13. april 2017

USA: Obama-rådgiver søgte efterretninger om ‘Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner’

Det siger alt om mediernes indspisthed, at de på den ene side kan angribe Trump-lejren med baggrund i lækkede efterretninger om russiske forbindelser, og samtidig kan affærdige aflytning af Trump-lejren som værende fake news. Ikke alle alternative vinklinger er i sagens natur gode, men to plus to giver stadig fire.

Bent Blüdnikow gennemgår sagen i Berlingske – Obamas medarbejder søgte efterretningsoplysninger om Trumps folk – det er ikke ‘fake news’.

“Da præsident Trump tweetede, at fhv. præsident Barack Obama havde ‘aflyttet’ ham, beskrev de etablerede medier som New York Times, Washington Post og CNN det som en fuldkommen udokumenteret påstand. I sidste uge kom det imidlertid frem, at Obamas sikkerhedsrådgiver Susan Rice i en række tilfælde bad om at se identiteten på de Trump-medarbejdere, som var nævnt i efterretningstjenesternes rapporter.

I første omgang nægtede Susan Rice at svare på henvendelser om sagen fra flere journalister, men i løbet af tirsdagen sagde hun til MSNBC, at hun ganske rigtigt havde bedt om at få identiteten oplyst på flere Trump-medarbejdere, men at dette var normal procedure, lovligt og at hun ikke havde gjort det af politiske årsager, men for at forstå de efterretningsrapporter, som hun havde læst, rigtigt i dybden. Hun sagde, at hun ikke havde lækket disse navne og at anklagen var ‘komplet falsk.’

Efterretningsrapporterne indeholdt, ifølge oplysninger fra bl.a. Drudge Report, konklusioner om samtaler, der var optaget mellem udenlandske diplomater, der talte om Trumps hold. De omfattede også nogle gange kommunikation mellem Trumps folk og udenlandske diplomater. Rapporterne indeholdt følsomme oplysninger om, hvem Trump mødtes med og deres holdninger til udenrigspolitik.

Denne nye udvikling styrker mistanken om, at Trump måske alligevel havde fat i noget rigtigt, da han 4. marts erklærede i et tweet, at Obama havde ‘aflyttet mig’ i Trump Tower. Sagen om Rice er desuden interessant, fordi New York Times under valgkampen kunne nævne personer fra Trumps hold, som efterretningstjenesten var interesseret i på grund af deres russiske kontakter.

Mens de borgerlige medier forfølger sagen intenst, så har mainstream medier som New York Times, Washington Post og CNN været meget langsomme med at følge op på sagen. … I disse medier er det stadig Trump-folkenes evt. samarbejde med russerne for at vinde valget, der er den eneste historie.

Interessant i den sammenhæng er Wall Street Journal, der er borgerlig, men har lagt sig på en Trump-kritisk linje. Avisen har en høj grad af troværdighed og den har nu i tre ledere i sidste uge beskæftiget sig med Susan Rice-sagen:

‘Vores kilde bekræfter, at Rice også undersøgte dusinvis af andre efterretningsprapporters konklusioner, som teknisk skjuler Trump-folks identiteter, men var skrevet på en sådan måde, at det blev åbenlyst, hvem de var. Dette betød, at tilsløringen i hovedsagen var meningsløs. Alt dette er højst usædvanligt og bekymrende (…) Rice havde intet logisk behov for at afsløre Trump-kampagnens ansatte andet end af politisk nysgerrighed (…) Vi har fået at vide af en kilde, der har set de afslørede dokumenter, at de omfattede politisk information om Trumps kampagnestabs møder og politiske intentioner.

Wall Street Journal kritiserer i lederen demokraterne og den etablerede presse for ikke at tage sagen alvorligt: ‘Intet af dette skal hindre undersøgere i at kigge efter Trumps russiske forbindelser. Se endelig efter hvor de oplysninger leder hen. Men medierne er løbet som vilde bæster efter den historie og ignorerer, hvordan Obama-administrationen muligvis har misbrugt indenrigsk overvågning til politiske mål. Amerikanerne fortjener at kende sandheden om begge sager.'”

Oploadet Kl. 07:36 af Kim Møller — Direkte link9 kommentarer


10. oktober 2016

Blüdnikow: Øvig nedtoner ideologien, tror at BZ’ernes ‘idealisme’, var bedre end ‘fascisternes idealisme’

Selvom Peter Øvig Knudsens BZ-bog kritiseres af venstreradikale, så betyder det ikke, at hans fortælling udgør den fulde sandhed. Kronik af historiker Bent Blüdnikow i Berlingske – Historien om BZ som Øvig ikke ville fortælle.

“Peter Øvig Knudsen har netop udgivet et værk om BZ-bevægelsen, men den mest opsigtsvækkende del af bevægelsens historie bliver kun strejfet med to linjer i bogen.

Sagen er, at BZ-bevægelsens medlemmer og dens forgreninger fra 1985 begik terrorlignende angreb på rejsebureauer, der solgte rejser til Israel og overfaldt handlende, der solgte israelske varer. Ofrene blev behandlet brutalt, og et angreb mod et rejsebureau i København havde nær medført alvorlige skader på mennesker. Denne aktivitet medførte, at den danske BZ-bevægelses aktion havnede på internationale terrorlister, hvad Blekingegadebandens aktiviteter aldrig gjorde. Denne del af bevægelsens historie undgår Peter Øvig Knudsens at berøre.

I begyndelsen var BZ-bevægelsen optaget af husbesættelser, men omkring 1985 skete en radikalisering, der viste sig i BZernes kampformer, der blev mere militaristiske. I denne periode begyndte folkene i BZ-bevægelsen at fatte interesse for udenrigspolitiske emner og sympati for bl.a. terrorister i Vesttyskland.

… En fraktion af BZ-bevægelsen kaldte sig Antizionistisk Aktionsgruppe, og politiet måtte skærpe bevogtningen af både jødiske og israelske institutioner, hvilket må ses på baggrund af, at synagogen og en jødisk madbutik i 1985 var udsat for et bombeangreb udført af palæstinensere, der var kommet fra Sverige. …

I december 1988 blev Israels turistkontor, Israel Tours, i København smadret efter et meget voldsomt angreb. Godt 40 maskerede aktivister stormede rejsebureauet, og de satte derefter ild på seks containere og spærrede derved gaden, hvor bureauet lå. Indenfor greb aktivisterne fysisk fat i en ansat for at forhindre, at hun trykkede på en alarmknap. Aktivisterne smadrede derefter inventaret, hældte petroleum ud over gulvet og forsøgte at sætte ild på bureauet.

Sagen var så alvorlig, at angrebet blev nævnt på flere internationale lister over terrorangreb…

Man kan undre sig over, at denne meget alvorlige del af BZ-bevægelsens aktiviteter, der altså bragte bevægelsens aktion mod et rejsebureau på internationale terrorlister, kun får to linjer hos Peter Øvig Knudsen. Man kan spørge sig hvorfor?

Svaret må vel ligge i, at Peter Øvig Knudsen, der som skribent har udviklet og modnet sig over årene, stadig er fanget af sin fortid i den maoistiske gruppe KAP, hvor Israel og zionismen var hadeobjekter. I Øvigs bog om Blekingegadebanden er der en mangel på forståelse af dæmonien i bandens ekstreme Israel-had, som kammede over i ren antisemitisme, og i den foreliggende bog bunder udeladelsen af det ekstreme Israel-had sandsynligvis i, at Peter Øvig Knudsen aldrig selv har gjort helt op med de holdninger, der prægede ham i hans ungdoms ‘idealisme’. Og problemet er netop i både Peter Øvig Knudsens bøger og i andre tidligere venstrefløjsfolks skriverier om tiden i 1970erne og 1980erne, at de stadig tror, at aktivisterne var besjælet af en ‘idealisme’, som de synes er bedre end fascisternes ‘idealisme’.



21. oktober 2015

Enhedslisten-MF’er Pelle Dragsted erkender clearing: Jeg har læst udkast til bogen inden publiceringen

Enhedslisten-MF’er Pelle Dragsted optræder i Søren Lerche-portrættet som værende ‘Niels’, en belæst fyr han han så lidt op til. Har man lidt kendskab til miljøet, så fremgår det klart, at detaljer der involverer kendte folk som Dragsted, er clearet med dem på forhånd. Et forhold Ekstra Bladet nu bekræfter – Tidligere medlemmer af nazi-tæskehold: Autonom forfatter lyver om fortiden.

“… bogen bygger på en virkelighed, der udelukkende er konstrueret af Søren Lerche, lyder kritikken fra tidligere medlemmer af det autonome miljø.

– Det virker, som en bevidst renselsesprocess. Den ene skal opnå sin ministerpension, den anden vil forsage sine dæmoner fra fortiden, lyder kritikken fra medlemmerne, der af hensyn til deres egen plads i miljøet ikke ønsker at stå frem med navn.

Ifølge de tidligere medlemmer, som også deltog i tæskeholdets aktioner, var det ordfører i Enhedslisten Pelle Dragsted, der ofte organiserede demonstrationer, og i den forbindelse også foretog rejser til Latinamerikanske modstandsgrupper for at få inspiration til aktionerne.

… Pelle Dragsted afviser, at han bevidst skulle være udeladt i Søren Lerches bog.

– Jeg har ikke fået særbehandling i den her bog. Jeg er med på lige fod som alle andre…, lyder det fra Pelle Dragsted.

Ifølge Dragsted er han dog blevet kontaktet af Søren Lerche og har læst udkast til bogen inden publiceringen.

(Anbefales: Bent Blüdnikow i Berlingske, 19. oktober 2015: … Venstreekstremist forklædt som idealist)

Citater.

“Af og til kom Søren også i Børnehuset i Sankt Peders Stræde 17 i Indre By. … De fleste af de unge var et par år yngre end Søren. Men Niels var på hans egen alder, og Søren lærte ham at kende som en velargumenterende og belæst fyr, som han så lidt op til. Niels holdt foredrag for de andre unge i Børnehuset om marxisme og havde rejst i Sydamerika. Han havde også været aktiv i organisationen Børnemagt og havde været med til at opbygge den militante antinazistiske bevægelsen Antifascistisk Aktion i 1992.” (s. 32f)

“En forårssøndag ved tolvtiden gik Søren ind ad porten i Studiestræde 24 i Indre By. Til venstre i stueetagen lå et natværtshus for bøsser, til højre havde Enhedslisten kontor, mens ugeavisen Den Røde Tråd havde redaktionslokaler på første sal. Han skulle deltage i et redaktionsmøde på et nyt autonomt tidsskrift, der snart skulle udkomme. … En anden artikel handlede om de omfattende strejker mod privatiseringen af busdriften i Esbjerg… ‘… Vi må ikke lade dem trumfe alt igennem, bare fordi de borgerlige politikere og domstole har talt,’, sluttede Søren artiklen, der var illustreret med fotos af en pistol og ni mm-patroner og billedteksten ‘I ved nok!!!’. Søren fik ros for sine artikler, bl.a. af Niels…” (Om ‘Propaganda’, alias ‘Soran’, s. 52ff)



24. september 2015

Flemming Rose: Politikere mfl. mener, at multikultur gør det nødvendigt at ‘begrænse ytringsfriheden’

I går fortalte jeg henkastet min frisør, at jeg på lørdag deltager i en konference i anledningen af 10-året for Muhammedtegningerne. Hun svarede, næsten spontant, at det ikke var noget at fejre, og at man skulle lade være med at krænke andre mennesker. Jeg forklarede hende venligt, at Muhammedsagen blot var et symptom på en udvikling, og hvis man ikke tog konfrontationen her, ville voldelige islamister få vetoret overfor enhver form for islamkritik. For folk flest vil fred her og nu, desværre altid være vigtigere end frihed på lidt længere sigt.

Bent Blüdnikow interviewer Flemming Rose til Berlingske – Flemming Rose kritiserer medier for at begrænse ytringsfriheden.

“Flemming Rose er aktuel med en ny bog: ‘Hymne til friheden.’ I den er han ude med riven efter politikere og meningsmagere, som han mener er ude efter at begrænse ytringsfriheden. han mener, at de i et stadigt mere og mere multikulturelt samfund er bange for ytringsfriheden, fordi de frygter, at den skaber splid og uro. han nævner konkret Danmarks Radio og Politiken som eksempler på, at der foregår selvcensur. …

I bogen skriver Rose, at han ikke er sikker på, at de store folkelige manifestationer i København og Paris efter terroren kan tolkes som en støtte til ytringsfriheden. De var nok nærmere, skriver Rose, en spontan reaktion af forfærdelse over drabene. Han tegner et billede af svære kår for ytringsfriheden i Europa og peger på, at myndighedernes skærpelse af indgreb mod såkaldt hadtale er med til at svække ytringsfriheden til fordel for at sikre social fred. Rose skriver, at politikere og meningsmagere mener, at man er nød til at begrænse ytringsfriheden i takt med at Europa får større etnisk, religiøs og kulturel mangfoldighed. Men denne tendens er farlig, skriver Rose, der opfordrer til større grad af ytringsfrihed:

‘Presset på ytringsfriheden i multikulturelle samfund er drevet af en svigtende tro på meneskerts evne til at forvalte sin frihed og øve selvkontrol.’ …

Flemming Rose kritiserer i bogen Danmarks Radio, der har bestemt, at Muhammed-tegningerne ikke skal vises og skriver at forbuddet er drevet af frygt: ‘Sandheden var selvfølgelig, at seerne først fik deres vilje, hvis de greb til trusler og vold og demonstrerede, at de mente det alvorligt.’

Oploadet Kl. 15:30 af Kim Møller — Direkte link19 kommentarer


27. marts 2015

Mads Brügger forlod mediernes røde kapeller: “… jeg fortryder at jeg ikke gik ind i kampen tidligere”

Mads Brügger har aldrig været en af de værste, men Danes for Bush (DR, 2004) var underlødig. Godt han har nu uigenkaldeligt har forladt det røde kapel. Pun intended. Bent Blüdnikow interviewer den sympatiske journalist i Berlingske – Den dag Mads Brügger holdt op med at være et pænt menneske (let ændret formatering).

(Mads Brügger i Det Røde Kapel, 2006; Foto: Ekkofilm.dk)

“Mads Brügger har engageret sig voldsomt i debatten om ytringsfrihed. Han har kæmpet for, at Radio24syv skulle være med til at arrangere en udstilling med den svenske kunstner Dan Parks billeder. Og senest har han en deltaget i opgøret i Dansk PEN, der kæmper for forfatteres rettigheder og ytringsfrihed, men som ifølge Mads Brügger er fodslæbende, når det kommer til at forsvare ytringsfriheden herhjemme. Opgøret ledte til, at forfatteren Birgithe Kosovic i sidste uge blev smidt ud af Dansk PEN og Mads Brügger meldte sig ud ved samme lejlighed i solidaritet med Birgithe Kosovic og fordi PEN, ifølge Brügger, ikke klart forsvarer ytringsfriheden. …

Når man kigger tilbage på dit liv, så fremstår der jo en klassisk progressiv historie. Ung ambitiøs mand fra velbjerget journalisthjem får straks arbejde i Danmarks Radio og har alle de rigtige progressive meninger om verden. Din første udsendelse var vist ‘Danes for Bush’ med den sædvanlige nedrakning af USA?

‘Ja, det er en tilståelsessag. Det er fuldstændigt korrekt. Det var sådan som ungdomsredaktionen var i DR. Det var god latin at være progressiv.’

Hvorfor ikke sige venstreorienteret?

‘Ja, jo, men jeg har aldrig oplevet politisk kontrol.’

[…]

Og Dan Park var en øjenåbner for dig?

‘Ja. For som Søren Pind sagde om Dan Park: ‘I Danmark beskytter vi kunstnere og ikke som i Sverige, hvor man fængsler dem.’ Det ville Radio-24syv lade komme an på en prøve. …’

Bekymrede det dig, at Dan Park er udlagt som en slags nazist og hatespeecher?

‘Det vil være for simplistisk at kategorisere ham sådan. Han går efter alle og ønsker at provokere og sætte normer til debat. Hans kunst er et totalangreb på hele det multikulturelle svenske samfund. Hvis han kun var gået efter jøder eller muslimer, så havde jeg fundet ham mindre interessant som kunstner. … Beskyldningen om at han er nazist har intet med sagen at gøre, men er et forsøg på at lukke debatten ned. Han er grænsesøgende og grænseoverskridende, men helt afgørende for mig var også, at han blev smidt i fængsel og at de svenske myndigheder endda lod 8 af hans værker destruere. Det er aldrig sket i Danmark og det var så graverende for mig, at jeg måtte reagere. Det skete jo for pokker i Sverige, lige på den anden side af Øresund.’

Sagen om Dan Park blev indledningen til Mads Brüggers beslutning om at engagere sig i debatten om ytringsfriheden og sagen førte i sidste ende til opgøret i Dansk PEN, der ikke ville støtte Dan Park-udstillingen.

[…]

Er det den gamle kulturradikale elite, som man også kalder Politiken-segmentet, der stadig har fast greb om kulturlivet?

‘Ja i en vis udstrækning. Men de fremstår i stadig højere grad realitetsbenægtende. De tager små skridt henimod en erkendelse af ytringsfrihedskampens vigtighed, men tager samtidig, så snart lejligheden byder sig, tre skridt tilbage. …’

Vågner du nogle gange med sved på panden, fordi du er havnet på samme fløj som Pia Kjærsgaard og Rasmus Jarlov og ikke med de pæne progressive folk fra Politiken?

‘Jeg fortryder ikke noget, men jeg fortryder at jeg ikke gik ind i kampen tidligere. Jeg havde ønsket at jeg havde gjort det for ti år siden.’

Hvorfor gjorde du det ikke for ti år siden? Der var Muhammed-krisen og vi andre vidste da godt, hvad det gjaldt.

‘Det var vel frygten for at blive udskammet og sat i bås med bestemte personer, som Pia Kjærsgaard eller Søren Krarup. Angsten for at ødelægge den gode stemning. Og det går virkelig hurtigt, når den dårlige stemning indfinder sig. I forbindelse med Dan Park-sagen kunne jeg næsten høre, hvordan dørene lukkede sig omkring mig.

Hvad er du blevet beskyldt for?

‘Jeg hører fra folk, at jeg nu pludselig bliver grupperet som højreorienteret og endda racist. Pludselig er man på det forkerte hold, fordi man forsvarer ytringsfriheden.

[…]

Du nævner DR?

Ja for DR har ladet sig fjernredigere af islamister og vover ikke at vise Muhammed-tegningerne. DR er en magtfuld institution med masser af penge og medarbejdere og alligevel lader de sig øjeblikkelig skræmme. Det er en skandale.'”

Oploadet Kl. 14:16 af Kim Møller — Direkte link14 kommentarer


27. januar 2015

Blüdnikow om Auschwitz-dag “… ikke blot med sorg i sindet, men også med bekymring for fremtiden”

I dag er det 70 år siden Auschwitz blev befriet af sovjetiske tropper, og det skal selvfølgelig bruges politisk. Hvad der skete i Auschwitz skal være en advarsel i forbindelse med hvordan vi behandler vores muslimske borgere, lød det eksempelvis på P1 her til formiddag. Bent Blüdnikow rensede luften i gårsdagens udgave af Berlingske.

En sorgfuld Auschwitz-dag

Vi mindes nazisternes forfølgelse af jøderne i morgen på Auschwitz-dagen. Det er sørgmodigt at fastslå, at jødehadet har vokset sig stærkt igen.
Baggrunden for dette voksende had er hovedsagelig fordomme om jøder blandt muslimske grupper, men dermed ikke sagt, at antisemitisme ikke kan forekomme i andre miljøer.

FN har netop holdt et møde i Generalforsamlingen om det voksende jødehad. Hovedtaleren var den fransk-jødiske filosof Bernard-Henri Levy, der mindede om, at FN i sin tid blev skabt efter Anden Verdenskrig bl. a. for at forhindre, at forfølgelsen af jøder skulle gentage sig i form af nyt had vendt mod jøder eller andre.

Levy sagde: ‘Hadet er vendt tilbage, og det er derfor, vi er her.’ Jeg behøver såmænd ikke at citere Levy, for min egen mor på 87 år er citatværdig nok. Hun, Henny Blüdnikow, måtte i oktober 1943 flygte til Sverige, men fik derefter som andre danske jøder mange år uden antisemitisme.

Men som hun dybt bekymret siger i dag: ‘Jeg havde ikke troet, at vi skulle opleve den slags igen.’ Det er en af konklusionerne på disse års udvikling, at der eksisterer en giftig blanding af jødehad og animositet mod Israel.

Tidligere mente man, at man kunne skelne mellem jødehad og stærk kritik af Israel, men denne skelnen er gjort umulig. Ifølge undersøgelser i Europa sammenblander muslimer hadet til Israel med fordomme mod jøder, og i øvrigt har terrorangreb i Europa lige siden begyndelsen af 1970erne ramt jøder, selv om baggrunden egentlig var kampen mod Israel.

Under Gazakrigen i 2014 oplevede europæiske jøder et had, som var overrumplende for os alle. I Bruxelles dræbte en Syrien-kriger fire personer i et jødisk museum. I København begik fire maskerede unge hærværk mod den jødiske skole. Og en lovlig demonstration for fred og Israels ret til selvforsvar måtte opløses af politiet, fordi man ikke kunne garantere sikkerheden, fordi stenkastende unge råbte hadske ting.

Den giftige atmosfære var båret af fordomme mod jøder og hadet til Israel og legitimeret af dele af den europæiske presse, der har fremstillet palæstinenserne som vor tids jøder og de ultimative ofre, mens jøderne i skikkelse af israelske soldater blev skildret som en slags nynazister, der myrdede kvinder og børn i Gaza.

Intet sted var denne tendentiøse journalistik så tydelig som i dagbladet Politiken. Israels handlinger skal kritiseres, men der var ikke tale om kritik, men om dæmonisering. Når vi i morgen mindes ofrene for nazismen, er det ikke blot med sorg i sindet, men også med bekymring for fremtiden.

(Flere billeder i tidligere post: Auschwitz-Birkenau, 5. juli 2013)

“Det var ingen let død, de fik, for Zyklon B er nok en sikker dræber, men ikke en hurtig dræber. SS-folk har fortalt i forhør og avisinterview, hvad de hørte inde fra gaskamrene: Først skrig, så en buldrende larm, og til sidst kun en summen. Så blev der stille…” (Uffe Gardel, Berlingske, 27. januar 2015, Det onde eksisterer ikke)

Oploadet Kl. 13:13 af Kim Møller — Direkte link17 kommentarer


5. november 2014

Henrik Gade Jensen om Bent Blüdnikow, der tog opgøret med den marxistiske tidsånd…

Henrik Gade Jensen om Bent ‘Blod’ Bludnikow der fyldte 60 år i går – Det samme, samme. Aldrig, aldrig glemme.

“Tidsånden fra 1970erne har været præget af rabiate og ekstreme synspunkter, som har sat sine dybe præg på dansk åndsliv via skolerne, universiteterne, Danmarks Radio og aviserne. Men da denne tidsånd samtidigt har domineret så meget, har der ikke været plads for så meget andet, og slet ikke til at udfordre denne venstreorienterede konsensus.

Men efterhånden som hegemoniet langsomt brister, har der fundet en sej og ubønhørlig kulturkamp sted om fortolkningen af vores egen samtid. Kampen har været hård, nærmest en mental Første Verdenskrig med uforsonlige skyttegravspositioner overfor hinanden.

Forrest i kampen har hele tiden stået én person: Bent Blüdnikow. …

I dag kan det være svært for unge og yngre mennesker at forstå, hvor ensrettet og ensidigt åndslivet var i Danmark de sidste fire årtier. På universiteterne skulle man mange steder som en selvfølge være socialist og marxist, og så kunne man strides om varianten. Og det var aldrig noget problem, for tidsånden havde på forhånd befæstet sjælene i den retning, og ingen fornemmede en verden udenfor. Alle gled samme vej, som bladene i bækken. Det var som at blive indlemmet i en religiøs sekt, har Nils Gunder Hansen senere fortalt, ‘men det er nu engang svært at se sekten, når den fylder hele virkeligheden’.

Det var opgøret med denne sekt eller tidsånd, dette venstreorienterede indelukke, som Bent Blüdnikow tog som sin opgave.

Som debatredaktør på først Weekendavisen og senere Berlingske Tidende har Bent Blüdnikow med en ukuelighed kæmpet for at afsløre venstrefløjens historieforfalskning i alle varianter. …

‘Det samme, samme. Aldrig, aldrig glemme.’

De ord benyttede digteren Tom Kristensen som omkvæd i et hyldestdigt til forfatteren Henrik Pontoppidan. Det er en stor hæder. Altid fastholde det samme, enkle, sande, og så aldrig glemme, fortrænge, forskønne eller lyve om det. Som Pontoppidan gjorde: aldrig gå på kompromis når det gælder ånd, altid holde fast, ikke give slip, være hudløs ærlig og ransagende.

Trøsten må så være, som der står i Kong Salomons valgsprog: ‘Den, der revser, får tak til sidst, fremfor den hvis tunge er slesk’.

Tillykke med de 60 år, Bent!”

Oploadet Kl. 06:03 af Kim Møller — Direkte link7 kommentarer


22. juli 2014

“Kultur og kunst er af afgørende betydning for vor nations identitet og vor civilisations opretholdelse”

Klumme af Bent Blüdnikow i fredagens Politiken – Men giver det mening at tale om borgerlig kultur? (ikke online).

“Jeg aner ikke, om man overhovedet kan tale om borgerlig kunst og kultur. Er det ikke værdier, der er hævet over politik og samfundssyn? Jo, men for et borgerligt menneske betyder kulturen og vor kulturarv noget afgørende. Vi smider ikke kunstværker på bålet eller ud med badevandet i søgen efter et nyt utopia som de franske revolutionære i 1780’erne, kommunisterne efter 1917, nazisterne i 1930’erne og den radikale venstrefløj efter 1968. Kultur og kunst er af afgørende betydning for vor nations identitet og vor civilisations opretholdelse, og den formidler en erfaring, som skal hindre os i at lade os friste af politiske excesser og fantasier.

Selvfølgelig er vi alle kulturelt formet af vor baggrund. I mit tilfælde min jødiskdanske oprindelse: Min familie kom fra Rusland omkring Første Verdenskrig, og det er derfor ikke mærkeligt, at jeg sætter stor pris på Marc Chagall, som jeg betragter som det 20. århundredes største jødiske maler. Hans drømmesyn om den jødiske landsby med spillemænd på tagrygge, flyvende geder, sørgmodige rabbinere og elskende par vækker en dyb følelse i mig. Hans maleri ‘Over byen’ fra 1918 er en af disse visionære syn skabt som en kærlighedserklæring til den verden, der senere gik under. Er Chagalls malerier borgerlige? Næh, men han holdt sig langt borte fra politik og lod ikke tidens tillokkende utopiske drømmesyn påvirke sin kunst. Det var i sig selv modigt, for så mange andre kunstnere i tiden lod sig lokke.

(Marc Chagall, Liebende in vence, 1957; Wikipedia)

Er der noget, jødisk historie har lært mig, så er det, at politisk radikalisme, ligegyldigt om den kalder sig fascisme, nazisme eller kommunisme, var og er en pest for mennesker. Mange jøder oplevede, at efter at de var undsluppet nazismen, risikerede de senere fængsel hos kommunisterne. …

Som andre jøder omfavner jeg med glæde dansk kultur. Intet er smukkere end C. W. Eckersbergs bedste malerier og den danske sangskat. Erfaringerne fra krigens tid spiller stadig en stor rolle for de fleste jødiske familier, og Mathias Christensens melodi til ‘ En lærke letted’ bringer altid de voldsomste følelser frem i mig. Er den borgerlig? Ikke spor, men den minder om, at frihedskæmperne under besættelsen havde modet til at kæmpe for friheden.

Det er værd at mindes i en tid, hvor danske historikere har travlt med at hylde samarbejdspolitikerne som en slags danske patrioter på lige fod med frihedskæmperne…”

(Christoffer W. Eckersberg, Sanderumgaard Hovedbygning, set fra Havesiden, 1806; Wikipedia)

Oploadet Kl. 12:27 af Kim Møller — Direkte link11 kommentarer


10. juni 2014

Blüdnikow: Venstrefløjen kæmpede for Castros mand i København, var en del af marxistisk terrorgruppe

Murens fald har ændret vilkårene for rødgardisterne. Hvor de i 1970’erne offentligt kæmpede marxistiske terroristers sag, så må de i dag nøjes med at bekæmpe den demokratiske højrefløj. Lang og interessant gennemgang af Mexicanersagen i Berlingske af Bent Blüdnikow, der også har udgivet historien som ‘single‘ – Castros mand i København.

“Den 1. april 1977 blev en ung mexicaner ved navn Jaime Okusono Martinez arresteret i København. PET mistænkte ham for spionage til fordel for Fidel Castros kommunistiske Cuba. Han færdedes i det venstreorienterede miljø og boede i et kollektiv i Bagsværd.

Anholdelsen og senere truslen om at udvise Jaime skabte et ramaskrig. Der blev samlet 24.000 underskrifter ind mod fængslingen. Der blev lavet protestdemonstrationer med tusindvis af mennesker. Der blev indspillet plader, hvor Troels Trier, Arne Würgler, Niels Skousen og andre fra musikbranchen sang til fordel for ham. I Information førte man kampagne for Jaime. Forfatteren Jan Guillou kom til København og talte hans sag. Suzanne Brøgger skrev protestbrev, og Johannes Møllehave digtede mod justitsminister Orla Møller (S), der havde beordret Jaime udvist. Mexicaner-sagen, som den blev kaldt, blev en af 1970ernes største politiske sager og medførte en offentlig debat om udlændinges retsforhold.

Og den trak politiske spor helt frem til vedtagelsen af udlændingeloven i 1983.

[…]

Jaime var født i Mexico i byen Monterey. … Han blev uddannet som ingeniør og dukkede i 1970 op i først Tyskland og siden Danmark, hvor han blev gift med en dansk pige og dermed automatisk fik statsborgerskab. Jaime blev en del af ungdomsbevægelsen i Danmark og kom bl. a. på tur med Den rejsende Højskole til Latinamerika, og senere slog han sig ned i et kollektiv i Bagsværd på Sæbjørnsvej.

Nogle år senere dukkede Jaimes bror Tomas op i Sverige, hvor han blev gift med en ung kvinde ved navn Elle-Kari Höjeberg. Parret havde forbindelse til andre latinamerikanere, der var kommet fra Cuba til Sverige. Flere af dem havde forbindelse med en tysk terrorist i Sverige ved, navn Norbert Kröcher. Han havde fået den ide at få de tyske terrorister, der var blevet udvist til Tyskland efter ambassade-besættelsen, frigivet ved en aktion. Planen var at kidnappe integrationsminister Anna-Greta Leijon, som Kröcher mente havde ansvaret for udleveringen af terroristerne.

Kröchers bande ville efter kidnapningen anbringe hende i en lille træboks og kræve terroristerne løsladt. For at sætte skub i forhandlingerne, hvis det gik trægt, ville man sprænge en svensk avis samt synagogen i luften. Hvis alt fejlede, var Kröchers bande parat til at likvidere Leijon. Så langt kom det aldrig, for det svenske sikkerhedspoliti havde haft mistanke til Kröcher og anholdte ham 1. april 1977.

Svensk efterretningstjeneste havde fået mistanke, fordi den i længere tid havde fulgt Elle-Kari Höjeberg. Tjenesten mente, at hun havde været ambassadebesætterne behjælpelig. Deres observationer ledte til hendes lejlighed og dermed til Tomas Martinez og kredsen af latinamerikanere, hvoraf flere var med i Kröchers bande. …

Jaime havde en række dækadresser, han ringede ofte til Cuba og havde endvidere nær kontakt med sin bror Tomas, sin svigerinde Elle-Kari Höjeberg samt med latinamerikaneren Armando Gonzales Carillo i Stockholm, der var med i Kröchers bande. Carillo havde foruden træning i spionage på Cuba også været på et længere træningsophold i Nordkorea. Jamie blev fængslet og sigtet for spionage til fordel for Cuba, og tre af hans danske venner fra Sæbjørnsvej blev ligeledes sigtet efter den milde spionparagraf.

Jaime indrømmede, at han havde brugt dækadresser, koder og dæknavne, men han hævdede, at det skyldtes frygten for Mexicos spioner. Han indrømmede også talrige telefonopringninger til Cuba, men politiet havde det problem, at der ikke var fældende beviser, og man formodede, at Jaime havde nået at tilintetgøre bevismateriale.

Jørn Bro siger i dag: ‘Vi var i tæt samarbejde med norsk og svensk efterretningstjeneste. Fra det øjeblik Tomas og Jaime blev anholdt i Oslo, var vi på sagen. Og da Kröcher-banden blev afsløret, skete det i samarbejde med os i København, så vi kunne koordinere det med vor anholdelse af Jaime. Jeg var i Stockholm og se den trækasse, som Leijon skulle holdes fangen i, og det var i sig selv rystende, for den var ganske lille. Vi var klar over, at terroren havde nået Skandinavien for alvor.’

Mistanken mod Jaime så egentlig velbegrundet ud, for PET havde stakkevis af aflytningsrapporter og observationer liggende. Desuden fik man oplysninger fra andre landes efterretningstjenester…

PET konkluderede i et udateret notat, der ligger i PETs arkiv: ‘De efterfølgende undersøgelser gav de vesteuropæiske sikkerhedstjenester grundlag for konstatering af den cubanske efterretningstjenestes aktive involvering, ikke blot i planlægning, men også i udførelsen af terrorhandlinger og for konstatering af et nært samarbejde mellem DGI (den cubanske efterretningstjeneste) og den sovjetiske efterretningstjeneste KGB.’

PETs vurdering af Jaime var: ‘Jaime er åbenbart veltrænet i konspirativ teknik. Han har haft en ledende funktion, også i forholdet til sine stockholmske kontakter i forbindelse med indslusningen af latinamerikanske terrorister til Vesteuropa. Operation Europa finansieres af den cubanske efterretningstjeneste DGI. Den har til formål på længere sigt at undergrave de vesteuropæiske stater samt at yde direkte støtte til lokale subversive og voldelige revolutionære bevægelser. Selv om det ikke er bevist, er det med baggrund af det anførte PETs overbevisning, at Jaime er en af lederne ved opbygningen af en Europa-brigade.’

PET følte sig overbevist om Jaimes skyld. Men venstrefløjen var derimod sikker på, at han var ganske uskyldig, samt at PET og justitsminister Orla Møller var ude i et ondsindet forsøg på at sværte Cuba og venstrefløjen til. Den nyansatte journalist på Information Peter Wivel søsatte en kampagne for at bevise, at Jaime var ganske uskyldig, og i Sverige havde forfatteren Jan Guillou et vist held med ligeledes at påstå, at de fængslede var uskyldige.

Kampagnen blev en succes. Modstanden mod udvisning af Jaime bredte sig til det politiske miljø, og Orla Møller, der var justitsminister i Anker Jørgensens regering, kom snart i en alvorlig politisk krise. …

‘Orla Møller forklarede…, at udvisningen af Jaime var vedtaget af Regeringens Sikkerhedsudvalg efter nøje overvejelser. Og han fik senere ombudsmandens ord for, at Jaime var en trussel mod statens sikkerhed. Med den i hånden fortsatte Orla Møller proceduren for at udvise Jaime, men det var på ingen måde let. Forfattere, kunstnere og mange andre intensiverede deres kampagne for Jaime og mod den onde Orla Møller, og det kastede regeringen Anker Jørgensen ud i en massiv krise. Sagen endte med at trække spor gennem dansk politik frem til begyndelsen af 1980erne. Det selv om ingen på det tidspunkt vidste, hvor Jaime Okusono Martinez befandt sig.”

(Særudgave af tidsskriftet Retfærd om sagens ‘repressive forløb’, 1979, red. af Henrik Zahle)



22. april 2014

Dansk Journalistforbund hylder venstreradikale Jan Guillou på Journalisternes Fagfestival 2014

God kommentar af Bent Blüdnikow i Berlingske.

Jan Guillou: KGB-agent

Den svenske succesforfatter og debattør Jan Guillou kommer til København i november for at deltage i journalisternes fagfestival. Det kunne redaktøren af journalisternes fagblad, Øjvind Hesselager, fortælle på fagbladets hjemmeside. Og han berettede stolt, at han for 14 år siden havde interviewet samme Jan Guillou.

Jan Guillou blev kendt i begyndelsen af 1970erne, da han afslørede, at den militære efterretningstjeneste samarbejdede med en privat organisation om udspionering af den radikale svenske venstrefløj. Siden blev Jan Guillou en kendt krimiforfatter og han er elsket af den svenske medieverden, hvor han spiller en stor rolle som opinionsmager. I 2009 udgav han sin selvbiografi, ‘Ordets makt och vanmakt’, men han glemte at skrive, at han fra 1967 til ind i 1970erne havde været betalt agent for den sovjetiske efterretningstjeneste, KGB, og havde haft en række møder med sin sovjetiske føringsofficer.

Da dette på grund af ihærdige journalister kom frem i 2009, nægtede Guillou først, men indrømmede derpå delvist, fordi dokumentation blev lagt frem. Han måtte derpå omskrive dele af sin erindringsbog, men han har ellers på intet tidspunkt vist nogen anger eller ændret sine venstreradikale holdninger.

Jeg gjorde Øjvind Hesselager opmærksom på dette forhold og bad ham om, at Journalisten tog sagen op, så danske journalister ikke troede, at Jan Guillou var en helt. Nej, tværtimod havde han været med til at støtte det totalitære sovjetiske system og styrke undertrykkelsen i sovjetsamfundet. Øjvind Hesselager svarede, at det havde han ingen interesse i, men jeg var velkommen til at skrive et læserbrev. Jeg svarede, at hvis Jan Guillou havde haft samarbejde med det racistiske Sydafrika eller Pinochets Chile, så havde man aldrig inviteret ham til journalisternes fagfestival og at det var et problem, at en venstrefascist kunne optræde blandt journalister, der ellers skulle hylde demokrati.

Sagen illustrerer et journalistisk problem. Mens størstedelen af befolkningen nu ved, at kommunismen var en omfattende tragedie (og stadig er det), der kostede millioner af menneskeliv og truede den vestlige verden, så er disse kendsgerninger kun sporadisk trængt igennem hos danske journalister. Her er en højreradikal sympatisør altid en bedre historie end en venstreradikal medløber. I dansk presse stilles der kun sjældent spørgsmål til tidligere støtter af kommunistiske rædselsregimer og venstreradikalt vanvid, og det har vi set nylige eksempler på med musikere som Niels Skousen og Annisette Koppel.

Øjvind Hesselager kan stadig nå at lave journalistik på sagen om Jan Guillou, men jeg tvivler stærkt på, at det vil ske.

(Foto fra Tommy Hanssons Blogg)

Denne weblog er læst af siden 22. juni 2003.

 

« Forrige sideNæste side »



 

Vælg selv beløb



Blogs


Meta
RSS 2.0
Comments RSS 2.0
Valid XHTML
WP






MediaCreeper