28. november 2021

Blüdnikow, Berlingske: ‘Har Berlingske ikke et moralsk ansvar for de falske rygter om Donald Trump?’

Var jeg ung historiestuderende, der stod foran et specialeforløb, så ville jeg skrive om ‘Russian Collusion’-konspirationen. I en tid hvor medier problematiserer falske nyheder, ville det være oplagt med en tung kildebaseret gennemgang af mediernes årelange kildekritiske svigt, tydeligvis motiveret af foragten for Donald Trump. Centralt står etablerede mastodonter som New York Times og Washington Post, som de danske medier stadig mener er guldstandarden for sober journalistik.

Knivskarp kommentar af journalist Bent Blüdnikow, der i parentes… selv skriver for Berlingske.

Har Berlingske ikke et moralsk ansvar for de falske rygter om Donald Trump?

Allerede før Donald Trump blev valgt til præsident i 2016, sivede der rygter ud om hans konspiration med Ruslands præsident Putin om at kuppe sig til magten. I USA fik denne konspirationsteori betegnelsen ‘russian collusion’. Det var en sag, som de næste tre-fire år blev den mest omtalte sag overhovedet i USA.

Rygtet om en konspiration mellem Trump, hans stab og russerne baserede sig på en rapport, som i USA blev kaldt Steelerapporten. Det var udarbejdet af en forhenværende britisk spion, Christopher Steele, der også havde kontakter til USAs efterretningstjeneste, FBI. Dossieret berettede, hvordan russerne havde et greb om Trump, blandt andet fordi der eksisterede hemmelige optagelser af Trump i et hotelværelse i Moskva, hvor han fik prostituerede til at urinere i en seng, hvor præsident Obama havde sovet.

Disse og mange andre oplysninger flød fra FBI og regeringskontorer til medierne, der med anonyme kilder kunne beskrive, hvordan Trump og hans folk havde samarbejdet med russerne. Redaktøren på New York Times, Jim Rutenberg, skrev, at nu var det slut med objektiv journalistik, fordi man måtte afsløre Trump.

FBI indledte en aflytning af en af Trumps medarbejdere ved navn Carter Page, som FBI mistænkte for at samarbejde med russerne, og FBI kunne derved aflytte Trumps stab. En kommission blev nedsat, hvor den tidligere FBI-chef Robert Mueller var formand, og i mellemtiden undersøgte Justitsministeriets ombudsmand, Michael Horowitz, om der i forløbet var sket brud på normale procedurer fra FBIs side.

Mueller-kommissionen fandt ikke grundlag for beviser om en konspiration mellem Trump og Putin. Og Michael Horowitz kom med en sønderlemmende kritik af FBI, hvor Horowitz påpegede, at FBI havde afgivet forkerte, ufuldstændige og endda løgnagtige ansøgninger til retten om at aflytte Carter Page.

Alt dette afholdt imidlertid ikke medierne fra at fortsætte med at skrive om ‘russian collusion’, som om der stadig eksisterede en sådan konspiration. New York Timesjournalister fik endda en Pulitzerpris i 2019 for deres artikler, der alle pegede på eksistensen af en konspiration. Fra amerikanske medier flød anklagerne i en lind strøm til europæiske medier. Blandt andet skrev Berlingske om disse anklager uden at sætte spørgsmålstegn ved anklagerne og i en tendentiøs stil, som efterlod læsere i den tro, at der var noget om snakken.

Berlingskes USA-korrespondents artikel fra 24. november 2017 om Trumps besøg i Moskva i 2013, hvor de prostituerede skulle have tisset, er ikke atypisk. Avisen kilde var angiveligt en forhenværende russisk spion: ‘Så snart de udvalgte gæster var fløjet ind til Sovjetunionen, var der ingen grænser. ‘Alt var gratis. Der var gode fester med dejlige piger. Der kunne være sauna, piger, og hvad ved jeg,’ fortæller han.’ Eller som en anden af Berlingskes korrespondenter skrev 4. marts 2017, da Trump anklagede Obama for at have organiseret aflytning af ham: ‘Trump forsøger at fjerne opmærksomheden fra beskyldningerne om sin forbindelse til Rusland, og at der er tale om en klassisk afledningsmanøvre.’

Problemet med mediernes artikler var ikke alene, at de uden kildekritik gengav løse og anonyme anklager, men også at medierne ikke gengav kilder, der pegede i en anden retning. Berlingskes korrespondenter brugte medier og citerede kilder, der bekræftede påstanden om ‘russian collusion’. Justitsminister William Barr nedsatte en kommission med magtbeføjelser til retsforfølgelse under ledelse af John Durham. Durham har rejst sager mod flere indflydelsesrige personer, som peger på, at Steelerapporten var bestilt og betalt af Hillary Clintons kampagnestab og medarbejdere.

Selvom førende etablerede medier stadig forsøger at nedtone betydningen af afsløringerne fra John Durham, bobler det alligevel frem i både Washington Post, USA Today og blandt andet Axios med erkendelse af, at det var en løgnagtig kampagne betalt og drevet frem af Demokraterne og deres allierede i medierne.

Denne artikel har ikke en snus med Trump, Clinton eller Biden at gøre. Det handler om mediernes sjæl. Hvordan kan medierne, der i årevis fyldte deres læsere med løse påstande og anonyme kilder, ikke have dårlig samvittighed, nu da sandheden er kommet frem? Washington Post er begyndt at rette i deres gamle artikler om ‘russian collusion’ for at fjerne de værste tendentiøse forvrængninger.

Har Berlingske, der formidlede anklagerne fra New York Times og andre medier, ikke et ansvar til at fortælle læserne sandheden, som den nu er kommet frem og tage et medansvar? Og Berlingske var faktisk betydelig bedre end Politiken og Danmarks Radio, men ikke meget. Sagen handler om mediernes sjæl.



15. oktober 2021

Bent Blüdnikow: Hvad har Berlingske Media gjort for at tiltrække nationalkonservative journalister…

Ypperlig Groft sagt-klumme af Bent Blüdnikow – Røde som blodappelsiner.

En ny undersøgelse foretaget af netmediet Kontrast viser, at et kæmpeflertal af journaliststuderende ligger til venstre for midten – sådan cirka 80 procent. Det er ikke noget nyt, for det har mange undersøgelser vist tidligere. Undersøgelsen fanger dog ikke hovedproblemet, nemlig at mediernes redaktører kommer fra selvsamme journalistgruppe. For det er redaktørerne, der skal afstikke linjen, men da de har samme grundholdning som journalisterne, kan det jo ikke blive mindre rødt.

Direktør for Berlingske Media, Anders Krab-Johansen, fanger det essentielle ved at sige til Kontrast om undersøgelsen: ‘De tal peger i retning af en overordnet tendens, hvor branchen mangler journalister, der er nationalkonservativt orienterede og moderne individorienteret, det man vel kan kalde klassisk liberale.’ Man må så spørge, hvorfor Krab-Johansen, der jo har siddet som direktør for Berlingske Media en del år efterhånden, ikke har gjort noget ved det?.

Oploadet Kl. 00:08 af Kim Møller — Direkte link15 kommentarer


22. juli 2021

Bent Blüdnikow om Sune Haugbølle mfl.: ‘RUC-forskeres aktivisme ligner statsstøttet pseudoforskning’

Adskillige statslige institutioner fungerer som kamporganer for den yderste venstrefløj, og i de her år, hvor den højreorienterede fjende inkluderer Socialdemokraterne, er Mette Frederiksen-regeringen måske mere lydhør. Man finder næppe flertal for at ‘defunde’ RUC og DR, men alene debatten har en positiv effekt. Fremtidens Haugbøller er måske nok glade for marxisme, Hamas og Palæstina, men de er formentligt mere glade for deres gode faste løn.

Kronik af Bent Blüdnikow på B.dk – RUC-forskeres aktivisme ligner statsstøttet pseudoforskning (kræver login).

“Sune Haugbølle lagde erklæringen fra Politiken på RUCs hjemmeside og udtalte til Berlingske, at det var fra RUCs mellemøstforskere, at initiativet til erklæringen kom. …

Sune Haugbølle fik i 2019 cirka seks millioner kroner af Danmarks Frie Forskningsfond til et projekt med titlen ‘Entangled Histories of Palestine and the Global New Left’, som kan oversættes med ‘Den indviklede historie om Palæstina og den globale nye venstrefløj’. På Sune Haugbølles side på universitetets hjemmeside optræder følgende projektbeskrivelse: ‘Det er afgørende for at evaluere, hvorfor det Nye Venstre gik fra at være en revolutionær bevægelse med stor opbakning til at blive marginaliseret mange steder. Muligheden for global politisk aktivisme bliver aktualiseret af protestbevægelser i nutiden, der har været med til at genoplive historikernes interesse i ungdomsoprør og revolution.’

Bemærk, at projektbeskrivelsen definerer projektet som ‘muligheden’ for global politisk aktivisme. Ved at bruge ordet ‘muligheden’ vedkender Sune Haugbølle sig til en aktivistisk forskning. Det understøttes af et interview, Sune Haugbølle gav i 2019 til RUC-bladet Tæt på Videnskaben efter at have fået de seks millioner kroner:

‘Jeg synes ikke, vi hidtil har været i dybden med det, der skete i den periode. Det er nok fordi, vi har være så fokuserede på Blekingegadebanden, men det er jo kun en lille del af historien. Alle vidste, hvem de var, men hele ideen om, at de skulle repræsentere hele venstrefløjen, er enormt skadelig, for der var en stor principiel diskussion af, hvor langt man skulle gå.’ Og Haugbølle citeres videre: ‘Hvor langt vil vi gå for at støtte revolutionære bevægelser, hvornår er det nødvendigt, og hvornår er det kriminelt, som det for eksempel er blevet for danske frivillige i Kurdistan?’ Sune Haugbølle gør fælles sag med den danske venstrefløj ved at bruge ordet ‘vi’. Det er vel ikke en forskers opgave at tale om et aktivistisk ‘vi’.

På Sune Haugbølles webside om projektet kan man læse de første artikler, som en af hans medarbejdere, ph.d. Sorcha Thomson, har skrevet: ‘A Cosmovisión of Solidarity: Anticolonial Worldmaking in Havana, Palestine and the Politics of Possibility’ Altså noget i retning af ‘En kosmopolitisk vision af solidaritet: Antikolonial verdensskabelse i Havana, Palæstina og mulighedernes politik’.

Artiklen beskriver det nære samarbejde mellem palæstinensiske aktivister og Cubas kommunister fra 1960erne (min oversættelse): ‘For palæstinenserne var det et sted, hvor forbindelser blev skabt, forbindelser der støttede bevægelsens vej til den globale scene og fortsatte som en vedvarende model for solidaritet mellem antiimperialistiske kampe (…) Udforskningen af denne historie, at genfinde dets tradition og spore dens efterliv af samarbejde, venskab og gensidige forbindelser, giver en lektie for betydningen af verdensskabelse (worldmaking) i dag, som en kollektiv praksis for en forandringssolidaritet, der har rødder i en fælles tro på muligheden af en alternativ fremtid.’

Artiklen lægger ikke skjul på forfatterens aktivisme og håbet om en revolutionær aktivisme.

(Professor Sune Haugbølle i debat om syriske flygtninge på tyrkiske TRT, 2021; Foto: YT)



20. maj 2021

Bent Blüdnikow: Arbejdermuseets udstilling er håndsky over for bagsiden af ‘venstrefløjens aktivisme’

Wokeismen er vor tids Kulturrevolution, og er man bare lidt borgerlig, så må man råbe vagt i gevær, når den yderste venstrefløj mobiliserer med plusord. Bent Blüdnikow anmelder Arbejdermuseets udstilling ‘AKTIVIST’ for Berlingske – Fortielser og fortrængninger: Hvor pokker er Blekingegadebanden på Arbejdermuseets udstilling om politisk aktivisme? (kræver login).

“Museet viser fotografier og tekster fra bevægelser som NOAH, BZ, Sydafrika-komiteen, Vietnam-bevægelser og blandt andet Palæstina-grupper – det sidste emne er dog kun repræsenteret ganske lidt, selv om kampen mod zionisme og Israel var en af tidens væsentligste drivkræfter. Museet lader aktivister på film og i tekster forklare, hvad der drev dem, og hvad der motiverer dem nu. Den store forklaringsmodel er oplevelsen af uretfærdighed. Det kunne være racisme, diskrimination, social ulighed, kapitalisme og mere af den slags. Følelsen af uretfærdighed var hos de politisk mest bevidste kombineret med ønsket om et utopia, hvor alle disse uretfærdigheder var udryddet. …

For at vise, hvornår man bevægede sig ud over grænserne, viser museet, at venstreradikale i 1970erne uddelte bombemanualer – en opskrift på at lave bomber, som oprindelig var skrevet af folk i modstandsgruppen BOPA under besættelsen. Museet spørger på en planche: ‘Hvor langt vil du gå?’ Det er fint, at museet lader et ungt publikum overveje den slags, for historien viser, at ungdommen let lader vold og antidemokratiske følelser løbe af med sig, fordi den mener, at utopien kun kan realiseres med brug af metoder uden for det parlamentariske system.

Derfor er det besynderligt, at museet ganske vist redegør for den harme og retfærdighedsfølelse, der motiverede de revolutionære, men viger tilbage fra at fortælle om de værste udskejelser og konsekvenserne af den slags udemokratiske metoder. Således er der ikke et ord om Blekingegadebanden, der var den palæstinensiske terrororganisation PFLPs hjælpere, og som selv udførte kidnapning og mord. Banden var desuden, viste det sig i efterspillet til tilfangetagelsen i 1989, omfattet af betydelig sympati i brede kredse på venstrefløjen. Hvorfor viser man ikke unge mennesker, hvad den slags aktivisme i sidste ende kan lede til?

Der er heller ikke nogen påpegning af, at den politiske aktivisme ofte førte til støtte til voldelige bevægelser i udlandet og totalitære regimer, hvilket var med til at støtte undertrykkelsen af mennesker i disse lande. …

Ved at være håndsky over for disse tragiske konsekvenser af aktivisme får museet ikke fortalt hele historien om politisk aktivisme, og man misser en chance for at fortælle et ungt publikum, at politisk aktivisme er farlig. I stedet bekræfter man dem i, at oplevelsen af uretfærdighed leder til politisk retfærdig aktivisme. …

Med Arbejdermuseets udstilling får vi atter en gang cementeret historien om venstrefløjens aktivisme motiveret af følelsen af uretfærdighed, og det er for banalt og alt for fortærsket til rigtigt at have et budskab.”

(Venstreradikale aktivister demonstrerer imod andres ytringsfrihed, København, 3. september 2016)



19. februar 2021

USA: Om lektoralt forsøg på at frame klassiske tænkere som hvide, “… an act of ideological sabotage.”

Berlingskes Bent Blüdnikow fortæller, at New York Times forleden med udgangspunkt i Katrine Dirckinck-Holmfelds udåd, bragte en subjektiv fortælling om Danmarks rolle i den internationale slavehandel. Avisen refererer blandt andet RUC-lektor Lars Jensen, der postulerer at blindheden for den koloniale fortid,“… er med til at skabe holdninger til og behandlingen af migranter og flygtninge nu.”

Meget apropos. Rich Lowry kommenterer hos New York Post, ikke at forveksle med New York Times – The moronic social-justice war on classics threatens our civilization.

“It was only a matter of time before Cicero got canceled. The New York Times the other day profiled Princeton classicist Dan-el Padilla Peralta, who wants to destroy the study of classics as a blow for racial justice. …

The Times reports that the critics believe that the study of classics ‘has been instrumental to the invention of ‘whiteness’ and its continued domination.’ Or as Padilla himself puts it, ’systemic racism is foundational to those institutions that incubate classics and classics as a field itself.’

It is rare to find other fields with scholars so consumed with hatred for their own disciplines that they want to destroy them from within. Presumably, if an ultra-progressive astrophysicist concludes that his field is desperately out of touch with social-justice concerns, he simply goes and does something else for a living, rather than agitating to have students stop learning about space.

One would think Padilla’s own amazing personal journey would, in itself, make the case for the wonders of the classics. He came here as a child from the Dominican Republic, lived in a homeless shelter in New York City, discovered a book on ancient Greece and Rome — and with help from a mentor, got into a prep school and went on to get degrees from Princeton, Oxford and Stanford.

For him, evidently, the classics weren’t very exclusionary, and indeed there’s no reason that they should be.

The rigors of Greek and Latin, the timeless questions raised by Plato and Aristotle, the literary value of some of the most compelling poems, plays and tracts ever written, the insights of early historians Herodotus and Thucydides, the oratory of Pericles and Cicero, the awe-inspiring beauty of the architecture, sculpture and pottery — all of this is available to anyone of any race, ethnicity or creed.

To look at all these marvels and see only ‘whiteness’ speaks to a reductive obsession with race that is destructive, self-defeating and, in the end, profoundly depressing.

The Times complains, paraphrasing the critics, that ‘Enlightenment thinkers created a hierarchy with Greece and Rome, coded as white, on top, and everything else below.’ …

The critics give the Greeks and the Romans the same treatment as the American project, ignoring what was exceptional about them for a monomaniacal focus on their failings, even if the failings were commonplace everywhere else.

They want to impoverish American college students and ultimately the Western mind in an act of ideological sabotage. This is galling enough; it’s even worse that they call it progress.

(Lektor Dan-el Padilla Peralta, Princeton University; Foto: JHU)

Oploadet Kl. 12:22 af Kim Møller — Direkte link31 kommentarer


16. februar 2021

Blüdnikow: SF’s Anne Grete Holmsgaard, der støttede PFLP, skal nu dømme Inger Støjberg i rigsretten

Interessant pointe af den gode Bent Blüdnikow. Medierne driver i disse Metro-tider klapjagt på mænd, for noget de muligvis har begået for tyve år siden, alt imens samme medier konsekvent ignorerer politikere med venstreekstremistisk fortid. Det være sig eksempelvis den terrorsympatiserende Anne Grete Holmsgaard, der som VS’er støttede terrororganisationen PFLP, og nu er en del af rigsretten, der skal dømme Inger Støjberg.

Kronik i Kristeligt Dagblad af Bent Blüdnikow – Venstrefløjens jødehad rager medierne en høstblomst.

“Metoo-bevægelsen har medført sager mod mænd. Det har ført til fyringer for selv 20 år gamle sager. Men hvorfor er det kun sex, der får hoveder til at rulle og medierne til at gløde? Hvorfor er mange af fortidens andre og nok så væsentlige sager ikke genstand for debat og opgør? Et af de markante kapitler af danmarkshistorien efter 1960’erne var den yderliggående venstrefløj, der hyldede regimer i Sovjetunionen, Kina eller Nicaragua. Venstrefløjen havde tidsånden med sig, og mange unge stemte gerne på Danmarks Kommunistiske Parti (DKP), Venstresocialisterne (VS) eller det maoistiske Kommunistisk Arbejderparti (KAP).

Dele af venstrefløjen hyldede revolutionær vold og endda terror. Blekingegadebanden var hjælpegruppe til den palæstinensiske terrorgruppe PFLP, der udførte terrorangreb blandt andet mod jødiske mål i Europa, og Blekingegadebanden lavede en jødeliste med 300 navne på danske jøder, der kunne være mål for revolutionære angreb, fordi banden og PFLP mente, at zionister og jøder var i ledtog med amerikansk imperialisme.

VS tog først, som der står i PET-kommissionens rapport, afstand fra terrorisme et stykke ind i 1980’erne. Således tog VS ikke afstand fra en terroraktion i 1978 i Israel, der kostede 37 civile livet, heraf mange børn, og VS’ ledelse forsvarede aktionen ved et ledelsesmøde den 16. april 1978.

Folkene i VS og Anne Grete Holmsgaard, der var formand for partiets udenrigspolitiske udvalg og medlem af Folketinget, var ikke kedelige skrivebordsrevolutionære. I 1980 rejste hun og tre andre til Mellemøsten og havde møder med PFLP-folk. De mødte PFLP’s to repræsentanter, Taysir Quba og Marwan al-Fahoum. Det var de to samme PFLPfolk, der styrede Blekingegadebanden.

Man underskrev sammen en fælles erklæring, hvor man konkretiserede: ‘VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller det jødiske spørgsmål uden en total ødelæggelse af den zionistiske enhed og Israel.’ …

Anne Grete Holmsgaard sagde i 1984 til det politiske tidsskrift Politisk Revy, at hun ikke anså drabet på 11 israelske sportsfolk ved OL i München i 1972 som terror: ‘Jeg opfattede ikke palæstinensernes kamp som terrorisme, men som en befrielseskamp.’ Anne Grete Holmsgaard udgav i 1984 en bog med titlen ‘Zionismens Israel’. Heri beskrev hun alle jødiske organisationer og jøder som værende en del af et zionistisk komplot og være en del af den amerikanske imperialisme: ‘Den zionistiske bevægelse fastholder de jødiske samfund som jødiske og pro-zionistiske gennem organisering af jøderne i et utal af særskilte jødiske organisationer (…) Under påskud af at ville frelse verdens jøder inddrages de af den zionistiske bevægelse i opgøret mellem imperialismen og de socialistiske kræfter automatisk på de imperialistiske og reaktionære kræfters side.’ Hun fortsætter: ‘VS og PFLP er enige om, at der hverken kan findes en løsning på det palæstinensiske eller på det jødiske spørgsmål uden et totalt opgør med den zionistiske bevægelse og med Israel.’ Læg mærke til ordet automatisk. Det vil sige, at jøder, ligesom hos Blekingegadebanden, automatisk var en del af VS’ fjendebillede.

… ikke en eneste SF’er har fundet det problematisk, at Holmsgaard har været fortaler for klassiske antisemitiske holdninger. Og ingen finder det værd at kritisere, at Holmsgaard står ved disse udtalelser i dag. … partiet fastholdt Anne Grete Holmsgaards kandidatur, og hun blev valgt. Og SF fremturede ved at indvælge Anne Grete Holmsgaard i rigsretten, hvor hun nu skal vurdere, om Inger Støjbergs handlinger var lovlige eller ej.

(Collage: Anne Grete Holmsgaard og PFLP-terror)



18. december 2020

“Hvis en mand viste sig som en kujon, kunne moderen genoprette familiens ære ved at dræbe ham.”

For mere end tyve år siden scannede jeg som historiestuderende rejse-billeder ind for ph.d. Tønnes Bekker-Nilsen, hvis nylige bog er anmeldt af Bent Blüdnikow i Berlingske. Efter filmen 300 (2007) har jeg fået en veneration for Sparta, og hvis jeg plager min ultraløbende lillebror lidt mere, så inviterer han mig nok engang med til Sparthlon som chauffør/fotograf. Han gennemførte første gang de 246 kilometer fra Athen til Sparta i 2003 som 29-årig, den yngste det år. Han var lige blevet far. I dag er han far til seks.

Bent Blüdnikow anmelder bogen på Berlingske.dk – Anmeldelse: Dengang mænd var kampklare og maskuline og ikke feminiserede (kræver login).

“Sparta var en græsk bystat med et landområde, der svarede til Fyn, der var kendt for at være et militaristisk samfund, der dyrkede maskuline dyder. Det kan man se gengivet i den populære film (2007), der fortæller om spartanernes heltemodige modstand mod tropper fra perserriget anført af kong Xerxes . Spartanerne, anført af kong Leonidas, holdt længe perserne tilbage ved passet Thermopylai i år 480 f. Kr., men blev til sidst overlistet, og kong Leonidas blev sammen med sine medkæmpere dræbt. Filmen skildrer spartanerne som drevet af et æreskodeks, der fik dem frygtløst til at kæmpe til sidste mand.

… I det store hele bekræfter Tønnes Bekker-Nielsen historierne om en speciel maskulin krigermentalitet og jernhård disciplin i Sparta. Sparta erobrede i 700-tallet f. Kr. det nærliggende område Messenien og gjorde messenerne til underklasse. For at opretholde grebet om de mange messenere levede spartanerne på krigsfod, skriver Tønnes Bekker-Nielsen, og Sparta blev efterhånden militariseret. Samfundet blev indrettet på, at kvinderne skulle føde så mange børn som muligt, og at spartanske drenge skulle vokse op til at blive toptrænede soldater.

Der var ustandselige krige mellem de græske bystater, og Sparta kæmpede mod Athen, Korinth og andre, så militær parathed var en nødvendighed – men Sparta gik videre end de andre bystater. Sparta byggede på en forfatning, der bestemte både stort og småt i samfundet og for eksempel havde den regel, at drenge skulle være kortklippede, men voksne soldater skulle være langhårede for at se mere aristokratiske og frygtindgydende ud. Et særtræk ved forfatningen var at fremhæve kvindernes selvstændighed, for selvom samfundet var mandsdomineret, var kvinderne på visse områder friere end i andre bysamfund, og kvinder måtte gerne dyrke sport.

Drengene blev opdraget med jernhård disciplin. De lærte at gå barfodet og fik kun en grov kappe på både sommer og vinter, så de kunne modstå hårde vejrforhold. Drengenes madrationer var små, så de kunne klare sig i krigstid med meget lidt mad. De udsattes for hård fysisk træning og en æresmoral, der tilsagde dem, at kamp indtil døden var en nødvendighed. Hvis en mand viste sig som en kujon, kunne moderen genoprette familiens ære ved at dræbe ham. Sparta blev en krigsmaskine uden sidestykke i den græske verden, skriver Tønnes Bekker-Nielsen.

… Tønnes Bekker-Nielsen gennemgår omhyggeligt og kildekritisk de efterfølgende mange stridigheder og opgør. Det var blodige tider, og kun de stærkeste overlevede. Havde Sparta ikke haft maskuline mænd, ville dens historie sandsynligvis være endt tidligere, end den gjorde.

(Ultraløbende lillebror Kent møller for foden af statuen af Kong Leonidas, Sparta, 2003)

Oploadet Kl. 21:09 af Kim Møller — Direkte link21 kommentarer


29. september 2020

Blüdnikow anmelder Krautwald-bog: “Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt..”

Bent Blüdnikow har anmeldt en bog af Charlie (Emil) Krautwald, der for få år siden var en del af ‘Produktionskollektivet Opbrud’. Et AFA/Redox-spinoff med AFA-leder Andreas Rasmussen og Redox-fotograf Rasmus Preston.

Krautwald var i sine yngre år aktiv i Socialistisk Ungdomsfront, og har flere anholdelser på CV’et, blandt anden, da han 2009 anvendte dæknavnet ‘Comandante’. Gruppen kaldte han ‘Kommando Abu Ali Mustapha’, opkaldt efter en ledende PFLP-terrorist med ti bombeattentater på samvittigheden. Han har tillige haft tæt kontakt til Internationalt Forum, hvor Blekingegadebandens Thorkil Lauesen opererer bag facaden.

Fra Berlingske.dk – Anm: Engang gik den danske venstrefløj i uniform med skrårem (kræver login).

“Historikeren Charlie Krauwalds bog ‘Kamp Klar!’ er blevet til en fascinerende beretning om koryfæer og fodfolk på den militante venstrefløj, fra 1930erne og frem, til nogle af dem i 1941 blev involveret i frihedskampen. …

Charlie Krautwald omtaler 145 aktioner mellem 1930 og 1939, men der var sandsynligvis langt flere, som blot ikke blev registreret af politi og medier. KUerne trak i militærøj med sorte skjorter, høje støvler og skrårem, hentet fra den fascistiske mode syd for grænsen, mens venstre-fløjen var iført uniformer med lange støvler, kasketter og til tider skrårem. Antifascistisk Kampforbund havde ‘lange, sorte støvler, sorte spidsbenklæder, sort skjorte og sort kasket.’ Man hilste ofte med knyttede næver og opfordring til vold. En del af den antifascistiske bevægelse brugte tre pile som logo; et logo, der også anvendes i dag af Antifascistisk Aktion – eller Antifa, som organisationen også kaldes.

… Den venstreradikale aktivisme forblev numerisk en lille gruppe koncentreret i København, men var med til at præge tiden. Grupperne havde navne som Antifascistisk Aktion, Ordensværnet og Jernfronten. Charlie Krautwalds bog er dybt fascinerende, ikke mindst i vores nutid, hvor vi ser venstreradikale miljøer igen lave vold i gaderne og atter kalder sig Antifascister. …

Og netop som man fryder sig over en bog, der med grundige kildestudier afdækker en væsentlig og overset del af vores Danmarkshistorie og rykker ved vores grundfortælling om 1930erne… så kører forfatteren størstedelen af sin forskning i grøften med en venstreorienteret tilgang til emnet.

Hans ideologiske tilgang er, at venstrefløjen agerede defensivt, fordi højreradikalismen var på fremmarch i Europa, og at ‘antifascismen udgør ikke i sig selv nogen politisk ideologi’, men er blot en politisk og moralsk opposition til fascismen. Mens han anskuer højrefløjen som ideologisk med blikket stift rettet mod fascismens og nazismens succeser, fremstår venstrefløjen som ikke alene defensiv, men også afideologiseret.

Derfor er det også vanskeligt for Charlie Krautwald at forklare, hvorfor så mange ‘antifascister’ kunne mobiliseres, når fascismen i Danmark var relativt svag. Forklaringen ligger dog lige for, nemlig at venstrefløjen ikke kun var defensiv og ikke kun pragmatisk styret af kampen mod den fremvoksende fascisme, for venstrefløjen var også ideologisk og styret af håbet om en kommunistisk utopi, og det var denne utopi og støtten til Moskva, der drev entusiasmen frem på den aktivistiske venstrefløj. …

Denne manglende erkendelse af antifascismens kommunistiske utopisme får Charlie Krautwald til at konkludere, at i forbindelse med den antifascistiske kamp efter 1935 blev ‘demokrati et plusord for de revolutionære’. Derfor kunne de radikale antifascister ifølge Krautwald sagtens forene et grundlæggende revolutionært verdenssyn med en taktisk demokratikamp: ‘I modsætning til fascisterne arbejdede kommunisterne og de revolutionære socialister ligesom socialdemokraterne i deres egen selvforståelse for en demokratisk samfundsudvikling.’. …

Det er en renvaskning af både kommunister og revolutionære socialister og ville komme som en overraskelse for dem selv. … Der er tale om en tendentiøs udlægning, som må skyldes, at også historiestudiet, som så mange andre universitetsstudier – og som blandt andre LA-politikeren og forfatteren Henrik Dahl har peget på – er blevet overtaget af venstrefløjen.

… Anmeldere er ikke ufejlbarlige, og læsere af Weekendavisen vil bemærke, at avisens historieanmelder, Claus Bundgård Christensen, giver samme bog en fin anmeldelse. Samme anmelder er nævnt i Charlie Krautwalds forord for sin opbakning og kritiske indspil til manuskriptet. Det er vist nyt, at folk, der takkes i bøgers forord, også anmelder samme værk.

(Collage: Charlie Emil Krautwald, Universitetet i Agder, Norge)



20. september 2020

Mads Fuglede om Trump: “Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet…”

Selvom det kunne være sjovt at se Donald Trump holde en takketale for Nobelkomitéen i Oslo, så skal man huske på, at prisen ikke er noget i sig selv. Arafat fik prisen for ‘mindre terror’, Gore for klimaangst og Obama for sin pigmentering. Skøn kommentar af Mads Fuglede i Berlingske – Giv Donald Trump Nobels fredspris.

“Da Trump flyttede den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem i slutningen af 2017, blev jeg inviteret til at tale om det i et par af de større danske medier. Det var en underlig oplevelse, fordi præmissen begge steder var, at vi skulle tale om, hvorfor Trumps beslutning ville være så forfærdelig for Mellemøsten. Jeg husker, hvordan jeg til begge sagde, at jeg ikke kunne deltage på den præmis, og spurgte til, om de var klar over, at Præsident Obama også ønskede at flytte ambassaden til Jerusalem, men at jeg ikke kunne mindes, at man havde dækket det forfærdelige i dette ønske.

Allerede i 1995 havde Kongressen lovgivet om at flytte ambassaden, men forskellige præsidenter havde valgt at udskyde beslutningen… Adam Holm mente på Facebook, at det afslørede, at Trump ikke bare var galt afmarcheret, men decideret gal (i betydningen vanvittig.)

… Mellemøsten glemte at eksplodere. Faktisk blev området så roligt, at Israels premierminister Benjamin Netanyahu lige har været i Washington D.C. sammen med udenrigsministrene fra Bahrain og Forenede Arabiske Emirater for at underskrive en fredsaftale mellem de tre lande. … Denne aftale er den bedste nyhed fra regionen i flere generationer. Skulle man tro.

Men sådan så man ikke på det hos hverken CNN eller Politiken, for bare at nævne to. Her kunne man berette, at aftalen var meget ligegyldig og en måde, hvorpå man lod, som om konflikten var slut. Ritzaus telegram handlede også mere om, hvordan fredsaftalen var en art hån mod palæstinenserne.

Jeg har aldrig været begejstret for Trump. Men det her er simpelthen forrykt.

… Kender man bare lidt til nobelkomiteens politiske observans, er det selvfølgelig utænkeligt, at Trump nogensinde vil få Nobels fredspris. Che Guevara vil få den posthumt, før det sker. Men det er egentlig en skam. For en gangs skyld siger Trump noget sandt. Han har fortjent Nobels fredspris for at have bragt mere fred og stabilitet til en region, hvor begge dele er en mangelvare.”

(Overskrift på BT.dk efter præsidentvalget i 2016: Frygter 3. verdenskrig efter Trump-sejr…)

Apropos

Donald Trump er gal. Ikke bare galt afmarcheret. Hans beslutning om at anerkende Jerusalem som Israels retmæssige hovedstad er så monumentalt forrykt at jeg har brugt det forgangne døgn på at gispe efter vejret. Man skal vide meget lidt om Mellemøsten for at forstå at Jerusalem er et afgørende stridspunkt i den israelsk-palæstinensiske konflikt. … Never mind, at USA endegyldigt lukker og slukker for muligheden af en genoptaget fredsproces… Indrømmet, det er useriøst at betegne ham som ’gal’. Jeg ved bare ikke hvad jeg ellers skal kalde hans politik.” (Adam Holm, Facebook, 7. december 2017)

Mere

“Jeg har ikke prøvet, at en dansk journalist har henvendt sig for at få en kommentar til en idé taget fra et konservativt medie. Hvis det sker, er det, fordi Fox har gjort noget outreret.” (Mads Fuglede, Journalisten, 2. september 2020)

“Journalisterne har brugt mange kræfter på Trump som person og meget lidt på de politiske resultater i perioden.” (Mads Fuglede, Udfordringen, 18. september 2020)

“Jeg bliver konstant stødt af den måde, medierne skildrer Trump. Den er meget mere kritisk end dækningen af et autoritært land som Kina. … Fox er en af de store spillere, og danske journalister må komme sig over myten om, at Fox er utroværdig. Det er forkert.” (Ole Bruun, Journalisten, 2. september 2020)

“Det, vi ser, er en af de største skandaler i dansk journalistik, fordi det viser en manglende pluralisme og en manglende evne til at søge pluralismen. … Hver dag er der en Trump-historie, og ingen reflekterer bagefter over: Var det rigtigt, eller var der flere nuancer på det? … dele af hans politik kan godt være fornuftig.” (Bent Blüdnikow, Udfordringen, 18. september 2020))

“Medierne giver ofte et meget unuanceret billede af, hvad der foregår. … Som dansk journalist skal man vide, at CNN ikke længere er den tilstræbt objektive nyhedskilde. Det har valgt side, fordi der er seere i at placere sig som en station, der hader Trump.” (Jesper Steinmetz, Udfordringen, 18. september 2020)



6. februar 2020

Blüdnikow om den 60-årige ungkommunist Thomas Heurlin: ‘Hurra, kystbanesocialisterne lever’

Jeg har flere gange blogget om Thomas Heurlin, der ofte er en del af panelet i ‘Det, vi taler om’, hvor man ofte fornemmer det kommunistiske udgangspunkt. Selvom han bor i mondæne Hellerup, mener han problemet med indvandrere på Nørrebro er overdrevet, og det er trods alt ulig nemmere at dyrkere multikulturen i ambassadekvarteret. Forleden blev han interviewet til Berlingske, blandt andet om hans seneste narko-rejse til Asien.

Den gode Bent Blüdnikow kommenterer, Groft sagt.

Hurra, kystbanesocialisterne lever (ikke online pt.)
For år siden talte man om kystbanesocialister. Det var typer fra Gyldendal, DR og Politiken, der levede i sus og dus og boede i de rige områder i Nordsjælland og stemte på venstrefløjspartier.

Denne Groft sagter troede i sin naivitet, at den type venstreorienteret luksusmenneske var en saga blot, men det viser sig, at han eksisterer i bedste velgående. Berlingske har netop bragt et portræt af den 60-årige Thomas Heurlin, der lever af at producere fjernsyn til DR og ‘krydrer tilværelsen med en 29-årig hustru, en hurtig Harley og gode piller.’ Heurlin har en fortid som særdeles aktiv DKP-kommunist, men stemmer nu på Enhedslisten. Han udviser overhovedet ingen anger over sin totalitære fortid. Nu lever han et luksusliv og bor i en villalejlighed i Hellerup.

Det er skønt at få bekræftet sine mest dæmoniske fordomme. Tænk at et så dobbeltmoralsk menneske ganske uforfærdet i Berlingske videregiver sine socialistiske tanker og understreger hykleriet med sætningen:
‘Jo, det er vigtigt for mig at have fine ting.’

Oploadet Kl. 11:02 af Kim Møller — Direkte link22 kommentarer
Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper