnikow kommenterer, Groft sagt.

Hurra, kystbanesocialisterne lever (ikke online pt.)
For år siden talte man om kystbanesocialister. Det var typer fra Gyldendal, DR og Politiken, der levede i sus og dus og boede i de rige områder i Nordsjælland og stemte på venstrefløjspartier.

Denne Groft sagter troede i sin naivitet, at den type venstreorienteret luksusmenneske var en saga blot, men det viser sig, at han eksisterer i bedste velgående. Berlingske har netop bragt et portræt af den 60-årige Thomas Heurlin, der lever af at producere fjernsyn til DR og ‘krydrer tilværelsen med en 29-årig hustru, en hurtig Harley og gode piller.’ Heurlin har en fortid som særdeles aktiv DKP-kommunist, men stemmer nu på Enhedslisten. Han udviser overhovedet ingen anger over sin totalitære fortid. Nu lever han et luksusliv og bor i en villalejlighed i Hellerup.

Det er skønt at få bekræftet sine mest dæmoniske fordomme. Tænk at et så dobbeltmoralsk menneske ganske uforfærdet i Berlingske videregiver sine socialistiske tanker og understreger hykleriet med sætningen:
‘Jo, det er vigtigt for mig at have fine ting.’

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer


28. november 2019

Lars Villemoes (1953-2019): “De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. “

Journalist Lars Villemoes døde torsdag i sidste uge, og det må være en passende anledning til at bringe Bent Blüdnikows interview som Berlingske lod trykke i 2007 – Den forhadte budbringer.

“En forårsdag i maj 1994 passerede flere hundrede råbende autonome venstrefløjsaktivister gennem gaden neden for journalist Lars Villemoes’ lejlighed i København.

De råbte ‘Villemoes, din svindler – du hænger snart og dingler’. Nogle af aktivisterne graffitimalede ‘Nazi Dø!’ på hans gadedør og forsøgte at sparke døren ind. Lars kiggede ud ad sit vindue og tænkte sit.

Han havde lige siden sin afdækning af Blekingegadebanden flere år tidligere været en hadefigur for den yderste venstrefløj og var blevet kaldt Mossad-agent og politistikker. Førende talsmænd fra venstrefløjen havde svinet ham til, og i en grundbog for studerende på journalisthøjskolen var han fremhævet som skrækeksempel på, hvad man ikke måtte som journalist. Ja selv journalisternes eget fagblad ‘Journalisten’ havde advaret imod ham og en kollegas afdækning af banden.

… Da banden blev afsløret i 1989, ramte det venstrefløjen som en tordenkile. Kommunismen var på vej til sammenbrud, og nu blev den voldelige del af den danske venstrefløj afsløret gennem arrestationen af Blekingegadebandens medlemmer.

Men der rådede en mærkværdig tavshed over venstrefløjen. Man kunne ikke tro, at en morderisk røverbande, der var født ud af den danske venstrefløj, havde plyndret banker, kidnappet en bankdirektør og myrdet en politimand. I dagene efter arrestationen rådede der forvirring ikke mindst på den gamle modstandsavis Information, der op gennem 1970erne var blevet venstrefløjens samlede talerør. Hvad skulle man gøre? Gå til biddet og skrive om banden eller fortie virkeligheden?

På Information sad rockanmelderen og journalisten Lars Villemoes, der havde bedre indsigt i bandens baggrund end de fleste. Han havde som gymnasieelev i årene 1970-74 været en del af det miljø omkring Kommunistisk Arbejdskreds (KAK), der organiserede tøjindsamling til Afrika. Han var ikke blevet hvervet til gruppen, men havde godt kendskab til de aktivister, der senere skulle blive centrale medlemmer af Blekingegadebanden:

‘Jeg kendte flere medlemmer godt, og havde omgang med Holger Jensen, som var superaktivisten, der allerede på det tidspunkt havde tæt kontakt med PFLP. Men jeg tog opgøret med ham og gruppen, fordi jeg fornemmede, hvor det bar hen. Viljen til vold var allerede klart formuleret, og jeg tog derfor en beslutning om at distancere mig‘.

Mange år senere fandt Informations chefredaktion, som bestod af Lars Hede­­gaard og Peter Wivel, at han var den rigtige til at grave videre i sagen. …

Der var en inderlig modvilje mod afdækningen i store dele af redaktionen. En ret bred del af venstrefløjen havde efter manien i 60erne med Che Guevara fattet kærlighed til den ekstremt voldelige organisation PFLP, og i stedet for Che var det i 70erne plakater med flykapreren Leila Khaled, hvor hun kælede for en maskinpistol, der var kommet op på væggen i studereværelserne. Flirteriet og beundringen for voldsaktioner var fortsat udbredt i dele af den unge venstrefløj i slutningen af 80erne, og tanken om, at kriminalitet i stor stil på venstrefløjen gennem mange år nu blev afsløret, var så uvelkommen hos både unge og ældre, at vi fik mange og meget stærke reaktioner.

Oppositionen på redaktionen var mærkbar, og den blev styrket af, at det begyndte at vælte ind med læserbreve efter min første artikel, der hed ‘Fighterne og de nyttige idioter’. Fighterne var PFLP og Blekingegadebanden, og de nyttige idioter var hele den bredere kødrand af naive sympatisører, som PFLP nød godt af.’

Som sagt gik det ikke stille af. En autonom gruppe hængte plakater op i byen, hvor Lars Hedegaard og Lars Villemoes blev hængt ud som ‘politistikkere’. Læserbrevssiden fyldtes med rasende indlæg, og Lars Villemoes mødte personligt vreden og bitterheden ude i byen.

… Lars Villemoes mærkede lugten i bageriet og søgte over til Weekendavisen, hvor han i de følgende år skrev videre om retssagen mod Blekingegadebanden og om bandens fanskare i det autonome miljø i Købehavn. …

Mens bandens medlemmer og dens medløbere fik job og flotte karrierer blev Lars Villemoes længe udsat for hetz i journalistkredse og på venstrefløjen. Journalist Niels Rohleder, der havde ført an i hetzen mod Villemoes på Information, skrev en roman til en Gyldendal-konkurrence om den bedste ungdomsroman. Romanens grundtone var sympatisk over for ‘idealismen’ hos de venstreradikale, og en fiktiv person med let genkendelige træk fra Lars Villemoes blev beskrevet som usympatisk. Rohleder vandt 1. prisen.

Lars Villemoes siger i dag: ‘Man fik aldrig gjort op med voldsfilosofien på venstrefløjen, så voldsromantikken fortsatte. … Den dag i dag er det reelle opgør med brugen af vold og hærværk ikke taget på venstrefløjen, og det er en af årsagerne til, at f.eks. Ungdomshusets voldsudøvere og deres forældre ikke har forstået den afgrund, de står ved.’

Man giver ikke Cavlingpriser på efterbevilling, selvom Villemoes selvfølgelig burde have haft en. Men nu har han i det mindste fået æren tilbage med Peter Øvig Knudsens bog.”



19. november 2019

Blüdnikow: “.. over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring”

MSM er vilde med vanekriminelle Yahya Hassan, og pludselig handler det ikke mere om Islam, men om danskernes iboende racisme. I et interview med hans nye ven Martin Krasnik, fortæller digteren, at han ikke mere vil være ‘præmieperker’, og der er da givetvis nok større guldkæder i at være (det kommentarsporet kalder) ‘kæleperker’. Der er noget med formen, men ret beset, så er der ikke meget nyt i forfatterskabet. Det hele blev beskrevet stringent af Lars Hedegaard og andre for 10-15 år år siden, men der nægtede etablissementet at høre efter. Hedegaard er naturligvis forhadt i dag. Skud budbringeren…

Interessant kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske – Hvorfor fortæller Weekendavisen ikke hele sandheden om Yahya Hassan?

“Mange intellektuelle elsker kriminelle kunstnere. De finder en attraktion i kunstnere, der bryder moralske og kriminelle grænser, som de ikke selv tør. Et klassisk tilfælde er den franske forfatter Jean Genet (1910-1986), der var kriminel, men også skrev litteratur. På trods af domme så elskede den franske venstrefløj ham, og Jean-Paul Sartre og Picasso fik ham benådet. …

Man får mindelser om den beundring, når man læser Weekendavisens artikler i sidste uge om digteren Yahya Hassan. Avisen bringer et interview af chefredaktør Martin Krasnik. Det fremgår af dette, at Hassan har boet hjemme hos Krasnik i to måneder og har været hjemme hos hans forældre til chanukka. Interviewet kommer ind på Hassans personlige problemer, og Krasnik skriver: ‘Han passer ikke ind nogen steder, ikke hér, ikke dér.’

Desuden skriver redaktør Klaus Wivel en leder om Hassan, der er fuld af beundring for digteren: ‘Ingen har i dansk litteratur nogensinde formået at skabe et værk, som så konsekvent og med så voldsom sproglig kraft bruger egen magt og afmagt til at udstille alt og alle omkring sig.’ Wivel betegner hans virke som ’sandhedsskildring’.

Men det er ikke hele sandheden om Yahya Hassan, for Weekendavisen forbigår en vigtig del af historien. Og det er, at han i 2015 meldte sig som opstillet til Folketinget for partiet Nationalpartiet. Det var kritisk vendt mod indvandringspolitiken, som ifølge partiet ‘har fået en retorik med racistiske undertoner’. Hassan ændrede nu holdning til sine digte og understregede, at ‘min digtsamling har aldrig været en ‘islamkritik’.’ Han deltog i debatten om Israel-Palæstina-striden med forudsigelige indlæg om, at Israel var skyld i ulykkerne, og palæstinenserne blot var ofre. Om Israel anvendte han ordene ‘undertrykkelse, vold, racisme, fanatisme og had’. Hassan forsøgte at få venner, og modet til at stå alene svigtede.

Martin Krasnik hev bukserne af islamkritikeren og attentatofret Lars Hedegaard i et interview i Deadline og tværede ham ud. Han kaldte ekstremisten Rasmus Paludan for en nazist. Men over for den kriminelle Yahya Hassan udviser Krasnik og hans avis næsegrus beundring.

(Lars Aslan Rasmussen på Facebook, 9. november 2019)



7. november 2019

DR forklarer etikette: “Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk…”

Det er på sin vis ganske rimeligt at kalde Berlingskes Bent Blüdnikow for ‘højreorienteret’, men DR ville aldrig give Bludnikows politiske modpol etiketten ‘venstreorienteret’, og da slet ikke forklare brugen af etiketten med at det skal forstås i betydningen ‘ikke-borgerlig’. Fra DR.dk – P1 omtalte fejlagtigt jødisk debattør som ’kalotbærende’.

“P1 Debat omtalte en jødisk samfundsdebattør som en højreorienteret, kalotbærende jøde. … I programmet debatterede gæsterne blandt andet forholdene mellem forskellige grupperinger på Nørrebro. I løbet af debatten nævnes, at man ikke kan vide sig sikker, hvis man er ‘højreorienteret, kalotbærende jøde’ og går på Nørrebro i København. Umiddelbart efter associerer værten klageren ved navns nævnelse med at være ‘højreorienteret, kalotbærende jøde.’

Klageren blev med navns nævnelse bragt frem i diskussionen af værten som eksempel på en jøde, der kunne blive udsat for hetz fra venstrefløjens nørrebroske grupperinger, lød forklaringen fra DR. Den omtalte debattør nægter både at være højreorienteret og kalotbærende. DR burde ikke omtale debattøren som kalotbærende, fremgår det af afgørelsen. Det får han medhold i.

Derimod giver lytternes og seernes redaktør ham ikke ret i, at betegnelsen ‘højreorienteret’ er ukorrekt og en fejl. I afgørelsen lægges der vægt på, at klageren er en kendt debattør, som gennem en årrække har kritiseret venstrefløjens metoder og retorik.

– Højreorienteret betyder blot, at han af værten betegnes som ikke-socialistisk, og det ligger inden for værtens ytringsfrihed og ret til bedømmelse, at han betegner Klager som ‘højreorienteret’, skriver Jesper Termansen.”

Oploadet Kl. 23:34 af Kim Møller — Direkte link10 kommentarer


25. september 2019

Greta Thunberg: “We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money…”

Pæne borgerlige medier er så småt begyndt at forstå, at Greta Thunberg ikke er en ung klimaaktivist, men en marionetdukke for den yderste venstrefløj. I umiddelbar nærhed af hende ses ofte, hendes personlige assistent, 23-årige Luisa-Marie Neubauer, der foruden at være medlem af Bündnis 90/Die Grünen og Grüne Jugend, er aktiv i ‘One Foundation’, en organisation der blandt andet støttes af globalisten George Soros. Forbind selv punkterne.

Mandag talte hun til et klimatopmøde i FN, og har gav hun en opvisning i klima-alarmisme. Jeg er villig til at tro på, at hun tror det selv, men som en klog mand engang sagde, så tror jeg på, at der er en klimakatastrofe på vej, når dem der påstår at der er en klimakatastrofe på vej, begynder at opføre sig som om der er en klimakatastrofe på vej. Således faldt ordene…

“You have stolen my dreams and my childhood with your empty words. And yet I’m one of the lucky ones. People are suffering. People are dying. Entire ecosystems are collapsing. We are in the beginning of a mass extinction, and all you can talk about is money and fairy tales of eternal economic growth. How dare you! …

For more than 30 years, the science has been crystal clear. How dare you continue to look away and come here saying that you’re doing enough, when the politics and solutions needed are still nowhere in sight. …

You say you hear us and that you understand the urgency. But no matter how sad and angry I am, I do not want to believe that. Because if you really understood the situation and still kept on failing to act, then you would be evil. And that I refuse to believe.” (NPR, 23. september 2019)

(Greta Thunberg taler til FN, 23. september 2019; Foto: SCMP.com)

“Børn inddrages nu i kampen for klimaet. I demonstrationer flokkes børn og ganske unge mennesker under bannere med simple slogans til kamp for miljøet. Vi har set den slags anvendelse af børn til politiske formål før. Under Den kolde Krig blev børn brugt for at argumentere for atomfrie zoner i Norden. Formålet var jo fred, hvem kan være imod det, men de atomvåbenfrie zoner var Moskvas ønske, mens deres egne raketter pegede mod os. … Præcis som nu var de opflammet af politisk idealisme og naivitet samt manglende viden om de reelle forhold.” (Udnyttelse af børn, Bent Blüdnikow, Berlingske, 2019)

(Luisa-Marie Neubauer og Greta Thunberg; Foto: Der Tagesspiegel)

Oploadet Kl. 01:56 af Kim Møller — Direkte link64 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper