10. maj 2018

Berlingskes Bent Bludnikow: “Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker.”

Bent Bludnikow om professor Emeritus Bent Jensen. Fra Han tør tale de venstreorienterede imod, trykt i gårsdagens udgave af Berlingske.

“80 år torsdag. Bent Jensen har påvist kommunismens tragedie og kæmpet mod alle totalitære ideologier.

Man sagde, at Bent Jensen var en farlig mand. Ja, ond og småfascistisk. Man kaldte ham ‘Sorte Bent’. Jeg ved det, for jeg gik på hans hold i 1970erne på Historisk Institut, Københavns Universitet, hvor de studerende havde palæstinensisk tørklæde på for at vise deres revolutionære kampvilje, og lærerne løb med de socialistiske vinde. Hans brøde var, at han sagde de venstreorienterede imod og havde den frækhed at skrive en bog
‘Stalinismens fascination og danske venstreintellektuelle’ (1984) om de danske venstreorienteredes medløberi.

Det blev aldrig tilgivet. I aviser som Information og Politiken var der en evig snerren, og Bent Jensen, som fylder 80 år 10. maj, blev ikke inviteret ind i Danmarks Radio for at forklare, hvad han mente, hvorimod DR lod en hærskare af venstreorienterede bortforklare kommunismens tragedie.

Hans synspunkter var ellers veldokumenterede og fornuftige og deles vel nu af stort set alle. Bent Jensen skildrede i bøger den totalitære kommunisme og de millioner, som var blevet myrdet under Lenins og Stalins regimer fra 1917 til 1953. Det var synspunkter, der var særdeles ilde hørt, ikke blot blandt socialister, men også blandt pæne borgerlige, for hvem borgerligheden var en skønhedskonkurrence, hvor man skulle se godt ud blandt dem, der dominerede i tidsånden, og det var socialisterne.

Bent Jensen er de sidste 50 års mest betydningsfulde danske historiker. Med sine værker og indlæg i debatten har han været med til at få folk til at forstå, at vi må indddrage alle totalitære ideologiers hærgen, ikke blot nazismen og fascismen, for at forstå det 20. århundrede. På trods af denne enestående indsats er han aldrig blevet medlem af Videnskabernes Selskab, hvilket i sig selv er en skandale, der siger noget om, hvor svært det er i Danmark at anerkende store ånder.”

(Søren Krarup og Bent Jensen, til førstnævntes 75 års-fødselsdag, oktober 2017)



7. april 2018

Geoffrey Cain: Toneangivende historikere ‘præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden’

Afvist kronik af cand. mag. et art. Geoffrey Cain. Det meste er kendt viden for Urias-læsere, men kronikken giver et ganske fint oprids.

Upålidelige opslagsbøger

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden

​Et nyt begreb, man ofte hører, er ‘fake news’. Det betyder manipulering, halve sandheder og i visse tilfælde direkte løgn. Men er det et nyt fænomen? Nej, det er det bestemt ikke. Det har sikker eksisteret siden hedenold, men når det drejer sig ikke kun om avisartikler men om autoritative opslagsværker, er der fare på færde.

Historiker og udenrigsminister Peter Munchs store Danmarkshistorie var skrevet som et opslagsværk. Dvs. en kilde, man kunne stole på. Men den var desværre skrevet med en klar prosovjetisk drejning og det samme kunne man sige om mange andre tilsyneladende pålidelige kilder. I nyhedernes verden har Dagbladene Politiken og Information gjort præcis det samme som Peter Munch. De har bare fortsat, hvor han slap, og linjen er senere blevet fulgt op af de store leksika.
Men ikke uden protest. For nogle år siden gjorde historikeren Bent Blüdnikow opmærksom på, at Den store danske encyklopædi havde politisk slagside. Påstanden vakte meget røre og fik udgiverne til at frembringe en mere balanceret netudgave, der inkluderede en del ting, den oprindelige encyklopædi ikke havde interesseret sig for.

Eksempelvis antallet af kommunismens ofre. Men det var de oprindelige leksikonforfattere ikke glade for. ‘Det er et grotesk knæfald for en meget højtråbende kritik, som ikke har noget på sig’, indvendte dr. phil. Morten Thing. Blüdnikow var gået alt for langt, mente han, selvom han efter undertegnedes mening gik aldeles ikke langt nok. Han kunne nemlig godt have taget Lademanns Leksikon med i samme bedømmelse, fordi det led af samme skævhed: Den gav alle, der slog op i det, det klare indtryk at det kommunistiske Sovjetsystem ikke var stort værre end et hvilket som helst andet lands statsform. Godt nok var det slemt, men også vi gjorde slemme ting, antydede Lademanns, der – ligesom Den store danske encyklopædi – undlod at nævne, at vigtige forfattere som Majakovskij, Vandurskij, Mandelsjtam, Bergson, Babel, Kolcov m.fl. alle blev myrdet efter Kremls ordrer. Hvorfor blev det ikke omtalt? Er mord dekreteret fra højeste sted en uvigtig detalje? Det standpunkt kan man vanskeligt forsvare, al den stund visse amerikanske forfatteres kranke skæbne i McCarthy-tiden udførligt er nævnt i samme leksikon.

Og sådan er det hele vejen igennem. Selv når Lademanns får sig til en nævne en likvidering i kommunistisk regi, bliver vægten lagt på individer og ikke på systemet. Det var Stalin der enemand havde ansvaret for kz-lejrene, ikke kommunismen. Og skulle man endelig pege finger ad nogen, var det snarere vores eget kapitalistiske Vesten, der havde det egentlige ansvar for verdenssituation. De skyldige er os selv.

Denne tradition for selvrevselse fortsætter nu i en ny udgave. Det er ikke så meget det kapitalistiske Vesten, der er i skyld i klodens misere, det er det kristne Vesten, og det sagesløse ‘offer’ er ikke længere den stakkels dæmoniserede kommunistiske verden men den stakkels dæmoniserede islamiske ditto.

Og nu som dengang er det de højeste autoriteter på området, der kolporterer tanken. To af dem, dr. phil. Jørgen Bæk Simonsen og professor dr. phil. Jacob Skovgård Petersen er blevet set efter i sømmene af Klaus Wivel i Weekendavisen. Førstnævnte Jørgen Bæk Simonsen har – med sin baggrund som tidligere direktør for det Danske Kulturhus i Damaskus – længe talt varmt om syrernes religiøse tolerance. I 2006 sagde han i Danmarks Radio, at de arabiske lande har en ‘århundredlang tradition for at være meget forskellige. ‘Her er indbyrdes varianter af forskellige udformninger af, hvad det vil sige at være menneske’. Så her kunne vi i Vesten lære en hel masse. Hvis påstanden var sand. Men det er den ikke.

Minoriteterne er forfulgte i Syrien ligesom i det meste af den muslimske verden, og tolerancen er en illusion. Så hvordan kunne en professor i faget lide af den slags vrangforestillinger, spurgte Klaus Wivel. Men uden at få svar. Og så er der daværende leder af Dialoginstitut i Cairo, Jakob Skovgaard-Petersen. I 2008 skrev han en bog om Egyptens berømte universitet al-Azhar – uden at fortælle, at dette universitet ikke lukker jøder og kristne ind. Samtidig roste han den indflydelsesrige Sheikh Yusuf Qaradawi for at være blevet mere demokratisk, selv om han var forblevet ‘autoritær’. Og det må man sandelig sige, at han var. Qaradawis fatwa mod den franske filosof Robert Redeker har nemlig resulteret i, at Redeker nu på sjette år lever under jorden pga. konstante dødstrusler. Qaradawi har også rost Hitlers jødeudryddelse, hvilket Skovgaard-Petersen ikke fandt relevant at omtale.

Pudsigt nok ser man i denne virkeligheds- og historiefordrejning de samme retoriske trick, som Peter Munch brugte. Han anvendte ikke ordene ‘erobring’ og ‘tvangsindlemmelse’ om den sovjetiske ekspansion. Han skrev, at ‘området blev erhvervet’. Og nøjagtigt samme forskånende udtryk finder man i Politikens Islam leksikon ved Jørgen Bæk Simonsen. Her er et lille eksempel. Den fanatiske muslimske sekt Almohaderne hvis sejrstog gennem Nordafrika ifølge the University History of the World ‘efterlod et spor af blod fra Sydspanien til langt hinsides Marokkos grænser’, omtales på en ganske anden måde af Bæk Simonsen. Han skriver, at muslimerne opnåede ‘kontrol med’ de områder de underlagde sig. De erobrer aldrig. Ejheller koloniserer de eller optræder som imperialister. De ‘opnår bare kontrol’. Samme skånsomhed ødsler leksikon’et ikke på korsfarerne, der – fy, fy skamme sig – tillod sig at ‘generobre’ det Hellige Land. Ja, sikke nogen slyngler, ikke sandt?

Men hvad siger Islam Leksikon om muslimernes egen erobring af Mellemøsten, (og senere Spanien, Centralasien og Nordindien)? Der gik det tilsyneladende anderledes civiliseret til. ‘Det lykkedes de numerisk underlegne muslimer at tilkæmpe sig den politiske kontrol over hele Mellemøsten’, skriver Bæk Simonsen, idet han nærmest får det til at lyde, som om de stemte dørklokker på samme måde som vore dages Jehovahs Vidner. Det gjorde de som bekendt ikke, og her er der tale om en videnskabelig uredelighed begået af en, som utvivlsomt ved bedre besked. Og herom kan man sige følgende. På overfladen er Islam leksikon en nøgtern – omend ret studentikos – beskrivelse af islam og muslimske begreber.
​ ​
Men det er også mere end det. Det er også en hyldest til islam, som noget ædelt der ikke frembyder nogen som helst fare for Vesten. Det er fordi den i bund og grund ikke er meget forskellig fra vores vestlige samfund, siger Bæk Simonsen, og han kan heller ikke dy sig for gang på gang at indflette passager, der opfordrer til accept af indvandring. Så summa summarum dette: Hans leksikon er ikke blot politiserende, den er i virkeligheden missionerende. Videnskabelig stringens er der ikke tale om, og i visse tilfælde overskrider teksten grænsen mellem en vinklet (dvs forudindtaget) virkelighedsbeskrivelse og direkte usandheder.

Vi får at vide, at de fleste muslimske lande praktiserer børnebegrænsning. Men dette dementeres grundigt af bl a. Pew Research, hvor det fremgår, at det er er netop i de muslimske lande, at det praktiseres mindst! Hvilket også forklarer deres massive befolkningstilvækst. Men er den slags fordrejninger virkeligt så alvorlige? Svaret er ja. Det er en forudsætning for debatten – og for demokratiet – at de involverede parter ved, hvad de taler om.

Ytringsfriheden og stemmeretten er af ringe værdi, når de, der bruger dem, ikke har adgang til reel viden men kun et simulacrum heraf. Forfattere som de nævnte præsenterer os i virkeligheden for en konstrueret verden. I stedet for at være en guide og et orienteringslandkort er det en labyrint, som vi aldrig kan finde vej ud af, fordi skiltene viser forkert.



11. januar 2018

Danmark-hadende Lars von Trier får pris for ‘fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur’

Filminstruktør Lars von Trier har i årtier opført sig som et opmærksomhedssøgende barn, og for en hvid dansker er der ingen større forbrydelse end borderline-antisemitisme. Udenlandske medier kædede hans udtalelse sammen med den danske højredrejning, og glemt var tilsyneladende mandens årelange had til Danmark og danskerne. Det hele opsummeres fint i hans barnlige protest imod Haarders Kulturkanon, hvor han demonstrativt klippede korset ud af Dannebrog. Lidt i stil med venstreradikale kunstnere, der år forinden farvede Dannebrog Moskva-rød.

Fra B.dk – Lars von Trier får Sonningprisen på trods af anklager om antisemitiske udtalelser og krænkende adfærd.

“Filminstruktør Lars von Trier er årets modtager af Sonningprisen på en million kr. … Sonningprisen tildeles for et ‘fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur’.

Ud over sit kunstneriske virke har Lars von Trier vakt opsigt med provokerende udtalelser. I 2005 kaldte han den daværende amerikanske præsident, George W. Bush, for ‘et røvhul’ ved en pressekonference i Cannes. I 2011 skabte det opsigt, at han udtalte sig forstående over for nazilederen Adolf Hitler:

‘Jeg forstår Hitler, men jeg tror, at han gjorde nogle ting, som var helt forkerte. Absolut. … jeg tror, at jeg forstår manden. Han er ikke, hvad vi kalder en god dreng, men jeg forstår meget om ham og sympatiserer en lille smule med ham’. …

Rektor for Københavns Universitet Henrik C. Wegener, der er formand for Sonning Komiteen, siger om disse sager:

‘Sonning Komiteens bestyrelse læner sig op ad en indstilling fra Akademirådet, og den indstilling forholder sig til Triers kunstneriske værk og bidrag til europæisk kultur og forholder sig ikke som sådan til personen og hans udtalelser. Vi har drøftet det samlede billede…’

‘I den helhedsvurdering, vi lavede, var Triers indsats til fulde nok til at give ham prisen. Vi forholdt os også til kunstneren, og vi fandt ham værdig. …'”

(Lars von Trier skænder Dannebrog, 2006; Collage: Uriasposten)

“… det danske svastika. Det burde samles ind og afbrændes.” (Lars von Trier om Dannebrog; TV2 Zulu, 24. marts 2001)



31. oktober 2017

USA: Hillary-fløj betalte for rapport, der ‘berettede om Trumps skandaler og samarbejde med russerne’

‘Leoparddrengen’, der har 21.000 følgere på Twitter, rettede søndag et angreb mod Berlingske, på grund af avisens bloggosfæriske ‘bataljon af hadspredende galninge’. Identiteten fik støtte fra Paula Larrain, tidligere vært på TV-avisen, der mente redaktør Tom Jensen burde ‘tage kritikken’ til efterretning. Hun var aktiv hos De Konservative for blot to valgperioder siden.

Jeg gætter på, at Larrain & Co. også er bekymret over Bent Blüdnikow-klummen ‘USA set med borgerlige briller’. Fra B.dk – Amerikanske journalister er i chok.

“I sidste uge kom en afsløring, der rystede journalisterne i den etablerede presse. Washington Post skrev tirsdag, at Hillary Clintons kampagnestab og Det demokratiske Partis organisation sammen havde betalt for den rapport om Donald Trump, der berettede om Trumps skandaler og samarbejde med russerne. Det var denne rapport, udarbejdet af den britiske fhv. efterretningsmand Christopher Steele, der berettede, at Trump havde været sammen med russiske ludere på et hotel og at de havde tisset i den seng, hvor præsident Obama og hans hustru tidligere havde sovet. Saftige sager hvoraf intet indtil nu er dokumenteret, men som blev gentaget og gentaget i amerikansk og europæisk presse.

Clinton-staben og Det demokratiske Partis organisation kanaliserede pengene hemmeligt gennem et advokatfirma ved navn Perkins Coie, som betalte et selskab ved navn Fusion GPS, der så igen havde fået fat i Cristopher Steele. Det vil sige, at Clinton-staben og demokraterne samlede smuds med baggrund i russiske kilder for at sværte en præsidentkandidat til. Clinton-folkene og demokraterne tav om deres aktive andel i kampagnen og løj systematisk over for journalisterne. Journalisterne var lette ofre, for de var så forhippede på at få noget skidt på Trump og hans stab, at de blindt troede på alle oplysninger. …

Sagen rejser spørgsmål om FBIs ageren generelt og endnu en sag ryster FBI, fordi det nu er kommet frem, at russerne betalte store beløb til Clinton-parrets fond i 2009-2010, samtidig med at russerne erhvervede rettigheder til forekomster af uran i USA. Det skete i den periode, hvor FBIs leder var Robert Mueller – ja, den samme Robert Mueller, som er sat til at undersøge om Trump-staben intrigerede med russerne. …

Wall Street Journals kommentator Kimberley A. Strassel skriver: ‘Hvis Steele-rapporten endte hos det demokratiske partis organisation og Clintons politiske medarbejdere, så kan du bande på, at den også havnede i Obamas Hvide Hus. Dette forklarer måske, hvorfor Obamas politiske aktører begyndte at aflytte Trump-staben. De ledte efter noget afslørende, noget der kunne diskvalificere Trumps kandidatur. …’

En af de interessante aspekter af de sensationelle nye afsløringer er, at journalisterne fra de etablerede medier, som har brugt store ressourcer for at finde noget snavs om Trump, nu er i chok.”



22. oktober 2017

Blüdnikow om DR-serie: “Unge mennesker misinformereres. Det er politisk propaganda i år 2017.”

Det er altid godt med konkret kritik af DR-udsendelser, men det eneste der for alvor batter er nu engang fyrede journalister og arbejdsløse dramatikere. Sejrherrerne skriver historien, og SR-alliancen er altdominerende i DR Byen. Jo tættere vi kommer på nutiden, jo mere vil det blive tydeliggjort.

Bent Blüdnikow anmelder DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig, 10. afsnit i serien. Fra B.dk – Usandheder og manipulation i DRs historieserie.

“I forrige afsnit af DRs danmarkshistorie var der fem klip med Politiken og ingen med Berlingske Tidende eller Nationaltidende. …

Dette sidste afsnit af danmarkshistorien er værre. Afsnittet starter i 1942 og omtaler den voksende modstand mod tyskerne. Man ser socialdemokraten Inger Merete Nordentoft blive arresteret af tyskerne og beskrevet som medlem af modstandsbevægelsen. Så toner amatørhistorikeren, forfatteren Pia Fris Laneth frem og siger:

‘Hun var en del af den kulturradikale bevægelse i 1930erne, hvor intellektuelle, socialdemokrater og kommunister så det som deres vigtigste opgave at bekæmpe fascismens menneskesyn og propaganda. De gik ind for lighed mellem kønnene og de gik ind for demokrati.’

Det er usandt. Mange kulturradikale i 1930erne var stærkt kommunistisk påvirket, og de og kommunisterne gik ikke ind for demokratiet.

Dernæst træder Politikens fhv. chefredaktør Bo Lidegaard frem og taler om Jens Otto Krag og dennes store sociale indignation. I afsnit otte var det arbejderlederen Louis Pio, der var helten. I forrige afsnit var det socialdemokratiets leder Thorvald Stauning, som blev hyldet for at skaffe lighed og retfærdighed til landet.

Og i dette afsnit er det Jens Otto Krag, der fuldkommen fylder skærmen ud i bogstaveligste forstand. Han prises i scene efter scene for sin indsats for landet, og der er ikke et ord om, at han under besættelsen var en fortaler for et nært økonomisk samarbejde med Tyskland. Bo Lidegaard får ordet gentagne gange for at prise Jens Otto Krags indsats for at fremme et velfærdssamfund. Ikke en eneste borgerlig politiker nævnes.

Frihedskampen er sporadisk beskrevet og den repræsenteres af Inger Merete Nordentoft og bl.a. de kommunistiske arbejdere på arbejdspladsen B&W, hvis indsats for at skade tyskerne omtales. I en scene, der beskriver modstandsviljen, ser man en ung mand plante det kommunistiske flag med hammer og sejl.

Der er ikke en eneste borgerlig frihedskæmper eller organisation nævnt og heller ingen borgerlige politikere. Væk er præsten Kaj Munk, den konservative leder og modstandsmand Christmas Møller og de andre borgerlige, der kæmpede mod nazismen. Ikke en eneste er nævnt. …

Pludselig er vi ude af krigen og i 1945 og fortællingen vender tilbage til Inger Merete Nordentoft. Vi får at vide, at man både i kommunistiske kredse og udenfor havde ‘begejstring’ for Sovjetunionen for de ofre, landet havde ydet i kampen mod nazismen. Men der er ingen oplysning til unge mennesker om, den tragiske virkelighed, nemlig at Stalin først havde sluttet en pagt med Nazityskland og siden havde ofret millioner af landsmænd i håbløse angreb og deporteret andre millioner til Gulag.

Alt dette er mørkelagt, og det er sikkert, fordi det kunne skæmme heltebeskrivelsen af Inger Merete Nordentoft, der meldte sig ind i kommunistpartiet efter krigen. Det var der mange, der gjorde, men Nordentoft meldte sig først ud efter Sovjetunionens invasion i Ungarn i 1956, hvilket serien omhyggeligt beskriver med Nordentoft i nærbillede. Men serien spørger ikke, hvorfor hun ikke meldte sig ud før, for også tiden kort efter krigen var en terrortid, hvor Stalin sendte millioner til Gulag og lavede skueprocesser bl.a. mod jøder. Det var der klar dokumentation for, men Nordentoft tav og det samme gør DR nu.

Serien slutter med Den kolde Krigs afslutning, og man giver selvfølgelig æren for optøning og samarbejde til kommunisten Mikhail Gorbatjov og ikke til Ronald Reagan. Det er også her den eneste korte bemærkning om de borgerlige politikere finder sted, idet det nævnes, at den borgerlige regering i 1970erne skar økonomisk ned, hvilket ramte mange familier, men dog reddede økonomien.

DR har med dette afsnit lavet en politisk ensidig og useriøs udgave af danmarkshistorien. Unge mennesker misinformereres. Det er politisk propaganda i år 2017. Borgerlige politikere med en historisk bevidsthed og kampmod burde protestere.”

(Collage: Wikipedia v/Jan Friberg, DRs danmarkshistorie: Velfærd og kold krig)

Oploadet Kl. 11:13 af Kim Møller — Direkte link37 kommentarer


8. august 2017

Bent Blüdnikow om Trump og journalisters ‘traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier.’

Bent Blüdnikow i Berlingske – Medierne forvrænger den amerikanske virkelighed.

“I næsten samtlige borgerlige medier fra Wall Street Journal til National Review har kritikken af Trump været særdeles hård. … Men der har ikke fra borgerlig side manglet kritik af de etablerede medier som Washington Post, New York Times og bl.a. CNN. Fra at være medier, der ville gengive virkeligheden til den amerikanske befolkning, er disse medier blevet et oppositionsparti og har skrottet de journalistiske dyder. Alt kan nu bruges i kampen om at vælte Trump. Fra administrationens tidligere Obama-embedsmænd flyder en strøm af anonyme oplysninger til pressen, der holder gryden i kog. … For de borgerlige er der anledning til undren over, at de medier, der i otte år under præsident Obama var ganske kritikløse, nu bruger alle sager til at kaste mistanke over Trump-regeringen.

Blandt mange eksempler kan nævnes Trump besøg i Europa i juli og han tale i Polen om de vestlige værdier og nødvendigheden af at forsvare dem. Talen blev af borgerlige amerikanske medier modtaget som en næsten Reagansk tale og rost til skyerne. I de etablerede medier blev talen rakket ned og kaldt udtryk for hvid racisme. Hvad de fleste medier hæftede sig ved – ikke mindst i Europa – var, at den polske præsidentfrue ikke trykkede Trumps udstrakte hånd, men gik hen til Melania Trump. Da præsidentfruen senere forklarede, at hun blot havde fulgt etiketten ved at trykke kvindens hånd først, blev det ikke gengivet i medierne. Man ønskede den negative historie og fortalte ikke, at Trump havde givet en forrygende tale.

… Der sker nemlig positive ting under Trump-regeringens korte levetid. Aktierne slår den ene rekord efter den anden. Job-tallene er gode og stadig flere kommer i arbejde. Regeringen har gang i en deregulering af love og regler for bl.a. erhversvlivet, der er med til at øge optimismen. Og ikke mindst har Trump øget tilliden til amerikansk udenrigspolitik, fordi han har vist, som fvh. chefredaktør Anna Libak bemærkede i Berlingske, at USA nu igen er parat til at bruge magt. … kun lidt af dette får plads i de etablerede amerikanske medier og slet ikke i de europæiske, hvor de negative kulørte historier totalt dominerer.

Sådan har det været i årevis. Præsident Reagan var bare en dum skydegal cowboy og præsident George W. Bush var dum og reaktionær. Præsident Obama var derimod et geni, ifølge de samme euorpæiske medier, både i de borgerlige og i de røde.

Republikanske politikere er altid blevet behandlet dårligere end demokratiske. Det skyldes, at journalisterne altid refererer fra de røde medier og hentede og stadig henter deres historier fra venstreorienterede aviser som Guardian, New York Times og f.eks. det israelske Haaretz.

Det skyldtes sandsynligvis ikke manglende åndsevner til at orientere sig i andre medier eller en bevidst politisk slagside, men en traditionsbunden kærlighed til venstrefløjsmedier. Resultatet bliver en forvrænget virkelighed.”



13. juni 2017

Comey under høring: New York Times-historie om Trump-folks samarbejde med russerne er ‘nonsens’

Politikens Kristian Madsen giver på Facebook udtryk for, at Bent Blüdnikows kritik af New York Times og Washington Post tenderer ‘fake news’, og får støtte fra Niels Bjerre-Poulsen (‘Bludnikows og Trumps fælles martyrium’), en af de mest citerede USA-eksperter. En kvindelig Berlingske-læser bruger i samme tråd ‘dybt konservativt’, som skældsord, og lige akkurat her kan man se at Danmark er et lille land. Trump-hadet er religiøst.

Herunder det meste fra den oprindelige kommentar. Sakset fra Berlingske – Den sørgelige tilstand i amerikansk presse.

“Der har været Senatshøring med FBIs direktør James Comey. De etablerede medier som Washington Post, New York Times og CNN havde forberedt det store show.

Man håbede, at sceancen ville blive katastrofal for Trump og måske bane vej for en rigsretssag. Man håbede, at James Comey ville sige, at Trump havde forhindret ham i at lade FBI undersøge Trump-folkenes samarbejde med russerne, og så ville man have Trump på gaflen.

James Comey lagde ikke skjul på sin mistillid til præsident Trump, men der var ikke skyggen af bevis for, at Trump havde forsøgt at forhindre en bred undersøgelse af Rusland-sagen.

Trump havde muligvis forsøgt at lade sin forhenværende rådgiver Michael Flynn slippe billigt, men der var ikke bevis for noget kriminelt.

Borgerlige medier som Wall Street Journal konkluderede: ‘James Comeys første optræden efter sin fyring i Senatet torsdag blev et politisk antiklimaks uden nogen større afsløringer om et eventuelt samarbejde mellem Trump og Rusland eller om præsidentens mulige forsøg på at afspore undersøgelsen.’

Skuffelsen hos blandt andre New York Times var da også høj som en skyskraber. …

Men én interessant oplysning kom der ud af Comeys høring. Den republikanske senator James Risch spurgte ham, om en nyhed i New York Times fra 14. februar 2017, der berettede om, at Trump-staben og russerne havde samarbejdet, var sand. James Comey svarede, at artiklen var ‘nonsens’ og ‘falsk’. Comey berørte dermed et kæmpeproblem for pressen, nemlig at deres artikler om Trump og hans stab er fyldt med rygter, anonyme kilder og ikke-dokumentérbare påstande. Der er ikke længere en solid efterprøvning af værdien i de trykte artikler.

Årsagen er, at hadet til Trump er blevet den drivende kraft. Wall Street Journals kommentator Kimberley A. Strassel skriver, at vi får et forvrænget virkelighedsbillede fra medierne, der nu primært drives af et ønske om at afsætte Trump.

Strassel skriver, at selv om der intet nyt er om beskyldningerne om Trumps eventuelle samarbejde med russerne, og selv om der ikke er bevis for, at der rent faktisk var et samarbejde, er medierne hver dag fyldt med tynde historier om netop det: ‘Kun få forventer noget bedre fra medierne. Specielt når man tager i betragtning, at deres nye mission er at samarbejde med demokraterne og Aldrig-Trumpisterne for at få Trump til at gå af. Det betyder en bølge af strategiske læk og formodninger, som skaber nye kontroverser, som er spundet ind i endnu fjernere skandaler (…) Resultatet er en absurd situation, hvor den næsten hysteriske pressedækning af personen Trump (en potentiel russisk agent) er fuldkommen adskilt fra de politiske initiativer, som hans administration er i gang med. Trumps administration, som omfatter nogle af landets bedste politiske reformatorer i den konservative verden, er metodisk i gang med at deregulere samfundet.’

Fra de amerikanske etablerede medier spredes denne utroværdige og forvrængede dækning ukritisk til europæisk presse. …

Intet har været mere afslørende for den sørgelige tilstand i amerikansk presse – og specielt for New York Times – end fyringen af avisens kvindelige læserredaktør, der skulle sørge for pålidelighed, og at presseetikken blev overholdt i avisen.

Hun hedder Liz Spayd, og allerede tidligere i år var hun fremme med kritik af journalister fra New York Times, der åbent erkendte deres had til Donald Trump og proklamerede på de sociale medier, at New York Times skulle kaste sig ind i kampen for at få ham fjernet.

Det førte til en intern magtkamp, der for to uger siden endte med, at hun blev fyret. Dermed fjernede avisen den sidste på bastionen, der kæmpede for en fair journalistisk standard.”



13. april 2017

USA: Obama-rådgiver søgte efterretninger om ‘Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner’

Det siger alt om mediernes indspisthed, at de på den ene side kan angribe Trump-lejren med baggrund i lækkede efterretninger om russiske forbindelser, og samtidig kan affærdige aflytning af Trump-lejren som værende fake news. Ikke alle alternative vinklinger er i sagens natur gode, men to plus to giver stadig fire.

Bent Blüdnikow gennemgår sagen i Berlingske – Obamas medarbejder søgte efterretningsoplysninger om Trumps folk – det er ikke ‘fake news’.

“Da præsident Trump tweetede, at fhv. præsident Barack Obama havde ‘aflyttet’ ham, beskrev de etablerede medier som New York Times, Washington Post og CNN det som en fuldkommen udokumenteret påstand. I sidste uge kom det imidlertid frem, at Obamas sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en række tilfælde bad om at se identiteten på de Trump-medarbejdere, som var nævnt i efterretningstjenesternes rapporter.

I første omgang nægtede Susan Rice at svare på henvendelser om sagen fra flere journalister, men i løbet af tirsdagen sagde hun til MSNBC, at hun ganske rigtigt havde bedt om at få identiteten oplyst på flere Trump-medarbejdere, men at dette var normal procedure, lovligt og at hun ikke havde gjort det af politiske årsager, men for at forstå de efterretningsrapporter, som hun havde læst, rigtigt i dybden. Hun sagde, at hun ikke havde lækket disse navne og at anklagen var ‘komplet falsk.’

Efterretningsrapporterne indeholdt, ifølge oplysninger fra bl.a. Drudge Report, konklusioner om samtaler, der var optaget mellem udenlandske diplomater, der talte om Trumps hold. De omfattede også nogle gange kommunikation mellem Trumps folk og udenlandske diplomater. Rapporterne indeholdt følsomme oplysninger om, hvem Trump mødtes med og deres holdninger til udenrigspolitik.

Denne nye udvikling styrker mistanken om, at Trump måske alligevel havde fat i noget rigtigt, da han 4. marts erklærede i et tweet, at Obama havde ‘aflyttet mig’ i Trump Tower. Sagen om Rice er desuden interessant, fordi New York Times under valgkampen kunne nævne personer fra Trumps hold, som efterretningstjenesten var interesseret i på grund af deres russiske kontakter.

Mens de borgerlige medier forfølger sagen intenst, så har mainstream medier som New York Times, Washington Post og CNN været meget langsomme med at følge op på sagen. … I disse medier er det stadig Trump-folkenes evt. samarbejde med russerne for at vinde valget, der er den eneste historie.

Interessant i den sammenhæng er Wall Street Journal, der er borgerlig, men har lagt sig på en Trump-kritisk linje. Avisen har en høj grad af troværdighed og den har nu i tre ledere i sidste uge beskæftiget sig med Susan Rice-sagen:

‘Vores kilde bekræfter, at Rice også undersøgte dusinvis af andre efterretningsprapporters konklusioner, som teknisk skjuler Trump-folks identiteter, men var skrevet på en sådan måde, at det blev åbenlyst, hvem de var. Dette betød, at tilsløringen i hovedsagen var meningsløs. Alt dette er højst usædvanligt og bekymrende (…) Rice havde intet logisk behov for at afsløre Trump-kampagnens ansatte andet end af politisk nysgerrighed (…) Vi har fået at vide af en kilde, der har set de afslørede dokumenter, at de omfattede politisk information om Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner.

Wall Street Journal kritiserer i lederen demokraterne og den etablerede presse for ikke at tage sagen alvorligt: ‘Intet af dette skal hindre undersøgere i at kigge efter Trumps russiske forbindelser. Se endelig efter hvor de oplysninger leder hen. Men medierne er løbet som vilde bæster efter den historie og ignorerer, hvordan Obama-administrationen muligvis har misbrugt indenrigsk overvågning til politiske mål. Amerikanerne fortjener at kende sandheden om begge sager.'”

Oploadet Kl. 07:36 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


10. oktober 2016

Blüdnikow: Øvig nedtoner ideologien, tror at BZ’ernes ‘idealisme’, var bedre end ‘fascisternes idealisme’

Selvom Peter Øvig Knudsens BZ-bog kritiseres af venstreradikale, så betyder det ikke, at hans fortælling udgør den fulde sandhed. Kronik af historiker Bent Blüdnikow i Berlingske – Historien om BZ som Øvig ikke ville fortælle.

“Peter Øvig Knudsen har netop udgivet et værk om BZ-bevægelsen, men den mest opsigtsvækkende del af bevægelsens historie bliver kun strejfet med to linjer i bogen.

Sagen er, at BZ-bevægelsens medlemmer og dens forgreninger fra 1985 begik terrorlignende angreb på rejsebureauer, der solgte rejser til Israel og overfaldt handlende, der solgte israelske varer. Ofrene blev behandlet brutalt, og et angreb mod et rejsebureau i København havde nær medført alvorlige skader på mennesker. Denne aktivitet medførte, at den danske BZ-bevægelses aktion havnede på internationale terrorlister, hvad Blekingegadebandens aktiviteter aldrig gjorde. Denne del af bevægelsens historie undgår Peter Øvig Knudsens at berøre.

I begyndelsen var BZ-bevægelsen optaget af husbesættelser, men omkring 1985 skete en radikalisering, der viste sig i BZernes kampformer, der blev mere militaristiske. I denne periode begyndte folkene i BZ-bevægelsen at fatte interesse for udenrigspolitiske emner og sympati for bl.a. terrorister i Vesttyskland.

… En fraktion af BZ-bevægelsen kaldte sig Antizionistisk Aktionsgruppe, og politiet måtte skærpe bevogtningen af både jødiske og israelske institutioner, hvilket må ses på baggrund af, at synagogen og en jødisk madbutik i 1985 var udsat for et bombeangreb udført af palæstinensere, der var kommet fra Sverige. …

I december 1988 blev Israels turistkontor, Israel Tours, i København smadret efter et meget voldsomt angreb. Godt 40 maskerede aktivister stormede rejsebureauet, og de satte derefter ild på seks containere og spærrede derved gaden, hvor bureauet lå. Indenfor greb aktivisterne fysisk fat i en ansat for at forhindre, at hun trykkede på en alarmknap. Aktivisterne smadrede derefter inventaret, hældte petroleum ud over gulvet og forsøgte at sætte ild på bureauet.

Sagen var så alvorlig, at angrebet blev nævnt på flere internationale lister over terrorangreb…

Man kan undre sig over, at denne meget alvorlige del af BZ-bevægelsens aktiviteter, der altså bragte bevægelsens aktion mod et rejsebureau på internationale terrorlister, kun får to linjer hos Peter Øvig Knudsen. Man kan spørge sig hvorfor?

Svaret må vel ligge i, at Peter Øvig Knudsen, der som skribent har udviklet og modnet sig over årene, stadig er fanget af sin fortid i den maoistiske gruppe KAP, hvor Israel og zionismen var hadeobjekter. I Øvigs bog om Blekingegadebanden er der en mangel på forståelse af dæmonien i bandens ekstreme Israel-had, som kammede over i ren antisemitisme, og i den foreliggende bog bunder udeladelsen af det ekstreme Israel-had sandsynligvis i, at Peter Øvig Knudsen aldrig selv har gjort helt op med de holdninger, der prægede ham i hans ungdoms ‘idealisme’. Og problemet er netop i både Peter Øvig Knudsens bøger og i andre tidligere venstrefløjsfolks skriverier om tiden i 1970erne og 1980erne, at de stadig tror, at aktivisterne var besjælet af en ‘idealisme’, som de synes er bedre end fascisternes ‘idealisme’.



21. oktober 2015

Enhedslisten-MF’er Pelle Dragsted erkender clearing: Jeg har læst udkast til bogen inden publiceringen

Enhedslisten-MF’er Pelle Dragsted optræder i Søren Lerche-portrættet som værende ‘Niels’, en belæst fyr han han så lidt op til. Har man lidt kendskab til miljøet, så fremgår det klart, at detaljer der involverer kendte folk som Dragsted, er clearet med dem på forhånd. Et forhold Ekstra Bladet nu bekræfter – Tidligere medlemmer af nazi-tæskehold: Autonom forfatter lyver om fortiden.

“… bogen bygger på en virkelighed, der udelukkende er konstrueret af Søren Lerche, lyder kritikken fra tidligere medlemmer af det autonome miljø.

– Det virker, som en bevidst renselsesprocess. Den ene skal opnå sin ministerpension, den anden vil forsage sine dæmoner fra fortiden, lyder kritikken fra medlemmerne, der af hensyn til deres egen plads i miljøet ikke ønsker at stå frem med navn.

Ifølge de tidligere medlemmer, som også deltog i tæskeholdets aktioner, var det ordfører i Enhedslisten Pelle Dragsted, der ofte organiserede demonstrationer, og i den forbindelse også foretog rejser til Latinamerikanske modstandsgrupper for at få inspiration til aktionerne.

… Pelle Dragsted afviser, at han bevidst skulle være udeladt i Søren Lerches bog.

– Jeg har ikke fået særbehandling i den her bog. Jeg er med på lige fod som alle andre…, lyder det fra Pelle Dragsted.

Ifølge Dragsted er han dog blevet kontaktet af Søren Lerche og har læst udkast til bogen inden publiceringen.

(Anbefales: Bent Blüdnikow i Berlingske, 19. oktober 2015: … Venstreekstremist forklædt som idealist)

Citater.

“Af og til kom Søren også i Børnehuset i Sankt Peders Stræde 17 i Indre By. … De fleste af de unge var et par år yngre end Søren. Men Niels var på hans egen alder, og Søren lærte ham at kende som en velargumenterende og belæst fyr, som han så lidt op til. Niels holdt foredrag for de andre unge i Børnehuset om marxisme og havde rejst i Sydamerika. Han havde også været aktiv i organisationen Børnemagt og havde været med til at opbygge den militante antinazistiske bevægelsen Antifascistisk Aktion i 1992.” (s. 32f)

“En forårssøndag ved tolvtiden gik Søren ind ad porten i Studiestræde 24 i Indre By. Til venstre i stueetagen lå et natværtshus for bøsser, til højre havde Enhedslisten kontor, mens ugeavisen Den Røde Tråd havde redaktionslokaler på første sal. Han skulle deltage i et redaktionsmøde på et nyt autonomt tidsskrift, der snart skulle udkomme. … En anden artikel handlede om de omfattende strejker mod privatiseringen af busdriften i Esbjerg… ‘… Vi må ikke lade dem trumfe alt igennem, bare fordi de borgerlige politikere og domstole har talt,’, sluttede Søren artiklen, der var illustreret med fotos af en pistol og ni mm-patroner og billedteksten ‘I ved nok!!!’. Søren fik ros for sine artikler, bl.a. af Niels…” (Om ‘Propaganda’, alias ‘Soran’, s. 52ff)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

Næste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper